Fortælling om Erik den røde - Revisjonshistorikk

August på 10. des. 2019 kl. 09:23

2019-12-10T09:23:03Z

Jesper på 5. des. 2014 kl. 18:20

2014-12-05T18:20:55Z

Jesper på 3. des. 2014 kl. 06:23

2014-12-03T06:23:21Z

Jesper på 23. des. 2013 kl. 15:03

2013-12-23T15:03:14Z

Jesper på 29. aug. 2013 kl. 18:30

2013-08-29T18:30:59Z

Carsten på 13. jan. 2013 kl. 22:06

2013-01-13T22:06:32Z

Carsten: Fortælling om Erik den røde

2013-01-13T22:06:12Z

Fortælling om Erik den røde

Vis endringer

@@ Linje 5: / Linje 5: @@
 ! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Grænlendinga saga]] !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fortælling om Erik den røde]] !!  !!
 |-
-!  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Erik den Rødes Saga CCR/FM]] !!  !!
+!  !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Eireks þáttr rauða]] !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Erik den Rødes Saga CCR/FM]] !!  !!
 |-
 !  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Grønlændernes saga]] !!  !!

@@ Linje 3: / Linje 3: @@
 !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
 |-
-!  Denne teksten finnes på følgende språk ►!! [[Fil:Original.gif|32px|link=Grænlendinga saga]] !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fortælling om Erik den røde]] !!  !!
+! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Grænlendinga saga]] !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fortælling om Erik den røde]] !!  !!
 |-
 !  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Erik den Rødes Saga CCR/FM]] !!  !!
 |-
 |}

@@ Linje 49: / Linje 49: @@
 Den samme Sommer kom der et Skib fra Norge til Grønland. Styrmanden hed Torfin Karlsæmne og var en Søn af Tord Hesthøfde og en overmaade rig Mand. Hun var om Vinteren hos Lejf paa Bratteli, hvor han snart fattede Kjærlighed til Gudrid; han bejlede til hende, men hun viste ham til Lejf om Svar, og blev hun da fæstet ham, og deres Bryllup blev holdt samme Vinter. Der var ligesom før megen Tale om Vinland og om at rejse did, og Folk eggede Karlsæmne meget til den Færd, baade Gudrid og andre. Han besluttede da at fare og fik sig Skibsfolk, tresindstyve Mænd og fem Kvinder; han sluttede den Overenkomst med sine Mænd, at de skulde dele alt det Gode, de fik, lige imellem sig. De havde alskens Kvæg med sig, thi det var deres Agt at bebygge Landet, om det kunde lade sig gjøre. Karlsæmne bad Lejf om hans Huse i Vinland, men han svarede, at han vilde laane, men ikke give ham dem. De stak nu i Søen og kom i god Behold til Lejfs Boder og bar deres Skindkøjer op der. De gjorde strax en stor og god Fangst, thi der var drevet en Hval op; de for did og flænsede den, og det skortede dem da ikke paa Mad. Deres Kvæg gik oppe i Land, men det varede ikke længe, førend Handyrene blev voldsomme og gjorde svært Ustyr. De havde ogsaa en Tyr med. Karlsæmne lod fælde Træ og tilhugge til Skibsladning og lod det lægge til Tørre paa et Bjerg. De gjorde sig tilgode med alt, hvad Landet bød, baade Vindruer og alskens Jagt, og Fiskedyr og andet Godt. Om Sommeren efter denne første Vinter blev de først Skrælinger vár; de kom ud af Skoven i en stor Flok, men Kvæget græssede lige i Nærheden, og da Tyren gav sig til at brøle og brumme voldsomt, blev Skrælingerne rædde og løb bort med deres Byrder; der var Graaværk og Sobel og alskens Skindvarer. De drejede nu af til Karlsæmnes Gaard, og vilde ind i Husene der, men Karlsæmne lod Dørene værge imod dem. De forstod ikke hinandens Sprog, men saa tog Skrælingerne deres Poser frem, løste dem op og tilbød dem, hvad der var i; de vilde helst have Vaaben derfor, men Karlsæmne forbød sine Folk at sælge deres Vaaben. Han faldt paa at lade Kvinderne bære Mælkemad ud, og saa snart de saa’ den, vilde de kjøbe den og intet andet, og det blev Enden paa Skrælingernes Kjøbfærd, at de bar deres Kjøbmandskab bort i deres Maver, men Karlsæmne og hans Folk fik deres Poser med Skindvarerne. Nu er at melde, at Karlsæmne lod rejse en stærk Skigaard om sin Gaard og indrettede sig paa at kunne værge sig. Ved denne Tid fødte hans Hustru Gudrid et Drengebarn, som kom til at hedde Snorre. Først paa Vinteren kom Skrælingerne igjen; der var nu mange flere end forrige Gang, og de havde samme Slags Varer med som sidst. »Nu skal I bringe den samme Slags Mad ud, som gik saa rask af forrige Gang, og ikke andet«, sagde Karlsæmne til Kvinderne, og saasnart Skrælingerne saa’ Mælkemaden, kastede de deres Poser Ind over Skigaarden. Gudrid sad i Døren med sin Søn Snorres Vugge hos sig, da faldt der en Skygge for Døren, og der traadte en Kvinde ind, klædt i en sort Kjortel og med et Baand om Hovedet, hun var temmelig lille, havde lysbrunt Haar, blegt Ansigt og saa store Øjne, at man ikke havde set deres Lige i noget Menneskes Hoved. Hun gik hen til Gudrid og sagde: »Hvad hedder du?« »Jeg hedder Gudrid«, svarede hun, »og hvad er dit Navn?« »Jeg hedder Gudrid«, svarede Kvinden. Gudrid Husfrue rakte hende Haanden og bød hende sætte sig hos hende, men i det Samme hørte hun et stort Brag, Kvinden forsvandt, og da var en af Skrælingerne bleven dræbt af en af Karlsæmnes Huskarle, fordi han vilde tage deres Vaaben. De skyndte sig nu derfra det forteste de kunde, og deres Klæder og Varer blev liggende. Ingen anden end Gudrid havde set noget til Kvinden. »Nu maa vi finde paa et godt Raad«, sagde Karlsæmne, »thi jeg tænker, at tredie Gang ville de hjemsøge os mandsstærke med Ufred. Nu skulle vi gjøre saa: ti Mand skulle gaa frem paa dette Næs og vise sig der, men Resten af vort Mandskab skal gaa ind i Skoven og hugge en Lysning til vort Kvæg, naar Skrælingernes Flok kommer frem fra Skoven. Vi skulle ogsaa tage vor Tyr og lade den gaa foran os«. Paa det Sted, hvor han mente, de skulde mødes, var der en Sø paa den ene Side og Skoven paa den anden. Karlsæmnes Raad blev fulgt, og Skrælingerne kom til Stedet, hvor det var hans Agt de skulde slaas; Kampen begyndte, og der faldt mange af Skrælingerne. Der var en stor og fager Mand i deres Flok, som Karlsæmne tænkte maatte være deres Høvding. En af Skrælingerne havde taget en Øxe op og stod og saa’ paa den en Stund, svang den saa mod en af sine Fæller og hug til ham, saa han strax faldt død om; da tog den store Mand øxen, saa’ paa den en Stund og kastede den saa ud i Søen, saa langt han kunde, men siden flyede de ind i Skoven, enhver, som fly kunde, og dermed var den Dyst tilende. Karlsæmne og hans Folk blev, hvor de var, hele Vinteren, men om Vaaren gjorde han det vitterligt for alle, at han ikke vilde blive der længere, men fare tilbage til Grønland. De gjorde sig da rede til at fare bort og førte mange gode Ting med sig, Vinranker og Druer og Skindvarer. Saa stak de i Søen og kom i god Behold til Eriksfjord og var der om Vinteren.
-Der blev nu atter talt om at fare til Vinland, thi det tyktes en god Færd baade til at vinde Gods og Ære af. Samme Sommer som Karlsæmne kom fra Vinland, kom der et Skib fra Norge til Grønland. Det var to Brødre, Helge og Finboge, der raadede for det; de vare af islandsk Æt og fra Østfjordene. De blev den Vinter i Grønland. Nu er at melde, at Frøjdis Eriksdatter brød op hjemme fra Gardar og fór til Helge og Finboge og bad dem fare med hende til Grønland med deres Skib og være halvt med hende om alt, hvad de fik. De sagde ja dertil, og saa gik hun til sin Broder Lejf og bad ham give hende de Huse, han havde ladet bygge i Vinland, men han svarede ligesom forrige Gang, at han vilde laane, men ikke give hende dem. Der blev sluttet den Aftale mellem Brødrene og Frøjdis, at hver skulde have tredive kampføre Mænd paa sit Skib foruden Kvinderne; men Frøjdis brød strax Aftalen, og tog fem Mand for mange med og skjulte dem, saa at Brødrene ikke blev det vár, førend de kom til Vinland. De stak nu i Søen og havde aftalt, at om det kunde lade sig gjøre, skulde Skibene holde sig sammen. Der manglede heller ikke meget i, at det blev saa, dog kom Brødrene noget før end Frøjdis og lod deres Gods strax bære op til Lejfs Huse. Men da Frøjdis kom til Land, lossede hendes Mænd ogsaa deres Skib og bar Ladningen op til Husene. »Hvorfor have I baaret Eders Gods her ind?« sagde Frøjdis. »Fordi vi tænkte, at vore Aftaler skulde staa ved Magt«, sagde de. »Lejf har laant mig Husene og ikke Jer«, sagde Frøjdis. »I Ondskab ville vi komme tilkort imod dig«, sagde Helge, og saa bar de deres Gods ud og byggede sig et Hus længere borte fra Havet paa Bredden af en Indsø, og indrettede alt paa det bedste der. Frøjdis lod fælde Træ til at lade sit Skib med. Da det begyndte at blive Vinter foreslog Brødrene, at der skulde holdes Lege, at man kuude have noget at more sig med; det gik ogsaa til en Tid, men saa blev der sat Ondt imellem Folkene, de bleve uenige, Legene hørte op, og der var ikke længer Samkvem mellem de to Huse. Saaledes gik det langt ud paa Vinteren. Saa en Morgen tidlig stod Frøjdis op af sin Seng og klædte sig paa, men tog Ingenting paa Fødderne. Der var faldet stærk Dugg. Hun tog sin Mands Kappe om sig og gik saa til Brødrenes Hus og hen til Døren. Kort i Forvejen havde der været en Mand ude, og Døren var bleven staaende paa Klem. Hun lukkede den op og stod en Stund tavs i Dørgabet. Finboge laa inderst i Stuen og var vaagen. »Hvad vil du her, Frøjdis?« sagde han. »Jeg vil, at du skal staa op og gaa udenfor med mig, jeg vil tale med dig«, sagde hun. Han gjorde saa, og de gik hen til en Træstamme, der laa ved Husvæggen, og satte sig der. »Hvorledes huer det dig her?« sagde hun. »Landet tykkes mig godt nok«, sagde han, »men ilde huer det Uvenskab mig, der er kommet imellem os, thi jeg mener, der er ingen Grund dertil«. »Det har du Ret i« sagde hun, »saa mener ogsaa jeg; men det er mit Ærinde hid, at jeg vilde bytte Skib med dig og din Broder, thi Eders er større end mit, og jeg vil bort herfra«. »Det gaar jeg ind paa«, sagde han, »i Fald du saa er tilfreds«. Dermed skiltes de; hun gik hjem, og Finboge gik ind og lagde sig. Da hun gik i Seng, var hendes Fødder kolde. Torvald vaagnede derved og spurgte, hvor hun var bleven saa kold og vaad. Hun svarede i stor Harme: »Jeg har været henne hos Brødrene og vilde handle med dem om deres Skib, thi jeg vilde have et, der var større end mit, men de blev saa vrede derover, at de slog mig og redte mig ynkelig til, men du, din Usling, vil hverken hævne min eller din Skam; nu kan jeg mærke, jeg ikke er i Grønland, men jeg vil skilles fra dig, i Fald du ikke hævner dette«. Nu kunde han ikke modstaa hendes onde Ord, men bød sine Mænd flux staa op og tage deres Vaaben. De gjorde saa, og gik strax til Brødrenes Hus, faldt over dem, som de laa og sov, greb og bandt dem og førte dem saaledes bundne ud, og Frøjdis lod dem dræbe den ene efter den anden, som de kom ud. Nu vare alle Mændene dræbte, Kvinderne vare endnu tilbage, men dem vilde Ingen dræbe. »Giv mig en øxe«, sagde Frøjdis; den fik hun, og saa vog hun de fem Kvinder og gik først fra dem, da de var døde. Efter denne Udaad gik de tilbage til deres Hus, og der var ikke andet at mærke paa Frøjdis, end at hun mente at have handlet saare vel, men til sine Fæller sagde hun: »Faa vi Held til at komme til Grønland, da skal jeg raade den Mand Bane, som røber noget af hvad her er sket; vi ville sige, at de blev her tilbage, da vi fór herfra«. Tidlig paa Vaaren gjorde de det Skib sejlklart, Brødrene havde ført, og ladede det med alle de gode Ting, de kunde faa, saa mange, som Skibet kunde bære, stak saa i Søen og havde en heldig Rejse, saa at de kom til Eriksfjord tidlig om Sommeren. Der laa Karlsæmne klar med sit Skib til at stikke i Søen, og derom ere alle enige, at et rigere Skib end det, han styrede, er aldrig sejlet fra Grønland.
+Der blev nu atter talt om at fare til Vinland, thi det tyktes en god Færd baade til at vinde Gods og Ære af. Samme Sommer som Karlsæmne kom fra Vinland, kom der et Skib fra Norge til Grønland. Det var to Brødre, Helge og Finboge, der raadede for det; de vare af islandsk Æt og fra Østfjordene. De blev den Vinter i Grønland. Nu er at melde, at Frøjdis Eriksdatter brød op hjemme fra Gardar og fór til Helge og Finboge og bad dem fare med hende til Grønland med deres Skib og være halvt med hende om alt, hvad de fik. De sagde ja dertil, og saa gik hun til sin Broder Lejf og bad ham give hende de Huse, han havde ladet bygge i Vinland, men han svarede ligesom forrige Gang, at han vilde laane, men ikke give hende dem. Der blev sluttet den Aftale mellem Brødrene og Frøjdis, at hver skulde have tredive kampføre Mænd paa sit Skib foruden Kvinderne; men Frøjdis brød strax Aftalen, og tog fem Mand for mange med og skjulte dem, saa at Brødrene ikke blev det vár, førend de kom til Vinland. De stak nu i Søen og havde aftalt, at om det kunde lade sig gjøre, skulde Skibene holde sig sammen. Der manglede heller ikke meget i, at det blev saa, dog kom Brødrene noget før end Frøjdis og lod deres Gods strax bære op til Lejfs Huse. Men da Frøjdis kom til Land, lossede hendes Mænd ogsaa deres Skib og bar Ladningen op til Husene. »Hvorfor have I baaret Eders Gods her ind?« sagde Frøjdis. »Fordi vi tænkte, at vore Aftaler skulde staa ved Magt«, sagde de. »Lejf har laant mig Husene og ikke Jer«, sagde Frøjdis. »I Ondskab ville vi komme tilkort imod dig«, sagde Helge, og saa bar de deres Gods ud og byggede sig et Hus længere borte fra Havet paa Bredden af en Indsø, og indrettede alt paa det bedste der. Frøjdis lod fælde Træ til at lade sit Skib med. Da det begyndte at blive Vinter foreslog Brødrene, at der skulde holdes Lege, at man kunde have noget at more sig med; det gik ogsaa til en Tid, men saa blev der sat Ondt imellem Folkene, de bleve uenige, Legene hørte op, og der var ikke længer Samkvem mellem de to Huse. Saaledes gik det langt ud paa Vinteren. Saa en Morgen tidlig stod Frøjdis op af sin Seng og klædte sig paa, men tog Ingenting paa Fødderne. Der var faldet stærk Dugg. Hun tog sin Mands Kappe om sig og gik saa til Brødrenes Hus og hen til Døren. Kort i Forvejen havde der været en Mand ude, og Døren var bleven staaende paa Klem. Hun lukkede den op og stod en Stund tavs i Dørgabet. Finboge laa inderst i Stuen og var vaagen. »Hvad vil du her, Frøjdis?« sagde han. »Jeg vil, at du skal staa op og gaa udenfor med mig, jeg vil tale med dig«, sagde hun. Han gjorde saa, og de gik hen til en Træstamme, der laa ved Husvæggen, og satte sig der. »Hvorledes huer det dig her?« sagde hun. »Landet tykkes mig godt nok«, sagde han, »men ilde huer det Uvenskab mig, der er kommet imellem os, thi jeg mener, der er ingen Grund dertil«. »Det har du Ret i« sagde hun, »saa mener ogsaa jeg; men det er mit Ærinde hid, at jeg vilde bytte Skib med dig og din Broder, thi Eders er større end mit, og jeg vil bort herfra«. »Det gaar jeg ind paa«, sagde han, »i Fald du saa er tilfreds«. Dermed skiltes de; hun gik hjem, og Finboge gik ind og lagde sig. Da hun gik i Seng, var hendes Fødder kolde. Torvald vaagnede derved og spurgte, hvor hun var bleven saa kold og vaad. Hun svarede i stor Harme: »Jeg har været henne hos Brødrene og vilde handle med dem om deres Skib, thi jeg vilde have et, der var større end mit, men de blev saa vrede derover, at de slog mig og redte mig ynkelig til, men du, din Usling, vil hverken hævne min eller din Skam; nu kan jeg mærke, jeg ikke er i Grønland, men jeg vil skilles fra dig, i Fald du ikke hævner dette«. Nu kunde han ikke modstaa hendes onde Ord, men bød sine Mænd flux staa op og tage deres Vaaben. De gjorde saa, og gik strax til Brødrenes Hus, faldt over dem, som de laa og sov, greb og bandt dem og førte dem saaledes bundne ud, og Frøjdis lod dem dræbe den ene efter den anden, som de kom ud. Nu vare alle Mændene dræbte, Kvinderne vare endnu tilbage, men dem vilde Ingen dræbe. »Giv mig en øxe«, sagde Frøjdis; den fik hun, og saa vog hun de fem Kvinder og gik først fra dem, da de var døde. Efter denne Udaad gik de tilbage til deres Hus, og der var ikke andet at mærke paa Frøjdis, end at hun mente at have handlet saare vel, men til sine Fæller sagde hun: »Faa vi Held til at komme til Grønland, da skal jeg raade den Mand Bane, som røber noget af hvad her er sket; vi ville sige, at de blev her tilbage, da vi fór herfra«. Tidlig paa Vaaren gjorde de det Skib sejlklart, Brødrene havde ført, og ladede det med alle de gode Ting, de kunde faa, saa mange, som Skibet kunde bære, stak saa i Søen og havde en heldig Rejse, saa at de kom til Eriksfjord tidlig om Sommeren. Der laa Karlsæmne klar med sit Skib til at stikke i Søen, og derom ere alle enige, at et rigere Skib end det, han styrede, er aldrig sejlet fra Grønland.
 Frøjdis drog nu til sin Gaard, hvor alt havde staaet vel til, medens hun var borte. Alle sine Fæller gav hun store Gaver, for at de skulde holde hendes Udaad skjult, men de evnede ikke alle at holde saa godt Tand for Tunge om deres Udaad og Ondskab, at det jo omsider kom for Dagen. Tilsidst kom det ogsaa hendes Broder Lejf for Øre, og denne Tidende huede ham saare ilde. Han lod tre Mænd af Frøjdis’ Følge gribe og pine, til de kom frem med hele Sandheden om denne Tildragelse, og alle tre stemte de overens i deres Udsagn. »Jeg gider ikke handle imod Frøjdis, som hun havde fortjent«, sagde Lejf, »men det spaar jeg, at hendes Afkom aldrig vil trives«, og fra da af var der Ingen, som ikke mente, at de kun fortjente Ulykke. Om Karlsæmne er at melde, at han sejlede fra Grønland, havde en heldig Rejse og kom til Norge i god Behold. Han var der om Vinteren og solgte sine Varer, og baade han og hans Hustru nød megen Anseelse hos de gjæveste Mænd i Norge. Om Vaaren rustede han sit Skib for at fare til Island, og da han var klar til at sejle og Skibet laa ved Bryggen og biede paa Bør, kom der en Tydsker fra Bremen i Saxland til ham og vilde kjøbe hans Vejrfløj. »Den vil jeg ikke sælge«, sagde Karlsæmne. »Jeg vil give dig en halv Mark Guld for den«, sagde Tydskeren. Karlsæmne fandt, at det var godt budet, og saa handlede de, og Tydskeren gik bort med Fløjen, men Karlsæmne vidste ikke, hvad Slags Træ den var af, det var Masur fra Vinland. Karlsæmne stak nu i Søen og kom ud til Island nordpaa i Skagefjord, og der blev hans Skib lagt op om Vinteren. Om Vaaren kjøbte han Glaumbøland og satte Bo der. Han boede der, til han døde, og var en overmaade anset Mand; mange og gjæve Folk lede deres Æt ned fra ham og Gudrid. Da Karlsæmne døde, overtog Gudrid og hendes Søn Snorre, som var født i Vinland, Gaardens Styrelse. Da Snorre var bleven gift, fór Gudrid af Landet sønderpaa til de hellige Steder, og da hun kom tilbage til sin Søns Gaard, havde han ladet bygge en Kirke paa Glaumbø, og siden blev Gudrid Nonne og Eneboerske og var der til sin Død. Snorre havde en Søn, som hed Torgejr, han blev Fader til Ingveld, Brand Biskops Moder. Snorre Karlsæmnessøns Datter hed Halfred, hun blev Moder til Runolf, Torlak Bisps Fader. Karlsæmne og Gudrid havde ogsaa en anden Søn, som hed Bjørn; han blev Fader til Torun, Bjørn Biskops Moder. Mange vare de, der stammede ned fra Karlsæmne, saa han fik et herligt Afkom. Ingen har saa nøjagtig som han fortalt om hvad der tildrog sig paa de Rejser, vi her have meldt noget om.

@@ Linje 28: / Linje 28: @@
 Herjulf Baardssøn var en Frænde af Landnamsmanden Ingolf, der gav ham og dem, der vare med ham, Land imellem Vaag og Reykjanæs. Herjulf boede forst paa Drepstok; hans Kone hed Torgerd og deres Søn Bjarne, en saare lovende ung Mand. Han havde allerede i sine unge Aar Lyst til at fare udenlands og vandt sig snart, baade Gods og Anseelse og fik sit eget Skib; hver anden Vinter var han udenlands, hver anden hos sin Fader. Den sidste Vinter han var i Norge, brød Herjulf op fra sin Gaard og lavede sig til at fare til Grønland med Erik. Paa Skibet hos Herjulf var der en Mand fra Syderøerne, som var kristen, og han digtede det Kvad, som kaldes Havbrændings-drapa, hvori dette er Stevet:
-<blockquote>Munkes Prøver den milde<br>
+<blockquote>
 ménløs Fart os give,<br>
 Himlens høje Herre<br>
-Haanden over os holde.</blockquote>
+Haanden over os holde.
 Herjulf satte Bo paa Herjulfsnæs, som før er sagt, og var en saare gjæv Mand, men størst Anseelse havde Erik den røde paa Bratteli, og alle rettede sig efter ham. Hans Børn var foruden Lejf Sønnerne Torvald og Torstejn og Datteren Frøjdis; hun var gift med en Mand, der hed Torvard, og de boede paa Gardar, der, hvor senere Bispesædet var, men den Gang vare alle Folk i Grønland endnu Hedninger; hun var en saare overmodig Kvinde, men Torvard var en ringe Mand, og hun var mest bleven gift med ham for hans Rigdoms Skyld.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 29. aug. 2013 kl. 18:30
Linje 65:		Linje 65:
	[[Kategori:Frederik Winkel Horn]]		[[Kategori:Frederik Winkel Horn]]
	[[Kategori:Islandske sagaer på dansk]]		[[Kategori:Islandske sagaer på dansk]]
		+	[[Kategori:Grønlandica]]