Indledning til Gudesangene - Revisjonshistorikk

Carsten på 27. mai 2020 kl. 08:32

2020-05-27T08:32:43Z

Carsten på 6. aug. 2019 kl. 13:04

2019-08-06T13:04:07Z

Carsten: Indledning til Gudesangene

2013-01-12T10:26:17Z

Indledning til Gudesangene

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Indledning til Gudesangene]] !! !!
|-
|}

<center><big>'''[[Den ældre Edda]]'''</big>

Oversat af '''Olaf Hansen''' 1911

<big>'''Indledning til Gudesangene'''</big></center>

   Medens Eddaens Samler tydeligt har haft et bestemt Maal for Øje ved Ordningen af Heltesangene, kan man ikke se nogen fast Plan i hans Gruppering af Gudesangene. Derfor kan han i og for sig godt have haft en; muligvis har han fulgt en mytologiskkronologisk Tradition. Men en sammenhængende Gudesaga har han ikke givet, sikkert fordi han ikke har haft tilstrækkeligt Stof. Der er noget, der tyder paa, han har villet.
    Man kunde vente, at disse Kvad om Guder vilde føre os ind til Nordboernes dulgteste religiøse Forestillinger. Men vi fornemmer intet til Suset i de hellige Lunde, intet til Forsamlingens Tysthed overfor Træbilledet i Hovrundingen og Ilden og den hellige Ring, intet Gys over Ofrenes Gispen ved Midvinterblotet. Vølvens Spaadom er dog en Undtagelse fra de øvrige - den er baaret af et hedensk-religiøst Storsyn, der dog ikke har været Mængdens, men var den enkeltes. For Eddasangene digtedes jo paa et Tidspunkt, da selv de ældste Guder stod i Begreb med at følge Balder til det evige Hel og nye Tiders Syner begyndte at flimre i Syd og Vest. Vel var mange endnu Hedninger - vi ved jo, at det ikke gik saa ganske let med at indføre Kristendommen i Norge - men mange troede kun paa deres egen Kraft og Styrke.
    Det er umuligt at afgøre, hvor meget der i Kvadene støtter sig til almindelige folkelige Forestillinger og hvor meget der er frit skabt af Digteres Fantasi. Men vi kan se, at de forskellige Kvad tænker sig de samme Ting paa forskellig Maade. Hvor uens har man ikke beskrevet Skabelsen! Vaftrudner fortæller minutiøst, hvorledes alt i Verden dannedes af hver sin Del af Ymers Legeme, men Vølven lægger al Vægten paa Jordens Stigen af Hav - ved Bors Sønners Magt. Det kan være en Tids- eller Stedsforskel, der her gør sig gældende, og det kan være en rent intelluktuel. Kvadene viser heller ingen Enhedsopfattelse af Gudernes Væsen. Den Odin, der i sin Strid med Jætten viser sig at vide alt om Asernes Undergang og Menneskelivets Genfødelse, er en helt anden end den, der maa opvække de tre Tursers Moder for at komme til Klarhed over, hvad Balders Drømme varsler. Den, der skrev om Mjølnersvingeren hos Trym, har haft en anden Opfattelse af Tor end den der lod ham spotte af Harbard, som om der ingen Hammer var til. Vi synes overalt at staa overfor Guder, som Digteren har skabt efter sit Behov for at faa det frem, han vilde. En har haft Trang til at delagtiggøre andre i sin Livsvisdom og har lagt denne i Munden paa Storguden selv, en har villet spidde Folks kritikløse Sædvanetro paa Aserne og lader derfor disse staa som ynkelige Figurer omkring der mægtige Loke, ham, der kun viger for det Argument, som nok kan slaa, men ikke gendrive.
    Kvadene fører os da ind i en Gudeverden, der ikke har haft stort med Virkeligheden at gøre. I dem er Odin trængt frem til at være den øverste As og Menneskehedens Fader og Gudernes Gud. Men rundt omkring i Norden viede man Gravmindesmerkerne med Hamrens tunge Tegn. Da Kong Olaf kom ind i Hovet paa Møre, sad Tor der og var mest hædret af alle Guderne, pyntet med Guld og Sølv. I al Fald i Norge og i de norske Kolonier er der kun faa Steder, der er opkaldt efter Odin, mens mange Navne vidner om en udbredt Torsdyrkelse. Et Indblik i en Strid mellem Odins- og Torstilhængere har vi efter manges Mening i Sangen om Harbard, "hvor den paa Vikingetog i Vesterlandene vundne Kultur og finere Dannelse stilles ligeoverfor Hjemmets uslebne Mænd med de grove Sæder og tarveligere Livsvaner".
    Det, der rører sig i disse Eddasange, er da ikke Guders følelser for Mennesker eller Menneskers for Guder. Men de giver Genspejlinger af denne Verdens Hændelser: Odin er faderligt bekymret for sin Søn og holdes for Nar af en Kvinde, Freyr sidder ensom og sørger, knuget af den Kærlighed, han anser for haabløs, Tor benytter en Fisketur til at vise hele sit Vovemod - og til alt dette slutter der sig ældet Viden om Verden, Ragnarokssyner og Fornyelsestrang.

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Den eldre Edda]]
[[Kategori:Olaf Hansen]]

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 27. mai 2020 kl. 08:32
Linje 9:		Linje 9:


		+	[[Fil:Reprint Add.jpg\|right\|210px\|link=https://heimskringla.no/wiki/Heimskringla_Reprint]]<br>
		+	[[Fil:OH Edda cover.jpg\|thumb\|200px\|link=https://www.bod.dk/bogshop/den-aeldre-edda-olaf-hansen-9788743010982\| <center>Olaf Hansen: '''Den ældre Edda''' <br>'''[[Heimskringla Reprint]]'''</center>]]
	<center><big>'''[[Den ældre Edda]]'''</big>		<center><big>'''[[Den ældre Edda]]'''</big>

@@ Linje 20: / Linje 20: @@
 &nbsp;&nbsp; Medens Eddaens Samler tydeligt har haft et bestemt Maal for Øje ved Ordningen af Heltesangene, kan man ikke se nogen fast Plan i hans Gruppering af Gudesangene.  Derfor kan han i og for sig godt have haft en; muligvis har han fulgt en mytologiskkronologisk Tradition.  Men en sammenhængende Gudesaga har han ikke givet, sikkert fordi han ikke har haft tilstrækkeligt Stof.   Der er noget, der tyder paa, han har villet.
 <br>&nbsp;&nbsp; Man kunde vente, at disse Kvad om Guder vilde føre os ind til Nordboernes dulgteste religiøse Forestillinger.  Men vi fornemmer intet til Suset i de hellige Lunde, intet til Forsamlingens Tysthed overfor Træbilledet i Hovrundingen og Ilden og den hellige Ring, intet Gys over Ofrenes Gispen ved Midvinterblotet.  Vølvens Spaadom er dog en Undtagelse fra de øvrige - den er baaret af et hedensk-religiøst Storsyn, der dog ikke har været Mængdens, men var den enkeltes.  For Eddasangene digtedes jo paa et Tidspunkt, da selv de ældste Guder stod i Begreb med at følge Balder til det evige Hel og nye Tiders Syner begyndte at flimre i Syd og Vest.  Vel var mange endnu Hedninger - vi ved jo, at det ikke gik saa ganske let med at indføre Kristendommen i Norge - men mange troede kun paa deres egen Kraft og Styrke.
-<br>&nbsp;&nbsp; Det er umuligt at afgøre, hvor meget der i Kvadene støtter sig til almindelige folkelige Forestillinger og hvor meget der er frit skabt af Digteres Fantasi.  Men vi kan se, at de forskellige Kvad tænker sig de samme Ting paa forskellig Maade.  Hvor uens har man ikke beskrevet Skabelsen!  Vaftrudner fortæller minutiøst, hvorledes alt i Verden dannedes af hver sin Del af Ymers Legeme, men Vølven lægger al Vægten paa Jordens Stigen af Hav - ved Bors Sønners Magt.   Det kan være en Tids- eller Stedsforskel, der her gør sig gældende, og det kan være en rent intelluktuel.  Kvadene viser heller ingen Enhedsopfattelse af Gudernes Væsen.  Den Odin, der i sin Strid med Jætten viser sig at vide alt om Asernes Undergang og Menneskelivets Genfødelse, er en helt anden end den, der maa opvække de tre Tursers Moder for at komme til Klarhed over, hvad Balders Drømme varsler.  Den, der skrev om Mjølnersvingeren hos Trym, har haft en anden Opfattelse af Tor end den der lod ham spotte af Harbard, som om der ingen Hammer var til.  Vi synes overalt at staa overfor Guder, som Digteren har skabt efter sit Behov for at faa det frem, han vilde.  En har haft Trang til at delagtiggøre andre i sin Livsvisdom og har lagt denne i Munden paa Storguden selv, en har villet spidde Folks kritikløse Sædvanetro paa Aserne og lader derfor disse staa som ynkelige Figurer omkring der mægtige Loke, ham, der kun viger for det Argument, som nok kan slaa, men ikke gendrive.
+<br>&nbsp;&nbsp; Det er umuligt at afgøre, hvor meget der i Kvadene støtter sig til almindelige folkelige Forestillinger og hvor meget der er frit skabt af Digteres Fantasi.  Men vi kan se, at de forskellige Kvad tænker sig de samme Ting paa forskellig Maade.  Hvor uens har man ikke beskrevet Skabelsen!  Vaftrudner fortæller minutiøst, hvorledes alt i Verden dannedes af hver sin Del af Ymers Legeme, men Vølven lægger al Vægten paa Jordens Stigen af Hav - ved Bors Sønners Magt.   Det kan være en Tids- eller Stedsforskel, der her gør sig gældende, og det kan være en rent intelluktuel.  Kvadene viser heller ingen Enhedsopfattelse af Gudernes Væsen.  Den Odin, der i sin Strid med Jætten viser sig at vide alt om Asernes Undergang og Menneskelivets Genfødelse, er en helt anden end den, der maa opvække de tre Tursers Moder for at komme til Klarhed over, hvad Balders Drømme varsler.  Den, der skrev om Mjølnersvingeren hos Trym, har haft en anden Opfattelse af Tor end den der lod ham spotte af Harbard, som om der ingen Hammer var til.  Vi synes overalt at staa overfor Guder, som Digteren har skabt efter sit Behov for at faa det frem, han vilde.  En har haft Trang til at delagtiggøre andre i sin Livsvisdom og har lagt denne i Munden paa Storguden selv, en har villet spidde Folks kritikløse Sædvanetro paa Aserne og lader derfor disse staa som ynkelige Figurer omkring den mægtige Loke, ham, der kun viger for det Argument, som nok kan slaa, men ikke gendrive.
 <br>&nbsp;&nbsp; Kvadene fører os da ind i en Gudeverden, der ikke har haft stort med Virkeligheden at gøre.  I dem er Odin trængt frem til at være den øverste As og Menneskehedens Fader og Gudernes Gud.  Men rundt omkring i Norden viede man Gravmindesmerkerne med Hamrens tunge Tegn.  Da Kong Olaf kom ind i Hovet paa Møre, sad Tor der og var mest hædret af alle Guderne, pyntet med Guld og Sølv.  I al Fald i Norge og i de norske Kolonier er der kun faa Steder, der er opkaldt efter Odin, mens mange Navne vidner om en udbredt Torsdyrkelse.  Et Indblik i en Strid mellem Odins- og Torstilhængere har vi efter manges Mening i Sangen om Harbard, "hvor den paa Vikingetog i Vesterlandene vundne Kultur og finere Dannelse stilles ligeoverfor Hjemmets uslebne Mænd med de grove Sæder og tarveligere Livsvaner".
 <br>&nbsp;&nbsp; Det, der rører sig i disse Eddasange, er da ikke Guders følelser for Mennesker eller Menneskers for Guder.  Men de giver Genspejlinger af denne Verdens Hændelser: Odin er faderligt bekymret for sin Søn og holdes for Nar af en Kvinde, Freyr sidder ensom og sørger, knuget af den Kærlighed, han anser for haabløs, Tor benytter en Fisketur til at vise hele sit Vovemod - og til alt dette slutter der sig ældet Viden om Verden, Ragnarokssyner og Fornyelsestrang.