Vis kilden til De rygende Fjelde (KR)

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !! !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link= De rygende Fjelde (KR)]] !!  !!  
|-
|}


<blockquote>[[File:Smoking_Hills_AXW_0159.jpg|thumb|500px|<center> De rygende Fjelde nord for Horton River</center>]][[File:Smoking_Hills_AXW_0131.jpg|thumb|500px|<center>The Smoking Hills</center>]]<center>

<br>'''[[Grønlandsk religion og mytologi|Temaside: Grønlandsk religion og mytologi]]'''<br><br>[[Fra Grønland til Stillehavet (KR)|Uddrag af<br>'''Fra Grønland til Stillehavet''']]<br><br>'''Knud Rasmussen'''<br>København, 1926<br><br><br><big><big><big>'''De rygende Fjelde'''</big></big></big><br>'''Fortalt af Aunaraitsiaq'''</center>




''Om de såkaldte Smoking Hills på østkysten af Cape Bathurst i det nordvestlige Canada ud mod Ishavet skriver Knud Rasmussen:''

______

. . . men Eskimoerne, der har deres medfødte Sans for Realiteter, fortæller følgende om Ingnerssuit, "de store Baal", saaledes som jeg senere fik det berettet af en gammel Mand ved Navn Aunaraitsiaq: 


<blockquote>»I Menneskehedens første Barndom var de aldrig alene, enten de levede ved Boplads eller begav sig ud paa lange Rejser. De var omgivet af et Aandefolk, Ijerqan, der levede som Mennesker og var som Mennesker, kun at de var usynlige. Deres Legeme var ikke for vore Øjne, deres Stemme ikke for vore Øren, og naar Folk rejste og slog Lejr og begyndte at bygge deres Snehuse, kunde man omkring Driverne se Sneblokke bevæge sig, løftes ud af Driverne i Firkanter og føres sammen til et Snehus, der voksede op af sig selv. Nu og da kunde man se en Kobberkniv glimte, det var alt. 

Det var et snildt Folk, Ijerqan, og de havde intet imod, at man kom ind i deres Huse, der var indrettet ganske som Menneskenes. Alle deres Ejendele var synlige, og Menneskene havde stor Fordel af at handle med dem. Ønskede man at købe noget, pegede man blot paa det og viste det frem, man vilde betale med. Gik Aanderne saa ind paa Tilbudet, løftedes den Genstand, man ønskede sig, op af sig selv og bevægede sig hen imod den, som havde forlangt den; afslog de derimod Handelen, blev den liggende paa sin Plads. 

Saaledes var Menneskene aldrig ene, der var altid smaa, tavse, usynlige Aander omkring dem. Men saa hændte det engang, at en Mand under et Ophold greb sin Kniv og raabte: 

"Hvad skal vi med disse Folk, der altid trasker i vore Fodspor?" Og han svingede sin Kniv rundt i Luften og stødte den ud i Retning af de Snehuse, der bevægede sig af sig selv. Man hørte ikke en Lyd, men Kniven blev fuld af Blod. 

Fra den Dag forsvandt Aanderne; aldrig mere oplevede man, at Driverne af sig selv formede sig til Snehytter, naar man slog Lejr, og Menneskene mistede for evigt deres tavse, usynlige Skytsaander. Man fortæller, at de tog Bolig i Fjældenes Indre for at skjule sig for Menneskene, der havde haanet dem, og endnu den Dag i Dag ser man Fjældene ryge fra de vældige Kogebaal, der flammer fra deres Indre.«</blockquote>


==Kilde==
Knud Rasmussen: ''Fra Grønland til Stillehavet'', bd. 2, ss. 270-271. København, 1926.</blockquote>
<br><br>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Knud Rasmussen]]
[[Kategori:Inuitisk religion og mytologi]]