Den korte saga om Sankt Magnus - Revisjonshistorikk

Jesper på 10. feb. 2026 kl. 19:36

2026-02-10T19:36:55Z

Jesper på 7. jan. 2025 kl. 15:51

2025-01-07T15:51:29Z

Jesper på 1. sep. 2024 kl. 11:44

2024-09-01T11:44:01Z

Jesper på 3. mai 2024 kl. 11:45

2024-05-03T11:45:18Z

Jesper på 20. apr. 2024 kl. 05:32

2024-04-20T05:32:08Z

Jesper på 20. apr. 2024 kl. 05:30

2024-04-20T05:30:43Z

Jesper på 20. apr. 2024 kl. 05:28

2024-04-20T05:28:02Z

Jesper på 20. apr. 2024 kl. 05:21

2024-04-20T05:21:51Z

Jesper: »Magnús saga hinn skamma« på dansk

2024-04-20T05:16:52Z

»Magnús saga hinn skamma« på dansk

Vis endringer

@@ Linje 39: / Linje 39: @@
-'''4.''' Kong Magnus havde gjort Magnus Erlendson til sin bordsvend, og han tjente altid ved kongens bord. Men efter kampen blev kongen meget fjendtlig imod ham, og han beskylder ham for at have teet sig umandigt dér. Det skete en nat, mens kongen lå ved Skotland, at Magnus Erlendson stak af fra skibet, fordi han mente, at dette var den bedste mulighed for at flygte fra kongen. Han svømmede i land og løb ind i skoven og var ikke iført andet end undertøj. Han slog sin fod og fik rifter på fødderne, for han var barfodet, og kunne ikke gå længere. Men han havde ordnet sin seng sådan, at det så ud, som om en mand lå dér. Han kom hen til et stort træ og kravlede op i grenene og forbandt sin fod og skjulte sig en tid dér i grenene. Men dagen efter, da folkene gik til bords på kongeskibet, spurgte kongen, hvor Magnus Erlendson var. Han fik at vide, at han sov i sin seng. Kongen bad dem vække ham og sagde, at det nok ikke kun var søvnen, der gjorde, at han blev liggende længere, end han plejede. Men da de kom hen til sengen, var han væk, og kongen bad dem lede efter ham og lod sporhundene slippe løs. De fulgte sporet og løb ind i skoven og kom hen til det træ, hvor Magnus sad i grenene. En af hundene løb da rundt om træet og gøede. Magnus havde en trækævle i hånden, som han kastede efter hunden. Den traf hunden i siden, og hunden stak halen mellem benene og løb tilbage til skibene, og de andre fulgte efter. Kongens mænd fandt ikke Magnus. Han skjulte sig en tid i skoven, men kom omsider til Melkolm Skottekonges<ref>Malcolm III, konge af Skotland 1058-93. Kongen havde været gift med Magnus’ farmor, Ingeborg Finnsdatter, efter jarl Thorfinns død.</ref> hird. Dér opholdt han sig en tid, men indimellem var han hos nogle biskopper i Bretland<ref>Wales</ref>. Siden var han hos sine venner forskellige steder i England, men han kom ikke til Orkney, så længe kong Magnus levede.
+'''4.''' Kong Magnus havde gjort Magnus Erlendson til sin bordsvend, og han tjente altid ved kongens bord. Men efter kampen blev kongen meget fjendtlig imod ham, og han beskylder ham for at have teet sig umandigt dér. Det skete en nat, mens kongen lå ved Skotland, at Magnus Erlendson stak af fra skibet, fordi han mente, at dette var den bedste mulighed for at flygte fra kongen. Han svømmede i land og løb ind i skoven og var ikke iført andet end undertøj. Han slog sin fod og fik rifter på fødderne, for han var barfodet og kunne ikke gå længere. Men han havde ordnet sin seng sådan, at det så ud, som om en mand lå dér. Han kom hen til et stort træ og kravlede op i grenene og forbandt sin fod og skjulte sig en tid dér i grenene. Men dagen efter, da folkene gik til bords på kongeskibet, spurgte kongen, hvor Magnus Erlendson var. Han fik at vide, at han sov i sin seng. Kongen bad dem vække ham og sagde, at det nok ikke kun var søvnen, der gjorde, at han blev liggende længere, end han plejede. Men da de kom hen til sengen, var han væk, og kongen bad dem lede efter ham og lod sporhundene slippe løs. De fulgte sporet og løb ind i skoven og kom hen til det træ, hvor Magnus sad i grenene. En af hundene løb da rundt om træet og gøede. Magnus havde en trækævle i hånden, som han kastede efter hunden. Den traf hunden i siden, og hunden stak halen mellem benene og løb tilbage til skibene, og de andre fulgte efter. Kongens mænd fandt ikke Magnus. Han skjulte sig en tid i skoven, men kom omsider til Melkolm Skottekonges<ref>Malcolm III, konge af Skotland 1058-93. Kongen havde været gift med Magnus’ farmor, Ingeborg Finnsdatter, efter jarl Thorfinns død.</ref> hird. Dér opholdt han sig en tid, men indimellem var han hos nogle biskopper i Bretland<ref>Wales</ref>. Siden var han hos sine venner forskellige steder i England, men han kom ikke til Orkney, så længe kong Magnus levede.
@@ Linje 51: / Linje 51: @@
-'''8.''' Jarl Magnus og Håkon havde ikke hersket længe på Orkney, før der skete det, som så ofte sker, at ondsindede mennesker kom imellem deres slægtskab, og jarl Håkon tiltrak ulykkesfolk, som ødelagde meget imellem dem, for han var allerede meget misundelig på jarl Magnus’ høvdingskab, og fordi han var så vellidt. Der nævnes to mænd i jarl Håkons flok, som var de værste til at skabe splid mellem dem; den ene hed Sigurd, den anden Sighvat Sokke. Denne bagtalelse førte til, at begge frænder samlede hærfolk, og de gik imod hinanden og styrede begge til Hrossø<ref>Mainland</ref>. Dér findes tingstedet på Orkney. Og da de kom frem, gik begge parter i land og gjorde klar til kamp. Da var næsten alle stormændene sammen med jarlerne. De var også venner af dem begge og gik imellem dem med god vilje for at stifte forlig. Dette møde fandt sted i fasten kort før palmesøndag. Og fordi godvillige folk havde del i forliget, kom jarlerne overens på det vilkår, at godvillige mænd skulle afgøre sagen mellem dem, og foligsmødet skulle holdes på Egilsø efter påskeugen. Hver af dem skulle have to skibe og samme antal mænd med til dette møde. De svor begge eder på at ville overholde de forligsvilkår, som blev bestemt dér.
+'''8.''' Jarl Magnus og Håkon havde ikke hersket længe på Orkney, før der skete det, som så ofte sker, at ondsindede mennesker kom imellem deres slægtskab, og jarl Håkon tiltrak ulykkesfolk, som ødelagde meget imellem dem, for han var allerede meget misundelig på jarl Magnus’ høvdingskab, og fordi han var så vellidt. Der nævnes to mænd i jarl Håkons flok, som var de værste til at skabe splid mellem dem; den ene hed Sigurd, den anden Sighvat Sokke. Denne bagtalelse førte til, at begge frænder samlede hærfolk, og de gik imod hinanden og styrede begge til Hrossø<ref>Mainland</ref>. Dér findes tingstedet på Orkney. Og da de kom frem, gik begge parter i land og gjorde klar til kamp. Da var næsten alle stormændene sammen med jarlerne. De var også venner af dem begge og gik imellem dem med god vilje for at stifte forlig. Dette møde fandt sted i fasten kort før palmesøndag. Og fordi godvillige folk havde del i forliget, kom jarlerne overens på det vilkår, at godvillige mænd skulle afgøre sagen mellem dem, og forligsmødet skulle holdes på Egilsø efter påskeugen. Hver af dem skulle have to skibe og samme antal mænd med til dette møde. De svor begge eder på at ville overholde de forligsvilkår, som blev bestemt dér.
@@ Linje 84: / Linje 84: @@
-'''17.''' Der var en sommer, hvor biskop Vilhelm sejlede østpå til Norge i et nødvendig ærinde, og han sejlede hjem samme efterår og ankom nær vinternætterne til Hjaltland. Da blev der modvind og storm. Og da der længe om vinteren ikke var gunstig vind til Orkney, mistede biskoppen håbet om, at han ville komme hjem til sit bispesæde, før det blev forår. Styrmanden spurgte, om han ville samtykke i jarl Magnus’ hellighed, såfremt han den kommende søndag kunne synge messe hjemme. Dette gik biskoppen med til, men det var mere af nød, end fordi han troede på det. Men da dette blev bekræftet, blev vejret roligt, og man fik snart god og gunstig vind. Og derpå sejlede de til Orkney, og han kom hjem den følgende søndag, og alle priste Gud og hans hellige blodvidne jarl Magnus. Nogle siger sandt, at biskop Vilhelm ikke havde givet samtykke til, at jarl Magnus’ hellige levninger blev gravet op, men det skete derhjemme en dag, at han ikke var i stand til at forlade kirken, for han var blevet blind og kunne ikke finde døren, før han angrede sin manglende tro og græd heftigt og bad Gud om at kunne finde hen til jarl Magnus’ grav. Og da han kom derhen, kastede han sig til jorden og lovede straks at grave hans hellige levninger op, når han fik synet igen. Og da han endte sin bøn, fik han synet igen dér ved graven.
+'''17.''' Der var en sommer, hvor biskop Vilhelm sejlede østpå til Norge i et nødvendigt ærinde, og han sejlede hjem samme efterår og ankom nær vinternætterne til Hjaltland. Da blev der modvind og storm. Og da der længe om vinteren ikke var gunstig vind til Orkney, mistede biskoppen håbet om, at han ville komme hjem til sit bispesæde, før det blev forår. Styrmanden spurgte, om han ville samtykke i jarl Magnus’ hellighed, såfremt han den kommende søndag kunne synge messe hjemme. Dette gik biskoppen med til, men det var mere af nød, end fordi han troede på det. Men da dette blev bekræftet, blev vejret roligt, og man fik snart god og gunstig vind. Og derpå sejlede de til Orkney, og han kom hjem den følgende søndag, og alle priste Gud og hans hellige blodvidne jarl Magnus. Nogle siger sandt, at biskop Vilhelm ikke havde givet samtykke til, at jarl Magnus’ hellige levninger blev gravet op, men det skete derhjemme en dag, at han ikke var i stand til at forlade kirken, for han var blevet blind og kunne ikke finde døren, før han angrede sin manglende tro og græd heftigt og bad Gud om at kunne finde hen til jarl Magnus’ grav. Og da han kom derhen, kastede han sig til jorden og lovede straks at grave hans hellige levninger op, når han fik synet igen. Og da han endte sin bøn, fik han synet igen dér ved graven.
@@ Linje 95: / Linje 95: @@
-'''20.''' En mand hed Tord Dragesnude; han var hyret til at arbejde for bonden Bergfinn. Han tærskede korn i bygladen dagen før Magnusmesse om vinteren. Ved skumringstid gik Bergfinn ud og bad ham indstille arbejdet. Tord svarer: »Det er sjældent, at du synes, jeg arbejder for længe.« Bergfinn sagde: »Den messedag, der er i morgen, bør vi holde, som vi bedst kan.« Så gik bonden igen, mens Tord arbejde hårdt. Men kort tid efter gik bonden ud og sagde til Tord i vrede: »Det mishager mig meget, at du arbejder nu, for denne helligdag blev lovfæstet, da man indså jarl Magnus’ hellighed og skrinlagde ham. Hold straks op!« Men Tord arbejdede videre som før. Og da folkene var blevet meget mætte, kom Tord ind klædt i usle klæder, og han begyndte straks at drikke. Og da han havde drukket, blev han så afsindig, at man måtte binde ham med det samme, og dette stod på i tre døgn. Da lovede bonden Bergfinn for mandens skyld at give en halv mark sølv til jarl Magnus’ skrin og at lade Tord våge dér tre nætter, såfremt han blev rask. Og den samme nat, som dette blev lovet, blev Tord helbredt.
+'''20.''' En mand hed Tord Dragesnude; han var hyret til at arbejde for bonden Bergfinn. Han tærskede korn i bygladen dagen før Magnusmesse om vinteren. Ved skumringstid gik Bergfinn ud og bad ham indstille arbejdet. Tord svarer: »Det er sjældent, at du synes, jeg arbejder for længe.« Bergfinn sagde: »Den messedag, der er i morgen, bør vi holde, som vi bedst kan.« Så gik bonden igen, mens Tord arbejdede hårdt. Men kort tid efter gik bonden ud og sagde til Tord i vrede: »Det mishager mig meget, at du arbejder nu, for denne helligdag blev lovfæstet, da man indså jarl Magnus’ hellighed og skrinlagde ham. Hold straks op!« Men Tord arbejdede videre som før. Og da folkene var blevet meget mætte, kom Tord ind klædt i usle klæder, og han begyndte straks at drikke. Og da han havde drukket, blev han så afsindig, at man måtte binde ham med det samme, og dette stod på i tre døgn. Da lovede bonden Bergfinn for mandens skyld at give en halv mark sølv til jarl Magnus’ skrin og at lade Tord våge dér tre nætter, såfremt han blev rask. Og den samme nat, som dette blev lovet, blev Tord helbredt.
-Der var en mand, der hed Øgmund; han var en søstersøn af bonden Bergfinn. En tværbjælke faldt ned i hovedet på ham og voldte stor skade på hans hovedskal. Og Bergfinn gav et løfte for ham og trak lod om, hvorvidt han skulle drage på pilgrimsrejse eller frigive en træl eller give penge til jarl Magnus’ skrin. Og udfaldet blev, at han skulle give penge til skrinet. Og han fik staks talens brug igen og besøgte den hellige jarl Magnus, hvor han blev helbredt. Og bonden Bergfinn gav en halv mark sølv til skrinet, sådan som han havde lovet.
+Der var en mand, der hed Øgmund; han var en søstersøn af bonden Bergfinn. En tværbjælke faldt ned i hovedet på ham og voldte stor skade på hans hovedskal. Og Bergfinn gav et løfte for ham og trak lod om, hvorvidt han skulle drage på pilgrimsrejse eller frigive en træl eller give penge til jarl Magnus’ skrin. Og udfaldet blev, at han skulle give penge til skrinet. Og han fik straks talens brug igen og besøgte den hellige jarl Magnus, hvor han blev helbredt. Og bonden Bergfinn gav en halv mark sølv til skrinet, sådan som han havde lovet.
 En mand hed Åmund Illugeson; han led af den værste spedalskhed. Han kom til den hellige jarl Magnus og vågede dér og bad om helbredelse. Den hellige jarl Magnus viste sig for ham, mens han sov, og strøg hans legeme med sine hænder og helbredte ham. Der var en mand, der hed Sigurd; han var så vanvittig, at man syede ham ind i en skindsæk. Siden blev han ført til den hellige jarl Magnus, og dér blev han helbredt.
-Torbjørn hed en mand; han var også afsindig og blev ført til jarl Magnus, og dér blev han helbredt. Sigurd hed en mand fra Fetlar nordpå. Hans hånd var så kroget, at fingrene lå i håndfladen. Han opsøgte den hellige jarl Magnus og blev dér fuldstændig helbredt. Sigrid Sigurdsdatter hed en kvinde, som var blind fra barnealdren, til hun blev 20 år gammel. Hendes far førte hende til jarl Magnus og lod hende våge dér og betalte mange penge for hendes helbredelse, og dér fik hun synet igen. En anden kvinde, der også hed Sigrid, brækkede benet i to dele, og hun blev ført til den hellige jarl Magnus, og dér blev hun helbredt. Sigrid hed også en tredje kvinde. Hun var hos Torlak, der boede på Baltested. Hun sad og syede, mens de andre holdt helligdag dagen før Magnusmesse. Torlak spurgte, hvorfor hun arbejdede så længe, og hun sagde, at hun ville holde. Han kom tilbage og spurgte, hvorfor hun bar sig så ilde ad, »— gå væk, og arbejd ikke her længere!« Hun sagde, at der ikke manglede at blive syet meget, og hun arbejdede som før, indtil det var blevet mørkt. Men da man stillede an til aftensmaden, blev hun vanvittig, og man måtte binde hende. Men Torlak gav løfte for hende og trak lod om, hvorvidt man skulle love en pilgrimsfærd til Rom eller frigivelse af en træl eller at give penge til jarl Magnus’ skrin. Loddet faldt på at give penge. Torlak førte hende til jarl Magnus, og hun blev helbredt dér og drog siden på pilgrimsrejse.
+Torbjørn hed en mand; han var også afsindig og blev ført til jarl Magnus, og dér blev han helbredt. Sigurd hed en mand fra Fetlar nordpå. Hans hånd var så kroget, at fingrene lå i håndfladen. Han opsøgte den hellige jarl Magnus og blev dér fuldstændig helbredt. Sigrid Sigurdsdatter hed en kvinde, som var blind fra barnealderen, til hun blev 20 år gammel. Hendes far førte hende til jarl Magnus og lod hende våge dér og betalte mange penge for hendes helbredelse, og dér fik hun synet igen. En anden kvinde, der også hed Sigrid, brækkede benet i to dele, og hun blev ført til den hellige jarl Magnus, og dér blev hun helbredt. Sigrid hed også en tredje kvinde. Hun var hos Torlak, der boede på Baltested. Hun sad og syede, mens de andre holdt helligdag dagen før Magnusmesse. Torlak spurgte, hvorfor hun arbejdede så længe, og hun sagde, at hun ville holde inde. Han kom tilbage og spurgte, hvorfor hun bar sig så ilde ad, »— gå væk, og arbejd ikke her længere!« Hun sagde, at der ikke manglede at blive syet meget, og hun arbejdede som før, indtil det var blevet mørkt. Men da man stillede an til aftensmaden, blev hun vanvittig, og man måtte binde hende. Men Torlak gav løfte for hende og trak lod om, hvorvidt man skulle love en pilgrimsfærd til Rom eller frigivelse af en træl eller at give penge til jarl Magnus’ skrin. Loddet faldt på at give penge. Torlak førte hende til jarl Magnus, og hun blev helbredt dér og drog siden på pilgrimsrejse.
 Torkel hed en mand, der boede på Orkney; han faldt ned fra sin bygstak og slog hele sin ene side i stykker. Han blev ført til jarl Magnus og blev helbredt dér. Der var en kvinde, der hed Groa; hun blev vanvittig og blev ført til jarl Magnus, og dér blev hun helbredt, og hun holdt til dér hele resten af sin levetid.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 7. jan. 2025 kl. 15:51
Linje 66:		Linje 66:


−	'''13.''' Da jarl Magnus var blevet dømt til døden, befalede jarl Håkon sin bannerfører, der hed Ufeig, at hugge jarl Magnus. Det nægtede han med stor vrede. Så tvang han sin kok, der hed Livolf, til at gøre det, men han begyndte da at græde højlydt. Da sagde jarl Magnus: »Du skal ikke græde,« siger han, »— for det er umandigt. Det skaffer berømmelse at gøre den slags. Vær du standhaftig i sindet, for du skal have mine klæder og mine våben, således som det er de gamles lov og skik. Du skal ikke være bange, for du gør dette under tvang, og den, der tvinger dig til dette, begår en større forbrydelse, end du gør.« Han tog derpå sin kjortel af og gav den til ham og bad om lov til at bede for sig, og det blev ham tilstået. Han lagde sig da udstrakt på jorden og gav sig til Gud som en offergave. Og han bad ikke alene for sig selv og sine venner, men også for sine fjender og banemænd, og han tilgav dem af hele sit hjerte den ugerning, som de udsatte ham for, og han bekendte inderligt sine synder for Gud og bad om at måtte vaske dem af sig ved udgydelse af sit blod, og han gav sin sjæl i Guds hænder og bad ham sende sine engle for at lede den til det himmelske paradis. Og da han blev ledt frem til hugget, sagde han til Livolf: »Stil dig foran mig, og hug mig i hovedet, for det er usømmeligt at halshugge en høvding, som var han en tyv. Vær stærk — stakkels mand! — og frygt ikke, for jeg bad Gud være nådig imod dig.« Derpå signede han sig og bøjede sig for hugget, og han blev hugget midt i hovedet med ét hug og forlod således denne verden og kom til Gud. Det sted, hvor jarl Magnus blev hugget, var stenet og mosbegroet. Men ikke længe efter åbenbarede hans fortjenester sig for Gud, og der blev da en smuk slette dér, og han vandt ~~Paradisets~~ skønhed og grønhed, som kaldes de levende menneskers jord. Siden blev en kirke opført på stedet. Jarl Håkon tillod ikke, at jarl Magnus’ lig blev ført til kirken.	+	'''13.''' Da jarl Magnus var blevet dømt til døden, befalede jarl Håkon sin bannerfører, der hed Ufeig, at hugge jarl Magnus. Det nægtede han med stor vrede. Så tvang han sin kok, der hed Livolf, til at gøre det, men han begyndte da at græde højlydt. Da sagde jarl Magnus: »Du skal ikke græde,« siger han, »— for det er umandigt. Det skaffer berømmelse at gøre den slags. Vær du standhaftig i sindet, for du skal have mine klæder og mine våben, således som det er de gamles lov og skik. Du skal ikke være bange, for du gør dette under tvang, og den, der tvinger dig til dette, begår en større forbrydelse, end du gør.« Han tog derpå sin kjortel af og gav den til ham og bad om lov til at bede for sig, og det blev ham tilstået. Han lagde sig da udstrakt på jorden og gav sig til Gud som en offergave. Og han bad ikke alene for sig selv og sine venner, men også for sine fjender og banemænd, og han tilgav dem af hele sit hjerte den ugerning, som de udsatte ham for, og han bekendte inderligt sine synder for Gud og bad om at måtte vaske dem af sig ved udgydelse af sit blod, og han gav sin sjæl i Guds hænder og bad ham sende sine engle for at lede den til det himmelske paradis. Og da han blev ledt frem til hugget, sagde han til Livolf: »Stil dig foran mig, og hug mig i hovedet, for det er usømmeligt at halshugge en høvding, som var han en tyv. Vær stærk — stakkels mand! — og frygt ikke, for jeg bad Gud være nådig imod dig.« Derpå signede han sig og bøjede sig for hugget, og han blev hugget midt i hovedet med ét hug og forlod således denne verden og kom til Gud. Det sted, hvor jarl Magnus blev hugget, var stenet og mosbegroet. Men ikke længe efter åbenbarede hans fortjenester sig for Gud, og der blev da en smuk slette dér, og han vandt paradisets skønhed og grønhed, som kaldes de levende menneskers jord. Siden blev en kirke opført på stedet. Jarl Håkon tillod ikke, at jarl Magnus’ lig blev ført til kirken.

@@ Linje 79: / Linje 79: @@
 '''16.''' Efter jarl Magnus’ død underlagde Håkon sig hele riget; han lod da alle, som hidtil havde tjent jarl Magnus, sværge troskabseder. Han blev da en mægtig høvding. Han gav de mænd, som efter hans mening havde været mest imod ham i frændernes mellemværende, en hård medfart. Nogle år senere forlod han landet og drog til Rom, hvor han fik tilgivelse for sine synder af paven. På denne rejse drog han ud til Jerusalem og besøgte hellige steder og badede i Jordanfloden, sådan som pilgrimme har for skik at gøre. Derefter kom han hjem til sit rige. Han blev da en myndig hersker og holdt god fred i riget. Han indførte nye love, og således voksede hans folkeyndest. Det kom dertil, at orkneyboerne ikke brød sig om andet end at have jarl Håkon og hans afkom som høvdinge over sig.
-En bonde fra Hjaltland nordpå hed Bergfinn Starreson; han var blind og rejste sydpå til Orkney og vågede ved den hellige jarl Magnus’ grav. To mænd vågede sammen med ham; den ene hed Sigurd, den anden Torbjørn; de var krøblinge begge to. Men den hellige jarl Magnus åbenbarede sig for dem alle og helbredte dem fuldstændigt. Andre 24 mennesker vågede ved jarl Magnus’ grav, og de blev alle helbredt for deres mén.
+En bonde fra Hjaltland nordpå hed Bergfinn Starreson; han var blind og rejste sydpå til Orkney og vågede ved den hellige jarl Magnus’ grav. To mænd vågede sammen med ham; den ene hed Sigurd, den anden Torbjørn; de var krøblinger begge to. Men den hellige jarl Magnus åbenbarede sig for dem alle og helbredte dem fuldstændigt. Andre 24 mennesker vågede ved jarl Magnus’ grav, og de blev alle helbredt for deres mén.
 Mange mennesker nævnte dette for biskop Vilhelm og opfordrede ham til at forelægge dette for Pål Håkonson<ref>Orkneyjarl 1122-37</ref>, som da havde magten på Øerne efter sin far, for at få hans tilladelse til, at jarl Magnus’ hellige levninger blev taget op af jorden, men biskoppen var modvillig. I drømme blev han ofte mindet om at lade sig overbevise om jarlens hellighed, men han ville dog ikke tro på det. Siden endte det med, at han ved gudelige prøvelser blev tvunget til at prise jarl Magnus’ mirakler og hellighed.

@@ Linje 24: / Linje 24: @@
 ----
-<center>''Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðbrandur Vigfússon: ''Icelandic Sagas, Vol. I<ref>Værkets fulde titel er ''Icelandic sagas and other historical documents relating to the settlements and descents of the Northmen on the British isles. Vol. I.''</ref>, ''London, 1887''</center>
+<center>''Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðbrandur Vigfússon: ''Icelandic Sagas, Vol. I<ref>Værkets fulde titel er ''Icelandic sagas and other historical documents relating to the settlements and descents of the Northmen on the British Isles. Vol. I.''</ref>, ''London, 1887''</center>
 ----

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 20. apr. 2024 kl. 05:32
Linje 1:		Linje 1:
−	~~[[Fil~~:~~Orknøyingasoga kart.jpg~~\|~~thumb~~\|~~right\|500px\|<center>~~'''~~Orkney~~'''</center>]]	+	{\| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
		+	\|- style="background-color:#e9e9e9"
		+	!align="center" valign="top" width="40%" \| '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" \| Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"\| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Færøysk
		+	\|-
		+	! Denne teksten finnes på følgende språk ►!! [[Fil:Original.gif\|32px\|link=Magnús saga hinn skamma]] !! !! !! [[Fil:Dansk.gif\|32px\|link=Den korte saga om Sankt Magnus]] !! !!
		+	\|-
		+	\|}

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 20. apr. 2024 kl. 05:30
Linje 1:		Linje 1:
−	{\| ~~class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"~~	+	[[Fil:Orknøyingasoga kart.jpg\|thumb\|right\|500px\|<center>'''Orkney'''</center>]]
−	\|~~- style="background-color:#e9e9e9"~~
−	~~!align="~~center~~" valign="top" width="40%" \|~~ '''~~Velg språk~~''' !!align="center" valign="top" width="10%" \| Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"\| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"\| Svensk !!align="center~~" valign="top" width="10%"\| Færøysk~~
−	\|-
−	~~! Denne teksten finnes på følgende språk ►!! [[Fil:Original.gif\|32px\|link=Magnús saga hinn skamma]] !! !! !! [[Fil:Dansk.gif\|32px\|link=Den korte saga om Sankt Magnus~~]] ~~!! !!~~
−	\|-
−	\|}

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 20. apr. 2024 kl. 05:28
Linje 13:		Linje 13:
	<big><big>'''Den korte saga om Sankt Magnus'''</big></big> <ref>Sagaen om Orkneyjarlen Magnus Erlendson findes overleveret i håndskriftet [https://handrit.is/manuscript/view/da/AM02-0235/15#page/6v/mode/2up AM 235 fol.] fra ca. 1400. Teksten er langt hen ad vejen et uddrag af [[Orkneyinga saga]].</ref>		<big><big>'''Den korte saga om Sankt Magnus'''</big></big> <ref>Sagaen om Orkneyjarlen Magnus Erlendson findes overleveret i håndskriftet [https://handrit.is/manuscript/view/da/AM02-0235/15#page/6v/mode/2up AM 235 fol.] fra ca. 1400. Teksten er langt hen ad vejen et uddrag af [[Orkneyinga saga]].</ref>

−	''Magnús saga ~~hin~~ skamma''	+	''Magnús saga hinn skamma''

@@ Linje 3: / Linje 3: @@
 !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
 |-
-!  Denne teksten finnes på følgende språk ►!! [[Fil:Original.gif|32px|link=Magnús saga hin skamma]] !!  !!  !!  [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Den korte saga om Sankt Magnus]] !!  !!
+!  Denne teksten finnes på følgende språk ►!! [[Fil:Original.gif|32px|link=Magnús saga hinn skamma]] !!  !!  !!  [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Den korte saga om Sankt Magnus]] !!  !!
 |-
 |}