Carsten på 3. sep. 2013 kl. 15:26

2013-09-03T15:26:22Z

Carsten: N. F. S. Grundtvig: Harald Klak (NFSG)

2013-09-03T15:22:24Z

N. F. S. Grundtvig: Harald Klak (NFSG)

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Harald Klak (NFSG)]] !! !!
|-
|}

[[Fil:Harald Klak.jpg|thumb|<center>'''Kong Harald Klak''' (ca. 785-852)</center>]]

<center>'''Nik. Fred. Sev. Grundtvigs Udvalgte Skrifter''' Ved Holger Begtrup Femte Bind 

<big>'''Harald Klak'''</big>
 af [[Nikolai Frederik Severin Grundtvig biografi|N. F. S. Grundtvig]]

Nordisk Forlag 
København, 1907.</center>

''TUSINDAARSFESTEN for Kristendommens Indførelse gav Anledning til, at Grundtvig kom til at sysle med Minderne om Nordens Apostel og de Begivenheder i Aaret 826, som foraarsagede hans første Rejse til Danmark i Kong Haralds Følge. Frugten heraf blev de Rim-Blade af Danmarks Kirke-Bog , som udkom i Begyndelsen af Maj 1826. - Det første Stykke om Harald Klak er nærmest bygget over fjerde Bog af Ermoldus Nigellus' store Digt til Ludvig den Frommes Ære, der beskriver Kong Haralds Daab i Ingelheim.''

::I Mørke jeg sad, i Kiv jeg laae,
::Og Fienderne vare saa mange,
::Af Jyder kun fulgt, i Kjortel graa,
::Mig Kaarene bleve fuldtrange;
::Thi Lodbrok han var en Hals saa haard,
::Som Ornen, saa vare hans Grise:
::Hvor de finge Hold, blev der ei Skaar,
::Da maatte sin Lykke man prise!
::Fra Keiserens Gaard da kom en Mand,
::I Jylland var aldrig hans Mage,
::Han talde saa kiønt om Friheds Land,
::Sandfærdig om Trældommens Plage!
::Han sagde: det kan jo hver forstaae,
::Som Flyvesand paa er at bygge,
::Saa er det, sin Lid til Ting at slaae,
::Som kun af os selv er en Skygge,
::Til Guder af Malm, af Stok og Steen,
::Som have ei Liv eller Mæle;
::Hvad Hænderne giør, den Sag er reen,
::Det gavner ei Menneske-Sjæle!
::Han mælede høit om Guders Gud,
::Som alle Ting haver at raade,
::Og skikked til Verden Bud paa Bud,
::At vitterlig giøre sin Naade,
::Og skikked tilsidst sin egen Søn,
::At han skulde Troen os lære,
::Og gange for os saa fast i Bøn,
::At trøstige vi maatte være,
::Og vide, Han er vor Fader kiær,
::Som haver al Verden i Volde,
::Han styre vel kan vort Levnets Færd,
::Til Boliger blide og bolde!
::Han hjelpe os kan af al vor Nød,
::Mod Fiender beskiærme og skjolde!
::Med Christus, Hans Søn, skal, trods vor Død,
::Vi Livet og Glæden beholde!
::Vi alle det fandt, som nær var stædd,
::Saalænge den Tale vi hørde,
::Var alle som Een i Sind urædd,
::Og blidelig Tanken os rørde:
::Saa klares maaskee af Christendom.
::Som Lyset fra Himlenes Himle,
::Hvad Skjalde paa Rim har ymtet om:
::Alfader og Livet i Gimle!
::Jeg skiønned derhos, med Dannemænd,
::Om Troen i Keiserens Rige,
::At hvo hende tog, fik ham til Ven,
::Og Vaaben mod Lodbrok tillige!
::Thi svared jeg saa det Keiser-Bud,
::God Ebbe, som Biskop sig nævned,
::Os huged fuldvel den Guders Gud,
::Os undte saa godt, som Han evned!
::Ad Aare forvist, til Skibs paa Rhin,
::Vi agte den Konge at giæste,
::Og favne med ham den Tro saa fin,
::Os tykkes at være den Bedste!
::Der Isen brød op i lune Vaar,
::Og Lyngen at lysne begyndte,
::Da blev der Rykind paa Jælling-Gaard,
::Og flux vi paa Veien os skyndte:
::Vi reed over Land til Dorstad-Havn,
::Der sadled vi gyngende Heste,
::Der toned vi Flag i Fremmer-Stavn,
::Og løste med Æren vort Fæste!
::Saa droge vi op de hvide Seil,
::Mens Aarerne lagdes om Borde,
::Det kiendtes alt paa vort Agter-Speil,
::Med Rhinen vel dyste vi turde!
::Vi skaadede grandt, hvor vi kom frem,
::De Borge, de Bjerge, de Ranker,
::Vi landede lunt ved Engelhjem,
::Dog videre foer vore Tanker!
::Da Keiseren saae vor Herre-Færd,
::Han stod udi Høielofts Svale,
::Til ''Matfried'' , sin Drost, som stod ham nær,
::Begyndte den Herre at tale:
::Far ned, sagde han, og giør din Flid,
::Lad springe de vrinskende Heste!
::Siig Daner God-Dag, og før dem hid,
::Med Æren vor Høihed at giæste!
::Saa strøge vi Seil, og sprang fra Bord,
::Sad op paa de sadlede Heste,
::Og rede med Bram, som Folk fra Nord,
::Saa høvisk, jeg meen, som de Bedste!
::Til Keiserens Slot vi kom da bradt,
::Hun er, sagde vi, af de Prude,
::I Reisning saa høi, om Hage glat,
::Som Jomfru er sjelden herude!
::Det sande vi maae, at Jælling-Gaard,
::Om hun skulde her have Stade,
::Vel tykdes kun prud til Kiør og Faar,
::Og kaldtes god Stald og god Lade!
::Ja, sagde min Skjald, den Sag er reen,
::Mig Dværgen i Hug maa vel rinde,
::For Svegder han kvad: gak ind i Steen,
::Om Odæn du ønsker at finde!
::Tie kvær, sagde jeg, med gammel Snak,
::Hun her har ei Sted eller Giænge,
::Ei frygte vi meer det Afguds-Pak,
::Som vi haver dyrket for længe!
::De Drenge, der gloe som Sølv og Guld,
::Uvittig til Dværge du maaler,
::Thi Solen fuldklar nu skinn paa Muld,
::Lys-Alferne lege med Straaler!
::Ad Trapperne op, i Hald vi treen,
::Som det kunde været en Svale,
::Os klang under Fod den Marmel-Steen,
::Og mæled om Høielofts-Sale!
::Os tykdes et Fjeld for Øie staae,
::Af Jetter udhulet til Stue,
::Hvor Strimer af Guld og Sølv mon gaae,
::Og Aasene mødes i Bue!
::Hun havde dog Lys, skiøndt hun var tæt,
::Besynderligt er det at sige,
::Hvo ikke i Sal end saae sig mæt,
::I Gaarden han kunde udkige!
::Mig lystede meer at see paa Væg
::De Sparlagen favre og bolde,
::Der skinned vel Sværd med Odd og Egg,
::Guld-Hjelme og blinkende Skjolde;
::Men Meget derhos, jeg aldrig saae,
::Det Matfried mig vilde udtyde,
::Jeg kunde vel Alt ei ret forstaae,
::Med Gammen paa Talen dog lyde.
::Der Kongen jeg saae af Persen-Land,
::Det ligger i Øster-Leden,
::Af Drotter ei Een holdt for ham Stand,
::Med Kronen saa kiøbde de Freden;
::En Dronning dog sad fuldhøit i Nord,
::En Dronning for Skjold-Møer klare,
::For hende fuldbleg han sank til Jord,
::Den Drot, med saa fager en Skare!
::Han først hendes Søn bedrog med Viin,
::Han dyrt maatte Gildet betale;
::I Hjertet han skar den Dronning fiin,
::Sin Harme hun vilde nu svale:
::Hun fyldte et Kar med Mande-Blod,
::Til Hovedet blegt af sin Fiende,
::Hun sagde: her nyd for Tørst Du Bod!
::Saa skiænkes dig Viin af en Kvinde.
::Paa Sinde mig faldt ei noget Savn<ref>= Sagn.</ref>,
::Som det om Kong Cyrus hin holde,
::Hver mærke deraf, med Heltens Navn,
::Hvad Hovmod i Høihed mon volde I
::Om Konger i Flok, fra Øst og Vest,
::Da hørde jeg Sagnene mange;
::Trods Matfried, jeg troer, de mindtes bedst,
::Naar rimes de kunde til Sange,
::Som hjemme hos os det før var Sædd,
::Med Sæger<ref>jydsk: Sæje, d. e. Udsagn, Fortælling.</ref> om Aser og Jetter,
::Om ''Frode'', og ''Rolv'', den Helt urædd,
::Som Dannemænd aldrig forgiætter!
 

::Dog mærked jeg mig det Matfrieds Ord:
::Det kommer ei let ud af Lave,
::Som ristes i Bog alt paa en Snor,
::Der kan man til Grunden sig stave;
::Saa følger der Konst med Christendom,
::Og Vidskab i talrige Maader,
::Der er ingen Vei, jo gaaer til Rom,
::Der giættes de mørkeste Gaader!
::Til Høibords jeg sad, med Dronning min,
::Med Søn og med Høvdinger mange,
::Man skiænked for os den klare Viin,
::Den voxer i soelskiære Vange!
::Af Kager og Suul var meer end nok,
::Ei Mester, ei Mage, jeg tænker,
::''Peer'' Bager vel har, og ''Gunde'' Kok,
::Og ''Otte'', den store Viin-Skiænker!
::Ved Gilde saa flot man seer det ret,
::At tidigst af Alt er vort Øie;
::Thi Ingen sig aad dog meer end mæt,
::Med Rusen lod alle sig nøie!
::Saa hvisked min Skjald, som hos mig sad,
::Og sagde: nu Dannemænd huge,
::Det mærker jeg nok, vildfremmed Mad,
::Trods Skiverne i deres Buge!
::Tie kvær, sagde jeg, du Aaben-Mund,
::Naar Keiser vil Dannemænd ære!
::Han er ingen Trold, for han er rund;
::Hver lade, som Baaden kan bære!
::Det kimed i Sky, en Morgen-Stund,
::Vidunderligt var det at høre,
::Det svarede dybt i Hjerte-Grund,
::Det rungede sært i vort Øre!
::Det var, som der sprang en Hinde haard,
::Saa lydhøre bleve vi fage,
::Den vildeste Bjørn i Keiser-Gaard
::Sig blanded med Faarene spage!
::Til Kirke vi reed i Christen-Tøi,
::Saa kaldte vi Klæderne hvide,
::Og Portene op paa Gavlen fløi,
::For Præster i Kjortlerne side:
 

::Saa saare de sang med Stemme stærk,
::Der legdes slet ikke paa Strænge,
::Men underlig klang et Orgel-Værk,
::Som det vilde Murene sprænge!
::Jeg mindes det end kun som en Drøm,
::Den særeste Nogen vil tænke,
::Hvorlunde jeg blev, saa ør, saa øm,
::Og lod mig saa underlig stænke,
::I Faders og Søns og Hellig-Aands Navn,
::Som christelig Tro tilholder,
::Og vidner: den Daab er Sjæle-Gavn,
::Med Troen hun Salighed volder!
::Jeg neppe det saae, den Dag fuldsær,
::Hvor deiligt det Huus var at skue,
::Men mærked mig dog, det var nok værd,
::At vanke her tit under Bue!
::Mig huged som bedst det Billed-Værk,
::Der vinkede, hvor man sig vendte,
::Skiøndt Glavind og Skjold, og Brynje-Særk,
::Var lidt, mod hvad ikke jeg kjendte!
::Her ledte mig ''Theut'' fuldvel omkring,
::Paa Tider, da Messen var ude,
::Han vidste Beskeed om hver en Ting,
::Fra Orgel og indtil Rude.
::Mig fulgde min Skjald og her paa Fod,
::Den Kirke han godt maatte lide,
::Hvor Syn gik for Sagn, hvad skrevet stod,
::Fik magelig her man at vide!
::Et Menneske-Par, paa venstre Haand,
::Man saae, med et Træ og en Slange;
::Det er, sagde Theut, den fule Aand,
::Der gjorde os Kaarene bange:
::Forældrene her til hvert et Barn,
::Som fødes af Kvinder med Smerte,
::Forlokkes i Kveld af ham, det Skarn,
::Hvis Edder end knuger vort Hjerte!
::De staae i saa prud en Abildgaard,
::Som Paradis kaldes i Bogen,
::Men Døden han er deres bange Kaar,
::Om Træet de røre i Krogen!
::Det Kundskabens Træ paa Ondt og Godt,
::Som det monne kaldes i Bogen,
::Det æde de af, Guds Ord til Spot,
::Saa sledskelig daarer dem Snogen!
::See, Adam han var som En af os,
::Saa sagde den Gud, hannem skabte,
::Nu være han vil os liig paa Trods,
::Thi hører han til de Fortabte.
::Herud af min Abildgaard paa Stand!
::Her kun mine Børn skal lege;
::I æde nu Græs i Dyre-Land,
::Til Kinderne vorde fuldblege!
::Jeg stædte jer godt ved Livets Træ,
::Dets Lige ei rinder af Rode;
::Seer til, om I selv, nu Folk som Fæ,
::Kan Magen i Tornene pode!
::Hvad siger Du, ''Theut!'' min Skjald udbrød,
::Kan I jer saa underlig stave
::Til Tidende klar om Balders Død,
::Og Lokes forbistrede Gave,
::Om Frugten saa beedsk paa Mistel-Green,
::Og Snogen, sig bider i Hale;
::I sige os da Beskeed fuldreen
::Om ''Rinde'' i Vest, og om Vale!
::Tie kværl sagde jeg, forstyr ham ei
::Saa med dine Æventyr vilde!
::Ham Rinde er hip som hap med Frei,
::Oddhrærer er ikke hans Kilde!
::Hvad mumler I om, sagde ''Theut'', lidt but,
::Mig tyktes, I talde om ''Barken'',
::Af Paradiis-Træ kanskee vel brudt,
::Og plantet saa i Danemarken!
::Kan være, I veed da meer end jeg,
::Kan Resten jer selv udtyde,
::I have da reist fuldlang en Vei,
::Som eder maa sagtens fortryde!
::Godt Ord igjen! sagde jeg, min Ven!
::I tage det ei til Mis-Tykke!
::End mumler min Skjald lidt mellem Tænd,
::Det er saa hans stændige Nykke,
::Han kan ei derfor, er født dermed,
::Det spøger lidt hos ham i Krogen,
::Dog finder godt Ord hos ham godt Sted,
::Han tier og gierne for Bogen!
::Saa kom vi da vel alt fra den Bark,
::Som Tydskeren gjorde af Rinde,
::Han vidste det ei, at i Danemark
::Den Rune betyder en Kvinde,
::Som avled en Søn, der ''Vale'' hedd,
::Han hevnede Balder hin Gode;
::Thi tykdes min Skjald, der i det Bedd
::Sig meget lod plante og pode!
::Saa er det hos os et gammelt Ord:
::Hvad godt er, som Rugen og Hveden,
::Det kan ogsaa groe i Dane-Jord,
::Og trives, endogsaa paa Heden!
::Vi kom til et Vand, der flød en Holk,
::Det Skib, sagde Theut, monne skjule
::Forældrene nye til alle Folk,
::Til Dyr og til flyvende Fugle!
::Dem bjergede Gud, af stor Miskund,
::I Arken, saa kaldes den Færge,
::Da Fiskene, som paa Havets Bund,
::Gik over de høieste Bjerge!
::Der frelstes i Alt kun fire Mænd,
::De havde sig hver dog en Kvinde,
::Af dem der paa Jord blev Folk igien,
::Hvor de nu er alle at finde;
::Der bjergedes og med dem et Par
::Af alle de Dyr, man vil nævne,
::Af Somme end fleer, som rarest var,
::Og Alt hvad os Gud vilde levne!
::Men, sagde jeg saa, hin sorte ''Ravn'',
::Og Duen derhenne med Bladet,
::Hvor kommer de fra, hvem giør de Gavn,
::Hvem har dem saa udenbords madet!
::Det, mumled min Skjald, er Odæns Ravn,
::Berg-Elmer han stikker histinde!
::Ja vist, sagde Theut, du veed hans Navn?
::Lad høre, hvad hedder hans Kvinde?
::Det veed ikke jeg, men ''No'' hedd han,
::Og Sem, Cham og Japhet hans Sønner;
::Han bjerged den Ravn fra Riseland,
::Men ilde den Rovfugl ham lønner;
::Han sagde: see ad, er Jorden tør,
::Og bring mig der Bud om tilbage!
::Men Ravn slider Liig, nu end som før,
::Og kalder det kronede Dage!
::Saa Duen ei her, hun kommer glad,
::Mod Aften tilbage til Arken,
::Og bærer i Mund som Brev et Blad
::Af hvad der nu grønnes paa Marken!
::Har Skov-Duen ei, i Dane-Land,
::Som bygger saa trofast sin Rede,
::Og kurret i Løn for dig et Gran,
::Om hvad vel det Blad monne hede?
::Da blussed min Skjald, og mæled høit:
::Før I finge Bogen at læse,
::Som drive nu Spot med Daner drøit,
::Hvad lugtede da eders Næse?
::Hvad Andet end Liig, som Ravnen sleed,
::Og Røgen af brændte Indvolde!
::Vi Daner, om end kun lidt vi veed,
::Dog førde lidt meer udi Skjolde!
::Thi dril os ei saa, Du Tydske Mand,
::Som Katten man træder paa Hale!
::For Tunge ei hold din hvasse Tand,
::Om mærke vi skal paa din Tale!
::Den Due, jeg meen, saa mange Mil
::Vel flyver fra Ege og Graner,
::Som ogsaa hun fløi fra Bøg og Pil,
::Men kurred dog ogsaa for Daner,
::Om alle de Folk, paa Jorden boe,
::Som du vel maa vide fuldbedre,
::Nedstamme fra ham, du kalder No;
::Thi Daner var og vore Fædre;
::Og er det end dumt, vi dog det saae,
::Som Ordet mon lyde fra Odæn:
::Hvert Æble fuldlangt man trille maa,
::Før meer det ei smager ad Roden!
::Herover blev Theut i Hug saa gram,
::Han vilde ei meer mig ledsage,
::Naar ikke min Skjald, med alt hans Kram,
::I Herberget lodes tilbage!
::Deri jeg mig fandt, dog Skjald, i Nord,
::Mon agtes for Konninge-Øie,
::Hvo Fingeren stak, som Dan, i Jord,
::Har lært efter Folk sig at føie!
::Om alle de Tegn, paa Kirke-Væg,
::Jeg hørde da Talerne lange,
::Vel stundom lidt tør mig faldt den Præk,
::Jeg tænkde: gid det var paa Sange!
::Fuldmeget iblandt for mig løb rundt,
::Saa ikke jeg kunde det samle;
::Dog tykdes mig Alt saa sandt og sundt,
::Som fyndigste Ord af de Gamle!
::Saa lærde mig da den Bibel-Tolk,
::For ''Bibel'' saa kaldte han ''Bogen'',
::At kiende med Skiel et eget Folk,
::Som bode langt Øster i Krogen;
::Saa underligt Folk, saa galt og godt,
::Vist haver ei Mage paa Jorden,
::Men kjender igjen man Stort i Smaat,
::Man finder vel Frænder i Norden!
::Mig underligst var det røde Hav,
::Slet ikke for Bølgerne røde,
::Dem kiende vi grandt, men for den Stav,
::Som der lagde Hjelmene øde!
::Der, tykdes mig, klart Guds Haand jeg saae,
::Hvor Hyrderne mægted at bunde,
::Mens Kæmperne sank som Stene graa,
::Og ginge med Djærvhed til Grunde.
::Saa ganger end Holk med Lyst i Bad,
::Hvor Strøm over Skiærene bruser,
::Saa kløves endnu, med Aare-Blad,
::Den Bølge, Staal-Hamren ei knuser!
::Hvad mest jeg besaae, var Herrens Huus,
::Kong Salomon lod det opbygge,
::Det lignes vel seent med Steen og Gruus,
::Enddog det er nu kun en Skygge I
::Saa tykdes mig Alt, i Christenhed,
::At stile saa smaat, efter Haanden,
::Paa hvad som en Sky fra Bjerget gleed,
::Og taarned fuldbradt sig i Aanden!
::I Grunden mig var, dog kvær jeg tav,
::Naar ei jeg med Skjalden var ene,
::Den Kirke i Mæntz en Tempel-Grav,
::Med deilige Rune-Stene,
::Og Paven i Rom, for sig vel god,
::Slet ikke med Aaron at ligne:
::En Ypperste-Præst af Kiød og Blod,
::Som vil os med Haanden velsigne!
::Med Tiden, engang, det skeer jo vist,
::Men ikke ved Menneske-Hænder,
::At Ternplet, hos dem, der troe paa Christ,
::Haandgribelig stort sig fuldender!
::Det skiønned jeg paa den høire Haand,
::Hvor Christi Bedrift var aftegnet,
::Thi Legeme der var født af Aand,
::Om rigtig hans Æt er udregnet!
::Vel Konger for ham maa bøie Knæ,
::Hvem Englene tjene saa gierne,
::Og plantede han paa Jord et Træ,
::Maa Toppen vel naae til hans Stierne!
::Ja Mage til Mand var ei paa Jord,
::Og været der har han tilvisse,
::Thi, sagde min Skjald, var mit hans Ord,
::Da hviled hans Aand paa min Isse,
::Og jeg lægger til: var Ordet Løgn,
::Som lyder om Christ over Lande,
::Da fødes ei den i noget Døgn,
::Som finder paa Jorden det Sande!
::Han rørde mig mest, i Krybben lagt,
::Som Rede gav Himmelens Ørne,
::Og saa, hvor han stod, i Purpur-Dragt,
::Taalmodig, med Kronen af Tjørne!
::Paa Svøbet dog ei, paa Saar og Blod,
::Min Tro og mit Haab tør jeg grunde,
::Men kun paa det Ord, at han opstod,
::Som lyder fra reneste Munde:
::Fra Munde i Flok, der sang hans Priis,
::Naar Hjertet for ham maatte briste;
::Ei kiøber saa dyrt man Paradis,
::Af hvem der gav Orme det Sidste!
::Ei kunde for Christ de gaae i Død,
::Der saae ham i Hulen begravet,
::Var ei han med Glands, af Jordens Skiød,
::Opsteget, som Solen af Havet!

==Fodnoter==

<references/>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:N. F. S. Grundtvig]]
[[Kategori:Naturlyrikk og romantikk]]

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 3. sep. 2013 kl. 15:26
Linje 24:		Linje 24:


−	''TUSINDAARSFESTEN for Kristendommens Indførelse gav Anledning til, at Grundtvig kom til at sysle med Minderne om Nordens Apostel og de Begivenheder i Aaret 826, som foraarsagede hans første Rejse til Danmark i Kong Haralds Følge. Frugten heraf blev de Rim-Blade af Danmarks Kirke-Bog , som udkom i Begyndelsen af Maj 1826. - Det første Stykke om Harald Klak er nærmest bygget over fjerde Bog af Ermoldus Nigellus' store Digt til Ludvig den Frommes Ære, der beskriver Kong Haralds Daab i Ingelheim.''	+	''TUSINDAARSFESTEN for Kristendommens Indførelse gav Anledning til, at Grundtvig kom til at sysle med Minderne om Nordens Apostel og de Begivenheder i Aaret 826, som foraarsagede hans første Rejse til Danmark i Kong Haralds Følge. Frugten heraf blev de Rim-Blade af Danmarks Kirke-Bog , som udkom i Begyndelsen af Maj 1826. - Det første Stykke om Harald Klak er nærmest bygget over fjerde Bog af '''[[Ermoldus Nigellus: Digt om kong Haralds daab \| Ermoldus Nigellus' store Digt til Ludvig den Frommes Ære]]''', der beskriver Kong Haralds Daab i Ingelheim.''

Harald Klak (NFSG) - Revisjonshistorikk

Carsten på 3. sep. 2013 kl. 15:26

Carsten: N. F. S. Grundtvig: Harald Klak (NFSG)