Islændinge saga - Revisjonshistorikk

Jesper på 17. feb. 2022 kl. 16:53

2022-02-17T16:53:37Z

Carsten på 28. jun. 2021 kl. 06:48

2021-06-28T06:48:52Z

Carsten på 28. jun. 2021 kl. 06:13

2021-06-28T06:13:57Z

Carsten på 28. jun. 2021 kl. 05:45

2021-06-28T05:45:05Z

Vis endringer

Carsten på 20. jun. 2021 kl. 15:01

2021-06-20T15:01:27Z

Carsten på 20. jun. 2021 kl. 14:54

2021-06-20T14:54:25Z

Vis endringer

Carsten på 19. jun. 2021 kl. 09:18

2021-06-19T09:18:36Z

Carsten på 18. jun. 2021 kl. 14:47

2021-06-18T14:47:21Z

Carsten på 22. mai 2021 kl. 14:57

2021-05-22T14:57:45Z

Carsten på 17. mai 2021 kl. 12:54

2021-05-17T12:54:46Z

@@ Linje 632: / Linje 632: @@
 <center>'''Biskop Gudmund flakker hjemløst om.'''</center>
-Föt sidste Marie messe sendte biskoppen bud til præsten Oddleiv i Mule på Skalmarnæs, om at han vilde holde gudstjæneste der Marie messe og være der selv niende. Men præsten undslog sig og erklærede ikke at kunne tage imod dem. Da bad biskoppen, för de skiltes, om han kunde være der selv tredje, men præsten undslog sig ikke desmindre (229). Biskoppen sagde da, at han i det år vilde blive ramt af et större uheld, end om han havde bespist biskoppen selv tredje. Det gik også således, at næste sommer, natten för Marie messe, nedbrændte gården der fuldstændig. Biskop Gudmund opholdt sig en tid i Kerlingarifjord og rådede i höj grad bod på det spøgeri, for hvis skyld folk tidligere ikke havde kunnet være ude, men fra den tid havde ingen mand mên heraf. Biskoppen drog derfra ud til Flatø og var der om vinteren med et talrigt følge; Eyjulv havde heraf megen bekostning og udredede denne på storsindet vis. Næste forår drog biskoppen til de nordlandske bygder ledsaget af Eyjulv Kårsson og Einar Ravnsson, i følge med dem var Ketil Ingjaldsson og Eyjulvs broder Jon Ufeigsson. De kom til Holar og opholdt sig der en tid. Derfra drog de nordpå til Svarvadardal, og biskoppen agtede sig nordefter i sit stift, men Øfjordingerne vilde ikke modtage biskoppen og hans flok på deres gårde. Da satte biskoppen over fjorden til Hövde og drog langsomt videre nordefter til Reykjadal. Der opholdt biskoppen sig længe om somren, og mange folk samlede sig om ham. Bergtor Jonsson var hos biskoppen, som havde hen ved 100 mand om sig; dette trykkede bønderne hårdt, men de fandt sig dog deri en tid.
+För sidste Marie messe sendte biskoppen bud til præsten Oddleiv i Mule på Skalmarnæs, om at han vilde holde gudstjæneste der Marie messe og være der selv niende. Men præsten undslog sig og erklærede ikke at kunne tage imod dem. Da bad biskoppen, för de skiltes, om han kunde være der selv tredje, men præsten undslog sig ikke desmindre (229). Biskoppen sagde da, at han i det år vilde blive ramt af et större uheld, end om han havde bespist biskoppen selv tredje. Det gik også således, at næste sommer, natten för Marie messe, nedbrændte gården der fuldstændig. Biskop Gudmund opholdt sig en tid i Kerlingarifjord og rådede i höj grad bod på det spøgeri, for hvis skyld folk tidligere ikke havde kunnet være ude, men fra den tid havde ingen mand mên heraf. Biskoppen drog derfra ud til Flatø og var der om vinteren med et talrigt følge; Eyjulv havde heraf megen bekostning og udredede denne på storsindet vis. Næste forår drog biskoppen til de nordlandske bygder ledsaget af Eyjulv Kårsson og Einar Ravnsson, i følge med dem var Ketil Ingjaldsson og Eyjulvs broder Jon Ufeigsson. De kom til Holar og opholdt sig der en tid. Derfra drog de nordpå til Svarvadardal, og biskoppen agtede sig nordefter i sit stift, men Øfjordingerne vilde ikke modtage biskoppen og hans flok på deres gårde. Da satte biskoppen over fjorden til Hövde og drog langsomt videre nordefter til Reykjadal. Der opholdt biskoppen sig længe om somren, og mange folk samlede sig om ham. Bergtor Jonsson var hos biskoppen, som havde hen ved 100 mand om sig; dette trykkede bønderne hårdt, men de fandt sig dog deri en tid.
 Biskoppen drog til Mule, Ivar tog forekommende imod ham og gav ham en sömmelig beværtning, men således at man kunde se, at nogen kærlighed viste Ivar ham ikke. De skiltes dog venskabelig og biskoppen tog bort og slog sig ned på Einarsstad for en tid. Ögmund præst flygtede ned til Mule med sit malkekvæg, men Höskuld Gunnarsson, som drev den halve jord, blev tilbage, og han tilbød biskoppen hvad han havde. Kort efter besøgte biskoppen Grenjadarstad; det hed sig da, at han derfra for anden gang agtede sig til Mule. Ivar vilde nu på ingen måde modtage ham og havde 40 mand, rustede som til kamp, som han stillede på vagt. Således var forberedelsen, da biskoppen red ind på tunet. Eyjulv og hans følge spurgte, hvad denne mand-samling skulde betyde. Ivar svarede, at nu skulde de komme til dyrt at betale, för de fik hans ejendom, og at nu skal karl og ko følges ad (230) Da biskoppen hørte dette, sagde han: »lad os ride bort, svende! og ikke give os af med Ivar, nu er den urene ånd hos ham«. Biskoppen red over til Kinn og tog ind på Stad.

@@ Linje 2 001: / Linje 2 001: @@
 Næste sommer på altinget rejste Gissur hærværkssag mod alle de mænd, som havde deltaget i Apavatnsfærden, og for denne måtte folk fra alle bygder vestpå forpligte sig; der betaltes af mange i bod store summer, som droges til sydlandet, og denne udbetaling vakte megen misfornöjelse, som rimeligt var.
-Vermund Tumeson, en frænde af Kolbein unge, boede på denne tid på Akrar; han var gift med Oddny, en datter af Hall Torsteinsson i Glaumbø. Oddnys moder Alov Benediktsdatter var der på Akrar og havde om vinteren en ko og egen husholdning. Torstein galt hed en mand, som passede Vermunds køer; hans sön Brand, som var en rask mand, vogtede Vermunds får. Brand havde ophold hos Vermund, men hans fader Torstein fik betaling for sit arbejde. Dette var nogle vintre efter Örlygstadslaget. En gang talte Vermund med sin røgter Torstein og sagde, at han ikke vilde have, at han stjal hans hø til svigermoderen Alovs ko. Torstein svarede, at det havde han ikke gjort, og at Hall i Glaumbø og hendes halvbroder på mødrene side Skide Bjarneson, som den gang boede på Frostastad, gav så rigeligt foder for hendes ko, at han ikke behøvede at stjæle til den. Vermund viste ham bort og sagde, at han skulde ikke være der længer. Dette skete mellem jul og faste. Torstein begav sig bort samme dag, men hans sön Brand var gået til fårene og vidste ikke noget om dette. En mand ved navn Gudmund Gunnarsson, som kaldtes gud-kær og havde hjemme på Asgrimsstad i Hegranæs, gik dagen för jul, som indfaldt på en fredag, til Miklavatn for at fange fisk. Om aftenen, da han begav sig hjem, mørknede det stærkt. Da gik imod ham en stor og meget sværlemmet mand, som var i kutte og lod hætten være nede (558). Gudmund spurgte, hvem han var; han svarede, at han hed Jæmgrim. »Hvorhen skal du«? spurgte Gudmund. »Op i Hornskarp«, svarede han, »derfra til Akrar og derfra vestpå til Linakradal«. Siden gik han bort. Gudmund så efter ham og bemærkede, at en sort lap var mellem hans skuldre. Gudmund gik hjem og var fra sans og samling, da han så lys og mænd. Samme aften dræbtes på Hornskarp en mand ved navn Geir; han blev dræbt af sin søstersön Glåm sortmanke.
+Vermund Tumeson, en frænde af Kolbein unge, boede på denne tid på Akrar; han var gift med Oddny, en datter af Hall Torsteinsson i Glaumbø. Oddnys moder Alov Benediktsdatter var der på Akrar og havde om vinteren en ko og egen husholdning. Torstein galt hed en mand, som passede Vermunds køer; hans sön Brand, som var en rask mand, vogtede Vermunds får. Brand havde ophold hos Vermund, men hans fader Torstein fik betaling for sit arbejde. Dette var nogle vintre efter Örlygstadslaget. En gang talte Vermund med sin røgter Torstein og sagde, at han ikke vilde have, at han stjal hans hø til svigermoderen Alovs ko. Torstein svarede, at det havde han ikke gjort, og at Hall i Glaumbø og hendes halvbroder på mødrene side Skide Bjarneson, som den gang boede på Frostastad, gav så rigeligt foder for hendes ko, at han ikke behøvede at stjæle til den. Vermund viste ham bort og sagde, at han skulde ikke være der længer. Dette skete mellem jul og faste. Torstein begav sig bort samme dag, men hans sön Brand var gået til fårene og vidste ikke noget om dette. En mand ved navn Gudmund Gunnarsson, som kaldtes gud-kær og havde hjemme på Asgrimsstad i Hegranæs, gik dagen för jul, som indfaldt på en fredag, til Miklavatn for at fange fisk. Om aftenen, da han begav sig hjem, mørknede det stærkt. Da gik imod ham en stor og meget sværlemmet mand, som var i kutte og lod hætten være nede (558). Gudmund spurgte, hvem han var; han svarede, at han hed Jærngrim. »Hvorhen skal du«? spurgte Gudmund. »Op i Hornskarp«, svarede han, »derfra til Akrar og derfra vestpå til Linakradal«. Siden gik han bort. Gudmund så efter ham og bemærkede, at en sort lap var mellem hans skuldre. Gudmund gik hjem og var fra sans og samling, da han så lys og mænd. Samme aften dræbtes på Hornskarp en mand ved navn Geir; han blev dræbt af sin søstersön Glåm sortmanke.
 Nu er at fortælle om, hvor der för blev stanset, at lördagen efter red Vermund Tumeson til bad tillige med sin følgesvend Asgeir øre-præst; han (559) holdt af at gå prægtig klædt, var en smuk mand og havde en god sangstemme. Vermund og hans ledsager kom sent hjem; de gik ind i stuen; der brændte lys, men det var trukket til vejrs og der var mørkt nedentil. Stuen var tjældet; de så ingen folk der. Vermund bad sin ledsager sørge for deres heste, og Asgeir gik da ud af stuen, men Vermund hængte sine våben op. Brand var kommen hjem noget för; han sad i lampe-skyggen og havde en skarp økse i hånden. Han vidste nu, at hans fader var jaget bort, og nogle siger, at Vermund noget forud om vinteren havde slået ham. Da Vermund trak sit yderste overklædnings-stykke af sig, løb Brand frem mod ham og huggede ham på akslen, så at armen næsten gik fra; det var banesår. Brand løb ud og flygtede bort i nattemørket. Han kom til Hage og traf der sin fader. De begav sig til Flugumyre, hvor Kolbein og hans mænd var i sæng, da de ankom. Brand gik til Einar Illugeson byrdes skindkoje, da han var ham venlig sindet, fortalte ham om det Vermund tilföjede sår og spurgte ham til råds, om han skulde give sig i Kolbeins vold. Einar bød ham skynde sig bort og sagde, at han ikke kunde bekvemme sig til at gribe ham, men at han vel havde fortjænt det. Han og hans fader drog da bort og tog ophold i en kvæglade på Dyrfinnustad. Der boede da Kollsvein Karp-Helgeson (560). Kolbein erfarede straks om natten såret, og om söndagen døde Vermund. Man sendte bud vesterpå til Moberg efter hans broder Berse; han ankom til Flugumyre og fik vished for, hvor Brand og hans fader var. Brand blev greben der i laden, efter at have forsvaret sig tappert og fået mange sår. De førte ham ud og han gik med ro døden i møde, Berse dræbte ham. Brands fader Torstein fulgte med dem, og ham tilstod Kolbein fred; han fastede 40 dages bodsfaste for sin sön på Vellir i Svarvadardal. Vermund førtes til Stad, og Kolbein unge og hans mænd bragte liget til kirken.

@@ Linje 888: / Linje 888: @@
 I denne vinter gik der bud mellem Torvald Gissursson og Sturla Sighvatsson. Næste forår efter påske kom Sighvat og hans hustru Halldora fra nordlandet til Dalene. Han red over hederne til sydlandet med 8 ledsagere, deriblandt hans sön Sturla og Brand Jonsson. Sighvat ankom til Rune. hvor Kelda-Valgerd (296) og hendes datter Solveig var til stede. Der forhandledes Sturlas frieri, og aftalerne endte med, at Torvald Gissursson holdt hans og Solveigs bryllup. Man fortæller, at Torvald den dag, da bryllupsgildet fandt sted, kaldte frem for sig og Sighvat sine börn, først börnene med Jora biskopsdatter, og sagde at han lagde megen vægt på, om Sighvat syntes godt om börnene. Sighvat betragtede dem en tid og sagde da, at ikke mange vilde findes dygtigere. Derefter gik Toras börn frem, Gissur stod foran dem og Torvald holdt ham i hænderne, idet han sagde: »her er nu min yndling, Sighvat bonde (297)! og det vilde være mig af störste betydning, om du mener, at lykken vil følge ham«. Sighvat svarede ikke, men betragtede ham i lang tid. Gissur stod rolig og så uforskrækket på Sighvat. Endelig tog Sighvat til orde temlig uvenlig: »jeg holder ikke af de rynkede bryn«. Da Sighvat tog sagen således, opgav Torvald denne samtale.
-Gildet forløb heldig, på beværtning var anvendt megen bekostning, og alle skiltes med venskab. Moder og datter rejste med Sturla til vestlandet. Det siges, at Torvald fulgte dem på vej, ledsaget af nogle mænd. För han og Sighvat skiltes, steg de af hestene og talte da meget om deres venskab. Da sagde Sighvat: »det vil jeg bede dig om, Torvald, at vi ser vel til, at vore sönner overholder venskab og frændskab godt«. Torvald så ned for sig noget bekymret og sagde: »så længe vi lever, vil det blive overholdt«. Dette forekom folk at være en mærkelig spådom, efter hvad der senere tildrog sig, ti Torvald var død, da Apavatnsfærden indtraf (298). Derpå vendte Torvald hjem. Da Solveig kom til Saudafell, overtog hun husholdningen, men Halldora lod føre Vigdis Gislsdatter, som för havde været Sturlas frille, til Midfjord; deres datter var Turid. Sighvat rejste hjem til nordlandet. Snorre blev ilde til mode, da han erfarede Sturlas giftermål, og man antog, at han havde tænkt sig noget andet. Sturla begav sig för ting vestefter til Saurbø og mødtes der med Torvald Vatnsfjording; deres samtale overværede præsterne Snorre Narveson og Torve Gudmundsson. De sluttede der venskab; Torvald lovede, at han skulde hjælpe Sturla mod hvem han fik noget udestående med på Island og aldrig skilles fra ham; Sturla lovede til gengæld at hjælpe Torvald og modsætte sig de sager, som Snorre og hans frænder vilde påføre Torvald. Dette fastslog de, ved at Sturla lod Torve præst ride med bægges godedommer til tings, og viste på den måde deres forbund (299).
+Gildet forløb heldig, på beværtning var anvendt megen bekostning, og alle skiltes med venskab. Moder og datter rejste med Sturla til vestlandet. Det siges, at Torvald fulgte dem på vej, ledsaget af nogle mænd. För han og Sighvat skiltes, steg de af hestene og talte da meget om deres venskab. Da sagde Sighvat: »det vil jeg bede dig om, Torvald, at vi ser vel til, at vore sönner overholder venskab og frændskab godt«. Torvald så ned for sig noget bekymret og sagde: »så længe vi lever, vil det blive overholdt«. Dette forekom folk at være en mærkelig spådom, efter hvad der senere tildrog sig, ti Torvald var død, da Apavatnsfærden indtraf (298). Derpå vendte Torvald hjem. Da Solveig kom til Saudafell, overtog hun husholdningen, men Halldora lod føre Vigdis Gislsdatter, som för havde været Sturlas frille, til Midfjord; deres datter var Turid. Sighvat rejste hjem til nordlandet. Snorre blev ilde til mode, da han erfarede Sturlas giftermål, og man antog, at han havde tænkt sig noget andet. Sturla begav sig för ting vestefter til Saurbø og mødtes der med Torvald Vatnsfjording; deres samtale overværede præsterne Snorre Narveson og Torve Gudmundsson. De sluttede der venskab; Torvald lovede, at han skulde hjælpe Sturla mod hvem han fik noget udestående med på Island og aldrig skilles fra ham; Sturla lovede til gengæld at hjælpe Torvald og modsætte sig de sager, som Snorre og hans frænder vilde påføre Torvald. Dette fastslog de, ved at Sturla lod Torve præst ride med bægges godedömmer til tings, og viste på den måde deres forbund (299).
@@ Linje 2 144: / Linje 2 144: @@
 '''Noter:'''
-. Ved Islændinge saga forstås den del af Sturlunga saga, som efter de nyeste undersøgelser må tilskrives Sturla Tordsson; heri er indskudt nogle slutningskapitler af den ovenfor meddelte saga om Gudmund den gode (för bispeårene] og den sidste del af en også andensteds fra kendt saga om Ravn Sveinbjörnsson. Rektor Björn Olsen har endvidere i sin islandske afhandling „Um Sturlungu“ gjort det sandsynligt, at man så vel her som i de følgende partier af Sturlunga saga har betydelige indskud fra en ellers tabt saga om Gissur jarl. En nærmere redegörelse for Sturlunga sagas enkelte bestanddele findes i en afhandling af nærv. oversætter i Aarb. f. nord. Oldkyndighed og Hist. 1902.
+. Ved Islændinge saga forstås den del af Sturlunga saga, som efter de nyeste undersøgelser må tilskrives Sturla Tordsson; heri er indskudt nogle slutningskapitler af den ovenfor meddelte saga om Gudmund den gode (för bispeårene] og den sidste del af en også andensteds fra kendt saga om Ravn Sveinbjörnsson. Rektor Björn Olsen har endvidere i sin islandske afhandling „Um Sturlungu“ gjort det sandsynligt, at man så vel her som i de følgende partier af Sturlunga saga har betydelige indskud fra en ellers tabt saga om Gissur jarl. En nærmere redegörelse for Sturlunga sagas enkelte bestanddele findes i en afhandling af nærv. oversætter i Aarb. f. nord. Oldkyndighed og Hist. 1901.
 . Om disse forhold se foran s. 100. Gudbjörg var Birnings 2den hustru.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 20. jun. 2021 kl. 15:01
Linje 526:		Linje 526:
	Torvald sendte bud til Kår munk, at han skulde indlede forlig med Ravns frænder. Der blev da efter tilskyndelse af Tord Sturlason og Kår munk holdt et forligsmøde på Tingøre i Dyrafjord, hvor man forligtes angående disse sager på de vilkår, at Tord skulde træffe den afgörelse som han vilde. Tolv mænd gik ved håndslag i borgen for udredelsen af de bøder, som Tord vilde pålægge Torvald, og den grad af straffrihed, som Tord vilde indrömme ham. På altinget næste sommer forkyndte Tord kendelsen. Den straf, som Tord Sturlason pålagde Torvald Snorreson, var, at han skulde forlade landet samme sommer og være borte 5 år, med mindre han besøgte paven og nåede forlig med ham, så at han fik afløsning af ham; da kunde han være borte 3 år. Når han kom tilbage efter at have været borte i denne tid, da havde han ret til ophold i Vatnsfjord, med besiddelse af hovedgården dersteds og hövdingskabet over tingmændene; men mellem Vatnsfjord-å i Bredefjord og Stige i Isafjord skulde han være ufredhellig (170). Alle de, som havde været til stede ved Ravns drab, måtte aldrig komme i dette område, medmindre de mod deres vilje af storm på søen fordreves hertil, og da skulde de så snart som muligt drage bort i fulde dagsrejser uden forstyrrelse. Alle de tingmænd, som Torvald havde haft på dette område, skulde træde ud af hans tingkres. Følgende mænd skulde forlade landet og aldrig vende tilbage: Torgils østmand, Steingrim Asgeirsson, Tord Gunnarsson og Bård Bårdsson, og de skulde have forladt Vestfjordinge fjærdingen i løbet af den første halve måned efter, at budskabet var nåt dem. Bjarne degn skulde være fredløs i hele landet (171). Orm Skeggeson og Tord Steinsson måtte hverken opholde sig i Arnarfjord eller i Isafjord. Alle de andre mænd skulde rammes af en lignende herredsforvisning som Torvald, dog uden bortrejse fra landet, men der skulde betales bøder for dem alle, 3 hundred for hver mand, for at de kunde få ret til at opholde sig i landet.		Torvald sendte bud til Kår munk, at han skulde indlede forlig med Ravns frænder. Der blev da efter tilskyndelse af Tord Sturlason og Kår munk holdt et forligsmøde på Tingøre i Dyrafjord, hvor man forligtes angående disse sager på de vilkår, at Tord skulde træffe den afgörelse som han vilde. Tolv mænd gik ved håndslag i borgen for udredelsen af de bøder, som Tord vilde pålægge Torvald, og den grad af straffrihed, som Tord vilde indrömme ham. På altinget næste sommer forkyndte Tord kendelsen. Den straf, som Tord Sturlason pålagde Torvald Snorreson, var, at han skulde forlade landet samme sommer og være borte 5 år, med mindre han besøgte paven og nåede forlig med ham, så at han fik afløsning af ham; da kunde han være borte 3 år. Når han kom tilbage efter at have været borte i denne tid, da havde han ret til ophold i Vatnsfjord, med besiddelse af hovedgården dersteds og hövdingskabet over tingmændene; men mellem Vatnsfjord-å i Bredefjord og Stige i Isafjord skulde han være ufredhellig (170). Alle de, som havde været til stede ved Ravns drab, måtte aldrig komme i dette område, medmindre de mod deres vilje af storm på søen fordreves hertil, og da skulde de så snart som muligt drage bort i fulde dagsrejser uden forstyrrelse. Alle de tingmænd, som Torvald havde haft på dette område, skulde træde ud af hans tingkres. Følgende mænd skulde forlade landet og aldrig vende tilbage: Torgils østmand, Steingrim Asgeirsson, Tord Gunnarsson og Bård Bårdsson, og de skulde have forladt Vestfjordinge fjærdingen i løbet af den første halve måned efter, at budskabet var nåt dem. Bjarne degn skulde være fredløs i hele landet (171). Orm Skeggeson og Tord Steinsson måtte hverken opholde sig i Arnarfjord eller i Isafjord. Alle de andre mænd skulde rammes af en lignende herredsforvisning som Torvald, dog uden bortrejse fra landet, men der skulde betales bøder for dem alle, 3 hundred for hver mand, for at de kunde få ret til at opholde sig i landet.

−	I forbindelse med disse fredløshedsbestemmelser fastsatte Tord Sturlason 1 hundred hundreder i bod for Ravns drab. Denne sum skulde betales i varer og guld eller renset sølv; andet gods blot anvendes, når modtageren anså det for lige så godt. For Sturlas lemlæstelse fastsattes 60 hundred, for Tord Vivilssons 30 hundred, for anslag mod Peter Bårdsson 30 hundred. Ravns søstersön Magnus Tordsson, som havde påtale-retten efter Ravn, fik 30 hundred på grund af sit forhold til drabssagen; Ravns sönner var så unge, at de ikke kunde påtale drabet, men om dem bliver der dog senere noget at fortælle. Disse to hundred hundreder betaltes som det var bestemt (172). Hvad Torvald havde røvet på Øre og andensteds i Arnarfjord, tilbagegaves, således som Tord havde foreskrevet. Torvald drog bort fra landet, gjorde en pilgrimsrejse til Rom og var borte tre år. Medens Torvald. var borte, lod Peter Bårdsson dræbe Ime Torkelsson og hugge en fod af Jon Torsteinsson, fordi de havde ledsaget Torvald til Ravns drab og ikke betalt bøder herfor. Da Torvald havde været tre år udenlands, vendte han tilbage og boede i Vatnsfjord.	+	I forbindelse med disse fredløshedsbestemmelser fastsatte Tord Sturlason 1 hundred hundreder i bod for Ravns drab. Denne sum skulde betales i varer og guld eller renset sølv; andet gods blot anvendes, når modtageren anså det for lige så godt. For Sturlas lemlæstelse fastsattes 60 hundred, for Tord Vivilssons 30 hundred, for anslag mod Peter Bårdsson 30 hundred. Ravns søstersön Magnus Tordsson, som havde påtale-retten efter Ravn, fik 30 hundred på grund af sit forhold til drabssagen; Ravns sönner var så unge, at de ikke kunde påtale drabet, men om dem bliver der dog senere noget at fortælle. Disse to hundred hundreder betaltes som det var bestemt (172). Hvad Torvald havde røvet på Øre og andensteds i Arnarfjord, tilbagegaves, således som Tord havde foreskrevet. Torvald drog bort fra landet, gjorde en pilgrimsrejse til Rom og var borte tre år. Medens Torvald var borte, lod Peter Bårdsson dræbe Ime Torkelsson og hugge en fod af Jon Torsteinsson, fordi de havde ledsaget Torvald til Ravns drab og ikke betalt bøder herfor. Da Torvald havde været tre år udenlands, vendte han tilbage og boede i Vatnsfjord.

@@ Linje 625: / Linje 625: @@
 <center>'''Biskop Gudmund tages til fange, men befries af sine venner.'''</center>
-Samme sommer som Snorre rejste bort, kom biskop Gudmund tilbage og begav sig til sin bispestol. Han indrettede en skole på Holar, med Tord upse (216) som forstander; der strömmede da mange folk til biskoppen og det så ud til at blive bekosteligt. Arnor trak da folk til sig og kom om natten til Holar. De greb biskoppen i hans sæng og slæbte ham ud gennem husene; han satte hænder og fødder mod dörstolperne og bræddevæggene, men de trak så meget des hårdere, så at der var fare for store beskadigelser. De fik ham om morgenen bragt ud af husene, lagde ham da i en slæde og kørte med ham til Arnors gård Ås. De fordrev fra bispegården alle de folk, som var biskoppen velvillige, også skolemesteren og alle skoles-vendene (217) og truede med at opbrænde skolen og alle dem, der var derinde. Skolemesteren begav sig da til Valla-Brands sön Eyjulv på Vellir og underviste der mange drenge om vinteren. Den vinter tilbragte biskoppen på Ås, behandlet som en voldsmand og holdt i fængsel. En tjæner var hos ham og aldrig kunde han frit gå bort for at forrette sin nødtørft (218). Næste sommer bar de ham på en båre til Hvitå. I denne færd led han en så hård medfart, at folk frygtede for ben-brud; hestene, der bar ham, dreves så hurtig frem, at båren brast i stykker og biskoppen slæbtes over sten og slette, uden at nogen hjalp ham. Den sommer skaffede Arnor sig skibslejlighed og havde bestemt, at biskoppen skulde hermed sendes bort fra landet, hvad enten det var med eller mod hans vilje. Arnor sad nu der (219) om somren og biskoppen holdtes under bevogtning der.
+Samme sommer som Snorre rejste bort, kom biskop Gudmund tilbage og begav sig til sin bispestol. Han indrettede en skole på Holar, med Tord upse (216) som forstander; der strömmede da mange folk til biskoppen og det så ud til at blive bekosteligt. Arnor trak da folk til sig og kom om natten til Holar. De greb biskoppen i hans sæng og slæbte ham ud gennem husene; han satte hænder og fødder mod dörstolperne og bræddevæggene, men de trak så meget des hårdere, så at der var fare for store beskadigelser. De fik ham om morgenen bragt ud af husene, lagde ham da i en slæde og kørte med ham til Arnors gård Ås. De fordrev fra bispegården alle de folk, som var biskoppen velvillige, også skolemesteren og alle skolesvendene (217) og truede med at opbrænde skolen og alle dem, der var derinde. Skolemesteren begav sig da til Valla-Brands sön Eyjulv på Vellir og underviste der mange drenge om vinteren. Den vinter tilbragte biskoppen på Ås, behandlet som en voldsmand og holdt i fængsel. En tjæner var hos ham og aldrig kunde han frit gå bort for at forrette sin nødtørft (218). Næste sommer bar de ham på en båre til Hvitå. I denne færd led han en så hård medfart, at folk frygtede for ben-brud; hestene, der bar ham, dreves så hurtig frem, at båren brast i stykker og biskoppen slæbtes over sten og slette, uden at nogen hjalp ham. Den sommer skaffede Arnor sig skibslejlighed og havde bestemt, at biskoppen skulde hermed sendes bort fra landet, hvad enten det var med eller mod hans vilje. Arnor sad nu der (219) om somren og biskoppen holdtes under bevogtning der.
 Den gang boede, som för er sagt, Eyjulv Kårsson i Flatø. Han tog sig det nær, at biskoppen var tvang underkastet. Han sendte derhen en dreng, som hed Skuma den lille, han var dog ikke så ung som han var lille af vækst. Han opholdt sig på Hvitåvellir om somren og løb ærinder for folk; han var sædvanlig i nordlændingernes bod, hvor biskoppen var. De havde indrettet sig vest for Hvitå under Tjodulvsholt (220), hvor nu husene ligger (221). Indgangen var midt på boden og vendte op mod holtet; biskoppen var i den ende af boden, som var længst fra åen, og hans skindkoje stod ved gavlen, således at hovedfjælen vendte ned mod Ferjubakke. Om somren efter Marie messe begav Eyjulv Kårsson sig fra Flatø sydpå til sin svigerinde Gudrun på Øre og fik sig der heste (222); de var 5 eller 6. De red sydpå over heden og videre over Myrerne (223), indtil de kom til Eskeholt. Der boede en mand ved navn Gudmund, han skjulte Eyjulv og hans følge i sit fårehus og underrettede biskoppen om, at Eyjulv var kommen. En nat blev det uvejr med regn og sneslud. Da red Eyjulv og hans mænd til Hvitåvellir og sendte en af deres ledsagere forud til Skuma; han gav dem besked om forholdene, at 6 mænd vågede over biskoppen, men de havde søgt ly i boden. Da Eyjulv og hans folk kom, var de faldne i sövn og snorkede stærkt. Det var regn. Eyjulv løsnede den nedre kant af tæltdækket ved biskoppens hoved og fjærnede de huder, som var ophængt både indvendig og udvendig; han tog biskoppen i sin favn og gik med ham bort fra boden. De iførte ham så de klæder, som de havde haft med til ham, en korkåbe og en hvid kjortel, og red bort med ham ud på Myrerne. De sagde, at de intetsteds traf morads på Valbjarnarvellir (224), men liglys (225) brændte fra deres spyd, så at de lyste. Skuma den lille lagde sig i biskoppens skindkoje, og om morgenen sagde vogterne, at den skæggede (226) sov længe; andre sagde, at han måtte være syg, da han ikke passede sine andagtstider. Nogle gik da hen og tiltalte ham. Skuma sagde, at biskoppen var borte og at Eyjulv Kårsson havde hentet ham, han antog, at de nu var komne i det mindste hinsides Langevatnsdal (227). Dette blev mældt Arnor, som blev meget utilfreds herover; nogen forfølgelse skete dog ikke, da de ikke vidste, om biskoppen havde taget vejen ud over Myrerne eller vestpå i Dalene. Arnor opgav sin udenlandsfærd og rejste nordpå til Skagafjord, hvor han var om vinteren. Biskoppen og hans ledsagere rejste uden at stanse vestefter til Gudrun Sveinbjörnsdatter på Øre og gik der ombord på et fartöj, som førte dem til Flatø. Der var de kun kort tid og drog så ind til Kerlingarfjord (228) hvor de skjulte sig i skovene, indtil de fik at vide, at Arnor og hans mænd ikke anstillede nogen forfølgelse.

@@ Linje 611: / Linje 611: @@
 <center>'''Sæmund Jonssons overgreb mod de norske købmænd.'''</center>
-På denne tid rejste Povl Sæmundsson udenlands. Da han kom til Bergen, drev bymændene megen spot med ham og sagde, at han vistnok tænkte på at blive konge eller jarl over Norge; nogle lod, som om de truede ham, og sagde, at det ikke var rådeligt at vænte, indtil han rejste en oprørsflok (204). På grund af den forhånelse, som Povl fandt sig udsat for, tog han plads på et lastskib, som skulde gå nordpå til Trondhjem, til kong Inge. Syv lastskibe i følge sejlede forbi Stad (205) et af disse førtes af Aslak Hauksson, men alle disse skibe forliste og hvert mandsbarn ombord. Da Povls fader Sæmund erfarede dette, blev han meget forbitret og erklærede, at Bergensboeme havde voldet Povls død. [1217]. Han samlede en stor skare folk og drog ud til Eyrar (206), hvor han rettede disse beskyldninger mod Bergensboerne og stillede den betingelse, at østmændene skulde forpligte sig til at betale ham så store bøder som han vilde pålægge dem. Mange mænd, og især hans broder Orm, som optrådte bedst af hele Oddeslægten, søgte at berolige ham, men intet hjalp. Sæmund beslaglagde der 3 hundred hundreder (207) for købmændene.
+På denne tid rejste Povl Sæmundsson udenlands. Da han kom til Bergen, drev bymændene megen spot med ham og sagde, at han vistnok tænkte på at blive konge eller jarl over Norge; nogle lod, som om de truede ham, og sagde, at det ikke var rådeligt at vænte, indtil han rejste en oprørsflok (204). På grund af den forhånelse, som Povl fandt sig udsat for, tog han plads på et lastskib, som skulde gå nordpå til Trondhjem, til kong Inge. Syv lastskibe i følge sejlede forbi Stad (205) et af disse førtes af Aslak Hauksson, men alle disse skibe forliste og hvert mandsbarn ombord. Da Povls fader Sæmund erfarede dette, blev han meget forbitret og erklærede, at Bergensboerne havde voldet Povls død. [1217]. Han samlede en stor skare folk og drog ud til Eyrar (206), hvor han rettede disse beskyldninger mod Bergensboerne og stillede den betingelse, at østmændene skulde forpligte sig til at betale ham så store bøder som han vilde pålægge dem. Mange mænd, og især hans broder Orm, som optrådte bedst af hele Oddeslægten, søgte at berolige ham, men intet hjalp. Sæmund beslaglagde der 3 hundred hundreder (207) for købmændene.
 Til Vestmanna-øerne kom der en stor knar (208), som havde sejlet på Grönland; styresmændene hed Grimar og Sörle; Sörle var fra Hardanger. Sæmund pålagde dem, ligesom alle andre, bøder. Sörle havde om vinteren ophold hos Orm og var meget utilfreds over det mistede gods. Grimar og temlig mange østmænd med ham drog om foråret til Odde og indtog en meget truende holdning; man antog det for sikkert, at de havde til hensigt at angribe Sæmund, hvis deres styrke var tilstrækkelig; men der var mange folk til stede. Slemme var de at have med at göre for landets beboere. Orm havde købt tømmer af dem til tag for sin kirke, men tømret var ikke ført til land. To år för kom biskop Magnus tilbage (209). Om somren, för Grimar og Sörle sejlede bort, begav Orm sig ud til øerne (210) for at hente det tømmer han havde købt. Da han kom derud, spurgte han Sörle, om han vilde låne ham skibsbåden; han svarede, at han vilde låne ham den, hvis det behøvedes. Om dagen, da Orm beredte sig til at drage afsted, løb Grimar imod ham og huggede ham banehug. Derefter vendte han sig mod hans sön Jon og sagde, at han skulde ikke have lang tid til at begræde sin fader, og dræbte ham; både han og hans fader havde indvielse som messedegn. Skegge præst huggede efter Ivar Sörleson og sprang derefter op på en raftestabel, hvorfra han forsvarede sig. Ivar Sörleson dræbte ham. Her faldt også Torleiv fra Kollabø, han var degn og gift med Gudny, en datter af præsten Endride Steingrimsson. Efter dette tillod østmændene ikke, at noget fartöj forlod øerne, för de selv var sejlede ud.

@@ Linje 172: / Linje 172: @@
 Gudmund var nu rede til at sejle bort med sin tiendevare (89). Da han var kommen til skibet, kom fra vestlandet Ravn Sveinbjörnsson, rede til afrejse, således som de havde aftalt. Der var også Tomas Ragnheidsson, Ivar Jonsson, Grimne munk, Eyjulv Snorreson, i alt var de 15 islandske mænd (90). De stak i søen sondag morgen för (91) Divisio apostolorum. Den udvalgte biskop havde sendt Kollsvein Björnsson fra skibet nordpå i fjordbygden for at hente hans vandtønder; han kom ned til fjorden, da skibet sejlede ud, og blev således strandtåbe (92). Der kom da 3 mænd roende, det var Narve fra Brekka, de var komne øst fra med törret fisk fra Flatø. Kollsvein siger dem sin forlegenhed og beder dem om at føre ham ombord. »Ilde er du stedt«, sagde Narve, »og dette er i lige grad fornødent for den udvalgte biskop og for dig, du skal visselig blive hjulpet«. De kastede straks lasten af fartöjet og tog imod Kollsvein og hans sager, hvorpå de under sejl roede ud gennem fjorden. Vinden tiltog og handelsskibet fjærnede sig fra dem. Da Narve så skibet sejle fra dem, spurgte han: »hvor langt skal vi nu ro efter dem, for at du skal anse os for ikke at have skam af vor roning«? Kollsvein svarede: »ud til fjordmundingen, hvor havet begynder«. »Det er billigt«, sagde Narve, »og således skal det være«. Da handelsskibet nåede ud til Hrisø, tog den udvalgte biskop til orde: »nu skal man lade sejlet falde, jeg vil ikke sejle fra min mand, som er i land; desuden vil jeg holde messe i dag på øen«. Det var østmændene (93) meget imod ikke at benytte så god en bør; men han sagde, at det vilde de komme til at undgælde for, og at gud vilde forhale deres rejse mere end det skete herved. Da de så, at dette mishagede ham, lod man sejlet falde og kastede anker. Den udvalgte biskop gik da i land for at holde messe. Nu behøvede Narve og de med ham ikke at ro længere, og Kollsvein gik ombord der.
-Næste morgen var vinden god, men da de vilde lette anker, var dette fast. Da gik den ene efter den anden til, og de forsøgte alt hvad der faldt dem ind, men det løftedes ikke. Det blev mældt den udvalgte biskop. Han gik så til, velsignede og sagde: »herre! løs du ankeret«, og tog fat i tovet. Da løsnede ankeret. De hejsede derefter sejl og fortsatte rejsen indtil Grimsø, hvor de lå en uge. De fik derpå bør og sejlede nordpå forbi Gnupar (94). Da kom der modvind, som drev dem helt vest forbi Skagen (95). Her stansede driften og de kom for anden gang nordefter forbi Langanæs, men fik så modvind påny, som drev dem tilbage vestpå i havet. Da drömte en nat en kvinde ombord på deres skib, at en mand i biskoppelig dragt gik langs efter skibet, til det sted, hvor Gudmund sov, og velsignede ham. Hun syntes at forstå, at det var biskop Jon(96). Næste dag bad den udvalgte biskop dem hejse sejl og sejle vest omkring landet, ”ti nordøstlige vinde blæser nu, og vi vil ikke kunne komme nord omkring landet«. Dette besluttede man sig til; de sejlede forbi Vestfjordene, og sydefter forbi Snefjældsnæs og Reykjanæs, og nåede udfor Øfjældene (97). Da mødte de nordøstvinde, som drev dem sydpå i havet, de fik Syderøerne i sigte og kendte dem, og var da komne til de øer, som hedder Hirtir. Der erfarede de kong Sverres død (98). De førtes derefter sydpå i Irlands-havet og forbi Irland med stormende vejr, til alle sider hørte de brændinger. Da sagde den udvalgte biskop, at alle skulde gå til skrifte og alle gejstlige lade sig kronrage, og at man skulde aflægge løfter. Det blev gjort som han bød. De lovede at give en alen (99) af hver sæk, at sende en mand til Rom og at give et fjærdingspund voks for hver mand til kirkerne. Da faldt straks vinden og de fik bør til Norge. Den udvalgte biskop traf i Bergen kong Håkon, som tog vel imod ham. Derfra drog han nordpå til Nidaros, hvor ærkebiskop Erik indviede ham til biskop.
+Næste morgen var vinden god, men da de vilde lette anker, var dette fast. Da gik den ene efter den anden til, og de forsøgte alt hvad der faldt dem ind, men det løftedes ikke. Det blev mældt den udvalgte biskop. Han gik så til, velsignede og sagde: »herre! løs du ankeret«, og tog fat i tovet. Da løsnede ankeret. De hejsede derefter sejl og fortsatte rejsen indtil Grimsø, hvor de lå en uge. De fik derpå bør og sejlede nordpå forbi Gnupar (94). Da kom der modvind, som drev dem helt vest forbi Skagen (95). Her stansede driften og de kom for anden gang nordefter forbi Langanæs, men fik så modvind påny, som drev dem tilbage vestpå i havet. Da drömte en nat en kvinde ombord på deres skib, at en mand i biskoppelig dragt gik langs efter skibet, til det sted, hvor Gudmund sov, og velsignede ham. Hun syntes at forstå, at det var biskop Jon(96). Næste dag bad den udvalgte biskop dem hejse sejl og sejle vest omkring landet, »ti nordøstlige vinde blæser nu, og vi vil ikke kunne komme nord omkring landet«. Dette besluttede man sig til; de sejlede forbi Vestfjordene, og sydefter forbi Snefjældsnæs og Reykjanæs, og nåede udfor Øfjældene (97). Da mødte de nordøstvinde, som drev dem sydpå i havet, de fik Syderøerne i sigte og kendte dem, og var da komne til de øer, som hedder Hirtir. Der erfarede de kong Sverres død (98). De førtes derefter sydpå i Irlands-havet og forbi Irland med stormende vejr, til alle sider hørte de brændinger. Da sagde den udvalgte biskop, at alle skulde gå til skrifte og alle gejstlige lade sig kronrage, og at man skulde aflægge løfter. Det blev gjort som han bød. De lovede at give en alen (99) af hver sæk, at sende en mand til Rom og at give et fjærdingspund voks for hver mand til kirkerne. Da faldt straks vinden og de fik bør til Norge. Den udvalgte biskop traf i Bergen kong Håkon, som tog vel imod ham. Derfra drog han nordpå til Nidaros, hvor ærkebiskop Erik indviede ham til biskop.
@@ Linje 2 494: / Linje 2 494: @@
 . Den særlige Gudmunds saga tilföjer, at Sighvat til gengæld ved håndslag overdrog R. gården Saudafell, hvor han bosatte sig.
-. Dette Mödruvellir er forskelligt fra det vest for fjorden liggende M. i Hörgådal
+. Dette Mödruvellir er forskelligt fra det vest for fjorden liggende M. i Hörgådal.
 . Dette Miklegård må være Konstantinopel; Torvards bolig af samme navn er derimod en gård i Øfjord.
@@ Linje 2 840: / Linje 2 840: @@
 . I nærheden af den varme kilde, som Reykjaholt (d. v. s. Røghöj) skylder sit navn, er indrettet et kresrundt, muret bassin, som modtager sit vand fra den varme kilde, og hvis opførelse traditionen tillægger Snorre.
-. Snorres „måge“ (her i betydn. svigersönner) var på denne tid Gissur Torvaldsson, Torvald Vatnsfjording og Kolbein unge. Ved sit vers — der hentyder til Rolv krake og hans svoger Hjartvar — sigter Sturla Bårdsson først og fremmest til Torvald, som samtidig med Ravn Sveinbjörnssons drab havde ladet den ene fod hugge af ham; men verset kom også for de andres vedkommende til at indeholde en spådom, idet bægge lod sig skille fra deres hustruer og blev Sturlungeslægtens værste
+. Snorres „måge“ (her i betydn. svigersönner) var på denne tid Gissur Torvaldsson, Torvald Vatnsfjording og Kolbein unge. Ved sit vers — der hentyder til Rolv krake og hans svoger Hjartvar — sigter Sturla Bårdsson først og fremmest til Torvald, som samtidig med Ravn Sveinbjörnssons drab havde ladet den ene fod hugge af ham; men verset kom også for de andres vedkommende til at indeholde en spådom, idet bægge lod sig skille fra deres hustruer og blev Sturlungeslægtens værste fjender, ja Gissur endog senere lod Snorre dræbe.
 . Under Hraun (nu Stadarhraun) er en gård nordfor Borgarfjorden på grænsen af Myrerne og Snefjældsnæs, hvor den gang en anset mand Skule Torsteinsson boede.

@@ Linje 3 235: / Linje 3 235: @@
 . Originalens sidste linje er uforståelig.
-. Mere af visen gives ikke her, men den er forud anført s. 467. [Vers 84. ''(jl)'']
+. Mere af visen gives ikke her, men den er forud anført s. 457. [Vers 84. ''(jl)'']
 . Kolbeins fader er Sighvat, så at altså „eller“ sammenknytter to mænd af samme parti (fader og sön).