Vaftrudnermaal

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Eddadigte

Vaftrudnermaal

oversat/gendigtet af

Jens Baggesen

i

Nye blandede Digte

Frederik Brummers Forlag

Kiöbenhavn, 1807

---

Jens Baggesen (1764-1826)

1. (Odin)

Raad mig nu, min Frigga!

Thi mit Hierte lyster

Snart at see Vaftrudner

Stedse, Dag og Nat,

Staaer min Hu til Kamp med den Alvise

Kiæmpes Klygt, som alle Jotner prise.

 

2. (Frigga)

Torde jeg dig raade,

Heriernes Fader!

Bliv i Guders Samling!

Thi jeg tvivler ei:

Alle Kiæmper i de Jotners Rige

hin Vaftrudner langt i Styrke vige.

 

3. (Odin)

Meget har jeg vandret,

Meget alt erfaret,

Tidt min Guddom prøvet;

Men for intet alt

Gielder mig, min Barm er ikke rolig

Før jeg kiender hin Vaftrudners Bolig.

 

4. (Frigga)

Gaae med Held da heden!

Kom med Held tilbage

Til Gudinders Glæde!

Lad dit Snille dig

Heriernes Fader! Ord udfinde,

Kiæmpen Svar paa Svar at overvinde!

 

5.

Flux henvandred Odin

Snillets Kamp at friste

Med den vise Jotun

See! han kom til Halden,

Hvor de Jotners gamle Hersker dvælte,

Og treen frem, og nærmed sig, og mælte:

 

6. (Odin)

Hil dig, o Vaftrudner!

Til din Hald jeg ilte,

Her dig selv at skue.

Gierne vidste jeg,

Om du er den Mand, som Jotner prise,

Mellem vise Kiæmper den Alvise?

 

7. (Vaftrudner)

Hvo er du, som triner

Over Haldets Dørtrin,

Tagende til Orde?

Ingensinde du

Vandrer ud igien af mine Sale,

Hvis ei Viisdom seirer i din Tale!

 

8. (Odin)

Gangraad jeg mig kalder;

Thi, af Gangen mattet,

Tørstig, hid jeg kommer,

En selvbuden Giæst.

Lang var Veiens Møie, du modtage

Giæstfri, som en Kæmpe bør, den svage.

 

9. (Vaftrudner)

Hvorfor altsaa, Gangraad,

Staaer du hist paa Gulvet?

Sæt dig op i Høisal!

Og saa lad os see,

Hvad hinanden skal i Talen fælde:

Giæstens Ungdom eller Kæmpens Ælde?

 

10. (Odin)

Fattig Mand det egner,

Som til rig Mand kommer,

Kloge Ting at mæle,

Eller tie qvær.

Svadsighed med den, som os vil hilde,

Tykkes mig, bekommer altid ilde.

 

11. (Vaftrudner)

Nu, da dig behager

Staaende din Kundskabs

Prøver mig at vise,

Gangraad! saa velan:

Sig mig Hestens Navn, som Lysets Dage

Over Jordbeboerne mon drage!

 

12. (Odin)

Skinfax hedder Hesten,

Som det blide Dagskiær

Over Jorden drager:

Manken straaler Glands.

Mellem alle fodbevingte Heste

Er den langt den favreste, den bedste.

 

13. (Vaftrudner)

Da dig end behager,

Staaende paa Gulvet

Mig din Klygt af vise,

Meld mig eet endnu!

Sig mig Hestens Navn, som sees at stride

Med den tause Nat af Østerlide!

 

14. (Odin)

Rimfax hedder Hesten,

som fremdrager Natten

Over milde Guder.

Draaber dryppe ned

Af dens Skum, naar aarle Haner gale.

Deraf kommer Morgendug i Dale.

 

15. (Vaftrudner)

Hør, og svar mig, Gangraad!

Da dig end behager,

Staaende din Kyndes

Prøver mig at tee:

Nævn den Flod, som deler Field og Sletter

Mellem Guders Slægt og Børn af Jetter!

 

16. (Odin)

Ifing hedder Strømmen,

Som imellem Guder

Og de Dødelige

Snoer sit dybe Svælg.

Aldrig frossen, giennem Evigheder

Den sin altid aabne Bølge leder.

 

17. (Vaftrudner)

Get end sig mig, Gangraad!

Da du dog saa færdigt

Paa hvert Spørgsmaal svarer:

Hvad er Vallens Navn,

Hvor et Slag den sidste Dag bebuder

Mellem Surtur og de milde Guder?

 

18. (Odin)

Vigrid hedder Vallen,

Hvor imellem Surtur

Og de milde Guder

Slaget stande skal.

Hundred Miil i Længde, som i Bredde,

Strækker sig den kampbestemte Hede.

 

19. (Vaftrudner)

Giæst! du teer mig Viisdom!

Trin hid op i Højsal,

Lad os tale sammen

Siddende! Velan:

Liv for Liv, og Hoved imod Hoved,

Lad os kiæmpe Kampen ud, du voved!

 

20. (Odin)

Sig mig da, Vaftrudner!

Dette først og fremmest,

Hvis dit Vid det evner

Og du saadant veed:

Hvordan skabtes, og i hvilke Orden,

Vise Kæmpe! Himmelen og Jorden?

 

21. Vaftrudner;

Af Ymers Liigkiød

Blev Jorden dannet;

Og af hans Knokler

Opstode Field.

Af Kæmpens Blod flød Havets Vande,

Og Himlen hvelvede hans Pande.

 

22. (Odin)

Svar mig end, Vaftrudner,

Paa min andet Spørgsmaal,

Hvis dit Vid det evner,

Og du Gaaden veed:

Hvoraf opstod Lysets Straalers Vrimmel,

Sol, og Maane, paa den hvalte Himmel?

 

23. (Vaftrudner)

Kredssvinger hedder

Hin Solens Fader,

Og Maanens Fader;

I varig Gang

De vandre daglig rundt om Jorden,

Og tegne begge Tidens Orden.

 

24. (Odin)

Sig mig end det tredde,

Prisede Vaftrudner!

Hvis til Rygtet svarer,

Hvad dit Snille veed:

Hvilke Væsner bør den Kloge hædre,

Som den mørke Nats og Dagens Fædre?

 

25. (Vaftrudner)

Dellinger hedder

Dagens Fremavler;

Nørver er Nattens

Frembringers Navn.

Ny og Næ, os sendt, af milde Guder,

Tidens Vexel maanedlig bebuder.

 

26. (Odin)

Sig mig end det fierde,

Klygtige Vaftrudner!

Hvis din gamle Viisdom

Saadant ogsaa veed:

Hvorfra Vinter, paa vor Jord, og Sommer,

Hvorfra Kuld og Varme kommer?

 

27. (Vaftrudner)

Svafuder kalder

Jeg Somm’rens Fader;

Den kolde Vinter

Er Vindsvals Søn.

De aarlig vexlende regiere

Til Himlen Magter er ei mere.

 

28. (Odin)

Løs mig nu, Vaftrudner,

Og den femte Gaade

Hvo var mellem Aser

Jordens første Gud?

Hvo stod først af Ymers Grøde

Frem i Verdens Morgenrøde?

 

29. (Vaftrudner)

Talløse Vintre,

Før Jorden fremgik,

Blev fød Bergelmer

Trudgelmers Søn;

Urgelmer, atter dennes Fader,

Var Jotners ældste Stammefader.

 

30. (Odin)

Sig mig end den siette,

Prisede Vaftrudner,

Viseste blandt Jætter!

Hvis og det du veed:

Hvordan blev den anden af de fire

Alle Kæmpeslægters ældste Spire?

 

31. (Vaftrudner)

Af Elivaga

Flød Edderdraaber;

Men Riimfrost størkned

Den rundne Gift,

Da gnistrede fra Syden Ild, og Livet

Blev derved den opvarmte Sneeklump givet.

 

32. (Odin)

Endnu maae du, Kæmpe!

Mine kiække Spørgsmaals

Syvende besvare,

Veed du ellers Alt:

Hvordan avled Børn i hine Dage

Kæmpers Stammefader, uden Mage?

 

33. (Vaftrudner)

Hin Kæmpes Fødder,

Een med den anden,

En Søn fremavled

I Alt ham lig.

Men under Armen, andre Vise sige

Fremsprang et Par, en Yngling og en Pige.

 

34. (Odin)

End, o vise Kæmpe!

Maae du mine Gaaders

Ottende mig løse;

Thi du veed dog Alt:

Sig, saa vidt dig mindes, naar du grunder,

Hvilket var det ældste Tidens Under?

 

35. (Vaftrudner)

I Svælg af Vintre,

Før Jorden opstod,

Var til Bergelmer.

Det ældste Sagn,

Jeg mindes hos vor Kæmpeslægt i Norden,

Er, at han af en Baad gik frem paa Jorden.

 

36. (Odin)

Endnu viise Jætte,

Maa du mine Spørgsmaals

Niende besvare;

Thi du veed dog Alt:

Hvorfra kommer Vinden, som sig svinger

Over Hav paa aldrig seete Vinger?

 

37. (Vaftrudner)

Ræsvælger sidder

Ved Himlens Ende,

En vældig Kæmpe

I Ørneham.

Hver Vind, og Vift, og Stormens Brusen,

Er Lyden af hans slagne Vingers Susen.

 

38. (Odin)

End meld mig, o Vaftrudner!

Det tieende; thi veed du

Dog alle Guders Udspring:

Hvorledes hidkom Njord,

Han, som Altre har blandt Aser fundet,

Skiøndt af Asers Slægt ei selv oprundet?

 

39. (Vaftrudner)

De vise Magter

i Vanahiemmet

Frembragte Helten,

Og sendte ham

Til Aserne, som Gidsel; han skal vende

Til Vanahiem igien mod Tidens Ende.

 

40. (Odin)

End du mine Gaaders

Ellevte mig løse:

Hvad bestille Helte,

Som i Striden faldt?

Hvad er deres Løn i Odins Halde,

Indtil alle Himlens Magter falde?

 

41. (Vaftrudner)

Einherierne

Sig deele Vallen,

Anstille Sværdslag

Og hugges daglig,

Med Skiold mod Skiold;

Hver Aften ride

De hjem fra Kampen,

Og drikke Miødviin,

Med alle Guder,

I Odins Borg.

Serimners Kiød de der fortære sammen

I fredelig fortroelig Fryd og Gammen.

 

42. (Odin)

Sig mig end det tolvte:

Hvordan du, Vaftrudner,

Lærte Guders Udspring,

Og hvad sandt du veed?

Viseste blandt klygtige Jotuner!

Sig mig Jætters, sig mig Guders Runer!

 

43. (Vaftrudner)

Om alle Jætters

Og Guders Runer

Jeg sandt kan sige;

Thi hver en Jordegn

Jeg har bereist.

Ni Verdner under Niffelheim jeg kiender.

Der boe de helsotdøde, Kampens Fiender.

 

44. (Odin)

Meget har jeg vandret,

Meget alt erfaret,

Tidt min Guddom prøvet;

Men du sig mig eet:

Efter Fimbulvintrens mørke Dage,

Hvilke Væsner blive vel tilbage?

 

45. (Vaftrudner)

Alliv og Livskraft

Skiøndt begge skiulte

I Jorddens Indkiød,

Endda bestaae.

Af Morgendug de begge nærte blive,

Og nye Slægter siden Jorden give.

 

46. (Odin)

Meget har jeg vandret,

Meget alt erfaret,

Tidt min Guddom prøvet;

Men end eet mig sig:

Hvordan kommer Solen vel tilbage,

Slugt af Fenris-Ulv i Fimbuls Dage?

 

47. (Vaftrudner)

En Datter føder

Hin Glandsgudinde,

Før slugt af Fenris,

Hun er ei meer.

Og over Guders Val skal denne ride

Paa hendes Moders Vei fra Østerlide.

 

48. (Odin)

Meget har jeg vandret,

Meget alt erfaret,

Og min Guddom prøvet;

Sig mig dog endnu:

Hvilke hulde Møer skulle svæve

Over dem, som da paa nye fremleve?

 

49. (Vaftrudner)

Trende Stammer

Indtage Jorden

Og gode Aander

Beskytte dem.

Lig dem, som, født blandt Kæmperne, regiere,

Til Himlens Magter er ei mere.

 

50. (Odin)

Meget har jeg vandret,

Meget alt erfaret,

Og min Guddom prøvet;

Dog, Vaftrudner! sig:

Hvilke Aser styre Guders Rige,

Naar for hine Surturs Flammer vige?

 

51. (Vaftrudner)

Vidar og Vale

Gudernes Vaaning

Evig indtage

Naar engang Surturs

Flammer er slukt;

Og Mod og Magne Miølner atter tage,

Naar Thor er død, og Fenris er af Dage.

 

52. (Odin)

Meget har jeg vandret,

Meget alt erfaret,

Og min Styrke prøvet;

End dog spørger jeg:

Sig, hvorledes Odin livet ender,

Naar vor Jord forgaaer, og Himlen brænder?

 

53. (Vaftrudner)

Hin Tidens Fader

Opsluger Ulven,

Men Vidar hævner

Sin Faders Mord:

I kampen han sit Banesaar den giver,

Og Fenris aabne Strube sønderriver.

 

54. (Odin)

Meget har jeg vandret,

Meget alt erfaret,

Og min Evne prøvet;

Men Vaftrudner! sig:

Hvad tilhvisked Odin Balder eene,

Da man lagde ham paa Baalets Greene?

 

55. (Vaftrudner)

Det ingen, ingen

Blandt Dødelige

Paa Jorden veed:

Hvad du din Søn,

I fordums Dage,

I Øret hvisked!

Mig aner Døden.

Jeg alle Runer

Og gamle Frasagn,

Og Guders Skiæbne

Har sandsagt dig.

Jeg prøved Kamp med Odin uden Lige —

Alvise! dig de Viseste maae vige!