Jesper: Leksikografi (Udsigt over den norsk-islandske filologis historie)

2013-01-14T13:31:09Z

Leksikografi (Udsigt over den norsk-islandske filologis historie)

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Leksikografi (Udsigt over den norsk-islandske filologis historie)]] !! !!
|-
|}

<center>'''[[Udsigt over den norsk-islandske filologis historie]]'''

<br>af '''[[Finnur Jónsson]]'''<br>Udgivet 1918

<br><big>'''XIII. LEKSIKOGRAFI'''</big></center>

Nærbeslægtet med de sidst omtalte studier er ''leksikografien''. De første arbejder på dette område er allerede nævnte, ''Verelius’, Magnus Ólafssons''. Det forstår sig af sig selv, at disse arbejder måtte blive meget ufuldstændige og bære præg af tilfældighed. Som før bemærket var det særlig O. Worm, der foranledigede leksikalske arbejder m.h.t. islandsk. Samtidig med de nævnte var ''Guðmundur Andrjesson'' (1610-54). Efter en mærkelig skæbne i sin hjemstavn (anklaget for at have skrevet imod en isl. lov om sædelighedsforsyndelser og dømt til livsvarigt ophold udenfor Island) fik han, der var student, i København Regensstipendiet. På opfordring af Worm, der havde hjulpet ham, forfattede han en islandsk-latinsk ordbog, ''Lexicon Islandicum'' (udg. af Resen 1683). Efter omstændighederne er bogen ikke så dårlig, men i udgaven er den meget værre, end den behøvede, på grund af dens utal af trykfejl, så at man ofte ligefrem må anvende skarpsindighed for at se, hvad det er for et ord der menes; den latinske oversættelse hjælper en del. Forf. etymologiserer ofte og udleder, som det dengang var skik og brug, ordene fra hebraisk (jfr. P. Syv: Om det cimbr. sprog I 1).

   Her kan et navn ikke overspringes, uagtet det ikke direkte angår det norsk-isl. omrade; det er ''Johan Ihre'' (1707-80), en af Sverrigs betydeligste sprogforskere; han skrev om det Upsalske håndskrift af Snorra Edda og hævdede med rette, at denne væsenlig var en poetik. Men hans vigtigste værk, hvori han nedlagde frugten af sit store forskningsarbejde og hvor han påviste f. eks. de fleste konsonantovergange, var hans »Glossarium Suio-Gothicum«, en svensk etymologisk ordbog (1769). Hans princip er at forklare så meget som muligt ved hjælp af svensken selv og dernæst, når den ikke slår til, af islandsk og endelig af andre germanske sprog (også latin og græsk). I sin interessante fortale handler han om de enkelte sprogs betydning og nytte. Ihre var en sund, kritisk forsker, hvis betydning har været meget stor. Studiet af gotisk fremmede Ihre også betydelig.

   De æste leksikalske arbejder er de forskellige ''glossarer'', der ledsager de enkelte udgaver af sagaer og skrifter (som Jón Ólafsson d. yngres); de var i reglen ret gode, men kunde ikke få nogen almindelig betydning. Særlig at fremhæve er det udførlige glossar til Njála (den lat., 1809).

   Det første hovedarbejde på dette område var præsten ''Björn Haldórssons'' (1724 — 94) ''Lexicon Islandico-latino-danicum'' (udg. 1814; men færdigt allerede 1786: Nordmændene Aall og Anker bekostede udgivelsen). Rask besørgede udgaven, og han tilføjede de danske oversættelser; heri findes der enkelte fejl, da Rask stundom misforstod den latinske gengivelse. Ordbogen er meget ordrig og endnu ofte til god nytte, men forf. gør ingen forskel på gammelt og nyt; desuden var han vestlænding, hvilket undertiden præger hans gengivelser.

   De gamle digte (eddakvad og skjaldevers) var uden sammenligning det vanskeligste at forstå af oldlitteraturen; de krævede så at sige særlige hjælpemidler. Det er derfor ikke så underligt, at et af de første ordbogsarbejder i 19. årh. netop kom til at gælde disse digte, og her møder vi et af litteraturens bedste navne. ''Sveinbjörn Egilsson'' (1791-1852) forfattede sin berømte ordbog over det gamle skjaldesprog: ''Lexicon poeticum antiquæ linguæ septentrionalis'' (1854-60), der også var til stor nytte for prosaen; dette med så megen flid og udmærket skarpsindighed udarbejdede værk var og blev et hovedværk i den nordiske filologi, for sin tid ligefrem beundringsværdigt. En ny udgave heraf med dansk oversættelse er udkommet 1913-16.

   Svb. Egilssons søn, ''Benedikt Gröndal'' (1826-1907), skrev Clavis poetica (1864), der er det omvendte af hans faders leksikon, idet de latinske ord og begreber anføres, og derunder samles alle skjaldesprogets enkeltbetegnelser og omskrivninger. Bogen er til megen nytte ved den kritiske behandling af skjaldeversene.

   1863 udgav ''Oldskriftselskabet'', der også havde udgivet de to sidstnævnte værker, en islandsk-dansk håndordbog af ''Eirikur Jónsson: Oldnordisk ordbog'', der er ret god, men uden citater, og den holder ikke tilstrækkelig skarpt det gamle sprog ud fra det nye.

   I Tyskland udgav ''Th. Möbius'' et særglossar til en gruppe af sagaer: ''Altnordisches glossar'' (1866).

   Allerede i fyrrerne havde en ung, rig englænder, ''Rich. Cleasby'' (1797-1847) dybt følt savnet af en islandsk ordbog, og han fattede derfor den plan at udarbejde en sådan. For at erhværve sig de fornødne kundskaber og skaffe sig sagkyndig vejledning og medarbejderskab rejste han til København og opholdt sig der i længere tid. Han ekscerperede skrifter og lod yngre Islændere i København som K. Gislason o. a. hjælpe sig dermed; citater skulde findes i rigelig mængde, dels efter udgaver, dels efter håndskrifterne selv. Han døde imidlertid tidlig, og værket gik istå. Hans arvinger vilde dog, at det skulde fuldføres. Arbejdet blev da overdraget ''Guðbr. Vigfússon''; en i mange henseender mere duelig mand kunde der næppe udpeges. Ved sin arbejdskraft og raskhed fik han dette store arbejde forbavsende hurtig fra hånden; ''Icelandic-English Dictionary'' forelå færdigtrykt 1874. Der er mangler ved arbejdet; dels er citaterne ikke altid nøjagtige, dels brister det undertiden på det rent filologiske område. Men i én henseende er dette overmåde righoldige værk pålideligt, nemlig hvad oversættelserne angår, og derved vil dets betydning vare længe.

   Noget før end dette arbejde var færdigtrykt, havde et andet set lyset, nemlig ''Johan Fritzners'' (1812 — 93) ''Ordbog over det gamle norske sprog'' (1867) . Fritzner var først adjunkt i Bergen, senere præst i Vadsø, hvor han fik lejlighed til at studere lappisk og finsk. Allerede tidlig syslede han med den gamle litteratur, som han begyndte at ekscerpere uden egenlig at ville skrive en ordbog; dette blev dog resultatet. Ordbogen udgjorde et enkelt bind (på vel 800 sider); den var i det hele fortræffelig, men forf. havde naturligvis ikke på langt nær kunnet få alt sprogstof med; oversættelserne var gennemgående gode, dog ikke altid helt nøjagtige eller korrekte. Dette arbejde blev hurtig udsolgt. Det lå da nær, så meget mere som Fritzner var blevet ved med at samle og ekscerpere, at få det udgivet påny i forøget skikkelse; der manglede heller ikke opfordringer i så henseende. Efter at han 1877 var blevet sat i stand til udelukkende at hellige sig sit ordbogsarbejde, var forarbejderne dertil 1881 så vidt fremskredne, at udgivelsen noget efter kunde begynde. Det nye værk udkom i 3 store bind 1886-96 og er i det hele et fortræffeligt arbejde. Forøgelsen er som man ser meget betydelig, og det hele er så godt som fuldstændig nyt. Af særlig interesse er forfs. behandling af visse kulturord og -forhold; hans artikler bliver ofte til småafhandlinger, der viser megen belæsthed og grundighed. Der anføres rigelig eksempler, og disses findesteder angives altid. Etymologisk er bogen ikke; dog anføres ofte identiske eller beslægtede ord fra andre germanske sprog, især gotisk.

   I tilslutning hertil anføres, at rektor ''Jón Þorkelsson'' — inden 2. udg. af Fritzners ordbog kom — havde udgivet to ''Supplementer til isl. ordbøger'' (1876 ff.); han optegnede hvad han under sin læsning ikke fandt i nogen af de eksisterende ordbøger. Et ''3. Supplement'' (1890-97) er langt vigtigere end hine, der ved den nye udgave af Fritzners ordbog blev overflødige, det indeholder nemlig en meget stor samling af ord fra tiden efter reformationen, hæntede fra trykte islandske bøger. Disse samlinger er udførte med megen nøjagtighed og samvittighedsfuldhed, men de er ret tilfældige.

   ''M. Hægstad'' og ''A. Torp'' udgav en kort: ''Gamal-norsk ordbok'' med nynorsk tyding (1909), ledsaget af en sproghistorisk oversigt af M. Hægstad og en udførlig »gamal-norsk ordavleiding« af A. Torp.

   Af specialordbøger mærkes særlig ''L. Larsson: Ordförrådet i de äldsta isl. handskrifterna'' (1891), en meget nøjagtig optegnelse af alle ord og alle deres findesteder i 10 af de ældste håndskrifter, men uden nogen oversættelse. ''H. Gering'' forfattede et kort ''glossar'' til Eddadigtene (4. udg. 1915), samt en fuldstændig ''Wörterbuch'', der egenlig udgør 3. del af Symons’ Eddaudgave. Her findes alle steder for hvert ords vedkommende anførte. ''E.Hertzberg'' skyldes det udmærkede glossar til Norges gamle love (V. 6.).

   Af leksikalske særafhandlinger kan anføres ''B. Kahle: Die sprache der skalden'' med et righoldigt rimarium (1892), et arbejde af temlig ringe betydning; samme: ''Die altnordische sprache im dienste des christentums'' (Acta germ. I, 1890 og Arkiv XVH 1901), ''Namenstudien'' (1903), ''Quigstad: Nordische lehnwörter im lappischen'' (1893), ''Fr. Fischer: Die lehnwörter des altwestnordischen'' (1909), en afhandling, der er ret righoldig, men på flere punkter mindre rigtig. ''E. Hellquist'' har i forskellige afhandlinger givet gode leksikalsk-etymologiske bidrag, særlig i sin fortræffelige afhdl. ''Svenska sjönamn'' (Antiqu. tidsskr. 1903-06), der har stor betydning også for vestnordisk navnestof. Af en endnu mere direkte betydning er ''O. Ryghs'' store og udmærkede værk: ''Norske gårdnavne'' (17 bind udk.), samt hans afhdl. ''Norske elvenavne'' (1904) og ''Personnavne i norske stedsnavne'' (1901). Såvel ''S. Bugge'' som ''A. Kock'' har i talrige afhandlinger givet fortræffelige leksikalsk-etymologiske bidrag. ''H. Naumann'' har offenliggjort ''Altnordische namenstudien'' (1912) et flittigt, men ikke helt kritisk arbejde. ''E. Björkman'': Nordische personennamen in England (1910), ''K. Rygh'' udgav ''Norske og islandske tilnavne'' (1871); disse er atter tagne under behandling i en afhdl. i Aarbøger 1908, jfr. Kahles’ tillægsafhdl. i Arkiv XXVI.

   Af stor betydning for sprogstudiet er endelig følgende værker: ''J. Schlyters'' (1795-1888) glossarer til de svenske love, hovedordbogen i 13. bind af Sveriges gamla lagar (1877), og ikke mindre ''I. Aasens Norske ordbog'' (2. udg. 1873), den fortræffelige ordbog over de norske bygdemål, samt ''H. Ross’'' Supplement til denne, der selv er lige så stor eller større. ''Falk-Torps: Etymologisk ordbog over det norske og det danske sprog'' (1903-06) samt ''Torps etymologiske ordbog over nynorsk'' (endnu ikke fuldført), hvortil kan føjes ''J. Jakobsen'' (1864-1918): ''Etymologisk ordbog over det norröne sprog på Shetland'' (jfr. sammes færøske glossarer i Antologien (1891) og Folkesagn og æventyr (1901).

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Finnur Jónsson]]

Leksikografi (Udsigt over den norsk-islandske filologis historie) - Revisjonshistorikk

Jesper: Leksikografi (Udsigt over den norsk-islandske filologis historie)