Magnus Erlingsons saga - Revisjonshistorikk

Carsten på 3. okt. 2025 kl. 12:55

2025-10-03T12:55:50Z

August på 26. apr. 2024 kl. 07:13

2024-04-26T07:13:25Z

Jesper på 29. des. 2019 kl. 13:59

2019-12-29T13:59:20Z

Jesper på 19. jun. 2019 kl. 12:48

2019-06-19T12:48:42Z

Jesper på 25. jun. 2016 kl. 12:11

2016-06-25T12:11:25Z

Jesper på 2. aug. 2015 kl. 09:55

2015-08-02T09:55:27Z

Vis endringer

Jesper på 21. mai 2014 kl. 06:17

2014-05-21T06:17:32Z

Jesper på 20. mai 2014 kl. 20:09

2014-05-20T20:09:32Z

Jesper på 16. mai 2014 kl. 06:01

2014-05-16T06:01:49Z

Jesper på 7. mai 2014 kl. 07:13

2014-05-07T07:13:15Z

@@ Linje 6: / Linje 6: @@
 |-
 !  !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Magnús saga Erlingssonar (Codex Frisianus)]] !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Soga um Magnus Erlingsson]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Magnus Erlingsons saga]] !! !!
 |-
 |}

@@ Linje 5: / Linje 5: @@
 ! Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Saga Magnús konungs Erlingssonar]] !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Magnus Erlingsøns saga]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Magnus Erlingsøns Saga (C.C.Rafn)]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Magnus Erlingssons historia]] !!
 |-
-!  !!  !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Soga um Magnus Erlingsson]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Magnus Erlingsons saga]] !! !!
+!  !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Magnús saga Erlingssonar (Codex Frisianus)]] !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Soga um Magnus Erlingsson]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Magnus Erlingsons saga]] !! !!
 |-
 |}

@@ Linje 132: / Linje 132: @@
 '''15. Om Markus'''
-Markus på Skog og hans fostersøn — Sigurd — drog, da det blev forår, ned til Viken, hvor de skaffede sig skibe. Da Erling erfarede det, fór han efter dem østpå, og de mødtes i Kongshelle. Markus og hans folk flygtede ud på øen Hissingen; landets indbyggere — Hissingboerne — drev ned til dem og indgik i Markus’ slagorden. Erlings og de andre roede mod land, mens Markus’ folk skød på dem. Da sagde Erling til sine folk: »Vi tager deres skibe, men går ikke op for at kæmpe imod landhæren; Hissingboerne er lede at hjemsøge — det er hårde og ukloge folk. De kan kun have denne flok med sig i kort tid, for Hissingen er et lille område.« De gjorde det, at de tog skibene og flyttede dem over til Kongshelle. Markus og hans hær gik til Marker og agtede at angribe derfra; på begge sider holdt man øje med de andre. Erling havde mange folk og indkaldte dertil støtte fra de omliggende herreder; begge parter gjorde udfald mod de andre.
+Markus på Skog og hans fostersøn — Sigurd — drog, da det blev forår, ned til Viken, hvor de skaffede sig skibe. Da Erling erfarede det, fór han efter dem østpå, og de mødtes i Kongshelle. Markus og hans folk flygtede ud på øen Hisingen; landets indbyggere — Hisingboerne — drev ned til dem og indgik i Markus’ slagorden. Erlings og de andre roede mod land, mens Markus’ folk skød på dem. Da sagde Erling til sine folk: »Vi tager deres skibe, men går ikke op for at kæmpe imod landhæren; Hisingboerne er lede at hjemsøge — det er hårde og ukloge folk. De kan kun have denne flok med sig i kort tid, for Hisingen er et lille område.« De gjorde det, at de tog skibene og flyttede dem over til Kongshelle. Markus og hans hær gik til Marker og agtede at angribe derfra; på begge sider holdt man øje med de andre. Erling havde mange folk og indkaldte dertil støtte fra de omliggende herreder; begge parter gjorde udfald mod de andre.
@@ Linje 150: / Linje 150: @@
-'''19. Om Erling og Hissingboerne'''
+'''19. Om Erling og Hisingboerne'''
-Frirek Køna, Bjarne den Onde, Ønund Simonson og Ørnolf Skorpe var roet til havs på nogle skibe og sejlede udenskærs østpå langs landet, og hvor de kom i land, plyndrede de og dræbte Erlings venner. Da Erling erfarede Markus’ og Sigurds død, gav han lendermændene og ledingsfolkene lov til at tage hjem, mens han selv førte sin hær østpå over Folden, for han havde hørt om Markus-støtter dér. Erling kom til Kongshelle, hvor han opholdt sig om efteråret. Den første vinteruge drog Erling med et stort følge ud på øen Hissingen, hvor han krævede ting. Hissingboerne kom ned og holdt ting. Erling anklagede dem for, at de var gået i flok med Markus-mændene og var indgået i en hær imod ham. Den mægtigste af bønderne hed Øssur; han talte på deres vegne. Tingmødet blev langt, men til sidst overlod bønderne dommen til Erling, og han indkaldte dem med en uges frist til at møde i byen og udnævnte 15 mand blandt bønderne til at komme dér. Da de kom, dømte Erling dem til at betale tre hundrede stykker kvæg. Bønderne drog hjem og var ilde tilfredse med deres lod. Kort tid efter lagde isen sig på åen, og Erlings skibe frøs inde. Så tilbageholdt bønderne bøderne og holdt sig samlet en tid. Erling gjorde klar til julegilde, mens Hissingboerne holdt sammenskudsøl og forblev samlede i julen. Natten efter julens femte dag, drog Erling ud på øen og omringede Øssurs hus og brændte ham inde; han dræbte i alt hundrede mand og brændte tre gårde, hvorefter han drog tilbage til Kongshelle. Derpå kom bønderne til ham og betalte gælden.
+Frirek Køna, Bjarne den Onde, Ønund Simonson og Ørnolf Skorpe var roet til havs på nogle skibe og sejlede udenskærs østpå langs landet, og hvor de kom i land, plyndrede de og dræbte Erlings venner. Da Erling erfarede Markus’ og Sigurds død, gav han lendermændene og ledingsfolkene lov til at tage hjem, mens han selv førte sin hær østpå over Folden, for han havde hørt om Markus-støtter dér. Erling kom til Kongshelle, hvor han opholdt sig om efteråret. Den første vinteruge drog Erling med et stort følge ud på øen Hisingen, hvor han krævede ting. Hisingboerne kom ned og holdt ting. Erling anklagede dem for, at de var gået i flok med Markus-mændene og var indgået i en hær imod ham. Den mægtigste af bønderne hed Øssur; han talte på deres vegne. Tingmødet blev langt, men til sidst overlod bønderne dommen til Erling, og han indkaldte dem med en uges frist til at møde i byen og udnævnte 15 mand blandt bønderne til at komme dér. Da de kom, dømte Erling dem til at betale tre hundrede stykker kvæg. Bønderne drog hjem og var ilde tilfredse med deres lod. Kort tid efter lagde isen sig på åen, og Erlings skibe frøs inde. Så tilbageholdt bønderne bøderne og holdt sig samlet en tid. Erling gjorde klar til julegilde, mens Hisingboerne holdt sammenskudsøl og forblev samlede i julen. Natten efter julens femte dag, drog Erling ud på øen og omringede Øssurs hus og brændte ham inde; han dræbte i alt hundrede mand og brændte tre gårde, hvorefter han drog tilbage til Kongshelle. Derpå kom bønderne til ham og betalte gælden.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 19. jun. 2019 kl. 12:48
Linje 180:		Linje 180:
	'''22. Vielsen af kong Magnus'''		'''22. Vielsen af kong Magnus'''

−	Erling Skakke lod kongsgården indrette til et stort gilde, og den store sal blev beklædt med peld og vægtæpper og bekosteligt udstyret. Dér holdt man gilde for livvagten og alle de håndgangne mænd; der kom et stort antal indbudte og mange høvdinge. Magnus blev dér viet til konge af ærkebiskop Øistein, og til stede ved vielsen var fem andre biskopper og legaten og mange præster. Erling Skakke og 12 lendermænd med ham svor loveden sammen med kongen. Den dag, vielsen stod på, havde kongen og Erling ærkebiskoppen og legaten og alle biskopperne som gæster, og det var et prægtigt gilde; far og søn bortgav mange, store gaver. Magnus var da otte år gammel; han havde da ~~være~~ konge i tre år.	+	Erling Skakke lod kongsgården indrette til et stort gilde, og den store sal blev beklædt med peld og vægtæpper og bekosteligt udstyret. Dér holdt man gilde for livvagten og alle de håndgangne mænd; der kom et stort antal indbudte og mange høvdinge. Magnus blev dér viet til konge af ærkebiskop Øistein, og til stede ved vielsen var fem andre biskopper og legaten og mange præster. Erling Skakke og 12 lendermænd med ham svor loveden sammen med kongen. Den dag, vielsen stod på, havde kongen og Erling ærkebiskoppen og legaten og alle biskopperne som gæster, og det var et prægtigt gilde; far og søn bortgav mange, store gaver. Magnus var da otte år gammel; han havde da været konge i tre år.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 25. jun. 2016 kl. 12:11
Linje 74:		Linje 74:
	'''4. Om Erling og Håkon'''		'''4. Om Erling og Håkon'''

−	I Tønsberg tog Erling Skakke alle de skibe, som kong Håkon havde haft; dér fik han Bøkesuden, som kong Inge havde ejet. Erling tog siden af sted og lagde hele Viken under Magnus og tilsvarende landet nordpå, efterhånden som han kom frem, og han sad om vinteren i Bergen. Så lod Erling Ingebjørn Sipil — kong Håkons lendermand — dræbe nordpå i Fjordene. Kong Håkon sad i Trondheim om vinteren, men foråret efter udbød han leding og gjorde sig klar til at drage sydpå imod Erling. Hos ham var da jarl Sigurd, Jon Sveinson, Eindride den Unge og Ønund Simonson, Filippus Peterson, Filippus Gyrdson, Ragnvald Kusse, Sigurd Kåbe, Sigurd Kappe, Frirek Køna, Askel på Forland, Torbjørn — Gunnar ~~Skatteopkræves~~ søn — og Pule-Bjarne.	+	I Tønsberg tog Erling Skakke alle de skibe, som kong Håkon havde haft; dér fik han Bøkesuden, som kong Inge havde ejet. Erling tog siden af sted og lagde hele Viken under Magnus og tilsvarende landet nordpå, efterhånden som han kom frem, og han sad om vinteren i Bergen. Så lod Erling Ingebjørn Sipil — kong Håkons lendermand — dræbe nordpå i Fjordene. Kong Håkon sad i Trondheim om vinteren, men foråret efter udbød han leding og gjorde sig klar til at drage sydpå imod Erling. Hos ham var da jarl Sigurd, Jon Sveinson, Eindride den Unge og Ønund Simonson, Filippus Peterson, Filippus Gyrdson, Ragnvald Kusse, Sigurd Kåbe, Sigurd Kappe, Frirek Køna, Askel på Forland, Torbjørn — Gunnar Skatteopkrævers søn — og Pule-Bjarne.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 21. mai 2014 kl. 06:17
Linje 193:		Linje 193:
	'''24. Om Erling'''		'''24. Om Erling'''

−	Erling Skakke drog om efteråret østpå i Viken og opholdt sig i Tønsberg; han sendte folk over til Borg og lod dér indkalde til fire fylkers ting. Siden tog Erling derover med sit følge. Da tinget var sat, talte Erling og berettede, hvilke aftaler de havde indgået med danekongen, da Erling og Magnus første gang havde samlet denne flok, »— og jeg ønsker,« sagde han, »også at overholde alle de aftaler, som vi indgik dengang, hvis det er jeres — bøndernes — ønske, og I samtykker i at tjene danekongen snarere end denne konge, som her er viet og kronet til landet.« Bønderne svarede Erling og sagde: »Vi vil på ingen måde være danekongens mænd, så længe én af os ~~vikverjer~~ er i live.« Hele almuen brød da ud i råben og skrigen og bad Erling om at overholde de eder, som han dengang havde svoret hele landsfolket, at værge »— din søns land, og så skal vi alle følge dig.« Således sluttede tinget. Derefter drog danekongens sendebude hjem sydpå til Danmark og berettede hvordan det forholdt sig med deres ærinde. Danskerne ytrede kraftige bebrejdelser imod Erling og alle nordmænd og sagde, at fra dem kunne man aldrig forvente sig andet end ondt. Det forlød, at danekongen foråret efter ville have sin hær ude og hærge i Norge. Erling drog om efteråret nordpå til Bergen, hvor han sad om vinteren og udbetalte lønninger.	+	Erling Skakke drog om efteråret østpå i Viken og opholdt sig i Tønsberg; han sendte folk over til Borg og lod dér indkalde til fire fylkers ting. Siden tog Erling derover med sit følge. Da tinget var sat, talte Erling og berettede, hvilke aftaler de havde indgået med danekongen, da Erling og Magnus første gang havde samlet denne flok, »— og jeg ønsker,« sagde han, »også at overholde alle de aftaler, som vi indgik dengang, hvis det er jeres — bøndernes — ønske, og I samtykker i at tjene danekongen snarere end denne konge, som her er viet og kronet til landet.« Bønderne svarede Erling og sagde: »Vi vil på ingen måde være danekongens mænd, så længe én af os vikværinger er i live.« Hele almuen brød da ud i råben og skrigen og bad Erling om at overholde de eder, som han dengang havde svoret hele landsfolket, at værge »— din søns land, og så skal vi alle følge dig.« Således sluttede tinget. Derefter drog danekongens sendebude hjem sydpå til Danmark og berettede hvordan det forholdt sig med deres ærinde. Danskerne ytrede kraftige bebrejdelser imod Erling og alle nordmænd og sagde, at fra dem kunne man aldrig forvente sig andet end ondt. Det forlød, at danekongen foråret efter ville have sin hær ude og hærge i Norge. Erling drog om efteråret nordpå til Bergen, hvor han sad om vinteren og udbetalte lønninger.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 20. mai 2014 kl. 20:09
Linje 66:		Linje 66:


−	Kong Håkon drog af landvejen nordpå til Trondheim. Da jarl Sigurd erfarede dette, sejlede han med alle de skibe, han fik, nordpå for at møde kong Håkon.	+	Kong Håkon drog ad landvejen nordpå til Trondheim. Da jarl Sigurd erfarede dette, sejlede han med alle de skibe, han fik, nordpå for at møde kong Håkon.

@@ Linje 114: / Linje 114: @@
 '''12. Om Erling'''
-Det var i begyndelsen af fasten, da Erling fik nys om, at jarl Sigurd ville opsøge ham, og man hørte om ham her og dér — nogle gange tæt på, andre gange længere væk. Erling sendte da sine spejdere ud, for at han kunne få at vide, hvor jarlen kom frem; han lod også hele hæren kalde up fra byen hver aften, og om natten lå de i samlet flok, og hele hæren var inddelt i slagorden. Da fik Erling den efterretning, at jarl Sigurd og hans folk var kort derfra — oppe ved Ré. Erling drog da fra byen og havde alle de byfolk med sig, som var våbenføre og bevæbnede, og tilsvarende købmændene på nær 12 mand, som blev tilbage for at bevogte byen. Han forlod byen efter nón om tirsdagen i den anden uge i langfasten, og hver mand medbragte to dages forråd. De drog af sted om natten, men det tog lang tid at få alle folkene ud af byen; de var to mand om hver hest og hvert skjold. Da hæren blev gjort op, var der nær 13 hundrede mand. Da spejderne kom imod dem, fik de at vide, at jarl Sigurd var sammen med fem hundrede mand i Ré på den gård, der hedder Ravnsnæs. Erling lod da hæren kalde sammen og fortalte dem den nyhed, han havde erfaret; alle ansporede til, at man skulle skynde sig at omringe dem i huset og kæmpe straks om natten. Erling holdt tale og sagde således: »Det forekommer sandsynligt, at vi snart vil mødes med jarl Sigurd; i deres flok er der også mange andre mænd, hvis gerninger kunne være værd at huske på, idet de huggede kong Inge ned — og tilsvarende mange andre af vores venner, som det ville tage lang tid at opregne. De udførte det værk med Fandens kraft og trolddom og niddingskab, for det står her i vores lov, at ingen mand har forbrudt sig så meget, at det ikke kaldes niddingsværk eller mord, som den der dræber om natten. Denne flok har efter troldkyndige folks råd søgt deres held ved at kæmpe om natten og ikke under solen; de har også med lignende fremgangsmåde formået at vinde over sådanne høvdinge, som de har strakt til jorden. Nu har vi ofte sagt og vist, hvor forkastelig vi finder deres fremgangsmåde, når de har valgt at kæmpe om natten; vi skulle derfor hellere følge de høvdinges vís, som vi kender bedre, og som er bedre at efterligne, ved at kæmpe i slagorden og ved højlys dag, snarere end at stjæle os ind på sovende mænd om natten. Vi har godt med folk imod dem — ikke en større hær end de har; vi skulle afvente dagen og lyset og holde os samlet i slagorden, såfremt de ønsker at angribe os.« Herpå satte hele flokken sig ned; nogle spredte høstakke ud og lavede et leje deraf, andre sad på deres skjolde og afventede således lysningen. Det var kold i vejret og sneen drev vådt.
+Det var i begyndelsen af fasten, da Erling fik nys om, at jarl Sigurd ville opsøge ham, og man hørte om ham her og dér — nogle gange tæt på, andre gange længere væk. Erling sendte da sine spejdere ud, for at han kunne få at vide, hvor jarlen kom frem; han lod også hele hæren kalde up fra byen hver aften, og om natten lå de i samlet flok, og hele hæren var inddelt i slagorden. Da fik Erling den efterretning, at jarl Sigurd og hans folk var kort derfra — oppe ved Re. Erling drog da fra byen og havde alle de byfolk med sig, som var våbenføre og bevæbnede, og tilsvarende købmændene på nær 12 mand, som blev tilbage for at bevogte byen. Han forlod byen efter nón om tirsdagen i den anden uge i langfasten, og hver mand medbragte to dages forråd. De drog af sted om natten, men det tog lang tid at få alle folkene ud af byen; de var to mand om hver hest og hvert skjold. Da hæren blev gjort op, var der nær 13 hundrede mand. Da spejderne kom imod dem, fik de at vide, at jarl Sigurd var sammen med fem hundrede mand i Re på den gård, der hedder Ravnsnæs. Erling lod da hæren kalde sammen og fortalte dem den nyhed, han havde erfaret; alle ansporede til, at man skulle skynde sig at omringe dem i huset og kæmpe straks om natten. Erling holdt tale og sagde således: »Det forekommer sandsynligt, at vi snart vil mødes med jarl Sigurd; i deres flok er der også mange andre mænd, hvis gerninger kunne være værd at huske på, idet de huggede kong Inge ned — og tilsvarende mange andre af vores venner, som det ville tage lang tid at opregne. De udførte det værk med Fandens kraft og trolddom og niddingskab, for det står her i vores lov, at ingen mand har forbrudt sig så meget, at det ikke kaldes niddingsværk eller mord, som den der dræber om natten. Denne flok har efter troldkyndige folks råd søgt deres held ved at kæmpe om natten og ikke under solen; de har også med lignende fremgangsmåde formået at vinde over sådanne høvdinge, som de har strakt til jorden. Nu har vi ofte sagt og vist, hvor forkastelig vi finder deres fremgangsmåde, når de har valgt at kæmpe om natten; vi skulle derfor hellere følge de høvdinges vís, som vi kender bedre, og som er bedre at efterligne, ved at kæmpe i slagorden og ved højlys dag, snarere end at stjæle os ind på sovende mænd om natten. Vi har godt med folk imod dem — ikke en større hær end de har; vi skulle afvente dagen og lyset og holde os samlet i slagorden, såfremt de ønsker at angribe os.« Herpå satte hele flokken sig ned; nogle spredte høstakke ud og lavede et leje deraf, andre sad på deres skjolde og afventede således lysningen. Det var kold i vejret og sneen drev vådt.
@@ Linje 285: / Linje 285: @@
 '''42. Kong Øisteins fald'''
-Om efteråret drog kong Magnus østpå til Viken med noget af hæren og Orm Kongsbror. Jarl Erling blev tilbage i Bergen, hvor han med en stor hær skulle tage imod birkebeinerne, såfremt de kom ad søvejen. Kong Magnus slog sig ned i Tønsberg sammen med Orm, og kongen holdt gilde dér i julen. Kong Magnus erfarede, at birkebeinerne var oppe ved Ré. Derpå drog kongen fra byen med sin hær og Orm og kom til Ré. Sneen lå højt, og det var meget koldt. Da de kom til gården, gik de fra hjemmemarken ud på vejen, og udenfor ved gærdet indtog de slagordenen og trådte sneen fast; de var ikke helt 15 hundrede mand. Birkebeinerne var på den anden gård, men nogle af deres folk var her og dér i husene. Da de blev opmærksomme på kong Magnus’ hær, samlede de sig i slagorden. Da de så kong Magnus’ flok, mente de — som det også var tilfældet — at deres egen flok var større, og de gik straks i kamp, men da de søgte frem langs vejen, kunne kun få ad gangen komme frem, og de folk, der løb af vejen, endte i så dyb sne, at de dårligt kom nogle vegne. Da opløstes deres slagorden, og de, som gik forrest, faldt hurtigt; så blev deres banner hugget ned, og de nærmeste trak sig væk, mens nogle tog flugten. Kong Magnus’ folk forfulgte dem og dræbte den ene efter den anden, når de nåede dem. Birkebeinerne fik ikke indtaget slagordenen og var blottede for våbnene, og da faldt mange, mens mange flygtede. Det var da, som det ofte kan forekomme, selv om folk er modige og våbendjærve, at hvis de bliver slået hårdt og kommer på flugt, vil de fleste have ondt ved at vende om. Birkebeinernes hovedstyrke begyndte da at flygte, men mange faldt, fordi kong Magnus’ mænd dræbte alle, de kunne, og ingen af de folk, de fik fat i, blev givet fred. De flygtende spredte sig vidt omkring. Kong Øistein flygtede; han løb ind i et hus og bad bonden om fred og om, at han skulle skjule ham, men bonden dræbte ham og opsøgte derpå kong Magnus og traf ham på Ravnsnes. Kongen var inde i stuen og varmede sig ved ilden, og der var mange folk. Derefter tog nogle folk og førte liget dertil og bar det ind i stuen; kongen bad folk komme nærmere til genkendelse af liget. Der sad en mand på hjørnebænken — det var en birkebeiner — og ingen havde lagt mærke til ham. Da han så og genkendte sin høvdings lig, rejste han sig hurtigt og bestemt; han havde en økse i hånden, og han løb raskt ind på gulvet og huggede efter kong Magnus og traf ham i halsen ved skulderen. En mand så øksen blive løftet og skubbede til ham; derved vendte øksen sig ned i skulderen, og der blev et stort sår. Så løftede han øksen for anden gang og huggede efter Orm Kongsbror; han lå på bænken, og hugget havde retning efter begge hans underben. Da Orm så, at manden ville dræbe ham, gjorde han en hurtig bevægelse og kastede fødderne over sit hoved, så øksen traf i bænkestokken, hvor den sad fast, mens våbnene stod så tæt i birkebeineren, at han knapt kunne falde. Da så de, at han havde slæbt sine indvolde efter sig over gulvet, og den mands djærvhed blev rost meget. Kong Magnus’ folk forfulgte længe de flygtende og dræbte alle dem, de kunne. Dér faldt Torfin fra Snås, og dér faldt også mange andre trøndere.
+Om efteråret drog kong Magnus østpå til Viken med noget af hæren og Orm Kongsbror. Jarl Erling blev tilbage i Bergen, hvor han med en stor hær skulle tage imod birkebeinerne, såfremt de kom ad søvejen. Kong Magnus slog sig ned i Tønsberg sammen med Orm, og kongen holdt gilde dér i julen. Kong Magnus erfarede, at birkebeinerne var oppe ved Re. Derpå drog kongen fra byen med sin hær og Orm og kom til Re. Sneen lå højt, og det var meget koldt. Da de kom til gården, gik de fra hjemmemarken ud på vejen, og udenfor ved gærdet indtog de slagordenen og trådte sneen fast; de var ikke helt 15 hundrede mand. Birkebeinerne var på den anden gård, men nogle af deres folk var her og dér i husene. Da de blev opmærksomme på kong Magnus’ hær, samlede de sig i slagorden. Da de så kong Magnus’ flok, mente de — som det også var tilfældet — at deres egen flok var større, og de gik straks i kamp, men da de søgte frem langs vejen, kunne kun få ad gangen komme frem, og de folk, der løb af vejen, endte i så dyb sne, at de dårligt kom nogle vegne. Da opløstes deres slagorden, og de, som gik forrest, faldt hurtigt; så blev deres banner hugget ned, og de nærmeste trak sig væk, mens nogle tog flugten. Kong Magnus’ folk forfulgte dem og dræbte den ene efter den anden, når de nåede dem. Birkebeinerne fik ikke indtaget slagordenen og var blottede for våbnene, og da faldt mange, mens mange flygtede. Det var da, som det ofte kan forekomme, selv om folk er modige og våbendjærve, at hvis de bliver slået hårdt og kommer på flugt, vil de fleste have ondt ved at vende om. Birkebeinernes hovedstyrke begyndte da at flygte, men mange faldt, fordi kong Magnus’ mænd dræbte alle, de kunne, og ingen af de folk, de fik fat i, blev givet fred. De flygtende spredte sig vidt omkring. Kong Øistein flygtede; han løb ind i et hus og bad bonden om fred og om, at han skulle skjule ham, men bonden dræbte ham og opsøgte derpå kong Magnus og traf ham på Ravnsnes. Kongen var inde i stuen og varmede sig ved ilden, og der var mange folk. Derefter tog nogle folk og førte liget dertil og bar det ind i stuen; kongen bad folk komme nærmere til genkendelse af liget. Der sad en mand på hjørnebænken — det var en birkebeiner — og ingen havde lagt mærke til ham. Da han så og genkendte sin høvdings lig, rejste han sig hurtigt og bestemt; han havde en økse i hånden, og han løb raskt ind på gulvet og huggede efter kong Magnus og traf ham i halsen ved skulderen. En mand så øksen blive løftet og skubbede til ham; derved vendte øksen sig ned i skulderen, og der blev et stort sår. Så løftede han øksen for anden gang og huggede efter Orm Kongsbror; han lå på bænken, og hugget havde retning efter begge hans underben. Da Orm så, at manden ville dræbe ham, gjorde han en hurtig bevægelse og kastede fødderne over sit hoved, så øksen traf i bænkestokken, hvor den sad fast, mens våbnene stod så tæt i birkebeineren, at han knapt kunne falde. Da så de, at han havde slæbt sine indvolde efter sig over gulvet, og den mands djærvhed blev rost meget. Kong Magnus’ folk forfulgte længe de flygtende og dræbte alle dem, de kunne. Dér faldt Torfin fra Snås, og dér faldt også mange andre trøndere.
-[[Fil:Slaget paa Ré.jpg|thumb|center|700px|<center>Erik Werenskiold: '''''Slaget paa Ré.'''''</center>]]
+[[Fil:Slaget paa Ré.jpg|thumb|center|700px|<center>Erik Werenskiold: '''''Slaget på Re.'''''</center>]]

@@ Linje 35: / Linje 35: @@
 '''2. Kong Magnus i Danmark'''
-Erling Skakke gjorde klar til sin rejse og skaffede sig skibe og havde kong Magnus og alle de håndgangne mænd, der var til stede, med sig. Med på turen var Arne Kongsmåg og Ingrid — kong Inges mor — og hendes to sønner og Jon Kutiza — søn af Sigurd Stork — og Erlings huskarle og tilsvarende dem, der havde været Gregorius’ huskarle. De havde i alt ti skibe. De drog sydpå til Danmark og opsøgte kong Valdemar og Buris Heinrekson — kong Inges bror. Kong Valdemar var beslægtet med kong Magnus: Ingilborg — kong Valdemars mor — og Malmfrid — mor til Kristina, som var kong Magnus’ mor — var søstre og døtre af kong Harald fra Gardar østpå — han var søn af Valdemar Jarislavson. Kong Valdemar tog godt imod dem, og han og Erling holdt ofte møder og rådslagninger, og sagen endte med, at kong Valdemar med hele sin magt skulle yde kong Magnus den støtte, som denne behøvede til at vinde Norge, mens Valdemar skulle have det rige i Norge som hans tidligere slægtninge — Harald Gormsøn og Sven Tveskæg — havde haft: Hele Viken nordpå til Rygjarbit. Denne beslutning blev bundet med eder og faste aftaler. Derpå gjorde Erling og de andre klar til afrejse fra Danmark, og de sejlede ud fra Vendelskagen.
+Erling Skakke gjorde klar til sin rejse og skaffede sig skibe og havde kong Magnus og alle de håndgangne mænd, der var til stede, med sig. Med på turen var Arne Kongsmåg og Ingrid — kong Inges mor — og hendes to sønner og Jon Kutiza — søn af Sigurd Stork — og Erlings huskarle og tilsvarende dem, der havde været Gregorius’ huskarle. De havde i alt ti skibe. De drog sydpå til Danmark og opsøgte kong Valdemar og Buris Heinrekson — kong Inges bror. Kong Valdemar var beslægtet med kong Magnus: Ingilborg — kong Valdemars mor — og Malmfrid — mor til Kristin, som var kong Magnus’ mor — var søstre og døtre af kong Harald fra Gardar østpå — han var søn af Valdemar Jarislavson. Kong Valdemar tog godt imod dem, og han og Erling holdt ofte møder og rådslagninger, og sagen endte med, at kong Valdemar med hele sin magt skulle yde kong Magnus den støtte, som denne behøvede til at vinde Norge, mens Valdemar skulle have det rige i Norge som hans tidligere slægtninge — Harald Gormsøn og Sven Tveskæg — havde haft: Hele Viken nordpå til Rygjarbit. Denne beslutning blev bundet med eder og faste aftaler. Derpå gjorde Erling og de andre klar til afrejse fra Danmark, og de sejlede ud fra Vendelskagen.
@@ Linje 218: / Linje 218: @@
 '''29. Erling drager til Danmark'''
-Kristina Kongedatter drog om efteråret sydpå til Danmark. Hun opsøgte sin slægtning kong Valdemar; de var børn af søstre. Kongen tog overmåde godt imod hende og gav hende landindtægter hos sig, således at hun dér kunne sørge godt for sine folk. Hun talte ofte med kongen, og han var meget venlig imod hende. Foråret efter sendte Kristina bud til Erling og bad ham opsøge den danske konge og blive forligt med ham. Sommeren efter opholdt Erling sig i Viken. Han klargjorde et langskib og bemandede det med sine bedste folk; derefter sejlede han over til Jylland. Han erfarede, at kong Valdemar var i Randers; Erling sejlede dertil og kom til byen på den tid, hvor de fleste folk sad over maden. Da de havde overdækket og fæstnet skibet, gik Erling i land sammen med 11 andre. De bar alle brynje, havde hætter over hjelmene og sværd under kapperne, da de gik til kongens tilholdssted. Madretterne blev da båret ind, og døren var åben. Erling og de andre gik straks ind foran højsædet; Erling sagde: »Vi ønsker fred — herre! — både her og til hjemrejsen.« Kongen så på ham og sagde: »Er du dér — Erling?« Han svarede: »Det er Erling, der er her, men sig os straks, hvorvidt vi får fred!« Der var 80 kongsmænd derinde, alle ubevæbnede. Kongen sagde: »I skal få fred — Erling! — som du beder om; jeg begår ikke nid mod nogen, der opsøger mig.« Så kyssde Erling kongens hånd og gik derefter ud til sit skib. Han opholdt sig en tid dér hos kongen; de talte om forligsvilkårene mellem dem selv og mellem landene, og de blev enige om, at Erling skulle forblive dér som gidsel hos den danske konge, mens Asbjørn Snare — ærkebiskop Absalons bror — til gengæld drog til Norge som gidsel.
+Kristin Kongedatter drog om efteråret sydpå til Danmark. Hun opsøgte sin slægtning kong Valdemar; de var børn af søstre. Kongen tog overmåde godt imod hende og gav hende landindtægter hos sig, således at hun dér kunne sørge godt for sine folk. Hun talte ofte med kongen, og han var meget venlig imod hende. Foråret efter sendte Kristin bud til Erling og bad ham opsøge den danske konge og blive forligt med ham. Sommeren efter opholdt Erling sig i Viken. Han klargjorde et langskib og bemandede det med sine bedste folk; derefter sejlede han over til Jylland. Han erfarede, at kong Valdemar var i Randers; Erling sejlede dertil og kom til byen på den tid, hvor de fleste folk sad over maden. Da de havde overdækket og fæstnet skibet, gik Erling i land sammen med 11 andre. De bar alle brynje, havde hætter over hjelmene og sværd under kapperne, da de gik til kongens tilholdssted. Madretterne blev da båret ind, og døren var åben. Erling og de andre gik straks ind foran højsædet; Erling sagde: »Vi ønsker fred — herre! — både her og til hjemrejsen.« Kongen så på ham og sagde: »Er du dér — Erling?« Han svarede: »Det er Erling, der er her, men sig os straks, hvorvidt vi får fred!« Der var 80 kongsmænd derinde, alle ubevæbnede. Kongen sagde: »I skal få fred — Erling! — som du beder om; jeg begår ikke nid mod nogen, der opsøger mig.« Så kyssde Erling kongens hånd og gik derefter ud til sit skib. Han opholdt sig en tid dér hos kongen; de talte om forligsvilkårene mellem dem selv og mellem landene, og de blev enige om, at Erling skulle forblive dér som gidsel hos den danske konge, mens Asbjørn Snare — ærkebiskop Absalons bror — til gengæld drog til Norge som gidsel.
@@ Linje 225: / Linje 225: @@
 Engang de tale sammen — kong Valdemar og Erling — sagde Erling: »Herre! — det forekommer mig rimeligst som forligsvilkår, at du får alt det af Norge, som du blev lovet i vores aftale. Men hvis det sker, hvilken høvding ville du da sætte til at styre der — skulle det være en dansker?« »Nej,« svarede han, »ingen dansk høvding, der hidtil har haft det godt her, ønsker at drage til Norge for at møde et hårdt og ulydigt folk.« Erling sagde: »Jeg kom hertil af den grund, at jeg på ingen måde ønsker at miste dit venskab. Der er før kommet folk fra Norge her til Danmark: Håkon Ivarson og Finn Arneson. Kong Svend — din slægtning — gjorde dem begge til sine jarler. Jeg er ikke mindre magtfuld i Norge nu, end de var dengang, og kongen gav dem herredømme over Halland — det rige, som han havde før. Nu forekommer det mig — herre! — at du vel kan unde mig dette land, hvis jeg bliver din håndgangne mand og således varetager magten for dig. Tilsvarende vil kong Magnus — min søn — ikke nægte mig dette, og jeg vil over for dig være forpligtet til alle de tjenester, som denne titel indebærer.« På denne og andre tilsvarende måder talte Erling, og det endte med, at Erling blev kong Valdemars håndgangne, og kongen førte Erling til højsædet og udnævnte ham til jarl med embede og herredømme i Viken. Så drog Erling hjem til Norge og var derefter jarl, så længe han levede, og han var lige siden forligt med den danske konge.
-Erling havde fire frillesønner. En hed Reidar, en anden Øgmund — de havde hver sin mor. En tredje hed Finn og en fjerde Sigurd — deres mor var Åsa den Lyse, og de var yngre. Kristina Kongedatter og Erling havde en datter, der hed Ragnhild; hun var gift med Jon Torbergson fra Randaberg. Kristina forlod landet med den mand, der hed Grim Rusle; de drog ud til Miklagård, hvor de opholdt sig en tid, og de fik et par børn sammen.
+Erling havde fire frillesønner. En hed Reidar, en anden Øgmund — de havde hver sin mor. En tredje hed Finn og en fjerde Sigurd — deres mor var Åsa den Lyse, og de var yngre. Kristin Kongedatter og Erling havde en datter, der hed Ragnhild; hun var gift med Jon Torbergson fra Randaberg. Kristin forlod landet med den mand, der hed Grim Rusle; de drog ud til Miklagård, hvor de opholdt sig en tid, og de fik et par børn sammen.
@@ Linje 250: / Linje 250: @@
 '''35. Drabet på Harald'''
-Nikolas Sneglehus — Pål Skoftesons søn — var kong Magnus’ lendermand; han tilfangetog Harald, der sagdes at være søn af kong Sigurd Haraldson og Kristina Kongedatter — altså en sammødre bror til kong Magnus. Nikolas førte Harald til Bergen og overgav ham til jarl Erling. Erling havde for vane, hvis hans uvenner blev stillet for ham, at han kun talte lidt — og da afdæmpet — eller slet ikke med dem, som han havde tænkt sig at lade dræbe, mens han skældte voldsomt ud på dem, han ville skåne. Erling talte kun lidt med Harald, og folkene anede, hvad han havde i sinde. Man bad da kong Magnus om, at han skulle bede jarlen om at frede Harald. Det gjorde kongen. Jarlen svarede: »Sådan råder dine venner dig, men du vil kun i kort tid styre riget i frihed, hvis du alene vil fare frem med mildhed.« Derefter lod Erling Harald føre over til Nordnes, og dér blev han hugget.
+Nikolas Sneglehus — Pål Skoftesons søn — var kong Magnus’ lendermand; han tilfangetog Harald, der sagdes at være søn af kong Sigurd Haraldson og Kristin Kongedatter — altså en sammødre bror til kong Magnus. Nikolas førte Harald til Bergen og overgav ham til jarl Erling. Erling havde for vane, hvis hans uvenner blev stillet for ham, at han kun talte lidt — og da afdæmpet — eller slet ikke med dem, som han havde tænkt sig at lade dræbe, mens han skældte voldsomt ud på dem, han ville skåne. Erling talte kun lidt med Harald, og folkene anede, hvad han havde i sinde. Man bad da kong Magnus om, at han skulle bede jarlen om at frede Harald. Det gjorde kongen. Jarlen svarede: »Sådan råder dine venner dig, men du vil kun i kort tid styre riget i frihed, hvis du alene vil fare frem med mildhed.« Derefter lod Erling Harald føre over til Nordnes, og dér blev han hugget.