Inges saga (dansk) - Revisjonshistorikk

Jesper på 22. sep. 2025 kl. 14:58

2025-09-22T14:58:59Z

Carsten på 22. sep. 2025 kl. 09:56

2025-09-22T09:56:53Z

Jesper på 7. jan. 2018 kl. 07:39

2018-01-07T07:39:10Z

Jesper på 2. aug. 2015 kl. 09:45

2015-08-02T09:45:47Z

Vis endringer

Jesper: Kap. 28-32

2014-05-29T10:38:53Z

Kap. 28-32

Jesper på 29. mai 2014 kl. 10:25

2014-05-29T10:25:10Z

Jesper på 26. mai 2014 kl. 17:39

2014-05-26T17:39:40Z

Jesper: Kap. 23-27

2014-05-26T13:00:41Z

Kap. 23-27

Jesper: Kap. 19-22

2014-05-25T15:13:31Z

Kap. 19-22

Jesper: Kap. 13-18

2014-05-23T12:20:31Z

Kap. 13-18

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 22. sep. 2025 kl. 14:58
Linje 192:		Linje 192:


−	'''19. Om Øistein og ~~Hissingboerne~~'''<ref>I dette og i det følgende kapitel citeres Einar Skulesons ''Runhenda''. Versemålet er ''runhent'' — det samme som Egil Skallagrimson anvendte i ''Hovedløsen'' — hvor der bruges både stavrim og enderim. En bare nogenlunde tilfredsstillende gendigtning af de kompakte strofer er yderst vanskelig, og jeg har derfor valgt ikke at medtage versene i denne oversættelse.</ref>	+	'''19. Om Øistein og Hisingboerne'''<ref>I dette og i det følgende kapitel citeres Einar Skulesons ''Runhenda''. Versemålet er ''runhent'' — det samme som Egil Skallagrimson anvendte i ''Hovedløsen'' — hvor der bruges både stavrim og enderim. En bare nogenlunde tilfredsstillende gendigtning af de kompakte strofer er yderst vanskelig, og jeg har derfor valgt ikke at medtage versene i denne oversættelse.</ref>

−	Kong Øistein Haraldson var østpå i Viken nær landegrænsen; han blev uenig med bønderne, og folk fra Ranrike og ~~Hissingboerne~~ samlede sig imod ham, men han drog i kamp mod dem og sejrede. Stedet, hvor de sloges, hedder Leikberg. Han afbrændte også gårdene vidt omkring på ~~Hissingen~~. Siden gik bønderne under ham og betalte store bøder, mens kongen tog gidsler af dem.	+	Kong Øistein Haraldson var østpå i Viken nær landegrænsen; han blev uenig med bønderne, og folk fra Ranrike og Hisingboerne samlede sig imod ham, men han drog i kamp mod dem og sejrede. Stedet, hvor de sloges, hedder Leikberg. Han afbrændte også gårdene vidt omkring på Hisingen. Siden gik bønderne under ham og betalte store bøder, mens kongen tog gidsler af dem.

@@ Linje 5: / Linje 5: @@
 ! Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Saga Inga Haraldssonar ok brœðra hans]] !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Inges saga]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Inge Haraldsøns og hans Brødres Saga (C.C.Rafn)]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Konung Inges och hans bröders historia]] !!
 |-
-!  !!  !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Soga um Inge]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Inges saga (dansk)]] !! !!
+!  !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Uphaf Inga konungs(FJ)]] !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Soga um Inge]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Inges saga (dansk)]] !! !!
 |-
 |}

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 7. jan. 2018 kl. 07:39
Linje 257:		Linje 257:
	'''27. Om Gregorius Dagson'''		'''27. Om Gregorius Dagson'''

−	Da rejste kong Sigurd sig og tog ordet og sagde, at det var usandt, hvad Inge beskyldte dem for, og at det var sådan noget Gregorius fandt på. Han sagde, at hvis han måtte bestemme, skulle der ikke gå længe, før de mødtes, så han kunne slå til den gyldne hjelm, og han sluttede sin tale med at sige, at de ikke begge skulle leve længe. Gregorius svarede og sagde, at han var klar, og at han mente, at Sigurd kun behøvede glæde sig lidt til mødet. Få dage senere blev en af Gregorius’ huskarle dræbt ude på gaden, og det var kong Sigurds huskarl, der dræbte ham. Da ville Gregorius fare på kong Sigurd og dennes folk, men kong Inge og mange andre frarådede det. Da Ingerid — kong Inges mor — gik fra aftengudstjeneste, kom hun forbi, hvor Sigurd Prydsjal lå dræbt; han var kong Inges livvagt og var gammel og havde tjent mange konger. Det var kong Sigurds folk — Hallvard Gunnarson og Sigurd, der var søn af Øistein Travale — der havde dræbt ham, men folk beskyldte kong Sigurd for at stå bag. Ingerid gik straks til kong Inge og fortalte ham det og sagde, at han længe ville være en lille konge, såfremt han ikke gjorde noget ved, at hans livvagter — den ene efter den anden — blev slagtet som svin. Kongen blev vred over hendes påtale, og mens de skændtes, kom Gregorius gående ind klædt i hjelm og brynje og sagde, at kongen ikke skulle være vred, men at hun sagde sandheden, »— og jeg er kommet her for at støtte dig, hvis du vil angribe kong Sigurd, og her står mere end 100 mand ude i gården — mine huskarle — i brynje og med hjelm, og vi vil gå imod dem fra den kant, som andre vil synes er værst.« De fleste frarådede det og sagde, at Sigurd vel ville bøde for sit uheld. Da Gregorius indså, at kong Inge ville lade sig tale fra det, sagde han til ham: »Sådan plukker ~~dig~~ dig! For kort tid siden dræbte de min huskarl, og nu en af dine livvagter, og så vil de vel jage mig eller en anden lendermand, som de formoder, du nødigst vil undvære. Og de ser, at du ikke gør noget ved det og fratager dig kongemagten, når dine venner er fjernet. Ligemeget hvilken vej dine andre lendermænd vælger, vil jeg ikke vente på at blive slået ned som et stykke kvæg. Allerede i nat skal Sigurd og jeg købslå, og så må den handel gå, som den gør. Det er både sådan, at du er ilde stedt på grund af din vanførhed, men jeg tror også, at du mangler vilje til at beskytte dine venner; jeg er nu aldeles klar til at opsøge Sigurd herfra, for mit banner er her udenfor.« Kong Inge rejste sig og kaldte efter sine klæder, og han bad enhver, der ville følge ham, gøre sig klar. Han sagde, at det ikke nyttede noget, at ville tale ham fra det; han havde længe afholdt sig fra det, men nu måtte der gås til stålet mellem dem.	+	Da rejste kong Sigurd sig og tog ordet og sagde, at det var usandt, hvad Inge beskyldte dem for, og at det var sådan noget Gregorius fandt på. Han sagde, at hvis han måtte bestemme, skulle der ikke gå længe, før de mødtes, så han kunne slå til den gyldne hjelm, og han sluttede sin tale med at sige, at de ikke begge skulle leve længe. Gregorius svarede og sagde, at han var klar, og at han mente, at Sigurd kun behøvede glæde sig lidt til mødet. Få dage senere blev en af Gregorius’ huskarle dræbt ude på gaden, og det var kong Sigurds huskarl, der dræbte ham. Da ville Gregorius fare på kong Sigurd og dennes folk, men kong Inge og mange andre frarådede det. Da Ingerid — kong Inges mor — gik fra aftengudstjeneste, kom hun forbi, hvor Sigurd Prydsjal lå dræbt; han var kong Inges livvagt og var gammel og havde tjent mange konger. Det var kong Sigurds folk — Hallvard Gunnarson og Sigurd, der var søn af Øistein Travale — der havde dræbt ham, men folk beskyldte kong Sigurd for at stå bag. Ingerid gik straks til kong Inge og fortalte ham det og sagde, at han længe ville være en lille konge, såfremt han ikke gjorde noget ved, at hans livvagter — den ene efter den anden — blev slagtet som svin. Kongen blev vred over hendes påtale, og mens de skændtes, kom Gregorius gående ind klædt i hjelm og brynje og sagde, at kongen ikke skulle være vred, men at hun sagde sandheden, »— og jeg er kommet her for at støtte dig, hvis du vil angribe kong Sigurd, og her står mere end 100 mand ude i gården — mine huskarle — i brynje og med hjelm, og vi vil gå imod dem fra den kant, som andre vil synes er værst.« De fleste frarådede det og sagde, at Sigurd vel ville bøde for sit uheld. Da Gregorius indså, at kong Inge ville lade sig tale fra det, sagde han til ham: »Sådan plukker de dig! For kort tid siden dræbte de min huskarl, og nu en af dine livvagter, og så vil de vel jage mig eller en anden lendermand, som de formoder, du nødigst vil undvære. Og de ser, at du ikke gør noget ved det og fratager dig kongemagten, når dine venner er fjernet. Ligemeget hvilken vej dine andre lendermænd vælger, vil jeg ikke vente på at blive slået ned som et stykke kvæg. Allerede i nat skal Sigurd og jeg købslå, og så må den handel gå, som den gør. Det er både sådan, at du er ilde stedt på grund af din vanførhed, men jeg tror også, at du mangler vilje til at beskytte dine venner; jeg er nu aldeles klar til at opsøge Sigurd herfra, for mit banner er her udenfor.« Kong Inge rejste sig og kaldte efter sine klæder, og han bad enhver, der ville følge ham, gøre sig klar. Han sagde, at det ikke nyttede noget, at ville tale ham fra det; han havde længe afholdt sig fra det, men nu måtte der gås til stålet mellem dem.

@@ Linje 26: / Linje 26: @@
 <center>''Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Finnur Jónssons'' [[Heimskringla (FJ)|Heimskringla – Nóregs konunga s&#491;gur]] ''G. E. C. Gads Forlag, København, 1911 (1925)''</center>
 ----
@@ Linje 263: / Linje 260: @@
-[[Fil:Siden er under udarbejdelse.jpg|center]]
+'''28. Kong Sigurds fald'''
-'''Noter:'''
+'''Note:'''
 <references />

@@ Linje 141: / Linje 141: @@
 '''13. Da Øistein Haraldson kom til Norge'''
-Sigurd og Inge havde regeret Norge i seks år. Det forår kom Øistein vestfra fra Skotland; han var søn af Harald Gille. Arne Hidse og Torleif Brynjolfson og Kolbein Dynge var taget vestpå over havet efter Øistein, og de fulgte ham i land og drog straks nordpå til Trondheim. Trønderne tog imod ham, og han blev i gangdagene taget til konge, således at han skulle have tredjepart i Norge sammen med sine brødre. Sigurd og Inge var da østpå i landet, men der drog sendebude imellem kongerne, og de blev således forligte, at Øisten skulle have en tredjedel af magten. Der blev ikke afholdt gudsdom for at afgøre Øisteins herkomst, men man troede på det, kong Harald havde sagt om sagen. Øisteins mor hed Bjadok, og hun kom til Norge sammen med ham.
+Sigurd og Inge havde regeret Norge i seks år. Det forår kom Øistein vestfra fra Skotland; han var søn af Harald Gille. Arne Hidse og Torleif Brynjolfson og Kolbein Dynge var taget vestpå over havet efter Øistein, og de fulgte ham i land og drog straks nordpå til Trondheim. Trønderne tog imod ham, og han blev i gangdagene taget til konge, således at han skulle have tredjepart i Norge sammen med sine brødre. Sigurd og Inge var da østpå i landet, men der drog sendebude imellem kongerne, og de blev således forligte, at Øistein skulle have en tredjedel af magten. Der blev ikke afholdt gudsdom for at afgøre Øisteins herkomst, men man troede på det, kong Harald havde sagt om sagen. Øisteins mor hed Bjadok, og hun kom til Norge sammen med ham.
@@ Linje 202: / Linje 202: @@
 '''20. Kong Øistein Haraldsons hærtogt'''
-[[Fil:Øistein Haraldsøn i Skotland og England.jpg|thumb|right|350px|<center>'''''Kong Øistein i Skotland og England'''''</center>]]Kort tid efter indledte kong Øisten sit udlandstogt vestpå over havet og sejlede til Katanæs. Han erfarede, at jarl Harald Maddadson var i Torså; han lagde til med tre småskuder og kom uventet over dem. Jarlen havde et 30 rums-skib og 80 mand på det, men da de ikke var rede, kunne kong Øisteins folk straks komme op på skibet, hvor de pågreb jarlen og tog skibet med sig. Han købte sig fri med 3 mærker guld, og således skiltes de. Dette fortæller Einar Skuleson:
+[[Fil:Øistein Haraldsøn i Skotland og England.jpg|thumb|right|350px|<center>'''''Kong Øistein i Skotland og England'''''</center>]]Kort tid efter indledte kong Øistein sit udlandstogt vestpå over havet og sejlede til Katanæs. Han erfarede, at jarl Harald Maddadson var i Torså; han lagde til med tre småskuder og kom uventet over dem. Jarlen havde et 30 rums-skib og 80 mand på det, men da de ikke var rede, kunne kong Øisteins folk straks komme op på skibet, hvor de pågreb jarlen og tog skibet med sig. Han købte sig fri med 3 mærker guld, og således skiltes de. Dette fortæller Einar Skuleson:

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 26. mai 2014 kl. 17:39
Linje 250:		Linje 250:
	'''25. Præsten Rikard og kong Olavs mirakel'''		'''25. Præsten Rikard og kong Olavs mirakel'''

−	Der var to ætstore og velhavende brødre i Oplandene — Einar og Andres — som var sønner af Guttorm Gråskæg og morbrødre til kong Sigurd Haraldson; de havde dér deres arvejord og alle deres besiddelser. De havde en søster, som var meget smuk at se på, men dog ikke varsom over for onde mænds ord, som det siden skulle vise sig. ~~Han~~ havde været meget blid imod en engelsk præst, der hed Rikard, som havde ophold hos hendes brødre; hun føjede sig af velvilje ofte efter hans ønsker og gjorde ham megen gavn. Det gik da ikke bedre, end at der fór stygge rygter om kvinden, og da det var blevet almindelig snak, mente alle, at det måtte være præstens skyld — også hendes brødre; så snart de blev klar over dette, sagde de til almuen, at det rimeligvis var på grund af det store venskab, der var imellem dem. Siden blev det dem til stor ulykke, som man kunne vente, da brødrene tav om deres skjulte planer og ikke lod sig mærke med noget. En dag kaldte de præsten til sig; han ventede ikke andet end godt af dem. De lokkede ham med sig hjemmefra og sagde, at de havde et nødvendigt ærinde i et andet herred, og de bad ham følge med. Med hjemmefra havde de en mand, der kendte til deres planer. De sejlede på et skib på det vand, der hedder Rand, og drog frem langs stranden og landede ved det næs, der kaldes Skiftesand, hvor de gik op i land og underholdt sig en tid. Så drog de til et afsides sted og bad dér arbejdskarlen slå præsten med øksehammeren; han slog ham, så han mistede bevidstheden, og da han kom til sig selv, sagde han: »Hvorfor behandler I mig så hårdt?« De svarede: »Selv om ingen har fortalt dig det, skal du nu vide, hvad du har gjort.« Og de forelagde ham derpå deres anklager. Han nægtede og bad Gud og den hellige kong Olav afgøre sagen imellem dem. De brækkede derpå hans ene underben; så trak de ham til skoven imellem sig og bandt hans hænder på ryggen. Derefter lagde de et reb om hovedet på ham og satte et bræt bag hans skuldre og hoved, og de satte en stok i rebet og snoede det. Så tog Einar en pind og satte den mod præstens øje, og hans tjener stod ved siden af og slog med øksen, så øjet faldt ud og ned i skægget; da satte Einar pinden mod det andet øje og sagde til tjeneren: »Slå, men mindre hårdt!« Det gjorde han, men pinden sprang af øjeæblet og rev øjenlåget af ham. Einar samlede øjenlåget op og så, at øjet stadig var der. Da satte han pinden ude ved kinden; tjeneren slog på den, og øjet faldt ned på kindbenet, hvor det var højest. Siden åbnede de hans mund, tog fat i tungen og trak den ud og skar den af, hvorefter de løste hans hænder og fødder. Så snart han kom til sig selv, lagde han øjnene op på deres plads ved brynene og holdt dem dér med begge hænder, så godt han formåede. De bar ham om bord på skibet og sejlede til den gård, der hedder Sæheimsrud, hvor de lagde til. De sendte en mand op til gården for at sige, at der lå en præst dér på stranden ved skibene. Mens denne mand, der blev sendt, var væk, spurgte de, om præsten kunne tale, og han vrikkede med tungen og forsøgte at sige noget. Da sagde Einar til sin bror: »Hvis han kommer sig, og tungestumpen gror sammen, så tror jeg, at han vil kunne tale.« Derpå greb de om tungestumpen med en tang og trak i den og skar to gange ned i den og en tredje gang i tungeroden og lod ham ligge dér halvdød. Husfruen dér på gården var fattig, men hun — og hendes datter med hende — gik straks ned og bar ham imellem sig hjem til huset. Siden sendte de bud efter præsten, og da han kom, forbandt han alle hans sår og forsøgte at hjælpe ham, så godt han kunne. Dér lå han — den sårede præst — ilde tilredt, men altid håbende og aldrig tvivlende på Guds miskund, og han bad — uden at kunne tale — til Gud i sine tanker og med sorgfyldt hjerte; og jo dårligere han blev, desto mere fortrøstningsfuld blev han, og han vendte sin hu til den milde konge — Olav den Hellige, Guds helgen — og havde han før hørt om dennes underværker, troede han nu så meget mere på ham af hele sit hjerte for at få al hans hjælp i sin nød. Mens han lå dér — lam og berøvet alle sine kræfter — græd han bitterligt og stønnede og bad med smertende bryst denne helgen — kong Olav — hjælpe sig. Efter midnat faldt den sårede præst i søvn; da forekom det ham, at en gævt udseende mand kom hen til ham og talte til ham: »Du er blevet dårligt behandlet — Rikard, min ven! — og jeg ser, at du ikke har mange kræfter.« Det forekom præsten, at han bekræftede dette. Da sagde manden til ham: »Du trænger til miskund.« Præsten sagde: »Jeg har brug for den almægtige Guds og Olav den Helliges miskund.« Han svarede: »Det skal du også få.« Så tog han fat i tungestumpen og trak så hårdt i den, at det gjorde ondt på præsten. Derefter strøg han med sine hænder over øjnene på ham og over benet og de andre lemmer, der var skadede. Da spurgte præsten, hvem manden var. Han så på ham og sagde: »Olav er her fra Trondheim nordpå.« Derpå forsvandt han, men præsten vågnede fuldstændig helbredt. »Jeg er frelst,« sagde han, »— takket være Gud og den hellige kong Olav; han har helbredt mig, og jeg var endda så ilde tilredt.« Han kom sig hurtigt over al sin ulykke, og det forekom ham, at han hverken havde været såret eller syg. Tungen var hel, begge øjne var kommet på plads, benbruddet var groet sammen, og alle hans andre sår var helede og fri for smerter, og han havde fået den bedste helse. Som bevis på, at hans øjne havde været stukket ud, groede der et hvidt ar på begge øjenlåg, hvoraf man kunne se den gæve konges under mod denne mand, der var blevet mishandlet sådan.	+	Der var to ætstore og velhavende brødre i Oplandene — Einar og Andres — som var sønner af Guttorm Gråskæg og morbrødre til kong Sigurd Haraldson; de havde dér deres arvejord og alle deres besiddelser. De havde en søster, som var meget smuk at se på, men dog ikke varsom over for onde mænds ord, som det siden skulle vise sig. Hun havde været meget blid imod en engelsk præst, der hed Rikard, som havde ophold hos hendes brødre; hun føjede sig af velvilje ofte efter hans ønsker og gjorde ham megen gavn. Det gik da ikke bedre, end at der fór stygge rygter om kvinden, og da det var blevet almindelig snak, mente alle, at det måtte være præstens skyld — også hendes brødre; så snart de blev klar over dette, sagde de til almuen, at det rimeligvis var på grund af det store venskab, der var imellem dem. Siden blev det dem til stor ulykke, som man kunne vente, da brødrene tav om deres skjulte planer og ikke lod sig mærke med noget. En dag kaldte de præsten til sig; han ventede ikke andet end godt af dem. De lokkede ham med sig hjemmefra og sagde, at de havde et nødvendigt ærinde i et andet herred, og de bad ham følge med. Med hjemmefra havde de en mand, der kendte til deres planer. De sejlede på et skib på det vand, der hedder Rand, og drog frem langs stranden og landede ved det næs, der kaldes Skiftesand, hvor de gik op i land og underholdt sig en tid. Så drog de til et afsides sted og bad dér arbejdskarlen slå præsten med øksehammeren; han slog ham, så han mistede bevidstheden, og da han kom til sig selv, sagde han: »Hvorfor behandler I mig så hårdt?« De svarede: »Selv om ingen har fortalt dig det, skal du nu vide, hvad du har gjort.« Og de forelagde ham derpå deres anklager. Han nægtede og bad Gud og den hellige kong Olav afgøre sagen imellem dem. De brækkede derpå hans ene underben; så trak de ham til skoven imellem sig og bandt hans hænder på ryggen. Derefter lagde de et reb om hovedet på ham og satte et bræt bag hans skuldre og hoved, og de satte en stok i rebet og snoede det. Så tog Einar en pind og satte den mod præstens øje, og hans tjener stod ved siden af og slog med øksen, så øjet faldt ud og ned i skægget; da satte Einar pinden mod det andet øje og sagde til tjeneren: »Slå, men mindre hårdt!« Det gjorde han, men pinden sprang af øjeæblet og rev øjenlåget af ham. Einar samlede øjenlåget op og så, at øjet stadig var der. Da satte han pinden ude ved kinden; tjeneren slog på den, og øjet faldt ned på kindbenet, hvor det var højest. Siden åbnede de hans mund, tog fat i tungen og trak den ud og skar den af, hvorefter de løste hans hænder og fødder. Så snart han kom til sig selv, lagde han øjnene op på deres plads ved brynene og holdt dem dér med begge hænder, så godt han formåede. De bar ham om bord på skibet og sejlede til den gård, der hedder Sæheimsrud, hvor de lagde til. De sendte en mand op til gården for at sige, at der lå en præst dér på stranden ved skibene. Mens denne mand, der blev sendt, var væk, spurgte de, om præsten kunne tale, og han vrikkede med tungen og forsøgte at sige noget. Da sagde Einar til sin bror: »Hvis han kommer sig, og tungestumpen gror sammen, så tror jeg, at han vil kunne tale.« Derpå greb de om tungestumpen med en tang og trak i den og skar to gange ned i den og en tredje gang i tungeroden og lod ham ligge dér halvdød. Husfruen dér på gården var fattig, men hun — og hendes datter med hende — gik straks ned og bar ham imellem sig hjem til huset. Siden sendte de bud efter præsten, og da han kom, forbandt han alle hans sår og forsøgte at hjælpe ham, så godt han kunne. Dér lå han — den sårede præst — ilde tilredt, men altid håbende og aldrig tvivlende på Guds miskund, og han bad — uden at kunne tale — til Gud i sine tanker og med sorgfyldt hjerte; og jo dårligere han blev, desto mere fortrøstningsfuld blev han, og han vendte sin hu til den milde konge — Olav den Hellige, Guds helgen — og havde han før hørt om dennes underværker, troede han nu så meget mere på ham af hele sit hjerte for at få al hans hjælp i sin nød. Mens han lå dér — lam og berøvet alle sine kræfter — græd han bitterligt og stønnede og bad med smertende bryst denne helgen — kong Olav — hjælpe sig. Efter midnat faldt den sårede præst i søvn; da forekom det ham, at en gævt udseende mand kom hen til ham og talte til ham: »Du er blevet dårligt behandlet — Rikard, min ven! — og jeg ser, at du ikke har mange kræfter.« Det forekom præsten, at han bekræftede dette. Da sagde manden til ham: »Du trænger til miskund.« Præsten sagde: »Jeg har brug for den almægtige Guds og Olav den Helliges miskund.« Han svarede: »Det skal du også få.« Så tog han fat i tungestumpen og trak så hårdt i den, at det gjorde ondt på præsten. Derefter strøg han med sine hænder over øjnene på ham og over benet og de andre lemmer, der var skadede. Da spurgte præsten, hvem manden var. Han så på ham og sagde: »Olav er her fra Trondheim nordpå.« Derpå forsvandt han, men præsten vågnede fuldstændig helbredt. »Jeg er frelst,« sagde han, »— takket være Gud og den hellige kong Olav; han har helbredt mig, og jeg var endda så ilde tilredt.« Han kom sig hurtigt over al sin ulykke, og det forekom ham, at han hverken havde været såret eller syg. Tungen var hel, begge øjne var kommet på plads, benbruddet var groet sammen, og alle hans andre sår var helede og fri for smerter, og han havde fået den bedste helse. Som bevis på, at hans øjne havde været stukket ud, groede der et hvidt ar på begge øjenlåg, hvoraf man kunne se den gæve konges under mod denne mand, der var blevet mishandlet sådan.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 26. mai 2014 kl. 13:00
Linje 236:		Linje 236:

	Kong Øistein var en sorthåret og mørklødet mand af lidt over middelhøjde; han var begavet og forstandig, men det, der mest kostede ham magten, var, at han var nærig og pengegrisk. Han var gift med Ragna — datter af Nikolas Måge. Kong Inge havde et meget smukt udseende; han havde gult hår, der var noget tyndt, men krøllede meget. Han var lille af vækst og kunne kun vanskeligt gå alene, da hans ene fod var uden kræfter, og han havde pukkel på skuldrene og på brystet. Han talte venligt og var mild imod sine venner, var gavmild med penge og lod i høj grad høvdingene styre landet med sig; han var vellidt af almuen, og alt dette bidrog til, at magt og mange folk kom under ham. Kong Harald Gille havde en datter, der hed Brigida; hun var først gift med den svenske kong Inge Halsteinson, men siden med jarl Karl Soneson og så med Magnus Svenskekonge, som var sammødre bror med kong Inge Haraldson. Endelig blev hun gift med jarl Birger den Smilende; de havde fire sønner: Jarl Filippus var den første, den anden var jarl Knud, den tredje Folke, den fjerde Magnus. Deres døtre var: Ingegerd, der blev gift med kong Sørkve — deres søn var kong Jon — den anden Kristin og den tredje Margrete. En anden datter af Harald Gille hed Maria; hun blev gift med Simon Skålp — søn af Halkel Krum — og deres søn hed Nikolas. Harald Gilles tredje datter hed Margrete; hun blev gift med Jon Halkelson — en bror til Simon. Nu skete der snart meget af det, der førte til uenighed mellem brødrene, men jeg vil dog alene anføre det, som jeg anser for at være årsag til de vigtigste begivenheder.		Kong Øistein var en sorthåret og mørklødet mand af lidt over middelhøjde; han var begavet og forstandig, men det, der mest kostede ham magten, var, at han var nærig og pengegrisk. Han var gift med Ragna — datter af Nikolas Måge. Kong Inge havde et meget smukt udseende; han havde gult hår, der var noget tyndt, men krøllede meget. Han var lille af vækst og kunne kun vanskeligt gå alene, da hans ene fod var uden kræfter, og han havde pukkel på skuldrene og på brystet. Han talte venligt og var mild imod sine venner, var gavmild med penge og lod i høj grad høvdingene styre landet med sig; han var vellidt af almuen, og alt dette bidrog til, at magt og mange folk kom under ham. Kong Harald Gille havde en datter, der hed Brigida; hun var først gift med den svenske kong Inge Halsteinson, men siden med jarl Karl Soneson og så med Magnus Svenskekonge, som var sammødre bror med kong Inge Haraldson. Endelig blev hun gift med jarl Birger den Smilende; de havde fire sønner: Jarl Filippus var den første, den anden var jarl Knud, den tredje Folke, den fjerde Magnus. Deres døtre var: Ingegerd, der blev gift med kong Sørkve — deres søn var kong Jon — den anden Kristin og den tredje Margrete. En anden datter af Harald Gille hed Maria; hun blev gift med Simon Skålp — søn af Halkel Krum — og deres søn hed Nikolas. Harald Gilles tredje datter hed Margrete; hun blev gift med Jon Halkelson — en bror til Simon. Nu skete der snart meget af det, der førte til uenighed mellem brødrene, men jeg vil dog alene anføre det, som jeg anser for at være årsag til de vigtigste begivenheder.
		+
		+
		+	'''23. Kardinal Nikolaus kommer til landet'''
		+
		+	Kardinal Nikolaus af Romaborg kom til Norge i Haraldsønnernes dage, og paven havde sendt ham til Norge. Kardinalen var vred på Sigurd og Øistein, og de måtte forlige sig med ham, mens han var meget venlig imod Inge og kaldte ham sin søn. Da de alle var forligte med ham, tillod han dem at vie Jon Birgisson til ærkebiskop og gav ham det klæde, der kaldes pallium, og sagde, at ærkebispestolen skulle være i Kristkirken i Nidaros, dér hvor kong Olav den Hellige hviler. Førhen havde der alene været lydbiskopper i Norge. Kardinalen fik gennemført, at ingen mand ustraffet skulle fare med våben i købstaden på nær de 12 mand, der skulle udgøre kongens følge. Han forbedrede på mange måder folks skikke i Norge, mens han var dér i landet. Ingen anden udenlandsk mand er kommet til Norge, som alle satte lige så højt eller som kunne bestemme lige så meget over almuen. Han drog siden sydpå med store vennegaver og sagde, at han altid ville være den bedste ven af nordmændene. Da han kom sydpå til Romaborg, døde den hidtidige pave pludseligt, og alle romere ville da tage Nikolaus til pave. Han blev viet til pave med navnet Adrianus. De folk, som i hans dage kom til Romaborg, fortæller, at han aldrig havde så vigtige ærinder med andre folk, at han ikke talte med nordmænd først, hvis de ønskede at møde ham. Han var ikke pave længe, og han kaldes for hellig.
		+
		+
		+	'''24. Kong Olavs mirakel'''
		+
		+	I Harald Gilles sønners dage skete det, at en mand ved navn Haldor stødte på vendere, og de pågreb ham og mishandlede ham; de skar ham op i halsen og trak tungen ud og skar den af ved tungeroden. Han søgte siden den hellige kong Olav og vendte inderligt sin hu til denne hellige mand; han græd meget og bad kong Olav skænke sig talens brug og helse. I det samme modtog han talens brug og miskund af denne gode konge, og han blev straks hans tjenestemand i resten af sine dage og var en god og trofast mand. Dette mirakel indtraf en halv måned før Den senere Olavsmesse — på den dag, da kardinal Nikolaus ankom til landet.
		+
		+
		+	'''25. Præsten Rikard og kong Olavs mirakel'''
		+
		+	Der var to ætstore og velhavende brødre i Oplandene — Einar og Andres — som var sønner af Guttorm Gråskæg og morbrødre til kong Sigurd Haraldson; de havde dér deres arvejord og alle deres besiddelser. De havde en søster, som var meget smuk at se på, men dog ikke varsom over for onde mænds ord, som det siden skulle vise sig. Han havde været meget blid imod en engelsk præst, der hed Rikard, som havde ophold hos hendes brødre; hun føjede sig af velvilje ofte efter hans ønsker og gjorde ham megen gavn. Det gik da ikke bedre, end at der fór stygge rygter om kvinden, og da det var blevet almindelig snak, mente alle, at det måtte være præstens skyld — også hendes brødre; så snart de blev klar over dette, sagde de til almuen, at det rimeligvis var på grund af det store venskab, der var imellem dem. Siden blev det dem til stor ulykke, som man kunne vente, da brødrene tav om deres skjulte planer og ikke lod sig mærke med noget. En dag kaldte de præsten til sig; han ventede ikke andet end godt af dem. De lokkede ham med sig hjemmefra og sagde, at de havde et nødvendigt ærinde i et andet herred, og de bad ham følge med. Med hjemmefra havde de en mand, der kendte til deres planer. De sejlede på et skib på det vand, der hedder Rand, og drog frem langs stranden og landede ved det næs, der kaldes Skiftesand, hvor de gik op i land og underholdt sig en tid. Så drog de til et afsides sted og bad dér arbejdskarlen slå præsten med øksehammeren; han slog ham, så han mistede bevidstheden, og da han kom til sig selv, sagde han: »Hvorfor behandler I mig så hårdt?« De svarede: »Selv om ingen har fortalt dig det, skal du nu vide, hvad du har gjort.« Og de forelagde ham derpå deres anklager. Han nægtede og bad Gud og den hellige kong Olav afgøre sagen imellem dem. De brækkede derpå hans ene underben; så trak de ham til skoven imellem sig og bandt hans hænder på ryggen. Derefter lagde de et reb om hovedet på ham og satte et bræt bag hans skuldre og hoved, og de satte en stok i rebet og snoede det. Så tog Einar en pind og satte den mod præstens øje, og hans tjener stod ved siden af og slog med øksen, så øjet faldt ud og ned i skægget; da satte Einar pinden mod det andet øje og sagde til tjeneren: »Slå, men mindre hårdt!« Det gjorde han, men pinden sprang af øjeæblet og rev øjenlåget af ham. Einar samlede øjenlåget op og så, at øjet stadig var der. Da satte han pinden ude ved kinden; tjeneren slog på den, og øjet faldt ned på kindbenet, hvor det var højest. Siden åbnede de hans mund, tog fat i tungen og trak den ud og skar den af, hvorefter de løste hans hænder og fødder. Så snart han kom til sig selv, lagde han øjnene op på deres plads ved brynene og holdt dem dér med begge hænder, så godt han formåede. De bar ham om bord på skibet og sejlede til den gård, der hedder Sæheimsrud, hvor de lagde til. De sendte en mand op til gården for at sige, at der lå en præst dér på stranden ved skibene. Mens denne mand, der blev sendt, var væk, spurgte de, om præsten kunne tale, og han vrikkede med tungen og forsøgte at sige noget. Da sagde Einar til sin bror: »Hvis han kommer sig, og tungestumpen gror sammen, så tror jeg, at han vil kunne tale.« Derpå greb de om tungestumpen med en tang og trak i den og skar to gange ned i den og en tredje gang i tungeroden og lod ham ligge dér halvdød. Husfruen dér på gården var fattig, men hun — og hendes datter med hende — gik straks ned og bar ham imellem sig hjem til huset. Siden sendte de bud efter præsten, og da han kom, forbandt han alle hans sår og forsøgte at hjælpe ham, så godt han kunne. Dér lå han — den sårede præst — ilde tilredt, men altid håbende og aldrig tvivlende på Guds miskund, og han bad — uden at kunne tale — til Gud i sine tanker og med sorgfyldt hjerte; og jo dårligere han blev, desto mere fortrøstningsfuld blev han, og han vendte sin hu til den milde konge — Olav den Hellige, Guds helgen — og havde han før hørt om dennes underværker, troede han nu så meget mere på ham af hele sit hjerte for at få al hans hjælp i sin nød. Mens han lå dér — lam og berøvet alle sine kræfter — græd han bitterligt og stønnede og bad med smertende bryst denne helgen — kong Olav — hjælpe sig. Efter midnat faldt den sårede præst i søvn; da forekom det ham, at en gævt udseende mand kom hen til ham og talte til ham: »Du er blevet dårligt behandlet — Rikard, min ven! — og jeg ser, at du ikke har mange kræfter.« Det forekom præsten, at han bekræftede dette. Da sagde manden til ham: »Du trænger til miskund.« Præsten sagde: »Jeg har brug for den almægtige Guds og Olav den Helliges miskund.« Han svarede: »Det skal du også få.« Så tog han fat i tungestumpen og trak så hårdt i den, at det gjorde ondt på præsten. Derefter strøg han med sine hænder over øjnene på ham og over benet og de andre lemmer, der var skadede. Da spurgte præsten, hvem manden var. Han så på ham og sagde: »Olav er her fra Trondheim nordpå.« Derpå forsvandt han, men præsten vågnede fuldstændig helbredt. »Jeg er frelst,« sagde han, »— takket være Gud og den hellige kong Olav; han har helbredt mig, og jeg var endda så ilde tilredt.« Han kom sig hurtigt over al sin ulykke, og det forekom ham, at han hverken havde været såret eller syg. Tungen var hel, begge øjne var kommet på plads, benbruddet var groet sammen, og alle hans andre sår var helede og fri for smerter, og han havde fået den bedste helse. Som bevis på, at hans øjne havde været stukket ud, groede der et hvidt ar på begge øjenlåg, hvoraf man kunne se den gæve konges under mod denne mand, der var blevet mishandlet sådan.
		+
		+
		+	'''26. Kong Inge og kong Sigurd holder ting på Holmen'''
		+
		+	Øistein og Sigurd var blevet uenige af den grund, at kong Sigurd havde dræbt en af kong Øisteins livvagter — Harald den Vikværske, der ejede et hus i Bergen — og en anden mand — præsten Jon Tappert, der var søn af Bjarne Sigurdson. Af denne årsag holdt de om vinteren forligsmøde i Oplandene. De to sad længe i samtale, og det kom da op, at alle brødrene sommeren efter skulle mødes i Bergen, og det hed sig fra deres samtale, at de ikke ville lade kong Inge have mere end to eller tre gårde og så stor en formue i øvrigt, at han kunne have 30 mand med sig, og at de sagde, at de ikke mente, at han havde helbredet til at være konge. Inge og Gregorius hørte disse rygter og drog til Bergen med en meget stor flok. Sigurd ankom lidt senere og havde meget færre folk. Da havde Inge og Sigurd været konger i Norge i 19 år. Kong Øistein kom senere af sted østfra fra Viken, end de gjorde nordfra. Da lod kong Inge kalde til tings på Holmen, og kong Sigurd og kong Inge mødtes dér med mange folk. Gregorius havde to skibe og godt 90 mand, som han holdt med kost; han holdt sine huskarle bedre end andre lendermænd, for han drak aldrig i sammenskudsgilder, uden at alle hans huskarle drak sammen med ham. Han gik med en forgyldt hjelm på tinget, og alle folk i hans følge bar hjelm. Kong Inge rejste sig og fortalte folkene, hvad han havde hørt, og hvad hans brødre havde tiltænkt ham; han udbad sig støtte, og alle folk gav hans tale gode tilråb og sagde, at de ville følge ham.
		+
		+
		+	'''27. Om Gregorius Dagson'''
		+
		+	Da rejste kong Sigurd sig og tog ordet og sagde, at det var usandt, hvad Inge beskyldte dem for, og at det var sådan noget Gregorius fandt på. Han sagde, at hvis han måtte bestemme, skulle der ikke gå længe, før de mødtes, så han kunne slå til den gyldne hjelm, og han sluttede sin tale med at sige, at de ikke begge skulle leve længe. Gregorius svarede og sagde, at han var klar, og at han mente, at Sigurd kun behøvede glæde sig lidt til mødet. Få dage senere blev en af Gregorius’ huskarle dræbt ude på gaden, og det var kong Sigurds huskarl, der dræbte ham. Da ville Gregorius fare på kong Sigurd og dennes folk, men kong Inge og mange andre frarådede det. Da Ingerid — kong Inges mor — gik fra aftengudstjeneste, kom hun forbi, hvor Sigurd Prydsjal lå dræbt; han var kong Inges livvagt og var gammel og havde tjent mange konger. Det var kong Sigurds folk — Hallvard Gunnarson og Sigurd, der var søn af Øistein Travale — der havde dræbt ham, men folk beskyldte kong Sigurd for at stå bag. Ingerid gik straks til kong Inge og fortalte ham det og sagde, at han længe ville være en lille konge, såfremt han ikke gjorde noget ved, at hans livvagter — den ene efter den anden — blev slagtet som svin. Kongen blev vred over hendes påtale, og mens de skændtes, kom Gregorius gående ind klædt i hjelm og brynje og sagde, at kongen ikke skulle være vred, men at hun sagde sandheden, »— og jeg er kommet her for at støtte dig, hvis du vil angribe kong Sigurd, og her står mere end 100 mand ude i gården — mine huskarle — i brynje og med hjelm, og vi vil gå imod dem fra den kant, som andre vil synes er værst.« De fleste frarådede det og sagde, at Sigurd vel ville bøde for sit uheld. Da Gregorius indså, at kong Inge ville lade sig tale fra det, sagde han til ham: »Sådan plukker dig dig! For kort tid siden dræbte de min huskarl, og nu en af dine livvagter, og så vil de vel jage mig eller en anden lendermand, som de formoder, du nødigst vil undvære. Og de ser, at du ikke gør noget ved det og fratager dig kongemagten, når dine venner er fjernet. Ligemeget hvilken vej dine andre lendermænd vælger, vil jeg ikke vente på at blive slået ned som et stykke kvæg. Allerede i nat skal Sigurd og jeg købslå, og så må den handel gå, som den gør. Det er både sådan, at du er ilde stedt på grund af din vanførhed, men jeg tror også, at du mangler vilje til at beskytte dine venner; jeg er nu aldeles klar til at opsøge Sigurd herfra, for mit banner er her udenfor.« Kong Inge rejste sig og kaldte efter sine klæder, og han bad enhver, der ville følge ham, gøre sig klar. Han sagde, at det ikke nyttede noget, at ville tale ham fra det; han havde længe afholdt sig fra det, men nu måtte der gås til stålet mellem dem.

@@ Linje 193: / Linje 193: @@
 Kong Sigurd red med sin livvagt på gæstebud østpå i Viken, og de red forbi en gård, som var ejet af en mægtig mand, der hed Simon. Da kongen red gennem byen hørte han en kvinde, der i et hus sang så smukt, at det gjorde stort indtryk på ham. Han red hen til huset og så derinde en kvinde stå ved en kværn, og hun sang så skønt, mens hun malede. Kongen sted af hesten og gik ind til kvinden og lagde sig sammen med hende. Da han drog væk, vidste Simon Bonde, hvilket ærinde kongen havde haft dér. Hun hed Tora og var Simons tjenestepige. Simon tog sig siden af hende. Kvinden fødte derefter et barn, og drengen fik navnet Håkon og blev kaldt for søn af kong Sigurd. Håkon blev opfostret dér hos Simon Torbergson og hans kone — Gunhild. Dér voksede også Simons sønner — Ønund og Andreas — op, og de og Håkon elskede hinanden så meget, at kun Hel kunne skille dem.
 [[Fil:Siden er under udarbejdelse.jpg|center]]
 [[Kategori:Alfabetisk indeks]]

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 23. mai 2014 kl. 12:20
Linje 137:		Linje 137:

	Hall fortæller, at høvdingene ville lade Sigurd dræbe straks, men de mænd, der var de grusomste og mente at have ret til at hævne de krænkelser, han havde påført dem, bestemte, at han skulle pines. Herunder nævnes Kolbeinsønnerne Sigurd og Gyrd — Benteins brødre — og Peter Byrdesvend, der ville hævne sin bror — Finn. Høvdingene og de fleste andre gik væk. De knuste hans lægben og underarme med øksehamre; så rev de tøjet af ham og og kløvede hovedsværen på ham og agtede at flå ham levende, men de kunne ikke gøre det på grund af blodstrømmen. Så tog de svøber af skind og piskede ham længe, så huden gik fuldstændig af, som var han blevet flået. Derpå skød de en stok i hans ryg, så den brækkede. Så trak de ham hen til et træ og hængte ham, hvorpå de huggede hovedet af ham og slæbte hans legeme væk og begravede det i en stenrøse. Alle folk siger — både hans venner og uvenner — at der ikke i Norge, såvidt levende folk kunne mindes, havde været en mand, der i alle henseender var mere duelig end Sigurd, men at han i visse dele var en ulykkesfugl. Hall siger, at Sigurd kun sagde lidt under pinslerne og svarede fåmælt, når folk talte til ham, og — siger Hall — han beklagede sig ikke mere, end hvis de havde slået på en stok eller en sten. Og han tilføjede, at den måtte regnes for en brav mand, der var godt udstyret med mod, som kunne udholde sådanne pinsler, men holdt sin mund eller kun gav sig lidt. Han sagde, at Sigurd aldrig ændrede sin stemme, men talte så let, som når han sad inde på ølbænken, og han talte hverken højere eller lavere eller mere skælvende, end han plejede at gøre. Han talte lige til han udåndede og sang en tredjedel af psalterium, og det forekom Hall at vidne om større mod og udholdenhed end hos andre mænd. Den præst, der havde kirken kort derfra, lod Sigurds lig føre derhen til kirken; denne præst var en ven af Haraldsønnerne. Da dette rygtedes, blev de vrede på ham og lod ham føre liget tilbage, hvor det før havde været, og præsten måtte endda bøde for det. Sigurds venner kom siden på skib sydfra fra Danmark efter liget, og de førte det til Aalborg og begravede det i Mariakirken dér i byen. Provsten Ketil, der varetog Mariakirken, fortalte Erik, at Sigurd var begravet dér. Tjostolf Åleson lod kong Magnus’ lig føre til Oslo og begrave i Hallvardskirken hos kong Sigurd — hans far. Lodin Suppeæder førte de til Tønsberg, men alle andre faldne blev begravet på stedet.		Hall fortæller, at høvdingene ville lade Sigurd dræbe straks, men de mænd, der var de grusomste og mente at have ret til at hævne de krænkelser, han havde påført dem, bestemte, at han skulle pines. Herunder nævnes Kolbeinsønnerne Sigurd og Gyrd — Benteins brødre — og Peter Byrdesvend, der ville hævne sin bror — Finn. Høvdingene og de fleste andre gik væk. De knuste hans lægben og underarme med øksehamre; så rev de tøjet af ham og og kløvede hovedsværen på ham og agtede at flå ham levende, men de kunne ikke gøre det på grund af blodstrømmen. Så tog de svøber af skind og piskede ham længe, så huden gik fuldstændig af, som var han blevet flået. Derpå skød de en stok i hans ryg, så den brækkede. Så trak de ham hen til et træ og hængte ham, hvorpå de huggede hovedet af ham og slæbte hans legeme væk og begravede det i en stenrøse. Alle folk siger — både hans venner og uvenner — at der ikke i Norge, såvidt levende folk kunne mindes, havde været en mand, der i alle henseender var mere duelig end Sigurd, men at han i visse dele var en ulykkesfugl. Hall siger, at Sigurd kun sagde lidt under pinslerne og svarede fåmælt, når folk talte til ham, og — siger Hall — han beklagede sig ikke mere, end hvis de havde slået på en stok eller en sten. Og han tilføjede, at den måtte regnes for en brav mand, der var godt udstyret med mod, som kunne udholde sådanne pinsler, men holdt sin mund eller kun gav sig lidt. Han sagde, at Sigurd aldrig ændrede sin stemme, men talte så let, som når han sad inde på ølbænken, og han talte hverken højere eller lavere eller mere skælvende, end han plejede at gøre. Han talte lige til han udåndede og sang en tredjedel af psalterium, og det forekom Hall at vidne om større mod og udholdenhed end hos andre mænd. Den præst, der havde kirken kort derfra, lod Sigurds lig føre derhen til kirken; denne præst var en ven af Haraldsønnerne. Da dette rygtedes, blev de vrede på ham og lod ham føre liget tilbage, hvor det før havde været, og præsten måtte endda bøde for det. Sigurds venner kom siden på skib sydfra fra Danmark efter liget, og de førte det til Aalborg og begravede det i Mariakirken dér i byen. Provsten Ketil, der varetog Mariakirken, fortalte Erik, at Sigurd var begravet dér. Tjostolf Åleson lod kong Magnus’ lig føre til Oslo og begrave i Hallvardskirken hos kong Sigurd — hans far. Lodin Suppeæder førte de til Tønsberg, men alle andre faldne blev begravet på stedet.
		+
		+
		+	'''13. Da Øistein Haraldson kom til Norge'''
		+
		+	Sigurd og Inge havde regeret Norge i seks år. Det forår kom Øistein vestfra fra Skotland; han var søn af Harald Gille. Arne Hidse og Torleif Brynjolfson og Kolbein Dynge var taget vestpå over havet efter Øistein, og de fulgte ham i land og drog straks nordpå til Trondheim. Trønderne tog imod ham, og han blev i gangdagene taget til konge, således at han skulle have tredjepart i Norge sammen med sine brødre. Sigurd og Inge var da østpå i landet, men der drog sendebude imellem kongerne, og de blev således forligte, at Øisten skulle have en tredjedel af magten. Der blev ikke afholdt gudsdom for at afgøre Øisteins herkomst, men man troede på det, kong Harald havde sagt om sagen. Øisteins mor hed Bjadok, og hun kom til Norge sammen med ham.
		+
		+
		+	'''14. Drabet på Ottar Forel'''
		+
		+	Den fjerde søn af kong Harald hed Magnus; han blev opfostret af Rynke-Orm, og han blev også taget til konge og havde sin del af landet. Magnus havde skrøbelige ben og fik kun et kort liv og døde af sygdom. Han nævnes af Einar Skuleson:
		+
		+
		+	::Rigdom yder Øistein,
		+	::Inge svinger våben,
		+	::med skjold skramler Sigurd,
		+	::skifter fred gør Magnus;
		+	::fire fyrste-brødre
		+	::fandt man ikke bedre
		+	::under solen siden
		+	::(slægten rødner skjolde).
		+
		+
		+	Efter kong Harald gilles død blev dronning Ingerid gift med Ottar Forel; han var lendermand og en stor høvding af trøndersk slægt. Han støttede kong Inge meget, mens denne var i barnealderen. Kong Sigurd var ikke nogen stor ven af ham; han mente, at Ottar i alt var på sin stedsøns — kong Inges — side. Ottar Forel blev dræbt nordpå i købstaden en aften, da han skulle gå til aftengudstjeneste; da han hørte hvinet fra hugget, løftede han sin arm og kappe imod og troede, at der blev kastet snebolde efter ham, som unge drenge ofte gør. Han faldt for hugget, men Alf Uro — hans søn — kom da gående på kirkegården; han så sin far falde, og at den mand, der havde dræbt ham, løb østen om kirken. Alf løb efter ham og dræbte ham ved hjørnet af koret, og folk sagde, at han havde hævnet sig vel, og han blev anset for en meget større mand end førhen.
		+
		+
		+	'''15. Om kong Øistein Haraldson'''
		+
		+	Kong Øistein Haraldson var inde i Trondheim, da han hørte om drabet på Ottar. og han indkaldte en hær af bønder; han drog ud til byen og havde mange folk. Ottars slægtninge og andre venner beskyldte særligt kong Sigurd for at have forvoldt drabet; han var da i købstaden, og bønderne var meget harmfulde imod ham. Kongen tilbød gudsdom og lovede jernbyrd, for at denne skulle bevise hans sag, og hermed blev man forligte. Derefter drog kongen sydpå i landet, og denne gudsdom blev aldrig gennemført.
		+
		+
		+	'''16. Om Orm Kongsbror'''
		+
		+	Dronning Ingerid fik en søn med Ivar Pølsepind; han hed Orm, og blev siden kaldt Kongsbror. Han var en meget smuk mand og blev en stor høvding, hvilket skal omtales senere. Dronning Ingerid blev gift med Arne på Stodreim; han blev siden kaldt Kongsmåg; deres børn var Inge, Nikolas, Filippus på Herdla og Margrete, der blev gift med Bjørn Buk, men siden med Simon Kåreson.
		+
		+
		+	'''17. Erlings og jarl Ragnvalds udenlandsfærd'''
		+
		+	Erling hed en søn af Rynke-Orm og Ragnhild — datter af Sveinke Steinarson. Rynke-Orm var søn af Svein Sveinson, der var sønnesøn af Erlend fra Gerde. Orms mor var Ragna — datter af jarl Orm Eilifson og Sigrid, der var datter af jarl Finn Arneson. Jarl Orms mor var Ragnhild — datter af jarl Håkon den Mægtige. Erling var en klog mand og en god ven af kong Inge, og efter dennes råd blev Erling gift med Kristin — datter af kong Sigurd og dronning Malmfrid. Erling ejede en gård på Studla i Sunnhordland. Erling drog ud af landet sammen med Eindride den Unge og endnu flere lendermænd, og de havde en flot hær. De havde gjort klar til en Jorsalfærd og drog vestpå over havet til Orknøerne; dér fik de følgeskab af jarl Ragnvald, som blev kaldt Kale, og biskop Viljalm. De havde i alt 15 langskibe fra Orknøerne og sejlede til Suderøerne og derfra vestpå til Valland og siden den vej, som kong Sigurd Jorsalfarer havde taget ud til Nørvesund, og de hærgede vidt omkring i det hedenske Spanien. Kort efter de var sejlet gennem sundet, skilte Eindride den Unge og de folk, der fulgte ham, sig ud med seks skibe, og de sejlede derefter hver for sig. Ragnvald og Erling Skakke traf en dromund på havet og lagde med ni skibe til kamp imod den. Det endte med, at de lagde snekkerne under dromunden; da kastede hedningerne både våben og sten og grydefulde af kogende beg og vidjesmør ned på dem. Erling lå nærmest ved dem med sit skib, og de hedenske mænds våben faldt uden for hans skib. Så huggde Erling og hans folk huller i dromunden — nogle under vandet, andre oppe på skibssiden, så de kunne gå ind dér. Således siger Torbjørn Skakkeskjald i Erlingsdrapaen:
		+
		+
		+	::Djærvt med økseægge
		+	::under vand lod nordmænd
		+	::hugge hul i bølge-
		+	::hestens nye bordgang.
		+	::Oppe ørnesultens
		+	::ødere så dåden;
		+	::farefuldt I kløved’
		+	::fjendens værn med jernet.
		+
		+
		+	Den mand, der først gik op på dromunden, hed Audun den Røde — han var Erlings stavnbo. De vandt dromunden og dræbte mænd i mængder og hentede dér et overmåde stort bytte og fik en smuk sejr. Jarl Ragnvald og Erling Skakke kom på denne færd til Jorsalaland og ud til floden Jordan. Så vendte de om og kom først til Miklagård, hvor de efterlod deres skibe og drog ad landvejen hjemad og havde held på færden, helt til de kom til Norge. Deres rejse blev meget rost. Erling blev nu anset for en meget større mand end førhen — både på grund af sin rejse og sit giftermål; han var tilmed en klog mand, rig, ætstor og veltalende. Hans venskab med brødrene hældte mest til kong Inges side.
		+
		+
		+	'''18. Kong Håkons fødsel'''
		+
		+	Kong Sigurd red med sin livvagt på gæstebud østpå i Viken, og de red forbi en gård, som var ejet af en mægtig mand, der hed Simon. Da kongen red gennem byen hørte han en kvinde, der i et hus sang så smukt, at det gjorde stort indtryk på ham. Han red hen til huset og så derinde en kvinde stå ved en kværn, og hun sang så skønt, mens hun malede. Kongen sted af hesten og gik ind til kvinden og lagde sig sammen med hende. Da han drog væk, vidste Simon Bonde, hvilket ærinde kongen havde haft dér. Hun hed Tora og var Simons tjenestepige. Simon tog sig siden af hende. Kvinden fødte derefter et barn, og drengen fik navnet Håkon og blev kaldt for søn af kong Sigurd. Håkon blev opfostret dér hos Simon Torbergson og hans kone — Gunhild. Dér voksede også Simons sønner — Ønund og Andreas — op, og de og Håkon elskede hinanden så meget, at kun Hel kunne skille dem.