Carsten på 16. apr. 2019 kl. 13:55

2019-04-16T13:55:00Z

JJ.Sandal på 22. des. 2013 kl. 19:33

2013-12-22T19:33:29Z

Vis endringer

Carsten på 5. feb. 2013 kl. 21:55

2013-02-05T21:55:11Z

Jesper: Bjovulf (N.F.S.Grundtvig) 16.Sang

2013-01-15T07:19:09Z

Bjovulf (N.F.S.Grundtvig) 16.Sang

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Beowulf]] !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Bjovulf]] !! !!
|-
! !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Bjovulf (N.F.S.Grundtvig)]] !! !!
|-
|}

<center><big><big>'''[[Bjovulf (N.F.S.Grundtvig)| Bjovulvs-Drapen]]'''</big></big>

 Oversat af
 '''[[Nikolai Frederik Severin Grundtvig biografi | Nik. Fred. Sev. Grundtvig]]'''

<big>Sextende Sang '''Heltens Endeligt, Viglavs Troskab og Drage-Skatten.'''</big></center>

<blockquote> Tid at puste blev der knap,
 Skiøndt en Dyst var ude,
 Brat begyndte, hvor den slap,
 Dragen Ild at sprude.
 Det var Folkedrotten god,
 Haardt saa blev han prøvet,
 Ene han i Heden stod,
 Kunde nok behøvet
 Hjelp nu af de Adelsmænd,
 Han gav Staal om Hærde;
 Men ei turde Folkets Ben
 De paa Val omgiærde:
 Nei, de løb ad Skoven til,
 Skiælvende for Døden,
 Een kun af dem gik i Ild
 For sin Ven i Nøden;
 Stærk saa var Hans Sorg og Harm,
 Det han lod nu kiende:
 Hjertet brændte i Hans Barm,
 Han var Bjovulvs Frænde;
 Nyt Beviis han gav derpaa:
 Svorne svigte, Baarne staae,
 Er de født af Ægte!
 
 ''Viglav'' hedd den Kæmpe prud
 Mellem Kiærling-Svende,
 ''Vigsteens'' Søn, et Skilfing-Skud,
 Ogsaa Ælfhers Frænde;
 Han ihu det kom saa godt:
 Høit ham Bjovulv bænked,
 Da ''Vægmundingernes'' Slot
 Han den Bolde skiænked,
 Gav ham, alt som Fader Hans,
 Herredom og Navneglands;
 Derfor ei den Ungersvend
 Kunde nu sig bare,
 Der han saae sin Drot, sin Ven,
 Stædt i Nød og Fare.
 
 Det da var den Helt saa bold,
 Flux han greb sit gule Skjold,
 Drog og brat af Skede
 Sit det gode, gamle Sværd,
 Hvormed før i Herrefærd
 ''Janmund'' kiæk sig teede;
 Ohters Søn med Livet lod
 Sværdet i sit Belte,
 Dengang, hvor forladt han stod,
 ''Vigsteen'' kiæk ham fældte,
 Var sin Frænde lidt for nær,
 Tog Hans Malle-Kraue,
 Brune Hjelm og Jettesværd,
 Som var Onels Gave:
 Vraged ei den Kæmpeløn,
 Skiøndt det var Hans Brodersøn,
 Nøgen han afklædte (1).
 Hjelm og Brynje, som og Sværd,
 Vigsteen længe raadte,
 For Hans Søn til Herrefærd
 Hu og Kræfter aatte;
 Men da han alt Kiødets Gang
 Gik, fuldmæt af Dage,
 Ei for Vaaben var i Trang
 Han, som blev tilbage,
 Til i Frænders Spor at gaae
 Glimrende med Ære;
 Kæmpeklædt fra Top til Taa,
 Skulde nu han bære
 Sværdet for sin Drot i Slag
 Første Gang paa Val i Dag,
 Ældre var han ikke.
 Derfor dog ei Modet faldt
 Nu i Kæmpe-Barmen,
 Og at Kraften, da det gjaldt,
 Ei forsvandt af Armen,
 Dragen, da den, sig til Meen,
 Fandt i Marken To for Een,
 Vel fik at fornemme.
 
 Viglav taled gyldne Ord,
 Sorrigfuld i Sinde,
 „Aldrig, (sagde han,) paa Jord
 Mig det gaaer af Minde,
 Hvad vi lovede vor Drot,
 Venner! da paa Bænke
 Vi beværtedes fuldgodt,
 Tog mod Æreskiænke:
 Blanke Hjelme, skarpe Sværd,
 Røden Guld i Sale,
 Loved vi i Herrefærd
 Ærlig at betale,
 Hvis den Drot faa rund og prud
 Stædt vi saae i Fare,
 Som os til sin Livvagt ud
 Tog i Kæmpeskare!
 I Bedrifter hidindtil
 Ingen var Hans Mage,
 Livet satte han paa Spil
 Tit i yngre Dage;
 Derfor og den Herre stærk
 Havde nu i Sinde,
 Ene om det Kæmpeværk,
 Prisen heel at vinde;
 Os, som han paa denne Færd
 Kaared til sit Følge,
 Han dog agted Æren værd,
 Det er ei at dølge,
 Ja, udraabte, ved sit Kald,
 Som ved Gunst og Gave,
 Os for Perler i sin Hall,
 Kæmpesønner brave!
 Nu den kom, den store Dag,
 Som skal Venner prøve.
 Da en Skjoldborg god i Slag
 Drotten kan behøve;
 Op da, Venner! op og fram,
 Did, hvor Luften gløder!
 Skjold ved Skjold, i Kreds om ham,
 Som for Folket bløder!
 Gud det veed, at, før i Dag
 Drotten Hjelp skal savne,
 Legem mit, med Hans i Lag,
 Luerne maa favne!
 Det og føle maa Enhver:
 Ikkun dybt beskæmmet
 Føres kan fra Herrefærd
 Skjold af os til Hjemmet,
 Hvis ei Fienden først sin Død
 Faaer af vore Sværde,
 Mens til Redning i Hans Nød
 Drotten vi omgiærde!
 Nidingsfærd fra gammel Tid
 Gothers Lov det kalder,
 Naar en Drot, forladt i Strid,
 Ene staaer og falder;
 Saa dog ei vor Konning bold
 Sine Been skal lægge,
 Samme Brynje, Sværd og Skjold
 Skiærme skal os begge!"
 
 Dermed foer den Ungersvend
 Giennem Røg og Lue,
 Hen at hjelpe Drot og Ben
 Udaf al Formue;
 Kort og godt med draget Sværd
 Sagde han saa sage:
 „Mindes nu, o Bjovulv kiærr,
 Ord fra yngre Dage!
 Aldrig, saa dit Løfte lød,
 Hvad jeg end maa prøve,
 Helme vil jeg til min Død
 Helteværk at øve!
 Værg dit Liv da af al Magt
 Trøstig mod den Lede!
 Ved din Side, med god Agt,
 Staaer til Hjelp jeg rede."
 
 Dragen, efter disse Ord,
 Uden meer at tøve,
 Gloende paany opfoer,
 Fienderne at prøve;
 Luebølgen Viglavs Skjold
 Saae man brat fortære,
 Under Brynje Kæmpen bold
 Kunde sig ei nære,
 Maatte, da Hans eget Værn
 Lod af Ild sig trykke,
 Under Bjovulvs Skjold af Jern
 Søge Skjul og Skygge.
 
 Det var Heltekongen god,
 Ærekiær sin Klinge
 Saae man ham med Kraft og Mod
 Løfte høit og svinge;
 Dragehovedet i Hast
 Helten vilde kløvet,
 Men Slagsværdet ''Nægling'' brast,
 Styrke sin berøvet,
 Som af Ruft og Alderdom
 Skiørt det havde været;
 Det deraf igrunden kom:
 Bjovulv ei beskæret
 Var den Lykke nogentid,
 At det Sværd, han førte,
 Ham til Nytte kom i Strid;
 Dertil, som jeg hørte,
 Var den Kæmpe altfor dru,
 Saa den bedste Klinge,
 Naar han svang den, vred i Hu,
 Maatte sønderspringe.
 Slaget, som kun batted lidt,
 Trods den Stærkes Vælde,
 Dragen nu, den saae sit Snit,
 Vilde drøit giengiælde,
 Rased tredje Gang nu frem,
 Helten maatte gløde,
 Halsen favnet blev med Klem,
 Som med Tænger røde;
 Ild og Edder paa en Gang
 Bølged om den Høie,
 Blodet kogte, som det sprang,
 Det var haardt at døie.
 
 Nu det Tid at tale om
 Er, hvordan i Nøden
 Han til Hjelp sin Herre kom,
 Som var tro til Døden;
 Hovedet ham sad for høit,
 Maatte selv sig hytte,
 Haanden, med et Slag fulddrøit,
 Gjorde dog han Nytte;
 Det var Heltens høire Haand,
 Som den unge Kæmpe
 Løste ud af Luebaand,
 Slog ei til med Læmpe;
 Skiøndt sig lagde Sværdets Egg,
 (Troldeblod det sløved,)
 Gav Ilddragen han et Smæk,
 Som den godt behøved.
 Nu igien da Kongen brat
 Kom til sine Sandser,
 Fik paa Timen Dolken fat,
 Hvor den sad i Pandser,
 Skarp den som en Ragekniv
 Var til Sider begge,
 Gik igiennem Drage-Liv
 Glat med Odd og Egge.
 Saa da Bugt de Frænder to
 Fik med Edderdragen;
 Gid hver Tjener Viglavs Tro
 Lægge maa for Dagen!
 
 Dog, ak! her i Dragevang
 Drotten uden Mage
 Kæmped, seired sidste Gang,
 Talte var Hans Dage;
 Saaret, bidt med Eddertand,
 Bulned, svulmed, brændte,
 Saa for dødeligt paa Stand
 Drotten det erkiendte,
 Følte, hvordan i Hans Blod
 Edderbølgen brused,
 Gik saa hen med Heltemod
 Tæt til Dragehuset,
 Satte ned sig paa en Blok,
 Saae, hvordan i Hule
 Jetter havde kunstig nok
 Sule sat ved Sule.
 Hvor han, dryppende af Blod,
 Sad nu under Lide,
 Som en Ven i Nøden stod
 Viglav ved Hans Side,
 Spændte Hjelmen af paa Stand,
 Kvægede med Kildevand
 Banesaaret Kæmpe.
 
 Bjovulv løfted nu sin Røst
 Over Banesaaret,
 Vidste godt, at Verdens Lyst
 Alt ham var afskaaret,
 At ved sine Dages Maal
 Tæt han var nu bænket,
 Hvor ham vinked Dødens Skaal,
 Til Farvel iskiænket.
 „Havde jeg, (var Talen hans,)
 Søn nu over Mulde,
 Vaabenhuus og Helteglands
 Arve brat han skulde!
 I halvtredsindstyve Aar
 Spiret saa jeg førte,
 At fra ingen Fyrstegaard
 Sværd sig mod mig rørte,
 Fiender ei jeg for mig fandt,
 Nøi'des med mit Eget,
 Aldrig jeg paa Rænker spandt,
 Faa min Eed har sveget;
 Min Samvittighed er god,
 Thi ei klæber Frændeblod
 Der ved mine Hænder,
 Og nu, trods mit Banesaar,
 Glad jeg dog med Heltekaar
 Levnetsløbet ender.
 Viglav, Kiære! gak nu brat
 Grubelangs, at skue
 Hedenolds den gyldne Skat
 Under Klippebue!
 Ormen, alt sit røde Guld
 Vældelig berøvet,
 Banesaaret, vaandefuld
 Blunder nu i Støvet;
 Skynd dig, Kiære, vær ei seen!
 Lad mig Guldet skue:
 See med klaren Ædelsteen
 Det i Solen lue,
 Saa des blidere jeg kan,
 Med den Skat for Øie,
 Duehvid fra Liv og Land
 Hoved mit nedbøie!"
 Ei forgiæves saa med Bøn
 Bjovulv tog til Orde,
 Efter Ønske Vigsteens Søn
 Rede flux sig gjorde,
 Gik i Brynje, som han stod,
 Ind i Dragestue,
 Kæmpeskridt med Heltemod
 Tog han under Bue,
 Hvor om Dragereden trindt
 Guldet laae i Dynge,
 Ædelstene, tykt som Flint,
 Skinnede i Klynge;
 Saa var Gulv med Glimmersand
 Strøet i Jettestue,
 Særsyn nok den Vandringsmand
 Fik da her at skue;
 Gamle Guldkar nok paa Rad
 Helten saae hin unge,
 Mangen Skaal og mangt et Fad,
 Tomme vel, men tunge;
 Rustne Hjelme her i Flok
 Laae fra gamle Dage,
 Armbaand og, som kosted nok
 Mesteren Umage.
 Giemme hvo som vil paa Guld!
 Drages dog til Minde:
 Lettelig, det over Muld
 Mænd kan overvinde!
 
 Over Skatten høit sig op
 Skiød et gyldent Mærke,
 Sært fortryllet, saa fra Top
 Straalerne fuldstærke
 Straaled ud paa Rad, i Ring,
 Under Klippebue,
 Saa i Gruben trindt omkring
 Skin der var at skue.
 Intet man til Ormen saae,
 Staalet gav ham Bane,
 Enkeltmand i Klippevraa
 Guldet kunde rane,
 Tog i Favnen Fad og Skaal,
 Fløiet under Væggen,
 Kobberøxen, som med Staal
 Skærpet var paa Eggen.
 Ham, som før laae her paa Vagt,
 Ruged over Skatten,
 Havde skarpen Staal nu flakt,
 Han ei meer om Natten
 Leged nu i Luften vild
 Over Land med Skade-Ild,
 Ævret var opgivet.
 
 Skyndelig, med Jetteguld
 Fra de gamle Dage,
 Kongesvenden længselsfuld
 Vendte nu tilbage,
 Vilde see, om Helten god,
 Som paa Steen i Vaande
 Døende han nys forlod,
 Drog endnu sin Aande,
 Kom med Guldet, kom og saae,
 Hvad han Nødig vilde:
 Paa sit Yderste nu laae
 Gothers Drot hin milde!
 Viglav øste Vand igien,
 Som man vel kan tænke.
 Blev og ved, sin Drot og Ven
 Dermed at bestænke,
 Til for sidste Gang paa Jord
 Luft han fik i Lunge,
 Mæle til det Afskedsord,
 Som ham laae paa Tunge.
 
 Det var Gubben ærefuld,
 Stirrende paa Oldtids Guld,
 Saa tog han til Orde:
 „Gud skee Lov! den Herre blid
 Over Stjernebuer,
 Ærens Drot til evig Tid,
 For hvad her jeg skuer:
 For de Skatte, som mit Folk
 For min Død jeg med min Dolk
 Mægted at forhverve!
 Prisen dog for Guldet vist
 Kalder ei jeg ringe:
 Øiets Lys og Livets Gnist
 Maatte for det springe;
 I, som skifte skal min Arv,
 Sørger vel for Landets Tarv!
 Giører, som jeg gjorde!
 Brat har Aske jeg for Been,
 Da, I Venner gæve!
 Kæmpehøi med Bautasteen
 Over den sig hæve!
 Staae den skal paa ''Hrone-Klint'',
 Hvor mod Klippen Bølger trindt
 Bruse ind fra Dybet;
 Kneise skal min Høi ved Hav,
 Falde flux i Øie,
 Under Navn af ''Bjovulvs Grav'',
 Dem som Bølgen pløie,
 Staae for dem til Seiletegn,
 For mit Folk til Mindeshegn,
 Synlig i det Fjerne!"
 
 Af sin Hals nu Gothers Ven
 Løste Gyldensmykket,
 Gav den fuldtro Ungersvend
 Brat med Mesterstykket
 Brynje god og Finger-Ring,
 Hjelm af Guld det klare,
 Sagde: „Brug de gode Ting
 Som du tør forsvare!
 Af ''Vægmundinger'' endnu
 Een er kun tilbage,
 Stammens sidste Skud er du,
 Arven du modtage!
 Ja, saa nær min hele Æt
 Sank i Skiæbnens Bølger,
 Mødig nu, min Ven, og træt,
 Frænderne jeg Følger!"
 
 Det var Gubbens sidste Ord,
 For til Baal han blegned,
 Hjertet brast, og stiv til Jord
 Gothe-Kæmpen segned;
 Legemet i Klippely
 Luen vented rolig,
 Sjælen søgte over Sky
 Ærens faste Bolig.
</blockquote>

'''Noter:'''

1) At Vigsteen var en ''Skilfing'', og altsaa i Slægt med Onel, er ovenfor sagt; men, var Janmund virkelig Hans Brodersøn, maa han endog have været Broder til Ohter og Onel.

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Dróttkvæði og Rímur]]
[[Kategori:N. F. S. Grundtvig]]

@@ Linje 457: / Linje 457: @@
 [[Kategori:Alfabetisk indeks]]
 [[Kategori:Tekster på dansk]]
 [[Kategori:Dróttkvæði og Rímur]]
 [[Kategori:N. F. S. Grundtvig]]

@@ Linje 3: / Linje 3: @@
 !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
 |-
-! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Beowulf]] !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Bjovulf]] !!  !!
+! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Beowulf]] !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Bjovulf]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Beowulf (RW)]] !!
 |-
 !  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Bjovulf (N.F.S.Grundtvig)]] !!  !!

Bjovulf (N.F.S.Grundtvig) 16.Sang - Revisjonshistorikk

Carsten på 16. apr. 2019 kl. 13:55

JJ.Sandal på 22. des. 2013 kl. 19:33

Carsten på 5. feb. 2013 kl. 21:55

Jesper: Bjovulf (N.F.S.Grundtvig) 16.Sang