Erik den Rødes Saga CCR/FM - Revisjonshistorikk

August på 10. des. 2019 kl. 09:23

2019-12-10T09:23:27Z

Carsten på 24. aug. 2018 kl. 07:23

2018-08-24T07:23:08Z

Knut på 7. mai 2018 kl. 17:51

2018-05-07T17:51:13Z

Knut på 7. mai 2018 kl. 08:09

2018-05-07T08:09:28Z

Vis endringer

Carsten på 10. jan. 2018 kl. 15:10

2018-01-10T15:10:29Z

Jesper på 5. des. 2014 kl. 18:21

2014-12-05T18:21:10Z

Jesper på 5. des. 2014 kl. 06:11

2014-12-05T06:11:47Z

Jesper på 30. nov. 2014 kl. 09:57

2014-11-30T09:57:45Z

Jesper på 26. nov. 2014 kl. 05:29

2014-11-26T05:29:34Z

JJ.Sandal på 26. des. 2013 kl. 09:01

2013-12-26T09:01:51Z

Vis endringer

@@ Linje 5: / Linje 5: @@
 ! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Grænlendinga saga]] !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fortælling om Erik den røde]] !!  !!
 |-
-!  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Erik den Rødes Saga CCR/FM]] !!  !!
+!  !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Eireks þáttr rauða]] !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Erik den Rødes Saga CCR/FM]] !!  !!
 |-
 !  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Grønlændernes saga]] !!  !!

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 24. aug. 2018 kl. 07:23
Linje 17:		Linje 17:


−	~~Udvalgte tekster fra~~

−	'''[[Grønlands historiske mindesmærker]]'''	+	'''[[Grønlands historiske mindesmærker]] I'''

@@ Linje 74: / Linje 74: @@
 </blockquote>
-Herjúlfr bjó á Herjúlfsnesi, hann var hinn göfgasti maðr. Eirekr rauði bjó í Brattahlíð, hann var þar með mestri virðíngu, ok lutu allir til hans. Þessi voru börn Eireks: Leifr, Þorvaldr<ref>Þorvarðr, nogle Afskr.</ref> ok Þorsteinn, en Freydis hèt dóttir hans; hún var gipt þeim manni, er Þorvarðr<ref>Þorvaldr, bestandig P, S.</ref> hét, ok bjuggu þau í Görðum, þar sem nú er biskupsstóll; hún (var) svarri mikill, en Þorvarðr var lítilmenni; var hún mjök gefin til fjár. Heiðit var fólk á Grænlandi í þann tíma. Þat sama sumar kom Bjarni skipi sínu á Eyrar, er faðir hans hafði brottsiglt um vorit. Þau tíðindi þóttu Bjarna mikil, ok vildi eigi bera af skipi sinu. Þá spurðu hásetar hans, hvat er hann bærist fyrir; en hann svarar, at hann ætlaði at halda siðvenju sinni ok þiggja at<ref>af, P.</ref> föður sínum vetrvist: ok vil ek halda skipinu til Grænlands, ef þér vilít mér fylgð veita. Allir kvoðust hans ráðum fylgja vilja. Þá mælti Bjarni: úvitrlig mun þikja vor ferð, þar sem eingi vorr hefir komit í Grænlandshaf. En þó halda þeir nú í haf, þegar þeir voru búnir, ok sigldu þrjá daga, þar til er landit var vatnat; en þá tók af byrinn, ok lagði [á norrænur<ref>at norræni, P; á norræni, S.</ref> ok þokur, ok vissu þeir eigi, hvert at þeir fóru, ok skipti þat mörgum dægrum. Eptir þat sá þeir sól, ok máttu þá deila ættir<ref>áttir, P.</ref>; vinda nú segl, ok sigla þetta dægr, áðr þeir sá land, ok ræddu um með sèr, hvat landi þetta mun vera, en Bjarni kveðst hyggja, at þat mundi eigi Grænland. Þeir spyrja, hvort hann vill<ref>vili, P.</ref> sigla at þessu landi, eðr eigi. Ðat er mitt ráð, at sigla í nánd við landit, (segir hann); ok svá gera þeir, ok så þat brátt, at landit var ófjöllótt, ok skógi vaxit, ok smár hæðir<ref>heiðir, Heder, P.</ref> á landinu, ok létu landit á bak borða, ok létu skaut<ref>saaledes P; skut, Bagstavnen, F.</ref> horfa á land. Síðan sigla þeir tvö dægr, áðr þeir sá land annat; þeir spyrja, hvort Bjarni ætlaði þat enn Grænland; hann kveðst eigi heldr ætla þetta Grænland enn hit fyrra: þvíat jöklar eru mjök<ref>*)udelade P, S.</ref> miklir sagðir á<ref>af P.</ref> Grænlandi. Þeir nálguðust brátt þetta land, ok sá þat vera slétt land, ok viði vaxit. Þá tók af byr fyrir þeim. Þá ræddu hásetar þat<ref>um, P.</ref>, at þeim þótti þat ráð, at taka þat land, en Bjarni vill þat eigi; þeir þóttust bæði þurfa við ok vatn, At öngu eru pér því úbirgir, segir Bjarni; en þó fèkk hann af því nökkut ámæli af hásetum sinum. Hann bað þá vinda segl, ok svá var gert; ok settu framstafn frá landi, ok sigla í haf útsynnings byr þrjú dægr, ok sá þá land it þriðja; en þat land var hátt ok fjöllótt, ok jökull<ref>jöklar, Jökler.</ref> á; þeir spyrja þá, ef Bjarni vildi at landi láta þar, en hann kveðst eigi þat vilja: þvíat mér lizt þetta land ógagnvænligt. Nú lægðu<ref>saaledes P,S; lögðu, F</ref> þeir eigi segl sitt, halda með landinu fram, ok sá, at þat var eyland; settu enn stafn við því landi, ok héldu í haf hinn sama byr; en veðr óx<ref>vóx, P,</ref> í hönd, ok bað Bjarni þá svipta ok eigi sigla meira, enn bæði dygði vel [skipi þeirra ok reiða<ref>skip þeirra ok reiði, P.</ref>; sigldu nú fjögur<ref>Ill, S.</ref> dægr; þá sá þeir land hit fjórða. Þá spurðu þeir Bjarna, hvort hann ætlaði þetta vera Grænland, eðr eigi. Bjarni svarar: þetta er líkast því, er mér er sagt frá Grænlandi; ok hér munu vér at landi halda. Svá gera þeir, ok taka land undir einhverju nesi at kveldi dags; ok var þar bátr á nesinu; en þar bjó Herjúlfr, faðir Bjarna, á því nesi, ok af því hefir nesit nafn tekit, ok er síðan kallat Herjúlfsnes. Fór Bjarni nú til föður síns, ok hættir nu siglíngu, ok er með föður sinum, meðan Herjúlfr lifði; ok síðan bjó hann þar eptir (föður sinn<ref>hann, ham, P.</ref>.
+Herjúlfr bjó á Herjúlfsnesi, hann var hinn göfgasti maðr. Eirekr rauði bjó í Brattahlíð, hann var þar með mestri virðíngu, ok lutu allir til hans. Þessi voru börn Eireks: Leifr, Þorvaldr<ref>Þorvarðr, nogle Afskr.</ref> ok Þorsteinn, en Freydis hèt dóttir hans; hún var gipt þeim manni, er Þorvarðr<ref>Þorvaldr, bestandig P, S.</ref> hét, ok bjuggu þau í Görðum, þar sem nú er biskupsstóll; hún (var) svarri mikill, en Þorvarðr var lítilmenni; var hún mjök gefin til fjár. Heiðit var fólk á Grænlandi í þann tíma. Þat sama sumar kom Bjarni skipi sínu á Eyrar, er faðir hans hafði brottsiglt um vorit. Þau tíðindi þóttu Bjarna mikil, ok vildi eigi bera af skipi sinu. Þá spurðu hásetar hans, hvat er hann bærist fyrir; en hann svarar, at hann ætlaði at halda siðvenju sinni ok þiggja at<ref>af, P.</ref> föður sínum vetrvist: ok vil ek halda skipinu til Grænlands, ef þér vilít mér fylgð veita. Allir kvoðust hans ráðum fylgja vilja. Þá mælti Bjarni: úvitrlig mun þikja vor ferð, þar sem eingi vorr hefir komit í Grænlandshaf. En þó halda þeir nú í haf, þegar þeir voru búnir, ok sigldu þrjá daga, þar til er landit var vatnat; en þá tók af byrinn, ok lagði [á norrænur<ref>at norræni, P; á norræni, S.</ref> ok þokur, ok vissu þeir eigi, hvert at þeir fóru, ok skipti þat mörgum dægrum. Eptir þat sá þeir sól, ok máttu þá deila ættir<ref>áttir, P.</ref>; vinda nú segl, ok sigla þetta dægr, áðr þeir sá land, ok ræddu um með sèr, hvat landi þetta mun vera, en Bjarni kveðst hyggja, at þat mundi eigi Grænland. Þeir spyrja, hvort hann vill<ref>vili, P.</ref> sigla at þessu landi, eðr eigi. Ðat er mitt ráð, at sigla í nánd við landit, (segir hann); ok svá gera þeir, ok så þat brátt, at landit var ófjöllótt, ok skógi vaxit, ok smár hæðir<ref>heiðir, Heder, P.</ref> á landinu, ok létu landit á bak borða, ok létu skaut<ref>saaledes P; skut, Bagstavnen, F.</ref> horfa á land. Síðan sigla þeir tvö dægr, áðr þeir sá land annat; þeir spyrja, hvort Bjarni ætlaði þat enn Grænland; hann kveðst eigi heldr ætla þetta Grænland enn hit fyrra: þvíat jöklar eru mjök<ref>udelade P, S.</ref> miklir sagðir á<ref>af P.</ref> Grænlandi. Þeir nálguðust brátt þetta land, ok sá þat vera slétt land, ok viði vaxit. Þá tók af byr fyrir þeim. Þá ræddu hásetar þat<ref>um, P.</ref>, at þeim þótti þat ráð, at taka þat land, en Bjarni vill þat eigi; þeir þóttust bæði þurfa við ok vatn, At öngu eru pér því úbirgir, segir Bjarni; en þó fèkk hann af því nökkut ámæli af hásetum sinum. Hann bað þá vinda segl, ok svá var gert; ok settu framstafn frá landi, ok sigla í haf útsynnings byr þrjú dægr, ok sá þá land it þriðja; en þat land var hátt ok fjöllótt, ok jökull<ref>jöklar, Jökler.</ref> á; þeir spyrja þá, ef Bjarni vildi at landi láta þar, en hann kveðst eigi þat vilja: þvíat mér lizt þetta land ógagnvænligt. Nú lægðu<ref>saaledes P,S; lögðu, F</ref> þeir eigi segl sitt, halda með landinu fram, ok sá, at þat var eyland; settu enn stafn við því landi, ok héldu í haf hinn sama byr; en veðr óx<ref>vóx, P,</ref> í hönd, ok bað Bjarni þá svipta ok eigi sigla meira, enn bæði dygði vel [skipi þeirra ok reiða<ref>skip þeirra ok reiði, P.</ref>; sigldu nú fjögur<ref>Ill, S.</ref> dægr; þá sá þeir land hit fjórða. Þá spurðu þeir Bjarna, hvort hann ætlaði þetta vera Grænland, eðr eigi. Bjarni svarar: þetta er líkast því, er mér er sagt frá Grænlandi; ok hér munu vér at landi halda. Svá gera þeir, ok taka land undir einhverju nesi at kveldi dags; ok var þar bátr á nesinu; en þar bjó Herjúlfr, faðir Bjarna, á því nesi, ok af því hefir nesit nafn tekit, ok er síðan kallat Herjúlfsnes. Fór Bjarni nú til föður síns, ok hættir nu siglíngu, ok er með föður sinum, meðan Herjúlfr lifði; ok síðan bjó hann þar eptir (föður sinn<ref>hann, ham, P.</ref>.
 '''Her hefr Grænlandínga þátt<ref>Frá landafundi Leifs Eiríkssonar, om Leif Eriksöns Opdagelse af Lande, P,S.</ref>.'''
@@ Linje 90: / Linje 90: @@
 '''Þorsteinn Eireksson andaðist í Vestribygð<ref>Frá Þorsteini Eiríkssyni, bröður Leifs, ok hans Vínlandsferð, Om Thorstein Eriksön og hans Viinlands-Reise, PS.</ref>.'''
-. Þat hafði gerzt til tíðinda meðan á Grænlandi, at Þorsteinn í Eireksfirði hafði kvongazt ok fengit Guðríðar Þorbjarnardóttur, er átt hafði þórir austmaðr, er fyrr var frásagt. Nú fýstist Þorsteinn Eireksson at fara til Vínlands eptir líki Þorvalds bróður síns, ok bjó skip hit sama, ok valdi hann lið at afli ok vexti, ok hafði með sèr hálfan þriðja tög manna, ok Guðríði, konu sína; ok sigla í haf, þegar þau eru búin, ok or landsýn. Þau velkti úti allt sumarit, ok vissu eigi, hvar þau fóru; ok er vika var af vetri, þá tóku þeir land í Lysufirði<ref>at Lysnofirði, P.</ref> á Grænlandi í hinni vestri bygð. Þorsteinn leitaði þeim [um vistir<ref>at vetrvistum, Vinterophold, P.</ref>, ok fèkk vistir öllum hásetum sínum; en hann var vistlaus ok kona hans. Nú voru þau eptir at skipi tvö nokkurar nætr; þá var enn úng kristni á Grænlandi. Þat var einn dag, at menn kvomu at tjaldi<ref>til tjalda, til Telte, P.</ref> þeirra snemma; sá spurði, er fyrir þeim var, hvat manna væri í tjaldinu. Þorsteinn svarar: tveir menn, segir hann, eðr hverr spyrr at? Þorsteinn heiti ek, ok er ek kallaðr Þorsteinn svartr; en þat er eyrindi mitt híngat, at ek vil bjóða ykkr báðum hjónum til vistar til mín. Þorsteinn kveðst vilja hafa umræði konu sinnar, en hún bað hann ráða, ok nú játar hann þessu. Þá mun ek koma eptir ykkr á morgin með eyki, þvíat (mik) skortir ekki til, at veita ykkr vist, en fásinni er mikit með mèr at vera, þvíat II eru við þar hjón, þvíat ek er einþykkr mjök; annan sið heft ek ok, enn pér hafit, ok ætla ek þann pó betra, er pèr hafit. Nú kom hann eptir þeim um morgininn með eyki, ok fóru þau með Þorsteini svarta til vistar, ok veitti hann þeim vel. Guðríðr var skörulig kona at sjá, ok vitr kona, ok kunni vel at vera með ókunnum mönnum. Þat var snemma vetrar, at sótt kom í lið Þorsteins Eirekssonar, ok andaðust þar margir förunautar hans. Þorsteinn bað gera kistur at líkum peirra, er önduðust, ok færa til skips, ok búa þar um: því at ek vil láta flytja til Eireksfjarðar at sumri önlíkin. Nú er þess skamt at bíða, at sótt kemr í hýbýli<ref>hýbili, F, P.</ref> Þorsteins, ok tók kona hans sótt fyrst, er hèt Grímhildr; hún var ákafliga mikil, ok sterk sem karlar, en þó kom sóttin henni undir. Ok brátt eptir þat tók sóttina Þorsteinn Eireksson, ok lágu þau bæði senn; ok andaðist Grímhildr, kona Þorsteins svarta. En er hún var dauð, þá gekk Þorsteinn fram ór stofunni eptir fjöl, at leggja á likit. Guðríðr mælti þá: vertu litla hríð í brott<ref>burtu, P.</ref>, Þorsteinn minn! segir hún; hann kvað svâ vera skyldu. Þá mælti Þorsteinn Eireksson: með undarligum hætti er nú um húsfreyju vora, þvíat nú örglast hún upp við ölnboga<ref>olnuboga, P.</ref>, ok þþokar fótum sínum frá stokki, ok þreifar til skúa sinna; ok í því kom Þorsteinn bóndi inn, ok lagðist Grímhildr niðr í því, ok brakaði þá í hverju tré í stofunni. Nú gerir Þorsteinn kistu at líki Grímhildar, ok færði í brott, ok bjó um; hann var bæði mikill maðr ok sterkr, ok þurfti hann þess alls, áðr hann kom henni burt af bænum. Nú [elnaði sóttin Þorsteini Eirekssyni, ok andaðist hann. Guðríðr, kona hans, kunni því litt. Þá voru þau öll í stofunni Guðríðr hafði setit á stóli frammi fyrir bekknum, er hann hafði legit (á), Þorsteinn, bóndi hennar. Þá tók Þorsteinn bóndi Guðríði  af stólinum í fáng sèr, ok settist í bekkinn annan með hana, gegnt líki Þorsteins, ok taldi<ref>talaþi P.</ref> um fyrir henni marga vega, ok huggaði hana, ok hèt henni því, at hann mundi fara með henni til Eireksfjarðar með líki Þorsteins, bónda hennar, ok förunauta hans: ok svâ skal ek taka híngat hjón fleiri, segir hann, þér til hugganar ok skemtanar; hún pakkaði honum. Þorsteinn Eireksson settist þá upp, ok mælti: hvar er Guðíðr? þrjå tima<ref>þrisvar sinnum, P. </ref> mælti hann þetta, en hún þagði; þá mælti hún við Þorstein bónda: hvort skal ek svör veita hans máli eðr eigi? hann bað hana eigi svara. þá gekk Þorsteinn bóndi yfir gólfit, ok settist á stólinn, en Guðríðr sat í knjám honum; ok þá mælti Þorsteinn bóndi: hvat viltu, nafni! segir hann. Hann svarar, er stund leið: mèr er ant til þess, at segja Guðríði forlög sín, til þess at hún kunni þá betr andláti mínu, pvíat ek er kominn til [góðra hvíldastaða<ref>góðra hvildarstaða, S; góðrar hvildar, til god Hvile, P. </ref>; en þat er pér at segja, Guðríðr, at þú munt [gipt vera<ref>)gipt verða, P; giptast, S. </ref> íslenzkum manni, ok munu lángar vera<ref>verða, P.</ref> samfarar ykkrar, ok mart manna mun frá ykkr koma, þroskasamt, bjart ok ágætt, sætt ok ilmat vel; munu þit fara af Grænlandi til Noregs, ok þaðan til Íslands, ok gera bú á Íslandi; þar munu þit leingi búa, ok muntu honum leingr lifa; þú munt utan fara, ok gánga suðr, ok koma út aptr til Íslands til bús þins, ok þá mun þar kirkja reist vera, ok muntu þar vera, ok taka nunnu vígslu, ok þar muntu andast. Ok þá hnígr Þorsteinn aptr, ok var búit um lík hans, ok fært til skips. Þorsteinn bóndi efndi vel við Guðríði allt þat er hann hafði heitit. Hann seldi um vorit jörð sína ok kvikfé, ok fór til skips með Guðríði með allt sitt; bjó skipit, ok fèkk menn til, ok fór síðan til Eireksfjarðar. Voru nú líkin jörðuð at kirkju. Guðríðr fór til Leifs í Brattahlíð, en Þorsteinn svarti gerði bú í Eireksfirði, ok bjó þar, meðan hann lifði: ok þótti vera hinn vaskasti maðr.
+. Þat hafði gerzt til tíðinda meðan á Grænlandi, at Þorsteinn í Eireksfirði hafði kvongazt ok fengit Guðríðar Þorbjarnardóttur, er átt hafði þórir austmaðr, er fyrr var frásagt. Nú fýstist Þorsteinn Eireksson at fara til Vínlands eptir líki Þorvalds bróður síns, ok bjó skip hit sama, ok valdi hann lið at afli ok vexti, ok hafði með sèr hálfan þriðja tög manna, ok Guðríði, konu sína; ok sigla í haf, þegar þau eru búin, ok or landsýn. Þau velkti úti allt sumarit, ok vissu eigi, hvar þau fóru; ok er vika var af vetri, þá tóku þeir land í Lysufirði<ref>at Lysnofirði, P.</ref> á Grænlandi í hinni vestri bygð. Þorsteinn leitaði þeim [um vistir<ref>at vetrvistum, Vinterophold, P.</ref>, ok fèkk vistir öllum hásetum sínum; en hann var vistlaus ok kona hans. Nú voru þau eptir at skipi tvö nokkurar nætr; þá var enn úng kristni á Grænlandi. Þat var einn dag, at menn kvomu at tjaldi<ref>til tjalda, til Telte, P.</ref> þeirra snemma; sá spurði, er fyrir þeim var, hvat manna væri í tjaldinu. Þorsteinn svarar: tveir menn, segir hann, eðr hverr spyrr at? Þorsteinn heiti ek, ok er ek kallaðr Þorsteinn svartr; en þat er eyrindi mitt híngat, at ek vil bjóða ykkr báðum hjónum til vistar til mín. Þorsteinn kveðst vilja hafa umræði konu sinnar, en hún bað hann ráða, ok nú játar hann þessu. Þá mun ek koma eptir ykkr á morgin með eyki, þvíat (mik) skortir ekki til, at veita ykkr vist, en fásinni er mikit með mèr at vera, þvíat II eru við þar hjón, þvíat ek er einþykkr mjök; annan sið heft ek ok, enn pér hafit, ok ætla ek þann pó betra, er pèr hafit. Nú kom hann eptir þeim um morgininn með eyki, ok fóru þau með Þorsteini svarta til vistar, ok veitti hann þeim vel. Guðríðr var skörulig kona at sjá, ok vitr kona, ok kunni vel at vera með ókunnum mönnum. Þat var snemma vetrar, at sótt kom í lið Þorsteins Eirekssonar, ok andaðust þar margir förunautar hans. Þorsteinn bað gera kistur at líkum peirra, er önduðust, ok færa til skips, ok búa þar um: því at ek vil láta flytja til Eireksfjarðar at sumri önlíkin. Nú er þess skamt at bíða, at sótt kemr í hýbýli<ref>hýbili, F, P.</ref> Þorsteins, ok tók kona hans sótt fyrst, er hèt Grímhildr; hún var ákafliga mikil, ok sterk sem karlar, en þó kom sóttin henni undir. Ok brátt eptir þat tók sóttina Þorsteinn Eireksson, ok lágu þau bæði senn; ok andaðist Grímhildr, kona Þorsteins svarta. En er hún var dauð, þá gekk Þorsteinn fram ór stofunni eptir fjöl, at leggja á likit. Guðríðr mælti þá: vertu litla hríð í brott<ref>burtu, P.</ref>, Þorsteinn minn! segir hún; hann kvað svâ vera skyldu. Þá mælti Þorsteinn Eireksson: með undarligum hætti er nú um húsfreyju vora, þvíat nú örglast hún upp við ölnboga<ref>olnuboga, P.</ref>, ok þþokar fótum sínum frá stokki, ok þreifar til skúa sinna; ok í því kom Þorsteinn bóndi inn, ok lagðist Grímhildr niðr í því, ok brakaði þá í hverju tré í stofunni. Nú gerir Þorsteinn kistu at líki Grímhildar, ok færði í brott, ok bjó um; hann var bæði mikill maðr ok sterkr, ok þurfti hann þess alls, áðr hann kom henni burt af bænum. Nú [elnaði sóttin Þorsteini Eirekssyni, ok andaðist hann. Guðríðr, kona hans, kunni því litt. Þá voru þau öll í stofunni Guðríðr hafði setit á stóli frammi fyrir bekknum, er hann hafði legit (á), Þorsteinn, bóndi hennar. Þá tók Þorsteinn bóndi Guðríði  af stólinum í fáng sèr, ok settist í bekkinn annan með hana, gegnt líki Þorsteins, ok taldi<ref>talaþi P.</ref> um fyrir henni marga vega, ok huggaði hana, ok hèt henni því, at hann mundi fara með henni til Eireksfjarðar með líki Þorsteins, bónda hennar, ok förunauta hans: ok svâ skal ek taka híngat hjón fleiri, segir hann, þér til hugganar ok skemtanar; hún pakkaði honum. Þorsteinn Eireksson settist þá upp, ok mælti: hvar er Guðíðr? þrjå tima<ref>þrisvar sinnum, P. </ref> mælti hann þetta, en hún þagði; þá mælti hún við Þorstein bónda: hvort skal ek svör veita hans máli eðr eigi? hann bað hana eigi svara. þá gekk Þorsteinn bóndi yfir gólfit, ok settist á stólinn, en Guðríðr sat í knjám honum; ok þá mælti Þorsteinn bóndi: hvat viltu, nafni! segir hann. Hann svarar, er stund leið: mèr er ant til þess, at segja Guðríði forlög sín, til þess at hún kunni þá betr andláti mínu, pvíat ek er kominn til [góðra hvíldastaða<ref>góðra hvildarstaða, S; góðrar hvildar, til god Hvile, P. </ref>; en þat er pér at segja, Guðríðr, at þú munt [gipt vera<ref>gipt verða, P; giptast, S. </ref> íslenzkum manni, ok munu lángar vera<ref>verða, P.</ref> samfarar ykkrar, ok mart manna mun frá ykkr koma, þroskasamt, bjart ok ágætt, sætt ok ilmat vel; munu þit fara af Grænlandi til Noregs, ok þaðan til Íslands, ok gera bú á Íslandi; þar munu þit leingi búa, ok muntu honum leingr lifa; þú munt utan fara, ok gánga suðr, ok koma út aptr til Íslands til bús þins, ok þá mun þar kirkja reist vera, ok muntu þar vera, ok taka nunnu vígslu, ok þar muntu andast. Ok þá hnígr Þorsteinn aptr, ok var búit um lík hans, ok fært til skips. Þorsteinn bóndi efndi vel við Guðríði allt þat er hann hafði heitit. Hann seldi um vorit jörð sína ok kvikfé, ok fór til skips með Guðríði með allt sitt; bjó skipit, ok fèkk menn til, ok fór síðan til Eireksfjarðar. Voru nú líkin jörðuð at kirkju. Guðríðr fór til Leifs í Brattahlíð, en Þorsteinn svarti gerði bú í Eireksfirði, ok bjó þar, meðan hann lifði: ok þótti vera hinn vaskasti maðr.
 '''Frá Vínlandsferðum Þorfinns ok þeirra félaga.'''

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 10. jan. 2018 kl. 15:10
Linje 21:		Linje 21:
	'''[[Grønlands historiske mindesmærker]]'''		'''[[Grønlands historiske mindesmærker]]'''

−	<big><big>'''Erik den Rødes Saga'''</big></big><br>(Fortællingen om Erik den Røde og Fortællingen om Grønlænderne)	+
		+	<big>'''VI.'''<br><big>'''Erik den Rødes Saga'''</big></big><br>(Fortællingen om Erik den Røde og Fortællingen om Grønlænderne)

@@ Linje 3: / Linje 3: @@
 !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
 |-
-!  Denne teksten finnes på følgende språk ►!! [[Fil:Original.gif|32px|link=Grænlendinga saga]] !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fortælling om Erik den røde]] !!  !!
+! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Grænlendinga saga]] !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fortælling om Erik den røde]] !!  !!
 |-
 !  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Erik den Rødes Saga CCR/FM]] !!  !!
 |-
 |}

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 5. des. 2014 kl. 06:11
Linje 49:		Linje 49:
	Hidindtil havdes næsten intet udførligt paa Dansk om Erik Røde og hans Opdagelse af Grønland, naar vi undtage Schønings Uddrag af de gamle Beretninger derom i hans Norske Histories 3die Deel. Om hans Levnet har dog vor, meget for tidlig tabte, Børge Thorlacius skrevet paa Latin et academisk Program: ''de Erico Rufo'', 1811, indført i hans ''Prolusiones et Opuscula Academica II'', 117-152. Han viser deri, blandt andet, Sandsynligheden deraf, at Erik var født (i Norge) omtrent i Aaret 950. Vi mene, med Hensyn til Eriks høie Alder, da han vilde ledsage sin Søn Leif paa dennes Viinlands-Reise, at han maa være født før (som henved 940 eller endog 930). Det er maaskee en blot Unøiagtighed i Udtrykket hos de gamle Forfattere af ''Landnama'' og ''Þáttr Eiriks rauða'' at foregive, at Erik var født i Norge. Are Frode omtaler ham ikke (i sine ''Schedæ'') som født Nordmand, men som en fuldkommen Islænder. Dog kan det vel være, at han er kommen til Island med sin Fader i sin spæde Barndom, men at han, som voxen, har gjort en Reise til Norge, hvor han en kort Tid opholdt sig ved Jarlen Hakon Sigurdsøns (den Mægtiges) Hof. Derfra har han taget tilbage til sin Faders Gaard paa Hornstrandene paa Island. Hans første Opdagelsesreise fra Island til Grønland antages af Thorlacius at være foretagen 982 og at være tilendebragt 985, saa at Eriks tre Landflygtigheds-aar til den vare blevne vel anvendte, — samt at Grønlands første Beboelse ved ham blev begyndt i Aaret 986. Dette sidste stemmer ganske overcens med Are Frodes dobbelte, samt nærværende Fortællings, saavelsom ogsaa Thorfinn Karlsefnes Sagas Beretninger i de bedste Haandskrifter, samt ligeledes med de vigtigste gamle Annalers Tidsbestemmelse. Ogsaa har Thorlacius i dette Program gjort Læserne opmærksomme paa de forskjellige Træk i Eriks Charakteer, som ere opbevarede for os af Sagaerne, og som synes at vise, at den bestod af en synderlig Blanding af Godt og Ondt. Til det første Slags henhøre den Iver og Standhaftighed, hvormed han foretog og udførte sine, til manges Nytte, sigtende, men farlige og besværlige Opdagelsesreiser, samt den Velvillie og Gjæstfrihed, som han viste mod de fleste ham i Grønland besøgende og hans Hjelp ønskende Fremmede og Nybyggere m. m.; til det andet Slags derimod den Ufredelighed, som i hans yngre Aar indviklede ham i saa mange Drabssager, men hvori hans Opdragelse og Tidens Tænkemaade, vel ogsaa andres virkelige Forurettelser, have havt den meste Skyld. Efter at han havde anlagt sin grønlandske Colonie, hvis øverste Styrer han var til sin i høi Alder indtrufne Død, findes intet optegnet om voldsomme eller tyranniske Handlinger af ham, med Undtagelse af hans Forhold mod hans fordums Ven Thorgils Orrabeinsfostre, saaledes som det beskrives i den sidstnævnte berømmende og saaledes muelig for ham partiske Floamanna-Saga. Som Thorlacius bemærker, er det blevet foraarsaget af' Eriks, maaskee ikke fuldkommen ugrundede, Frygt for at denne udmærkede Helt, som i sit Fødeland, Island, havde været en rig og anseet Høvding; ved sit længere Ophold i Grønland deels kunde fordunkle Eriks Berømmelse, deels blive farlig for hans vel erhvervede og tillige vel anvendte Herredømme der i Landet. Herom kunne vi ellers henvise til den Afdeling af nærværende Værk, som kommer til at indeholde Thorgils's egen Levnetsbeskrivelse og hans i Grønland udførte Bedrifter. Tillige kan det her bemærkes, at man i Grønland, for de utilbørlige eller ilde anseete Handlinger, hvilke Erik der meentes at have begaaet, tillagde en vis Thorhall, hans Jæger og Forvalter, Skylden, men denne Mand var forhadt blandt sine christne Landsmænd for hans Tilbøielighed til Hedenskabet, til hvilket Erik selv i nogle gamle Beretninger siges lige til sin Død at have bekjendt sig, endskjønt hans Hustru Thjodhilde, hvilken han oprigtig elskede, havde antaget Christendommen, og derfor forladt sin i Religionssager anderledes tænkende Ægtemand, efter de Tiders Vedtægter blandt de Christne, som forbøde dem alt personligt Samkvem med Hedninger.		Hidindtil havdes næsten intet udførligt paa Dansk om Erik Røde og hans Opdagelse af Grønland, naar vi undtage Schønings Uddrag af de gamle Beretninger derom i hans Norske Histories 3die Deel. Om hans Levnet har dog vor, meget for tidlig tabte, Børge Thorlacius skrevet paa Latin et academisk Program: ''de Erico Rufo'', 1811, indført i hans ''Prolusiones et Opuscula Academica II'', 117-152. Han viser deri, blandt andet, Sandsynligheden deraf, at Erik var født (i Norge) omtrent i Aaret 950. Vi mene, med Hensyn til Eriks høie Alder, da han vilde ledsage sin Søn Leif paa dennes Viinlands-Reise, at han maa være født før (som henved 940 eller endog 930). Det er maaskee en blot Unøiagtighed i Udtrykket hos de gamle Forfattere af ''Landnama'' og ''Þáttr Eiriks rauða'' at foregive, at Erik var født i Norge. Are Frode omtaler ham ikke (i sine ''Schedæ'') som født Nordmand, men som en fuldkommen Islænder. Dog kan det vel være, at han er kommen til Island med sin Fader i sin spæde Barndom, men at han, som voxen, har gjort en Reise til Norge, hvor han en kort Tid opholdt sig ved Jarlen Hakon Sigurdsøns (den Mægtiges) Hof. Derfra har han taget tilbage til sin Faders Gaard paa Hornstrandene paa Island. Hans første Opdagelsesreise fra Island til Grønland antages af Thorlacius at være foretagen 982 og at være tilendebragt 985, saa at Eriks tre Landflygtigheds-aar til den vare blevne vel anvendte, — samt at Grønlands første Beboelse ved ham blev begyndt i Aaret 986. Dette sidste stemmer ganske overcens med Are Frodes dobbelte, samt nærværende Fortællings, saavelsom ogsaa Thorfinn Karlsefnes Sagas Beretninger i de bedste Haandskrifter, samt ligeledes med de vigtigste gamle Annalers Tidsbestemmelse. Ogsaa har Thorlacius i dette Program gjort Læserne opmærksomme paa de forskjellige Træk i Eriks Charakteer, som ere opbevarede for os af Sagaerne, og som synes at vise, at den bestod af en synderlig Blanding af Godt og Ondt. Til det første Slags henhøre den Iver og Standhaftighed, hvormed han foretog og udførte sine, til manges Nytte, sigtende, men farlige og besværlige Opdagelsesreiser, samt den Velvillie og Gjæstfrihed, som han viste mod de fleste ham i Grønland besøgende og hans Hjelp ønskende Fremmede og Nybyggere m. m.; til det andet Slags derimod den Ufredelighed, som i hans yngre Aar indviklede ham i saa mange Drabssager, men hvori hans Opdragelse og Tidens Tænkemaade, vel ogsaa andres virkelige Forurettelser, have havt den meste Skyld. Efter at han havde anlagt sin grønlandske Colonie, hvis øverste Styrer han var til sin i høi Alder indtrufne Død, findes intet optegnet om voldsomme eller tyranniske Handlinger af ham, med Undtagelse af hans Forhold mod hans fordums Ven Thorgils Orrabeinsfostre, saaledes som det beskrives i den sidstnævnte berømmende og saaledes muelig for ham partiske Floamanna-Saga. Som Thorlacius bemærker, er det blevet foraarsaget af' Eriks, maaskee ikke fuldkommen ugrundede, Frygt for at denne udmærkede Helt, som i sit Fødeland, Island, havde været en rig og anseet Høvding; ved sit længere Ophold i Grønland deels kunde fordunkle Eriks Berømmelse, deels blive farlig for hans vel erhvervede og tillige vel anvendte Herredømme der i Landet. Herom kunne vi ellers henvise til den Afdeling af nærværende Værk, som kommer til at indeholde Thorgils's egen Levnetsbeskrivelse og hans i Grønland udførte Bedrifter. Tillige kan det her bemærkes, at man i Grønland, for de utilbørlige eller ilde anseete Handlinger, hvilke Erik der meentes at have begaaet, tillagde en vis Thorhall, hans Jæger og Forvalter, Skylden, men denne Mand var forhadt blandt sine christne Landsmænd for hans Tilbøielighed til Hedenskabet, til hvilket Erik selv i nogle gamle Beretninger siges lige til sin Død at have bekjendt sig, endskjønt hans Hustru Thjodhilde, hvilken han oprigtig elskede, havde antaget Christendommen, og derfor forladt sin i Religionssager anderledes tænkende Ægtemand, efter de Tiders Vedtægter blandt de Christne, som forbøde dem alt personligt Samkvem med Hedninger.

−	~~AngaaendeBeskaffenheden~~ af den Egn paa Island, hvor Eriks første Opholdssted laae, og hvortil han, uden Tvivl i spæd Barndom, siges at være kommen med sin Fader, kunne vi henvise til vore Anmærkninger til Landnama her ovenfor S. 190-193, hvor vi tillige have viist Sandsynligheden deraf, at det sydlige Grønlands Egne maatte have noget tiltrækkende for Erik, ved den Lighed, som de i visse Maader havde med Islands Hornstrande, hans Opholdssted i Ungdommen, som saa tit for Menneskets Erindringer er det kjæreste og behageligste.	+	Angaaende Beskaffenheden af den Egn paa Island, hvor Eriks første Opholdssted laae, og hvortil han, uden Tvivl i spæd Barndom, siges at være kommen med sin Fader, kunne vi henvise til vore Anmærkninger til Landnama her ovenfor S. 190-193, hvor vi tillige have viist Sandsynligheden deraf, at det sydlige Grønlands Egne maatte have noget tiltrækkende for Erik, ved den Lighed, som de i visse Maader havde med Islands Hornstrande, hans Opholdssted i Ungdommen, som saa tit for Menneskets Erindringer er det kjæreste og behageligste.

@@ Linje 100: / Linje 100: @@
 '''Om Thorfins og hans Stalbrødres Viinlandsreiser.'''
-. Den samme Sommer kom et Skib fra Norge til Grønland. Den Mand, som førte dette Skib, hed Thorfinn Karlsefne;<sup>(64)</sup>  han var en Søn af Thord Hesthøfde, en Søn at Snorre Thordersøn fra Høfde”.<sup>(65)</sup>  Thorfinn Karlsefne var en overmaade rig Mand. Han var om Vinteren i Brattelid hos Leif Eriksøn. Snart fattede han Godhed for Gudrid, og beilede til hende, men hun henskød Sagen til Leif, at han skulde svare for hende. Siden blev hun ham lovet, og deres Bryllup holdtes samme Vinter. Der taltes endnu, ligesom før, meget om en Viinlandsreise, og baade Gudrid og andre opmuntrede Karlsefne meget til denne Reise. Hans Reise derhen blev nu bestemt, og han hvervede sig til Skibets Besætning 60 Karle og 5 Kvinder. Karlsefne og hans Skibsfolk indgik den Overeenskomst, at de skulde have lige Andeel i alt, hvad de forhvervede sig af Landets Herligheder. De havde alskens Kvæg med sig, thi de agtede at bebygge Landet, om det blev dem mueligt. Karlsefne bad Leif om hans Huse i Viinland, men han svarede at han vilde laane, men ikke give ham Husene. Siden seilede de ud i rum Sø med Skibet, og kom i god Behold til Leifsboder, og bare der deres Køier op. De fik snart en stor og god Fangst: thi der var opdreven en Hval,<sup>(66)</sup>  som baade var stor og god; de droge til, og skare Hvalen i Stykker, og fattedes da ikke Føde. Deres Kvæg gik der oppe paa Land, men snart blev Hankjønnet uregjerligt, og tog grumt afsted. De havde ført en Tyr med sig.<sup>(67)</sup>  Karlsefne lod fælde Træer, og hugge Tømmer deraf til Skibsladning, og lagde Træet til Tørre paa en Klippe. De betjente sig af alle de Herligheder, som vare der, baade af Viindruer og alskens Fangst og andre kostelige Ting. Efter den første Vinter kom nu Sommeren; da bleve de Skrælinger<sup>(68)</sup>  vaer, og der drog en stor Flok Mennesker frem af Skoven; deres Hornkvæg gik nær derved, og Tyren begyndte at brumme og brøle meget høit; dette forskrækkede Skrælingcrne<sup>(69)</sup>, og de løb derfra med deres Bylter, hvori der var Graaværk, Sobelskind og alskens Skindvarer<sup>(70)</sup>, og de toge Veien til Karlsefnes Gaard, og vilde der ind i Husene, men Karlsefne lod Dørrene forsvare. Ingen af Parterne forstod den andens Sprog. Da toge Skrælingerne deres Bylter ned, løste dem op, og falbøde deres Varer, og vilde helst have Vaaben for dem, men Karlsefne forbød sine Folk at sælge Vaabnene; og han fandt nu paa det Raad, at han lod Kvinderne udbære Melkemad til dem; og saasnart de saae den, da vilde de kjøbe den og intet andet. Skrælingernes Kjøbmandskab blev da saaledes, at de bare deres kjøbte Varer bort i deres Maver, men Karlsefne og hans Stalbrødre beholdt deres Bylter og Skindvarer; med saa forrettet Sag droge de bort. Nu er at fortælle, at Karlsefne lod gjøre en stærk Skigaard<sup>(71)</sup>  om sin Gaard, og gjorde der alt i Stand til Forsvar. I den Tid fødte Karlsefnes Kone Gudrid et Drengebarn, og denne Dreng fik Navnet Snorre.<sup>(72)</sup>  I Begyndelsen af den følgende Vinter kom Skrælingerne igjen til dem, og vare da meget talrigere end forrige Gang, og havde igjen samme Slags Varer som før. Da sagde Karlsefne til Kvinderne: “Nu skulle I udbære den samme Slags Mad, som gik bedst af forrige Gang, og intet andet.” Og da de saae det, kastede de deres Bylter ind over Skigaarden. Gudrid sad inde i Døren med sin Søn Snorres Vugge. Da kom der en Skygge for Døren, og der gik en Kone ind, i en sort Kjortel,<sup>(73)</sup>  hun var meget lav af Væxt, og havde et Baand om Hovedet, var lysebruun af Haar og bleg af Ansigt og meget storøiet, saa at man ikke havde seet saa store Øine i noget Menneskes Hoved. Hun gik derhen, hvor Gudrid sad, og sagde: “Hvad hedder du ?” spurgte hun. “Jeg hedder Gudrid, men hvad er dit Navn?” “Jeg hedder Gudrid,” sagde hun. Da rakte Huusmoderen Gudrid hende sin Haand, at hun skulde sidde hos hende; men i det samme skete det paa een Gang, at Gudrid hørte et stort Brag, og Konen forsvandt,<sup>(74)</sup>  og i det samme blev een af Skrælingerne dræbt af een af Karlsefnes Huuskarle, thi Skrælingen havde villet tage deres Vaaben; og de droge nu bort som snarest, men deres Klæder og Varer laae der tilbage; intet Menneske havde seet denne Kone uden Gudrid ene. “Nu vil det blive fornødent at tage et godt Raad,” sagde Karlsefne, “thi jeg troer at de ville besøge os tredie Gang med Ufred, og det mandstærke. Nu skulle vi tage det Raad, at 10 Mænd skulle gaae frem paa dette Næs, og vise sig der, men vort øvrige Mandskab skal drage hen i Skoven, og hugge Aabninger for vort Hornkvæg, naar Hæren kommer frem af Skoven. Vi skulle ogsaa tage vor Tyr, og lade den gaae foran os.” Men det Sted, hvor de skulde mødes, var saa beskaffent, at der var en Indsø paa den ene Side, og Skoven paa den anden. Det Raad som Karlsefne gav, blev nu efterfulgt. Skrælingerne kom til det Sted, som Karlsefne havde udseet til Striden; der blev nu en haard Kamp, og der faldt mange af Skrælingernes Hær. Der var en stor og anseelig Mand i Skrælingernes Hær, hvilken Karlsefne holdt for deres Anfører. Een af Skrælingerne havde taget en Øxe op, og saae paa den en Tid, og hævede den siden imod een af sine Stalbrødre, og hug til ham; han faldt strax død om; da greb den store Mand Øxen, og saae paa den en Stund, og kastede den siden ud paa Søen, saa langt som han kunde; men siden flyede de i Skoven, enhver saa hurtig som han kunde, og dermed endtes nu deres Strid. Karlsefne og hans Folk vare der denne hele Vinter; men om Vaaren bekjendtgjorde Karlsefne, at han ikke vilde være der længer, men vilde igjen drage til Grønland. De beredte sig nu til Reisen, og førte derfra mange kostelige Sager af Viinranker, Druer<sup>(75)</sup>  og Skindvarer. De sejlede nu ud paa Havet, og kom i god Behold med deres Skib til Eriksfjord, og vare der om Vinteren.
+. Den samme Sommer kom et Skib fra Norge til Grønland. Den Mand, som førte dette Skib, hed Thorfinn Karlsefne;<sup>(64)</sup>  han var en Søn af Thord Hesthøfde, en Søn at Snorre Thordersøn fra Høfde”.<sup>(65)</sup>  Thorfinn Karlsefne var en overmaade rig Mand. Han var om Vinteren i Brattelid hos Leif Eriksøn. Snart fattede han Godhed for Gudrid, og beilede til hende, men hun henskød Sagen til Leif, at han skulde svare for hende. Siden blev hun ham lovet, og deres Bryllup holdtes samme Vinter. Der taltes endnu, ligesom før, meget om en Viinlandsreise, og baade Gudrid og andre opmuntrede Karlsefne meget til denne Reise. Hans Reise derhen blev nu bestemt, og han hvervede sig til Skibets Besætning 60 Karle og 5 Kvinder. Karlsefne og hans Skibsfolk indgik den Overeenskomst, at de skulde have lige Andeel i alt, hvad de forhvervede sig af Landets Herligheder. De havde alskens Kvæg med sig, thi de agtede at bebygge Landet, om det blev dem mueligt. Karlsefne bad Leif om hans Huse i Viinland, men han svarede at han vilde laane, men ikke give ham Husene. Siden seilede de ud i rum Sø med Skibet, og kom i god Behold til Leifsboder, og bare der deres Køier op. De fik snart en stor og god Fangst: thi der var opdreven en Hval,<sup>(66)</sup>  som baade var stor og god; de droge til, og skare Hvalen i Stykker, og fattedes da ikke Føde. Deres Kvæg gik der oppe paa Land, men snart blev Hankjønnet uregjerligt, og tog grumt afsted. De havde ført en Tyr med sig.<sup>(67)</sup>  Karlsefne lod fælde Træer, og hugge Tømmer deraf til Skibsladning, og lagde Træet til Tørre paa en Klippe. De betjente sig af alle de Herligheder, som vare der, baade af Viindruer og alskens Fangst og andre kostelige Ting. Efter den første Vinter kom nu Sommeren; da bleve de Skrælinger<sup>(68)</sup>  vaer, og der drog en stor Flok Mennesker frem af Skoven; deres Hornkvæg gik nær derved, og Tyren begyndte at brumme og brøle meget høit; dette forskrækkede Skrælingerne<sup>(69)</sup>, og de løb derfra med deres Bylter, hvori der var Graaværk, Sobelskind og alskens Skindvarer<sup>(70)</sup>, og de toge Veien til Karlsefnes Gaard, og vilde der ind i Husene, men Karlsefne lod Dørrene forsvare. Ingen af Parterne forstod den andens Sprog. Da toge Skrælingerne deres Bylter ned, løste dem op, og falbøde deres Varer, og vilde helst have Vaaben for dem, men Karlsefne forbød sine Folk at sælge Vaabnene; og han fandt nu paa det Raad, at han lod Kvinderne udbære Melkemad til dem; og saasnart de saae den, da vilde de kjøbe den og intet andet. Skrælingernes Kjøbmandskab blev da saaledes, at de bare deres kjøbte Varer bort i deres Maver, men Karlsefne og hans Stalbrødre beholdt deres Bylter og Skindvarer; med saa forrettet Sag droge de bort. Nu er at fortælle, at Karlsefne lod gjøre en stærk Skigaard<sup>(71)</sup>  om sin Gaard, og gjorde der alt i Stand til Forsvar. I den Tid fødte Karlsefnes Kone Gudrid et Drengebarn, og denne Dreng fik Navnet Snorre.<sup>(72)</sup>  I Begyndelsen af den følgende Vinter kom Skrælingerne igjen til dem, og vare da meget talrigere end forrige Gang, og havde igjen samme Slags Varer som før. Da sagde Karlsefne til Kvinderne: “Nu skulle I udbære den samme Slags Mad, som gik bedst af forrige Gang, og intet andet.” Og da de saae det, kastede de deres Bylter ind over Skigaarden. Gudrid sad inde i Døren med sin Søn Snorres Vugge. Da kom der en Skygge for Døren, og der gik en Kone ind, i en sort Kjortel,<sup>(73)</sup>  hun var meget lav af Væxt, og havde et Baand om Hovedet, var lysebruun af Haar og bleg af Ansigt og meget storøiet, saa at man ikke havde seet saa store Øine i noget Menneskes Hoved. Hun gik derhen, hvor Gudrid sad, og sagde: “Hvad hedder du ?” spurgte hun. “Jeg hedder Gudrid, men hvad er dit Navn?” “Jeg hedder Gudrid,” sagde hun. Da rakte Huusmoderen Gudrid hende sin Haand, at hun skulde sidde hos hende; men i det samme skete det paa een Gang, at Gudrid hørte et stort Brag, og Konen forsvandt,<sup>(74)</sup>  og i det samme blev een af Skrælingerne dræbt af een af Karlsefnes Huuskarle, thi Skrælingen havde villet tage deres Vaaben; og de droge nu bort som snarest, men deres Klæder og Varer laae der tilbage; intet Menneske havde seet denne Kone uden Gudrid ene. “Nu vil det blive fornødent at tage et godt Raad,” sagde Karlsefne, “thi jeg troer at de ville besøge os tredie Gang med Ufred, og det mandstærke. Nu skulle vi tage det Raad, at 10 Mænd skulle gaae frem paa dette Næs, og vise sig der, men vort øvrige Mandskab skal drage hen i Skoven, og hugge Aabninger for vort Hornkvæg, naar Hæren kommer frem af Skoven. Vi skulle ogsaa tage vor Tyr, og lade den gaae foran os.” Men det Sted, hvor de skulde mødes, var saa beskaffent, at der var en Indsø paa den ene Side, og Skoven paa den anden. Det Raad som Karlsefne gav, blev nu efterfulgt. Skrælingerne kom til det Sted, som Karlsefne havde udseet til Striden; der blev nu en haard Kamp, og der faldt mange af Skrælingernes Hær. Der var en stor og anseelig Mand i Skrælingernes Hær, hvilken Karlsefne holdt for deres Anfører. Een af Skrælingerne havde taget en Øxe op, og saae paa den en Tid, og hævede den siden imod een af sine Stalbrødre, og hug til ham; han faldt strax død om; da greb den store Mand Øxen, og saae paa den en Stund, og kastede den siden ud paa Søen, saa langt som han kunde; men siden flyede de i Skoven, enhver saa hurtig som han kunde, og dermed endtes nu deres Strid. Karlsefne og hans Folk vare der denne hele Vinter; men om Vaaren bekjendtgjorde Karlsefne, at han ikke vilde være der længer, men vilde igjen drage til Grønland. De beredte sig nu til Reisen, og førte derfra mange kostelige Sager af Viinranker, Druer<sup>(75)</sup>  og Skindvarer. De sejlede nu ud paa Havet, og kom i god Behold med deres Skib til Eriksfjord, og vare der om Vinteren.
@@ Linje 213: / Linje 213: @@
 *77) Mueligt er det at Rygtet, eller det strax efter ommeldte, ved Pinsler aftvungne Udsagn, meget have overdrevet Freydis's Udaad, eller og at nogle af det ved hende overvundne Partie ere undslupne fra Nederlaget, men have siden manglet Leilighed til at komme bort, og senere ere blevne blandede med de Indfødte. Mere herom i det følgende.
 *78) Dette tvetydige eller nu ikke fuldkommen forstaaelige Ord oversætte vi efter Bogstaven. Den lærde Arngrim Johnsen har, først i det 16de Aarhundrede, ikke tiltroet sig at kunne fortolke det med Sikkerhed, i det han blot kalder den omhandlede Gjenstand et Stykke Træ, hvilket Thorfinn havde brugt i sine Huse, og siger herom i hans endnu ikke i Originalen udgivne ''Groenlandia: “Thorfinnus rogatus ab extraneo Bremensi, quod lignum quoddam, quo in domunculis suis usus fuerat, (húsasnotru sina) vendat.”'' Torfæus i sin ''Vinlandia'' S. 28 oversætter derimod Stedet saaledes: ''“Vir quidam Bremensis coronidem ejus (húsasnotra habetur) licitabat.'' Dog kan man ikke ret see, hvad ''coronis'' her skal betyde. Sandsynligst har Torfæus her tænkt sig en zirlig Fløistang eller Veirhane, anbragt øverst paa husets Top (som endnu almindelig sees blandt os, saavel i Stæder som Landsbyer, især Havne og Fiskerlejer, samt paa de fleste Kirketaarne). Saaledes oversætter Bjørn Haldorsen ogsaa ''húsasnotra'' ved ''coronis domus'', endskjønt han og anfører Betydningen “Fejekost” samt endvidere den af en “Kat” (som tit snoer og dreier sig omkring i alle Husets Kroge). Jeg, Finn Magnusen, erindrer ikke rettere, end at en Top eller “Snurre” som med Fingrene kan bringes til at løbe og drejes rundt, ligesom af sig selv, og hvormed Børn tit more sig, kaldes paa Islandsk ''snotra,'' ligesom ''snorra'' i Svensk, fordi den saa tit snoes, “snorrer” (snurrer) omkring (af ''snúa'', snoe) En lignende Etymologie kan være rimelig nok for Fløien eller Veirhanen, som stedse snuer sig omkring efter Vindens Gang; tillige pryder Fløistangen Huset, naar den er af smukt Træ, kunstig udskaaret, forgyldt eller malet, og kan saaledes tillige udlede sit Navn af Gjerningsordet ''snotra'', pryde, smykke. Skjønt vi ansee denne Fortolkning for den rimeligste, følge vi i Textens Oversættelse selve Ordet ved at gjengive det ved ''Huuspryder'' eller ''Huuspryd.''
-*79) ''Mösur, mavsur'' eller ''masur'' betegner vel her overhoved enhver skjøn og flammet Træ-Art, (her udmærket som Viinlandsk eller Amerikansk) — ligesom det endnu i Tydsk brugelige ''Maser''; see derom Zinkes Oekonomisches Lexicon 2 Th., S 1793-94. — Derimod betegner Ordet ''masur'' endnu især i Svensk, men ''maser'' eller ''mazer'' i Skotsk (efter Jamiesons Dictionary) vel og fordum i Engelsk, det flammede Valbirk, som i Tydsk kaldes ''Masserle, Masseller'' og ''Massholder''. — Arngrim Johnsen siger (l. c.) om det Viinlandske Træ: ''Erat autem lignum Mausur (fortasse acer) Maussholterbaum, vel ruscus Meusedorn'' (rettet fra ''Meussdore'' i den Arnæmagnæanske Samlings Afskrift) ''qui circumligatus arcet mures''. Den sidstnævnte Væxt er en Torneart, ogsaa (efter visse Ordbøger) kaldet paa Dansk Musetorn, fordi den menes at fordrive Muus fra de Ting, hvorved den sættes eller ophænges. Dette Navn forekommer dog ikke i Hornemanns Danske Plantelære, men vist er det, at det ommeldte Tydske Navn undertiden tillægges hans ''Ilex aquifolium'', som ellers i Dansk kaldes ''Christtorn, Maretorn, Mareved'' (begge Navne ere øinsynlig udsprungne fra religiøse eller overtroiske Ideer). Den kan opvoxe til et temmelig stort Træ, samt afgive smukt, varigt og massivt Ved til Møblers Indlægning o. dl. Var Karlsefnes ''húsasnotra'', en Feiekost, og dens tydske Kjøber har tillagt den Kraft til at fordrive Muus, bliver dens høie Pris nogenlunde begribelig, — endskjønt Træartens Skjønhed og Sjeldenhed vistnok snarere har bidraget dertil. Torfæus bemærker at det saakaldte ''Mavsur'' (eller Masur-) Træ fordum her i Norden blev anseet for en stor Kostbarhed, da Norges Konge Harald Haardraade f. Ex. skjenkede Høvdingen Thorer af Steig, efter at han først havde givet ham Kongenavnet, en Masurbolle (eller Kop) med forgyldt Sølvbeslag. See ''Heimskringla'' III, 81. Om denne kostbare Træart vil mere forekomme i det følgende. Bægere af Valbirk have Britterne i nyere Tider brugt og kjendt under Navn af ''Mazer'' og ''Mazer-dish'', hvilken Benævnelse man og finder i engelske Ordbøgcr for en Drikkeskaal.
+*79) ''Mösur, mavsur'' eller ''masur'' betegner vel her overhoved enhver skjøn og flammet Træ-Art, (her udmærket som Viinlandsk eller Amerikansk) — ligesom det endnu i Tydsk brugelige ''Maser''; see derom Zinkes Oekonomisches Lexicon 2 Th., S 1793-94. — Derimod betegner Ordet ''masur'' endnu især i Svensk, men ''maser'' eller ''mazer'' i Skotsk (efter Jamiesons Dictionary) vel og fordum i Engelsk, det flammede Valbirk, som i Tydsk kaldes ''Masserle, Masseller'' og ''Massholder''. — Arngrim Johnsen siger (l. c.) om det Viinlandske Træ: ''Erat autem lignum Mausur (fortasse acer) Maussholterbaum, vel ruscus Meusedorn'' (rettet fra ''Meussdore'' i den Arnæmagnæanske Samlings Afskrift) ''qui circumligatus arcet mures''. Den sidstnævnte Væxt er en Torneart, ogsaa (efter visse Ordbøger) kaldet paa Dansk Musetorn, fordi den menes at fordrive Muus fra de Ting, hvorved den sættes eller ophænges. Dette Navn forekommer dog ikke i Hornemanns Danske Plantelære, men vist er det, at det ommeldte Tydske Navn undertiden tillægges hans ''Ilex aquifolium'', som ellers i Dansk kaldes ''Christtorn, Maretorn, Mareved'' (begge Navne ere øinsynlig udsprungne fra religiøse eller overtroiske Ideer). Den kan opvoxe til et temmelig stort Træ, samt afgive smukt, varigt og massivt Ved til Møblers Indlægning o. dl. Var Karlsefnes ''húsasnotra'', en Feiekost, og dens tydske Kjøber har tillagt den Kraft til at fordrive Muus, bliver dens høie Pris nogenlunde begribelig, — endskjønt Træartens Skjønhed og Sjeldenhed vistnok snarere har bidraget dertil. Torfæus bemærker at det saakaldte ''Mavsur'' (eller Masur-) Træ fordum her i Norden blev anseet for en stor Kostbarhed, da Norges Konge Harald Haardraade f. Ex. skjenkede Høvdingen Thorer af Steig, efter at han først havde givet ham Kongenavnet, en Masurbolle (eller Kop) med forgyldt Sølvbeslag. See ''Heimskringla'' III, 81. Om denne kostbare Træart vil mere forekomme i det følgende. Bægere af Valbirk have Britterne i nyere Tider brugt og kjendt under Navn af ''Mazer'' og ''Mazer-dish'', hvilken Benævnelse man og finder i engelske Ordbøger for en Drikkeskaal.
 *80) ''Glaumbær'' er nu en Præstegaard, liggende i Skagefjords Syssel inden Islands Nordamt.
 *81) Dette vil blive nærmere oplyst i de Stamtavler, som skulle ledsage nærværende Værk.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 26. nov. 2014 kl. 05:29
Linje 90:		Linje 90:
	'''Thorvald drog til Viinland'''		'''Thorvald drog til Viinland'''

−	3. Nu beredte Thorvald sig til denne Reise med 30 Mand, og raadførte sig derom med sin Broder Leif. De gjorde siden deres Skib færdigt, og seilede ud i rum Sø; og der fortælles intet om deres Reise, førend de kom til Viinland til Leifsboder.<sup>(46)</sup> Der bragte de deres Skib i Forvaring, og opholdt sig rolig den Vinter, og fangede Fiske til deres Føde. Men om Vaaren sagde Thorvald, at de skulde berede deres Skib, og nogle Mænd skulde med Skibets Storbaad seile langs med den vestlige Kyst af Landet, og foretage Undersøgelser der om Sommeren. De fandt Landet fagert og skovrigt, og kun kort imellem Skov og Sø og hvide Sandstrækninger; der vare mange Øer og meget grundt. De fandt ingensteds enten Menneskeboliger eller Dyreleier, uden paa en Ø, som laae vestlig, hvor de traf paa et Kornskuur<sup>(47)</sup> af Træ, men flere Menneskeværker fandt de ikke; og de droge dernæst tilbage, og kom til Leifsboder om Høsten: Men den anden Sommer drog Thorvald østerud med Fartøiet og mod Norden langs med Landet. Da overfaldt dem en stærk Storm udenfor et Forbjerg, saa at de sloges derop, og Kjølen stødtes løs fra skibet; de opholdt sig der længe, og istandsatte deres Skib. Da sagde Thorvald til sine Medfølgere: “Nu vil jeg at vi skulle opreise Kjølen her paa Næsset, og kalde det Kjalarnæs;<sup>(48)</sup> og de gjorde saa. Siden seilede de bort derfra østen om Landet ind i de Fjorde-Mundinger, som laae nærmest derved, og til et Forbjerg som strakte sig der frem, eg var overalt bevoxet med Skov. Der lægge de deres Skib i Leje, og skyde Bryggen paa Land, og Thorvald gaaer der op i Land med alle sine Medfølgere; han sagde da: “Her er fagert, og her ønskede jeg at reise min Bopæl.” Siden gik de til Skibet, og saae da paa Sandet indenfor Forbjerget 3 Høie; de droge did, og saae der 3 Skindbaade<sup>(49)</sup> og 3 Mennesker under hver. Da deelte de deres Folk, og grebe dem alle paa een nær, som kom bort med sin Skindbaad.<sup>(50)</sup> De andre 8 dræbte de, gik siden tilbage til Forbjerget, og saae sig der om; de saae da nogle Høie inde i Fjorden, og formodede at det maatte være Boliger. Der overfaldt dem en saa stor Søvnighed, at de ikke kunde vaage, men faldt alle i Søvn. Da kom der et Raab over dem, saa at de vaagnede alle; Raabet lød saa: “Vaagn op, Thorvald, med hele dit Følge, om du vil beholde Livet; gak om Bord paa dit Skib med alle dine Mænd; og drager bort fra Land som snarest!”<sup>(51)</sup> Dernæst kom en utallig Mængde Skindbaade fra den inderste Deel ~~afFjorden~~ ud efter, og lagde til dem. Da sagde Thorvald: “Vi ville fire Stridsskjerme<sup>(52)</sup> ud paa Skibsbordene, og værge os saa godt som mueligt, men ikke gaae angrebsviis tilværks.” De gjorde saa, men Skrælingerne skøde en Stund paa dem, og flyede siden bort, enhver saa hurtig som han kunde. Da spurgte Thorvald sine Mænd, om de havde faaet noget Saar; de sagde at de ikke vare saarede. “Jeg har faaet et Saar under Armen,” sagde han, “thi en Piil fløi imellem Skibsbordet og Skjoldet ind under min Arm; her er Pilen, og det vil blive mit Banesaar. Nu giver jeg eder det Raad, at I berede eder som snarest til at drage tilbage; men I skulle føre mig hen paa det Forbjerg, som syntes mig bedst til at boe paa; det kan hændes at det var et sandt Ord, der faldt mig i Munden, at jeg skulde boe der en Stund; der skulle I begrave mig og opreise tvende Kors, ved Hovedet og ved Fødderne af mig, og kalde det Krossenæs<sup>(53)</sup> bestandig herefter.” Grønland var da christnet, men dog døde Erik Røde før Christendommens Indførelse. Nu døde Thorvald, men de gjorde alt, eftersom ban havde sagt; og droge siden til deres Stalbrødre, og de fortalte nu hverandre de Tidender som de vidste, og boede der den Vinter, og samlede Viindruer og Viinranker til Skibsladning. Men om Vaaren beredte de sig, og seilede derfra tilbage til Grønland; de kom med deres Skib til Eriksfjord, og kunde nu fortælle Leif store Tidender.	+	3. Nu beredte Thorvald sig til denne Reise med 30 Mand, og raadførte sig derom med sin Broder Leif. De gjorde siden deres Skib færdigt, og seilede ud i rum Sø; og der fortælles intet om deres Reise, førend de kom til Viinland til Leifsboder.<sup>(46)</sup> Der bragte de deres Skib i Forvaring, og opholdt sig rolig den Vinter, og fangede Fiske til deres Føde. Men om Vaaren sagde Thorvald, at de skulde berede deres Skib, og nogle Mænd skulde med Skibets Storbaad seile langs med den vestlige Kyst af Landet, og foretage Undersøgelser der om Sommeren. De fandt Landet fagert og skovrigt, og kun kort imellem Skov og Sø og hvide Sandstrækninger; der vare mange Øer og meget grundt. De fandt ingensteds enten Menneskeboliger eller Dyreleier, uden paa en Ø, som laae vestlig, hvor de traf paa et Kornskuur<sup>(47)</sup> af Træ, men flere Menneskeværker fandt de ikke; og de droge dernæst tilbage, og kom til Leifsboder om Høsten: Men den anden Sommer drog Thorvald østerud med Fartøiet og mod Norden langs med Landet. Da overfaldt dem en stærk Storm udenfor et Forbjerg, saa at de sloges derop, og Kjølen stødtes løs fra skibet; de opholdt sig der længe, og istandsatte deres Skib. Da sagde Thorvald til sine Medfølgere: “Nu vil jeg at vi skulle opreise Kjølen her paa Næsset, og kalde det Kjalarnæs;<sup>(48)</sup> og de gjorde saa. Siden seilede de bort derfra østen om Landet ind i de Fjorde-Mundinger, som laae nærmest derved, og til et Forbjerg som strakte sig der frem, eg var overalt bevoxet med Skov. Der lægge de deres Skib i Leje, og skyde Bryggen paa Land, og Thorvald gaaer der op i Land med alle sine Medfølgere; han sagde da: “Her er fagert, og her ønskede jeg at reise min Bopæl.” Siden gik de til Skibet, og saae da paa Sandet indenfor Forbjerget 3 Høie; de droge did, og saae der 3 Skindbaade<sup>(49)</sup> og 3 Mennesker under hver. Da deelte de deres Folk, og grebe dem alle paa een nær, som kom bort med sin Skindbaad.<sup>(50)</sup> De andre 8 dræbte de, gik siden tilbage til Forbjerget, og saae sig der om; de saae da nogle Høie inde i Fjorden, og formodede at det maatte være Boliger. Der overfaldt dem en saa stor Søvnighed, at de ikke kunde vaage, men faldt alle i Søvn. Da kom der et Raab over dem, saa at de vaagnede alle; Raabet lød saa: “Vaagn op, Thorvald, med hele dit Følge, om du vil beholde Livet; gak om Bord paa dit Skib med alle dine Mænd; og drager bort fra Land som snarest!”<sup>(51)</sup> Dernæst kom en utallig Mængde Skindbaade fra den inderste Deel af Fjorden ud efter, og lagde til dem. Da sagde Thorvald: “Vi ville fire Stridsskjerme<sup>(52)</sup> ud paa Skibsbordene, og værge os saa godt som mueligt, men ikke gaae angrebsviis tilværks.” De gjorde saa, men Skrælingerne skøde en Stund paa dem, og flyede siden bort, enhver saa hurtig som han kunde. Da spurgte Thorvald sine Mænd, om de havde faaet noget Saar; de sagde at de ikke vare saarede. “Jeg har faaet et Saar under Armen,” sagde han, “thi en Piil fløi imellem Skibsbordet og Skjoldet ind under min Arm; her er Pilen, og det vil blive mit Banesaar. Nu giver jeg eder det Raad, at I berede eder som snarest til at drage tilbage; men I skulle føre mig hen paa det Forbjerg, som syntes mig bedst til at boe paa; det kan hændes at det var et sandt Ord, der faldt mig i Munden, at jeg skulde boe der en Stund; der skulle I begrave mig og opreise tvende Kors, ved Hovedet og ved Fødderne af mig, og kalde det Krossenæs<sup>(53)</sup> bestandig herefter.” Grønland var da christnet, men dog døde Erik Røde før Christendommens Indførelse. Nu døde Thorvald, men de gjorde alt, eftersom ban havde sagt; og droge siden til deres Stalbrødre, og de fortalte nu hverandre de Tidender som de vidste, og boede der den Vinter, og samlede Viindruer og Viinranker til Skibsladning. Men om Vaaren beredte de sig, og seilede derfra tilbage til Grønland; de kom med deres Skib til Eriksfjord, og kunde nu fortælle Leif store Tidender.