Jesper: Litteraturhistorie (Udsigt over den norsk-islandske filologis historie)

2013-01-14T13:31:44Z

Litteraturhistorie (Udsigt over den norsk-islandske filologis historie)

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Litteraturhistorie (Udsigt over den norsk-islandske filologis historie)]] !! !!
|-
|}

<center>'''[[Udsigt over den norsk-islandske filologis historie]]'''

<br>af '''[[Finnur Jónsson]]'''<br>Udgivet 1918

<br><big>'''XIV. LITTERATURHISTORIE'''</big></center>

Hvad denne gren af videnskaben angår, følger det af sig selv, at først langt ned i tiden kunde der blive tale om en fremstilling af almindelig art og videnskabelig betydning, efter at litteraturen i dens helhed var bleven gjort almen tilgængelig. Før den tid kunde der overhovedet kun være tale om spredt behandling af enkelte ting og fænomener.

   Da beskæftigelsen med ''den gamle litteratur'' opstod i (16. og) 17. årh., var man til at begynde med meget uvidende om dens indre og ydre forhold, alder og forfatternavne. Således tillagde man »Eddaerne«, efter at håndskrifterne af dem var fremdragne, Sæmund og Snorre (dette var jo rigtigt, eller, ved en misforståelse, Gunnlaugr munk), Njála også Sæmund, Flatøbogsannalen Are osv., idet man temlig vilkårlig stillede de navne sammen, som man tilfældig lærte at kende. Biskop Brynjolfur skrev på ryggen af den afskrift af Eddadigtene, som han sendte til København: Edda Sæmundi multiscii, og dermed var den ubeviselige antagelse fastslået, som så længe skulde holde sig, at Sæmund var forfatter til eller samler af eddadigtene. På lignende måde gik det også på andre punkter. Således talte man om »Biskop Isleifs krønike« (Chr. Pedersen, A. Vedel), hvorved der sigtedes til uddrag af Snorres kongesagaer, som var bleven samlede af en nordmand (se ovf. s. 7); et sted nævnes også Are sammen med Isleifr. Dette navn fandt man i håndskrifter — f.eks. i fortalen til Heimskr. — og så gjorde man dets bærer til forfatter længe før nogen litteratur begyndte på Island (jfr. herom G. Storm i Arkiv II). M.h.t. Snorre var det heldigt, at hans forfatterskab allerede blev fastslået ved Worms udgave af P. Claussöns oversættelse, som dog indeholdt en del, der ikke hidrørte fra Snorre. Ikke desto mindre mente Arne Magnusson, at den første del af Heimskringla måtte tillægges Are; hans værk skulde være fortsat af Eirikr Oddsson (Hryggjarstykki), og først da skulde Snorres eget arbejde sætte ind; mulig skulde han dog have forfattet Ynglingasaga. Der er, set fra den tids standpunkt, en vis fornuft i dette; mindre forståligt er det, at en lærd i vore dage som Guðbrandur Vigfússon kunde tillægge Are frode hele Heimskringla.

   Gennem Heimskr.-hdskr., P. Claussön og senere Peringskölds udgave blev man kendt med det gamle ''Skáldatal'', der jo gav en udmærket vejledning på sit område. Noget egenligt litteraturhistorisk forfatterskab kunde der dog først langt senere blive tale om. En svensker ''Djurberg'' skrev (1685): De scaldis veterum hyperboræorum og en ''Törner'' (1717): De poesi scaldorum septentrionalium, bægge temlig betydningsløse og prægede af datidens opfattelse; den da trykte sagalitteratur er benyttet.

   Kommer vi til det 18. årh., finder vi kort efter årh.s midte franskmanden ''Mallet'' (1730-1807), der skrev en indledning til Danmarks historie (1755), hvortil der knyttedes et tillæg (1756) om Kelternes og især de gamle Skandinavers poesi. Denne bog blev oversat på engelsk af ''Percy:'' Northern antiquities (1770; 3. udg. stærkt forøget ved ''Blackwell'' 1847). Her fandtes der også oversættelser f.eks. af Gylfaginning.

   ''Skule Thorlacius'' (1741-1815), rektor ved metropolitanskolen, deltog i Heimskr.-udgaven og forfattede endel mindre afhandlinger: ''Observationes miscellaneæ'', deriblandt De veterum, maxime Borealium historia et poesi, earumque usu et ætatibus (1778); den handler om forholdet mellem historie som det oprindelige og digtning som det sekundære, samt særlig om poesien, dens beskrivelse og inddeling. Om Eddadigtene hedder det, meget fornuftigt, at deres »auctores« er »varii, necnon una forsitan terra quærendi, imo incerti«. Idet hele er afhdl. efter forholdene ret respektabel.

   Samtidig skrev historikeren ''A. L. Schlözer'' (1735-1809): ''Isländische litteratur u. geschichte'' (1773), hvor han særlig dvæler ved og behandler Snorres Edda og optrykker Ihres førnævnte afhdl. om Upsala-hdskr. Schlözer er meget skeptisk overfor den gamle litteraturs alder og ægthed; han benægter tilstedeværelsen af de to »eddaer« og siger, at antagelsen heraf beror på »pure einfälle« af biskop Brynjólfur. Han kritiserer træffende Resens edda, men ellers er afhdl. ikke synderlig værdifuld. ''F. Rühs'' (d. 1820) udtalte i sit skrift: Gesch. der religion, statsverfassung u. kultur d. alten Skandinavier (1801) om de isl. sagaers historiske værd, at de kun var digtning og romaner. Psevdonymen ''G. Th. Legis'' (Glüchselig) udgav 2 bind »Fundgruben des alten Nordens« 1829, hvor, foruden oversættelser af enkelte digte, også findes lidt om skjaldenes poetik.

   Ikke egenlig litteraturhistorie, men en skematisk opregning var rektoren ''Halfdan Einarssons'' (1732-85) ''Historia literaria Islandiæ'' (1777), der for største delen handler om den islandske litteratur efter oldtiden og har størst betydning, så righoldig og pålidehg som den er, for denne.

   Først i det 19. årh. er litteraturen bleven gjort til genstand for et mere indgående studium, og her mærker vi straks et af de store navne fra den første del af århundredet. ''R. Nyerup'' skrev: ''Literaturen i Island i middelalderen'' (1804), der er meget skematisk, men i bibliografisk henseende udmærket. Lidt før (1798) havde han udgivet ''»Udsigt over Nordens ældste poesi og dens literatur«''(især om eddadigtene). 1812 udgav ''Rühs’'' sin Edda og skrev »Von der nord. poesie, ihrer entstehung u. ihrem charakter« osv. og tilføjede (1813): Ueber den ursprung der isl. poesie aus der angelsächsischen. Rühs’ anskuelser var meget forkerte og han fik svar fra ''P. E. Müller'' — hvis navn netop på dette område har sin største glans — ; han skrev ''»Ueber die nationalität der altnord. gedichte«'' (1813), trykt sammen med en oversættelse af en dansk afhdl., der først langt senere (1832) blev — i en meget ændret form — trykt: ''Om den isl. historieskrivnings oprindelse, flor og undergang«'' (Nord. tidsskr. f. oldkh. I). Denne afhdl. er, som det var at vænte, grundig og besindig og, hvad indholdet angår, beroende på et ganske anderledes rigtigt grundlag end den bekæmpede. P. E. Müller skyldes fremdeles et enestående værk: ''Sagabibliothek'' med anmærkninger og indledende afhandlinger I — III (1817 — 28); det består af ret udførlige gengivelser af alle sagaer og de behandlede værker, og dertil knyttes kritiske bemærkninger om deres alder og troværdighed m. m. I 1. bind behandles de isl. slægtsagaer, i 2. bd. de uhistoriske sagaer og i det 3. kongesagaerne. Dette værk er lige berømmeligt for dets righoldighed — man erindre, hvor lidet der i virkeligheden endnu var udgivet — som for forf.s mærkelig skarpe blik for litteraturens udvikling, sagaernes forskellige karakter og indbyrdes forhold, samt for den rolige ægte videnskabelig afvejende behandling og det sunde blik i det hele. Det fortjæner endnu at rådspørges.

   1836 udgav ''N. M. Petersen'': Den oldnord, litteraturs omfang og vigtighed (Ledetråd til nord. oldkh.), der er en vækkende afhandling med almindelige betragtninger over den gamle litteraturs fortrin og det isl. sprogs betydning.

   Af enkeltafhandlinger bor endelig ''E. C. Werlauffs'' (1781—1871); ''De Ario multiscio'' (1808) fremhæves, en for sin tid ypperlig afhdl. Foruden at besørge udgaver (som Vatsdælas., Symbolæ ad geographiam medii ævi 1820) skrev han en meget fortjænstfuld afhdl. om »Ole Worms fortjænester af det nordiske oldstudium« (Nord. tidsskr. f. oldkh. I, 1832), samt udgav Jón Ólafssons Biografiske efterretninger om Arne Magnusson (sst. III, 1836) med indgående kommentar.

   I udlandet fremkom et par ret gode kortfattede skrifter, der tildels grundede sig på de nævnte danske, nemlig ''Lindfors: Inledning till isl. litteraturen och dess historia'' (1824), en temlig nøjagtig og fyldig fremstilling med beskrivelse af versenes teknik m.m. ''Kæppen: Literarische einleitung in die nordische mythologi'' (1837), en ret god og nøjagtig, kritisk fremstilling med udførlig bibliografi. Om bægge skrifter gælder det, at de er temlig mekaniske. Til disse slutter sig ''Rosselet: Isl. literatur u. sprache'' (1855) af lignende art. ''Th. Möbius'' skrev en særafhdl.: ''Ueber die ältere isl. saga'' (1852). I Frankrig udkom ''M. Edèlestand du Meril:'' Histoire de la Poésie Scandinave (1839) med oversættelse af flere eddadigte, deribl. Völuspá.

   Alt dette var kun spredte forarbejder og famlende forsøg og for det meste ikke nogen kritisk forskning. Samlede fremstillinger skulde dog ikke lade længe vænte på sig. Kort efter midten af århundredet og samtidig (1866) udkom to hovedværker, der dog var afsluttede længe før, nemlig ''N. M. P etersen: Bidrag til den oldnordiske literaturs historie'', og ''R. Keyser: Nordmændenes videnskabelighed og literatur i middelalderen''. De har det tilfælles at være udarbejdede til forelæsninger ved universitetet og at de udkom efter forfatternes død. I øvrigt er de hinanden meget ulige. N. M. Petersens arbejde er i og for sig omfattende nok og tager henssyn til hele literaturen, som den dengang forelå trykt, hvad i øvrigt Keysers også gør, men det er ikke udarbejdet i trykfærdig tilstand. Det er derfor meget skematisk og ser ofte ud som kun støttepunkter for det mundtlige foredrag. Bedst er indledningen om Islands historie. Egenlig kritisk arbejde er der her ikke tale om, de enkelte værkers sammensætning og tilblivelse undersøges ikke. Arbejdet udæskede heller ikke til nogen egenlig kritik.

   Keysers værk er omhyggelig udarbejdet og ulasteligt i stil og fremstilling, og det tager alt det da kendte stof med; indholdet af digte og skrifter meddeles temlig udførlig; især gælder dette eddadigtene. Dette arbejde, der heller ikke hviler på en egenlig kritisk undersøgelse af hvert enkelt skrift eller digt, mødte straks stærk kritik udenfor Norge og afstedkom en lang strid og diskussion. Sagen var, at værket var meget ensidigt og gennemsyret af en bestemt tendens i henhold til en bestemt opfattelse af Norges historie og af forholdet mellem Islændere og Nordmænd. Ligesom Norge, historisk set, var moderlandet, således gjordes det gældende, at det litterært også var moderlandet og hovedlandet i forhold til Island. Hvad eddadigtene angår, ansås de i almindelighed for at være særdeles gamle, langt ældre end Islands bebyggelse; det var da utvivlsomt, at de udelukkende var norske. Fremdeles, hvad sagaen angik, hævdedes det, at den norske kongesaga var udviklet i den mundtlige tradition i Norge, og at nedskrivningen af den i bøger kun havde været et skriverarbejde, men ikke noget forfatterskab. Fordi Islænderne først havde optegnet disse sagaer — hvad der ikke kunde nægtes — , var de ikke derfor forfattere. De isl. slægtsagaer var kun aflæggere og efterligninger af de først nævnte. Således hævdedes Norges overlegenhed og prioritet på så godt som alle områder. Der var ganske vist visse mærkelige omstændigheder, som f. eks. at alle hirdskjalde efter det 10. årh. var Islændinger, men alligevel var skjaldepoesien oprindelig norsk og kun en norsk arv på Island. Det hævdes — stik imod hvad der bestemt vides -, at Islænderne »aldrig ophørte at betragte sig som Nordmænd« og den isl. litterære virksomhed kan »altså aldrig betragtes som andet end en gren af den norske«. At Keyser her gik til en yderlighed, er der ingen, der tvivler om nu. At Nordmændene ikke med nogen ret kan tilegne sig sagalitteraturen, er nu alle enige om. Men dette resultat er vundet gennem en kamp, der til sine tider var hæftig nok. Signalet til denne gav ''Sv. Grundtvig'' i sin afhdl. ''»Om nordens gamle litteratur, en anmældelse og en indsigelse«'' (1867). Her forsvarer Grundtvig for det første betegnelsen »oldnordisk« om sproget som fælles for hele Norden, medens »islandsk« om litteraturen vilde være berettiget; imidlertid mente han dog, at man burde enes om betegnelsen »oldnordisk« også om denne, især fordi »en meget væsenlig del af den gamle nordiske litteratur skønt optegnet på islandsk, dog i sig selv er langt ældre end Islands bebyggelse« (her tænkes vel på eddadigte og sagnhistorie); i hvert fald vilde titlen »oldnorsk« være aldeles forkastelig. I øvrigt er det »Islands stilling til den oldnord. litteratur, navnlig til dennes historiske del«, der udførlig drøftes, og hvor forf. skarpt fremhæver og rigtig beviser Islands åndelige overlegenhed og historiske ret. Grundtvigs udviklinger bar i virkeligheden sejren meget hurtig hjem. Den anden del af hans afhdl. behandler ''»Danmarks og Sveriges delagtighed i den oldnordiske åndsudvikling og dennes efterladte værker«''. Her hævder forf. den fællesnordiske folkeånds betydning og det fælles kulturgrundlag; hvad eddadigtene, som Keyser sætter til tiden før 850 og henfører til Norge, angår, mener Grundtvig, at Keysers grunde herfor ikke holder stik, og hævder, at digtene kan være forfattede overalt i Norden. Grundtvigs konklusion bliver så følgende: »Den oldnordiske, det er: den i Nordens oldsprog forfattede litteratur er i sin helhed at bestemme som den samlede frugt af den nordiske folkestammes i det nationale hedenskab rodfæstede oldtidskultur«. Der er her både skandinavisme og romantik, og skønt der her — rigtig — betones den ideelle sammenhæng, kan denne formulering med den deri liggende tendens ikke godkendes. Her skød Grundtvig over målet, og på dette punkt måtte han trække det korteste strå.

   Samtidig med denne anmældelse kom der også en anden af ''K. Maurer: Über die norwegische auffassung der nordischen literaturgeschichte'' (1867), hvor han med sin sædvanlige grundighed og rolige saglighed gør en lignende kritik gældende som Grundtvig; han betegner Keysers opfattelse som »dristige, for al objektiv begrundelse blottede konstruktioner«. For så vidt var de to lærde enige, men Maurer var langt borte fra Grundtvigs fællesnordiske teorier. Han hævder i en langt stærkere grad Islands særret. Hvad eddadigtene angår, var Maurer meget skeptisk m.h.t. antagelsen af deres høje alder. Året efter (1868) offenliggjorde kritikeren og skeptikeren ''Edv. Jessen'' (f. 1833): ''Småting om oldnordiske digte og sagn'' (Hist. tidsskr. 3. r. VI bd.), hvor han indtager et lignende standpunkt som Maurer, et særislandsk, og han frakender eddadigtene den fortræffelighed og høje alder, som Grundtvig havde hævdet; han kalder dem »norsk-islandske«; i denne henseende var Jessen på den rigtige vej.

   I anledning af denne og andre afhandlinger skrev ''Grundtvig'' så sit andet vægtige indlæg i sagen: ''Er Nordens gamle literatur norsk, eller er den dels islandsk og dels nordisk?'' (1869). Forf. søger her at imødegå og afkræfte de fremkomne indsigelser og hævde sin tidligere opfattelse, delvis ved at fremdrage nyt stof som sprog og kenninger. Ganske vist blotter han visse svage sider hos Jessen, men beviset for, at denne m.h.t. digtenes alder havde uret, blev ikke leveret. Et par andre afhandlinger forbigås her. Derimod må en, der fremkom fra norsk side, nævnes, ''G. Storms Om den gamle norrøne literatur'' (1869). Han er rede til at erkende Islændernes selvstændighed og litterære ret både m.h.t. skjaldedigtning og sagaskrivning, medens han hævder, at eddadigtene tiltrods for deres høje alder, dog ikke kan være danske. Denne afhandling stiller således sagen på det eneste rigtige standpunkt, og hermed var sagt det afgørende ord m.h.t. alt væsenligt, undt. hvad eddadigtenes alder angik.

   I forbindelse med omtalen af denne strid, der førte til et positivt resultat af stor betydning, må et arbejde af ''K. Maurer endnu omtales: Ueber die ausdrücke: altnordische, altnorwegische u. altisländische sprache'' (1867); det er en overmåde mærkelig og betydningsfuld afhandling, tiltrods for titlen det første virkelig kritiske arbejde angående den gamle litteratur. Titlen angiver, hvad afhandlingens hovedformål var, nemlig at drøfte, hvilken betegnelse for det gamle sprog var den mest korrekte. Dette søges vist ved gennemgang af litteraturen stykke for stykke. Forf. hævder, at titlen »nordische sprache« bør bruges om norsk-islandsk (»nordgermanische« om alle de nordiske sprog), »altnordisch« om sproget til omkr. 1200, »mittelnordisch« om sproget til reformationen. For at belyse og bedre begrunde sin opfattelse behandler han i 72 anmærkninger de enkelte litteraturværker kritisk og ud fra håndskrifterne. Disse anmærkninger svulmer ofte op til hele vidtløftige afhandlinger og optager 182 sider (petit) imod den egenlige afhandlings 50. Maurers resultater er på mange punkter rigtige, men, f. eks. hvad Heimskringla angår, har han ikke fundet det rette; han hævder, at den i sin helhed ikke er af Snorre, men er et kompilationsarbejde. Denne afhdl. fik stor betydning.

   Den ovennævnte litterære fejde var formelt afsluttet, men en udløber af den var ''E. Jessens'' tysk-skrevne afhandling: ''Über die Eddalieder, heimat alter character'' (1871), en i flere henseender fortræffelig afhandling. Først behandles de tyske sagns oprindelse, der foreligger i eddadigtene, hvorefter det søges påvist, at disse er »norrøne« d.v.s. ''norsk-islandske'', samt at de er fra hedenskabets sidste tider og derefter; dette var i hovedsagen rigtigt nok, men Jessen undervurderede digtene i æstetisk henseende og i øvrigt på flere andre punkter.

   ''G. Storm'' var, som antydet, begyndt at beskæftige sig med den gamle litteratur; det blev især kongesagaerne, han kom til at studere; og han skrev et par dygtige afhandlinger (f.eks. De ældste forbindelser mellem den norske og den isl. historiske literatur, 1875), men især havde han fået lejlighed til at beskæftige sig med Snorre. Den ovenfor nævnte afhdl. af Maurer (Über die ausdrücke osv.) havde vakt spørsmålet om Snorres forfatterskab m.h.t. Heimskringla til live. 1870 udsatte ''Videnskabernes Selskab'' i København en prisopgave om dette vigtige spørsmål; den besvaredes af Storm ved skriftet: ''Snorre Sturlassons historieskrivning'' (1873). Forf. optager hele spørsmålet til grundig og alsidig belysning, hvorved især det håndskriftlige materiale for første gang benyttes og kritisk prøves. Storm fastslog — mod Maurer — værkets enhed, og at dets forfatter i virkeligheden var Snorre. Dette skrift blev grundlæggende ikke blot for bedømmelsen af Snorres forfatterskab, men også for al kritisk behandling af den gamle litteratur overhovedet. For første gang er her den strænge kritiske metode anvendt og for første gang er håndskrifterne tilstrækkelig benyttede. Skriftet betegner en ny epoke.

   I en lignende retning gik ''G. A. Gjessings'' (f. 1835) Undersøgelse af kongesagaens fremvæxt (2 hæfter 1873 og 1876), meget grundige afhandlinger, men der kom dog ikke synderlig meget ud deraf. Senere har ''samme forf.'' skrevet en udmærket afhdl. om ''Egilssagas forhold til kongesagaen'' (Arkiv II) og om ''Sæmund frodes forfatterskab'' (hvorved Fagrskinna spiller en betydelig rolle; Sproglig-hist. studier, tilegnede prof. C. R. Unger 1896).

   Af senere samlede fremstillinger er først ''G. Vigfussons Prolegomena'' til Sturlunga-udgaven (1878) at nævne; der gives her en kort, men klar og ret fuldstændig oversigt over hele litteraturen.

   1878 begyndte et stort anlagt værk at udkomme, nemlig ''C. C. Rosenbergs (1829 — 85) Nordboernes åndsliv'' (3 bd., 1878—85), aldrig fuldført. Dette var og skulde være en fremstilling af hele Nordens åndsliv på ethvert område, litteratur, kultur, kunst osv. Værket er meget livligt og åndfuldt skrevet, men førstehåndsundersøgelser ang. litteraturen findes her egenlig ikke. Forfatteren var meget skandinavisk sindet og åndsbeslægtet med Sv. Grundtvig, men man sporer hos ham de gavnlige følger af den forudgående litterære fejde i retning af en rigtig og nøgtern opfattelse. Tyskeren ''Ph. Schweitzer'' skrev ''Geschichte der skandinavischen litteratur'' I-II (1886-89), en righoldig og med varme skreven fremstilling, ganske vist kun hvad enkelte arter (som rimerne) angår grundet på førstehånds studier.

   ''E. Mogk'' har givet en udførlig samlet fremstilling: ''Geschichte der norwegisch-isländischen literatur'' (i Grundriss; 2. udg. 1904). M.h.t. eddadigtene står forf. B. M. Ólsen (hvorom straks nedenfor) meget nær. Værket er meget udførligt og med udmærkede bibliografiske oplysninger.

   I Sn E III findes Skáldatal udgivet; det skulde ledsages af en udførlig kommentar, d.v.s. oplysninger om de enkelte skjalde og deres kvad. Det blev overdraget til forf. af nærværende oversigt at fuldføre det af ''Jón Sigurðsson'' påbegyndte arbejde. Det førte til videregående litteraturhistoriske studier og til udarbejdelsen af den sammenfattende ''Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie'' I-III (1894—1902). Her er der givet en fuldstændig oversigt over litteraturen lige ned til c. 1400, med særlig vægt på den kritiske side af sagen, litteraturens udvikling og hvert enkelt værks komposition og håndskriftlige overlevering. Eddadigtene søges for største delen hævdede som norske. Herimod skrev B. M. Ólsen (Timarit XV, 1894) en vidtløftig afhdl., i hvilken han søgte at hævde deres islandske herkomst.

   Spørsmålet om eddadigtenes hjem er herved atter trådt i forgrunden; om deres alder er der mindre strid. ''S. Bugge'' har for fleres vedkommende, i tilslutning til G. Vigfusson, søgt at hævde, at de er forfattede i Vesten, under stærk keltisk og angelsaksisk påvirkning, der endogså skulde strække sig til sproget (Helgedigtene; afhdl. om Sigurdskvadet: Die heimat der altn. lieder von den Weisungen u. Nibelungen i Beiträge XXII m.m. og XXXV). ''Symons''' Einleitung er før nævnet.

   Af andre særafhandlinger skal nævnes: Angående ''sagalitteraturen: Heusler:'' Anfänge der isl. saga, hvor S. og A. Bugges teorier om en irsk oprindelse (1914) drøftes; — ''W. A. Craigie'' skrev en god kort oversigt: The icel. sagas (1913). — ''R. Meissner: '' Strengieikar (1902), hvor forf., trods titlen, skriver udførlig om sagalitteraturen og dens ophav som særlig folkeligt; — ''Lehmann og Carolsfeld:'' Die Njálssage (1883); — ''S. Nordal: '' Om Olav d. helliges saga (1914); — denne afhdl. er for Snorres forfatterskab af stor betydning, idet forf. søger at bevise, at sagaen er det første. Snorre skrev; — ''H. Koht:'' Norsk historieskrivning (Sverriss.) i Edda I; — ''Paasche: '' Olavssaga (Edda 1916); — ''O. A. Johnsen:'' Olavssagaens genesis (sst.) — ''B. M. Olsen:'' Om Sturlunga (på isl. i Safn IV) og flere andre afhdl. om enkeltsagaer; ''G. Indrebö:'' Fagrskinna (1917); — ''K. Maurer:'' afhandlinger om Are frode (i Germania XV og XXXVI). — ''Heusler:'' Om Are (Arkiv XXIII); — ''A. U. Bååth'' (1853 — 1912): Studier öfver kompositionen i några isl. ättsagor (1885), en velskreven afhdl. — ''G. Cederschiöld:'' Kalfdråpet (1890), hvor benyttelsen af et middelalderligt fremmed motiv i Glúmss. søges hævdet, og endelig ''S. Bugge:'' Norsk sagafortælling og sagaskrivning i Irland (1900), hvor forf. meget søgt og usandsynligt søger at hævde en sagaskrivning ang. Clontarfslaget i Vesten, jfr. ''A. Bugges'' afhdl. i Letterst. tidsskr. (1909). Tildels vigtige særafhandlinger af mere almindelig art er ''B. Döring: Bemerkungen über typus u. stil der isl. saga'' I (1877; fortsættelsen kom aldrig), en ret god afhdl. ''R. Heinzel'' (1838—1905), den fortræffelige, men meget skematiske: ''Beschreibung der isl. saga'' (1881); denne afhdl. er meget omfattende og lærerig. — ''Heinzel:'' Ueber die Hervarars. (1887); ''G. Storm:'' Sagnkresene (1874); ''H. Bertelsen:'' Om Didrik af Berns saga (1902). — ''E. Kölbing'', der, som bemærket, udgav forskellige romantiske sagaer, skrev vigtige litteraturhistoriske indledninger til dem, foruden forskellige særafhandlinger; særlig vigtig er hans ''Beiträge zur Vergleichenden geschichte der romantischen poesie u. prosa des mittelalters'' (1876); der behandles her Theophilussagnet, Eliss. ok Rósamundu m. fl. — ''E. Mogk:'' Untersuchungen über die Gylfaginning I-II (1879) og Der zweite tractat der Sn. Edda (1889). — Angående digtningen: ''G. Storm:'' Ynglingatal (Arkiv XV, 1899); ''H. Schück:'' Ynglingatal (I-IV; 1905— 10); ''Grape'' og ''Nerman:'' Ynglingatal I-IV (Ups. Univ. årsskr. 1914); ''R. Meissner:'' Skaldenpoesie (1904); ''S. Bugge:'' Bidrag til den ældste skaldedigtnings historie (1894), der var foranlediget ved oppositionen mod hans mytiske teorier og mod hvilke der findes et svar i Aarbøger 1895. — ''H. Ussing:'' Heltekvadene i den ældre Edda, en særdeles god afhdl. om det indbyrdes forhold mellem digtene både med hensyn til deres stof (sagnformer) og alder (1910). ''A. Heusler:'' Heimat und alter der eddischen gedichte (1906), hvori han søger at udpege en række digte som islandske og de bestemmende kriterier. Af stor betydning er sammes: Die lieder der lücke im codex regius (1902). ''G. Neckel:'' Beiträge zur Eddakritik.

   Til alt dette skal endnu føjes en angivelse af forskellige afhandlinger og værker, der på en eller anden måde vedrører og belyser litteraturen eller dens enkelte værker. ''J. Hoffory:'' Eddastudien (1889; 4 forskelhge afhdl. særlig vedrørende eddadigte og mytologi), ''K. Müllenhoff:'' Deutsche altertumskunde V (særlig om Völuspá og eddadigte og deres komposition), ''Th. Hjelmquist:'' Naturskildringarna i den norröna diktningen (1891), en fortræffelig afhandling.

<center>* * *</center>

TILLÆG. Skjaldekvadene har altid tiltrukket sig opmærksomhed og været genstand for tolkning lige fra oldtiden af. Snorre selv har anvist vejen, idet han i sin Háttatalskommentar har stillet vers op i prosaisk ordfølge i erkendelse af, at ordenes rækkefølge ikke var umiddelbart gennemskuelig. Noget af det første man kom til at beskæftige sig med, såsnart de lærde studier i det 17. årh. begyndte, var at forklare skjaldekvad og eddadigte, og vi har set, at Worm og andre gærne ønskede forklaringer. En af de første, der gik i lag med dette arbejde, var ''Magnús Ólafsson'' (vers af Jarlasögur m. m.), ''Björn Jónsson'' på Skarðsá (Höfuðlausn m. m.), ''Guðmundur Andrjesson'' (Völuspå, Hávamál). I det 18. årh. møder vi mænd søm ''Jón Ólafsson'' d. ældre (1705-79) og hans navnefælle ''Jón Ólafsson'' d. yngre (1729-1811), hvem verstolkningen i Heimskiingla VI især skyldes. ''Guðm. Magnusson'' (d. 1798) fortolkede versene i Egilssaga, ''Jón Johnsonius'' (1749-1826) dem i Njála. Især var det præsten ''Gunnar Pálsson'' (1714-91), der optrådte som særlig kender på dette område og som stærkt blev benyttet af den Arnamagnæanske kommission; ham skyldes f. eks. tolkning af versene i Kormákss. (1832), men hans tolkning var i det hele ret ufortjænt, hans sproglige kundskaber er meget ufuldstændige, hans kritik så godt som ingen og hans smag umulig. Endelig bør nævnes ''Skuli Thorlacius'' og fremfor alt ''Finnur Magnusson'', der oversatte eddadigtene og fortolkede en mængde vers. — Om alle disse gælder det, at deres tolkning er såre mangelfuld; tekstbehandlingen var, hvad der var undskyldeligt, meget ukritisk og mangelfuld, benyttelsen af håndskrifterne ikke mindre; også skortede det naturligvis på filologisk indsigt og metode. Heller ikke forstod man endnu ret skjaldedigtningens væsen og ånd. Et grelt eksempel på tolkningen er f. eks. Sk. Thorlacius’ forklaring af Þórsdrápa Eilífs, hvor han allevegne ser obscöne omskrivninger, hvor der ingen er. En ny epoke indtræder i det 19. årh. ved ''R. Rask'', der selv tænkte på at skrive et skjaldelexicon, men især ved ''Sveinbjörn Egilsson'', hvis hovedfortjæneste netop ligger på dette område. Han forklarede mange enkelte sagaers vers. hvoraf endel er trykt (fortolkningen af versene i Gisli Surssons s., i Snorra Edda, Fornmannasögur og Scr. hist. Isl.); men han har i sit store ''Lexicon poeticum'' givet en fortolkning af så godt som alt, hvad der kan henregnes til skjaldedigtning. Hans store betydning ligger ikke alene deri, at han klart indså, at man først og fremmest måtte have nøjagtige udgaver eller afskrifter af alle de håndskrifter, der kunde komme i betragtning, men også og navnlig i, at han lige så klart indså, at der var ''ånd'' og ''harmoni'' hos de gamle skjalde, at der var bestemte grænser for, hvad de tillod sig m.h.t. kenningers dannelse, og han forstod tilbunds hele ordvalgets harmoniske system. Hele hans fremgangsmåde var strængt kritisk-metodisk og hans opfattelse æstetisk-smagfuld.

   Efter ham fulgte ''Konráð Gíslason'', mesteren på dette område, der gik ad samme bane som Svb. Egilsson, men han uddybede tolkningen og gennemførte den med aldrig svigtende æstetisk sans og stræng metode og kritik. Skarpsindigere og på engang åndfuldere har ingen tolket de gamle vere end han. Hans tekstrettelser var træfsikre og ordningen af ordene båren af den dybeste indtrængen i skjaldenes tankegang og billedverden. K. Gíslasons hovedværk er fortolkningen af Njálas vers med de mange fortræffelige ekskurser og afhandlingen om 5-stavelses verslinjer, hvor en mænigde fejlfulde linjer tages under behandling; i hans ''Efterladte skrifter'' (I-II 1895-1897) findes 4 større kvad, deriblandt Háttatal, fortolkede. Af hans øvrige afhandlinger er især hans ''Nogle bemærkninger om skjaldedigtenes beskaffenhed i formel henseende'' (1872) at fremhæve; den indeholder almindelige betragtninger over det poetiske sprogs væsen m.m.

   ''Guðbr. Vigfússon'' gav i sit førnævnte ''Corpus poet. boreale'' en udgave af kvadene (dog langtfra alle) med en fri engelsk oversættelse. Men hans tolkning er så at sige helt forfejlet, fordi han har lavet sig en teori, der går ud på, at de ældre skjaldekvad (før 1100) er bleven omdigtede og omkalfatrede i det 12. årh., hvorved de vilde miste enhver betydning, men denne teori er uholdbar og modbevises ved sikre kendsgærninger, som f.eks. de bestemte digterindvidualiteter, vi møder i kvadene m. m.

   ''Jón Þorkelsson'', rektor, gav sig også af med skjaldekvadstolkning og har tolket versene i en del sagaer (Njála, Gíslas. ofl.), men hans forklaringer er temlig mekaniske — den egenlige skjaldeånd gik aldrig op for ham — og hans rettelser er ofte unødvendige eller meget dristige.

   ''B. M. Ólsen'' har givet bidrag til tolkningen af flere vers, således dem i Kormákss. (Aarbb. 1888).

   Af ikke-islandske tolkere er ikke mange at nævne. ''L. Wimmer'' tolkede versene i Gunnlaugssaga (en dygtig og smagfuld tolkning), ''Th. Wisén'', udgiveren af Carmina Norræna, skrev et glossar til disse og udgav Emendationer och Exegeser I-III (1886-91) til nogle af dem. ''S. Bugge'' har også givet flere bidrag til verstolkningen; særlig er hans afhdl. um versene i Kormákss. at nævne (Aarbb. 1889), men i øvrigt var denne side af hans virksomhed ikke hans stærkeste. ''H. Gering'' udgav Brage den gamles digte og tolkede dem (1886).

   Af mere almindelige afhandlinger kan nævnes ''Hj. Falks'' om skjaldesproget (Arkiv V) og ''Hoffmann: Der bildliche ausdruck im Beowulf u. in der Edda. '' (Engl. studien VI).

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Finnur Jónsson]]

Litteraturhistorie (Udsigt over den norsk-islandske filologis historie) - Revisjonshistorikk

Jesper: Litteraturhistorie (Udsigt over den norsk-islandske filologis historie)