Biskop Pauls saga - Revisjonshistorikk

Knut på 5. feb. 2022 kl. 15:41

2022-02-05T15:41:51Z

Knut på 5. feb. 2022 kl. 15:41

2022-02-05T15:41:33Z

Jesper på 15. feb. 2021 kl. 18:22

2021-02-15T18:22:00Z

Carsten på 24. aug. 2018 kl. 10:33

2018-08-24T10:33:23Z

Jesper: Kap. 16-20

2014-06-19T15:10:58Z

Kap. 16-20

Vis endringer

Jesper på 18. jun. 2014 kl. 12:56

2014-06-18T12:56:15Z

Jesper: Kap. 15

2014-06-17T15:23:05Z

Kap. 15

Jesper: Kap. 14

2014-06-13T11:44:22Z

Kap. 14

Jesper: Kap. 13

2014-06-12T10:23:40Z

Kap. 13

Jesper: Kap. 8-12 (delvis)

2014-06-10T15:56:45Z

Kap. 8-12 (delvis)

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 5. feb. 2022 kl. 15:41
Linje 10:		Linje 10:


−	<center>[[Bispesagaer ~~på dansk~~]]	+	<center>[[Bispesagaer]]

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 5. feb. 2022 kl. 15:41
Linje 10:		Linje 10:


−	<center>[[Bispesagaer]]	+	<center>[[Bispesagaer på dansk]]

@@ Linje 26: / Linje 26: @@
 ----
-<center>''Tekstgrundlaget for denne oversættelse er'' Biskupa sögur, ''Hið íslenzka bókmentafélag, Kaupmannahöfn, 1858''</center>
+<center>''Tekstgrundlaget for denne oversættelse er'' [[Biskupa sögur]], ''Hið íslenzka bókmentafélag, Kaupmannahöfn, 1858''</center>
 ----

@@ Linje 1: / Linje 1: @@
 {| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
 |- style="background-color:#e9e9e9"
 !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
 |-
-! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Biskop Pauls saga]] !! !!
+!  Denne teksten finnes på følgende språk ►!! !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Biskop Pauls saga]] !!  !!
 |-
 |}

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 18. jun. 2014 kl. 12:56
Linje 38:		Linje 38:
	'''2.'''		'''2.'''

−	Sommeren efter den hellige biskop Torlaks død, blev Paul udpeget til biskop. Der var forud en meget lang drøftelse af sagen, men det endte med, at afgørelsen — særligt efter råd fra Hall Gissurson — blev lagt under biskop Brand, og han udnævnte Paul til udlandsrejsen. Denne sagde ikke straks ja til udnævnelsen, men den ene efter den anden bad ham — biskop Brand og hans brødre og andre af hans nære venner — men han afslog det og tog således hjem fra tinget. Han drog siden til kirkevielse på Odde ved messedagen for ~~Sejlamændene~~ og gjorde sig store overvejelser. Da alle havde opgivet at overtale ham, indså han, at der ikke var nogle tilbage at kives med, medmindre det skulle være imod Guds vilje — og det ønskede han bestemt ikke. Da han tænkte over sin beslutning, indgød Helligånden ham den tanke at lade sig selv forpligte over for folks behov, og han begav sig da ved godt mod under den byrde, der længe havde været hans sind imod. Kort tid efter tog han til Skålholt sammen med Jon — sin far — og sine brødre, og han overtog straks styringen af bispestolens værdier. Han tilbød da straks Gissur Hallson, at denne kunne blive der; han havde tidligere været der i biskop Torlaks dage, og han var en særlig pryd for stedet og havde sørget godt for de folk, som var dér. Paul lod alle værdier på Skålholt forvalte som førhen, og han satte præsten Torkel Hallson til at varetage kirken, og Torkel tjente ham — først da han kom tilbage til Island, men han blev siden kannik i Ver. Herdis varetog godt og behørigt deres gård i Skard og alle deres børn og alle deres værdier, mens Paul var i udlandet. Alle sagde, at ingen børn i hele herredet blev opdraget så godt som deres, og således gik det godt, så længe hun levede, fordi hun — som det ofte viste sig — var en meget omhyggelig kvinde både med hensyn til sit eget og andres.	+	Sommeren efter den hellige biskop Torlaks død, blev Paul udpeget til biskop. Der var forud en meget lang drøftelse af sagen, men det endte med, at afgørelsen — særligt efter råd fra Hall Gissurson — blev lagt under biskop Brand, og han udnævnte Paul til udlandsrejsen. Denne sagde ikke straks ja til udnævnelsen, men den ene efter den anden bad ham — biskop Brand og hans brødre og andre af hans nære venner — men han afslog det og tog således hjem fra tinget. Han drog siden til kirkevielse på Odde ved messedagen for Seljamændene og gjorde sig store overvejelser. Da alle havde opgivet at overtale ham, indså han, at der ikke var nogle tilbage at kives med, medmindre det skulle være imod Guds vilje — og det ønskede han bestemt ikke. Da han tænkte over sin beslutning, indgød Helligånden ham den tanke at lade sig selv forpligte over for folks behov, og han begav sig da ved godt mod under den byrde, der længe havde været hans sind imod. Kort tid efter tog han til Skålholt sammen med Jon — sin far — og sine brødre, og han overtog straks styringen af bispestolens værdier. Han tilbød da straks Gissur Hallson, at denne kunne blive der; han havde tidligere været der i biskop Torlaks dage, og han var en særlig pryd for stedet og havde sørget godt for de folk, som var dér. Paul lod alle værdier på Skålholt forvalte som førhen, og han satte præsten Torkel Hallson til at varetage kirken, og Torkel tjente ham — først da han kom tilbage til Island, men han blev siden kannik i Ver. Herdis varetog godt og behørigt deres gård i Skard og alle deres børn og alle deres værdier, mens Paul var i udlandet. Alle sagde, at ingen børn i hele herredet blev opdraget så godt som deres, og således gik det godt, så længe hun levede, fordi hun — som det ofte viste sig — var en meget omhyggelig kvinde både med hensyn til sit eget og andres.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 17. jun. 2014 kl. 15:23
Linje 122:		Linje 122:

	På nær ved højtiderne lod biskop Paul — i forhold til tidligere — sjældent afholde prædiken, men så værdsatte han det desto mere, fordi det sjældent forekom. På næsten hver helligdag lod han synge to messer, og han prædikede selv på fire dage i løbet af 12 måneder: Den første juledag, den første onsdag i fasten, skærtorsdag og på kirkens dag, men alene på øvrige dage, når han fandt, at nødvendigheden bød det. Grunden til, at jeg nævner sådanne ting, som de mest kyndige og omhyggelige mænd har udført på forskellig vis til størst gavn for dem, der efterlevede det, er, at folk skal kende så meget som muligt til, hvordan de mænd, som det er godt for alle at efterligne, virkede. Når han drog gennem sit bispedømme, afholdt han selv bønnen på hvert sted, han gæstede, eller fik en anden til at gøre det. Der var forskellige mænd i hans tjeneste: Først Torkel Hallson — en god og ærlig præst — i nogle år, inden han fik et kannikesæde; derefter tjente præsten Legg ham i 7 år og siden en nordlandsk præst, der hed Bjørn, som var lille af vækst, men dog begavet og vellærd og biskop Brands fostersøn — han forlod siden landet. Derpå tjente præsten Brand Dålkson ham; han havde også tidligere været i bispetjeneste hos biskopperne Brand og Gudmund. Præsten Ketil Hermundson var også i hans tjeneste, inden han døde, og han varetog stedets kor og præstestand efter biskop Pauls bortgang. De foregående biskopper havde hver især altid ladet den samme tjene sig af den grund, at de dermed udviste fasthed og stadighed i deres sindelag i dette som i meget andet. Biskop Paul lod flere tjene sig af den grund, at han fandt det bedre, jo flere han ærede og prydede, og hver isærs hæder blev vel anerkendt, så længe vedkommende tjente ham, hvad end der skete siden.		På nær ved højtiderne lod biskop Paul — i forhold til tidligere — sjældent afholde prædiken, men så værdsatte han det desto mere, fordi det sjældent forekom. På næsten hver helligdag lod han synge to messer, og han prædikede selv på fire dage i løbet af 12 måneder: Den første juledag, den første onsdag i fasten, skærtorsdag og på kirkens dag, men alene på øvrige dage, når han fandt, at nødvendigheden bød det. Grunden til, at jeg nævner sådanne ting, som de mest kyndige og omhyggelige mænd har udført på forskellig vis til størst gavn for dem, der efterlevede det, er, at folk skal kende så meget som muligt til, hvordan de mænd, som det er godt for alle at efterligne, virkede. Når han drog gennem sit bispedømme, afholdt han selv bønnen på hvert sted, han gæstede, eller fik en anden til at gøre det. Der var forskellige mænd i hans tjeneste: Først Torkel Hallson — en god og ærlig præst — i nogle år, inden han fik et kannikesæde; derefter tjente præsten Legg ham i 7 år og siden en nordlandsk præst, der hed Bjørn, som var lille af vækst, men dog begavet og vellærd og biskop Brands fostersøn — han forlod siden landet. Derpå tjente præsten Brand Dålkson ham; han havde også tidligere været i bispetjeneste hos biskopperne Brand og Gudmund. Præsten Ketil Hermundson var også i hans tjeneste, inden han døde, og han varetog stedets kor og præstestand efter biskop Pauls bortgang. De foregående biskopper havde hver især altid ladet den samme tjene sig af den grund, at de dermed udviste fasthed og stadighed i deres sindelag i dette som i meget andet. Biskop Paul lod flere tjene sig af den grund, at han fandt det bedre, jo flere han ærede og prydede, og hver isærs hæder blev vel anerkendt, så længe vedkommende tjente ham, hvad end der skete siden.
		+
		+
		+	'''15.'''
		+
		+	På den tid, da Herdis døde, tiltog vanskelighederne i forholdet mellem biskop Gudmund og Kolbein Tumeson på nordlandet, og som man véd, så alle folk i landet med alvor på deres vanskeligheder, men det var dog biskop Paul, der først af alle mærkede de genvordigheder, der ikke tidligere havde været i Nordlændingefjerdingen. Han var kommet i denne vanskelige stilling, fordi ærkebiskoppen havde sendt ham et brev med sit indsegl, at han skulle støtte og styrke biskop Gudmunds sag, som han havde midler og anledning til, men Kolbeins sag blev støttet af mange af biskop Pauls kære venner, slægtninge og besvogrede, som han på alle måder ønskede at vise hengivenhed og ikke gå imod. Men disse hensyn lod sig ikke let forene, idet biskop Gudmund ikke anså sig for hjulpet, medmindre biskop Paul stillede sig yderst på planken med ham, og han tog hverken hensyn til mennesker eller landets love, men lyste alle, der ville foretage sig noget imod hans vilje, i forbud eller band. Biskop Paul var i mange tilfælde langmodig, selv om ikke alt blev gjort, som han mente, det sømmede sig bedst, og han vandt mange folk for sig selv og Gud på den måde, at han behersket tugtede nogle, så andre ikke havde lyst til at handle ilde. Biskop Gudmund skånede ikke de folk, der tilhørte biskop Pauls stift, for lysning i forbud eller bandsætning, så snart de afsagde domme, der ikke passede ham, selv om dommene var efter loven. Biskop Paul lod ikke disse erklæringer ramme folkene, men han pålagde dog de folk, der var omfattet af eller indblandet i biskop Gudmunds bandlysninger, en eller anden lille straf til påmindelse om forsigtighed, for han undte hellere sine folk at have to goder end at sidde med nogen tvivl, hvad enten den måtte skade dem noget eller ikke. Men biskop Gudmunds og Kolbeins modsætningsforhold blev så stort, at de mødtes i den kamp, hvor Kolbein faldt sammen med mange andre gode mænd — både lærde og ulærde — mens de folk, der overlevede, mistede deres lemmer. Efter det overfaldt biskoppens<ref>ɔ: Biskop Gudmund Areson.</ref> folk de overlevende og Kolbeins nærmeste slægtninge og jog dem væk og tilegnede sig alle deres værdier og kaldte dem bandlyste. Da biskop Paul fik vished om disse ulykkelige hændelser, bad han sine venner om ikke straks at fare imod de andre, og han ville vente af den grund, at »på blodnatten er enhver mest utålmodig«, og at man da ville sande disse ord, og han mente, at der ville blive handlet mere forstandigt og velovervejet, hvis man ventede længe. På den anden side ventede han, at biskop Gudmund ville være misfornøjet med, hvor meget det havde udartet sig, og ville fremsætte et godt tilbud om forlig og oprejsning til de efterlevende. Da dette imidlertid trak ud, og forlydenderne om deres overfald og ran og forbrydelser og alskens ulykker til gengæld spredte sig, sendte biskop Paul sin kapellan — Bjørn — hen for at møde biskop Gudmund og bede ham afhjælpe og erstatte de forvoldte skader med bøder, og han tilbød at hjælpe ham med næsten alt, hvad der behøvedes, hvis han ikke selv sparede på sin velvilje og de midler, som han havde til rådighed — om det var som penge eller som andre bidrag. Det skete for tydeligt at vise hensyn til begge parter: At Biskop Paul frarådte høvdingene at drage nordpå først på efteråret, mens folks sorg var frisk og ikke sløvet af smerten over tabet af de hensynsløst dræbte, og siden dette forsøg på at få biskop Gudmund med til forlig, idet han undte de efterlevende til gæve og gode slægtninge en mere rimelig oprejsning for deres sorg, end den de fik nu, og han ønskede — mens der var mulighed for det — at skåne biskop Gudmund og dennes følgesvende for fare. Men biskop Gudmund gik ikke ind på det og vurderede, at biskop Paul tog høvdingenes side ved et sådant mælingsforsøg. Det viste sig imidlertid hurtigt, hvem af dem der rådede mest forstandigt, for det samme år drog høvdingene til Holar og jog biskop Gudmund fra bispesædet og ryddede op i den flok ugerningsmænd, som opholdt sig dér — forbrydere og ransmænd og røvere — og nogle af dem blev dræbt. Således blev dette udspring for ugerninger splittet ad, og dermed og derefter blev folks skæbner bedret. Biskop Paul bød med venlighed og godvilje biskop Gudmund hjem til sig; denne tog ikke imod tilbuddet og gjorde sig umage for ikke at træffe ham, for han ønskede ikke at høre på hans gode råd.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 13. jun. 2014 kl. 11:44
Linje 117:		Linje 117:

	Da disse begivenheder uventet kom biskop Paul for øre midt om natten, blev det klart for alle, at Gud nøje vidste, hvad han ville kunne bære. Han ville ikke nyde mad, og han sov ikke, før ligene var blevet begravet, og dog søgte han at glæde alle, som han kunne. Alle må dog forstå, hvilken prøvelse han gennemgik, når han på sørgelig vis havde mistet det menneske, han elskede mest, og uafladeligt kunne se sorgen hos sine børn og alle dem, han skulle tage sig af. I fattethed varetog han mindet om de døde både med hensyn til pengegaver til præsterne og tilsvarende til de fattige, og han indså det — som er rigtigt — at det i alt af stor betydning er bedre med den dybtgående plov end den, der bare furer jorden. Årsdagen for Herdis og de folk, der mistede livet sammen med hende, er 14 dage efter Korsmesse om foråret, og det var en pligt for mange folk — lærde som ulærde — at mindes hende så inderligt og kærligt, som var det en meget nær slægtning, på grund af hendes prægtige husholdning. Biskop Paul ydede Torlak — Herdis’ bror — megen trøst, både i sine ord og med de fornemme gaver, han gav ham, og han agtede på ingen måde Torlak mindre, end før han mistede Herdis. Han var efter hendes død på ingen måde mindre trøstende over for hendes slægtninge end sine egne. Tora — hans datter — overtog efter sin mors død husholdningen inden for dørstokken under sin fars kærlige opsyn, og hun var da ikke mere end 14 år gammel, men hun varetog den dog således, at de forstandigste folk anså hendes adfærd for upåklagelig. Biskoppen skjulte så hurtigt sorgen, der havde ramt ham, at de fleste ikke bemærkede meget, men dog vil alle med rimelighed mene, at dette skyldtes hans tålmodighed og det, at han ville tjene almuen med sin venlighed, snarere end det, at han glemte denne sorg, så længe han levede.		Da disse begivenheder uventet kom biskop Paul for øre midt om natten, blev det klart for alle, at Gud nøje vidste, hvad han ville kunne bære. Han ville ikke nyde mad, og han sov ikke, før ligene var blevet begravet, og dog søgte han at glæde alle, som han kunne. Alle må dog forstå, hvilken prøvelse han gennemgik, når han på sørgelig vis havde mistet det menneske, han elskede mest, og uafladeligt kunne se sorgen hos sine børn og alle dem, han skulle tage sig af. I fattethed varetog han mindet om de døde både med hensyn til pengegaver til præsterne og tilsvarende til de fattige, og han indså det — som er rigtigt — at det i alt af stor betydning er bedre med den dybtgående plov end den, der bare furer jorden. Årsdagen for Herdis og de folk, der mistede livet sammen med hende, er 14 dage efter Korsmesse om foråret, og det var en pligt for mange folk — lærde som ulærde — at mindes hende så inderligt og kærligt, som var det en meget nær slægtning, på grund af hendes prægtige husholdning. Biskop Paul ydede Torlak — Herdis’ bror — megen trøst, både i sine ord og med de fornemme gaver, han gav ham, og han agtede på ingen måde Torlak mindre, end før han mistede Herdis. Han var efter hendes død på ingen måde mindre trøstende over for hendes slægtninge end sine egne. Tora — hans datter — overtog efter sin mors død husholdningen inden for dørstokken under sin fars kærlige opsyn, og hun var da ikke mere end 14 år gammel, men hun varetog den dog således, at de forstandigste folk anså hendes adfærd for upåklagelig. Biskoppen skjulte så hurtigt sorgen, der havde ramt ham, at de fleste ikke bemærkede meget, men dog vil alle med rimelighed mene, at dette skyldtes hans tålmodighed og det, at han ville tjene almuen med sin venlighed, snarere end det, at han glemte denne sorg, så længe han levede.
		+
		+
		+	'''14.'''
		+
		+	På nær ved højtiderne lod biskop Paul — i forhold til tidligere — sjældent afholde prædiken, men så værdsatte han det desto mere, fordi det sjældent forekom. På næsten hver helligdag lod han synge to messer, og han prædikede selv på fire dage i løbet af 12 måneder: Den første juledag, den første onsdag i fasten, skærtorsdag og på kirkens dag, men alene på øvrige dage, når han fandt, at nødvendigheden bød det. Grunden til, at jeg nævner sådanne ting, som de mest kyndige og omhyggelige mænd har udført på forskellig vis til størst gavn for dem, der efterlevede det, er, at folk skal kende så meget som muligt til, hvordan de mænd, som det er godt for alle at efterligne, virkede. Når han drog gennem sit bispedømme, afholdt han selv bønnen på hvert sted, han gæstede, eller fik en anden til at gøre det. Der var forskellige mænd i hans tjeneste: Først Torkel Hallson — en god og ærlig præst — i nogle år, inden han fik et kannikesæde; derefter tjente præsten Legg ham i 7 år og siden en nordlandsk præst, der hed Bjørn, som var lille af vækst, men dog begavet og vellærd og biskop Brands fostersøn — han forlod siden landet. Derpå tjente præsten Brand Dålkson ham; han havde også tidligere været i bispetjeneste hos biskopperne Brand og Gudmund. Præsten Ketil Hermundson var også i hans tjeneste, inden han døde, og han varetog stedets kor og præstestand efter biskop Pauls bortgang. De foregående biskopper havde hver især altid ladet den samme tjene sig af den grund, at de dermed udviste fasthed og stadighed i deres sindelag i dette som i meget andet. Biskop Paul lod flere tjene sig af den grund, at han fandt det bedre, jo flere han ærede og prydede, og hver isærs hæder blev vel anerkendt, så længe vedkommende tjente ham, hvad end der skete siden.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 12. jun. 2014 kl. 10:23
Linje 97:		Linje 97:

	Der skete desuden det lykkelige for biskop Paul, at da folk blev trængte af uår, og afgrøder og fiskeri svigtede, og de fleste vinterforberedelser mislykkedes, så først dyrenes og siden folkenes forråd svandt ind, da tog han — i samråd med Torvald Gissurson og andre kloge folk i sit følge — den beslutning at bede Gud og hellige mænd om bedring ved tre gange hver dag at synge Fadervor til Guds herlighed og ihukommende den hellige biskop Torlak, og på dennes dag om sommeren at give fåremælken fra morgenmalkningen og et bundt hø af hvert kofoder og en mark af hvert mål mel, og der indtraf aldrig siden dårlige år, så længe han levede. Men eftersom Gud ikke til stadighed prøver sine elskede venner med ene behageligheder, men snarere vil lade sine folk blive fuldkomne i fristelser og prøvelser og se, om de står sig vel, som bliver prøvet. Nu, da biskop Paul strålede i denne blomstring, at hans anseelse og hæder stadigt voksede, bedrede Herdis med sin dygtighed og omhu deres vilkår i alle de gerninger, som bispesædet behøvede, idet hun var yderst opmærksom i sin behandling af de folk, der hørte til på stedet og på alle de andre gårde, biskoppen ejede. Deres børn blev allerede i en ung alder meget dygtige: Loft i fingerfærdighed og lærdom og klogskab, Ketil i indsigt og skrivning, Halla i virksomhed og boglærdom, Tora i lydighed og kærlighed. Og fordi Gud siger, at enhvert skudsmål skal kunne stå for to eller tre vidner, støtter jeg mig på et vidnesbyrd fra smeden Åmunde, som både var pålidelig og sandfærdig. Han kvad dette vers:		Der skete desuden det lykkelige for biskop Paul, at da folk blev trængte af uår, og afgrøder og fiskeri svigtede, og de fleste vinterforberedelser mislykkedes, så først dyrenes og siden folkenes forråd svandt ind, da tog han — i samråd med Torvald Gissurson og andre kloge folk i sit følge — den beslutning at bede Gud og hellige mænd om bedring ved tre gange hver dag at synge Fadervor til Guds herlighed og ihukommende den hellige biskop Torlak, og på dennes dag om sommeren at give fåremælken fra morgenmalkningen og et bundt hø af hvert kofoder og en mark af hvert mål mel, og der indtraf aldrig siden dårlige år, så længe han levede. Men eftersom Gud ikke til stadighed prøver sine elskede venner med ene behageligheder, men snarere vil lade sine folk blive fuldkomne i fristelser og prøvelser og se, om de står sig vel, som bliver prøvet. Nu, da biskop Paul strålede i denne blomstring, at hans anseelse og hæder stadigt voksede, bedrede Herdis med sin dygtighed og omhu deres vilkår i alle de gerninger, som bispesædet behøvede, idet hun var yderst opmærksom i sin behandling af de folk, der hørte til på stedet og på alle de andre gårde, biskoppen ejede. Deres børn blev allerede i en ung alder meget dygtige: Loft i fingerfærdighed og lærdom og klogskab, Ketil i indsigt og skrivning, Halla i virksomhed og boglærdom, Tora i lydighed og kærlighed. Og fordi Gud siger, at enhvert skudsmål skal kunne stå for to eller tre vidner, støtter jeg mig på et vidnesbyrd fra smeden Åmunde, som både var pålidelig og sandfærdig. Han kvad dette vers:
		+
		+
		+	::Gud lader sin lykke
		+	::Loft til fulde styrke;
		+	::Ketils kraft har månens
		+	::kloge fyrste skikket;
		+	::altings høje hersker
		+	::Hallas levned fylder;
		+	::alle engles konge
		+	::ønsker godt for Tora
		+
		+
		+	Sådan forløb det til stadighed med deres gøremål, så længe de forblev uskadte.
		+
		+
		+	'''13.'''
		+
		+	Men da biskop Paul havde siddet i bispesædet på Skålholt i 12 år, skete det, at Herdis om foråret efter påske drog hjemmefra til Skard til den gård, hun og biskoppen ejede, hvor hun skulle ansætte tjenestefolk og søge for andre ting, der var tiltrængte. Hun blev fulgt af sine to børn — Ketil og Halla — mens Loft og Tora blev hjemme hos biskoppen. Mens Herdis var på Skard, steg vandstanden meget og gjorde Tjorså ufarbar til hest, men hun ville hjem på den aftalte dag, for der var meget ugjort hjemme, som man havde tænkt skulle vente på hende. Hun lod derpå skaffe et skib og føre det til åen, og de tog siden ned til skibet: Herdis, Ketil og Halla og Jon — Herdis’ bror — og en præst, der hed Bjørn — biskoppens kapellan, der fulgte dem — en degn fra Skard, der hed Torstein og Gudrun Toroddsdatter — Herdis’ søsterdatter. Først tog Ketil og Bjørn med deres rideheste og udstyr over åen; da druknede Herdis’ ridehest. Den sidste gang, man skulle sejle over åen var Sigfus Grimson, Torstein Degn, Herdis, Halla og Gudrun på skibet, men det blæste noget op. Da de kom ind i den strøm, der fandtes tæt ved landingsstedet, tog vinden dem og kæntrede skibet under dem. De sank alle ned i dybet, men kom op til overfladen igen, og da hørte man både mor og datter bede og give sig selv og deres sjæle i den almægtige Guds hænder. Dér skiltes de dødsviede fra de ikke-dødsviede: Sigfus drev i land, mens Herdis, Halla og Gudrun og Torstein Degn druknede, og Sigfus var meget udmattet, da han kom i land. Der var ikke én mand i land, der udviste duelighed. Men den almægtige Gud holdt alle sine løfter — som han havde lovet, at han ville give trøst imod alle sorger og ikke prøve nogen med tilskikkelser ud over, hvad vedkommende kunne bære — og Gud viste begge dele i denne sørgelige tildragelse, og som snarlig trøst i sorgen fandt man samme dag ligene af de folk, der var gået til, hvilket var den største trøst for dem, der overlevede. Men det var dog lidet sandsynligt — medmindre Gud bestemte det i sin mildhed og miskundhed — at vandstanden skulle stige så meget, at den hest, der druknede, få nætter senere drev i land på Vestmannaøerne.
		+
		+	Da disse begivenheder uventet kom biskop Paul for øre midt om natten, blev det klart for alle, at Gud nøje vidste, hvad han ville kunne bære. Han ville ikke nyde mad, og han sov ikke, før ligene var blevet begravet, og dog søgte han at glæde alle, som han kunne. Alle må dog forstå, hvilken prøvelse han gennemgik, når han på sørgelig vis havde mistet det menneske, han elskede mest, og uafladeligt kunne se sorgen hos sine børn og alle dem, han skulle tage sig af. I fattethed varetog han mindet om de døde både med hensyn til pengegaver til præsterne og tilsvarende til de fattige, og han indså det — som er rigtigt — at det i alt af stor betydning er bedre med den dybtgående plov end den, der bare furer jorden. Årsdagen for Herdis og de folk, der mistede livet sammen med hende, er 14 dage efter Korsmesse om foråret, og det var en pligt for mange folk — lærde som ulærde — at mindes hende så inderligt og kærligt, som var det en meget nær slægtning, på grund af hendes prægtige husholdning. Biskop Paul ydede Torlak — Herdis’ bror — megen trøst, både i sine ord og med de fornemme gaver, han gav ham, og han agtede på ingen måde Torlak mindre, end før han mistede Herdis. Han var efter hendes død på ingen måde mindre trøstende over for hendes slægtninge end sine egne. Tora — hans datter — overtog efter sin mors død husholdningen inden for dørstokken under sin fars kærlige opsyn, og hun var da ikke mere end 14 år gammel, men hun varetog den dog således, at de forstandigste folk anså hendes adfærd for upåklagelig. Biskoppen skjulte så hurtigt sorgen, der havde ramt ham, at de fleste ikke bemærkede meget, men dog vil alle med rimelighed mene, at dette skyldtes hans tålmodighed og det, at han ville tjene almuen med sin venlighed, snarere end det, at han glemte denne sorg, så længe han levede.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 10. jun. 2014 kl. 15:56
Linje 64:		Linje 64:

	På Allehelgensdag i det tredje år af biskop Pauls bispedømme døde Jon Loftson — hans far — den mand, som var den største høvding på hele Island. Han anså det for et meget stort tab at miste denne mand, der særligt havde forøget hans hæder og magt, og som var hans nærmeste slægtning af alle. Den almægtige Gud, der lod hans held og lykke vokse stadigt fra dag til dag, men aldrig mindske, øgede hans anseelse, således at ingen mand på Island tidligere var blevet lige så hædret og æret af sine slægtninge, som han da blev af sin nære slægtning — den hellige biskop Torlak — for da åbenbaredes dennes herlighed og hellighed, først nordpå i landet, men derefter over hele Island og i alle andre lande i nærheden. Selv om biskop Paul anså disse begivenheder for mere glædelige end de fleste andre, udviste han en sådan forsigtighed i sagen, at han havde alle høvdinge og de klogeste mænd særligt på sin side i behandlingen af denne sag, for han stolede ikke på, at der ikke blandt nogle folk kunne opstå rygter om, at han kun ville gøre en lille sag ud af salig biskop Torlaks hellighed. Han kom dog dertil, at han ønskede at belønne Gud for den herlighed, denne lod ske i hans dage — og som aldrig var sket magen til — på en sådan vis, at han på alle måder ville behandle sagen, som man kunne forvente, at Gud ville synes bedst om. Han fandt — ganske rigtigt — at der var vanskeligheder forbundet dermed, og passende meget blev i begyndelsen udeladt, så man ikke skulle betvivle sandheden, men ingen troede tidligere end han på og fremmede den hellige biskop Torlaks herlighed og hellighed, selv om han fór mere varsomt frem med det end andre. Det var dog alle de klogeste mænds råd — efter bud fra biskop Brand — at biskop Torlaks helligdom blev taget op af jorden den samme sommer, således som han selv den foregående jul havde foreskrevet i forbindelse med præsten Torvalds tydelige åbenbaring. Samme sommer — efter tinget, hvor dette blev bestemt — sendte biskop Paul besked til biskop Brand og sine brødre — Sæmund og Orm — og Gissur Hallsons sønner — Torvald og Magnus — og Torleif Torlakson fra Hitardal — Herdis’ morfar — og Ketil — dennes søn — og Torlak Ketilson — Herdis’ bror — og præsten Gudmund Areson, der sidenhen blev biskop i Holar, og mange andre af sine kære venner. Biskop Paul holdt et prægtigt gæstebud for de folk, der mødte op, og under biskop Pauls opsyn og vejledning blev den salige biskop Torlaks helligdom derpå taget op af jorden og sørget for på hæderlig og sømmelig vis. Og der fulgte straks store mirakler, som det berettes i hans saga, hvilket var hans herlighed, men biskop Pauls lykke.		På Allehelgensdag i det tredje år af biskop Pauls bispedømme døde Jon Loftson — hans far — den mand, som var den største høvding på hele Island. Han anså det for et meget stort tab at miste denne mand, der særligt havde forøget hans hæder og magt, og som var hans nærmeste slægtning af alle. Den almægtige Gud, der lod hans held og lykke vokse stadigt fra dag til dag, men aldrig mindske, øgede hans anseelse, således at ingen mand på Island tidligere var blevet lige så hædret og æret af sine slægtninge, som han da blev af sin nære slægtning — den hellige biskop Torlak — for da åbenbaredes dennes herlighed og hellighed, først nordpå i landet, men derefter over hele Island og i alle andre lande i nærheden. Selv om biskop Paul anså disse begivenheder for mere glædelige end de fleste andre, udviste han en sådan forsigtighed i sagen, at han havde alle høvdinge og de klogeste mænd særligt på sin side i behandlingen af denne sag, for han stolede ikke på, at der ikke blandt nogle folk kunne opstå rygter om, at han kun ville gøre en lille sag ud af salig biskop Torlaks hellighed. Han kom dog dertil, at han ønskede at belønne Gud for den herlighed, denne lod ske i hans dage — og som aldrig var sket magen til — på en sådan vis, at han på alle måder ville behandle sagen, som man kunne forvente, at Gud ville synes bedst om. Han fandt — ganske rigtigt — at der var vanskeligheder forbundet dermed, og passende meget blev i begyndelsen udeladt, så man ikke skulle betvivle sandheden, men ingen troede tidligere end han på og fremmede den hellige biskop Torlaks herlighed og hellighed, selv om han fór mere varsomt frem med det end andre. Det var dog alle de klogeste mænds råd — efter bud fra biskop Brand — at biskop Torlaks helligdom blev taget op af jorden den samme sommer, således som han selv den foregående jul havde foreskrevet i forbindelse med præsten Torvalds tydelige åbenbaring. Samme sommer — efter tinget, hvor dette blev bestemt — sendte biskop Paul besked til biskop Brand og sine brødre — Sæmund og Orm — og Gissur Hallsons sønner — Torvald og Magnus — og Torleif Torlakson fra Hitardal — Herdis’ morfar — og Ketil — dennes søn — og Torlak Ketilson — Herdis’ bror — og præsten Gudmund Areson, der sidenhen blev biskop i Holar, og mange andre af sine kære venner. Biskop Paul holdt et prægtigt gæstebud for de folk, der mødte op, og under biskop Pauls opsyn og vejledning blev den salige biskop Torlaks helligdom derpå taget op af jorden og sørget for på hæderlig og sømmelig vis. Og der fulgte straks store mirakler, som det berettes i hans saga, hvilket var hans herlighed, men biskop Pauls lykke.
		+
		+
		+	'''8.'''
		+
		+	Sommeren efter blev biskop Torlaks messedag lovfæstet over hele landet, og der blev fastsat to dages faste forud. Derefter søgte folk dertil fra hele landet for at dyrke salig biskop Torlak ved vågen og fasten, ved bøn og ved pengegaver, og ligeledes søgte de folk, der var på rejse, dertil — store menneskemængder hvert år, både udenlandske og islandske folk — og de kom med de gaver, de havde lovet, og overlod dem til biskop Paul og fortalte hver især om, hvad der var sket ved afgivelsen af deres løfter og ved de mirakler, de havde fået til gengæld, og han glædede sig altid over beretningerne. De gik alle derfra med sande beviser på den hellige biskop Torlaks herlighed og hellighed og på biskop Pauls gavmildhed og højsind. Selv om biskop Pauls anseelse — hvilket var rimeligt — havde været stor før biskop Torlaks hellighed kom frem, øgede det hans agtelse meget, at han havde den i sandhed fornemmeste morbror, og mange forventede, at man ville sande de gamle ord, at »mænd kommer til at ligne deres morbrødre mest«, og det forekom også meget rimeligt, at dette ville ske her, fordi han i mange anliggender gjorde, som salig biskop Torlak havde gjort. Han var nøje og omhyggelig med gudstjenesterne, og han var nøjsom i fasten og i sin klædedragt, og han var også opmærksom på alle de ting, som han blev klar over havde været salig biskop Torlaks sædvaner: Ydmyghed og godvilje mod fattigfolk, afholdenhed og tålmodighed, som de begge i mangt og meget gav beviser på i deres tid som biskop.
		+
		+	Da det forekom biskop Paul, at de gaver, som folk af godvilje forærede salig biskop Torlak, hobede sig noget op, indså han snart, hvad han havde i sinde. Han handlede derfor med en guldsmed, der hed Torstein og var den dygtigste på hele Island til at forarbejde metal, og denne fik udleveret så mange materialer, at der ikke manglede noget, der var nødvendigt i fremstillingen af det, han agtede at lade udføre. Han lod udfærdigelsen af et skrin sætte i gang, og der blev dertil afsat ikke så få værdier i guld og ædelsten og i brændt sølv. Han lagde — med tilskud fra andre mænd — ikke færre midler til skrinet og smedelønnen end 4 hundreder. Dette smedearbejde var så særligt udsøgt, at det med hensyn til skønhed og størrelse overgik de andre skrin, der fandtes på Island, og det var over 3 alen langt, mens de andre, som dengang fandtes på Island, højst var 1 alen. Ingen begavet mand, der ser dette skrin, vil spørge, hvem den stormand var, der lod denne kostbarhed udføre, eller hvordan han var i stand til at skaffe midlerne.
		+
		+
		+	'''9.'''
		+
		+	I biskop Pauls dage kom biskop Jon til Island fra Grønland. Han opholdt sig i Østfjordene om vinteren, men kom derefter i begyndelsen af langfasten til Skålholt for at møde biskop Paul, og han ankom skærtorsdag, og de viede begge en mængde krisma<ref>ɔ: ''chrisma'', hellig olie.</ref>, og de havde mange fortrolige og oplysende samtaler med hinanden. Biskop Paul tog imod ham med den største hæder og beværtede ham prægtigt, mens han var der, og sendte ham meget stormandsagtigt derfra, både med hensyn til kostbare gaver og æresbevisninger i øvrigt. Biskop Jon rådgav folk om, hvordan man kan lave vin af revlingebær, sådan som kong Sverre havde forklaret ham. Og sommeren efter skete det, at der næsten ikke fandtes nogle bær på Island, men den mand, der hed Erik og boede tæt på Skålholt på den gård, der hedder Snorrestad, fik med held lavet noget vin denne samme sommer. Biskop Jon drog til Norge og derpå til Rom og fortalte — hvor end han kom — om biskop Pauls gavmildhed og værdighed.
		+
		+	I biskop Pauls dage — da Gissur Hallson var lovsigemand — rasede særligt en uretfærdig brug af alenmålet mellem folk — både udenlandske og islandske — så man ikke syntes, det kunne blive ved længere; da foreslog biskop Paul, at man skulle bruge målestokke, der var 2 alen lange. Biskoppens forslag fik støtte af andre høvdinge, herunder Gissur og hans sønner — Torvald og Hall og Magnus — foruden hans brødre — Sæmund, der dengang var den gæveste mand på hele Island, og Orm, som både var lovkyndig og vis i det hele taget — og alle høvdinge, og det blev da lovfæstet, således som det lige siden har stået ved magt.
		+
		+
		+	'''10.'''
		+
		+	I det syvende år af biskop Pauls bispedømme døde ærkebiskop Absalon i Danmark på Benedictusdag, og det samme år døde biskop Brand på Sixtusdag; han havde da været biskop i 38 år — et yderst dueligt menneske. Efter biskop Brands død, udpegede nordlændingene præsten Gudmund Areson til biskop, og biskop Paul gav ham sit brev med til ærkebiskop Einar, og Gudmund blev bispeviet i Trondheim 10 dage før biskop Jons messedag, og dengang var Håkon — kong Sverres søn — konge i Norge. Biskop Gudmund drog til Island den samme sommer, og han ankom til Østfjordene, hvor han og biskop Paul mødtes og hædrede hinanden med gæstebud og kostbare gaver. Derpå drog biskop Gudmund til Holar, hvor han af mange årsager havde de største vanskeligheder, mens han sad i bispesædet. Rigdommene svandt snart ind, mens udgifterne næppe var videre mådeholdne, og de folk, det gik ud over, anså ham for ganske stiv og stridbar i hans bud. Biskop Paul blev til gengæld mere afholdt og elsket af landets almue, fordi folk så hans omhu overalt og behageligheden ved hans nærvær og hans bud til alle, der henvendte sig til ham, og hele landets befolkning ønskede sig sådan en styring, hvis der var mulighed for det.
		+
		+
		+	'''11.'''
		+
		+	Biskop Paul lod — i de tre fjerdedele af landet, han var biskop for — opregne de kirker, hvortil der ifølge forpligtelse var behov for at skaffe præster, og han lod opgøre, hvor mange præster, der manglede i hans stift. Der var da 220 kirker, men der var behov for 290 præster. Han lod foretage denne opgørelse sådan, fordi han ville tillade præsterne at rejse udenlands, såfremt der var et tilstrækkeligt antal tilbage i hans stift. Han ønskede også at sørge for, at der ikke skulle blive mangel på præster, så længe han var biskop.
		+
		+
		+	'''12.'''
		+
		+	I det tolvte år af biskop Pauls bispedømme indtraf en hændelse af stor betydning; da døde Gissur Hallson to dage før Olavsmesse. Om ham sagde Sæmund — Pauls bror — disse ord: at han var »ophavsmand til alskens glæde, hvor end han befandt sig.« Da stod ilden op fra Heklafjeld for tredje gang tre dage før Ambrosiusdag den følgende vinter.
		+
		+	Biskop Paul besad så stor en lykke, at næsten alt gik godt i den første del af hans livsløb, og han fik det på sig — som man nu kan høre berettet ved sammenkomster — at han var meget afholdt blandt alle folk. Og så jeg har ikke fortalt om alt det, der ellers er stof til. Men den almægtige Gud gavnede ham des mere, jo ældre han blev — både med rigdom og anseelse. Og hvis nogle mener, at jeg af hengivenhed har pyntet mere på fortællingen om biskop Pauls liv og levned, end der er stof til, så gætter de ikke rigtigt, for jeg tænker, at jeg på grund af uvidenhed og uagtsomhed og ladhed i skrivearbejdet har udeladt meget bemærkelsesværdigt, snarere end at jeg har løjet usandheder ind i beretningen.
		+
		+	Der skete desuden det lykkelige for biskop Paul, at da folk blev trængte af uår, og afgrøder og fiskeri svigtede, og de fleste vinterforberedelser mislykkedes, så først dyrenes og siden folkenes forråd svandt ind, da tog han — i samråd med Torvald Gissurson og andre kloge folk i sit følge — den beslutning at bede Gud og hellige mænd om bedring ved tre gange hver dag at synge Fadervor til Guds herlighed og ihukommende den hellige biskop Torlak, og på dennes dag om sommeren at give fåremælken fra morgenmalkningen og et bundt hø af hvert kofoder og en mark af hvert mål mel, og der indtraf aldrig siden dårlige år, så længe han levede. Men eftersom Gud ikke til stadighed prøver sine elskede venner med ene behageligheder, men snarere vil lade sine folk blive fuldkomne i fristelser og prøvelser og se, om de står sig vel, som bliver prøvet. Nu, da biskop Paul strålede i denne blomstring, at hans anseelse og hæder stadigt voksede, bedrede Herdis med sin dygtighed og omhu deres vilkår i alle de gerninger, som bispesædet behøvede, idet hun var yderst opmærksom i sin behandling af de folk, der hørte til på stedet og på alle de andre gårde, biskoppen ejede. Deres børn blev allerede i en ung alder meget dygtige: Loft i fingerfærdighed og lærdom og klogskab, Ketil i indsigt og skrivning, Halla i virksomhed og boglærdom, Tora i lydighed og kærlighed. Og fordi Gud siger, at enhvert skudsmål skal kunne stå for to eller tre vidner, støtter jeg mig på et vidnesbyrd fra smeden Åmunde, som både var pålidelig og sandfærdig. Han kvad dette vers:


	[[Fil:Siden er under udarbejdelse.jpg\|center]]		[[Fil:Siden er under udarbejdelse.jpg\|center]]
		+
		+
		+	----
		+
		+
		+	'''Note:'''
		+
		+	<references />