Magnus Barfods saga - Revisjonshistorikk

Jesper på 2. aug. 2015 kl. 09:34

2015-08-02T09:34:17Z

Jesper på 10. jan. 2015 kl. 08:43

2015-01-10T08:43:05Z

Jesper på 14. mai 2014 kl. 14:18

2014-05-14T14:18:37Z

Jesper: Sletter vers på norrønt

2013-12-13T15:11:05Z

Sletter vers på norrønt

Vis endringer

Jesper på 26. nov. 2013 kl. 13:19

2013-11-26T13:19:10Z

Jesper på 8. feb. 2013 kl. 14:55

2013-02-08T14:55:47Z

Jesper på 8. feb. 2013 kl. 07:54

2013-02-08T07:54:39Z

Jesper på 4. feb. 2013 kl. 09:27

2013-02-04T09:27:02Z

JJ.Sandal: Magnus Barfods saga

2013-01-12T21:49:03Z

Magnus Barfods saga

Vis endringer

@@ Linje 159: / Linje 159: @@
 '''8. Kong Magnus’ togt til Suderøerne'''
-[[Bilde:Vesterlandene.jpg|thumb|350px|right|<center>'''''Magnus Barfod i Skotland.'''''</center>]]Kong Magnus indledte sin udenlandsfærd, og han havde en stor hær og en fortrinlig flåde; således styrede han hæren vestpå over havet — først til Orknø. Her pågreb han jarlerne Pål og Erland og sendte dem begge østpå til Norge; han udnævnte sin søn — Sigurd — til høvding over øerne og skaffede ham rådgivere. Kong Magnus førte sin hær til Suderøerne, hvor han straks gav sig til at hærge og brænde landsbyerne; han dræbte beboerne og plyndrede alt, hvor han kom frem. Folket flygtede langt væk — nogle ind i Skotlandsfjorden, andre sydpå til Saltire eller ud til Irland. Andre igen indgik våbenhvile og gav sig i kongens tjeneste. Sådan siger Bjørn Krumhånd:
+[[Bilde:Vesterlandene.jpg|thumb|350px|right|<center>'''''Magnus Barfod i Skotland.'''''</center>]]Kong Magnus indledte sin udenlandsfærd, og han havde en stor hær og en fortrinlig flåde; således styrede han hæren vestpå over havet — først til Orknøerne. Her pågreb han jarlerne Pål og Erland og sendte dem begge østpå til Norge; han udnævnte sin søn — Sigurd — til høvding over øerne og skaffede ham rådgivere. Kong Magnus førte sin hær til Suderøerne, hvor han straks gav sig til at hærge og brænde landsbyerne; han dræbte beboerne og plyndrede alt, hvor han kom frem. Folket flygtede langt væk — nogle ind i Skotlandsfjorden, andre sydpå til Saltire eller ud til Irland. Andre igen indgik våbenhvile og gav sig i kongens tjeneste. Sådan siger Bjørn Krumhånd:
@@ Linje 263: / Linje 263: @@
-Men da isen dækkede søen Vänern, red kong Inge derned med næsten 30 hundrede mand. Han sendte besked til de nordmænd, der var i borgen, og opfordrede dem til at forlade stedet med den udrustning, de havde, og tage hjem til Norge. Da sendebudene gengav kongens ord, svarede Sigurd Uldstreng og sagde, at Inge måtte komme på noget andet, end at jage dem væk som en fåreflok af fennen, og at han først skulle komme tættere på. Sendebudene fortalte dette til kongen. Derefter fór kongen ud på øen med hele hæren. Da sendte han for anden gang sine mænd til nordmændene og opfordrede dem til at forlade stedet med deres våben, kluns og heste, men efterlade alt tyvegods. Det nægtede de, og så blev de stormløbet og beskudt. Kongen fremskaffede da sten og træ til at fylde i grøften; han tog ankre og fastgjorde til lange tømmerstokke og førte dem frem til træværket; da gik mange mænd hen og rev væggen ned. Der blev lavet store bål og skudt brændende ildstokke ind på dem; da bad nordmændene om våbenhvile. Kongen beordrede dem til at komme ud våbenløse og uden overkappe, og da de gik ud, fik hver af dem et svirp med en vidjegren. Efter denne medfart vendte de igen hjem til Norge, og borgerne i Marker gav da sig atter under kong Inge. Sigurd og hans kammerater opsøgte kong Magnus og fortalte ham om deres utur.
+Men da isen dækkede søen Vänern, red kong Inge derned med næsten 30 hundrede mand. Han sendte besked til de nordmænd, der var i borgen, og opfordrede dem til at forlade stedet med den udrustning, de havde, og tage hjem til Norge. Da sendebuddene gengav kongens ord, svarede Sigurd Uldstreng og sagde, at Inge måtte komme på noget andet, end at jage dem væk som en fåreflok af fennen, og at han først skulle komme tættere på. Sendebuddene fortalte dette til kongen. Derefter fór kongen ud på øen med hele hæren. Da sendte han for anden gang sine mænd til nordmændene og opfordrede dem til at forlade stedet med deres våben, kluns og heste, men efterlade alt tyvegods. Det nægtede de, og så blev de stormløbet og beskudt. Kongen fremskaffede da sten og træ til at fylde i grøften; han tog ankre og fastgjorde til lange tømmerstokke og førte dem frem til træværket; da gik mange mænd hen og rev væggen ned. Der blev lavet store bål og skudt brændende ildstokke ind på dem; da bad nordmændene om våbenhvile. Kongen beordrede dem til at komme ud våbenløse og uden overkappe, og da de gik ud, fik hver af dem et svirp med en vidjegren. Efter denne medfart vendte de igen hjem til Norge, og borgerne i Marker gav da sig atter under kong Inge. Sigurd og hans kammerater opsøgte kong Magnus og fortalte ham om deres utur.
@@ Linje 313: / Linje 313: @@
 '''23. Hærtogt i Irland'''
-Kong Magnus forlod landet, og han havde en stor hær med; da havde han været konge i Norge i 9 år. Han fór vestpå over havet med det bedste følge, man kunne få i Norge. Alle landets stormænd fulgte ham: Sigurd Raneson, Vidkun Jonson, Dag Eilifson, Serk af Sogn, kongens staller Ejvind Albue, Ulf Raneson — Sigurds bror — og mange andre stormænd. Kongen førte alle disse mænd vestpå til Orknø og fik derfra jarl Erland sønner — Magnus og Erling — med sig. Han sejlede så til Suderøerne, og da han lå ved Skotland, løb Magnus Erlandson fra borde og op på land, hvorfra han fortsatte op i skoven og kom frem til skottekongens livvagt. Kong Magnus førte hæren til Irland og hærgede dér. Da sluttede kong Myrkjartan sig til ham med sin hær, hvorefter de besatte meget af landet — Dublin og omegnene. Kong Magnus overvintrede oppe i Kunnakter sammen med kong Myrkjartan og satte sine mænd til landeværn over det, han havde erobret, men da det blev forår tog han med hæren vestpå til Ulster og havde dér mange kampe og erobrede landet, så han sad på det meste af Ulster. Derpå tog Myrkjartan hjem til Kunnakter.
+Kong Magnus forlod landet, og han havde en stor hær med; da havde han været konge i Norge i 9 år. Han fór vestpå over havet med det bedste følge, man kunne få i Norge. Alle landets stormænd fulgte ham: Sigurd Raneson, Vidkun Jonson, Dag Eilifson, Serk af Sogn, kongens staller Ejvind Albue, Ulf Raneson — Sigurds bror — og mange andre stormænd. Kongen førte alle disse mænd vestpå til Orknøerne og fik derfra jarl Erlands sønner — Magnus og Erling — med sig. Han sejlede så til Suderøerne, og da han lå ved Skotland, løb Magnus Erlandson fra borde og op på land, hvorfra han fortsatte op i skoven og kom frem til skottekongens livvagt. Kong Magnus førte hæren til Irland og hærgede dér. Da sluttede kong Myrkjartan sig til ham med sin hær, hvorefter de besatte meget af landet — Dublin og omegnene. Kong Magnus overvintrede oppe i Kunnakter sammen med kong Myrkjartan og satte sine mænd til landeværn over det, han havde erobret, men da det blev forår tog han med hæren vestpå til Ulster og havde dér mange kampe og erobrede landet, så han sad på det meste af Ulster. Derpå tog Myrkjartan hjem til Kunnakter.
@@ Linje 323: / Linje 323: @@
 '''25. Kong Magnus’ død'''
-Da støvskyen kom nærmere, genkendte de deres egne mænd, og de havde meget strandhugst med, som irerkongen havde givet dem, så han holdt sit ord til kong Magnus. Derefter tog de tilbage mod skibene, og det var da midt på dagen. Men da de kom ud på mosen, blev de forsinkede af sumpene. Da stormede den irske hær frem fra alle steder i skoven, og det kom straks til kamp, men nordmændene blev spredte, og snart faldt mange af dem. Da talte Ejvind: »Konge!« sagde han, »— det går uheldigt for vores flok; lad os nu finde på noget godt.« Kongen sagde: »Blæs hele hæren til kamp under fanerne, men den hær, der er her, skal forme en skjoldborg. Så trækker vi os baglæns over moserne; det bliver ingen sag for os, når vi kommer på fastere grund.« Irerne skød dygtigt, og selv om de faldt tæt, kom de alligevel den ene efter den anden. Da kongen kom til det yderste sumphul, var det meget ufremkommeligt og kun få steder farbart; dér faldt mange nordmænd. Så råbte kongen til sin lendermand Torgrim Skindhat — han var oplænding — og bad ham krydse sumpen med sit mandskab: »Vi forsvarer imens,« sagde han, »så der ikke sker jer noget; gå derefter op på den lille ø, der ligger dérovre, og skyd på dem, mens vi krydser sumpen — du har gode bueskytter.« Men da Torgrim og de andre kom over sumpen, kastede de skjoldene om på ryggen og løb ned til skibene, og da kongen så det, sagde han: »Umandigt forlader du din konge! Det var dumt af mig, at jeg gjorde dig til lendermand og Sigurd Hund fredløs; det dér havde ''han'' aldrig gjort.« Kong Magnus blev såret; han fik et spyd gennem begge lår — lige over knæene. Han greb skaftet mellem sine ben, knækkede stagen af og sagde: »Sådan knækker man benspærrer — gutter!« Kong Magnus fik et hug over halsen med en stridsøkse, og det blev hans død. Derefter flygtede de, der var tilbage. Vidkun Jonson førte sværdet Knogleknuser og kongens banner til skibene. Han og hans mænd trak sig sidst tilbage — andensidst Sigurd Raneson og tredjesidst Dag Eilifson. Dér faldt Ejvind Albue, Ulf Raneson og mange andre stormænd sammen med kong Magnus; der faldt mange nordmænd, men dog mange flere irere. De nordmænd, der slap væk, drog bort straks om efteråret. Erling — søn af jarl Erland — faldt i Irland sammen med kong Magnus. Da den flok, der var flygtet fra Irland, kom til Orknø, og Sigurd erfarede sin fars — kong Magnus’ — død, slog han sig straks i følge med dem, og de tog om efteråret østpå til Norge.
+Da støvskyen kom nærmere, genkendte de deres egne mænd, og de havde meget strandhugst med, som irerkongen havde givet dem, så han holdt sit ord til kong Magnus. Derefter tog de tilbage mod skibene, og det var da midt på dagen. Men da de kom ud på mosen, blev de forsinkede af sumpene. Da stormede den irske hær frem fra alle steder i skoven, og det kom straks til kamp, men nordmændene blev spredte, og snart faldt mange af dem. Da talte Ejvind: »Konge!« sagde han, »— det går uheldigt for vores flok; lad os nu finde på noget godt.« Kongen sagde: »Blæs hele hæren til kamp under fanerne, men den hær, der er her, skal forme en skjoldborg. Så trækker vi os baglæns over moserne; det bliver ingen sag for os, når vi kommer på fastere grund.« Irerne skød dygtigt, og selv om de faldt tæt, kom de alligevel den ene efter den anden. Da kongen kom til det yderste sumphul, var det meget ufremkommeligt og kun få steder farbart; dér faldt mange nordmænd. Så råbte kongen til sin lendermand Torgrim Skindhat — han var oplænding — og bad ham krydse sumpen med sit mandskab: »Vi forsvarer imens,« sagde han, »så der ikke sker jer noget; gå derefter op på den lille ø, der ligger dérovre, og skyd på dem, mens vi krydser sumpen — du har gode bueskytter.« Men da Torgrim og de andre kom over sumpen, kastede de skjoldene om på ryggen og løb ned til skibene, og da kongen så det, sagde han: »Umandigt forlader du din konge! Det var dumt af mig, at jeg gjorde dig til lendermand og Sigurd Hund fredløs; det dér havde ''han'' aldrig gjort.« Kong Magnus blev såret; han fik et spyd gennem begge lår — lige over knæene. Han greb skaftet mellem sine ben, knækkede stagen af og sagde: »Sådan knækker man benspærrer — gutter!« Kong Magnus fik et hug over halsen med en stridsøkse, og det blev hans død. Derefter flygtede de, der var tilbage. Vidkun Jonson førte sværdet Knogleknuser og kongens banner til skibene. Han og hans mænd trak sig sidst tilbage — andensidst Sigurd Raneson og tredjesidst Dag Eilifson. Dér faldt Ejvind Albue, Ulf Raneson og mange andre stormænd sammen med kong Magnus; der faldt mange nordmænd, men dog mange flere irere. De nordmænd, der slap væk, drog bort straks om efteråret. Erling — søn af jarl Erland — faldt i Irland sammen med kong Magnus. Da den flok, der var flygtet fra Irland, kom til Orknøerne, og Sigurd erfarede sin fars — kong Magnus’ — død, slog han sig straks i følge med dem, og de tog om efteråret østpå til Norge.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 10. jan. 2015 kl. 08:43
Linje 49:		Linje 49:
	Kong Magnus drog om efteråret nordpå til købstaden, og da han kom frem, opsøgte han kongsgården, hvor han tog ophold og blev den første tid af vinteren. Ved kongsgården havde han syv langskibe liggende i en isfri del af Nidelven. Da kong Håkon hørte, at kong Magnus var taget til Trondheim, rejste han fra øst over Dovrefjeld og til Trondheim, og i købstaden tog han ophold i Skulegården neden for Klemenskirken; det var den gamle kongsgård. Kong Magnus var utilfreds med de store indrømmelser, som kong Håkon havde givet bønderne for at styrke sin stilling blandt dem; Magnus fandt, at de i høj grad var givet på ''hans'' bekostning. Han blev meget forbitret herover og følte sig krænket af sin slægtning, fordi han ville få en meget mindre indtægt, end hans far og forfædre havde haft — og det var Tores skyld, mente han. Kong Håkon og Tore fornemmede dette og var betænkelige ved, hvad Magnus kunne finde på. Først og fremmest var de på vagt over, at Magnus havde teltede og kampklare langskibe liggende på vandet.		Kong Magnus drog om efteråret nordpå til købstaden, og da han kom frem, opsøgte han kongsgården, hvor han tog ophold og blev den første tid af vinteren. Ved kongsgården havde han syv langskibe liggende i en isfri del af Nidelven. Da kong Håkon hørte, at kong Magnus var taget til Trondheim, rejste han fra øst over Dovrefjeld og til Trondheim, og i købstaden tog han ophold i Skulegården neden for Klemenskirken; det var den gamle kongsgård. Kong Magnus var utilfreds med de store indrømmelser, som kong Håkon havde givet bønderne for at styrke sin stilling blandt dem; Magnus fandt, at de i høj grad var givet på ''hans'' bekostning. Han blev meget forbitret herover og følte sig krænket af sin slægtning, fordi han ville få en meget mindre indtægt, end hans far og forfædre havde haft — og det var Tores skyld, mente han. Kong Håkon og Tore fornemmede dette og var betænkelige ved, hvad Magnus kunne finde på. Først og fremmest var de på vagt over, at Magnus havde teltede og kampklare langskibe liggende på vandet.

−	Om foråret — hen under kyndelmisse — lagde kong Magnus fra land i ly af nattemørket og sejlede de teltede skibe — med lys under teltdugene — helt ud til Høvringen, hvor de lagde til for natten og tændte store bål inde på land. Kong Håkon og de af hans mænd, der var i byen, mente da, at der stak noget under. Han lod blæse til hærsamling; da kom også alle byens beboere, og de var forsamlede om natten. Men om morgenen, da det blev lyst, fik kong Magnus øje på denne folkehær på ~~Øre~~. Han styrede da ud af fjorden og sydpå til ~~Gulating~~. Kong Håkon gjorde sig klar til at tage af sted og agtede at tage østpå til Viken; han holdt da byting, hvor han talte og bad om befolkningens støtte. Han lovede at støtte alle dér, men sagde, at han ikke vidste, hvad hans fætter — Kong Magnus — var ude på. Kongen sad på sin hest og var rejseklar. Alle lovede ham godvilligt deres trofasthed og rygdækning, hvis der blev behov for det, og siden fulgte hele folket ham til Stenberget. Kongens vej gik over Dovrefjeld, og mens han var på fjeldet, red han en dag efter et par ryper, der fløj forbi ham. Senere blev han dårlig; det var en ondartet sygdom og han døde dér på fjeldet. Hans lig blev ført nordpå og kom til købstaden, som han havde forladt en halv måned tidligere. Hele byens befolkning gik da kongens lig i møde; de fleste græd, fordi de oprigtigt elskede ham. Kong Håkons lig blev begravet i Kristkirken. Kong Håkon blev godt og vel 25 år gammel. Han havde været den konge i Norge, som var mest elsket af folket. Han havde været på togt i Bjarmeland, hvor han kæmpede og vandt sejr.	+	Om foråret — hen under kyndelmisse — lagde kong Magnus fra land i ly af nattemørket og sejlede de teltede skibe — med lys under teltdugene — helt ud til Høvringen, hvor de lagde til for natten og tændte store bål inde på land. Kong Håkon og de af hans mænd, der var i byen, mente da, at der stak noget under. Han lod blæse til hærsamling; da kom også alle byens beboere, og de var forsamlede om natten. Men om morgenen, da det blev lyst, fik kong Magnus øje på denne folkehær på Ørerne. Han styrede da ud af fjorden og sydpå til Gulatingskredsen. Kong Håkon gjorde sig klar til at tage af sted og agtede at tage østpå til Viken; han holdt da byting, hvor han talte og bad om befolkningens støtte. Han lovede at støtte alle dér, men sagde, at han ikke vidste, hvad hans fætter — Kong Magnus — var ude på. Kongen sad på sin hest og var rejseklar. Alle lovede ham godvilligt deres trofasthed og rygdækning, hvis der blev behov for det, og siden fulgte hele folket ham til Stenberget. Kongens vej gik over Dovrefjeld, og mens han var på fjeldet, red han en dag efter et par ryper, der fløj forbi ham. Senere blev han dårlig; det var en ondartet sygdom og han døde dér på fjeldet. Hans lig blev ført nordpå og kom til købstaden, som han havde forladt en halv måned tidligere. Hele byens befolkning gik da kongens lig i møde; de fleste græd, fordi de oprigtigt elskede ham. Kong Håkons lig blev begravet i Kristkirken. Kong Håkon blev godt og vel 25 år gammel. Han havde været den konge i Norge, som var mest elsket af folket. Han havde været på togt i Bjarmeland, hvor han kæmpede og vandt sejr.

@@ Linje 47: / Linje 47: @@
 '''2. Håkons død'''
-Kong Magnus drog om efteråret nordpå til købstaden, og da han kom frem, opsøgte han kongsgården, hvor han tog ophold og blev den første tid af vinteren. Ved kongsgården havde han syv langskibe liggende i en isfri del af Nidelven. Da kong Håkon hørte, at kong Magnus var taget til Trondheim, rejste han fra øst over Dovrefjeld og til Trondheim, og i købstaden tog han ophold i Skulegården neden for Klementskirken; det var den gamle kongsgård. Kong Magnus var utilfreds med de store indrømmelser, som kong Håkon havde givet bønderne for at styrke sin stilling blandt dem; Magnus fandt, at de i høj grad var givet på ''hans'' bekostning. Han blev meget forbitret herover og følte sig krænket af sin slægtning, fordi han ville få en meget mindre indtægt, end hans far og forfædre havde haft — og det var Tores skyld, mente han. Kong Håkon og Tore fornemmede dette og var betænkelige ved, hvad Magnus kunne finde på. Først og fremmest var de på vagt over, at Magnus havde teltede og kampklare langskibe liggende på vandet.
+Kong Magnus drog om efteråret nordpå til købstaden, og da han kom frem, opsøgte han kongsgården, hvor han tog ophold og blev den første tid af vinteren. Ved kongsgården havde han syv langskibe liggende i en isfri del af Nidelven. Da kong Håkon hørte, at kong Magnus var taget til Trondheim, rejste han fra øst over Dovrefjeld og til Trondheim, og i købstaden tog han ophold i Skulegården neden for Klemenskirken; det var den gamle kongsgård. Kong Magnus var utilfreds med de store indrømmelser, som kong Håkon havde givet bønderne for at styrke sin stilling blandt dem; Magnus fandt, at de i høj grad var givet på ''hans'' bekostning. Han blev meget forbitret herover og følte sig krænket af sin slægtning, fordi han ville få en meget mindre indtægt, end hans far og forfædre havde haft — og det var Tores skyld, mente han. Kong Håkon og Tore fornemmede dette og var betænkelige ved, hvad Magnus kunne finde på. Først og fremmest var de på vagt over, at Magnus havde teltede og kampklare langskibe liggende på vandet.
 Om foråret — hen under kyndelmisse — lagde kong Magnus fra land i ly af nattemørket og sejlede de teltede skibe — med lys under teltdugene — helt ud til Høvringen, hvor de lagde til for natten og tændte store bål inde på land. Kong Håkon og de af hans mænd, der var i byen, mente da, at der stak noget under. Han lod blæse til hærsamling; da kom også alle byens beboere, og de var forsamlede om natten. Men om morgenen, da det blev lyst, fik kong Magnus øje på denne folkehær på Øre. Han styrede da ud af fjorden og sydpå til Gulating. Kong Håkon gjorde sig klar til at tage af sted og agtede at tage østpå til Viken; han holdt da byting, hvor han talte og bad om befolkningens støtte. Han lovede at støtte alle dér, men sagde, at han ikke vidste, hvad hans fætter — Kong Magnus — var ude på. Kongen sad på sin hest og var rejseklar. Alle lovede ham godvilligt deres trofasthed og rygdækning, hvis der blev behov for det, og siden fulgte hele folket ham til Stenberget. Kongens vej gik over Dovrefjeld, og mens han var på fjeldet, red han en dag efter et par ryper, der fløj forbi ham. Senere blev han dårlig; det var en ondartet sygdom og han døde dér på fjeldet. Hans lig blev ført nordpå og kom til købstaden, som han havde forladt en halv måned tidligere. Hele byens befolkning gik da kongens lig i møde; de fleste græd, fordi de oprigtigt elskede ham. Kong Håkons lig blev begravet i Kristkirken. Kong Håkon blev godt og vel 25 år gammel. Han havde været den konge i Norge, som var mest elsket af folket. Han havde været på togt i Bjarmeland, hvor han kæmpede og vandt sejr.

@@ Linje 5: / Linje 5: @@
 ! Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Saga Magnús konungs berfœtts]] !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Magnus Barfots saga]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Magnus Barfods Saga (C.C.Rafn)]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Konung Magnus barfots historia]] !!
 |-
-!  !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Saga Magnús konungs berfœtts (FJ)]] !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Soga um Magnus Berrføtt]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Magnus Barfods saga]] !! !!
+!  !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Saga Magnús konungs berfœtts (FJ)]] !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Soga um Magnus Berrføtt]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Magnus Barfods saga]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Magnus barfots Saga]] !!
 |-
 |}

@@ Linje 138: / Linje 138: @@
 '''5. Om Tore og hans gerninger'''
-Der var en lendermand, der hed Sigurd Uldsnor — søn af Lodin Vigge-skalle; han sammenkaldte tropper med hærpil, da han hørte om Tores flok og styrede — med alle de folk han fik — til Vigg. Svend og Tore ledte også deres hær den vej; de kæmpede dér mod Sigurd, sejrede og forårsagede et stort mandefald, men Sigurd flygtede, til han kom til kong Magnus. Tores mænd drog til købstaden og lå for en tid på fjorden; dér sluttede mange folk sig til dem. Da Kong Magnus fik budskab om dette, samlede han straks sin hær, som han derefter ledte nordpå til Trondheim. Da han kom ind i fjorden, og Tores mænd blev klar over det — de lå ved Hevring og havde gjort klar til at sejle ud ad fjorden — roede de til Vagnvigsstrand, hvor de forlod skibene og fortsatte nordpå i Teksdal i Seljuhverve; Tore blev båret over fjeldet på en båre. Siden skaffede de sig skibe og sejlede nordpå til Helgeland, men kong Magnus fór efter dem, da han blev rejsefærdig i Trondheim. Tore og hans mænd kom så langt nordpå som til Bjarkø; Jon og hans søn — Vidkun — flygtede væk derfra. Tores mænd stjal al løsøret, men afbrændte gården og et godt langskib, som Vidkun ejede. Da snekken brændte og skibet fik slagside, sagde Tore: »Mere til styrbord — Vidkun!« Da blev dette digtet:
+Der var en lendermand, der hed Sigurd Uldstreng — søn af Lodin Vigge-skalle; han sammenkaldte tropper med hærpil, da han hørte om Tores flok og styrede — med alle de folk han fik — til Vigg. Svend og Tore ledte også deres hær den vej; de kæmpede dér mod Sigurd, sejrede og forårsagede et stort mandefald, men Sigurd flygtede, til han kom til kong Magnus. Tores mænd drog til købstaden og lå for en tid på fjorden; dér sluttede mange folk sig til dem. Da Kong Magnus fik budskab om dette, samlede han straks sin hær, som han derefter ledte nordpå til Trondheim. Da han kom ind i fjorden, og Tores mænd blev klar over det — de lå ved Hevring og havde gjort klar til at sejle ud ad fjorden — roede de til Vagnvigsstrand, hvor de forlod skibene og fortsatte nordpå i Teksdal i Seljuhverve; Tore blev båret over fjeldet på en båre. Siden skaffede de sig skibe og sejlede nordpå til Helgeland, men kong Magnus fór efter dem, da han blev rejsefærdig i Trondheim. Tore og hans mænd kom så langt nordpå som til Bjarkø; Jon og hans søn — Vidkun — flygtede væk derfra. Tores mænd stjal al løsøret, men afbrændte gården og et godt langskib, som Vidkun ejede. Da snekken brændte og skibet fik slagside, sagde Tore: »Mere til styrbord — Vidkun!« Da blev dette digtet:
@@ Linje 171: / Linje 171: @@
 '''6. Tore og Egil hænges'''
-Jon og Vidkun fór dag og nat, til de fandt kong Magnus. Svend og Tore drog med mændene nordpå og hærgede vidt omkring i Helgeland, men da de lå i den fjord, der hedder Harm, fik de øje på kong Magnus’ sejl. Da mente Tores mænd ikke, at de ikke var nok til at kæmpe, og de roede væk og flygtede. Tore og Egil roede til Hestun, men Svend roede til havs, og nogle af deres mænd roede længere ind i fjorden. Kong Magnus satte efter Tores flok, og da skibene stødte sammen ved landingen, sad Tore i forrummet på sit skib. Da råbte Sigurd Uldsnor til ham: »Er du uskadt — Tore?« Tore svarede: »Hel på hænderne, men fejl på fødderne!« Da løb Tores besætning i land, men Tore blev fanget. Egil blev også fanget, fordi han ikke vilde lade sin kone i stikken. Kong Magnus lod dem begge overflytte til øen Vomma, men da Tore blev ført i land, vaklede han på fødderne. Da sagde Vidkun: »Mere til bagbord — Tore!« Da Tore derpå blev bragt til galgen, sagde han:
+Jon og Vidkun fór dag og nat, til de fandt kong Magnus. Svend og Tore drog med mændene nordpå og hærgede vidt omkring i Helgeland, men da de lå i den fjord, der hedder Harm, fik de øje på kong Magnus’ sejl. Da mente Tores mænd ikke, at de ikke var nok til at kæmpe, og de roede væk og flygtede. Tore og Egil roede til Hestun, men Svend roede til havs, og nogle af deres mænd roede længere ind i fjorden. Kong Magnus satte efter Tores flok, og da skibene stødte sammen ved landingen, sad Tore i forrummet på sit skib. Da råbte Sigurd Uldstreng til ham: »Er du uskadt — Tore?« Tore svarede: »Hel på hænderne, men fejl på fødderne!« Da løb Tores besætning i land, men Tore blev fanget. Egil blev også fanget, fordi han ikke vilde lade sin kone i stikken. Kong Magnus lod dem begge overflytte til øen Vomma, men da Tore blev ført i land, vaklede han på fødderne. Da sagde Vidkun: »Mere til bagbord — Tore!« Da Tore derpå blev bragt til galgen, sagde han:
 [[Bilde:Egil bliver hængt.jpg|thumb|right|450px|<center>''Wilhelm Wetlesen: '''Tore og Egil bliver hængt'''''</center>]]
 <blockquote>
@@ Linje 462: / Linje 462: @@
 Steinkel Svenskekonge døde på samme tid som Haralderne. Håkon hed den konge, der efterfulgte kong Steinkel i Sverige. Siden blev Inge — Steinkels søn — konge; han var en god og magtfuld konge, der var større og stærkere end andre mænd. Han var konge i Sverige på den tid, da Magnus var det i Norge.
-Kong Magnus sagde, at i gamle dage var landegrænsen sådan, at Götaelven og derefter Vänern indtil Värmland dannede skellet mellem svenskekongens og norskekongens riger. Kong Magnus hævdede at eje alt beboet land vest for Vänern — det vil sige Sundal og Norddal, Vedbo og Varbo og den tilliggende del af Marker. Det havde længe hørt til svenskekongens enemærker og været skatteskyldigt til Västergötland, og borgerne i Marker ville høre under svenskekongen som hidtil. Kong Magnus red med en stor og prægtig hær til Viken og op i Götaland, og da han kom til landsbyerne i Marker, hærgede han og brændte; det gjorde han ved alle ejendommene og folk underlagde sig ham og tilsvor ham landet. Da han kom op til søen Vänern, var det sidst på efteråret; da tog de ud på Kvaldinsø, hvor de byggede en fæstning af tørv og træ og gravede en grøft på ydersiden. Da det arbejde var færdigt, førte man madvarer og andre fornødenheder derind. Kongen indsatte dér tre hundrede mand — deres høvdinge var Finn Skofteson og Sigurd Uldsnor — og tog derefter tilbage til Viken.
+Kong Magnus sagde, at i gamle dage var landegrænsen sådan, at Götaelven og derefter Vänern indtil Värmland dannede skellet mellem svenskekongens og norskekongens riger. Kong Magnus hævdede at eje alt beboet land vest for Vänern — det vil sige Sundal og Norddal, Vedbo og Varbo og den tilliggende del af Marker. Det havde længe hørt til svenskekongens enemærker og været skatteskyldigt til Västergötland, og borgerne i Marker ville høre under svenskekongen som hidtil. Kong Magnus red med en stor og prægtig hær til Viken og op i Götaland, og da han kom til landsbyerne i Marker, hærgede han og brændte; det gjorde han ved alle ejendommene og folk underlagde sig ham og tilsvor ham landet. Da han kom op til søen Vänern, var det sidst på efteråret; da tog de ud på Kvaldinsø, hvor de byggede en fæstning af tørv og træ og gravede en grøft på ydersiden. Da det arbejde var færdigt, førte man madvarer og andre fornødenheder derind. Kongen indsatte dér tre hundrede mand — deres høvdinge var Finn Skofteson og Sigurd Uldstreng — og tog derefter tilbage til Viken.
@@ Linje 484: / Linje 484: @@
 </blockquote>
-Men da isen dækkede søen Vänern, red kong Inge derned med næsten 30 hundrede mand. Han sendte besked til de nordmænd, der var i borgen, og opfordrede dem til at forlade stedet med den udrustning, de havde, og tage hjem til Norge. Da sendebudene gengav kongens ord, svarede Sigurd Uldsnor og sagde, at Inge måtte komme på noget andet, end at jage dem væk som en fåreflok af fennen, og at han først skulle komme tættere på. Sendebudene fortalte dette til kongen. Derefter fór kongen ud på øen med hele hæren. Da sendte han for anden gang sine mænd til nordmændene og opfordrede dem til at forlade stedet med deres våben, kluns og heste, men efterlade alt tyvegods. Det nægtede de, og så blev de stormløbet og beskudt. Kongen fremskaffede da sten og træ til at fylde i grøften; han tog ankre og fastgjorde til lange tømmerstokke og førte dem frem til træværket; da gik mange mænd hen og rev væggen ned. Der blev lavet store bål og skudt brændende ildstokke ind på dem; da bad nordmændene om våbenhvile. Kongen beordrede dem til at komme ud våbenløse og uden overkappe, og da de gik ud, fik hver af dem et svirp med en vidjegren. Efter denne medfart vendte de igen hjem til Norge, og borgerne i Marker gav da sig atter under kong Inge. Sigurd og hans kammerater opsøgte kong Magnus og fortalte ham om deres utur.
+Men da isen dækkede søen Vänern, red kong Inge derned med næsten 30 hundrede mand. Han sendte besked til de nordmænd, der var i borgen, og opfordrede dem til at forlade stedet med den udrustning, de havde, og tage hjem til Norge. Da sendebudene gengav kongens ord, svarede Sigurd Uldstreng og sagde, at Inge måtte komme på noget andet, end at jage dem væk som en fåreflok af fennen, og at han først skulle komme tættere på. Sendebudene fortalte dette til kongen. Derefter fór kongen ud på øen med hele hæren. Da sendte han for anden gang sine mænd til nordmændene og opfordrede dem til at forlade stedet med deres våben, kluns og heste, men efterlade alt tyvegods. Det nægtede de, og så blev de stormløbet og beskudt. Kongen fremskaffede da sten og træ til at fylde i grøften; han tog ankre og fastgjorde til lange tømmerstokke og førte dem frem til træværket; da gik mange mænd hen og rev væggen ned. Der blev lavet store bål og skudt brændende ildstokke ind på dem; da bad nordmændene om våbenhvile. Kongen beordrede dem til at komme ud våbenløse og uden overkappe, og da de gik ud, fik hver af dem et svirp med en vidjegren. Efter denne medfart vendte de igen hjem til Norge, og borgerne i Marker gav da sig atter under kong Inge. Sigurd og hans kammerater opsøgte kong Magnus og fortalte ham om deres utur.

@@ Linje 25: / Linje 25: @@
 ----
-<center>''Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Finnur Jónssons'' [[Heimskringla (FJ)|Heimskringla – Nóregs konunga s&#491;gur]] ''G. E. C. Gads Forlag, København, 1911 (1925)''<br>''De norrøne kvad — anført med kursiv skrift — er indsat uforandrede fra Finnur Jónssons udgave ([[#Note|Note]]).''</center>
+<center>''Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Finnur Jónssons'' [[Heimskringla (FJ)|Heimskringla – Nóregs konunga s&#491;gur]] ''G. E. C. Gads Forlag, København, 1911 (1925)''<br>''De norrøne kvad — anført med kursiv skrift — er indsat uforandrede fra Finnur Jónssons udgave''</center>
 ----
@@ Linje 553: / Linje 553: @@
 <center>— o —</center>
 [[Kategori:Alfabetisk indeks]]