Det tyrkiske hoved - Revisjonshistorikk

Jesper på 18. jan. 2021 kl. 20:19

2021-01-18T20:19:47Z

August på 18. jan. 2021 kl. 09:47

2021-01-18T09:47:06Z

Jesper på 11. jan. 2021 kl. 16:45

2021-01-11T16:45:43Z

Jesper på 27. des. 2020 kl. 14:03

2020-12-27T14:03:39Z

Jesper på 24. des. 2020 kl. 08:14

2020-12-24T08:14:51Z

Jesper på 23. des. 2020 kl. 08:31

2020-12-23T08:31:07Z

Jesper på 22. des. 2020 kl. 17:38

2020-12-22T17:38:38Z

Jesper på 22. des. 2020 kl. 15:29

2020-12-22T15:29:30Z

Jesper: Det tyrkiske hoved

2020-12-22T15:19:47Z

Det tyrkiske hoved

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ►!! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Det tyrkiske hoved]] !! !!
|-
|}

<center>'''[[Marialegender]]'''

<big><big>'''Det tyrkiske hoved'''</big></big><ref>Teksten findes sammen med en række andre Marialegender overleveret i det islandske håndskrift [https://handrit.is/da/manuscript/view/AM02-0234 AM 234] fra omkr. år 1340.</ref>

''Af höfði enu tyrkneska''

oversat af [[Bruker:Jesper|Jesper Lauridsen]]

Heimskringla.no

© 2020</center>

----
<center>''Tekstgrundlaget for denne oversættelse er C. R. Unger:'' [[Heilagra Manna Sögur#Andre helgensagaer|Maríu saga]], ''Christiania, 1871''</center>
----

[[Fil:Sarbaz_Nysa.jpg|thumb|200px|right|<center>'''Parthisk kriger'''<br>Skulptur fra ca. 100 f.Kr.</center>]]I det rige, der hedder Partien<ref>Partherriget, som eksisterede fra ca. 250 f.Kr. til 224 e.Kr.). </ref>, som nu kaldes Tyrkland, var der tidligere 18 forskellige riger og mange mægtige konger, og det fortælles endvidere, at folkene dér er meget berømte på grund af deres magt og evner. Og i de tider, hvor denne fortælling tager sin begyndelse, var der en modig og ypperlig ridder, som var hos en konge på grund af sin dygtighed og høviskhed. Og da kongen fandt, at ridderen var en klog mand, sendte han ham ud i mange vanskelige ærinder, og han udførte dem alle godt. Så gjorde kongen ham til høvding over alle sine riddere.

Efter nogen tid bad ridderen om kongens datter, men kongen afslog friermålet og sagde, at han ikke ville give sin datter til en mand, der ikke var af fyrstelig slægt. Da blev ridderen så optændt af lyst til hende, at han blev syg og måtte lægge sig. Men siden blev kongedatteren syg og døde. Da ridderen hørte om hendes død, rejste han sig fra lejet og tog hen, hvor hun var blevet begravet, og åbnede den stenkiste, hvori liget var blevet lagt, og den lyst, han havde haft til hende, da hun var i live, fremmede han nu med hende, mens hun var død. Bagefter gjorde han hendes lig i stand og ligeledes graven, så den fremtrådte som før.

Tiden gik, men så hørte folk, der gik forbi graven, en mandsstemme komme fra graven, og de spurgte, hvordan det kunne være. Siden hørte man, at der blev råbt fra graven: »Det skal gå ilde for dem, der ser mig,« sagde stemmen, »— men godt for dem, som jeg hjælper!« Da kongen hørte om dette under, bad han folk om at åbne graven og finde ud af, hvad der foregik. Og dér ved liget fandt de et levende mandshoved, men de, som så dette hoved, døde øjeblikkeligt. Han sendte derpå andre folk derhen, men de døde også med det samme. Disse underlige hændelser skræmte folk meget. Kongen sagde da, at hans riddere skulle drage derhen, men bære et klæde over deres næse og ansigt og sørge for, at intet sted på dem var blottet, og tage hovedet med derfra.

Men siden kongen fik dette hoved i sin varetægt, fik hans rige stor fremgang, da han — takket være Djævelens støtte — i de følgende tre år erobrede borge og kasteller og sine fjenders land og rige, for hvor end han fór frem til strid eller sendte sine folk i kamp, dér bar de dette hoved på en stage foran hæren. Og alt, hvad der kom for dette hoveds øjne, det blev udslettet; mænd døde, borge styrtede sammen, og alle hærskarer blev tilintetgjort foran dette hoved. Og med de sejre, som Djævelen bibragte dette hoved, blev denne konges rige så stort, at ingen udenlandsk konge var tilsvarende berømt og mægtig.

Og da kongen så, hvor stor fremgang han vandt ved sin voldsomhed, drog han mod Miklagård<ref>Konstantinopel. Hovedstaden i det byzantinske rige.</ref> med en umådeligt stor hær. Men da grækerkongen erfarede dette, indkaldte han til ting og søgte præsternes råd om, hvordan man skulle forsvare sig mod denne djævelske hær. Præsterne påbød, at alle byens borgere skulle faste i seks dage, og på den tredje dag skulle folk gå omkring alle kirkerne i byen og synge litanier.<ref>Bønner om Guds nåde og barmhjertighed.</ref> Dette blev gjort. Og på fastens tredje dag ankom den tyrkiske hær med dette afskyelige hoved, som de knyttede al deres fortrøstning til. Da de kristne folk så den hedenske hærs ankomst, sagde præsterne til dem, der stod for Mariakirken, at de skulle tage billedstøtten af fru Sankt Maria ud af kirken, hvor den stod, og stille den ud på borgmuren og rette den mod hedningernes hær, således at hun med sin mildhed og med sin søn, den almægtige Guds barmhjertighed kunne slukke den dødbringende djævels edderfyldte blik. Og dette råd fulgte de med fast overbevisning.

Da de tyrkiske krigere derefter gjorde klar til kamp, løftede de dette frygtelige hoved i vejret foran deres hær og vendte det mod billedstøtten af fru Sankt Maria med hendes søn siddende i sin moders favn. Men da man på begge sider stod med hvert sit sejrsmærke foran sig, da væltede hovedet på aldeles forsmædelig vis af sin anordning og faldt ned i havet mellem skibene, hvor det straks sank til bunds. Og derefter fik hovedet havet til at koge, som var det i en kedel eller i en gryde, og den tjære eller beg, som skibene var blevet tætnet med, gik nu i opløsning under dem, hvorved et utal af liv gik tabt. Da grækerne sådan havde overvundet dette ugudelige hoved og dets mange elendige støtter og sendt dem til Helvede, brød de ud i lovsang til den almægtige Gud og fru Sankt Maria for at have frelst deres folk og befriet deres fødeland.

Siden fastsatte grækerne på et bispeting, at man på den tredje dag i ugen altid skulle holde messe for Maria i højtidelig ihukommelse af denne sejr til ære for Gud Fader og sønnen og den hellige ånd. Amen.

----

'''Noter:'''

<references />

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Religiøs litteratur]]
[[Kategori:Jesper Lauridsen]]

@@ Linje 32: / Linje 32: @@
 Efter nogen tid bad ridderen om kongens datter, men kongen afslog friermålet og sagde, at han ikke ville give sin datter til en mand, der ikke var af fyrstelig slægt. Da blev ridderen så optændt af lyst til hende, at han blev syg og måtte lægge sig. Men siden blev kongedatteren syg og døde. Da ridderen hørte om hendes død, rejste han sig fra lejet og tog hen, hvor hun var blevet begravet, og åbnede den stenkiste, hvori liget var blevet lagt, og den lyst, han havde haft til hende, mens hun var i live, fremmede han nu med hende, da hun var død. Bagefter gjorde han hendes lig i stand og ligeledes graven, så den fremtrådte som før.
-Tiden gik, men så hørte folk, der gik forbi graven, en mandsstemme komme fra graven, og de spurgte, hvordan det kunne være. Siden hørte man, at der blev råbt fra graven: »Det skal gå ilde for dem, der ser mig,« sagde stemmen, »— men godt for dem, som jeg hjælper!« Da kongen hørte om dette under, bad han folk om at åbne graven og finde ud af, hvad der foregik. Og dér ved liget fandt de et levende mandshoved, men de, som så dette hoved, døde øjeblikkeligt. Han sendte derpå andre folk derhen, men de døde også med det samme. Disse underlige hændelser skræmte folk meget. Kongen sagde da, at hans riddere skulle drage derhen, men bære et klæde over deres næse og ansigt og sørge for, at intet sted på dem var blottet, og tage hovedet med derfra.
+Tiden gik, men så hørte folk, der gik forbi graven, en mandsstemme komme fra graven, og de spurgte, hvordan det kunne være. Siden hørte man, at der blev råbt fra graven: »Det skal gå ilde for dem, der ser mig,« sagde stemmen, »— men godt for dem, som jeg hjælper!« Da kongen hørte om dette under, bad han folk om at åbne graven og finde ud af, hvad der foregik. Og dér ved liget fandt de et levende mandshoved, men de, som så dette hoved, døde øjeblikkeligt. Han sendte derpå andre folk derhen, men de døde også med det samme. Disse underlige hændelser skræmte folk meget. Kongen sagde da, at hans riddere skulle drage derhen og tage hovedet med derfra, men bære et klæde over deres næse og ansigt og sørge for, at intet sted på dem var blottet.
 Men siden kongen fik dette hoved i sin varetægt, fik hans rige stor fremgang, da han — takket være Djævelens støtte — i de følgende tre år erobrede borge og kasteller og sine fjenders land og rige, for hvor end han fór frem til strid eller sendte sine folk i kamp, der bar de dette hoved på en stage foran hæren. Og alt, hvad der kom for dette hoveds øjne, det blev udslettet; mænd døde, borge styrtede sammen, og alle hærskarer blev tilintetgjort foran dette hoved. Og med de sejre, som Djævelen bibragte dette hoved, blev denne konges rige så stort, at ingen udenlandsk konge var tilsvarende berømt og mægtig.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 11. jan. 2021 kl. 16:45
Linje 11:		Linje 11:


−	<big><big>'''Det tyrkiske hoved'''</big></big><ref>Teksten findes sammen med en række andre Marialegender overleveret i det islandske håndskrift [https://handrit.is/da/manuscript/view/AM02-232 AM 232] (med varianter i AM 234) fra omkr. år 1340-1350.</ref>	+	<big><big>'''Det tyrkiske hoved'''</big></big>

	''Af höfði enu tyrkneska''		''Af höfði enu tyrkneska''

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 27. des. 2020 kl. 14:03
Linje 11:		Linje 11:


−	<big><big>'''Det tyrkiske hoved'''</big></big><ref>Teksten findes sammen med en række andre Marialegender overleveret i det islandske håndskrift [https://handrit.is/da/manuscript/view/AM02-~~0234~~ AM 234] fra omkr. år 1340.</ref>	+	<big><big>'''Det tyrkiske hoved'''</big></big><ref>Teksten findes sammen med en række andre Marialegender overleveret i det islandske håndskrift [https://handrit.is/da/manuscript/view/AM02-232 AM 232] (med varianter i AM 234) fra omkr. år 1340-1350.</ref>

	''Af höfði enu tyrkneska''		''Af höfði enu tyrkneska''

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 24. des. 2020 kl. 08:14
Linje 28:		Linje 28:


−	[[Fil:Sarbaz_Nysa.jpg\|thumb\|200px\|right\|<center>'''Parthisk kriger'''<br>Skulptur fra ca. 100 f.Kr.</center>]]I det rige, der hedder Partien<ref>Partherriget, som eksisterede fra ca. 250 f.Kr. til 224 e.Kr.). </ref>, som nu kaldes Tyrkland, var der tidligere 18 forskellige riger og mange mægtige konger, og det fortælles endvidere, at folkene dér er meget berømte på grund af deres magt og evner. Og på den tid, hvor denne fortælling tager sin begyndelse, var der en modig og ypperlig ridder, som var hos en konge på grund af sin dygtighed og høviskhed. Og da kongen fandt, at ridderen var en klog mand, sendte han ham ud i mange vanskelige ærinder, og han udførte dem alle godt. Så gjorde kongen ham til høvding over alle sine riddere.	+	[[Fil:Sarbaz_Nysa.jpg\|thumb\|200px\|right\|<center>'''Parthisk kriger'''<br>Skulptur fra ca. 100 f.Kr.</center>]]I det rige, der hedder Partien<ref>Partherriget, som eksisterede fra ca. 250 f.Kr. til 224 e.Kr.</ref>, som nu kaldes Tyrkland, var der tidligere 18 forskellige riger og mange mægtige konger, og det fortælles endvidere, at folkene dér er meget berømte på grund af deres magt og evner. Og på den tid, hvor denne fortælling tager sin begyndelse, var der en modig og ypperlig ridder, som var hos en konge på grund af sin dygtighed og høviskhed. Og da kongen fandt, at ridderen var en klog mand, sendte han ham ud i mange vanskelige ærinder, og han udførte dem alle godt. Så gjorde kongen ham til høvding over alle sine riddere.

	Efter nogen tid bad ridderen om kongens datter, men kongen afslog friermålet og sagde, at han ikke ville give sin datter til en mand, der ikke var af fyrstelig slægt. Da blev ridderen så optændt af lyst til hende, at han blev syg og måtte lægge sig. Men siden blev kongedatteren syg og døde. Da ridderen hørte om hendes død, rejste han sig fra lejet og tog hen, hvor hun var blevet begravet, og åbnede den stenkiste, hvori liget var blevet lagt, og den lyst, han havde haft til hende, mens hun var i live, fremmede han nu med hende, da hun var død. Bagefter gjorde han hendes lig i stand og ligeledes graven, så den fremtrådte som før.		Efter nogen tid bad ridderen om kongens datter, men kongen afslog friermålet og sagde, at han ikke ville give sin datter til en mand, der ikke var af fyrstelig slægt. Da blev ridderen så optændt af lyst til hende, at han blev syg og måtte lægge sig. Men siden blev kongedatteren syg og døde. Da ridderen hørte om hendes død, rejste han sig fra lejet og tog hen, hvor hun var blevet begravet, og åbnede den stenkiste, hvori liget var blevet lagt, og den lyst, han havde haft til hende, mens hun var i live, fremmede han nu med hende, da hun var død. Bagefter gjorde han hendes lig i stand og ligeledes graven, så den fremtrådte som før.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 22. des. 2020 kl. 17:38
Linje 28:		Linje 28:


−	[[Fil:Sarbaz_Nysa.jpg\|thumb\|200px\|right\|<center>'''Parthisk kriger'''<br>Skulptur fra ca. 100 f.Kr.</center>]]I det rige, der hedder Partien<ref>Partherriget, som eksisterede fra ca. 250 f.Kr. til 224 e.Kr.). </ref>, som nu kaldes Tyrkland, var der tidligere 18 forskellige riger og mange mægtige konger, og det fortælles endvidere, at folkene dér er meget berømte på grund af deres magt og evner. Og ~~i de tider~~, hvor denne fortælling tager sin begyndelse, var der en modig og ypperlig ridder, som var hos en konge på grund af sin dygtighed og høviskhed. Og da kongen fandt, at ridderen var en klog mand, sendte han ham ud i mange vanskelige ærinder, og han udførte dem alle godt. Så gjorde kongen ham til høvding over alle sine riddere.	+	[[Fil:Sarbaz_Nysa.jpg\|thumb\|200px\|right\|<center>'''Parthisk kriger'''<br>Skulptur fra ca. 100 f.Kr.</center>]]I det rige, der hedder Partien<ref>Partherriget, som eksisterede fra ca. 250 f.Kr. til 224 e.Kr.). </ref>, som nu kaldes Tyrkland, var der tidligere 18 forskellige riger og mange mægtige konger, og det fortælles endvidere, at folkene dér er meget berømte på grund af deres magt og evner. Og på den tid, hvor denne fortælling tager sin begyndelse, var der en modig og ypperlig ridder, som var hos en konge på grund af sin dygtighed og høviskhed. Og da kongen fandt, at ridderen var en klog mand, sendte han ham ud i mange vanskelige ærinder, og han udførte dem alle godt. Så gjorde kongen ham til høvding over alle sine riddere.

	Efter nogen tid bad ridderen om kongens datter, men kongen afslog friermålet og sagde, at han ikke ville give sin datter til en mand, der ikke var af fyrstelig slægt. Da blev ridderen så optændt af lyst til hende, at han blev syg og måtte lægge sig. Men siden blev kongedatteren syg og døde. Da ridderen hørte om hendes død, rejste han sig fra lejet og tog hen, hvor hun var blevet begravet, og åbnede den stenkiste, hvori liget var blevet lagt, og den lyst, han havde haft til hende, mens hun var i live, fremmede han nu med hende, da hun var død. Bagefter gjorde han hendes lig i stand og ligeledes graven, så den fremtrådte som før.		Efter nogen tid bad ridderen om kongens datter, men kongen afslog friermålet og sagde, at han ikke ville give sin datter til en mand, der ikke var af fyrstelig slægt. Da blev ridderen så optændt af lyst til hende, at han blev syg og måtte lægge sig. Men siden blev kongedatteren syg og døde. Da ridderen hørte om hendes død, rejste han sig fra lejet og tog hen, hvor hun var blevet begravet, og åbnede den stenkiste, hvori liget var blevet lagt, og den lyst, han havde haft til hende, mens hun var i live, fremmede han nu med hende, da hun var død. Bagefter gjorde han hendes lig i stand og ligeledes graven, så den fremtrådte som før.

@@ Linje 3: / Linje 3: @@
 !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
 |-
-!  Denne teksten finnes på følgende språk ►!!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Det tyrkiske hoved]] !!  !!
+!  Denne teksten finnes på følgende språk ►!! [[Fil:Original.gif|32px|link=Maríu jartegnir - Af höfði enu tyrkneska]] !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Det tyrkiske hoved]] !!  !!
 |-
 |}

@@ Linje 34: / Linje 34: @@
 Tiden gik, men så hørte folk, der gik forbi graven, en mandsstemme komme fra graven, og de spurgte, hvordan det kunne være. Siden hørte man, at der blev råbt fra graven: »Det skal gå ilde for dem, der ser mig,« sagde stemmen, »— men godt for dem, som jeg hjælper!« Da kongen hørte om dette under, bad han folk om at åbne graven og finde ud af, hvad der foregik. Og dér ved liget fandt de et levende mandshoved, men de, som så dette hoved, døde øjeblikkeligt. Han sendte derpå andre folk derhen, men de døde også med det samme. Disse underlige hændelser skræmte folk meget. Kongen sagde da, at hans riddere skulle drage derhen, men bære et klæde over deres næse og ansigt og sørge for, at intet sted på dem var blottet, og tage hovedet med derfra.
-Men siden kongen fik dette hoved i sin varetægt, fik hans rige stor fremgang, da han — takket være Djævelens støtte — i de følgende tre år erobrede borge og kasteller og sine fjenders land og rige, for hvor end han fór frem til strid eller sendte sine folk i kamp, dér bar de dette hoved på en stage foran hæren. Og alt, hvad der kom for dette hoveds øjne, det blev udslettet; mænd døde, borge styrtede sammen, og alle hærskarer blev tilintetgjort foran dette hoved. Og med de sejre, som Djævelen bibragte dette hoved, blev denne konges rige så stort, at ingen udenlandsk konge var tilsvarende berømt og mægtig.
+Men siden kongen fik dette hoved i sin varetægt, fik hans rige stor fremgang, da han — takket være Djævelens støtte — i de følgende tre år erobrede borge og kasteller og sine fjenders land og rige, for hvor end han fór frem til strid eller sendte sine folk i kamp, der bar de dette hoved på en stage foran hæren. Og alt, hvad der kom for dette hoveds øjne, det blev udslettet; mænd døde, borge styrtede sammen, og alle hærskarer blev tilintetgjort foran dette hoved. Og med de sejre, som Djævelen bibragte dette hoved, blev denne konges rige så stort, at ingen udenlandsk konge var tilsvarende berømt og mægtig.
 Og da kongen så, hvor stor fremgang han vandt ved sin voldsomhed, drog han mod Miklagård<ref>Konstantinopel. Hovedstaden i det byzantinske rige.</ref> med en umådeligt stor hær. Men da grækerkongen erfarede dette, indkaldte han til ting og søgte præsternes råd om, hvordan man skulle forsvare sig mod denne djævelske hær. Præsterne påbød, at alle byens borgere skulle faste i seks dage, og på den tredje dag skulle folk gå omkring alle kirkerne i byen og synge litanier.<ref>Bønner om Guds nåde og barmhjertighed.</ref> Dette blev gjort. Og på fastens tredje dag ankom den tyrkiske hær med dette afskyelige hoved, som de knyttede al deres fortrøstning til. Da de kristne folk så den hedenske hærs ankomst, sagde præsterne til dem, der stod for Mariakirken, at de skulle tage billedstøtten af fru Sankt Maria ud af kirken, hvor den stod, og stille den ud på borgmuren og rette den mod hedningernes hær, således at hun med sin mildhed og med sin søn, den almægtige Guds barmhjertighed kunne slukke den dødbringende djævels edderfyldte blik. Og dette råd fulgte de med fast overbevisning.

@@ Linje 30: / Linje 30: @@
 [[Fil:Sarbaz_Nysa.jpg|thumb|200px|right|<center>'''Parthisk kriger'''<br>Skulptur fra ca. 100 f.Kr.</center>]]I det rige, der hedder Partien<ref>Partherriget, som eksisterede fra ca. 250 f.Kr. til 224 e.Kr.). </ref>, som nu kaldes Tyrkland, var der tidligere 18 forskellige riger og mange mægtige konger, og det fortælles endvidere, at folkene dér er meget berømte på grund af deres magt og evner. Og i de tider, hvor denne fortælling tager sin begyndelse, var der en modig og ypperlig ridder, som var hos en konge på grund af sin dygtighed og høviskhed. Og da kongen fandt, at ridderen var en klog mand, sendte han ham ud i mange vanskelige ærinder, og han udførte dem alle godt. Så gjorde kongen ham til høvding over alle sine riddere.
-Efter nogen tid bad ridderen om kongens datter, men kongen afslog friermålet og sagde, at han ikke ville give sin datter til en mand, der ikke var af fyrstelig slægt. Da blev ridderen så optændt af lyst til hende, at han blev syg og måtte lægge sig. Men siden blev kongedatteren syg og døde. Da ridderen hørte om hendes død, rejste han sig fra lejet og tog hen, hvor hun var blevet begravet, og åbnede den stenkiste, hvori liget var blevet lagt, og den lyst, han havde haft til hende, da hun var i live, fremmede han nu med hende, mens hun var død. Bagefter gjorde han hendes lig i stand og ligeledes graven, så den fremtrådte som før.
+Efter nogen tid bad ridderen om kongens datter, men kongen afslog friermålet og sagde, at han ikke ville give sin datter til en mand, der ikke var af fyrstelig slægt. Da blev ridderen så optændt af lyst til hende, at han blev syg og måtte lægge sig. Men siden blev kongedatteren syg og døde. Da ridderen hørte om hendes død, rejste han sig fra lejet og tog hen, hvor hun var blevet begravet, og åbnede den stenkiste, hvori liget var blevet lagt, og den lyst, han havde haft til hende, mens hun var i live, fremmede han nu med hende, da hun var død. Bagefter gjorde han hendes lig i stand og ligeledes graven, så den fremtrådte som før.
 Tiden gik, men så hørte folk, der gik forbi graven, en mandsstemme komme fra graven, og de spurgte, hvordan det kunne være. Siden hørte man, at der blev råbt fra graven: »Det skal gå ilde for dem, der ser mig,« sagde stemmen, »— men godt for dem, som jeg hjælper!« Da kongen hørte om dette under, bad han folk om at åbne graven og finde ud af, hvad der foregik. Og dér ved liget fandt de et levende mandshoved, men de, som så dette hoved, døde øjeblikkeligt. Han sendte derpå andre folk derhen, men de døde også med det samme. Disse underlige hændelser skræmte folk meget. Kongen sagde da, at hans riddere skulle drage derhen, men bære et klæde over deres næse og ansigt og sørge for, at intet sted på dem var blottet, og tage hovedet med derfra.