Carsten på 16. apr. 2019 kl. 13:53

2019-04-16T13:53:44Z

JJ.Sandal på 22. des. 2013 kl. 19:21

2013-12-22T19:21:11Z

Vis endringer

Carsten på 5. feb. 2013 kl. 21:53

2013-02-05T21:53:43Z

Jesper: Bjovulf (N.F.S.Grundtvig) 12.Sang

2013-01-15T07:16:11Z

Bjovulf (N.F.S.Grundtvig) 12.Sang

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Beowulf]] !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Bjovulf]] !! !!
|-
! !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Bjovulf (N.F.S.Grundtvig)]] !! !!
|-
|}

<center><big><big>'''[[Bjovulf (N.F.S.Grundtvig)| Bjovulvs-Drapen]]'''</big></big>

 Oversat af
 '''[[Nikolai Frederik Severin Grundtvig biografi | Nik. Fred. Sev. Grundtvig]]'''

<big>Tolvte Sang '''Jettesværdet med Runer, Hrodgars Sang og Farvellet'''</big></center>

<blockquote>Det nu meldte Helten bold,
 Eggthjovs Søn hin gilde:
 „Viid det, Ætmand god af Skjold!
 Halvdans Søn hin milde:
 Hvad vi hid som Ærestegn
 Bragte med god Vilje,
 Hvad jeg inden Troldehegn
 Fandt paa vaaden Tilje:
 Bølgeskiænken, Som nu her
 Falder dig i Øie,
 Vandt jeg paa min Kæmpefærd
 Kun med farlig Møie!
 Havde ei mig Gud i Dag
 Underlig beskyttet,
 Aldrig i det Troldelag
 Kunde jeg mig hyttet;
 Thi skiøndt til de gode Sværd
 Hrunting er at regne,
 Kom alligevel jeg der
 Med det ingen Vegne.
 I et haabløst Øieblik,
 Kun ved Herrens Naade,
 Syn jeg paa det Vaaben fik,
 Som mig hjalp af Vaade;
 Ned af Væggen, hvor det hang,
 Rev jeg det saa sage,
 Og forgiæves ei jeg svang
 Sværd fra gamle Dage;
 Det mig lykledes saa vel,
 At Uvætter begge
 Jeg i Hallen seiersæl
 Slog med skarpe Egge.
 Saa da Løn de fik som Daad,
 Død for Nidinglevnet,
 Dane-Blod og Dane-Graad
 Blev tilbørlig hevnet.
 Ja, o Konning! i din Borg
 Trøstig, tør jeg love,
 Med din Hird du uden Sorg
 Kan herefter sove,
 Sove i det Mindste trygt
 For det Sæt af Trolde,
 Som i Danmark kasted Frygt
 Hidtil paa de Volde.
 Hvad der Bod dem gav for Mod,
 Kan ei hid jeg bringe;
 Thi det hede Troldeblod
 Smelted haarden Klinge;
 Dog en Levning af det Sværd,
 Dem gav Banesaaret,
 Skuer du i Hjaltet her,
 Som jeg hid har baaret!”
 
 Oldingen med hvide Haar,
 Helten med de Bedste,
 Kongen med de mange Aar,
 Fatted gyldne Fæste,
 Tog i Haand og fik i Vold
 Værket uden Mage,
 Bod til Danekongen bold
 Efter Djævleplage.
 Ja, da Grændel, Guds Uven,
 Grum i Sind og Hjerte,
 Og Hans Moder vandred hen
 Til fortjente Smerte,
 Mesterværk af Smedekunst
 Maatte ham tilfalde,
 Som sad fast i Lykkens Gunst,
 Fremfor Drotter alle,
 Der paa Skyther-Stammens Ø,
 Mellem Vind og Vove,
 Dele ud paa Land og Sø
 Guld og grønne Skove.
 
 Paa det gyldne Hjalte stivt
 Stirred Hrodgars Øie,
 Paa det var i gammel Skrift
 Ristet ind med Møie,
 Hvad af Stort paa Jorderig
 Havde sig tildraget,
 Siden Bølgen lukked sig
 Over Folkevraget,
 Siden Thusse-Æten leed
 Sank i Flodens Vande,
 Maatte see sin Trodsighed
 Paa Guds Almagt strande;
 Fremmed var fra Barnsbeen
 For Alfader Slægten,
 Sank i Dybet og som Steen
 Under Vredesvægten!
 Paa Guld-Kiæberne med Flid
 Og det var anmærket,
 Hvem der først i fordum Tid
 Eied Underværket;
 I Guldhjaltets Snirkelbugt
 Ristet ind det klart og smukt
 Var med Runestave.
 
 Hrodgar nu i samme Stund
 Løftede sin Stemme,
 Alle tav, for af Hans Mund
 Viisdom at fornemme:
 „Vel jeg gammel er og graa,
 (Det var Kongens Tale,)
 Men dog her jeg vidne maa
 Høit i Herresale,
 Hvad med Sandhed og med Ret
 Hver maa eftersige:
 Bedre Helt af nogen Æt
 Aldrig saae jeg stige!
 Ry der skal, o Bjovulv kiær!
 Derpaa kan du lide,
 Gange af din Herrefærd
 Trindt om Land saa vide!
 Gid beskeden du og viis,
 Mønster for de Bolde,
 Al din Kraft og al din Priis
 Uafbrudt beholde!
 Længe, hjertenskiære Mand,
 Frem du Folkebedste!
 Undertrykte trindt om Land
 Hjelpende du giæste!
 Hermod vel af Egvels Æt,
 Oldtids Skjoldung-Stamme,
 For Hans Hu de kiendte ret,
 Troedes til det Samme;
 Men dog steeg det Ungersvend,
 Tungt det er at melde,
 Kun til Kval for Dannemand,
 Høit i Glands og Vælde!
 Magt og Styrke Gud ham gav,
 Æred overmaade,
 Det dog ingen Dane brav
 Blev til Lyst og Baade:
 Ei saa Lønned Daad og Mod
 Han med Guld det røde,
 Vildt han tørsted efter Blod,
 Lagde Kæmper øde;
 Rasende fra Bænk han foer
 Op med Sværd i Hænde,
 Slagtede saa over Bord
 Brave Følgesvende;
 Dog, for Nid og Vennemord
 Dyrt han maatte bøde:
 Venneløs han ilde foer,
 Pinefuld han døde.
 
 Vogt da, Bjovulv, Vogt dig vel!
 Hør, hvad for de Unge
 Prøvet Mand i Levnets-Kveld,
 Hør, hvad jeg vil sjunge:
 
 Med Almagt throner Ærens Drot
 I Himlens Høielofte,
 Han raader, styrer viist og godt,
 Men underlig fuldofte;
 Ja, sælsomt efter Herrens Dom
 Sig ofte vender Bladet om
 Med Stand og Land og Lykke!
 
 See hist, der staaer en Adelsmand,
 Ham under Gud nu Glæde,
 Han stiger høit i Arveland,
 Til Glands og Herresæde,
 Ham lystre Folk, ham dækker Skjold,
 Alt hvad han vil, han faaer i Vold,
 Fuldtop med Guld og Gammen!
 
 Han lever efter Hjertens Lyst
 Og blomstrer i sin Vælde,
 Ei taages Blik, ei trykkes Bryst
 Af Sot, af Sorg og Ælde;
 Ei yppe Kiv, ei holde Stand
 Mod ham tør nogen Avindsmand,
 Alt vendes, som han vinker.
 
 At evig er den Magt, den Lyst,
 Da tænker mangen Daare;
 Da skyder, voxer ham i Bryst
 Og Hovmods Træ saa saare;
 I Skyggen brat da sover ind
 Den Hyrde god for Sands og Sind,
 Ja, Vagt for Hu og Hjerte.
 
 En Banemand der er saa fuul
 For Folkelyst og Lykke,
 Sin Bue spænder han i Skjul
 Og sigter paa de Trygge;
 Er Søvnen dyb, med Djævle-Smiil
 Han skyder ud sin hvasse Pill
 Og saarer, som han sigter.
 
 Ak, paa det dybe Eddersaar
 Kan Helten Bod ei raade,
 Ei længer, tykkes ham, forslaaer,
 Hvad Gud ham gav i Naade,
 Det røde Guld han nænner da
 For ingen Priis at skilles fra,
 Han ene Alt vil eie!
 
 For Guldets Glimmer, Ærens Glands
 Forsmaaer han og forglemmer.
 Sin Herrestand, sin Hæderskrands
 Han pletter og beskæmmer,
 Foragter alt hvad Stort og Godt
 Ham fordum skiænked Ærens Drot
 At eie og udrette!
 
 Det endes med, at fra sit Guld
 Han døende maa daane.
 Da faaer han nok i Mund af Muld,
 Naar kolde Læber blaane;
 En Eier ny da uden Sorg,
 Til Høibords i den Faldnes Borg,
 Hans Arvegods udskifter!
 
 Vogt dig da, o Kæmpe god!
 Vogt dig, Bjovulv kiære,
 Først og sidst for Overmod!
 Lad dig ei besnære!
 Byg paa Evighedens Grundl
 Husk, naar du i Vælde
 Blomstret har en liden Stund,
 Blade maa du fælde!
 Aldrig paa din Lyktelodd
 Stole du og pukke!
 Snart, om ei for Egg og Odd,
 Maa for Sot du bukke.
 Der, hvor Luen flammer vild,
 Og hvor Bølgen bruser,
 Der, hvor Klingen spruder Ild,
 Og hvor Pilen suser,
 Hyt dig der, ifald du kan!
 Kort er dog din Vælde:
 Ihvor godt du holder Stand,
 Synker du for Ælde;
 Ja, i Alderdommens Nat
 Øiets Glands forsvinder,
 Magtesløs din Mester brat
 Du i Døden finder!
 
 Tænk paa mig, som Dane-Land,
 Snese Aar i Række,
 Lukked for Hver Avindsmand
 Godt med Sværd og Snekke,
 Styred under Himmel blaa,
 Saa ei Drot, ei Kæmpe,
 Turde mig, saavidt jeg saae,
 Trodse, forulæmpe!
 Ak, hvor Bladet sig dog brat
 Maatte for mig vende,
 Forskiel, som paa Dag og Nat,
 Fik jeg da at kiende;
 Ja, da Grændel paa min Borg
 Giæsted mig saa sage,
 Al min Glæde blev til Sorg,
 Sang til Jammerklage!
 
 Dog, hvor længe end jeg leed
 Sorg foruden Lise,
 Herren i al Evighed
 Høit jeg maa vel prise,
 Som mig undte, før min Død
 Seierrig at skue
 Fiendens Hovedpande rød
 I min Borgestue!
 
 Søg ved Gildesbord nu brat
 Brave Helt, dit Sæde!
 Vi imorgen Dane-Skat
 Dele skal med Glæde,”
 
 Gothe-Helten, sjæleglad,
 Ord nok lod det være,
 Gjorde, som den Vise bad,
 Bænked sig med Ære.
 Mellem Kæmper over Bord,
 Under Høielofte,
 Atter mangt et Gammensord
 Faldt, som før saa ofte,
 Til med Skyggehjelm opskreed
 Natten over Skove,
 Leirede sig vingebred
 Oder Mark og Vove.
 Folkedrotten duehvid,
 Blinkende med Øie,
 Fandt omsider, det var Tid
 Sig til Sengs at føie;
 Gothe-Helten ogsaa træt
 Var af Dagens Møde,
 Havde spiist og drutket tæt,
 Lod sig ikke Nøde;
 Skiænkeren den kiære Giæst
 Fulgte til Hans Leie,
 Han der, som han kunde bedst,
 Skulde Flokken pleie
 Efter al den Sorg og Frygt,
 Hvormed Dagen dem fortrykt
 Havde i det Fjerne.
 
 Borgen stak fuldhsit i Sky
 Med sin gyldne Tinde,
 Under Loft i Mag og Ly
 Giæsten sov derinde;
 Han, som vaaged nys til Gavn,
 Sov nu efter Møden,
 Indtil fro den sorte Ravn
 Meldte Morgenrøden:
 Helten, som med Straalehjelm
 Himmelbuen smykker,
 Medens med Hver Tyv og Skielm
 Flygte alle Skygger.
 
 Efter Fædrelandet nu
 Længtes fast de Kiække,
 Synderlig stod Heltens Hu
 Til Hans Orlogssnekke;
 Derfor nu han bød paa Stand
 Hrunting frem at bære,
 Tak for Laan dets Eiermand
 Sagde han med Ære:
 Lasted ei, men tvertimod
 Roste Hunferds Klinge,
 Yttred, den i Kamp var god
 Høit paa Val at svinge.
 
 Da nu reisefærdig stod
 Skaren under Vaaben,
 Helten med det høie Mod
 Under Brynjekaaben
 Vilde først med Daners Drot
 Ærlig Afsked tage,
 Stædtes paa det Høie Slot
 For ham ind saa sage.
 Først nu hilsed Daners Ven
 Høvisk paa den Milde,
 Meldte saa: „Vi Orlogsmænd
 Det dig sige vilde:
 Længsel efter Higelak
 Alle vi nu bære,
 Skiøndt vi sande maae med Tak:
 Her var godt at være.
 Ja, vi Nød saa meget Godt
 Her i dine Sale,
 At jeg gierne, Dane-Drot,
 Vilde det betale
 Med Bedrifter, fleer i Tal,
 Større vel tillige,
 End jeg ypped i din Hall,
 Øved i dit Rige.
 Vil dig Nabofolk med Krig
 Atter forulæmpe,
 Du paa rede Haand i mig
 Altid har en Kæmpe;
 Spørger jeg det over Strand,
 Du er stædt i Fare,
 Kommer jeg med tusind Mand,
 Kiækt dig at forsvare.
 Ung af Alder vel endnu
 Higelak mon være,
 Men jeg veed, Hans Konge-Hu
 Staaer til Dyd og Ære,
 Saa med Raad og Daad den
 Styrker mig den Bolde,
 At desbedre jeg staae bi
 Kan med Herreskiolde,
 Svinge Sværd og giøre Gavn,
 Saa ei meer du Folkesavn
 Føle skal i Marken.
 
 Hredrik jeg tillige spaaer:
 Kommer nogensinde
 Han til Gothe-Kongens Gaard,
 Skal han Venner finde;
 Dog, hvad ham er vel bekiendt,
 Aldrig maa han glemme:
 Ude agtes man omtrent,
 Som man artes hjemme.”
 
 „Sandelig, min Ben, jeg troer,
 (Det var Konge-Svaret)
 At en Gud de gyldne Ord
 Dig har aabenbaret;
 Thi ei, før i denne Stund,
 Hørte af saa ung en Mund
 Jeg saa viis en Tale;
 Som i Kraft du bærer Priis,
 Saa kan og, i Hjerte viis,
 Du med Ord husvale.
 Høit jeg mæler det i Sal:
 Dersom Hrerdels Søn paa Val
 Maa for Svædet bukke.
 Man for Piil fra Buestreng,
 Eller og for Sot paa Seng,
 Han fik Øie lukke, —
 Ja, hvis Folkedrotten skal
 Fylde sine Dages Tal,
 Mens du est i Live:
 Aldrig nogen bedre Mand
 Bølge-Gother finde kan,
 Spiir i Haand at give!
 Sandelig, forsynet godt,
 Vil du det modtage,
 Riget er med Skjold og Drot
 Alle dine Dage!
 
 Daglig, Kæmpe ærekiær!
 Bedre du mig hver,
 Velforligte ved din Færd
 Frændefolk jeg skuer:
 Danskere og Gother Fred
 Holde skal herefter,
 Aldrig mere til Fortræd
 Maale deres Kræfter;
 Hvile skal fra denne Dag
 Al vor Tvist og Trætte,
 Uden Nid og uden Nag
 Kommes godt tilrette!
 Ja, mens jeg er over Muld,
 Drot i Danevange,
 Skifte skal, med Sølv og Guld,
 Milde Ord vi mange:
 Tit nu skal med Bør saa blid
 Snekken uden Hinder
 Bære hid og bringe did
 Gaver og Kiær-Minder!
 Ven og Fiende fjern og nær
 Mærke skal og lære:
 At Høinordens Folkefærd
 Halvt om Alt kan være,
 Uden Svig og uden Skrømt,
 Hvor, fra Arildstid berømt,
 Ærlighed har hjemme!”
 
 Saa sig høre lod i Hall
 Kongen udaf Vælgten,
 Kostbarheder, tolv i Tal,
 Gav han Gothe-Helten,
 Sagde: „Far nu vel, min Ven,
 Hjem til Frænder kiære!
 Men kom saa og fnart igien,
 Glad med os at være!”
 
 Kongen over Daneland
 Tog i sine Arme
 Nu den bedste Adelsmand,
 Kyste ham med Varme;
 Ja, sit Hjerte Kongen lod
 Raade uden Hinder,
 Tale i en Taareflod
 Paa de gamle Kinder.
 Neppe kunde, sølvergraa,
 Han med Grund formode,
 Skiøndt det var Hans Sjæls Attraa,
 Meer at see den Gode,
 Som dog fremfor Alle nu
 Kiær han havde vundet,
 Følte sig med ham i Hu
 Inderlig forbundet;
 Derfor Bølgen i Hans Bryst
 Giennembrød sit Fængsel,
 Tolkede med Graadens Røst
 Hjertets ømme Længsel.
</blockquote>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Dróttkvæði og Rímur]]
[[Kategori:N. F. S. Grundtvig]]

@@ Linje 486: / Linje 486: @@
 [[Kategori:Alfabetisk indeks]]
 [[Kategori:Tekster på dansk]]
 [[Kategori:Dróttkvæði og Rímur]]
 [[Kategori:N. F. S. Grundtvig]]

@@ Linje 3: / Linje 3: @@
 !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
 |-
-! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Beowulf]] !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Bjovulf]] !!  !!
+! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Beowulf]] !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Bjovulf]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Beowulf (RW)]] !!
 |-
 !  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Bjovulf (N.F.S.Grundtvig)]] !!  !!

Bjovulf (N.F.S.Grundtvig) 12.Sang - Revisjonshistorikk

Carsten på 16. apr. 2019 kl. 13:53

JJ.Sandal på 22. des. 2013 kl. 19:21

Carsten på 5. feb. 2013 kl. 21:53

Jesper: Bjovulf (N.F.S.Grundtvig) 12.Sang