Fortællingen om Einar Sokkason (CCR/FM) - Revisjonshistorikk

Jesper på 7. feb. 2022 kl. 16:44

2022-02-07T16:44:49Z

August på 14. des. 2018 kl. 10:33

2018-12-14T10:33:04Z

Carsten på 11. nov. 2018 kl. 11:44

2018-11-11T11:44:04Z

Carsten på 11. nov. 2018 kl. 11:41

2018-11-11T11:41:42Z

Carsten på 11. nov. 2018 kl. 11:38

2018-11-11T11:38:26Z

Vis endringer

Carsten på 11. nov. 2018 kl. 11:32

2018-11-11T11:32:03Z

Vis endringer

Carsten på 11. nov. 2018 kl. 11:01

2018-11-11T11:01:27Z

Knut på 10. nov. 2018 kl. 09:01

2018-11-10T09:01:20Z

Vis endringer

Carsten på 24. aug. 2018 kl. 07:43

2018-08-24T07:43:44Z

Carsten på 10. jan. 2018 kl. 15:14

2018-01-10T15:14:46Z

@@ Linje 115: / Linje 115: @@
 '''Össurs Drab.'''
-. Biskoppen blev meget vred da han hörte at Skibet var blevet fordærvet. Han lod Einar Sokkesön kalde til sig og talte ham saaledes til: "Nu maa jeg erindre dig om det edelige Löfte som du aflagde, da vi reiste fra Norge, at hevne Bispestolens og dens Eiendommes skammelige Forurettelser paa dem, som have gjort sig skyldige deri; nu antager jeg det for vist at Össur har forbrudt sit Liv, da han har fordærvet vor Eiendom, og paa alle Maader viist sig gjenstridig mod os; nu kan jeg ikke fortie det, at jeg ikke er fornöiet med at det skal blive herved, og jeg anseer dig for en Meeneder, hvis alt gaaer rolig af." Einar svarede: "Dette er ikke vel gjort, Herre, men nogle ville sige at Össur kan have noget til sin Undskyldning, da man har skilt ham ved saa meget, skjönt han ikke just har baaret sig vel ad, da de Folk saae saa store Kostbarheder, som deres slægtninge havde eiet, og kunde ikke faae dem, og jeg veed neppe selv hvad jeg bör love i den Henseende." De toge en kold Afsked med hinanden, og Biskoppen havde et nedladende Udseende. Da Folk samledes til Kirkemesse og til Gilde paa Langenæs<ref>Een af det gamle Grönlands mest berömte Gaarde, liggende i Elnarsfjorden, see ovenfor II, 318 o. fl. 409. At en Annexkirke da var opfört der, see vi af det Fölgende. Mærkelig nok nævnes den ikke i Flatöbogens Fortegnelse over Grönlands Kirker, som herefter paa sit Sted vil blive indfört Kirkemesse (i, ældre Dansk Kirkemisse og Hærmisse, Tydsk Kirchmiss, Hirms o.s.v.) kaldtes i de katolske Tider en Kirkes höitidelige Indvielse, og derefter en Fest som paa samme Sted og Dag aarlig pleiede at holdes til dens Erindring.</ref>, vare Biskoppen og Einar der sammen i Gjestebudet. Mange Mennesker besögte Gudstjenesten og Biskoppen sang selv Messe. Össur var ogsaa kommen der, og stod söndenfor Kirken, tæt ved dens Væg, og talte med en Mand som hed Brand Thordsön, der opholdt sig hos Biskoppen. Denne Mand raadte Össur til at give efter for Biskoppen: "Jeg haaber," sagde han, "at alt da vil gaae vel af, men nu er der Fare paa Færde." Össur svarede at han ikke kunde bringe det over sit Sind, saa ilde som han var behandlet, - og herom vare de i dyb Samtale. Da gik Biskoppen fra Kirken til Gaardens Huse; Einar var med i hans Fölge. Da de kom til Storstuens Indgang, vendte Einar sig fra Fölget, gik allene bort til Kirkegaarden, tog en Öxe af Hænderne paa en Mand, som var kommen derhen for at bivaane Gudstjenesten, og gik sönden for Kirken. Össur stod der, og stöttede sig ved sin Öxe. Einar tilföiede ham strax et dödeligt Saar, og gik derefter ind; da vare Bordene dækkede<ref>Eller, nærmere efter Ordene, satte frem</ref>. Einar traadte frem for Bordet<ref>Synes og at kunne oversættes: satte sig ned ved Bordet.</ref>, lige over for Biskoppen, men mælte ikke et Ord. Dernæst gik Brand Thordsön ind i Stuen til Biskoppen, og sagde: "Har man sagt eder noget nyt, Herre!" Biskoppen svarede at han ikke havde hört noget, "hvad veed du vel at berette ?" Han svarede: "Een maatte nu segne her uden for?" Biskoppen spurgte: "Hvo volder det, eller hvem har det truffet." Brand svarede at den var i Nærheden som kunde fortælle det. Biskoppen spurgte da: "Voldte du, Einar, Össurs Död ?" Han svarede: "Vist volder jeg den." Biskoppen sagde: "ikke ere slige Handlinger gode<ref>Sandsynligviis har Biskoppen, efter hans Anskuelse af Sagen, her mest taget Hensyn til Stedets og Tidens Hellighed, da han selv för (skjönt maaskee kun under fire Öine) havde erklæret, at Össur med dette havde forbrudt sit Liv.</ref>, men denne kan dog undskyldes." Brand bad at Liget skulde vadskes og begraves christelig. Biskoppen svarede at han vilde give Tid dertil. Imidlertid sad man tilbords, men tog sig kun lidet heraf, og Biskoppen ligeledes, med Hensyn til den Foranstaltning at lade synge over  Liget<ref> Her ere Textens Udtryk temmelig dunkle. Talelmaaden "at synge over et Lig" betegner endnu i Island den christelige Begravelsesmaade overhoved.</ref>, men Einar bad derom, og sagde det vilde sömme bedst at det blev hæderlig udfört. Biskoppen svarede derimod at han troede det var rigtigst, at Liget ikke blev begravet ved Kirken, "men dog skal han, for din Böns Skyld, jordes ved denne Kirke, ved hvilken ingen Præst boer", og Biskoppen tilsagde ingen Præster at synge over Liget, förend det var blevet ifört Ligklæderne. Da sagde Einar: "Her ere Kunstgreb skete i en Fart, vistnok for en ikke ringe Deel ved eders Anslag, men nu have vi med overmodige Modstandere at gjöre, og det aner mig, at store Ulykker snart reise sig iblandt os." Biskoppen svarede, at han haabede at man vilde tilbagevise det Overmod, men tilbyde hæderlig Erstatning og Voldgiftskjendelse for denne Sag, om den ikke anlagdes altfor voldsomt.
+. Biskoppen blev meget vred da han hörte at Skibet var blevet fordærvet. Han lod Einar Sokkesön kalde til sig og talte ham saaledes til: "Nu maa jeg erindre dig om det edelige Löfte som du aflagde, da vi reiste fra Norge, at hevne Bispestolens og dens Eiendommes skammelige Forurettelser paa dem, som have gjort sig skyldige deri; nu antager jeg det for vist at Össur har forbrudt sit Liv, da han har fordærvet vor Eiendom, og paa alle Maader viist sig gjenstridig mod os; nu kan jeg ikke fortie det, at jeg ikke er fornöiet med at det skal blive herved, og jeg anseer dig for en Meeneder, hvis alt gaaer rolig af." Einar svarede: "Dette er ikke vel gjort, Herre, men nogle ville sige at Össur kan have noget til sin Undskyldning, da man har skilt ham ved saa meget, skjönt han ikke just har baaret sig vel ad, da de Folk saae saa store Kostbarheder, som deres slægtninge havde eiet, og kunde ikke faae dem, og jeg veed neppe selv hvad jeg bör love i den Henseende." De toge en kold Afsked med hinanden, og Biskoppen havde et nedladende Udseende. Da Folk samledes til Kirkemesse og til Gilde paa Langenæs<ref>Een af det gamle Grönlands mest berömte Gaarde, liggende i Einarsfjorden, see ovenfor II, 318 o. fl. 409. At en Annexkirke da var opfört der, see vi af det Fölgende. Mærkelig nok nævnes den ikke i Flatöbogens Fortegnelse over Grönlands Kirker, som herefter paa sit Sted vil blive indfört Kirkemesse (i, ældre Dansk Kirkemisse og Hærmisse, Tydsk Kirchmiss, Hirms o.s.v.) kaldtes i de katolske Tider en Kirkes höitidelige Indvielse, og derefter en Fest som paa samme Sted og Dag aarlig pleiede at holdes til dens Erindring.</ref>, vare Biskoppen og Einar der sammen i Gjestebudet. Mange Mennesker besögte Gudstjenesten og Biskoppen sang selv Messe. Össur var ogsaa kommen der, og stod söndenfor Kirken, tæt ved dens Væg, og talte med en Mand som hed Brand Thordsön, der opholdt sig hos Biskoppen. Denne Mand raadte Össur til at give efter for Biskoppen: "Jeg haaber," sagde han, "at alt da vil gaae vel af, men nu er der Fare paa Færde." Össur svarede at han ikke kunde bringe det over sit Sind, saa ilde som han var behandlet, - og herom vare de i dyb Samtale. Da gik Biskoppen fra Kirken til Gaardens Huse; Einar var med i hans Fölge. Da de kom til Storstuens Indgang, vendte Einar sig fra Fölget, gik allene bort til Kirkegaarden, tog en Öxe af Hænderne paa en Mand, som var kommen derhen for at bivaane Gudstjenesten, og gik sönden for Kirken. Össur stod der, og stöttede sig ved sin Öxe. Einar tilföiede ham strax et dödeligt Saar, og gik derefter ind; da vare Bordene dækkede<ref>Eller, nærmere efter Ordene, satte frem</ref>. Einar traadte frem for Bordet<ref>Synes og at kunne oversættes: satte sig ned ved Bordet.</ref>, lige over for Biskoppen, men mælte ikke et Ord. Dernæst gik Brand Thordsön ind i Stuen til Biskoppen, og sagde: "Har man sagt eder noget nyt, Herre!" Biskoppen svarede at han ikke havde hört noget, "hvad veed du vel at berette ?" Han svarede: "Een maatte nu segne her uden for?" Biskoppen spurgte: "Hvo volder det, eller hvem har det truffet." Brand svarede at den var i Nærheden som kunde fortælle det. Biskoppen spurgte da: "Voldte du, Einar, Össurs Död ?" Han svarede: "Vist volder jeg den." Biskoppen sagde: "ikke ere slige Handlinger gode<ref>Sandsynligviis har Biskoppen, efter hans Anskuelse af Sagen, her mest taget Hensyn til Stedets og Tidens Hellighed, da han selv för (skjönt maaskee kun under fire Öine) havde erklæret, at Össur med dette havde forbrudt sit Liv.</ref>, men denne kan dog undskyldes." Brand bad at Liget skulde vadskes og begraves christelig. Biskoppen svarede at han vilde give Tid dertil. Imidlertid sad man tilbords, men tog sig kun lidet heraf, og Biskoppen ligeledes, med Hensyn til den Foranstaltning at lade synge over  Liget<ref> Her ere Textens Udtryk temmelig dunkle. Talelmaaden "at synge over et Lig" betegner endnu i Island den christelige Begravelsesmaade overhoved.</ref>, men Einar bad derom, og sagde det vilde sömme bedst at det blev hæderlig udfört. Biskoppen svarede derimod at han troede det var rigtigst, at Liget ikke blev begravet ved Kirken, "men dog skal han, for din Böns Skyld, jordes ved denne Kirke, ved hvilken ingen Præst boer", og Biskoppen tilsagde ingen Præster at synge over Liget, förend det var blevet ifört Ligklæderne. Da sagde Einar: "Her ere Kunstgreb skete i en Fart, vistnok for en ikke ringe Deel ved eders Anslag, men nu have vi med overmodige Modstandere at gjöre, og det aner mig, at store Ulykker snart reise sig iblandt os." Biskoppen svarede, at han haabede at man vilde tilbagevise det Overmod, men tilbyde hæderlig Erstatning og Voldgiftskjendelse for denne Sag, om den ikke anlagdes altfor voldsomt.
 '''Einar Sokkesöns Drab.'''

@@ Linje 5: / Linje 5: @@
 ! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Grænlendinga þáttr]] !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fortællingen om Einar Sokkason (CCR/FM)]] !!  !!
 |-
-! !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fortællingen om grønlænderne]] !!  !!
+! !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Gr&#339;nlendinga þáttr]] !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fortællingen om grønlænderne]] !!  !!
 |-
 |}

@@ Linje 91: / Linje 91: @@
 '''Dráp Einars Sokkasonar.'''
-. Tiðendi þessi spurðust, ok frèttu þat kaupmenn. Þá mælti Ketill Kálfsson: ekki fór fjarri getu minni, at honum mundi höfuðgjarnt verða. Maðr hèt Simon, frændi Özsurar, mikill maðr ok sterkr. Ketill kvað vera mega, ef Simon fylgði atgerfi sinni, at hann mun muna dráp Özsorar frænda síns. Símun kvaðst þar eigí mundu ferlig orð um hafa. Ketill lèt búa skip þeirra, ok sendi menn á fund Kolbeins stýrimanns, ok sagði honum tíðendin: ok segit honum svâ, at ek skal fara með máli á hendr Einari, því mèr eru kunnig grænlenzk lög, ok er ek búinn til við þá; höfum vêr ok mikinn liðs kost, ef at oss kemst. Simon kvaðst vilja Ketils ráðum framfara. Síðan fór hann, ok hitti Kolbein, sagði honum vígit, ok þar til orð sending Ketils<ref>rettet istedenfor den aabenbare Skrivefeil Kolbeins.</ref>, ok þeir skyldu snúast með liðveizlu við þá or Vestri-bygð, ok sækja til þíngs þeirra Grænlendínga. Kolbeinn kvaðst koma mundu at vissu, ef hann mætti, ok kvaðst vilja àt Grænlendíngum yrði þat eigi hagkeypi at drepa menn þeirra. Ketill tók þegar mál af Símuni, ok fór með nokkura sveit manna, en sagði at þeir kaupmenn skyldu halda skjótt eptir: ok hafit varníng með yðr! Kolbeinn fór þegar er honum kvomu þessi orð, bað ok fèlaga sina fara til þíngs, ok kveðst þá hafa svâ miklu sveít, at úvíst værí at Grænlendíngar sæti yfir lut þeirra. Nú hittust þeir, Kolbeinn ok Ketill, ok báru ráð sín saman; hvârtveggi þeírra var gilldr maðr. Nú fóru þeir, ok bægði þeím veðr, ok komast þó fram, ok höföu mikla sveit manna, en þó minni enn þeir hugðu. Nú komu menn til þíngs. Sokki var þar kominn Þórísson. Hann var vitr maðr, ok var þá gamall, ok mjök tekinn til at gera um mál manna; hann gengr á fund þeirra Kolbeins ok Ketils, ok kvaðst vilja leita um sættir; vil ek bjóðast til, segír hann, at gera í mílli yðr, ok þótt mèr sè meiri vandi á við Einar, son minn, þó skal þat þó um gera er mèr ok öðrum vitrum mönnum lízt nær sanni. Ketill kvaðst ætla, at þeir mundi málum fram halda til máls fyllíngar, en fyrír kveðast ekki at taka sættir: en þó er ört at gengit við oss, en höfum ekki vanizt því hèr til at mínka vorn hlut. Sokki kveðst ætla at þeir munu ekki jafnt at vígi standa, ok kvað úvíst at þeir fengi meiri sæmd, þó hann dæmdi ekki. Kaupmenn gengu at dómi, ok hafði Ketill mál frami á hönd Einari. Þá mælti Einarr: þat mun víða spyrjast, ef þeir bera oss hèr málum, ok gekk at dóminum, ok hleypir upp ok fengu þeir ekki haldit. Þá mælti Sokki: kostr skal enn þess er ek bauð at sættast, ok gera ek um málit. Ketill kveðst ætla, at þat mundi nú ekki verða, er þú leggr til yfirboða þat, er þó er hinn sami újafnaðr Einars um þetta mál, ok skildu at því. En því komu kaupmenn ekki or Vestri-bygð til þíngs, at þá var andviðri, er þeir voru búnir með II skipum. En at miðju sumri skyldi sætt gera á Eiði. Þá komu Þeir kaupmenn vestan, ok lögðu at við nes nokkut, ok hittust þeir þá allir saman, ok áttu stefnu. Þá mælti Kolbeinn, at ekki skýldi svá nær hafa gengit um sættirnar, ef þeir hefði allir samt verit: en þat þikki mèr nú ráð, at vér farinn allir til þessa fundar með slíkum faungum sem til eru; ok svá var at þeir fóru, ok leyndust í leynivogi einum skamt frá biskupsstólinum. Þat bar saman at biskupsstólinum, at hríngði til hámessu, ok þat at Einarr Sokkason kom. Ok er kaupmennirnir heyrðu þetta, þá sögðu þeir at mikla skyldi gera virðing til Einars, at hríngja skal í mót honum, ok kváðu slíkt mikil endemi, ok urðu illa við. Ketill mælti: verðit ekki illa við þetta, þvíat svâ mætti at berast, at þetta yrði at líkhringíngu, áðr kveld kæmi. Nú komu þeir Einarr, ok settust niðr í brekku einni. Sokki lèt fram gripi til virðingar, ok þá er til gjalds voru ætlaðir. Ketill mælti: þat vil ek at við Hermundr Koðransson virðim gripina. Sokki kvað svâ vera skyldu. Simon, frændi Özsorar, sýndi á sèr úþektar svip, ok reikaði hjá, meðan gripa gjaldit var sett. Siðan var framborin spángabrynja ein forn. Simon mælti þá: svívirðliga er slikt boðit fyrir slíkan mann sem Özsur var, ok kastaði brynjurunni á völlinn á burt, ok gekk upp at þeim, er þeir sátu í brekkunni. Ok er þat sá þeir Grænlendíngar, þá spretta þeir upp, ok horfðu forbrekkis ok í móti honum Símoni, ok því næst gekk Kolbeinn upp hjá þeim, er þeir orfðu<ref>orfðu er her aabenbare det samme som det nysanförte horffðu; end et tydeligt Bevis paa den i Oldskrifterne saa tidt forekommende vaklende Skrivemaade; saaledes elideres ellers h undertiden foran Vocalen; at Þ og Ð afvexle, midt i Ordene (hvor det sidste dog er rigtigst) mere bekjendt.</ref> allir frá, ok slæst á bak þeim, ok fór einn frá sínum mönnum, ok var þat jafnsnemma at hann komst á bak Einari, ok hjó með öxi milli herða honum, ok Einars öx kom í höfuð Símoni, ok fengir báðir bana sár. Einar mælti er hann fèll: slíks var at von. Síðan ljóp Þórðr fóstbróðir Einars at Kolbeini, ok vildi höggva hann, en Kolbeinn snaraðist við honum, ok stakk fram öxar hyrnunni, ok kom í barkann Þórði, ok hafði hann þegar bana. Síðan slær í bardaga með þeim. Biskup sat hjá Einari, ok ándaðist hann í knjám honum. Steingrímr hèt maðr, er þat mælti, at þeir skyldu gera svâ vel at berjast ekki, ok gekk á milli með nokkura menn; en hvorirtveggju voru svá óðir at Steingrímr var lagðr sverði gegnum í þessi hríð. Einarr andaðist uppi á brekkunni við búð Grænlendínga. Ok nú urðu menn sárir mjök, ok komust þeir Kolbeinn til skips með III sína menn vegna, ok fóru síðan yfir Einarsfjörð til Skjálgsbúða; þar voru kaupskipin, ok voru þá mjök í búnaði. Kolbeinn kvað í hafa gjörzt nokkuru róstu, ok vil ek ætla at Grænlendíngar uni nú ekki betr við enn âðr. Ketill mælti: sannyrði gafst þèr, Kolbeinn, sagði hann, at vèr mundim heyra líkhríngina, áðr vèr færim í burt, ok ætla ek at hann Einarr sè dauðr borinn til kirkju. Kolbeinn kveðst heldr þannig hafa at stutt. Ketill mælti: þess er von, at Grænlendíngar muni sækja vârn fund; ok kalla ek ráð, at menn haldi á búnaði sínum eptir faungum, ok sè allir á skipum um nætr; ok svá gerðu þeir. Sokki harmaði mjök þessi tíðindi, ok bað menn fulltíngis, at veita sèr vígsgengi.
+. Tiðendi þessi spurðust, ok frèttu þat kaupmenn. Þá mælti Ketill Kálfsson: ekki fór fjarri getu minni, at honum mundi höfuðgjarnt verða. Maðr hèt Simon, frændi Özsurar, mikill maðr ok sterkr. Ketill kvað vera mega, ef Simon fylgði atgerfi sinni, at hann mun muna dráp Özsorar frænda síns. Símun kvaðst þar eigí mundu ferlig orð um hafa. Ketill lèt búa skip þeirra, ok sendi menn á fund Kolbeins stýrimanns, ok sagði honum tíðendin: ok segit honum svâ, at ek skal fara með máli á hendr Einari, því mèr eru kunnig grænlenzk lög, ok er ek búinn til við þá; höfum vêr ok mikinn liðs kost, ef at oss kemst. Simon kvaðst vilja Ketils ráðum framfara. Síðan fór hann, ok hitti Kolbein, sagði honum vígit, ok þar til orð sending Ketils<ref>rettet istedenfor den aabenbare Skrivefeil Kolbeins.</ref>, ok þeir skyldu snúast með liðveizlu við þá or Vestri-bygð, ok sækja til þíngs þeirra Grænlendínga. Kolbeinn kvaðst koma mundu at vissu, ef hann mætti, ok kvaðst vilja àt Grænlendíngum yrði þat eigi hagkeypi at drepa menn þeirra. Ketill tók þegar mál af Símuni, ok fór með nokkura sveit manna, en sagði at þeir kaupmenn skyldu halda skjótt eptir: ok hafit varníng með yðr! Kolbeinn fór þegar er honum kvomu þessi orð, bað ok fèlaga sina fara til þíngs, ok kveðst þá hafa svâ miklu sveít, at úvíst værí at Grænlendíngar sæti yfir lut þeirra. Nú hittust þeir, Kolbeinn ok Ketill, ok báru ráð sín saman; hvârtveggi þeírra var gilldr maðr. Nú fóru þeir, ok bægði þeím veðr, ok komast þó fram, ok höfðu mikla sveit manna, en þó minni enn þeir hugðu. Nú komu menn til þíngs. Sokki var þar kominn Þórísson. Hann var vitr maðr, ok var þá gamall, ok mjök tekinn til at gera um mál manna; hann gengr á fund þeirra Kolbeins ok Ketils, ok kvaðst vilja leita um sættir; vil ek bjóðast til, segír hann, at gera í mílli yðr, ok þótt mèr sè meiri vandi á við Einar, son minn, þó skal þat þó um gera er mèr ok öðrum vitrum mönnum lízt nær sanni. Ketill kvaðst ætla, at þeir mundi málum fram halda til máls fyllíngar, en fyrír kveðast ekki at taka sættir: en þó er ört at gengit við oss, en höfum ekki vanizt því hèr til at mínka vorn hlut. Sokki kveðst ætla at þeir munu ekki jafnt at vígi standa, ok kvað úvíst at þeir fengi meiri sæmd, þó hann dæmdi ekki. Kaupmenn gengu at dómi, ok hafði Ketill mál frami á hönd Einari. Þá mælti Einarr: þat mun víða spyrjast, ef þeir bera oss hèr málum, ok gekk at dóminum, ok hleypir upp ok fengu þeir ekki haldit. Þá mælti Sokki: kostr skal enn þess er ek bauð at sættast, ok gera ek um málit. Ketill kveðst ætla, at þat mundi nú ekki verða, er þú leggr til yfirboða þat, er þó er hinn sami újafnaðr Einars um þetta mál, ok skildu at því. En því komu kaupmenn ekki or Vestri-bygð til þíngs, at þá var andviðri, er þeir voru búnir með II skipum. En at miðju sumri skyldi sætt gera á Eiði. Þá komu Þeir kaupmenn vestan, ok lögðu at við nes nokkut, ok hittust þeir þá allir saman, ok áttu stefnu. Þá mælti Kolbeinn, at ekki skýldi svá nær hafa gengit um sættirnar, ef þeir hefði allir samt verit: en þat þikki mèr nú ráð, at vér farinn allir til þessa fundar með slíkum faungum sem til eru; ok svá var at þeir fóru, ok leyndust í leynivogi einum skamt frá biskupsstólinum. Þat bar saman at biskupsstólinum, at hríngði til hámessu, ok þat at Einarr Sokkason kom. Ok er kaupmennirnir heyrðu þetta, þá sögðu þeir at mikla skyldi gera virðing til Einars, at hríngja skal í mót honum, ok kváðu slíkt mikil endemi, ok urðu illa við. Ketill mælti: verðit ekki illa við þetta, þvíat svâ mætti at berast, at þetta yrði at líkhringíngu, áðr kveld kæmi. Nú komu þeir Einarr, ok settust niðr í brekku einni. Sokki lèt fram gripi til virðingar, ok þá er til gjalds voru ætlaðir. Ketill mælti: þat vil ek at við Hermundr Koðransson virðim gripina. Sokki kvað svâ vera skyldu. Simon, frændi Özsorar, sýndi á sèr úþektar svip, ok reikaði hjá, meðan gripa gjaldit var sett. Siðan var framborin spángabrynja ein forn. Simon mælti þá: svívirðliga er slikt boðit fyrir slíkan mann sem Özsur var, ok kastaði brynjurunni á völlinn á burt, ok gekk upp at þeim, er þeir sátu í brekkunni. Ok er þat sá þeir Grænlendíngar, þá spretta þeir upp, ok horfðu forbrekkis ok í móti honum Símoni, ok því næst gekk Kolbeinn upp hjá þeim, er þeir orfðu<ref>orfðu er her aabenbare det samme som det nysanförte horffðu; end et tydeligt Bevis paa den i Oldskrifterne saa tidt forekommende vaklende Skrivemaade; saaledes elideres ellers h undertiden foran Vocalen; at Þ og Ð afvexle, midt i Ordene (hvor det sidste dog er rigtigst) mere bekjendt.</ref> allir frá, ok slæst á bak þeim, ok fór einn frá sínum mönnum, ok var þat jafnsnemma at hann komst á bak Einari, ok hjó með öxi milli herða honum, ok Einars öx kom í höfuð Símoni, ok fengir báðir bana sár. Einar mælti er hann fèll: slíks var at von. Síðan ljóp Þórðr fóstbróðir Einars at Kolbeini, ok vildi höggva hann, en Kolbeinn snaraðist við honum, ok stakk fram öxar hyrnunni, ok kom í barkann Þórði, ok hafði hann þegar bana. Síðan slær í bardaga með þeim. Biskup sat hjá Einari, ok ándaðist hann í knjám honum. Steingrímr hèt maðr, er þat mælti, at þeir skyldu gera svâ vel at berjast ekki, ok gekk á milli með nokkura menn; en hvorirtveggju voru svá óðir at Steingrímr var lagðr sverði gegnum í þessi hríð. Einarr andaðist uppi á brekkunni við búð Grænlendínga. Ok nú urðu menn sárir mjök, ok komust þeir Kolbeinn til skips með III sína menn vegna, ok fóru síðan yfir Einarsfjörð til Skjálgsbúða; þar voru kaupskipin, ok voru þá mjök í búnaði. Kolbeinn kvað í hafa gjörzt nokkuru róstu, ok vil ek ætla at Grænlendíngar uni nú ekki betr við enn âðr. Ketill mælti: sannyrði gafst þèr, Kolbeinn, sagði hann, at vèr mundim heyra líkhríngina, áðr vèr færim í burt, ok ætla ek at hann Einarr sè dauðr borinn til kirkju. Kolbeinn kveðst heldr þannig hafa at stutt. Ketill mælti: þess er von, at Grænlendíngar muni sækja vârn fund; ok kalla ek ráð, at menn haldi á búnaði sínum eptir faungum, ok sè allir á skipum um nætr; ok svá gerðu þeir. Sokki harmaði mjök þessi tíðindi, ok bað menn fulltíngis, at veita sèr vígsgengi.
 '''Sætt Grænlendínga ok kaupmanna.'''

@@ Linje 79: / Linje 79: @@
 '''Arnbjörn fannst dauðr ok hans menn.'''
-. Sigurðr hèt maðr ok var Njálsson, grænlenzkr maðr; hann fór opt á haustum til fángs í úbygðir; hann var sægarpr mikill; þeir voru XV saman. Þeir komu um sumarit at jöklinum Hvitserk, ok höfðu fundit nokkurar eldstóar manna ok enn nokkurn veiðiskap. Þá mælti Sigurðr: hvârs eru þèr fúsari at hverfa aptr, eðr fara lengra; er nú ekki sumars mikit eptir, en fáng vorðit lítit. Hásetar kvoðust fúsari aptr at hverfa, ok sögðu mannhættu mikla at fara um stórfjörðu undir jöklum. Hann kvað þat satt: en svâ segir mèr hugr um, at eptir muni et meira fángit, ef  þvi náir. Þeir báðu hann ráða, kvoðust lengi hans forsjá hlítt hafa, ok þó vel gefizt. Honum kveðst meíra um at halda fram, ok svâ var gert. Steinþórr hèt maðr, er á skipi þeirra var; hann tók til orða: dreymdi mik í nótt, Sigurðr, sagði hann, ok mun ek segja þèr drauminn; nú er vèr fór um á fjörðinn þenna enn mikla, þóttumst ek kominn í milli bjarga nokkurra ok æpa til bjargar mèr. Sigurðr kvað draum meðallagi góðan: ok skyldir þú þar ekki björg undir fótum troða, ok hitta ekki í þann einángr at þú mættir eigi munni halda. Steinþórr var heldr æðímaðr í skaplyndi ok úforsjáll, ok er þeir sækja inn á fiörðinn, þá mælti Sigurðr: hvart er sem mèr sýnist, at skip sè inn á fjörðinn. Þeir kváðu svâ vera. Sigurðr kvað þat tíðindum mundu gegna. Hèldu nú síðan inn at, ok sá at skipit var sett upp í einn árós, ok gert fyrir ofan; þat var mikit hafskip. Síðan gengu þeir á land, ok sá skála, ok tjald skamt frá. Þá mælti Sigurðr, at þeir munu tjalda fyrst; ok er nú  liðit á dag, ok vil ek at menn sè kyrrlátir ok varúðgir; ok svâ gerðu þeir. Ok um morgininn gánga þeir, ok sjást um; þeir sjá stokk einn hjá sèr ok stóð í bolöx, ok mannshræ hjá._Sigurðr kvað þann mann viðinn höggit hafa, ok hafa vorðit vanmeginn af megri. Síðan gengu þeir at skálanum, ok sá þar annat mannshræ. Sigurðr kvað þann gengit hafa, meðan hann mátti: ok munu þessir verit hafa þjónustumenn þeírra er í skálanum eru. Öx lá ok hjá þessum. Þá mælti Sigurðr: þat kalla ek ráð at rjúfa skálann, ok láta leggja út daun af  líkumr þeim er inni eru ok ýldu, er lengi mun legit hafa, ok varist menn fyrír at verða, þviat þess er ekki lítil von at mönnum verði at því mein, ok mjök er á mót eðli manna; þótt líkendi sè á þvi, at menn þessir muni oss ekki íllt gera. Steinþórr kvað slíkt undarligt at gera sèr meira fyrir en þyrfti, ok gekk á hurðina, en þeir rufu skálann. Ok er Steinþórr gekk út, þá leit Sigurðr til hans ok mælti: allmjök er manninum brugðit. Hann tók þegar at æpa ok hlaupa, en þeir eptir, fèlagar hans; hann hleypr síðan i hamarrifu nokkura, þar er eingi mátti at honum komast, ok þar fèkk hann bana. Sigurðr kvað hann of berdreyman. Síðan rúfu þeir skálann, ok gerði eptir því sem Sigurðr mælti, ok varð þeim ekki mein at. Þeir sá þar í skálanum menn dauða ok fè mikit. Þá mælti Siguðr: þat sýnist mèr ráð at þèr hleypit holdi af beinum þeirra i heitukötlum þeirra er þeir hafa átt, ok er svâ hægra til kirkju at færa, ok er þat líkast at Arnbjörn muni hèr verit hafa, þvíat skip þetta annat it fagra, er her stendr á landi, hefi ek heyrt at hann hafi átt; þat var höfðaskip ok steint ok mikil gersemi. Kaupskipit var brotit mjök neðan, ok kvaðst Sigurðr ætla at þat mundi at engum nytjum verða. Þeir taka or sauminn, en brendu skipit, ok höfðu hlaðna ferjuna or óbygðum, eptirbátinn ok höfðaskipit. Þeir kvomu í bygðina, ok fundu biskup i Görðum, ok sagði Sigurðr honum tíðindin ok fjárfundinn; nú kann ek ei annat at sjá, sagði hann, enn þat fè þeirra  muni bezt komit er beinum þeirra fylgir, ok ef ek á á nokkuru ráð, þá vil ek at svâ sè. Biskup kvað hann vel hafa með farit ok vitrliga, ok þat mæltu allir. Mikit fè fylgði likum þeirra. Biskup kvað gersemi mikla vera höfðaskipit. Sigurðr kvað ok þat sannligast, at þat færi til staðarins fyrir sálum þeirra. Öðru fè skiptu þeir með sèr, er fundit höfðu, at grænlenzkum lögum. Ok er þessi tíðindi komu til Noregs, þá spurði þat sá maðr er Özsor hèt, ok (var) systurson Arnbjarnar, ok fleiri menn voru þeir á því skipi, er sina frændr höföu mist, ok væntu til greizlu um fèið. Þeir komu í Eireksfjörð, ok sóttu menn til fundar við þá ok slógu kaupum. Siðan tóku menn sèr vistír. Özsorr styrimaðr fór í Garða til biskups, ok var þar um vetrinn. Í Vestri-bygð var þá annat kaupskip, þar var Kolbeinn Þorljótsson, norrænn maðr; hinu þriðja skipí rèð sá maðr er Hermundr hèt, ok var Koðransson, ok Þorgils bróðir hans, ok höfðu mikla sveit manna.
+. Sigurðr hèt maðr ok var Njálsson, grænlenzkr maðr; hann fór opt á haustum til fángs í úbygðir; hann var sægarpr mikill; þeir voru XV saman. Þeir komu um sumarit at jöklinum Hvitserk, ok höfðu fundit nokkurar eldstóar manna ok enn nokkurn veiðiskap. Þá mælti Sigurðr: hvârs eru þèr fúsari at hverfa aptr, eðr fara lengra; er nú ekki sumars mikit eptir, en fáng vorðit lítit. Hásetar kvoðust fúsari aptr at hverfa, ok sögðu mannhættu mikla at fara um stórfjörðu undir jöklum. Hann kvað þat satt: en svâ segir mèr hugr um, at eptir muni et meira fángit, ef  þvi náir. Þeir báðu hann ráða, kvoðust lengi hans forsjá hlítt hafa, ok þó vel gefizt. Honum kveðst meíra um at halda fram, ok svâ var gert. Steinþórr hèt maðr, er á skipi þeirra var; hann tók til orða: dreymdi mik í nótt, Sigurðr, sagði hann, ok mun ek segja þèr drauminn; nú er vèr fór um á fjörðinn þenna enn mikla, þóttumst ek kominn í milli bjarga nokkurra ok æpa til bjargar mèr. Sigurðr kvað draum meðallagi góðan: ok skyldir þú þar ekki björg undir fótum troða, ok hitta ekki í þann einángr at þú mættir eigi munni halda. Steinþórr var heldr æðímaðr í skaplyndi ok úforsjáll, ok er þeir sækja inn á fiörðinn, þá mælti Sigurðr: hvart er sem mèr sýnist, at skip sè inn á fjörðinn. Þeir kváðu svâ vera. Sigurðr kvað þat tíðindum mundu gegna. Hèldu nú síðan inn at, ok sá at skipit var sett upp í einn árós, ok gert fyrir ofan; þat var mikit hafskip. Síðan gengu þeir á land, ok sá skála, ok tjald skamt frá. Þá mælti Sigurðr, at þeir munu tjalda fyrst; ok er nú  liðit á dag, ok vil ek at menn sè kyrrlátir ok varúðgir; ok svâ gerðu þeir. Ok um morgininn gánga þeir, ok sjást um; þeir sjá stokk einn hjá sèr ok stóð í bolöx, ok mannshræ hjá._Sigurðr kvað þann mann viðinn höggit hafa, ok hafa vorðit vanmeginn af megri. Síðan gengu þeir at skálanum, ok sá þar annat mannshræ. Sigurðr kvað þann gengit hafa, meðan hann mátti: ok munu þessir verit hafa þjónustumenn þeírra er í skálanum eru. Öx lá ok hjá þessum. Þá mælti Sigurðr: þat kalla ek ráð at rjúfa skálann, ok láta leggja út daun af  líkumr þeim er inni eru ok ýldu, er lengi mun legit hafa, ok varist menn fyrír at verða, þviat þess er ekki lítil von at mönnum verði at því mein, ok mjök er á mót eðli manna; þótt líkendi sè á þvi, at menn þessir muni oss ekki íllt gera. Steinþórr kvað slíkt undarligt at gera sèr meira fyrir en þyrfti, ok gekk á hurðina, en þeir rufu skálann. Ok er Steinþórr gekk út, þá leit Sigurðr til hans ok mælti: allmjök er manninum brugðit. Hann tók þegar at æpa ok hlaupa, en þeir eptir, fèlagar hans; hann hleypr síðan i hamarrifu nokkura, þar er eingi mátti at honum komast, ok þar fèkk hann bana. Sigurðr kvað hann of berdreyman. Síðan rúfu þeir skálann, ok gerði eptir því sem Sigurðr mælti, ok varð þeim ekki mein at. Þeir sá þar í skálanum menn dauða ok fè mikit. Þá mælti Siguðr: þat sýnist mèr ráð at þèr hleypit holdi af beinum þeirra i heitukötlum þeirra er þeir hafa átt, ok er svâ hægra til kirkju at færa, ok er þat líkast at Arnbjörn muni hèr verit hafa, þvíat skip þetta annat it fagra, er her stendr á landi, hefi ek heyrt at hann hafi átt; þat var höfðaskip ok steint ok mikil gersemi. Kaupskipit var brotit mjök neðan, ok kvaðst Sigurðr ætla at þat mundi at engum nytjum verða. Þeir taka or sauminn, en brendu skipit, ok höfðu hlaðna ferjuna or óbygðum, eptirbátinn ok höfðaskipit. Þeir kvomu í bygðina, ok fundu biskup i Görðum, ok sagði Sigurðr honum tíðindin ok fjárfundinn; nú kann ek ei annat at sjá, sagði hann, enn þat fè þeirra  muni bezt komit er beinum þeirra fylgir, ok ef ek á á nokkuru ráð, þá vil ek at svâ sè. Biskup kvað hann vel hafa með farit ok vitrliga, ok þat mæltu allir. Mikit fè fylgði likum þeirra. Biskup kvað gersemi mikla vera höfðaskipit. Sigurðr kvað ok þat sannligast, at þat færi til staðarins fyrir sálum þeirra. Öðru fè skiptu þeir með sèr, er fundit höfðu, at grænlenzkum lögum. Ok er þessi tíðindi komu til Noregs, þá spurði þat sá maðr er Özsor hèt, ok (var) systurson Arnbjarnar, ok fleiri menn voru þeir á því skipi, er sina frændr höfðu mist, ok væntu til greizlu um fèið. Þeir komu í Eireksfjörð, ok sóttu menn til fundar við þá ok slógu kaupum. Siðan tóku menn sèr vistír. Özsorr styrimaðr fór í Garða til biskups, ok var þar um vetrinn. Í Vestri-bygð var þá annat kaupskip, þar var Kolbeinn Þorljótsson, norrænn maðr; hinu þriðja skipí rèð sá maðr er Hermundr hèt, ok var Koðransson, ok Þorgils bróðir hans, ok höfðu mikla sveit manna.
 '''Frá  Özsori ok biskupi.'''

@@ Linje 34: / Linje 34: @@
 '''Indledning.'''
-For nærværende mærkelige Stykke have vi, som for saa mange andre, den indholdsrige Flatöbog at takke. Torfæus har givet et latinsk Uddrag deraf, i hans ''Grönlandia'' S. 217-239 (forkortet til et tydsk af Cranz i hans Historie von Grönland l, 322-324), samt P. E. Müller et endnu kortere "paa Dansk, i Sagabibliotheket I, 288-290, hvor han bemærker at Beretningen formedelst sin Omstændighed og sin Troværdighed synes at være skreven i det l3de Aarhundrede”.) Vi mene endog at den först er nedskreven sidst i det 12te Aarhundrede, sandsynligst af Munkene i Flatö eller Helgafells Kloster, hvis Haandskrift da lettest kunde overgaae til Flatöbogen, som den eneste gamle Afskrift vi nu kjende. Fortællingen skjönnes tydelig at være nedskreven efter mundtlige Sagn, og Udtrykkene i dens Slutning pege til at Islænderen Hermund, rimeligviis een af dens vigtigste Meddelere, da var Forfatteren nöie bekjendt, og levede endnu paa den Tid, hvorfor intet videre om ham berettes. Müller bemærker meget rigtig, at til denne Fortællings Slutning findes föiet (i  Flatöbogen) en Liste over Grönlands Biskopper og Kirker, men vi skulle paa sit Sted godtgjöre at den dog ingenlunde er af den samme Forfatter.
+For nærværende mærkelige Stykke have vi, som for saa mange andre, den indholdsrige Flatöbog at takke. Torfæus har givet et latinsk Uddrag deraf, i hans ''Grönlandia'' S. 217-239 (forkortet til et tydsk af Cranz i hans Historie von Grönland l, 322-324), samt P. E. Müller et endnu kortere "paa Dansk, i Sagabibliotheket I, 288-290, hvor han bemærker at Beretningen formedelst sin Omstændighed og sin Troværdighed synes at være skreven i det 13de Aarhundrede".) Vi mene endog at den först er nedskreven sidst i det 12te Aarhundrede, sandsynligst af Munkene i Flatö eller Helgafells Kloster, hvis Haandskrift da lettest kunde overgaae til Flatöbogen, som den eneste gamle Afskrift vi nu kjende. Fortællingen skjönnes tydelig at være nedskreven efter mundtlige Sagn, og Udtrykkene i dens Slutning pege til at Islænderen Hermund, rimeligviis een af dens vigtigste Meddelere, da var Forfatteren nöie bekjendt, og levede endnu paa den Tid, hvorfor intet videre om ham berettes. Müller bemærker meget rigtig, at til denne Fortællings Slutning findes föiet (i  Flatöbogen) en Liste over Grönlands Biskopper og Kirker, men vi skulle paa sit Sted godtgjöre at den dog ingenlunde er af den samme Forfatter.
 Stykket er ellers, i forskjellige Henseender, særdeles vigtigt. Det meddeler os blandt andet, en temmelig udförlig Beretning om Stiftelsen af Grönlands Bispestol i Garde, og saaledes havde det været meget at önske at den kunde have været vor forevigede Münter bekjendt, som ikke, efter da udgivne Kildeskrifter kunde vide rettere end at Bispesædet Garde först nævntes, i noget saadant, Aar 1276,  altsaa fuldt 150 Aar efter dets virkelige Oprettelse. (Kirchengesch. von Dänem. und Norw. I, 558, Il, 100, Anm. 5). I det have vi og de eneste udförlige Efterretninger om Nordmanden Arnald, Grönlands förste virkelige Biskop<ref>At han har været Grönlands förste fast ansatte Biskop er vel uden for al Tvivl, skjönt gamle Efterretninger melde, at en vis Biskop Erik för har opholdt sig i Grönland, hvorfra han drog til Viinland (i Nord-Amerika) for at udbrede Christendommen der; herom mere paa sit Sted i det Fölgende.</ref>, og en; som det synes, tro Skildring af denne Prælats altfor vidt gaaende hierarchiske Bestræbelser til hans nye Bispestols Fordeel og Opkomst, m. m. I geographisk Henseende har den en særdeles mærkelig Antydning af Isbjerget Hvidserks virkelige Beliggenhed, (hvilken vi forbeholde os nærmere paa sit Sted at udvikle).
@@ Linje 48: / Linje 48: @@
 Kolbeins Landsmand og Staldbroder i Grönland, Ketil Kalfsön, havde en heldigere Skjebne. Af hans fulde Navn at slutte kan han have nedstammet fra den i sin Tid meget anseelige Ketil Kalf (eller Kalfsön) paa Ringenæs og hans Hustru Gunnhild, Kong Harald Sigurdsöns Söster, men Kong Sigurd Syrs Datter og Olaf den Helliges Halvsöster. Det er da mærkeligt, hvis han saaledes har været nærbeslægtet med den Finn Fegin, (den ældre Ketil Kalfsöns Sön) som allerede för eller henved 1028 havde forlist med sit Skib paa Grönlands Östkyst, thi da maatte Handelen paa dette Land synes at være bleven fortsat af den samme Familie i henved 100 Aar. See ovenfor lI, 662, 666. Vist er det, at vor Ketil Kalfsön, efter Hjemkomsten fra Grönland, bosatte sig i Bergen i Norge, hvor han stod i en saa höi Anseelse hos Kong Inge Haraldsön, at han udvirkede fuldkommen Benaadning for en ung Islænder, Thorvard Thorgeirsön (som strax efter sin Ankomst til Norge, tilföiede een af Kongens Hirdmænd, som havde fornærmet ham i Island, et dödeligt Saar) paa de Vilkaar, at Thormod selv blev beskikket til Hirdmand (maaskee i den Saaredes Sted). See Sturlunga-Saga, 2 Bogs 39te Capitel. Dette maa være skeet efter 1136.
-De for os vigtigste Personer, blandt dem som forekomme i Sagaen, er Islænderen Hermund Kodransön og hans Broder Thorgils, da enten de, eller een eller flere af deres Skibsmandskab, efter al Sandsynlighed ere de förste Ophavsmænd til denne Fortælling, som dog formodentlig ved andre er bleven fört i Pennen efter deres mundtlige Foredrag. Det er meget at beklage at vi nu kun vide lidet om den ovennævnte Hermund, da Biskop Pauls Saga (formodentlig skreven af Biskop Magnus Gissursön, som döde 1236) nævner ham (i 20de Cap. Udg. S. 250) som een af de ypperste Mænd i Island, der döde i den förstnævnte Biskops Levetid. Det er vel gaaet ham, som nogle andre af hans udmærkede Landsmænd i det 11te og 12te Aarhundrede, at deres Levnet, fordi det, i Fölge af deres Tilböieligheder, saavidt muligt, var fredeligt og stille, ikke greb synderlig ind i de politiske Begivenheders oprörte Kreds, er blevet mestendeels ubemærket og ubeskrevet, paa det nær at enkelte boglærde Klerke, hvis Velyndere slige Mænd paa den Tid gjerne vare, have optegnet deres Dödsdag eller Dödsaar. Hans egentlige Herkomst er os ubekjendt; vi formode kun at han har været af den saakaldte Gilsbakkeslægt i Borgarfjorden, og nedstammet fra Hermund Illugesön (see ovenfor II, 482, 566). Vor Hermund synes, med sine Islændere, i de grönlandske stridigheder, i hvilke han uforskyldt indvikledes, kun at have, forsaavidt det var gjörligt, overholdt en Art af bevæbnet Neutralitet, og tillige været en omhyggelig Iagttager af Begivenhederne. Efter sin Tilbagekomst til Island (omtrent 1133) synes han at have giftet og bosat sig; hvor, vide vi ikke engang bestemt, men kun at hans Bopæl i hans ældre Dage har været i Borgefjordens Bygdelag. Efter Sturlunga-Sagas l, 100 (ikke anfört i Udgavens Register), synes det at have været Kalmanstunga, en stor Gaard, men noget afsides og næsten höit oppe til Fjelds, kort fra Gilsbakke, i det nuværende Myre Syssel. Han har allerede været temmelig bedaget, da han (saavidt vi vide) först indvikledes i sit Fædrelands politiske stridigheder. I Aaret 1160 maatte han, efter Opfordring af Hövdingen Einar Thorgilssön, med forskjellige andre höit anseete Mænd (''vírðíngamenn'') deeltage med ham i et Tog mod Sturla Thordsön, (den ældre) af Hvamm (Sturlungernes stamfader), som dog for den Gang faldt fredelig ud. 1176 kaldte Sturlungen Bödvar Thordarsön Hermund til Hjælp, som sin Ven, i en Arvesag, mod Præsten og Hövdingen Paul Sölvesön paa Reikholt, tilligemed hans to Sönner, Karl og Hodran<ref>Kodran Hermundsön maa og være bleven en udmærket Mand, da hans Dödsfald (1189, 8 Aar förend hans Faders) bemærkes i Annalerne. Ellers er vor Hermunds Afkom ubekjendt.</ref>, "fordi de da vare de raskeste Mænd” i Herredet. Den forlangte Hjælp behövedes dog ikke, da Sagen snart derefter blev forligt. 1181 ansaae den ovennævnte Sturla Thordsön (den yngre) vor Hermund for sin Ven, indtil den Förstnævntes Modstander, Præsten Paul, opgav ham som een af de Mænd, til hvilke han vilde voldgive den Sag, hvorom de trættedes; da erklærede Sturla, i sin Vrede, at han deraf erfarede at Hermund havde forraadt hans Sag, eller endog ved svigfulde Raad, efterstræbt hans Liv. Præsten forklarede, at dette ikke maatte forstaaes saaledes, men at han kun ventede sig nogen Hjælp af Hermund. Ogsaa denne sag blev kort derefter fuldkommen forligt. (see Sturlunga S. 2 Bogs 14, 34 og 36 Cap). Efter de Islandske Annaler döde Hermund Kodransön (formodentlig næsten 90 Aar gammel) 1197.
+De for os vigtigste Personer, blandt dem som forekomme i Sagaen, er Islænderen Hermund Kodransön og hans Broder Thorgils, da enten de, eller een eller flere af deres Skibsmandskab, efter al Sandsynlighed ere de förste Ophavsmænd til denne Fortælling, som dog formodentlig ved andre er bleven fört i Pennen efter deres mundtlige Foredrag. Det er meget at beklage at vi nu kun vide lidet om den ovennævnte Hermund, da Biskop Pauls Saga (formodentlig skreven af Biskop Magnus Gissursön, som döde 1236) nævner ham (i 20de Cap. Udg. S. 250) som een af de ypperste Mænd i Island, der döde i den förstnævnte Biskops Levetid. Det er vel gaaet ham, som nogle andre af hans udmærkede Landsmænd i det 11te og 12te Aarhundrede, at deres Levnet, fordi det, i Fölge af deres Tilböieligheder, saavidt muligt, var fredeligt og stille, ikke greb synderlig ind i de politiske Begivenheders oprörte Kreds, er blevet mestendeels ubemærket og ubeskrevet, paa det nær at enkelte boglærde Klerke, hvis Velyndere slige Mænd paa den Tid gjerne vare, have optegnet deres Dödsdag eller Dödsaar. Hans egentlige Herkomst er os ubekjendt; vi formode kun at han har været af den saakaldte Gilsbakkeslægt i Borgarfjorden, og nedstammet fra Hermund Illugesön (see ovenfor II, 482, 566). Vor Hermund synes, med sine Islændere, i de grönlandske stridigheder, i hvilke han uforskyldt indvikledes, kun at have, forsaavidt det var gjörligt, overholdt en Art af bevæbnet Neutralitet, og tillige været en omhyggelig Iagttager af Begivenhederne. Efter sin Tilbagekomst til Island (omtrent 1133) synes han at have giftet og bosat sig; hvor, vide vi ikke engang bestemt, men kun at hans Bopæl i hans ældre Dage har været i Borgefjordens Bygdelag. Efter Sturlunga-Sagas l, 100 (ikke anfört i Udgavens Register), synes det at have været Kalmanstunga, en stor Gaard, men noget afsides og næsten höit oppe til Fjelds, kort fra Gilsbakke, i det nuværende Myre Syssel. Han har allerede været temmelig bedaget, da han (saavidt vi vide) först indvikledes i sit Fædrelands politiske stridigheder. I Aaret 1160 maatte han, efter Opfordring af Hövdingen Einar Thorgilssön, med forskjellige andre höit anseete Mænd (''vírðíngamenn'') deeltage med ham i et Tog mod Sturla Thordsön, (den ældre) af Hvamm (Sturlungernes stamfader), som dog for den Gang faldt fredelig ud. 1176 kaldte Sturlungen Bödvar Thordarsön Hermund til Hjælp, som sin Ven, i en Arvesag, mod Præsten og Hövdingen Paul Sölvesön paa Reikholt, tilligemed hans to Sönner, Karl og Kodran<ref>Kodran Hermundsön maa og være bleven en udmærket Mand, da hans Dödsfald (1189, 8 Aar förend hans Faders) bemærkes i Annalerne. Ellers er vor Hermunds Afkom ubekjendt.</ref>, "fordi de da vare de raskeste Mænd” i Herredet. Den forlangte Hjælp behövedes dog ikke, da Sagen snart derefter blev forligt. 1181 ansaae den ovennævnte Sturla Thordsön (den yngre) vor Hermund for sin Ven, indtil den Förstnævntes Modstander, Præsten Paul, opgav ham som een af de Mænd, til hvilke han vilde voldgive den Sag, hvorom de trættedes; da erklærede Sturla, i sin Vrede, at han deraf erfarede at Hermund havde forraadt hans Sag, eller endog ved svigfulde Raad, efterstræbt hans Liv. Præsten forklarede, at dette ikke maatte forstaaes saaledes, men at han kun ventede sig nogen Hjælp af Hermund. Ogsaa denne sag blev kort derefter fuldkommen forligt. (see Sturlunga S. 2 Bogs 14, 34 og 36 Cap). Efter de Islandske Annaler döde Hermund Kodransön (formodentlig næsten 90 Aar gammel) 1197.
 Vi tillægge de i nærværende Fortælling forekommende vigtigste Begivenheder fölgende Tidsbestemmelse:
@@ Linje 64: / Linje 64: @@
 *''1130''. Efterretning herom spörges i Norge.
-*''1131''. Nordmanden Ossur og flere af de Forlistes Slægtninge drage til Grönland, for at kræve deres formeentlige Arvegods, men faae intet deraf. Kolbein Thorljotsön og Ketil Kalfsön, samt Islænderen Hermund Kodransön m. fl. ankomme ogsaa til Grönland, hvor de overvintre med 3 Skibe og Arnbjörn tager sit Ophold paa Garde, men de övrige Anförere i Vesterhygden.
+*''1131''. Nordmanden Össur og flere af de Forlistes Slægtninge drage til Grönland, for at kræve deres formeentlige Arvegods, men faae intet deraf. Kolbein Thorljotsön og Ketil Kalfsön, samt Islænderen Hermund Kodransön m. fl. ankomme ogsaa til Grönland, hvor de overvintre med 3 Skibe og Arnbjörn tager sit Ophold paa Garde, men de övrige Anförere i Vesterbygden.
 *''1132'' ud paa Vinteren, fremförer Össur sin og Medarvingers Begjering om Udleveringen af deres Slægtning Arnbjörns Efterladenskaber for Biskoppen, men faaer Afslag, hvorpaa han strax forlader Garde og flytter til Gaarden Kideberg. Hans Sögsmaal mod Grönlænderne afvises paa Herredets Vaarthing. I Hidsighed og ondt Lune faaer Össur det Indfald at tilföie Arnbjörns efterladte herlige Skib, som Biskop Arnald nægtede at afstaae, en Hovedbeskadigelse. Derefter tyede han til de i Vesterbygden daværende Nordmænd, som raadte ham strax at forene sig der med dem (tilligemed hans Mandskab), men han vendte dog (saavidt vi kunne skjönne) for fuldt og fast tilbage til Österbygden. Fölgerne af denne hans Uforsigtighed udebleve ikke længe. Imidlertid havde Biskoppen fordret Hævn over Össur, af Einar, i Fölge af hans edelige Forpligtelse, hvilken Sidstnævnte dog, i dette Tilfælde, neppe troede at burde efterkomme. Ikke desmindre benyttede han sig, ved snart faldende Leilighed, af Ossurs nye Uforsigtighed, i det han, stolende paa Höitids- og Kirkefreden, var tilstede ved en Kirkemesse paa Langenæs. Der overfaldt Einar Össur aldeles uforvarendes og skilte ham ved Livet; dog kunde han kun med Möie udvirke Biskoppens Tilladelse til en christelig Begravelse for hans myrdede Modstander. En vis Simon, Össurs Frænde, var den nærmeste Eftermaals Mand, men synes at have havt större Mangel paa Klogskab og Driftighed end paa kræfter. Ketil Kalfsön var den anseeligste Mand af Besætningen paa Össurs Skib, over hvilket han strax fik Befaling og begyndte at udruste det til Tilbagereisen. Han kjendte de grönlandske Love vel, og lod Simon overdrage til sig Sögsmaalet i Drabssagen. Til Thinget (formodentlig Landsthinget paa Garde), der sandsynligviis holdtes midt eller sidst i Juni Maaned, ledsagedes han af Kolbein Thorljotsön og nogle af hans Folk, efter Aftale, men Handelsskibene, med Resten af deres Mandskab, kunde ikke komme saa snart til Österbygden formedelst Modvind. Paa Thinget forstyrrede Einar Sokkesön Rettergangen med Vold, saa at de Fremmede ikke kunde faae deres Sögsmaal fremmet. Ved den gamle Sokke Thorersöns Mægling blev dog et nyt Stævnemöde berammet, til endeligt Forlig, ved Midsommerstid, omtrent midt i Juli Maaned, paa Eide, nær ved Garde Bispesæde. Der mödte Össurs rette Eftermaalsmand Simon, og alle de fremmede Skibsförere, Ketil, Kolbein og Hermund, med deres Mandskab, (som dog til deels, i Begyndelsen, synes at have ligget i et for Grönlænderne skjult Baghold). I det at Forliget næsten var kommet fuldkommen i Stand, viste Simon, som især skulde modtage Böderne, sig misfornöiet med disses Ydelse, og vragede den paa en foragtelig Maade. Til Hævn derfor blev han nedlagt af den hidsige Einar, som i det samme fik et dödeligt Saar af Kolbein, og et almindeligt Slag opstod derpaa mellem Grönlænderne og Östmænderne (thi saaledes kaldtes Nordmænd og islændere til sammen der i Landet). Disse tyede tilsidst til deres Baade og paa dem til deres i Havnen ved Skjalgsboder liggende Skibe. Sokke pönsede paa et almindeligt Angreb paa disse, men overtaltes af en i Landet meget anseet Mand, Hall paa Solarfjeld, til at lade dette anslag fare, og endnu engang at tilbyde de Fremmede Forlig. End et Möde dertil berammedes, (med den forelöbige Betingelse at de Fremmede, saasnart muligt, som det synes inden en Maaned fra Halls Besög paa Skibene at regne, skulde forlade Landet), men imidlertid foretog Ketil dog et Tog med 30 af Mandskabet op i Bygden, for at skaffe Levnetsmidler til Reisen, hvilke de og fandt forvarede i et stort Jordhuus eller skjult Kjelder. Paa Fredsmödet afsagde Hall, efter fælles Aftale, en Voldgiftskjendelse, ved hvilken hele Sagen afgjordes. Imidlertid bedækkedes Kysterne af Driviis, men heldigviis forlod den dem pludselig atter, just da den Maanedstid var forlöben, (formodentlig midt eller sidst i August), ved hvis Udgang de Fremmede skulde afseile derfra, af hvilken gode Leilighed de ogsaa strax benyttede sig. I det samme Efteraar ankom de vel beholdne til Norge.

@@ Linje 8: / Linje 8: @@
 |-
 |}
@@ Linje 13: / Linje 15: @@
-'''[[Grønlands historiske mindesmærker]]'''
+'''[[Grønlands historiske mindesmærker]] II'''

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 10. jan. 2018 kl. 15:14
Linje 17:		Linje 17:
	'''[[Grønlands historiske mindesmærker]]'''		'''[[Grønlands historiske mindesmærker]]'''

−	<big><big>'''Fortællingen om Einar Sokkasön'''</big></big><br>(Grænlendinga þáttr)	+
		+	<big>'''XVIII.'''<br><big>'''Fortællingen om Einar Sokkasön'''</big></big><br>(Grænlendinga þáttr)