Et sammendrag af sagaerne om de norske konger - Revisjonshistorikk

Jesper på 9. jan. 2025 kl. 15:26

2025-01-09T15:26:23Z

Jesper på 13. mai 2022 kl. 14:04

2022-05-13T14:04:52Z

Jesper på 26. apr. 2018 kl. 18:59

2018-04-26T18:59:37Z

Jesper på 18. mai 2017 kl. 18:42

2017-05-18T18:42:31Z

Jesper på 23. jan. 2016 kl. 14:09

2016-01-23T14:09:59Z

Jesper på 13. des. 2015 kl. 16:16

2015-12-13T16:16:33Z

Jesper på 18. jan. 2015 kl. 07:21

2015-01-18T07:21:40Z

Jesper: Kap. 54-60

2015-01-17T13:29:08Z

Kap. 54-60

Jesper: Kap. 51-53

2015-01-12T19:06:28Z

Kap. 51-53

Jesper: Kap. 48-50

2015-01-11T16:15:41Z

Kap. 48-50

Vis endringer

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 9. jan. 2025 kl. 15:26
Linje 274:		Linje 274:
	Sammen med Kalv var disse mænd høvdinge for trønderhæren: Tore Hund, Erland fra Gerde, Aslak fra Finnøy. På Olavs side var Harald — hans bror, som var 15 år gammel, en meget lovende mand og stor af vækst — Ragnvald Bruseson og Bjørn den Digre. I denne kamp faldt Erland fra Gerde som den første mand i trønderhæren. Kong Olavs fald skete også tidligt i kampen. Han havde et sværd i hånden, men bar hverken hjelm eller brynje. Han blev såret i knæet af Kalvs huskarl, og da bøjede han sig ned og bad for sig og kastede sværdet til jorden. Tore Hund og Torstein Knarresmed fik ord for at have dræbt kong Olav.		Sammen med Kalv var disse mænd høvdinge for trønderhæren: Tore Hund, Erland fra Gerde, Aslak fra Finnøy. På Olavs side var Harald — hans bror, som var 15 år gammel, en meget lovende mand og stor af vækst — Ragnvald Bruseson og Bjørn den Digre. I denne kamp faldt Erland fra Gerde som den første mand i trønderhæren. Kong Olavs fald skete også tidligt i kampen. Han havde et sværd i hånden, men bar hverken hjelm eller brynje. Han blev såret i knæet af Kalvs huskarl, og da bøjede han sig ned og bad for sig og kastede sværdet til jorden. Tore Hund og Torstein Knarresmed fik ord for at have dræbt kong Olav.

−	Og således steg den hellige Olav i denne kamp fra dette rige til ~~himmerige~~. Bjørn den Digre faldt ved kongens hoved, mens Torstein Knarresmed straks blev dræbt ved kongens fødder. I denne kamp faldt Aslak fra Finnøy og store dele af trønderhæren.	+	Og således steg den hellige Olav i denne kamp fra dette rige til Himmerige. Bjørn den Digre faldt ved kongens hoved, mens Torstein Knarresmed straks blev dræbt ved kongens fødder. I denne kamp faldt Aslak fra Finnøy og store dele af trønderhæren.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 13. mai 2022 kl. 14:04
Linje 441:		Linje 441:
	'''49. Kong Magnus’ hærfærd til Götaland'''		'''49. Kong Magnus’ hærfærd til Götaland'''

−	Magnus drog på mange hærfærder, og først rejste han krav i Götaland østpå ved at hævde, at Dal, Vedbo og Varbo med rette tilhørte Norge, da egnen førhen havde tilhørt hans forfædre. Kongen stillede med en stor hær ved landegrænsen, hvor de boede i telte, og agtede at angribe Götaland. Da kong Inge erfarede dette, samlede han hurtigt en hær og søgte imod kong Magnus, og da denne fik sand efterretning om færden, ivrede høvdingene for tilbagetrækning, men det ville Magnus ikke høre tale om, og midt om natten angreb han kong Inge, førend denne blev klar over det. Han forvoldte stor ~~mandeskade~~, men Inge frelste sig ved at flygte. Uenigheden blev siden vendt til forlig, og kong Magnus fik Margrete — kong Inges datter — og tilmed de egne, som han havde gjort krav på.~~<ref>Her bøjer sagaskriveren vist sandheden til det alleryderste, for Kong Magnus led i henhold til andre kilder svidende nederlag mod svenske kong Inge, inden der blev indgået forlig.</ref>~~	+	Magnus drog på mange hærfærder, og først rejste han krav i Götaland østpå ved at hævde, at Dal, Vedbo og Varbo med rette tilhørte Norge, da egnen førhen havde tilhørt hans forfædre. Kongen stillede med en stor hær ved landegrænsen, hvor de boede i telte, og agtede at angribe Götaland. Da kong Inge erfarede dette, samlede han hurtigt en hær og søgte imod kong Magnus, og da denne fik sand efterretning om færden, ivrede høvdingene for tilbagetrækning, men det ville Magnus ikke høre tale om, og midt om natten angreb han kong Inge, førend denne blev klar over det. Han forvoldte stor mandskade, men Inge frelste sig ved at flygte. Uenigheden blev siden vendt til forlig, og kong Magnus fik Margrete — kong Inges datter — og tilmed de egne, som han havde gjort krav på.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 26. apr. 2018 kl. 18:59
Linje 50:		Linje 50:


−	Men han stred i 10 år, før han blev eneherskende konge i Norge og indførte gode skikke og fred i sit land. Han fik 20 sønner med mange kvinder, men kun to opnåede dog kongenavn: Erik Blodøkse og Håkon den Gode. Erik Blodøkse var den ældste af hans sønner, mens Håkon — som den engelske kong Adalsteinn antog i søns sted — var den yngste. Den tredje var Olav Digerben; den fjerde Bjørn ~~købmand~~ — som nogle kalder Buna; den femte Guttorm; den sjette Halvdan den Sorte; den syvende Dag; den ottende Ring; den niende Gudrød Ko; den tiende Ragnvald; den ellevte Sigtryg; den tolvte Frode; den trettende Rørek; den fjortende Tryggve; den femtende Gunrød; den sekstende Øistein; den syttende Sigurd Ris; den attende Gudrød Glans; den nittende Halvdan Hvidben — som nogle kaldte Højben; den tyvende Ragnvald Ryk — som nogle kalder Ragnar — der var søn af en finnekvinde, som hed Snefrid og var datter af finnekongen Svase, og Ragnvald slægtede sin mor på, da han blev anset for at være sejdmand — det er en spåmand — og han boede i Hadeland, hvor han sejdede og fik tilnavnet Troldkarl.	+	Men han stred i 10 år, før han blev eneherskende konge i Norge og indførte gode skikke og fred i sit land. Han fik 20 sønner med mange kvinder, men kun to opnåede dog kongenavn: Erik Blodøkse og Håkon den Gode. Erik Blodøkse var den ældste af hans sønner, mens Håkon — som den engelske kong Adalsteinn antog i søns sted — var den yngste. Den tredje var Olav Digerben; den fjerde Bjørn Købmand — som nogle kalder Buna; den femte Guttorm; den sjette Halvdan den Sorte; den syvende Dag; den ottende Ring; den niende Gudrød Ko; den tiende Ragnvald; den ellevte Sigtryg; den tolvte Frode; den trettende Rørek; den fjortende Tryggve; den femtende Gunrød; den sekstende Øistein; den syttende Sigurd Ris; den attende Gudrød Glans; den nittende Halvdan Hvidben — som nogle kaldte Højben; den tyvende Ragnvald Ryk — som nogle kalder Ragnar — der var søn af en finnekvinde, som hed Snefrid og var datter af finnekongen Svase, og Ragnvald slægtede sin mor på, da han blev anset for at være sejdmand — det er en spåmand — og han boede i Hadeland, hvor han sejdede og fik tilnavnet Troldkarl.

@@ Linje 26: / Linje 26: @@
 ----
-<center>''Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Gustav Indrebø:'' Ågrip (Norrøn tekst), ''Det norske samlaget, Oslo 1936 (Norrøne bokverk nr. 32)''</center>
+<center>''Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Gustav Indrebø:'' [[Ágrip]], ''Det norske samlaget, Oslo 1936 (Norrøne bokverk nr. 32)''</center>
 ----

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 23. jan. 2016 kl. 14:09
Linje 462:		Linje 462:
	Efter Magnus tager hans tre sønner magten: Øistein og Sigurd og Olav — alle gode og gæve mænd, rolige, beherskede og fredelige, og der er meget herligt og godt at sige om dem. Olav prøvede man dog kun i kort tid, for han levede ikke længere end 12 år efter sin fars frafald. Han døde i købstaden — sytten år gammel — og blev begravet i Kristkirken, og alle sørgede over hans bortgang.		Efter Magnus tager hans tre sønner magten: Øistein og Sigurd og Olav — alle gode og gæve mænd, rolige, beherskede og fredelige, og der er meget herligt og godt at sige om dem. Olav prøvede man dog kun i kort tid, for han levede ikke længere end 12 år efter sin fars frafald. Han døde i købstaden — sytten år gammel — og blev begravet i Kristkirken, og alle sørgede over hans bortgang.

−	I begyndelsen, da de tre brødre sad ved magten — Øistein og Sigurd og Olav — fik Sigurd lyst til at rejse udenlands til ~~Jorsala~~ efter råd fra sine brødre og de bedste mænd i landet. For at vinde Guds nåde og blive afholdt af almuen afskaffede brødrene tvangen og trængslerne og de onde tiltag, som grådige konger og jarler havde pålagt folket, således som det tidligere blev fortalt.	+	I begyndelsen, da de tre brødre sad ved magten — Øistein og Sigurd og Olav — fik Sigurd lyst til at rejse udenlands til Jorsal efter råd fra sine brødre og de bedste mænd i landet. For at vinde Guds nåde og blive afholdt af almuen afskaffede brødrene tvangen og trængslerne og de onde tiltag, som grådige konger og jarler havde pålagt folket, således som det tidligere blev fortalt.

@@ Linje 3: / Linje 3: @@
 !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
 |-
-!  Denne teksten finnes på følgende språk ►!!  !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Ågrip]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Kort Omrids af de norske Kongers Sagaer]] !!  !!
+!  Denne teksten finnes på følgende språk ►!! [[Fil:Original.gif|32px|link=Ágrip]] !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Ågrip]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Kort Omrids af de norske Kongers Sagaer]] !!  !!
 |-
 ! !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Et sammendrag af sagaerne om de norske konger]] !!  !!

@@ Linje 76: / Linje 76: @@
 Gunhild — Eriks kone — var den smukkeste kvinde. Hun gav indtryk af at være en lille kvinde, men hun rådede stort; hun var så ond i sine tiltag, og han så tilbøjelig til grusomhed og alskens underkuelse af folket, at det var tungt at bære. Han gjorde det af med Olav Digerben — sin bror — og Bjørn og flere af sine brødre. Han blev kaldt Blodøkse, fordi han var en hensynsløs og voldelig mand — særligt på hendes foranledning.
-Da kaldte forstandige mænd to år efter Harald Hårfagers død i hemmelighed Håkon tilbage til landet, og han kom med to skibe vestfra og sad således vinteren over, at han ikke havde kongenavn. Håkon var en meget smuk mand, stor og kløgtig og så stærk, at ingen var hans lige. Han var et helt hoved højere end andre, og hans hovedhår var som gult silke. Han overgik alle i ridderlighed og belevenhed. Han var nær 20 år gammel, da han kom til landet, og han fik snart så mange støtter, at Erik ikke kunne gøre modstand, så han og hans kone flygtede — i første omgang til Danmark.
+Da kaldte forstandige mænd to år efter Harald Hårfagers død i hemmelighed Håkon tilbage til landet, og han kom med to skibe vestfra og sad således vinteren over, at han ikke havde kongenavn. Håkon var en meget smuk mand, stor og kløgtig og så stærk, at ingen var hans lige. Han var et helt hoved højere end andre, og hans hovedhår var som gul silke. Han overgik alle i ridderlighed og belevenhed. Han var nær 20 år gammel, da han kom til landet, og han fik snart så mange støtter, at Erik ikke kunne gøre modstand, så han og hans kone flygtede — i første omgang til Danmark.
 Håkon sad da som enekonge i Norge, og det gik så godt i Norge under hans styre, at man ikke kunne mindes bedre — bortset fra at landet ikke var kristent. Håkon var kristen, men havde en hedensk kone, og han afveg meget fra kristendommen for hendes skyld og efter ønske fra folket, som gik imod kristendommen, men han holdt dog søndagen hellig og fastede om fredagen.

@@ Linje 28: / Linje 28: @@
 <center>''Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Gustav Indrebø:'' Ågrip (Norrøn tekst), ''Det norske samlaget, Oslo 1936 (Norrøne bokverk nr. 32)''</center>
 ----
 '''1. Halvdan den Sortes død'''<ref>Denne kapiteloverskrift er — tillige med alle de følgende — alene oversætterens påfund.</ref>
-— —<ref>''Ágrip'' er overleveret i håndskriftet AM 325 II 4&#186;, som desværre ikke er fuldstændigt, bl.a. mangler begyndelsen — derfor denne lidt bratte indledning.</ref> hvorpå han blev taget til enekonge. Han blev dengang kaldt Harald Pjuskehår, for manden var ikke hårfager. Hans navn blev siden ændret, og han blev kaldt Harald Hårfager, for han var en prægtig mand med det skønneste hår.
+— — <ref>''Ágrip'' er overleveret i håndskriftet AM 325 II 4&#186;, som desværre ikke er fuldstændigt, bl.a. mangler begyndelsen — derfor denne lidt bratte indledning.</ref> hvorpå han blev taget til enekonge. Han blev dengang kaldt Harald Pjuskehår, for manden var ikke hårfager. Hans navn blev siden ændret, og han blev kaldt Harald Hårfager, for han var en prægtig mand med det skønneste hår.
 Men her passer det sig at belyse spørgsmålet, som kristne folk stiller, om hvad hedenske folk kunne kende til julen, når nu vores jul hænger sammen med vor herres fødsel. Hedenske folk holdt sammenkomster til ære for Odin, og Odin har mange navne. Han kaldes Vidrir, og han kaldes Høj og Tredje og Jolnir — og efter Jolnir kaldte man det jul.
@@ Linje 473: / Linje 470: @@
-[[Fil:Siden_er_under_udarbejdelse.jpg|center]]
+'''54. Det hellige kors'''

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 12. jan. 2015 kl. 19:06
Linje 452:		Linje 452:

	De lå siden og hærgede langs Skotland og Bretland og dræbte i den forbindelse den jarl, der hed Hugo den Digre. Han blev skudt i øjet, hvilket førte til hans død. Den mand, der havde skudt, kastede — efter hvad nogle siger — buen til kongen, mens han sagde »Tillykke med skuddet — Herre!« og tilkendte kongen skuddet. De vendte hjem fra denne hærfærd med skibene ladede med guld og sølv og kostbarheder.		De lå siden og hærgede langs Skotland og Bretland og dræbte i den forbindelse den jarl, der hed Hugo den Digre. Han blev skudt i øjet, hvilket førte til hans død. Den mand, der havde skudt, kastede — efter hvad nogle siger — buen til kongen, mens han sagde »Tillykke med skuddet — Herre!« og tilkendte kongen skuddet. De vendte hjem fra denne hærfærd med skibene ladede med guld og sølv og kostbarheder.
		+
		+
		+	'''51. Kong Magnus’ død i Irland'''
		+
		+	Få år senere tager han vestpå til Irland med en flåde og medbringer en stor hær og agter at vinde landet. Og i begyndelsen vandt han en del af det. Det gjorde ham mere dristig og siden mere uforsigtig, at det til at begynde med gik, som han ville. På tilsvarende måde som Harald — hans farfar — da denne faldt i England. Og det var den samme slags svig, der trak ham i døden, for aftenen før Bartholomæusmesse samlede irerne i hemmelighed en umådelig hær imod kong Magnus, da han gik i land fra skibene for at gå på strandhugst. De opdagede ikke noget, før hæren kom imellem dem og skibene, og kongens flok var kun sparsomt bevæbnet. Kongen var gået i land i silkeskjorte og med hjelm på hovedet, sværd i bæltet og spyd i hånden og iført ridehoser, som han gerne plejede. Og dér faldt kong Magnus og en stor del af hæren. Stedet, hvor han faldt, hedder Uladster, og Ejvind Finnson og mange andre store høvdinge faldt dér sammen med ham. Vidkun stod ved siden af kongen og fik tre sår, men da kong Magnus var vis på sin død, bad han Vidkun redde sig selv ved flugt, og Vidkun søgte sammen med de andre folk, der undslap, ned til skibene og derpå tilbage til hjemlandet. Han blev siden hædret meget af kongens sønner, fordi han havde gjort det så godt dér.
		+
		+	Dengang var Myrkjartak Kondjalfson overkonge i Irland, og Sigurd Magnusson var en overgang gift med hans datter. Hun hed Bjadmunjo. Magnus Barben var i alt konge i 10 år.
		+
		+
		+	'''52. Magnussønnerne'''
		+
		+	Efter Magnus tager hans tre sønner magten: Øistein og Sigurd og Olav — alle gode og gæve mænd, rolige, beherskede og fredelige, og der er meget herligt og godt at sige om dem. Olav prøvede man dog kun i kort tid, for han levede ikke længere end 12 år efter sin fars frafald. Han døde i købstaden — sytten år gammel — og blev begravet i Kristkirken, og alle sørgede over hans bortgang.
		+
		+	I begyndelsen, da de tre brødre sad ved magten — Øistein og Sigurd og Olav — fik Sigurd lyst til at rejse udenlands til Jorsala efter råd fra sine brødre og de bedste mænd i landet. For at vinde Guds nåde og blive afholdt af almuen afskaffede brødrene tvangen og trængslerne og de onde tiltag, som grådige konger og jarler havde pålagt folket, således som det tidligere blev fortalt.
		+
		+
		+	'''53. Sigurds Jorsalfærd'''
		+
		+	Således forvandlede brødrene nu tvang til frihed, og derefter forlod Sigurd landet for at drage til Jorsal med 60 skibe fire år efter Magnus’ — hans fars — død. Han havde mange og gode folk med sig, men dog kun sådanne, som var villige til rejsen. Han opholdt sig i England den første vinter, men tog den anden ud til Jorsal, hvor han opholdt sig i stor hæder og modtog herlige kostbarheder.