Magnus den Godes saga - Revisjonshistorikk

Carsten på 26. sep. 2025 kl. 16:38

2025-09-26T16:38:37Z

Jesper på 28. sep. 2023 kl. 03:59

2023-09-28T03:59:29Z

Jesper på 9. okt. 2014 kl. 08:05

2014-10-09T08:05:17Z

Jesper på 9. okt. 2014 kl. 07:58

2014-10-09T07:58:26Z

Jesper på 18. mai 2014 kl. 14:47

2014-05-18T14:47:29Z

Jesper: Kap. 33-37

2014-05-18T13:37:09Z

Kap. 33-37

Jesper på 18. mai 2014 kl. 11:14

2014-05-18T11:14:07Z

Jesper på 18. mai 2014 kl. 11:10

2014-05-18T11:10:31Z

Jesper: Kap. 31-32

2014-05-17T19:26:40Z

Kap. 31-32

Jesper: Kap. 29-30

2014-05-16T15:51:01Z

Kap. 29-30

@@ Linje 5: / Linje 5: @@
 ! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Sagan af Magnúsi góða]] !!  !!  [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Magnus_den_godes_saga]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Magnus_den_Godes_saga]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Magnus_den_godes_historia]] !!
 |-
-!  !!  !!  !!  [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Soga um Magnus den gode]] !! !!  !!
+!  !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Uphaf Magnús konungs góða(FJ)]] !!  !!  [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Soga um Magnus den gode]] !! !!  !!
 |-
 |}

@@ Linje 40: / Linje 40: @@
 ::Horders ven på hærskib
 ::holdt fra Gardarige;
-::elleve år var knapt nok
+::elleve år var knap nok
 ::ormelejets hader.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 9. okt. 2014 kl. 08:05
Linje 764:		Linje 764:
	'''37. Kong Edvards svar'''		'''37. Kong Edvards svar'''

−	Da kong Edvard havde læst dette brev, svarede han således: »Alle folk her i landet véd, at kong Adalråd — min far — var ægtefødt til dette rige både efter gammel og ny lov. Vi var fire sønner af ham, men da han var faldet fra, tog min bror — ~~Eadmund~~ — magten og kongenavnet, fordi han var den ældste af os brødre; jeg undte ham det godt, så længe han levede. Efter ham tog kong Knud — min stedfar — magten; da var det ikke let at kræve magten, så længe han levede. Efter ham var Harald — min bror — konge, så længe han fik lov at leve. Da han døde, styrede min bror — Hardeknud — Danevældet, og da forekom det eneste rette brødreskifte mellem os at være, at han blev konge over både England og Danmark, mens jeg ikke styrede noget. Så døde han, og det var da alle landets mænds råd at tage mig til kong her i England. Mens jeg ikke bar fyrstenavn, tjente jeg ikke mine høvdinge mere overmodigt end de folk, der ikke har slægt til magten her. Nu er jeg blevet viet til konge og har taget magten så fuldstændigt, som min far havde den før mig, og nu vil jeg ikke opgive dette navn, så længe jeg lever. Men hvis kong Magnus kommer her til landet med sin hær, da vil jeg ikke samle folk imod ham; så har han mulighed for at tilegne sig England og tage livet af mig inden. Fortæl ham nu disse ord!« Sendebudene drog hjem og opsøgte kong Magnus og fortalte ham alt om deres ærinde. Kongen svarede langsomt og sagde: »Jeg anser det for bedst og mest rigtigt, at jeg lader Edvard have sit rige i fred, men fastholder dette rige, som Gud har ladet mig få.«	+	Da kong Edvard havde læst dette brev, svarede han således: »Alle folk her i landet véd, at kong Adalråd — min far — var ægtefødt til dette rige både efter gammel og ny lov. Vi var fire sønner af ham, men da han var faldet fra, tog min bror — Edmund — magten og kongenavnet, fordi han var den ældste af os brødre; jeg undte ham det godt, så længe han levede. Efter ham tog kong Knud — min stedfar — magten; da var det ikke let at kræve magten, så længe han levede. Efter ham var Harald — min bror — konge, så længe han fik lov at leve. Da han døde, styrede min bror — Hardeknud — Danevældet, og da forekom det eneste rette brødreskifte mellem os at være, at han blev konge over både England og Danmark, mens jeg ikke styrede noget. Så døde han, og det var da alle landets mænds råd at tage mig til kong her i England. Mens jeg ikke bar fyrstenavn, tjente jeg ikke mine høvdinge mere overmodigt end de folk, der ikke har slægt til magten her. Nu er jeg blevet viet til konge og har taget magten så fuldstændigt, som min far havde den før mig, og nu vil jeg ikke opgive dette navn, så længe jeg lever. Men hvis kong Magnus kommer her til landet med sin hær, da vil jeg ikke samle folk imod ham; så har han mulighed for at tilegne sig England og tage livet af mig inden. Fortæl ham nu disse ord!« Sendebudene drog hjem og opsøgte kong Magnus og fortalte ham alt om deres ærinde. Kongen svarede langsomt og sagde: »Jeg anser det for bedst og mest rigtigt, at jeg lader Edvard have sit rige i fred, men fastholder dette rige, som Gud har ladet mig få.«

@@ Linje 444: / Linje 444: @@
 '''17. Om de engelske konger'''
-Harald Englænderkonge døde fem år efter sin fars — Knud den Mægtiges — død. Han blev begravet hos sin far i Winchester. Efter hans død tog hans bror Hardeknud — en anden af Gamle-Knuds sønner — kongemagten i England; han var da konge over både England og Danevældet. Han var ved magten i to år; han døde af sygdom i England og er begravet i Winchester hos sin far. Efter hans død blev Jatvard den Gode taget til konge; han var søn af den engelske kong Adalråd og dronning Emma — Rikard Rudejarls datter. Kong Jatvard var sammødre bror til Harald og Hardeknud. Gamle-Knuds og Emmas datter hed Gunhild; hun var gift med kejser Heinrik i Saxland — han blev kaldt Heinrek den Milde. Gunhild opholdt sig tre år i Saxland, inden hun blev syg; hun døde to år efter sin far — kong Knud.
+Harald Englænderkonge døde fem år efter sin fars — Knud den Mægtiges — død. Han blev begravet hos sin far i Winchester. Efter hans død tog hans bror Hardeknud — en anden af Gamle-Knuds sønner — kongemagten i England; han var da konge over både England og Danevældet. Han var ved magten i to år; han døde af sygdom i England og er begravet i Winchester hos sin far. Efter hans død blev Edvard den Gode taget til konge; han var søn af den engelske kong Adalråd og dronning Emma — Rikard Rudejarls datter. Kong Edvard var sammødre bror til Harald og Hardeknud. Gamle-Knuds og Emmas datter hed Gunhild; hun var gift med kejser Heinrik i Saxland — han blev kaldt Heinrek den Milde. Gunhild opholdt sig tre år i Saxland, inden hun blev syg; hun døde to år efter sin far — kong Knud.
@@ Linje 758: / Linje 758: @@
 '''36. Om kong Magnus’ brev'''
-Kong Magnus rådede da både for Danmark og Norge. Efter at han havde tilegnet sig Danevældet, sendte han folk vestpå til England; de opsøgte kong Jatvard og overrakte ham kong Magnus’ brev og indsegl. I brevet stod med hilsen fra kong Magnus: »I har nok hørt om de aftaler, Hardeknud indgik med mig, om at den af os, der overlevede den anden — når denne var sønneløs — skulle overtage det land og de undersåtter, som denne havde haft. Nu er det blevet sådan — som jeg véd, I har erfaret — at jeg har taget hele Danevældet i arv efter Hardeknud. Han havde, da han døde, ikke mindre England, end han havde Danmark, og jeg kræver nu ejerskab til England i henhold til gældende aftale. Jeg ønsker, at du overlader magten til mig, og i modsat fald vil jeg forfølge mit krav med hærstyrker fra både Danevældet og Norge; da må den, der tildeles sejren, råde for landene.«
+Kong Magnus rådede da både for Danmark og Norge. Efter at han havde tilegnet sig Danevældet, sendte han folk vestpå til England; de opsøgte kong Edvard og overrakte ham kong Magnus’ brev og indsegl. I brevet stod med hilsen fra kong Magnus: »I har nok hørt om de aftaler, Hardeknud indgik med mig, om at den af os, der overlevede den anden — når denne var sønneløs — skulle overtage det land og de undersåtter, som denne havde haft. Nu er det blevet sådan — som jeg véd, I har erfaret — at jeg har taget hele Danevældet i arv efter Hardeknud. Han havde, da han døde, ikke mindre England, end han havde Danmark, og jeg kræver nu ejerskab til England i henhold til gældende aftale. Jeg ønsker, at du overlader magten til mig, og i modsat fald vil jeg forfølge mit krav med hærstyrker fra både Danevældet og Norge; da må den, der tildeles sejren, råde for landene.«
-'''37. Kong Jatvards svar'''
+'''37. Kong Edvards svar'''
-Da kong Jatvard havde læst dette brev, svarede han således: »Alle folk her i landet véd, at kong Adalråd — min far — var ægtefødt til dette rige både efter gammel og ny lov. Vi var fire sønner af ham, men da han var faldet fra, tog min bror — Eadmund — magten og kongenavnet, fordi han var den ældste af os brødre; jeg undte ham det godt, så længe han levede. Efter ham tog kong Knud — min stedfar — magten; da var det ikke let at kræve magten, så længe han levede. Efter ham var Harald — min bror — konge, så længe han fik lov at leve. Da han døde, styrede min bror — Hardeknud — Danevældet, og da forekom det eneste rette brødreskifte mellem os at være, at han blev konge over både England og Danmark, mens jeg ikke styrede noget. Så døde han, og det var da alle landets mænds råd at tage mig til kong her i England. Mens jeg ikke bar fyrstenavn, tjente jeg ikke mine høvdinge mere overmodigt end de folk, der ikke har slægt til magten her. Nu er jeg blevet viet til konge og har taget magten så fuldstændigt, som min far havde den før mig, og nu vil jeg ikke opgive dette navn, så længe jeg lever. Men hvis kong Magnus kommer her til landet med sin hær, da vil jeg ikke samle folk imod ham; så har han mulighed for at tilegne sig England og tage livet af mig inden. Fortæl ham nu disse ord!« Sendebudene drog hjem og opsøgte kong Magnus og fortalte ham alt om deres ærinde. Kongen svarede langsomt og sagde: »Jeg anser det for bedst og mest rigtigt, at jeg lader Jatvard have sit rige i fred, men fastholder dette rige, som Gud har ladet mig få.«
+Da kong Edvard havde læst dette brev, svarede han således: »Alle folk her i landet véd, at kong Adalråd — min far — var ægtefødt til dette rige både efter gammel og ny lov. Vi var fire sønner af ham, men da han var faldet fra, tog min bror — Eadmund — magten og kongenavnet, fordi han var den ældste af os brødre; jeg undte ham det godt, så længe han levede. Efter ham tog kong Knud — min stedfar — magten; da var det ikke let at kræve magten, så længe han levede. Efter ham var Harald — min bror — konge, så længe han fik lov at leve. Da han døde, styrede min bror — Hardeknud — Danevældet, og da forekom det eneste rette brødreskifte mellem os at være, at han blev konge over både England og Danmark, mens jeg ikke styrede noget. Så døde han, og det var da alle landets mænds råd at tage mig til kong her i England. Mens jeg ikke bar fyrstenavn, tjente jeg ikke mine høvdinge mere overmodigt end de folk, der ikke har slægt til magten her. Nu er jeg blevet viet til konge og har taget magten så fuldstændigt, som min far havde den før mig, og nu vil jeg ikke opgive dette navn, så længe jeg lever. Men hvis kong Magnus kommer her til landet med sin hær, da vil jeg ikke samle folk imod ham; så har han mulighed for at tilegne sig England og tage livet af mig inden. Fortæl ham nu disse ord!« Sendebudene drog hjem og opsøgte kong Magnus og fortalte ham alt om deres ærinde. Kongen svarede langsomt og sagde: »Jeg anser det for bedst og mest rigtigt, at jeg lader Edvard have sit rige i fred, men fastholder dette rige, som Gud har ladet mig få.«

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 18. mai 2014 kl. 14:47
Linje 764:		Linje 764:
	'''37. Kong Jatvards svar'''		'''37. Kong Jatvards svar'''

−	Da kong Jatvard havde læst dette brev, svarede han således: »Alle folk her i landet véd, at kong Adalråd — min far — var ægtefødt til dette rige både efter gammel og ny lov. Vi var fire sønner af ham, men da han var faldet fra, tog min bror — Eadmund — magten og kongenavnet, fordi han var den ældste af os brødre; jeg undte ham det godt, så længe han levede. Efter ham tog kong Knud — min stedfar — magten; da var det ikke let at kræve magten, så længe han levede. Efter ham var Harald — min bror — konge, så længe han fik lov at leve. Da han døde, styrede min bror — Hardeknud — Danevældet, og da forekom det eneste rette ~~brødreskife~~ mellem os at være, at han blev konge over både England og Danmark, mens jeg ikke styrede noget. Så døde han, og det var da alle landets mænds råd at tage mig til kong her i England. Mens jeg ikke bar fyrstenavn, tjente jeg ikke mine høvdinge mere overmodigt end de folk, der ikke har slægt til magten her. Nu er jeg blevet viet til konge og har taget magten så fuldstændigt, som min far havde den før mig, og nu vil jeg ikke opgive dette navn, så længe jeg lever. Men hvis kong Magnus kommer her til landet med sin hær, da vil jeg ikke samle folk imod ham; så har han mulighed for at tilegne sig England og tage livet af mig inden. Fortæl ham nu disse ord!« Sendebudene drog hjem og opsøgte kong Magnus og fortalte ham alt om deres ærinde. Kongen svarede langsomt og sagde: »Jeg anser det for bedst og mest rigtigt, at jeg lader Jatvard have sit rige i fred, men fastholder dette rige, som Gud har ladet mig få.«	+	Da kong Jatvard havde læst dette brev, svarede han således: »Alle folk her i landet véd, at kong Adalråd — min far — var ægtefødt til dette rige både efter gammel og ny lov. Vi var fire sønner af ham, men da han var faldet fra, tog min bror — Eadmund — magten og kongenavnet, fordi han var den ældste af os brødre; jeg undte ham det godt, så længe han levede. Efter ham tog kong Knud — min stedfar — magten; da var det ikke let at kræve magten, så længe han levede. Efter ham var Harald — min bror — konge, så længe han fik lov at leve. Da han døde, styrede min bror — Hardeknud — Danevældet, og da forekom det eneste rette brødreskifte mellem os at være, at han blev konge over både England og Danmark, mens jeg ikke styrede noget. Så døde han, og det var da alle landets mænds råd at tage mig til kong her i England. Mens jeg ikke bar fyrstenavn, tjente jeg ikke mine høvdinge mere overmodigt end de folk, der ikke har slægt til magten her. Nu er jeg blevet viet til konge og har taget magten så fuldstændigt, som min far havde den før mig, og nu vil jeg ikke opgive dette navn, så længe jeg lever. Men hvis kong Magnus kommer her til landet med sin hær, da vil jeg ikke samle folk imod ham; så har han mulighed for at tilegne sig England og tage livet af mig inden. Fortæl ham nu disse ord!« Sendebudene drog hjem og opsøgte kong Magnus og fortalte ham alt om deres ærinde. Kongen svarede langsomt og sagde: »Jeg anser det for bedst og mest rigtigt, at jeg lader Jatvard have sit rige i fred, men fastholder dette rige, som Gud har ladet mig få.«

@@ Linje 27: / Linje 27: @@
 <center>''Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Finnur Jónssons'' [[Heimskringla (FJ)|Heimskringla – Nóregs konunga sögur]] ''G. E. C. Gads Forlag, København, 1911 (1925)''</center>
 ----
@@ Linje 696: / Linje 693: @@
-[[Fil:Siden er under udarbejdelse.jpg|center]]
+'''33. Kampen ved Helgenæs'''

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 18. mai 2014 kl. 11:14
Linje 447:		Linje 447:
	'''17. Om de engelske konger'''		'''17. Om de engelske konger'''

−	Harald Englænderkonge døde fem år efter sin fars — Knud den Mægtiges — død. Han blev begravet hos sin far i Winchester. Efter hans død tog hans bror Hardeknud — en anden af Gamle-Knuds sønner — kongemagten i England; han var da konge over både England og Danevældet. Han var ved magten i to år; han døde af sygdom i England og er begravet i Winchester hos sin far. Efter hans død blev Jatvard den Gode taget til konge; han var søn af den engelske kong ~~Adelråd~~ og dronning Emma — Rikard Rudejarls datter. Kong Jatvard var sammødre bror til Harald og Hardeknud. Gamle-Knuds og Emmas datter hed Gunhild; hun var gift med kejser Heinrik i Saxland — han blev kaldt Heinrek den Milde. Gunhild opholdt sig tre år i Saxland, inden hun blev syg; hun døde to år efter sin far — kong Knud.	+	Harald Englænderkonge døde fem år efter sin fars — Knud den Mægtiges — død. Han blev begravet hos sin far i Winchester. Efter hans død tog hans bror Hardeknud — en anden af Gamle-Knuds sønner — kongemagten i England; han var da konge over både England og Danevældet. Han var ved magten i to år; han døde af sygdom i England og er begravet i Winchester hos sin far. Efter hans død blev Jatvard den Gode taget til konge; han var søn af den engelske kong Adalråd og dronning Emma — Rikard Rudejarls datter. Kong Jatvard var sammødre bror til Harald og Hardeknud. Gamle-Knuds og Emmas datter hed Gunhild; hun var gift med kejser Heinrik i Saxland — han blev kaldt Heinrek den Milde. Gunhild opholdt sig tre år i Saxland, inden hun blev syg; hun døde to år efter sin far — kong Knud.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 18. mai 2014 kl. 11:10
Linje 447:		Linje 447:
	'''17. Om de engelske konger'''		'''17. Om de engelske konger'''

−	Harald Englænderkonge døde fem år efter sin fars — Knud den Mægtiges — død. Han blev begravet hos sin far i Winchester. Efter hans død tog hans bror Hardeknud — en anden af Gamle-Knuds sønner — kongemagten i England; han var da konge over både England og Danevældet. Han var ved magten i to år; han døde af sygdom i England og er begravet i Winchester hos sin far. Efter hans død blev ~~Eadvard~~ den Gode taget til konge; han var søn af den engelske kong Adelråd og dronning Emma — Rikard Rudejarls datter. Kong ~~Eadvard~~ var sammødre bror til Harald og Hardeknud. Gamle-Knuds og Emmas datter hed Gunhild; hun var gift med kejser Heinrik i Saxland — han blev kaldt Heinrek den Milde. Gunhild opholdt sig tre år i Saxland, inden hun blev syg; hun døde to år efter sin far — kong Knud.	+	Harald Englænderkonge døde fem år efter sin fars — Knud den Mægtiges — død. Han blev begravet hos sin far i Winchester. Efter hans død tog hans bror Hardeknud — en anden af Gamle-Knuds sønner — kongemagten i England; han var da konge over både England og Danevældet. Han var ved magten i to år; han døde af sygdom i England og er begravet i Winchester hos sin far. Efter hans død blev Jatvard den Gode taget til konge; han var søn af den engelske kong Adelråd og dronning Emma — Rikard Rudejarls datter. Kong Jatvard var sammødre bror til Harald og Hardeknud. Gamle-Knuds og Emmas datter hed Gunhild; hun var gift med kejser Heinrik i Saxland — han blev kaldt Heinrek den Milde. Gunhild opholdt sig tre år i Saxland, inden hun blev syg; hun døde to år efter sin far — kong Knud.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 17. mai 2014 kl. 19:26
Linje 658:		Linje 658:

	Svend flygtede straks om natten til Sjælland med de folk, der var undsluppet og som ville følge ham, men kong Magnus lagde sine skibe til land og lod straks om natten sine folk gå i land. Tidligt om morgenen kom de ned med stort strandhugsbytte.		Svend flygtede straks om natten til Sjælland med de folk, der var undsluppet og som ville følge ham, men kong Magnus lagde sine skibe til land og lod straks om natten sine folk gå i land. Tidligt om morgenen kom de ned med stort strandhugsbytte.
		+
		+
		+	'''31. Kong Svends flugt'''
		+
		+	Kong Magnus førte straks sin hær nordpå til Sjælland efter Svend. Med det samme Magnus’ folk kom frem, flygtede Svend og hele hans følge op i landet, men kong Magnus søgte efter dem og drev dem på flugt og dræbte dem, de fik fat i. Således siger Tjodolf:
		+
		+
		+	::Alle som én spurgte
		+	::ungmøer på Sjælland,
		+	::hvem der førte fanen
		+	::(folk bar skjolde blodsmurt).
		+	::Til fods måtte fruer
		+	::flygte gennem skoven;
		+	::en talrig flok traved’,
		+	::tvunget, helt til Ringsted.
		+
		+
		+	Så flygtede Svend over til Fyn, mens Magnus drog over Sjælland med hærskjold og vidt omkring brændte ejendomme, som tilhørte de mænd, der om efteråret havde sluttet sig til Svends flok.
		+
		+
		+	'''32. Afbrænding på Fyn'''
		+
		+	Så snart kong Magnus erfarede, hvor Svend var, ledte han sin hær over til Fyn, men straks da Svend fandt ud af det, gik han om bord på et skib og sejlede til Skåne; derfra drog han til Götaland for siden at opsøge den svenske konge. Kong Magnus gik i land på Fyn, hvor han lod manges ejendomme plyndre og afbrænde. Alle Svends mænd, som var dér, flygtede vidt omkring. Således siger Tjodolf:
		+
		+
		+	::Vind fra skarvens vange
		+	::hvirvled’ gløder opad;
		+	::sydpå slugte ilden
		+	::Sjællands egehuse.
		+	::De norskes ild nåed’
		+	::nærved dobbelt højde
		+	::på Fyn, da folks gårde
		+	::flammespændte vælted’.
		+
		+
		+	Efter dette gik hele folket i Danmark under kong Magnus. Da var der god fred i den sidste del af vinteren; kong Magnus satte da sine folk til at styre landet overalt i Danmark. Mod slutningen af foråret drog han med sin hær til Norge, hvor han opholdt sig meget længe om sommeren.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 16. mai 2014 kl. 15:51
Linje 620:		Linje 620:

	[[Fil:Slaget paa Lyrskogshede.jpg\|thumb\|center\|700px\|<center>Halvdan Egedius: '''''Slaget på Lyrskov Hede'''''</center>]]		[[Fil:Slaget paa Lyrskogshede.jpg\|thumb\|center\|700px\|<center>Halvdan Egedius: '''''Slaget på Lyrskov Hede'''''</center>]]
		+
		+
		+	'''29. Kampen på Re'''
		+
		+	Kong Magnus vendte straks hæren mod Svend, som han kaldte sin jarl, selv om danskerne kaldte ham konge. Kong Magnus skaffede sig skibe og udrustede hæren, og begge parter fik da mange folk. Der var mange høvdinge blandt Svends støtter — skåninger, hallændinge og fynboer — mens kong Magnus mest havde nordmænd og jyder, og han ledte nu sin hær til møde med Svend. De mødtes ud for Vestlandet på Re, hvor der blev et stort slag, og det endte med, at kong Magnus sejrede, mens Svend tog flugten og mistede mange folk; han flygtede tilbage til Skåne, for han havde et tilflugtssted oppe i Götaland, når han havde behov for det. Kong Magnus drog da tilbage til Jylland og sad dér om vinteren omgivet af mange mænd, og han havde vagt ved sine skibe. Dette nævner Arnor Jarleskjald:
		+
		+
		+	::Fyrsten gerne Glammes
		+	::grumme ting lod holde
		+	::(raskt ved Re blev sværdet
		+	::rødnet) ved Vestlandet.
		+
		+
		+	'''30. Kampen ved Åros'''<ref>I dette og de næstfølgende kapitler citerer Snorre meget flittigt skjaldevers for at dokumentere begivenhederne — særligt fra Tjodolf Arnorsons ''Magnúsflokkr''. Det bliver ganske drøjt for læseren [og ikke mindre for oversætteren(!)], hvorfor der her kun er medtaget et lille udvalg af versene.</ref>
		+
		+	Svend Ulfsen gik straks på sit skib, da han erfarede, at kong Magnus var gået i land. Svend samlede sig al den støtte, han kunne få, og drog så om vinteren gennem Sjælland og Fyn og om på øerne; da det nærmede sig jul, drog han sydpå til Jylland og lagde først til i Limfjorden, hvor mange folk gik under ham, mens han tog penge fra andre. Andre gav sig under kong Magnus. Da kong Magnus erfarede, hvad Svend havde for, drog han til sine skibe, og med sig havde han den hær af nordmænd, som da var i Danmark, og en del danskere; de sejlede sydfra langs landet. Svend var da i Åros og havde et stort følge; da han hørte om kong Magnus’ hær, førte han sin hær ud af byen og gjorde klar til kamp. Da kong Magnus havde erfaret, hvor Svend var, og han vidste, at de ville mødes inden længe, holdt han husting og talte til sit følge; han sagde: »Nu har vi hørt, at jarlen og hans hær ligger her foran os; jeg har fået at vide, at de har en stor hær, og jeg vil fortælle jer, hvad jeg agter at gøre. Jeg vil lægge til møde med jarlen og kæmpe imod ham, selv om vi har noget færre folk. Vi må igen — som før — hente hjælp fra Gud selv og den hellige kong Olav — min far; han har nogle gange før givet os sejren, når vi har kæmpet, og vi har ofte haft en mindre hær end vores uvenner. Nu ønsker jeg, at folk gør sig klar til, at vi opsøger dem, og så snart vi møder dem, skal vi ro frem og straks gå i kamp; da skal alle mine mænd være klar til at slås.« Derefter bevæbnede de sig, og alle gjorde sig selv og deres rum klar. Kong Magnus roede frem, indtil de fik øje på jarlens hær; de roede straks imod dem. Svends folk bevæbnede sig og bandt deres skibe sammen. Der opstod straks en hård kamp. De kæmpede om stavnene, men alene de folk, der stod i stavnene, kunne komme til at hugge. De, der var i forrummene, stak med spyd, mens alle, der var længere agterude, skød med snørrespyd eller gaflaker eller kastepile. Nogle kastede med sten eller skæftefletter, og de folk, der stod agten for masten, skød med bue. Dette nævner Tjodolf:
		+
		+
		+	::Skudt mod brede skjolde
		+	::skæftefletter braged’;
		+	::rigeligt åd ravnen
		+	::råt kød fra de faldne.
		+	::Stærkt i spyddets stormvejr
		+	::sten blev brugt som våben;
		+	::skjoldtræerne tumled’
		+	::tæt i pileregnen.
		+
		+
		+	Her fortælles det, hvor voldsom våbenregnen var. Kong Magnus befandt sig i kampens begyndelse i en skjoldborg, men da han mente, at sagen trak ud, løb han frem fra skjoldborgen og på langs ad skibet; han råbte højt og opildnede sine folk og gik helt frem til hugkampen i forstavnen. Da hans folk så det, ansporede de hinanden, og der lød høje råb fra overalt i hæren. Nu blev kampen meget voldsom. I deres angreb blev Svends skib ryddet i stavnen og saxen; da gik kong Magnus selv med sit følge op på Svends skib, og derefter fulgte den ene efter den anden af hans folk. De gik så hårdt frem, at Svends folk rykkede tilbage for dem, og kong Magnus ryddede dette skib og derpå alle de andre. Svend og store dele af hans styrke flygtede, men hans folk faldt i mængder, og mange blev tilstået fred. Denne kamp stod den sidste søndag før jul, og Magnus tog dér syv skibe fra Svends flok; således siger Tjodolf:
		+
		+
		+	::Den digres søn sejred’,
		+	::syv skibe lod kongen
		+	::rydde; givet glæder
		+	::gerningen Sogns kvinder.
		+
		+
		+	Svend flygtede straks om natten til Sjælland med de folk, der var undsluppet og som ville følge ham, men kong Magnus lagde sine skibe til land og lod straks om natten sine folk gå i land. Tidligt om morgenen kom de ned med stort strandhugsbytte.