Jesper på 22. nov. 2015 kl. 14:06

2015-11-22T14:06:39Z

Jesper på 23. des. 2013 kl. 14:58

2013-12-23T14:58:29Z

Vis endringer

Jesper på 27. okt. 2013 kl. 13:39

2013-10-27T13:39:36Z

Jesper på 23. mar. 2013 kl. 08:52

2013-03-23T08:52:12Z

Carsten: Grettes Saga

2013-01-13T21:47:25Z

Grettes Saga

Vis endringer

@@ Linje 3: / Linje 3: @@
 !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
 |-
-!  Denne teksten finnes på følgende språk ►!!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Grettes Saga]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Sagan om Grette den starke]] !!
+!  Denne teksten finnes på følgende språk ►!! [[Fil:Original.gif|32px|link=Grettis saga]] !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Grettes Saga]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Sagan om Grette den starke]] !!
 |-
 !  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fortælling om Gretter den Stærke]] !!  !!

@@ Linje 574: / Linje 574: @@
 Saa fór Grette til sin Hule, hvor han blev om Vinteren. Men da han og Bjørn mødtes, sagde denne, at nu tyktes det ham, det blev for stærkt, »og i Længden kan du ikke blive her, nu da du har dræbt Venner og Frænder for mig; dog vil jeg ikke bryde mit Løfte til dig, saa længe du er her«. Grette sagde, at det havde været Nødværge, det var hans Liv det gjaldt, »men ilde er det, at du er vred derover«. Bjørn sagde, at det fik nu blive, som det var, derved var Intet at gjøre. Kort efter kom de Mænd, som havde mistet deres Frænder i Kampen mod Grette, og bad Bjørn, at han nu dog ikke maatte lade denne Ildgjerningsmand blive der længere til deres Fortræd, og Bjørn sagde, at saasnart Vinteren var leden, skulde han komme bort. Der meldes nu ikke noget om, at Grette og Myremændene havde flere Sammenstød, medens han var der paa Fjeldet; Bjørn blev ved at holde Venskab med ham, men Tallet paa hans Venner mindskedes ved, at han lod Grette være der, thi det huede Folk ilde, at deres frænder skulde ligge ubødede. Ved Tingtid brød Grette op fra Myrerne og fór igjen til Borgfjord, hvor han raadførte sig med Grim Torhalssøn, om hvad han nu skulde gjøre. Grim sagde, at han kunde ikke have ham, og Grette søgte da igjen til sin Ven Halmund, hvor han blev Sommeren over. Om Høsten fór han til Gedeland og blev der, til det blev klart Vejr; saa gik han op paa Gedelandsjøklen og stævnede mod Sydøst langs ad den, og det mener man havde Halmund raadet ham, thi han var vidt og bredt stedkjendt. Saa gik Grette, til han fandt en Dal i Jøklen, lang og smal, paa alle Sider omgiven af Jøkler, der hang ud over den, men nede i Dalen saa’ han fagre, græsgroede Lier og Smaakrat; der var varme Kilder dernede, og han skjønnede, at det maatte være Jordilden, som voldte, at Jøklerne ikke lukkede sig over den. Igjennem Dalen randt en liden Aa, med jævne Bredder. Solen var kun kort at se dernede. Der gik en utallig Mængde Faar i Dalen, og de var langt bedre og federe end andre Faar, han havde set. Grette satte nu Bo der og byggede sig en Hytte af det Træ, der var forhaanden; Kjedel og Ildtøj havde han med. Faarene gav ham Føden, og der var mere Forslag i ét Faar her, end i to andetsteds. Især var der et graabrunt, hornløst Faar med et Lam, der tyktes ham et helt Særsyn i Størrelse; han fik Lyst til at tage Lammet, og det gjorde han og slagtede det; der var fyrretyve Pund Talg i det, og Kjødet var dog udmærket. Men fra den Stund af, da Faaret savnede sit Lam, kom det hver Nat op til Grettes Hytte og brægede, saa han aldrig kunde sove for det, og højlig fortrød det ham nu, at han havde dræbt Lammet, saadan en Uro, som det havde skaffet ham paa Halsen. Hver Kvæld i Skumringen hørte han, at der blev lokket oppe i Dalen, og da løb alle Dyrene samme Steds hen, og Grette har selv fortalt, at det var en Halvjætte ved Navn Tore, der raadede for Dalen, og at han var der med hans Vilje; efter ham kaldte han Dalen Toresdal. Han sagde, at Tore havde Døtre, som han havde stor Gammen af, og de vare glade derved, thi det var sjeldent, at der kom Folk. I Fastetiden gjorde Grette den Forandring i sin Levevis, at han spiste Tælle og Lever istedetfor Kjød. Der skete Intet hele Vinteren, og omsider faldt Opholdet Grette saa kjedeligt, at han ikke gad være der længer. Han brød da op der fra Dalen og gik sønderpaa tværs over Jøklen, til han kom midt paa Skjaldbreid; her rejste han en Helle og slog et Hul i den saaledes, at om man lagde øjet op til det, saa’ man den Kløft, som førte ned i Toresdal. Saa fór han videre sydpaa til Østfjordene; her var han den Sommer og Vinteren derpaa og søgte til alle Stormændene i Egnen deromkring, men allevegne gik det ham ilde, og Ingen vilde give ham hverken Kost eller Husly. Saa fór han igjen nordpaa og opholdt sig paa forskjellige Steder.
-Kort efter at Grette havde forladt Ørnevandsheden, kom der en Mand dertil ved Navn Grim, Søn af Enken paa Krop; han havde dræbt Ejd Skeggessøns Søn paa Aas, og var bleven dømt fredløs derfor. Han satte nu Bo der, hvor Grette før havde været, og fiskede i Søen. Halmund syntes ilde om, at Grim var kommen i Grettes Sted, og agtede at mage det saa, at om han end fangede maget, skulde der dog ikke være stort Forslag deri. En Dag havde Grim fanget Hundrede Fisk og bar dem op til Hytten, men næste Morgen var de borte hver og en. Det tyktes ham underligt, og saa gik han ned til Søen og fangede to Hundrede Fisk og bragte dem hjem, men det gik ligesaadan, næste Morgen var de alle borte. Nu skjønnede han, at det kunde ikke hænge rigtig sammen, og næste Dag, da han havde fanget tre Hundrede Fisk og baaret dem hjem, sad han vaagen om Natten og passede paa igjennem et Hul i Døren, om der kom Nogen. Det led nu, til der var gaaet en Trediedel af Natten, da hørte han Nogen gaa med tunge Skridt; han tog da sin Øxe, et godt og hvast Vaaben, og gav Agt paa, hvad der nu skulde ske. Han saa’ da en Mand komme med en stor Kurv paa Ryggen, sætte sig ned og se sig om, og da han Ingen blev vár, tog han et godt Tag i Fiskebunken og gav sig til at stoppe alle Fiskene i sin Kurv. Den blev helt fuld, og Fiskene vare saa store, at Grim mente, at en Hest ikke vilde kunne bære større Byrde, men Manden tog den paa Nakken. Men som han var ved at staa op for at gaa sin Vej med den, sprang Grim frem og hug ham med baade Hænder i Halsen, saa Øxen sank i til Ryggen. Det gav et Sæt i Manden, og han satte afsted i Løb sønder over Fjeldet med Kurvene. Grim vilde vide, hvad det blev til med ham, og løb efter ham, men da de vare komne sønder under Baljøkul, gik Manden ind i en Hule der. Inde i Hulen brændte en klar Ild, og ved den sad der en Kvinde, storskaaren, men dog fager nt se. Grim hørte hende hilse sin Fader og kalde ham Halmund. Han kastede Byrden haardt fra sig og trak Vejret tungt, og da hun spurgte, hvorfor han var blodig, svarede han og kvad:
+Kort efter at Grette havde forladt Ørnevandsheden, kom der en Mand dertil ved Navn Grim, Søn af Enken paa Krop; han havde dræbt Ejd Skeggessøns Søn paa Aas, og var bleven dømt fredløs derfor. Han satte nu Bo der, hvor Grette før havde været, og fiskede i Søen. Halmund syntes ilde om, at Grim var kommen i Grettes Sted, og agtede at mage det saa, at om han end fangede maget, skulde der dog ikke være stort Forslag deri. En Dag havde Grim fanget Hundrede Fisk og bar dem op til Hytten, men næste Morgen var de borte hver og en. Det tyktes ham underligt, og saa gik han ned til Søen og fangede to Hundrede Fisk og bragte dem hjem, men det gik ligesaadan, næste Morgen var de alle borte. Nu skjønnede han, at det kunde ikke hænge rigtig sammen, og næste Dag, da han havde fanget tre Hundrede Fisk og baaret dem hjem, sad han vaagen om Natten og passede paa igjennem et Hul i Døren, om der kom Nogen. Det led nu, til der var gaaet en Trediedel af Natten, da hørte han Nogen gaa med tunge Skridt; han tog da sin Øxe, et godt og hvast Vaaben, og gav Agt paa, hvad der nu skulde ske. Han saa’ da en Mand komme med en stor Kurv paa Ryggen, sætte sig ned og se sig om, og da han Ingen blev vár, tog han et godt Tag i Fiskebunken og gav sig til at stoppe alle Fiskene i sin Kurv. Den blev helt fuld, og Fiskene vare saa store, at Grim mente, at en Hest ikke vilde kunne bære større Byrde, men Manden tog den paa Nakken. Men som han var ved at staa op for at gaa sin Vej med den, sprang Grim frem og hug ham med baade Hænder i Halsen, saa Øxen sank i til Ryggen. Det gav et Sæt i Manden, og han satte afsted i Løb sønder over Fjeldet med Kurvene. Grim vilde vide, hvad det blev til med ham, og løb efter ham, men da de vare komne sønder under Baljøkul, gik Manden ind i en Hule der. Inde i Hulen brændte en klar Ild, og ved den sad der en Kvinde, storskaaren, men dog fager at se. Grim hørte hende hilse sin Fader og kalde ham Halmund. Han kastede Byrden haardt fra sig og trak Vejret tungt, og da hun spurgte, hvorfor han var blodig, svarede han og kvad:
 <blockquote>»Syn for Sagn<br>

@@ Linje 6: / Linje 6: @@
 |-
 !  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fortælling om Gretter den Stærke]] !!  !!
 |-
 |}

Grettes Saga - Revisjonshistorikk

Jesper på 22. nov. 2015 kl. 14:06

Jesper på 23. des. 2013 kl. 14:58

Jesper på 27. okt. 2013 kl. 13:39

Jesper på 23. mar. 2013 kl. 08:52

Carsten: Grettes Saga