Kongespeilets affattelsestid - Revisjonshistorikk

Jesper på 5. des. 2018 kl. 19:45

2018-12-05T19:45:53Z

Jesper på 5. des. 2018 kl. 19:44

2018-12-05T19:44:03Z

Jesper på 5. des. 2018 kl. 19:41

2018-12-05T19:41:14Z

Jesper på 5. des. 2018 kl. 19:35

2018-12-05T19:35:17Z

Jesper på 5. des. 2018 kl. 19:32

2018-12-05T19:32:29Z

Knut på 5. des. 2018 kl. 10:46

2018-12-05T10:46:13Z

Knut på 5. des. 2018 kl. 10:41

2018-12-05T10:41:59Z

Vis endringer

Carsten på 30. nov. 2018 kl. 18:57

2018-11-30T18:57:40Z

Carsten på 29. nov. 2018 kl. 21:41

2018-11-29T21:41:17Z

Carsten: Bemærkninger om Kongespeilets affattelsestid

2018-11-29T21:12:56Z

Bemærkninger om Kongespeilets affattelsestid

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Kongespeilets affattelsestid]] !! !!
|-
|}

[[File:Otto_Blom_1873_by_Albert_Czempinski.jpg|thumb|220px|<center>Otto Blom (1830-1903)</center>]]

<center><big>'''Bemærkninger om <big>Kongespeilets affattelsestid'''</big></big> '''Belyst ved den deri skildrede krigerske Udrustning og Vaabendragt'''

 Af '''Artillericapitain Otto Blom'''

 ''Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie'' Det kongelige nordiske oldskrift-selskab Kjøbenhavn 1807</center>

Text

----

==Fodnoter==

<references/>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Otto Blom]]

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 5. des. 2018 kl. 19:45
Linje 56:		Linje 56:


−	[[Fil:Fig 7 Aarbog for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1867.png\|thumb\|150px\|Fig. 7. Fra en tydsk Haandtegning, henved 1200.]] Brynjens og Brynjehosernes tætte, smidige og stærke Væv af Jernringe har utvivlsomt ydet et meget godt Værn mod Sværdsæg og Spydsod; men om Brynjen end ikke let lod sig gjennembryde af den Tids Vaaben, saa gav den dog ingen Beskyttelse mod Contusioner. Det var derfor almindeligt, især i det 13de Aarhundrede, nedenunder Brynjen at bære en Slags tykke Hærklæder, som i England og Frankrig benævntes "gambaison" eller "gambais", som Hirdskraaen benævner Spaldiner eller Vaabentrøie, og som Kongespeilet benævner et Pandser<ref>Udtrykkene "Spaldenier" og "Panzier" forekomme i samme Betydning hos de tydske Digtere fra det 13de Aarhundrede ; naar San-Marte troer, at der har været gjort Forskjel mellem Spaldenier og Spalier, og at det første betegner et Stykke af Jernrustningen, saa beroer dette vistnok kun derpaa, at han ikke har været opmærksom paa, at en udstoppet "Spaldenier" uden nogen Brynje over alene udgjorde og virkeligt blev regnet for et ganske forsvarligt Værn (jvfr. Z. Waffeukunde d..ält. deuts. Mittelalters, P. 55).</ref>. Paa de gamle billedlige Mindesmærker sees stundom et langt og folderigt Kjortelskjød at hænge ned under Brynjen, som f. Ex. paa det Lavatorium i en Rytters Skikkelse udentvivl fra den sidste Halvdeel af det 13de Aarhundrede, som gjemmes i det oldnordiske Museum og som er gjengivet i Worsaaes "Nord. Olds." Fig 536; dette er neppe det egenlige Pandser, der jo efter Kongespeilet kun skulde naae til midt paa Laaret, og som derfor paa mange Billeder maa tænkes skjult under Brynjen. Paa andre samtidige Billeder, f. Ex. Fig. 7 fra et tydsk Miniaturmaleri fra Slutningen af det 12te ~~Aarhundcede~~, der viser os en Ridder i Spangebrynje, sees derimod Pandseret meget tydeligt ragende nogle faa Tommer nedenfor Brynjen; paa de illuminerede Billeder er det saagodtsom altid anlagt hvidt, og Afbildningerne gjengive det ofte bestemt som et meget tykt og stivt Klædebon; det vides med Sikkerhed, at de franske og engelske Ridderes "gambaison" var en tyk gjennemstukken Vams, udstoppet med Uld, Bomuld, Blaar eller, som der klages over, endog med gamle Klude. Der er herefter meget, som taler for, at de Haandskrifter af Kongespeilet, som sige, at Pandseret forfærdiges af blødt og opplukket eller opplydset Lærred, gjengive Meningen rigtigere, end de der tale om sværtet Lærred. Det var da ogsaa kun slige tykke udstoppede Hærklæder, der kunne antages alene, uden nogen Brynje over, at have afgivet et tilstrækkeligt Værn til at kunne kaldes en Rustning. Kongespeilet nævner udtrykkeligt Pandsere som det vigtigste Dækningsmiddel tilsøs; i Hirdskraaen nævnes Vaabentrøien som Rustning for de lavere Klasser af Hirdmænd<ref>Jvfr. Dolmers Hirdskraa P. 244.</ref>, og udenlandsfra har man Vidnesbyrd endog i Mængde for, at man har brugt "gambaisons" uden Brynje over, baade i det 12te og 13de Aarhundrede; at Pandseret alene ikke blev betragtet som en Rustning, man behøvede at undsee sig ved, bestyrkes derved, at man har Efterretninger om "gambaisons", paa hvilke enhver Gjennemstikning var dækket med en Guldgylden<ref>Jvfr. Hewitt : Ancient armour and weapons in Europe, P. 255. Jeg benytter Leiligheden til særligt at anbefale dette fortrinlige Skrift til den, der maatte ønske at gjore sig bekjendt med den ældre Middelalders Vaaben.</ref>. ~~løvrigt~~ maa Pandseret, der i Beskaffenhed, ihvorvel ikke i Udseende, maa have lignet de Plastrons, der nuomstunder bruges i Fægteskolerne, i langt høiere Grad end den vistnok tunge men dog smidige Ringbrynje have bidraget til at gjøre hiin Tids krigerske Dragt stiv og ubekvem.	+	[[Fil:Fig 7 Aarbog for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1867.png\|thumb\|150px\|Fig. 7. Fra en tydsk Haandtegning, henved 1200.]] Brynjens og Brynjehosernes tætte, smidige og stærke Væv af Jernringe har utvivlsomt ydet et meget godt Værn mod Sværdsæg og Spydsod; men om Brynjen end ikke let lod sig gjennembryde af den Tids Vaaben, saa gav den dog ingen Beskyttelse mod Contusioner. Det var derfor almindeligt, især i det 13de Aarhundrede, nedenunder Brynjen at bære en Slags tykke Hærklæder, som i England og Frankrig benævntes "gambaison" eller "gambais", som Hirdskraaen benævner Spaldiner eller Vaabentrøie, og som Kongespeilet benævner et Pandser<ref>Udtrykkene "Spaldenier" og "Panzier" forekomme i samme Betydning hos de tydske Digtere fra det 13de Aarhundrede ; naar San-Marte troer, at der har været gjort Forskjel mellem Spaldenier og Spalier, og at det første betegner et Stykke af Jernrustningen, saa beroer dette vistnok kun derpaa, at han ikke har været opmærksom paa, at en udstoppet "Spaldenier" uden nogen Brynje over alene udgjorde og virkeligt blev regnet for et ganske forsvarligt Værn (jvfr. Z. Waffeukunde d..ält. deuts. Mittelalters, P. 55).</ref>. Paa de gamle billedlige Mindesmærker sees stundom et langt og folderigt Kjortelskjød at hænge ned under Brynjen, som f. Ex. paa det Lavatorium i en Rytters Skikkelse udentvivl fra den sidste Halvdeel af det 13de Aarhundrede, som gjemmes i det oldnordiske Museum og som er gjengivet i Worsaaes "Nord. Olds." Fig 536; dette er neppe det egenlige Pandser, der jo efter Kongespeilet kun skulde naae til midt paa Laaret, og som derfor paa mange Billeder maa tænkes skjult under Brynjen. Paa andre samtidige Billeder, f. Ex. Fig. 7 fra et tydsk Miniaturmaleri fra Slutningen af det 12te Aarhundrede, der viser os en Ridder i Spangebrynje, sees derimod Pandseret meget tydeligt ragende nogle faa Tommer nedenfor Brynjen; paa de illuminerede Billeder er det saagodtsom altid anlagt hvidt, og Afbildningerne gjengive det ofte bestemt som et meget tykt og stivt Klædebon; det vides med Sikkerhed, at de franske og engelske Ridderes "gambaison" var en tyk gjennemstukken Vams, udstoppet med Uld, Bomuld, Blaar eller, som der klages over, endog med gamle Klude. Der er herefter meget, som taler for, at de Haandskrifter af Kongespeilet, som sige, at Pandseret forfærdiges af blødt og opplukket eller opplydset Lærred, gjengive Meningen rigtigere, end de der tale om sværtet Lærred. Det var da ogsaa kun slige tykke udstoppede Hærklæder, der kunne antages alene, uden nogen Brynje over, at have afgivet et tilstrækkeligt Værn til at kunne kaldes en Rustning. Kongespeilet nævner udtrykkeligt Pandsere som det vigtigste Dækningsmiddel tilsøs; i Hirdskraaen nævnes Vaabentrøien som Rustning for de lavere Klasser af Hirdmænd<ref>Jvfr. Dolmers Hirdskraa P. 244.</ref>, og udenlandsfra har man Vidnesbyrd endog i Mængde for, at man har brugt "gambaisons" uden Brynje over, baade i det 12te og 13de Aarhundrede; at Pandseret alene ikke blev betragtet som en Rustning, man behøvede at undsee sig ved, bestyrkes derved, at man har Efterretninger om "gambaisons", paa hvilke enhver Gjennemstikning var dækket med en Guldgylden<ref>Jvfr. Hewitt : Ancient armour and weapons in Europe, P. 255. Jeg benytter Leiligheden til særligt at anbefale dette fortrinlige Skrift til den, der maatte ønske at gjore sig bekjendt med den ældre Middelalders Vaaben.</ref>. Iøvrigt maa Pandseret, der i Beskaffenhed, ihvorvel ikke i Udseende, maa have lignet de Plastrons, der nuomstunder bruges i Fægteskolerne, i langt høiere Grad end den vistnok tunge men dog smidige Ringbrynje have bidraget til at gjøre hiin Tids krigerske Dragt stiv og ubekvem.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 5. des. 2018 kl. 19:44
Linje 56:		Linje 56:


−	[[Fil:Fig 7 Aarbog for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1867.png\|thumb\|150px\|Fig. 7. Fra en tydsk Haandtegning, henved 1200.]] Brynjens og Brynjehosernes tætte, smidige og stærke Væv af Jernringe har utvivlsomt ydet et meget godt Værn mod Sværdsæg og Spydsod; men om Brynjen end ikke let lod sig gjennembryde af den Tids Vaaben, saa gav den dog ingen Beskyttelse mod Contusioner. Det var derfor almindeligt, især i det 13de Aarhundrede, nedenunder Brynjen at bære en Slags tykke Hærklæder, som i England og Frankrig benævntes "gambaison" eller "gambais", som Hirdskraaen benævner Spaldiner eller Vaabentrøie, og som Kongespeilet benævner et Pandser<ref>Udtrykkene "Spaldenier" og "Panzier" forekomme i samme Betydning hos de tydske Digtere fra det 13de Aarhundrede ; naar San-Marte troer, at der har været gjort Forskjel mellem Spaldenier og Spalier, og at det første betegner et Stykke af Jernrustningen, saa beroer dette vistnok kun derpaa, at han ikke har været opmærksom paa, at en udstoppet "Spaldenier" uden nogen Brynje over alene udgjorde og virkeligt blev regnet for et ganske forsvarligt Værn (jvfr. Z. Waffeukunde d..ält. deuts. Mittelalters, P. 55).</ref>. Paa de gamle billedlige Mindesmærker sees stundom et langt og folderigt Kjortelskjød at hænge ned under Brynjen, som f. Ex. paa det Lavatorium i en Rytters Skikkelse udentvivl fra den sidste Halvdeel af det 13de Aarhundrede, som gjemmes i det oldnordiske Museum og som er gjengivet i Worsaaes "Nord. ~~0lds~~." Fig 536; dette er neppe det egenlige Pandser, der jo efter Kongespeilet kun skulde naae til midt paa Laaret, og som derfor paa mange Billeder maa tænkes skjult under Brynjen. Paa andre samtidige Billeder, f. Ex. Fig. 7 fra et tydsk Miniaturmaleri fra Slutningen af det 12te Aarhundcede, der viser os en Ridder i Spangebrynje, sees derimod Pandseret meget tydeligt ragende nogle faa Tommer nedenfor Brynjen; paa de illuminerede Billeder er det saagodtsom altid anlagt hvidt, og Afbildningerne gjengive det ofte bestemt som et meget tykt og stivt Klædebon; det vides med Sikkerhed, at de franske og engelske Ridderes "gambaison" var en tyk gjennemstukken Vams, udstoppet med Uld, Bomuld, Blaar eller, som der klages over, endog med gamle Klude. Der er herefter meget, som taler for, at de Haandskrifter af Kongespeilet, som sige, at Pandseret forfærdiges af blødt og opplukket eller opplydset Lærred, gjengive Meningen rigtigere, end de der tale om sværtet Lærred. Det var da ogsaa kun slige tykke udstoppede Hærklæder, der kunne antages alene, uden nogen Brynje over, at have afgivet et tilstrækkeligt Værn til at kunne kaldes en Rustning. Kongespeilet nævner udtrykkeligt Pandsere som det vigtigste Dækningsmiddel tilsøs; i Hirdskraaen nævnes Vaabentrøien som Rustning for de lavere Klasser af Hirdmænd<ref>Jvfr. Dolmers Hirdskraa P. 244.</ref>, og udenlandsfra har man Vidnesbyrd endog i Mængde for, at man har brugt "gambaisons" uden Brynje over, baade i det 12te og 13de Aarhundrede; at Pandseret alene ikke blev betragtet som en Rustning, man behøvede at undsee sig ved, bestyrkes derved, at man har Efterretninger om "gambaisons", paa hvilke enhver Gjennemstikning var dækket med en Guldgylden<ref>Jvfr. Hewitt : Ancient armour and weapons in Europe, P. 255. Jeg benytter Leiligheden til særligt at anbefale dette fortrinlige Skrift til den, der maatte ønske at gjore sig bekjendt med den ældre Middelalders Vaaben.</ref>. løvrigt maa Pandseret, der i Beskaffenhed, ihvorvel ikke i Udseende, maa have lignet de Plastrons, der nuomstunder bruges i Fægteskolerne, i langt høiere Grad end den vistnok tunge men dog smidige Ringbrynje have bidraget til at gjøre hiin Tids krigerske Dragt stiv og ubekvem.	+	[[Fil:Fig 7 Aarbog for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1867.png\|thumb\|150px\|Fig. 7. Fra en tydsk Haandtegning, henved 1200.]] Brynjens og Brynjehosernes tætte, smidige og stærke Væv af Jernringe har utvivlsomt ydet et meget godt Værn mod Sværdsæg og Spydsod; men om Brynjen end ikke let lod sig gjennembryde af den Tids Vaaben, saa gav den dog ingen Beskyttelse mod Contusioner. Det var derfor almindeligt, især i det 13de Aarhundrede, nedenunder Brynjen at bære en Slags tykke Hærklæder, som i England og Frankrig benævntes "gambaison" eller "gambais", som Hirdskraaen benævner Spaldiner eller Vaabentrøie, og som Kongespeilet benævner et Pandser<ref>Udtrykkene "Spaldenier" og "Panzier" forekomme i samme Betydning hos de tydske Digtere fra det 13de Aarhundrede ; naar San-Marte troer, at der har været gjort Forskjel mellem Spaldenier og Spalier, og at det første betegner et Stykke af Jernrustningen, saa beroer dette vistnok kun derpaa, at han ikke har været opmærksom paa, at en udstoppet "Spaldenier" uden nogen Brynje over alene udgjorde og virkeligt blev regnet for et ganske forsvarligt Værn (jvfr. Z. Waffeukunde d..ält. deuts. Mittelalters, P. 55).</ref>. Paa de gamle billedlige Mindesmærker sees stundom et langt og folderigt Kjortelskjød at hænge ned under Brynjen, som f. Ex. paa det Lavatorium i en Rytters Skikkelse udentvivl fra den sidste Halvdeel af det 13de Aarhundrede, som gjemmes i det oldnordiske Museum og som er gjengivet i Worsaaes "Nord. Olds." Fig 536; dette er neppe det egenlige Pandser, der jo efter Kongespeilet kun skulde naae til midt paa Laaret, og som derfor paa mange Billeder maa tænkes skjult under Brynjen. Paa andre samtidige Billeder, f. Ex. Fig. 7 fra et tydsk Miniaturmaleri fra Slutningen af det 12te Aarhundcede, der viser os en Ridder i Spangebrynje, sees derimod Pandseret meget tydeligt ragende nogle faa Tommer nedenfor Brynjen; paa de illuminerede Billeder er det saagodtsom altid anlagt hvidt, og Afbildningerne gjengive det ofte bestemt som et meget tykt og stivt Klædebon; det vides med Sikkerhed, at de franske og engelske Ridderes "gambaison" var en tyk gjennemstukken Vams, udstoppet med Uld, Bomuld, Blaar eller, som der klages over, endog med gamle Klude. Der er herefter meget, som taler for, at de Haandskrifter af Kongespeilet, som sige, at Pandseret forfærdiges af blødt og opplukket eller opplydset Lærred, gjengive Meningen rigtigere, end de der tale om sværtet Lærred. Det var da ogsaa kun slige tykke udstoppede Hærklæder, der kunne antages alene, uden nogen Brynje over, at have afgivet et tilstrækkeligt Værn til at kunne kaldes en Rustning. Kongespeilet nævner udtrykkeligt Pandsere som det vigtigste Dækningsmiddel tilsøs; i Hirdskraaen nævnes Vaabentrøien som Rustning for de lavere Klasser af Hirdmænd<ref>Jvfr. Dolmers Hirdskraa P. 244.</ref>, og udenlandsfra har man Vidnesbyrd endog i Mængde for, at man har brugt "gambaisons" uden Brynje over, baade i det 12te og 13de Aarhundrede; at Pandseret alene ikke blev betragtet som en Rustning, man behøvede at undsee sig ved, bestyrkes derved, at man har Efterretninger om "gambaisons", paa hvilke enhver Gjennemstikning var dækket med en Guldgylden<ref>Jvfr. Hewitt : Ancient armour and weapons in Europe, P. 255. Jeg benytter Leiligheden til særligt at anbefale dette fortrinlige Skrift til den, der maatte ønske at gjore sig bekjendt med den ældre Middelalders Vaaben.</ref>. løvrigt maa Pandseret, der i Beskaffenhed, ihvorvel ikke i Udseende, maa have lignet de Plastrons, der nuomstunder bruges i Fægteskolerne, i langt høiere Grad end den vistnok tunge men dog smidige Ringbrynje have bidraget til at gjøre hiin Tids krigerske Dragt stiv og ubekvem.

@@ Linje 56: / Linje 56: @@
-[[Fil:Fig 7 Aarbog for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1867.png|thumb|150px|Fig. 7. Fra en tydsk Haandtegning, henved 1200.]] Brynjens og Brynjehosernes tætte, smidige og stærke Væv af Jernringe har utvivlsomt ydet et meget godt Værn mod Sværdsæg og Spydsod; men om Brynjen end ikke let lod sig gjennembryde af den Tids Vaaben, saa gav den dog ingen Beskyttelse mod Contusioner. Det var derfor almindeligt, især i det 13de Aarhundrede, nedenunder Brynjen at bære en Slags tykke Hærklæder, som i England og Frankrig benævntes "gambaison" eller "gambais", som Hirdskraaen benævner Spaldiner eller Vaabentrøie, og som Kongespeilet benævner et Pandser<ref>Udtrykkene "Spaldenier" og "Panzier" forekomme i samme Betydning hos de tydske Digtere fra det 13de Aarhundrede ; naar San-Marte troer, at der har været gjort Forskjel mellem Spaldenier og Spalier, og at det første betegner et Stykke af Jernrustningen, saa beroer dette vistnok kun derpaa, at han ikke har været opmærksom paa, at en udstoppet "Spaldenier" uden nogen Brynje over alene udgjorde og virkeligt blev regnet for et ganske forsvarligt Værn (jvfr. Z. Waffeukunde d..ält. deuts. Mittelalters, P. 55).</ref>. Paa de gamle billedlige Mindesmærker sees stundom et langt og folderigt Kjortelskjød at hænge ned under Brynjen, som f. Ex. paa det Lavatorium i en Rytters Skikkelse udentvivl fra den sidste Halvdeel af det 13de Aarhundrede, som gjemmes i det oldnordiske Museum og som er gjengivet i Worsaaes "Nord. 0lds." Fig 536; dette er neppe det egenlige Pandser, der jo efter Kongespeilet kun skulde naae til midt paa Laaret, og som derfor paa mange Billeder maa tænkes skjult under Brynjen. Paa andre samtidige Billeder, f. Ex. Fig. 7 fra et tydsk Miniaturmaleri fra Slutningen af det 12te Aarhundcede, der viser os en Ridder i Spangebrynje, sees derimod Pandseret meget tydeligt ragende nogle faa Tommer nedenfor Brynjen; paa de illuminerede Billeder er det saagodtsom altid anlagt hvidt, og Afbildningerne gjengive det ofte bestemt som et meget tykt og stivt Klædebon; det vides med Sikkerhed, at de franske og engelske Ridderes "gambaison" var en tyk gjennemstukken Vams, udstoppet med Uld, Bomuld, Blaar eller, som der klages over, endog med gamle Klude. Der er herefter meget, som taler for, at de Haandskrifter af Kongespeilet, som sige, at Pandseret forfærdiges af blødt og opplukket eller opplydset Lærred, gjengive Meningen rigtigere, end de der tale om sværtet Lærred. Det var da ogsaa kun slige tykke udstoppede Hærklæder, der kunne antages alene, uden nogen Brynje over, at have afgivet et tilstrækkeligt Værn til at kunne kaldes en Rustning. Kongespeilet nævner udtrykkeligt Pandsere som det vigtigste Dækningsmiddel tilsøs; i Hirdskraaen nævnes Vaabentrøien som Rustning for de lavere Klasser af Hirdmænd<ref>Jvfr. Dolmers Hirdskraa P. 244.</ref>, og udenlandsfra har man Vidnesbyrd endog i Mængde for, at man har brugt "gambaisons" uden Brynje over, baade i det 12te og I3de Aarhundrede; at Pandseret alene ikke blev betragtet som en Rustning, man behøvede at undsee sig ved, bestyrkes derved, at man har Efterretninger om "gambaisons", paa hvilke enhver Gjennemstikning var dækket med en Guldgylden<ref>Jvfr. Hewitt : Ancient armour and weapons in Europe, P. 255. Jeg benytter Leiligheden til særligt at anbefale dette fortrinlige Skrift til den, der maatte ønske at gjore sig bekjendt med den ældre Middelalders Vaaben.</ref>. løvrigt maa Pandseret, der i Beskaffenhed, ihvorvel ikke i Udseende, maa have lignet de Plastrons, der nuomstunder bruges i Fægteskolerne, i langt høiere Grad end den vistnok tunge men dog smidige Ringbrynje have bidraget til at gjøre hiin Tids krigerske Dragt stiv og ubekvem.
+[[Fil:Fig 7 Aarbog for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1867.png|thumb|150px|Fig. 7. Fra en tydsk Haandtegning, henved 1200.]] Brynjens og Brynjehosernes tætte, smidige og stærke Væv af Jernringe har utvivlsomt ydet et meget godt Værn mod Sværdsæg og Spydsod; men om Brynjen end ikke let lod sig gjennembryde af den Tids Vaaben, saa gav den dog ingen Beskyttelse mod Contusioner. Det var derfor almindeligt, især i det 13de Aarhundrede, nedenunder Brynjen at bære en Slags tykke Hærklæder, som i England og Frankrig benævntes "gambaison" eller "gambais", som Hirdskraaen benævner Spaldiner eller Vaabentrøie, og som Kongespeilet benævner et Pandser<ref>Udtrykkene "Spaldenier" og "Panzier" forekomme i samme Betydning hos de tydske Digtere fra det 13de Aarhundrede ; naar San-Marte troer, at der har været gjort Forskjel mellem Spaldenier og Spalier, og at det første betegner et Stykke af Jernrustningen, saa beroer dette vistnok kun derpaa, at han ikke har været opmærksom paa, at en udstoppet "Spaldenier" uden nogen Brynje over alene udgjorde og virkeligt blev regnet for et ganske forsvarligt Værn (jvfr. Z. Waffeukunde d..ält. deuts. Mittelalters, P. 55).</ref>. Paa de gamle billedlige Mindesmærker sees stundom et langt og folderigt Kjortelskjød at hænge ned under Brynjen, som f. Ex. paa det Lavatorium i en Rytters Skikkelse udentvivl fra den sidste Halvdeel af det 13de Aarhundrede, som gjemmes i det oldnordiske Museum og som er gjengivet i Worsaaes "Nord. 0lds." Fig 536; dette er neppe det egenlige Pandser, der jo efter Kongespeilet kun skulde naae til midt paa Laaret, og som derfor paa mange Billeder maa tænkes skjult under Brynjen. Paa andre samtidige Billeder, f. Ex. Fig. 7 fra et tydsk Miniaturmaleri fra Slutningen af det 12te Aarhundcede, der viser os en Ridder i Spangebrynje, sees derimod Pandseret meget tydeligt ragende nogle faa Tommer nedenfor Brynjen; paa de illuminerede Billeder er det saagodtsom altid anlagt hvidt, og Afbildningerne gjengive det ofte bestemt som et meget tykt og stivt Klædebon; det vides med Sikkerhed, at de franske og engelske Ridderes "gambaison" var en tyk gjennemstukken Vams, udstoppet med Uld, Bomuld, Blaar eller, som der klages over, endog med gamle Klude. Der er herefter meget, som taler for, at de Haandskrifter af Kongespeilet, som sige, at Pandseret forfærdiges af blødt og opplukket eller opplydset Lærred, gjengive Meningen rigtigere, end de der tale om sværtet Lærred. Det var da ogsaa kun slige tykke udstoppede Hærklæder, der kunne antages alene, uden nogen Brynje over, at have afgivet et tilstrækkeligt Værn til at kunne kaldes en Rustning. Kongespeilet nævner udtrykkeligt Pandsere som det vigtigste Dækningsmiddel tilsøs; i Hirdskraaen nævnes Vaabentrøien som Rustning for de lavere Klasser af Hirdmænd<ref>Jvfr. Dolmers Hirdskraa P. 244.</ref>, og udenlandsfra har man Vidnesbyrd endog i Mængde for, at man har brugt "gambaisons" uden Brynje over, baade i det 12te og 13de Aarhundrede; at Pandseret alene ikke blev betragtet som en Rustning, man behøvede at undsee sig ved, bestyrkes derved, at man har Efterretninger om "gambaisons", paa hvilke enhver Gjennemstikning var dækket med en Guldgylden<ref>Jvfr. Hewitt : Ancient armour and weapons in Europe, P. 255. Jeg benytter Leiligheden til særligt at anbefale dette fortrinlige Skrift til den, der maatte ønske at gjore sig bekjendt med den ældre Middelalders Vaaben.</ref>. løvrigt maa Pandseret, der i Beskaffenhed, ihvorvel ikke i Udseende, maa have lignet de Plastrons, der nuomstunder bruges i Fægteskolerne, i langt høiere Grad end den vistnok tunge men dog smidige Ringbrynje have bidraget til at gjøre hiin Tids krigerske Dragt stiv og ubekvem.
@@ Linje 80: / Linje 80: @@
-Kongen har iforveien seet "igiennem hielm trange" ; han bærer altsaa en lukket Hjelm ; skulde "hielm-nødt" da muligviis betyde det samme som Wolfram von Eschenbachs "Fintale"? Og binder Kongen Visiret fast for Ansigtet, da han skal modtage Banehugget af Vidrik Verlandsen, af samme Grund som Skule Hertug holdt en Bukler for sit Ansigt i sin sidste Stund, og sagde til Birkebenerne: "Hugger mig ikke i Ansigtet, thi det er Uskik at gjøre sligt ved en Høvding." (Jvfr. Oldnordiske Sagaer 9de Bd., P. 368).</ref>. Vistnok en af de tidligste, endnu ikke fuldt udviklede Former af den lukkede Hjelm er gjengivet i Fig. 13, taget fra et Billedhaandskrift fra Begyndelsen af det 13de Aarhundrede af Heinrich von Veldecks "Eneidt", og dobbelt mærkelig derved, at den er smykket med et Hjelmtegn; denne bizarre Prydelse, i dette Tilfælde et Fuglehoved, der forfærdigedes af Pergament e. dsl., forekommer nemlig ellers først ved Midten af Aarhundredet, og det er endda et meget tvivlsomt Spørgsmaal , om man, ei alene i Norden, men selv i England er istand til  at paavise et Exempel paa Forekomsten af et egenligt Hjelmtegn før efter 1300<ref>De Prydelser, der ere antydede paa Hjelmene f. Ex. i de to danske Adelsmænds Peder Finsens og Torben Pedersens Segl fra 1251 og 1263 fortjene nemlig ikke Navn af egenlige Hjelmtegn. Snarere tør man see saadanne i de sælsomme Prydelser, som den svenske Adelsmand Holmger Ulfson fører paa Hjelmen i sit Segl fra. 1291</ref>. [[Fil:Fig 13 Aarbog for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1867.png|thumb|200px|Fig. 13. Fra H. v. Veldecks Eneldt fra Begyndelsen af 13. Aarh.]] En meget almindeligere Form af den lukkede Hjelm i det 13de Aarhundrede er den, som man har benævnet Tøndehjelmen, en oventil flad, næsten cylindrisk Staalhue, der hang ned om Hovedet til i Høide med Hagen, og hvis Visir, dvs. den Deel, der dækkede Ansigtet, havde Tværsprækker til at see udad og Huller for Munden til at drage Veiret igjennem; stundom var dette Visir fast forbundet med den øvrige Hjelm, stundom synes det at have været bevægeligt, saaledes som det maaskee kan antages om den i Fig. 14 afbildede Hjelm fra den engelske Konge Henrik den 3dies Sigil. Man forstaaer let ved at betragte denne Afbildning eller endnu bedre de tvende Lavatorier i det oldnordiske Museum, der forestille Ryttere med slige Hjelme, hvorledes det i Slaget ved Tagliacozzo 1268, hvor Carl af Anjou overvandt Conradin og tog ham fangen, kunde hændes en af de franske Riddere, Guy de Montfort, at han ved et Landsestød fik Hjelmen dreiet rundt paa Hovedet, saa at Sprækkerne for Øinene kom til at sidde i Nakken ; han hug om sig iblinde med Sværdet, indtil en af hans Stalbrødre omsider, efter at have navngivet sig for ham, fik Lov til at komme ham nær nok til at sætte ham Hjelmen ret paa Hovedet igjen<ref>Jfr. Carrée: Panoplie P. 19.</ref>. [[Fil:Fig 14 Aarbog for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1867.png|thumb|200px|Fig. 14. Fra Henrik d. 3dies Sigil.]] Som det synes brugte man for at forhindre denne Slags Uheld saavelsom det, at Hjelmen skulde kunne stødes af Hovedet, at "opbinde" Hjelmen, d. v. s. med Snore eller Remme at gjøre den fast for og bag til Brynjen; ikkedestomindre var det nødvendigt under Hjelmen at bære Brynjehætten og Pandserhuen; ved en Tournering 1252 kom saaledes en engelsk Adelsmand Roger de Lemburn uforvarende til at dræbe sin Modstander Arnold de Montigny, fordi denne ikke havde nogen Brynjehætte under Hjelmen<ref>Jfr. Hewitt: Ancient armour P. 234.</ref>. Det er den ovenfor beskrevne fladtoppede Form af den lukkede Hjelm, som forekommer hyppigst paa danske, norske og svenske Segl fra den anden Halvdeel af det 13deAarhundrede, saaledes paa Hertug Erik af Sønderjyllands fra 1269, Peder Finsens fra 1251 og Torben Pedersens fra 1263, endvidere paa Kong Haakon den Unges fra 1250, Magnus Lagabæters fra 1265 og 1278 og selv paa Bjarne Erlingsens fra 1297 samt paa Birger Magnussøns fra 1254 og 1257, Magnus Ladelaases fra 1270 og Bengt Birgersøns fra 1283. Først henimod Slutningen af Aarhundredet fik den store Hjelm en mere rundtoppet eller spidstoppet Form og kom omtrent samtidigt til at naae heelt ned til Skuldrene, som det f. Ex. sees paa Fig. 15, taget fra Maleriet fra Nedstryens Kirke, og som den synes at være antydet paa Magnus Lagabæters 3die Sigil, saavelsom paa Erik Præstehaders Segl fra 1296, hvorfra Fig. 16 er taget, og paa Haakon Høilægs af samme Aar, medens han endnu var Hertug.[[Fil:Fig15 Aarbog for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1867.png|thumb|200px|Fig. 15. Fra maleriet fra Nedstryen.]] Den samme Form af Hjelmen holdt sig i Brug hele det I4de Aarhundrede igjennem, men forekommer da saagodtsom altid forsynet med Hjelmtegn og Hjelmklæde, f. Ex. paa Magnus Smeks Segl og paa det Signet, der gjemmes i det oldnordiske Museum, og som har tilhørt en Markvard Skinkel. — Paa Afbildningen Fig. 16 fra Erik Præstehaders Sigil vil man finde to opretstaaende Vinger ved Skuldrene, prydede med den norske Løve; disse paa fransk saakaldte "ailettes" vare ikkun en af Pergament eller Læder dannet Prydelse, der er karakteristisk for Slutningen af det 13de Aarhundrede og kun bestemt til at stille de heraldiske Mærker tilskue; man var ikke tilfreds med at have dem anbragt paa Skjoldet, Hjelmen, Overkjortelen og Hestedækkenet, stundom endog paa Sadelbuen; saamegen Priis satte man allerede paa disse adelige Mærker, neppe Hundrede Aar efter at de vare komne i Brug.
+Kongen har iforveien seet "igiennem hielm trange" ; han bærer altsaa en lukket Hjelm ; skulde "hielm-nødt" da muligviis betyde det samme som Wolfram von Eschenbachs "Fintale"? Og binder Kongen Visiret fast for Ansigtet, da han skal modtage Banehugget af Vidrik Verlandsen, af samme Grund som Skule Hertug holdt en Bukler for sit Ansigt i sin sidste Stund, og sagde til Birkebenerne: "Hugger mig ikke i Ansigtet, thi det er Uskik at gjøre sligt ved en Høvding." (Jvfr. Oldnordiske Sagaer 9de Bd., P. 368).</ref>. Vistnok en af de tidligste, endnu ikke fuldt udviklede Former af den lukkede Hjelm er gjengivet i Fig. 13, taget fra et Billedhaandskrift fra Begyndelsen af det 13de Aarhundrede af Heinrich von Veldecks "Eneidt", og dobbelt mærkelig derved, at den er smykket med et Hjelmtegn; denne bizarre Prydelse, i dette Tilfælde et Fuglehoved, der forfærdigedes af Pergament e. dsl., forekommer nemlig ellers først ved Midten af Aarhundredet, og det er endda et meget tvivlsomt Spørgsmaal , om man, ei alene i Norden, men selv i England er istand til  at paavise et Exempel paa Forekomsten af et egenligt Hjelmtegn før efter 1300<ref>De Prydelser, der ere antydede paa Hjelmene f. Ex. i de to danske Adelsmænds Peder Finsens og Torben Pedersens Segl fra 1251 og 1263 fortjene nemlig ikke Navn af egenlige Hjelmtegn. Snarere tør man see saadanne i de sælsomme Prydelser, som den svenske Adelsmand Holmger Ulfson fører paa Hjelmen i sit Segl fra. 1291</ref>. [[Fil:Fig 13 Aarbog for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1867.png|thumb|200px|Fig. 13. Fra H. v. Veldecks Eneldt fra Begyndelsen af 13. Aarh.]] En meget almindeligere Form af den lukkede Hjelm i det 13de Aarhundrede er den, som man har benævnet Tøndehjelmen, en oventil flad, næsten cylindrisk Staalhue, der hang ned om Hovedet til i Høide med Hagen, og hvis Visir, dvs. den Deel, der dækkede Ansigtet, havde Tværsprækker til at see udad og Huller for Munden til at drage Veiret igjennem; stundom var dette Visir fast forbundet med den øvrige Hjelm, stundom synes det at have været bevægeligt, saaledes som det maaskee kan antages om den i Fig. 14 afbildede Hjelm fra den engelske Konge Henrik den 3dies Sigil. Man forstaaer let ved at betragte denne Afbildning eller endnu bedre de tvende Lavatorier i det oldnordiske Museum, der forestille Ryttere med slige Hjelme, hvorledes det i Slaget ved Tagliacozzo 1268, hvor Carl af Anjou overvandt Conradin og tog ham fangen, kunde hændes en af de franske Riddere, Guy de Montfort, at han ved et Landsestød fik Hjelmen dreiet rundt paa Hovedet, saa at Sprækkerne for Øinene kom til at sidde i Nakken ; han hug om sig iblinde med Sværdet, indtil en af hans Stalbrødre omsider, efter at have navngivet sig for ham, fik Lov til at komme ham nær nok til at sætte ham Hjelmen ret paa Hovedet igjen<ref>Jfr. Carrée: Panoplie P. 19.</ref>. [[Fil:Fig 14 Aarbog for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1867.png|thumb|200px|Fig. 14. Fra Henrik d. 3dies Sigil.]] Som det synes brugte man for at forhindre denne Slags Uheld saavelsom det, at Hjelmen skulde kunne stødes af Hovedet, at "opbinde" Hjelmen, d. v. s. med Snore eller Remme at gjøre den fast for og bag til Brynjen; ikkedestomindre var det nødvendigt under Hjelmen at bære Brynjehætten og Pandserhuen; ved en Tournering 1252 kom saaledes en engelsk Adelsmand Roger de Lemburn uforvarende til at dræbe sin Modstander Arnold de Montigny, fordi denne ikke havde nogen Brynjehætte under Hjelmen<ref>Jfr. Hewitt: Ancient armour P. 234.</ref>. Det er den ovenfor beskrevne fladtoppede Form af den lukkede Hjelm, som forekommer hyppigst paa danske, norske og svenske Segl fra den anden Halvdeel af det 13deAarhundrede, saaledes paa Hertug Erik af Sønderjyllands fra 1269, Peder Finsens fra 1251 og Torben Pedersens fra 1263, endvidere paa Kong Haakon den Unges fra 1250, Magnus Lagabæters fra 1265 og 1278 og selv paa Bjarne Erlingsens fra 1297 samt paa Birger Magnussøns fra 1254 og 1257, Magnus Ladelaases fra 1270 og Bengt Birgersøns fra 1283. Først henimod Slutningen af Aarhundredet fik den store Hjelm en mere rundtoppet eller spidstoppet Form og kom omtrent samtidigt til at naae heelt ned til Skuldrene, som det f. Ex. sees paa Fig. 15, taget fra Maleriet fra Nedstryens Kirke, og som den synes at være antydet paa Magnus Lagabæters 3die Sigil, saavelsom paa Erik Præstehaders Segl fra 1296, hvorfra Fig. 16 er taget, og paa Haakon Høilægs af samme Aar, medens han endnu var Hertug.[[Fil:Fig15 Aarbog for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1867.png|thumb|200px|Fig. 15. Fra maleriet fra Nedstryen.]] Den samme Form af Hjelmen holdt sig i Brug hele det 14de Aarhundrede igjennem, men forekommer da saagodtsom altid forsynet med Hjelmtegn og Hjelmklæde, f. Ex. paa Magnus Smeks Segl og paa det Signet, der gjemmes i det oldnordiske Museum, og som har tilhørt en Markvard Skinkel. — Paa Afbildningen Fig. 16 fra Erik Præstehaders Sigil vil man finde to opretstaaende Vinger ved Skuldrene, prydede med den norske Løve; disse paa fransk saakaldte "ailettes" vare ikkun en af Pergament eller Læder dannet Prydelse, der er karakteristisk for Slutningen af det 13de Aarhundrede og kun bestemt til at stille de heraldiske Mærker tilskue; man var ikke tilfreds med at have dem anbragt paa Skjoldet, Hjelmen, Overkjortelen og Hestedækkenet, stundom endog paa Sadelbuen; saamegen Priis satte man allerede paa disse adelige Mærker, neppe Hundrede Aar efter at de vare komne i Brug.
-[[Fil:Fig 16 Aarbog for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1867.png|thumb|200px|Fig. 16. Fra Erik Prestehaders Segl 1296-98.]] Kongespeilet gjør Forskjel mellem tvende Slags Skjolde, Bukleren og det egenlige Skjold. Bukleren (Navnet vistnok fordreiet fra det franske "bouclier" var et rundt lille Skjold, der førtes i den venstre Haand, og derfor kun brugtes i Kampen tilfods og tilsøs; dets Udseende og Anvendelse sees af Fig. 17, en fantastisk Randtegning fra et Haandskrift af Bibelen, som Kugler, ihvorvel neppe med Rette, henfører til det 14de Aarhundrede; det sees ogsaa afbildet paa en med Udskæring forsiret Æske af Hvalrostand, som gjemmes i det oldnordiske Museum, som ligeledes eier et sligt lille Rundskjold, rimeligviis fra det 13de Aarhundrede<ref>See Worsaaes "Nordiske Oldsager i det Kgl. Museum i Kjøbenhavn", Fig. 555 og 571.</ref>.  Bukleren omtales iøvrigt sjældent i Oldskrifterne, ihvorvel den nævnes baade af Kongespeilet og Hirdskraaen; maaskee man deraf med nogen Rimelighed kan slutte, at den først er kommen i almindelig Brug i Norden ved et Tidspunkt i det 13de Aarhundrede, da de fleste og vigtigste af Oldskrifterne allerede vare førte i Pennen. Det egentlige Skjold brugtes saavel tilhest som tilfods og førtes derfor hængende i en Rem over den høire Skulder. I Kampen tilhest spillede det store Skjold i den ældre Middelalder en vigtig Rolle, idet det hang ned og bedækkede hele Rytterens venstre Side; paa denne Side er det endnu i vore Dage Rytteren vanskeligt nok at føre sine Vaaben og værge sig med Eftertryk og har været det endnu langt mere i hiin Tid, da Rytteren maa have havt ondt ved at bevæge sig, indesluttet som han var i en vistnok i høieste Grad ubekvem Pandserdragt og tilmed i en snever Sadel. Hvor meget man har sat Lid til Skjoldet fremgaaer deraf, at en Rolandsstøtte fra det 11te Aarhundrede ved Domkirken i Milano kun har Brynjeklædning paa det høire Been<ref>Jvfr. von Sackcn: Die Ambraser Sammlung, 1ste Bd. P. 59 i Anmærkningen</ref>.  Paa Bayeuxtapetet forekommer det store Skjold af Form som en Papirsdrage (see Fig. 2) af Mandshøide, ganske fladt, forneden spidst, foroven rundt efter en Halvcirkel. Allerede i det I2te Aarhundrede træffes det brugt tilhest og tilfods i en noget anden Skikkelse, (see Fig. 3, 7 og 12), nemlig lige afskaaret foroven og stærkt bøiet; efter al Rimelighed er det disse bøiede Skjolde, som Kongespeilet benævner lukkede. I Løbet af det 13de Aarhundrede blive Skjoldene bestandigt mindre og mindre; endnu paa Haakon den Unges Sigil fra 1250 og paa Knud Jarls fra 1255, saavelsom paa den engelske Konge Henrik den 3dies, og Edward den 1stes fra 1270 (see Fig. 14 og 19) har Skjoldet den bøiede eller lukkede Form; men allerede paa Magnus Lagabæters Sigil fra 1265 saavelsom paa Erik Præstehaders, Haakon Høilægs og Bjarne Erlingsens fra Aarhundredets sidste Decennium er Skjoldet svundet ind til en lille flad Plade, neppe tjenlig til andet end til at bære Adelsmærket tilsyne paa (see Fig. 16); det samme sees paa Maleriet fra Nedstryen (see Fig. 4 og 20). Dog forekommer leilighedsviis det lukkede Skjold ei alene ved Slutningen af det 13de Aarhundrede (see f. Ex. Fig. 9), men selv langt ind i det 14de kan man finde det gjengivet paa Gravmæler. At Skjoldet saaledes efterhaanden formindskedes, var en ganske naturlig Følge deraf, at det blev mere og mere overflødigt, altsom Rustningerne iøvrigt bleve fuldkomnere; heelt gik det af Brug, undtagen netop til Tournering, dengang Pladerustningen ved Midten af det 15de Aarhundrede naaede sin fuldstændige Udvikling. Det fiirkantede Skjold og den saakaldte Trallehjelm, som findes gjengivet i alle Nutidens Adelsvaaben, have aldrig været brugte i Krig, kun til Tournering, Trallehjelmen enddatil den meest ublodige Art af Tournering, ved hvilken det kun gjaldt om den kummerlige Triumf med et Træsværd at slaae Hjelmtegnet af sin Modstanders Hjelm.
+[[Fil:Fig 16 Aarbog for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1867.png|thumb|200px|Fig. 16. Fra Erik Prestehaders Segl 1296-98.]] Kongespeilet gjør Forskjel mellem tvende Slags Skjolde, Bukleren og det egenlige Skjold. Bukleren (Navnet vistnok fordreiet fra det franske "bouclier" var et rundt lille Skjold, der førtes i den venstre Haand, og derfor kun brugtes i Kampen tilfods og tilsøs; dets Udseende og Anvendelse sees af Fig. 17, en fantastisk Randtegning fra et Haandskrift af Bibelen, som Kugler, ihvorvel neppe med Rette, henfører til det 14de Aarhundrede; det sees ogsaa afbildet paa en med Udskæring forsiret Æske af Hvalrostand, som gjemmes i det oldnordiske Museum, som ligeledes eier et sligt lille Rundskjold, rimeligviis fra det 13de Aarhundrede<ref>See Worsaaes "Nordiske Oldsager i det Kgl. Museum i Kjøbenhavn", Fig. 555 og 571.</ref>.  Bukleren omtales iøvrigt sjældent i Oldskrifterne, ihvorvel den nævnes baade af Kongespeilet og Hirdskraaen; maaskee man deraf med nogen Rimelighed kan slutte, at den først er kommen i almindelig Brug i Norden ved et Tidspunkt i det 13de Aarhundrede, da de fleste og vigtigste af Oldskrifterne allerede vare førte i Pennen. Det egentlige Skjold brugtes saavel tilhest som tilfods og førtes derfor hængende i en Rem over den høire Skulder. I Kampen tilhest spillede det store Skjold i den ældre Middelalder en vigtig Rolle, idet det hang ned og bedækkede hele Rytterens venstre Side; paa denne Side er det endnu i vore Dage Rytteren vanskeligt nok at føre sine Vaaben og værge sig med Eftertryk og har været det endnu langt mere i hiin Tid, da Rytteren maa have havt ondt ved at bevæge sig, indesluttet som han var i en vistnok i høieste Grad ubekvem Pandserdragt og tilmed i en snever Sadel. Hvor meget man har sat Lid til Skjoldet fremgaaer deraf, at en Rolandsstøtte fra det 11te Aarhundrede ved Domkirken i Milano kun har Brynjeklædning paa det høire Been<ref>Jvfr. von Sackcn: Die Ambraser Sammlung, 1ste Bd. P. 59 i Anmærkningen</ref>.  Paa Bayeuxtapetet forekommer det store Skjold af Form som en Papirsdrage (see Fig. 2) af Mandshøide, ganske fladt, forneden spidst, foroven rundt efter en Halvcirkel. Allerede i det 12te Aarhundrede træffes det brugt tilhest og tilfods i en noget anden Skikkelse, (see Fig. 3, 7 og 12), nemlig lige afskaaret foroven og stærkt bøiet; efter al Rimelighed er det disse bøiede Skjolde, som Kongespeilet benævner lukkede. I Løbet af det 13de Aarhundrede blive Skjoldene bestandigt mindre og mindre; endnu paa Haakon den Unges Sigil fra 1250 og paa Knud Jarls fra 1255, saavelsom paa den engelske Konge Henrik den 3dies, og Edward den 1stes fra 1270 (see Fig. 14 og 19) har Skjoldet den bøiede eller lukkede Form; men allerede paa Magnus Lagabæters Sigil fra 1265 saavelsom paa Erik Præstehaders, Haakon Høilægs og Bjarne Erlingsens fra Aarhundredets sidste Decennium er Skjoldet svundet ind til en lille flad Plade, neppe tjenlig til andet end til at bære Adelsmærket tilsyne paa (see Fig. 16); det samme sees paa Maleriet fra Nedstryen (see Fig. 4 og 20). Dog forekommer leilighedsviis det lukkede Skjold ei alene ved Slutningen af det 13de Aarhundrede (see f. Ex. Fig. 9), men selv langt ind i det 14de kan man finde det gjengivet paa Gravmæler. At Skjoldet saaledes efterhaanden formindskedes, var en ganske naturlig Følge deraf, at det blev mere og mere overflødigt, altsom Rustningerne iøvrigt bleve fuldkomnere; heelt gik det af Brug, undtagen netop til Tournering, dengang Pladerustningen ved Midten af det 15de Aarhundrede naaede sin fuldstændige Udvikling. Det fiirkantede Skjold og den saakaldte Trallehjelm, som findes gjengivet i alle Nutidens Adelsvaaben, have aldrig været brugte i Krig, kun til Tournering, Trallehjelmen enddatil den meest ublodige Art af Tournering, ved hvilken det kun gjaldt om den kummerlige Triumf med et Træsværd at slaae Hjelmtegnet af sin Modstanders Hjelm.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 5. des. 2018 kl. 19:35
Linje 83:		Linje 83:


−	[[Fil:Fig 16 Aarbog for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1867.png\|thumb\|200px\|Fig. 16. Fra Erik Prestehaders Segl 1296-98.]] Kongespeilet gjør Forskjel mellem tvende Slags Skjolde, Bukleren og det egenlige Skjold. Bukleren (Navnet vistnok fordreiet fra det franske "bouclier" var et rundt lille Skjold, der førtes i den venstre Haand, og derfor kun brugtes i Kampen tilfods og tilsøs; dets Udseende og Anvendelse sees af Fig. 17, en fantastisk Randtegning fra et Haandskrift af Bibelen, som Kugler, ihvorvel neppe med Rette, henfører til det 14de Aarhundrede; det sees ogsaa afbildet paa en med Udskæring forsiret Æske af Hvalrostand, som gjemmes i det oldnordiske Museum, som ligeledes eier et sligt lille Rundskjold, rimeligviis fra det 13de Aarhundrede<ref>See Worsaaes "Nordiske Oldsager i det Kgl. Museum i Kjøbenhavn", Fig. 555 og 571.</ref>. Bukleren omtales iøvrigt sjældent i Oldskrifterne, ihvorvel den nævnes baade af Kongespeilet og Hirdskraaen; maaskee man deraf med nogen Rimelighed kan slutte, at den først er kommen i almindelig Brug i Norden ved et Tidspunkt i det 13de Aarhundrede, da de fleste og vigtigste af Oldskrifterne allerede vare førte i Pennen. Det egentlige Skjold brugtes saavel tilhest som tilfods og førtes derfor hængende i en Rem over den høire Skulder. I Kampen tilhest spillede det store Skjold i den ældre Middelalder en vigtig Rolle, idet det hang ned og bedækkede hele Rytterens venstre Side; paa denne Side er det endnu i vore Dage Rytteren vanskeligt nok at føre sine Vaaben og værge sig med Eftertryk og har været det endnu langt mere i hiin Tid, da Rytteren maa have havt ondt ved at bevæge sig, indesluttet som han var i en vistnok i høieste Grad ubekvem Pandserdragt og tilmed i en snever Sadel. Hvor meget man har sat Lid til Skjoldet fremgaaer deraf, at en Rolandsstøtte fra det 11te Aarhundrede ved Domkirken i Milano kun har Brynjeklædning paa det høire Been<ref>Jvfr. von Sackcn: Die Ambraser Sammlung, 1ste Bd. P. 59 i Anmærkningen</ref>. Paa Bayeuxtapetet forekommer det store Skjold af Form som en Papirsdrage (see Fig. 2) af Mandshøide, ganske fladt, forneden spidst, foroven rundt efter en Halvcirkel. Allerede i det I2te Aarhundrede træffes det brugt tilhest og tilfods i en noget anden Skikkelse, (see Fig. 3, 7 og 12), nemlig lige afskaaret foroven og stærkt bøiet; efter al Rimelighed er det disse bøiede Skjolde, som Kongespeilet benævner lukkede. I Løbet af det 13de Aarhundrede blive Skjoldene bestandigt mindre og mindre; endnu paa Haakon den Unges Sigil fra 1250 og paa Knud Jarls fra 1255, saavelsom paa den engelske Konge Henrik den 3dies, og Edward den 1stes fra 1270 (see Fig. 14 og 19) har Skjoldet den bøiede eller lukkede Form; men allerede paa Magnus Lagabæters Sigil fra 1265 saavelsom paa Erik Præstehaders,. Haakon Høilægs og Bjarne Erlingsens fra Aarhundredets sidste Decennium er Skjoldet svundet ind til en lille flad Plade, neppe tjenlig til andet end til at bære Adelsmærket tilsyne paa (see Fig. 16); det samme sees paa Maleriet fra Nedstryen (see Fig. 4 og 20). Dog forekommer leilighedsviis det lukkede Skjold ei alene ved Slutningen af det 13de Aarhundrede (see f. Ex. Fig. 9), men selv langt ind i det 14de kan man finde det gjengivet paa Gravmæler. At Skjoldet saaledes efterhaanden formindskedes, var en ganske naturlig Følge deraf, at det blev mere og mere overflødigt, altsom Rustningerne iøvrigt bleve fuldkomnere; heelt gik det af Brug, undtagen netop til Tournering, dengang Pladerustningen ved Midten af det 15de Aarhundrede naaede sin fuldstændige Udvikling. Det fiirkantede Skjold og den saakaldte Trallehjelm, som findes gjengivet i alle Nutidens Adelsvaaben, have aldrig været brugte i Krig, kun til Tournering, Trallehjelmen enddatil den meest ublodige Art af Tournering, ved hvilken det kun gjaldt om den kummerlige Triumf med et Træsværd at slaae Hjelmtegnet af sin Modstanders Hjelm.	+	[[Fil:Fig 16 Aarbog for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1867.png\|thumb\|200px\|Fig. 16. Fra Erik Prestehaders Segl 1296-98.]] Kongespeilet gjør Forskjel mellem tvende Slags Skjolde, Bukleren og det egenlige Skjold. Bukleren (Navnet vistnok fordreiet fra det franske "bouclier" var et rundt lille Skjold, der førtes i den venstre Haand, og derfor kun brugtes i Kampen tilfods og tilsøs; dets Udseende og Anvendelse sees af Fig. 17, en fantastisk Randtegning fra et Haandskrift af Bibelen, som Kugler, ihvorvel neppe med Rette, henfører til det 14de Aarhundrede; det sees ogsaa afbildet paa en med Udskæring forsiret Æske af Hvalrostand, som gjemmes i det oldnordiske Museum, som ligeledes eier et sligt lille Rundskjold, rimeligviis fra det 13de Aarhundrede<ref>See Worsaaes "Nordiske Oldsager i det Kgl. Museum i Kjøbenhavn", Fig. 555 og 571.</ref>. Bukleren omtales iøvrigt sjældent i Oldskrifterne, ihvorvel den nævnes baade af Kongespeilet og Hirdskraaen; maaskee man deraf med nogen Rimelighed kan slutte, at den først er kommen i almindelig Brug i Norden ved et Tidspunkt i det 13de Aarhundrede, da de fleste og vigtigste af Oldskrifterne allerede vare førte i Pennen. Det egentlige Skjold brugtes saavel tilhest som tilfods og førtes derfor hængende i en Rem over den høire Skulder. I Kampen tilhest spillede det store Skjold i den ældre Middelalder en vigtig Rolle, idet det hang ned og bedækkede hele Rytterens venstre Side; paa denne Side er det endnu i vore Dage Rytteren vanskeligt nok at føre sine Vaaben og værge sig med Eftertryk og har været det endnu langt mere i hiin Tid, da Rytteren maa have havt ondt ved at bevæge sig, indesluttet som han var i en vistnok i høieste Grad ubekvem Pandserdragt og tilmed i en snever Sadel. Hvor meget man har sat Lid til Skjoldet fremgaaer deraf, at en Rolandsstøtte fra det 11te Aarhundrede ved Domkirken i Milano kun har Brynjeklædning paa det høire Been<ref>Jvfr. von Sackcn: Die Ambraser Sammlung, 1ste Bd. P. 59 i Anmærkningen</ref>. Paa Bayeuxtapetet forekommer det store Skjold af Form som en Papirsdrage (see Fig. 2) af Mandshøide, ganske fladt, forneden spidst, foroven rundt efter en Halvcirkel. Allerede i det I2te Aarhundrede træffes det brugt tilhest og tilfods i en noget anden Skikkelse, (see Fig. 3, 7 og 12), nemlig lige afskaaret foroven og stærkt bøiet; efter al Rimelighed er det disse bøiede Skjolde, som Kongespeilet benævner lukkede. I Løbet af det 13de Aarhundrede blive Skjoldene bestandigt mindre og mindre; endnu paa Haakon den Unges Sigil fra 1250 og paa Knud Jarls fra 1255, saavelsom paa den engelske Konge Henrik den 3dies, og Edward den 1stes fra 1270 (see Fig. 14 og 19) har Skjoldet den bøiede eller lukkede Form; men allerede paa Magnus Lagabæters Sigil fra 1265 saavelsom paa Erik Præstehaders, Haakon Høilægs og Bjarne Erlingsens fra Aarhundredets sidste Decennium er Skjoldet svundet ind til en lille flad Plade, neppe tjenlig til andet end til at bære Adelsmærket tilsyne paa (see Fig. 16); det samme sees paa Maleriet fra Nedstryen (see Fig. 4 og 20). Dog forekommer leilighedsviis det lukkede Skjold ei alene ved Slutningen af det 13de Aarhundrede (see f. Ex. Fig. 9), men selv langt ind i det 14de kan man finde det gjengivet paa Gravmæler. At Skjoldet saaledes efterhaanden formindskedes, var en ganske naturlig Følge deraf, at det blev mere og mere overflødigt, altsom Rustningerne iøvrigt bleve fuldkomnere; heelt gik det af Brug, undtagen netop til Tournering, dengang Pladerustningen ved Midten af det 15de Aarhundrede naaede sin fuldstændige Udvikling. Det fiirkantede Skjold og den saakaldte Trallehjelm, som findes gjengivet i alle Nutidens Adelsvaaben, have aldrig været brugte i Krig, kun til Tournering, Trallehjelmen enddatil den meest ublodige Art af Tournering, ved hvilken det kun gjaldt om den kummerlige Triumf med et Træsværd at slaae Hjelmtegnet af sin Modstanders Hjelm.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 5. des. 2018 kl. 19:32
Linje 175:		Linje 175:


−	Forhaabenlig vil det ikke være nødvendigt, inden jeg slutter, udtrykkeligt at fralægge mig enhver Prætension paa i det Foranstaaende at have begrundet og afsagt en endelig Dom i Spørgsmaalet om Kongespeilets Affattelsestid; dertil veed jeg altfor vel, at et sligt Spørgsmaal maa afgjøres ved en critisk Belysning ikke fra en enkelt, men fra alle Sider; det er netop i ~~Erkjendelscn~~ heraf, at jeg efter fattig Leilighed har søgt at bidrage mit til at belyse den enkelte Side af Spørgsmaalet, som forekommer mig tidligere at have været overseet mere end ønskeligt. Dette være min Retfærdiggjørelse for, at en Lægmand som jeg taler med om et videnskabeligt Spørgsmaal, hvorom kun de Lærde have Føie til at afsige en Kjendelse.	+	Forhaabenlig vil det ikke være nødvendigt, inden jeg slutter, udtrykkeligt at fralægge mig enhver Prætension paa i det Foranstaaende at have begrundet og afsagt en endelig Dom i Spørgsmaalet om Kongespeilets Affattelsestid; dertil veed jeg altfor vel, at et sligt Spørgsmaal maa afgjøres ved en critisk Belysning ikke fra en enkelt, men fra alle Sider; det er netop i Erkjendelsen heraf, at jeg efter fattig Leilighed har søgt at bidrage mit til at belyse den enkelte Side af Spørgsmaalet, som forekommer mig tidligere at have været overseet mere end ønskeligt. Dette være min Retfærdiggjørelse for, at en Lægmand som jeg taler med om et videnskabeligt Spørgsmaal, hvorom kun de Lærde have Føie til at afsige en Kjendelse.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 5. des. 2018 kl. 10:46
Linje 32:		Linje 32:


−	"Den Mand, som skal kæmpe tilhest, maa vel agte og have det, som tilforn er sagt, og maa være vel øvet i al Rytterfægtning. Til sin Hest behøver han følgende Udrustning. Den bør være vel og forsvarligen skoet, saa bør og Sadelen være stærk og forsynet med høie Buer, stærke Gjorde saavelsom andet Remtøi, en forsvarlig ''"Suzingul"'' (dvs. Overgjord) tværs over Sadelen og et forsvarligt Bringetøi foran. Baade foran og bag Sadelen bør Hesten være saaledes udrustet, at den ikke er blottet for Stød, Hug eller anden Vaabenbyrd; den maa have et godt ''''Kovertur'''' (dvs. Chabraque eller Dækken) gjort som et Pandser af blødt og vel sværtet (efter en Variant: opplukket) Lærred; thi det er et godt Værn mod alle Slags Vaaben, hvordan det saa end er forsiret udenpaa; men desuden lægges derover en god Hestebrynje. Med denne Udrustning bør Hesten tilhylles over Hovedet, Lænden, Bringen og Bugen, saa at ingen kan volde den Skade med Vaaben, end om han er tilfods. Hesten bør have et stærkt Bidsel, som man kan lide paa, baade til at holde den an og til at kaste den om, om saa gjøres behov. Men udenover Bidselet og over hele Hestens Hoved og Hals ligetil Sadelen skal man have en Grime, gjort af stridt Lærred, ligesom et Pandser, at ingen ved List skal kunne gribe Bidselet eller Hesten."	+	"Den Mand, som skal kæmpe tilhest, maa vel agte og have det, som tilforn er sagt, og maa være vel øvet i al Rytterfægtning. Til sin Hest behøver han følgende Udrustning. Den bør være vel og forsvarligen skoet, saa bør og Sadelen være stærk og forsynet med høie Buer, stærke Gjorde saavelsom andet Remtøi, en forsvarlig ''"Suzingul"'' (dvs. Overgjord) tværs over Sadelen og et forsvarligt Bringetøi foran. Baade foran og bag Sadelen bør Hesten være saaledes udrustet, at den ikke er blottet for Stød, Hug eller anden Vaabenbyrd; den maa have et godt ''"Kovertur"'' (dvs. Chabraque eller Dækken) gjort som et Pandser af blødt og vel sværtet (efter en Variant: opplukket) Lærred; thi det er et godt Værn mod alle Slags Vaaben, hvordan det saa end er forsiret udenpaa; men desuden lægges derover en god Hestebrynje. Med denne Udrustning bør Hesten tilhylles over Hovedet, Lænden, Bringen og Bugen, saa at ingen kan volde den Skade med Vaaben, end om han er tilfods. Hesten bør have et stærkt Bidsel, som man kan lide paa, baade til at holde den an og til at kaste den om, om saa gjøres behov. Men udenover Bidselet og over hele Hestens Hoved og Hals ligetil Sadelen skal man have en Grime, gjort af stridt Lærred, ligesom et Pandser, at ingen ved List skal kunne gribe Bidselet eller Hesten."

@@ Linje 10: / Linje 10: @@
-<center><big>'''Bemærkninger om<br><big>Kongespeilets affattelsestid'''</big></big><br>'''Belyst ved den deri skildrede krigerske Udrustning og Vaabendragt'''
+<center><big>'''Bemærkninger om<br><big>Kongespeilets Affattelsestid'''</big></big><br>'''Belyst ved den deri skildrede krigerske Udrustning og Vaabendragt'''
 <br>Af '''Artillericapitain Otto Blom'''
-<br><br>''Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie''<br>Det kongelige nordiske oldskrift-selskab<br>Kjøbenhavn<br>1867</center>
+<br><br>''Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie''<br>Det kongelige nordiske Oldskrift-selskab<br>Kjøbenhavn<br>1867</center>

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 29. nov. 2018 kl. 21:41
Linje 14:		Linje 14:
	<br>Af '''Artillericapitain Otto Blom'''		<br>Af '''Artillericapitain Otto Blom'''

−	<br><br>''Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie''<br>Det kongelige nordiske oldskrift-selskab<br>Kjøbenhavn<br>~~1807~~</center>	+	<br><br>''Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie''<br>Det kongelige nordiske oldskrift-selskab<br>Kjøbenhavn<br>1867</center>