Det islandske Lovbjerg - Revisjonshistorikk

Carsten på 26. feb. 2019 kl. 20:46

2019-02-26T20:46:10Z

Jesper på 26. feb. 2019 kl. 17:34

2019-02-26T17:34:28Z

Knut på 26. feb. 2019 kl. 09:05

2019-02-26T09:05:39Z

Knut på 26. feb. 2019 kl. 08:46

2019-02-26T08:46:01Z

Vis endringer

Knut: Ny side: {| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse" |- style="background-color:#e9e9e9" !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg sp…

2019-02-23T09:13:52Z

Ny side: {| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse" |- style="background-color:#e9e9e9" !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg sp…

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Det islandske Lovbjerg]] !! !!
|-
|}

[[Fil:KristianKaalund.jpg|thumb|220px|<center>Kristian Kaalund
(1844-1919)</center>]]

<center><big>'''Det islandske Lovbjerg'''</big>

 Af '''Kristian Kaalund'''

 ''Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie'' Det kongelige nordiske Oldskrift-selskab Kjøbenhavn 1899</center>

TEKST UNDER ARBEID

----

==Fodnoter==

<references/>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Kristian Kaalund]]

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 26. feb. 2019 kl. 20:46
Linje 24:		Linje 24:


−	Da nærværende forf. i I. bind af ~~»Bidrag~~ til en historisk-topografisk beskrivelse af ~~Island«~~<ref>I det følgende citeret som IB.</ref> (1877), s. 90—149, særlig s. 131 ff., for første gang søgte at godtgøre, at det islandske altings midtpunkt, lovbjerget (''lǫgberg''), ikke som tidligere antaget havde ligget øst for den tingstedet gennemstrømmende Øxará, men måtte søges vest for åen, fremsattes herved en anskuelse, som var vel skikket til at vække uro blandt de for deres berømte fortid nidkære Islændere. Ingen oldtidslokalitet var nemlig af nutidstraditionen udpeget med en sådan bestemthed som denne, og med den genvågnende nationalfølelse var den af kløfter indesluttede lavatange, til hvilken benævnelsen »lovbjerg« knyttedes, bleven genstand for en art kultus, som i og for sig vilde være naturlig overfor et sted, som på sin vis kunde sammenlignes med større og berømtere samfunds Capitolium eller Akropolis. Antagelsen havde da også vanskeligt ved at finde almindelig tilslutning på Island trods de til dens bestyrkelse fremførte beviser, og uagtet G. Vigfusson, ved hvis påvirkning jeg havde optaget dette spørgsmål til nærmere undersøgelse, i et anhang til sin 1878 udgivne Sturlunga saga fremsatte en med min stemmende opfattelse, ligesom K. Maurer i en udførlig anmældelse af IB, 1. (Germania XXIV, 1879) ubetinget havde udtalt sig imod ægtheden af den gængse tradition angående altingslokaliteter, hvorhos dr. B. Olsen senere<ref>I afsnittet »Um Iögberg« af »Sundurlausar hugleiðingar« etc, udg. i » Germanistische abhandl.«, Halle 1893 (Festskrift til K. Maurer).</ref> har leveret et vægtigt bidrag til bestyrkelse af den af mig fremsatte opfattelse. Som et indlæg mod den nye teori kan måske næppe opfattes den næste år efter IB, I. (1878) påfulgte udgivelse af maleren Sig. Guðmundssons efterladte, ganske ukritiske beskrivelse af altingsstedet (»Alþingisstaður hinn forni«), der blindt følger traditionen, som denne på grundlag af en c. 1700 forfattet altingsbeskrivelse har udviklet sig. Derimod udtalte den islandske antikvar Sig. Vigfusson (en broder til G. V.) sig bestemt mod de nye meninger (»Årbok hins isl. fornleifa-fjelags« 1880—81), efter at han paa den islandske oldsagsforenings vegne 1880 havde undersøgt altingsstedet. Støttet til disse undersøgelser har højesteretsassessor V. Finsen i sit til Grågås III. (Skålholtsbok 1883) knyttede Ordregister en henvisning til Sig. Vigfussons afhandling, som om denne var afgørende for stedets beliggenhed; til dels endnu bestemtere udtaler han sig i et ved hans død (1892) som ufuldendt efterladt, vigtigt arbejde, »Udkast til en islandsk Retshistorie«, som nu, afskrevet og ordnet, er indlemmet i den Arnamagnæanske samling<ref>I, 269. Ordene lyde: Traditionen har »paavist en med Kløfter omgivet Lavaholm nordfor Gaarden Þingvöllr, hvor Lovbjerget skal have været; i den nyere Tid er den Anskuelse kommet frem, at Lovbjerget ikke har været der, men paa den ene Bredde af Almannagjá; at dette Sidste ikke er rigtigt, maa anses godtgiort af S. Vigfusson i Arb. fornleifafél« .</ref>. Ligeledes kan det bemærkes, at den 1894 besørgede nye udgave af C. Rosenbergs »Træk af Livet paa Island i Fristatstiden« går ud fra den tidligere opfattelse af altingsforholdene, upåvirket af det i mellemtiden fremkomne<ref>Ifølge mundtlig meddelelse af udgiveren , docent V. Guðmundsson, fastholder han dog ikke personlig den ældre opfattelse, men er nu overbevist om lovbjergets beliggenhed vest for Øxará.</ref>. Da det kan antages, at V. Finsens efterladte skrift vil have blivende betydning for studiet af Islands fortid og således den deri udtalte dom med hensyn til lovbjerget have mere end almindelig vægt, vil der formentlig være grund til påny at optage lovbjerg-spørgsmålet til behandling, med redegørelse for hvad der i denne sag foreligger, — uagtet jeg hidtil ikke har kunnet tilkende S. Vigfussons nævnte undersøgelse nogen betydning for spørgsmålets afgørelse, hvad der har bevirket, at jeg i Tillæggene til IB, II. (1882) har indskrænket mig til en kort henvisning til denne.	+	Da nærværende forf. i I. bind af »[[Bidrag til en historisk-topografisk beskrivelse af Island]]«<ref>I det følgende citeret som IB.</ref> (1877), s. 90—149, særlig s. 131 ff., for første gang søgte at godtgøre, at det islandske altings midtpunkt, lovbjerget (''lǫgberg''), ikke som tidligere antaget havde ligget øst for den tingstedet gennemstrømmende Øxará, men måtte søges vest for åen, fremsattes herved en anskuelse, som var vel skikket til at vække uro blandt de for deres berømte fortid nidkære Islændere. Ingen oldtidslokalitet var nemlig af nutidstraditionen udpeget med en sådan bestemthed som denne, og med den genvågnende nationalfølelse var den af kløfter indesluttede lavatange, til hvilken benævnelsen »lovbjerg« knyttedes, bleven genstand for en art kultus, som i og for sig vilde være naturlig overfor et sted, som på sin vis kunde sammenlignes med større og berømtere samfunds Capitolium eller Akropolis. Antagelsen havde da også vanskeligt ved at finde almindelig tilslutning på Island trods de til dens bestyrkelse fremførte beviser, og uagtet G. Vigfusson, ved hvis påvirkning jeg havde optaget dette spørgsmål til nærmere undersøgelse, i et anhang til sin 1878 udgivne Sturlunga saga fremsatte en med min stemmende opfattelse, ligesom K. Maurer i en udførlig anmældelse af IB, 1. (Germania XXIV, 1879) ubetinget havde udtalt sig imod ægtheden af den gængse tradition angående altingslokaliteter, hvorhos dr. B. Olsen senere<ref>I afsnittet »Um Iögberg« af »Sundurlausar hugleiðingar« etc, udg. i » Germanistische abhandl.«, Halle 1893 (Festskrift til K. Maurer).</ref> har leveret et vægtigt bidrag til bestyrkelse af den af mig fremsatte opfattelse. Som et indlæg mod den nye teori kan måske næppe opfattes den næste år efter IB, I. (1878) påfulgte udgivelse af maleren Sig. Guðmundssons efterladte, ganske ukritiske beskrivelse af altingsstedet (»Alþingisstaður hinn forni«), der blindt følger traditionen, som denne på grundlag af en c. 1700 forfattet altingsbeskrivelse har udviklet sig. Derimod udtalte den islandske antikvar Sig. Vigfusson (en broder til G. V.) sig bestemt mod de nye meninger (»Årbok hins isl. fornleifa-fjelags« 1880—81), efter at han paa den islandske oldsagsforenings vegne 1880 havde undersøgt altingsstedet. Støttet til disse undersøgelser har højesteretsassessor V. Finsen i sit til Grågås III. (Skålholtsbok 1883) knyttede Ordregister en henvisning til Sig. Vigfussons afhandling, som om denne var afgørende for stedets beliggenhed; til dels endnu bestemtere udtaler han sig i et ved hans død (1892) som ufuldendt efterladt, vigtigt arbejde, »Udkast til en islandsk Retshistorie«, som nu, afskrevet og ordnet, er indlemmet i den Arnamagnæanske samling<ref>I, 269. Ordene lyde: Traditionen har »paavist en med Kløfter omgivet Lavaholm nordfor Gaarden Þingvöllr, hvor Lovbjerget skal have været; i den nyere Tid er den Anskuelse kommet frem, at Lovbjerget ikke har været der, men paa den ene Bredde af Almannagjá; at dette Sidste ikke er rigtigt, maa anses godtgiort af S. Vigfusson i Arb. fornleifafél« .</ref>. Ligeledes kan det bemærkes, at den 1894 besørgede nye udgave af C. Rosenbergs »Træk af Livet paa Island i Fristatstiden« går ud fra den tidligere opfattelse af altingsforholdene, upåvirket af det i mellemtiden fremkomne<ref>Ifølge mundtlig meddelelse af udgiveren , docent V. Guðmundsson, fastholder han dog ikke personlig den ældre opfattelse, men er nu overbevist om lovbjergets beliggenhed vest for Øxará.</ref>. Da det kan antages, at V. Finsens efterladte skrift vil have blivende betydning for studiet af Islands fortid og således den deri udtalte dom med hensyn til lovbjerget have mere end almindelig vægt, vil der formentlig være grund til påny at optage lovbjerg-spørgsmålet til behandling, med redegørelse for hvad der i denne sag foreligger, — uagtet jeg hidtil ikke har kunnet tilkende S. Vigfussons nævnte undersøgelse nogen betydning for spørgsmålets afgørelse, hvad der har bevirket, at jeg i Tillæggene til IB, II. (1882) har indskrænket mig til en kort henvisning til denne.

	[[Fil:Kort over Alltingstedet Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1899.png\|thumb\|300px\|Kort over Altingstedet på Tingvold 1861, optaget af Bjørn Gunnlaugssøn. Er med den Arnamagnæanske Kommissions tilladelse gengivet efter det af forf. »Bidrag til en hist.-topogr. beskrivelse af Island« udførte kort.]] Som det af omstående kort vil ses, udgøres det islandske altingssted (Þingvellir ell. -vollr, Tingvold ɔ: tingsletten, dan. »Tingvalla«) af en lille, på vulkansk grund beliggende slette, som mod vest begrænses af en stor, af stejle vægge indesluttet kløft, Almannagjá, hvis vestervæg er dobbelt så høj som den østre, der skråner ned mod tingsletten. Ned over Almannagjás lodrette væg styrter sig den vest fra kommende Øxará, gennemløber på en strækning kløften og bryder sig derefter vej gennem østervæggen ud til tingstedet, hvor den forgrener sig om flere holme (dele af én oprindelig ø) og sluttelig i et sydligt løb forbi den på dens østlige bred stående præstegård Þingvellir falder ud i den store sø Þingvallavatn. På tingstedet, som har været i bestandig brug til forrige århundredes slutning, hvorved de oprindelige forhold selvfølgelig i flere henseender fordunkles, fandtes i oldtiden de tingbesøgendes boder, pladser for domstolene og den lovgivende forsamling, lovretten (lǫgrétta), samt endelig et »lovbjerg« , hvorfra alle offentlige forkyndelser foregik, og hvor lovsigemanden omgiven af landets høvdinger fra den for ham bestemte plads foredrog den gældende ret. Tingstedet, hvis grænser ikke bestemt kendes, må antages at have omfattet bægge bredder af Øxará nærmest holmen samt de nord for liggende »volde« (vellir o: sletter), indtil hvor disse indsnævres af nogle klippeknuder (Kastalar); derimod har vistnok de længere imod nord liggende øvre volde været udenfor tinggrænsen. Af de tilbageværende bodtomter kan næppe mere end en enkelt (Snorrabúð) med nogen sandsynlighed føres tilbage til fristatstiden, om end den omtrentlige beliggenhed for adskillige kan beregnes. Domstolene har næppe haft nogen én gang for alle bestemt plads, men kan ifølge sagaernes angivelser antages at have haft sæde på voldene; var de udsatte for overlast, kunde de flyttes til et hvilketsomhelst belejligere sted. Om lovretten kan det med sikkerhed siges, at den i fristatstiden havde sin plads på voldene og har her vistnok haft faste sæder for medlemmerne — muligvis 3 kresformige bænke af græstørv og sten — , hvoraf dog nu intet spor ses; senere flyttedes den flere gange.		[[Fil:Kort over Alltingstedet Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1899.png\|thumb\|300px\|Kort over Altingstedet på Tingvold 1861, optaget af Bjørn Gunnlaugssøn. Er med den Arnamagnæanske Kommissions tilladelse gengivet efter det af forf. »Bidrag til en hist.-topogr. beskrivelse af Island« udførte kort.]] Som det af omstående kort vil ses, udgøres det islandske altingssted (Þingvellir ell. -vollr, Tingvold ɔ: tingsletten, dan. »Tingvalla«) af en lille, på vulkansk grund beliggende slette, som mod vest begrænses af en stor, af stejle vægge indesluttet kløft, Almannagjá, hvis vestervæg er dobbelt så høj som den østre, der skråner ned mod tingsletten. Ned over Almannagjás lodrette væg styrter sig den vest fra kommende Øxará, gennemløber på en strækning kløften og bryder sig derefter vej gennem østervæggen ud til tingstedet, hvor den forgrener sig om flere holme (dele af én oprindelig ø) og sluttelig i et sydligt løb forbi den på dens østlige bred stående præstegård Þingvellir falder ud i den store sø Þingvallavatn. På tingstedet, som har været i bestandig brug til forrige århundredes slutning, hvorved de oprindelige forhold selvfølgelig i flere henseender fordunkles, fandtes i oldtiden de tingbesøgendes boder, pladser for domstolene og den lovgivende forsamling, lovretten (lǫgrétta), samt endelig et »lovbjerg« , hvorfra alle offentlige forkyndelser foregik, og hvor lovsigemanden omgiven af landets høvdinger fra den for ham bestemte plads foredrog den gældende ret. Tingstedet, hvis grænser ikke bestemt kendes, må antages at have omfattet bægge bredder af Øxará nærmest holmen samt de nord for liggende »volde« (vellir o: sletter), indtil hvor disse indsnævres af nogle klippeknuder (Kastalar); derimod har vistnok de længere imod nord liggende øvre volde været udenfor tinggrænsen. Af de tilbageværende bodtomter kan næppe mere end en enkelt (Snorrabúð) med nogen sandsynlighed føres tilbage til fristatstiden, om end den omtrentlige beliggenhed for adskillige kan beregnes. Domstolene har næppe haft nogen én gang for alle bestemt plads, men kan ifølge sagaernes angivelser antages at have haft sæde på voldene; var de udsatte for overlast, kunde de flyttes til et hvilketsomhelst belejligere sted. Om lovretten kan det med sikkerhed siges, at den i fristatstiden havde sin plads på voldene og har her vistnok haft faste sæder for medlemmerne — muligvis 3 kresformige bænke af græstørv og sten — , hvoraf dog nu intet spor ses; senere flyttedes den flere gange.

@@ Linje 24: / Linje 24: @@
-Da nærværende forf. i I. bind af »Bidrag til en historisk-topografisk beskrivelse af Island<ref>I det følgende citeret som IB.</ref> (1877), s. 90—149, særlig s. 131 ff., for første gang søgte at godtgøre, at det islandske altings midtpunkt, lovbjerget (''l&#491;gberg''), ikke som tidligere antaget havde ligget øst for den tingstedet gennemstrømmende Øxará, men måtte søges vest for åen, fremsattes herved en anskuelse, som var vel skikket til at vække uro blandt de for deres berømte fortid nidkære Islændere. Ingen oldtidslokalitet var nemlig af nutidstraditionen udpeget med en sådan bestemthed som denne, og med den genvågnende nationalfølelse var den af kløfter indesluttede lavatange, til hvilken benævnelsen »lovbjerg« knyttedes, bleven genstand for en art kultus, som i og for sig vilde være naturlig overfor et sted, som på sin vis kunde sammenlignes med større og berømtere samfunds Capitolium eller Akropolis. Antagelsen havde da også vanskeligt ved at finde almindelig tilslutning på Island trods de til dens bestyrkelse fremførte beviser, og uagtet G. Vigfusson, ved hvis påvirkning jeg havde optaget dette spørgsmål til nærmere undersøgelse, i et anhang til sin 1878 udgivne Sturlunga saga fremsatte en med min stemmende opfattelse, ligesom K. Maurer i en udførlig anmældelse af IB, 1. (Germania XXIV, 1879) ubetinget havde udtalt sig imod ægtheden af den gængse tradition angående altingslokaliteter, hvorhos dr. B. Olsen senere<ref>I afsnittet »Um Iögberg« af »Sundurlausar hugleiðingar« etc, udg. i » Germanistische abhandl.«, Halle 1893 (Festskrift til K. Maurer).</ref> har leveret et vægtigt bidrag til bestyrkelse af den af mig fremsatte opfattelse. Som et indlæg mod den nye teori kan måske næppe opfattes den næste år efter IB, I. (1878) påfulgte udgivelse af maleren Sig. Guðmundssons efterladte, ganske ukritiske beskrivelse af altingsstedet (»Alþingisstaður hinn forni«), der blindt følger traditionen, som denne på grundlag af en c. 1700 forfattet altingsbeskrivelse har udviklet sig. Derimod udtalte den islandske antikvar Sig. Vigfusson (en broder til G. V.) sig bestemt mod de nye meninger (»Årbok hins isl. fornleifa-fjelags« 1880—81), efter at han paa den islandske oldsagsforenings vegne 1880 havde undersøgt altingsstedet. Støttet til disse undersøgelser har højesteretsassessor V. Finsen i sit til Grågås III. (Skålholtsbok 1883) knyttede Ordregister en henvisning til Sig. Vigfussons afhandling, som om denne var afgørende for stedets beliggenhed; til dels endnu bestemtere udtaler han sig i et ved hans død (1892) som ufuldendt efterladt, vigtigt arbejde, »Udkast til en islandsk Retshistorie«, som nu, afskrevet og ordnet, er indlemmet i den Arnamagnæanske samling<ref>I, 269. Ordene lyde: Traditionen har »paavist en med Kløfter omgivet Lavaholm nordfor Gaarden Þingvöllr, hvor Lovbjerget skal have været; i den nyere Tid er den Anskuelse kommet frem, at Lovbjerget ikke har været der, men paa den ene Bredde af Almannagjá; at dette Sidste ikke er rigtigt, maa anses godtgiort af S. Vigfusson i Arb. fornleifafél« .</ref>. Ligeledes kan det bemærkes, at den 1894 besørgede nye udgave af C. Rosenbergs »Træk af Livet paa Island i Fristatstiden« går ud fra den tidligere opfattelse af altingsforholdene, upåvirket af det i mellemtiden fremkomne<ref>Ifølge mundtlig meddelelse af udgiveren , docent V. Guðmundsson, fastholder han dog ikke personlig den ældre opfattelse, men er nu overbevist om lovbjergets beliggenhed vest for Øxará.</ref>. Da det kan antages, at V. Finsens efterladte skrift vil have blivende betydning for studiet af Islands fortid og således den deri udtalte dom med hensyn til lovbjerget have mere end almindelig vægt, vil der formentlig være grund til påny at optage lovbjerg-spørgsmålet til behandling, med redegørelse for hvad der i denne sag foreligger, — uagtet jeg hidtil ikke har kunnet tilkende S. Vigfussons nævnte undersøgelse nogen betydning for spørgsmålets afgørelse, hvad der har bevirket, at jeg i Tillæggene til IB, II. (1882) har indskrænket mig til en kort henvisning til denne.
+Da nærværende forf. i I. bind af »Bidrag til en historisk-topografisk beskrivelse af Island«<ref>I det følgende citeret som IB.</ref> (1877), s. 90—149, særlig s. 131 ff., for første gang søgte at godtgøre, at det islandske altings midtpunkt, lovbjerget (''l&#491;gberg''), ikke som tidligere antaget havde ligget øst for den tingstedet gennemstrømmende Øxará, men måtte søges vest for åen, fremsattes herved en anskuelse, som var vel skikket til at vække uro blandt de for deres berømte fortid nidkære Islændere. Ingen oldtidslokalitet var nemlig af nutidstraditionen udpeget med en sådan bestemthed som denne, og med den genvågnende nationalfølelse var den af kløfter indesluttede lavatange, til hvilken benævnelsen »lovbjerg« knyttedes, bleven genstand for en art kultus, som i og for sig vilde være naturlig overfor et sted, som på sin vis kunde sammenlignes med større og berømtere samfunds Capitolium eller Akropolis. Antagelsen havde da også vanskeligt ved at finde almindelig tilslutning på Island trods de til dens bestyrkelse fremførte beviser, og uagtet G. Vigfusson, ved hvis påvirkning jeg havde optaget dette spørgsmål til nærmere undersøgelse, i et anhang til sin 1878 udgivne Sturlunga saga fremsatte en med min stemmende opfattelse, ligesom K. Maurer i en udførlig anmældelse af IB, 1. (Germania XXIV, 1879) ubetinget havde udtalt sig imod ægtheden af den gængse tradition angående altingslokaliteter, hvorhos dr. B. Olsen senere<ref>I afsnittet »Um Iögberg« af »Sundurlausar hugleiðingar« etc, udg. i » Germanistische abhandl.«, Halle 1893 (Festskrift til K. Maurer).</ref> har leveret et vægtigt bidrag til bestyrkelse af den af mig fremsatte opfattelse. Som et indlæg mod den nye teori kan måske næppe opfattes den næste år efter IB, I. (1878) påfulgte udgivelse af maleren Sig. Guðmundssons efterladte, ganske ukritiske beskrivelse af altingsstedet (»Alþingisstaður hinn forni«), der blindt følger traditionen, som denne på grundlag af en c. 1700 forfattet altingsbeskrivelse har udviklet sig. Derimod udtalte den islandske antikvar Sig. Vigfusson (en broder til G. V.) sig bestemt mod de nye meninger (»Årbok hins isl. fornleifa-fjelags« 1880—81), efter at han paa den islandske oldsagsforenings vegne 1880 havde undersøgt altingsstedet. Støttet til disse undersøgelser har højesteretsassessor V. Finsen i sit til Grågås III. (Skålholtsbok 1883) knyttede Ordregister en henvisning til Sig. Vigfussons afhandling, som om denne var afgørende for stedets beliggenhed; til dels endnu bestemtere udtaler han sig i et ved hans død (1892) som ufuldendt efterladt, vigtigt arbejde, »Udkast til en islandsk Retshistorie«, som nu, afskrevet og ordnet, er indlemmet i den Arnamagnæanske samling<ref>I, 269. Ordene lyde: Traditionen har »paavist en med Kløfter omgivet Lavaholm nordfor Gaarden Þingvöllr, hvor Lovbjerget skal have været; i den nyere Tid er den Anskuelse kommet frem, at Lovbjerget ikke har været der, men paa den ene Bredde af Almannagjá; at dette Sidste ikke er rigtigt, maa anses godtgiort af S. Vigfusson i Arb. fornleifafél« .</ref>. Ligeledes kan det bemærkes, at den 1894 besørgede nye udgave af C. Rosenbergs »Træk af Livet paa Island i Fristatstiden« går ud fra den tidligere opfattelse af altingsforholdene, upåvirket af det i mellemtiden fremkomne<ref>Ifølge mundtlig meddelelse af udgiveren , docent V. Guðmundsson, fastholder han dog ikke personlig den ældre opfattelse, men er nu overbevist om lovbjergets beliggenhed vest for Øxará.</ref>. Da det kan antages, at V. Finsens efterladte skrift vil have blivende betydning for studiet af Islands fortid og således den deri udtalte dom med hensyn til lovbjerget have mere end almindelig vægt, vil der formentlig være grund til påny at optage lovbjerg-spørgsmålet til behandling, med redegørelse for hvad der i denne sag foreligger, — uagtet jeg hidtil ikke har kunnet tilkende S. Vigfussons nævnte undersøgelse nogen betydning for spørgsmålets afgørelse, hvad der har bevirket, at jeg i Tillæggene til IB, II. (1882) har indskrænket mig til en kort henvisning til denne.
-[[Fil:Kort over Alltingstedet Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1899.png|thumb|300px|Kort over Altingstedet på Tingvold 1861, optaget af Bjørn Gunnlaugssøn. Er med den Arnamagnæanske Kommissions tilladelse gengivet efter det af forf. »Bidrag til en hist.-topogr. beskrivelse af Island« udførte kort.]] Som det af omstående kort vil ses, udgøres det islandske altingssted (Þingvellir ell. -vollr, Tingvold o: tingsletten, dan. »Tingvalla«) af en lille, på vulkansk grund beliggende slette, som mod vest begrænses af en stor, af stejle vægge indesluttet kløft,  Almannagjá, hvis vestervæg er dobbelt så høj som den østre, der skråner ned mod tingsletten. Ned over Almannagjás lodrette væg styrter sig den vest fra kommende Øxará, gennemløber på en strækning kløften og bryder sig derefter vej gennem østervæggen ud til tingstedet, hvor den forgrener sig om flere holme (dele af én oprindelig ø) og sluttelig i et sydligt løb forbi den på dens østlige bred stående præstegård Þingvellir falder ud i den store sø Þingvallavatn. På tingstedet, som har været i bestandig brug til forrige århundredes slutning, hvorved de oprindelige forhold selvfølgelig i flere henseender fordunkles, fandtes i oldtiden de tingbesøgendes boder, pladser for domstolene og den lovgivende forsamling, lovretten (l&#491;grétta), samt endelig et »lovbjerg« , hvorfra alle offentlige forkyndelser foregik, og hvor lovsigemanden omgiven af landets høvdinger fra den for ham bestemte plads foredrog den gældende ret. Tingstedet, hvis grænser ikke bestemt kendes, må antages at have omfattet bægge bredder af Øxará nærmest holmen samt de nord for liggende »volde« (vellir o: sletter), indtil hvor disse indsnævres af nogle klippeknuder (Kastalar); derimod har vistnok de længere imod nord liggende øvre volde været udenfor tinggrænsen. Af de tilbageværende bodtomter kan næppe mere end en enkelt (Snorrabúð) med nogen sandsynlighed føres tilbage til fristatstiden, om end den omtrentlige beliggenhed for adskillige kan beregnes. Domstolene har næppe haft nogen én gang for alle bestemt plads, men kan ifølge sagaernes angivelser antages at have haft sæde på voldene; var de udsatte for overlast, kunde de flyttes til et hvilketsomhelst belejligere sted. Om lovretten kan det med sikkerhed siges, at den i fristatstiden havde sin plads på voldene og har her vistnok haft faste sæder for medlemmerne — muligvis 3 kresformige bænke af græstørv og sten — , hvoraf dog nu intet spor ses; senere flyttedes den flere gange.
+[[Fil:Kort over Alltingstedet Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1899.png|thumb|300px|Kort over Altingstedet på Tingvold 1861, optaget af Bjørn Gunnlaugssøn. Er med den Arnamagnæanske Kommissions tilladelse gengivet efter det af forf. »Bidrag til en hist.-topogr. beskrivelse af Island« udførte kort.]] Som det af omstående kort vil ses, udgøres det islandske altingssted (Þingvellir ell. -vollr, Tingvold &#596;: tingsletten, dan. »Tingvalla«) af en lille, på vulkansk grund beliggende slette, som mod vest begrænses af en stor, af stejle vægge indesluttet kløft,  Almannagjá, hvis vestervæg er dobbelt så høj som den østre, der skråner ned mod tingsletten. Ned over Almannagjás lodrette væg styrter sig den vest fra kommende Øxará, gennemløber på en strækning kløften og bryder sig derefter vej gennem østervæggen ud til tingstedet, hvor den forgrener sig om flere holme (dele af én oprindelig ø) og sluttelig i et sydligt løb forbi den på dens østlige bred stående præstegård Þingvellir falder ud i den store sø Þingvallavatn. På tingstedet, som har været i bestandig brug til forrige århundredes slutning, hvorved de oprindelige forhold selvfølgelig i flere henseender fordunkles, fandtes i oldtiden de tingbesøgendes boder, pladser for domstolene og den lovgivende forsamling, lovretten (l&#491;grétta), samt endelig et »lovbjerg« , hvorfra alle offentlige forkyndelser foregik, og hvor lovsigemanden omgiven af landets høvdinger fra den for ham bestemte plads foredrog den gældende ret. Tingstedet, hvis grænser ikke bestemt kendes, må antages at have omfattet bægge bredder af Øxará nærmest holmen samt de nord for liggende »volde« (vellir o: sletter), indtil hvor disse indsnævres af nogle klippeknuder (Kastalar); derimod har vistnok de længere imod nord liggende øvre volde været udenfor tinggrænsen. Af de tilbageværende bodtomter kan næppe mere end en enkelt (Snorrabúð) med nogen sandsynlighed føres tilbage til fristatstiden, om end den omtrentlige beliggenhed for adskillige kan beregnes. Domstolene har næppe haft nogen én gang for alle bestemt plads, men kan ifølge sagaernes angivelser antages at have haft sæde på voldene; var de udsatte for overlast, kunde de flyttes til et hvilketsomhelst belejligere sted. Om lovretten kan det med sikkerhed siges, at den i fristatstiden havde sin plads på voldene og har her vistnok haft faste sæder for medlemmerne — muligvis 3 kresformige bænke af græstørv og sten — , hvoraf dog nu intet spor ses; senere flyttedes den flere gange.
 Lovbjerget omtales mangfoldige gange i kilderne, men intetsteds angives dets beliggenhed. Først i en år 1700 af lagmanden Sig. Bjørnsson nedskreven bodfortegnelse »efter ældre folks udsagn«<ref>»Alþingis katastasis eptir sögu fyrri manna«. Se IB, IL 404—5 (hvorved IB, I., 109 berigtiges); sml. Arbok 1887.</ref>henvises der til nutidstraditionens lovbjerg (se kortets nr. I), idet der til nærmere bestemmelse af en bod øst for åen siges, at den ligger »kort fra det gamle lovbjerg, som var mellem kløfterne og med en snæver adgang« ; til denne hypotese sigter åbenbart den omtrent samtidige oldforsker, Jon Olafsson fra Grunnavik<ref>Sml. IB, L, 139—40</ref>, når han imødegår dem, »som af Njåla mener at kunne slutte, at 'lovretten' (af ham sammenblandet med lovbjerget) har været øst for åen«, og af henvisningens ordlyd fremgår allerede, hvor ringe troværdighed der kan tilkomme en antagelse, som hviler på så løst et grundlag. Den her antydede beliggenhed af lovbjerget — øst for tingsletten, i udkanten af den derværende lavastrøm — kan i virkeligheden heller ikke støttes ved nogen gammel kilde, medens adskillige vidnesbyrd taler bestemt derimod og utvivlsomt viser, at lovbjerget må have ligget vest for Øxará.
@@ Linje 61: / Linje 61: @@
 I en vis forbindelse med lovbjerget står den måde, på hvilken man i de to altingsuger skønnede dagstiden, for så vidt som lovbjerget i visse tilfælde var det sted, hvorfra iagttagelserne skulde gøres. Da dette spørgsmål gentagne gange har været behandlet og forskellig besvaret, og heller ikke i IB (I, 111—13, sml. II, 406) har fundet sin endelige løsning, vil det være hensigtsmæssigt her at forsøge en redegørelse.
-[[Fil:Almannagjá1.jpg|thumb|300px|Almannagjá, Þingvellir.  Copyright: © Carsten Lyngdrup Madsen, 2014.]]Ved dagstidernes beregning var det selvfølgelig solens stilling, der var det afgørende. Morgen og aften betegnedes sædvanligvis ved det tidspunkt, når solen »kommer på« og »går af" tingsletten (en enkelt gang, Gråg. I a, s. 66, bruges udtrykket »er nede«), det vil vel sige: når solen (i klart vejr) beskinner og ophører at beskinne tingstedet — hvad der i altingstiden indtræffer c. 2,45 f. m. og 8,30 e. m.<ref>Solen står i begyndelsen af juli (tiden for altingets afholdelse) i det sydlige Island op c. 1,45 og går ned c. 10,15, men i virkeligheden er det lyst hele natten. På grund af omliggende fjælde når dog solens stråler først at beskinne tingsletten c. 2,45 f. m. , og efter c. 8,30 e. m, er solen ikke længer at se. Det er vel rimeligst, at det er til selve det ved himmellegemets stråler frembragte solskin der ved de anførte udtryk sigtes, og at også angivelsen »áðr sól sé undir« (1, 66) betegner aftentiden c. 8,30.</ref>. Men desuden angaves i Grågås som tidspunkt for visse handlinger »når sol er på den vestre kløftklippe (gjáhamarr)« eller »kommer (er kommen) på den højere (vestre) kløftkant (gjábakki)", — hvortil føjes »fra lovsigemandens plads på lovbjerget at se». Om lovbjergets beliggenhed kan denne tilføjelse ikke give noget fingerpeg, da forholdene må stille sig omtrent ens fra kortets I og II. Derimod har den rette forståelse af disse steder nogen betydning for opfattelsen af fristatens retsvæsen. Spørgsmålet er, om også her sigtes til solens skin (på visse partier af altingsstedet), eller om visse punkter af altingsstedet er bleven brugte som 'dagsmærker', således at solens stilling over disse angiver bestemte dagstider ('klokkeslet'). At de forskellige spidser på Almannagjás vestervæg kan bruges som dagsmærker, må anses for givet. Den tvivl, som nærværende forf. i denne henseende i sin tid nærede og som bestyrkedes ved en til Tingvoldpræsten rettet, misforstået forespørgsel<ref>Besvaret, som om den angik solopgangen; denne finder i højsomren sted i nordøst over Armannsfell.</ref> , har jeg i tillæggene til IB berigtiget; fjældvæggen danner på en lang strækning altingsstedets vestlige horizont, over hvilken solen ses at bevæge sig fra c. kl. 2 e. m. til dens nedgang under denne (c. 8,30 når dagen er længst)<ref>To dagsmærker på vestskrænten har bevaret deres navne, nemlig Nónþufa og Miðaptansdrangar (ang. dette sidste se kortet); over disse skulde solen stå henholdsvis kl. 8 og kl. 6. Ifølge pastor S. Bechs meddelelser om stedforhold på Þingvellir er dog ret nón noget nordligere og ret midaften lidt sydligere. Dr. B. Olsen angiver, at solen set fra II når Almannagjás vestskrænt kl. c. 1,30, Sig. Vigfusson , at den set fra 1 omtrent kl. 3 viser sig over denne (sml. S. V.s prospekt af Almannagjá.</ref>. Men Grågåsens udtryk er i og for sig tvetydige, hvorfor jeg trods berigtigelsen fastholdt, at også »når sol er (kommer) på den vestre kløftskrænt« etc. snarest betegnede solens skin og altså i det væsentlige vilde falde sammen med lovens hyppige betegnelse »når sol kommer på tingvold «. Hertil har højesteretsassessor V. Finsen sluttet sig så vel i registeret til Grågås III som i sit efterladte Udkast til en islandsk Retshistorie. Sig. Vigfusson hævder derimod i sine altingsundersøgelser, at ved de omstridte udtryk betegnes »dagsmærker» , og hertil slutter dr. B. Olsen sig, medens han derimod utvivlsomt med rette tager afstand fra S.Vigfussons påstand, at »gjáhamarr« skulde betegne noget andet end »gjábakki« og være et til en enkelt klippeknude på vestskrænten fæstet stedsnavn. Til fordel for dagsmærke-opfattelsen taler, som dr. B. Olsen fremhæver, den nøje angivelse af det sted, hvorfra solen skulde iagttages (lovsigemandens plads på lovbjerget), som næppe vilde have nogen betydning, hvis talen var om solens skin på vestervæggen. Sandsynligheden for denne forklaring bestyrkes ved, at de dagstider, som herefter vil fremgå for de tinglige handlingers udførelse, passer bedst med hvad sagaerne lærer os i samme sag. Grågåsen påbyder da:
+[[Fil:Almannagjá1.jpg|thumb|300px|Almannagjá, Þingvellir.  Copyright: © Carsten Lyngdrup Madsen, 2014.]]Ved dagstidernes beregning var det selvfølgelig solens stilling, der var det afgørende. Morgen og aften betegnedes sædvanligvis ved det tidspunkt, når solen »kommer på« og »går af« tingsletten (en enkelt gang, Gråg. I a, s. 66, bruges udtrykket »er nede«), det vil vel sige: når solen (i klart vejr) beskinner og ophører at beskinne tingstedet — hvad der i altingstiden indtræffer c. 2,45 f. m. og 8,30 e. m.<ref>Solen står i begyndelsen af juli (tiden for altingets afholdelse) i det sydlige Island op c. 1,45 og går ned c. 10,15, men i virkeligheden er det lyst hele natten. På grund af omliggende fjælde når dog solens stråler først at beskinne tingsletten c. 2,45 f. m. , og efter c. 8,30 e. m, er solen ikke længer at se. Det er vel rimeligst, at det er til selve det ved himmellegemets stråler frembragte solskin der ved de anførte udtryk sigtes, og at også angivelsen »áðr sól sé undir« (1, 66) betegner aftentiden c. 8,30.</ref>. Men desuden angaves i Grågås som tidspunkt for visse handlinger »når sol er på den vestre kløftklippe (gjáhamarr)« eller »kommer (er kommen) på den højere (vestre) kløftkant (gjábakki)«, — hvortil føjes »fra lovsigemandens plads på lovbjerget at se». Om lovbjergets beliggenhed kan denne tilføjelse ikke give noget fingerpeg, da forholdene må stille sig omtrent ens fra kortets I og II. Derimod har den rette forståelse af disse steder nogen betydning for opfattelsen af fristatens retsvæsen. Spørgsmålet er, om også her sigtes til solens skin (på visse partier af altingsstedet), eller om visse punkter af altingsstedet er bleven brugte som 'dagsmærker', således at solens stilling over disse angiver bestemte dagstider ('klokkeslet'). At de forskellige spidser på Almannagjás vestervæg kan bruges som dagsmærker, må anses for givet. Den tvivl, som nærværende forf. i denne henseende i sin tid nærede og som bestyrkedes ved en til Tingvoldpræsten rettet, misforstået forespørgsel<ref>Besvaret, som om den angik solopgangen; denne finder i højsomren sted i nordøst over Armannsfell.</ref> , har jeg i tillæggene til IB berigtiget; fjældvæggen danner på en lang strækning altingsstedets vestlige horizont, over hvilken solen ses at bevæge sig fra c. kl. 2 e. m. til dens nedgang under denne (c. 8,30 når dagen er længst)<ref>To dagsmærker på vestskrænten har bevaret deres navne, nemlig Nónþufa og Miðaptansdrangar (ang. dette sidste se kortet); over disse skulde solen stå henholdsvis kl. 8 og kl. 6. Ifølge pastor S. Bechs meddelelser om stedforhold på Þingvellir er dog ret nón noget nordligere og ret midaften lidt sydligere. Dr. B. Olsen angiver, at solen set fra II når Almannagjás vestskrænt kl. c. 1,30, Sig. Vigfusson , at den set fra 1 omtrent kl. 3 viser sig over denne (sml. S. V.s prospekt af Almannagjá.</ref>. Men Grågåsens udtryk er i og for sig tvetydige, hvorfor jeg trods berigtigelsen fastholdt, at også »når sol er (kommer) på den vestre kløftskrænt« etc. snarest betegnede solens skin og altså i det væsentlige vilde falde sammen med lovens hyppige betegnelse »når sol kommer på tingvold «. Hertil har højesteretsassessor V. Finsen sluttet sig så vel i registeret til Grågås III som i sit efterladte Udkast til en islandsk Retshistorie. Sig. Vigfusson hævder derimod i sine altingsundersøgelser, at ved de omstridte udtryk betegnes »dagsmærker» , og hertil slutter dr. B. Olsen sig, medens han derimod utvivlsomt med rette tager afstand fra S.Vigfussons påstand, at »gjáhamarr« skulde betegne noget andet end »gjábakki« og være et til en enkelt klippeknude på vestskrænten fæstet stedsnavn. Til fordel for dagsmærke-opfattelsen taler, som dr. B. Olsen fremhæver, den nøje angivelse af det sted, hvorfra solen skulde iagttages (lovsigemandens plads på lovbjerget), som næppe vilde have nogen betydning, hvis talen var om solens skin på vestervæggen. Sandsynligheden for denne forklaring bestyrkes ved, at de dagstider, som herefter vil fremgå for de tinglige handlingers udførelse, passer bedst med hvad sagaerne lærer os i samme sag. Grågåsen påbyder da:
 . Senest c. kl. 2 eftermiddag (svá it siðarsta at sól sé á gjáhamri enum vestra)<ref>Hvis ordene »sé á g.« tages ganske bogstavelig, burde måske oversættes 'ikke senere end kl. c. 8,30 aften' — ti så længe er solen over vestskrænten —, men det følgende udtryks parallelisme gør dog dette mindre sandsynligt, om det end vilde passe godt med sagaernes angivelser. Sml. dr. B. Olsen.</ref> skal domstolene drage ud og være ude til c. 2,30 næste morgen (til sol kommer på tingvold), og til samme tidspunkt skal de nye dommere være udnævnte, som trådte i de forkastedes sted.

@@ Linje 26: / Linje 26: @@
 Da nærværende forf. i I. bind af »Bidrag til en historisk-topografisk beskrivelse af Island<ref>I det følgende citeret som IB.</ref> (1877), s. 90—149, særlig s. 131 ff., for første gang søgte at godtgøre, at det islandske altings midtpunkt, lovbjerget (''l&#491;gberg''), ikke som tidligere antaget havde ligget øst for den tingstedet gennemstrømmende Øxará, men måtte søges vest for åen, fremsattes herved en anskuelse, som var vel skikket til at vække uro blandt de for deres berømte fortid nidkære Islændere. Ingen oldtidslokalitet var nemlig af nutidstraditionen udpeget med en sådan bestemthed som denne, og med den genvågnende nationalfølelse var den af kløfter indesluttede lavatange, til hvilken benævnelsen »lovbjerg« knyttedes, bleven genstand for en art kultus, som i og for sig vilde være naturlig overfor et sted, som på sin vis kunde sammenlignes med større og berømtere samfunds Capitolium eller Akropolis. Antagelsen havde da også vanskeligt ved at finde almindelig tilslutning på Island trods de til dens bestyrkelse fremførte beviser, og uagtet G. Vigfusson, ved hvis påvirkning jeg havde optaget dette spørgsmål til nærmere undersøgelse, i et anhang til sin 1878 udgivne Sturlunga saga fremsatte en med min stemmende opfattelse, ligesom K. Maurer i en udførlig anmældelse af IB, 1. (Germania XXIV, 1879) ubetinget havde udtalt sig imod ægtheden af den gængse tradition angående altingslokaliteter, hvorhos dr. B. Olsen senere<ref>I afsnittet »Um Iögberg« af »Sundurlausar hugleiðingar« etc, udg. i » Germanistische abhandl.«, Halle 1893 (Festskrift til K. Maurer).</ref> har leveret et vægtigt bidrag til bestyrkelse af den af mig fremsatte opfattelse. Som et indlæg mod den nye teori kan måske næppe opfattes den næste år efter IB, I. (1878) påfulgte udgivelse af maleren Sig. Guðmundssons efterladte, ganske ukritiske beskrivelse af altingsstedet (»Alþingisstaður hinn forni«), der blindt følger traditionen, som denne på grundlag af en c. 1700 forfattet altingsbeskrivelse har udviklet sig. Derimod udtalte den islandske antikvar Sig. Vigfusson (en broder til G. V.) sig bestemt mod de nye meninger (»Årbok hins isl. fornleifa-fjelags« 1880—81), efter at han paa den islandske oldsagsforenings vegne 1880 havde undersøgt altingsstedet. Støttet til disse undersøgelser har højesteretsassessor V. Finsen i sit til Grågås III. (Skålholtsbok 1883) knyttede Ordregister en henvisning til Sig. Vigfussons afhandling, som om denne var afgørende for stedets beliggenhed; til dels endnu bestemtere udtaler han sig i et ved hans død (1892) som ufuldendt efterladt, vigtigt arbejde, »Udkast til en islandsk Retshistorie«, som nu, afskrevet og ordnet, er indlemmet i den Arnamagnæanske samling<ref>I, 269. Ordene lyde: Traditionen har »paavist en med Kløfter omgivet Lavaholm nordfor Gaarden Þingvöllr, hvor Lovbjerget skal have været; i den nyere Tid er den Anskuelse kommet frem, at Lovbjerget ikke har været der, men paa den ene Bredde af Almannagjá; at dette Sidste ikke er rigtigt, maa anses godtgiort af S. Vigfusson i Arb. fornleifafél« .</ref>. Ligeledes kan det bemærkes, at den 1894 besørgede nye udgave af C. Rosenbergs »Træk af Livet paa Island i Fristatstiden« går ud fra den tidligere opfattelse af altingsforholdene, upåvirket af det i mellemtiden fremkomne<ref>Ifølge mundtlig meddelelse af udgiveren , docent V. Guðmundsson, fastholder han dog ikke personlig den ældre opfattelse, men er nu overbevist om lovbjergets beliggenhed vest for Øxará.</ref>. Da det kan antages, at V. Finsens efterladte skrift vil have blivende betydning for studiet af Islands fortid og således den deri udtalte dom med hensyn til lovbjerget have mere end almindelig vægt, vil der formentlig være grund til påny at optage lovbjerg-spørgsmålet til behandling, med redegørelse for hvad der i denne sag foreligger, — uagtet jeg hidtil ikke har kunnet tilkende S. Vigfussons nævnte undersøgelse nogen betydning for spørgsmålets afgørelse, hvad der har bevirket, at jeg i Tillæggene til IB, II. (1882) har indskrænket mig til en kort henvisning til denne.
-[[Fil:Kort over Alltingstedet Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1899.png|thumb|300px|Kort over Altingstedet på Tingvold 1861, optaget af Bjørn Gunnlaugssøn. Er med den Arnamagnæanske Kommissions tilladelse gengivet efter det af forf. »Bidrag til en hist.-topogr. beskrivelse af Island« udførte kort.]] Som det af omstående kort vil ses, udgøres det islandske altingssted (Þingvellir ell. -vollr, Tingvold o: tingsletten, dan. »Tingvalla«) af en lille, på vulkansk grund beliggende slette, som mod vest begrænses af en stor, af stejle vægge indesluttet kløft,  Almannagjá, hvis vestervæg er dobbelt så høj som den østre, der skråner ned mod tingsletten. Ned over Almannagjás lodrette væg styrter sig den vest fra kommende Øxará, gennemløber på en strækning kløften og bryder sig derefter vej gennem østervæggen ud til tingstedet, hvor den forgrener sig om flere holme (dele af én oprindelig ø) og sluttelig i et sydligt løb forbi den på dens østlige bred stående præstegård Þingvellir falder ud i den store sø Þingvallavatn. På tingstedet, som har været i bestandig brug til forrige århundredes slutning, hvorved de oprindelige forhold selvfølgelig i flere henseender fordunkles, fandtes i oldtiden de tingbesøgendes boder, pladser for domstolene og den lovgivende forsamling » lovretten <l&#491;grétta), samt endelig et »lovbjerg« , hvorfra alle offentlige forkyndelser foregik, og hvor lovsigemanden omgiven af landets høvdinger fra den for ham bestemte plads foredrog den gældende ret. Tingstedet, hvis grænser ikke bestemt kendes, må antages at have omfattet bægge bredder af Øxará nærmest holmen samt de nord for liggende »volde« (vellir o: sletter), indtil hvor disse indsnævres af nogle klippeknuder (Kastalar); derimod har vistnok de længere imod nord liggende øvre volde været udenfor tinggrænsen. Af de tilbageværende bodtomter kan næppe mere end en enkelt (Snorrabúð) med nogen sandsynlighed føres tilbage til fristatstiden, om end den omtrentlige beliggenhed for adskillige kan beregnes. Domstolene har næppe haft nogen én gang for alle bestemt plads, men kan ifølge sagaernes angivelser antages at have haft sæde på voldene; var de udsatte for overlast, kunde de flyttes til et hvilketsomhelst belejligere sted. Om lovretten kan det med sikkerhed siges, at den i fristatstiden havde sin plads på voldene og har her vistnok haft faste sæder for medlemmerne — muligvis 3 kresformige bænke af græstørv og sten — , hvoraf dog nu intet spor ses; senere flyttedes den flere gange.
+[[Fil:Kort over Alltingstedet Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1899.png|thumb|300px|Kort over Altingstedet på Tingvold 1861, optaget af Bjørn Gunnlaugssøn. Er med den Arnamagnæanske Kommissions tilladelse gengivet efter det af forf. »Bidrag til en hist.-topogr. beskrivelse af Island« udførte kort.]] Som det af omstående kort vil ses, udgøres det islandske altingssted (Þingvellir ell. -vollr, Tingvold o: tingsletten, dan. »Tingvalla«) af en lille, på vulkansk grund beliggende slette, som mod vest begrænses af en stor, af stejle vægge indesluttet kløft,  Almannagjá, hvis vestervæg er dobbelt så høj som den østre, der skråner ned mod tingsletten. Ned over Almannagjás lodrette væg styrter sig den vest fra kommende Øxará, gennemløber på en strækning kløften og bryder sig derefter vej gennem østervæggen ud til tingstedet, hvor den forgrener sig om flere holme (dele af én oprindelig ø) og sluttelig i et sydligt løb forbi den på dens østlige bred stående præstegård Þingvellir falder ud i den store sø Þingvallavatn. På tingstedet, som har været i bestandig brug til forrige århundredes slutning, hvorved de oprindelige forhold selvfølgelig i flere henseender fordunkles, fandtes i oldtiden de tingbesøgendes boder, pladser for domstolene og den lovgivende forsamling, lovretten (l&#491;grétta), samt endelig et »lovbjerg« , hvorfra alle offentlige forkyndelser foregik, og hvor lovsigemanden omgiven af landets høvdinger fra den for ham bestemte plads foredrog den gældende ret. Tingstedet, hvis grænser ikke bestemt kendes, må antages at have omfattet bægge bredder af Øxará nærmest holmen samt de nord for liggende »volde« (vellir o: sletter), indtil hvor disse indsnævres af nogle klippeknuder (Kastalar); derimod har vistnok de længere imod nord liggende øvre volde været udenfor tinggrænsen. Af de tilbageværende bodtomter kan næppe mere end en enkelt (Snorrabúð) med nogen sandsynlighed føres tilbage til fristatstiden, om end den omtrentlige beliggenhed for adskillige kan beregnes. Domstolene har næppe haft nogen én gang for alle bestemt plads, men kan ifølge sagaernes angivelser antages at have haft sæde på voldene; var de udsatte for overlast, kunde de flyttes til et hvilketsomhelst belejligere sted. Om lovretten kan det med sikkerhed siges, at den i fristatstiden havde sin plads på voldene og har her vistnok haft faste sæder for medlemmerne — muligvis 3 kresformige bænke af græstørv og sten — , hvoraf dog nu intet spor ses; senere flyttedes den flere gange.
 Lovbjerget omtales mangfoldige gange i kilderne, men intetsteds angives dets beliggenhed. Først i en år 1700 af lagmanden Sig. Bjørnsson nedskreven bodfortegnelse »efter ældre folks udsagn«<ref>»Alþingis katastasis eptir sögu fyrri manna«. Se IB, IL 404—5 (hvorved IB, I., 109 berigtiges); sml. Arbok 1887.</ref>henvises der til nutidstraditionens lovbjerg (se kortets nr. I), idet der til nærmere bestemmelse af en bod øst for åen siges, at den ligger »kort fra det gamle lovbjerg, som var mellem kløfterne og med en snæver adgang« ; til denne hypotese sigter åbenbart den omtrent samtidige oldforsker, Jon Olafsson fra Grunnavik<ref>Sml. IB, L, 139—40</ref>, når han imødegår dem, »som af Njåla mener at kunne slutte, at 'lovretten' (af ham sammenblandet med lovbjerget) har været øst for åen«, og af henvisningens ordlyd fremgår allerede, hvor ringe troværdighed der kan tilkomme en antagelse, som hviler på så løst et grundlag. Den her antydede beliggenhed af lovbjerget — øst for tingsletten, i udkanten af den derværende lavastrøm — kan i virkeligheden heller ikke støttes ved nogen gammel kilde, medens adskillige vidnesbyrd taler bestemt derimod og utvivlsomt viser, at lovbjerget må have ligget vest for Øxará.