Indhold (Karlamagnús saga ok kappa hans) - Revisjonshistorikk

August: Utvidet med Um kraptaverk ok jartegnir

2018-05-27T13:13:17Z

Utvidet med Um kraptaverk ok jartegnir

August: Utvidet med Af Vilhjálmi korneis

2018-05-02T14:29:57Z

Utvidet med Af Vilhjálmi korneis

August: Utvidet med Af Runzivals bardaga

2018-04-15T15:00:14Z

Utvidet med Af Runzivals bardaga

Vis endringer

August: Utvidet med Af Jórsalaferð

2018-02-01T08:27:58Z

Utvidet med Af Jórsalaferð

August: Utvidet med Af Otvel

2018-01-01T10:38:21Z

Utvidet med Af Otvel

August: Utvidet med Af Guitalin Saxa

2017-11-18T09:46:03Z

Utvidet med Af Guitalin Saxa

Vis endringer

August på 6. sep. 2017 kl. 11:01

2017-09-06T11:01:26Z

August på 6. sep. 2017 kl. 10:52

2017-09-06T10:52:16Z

August: Lagt til Af Agulandus

2017-09-06T10:41:33Z

Lagt til Af Agulandus

Vis endringer

JJ.Sandal på 3. mar. 2017 kl. 15:11

2017-03-03T15:11:23Z

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 27. mai 2018 kl. 13:13
Linje 257:		Linje 257:

	Nogle Aar herefter drømmer Grimaldus en Nat, at den Fremmede med Hætten kommer til ham, og beder ham begive sig til Karl Magnus, for sammen med denne at opsøge hans Lig i en Klippehule, som han betegner ham, hvor han har boet 25 Aar. Hans Forlangende er, at Karl Magnus der skal bygge en Kirke. Naar Grimaldus har opfyldt denne hans Begjæring, da vil han have betalt sin Gjeld til ham. Grimaldus vaagner og fortæller sin Kone Drømmen. Hun opfordrer ham til at efterkomme denne Opfordring uden Tøven. Men han er ængstelig for at komme til at forebringe Kongen noget Falskt. Han falder atter i Søvn, og den samme Mand viser sig igjen, og er nu vred og beskylder ham for Utaknemmelighed, det skal gjælde hans Liv, dersom han ikke adlyder. Han vaagner og fortæller atter Konen Drømmen. Hun beder ham ikke at være Befalingen overhørig. Han vredes over hendes Ord og falder tredie Gang i Søvn. Atter viser denne Mand sig for ham og er nu meget opbragt, slaar ham med sin Kjep i Hovedet og siger, at nu skal han miste det ene Øie for sin Forstokkethed. Drømmesynet forsvinder derpaa. Denne Gang adlyder Jarlen, han iler til Karl Magnus og fortæller ham omstændelig denne Aabenbaring. Kongen bryder hurtigt op, de begive sig hen til det angivne Sted, hvor de finde en Mand nylig død, hvis Ansigt vender mod Øst. En herlig Vellugt dufter dem i Møde. Keiseren, som her gjenkjender sin kjære Ven Vilhjalm Korneis, lader hans Lig med Hæder begrave, og opbygger der en Kirke, hvortil han skjenker meget Jordegods og andre Herligheder. Herpaa fratager han Grimaldus Jarlenavnet og sætter ham til Forvalter der, og han og hans Hustru tjene der Gud, saa længe de leve. Karl Magnus farer hjem til Frankrig med sine Mænd (6).		Nogle Aar herefter drømmer Grimaldus en Nat, at den Fremmede med Hætten kommer til ham, og beder ham begive sig til Karl Magnus, for sammen med denne at opsøge hans Lig i en Klippehule, som han betegner ham, hvor han har boet 25 Aar. Hans Forlangende er, at Karl Magnus der skal bygge en Kirke. Naar Grimaldus har opfyldt denne hans Begjæring, da vil han have betalt sin Gjeld til ham. Grimaldus vaagner og fortæller sin Kone Drømmen. Hun opfordrer ham til at efterkomme denne Opfordring uden Tøven. Men han er ængstelig for at komme til at forebringe Kongen noget Falskt. Han falder atter i Søvn, og den samme Mand viser sig igjen, og er nu vred og beskylder ham for Utaknemmelighed, det skal gjælde hans Liv, dersom han ikke adlyder. Han vaagner og fortæller atter Konen Drømmen. Hun beder ham ikke at være Befalingen overhørig. Han vredes over hendes Ord og falder tredie Gang i Søvn. Atter viser denne Mand sig for ham og er nu meget opbragt, slaar ham med sin Kjep i Hovedet og siger, at nu skal han miste det ene Øie for sin Forstokkethed. Drømmesynet forsvinder derpaa. Denne Gang adlyder Jarlen, han iler til Karl Magnus og fortæller ham omstændelig denne Aabenbaring. Kongen bryder hurtigt op, de begive sig hen til det angivne Sted, hvor de finde en Mand nylig død, hvis Ansigt vender mod Øst. En herlig Vellugt dufter dem i Møde. Keiseren, som her gjenkjender sin kjære Ven Vilhjalm Korneis, lader hans Lig med Hæder begrave, og opbygger der en Kirke, hvortil han skjenker meget Jordegods og andre Herligheder. Herpaa fratager han Grimaldus Jarlenavnet og sætter ham til Forvalter der, og han og hans Hustru tjene der Gud, saa længe de leve. Karl Magnus farer hjem til Frankrig med sine Mænd (6).
		+
		+
		+	===Um kraptaverk ok jartegnir===
		+
		+	Keiser Konstantinus i Miklagard gribes af Ængstelse over Karl Magnus's Udraabelse til Keiser i Rom, hidtil har Konstantinopel været den eneste Keiserresidents i Kristenheden. Denne Ængstelse beroliger Karl Magnus ved venlige Breve og ved at befæste Freden mellem Staterne. Ved denne Tid bliver Patriarken Johannes fordrevet af Hedningerne fra Jerusalem og tyer til Miklagard, han ledsages af mange gjæve Mænd. Miklagardskongen tager vel imod ham, men ved at høre Beretningen om Patriarkens Fiender indser han strax, at hans Magt er for liden til at kunne yde denne nogen forsvarlig Bistand, og beder derfor Gud om Hjælp og Raad. Om Natten i Drømme aabenbarer en Engel sig for ham, han byder ham at kalde Frankernes Konge Karolus til Hjælp, tillige fører han frem for ham en fuldvæbnet Ridder, hvis Rustning og Udseende nærmere beskrives, læggende til, at dette er den Gud har udvalgt. Kongen vaagner og takker Gud for dette Syn. Johannes gjøres bekjendt hermed, og efter Samraad med ham skriver Kongen et egenhændigt Brev til Karl Magnus, hvori han skildrer det hellige Lands Nød og Patriarkens Forjagelse, og slutter Brevet med fem Vers paa Latin, der gjengives i Oversættelse. Dette Brev kommer Karl Magnus i Hænde og vækker hans dybe Medfølelse for Herrens Grav. Turpin Erkebisp oplæser det i Oversættelse for Folket, som strax ivrig forlanger, at Kongen her skal yde sin Hjælp (1).
		+
		+
		+	Karl Magnus samler en stor Hær, kommer vel og lykkelig over Havet og op til Jorsalalund. Her støder han paa en stor Skov, farlig paa Grund af vilde Dyr. Hæren har ingen Veiviser igjennom denne Skov, da han tror at kunne klare den samme Dag. De overfaldes af Natten og forvilde sig i Mørket. Hæren leirer sig nu under aaben Himmel, og Kongen vaager om Natten i sit Telt og synger sine Salmer. Under dette hører han en Fugl pibe lige over sit Hvilested, dens Stemme er saa høi, at den høres over hele Hæren, og hver Mand vaagner. Kongen vedbliver sin Salmesang, og da det lyser af Dagen begynder atter Fuglen at lade sin Røst høre og siger to Gange til Kongen de Ord: Franskmand, hvad siger du? Kongen staar nu op og klæder sig. Denne lille Fugl flyver nu foran og fører dem hen til den Vei, de havde fulgt den foregaaende Dag. Og nu ere de da hjulpne. Pillegrimme fortælle, at siden denne Tid synge Fuglene i den Skov forstaaelige Ord. Han forjager nu og ødelægger Hedningerne, besøger Jerusalem og drager derpaa nordover til Miklagard. Her afslaar Karl Magnus de mange Gaver, som Miklagardskongen byder ham, han har befriet Landet for Guds Skyld og ikke for verdslig Skjenk. Dog lader han sig endelig bevæge til at modtage af den græske Konge nogle Reliqvier fra Kristi Korsfæstelse. Patriarken paalægger alle Franskmændene 3 Dages Faste (2). Karl Magnus skrifter den tredie Fastedag for Biskop Ebroim. Da Biskopen aabner Æsken med vor Herres Tornekrone i, strømmer en saadan Vellugt igjennem Kirken, at alle Tilstedeværende tro sig henflyttede til Paradiset. Karl Magnus kaster sig til Jorden og anraaber vor Herre om at fornye sine Mirakler. Uopholdelig efter hans Bøn kommer Dug fra Himmelen ned over Tornetræet, saa at det begynder at blomstre. Biskopen klipper Blomsterne af og slipper dem ned i et Trækar, som Karl Magnus har faaet i Stand. Medens Blomsterne sprang ud, kommer atter den deilige Duft, saa at alle Syge der i Kirken blive friske; blandt dem er der en Mand, som i 20 Aar og fire Maaneder havde været stum, blind og døv; denne faar sit Syn, idet Tornekronen tages ud, han faar Mælet, da Blomsterne springe ud, og faar endelig sin Hørelse, idet Biskopen berører Blomsterne med Saxen. Biskopen rækker Karret med Blomsterne til Karl Magnus, denne tømmer dem ned i en Handske og giver Karret tilbage til Biskopen, da han nu skal have noget af selve Tornen. Kongen fælder Taarer rørt over Guds Jertegn, og idet han tager imod Tornegaven og har en anden Handske paa rede Haand til denne, vil han give fra sig den første med Blomsterne, rækker Haanden ud og tror at levere den til Biskopen. Dennes Øine ere imidlertid ogsaa blandede af Taarer, og ingen af dem ser klart, hvad den anden foretager sig; Biskopen tager saaledes ikke imod den ham rakte Handske, og denne bliver paa en vidunderlig Maade svævende i Luften en lang Stund. Da Kongen helder Blomsterne af Handsken ned i det for dem bestemte Gjemmested, forvandles de til Manna, som vi kalde Himmelmel. En Mængde Mennesker strømme hen til Kirken, hidkaldte af den søde Duft, idet de udraabe: Her er Paaskedagen, her er Herrens Opstandelse. Karl Magnus faar endnu flere Reliqvier, en Del af Herrens Kors, hans Svøbelsebelte og Svededug, Jomfru Marias Serk og Simeons Arm. Det kan vække Forundring, at disse Ting opbevaredes i Miklagard og ikke i Jorsalaland, men det skeede, fordi de her vare mindre udsatte for Ufred af hedenske Folk. Mange i Grækenland prise Karl Magnus's Komme did, thi mangen drikker nu glad i sit Glas, som før laa paa Sotteseng. Mange Jertegn ske nu paa hans Hjemreise. Da han kommer til Frankrig, fører han Helligdommene til den Stad, som heder Aqvisgranum, hvilken nogle kalde Achis eller Tachin. Her helbredes ogsaa mange Syge. Den 13de Juni indstiftedes som Festdag for disse Helligdomme. I Achis opfører Karl Magnus en Kirke for Jomfru Maria, som han kalder Maria rotunda (3).
		+
		+
		+	Speculum Historiale fortæller, at paa Karl Magnus's Dage forherligedes Sallinus<ref>Spec. Historiale kalder ham Salvius.</ref> Biskop i Staden Ambianis (Amiens). Denne Stad var anlagt af Keiser Antoni(n)us Pius, der gav den Navn af en Elv, som flyder i Nærheden, og kaldte den Lambon. Siden opslog Gracianus, Søn af Valentinianus, sin Residents der og kaldte den Ambianis, da den paa alle Kanter omgives af rindende Vand. Her levede Biskop Sallinus, en stor Jertegnsmand. Samtidig med ham var i Ambianis Kong Hisperich, der bekjendte sig til Arius's Sekt, han benægtede de tre Personer i Guddommen, og siger, at han vil kunne bringe Sallinus til Enighed med sig i denne Tro. Dette er dog saa langt fra Tilfældet, at Sallinus, saa snart han hører om dette Kongens Udsagn, erklærer at ville sønderrive og opbrænde den Bog, hvori denne Lære findes. Dette Kjætteris Afskyelighed havde Amphilotus (Amphilochius), Biskop i Iconium oplyst, der levede paa Keiserne Theodosii og Archadii Tider. Dreven af sit Had til Arianiterne kommer han til Keiser Theodosius, for at bevæge ham til ved Lov at bestemme, at disse Kjættere ingen Forsamlinger maatte holde i hans Rige. Keiseren vil dog ikke gaa ind herpaa. Da han er reisefærdig, gaar han ind i det Herberge, hvor Kongerne vare, her hilser han Theodosius, men lader som han ikke ser Sønnen Archadius. Theodosius, som anser dette for Glemsomhed af Biskopen, raaber efter ham. Biskopen vender tilbage og spørger, hvad der vækker hans Misnøie. Kongen siger da, at han ikke hilsede hans Søn. Biskopen siger, at han hædrede Theodosius hans Fader, og det maatte være nok. Kongen tilkjendegiver da, at ingen hædrer ham selv, naar han ikke tillige viser hans Søn den skyldige Ærbødighed. Da udbryder Biskopen: Naar du, en dødelig Mand, synes ilde om, at din Søn ikke vises kongelig Ære, hvorledes maa da vel Gud Fader synes om, at hans eenbaarne Søn mister den ham tilkommende Ære i Arianernes Vantro. Heraf føler Keiseren sig truffen, og han gaar nu i Et og Alt ind paa Biskopens Forlangende vedkommende Arianiterne.
		+
		+
		+	Denne Biskop Amphilotus var en Støtte for Sallinus i hans Foragt for Arianerne. Sallinus var ivrig i sit geistlige Kald og drog viden om at prædike. Overalt førte han med sig en kostbar Embedsornat, den var snehvid og gjennemvirket med Guld, især udmærkede sig det hans Embedsdragt tilhørende Belte, vævet af rødt Guld og besat med kostbare Ædelstene. En Paaskedag, da han havde forrettet i St. Martins Kirke i Staden Valent, bliver han inviteret til den kongelige Gaardsfoged Girards Hus, hvorhen han lader bringe sine Sager og sin kostbare Biskopsskrud. Denne sidste vækker Gerards Søn Vinigards Begjærlighed, og efter Samraad med Faderen lader han Biskopen tilligemed hans tro Tjenestemand kaste i et underjordisk Fængsel, hvor han lader dem dræbe af en Træl. Dernæst lader han hans Legeme grave ned paa et Sted, hvor hans Faders Kreaturer holdtes inde om Nætterne. Dog her ske to Underværker. En af Hjørdens Tyre tager sig fore altid at holde det Sted rent og ryddeligt, hvorunder disse to Martyre hvile, og holder alle de øvrige Kreaturer borte med sine Horn. Dernæst viser der sig en lysende Søile over denne Kvægstald, der kan sees langt borte. En Kvinde i en Landsby Berenticum gaar hen til Stedet for nærmere at undersøge denne Lysning, og opdager derinde tvende Lamper, der skinne med en overordentlig Klarhed. Hun passer paa flere Nætter, og ser altid det samme Syn, og indberetter det da til Præsterne (4).
		+
		+
		+	Hele denne Begivenhed aabenbares for Karl Magnus 3 Nætter efter hinanden. Han iler da til Staden Valent, lader gribe Gerard, hans Søn Vinegard og Trællen Vingar, og truer dem til at angive Biskop Sallinus's Hvilested. Derefter lader han stikke Øinene ud paa dem alle tre, og lader desuden Fødselslemmerne afskjære paa Fader og Søn. Han lader derpaa Helligdommene optage og lægge paa en Vogn, for hvilken han spænder mange Oxer, men disse kunne ikke flytte Vognen af Stedet. Nu lader han kun to af dem tilbage foran Vognen, og da disse faa Lov at gaa, hvor de selv ville, drage de uden Vanskelighed Vognen afsted, og standse foran St. Martins Kirke, hvor Biskop Sallinus sang sin sidste Messe. Kongen ser nu, at det er Guds Villie, at den hellige Sallinus skal begraves her. Medens Kongen befinder sig her, kommer en Kvinde til ham, som klager over, at hendes Broder har bedraget hende for hendes Arvelod. Broderen benægter dette. Kongen befaler ham, at fralægge sig Beskyldningen ved at aflægge Ed i St. Martins Kirke paa Sallinus's Legeme. Han er villig dertil. Dog aldrig saa snart har han svoret Eden før han revner tvert over, saa at hans Indvolde velte ud. Om Gerard er det at fortælle, at han angrer sin Brøde, hans Søn derimod er fræk nok til at søge til St. Martins Kirke for at bede Biskopen om Hilsebod, men da han kommer ind i Kirken, begynder denne at ryste som af Jordskjælv, og Manddraberen flygter skyndsomt ud og tyer til et Kloster, hvor han kastes paa Sygeleiet og lider daglig Kval for sin Misgjerning. Trællen Vingar flygter ogsaa til St. Martins Kirke, hvor han med Ydmyghed beder Biskopen om Miskundhed for sin Brøde med Taarer og Knæfald, bekjendende, at han nødtvungen har udført det onde Verk. Som Tegn paa Tilgivelse giver Helgenen ham Synet tilbage paa det ene Øie (5).
		+
		+
		+	En hellig Bog bevidner, at Pave Adrianus havde skjenket Karl Magnus det Privilegium at udnævne Kirkens Formænd over hele Frankrig og Saxland, og hverken før eller siden har Kirken været saa vel betjent. Det samme Privilegium havde hans Efterfølgere, den ene efter den anden, indtil Gregor den Syvende fandt det nødvendigt at tage det tilbage under Pavestolen. Da Karl Magnus er bleven skrøbelig af Ælde, bliver han syg i Aqvisgranum, og som han er Døden nær, tildrager sig det, som nu skal fortælles (6). Som Turpin Erkebisp holder sin Bøn i Kirken i Staden Vienna, kommer der en Døsighed over ham, og under denne har han et Syn. Han ser en Flok Djævle komme farende, og sidst mellem dem en Blaamand, som synes at lede Toget. Turpin spørger ham, hvor de skulle hen. Blaamanden svarer, at de skulle til Aqvisgranum for at hente Karl Magnus's Sjæl til Helvede. Erkebispen beder dem drage den samme Vei hjem for at melde ham Udfaldet af deres Ærinde. Efter en ganske kort Tids Forløb komme de urene Aander tilbage samme Vei meget bedrøvede og nedslagne. Erkebispen spørger, hvorledes det har gaaet dem. Blaamanden svarer, at de en Stund havde haabet et heldigt Udfald for sig, da Karl Magnus's gode og onde Handlinger skulde veies, men pludselig var der kommen en hovedløs Mand fra Galicia, slæbende en Masse Sten og Træ, og alt dette slængte han i Vægtskaalen, saa at denne sank til Jorden, deres Bestræbelser vare derfor til ingen Nytte. Erkebispen kommer herpaa til sig selv, og takker Gud, fordi Karl Magnus's Sjæl var frelst. Turpin Erkebisp melder nu Borgerne i Vienna Karl Magnus's Død (7).
		+
		+
		+	Keiser Karl Magnus hensover i Gud i en høi Alder Kalendas Februarii. Ved hans Død og Ligbegjængelse ere tilstede de ypperste Mænd i Verden, Pave Leo, de gjæveste Høvdinger fra Rom, Erkebiskoper, Lydbiskoper, Abbeder og en Mængde Mennesker, som havde stimlet sammen fra alle Kanter i Aqvisgranum ved Rygtet om Keiserens Sygdom. Hans Bisættelse foregaar med en hidtil i Frankrig uhørt Pragt. Hans Legeme iføres kongelig Skrud og sættes paa en Guldstol opret, ligesom han var levende, en Krone af det pureste Guld sættes paa hans Hoved, og fra denne Krone gaa to Guldbaand bag under Stolbenene, hvorved Legemet holdes i den opreiste Stilling. De fire Evangeliers hellige Text, skreven med Guldbogstaver, lægges i hans høire Haand, men den venstre lægges paa Skriften, ligesom han sidder til Doms, pegende paa Lovbogen. Lige over for ham stilles hans Hærskrud. Gravmælet, der hvælver sig som en Bue over ham, belægges med Guld og lukkes paa alle Kanter, saa at ingen Menneskehaand kan komme ham nær. - Bogen slutter med gode Ønsker for ham, der har skrevet Sagaen eller ladet den skrive, for ham, der har fortalt den, og for alle dem, der have hørt paa den (8).

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 2. mai 2018 kl. 14:29
Linje 240:		Linje 240:

	Efter at have været hjemme nogen Tid og udhvilt sig efter dette Tog, kalder Karl Magnus sammen alle sit Riges Høvdinger for at raadslaa om, hvad der skal gjøres ved Guinelun for hans Forræderi mod Rollant og de 20,000 Mand, som faldt med ham ved Runzival. Der bliver talt frem og tilbage, men man kan ikke fatte nogen Bestemmelse, før Hertug Nemes reiser sig og holder en lang Tale, der slutter med det Raad, at Guinelun skal lide den forsmædeligste og værste Død. Dette vinder Karl Magnus's og alle øvriges Bifald. Guinelun bliver nu hentet ud af sit Fængsel, hvor han har hensiddet i Lænker, og bindes mellem to vilde Heste, der slæbe ham viden om Frankrig, saa at han dør med et sønderlemmet Legeme. Herefter lader Karl Magnus frede og styrke sit Rige, sætter Mænd til at styre i sine Lande og til at rydde sine Fiender af Veien. Siden skal Karl Magnus have havt mange Kampe, men seiret i faa, skjønt han beholdt sit Rige til sin Dødsdag (41).		Efter at have været hjemme nogen Tid og udhvilt sig efter dette Tog, kalder Karl Magnus sammen alle sit Riges Høvdinger for at raadslaa om, hvad der skal gjøres ved Guinelun for hans Forræderi mod Rollant og de 20,000 Mand, som faldt med ham ved Runzival. Der bliver talt frem og tilbage, men man kan ikke fatte nogen Bestemmelse, før Hertug Nemes reiser sig og holder en lang Tale, der slutter med det Raad, at Guinelun skal lide den forsmædeligste og værste Død. Dette vinder Karl Magnus's og alle øvriges Bifald. Guinelun bliver nu hentet ud af sit Fængsel, hvor han har hensiddet i Lænker, og bindes mellem to vilde Heste, der slæbe ham viden om Frankrig, saa at han dør med et sønderlemmet Legeme. Herefter lader Karl Magnus frede og styrke sit Rige, sætter Mænd til at styre i sine Lande og til at rydde sine Fiender af Veien. Siden skal Karl Magnus have havt mange Kampe, men seiret i faa, skjønt han beholdt sit Rige til sin Dødsdag (41).
		+
		+
		+	===Af Vilhjálmi korneis===
		+
		+	Karl Magnus har engang dræbt en Konge og erobret hans Stad. Denne Konge har efterladt sig en ung og smuk Kone og to Sønner. Hos Karl Magnus er den Gang en herlig Mand ved Navn Vilhjalm Korneis, der i Tapperhed kun har staaet tilbage for Rollant. Til denne har han skjenket det erobrede Rige og Kongenavn og givet ham den unge Dronning til Ægte. En Dag som Vilhjalm falder i Søvn med Hovedet paa sin Kones Knæ, stryger hun sine Hænder gjennem hans Lokker og opdager et graat Haar i hans Hoved. Ved denne Opdagelse støder hun Hovedet bort med det Udraab: Fy du Gamle! Vilhjalm vaagner og springer op fortørnet over disse Ord, og erklærer, at han vil forlade hende og sit Rige og herefter opofre sig til Guds Tjeneste. Uagtet hendes Undskyldninger og Taarer bliver han ved sit Forsæt, og efter at have anbefalet hende, at hun skal faa sin Broder Reinold til at varetage Riget med sig, kysser han hende til Afsked og rider bort. Han kommer omsider til et Kloster i Sydlandene, hvor han tilbyder Abbeden og Klosteret sin Tjeneste. Dette Tilbud modtages, og han ombytter sin Rustning med Munkehætten. Vilhjalm mærker snart, at Munkene have mere Interesse for verdslig Fordel end Ordensregelen, han gjør Abbeden opmærksom herpaa, men faar Utak til Løn. Naar der komme Gjæster til Klosteret, er Vilhjalm altid for sig selv, hvilket hine antage finder Sted paa Grund af Misgjerninger (1). En Vinter imod Jul er der Mangel paa Kost i Klosteret. To Veie føre til Kjøbstaden, den ene lang, den anden kort men farlig paa Grund af Røvere. Vilhjalm tilbyder sig at udføre deres Ærinde, hans Tilbud antages, og han faar Lov at drage den Vei, han selv vil. Han spørger, om han faar Lov at værge Klosterets Eiendomme. Nei, det faar han ikke Lov til. Skal han da lade Røverne tage Klæderne af sig uden Modstand? Han skal lade dem tage de øvrige Klæder, kun ikke Skjorten. Han lader sig gjøre et Brogbelte besat med Guld. Han drager nu afsted den længere Vei med en Veiviser og to Asener til Kjøbstaden, hvor de gjøre Indkjøb af Malt og Hvede. Da de skulle begive sig paa Hjemreisen, er Tiden saa langt fremskreden, at de ved at reise den længere Vei ikke kunne naa hjem til Julen, de vælge derfor den kortere Vei og fortsætte paa denne lige til Juleaften, da de faa Øie paa Klosteret, og de tro nu at have overstaaet al Fare. Vilhjalm gaar foran med en Stav i Haanden, den anden gaar efter og driver Asenerne. Pludselig løber Veiviseren ind paa ham og siger, at Røvere forfølge dem. Han byder ham gaa i Forveien til Klosteret, han vil vente paa dem. Tolv brynjeklædte Mænd indhente ham nu og spørge ham om Navn, han kalder sig Dartiburt. De forlange derpaa det, han fører med sig. Han siger, at det er Klosterets Eiendom, og beder dem for Guds Skyld være fredsommelige, da det er til deres eget Bedste. En af dem slaar ham nu over Ryggen med den flade Sværdklinge. Vilhjalm beder Jomfru Maria om Taalmodighed til at modstaa Fristelsen. De bemægtige sig nu alt det Gods, han har med sig. Abbeden og hans Munke staa ude og se paa dette. Vilhjalm udtaler sin Forundring over, at Røverne tage Provianten fra ham, men ikke bryde sig om de Kostbarheder, han har under sin Munkehætte. En af Røverne kommer da tilbage og slider af ham Brogbeltet, som han erkjender for en stor Kostbarhed, og slaar ham derpaa om Hovedet med det. Nu vredes Vilhjalm, han farer han til et af Asenerne, river af det den ene Bov og slaar dermed den nærmeste Røver ihjel, den samme Skjebne har en anden, og de øvrige gribe Flugten. Han gaar nu hen til Asenet, føier Boven til, hvor han har revet den fra, beder til Gud, og strax reiser Dyret sig op i god Behold. Da han nu kommer til Klosteret, finder han Portene lukkede, han bryder dem op, opsøger Abbeden og Munkene, der havde skjult sig af Frygt for ham, og pisker dem til Gavns, den ene efter den anden, idet han beder dem at drage sig denne for deres Ugudelighed vel fortjente Tugtelse til Nytte. Derpaa gaar han sin Vei, og man hører nu ikke mere til ham (2).
		+
		+
		+	Karl Magnus har taget sig meget nær af Vilhjalms Bortreise, og har gjort mange frugtesløse Forsøg paa at spørge ham op. Han sørger nu over Tabet af Rollant, sine 12 Jævninger, Oddgeir, Otvel og Vilhjalm, da han selv er gammel og aflægs. Hans Fiender samle nu en Hær for at hævne sig paa ham. Deres Anfører er Kong Madul, Broder af Marsilius, som kjæmpede med Rollant ved Runzival, han falder nu ind i Karl Magnus's Lande, hærjer og ødelægger. Karl Magnus samler ogsaa alle Konger, Hertuger og Jarler, der vare ham lenspligtige, og lader atter anstille Efterforskninger om Vilhjalm baade paa Sø og Land, men alt forgjæves. Han rykker nu imod Hedningerne, men har en langt mindre Hær end dem (3).
		+
		+
		+	Langt syd i Landene ved en Skov bor en Mand Grimaldus med sin Hustru, han er af mere end almindelig Væxt, har stort Skjeg men ikke synderligt Mod, er rig paa Gods, Heste og Vaaben, og driver gjerne selv sin Hjord til Skoven. En Dag træffer han i Skoven en Mand med Munkehætte paa, et Hoved høiere end ham selv, som spørger efter Nyt. Grimaldus fortæller ham, at stor Rædsel behersker alt Folket, og Karl Magnus er ligeledes forknyt, da hans Høvdinger svigte ham, og det ser ud til, at han vil ligge under i Kampen mod sine Fiender, han savner nu Vilhjalm Korneis og kan ikke faa ham opspurgt, alle have faaet Ordre til at slutte sig til ham, men ingen synes om at fare. Den Fremmede tilbyder sig for godt Naboskabs Skyld at drage i Kampen i Steden for Grimaldus, dersom denne vil udstyre ham med Hest og Vaaben, da hans Lyst staar til denne Færd. De enes om dette, og Grimaldus skal ernære Hesten en halv Maaned med Korn. Til bestemt Tid kommer den Fremmede igen, han tager nu Grimaldus og hæver ham op i Veiret, og spørger, hvad Kongen tager sig til. Grimaldus svarer, at han agter at levere Slag. Den Fremmede spørger derpaa, om Grimaldus staar ved deres Aftale, hvortil denne svarer Ja. Den Fremmede gaar nu hen til Hesten og sparker til den med Foden, den rokkes ikke derved, derpaa rykker han i Sadlen, og Sadeltøiet holder. Han erklærer Hesten for god. Han tager nu paa sig et sort Skjeg, sætter Hjelm paa Hovedet, og lader intet andet end Øinene komme til Syne af sit Ansigt, omgjorder sig med Sværd, tager Spyd i Haand og stiger paa sin Hest, og ser ud som en rigtig Kriger. Han kommer nu til Karl Magnus's Hær og indtager Grimaldus's Plads. Keiseren holder paa Thinget Tale til sine Mænd, hvori han fornemmelig dvæler ved Tabet af Vilhjalm, lover en stor Belønning i Guld til den, som kan give ham Efterretning om denne, samt sin Datter og Jarleværdighed til den, der tilføier Kong Madul Skade, og slutter med at opfordre alle til at gjøre sit bedste i Striden. Grimaldus (d. e. hans Stedfortræder) er i Spidsen for sin Skare, og alle undres over hans Dristighed, da han ikke er bekjendt som nogen Helt. Han rager over alle andre ved sin Høide, han rider saa rask forbi Kongen og saa nær, at dennes Hest vakler, Kongen helder sig til Siden, de se hinanden skarpt i Øinene, og idet Grimaldus sprænger frem i Hedningernes Fylking, smiler Kongen. Han hugger til begge Sider, fælder den fiendtlige Bannerfører og 7 andre Riddere, og tilsidst nedlægger han den hedenske Konge, hvis Hoved han griber i Luften, og raaber, at nu ere Hedningerne overvundne. Karl Magnus forfølger nu de Flygtende, og kommer derpaa tilbage til Valpladsen, hvor han finder den hedenske Konges Krop, som han lader bringe til sit Telt, og vil opfylde sit givne Ord. Flere Riddere komme nu med et Hoved, som de paastaa tilhører dette Legeme, men Karl Magnus lader sig ikke narre og siger, at han kjender den, der har dræbt Kongen (4).
		+
		+
		+	Hættemanden og Grimaldus træffe hinanden atter, og hin byder nu denne, at han skal tage Hovedet med sig og ride til Kongen og bede denne gjøre sig til Jarl, men han skal være sin Hustru tro. Han skal ogsaa være rede til at følge ham senere, naar han opfordres dertil. Grimaldus stiger nu paa sin Hest, kommer til Kongen og foreviser Maduls Hoved, der passer nøie til Kroppen, og navngiver sig. Kongen spørger, hvor den Mand nu er, som han før har seet paa denne Hest. Grimaldus siger, at ingen anden Ridder end han har siddet paa denne Hest, og han gjør nu Fordring paa den lovede Belønning. Kongen mærker nu, at Alderen maa have svækket hans Syn, dersom Grimaldus er den, som rokkede ham paa Hesten. Kongen vil, at han skal sige, hvem der har udført denne Daad, han havde troet at kjende Vilhjalm. Grimaldus gjør Paastand paa Værdigheden, men vil ikke have hans Datter, da han før er gift. Kongen ser nu nøiere paa ham og siger, at det er Frygten, som den Gang har bragt ham til at anse disse Øine for Vilhjalms. Han beder ham sige, hvem der har givet ham Hovedet. Han svarer, at han tog det i Luften, da det føg af Kroppen. Kongen siger endelig, at den vel har anseet sig værdig at raade i denne Sag, som har leveret ham Hovedet, og han spørger nu, hvad han fordrer. Grimaldus forlanger Jarls Navn og tilhørende Værdighed. Dette faar han, og er den ringeste af hans Jarle (5).
		+
		+
		+	Nogle Aar herefter drømmer Grimaldus en Nat, at den Fremmede med Hætten kommer til ham, og beder ham begive sig til Karl Magnus, for sammen med denne at opsøge hans Lig i en Klippehule, som han betegner ham, hvor han har boet 25 Aar. Hans Forlangende er, at Karl Magnus der skal bygge en Kirke. Naar Grimaldus har opfyldt denne hans Begjæring, da vil han have betalt sin Gjeld til ham. Grimaldus vaagner og fortæller sin Kone Drømmen. Hun opfordrer ham til at efterkomme denne Opfordring uden Tøven. Men han er ængstelig for at komme til at forebringe Kongen noget Falskt. Han falder atter i Søvn, og den samme Mand viser sig igjen, og er nu vred og beskylder ham for Utaknemmelighed, det skal gjælde hans Liv, dersom han ikke adlyder. Han vaagner og fortæller atter Konen Drømmen. Hun beder ham ikke at være Befalingen overhørig. Han vredes over hendes Ord og falder tredie Gang i Søvn. Atter viser denne Mand sig for ham og er nu meget opbragt, slaar ham med sin Kjep i Hovedet og siger, at nu skal han miste det ene Øie for sin Forstokkethed. Drømmesynet forsvinder derpaa. Denne Gang adlyder Jarlen, han iler til Karl Magnus og fortæller ham omstændelig denne Aabenbaring. Kongen bryder hurtigt op, de begive sig hen til det angivne Sted, hvor de finde en Mand nylig død, hvis Ansigt vender mod Øst. En herlig Vellugt dufter dem i Møde. Keiseren, som her gjenkjender sin kjære Ven Vilhjalm Korneis, lader hans Lig med Hæder begrave, og opbygger der en Kirke, hvortil han skjenker meget Jordegods og andre Herligheder. Herpaa fratager han Grimaldus Jarlenavnet og sætter ham til Forvalter der, og han og hans Hustru tjene der Gud, saa længe de leve. Karl Magnus farer hjem til Frankrig med sine Mænd (6).

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 1. feb. 2018 kl. 08:27
Linje 190:		Linje 190:

	Karl Magnus staar tidlig op om Morgenen og begiver sig til Kamppladsen, ledsaget af Rollant, Oliver og Otvel, og en Mængde andre Mænd. En Ordvexling opstaar mellem ham og Klares; hvori denne fortæller ham, at han aldrig vil gjense Frankrig, og at Kong Garsia har skjenket hans Rige og Krone til den tappre Ridder Florient fra Subalis. Otvel beder ham opgive sine pralende Ord, han skal værge Kongens Sag med Vaaben (23). Franskmændene iføre nu Otvel Rustning, og de tolv Jævninger ledsage ham til Kamppladsen (24). Otvel møder nu Klares, og er efter Aftale kommen i Tvekamp at bevise Kristi Magt over Mahon (Maumet), og raader ham til at tro paa Marias Søn og fornægte Maumet. Klares afslaar dette, og begge ride nu mod hinanden, og begges Spydskaft sønderbrydes i Sammenstødet, og efter at begge have tildelt hinanden store Saar, fældes Klares tilsidst at Otvel. Kong Garsia havde sendt 3 Riddere til Kamppladsen for at tage Otvel til Fange, disse blive overvundne at Rollant, Oliver og Ermoen. Karl Magnus byder nu Franskmændene rykke mod Staden, Hedningerne flygte. Kong Garsia og Otvel træffe sammen, den sidste opfordrer Kongen til at antage Kristendommen og at underkaste sig Karl Magnus; da han vægrer sig herved, fælder Otvel ham i Kampen. Faa af Hedningerne undkomme (25). Oddgeir danske skjenker Alfanie Kongedatter Pardon og dem der førte ham til Staden, da Hedningerne tog ham, derpaa iler han til Karl Magnus, og modtages med Glæde at ham og hele Hirden. Derefter feirer Karl Magnus Otvels og sin Datter Belesents Bryllup. Bryllupet staar en halv Maaned, og der vanker Drik og Morskab, som sjelden findes i de nordiske Lande. Derefter drager Karl Magnus hjem til Frankrig, men Otvel bliver efter, og med ham en stor Mængde Riddere.		Karl Magnus staar tidlig op om Morgenen og begiver sig til Kamppladsen, ledsaget af Rollant, Oliver og Otvel, og en Mængde andre Mænd. En Ordvexling opstaar mellem ham og Klares; hvori denne fortæller ham, at han aldrig vil gjense Frankrig, og at Kong Garsia har skjenket hans Rige og Krone til den tappre Ridder Florient fra Subalis. Otvel beder ham opgive sine pralende Ord, han skal værge Kongens Sag med Vaaben (23). Franskmændene iføre nu Otvel Rustning, og de tolv Jævninger ledsage ham til Kamppladsen (24). Otvel møder nu Klares, og er efter Aftale kommen i Tvekamp at bevise Kristi Magt over Mahon (Maumet), og raader ham til at tro paa Marias Søn og fornægte Maumet. Klares afslaar dette, og begge ride nu mod hinanden, og begges Spydskaft sønderbrydes i Sammenstødet, og efter at begge have tildelt hinanden store Saar, fældes Klares tilsidst at Otvel. Kong Garsia havde sendt 3 Riddere til Kamppladsen for at tage Otvel til Fange, disse blive overvundne at Rollant, Oliver og Ermoen. Karl Magnus byder nu Franskmændene rykke mod Staden, Hedningerne flygte. Kong Garsia og Otvel træffe sammen, den sidste opfordrer Kongen til at antage Kristendommen og at underkaste sig Karl Magnus; da han vægrer sig herved, fælder Otvel ham i Kampen. Faa af Hedningerne undkomme (25). Oddgeir danske skjenker Alfanie Kongedatter Pardon og dem der førte ham til Staden, da Hedningerne tog ham, derpaa iler han til Karl Magnus, og modtages med Glæde at ham og hele Hirden. Derefter feirer Karl Magnus Otvels og sin Datter Belesents Bryllup. Bryllupet staar en halv Maaned, og der vanker Drik og Morskab, som sjelden findes i de nordiske Lande. Derefter drager Karl Magnus hjem til Frankrig, men Otvel bliver efter, og med ham en stor Mængde Riddere.
		+
		+
		+	===Af Jórsalaferð===
		+
		+	En Dag som Karl Magnus har samlet alle sine Mænd om sig og sidder med sin Dronning under et Oliventræ, spørger han hende, om hun vel veed nogen anden Konge i Verden, hvem Krone og Rustning klæder og anstaar saa vel som ham. Dronningen svarer noget uforsigtig, at hun veed En, der er anseligere mellem sine Mænd og som bærer sin Krone høiere. Herover fortørnes Kongen, og uagtet Dronningen ved Undskyldninger og Knæfald søger at stille hans Vrede, truer han hende tilsidst til at navngive, hvem hun mener. Hun nævner da Kong Hugon, Keiser i Miklagard, hvis Rige strækker sig lige til Kappadocien, og mellem Frankrig og Antiochien kan ingen stilles ved Siden af ham undtagen Karl Magnus. Kongen kalder nu sine Mænd til sig og meddeler dem sin Beslutning at drage til Jerusalem for at besøge den hellige Grav, og at han tillige vil lægge Veien om Miklagard for at træffe den Konge Dronningen har omtalt (1). Karl Magnus gjør sig nu rede med sine Mænd, de iføre sig Pilgrimsdragt og begive sig afsted og komme til Jerusalem. Ankommen der gaar Karl Magnus og de tolv Jævninger med ham til Kirken Paternoster, hvor vor Herre selv og hans tolv Apostle sang Messe. Karl Magnus og hans Jævninger sætte sig der i Kirken paa de samme Stole, som vor Herre og hans Apostle havde benyttet. En Jøde kommer til Kirken og gribes ved dette Syn af Forfærdelse og iler til Patriarken med Bøn at blive døbt, da han i Kirken har seet Gud selv og hans tolv Apostle. Patriarken stævner alle sine Geistlige til sig og gaar i Procession til Kirken, hvor Karl Magnus ved hans Komme reiser sig, gaar ham i Møde og kysser ham. Derpaa forklarer han Hensigten med sit Komme, at søge Reliqvier. Patriarken ønsker ham velkommen, og erklærer, at han nu, da han har siddet paa vor Herres egen Stol, herefter skal kaldes Overkonge over alle jordiske Konger. Kongen faar da mange kostelige Reliqvier, som samtlige opregnes (f. Ex. den hellige Simeons Arm, Lazarus's Hoved, af den hellige Stephanus's Blod, af Jomfru Marias Melk). Han lader gøre et kostbart Skrin, hvor han gjemmer disse kostelige Klenodier, efter at mange Undergjerninger i Forveien ved dem ere skeede. Hernæst lader han en Kirke bygge og opholder sig derefter fire Maaneder i Byen. Han melder derpaa Patriarken sin Afreise, og denne formaner ham til at være en stærk Støtte for Kristendommen mod Hedningerne (2). Patriarken ledsager dem til Jerico, hvor han tager Afsked med dem, og de drage den lige Vei til Miklagard. Paa Veien ske mange Jertegn ved de Helligdomme, som Kongen fører med sig (3).
		+
		+
		+	Karl Magnus kommer nu til Miklagard, og træffer der Kong Hugon, som er i Færd med at pløie; hans Plov er af Guld, og han udfører denne Syssel siddende paa en Guldstol og drivende sine Øxne med en Guldvaand. Kong Hugon tager vel imod Karl Magnus, og indbyder ham til at blive der et Aar og at forsyne sig med saa meget Gods, som han kan ønske. Karl Magnus ytrer, at denne kostbare Plov vel maatte gjemmes omhyggeligt. Hugon svarer, at om den end laa der syv Aar, vilde ingen forgribe sig paa den. Villifer af Orenge (Vilhelm af Oranien), ønsker, at han og Bertram havde Ploven i Frankrig, da skulde de nok ikke spare den. Hugon fører nu Karl Magnus til sin Hal. Denne er overordentlig pragtfuld, Taget bemalet med forskjellige Sagaer; den er rund, en Stolpe hæver sig i dens Midte, som hele Hallen hviler paa, og omkring denne staa hundrede mindre Stolper, alle forgyldte, og paa hver af dem er anbragt en Barneskikkelse af Kobber med et Elfenbenshorn for Munden. Da Stolperne ere hule inden i, trænger Vinden op i dem nedenfra, og ved en særegen Mekanisme frembringe Barnebillederne vidunderlige Toner gjennem Hornene og strække Fingrene smilende ud mod hverandre, som vare de levende. Karl Magnus sanner nu sin Kones Ord om Kong Hugon. Nu opstaar en skarp Vind, Hallen dreier sig nu rundt som et Møllehjul under Toner som af Englesang. Karl Magnus undres og forfærdes over alt dette, og han og hans Mænd kunne ikke holde sig paa Benene. Hugon beroliger dem, idet han forsikrer dem, at Vinden vil stille af mod Aftenen, hvilket ogsaa sker (4). Ved Aftensbordet kan ikke Oliver vende sit Blik fra Keiserens Datter, der er deilig som en Rose og Lilje. Der opvartes med mange herlige Retter af Dyr- og Fuglevildt, som Hjorte, Vildsvin, Traner, Gjæs, Høns, Paafugle, Ænder og Svaner, og med Mjød og forskjellige Slags Vin, og Gjæsterne underholdes med Musik af forskjellige Instrumenter. Efter sluttet Maaltid farer Keiseren Karl Magnus og hans Jævninger til et prægtigt Kammer, hvor der ere Senge af Kobber forgyldt, med gode Sengklæder (5).
		+
		+
		+	I dette Hus er der en hul Stenstolpe, i hvilken Keiseren har anbragt en Mand, der skal lægge Mærke til, hvad Franskmændene tage sig fore om Natten. Saa snart de ere komne i Seng, begynde Franskmændene, efter sin Vis, at more sig med lystig Skjemt, og Karl Magnus foreslaar, at hver af dem skal nævne en Idræt, som han vil udføre den følgende Dag i Miklagaard, og Karl Magnus gjør da selv Begyndelsen. Han vil at Keiseren skal iføre sin kjækkeste Ridder dobbelt Brynje og sætte to Hjælme paa hans Hoved, dernæst skal han sætte ham op paa en fuldkommen brynjeklædt Hest, og da vil Karl Magnus kløve Ridderen og Hesten og hugge Sværdet et Spydskafts Længde ned i Jorden. Rollant vil faa Keiserens Olivanshorn, med dette vil han gaa udenfor Staden og blæse saa haardt, at alle Porte og Døre skulle springe op, og dersom Keiseren tør komme ud, da skal han blæse af ham Haar, Skjeg og alle Klæder (6). Oliver vil hvile hos Keiserdatteren, og dersom han ikke hundrede Gange paa een Nat har sin Villie med hende, maae Keiseren raade for hans Liv. Bernard vil møde 3 Heste i fuldt Løb, løbe over de to og op paa den tredie, og kaste med fire Æbler, medens Hestene ere i fuld Fart, og dersom noget at dem falder ned, da skal han give sit Hoved i Keiserens Vold (7). Villifer vil tage en Guldkugle, som ellers ikke 30 Mænd kunne orke, og løfte den med sin ene Haand, derpaa vil han kaste den mod Stadsmuren, saa at denne skal ramle ned fire, 40, Favne paa hver Kant. Oddgeir vil gribe om den Stolpe, som holder Hallen oppe, og vende den om, saa Hallen skal styrte ned (8). Den gamle Nemes vil iføre sig to Brynjer, med dem vil han hoppe fire Favne høiere end Borgens Høide, og derpaa sætte sig ned hos Keiseren og ryste sig saaledes, at alle Brynjeringene skulle springe fra hinanden som brændt Halm. Bæring vil, at Keiseren skal tage alle de Sværd, som findes i Staden, og stikke deres Hjalter ned i Jorden men sætte Oddene i Veiret, derpaa vil han stige op i det høieste Taarn og lade sig falde ned paa Sværdene, saa at disse skulle sønderbrydes, men han selv skal slippe uskadt derfra. Turpin Erkebisp vil bringe Elven, der falder forbi Staden, til at oversvømme hele Miklagard og fylde hvert Hus, hvorved Keiseren vil blive saa bange, at han skal flygte op i det høieste Taarn (9). Ernald vil sidde i kogende Bly, indtil det er bleven koldt, og derpaa staa op og ryste sig, saa at ikke det mindste Grand af Bly skal hænge ved ham. Eimer har en Hat gjort af en Søfisk, den vil han tage paa sig, gaa hen til Keiseren, naar han sidder til Bords, og spise hans Mad og drikke hans Vin op for ham; derpaa vil han liste sig bagpaa ham og give ham et Nævehug, saa at han skal falde frem over Bordet, og dernæst bringe alle hans Mænd i Haarene paa hinanden (10). Bertram vil faa sig fire Skjolde, med dem vil han drage gjennem alle Dale og Skove og skrige saa høit, at det skal høres fire Mil paa hver Kant, saa at alle Hjorte og Hinde skulle flygte ud af alle Skovene, og ligesaa Fiskene af Vandene. Gerin vil tage et Spyd, som er en Mands Byrde, hermed vil han skyde paa to Sølvpenge, som skulle ligge paa Slotstaarnet, saa at den ene skal falde ned, men den anden skal blive liggende ubevæget; derpaa vil han løbe saa raskt, at han skal tage Spydet i Luften, før det falder til Jorden. Naar Franskmændene ere færdige med sit Skryderi, falde de i Søvn. Speideren, som sidder skjult i Søilen, har hele Tiden gjort sine Bemærkninger til deres Ord (11). Han begiver sig nu til Keiser Hugon og fortæller ham om Franskmændenes Praleri. Keiseren vredes herover, og ytrer, at han har fortjent andet af Karl Magnus for sin Gjæstfrihed end Spot og Haan, og hvis de ikke kunne udføre, hvad de have sagt, vil han hugge Hovederne af dem (12).
		+
		+
		+	Den følgende Morgen kommer Karl Magnus fra Kirke med de 12 Jævninger. Keiser Hugon gaar ham i Møde, foreholder ham deres uhøviske Ytringer den foregaaende Aften, og truer dem med Døden, hvis de ikke udføre sine Idrætter. Karl Magnus anfører til Undskyldning, at de havde taget for meget til sig af Vin, og at det er de Franskes Sædvane, naar de lægge sig om Aftnerne, at tale mangt og meget, baade Visdom og Daarskab. Han skal imidlertid faa vide af sine Mænd, hvad de have talt. Hugon klager over, at de have beskjemmet ham med sine Ord, og det har været Takken for hans Gjæstfrihed, men han vil sørge for, at de lade sligt fare for Eftertiden (13). Karl Magnus gaar med sine 12 Jævninger hen under et Oliventræ, hvor han beklager sig over, at Drukkenskaben saaledes skal have bragt dem til at forløbe sig. Han lader nu sine hellige Reliqvier frembære, kaster sig ned til Bøn tilligemed de andre Franskmænd, og beder Gud hjælpe dem i denne deres Forlegenhed. Gud sender da sin Engel, som forbyder dem for Fremtiden at spotte nogen paa denne Maade, men beder dem dog at være trøstige, da Gud denne Gang vil hjælpe dem til at udføre deres Idrætter (14). De komme nu til Hugon og erklære sig beredte til at staa ved sine Ord, dog foreholder Karl Magnus ham det utilbørlige i saaledes at lade en Speider belure deres Samtale. Hugon byder Oliver først udføre sin Idræt, hvis han ikke vil miste sit Hoved. Han hviler da hos Keiserdatteren om Natten og giver hende hundrede Kys (15). Den følgende Morgen sander Datteren paa Keiserens Spørgsmaal, at Oliver har fuldbyrdet sin Villie med hende. Villifer udfører derefter sin Idræt med Guldkuglen, han skyder den saa haardt mod Stadsmuren, at denne styrter ned 40 Favne paa hver Kant. Hugon beklager denne Ødelæggelse paa sin Stadsmur, og anser de Fremmede for Troldmænd. Karl Magnus spørger, om han vil se udført flere af deres Idrætter. Hugon vil, at Turpin skal fuldbyrde sin Bedrift, at lede Floden ind i Staden. Dette sker ogsaa, Floden oversvømmer Enge og Marker, trænger ind i Staden og fylder alle Huse. I sin Angst flygter Hugon op i det høieste Taarn. Karl Magnus og hans Jævninger have taget Plads udenfor Staden paa en Vold under et Tree. Hugon raaber til Karl Magnus og tilbyder at blive hans Vassal og betale ham Skat, dersom han vil frelse ham fra den truende Fare. Karl Magnus beder da til Gud, at Vandet maa indtage sit forrige Leie, og Gud opfylder hans Bøn (16). Hugon indser nu, at Gud er med Karl Magnus, og erklærer sig i hele Hærens Paahør for hans Vassal. Han ønsker ikke at se flere af Jævningernes Idrætter, da de udførte ere ham fuldkommen nok. Karl Magnus modtager Lenshøiheden over Hugon, de gaa begge i en høitidelig Procession til Kirken, med sine Kroner paa Hovedet. Hugon bærer sin meget lavere, da Karl Magnus er en Fod og tre Haandgreb høiere end Hugon. Franskmændene blive enige om, at Dronningens Ytring om Karl Magnus, at nogen Konge kunde stilles ved Siden af ham, var ubeføiet, thi paa hele Jordrige findes ikke hans Lige (17). Turpin Erkebisp, som den fornemste af de Geistlige, forretter den Dag i Kirken, og efter endt Tjeneste begive alle sig til Hallen, hvor et glimrende Maaltid er anrettet med de herligste Retter og Vine. Hugon tilbyder Franskmændene at forsyne sig af hans Rigdomme, hvilket dog Karl Magnus afslaar, da de allerede have nok. Ved Afskeden give de hinanden gjensidig Foræringer og holder Hugon Stigbøilen for Karl Magnus, medens han bestiger sin Hest, og de kysses til Farvel. Kongedatteren forsikrer Oliver om evig Troskab, og ønsker at følge med ham til Frankrig, dog meldes der ikke, at hun fulgte med ham denne Gang. Efter mange Møisommeligheder og Strabadser paa Reisen kommer Franskmændene hjem (18). Der er stor Glæde i Paris ved Karl Magnus's Hjemkomst. Til Kirken St. Denis forærer han Frelserens Tornekrone og den Nagle, hvormed han blev korsfæstet, og mange andre Helligdomme, og andre Reliqvier skjenke han til andre Steder i sit Rige. Dronningen faar Tilgivelse for sine uforsigtige Ord (19).

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 1. jan. 2018 kl. 10:38
Linje 173:		Linje 173:

	Guitalins Sønner redde sig nu til sin Faders Leir, og skylde de raske Heste sin Frelse. Sibilia spørger dem om Tidender. De fortælle, at Guitalin er tagen til Fange, men Elmidan og Margamar dræbte. Dronning Sibilia flygter nu med sine Sønner ud af Landet. Baldvin overgiver Guitalin til Rollant. Guitalin falder Rollant til Fode og beder om ikke at blive ført frem for Karl Magnus. Rollant betyder ham, at han maa følge med til Paris, for der at faa sin Dom, om han skal leve eller dø. Karl Magnus lader Saxland kristne og indsætter Høvdinge til at styre Landet. Ved Hjemkomsten til Frankrig dømmes Guitalin til Fængsel, en Lænke lægges paa hans Fødder, der er saa tung, at ikke fire Mænd kunne bevæge den. Bedre havde det været for ham at falde i Striden, end at leve med slig Skam og have Døden i Vente. I dette Fængsel lod han sit Liv (55).		Guitalins Sønner redde sig nu til sin Faders Leir, og skylde de raske Heste sin Frelse. Sibilia spørger dem om Tidender. De fortælle, at Guitalin er tagen til Fange, men Elmidan og Margamar dræbte. Dronning Sibilia flygter nu med sine Sønner ud af Landet. Baldvin overgiver Guitalin til Rollant. Guitalin falder Rollant til Fode og beder om ikke at blive ført frem for Karl Magnus. Rollant betyder ham, at han maa følge med til Paris, for der at faa sin Dom, om han skal leve eller dø. Karl Magnus lader Saxland kristne og indsætter Høvdinge til at styre Landet. Ved Hjemkomsten til Frankrig dømmes Guitalin til Fængsel, en Lænke lægges paa hans Fødder, der er saa tung, at ikke fire Mænd kunne bevæge den. Bedre havde det været for ham at falde i Striden, end at leve med slig Skam og have Døden i Vente. I dette Fængsel lod han sit Liv (55).
		+
		+
		+	===Af Otvel===
		+
		+	Kong Karl Magnus holder Jul i Paris i Slottet Lemunt med sine Jævninger; der kommer paa Tale at drage med Hær til Spanien mod Kong Marsilius, naar Aaret er saa vidt fremskredet, at Hestene kunne finde det tilstrækkelige Foder paa Veien. Imidlertid kommer en Hedning fra Syrland, Garsia, ridende til Kongens Hal og møder paa Veien tre af Kongens Mænd, hvem han spørger efter deres Herre, læggende til, at han tjener den Konge, der ikke skatter dem høiere end en Spore. Disse vise ham da Vei til Kongen, hvem han kan kjende paa det hvide Skjeg, og beskrive tillige for ham Rollant og Oliver, som han vil finde ved hans Side. Hedningen ønsker alt Ondt over Karl Magnus (1). Han fremtræder da for Kongen, siger hvem han er, og erklærer ingen Hilsen at have til ham fra sin Herre, udstøder Forbandelser over ham og Rollant, hvem han æsker til Tvekamp, vis paa at skulle overmande ham. Rollant smiler ad hans pralende Ord, og tillader ham at bruge hvad Ytringer han vil, da ingen Overlast derfor skal ham vederfares, og tilbyder ham Tvekamp om 8 Dage. Hedningen bruger atter store Ord, og roser sig af med sit Sværd (Curere, Cured) for 8 Maaneder siden at have fældet tusinde Franskmænd. Rollant spørger, hvor det fandt Sted. Han fortæller dag at Rom, Karl Magnus's gode Stad, var ødelagt, og utallige Mennesker der vare dræbte, og han selv havde brugt sit Sværd saa godt, at hans Arm i 9 Dage derefter var hoven. De Tilstedeværende fare nu op, og Estor de Langres styrter ind paa ham med en Stav, men Rollant tager sig af ham og erklærer sig som Borgen for hans Sikkerhed. Imidlertid har en Ridder fra den hellige Gileps (Giles) Stad, d. e. en Provençaler, luret sig paa ham bagfra og kaster ham til Jorden; han er dog snart igjen paa Benene og hugger Hovedet af Ridderen, saa det triller frem for Kongens Fødder. Franskmændene fordre nu hans Død, og Hedningen laver sig til at forsvare sig til det Yderste, men efter Formaninger fra Kongen og Rollant, overgiver han tilsidst sit Sværd til denne sidste, og opfordres af ham til at fremkomme med sit egentlige Ærinde (2). Hedningen fremtræder da for Kongen, og erklærer at hans Ærinde fra Kong Garsia er, at omvende Karl Magnus til Hedendommen, og dersom han falder til Føie, vil han benaade Karl Magnus med Normandi og alle Havne i England, Rollant skal faa Rusland, Oliver Slavonien, men Frankrig har han bestemt for Floriz, Søn af Alie hin røde Konge, denne skal have Frankrig, og hans Arvinger efter ham. Karl Magnus opfordrer sine Høvdinger til at ytre sig i denne Anledning, og alle svare enstemmig, at de aldrig ville taale, at Hedningerne faa fast Fod i Frankrige, og naar de træffe Kong Garsia paa Kamppladsen, skal han ikke slippe derfra med Livet. Herpaa svarer Hedningen med Haan. Hertug Nemes spørger derpaa, hvor de da skulle støde sammen med Garsia, og om denne virkelig drister sig til at holde Slag med Kong Karl Magnus. Hedningen svarer, at Garsia har 100 Tusinde tappre, vel bevæbnede Mænd, og at de skulle træffe ham i Lombardiet ved hans Stad Abilia, der ligger mellem tvende Vande, skjønt han tvivler paa, at mange af Karl Magnus's Mænd tør kjæmpe for ham der. Men hvad Nemes angaar, raader han ham som gammel og skrøbelig at forblive hjemme og passe paa Paris og sine andre Stæder og Slotte, at ikke Krager og Skader og andre urene Fugle skulle antaste dem (3). De heftige Ytringer af Otvel (det er Hedningens Navn) vække Rollants Harme, og han sværger at han øieblikkelig skulde lide Døden, dersom han ikke selv var Borgen for hans Liv. Otvel opfordrer Rollant til at bestemme deres Tvekamp til den følgende Dag, hvilket denne gaar ind paa. - Karl Magnus vil vide Otvels Slægt. Han nævner som sin Fader Kong Galien den kjække, der har dræbt med sine Hænder ligesaa mange Mænd, som der findes Indvaanere i hele Karl Magnus's Rige; Kong Garsia er hans Frænde og Fernaguli, der raadede for Nazaret, hvem Rollant dræbte, var hans Farbroder, og i Morgen agter han at hævne denne, hvis Maumet vil staa ham bi. Kongen beklager, at en saa gjæv Mand ikke skal være kristen. Karl Magnus befaler derpaa sin Skutilsvend at sørge for hans Herberge og Forpleining, og anbefaler tillige tre af sine Riddere at tage sig af ham (4).
		+
		+
		+	Karl Magnus og Rollant bivaane Messen om Morgenen og ofre i Kirken. Derefter egger Otvel i sin Hidsighed Rollant til Tvekampen. Tyve Hertuger iføre nu Rollant hans Rustning og Vaaben, og alle ledsage ham, efter at han har modtaget Karl Magnus's Velsignelse, til Kamppladsen mellem de to Floder Seine og Marne (5). Otvel anmoder derpaa Karl Magnus om Vaaben, Hjelm og Brynje, Spyd og Merke, thi Sværd og Hest har han, de bedste i Verden. Kongedatteren Belesent med sine Damer iføre ham hans Vaaben, og formaner ham ved Afskeden til at forsvare sig godt mod Rollant. Oddgeir danske og Hertug Nemes ledsage nu Otvel til Kamppladsen, hvor Rollant venter ham (6). Karl Magnus stiger op paa Slotstinderne, hvorfra han giver Signal til Kampen. Kjæmperne hugge da drabeligen løs paa hinanden og fælde hinandens Heste. Karl Magnus, i Ængstelse over den tvivlsomme Kamps Udfald, falder paa Knæ med Bøn til Gud om Seier for Rollant. Rollant opfordrer Otvel til at blive kristen og at modtage af Karl Magnus gode Gaver og hans Datter Belesent. Otvel erklærer den for en Nidding, som lader sig belære af Rollant, og tror selv at være dennes Mester. Striden fortsættes endnu hidsigere (7). Det er nu kommet dertil, at deres Forsvarsvaaben ere aldeles sønderhugne. Franskmændene kaste sig nu paa Knæ med Bøn til Gud om Hjælp for Rollant. Gud bønhører dem, og den Hellige Aand daler som en snehvid Due ned over Otvel og virker hans Omvendelse, Hedningen fornægter sine Guder og bekjender Kristus, og de to Kjæmpende falde hinanden om Halsen. Karl Magnus og hans Høvdinger ile med Glæde hen imod dem. Rollant beder nu Kongen om at kristne Otvel og give ham Belesent til Ægte. Otvel døbes i den hellige Marias Kirke af Erkebiskop Turpin, og Kongen holder ham selv under Daaben (8). I dette Øieblik kommer Belesent til, hun er deilig mellem Kvinderne som Rosen og Liljen mellem de andre Blomster. Kongen tager hendes Haand og trolover hende med Otvel, og giver ham i Medgift med hende, foruden mange andre Lande, hele Lombardiet. Belisent giver gjerne sit Samtykke. Otvel beder om Udsættelse med Bryllupet til han har erobret Lombardiet og Attilia og fældet Kong Garsia og alle dem af hans Folk, som ikke ville antage Kristendommen. Efter et prægtigt Aftensmaaltid begiver man sig til Hvile om Natten (9).
		+
		+
		+	Ved Daggry bivaaner Kong Karl Magnus Ottesangen. Derefter stevner han sine Mænd til sig, og paa dette Møde bestemmes, at man skal være færdig til Toget mod Kong Garsias ved Begyndelsen af April Maaned. Kongen sender imidlertid Breve over alt sit Rige for at udbyde almindelig Leding, og hver den, som paa Grund af Sygdom ikke kunde komme, skulde give fire Penninge til den hellige Dionysius's Kirke (10). Der samler sig nu til Paris bevæbnede Mænd i Tusindevis fra alle Karl Magnus's Riger. Den første April, da Græsset var spiret frem paa Marken, drager Kong Karl Magnus afsted mod Kong Garsia, og tager Veien om St. Denis. Kvinderne græde, bande Kong Garsia og bede Gud om Seier for Karl Magnus (11). Rollant og hans Folk drage i Spidsen, Hertug Nemes er tilbage for at vogte Landet. Belisent ledsager Otvel, ridende paa et Mulæsel, der i Hurtighed ikke stod meget tilbage for en Galei paa Søen. De drage nu gjennem Burgundien og over Mundiufjeld og komme i Nærheden af Staden Attilia. Her tage de Nattekvarter, sørge for Hestene og pleie de Syge. Karl Magnus er imidlertid ikke ledig, han lader slaa en Bro over Floden. Medens andre efter fuldendt Arbeide gaa hjem til sin Aftensmad, væbne Rollant, Oddgeir og Oliver sig og drage uden de Øvriges Vidende over Broen ud paa Eventyr (12). Imidlertid have ogsaa paa den anden Side 4 Kjæmper væbnet sig, Balsamar af Minan (Ninive), Corsables, Askaner og Klares, og drage ud i lignende Hensigt, de udstøde Trusler imod Rollant og Oliver, især trues Rollant haardt af Klares, som har sin Broder Samson at hævne paa ham (13). Disse støde nu sammen med de tre Jævninger, der opstaar en Kamp, hvori Hedningerne fældes paa Klares nær, der efter forgjæves Forsøg paa at hævne sine Kammerater tilsidst overgiver sig (14). Idet de nu drage afsted med sin Fange, møde de en Hær af et Tusinde, et Hundrede og syv Riddere. De se ingen anden Udvei for sig end at indlade sig med den store Overmagt, og løslade imidlertid sin Fange Klares (15). Der opstaar nu en heftig Kamp, hvori de tre Jævninger gjøre Underverker af Tapperhed og fælde mange Hedninger. Disses Anfører, Karmel af Sarabia, rider nu til, skjælder sine Mænd ud, fordi de lade sig kue af 3 Mænd, farer løs paa Oddgeir, hvem han saarer og kaster af Hesten. Rollant ytrer sin Sorg herover. Nu rider Hedningen Alfage frem, en Frænde af Kongedatteren Esklavenie, der havde skjenket ham et guldsømmet Mærke, han anfalder Oliver og kaster ham af Hesten, dog uden at saare ham. Denne springer rask op paa sin Hest igjen, og Kampen fortsættes til end mere Uleilighed for Franskmændene (16). Oddgeir kjæmper nu tappert til Fods med sit Sværd Kurtein, og befinder sig i stor Forlegenhed, men frelses af sin forrige Fange Klares, der endog dræber Høvdingen Moables for hans Skyld. Klares skaffer ham en Hest og lader ham ved tyve Mænd ledsage til sin Kjæreste, den smukke Kongedatter Alfamis. Hun var med to Damer, Gaute og Belamer, gaaet ud i sin Have at drage frisk Luft. Hun tager vel imod Oddgeir, hendes Damer afføre ham hans Vaaben, de pleie hans Saar, bringe ham til Sengs, og give ham af de søde Urter, som Gud satte i den Have, der heder Heilivaag. Han falder træt i Søvn og vaagner sund og frisk (17). Rollant og Oliver vedligeholde imidlertid Kampen med Hedningerne og fælde endnu 14 af dem, skjønt tvungne at trække sig tilbage for Overmagten (18).
		+
		+
		+	Otvel har imidlertid savnet de tre Jævninger, Rollant, Oliver og Oddgeir, og aner, hvor de ere dragne hen. Han samler sine og Belesents Skarer, 700 Mand, efter at have opfordret Karl Magnus til at angribe Hedningerne, og de drage alle over Broen. Otvel rider et Pileskud foran sine Mænd, han har over sin Rustning et uskatterligt Klæde af fortrinlige Egenskaber, som Ild og Lue ei kan fortære, og som lagt paa en dødelig saaret Mands Legeme, om ei mere deraf end en Penges Værd, øieblikkelig helbreder ham. Han træffer nu Rollant ved en Fiskebæk, og irettesætter ham, fordi han har vovet sig saa faatallig mod Hedningerne, spørger ham, om han agter alene at fortære alle Hedningerne, han tror, at de vilde skulle dem begge nok at gnave paa. Otvel faar nu Øie paa Oliver, som er haardt betrængt af en hedensk Høvding, han forfølger og fælder denne. Herefter opstaar en heftig Kamp, hvori navnlig Engiler udmærker sig ved at fælde en Mængde Hedninger (19). En Hedning Drafanz (Arapa) fra Florient egger Klares til Kampen, denne fælder nu Foladralemane (Drol af Alemanne) midt imellem mange Franskmænd. Arapa fælder derpaa Girard af Orliens, men bliver derpaa selv dræbt af Otvel, uagtet han er hans Frænde. Kong Klares fælder mange og trænger sig igjennem Franskmændenes Hær, hvor alt maa vige for ham, og kommer usaaret til sine Folk; han rider afsted med dem til Staden, og møder Hovedkongen Garsias Folk, det var 20 Tusinde, og nu mon Kampen begynde paa ny, dersom Dagen strækker til. Klares hæver atter sit Banner (20). Klares møder nu Otvel, og spørger, hvem han dog er, der i Dag har gjort slig Ødelæggelse paa Kong Garsias Folk. Otvel svarer, at han er Søn af Galien den kjække, hans Moder hed Dia, og at han har antaget Kristendommen, og af Karl Magnus faaet Lombardiet og hans Datter Belesent. Klares formaner ham til atter at ty til Maumet og lover at indlægge et godt Ord for ham hos Kong Garsia. Otvel afslaar det og erklærer, hvis han kan fange ham eller Kong Garsia, at han skal hænge dem i den høieste Galge. Tilsidst enes de om, ved Tvekamp at afgjøre, hvis Magt er størst, Krists eller Maumets. Herefter skilles de. Franskmændene tage sig Natteherberge, pleie sine Syge og begrave de Døde. Otvel iler nu til Karl Magnus og modtages paa det kjærligste af Belesent. Paa Karl Magnus's Side holde Vagt om Natten Hugo og Alemannerne. Hedningerne holde Vagt paa sin Side og blæse i sine Horn hele Natten til Solopgang (21). Kong Klares staar op i Daggry og væbner sig, hans forskjellige Vaaben opregnes. Kongedatteren Alfamia ønsker Maumets Velsignelse over ham ved Afskeden. Maumets Billede sættes paa en pragtfuld Marmorvogn og føres over Elven. Klares kommer nu saa nær, at han kan overse Karl Magnus's Hær, og der overkommer ham Ængstelse for Kong Garsias Skjebne (22).
		+
		+
		+	Karl Magnus staar tidlig op om Morgenen og begiver sig til Kamppladsen, ledsaget af Rollant, Oliver og Otvel, og en Mængde andre Mænd. En Ordvexling opstaar mellem ham og Klares; hvori denne fortæller ham, at han aldrig vil gjense Frankrig, og at Kong Garsia har skjenket hans Rige og Krone til den tappre Ridder Florient fra Subalis. Otvel beder ham opgive sine pralende Ord, han skal værge Kongens Sag med Vaaben (23). Franskmændene iføre nu Otvel Rustning, og de tolv Jævninger ledsage ham til Kamppladsen (24). Otvel møder nu Klares, og er efter Aftale kommen i Tvekamp at bevise Kristi Magt over Mahon (Maumet), og raader ham til at tro paa Marias Søn og fornægte Maumet. Klares afslaar dette, og begge ride nu mod hinanden, og begges Spydskaft sønderbrydes i Sammenstødet, og efter at begge have tildelt hinanden store Saar, fældes Klares tilsidst at Otvel. Kong Garsia havde sendt 3 Riddere til Kamppladsen for at tage Otvel til Fange, disse blive overvundne at Rollant, Oliver og Ermoen. Karl Magnus byder nu Franskmændene rykke mod Staden, Hedningerne flygte. Kong Garsia og Otvel træffe sammen, den sidste opfordrer Kongen til at antage Kristendommen og at underkaste sig Karl Magnus; da han vægrer sig herved, fælder Otvel ham i Kampen. Faa af Hedningerne undkomme (25). Oddgeir danske skjenker Alfanie Kongedatter Pardon og dem der førte ham til Staden, da Hedningerne tog ham, derpaa iler han til Karl Magnus, og modtages med Glæde at ham og hele Hirden. Derefter feirer Karl Magnus Otvels og sin Datter Belesents Bryllup. Bryllupet staar en halv Maaned, og der vanker Drik og Morskab, som sjelden findes i de nordiske Lande. Derefter drager Karl Magnus hjem til Frankrig, men Otvel bliver efter, og med ham en stor Mængde Riddere.
		+

	----		----

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 6. sep. 2017 kl. 11:01
Linje 100:		Linje 100:


−	===Af Agulando===	+	===Af Agulando konungi===

	Turpin, Erkebiskop af Reins, skrev efter Opfordring af Leofrandus, Decanus af Achis, Historien om Spaniens Befrielse fra Saracenerne ved Keiser Karlamagnus. Da Apostelen Jacobus, som først havde prædiket Kristendommen i Spanien, var bleven henrettet i Jerusalem, bragte hans Disciple hans afsjælede Legeme til Compostella i Spanien, og understøttede af hans Mirakler kristnede de hele Landet. Efter lang Tids Forløb blev dette erobret af Saracenerne og Moabiterne, som næsten aldeles tilintetgjorde Kristendommen.		Turpin, Erkebiskop af Reins, skrev efter Opfordring af Leofrandus, Decanus af Achis, Historien om Spaniens Befrielse fra Saracenerne ved Keiser Karlamagnus. Da Apostelen Jacobus, som først havde prædiket Kristendommen i Spanien, var bleven henrettet i Jerusalem, bragte hans Disciple hans afsjælede Legeme til Compostella i Spanien, og understøttede af hans Mirakler kristnede de hele Landet. Efter lang Tids Forløb blev dette erobret af Saracenerne og Moabiterne, som næsten aldeles tilintetgjorde Kristendommen.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 6. sep. 2017 kl. 10:52
Linje 100:		Linje 100:


−	===Af ~~Agulandus~~===	+	===Af Agulando===

	Turpin, Erkebiskop af Reins, skrev efter Opfordring af Leofrandus, Decanus af Achis, Historien om Spaniens Befrielse fra Saracenerne ved Keiser Karlamagnus. Da Apostelen Jacobus, som først havde prædiket Kristendommen i Spanien, var bleven henrettet i Jerusalem, bragte hans Disciple hans afsjælede Legeme til Compostella i Spanien, og understøttede af hans Mirakler kristnede de hele Landet. Efter lang Tids Forløb blev dette erobret af Saracenerne og Moabiterne, som næsten aldeles tilintetgjorde Kristendommen.		Turpin, Erkebiskop af Reins, skrev efter Opfordring af Leofrandus, Decanus af Achis, Historien om Spaniens Befrielse fra Saracenerne ved Keiser Karlamagnus. Da Apostelen Jacobus, som først havde prædiket Kristendommen i Spanien, var bleven henrettet i Jerusalem, bragte hans Disciple hans afsjælede Legeme til Compostella i Spanien, og understøttede af hans Mirakler kristnede de hele Landet. Efter lang Tids Forløb blev dette erobret af Saracenerne og Moabiterne, som næsten aldeles tilintetgjorde Kristendommen.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 3. mar. 2017 kl. 15:11
Linje 6:		Linje 6:
	\|-		\|-
	\|}		\|}
−