Linje 46:

'''6'''. Den saakaldte «Chronica regum Manniæ» kan ikke for Tiden om 1100 benyttes som Kildeskrift i den Grad, som f. Ex. Munch har gjort, thi dels er dens Grundlag usikre Folkesagn, dels har den i en aldeles forskrækkelig Grad forvansket Chronologien. Vi giver her først et kort Uddrag af dens Beretning om Magnus's Tid.

'''6'''. Den saakaldte «Chronica regum Manniæ» kan ikke for Tiden om 1100 benyttes som Kildeskrift i den Grad, som f. Ex. Munch har gjort, thi dels er dens Grundlag usikre Folkesagn, dels har den i en aldeles forskrækkelig Grad forvansket Chronologien. Vi giver her først et kort Uddrag af dens Beretning om Magnus's Tid.

−

<blockquote>Kong Godred (Crowan) af Man undertvang sig Dublin og en stor Del af Leinster; han herskede i 16 Aar og døde paa Øen Yle. Han efterlod sig 3 Sønner, Lagmann, Harald og Olav. Den ældste, Lagmann, gjorde sig til Konge og herskede i 7 Aar. Hans Broder Harald gjorde Oprør, men blev fanget af Lagmann, blindet og gildet. Dette angrede siden Lagmann, forlod sit Rige, tog Korset og gav sig paa Vei til det hellige Land (iter Jerosolimitanum arripuit), hvor han ogsaa døde.<br><br>[1073. Malcolm, den skotske Konge, døde, ham fulgte Duncan. Samme Aar døde Dronning Margareta.]<br><br>[1075.] Da Stormændene i Øerne hørte om Lagmanns Død, sendte de Gesandter til Murecard O'Brien, Konge i Irland, og bad ham sende dem en Mand af Kongeslægten, for at han kunde være Konge, indtil Godreds Olav voxte til. Kongen gav sit Samtykke og sendte Domnald mac Tadc paalæggende ham at styre med Velvilje og Maadehold. Men han herskede med stor Voldsomhed i 3 Aar. Da forbandt de Mægtigste sig mod ham og fordrev ham til Irland.<br><br>[1077.] En Ingemund blev sendt af den norske Konge for at bemægtige sig Herredømmet. Da han kom til Leodus. indkaldte han alle Høvdingerne for at vælge ham til Konge. Men imidlertid øvede han saa meget Vold og Overmod, at Høvdingerne overfaldt og indebrændte ham.<br><br>[1098. Klostret i Cistertium anlagt, Antiochia taget af de Kristne. Komet.] Slag mellem Manværingerne paa Sandvad, de nordlige vandt Seir; men begge Anførerne Ottar og Macmaras faldt. Samme Aar aabnede Kong Magnus i Norge St. Olafs Skrin, og St. Olaf bød ham til Straf forlade Norge inden 30 Dage. Han samlede da en Flaade paa 160 Skibe, seilede over til Orknøerne, undertvang dem, ligeledes alle de øvrige Øer lige til Man. Her besaa han Slagpladsen, hvor endnu Ligene laa ubegravede. Øen syntes ham skjøn, han udvalgte den til Bolig og byggede Befæstninger, som sees endnu. Han seilede til Anglesea, hvor han fandt de to Grever Hugo; han dræbte den ene, slog den anden paa Flugt og undertvang Øen; men Waliserne gav ham store Gaver. Han sendte sine Sko til Kong Murecard i Irland og befalede ham at bære dem paa sine Skuldre Juledag til Tegn paa Underkastelse; dette gjorde han, men Sendebudene bragte tilbage Etterretningen om Irlands Skjønhed, Frugtbarhed og Sundhed. Magnus besluttede at erobre Irland, men seilede forud med 10 Skibe for at speide, forlod uforsigtig Skibene, blev omringet af Irerne og dræbt med næsten alle sine. Han herskede i 6 Aar; efter hans Død indkaldte de Olav Godreds Søn, som herskede i 40 Aar [1102-1143].</blockquote>

+

<blockquote>

+

Kong Godred (Crowan) af Man undertvang sig Dublin og en stor Del af Leinster; han herskede i 16 Aar og døde paa Øen Yle. Han efterlod sig 3 Sønner, Lagmann, Harald og Olav. Den ældste, Lagmann, gjorde sig til Konge og herskede i 7 Aar. Hans Broder Harald gjorde Oprør, men blev fanget af Lagmann, blindet og gildet. Dette angrede siden Lagmann, forlod sit Rige, tog Korset og gav sig paa Vei til det hellige Land (iter Jerosolimitanum arripuit), hvor han ogsaa døde.<br><br>[1073. Malcolm, den skotske Konge, døde, ham fulgte Duncan. Samme Aar døde Dronning Margareta.]<br><br>[1075.] Da Stormændene i Øerne hørte om Lagmanns Død, sendte de Gesandter til Murecard O'Brien, Konge i Irland, og bad ham sende dem en Mand af Kongeslægten, for at han kunde være Konge, indtil Godreds Olav voxte til. Kongen gav sit Samtykke og sendte Domnald mac Tadc paalæggende ham at styre med Velvilje og Maadehold. Men han herskede med stor Voldsomhed i 3 Aar. Da forbandt de Mægtigste sig mod ham og fordrev ham til Irland.<br><br>[1077.] En Ingemund blev sendt af den norske Konge for at bemægtige sig Herredømmet. Da han kom til Leodus. indkaldte han alle Høvdingerne for at vælge ham til Konge. Men imidlertid øvede han saa meget Vold og Overmod, at Høvdingerne overfaldt og indebrændte ham.<br><br>[1098. Klostret i Cistertium anlagt, Antiochia taget af de Kristne. Komet.] Slag mellem Manværingerne paa Sandvad, de nordlige vandt Seir; men begge Anførerne Ottar og Macmaras faldt. Samme Aar aabnede Kong Magnus i Norge St. Olafs Skrin, og St. Olaf bød ham til Straf forlade Norge inden 30 Dage. Han samlede da en Flaade paa 160 Skibe, seilede over til Orknøerne, undertvang dem, ligeledes alle de øvrige Øer lige til Man. Her besaa han Slagpladsen, hvor endnu Ligene laa ubegravede. Øen syntes ham skjøn, han udvalgte den til Bolig og byggede Befæstninger, som sees endnu. Han seilede til Anglesea, hvor han fandt de to Grever Hugo; han dræbte den ene, slog den anden paa Flugt og undertvang Øen; men Waliserne gav ham store Gaver. Han sendte sine Sko til Kong Murecard i Irland og befalede ham at bære dem paa sine Skuldre Juledag til Tegn paa Underkastelse; dette gjorde han, men Sendebudene bragte tilbage Etterretningen om Irlands Skjønhed, Frugtbarhed og Sundhed. Magnus besluttede at erobre Irland, men seilede forud med 10 Skibe for at speide, forlod uforsigtig Skibene, blev omringet af Irerne og dræbt med næsten alle sine. Han herskede i 6 Aar; efter hans Død indkaldte de Olav Godreds Søn, som herskede i 40 Aar [1102-1143].

+

</blockquote>

De inden Klammer satte Stykker er udskrevne af Melrose-Krøniken med Undtagelse af Aarstallene, der er korrigerede efter en aldeles vilkaarlig og hidtil ubegribelig Chronologi; de kan betragtes som ikke vedkommende den egentlige Krønike. Men ogsaa dennes egen Ordning er helt igjennem urigtig og forvirret. Opgiften af Regjeringsaar synes derimod hver for sig korrekt eller ialfald at stamme fra korrekte Opgifter. Naar saaledes Magnus siges at have hersket i 6 Aar, menes derved tydeligt som hos Orderic hele Tiden 1098-1103, idet begge Aar er regnede med <span id="16">([[#Note16|16]])</span>. Olav Gudrødssøn siges at have hersket i 40 Aar (1102-1143), men da vi ved, at hans Dødsaar var 1153 <span id="17">([[#Note17|17]])</span>, maa hans Regjering være begyndt i 1113 eller 14; han kan heller ikke være fulgt lige efter Magnus, thi af irske Kilder ved vi, at Donald mac Tadg erobrede Øerne i 1111 <span id="18">([[#Note18|18]])</span>, og han herskede jo efter Krøniken i 3 Aar (1111-13), altsaa lige forud for Olav. Ligeledes ved vi af irske Kilder, at Gudrød døde i 1095; regnes derfra Lagmanns 7 Aar paa den sædvanlige Maade, bliver hans Regjering 1095-1101 ; og denne Beregning stemmer ganske med andenstedsfra bekjendte Data: Af Skaldeversene véd vi, at Lagmann var Konge i 1098, da han blev fangen af Magnus; at Magnus «gav ham Grid», som Morkinskinna siger, har vistnok ikke nogen Støtte i Kildeme, men maa vel have været Tilfælde, da jo dog Magnus maatte sætte en Konge over Sudrøerne og Sigurds Kongeværdighed, som vi har seet, er fra senere Tid. Uagtet Sagaerne lod Lagmann fanges og frigives i 1098, uagtet den manske Krønike gav ham 7 Aars Regjeringstid (1095-1101), og uagtet hans Eftermand Sigurd først udnævntes i 1102, har man uden videre forudsat, at Udtrykket «drog til det hellige Land» maa betyde «deltog i det 1ste Korstog», hvorved Lagmanns Udreise maatte lægges tilbage til 1095 eller 1096. Der er intet i Krønikens Ord, der peger paa mere end en almindelig Pilgrimsreise, saa det rimeligste bliver, at Lagmann er draget ud i 1101 eller er død i dette Aar. Af hvad der skede lige efter Lagmanns Død maa Episoden om Donald mac Tadg udgaa som hørende til Tiden 1111-13; paalideligere derimod synes Krønikens Beretning om, at den norske Konge efter Lagmanns Død sendte en ny Underkonge (Ingemund), at denne blev dræbt, og at Magnus derpaa drog til Øerne for at sikre sig dem; ialfald finder vi deri en naturlig Forklaring til Magnus's 2det Tog.

De inden Klammer satte Stykker er udskrevne af Melrose-Krøniken med Undtagelse af Aarstallene, der er korrigerede efter en aldeles vilkaarlig og hidtil ubegribelig Chronologi; de kan betragtes som ikke vedkommende den egentlige Krønike. Men ogsaa dennes egen Ordning er helt igjennem urigtig og forvirret. Opgiften af Regjeringsaar synes derimod hver for sig korrekt eller ialfald at stamme fra korrekte Opgifter. Naar saaledes Magnus siges at have hersket i 6 Aar, menes derved tydeligt som hos Orderic hele Tiden 1098-1103, idet begge Aar er regnede med <span id="16">([[#Note16|16]])</span>. Olav Gudrødssøn siges at have hersket i 40 Aar (1102-1143), men da vi ved, at hans Dødsaar var 1153 <span id="17">([[#Note17|17]])</span>, maa hans Regjering være begyndt i 1113 eller 14; han kan heller ikke være fulgt lige efter Magnus, thi af irske Kilder ved vi, at Donald mac Tadg erobrede Øerne i 1111 <span id="18">([[#Note18|18]])</span>, og han herskede jo efter Krøniken i 3 Aar (1111-13), altsaa lige forud for Olav. Ligeledes ved vi af irske Kilder, at Gudrød døde i 1095; regnes derfra Lagmanns 7 Aar paa den sædvanlige Maade, bliver hans Regjering 1095-1101 ; og denne Beregning stemmer ganske med andenstedsfra bekjendte Data: Af Skaldeversene véd vi, at Lagmann var Konge i 1098, da han blev fangen af Magnus; at Magnus «gav ham Grid», som Morkinskinna siger, har vistnok ikke nogen Støtte i Kildeme, men maa vel have været Tilfælde, da jo dog Magnus maatte sætte en Konge over Sudrøerne og Sigurds Kongeværdighed, som vi har seet, er fra senere Tid. Uagtet Sagaerne lod Lagmann fanges og frigives i 1098, uagtet den manske Krønike gav ham 7 Aars Regjeringstid (1095-1101), og uagtet hans Eftermand Sigurd først udnævntes i 1102, har man uden videre forudsat, at Udtrykket «drog til det hellige Land» maa betyde «deltog i det 1ste Korstog», hvorved Lagmanns Udreise maatte lægges tilbage til 1095 eller 1096. Der er intet i Krønikens Ord, der peger paa mere end en almindelig Pilgrimsreise, saa det rimeligste bliver, at Lagmann er draget ud i 1101 eller er død i dette Aar. Af hvad der skede lige efter Lagmanns Død maa Episoden om Donald mac Tadg udgaa som hørende til Tiden 1111-13; paalideligere derimod synes Krønikens Beretning om, at den norske Konge efter Lagmanns Død sendte en ny Underkonge (Ingemund), at denne blev dræbt, og at Magnus derpaa drog til Øerne for at sikre sig dem; ialfald finder vi deri en naturlig Forklaring til Magnus's 2det Tog.

Magnus Barfods Vesterhavstog - Revisjonshistorikk

JJ.Sandal på 25. des. 2013 kl. 14:30

Jesper: Gustav Storm om Magnus Barfod