JJ.Sandal på 5. mar. 2016 kl. 10:19

2016-03-05T10:19:49Z

Jesper: Nibelungekvadet 7-8.

2013-01-15T08:41:15Z

Nibelungekvadet 7-8.

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Nibelungekvadet 7-8.]] !! !!
|-
|}

[[Bilde:Nibelungenlied 2.jpg|thumb]]

<center><big>'''[[Nibelungekvadet]]'''</big>

oversat af '''Chr. Fledelius'''

<big>'''7.-8. Æventyr, hvorledes Gunther vandt Brynhild'''</big></center>

<blockquote>
<table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="50%">
<tr>
<td>
230.
  
  
  
</td>
<td>
Paa samme Tid de talte,      var deres Skib alt bragt
 nær hen til Borgen:      da gav Kongen Agt
 paa mange fagre Møer,      i Vinduerne stod.
 At ikke han dem kendte,      var Gunther svart imod.
</td>
<td>
''377*.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
231.
  
  
  
</td>
<td>
Han adspurgte Sigfred,      hans Fælle velbered:
 „Sig mig, hvis I Noget      om disse Møer ved,
 som hist oppe skuer      hen over os paa Flod.
 Hvad deres Drot end hedder,      er stolt deres Mod."
</td>
<td>
''378*.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
232.
  
  
  
</td>
<td>
Mælte den Herre Sigfred:      „Spejd nu did i Løn
 blandt Møerne og sig mig,      hvilken Jomfru skøn
 af dem vilde I tage,      om det stod i jer Magt."
 „Det skal jeg," mælte Gunther,      hin Ridder uforsagt.
</td>
<td>
''379*.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
233.
  
  
  
</td>
<td>
„Saa ser jeg En iblandt dem      i hint Vindu staa,
 klædt i snehvid Klædning:      hun mig behager saa,
 at hende vælger mit Øje      for hendes skønne Liv.
 Om dertil Magt jeg havde,      blev hun for vist min Viv."
</td>
<td>
''380*.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
234.
  
  
  
</td>
<td>
„Dit Øje, gæve Gunther,      har søgt den rette ud.
 Det er den ædle Brynhild,      den skønne Jomfru prud,
 mod hvem dit Hjerte higer,      din Hu og alt dit Sind."
 Heltene red fra Skibet      i Borgstaden ind.
</td>
<td>
''381-387*.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
235.
  
  
  
</td>
<td>
Seks og firsindstyve      Taarne deri stod,
 tre vide Salshuse      og en Hal fuldgod,
 bygt af ædelt Marmor,      saa grønt som et Blad;
 derinde selve Brynhild      med sine Terner sad.
</td>
<td>
''388.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
236.
  
  
  
</td>
<td>
Opladt var Borgen,      aabnet vidt den stod.
 Brynhilds bolde Kæmper      ilte dem imod
 og hilste dem Velkommen      i deres Frues Land.
 De bød dem give Skjolde      og Hestene af Hand.
</td>
<td>
''389.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
237.
  
  
  
</td>
<td>
Til dem mælte en Kammersvend:      „Giv os jere Sværd
 og eders lyse Brynjer".      „Det skulde gaa os nær,"
 mælte Hagen af Tronje:       „vi selv dem bære vil."
 Ham kundgjorde Sigfred,      hvordan det dér gik til.
</td>
<td>
''390*.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
238.
  
  
  
</td>
<td>
„Den Skik raader i Borgen,      det vil jeg sige jer,
 at ingen fremmed Kæmpe      maa bære Vaaben her.
 I skal give dem fra jer:      det sker ej til vor Skam."
 Modstræbende adlød      Hagen af Tronje ham.
</td>
<td>
''391*.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
239.
  
  
  
</td>
<td>
Da blev der og Fru Brynhild      Beretning derom sagt,
 at ukendte Kæmper,      i saare herlig Pragt,
 var komne did til Landet,      baarne over Sø.
 Da gav sig til at spørge      den skønne gode Mø.
</td>
<td>
''409* B.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
240.
  
  
  
</td>
<td>
„I skal lade mig høre,"      Dronningen mælte saa,
 „hvad er det vel for Helte,      det maa jeg undres paa,
 som ukendte gæster      min Borg i herlig Pragt,
 og hvilket Erind Heltene      har hid til Landet bragt?"
</td>
<td>
''393*.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
241.
  
  
  
</td>
<td>
Da mælte En af Følget:      „Jeg ved, Frue, eet,
 at aldrig har jeg Nogen      af disse Helte set
 uden Een iblandt dem,      Sigfred ligner han.
 Ham bør I hilse venligt:      det raader jeg for sand."
</td>
<td>
''394*.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
242.
  
  
  
</td>
<td>
Da genmælte Dronningen:       „Tag min Rustning frem.
 Og er den stærke Sigfred      nu kommen hid med dem,
 for at vinde min Elskov,      da koster det hans Liv.
 Jeg frygter ikkun lidet      at blive Heltens Viv."
</td>
<td>
''395*.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
243.
  
  
  
</td>
<td>
Dér nu Dronning Brynhild      Sigfred for sig saa,
 hvad Jomfruen mælte,      I ogsaa høre maa:
 „Vær velkommen, Sigfred,      her i dette Land.
 Hvad Mening har jer Rejse?      Det sige I for sand."
</td>
<td>
''398.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
244.
  
  
  
</td>
<td>
„For stor er eders Naade,      min ædle Fru Brynhild,
 at I værdiges at hilse mig,      Fyrstedatter mild,
 før denne ædle Kæmpe,      som foran mig I ser:
 saa sandt han er min Herre,      for stor Gunst mig sker.
</td>
<td>
''399*.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
245.
  
  
  
</td>
<td>
Han er født ved Rhinen:       hvad skal jeg sige mer?
 For din Gunst at vinde      du i dit Land os ser.
 Han ønsker dig til Hustru,      det gaa ham, som det vil.
 Betænk dig i Tide:      hans Hu staar kun dertil.
</td>
<td>
''400*.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
246.
  
  
  
</td>
<td>
Af Navn hedder han Gunther      og er en mægtig Drot.
 Ifald han vandt din Elskov,      da tyktes alt ham godt.
 At drage med befol mig      den gæve Kæmpe prud:
 helst lod jeg det fare,      om ej det var hans Bud."
</td>
<td>
''401.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
247.
  
  
  
</td>
<td>
Hun mælte: „Er han Herre,      og du hans Tjenestmand,
 de Kampe, jeg ham byder,      kan dér han holde Stand
 og hævde sig som Mester,      da bliver jeg hans Viv:
 hvis ikke, maa til Hobe      I lade eders Liv.
</td>
<td>
''402.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
248.
  
  
  
</td>
<td>
Stenen skal han slynge      og springe efter den
 og kaste Lansen med mig.      Drag før hjem igen.
 Her kan I miste Æren      og allesammen dø:
 betænk jer derfor nøje,"      mælte den ædle Mø.
</td>
<td>
''404.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
249.
  
  
  
</td>
<td>
Sigfred den kække      han traadte Gunther nær
 og bad ham ikkun trøstigt      nu sige sit Begær
 fritud til Dronningen      og være uden Frygt.
 „Jeg skal vel skærme eder      mod hende med min Kløgt."
</td>
<td>
''405.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
250.
  
  
  
</td>
<td>
Mælte da Kong Gunther:      „Ædle Dronning bold,
 nu sig, hvad I byder.      Og var det mangefold,
 alt vilde jeg taale      for eders skønne Liv.
 Mit Hoved vil jeg miste,      bliver I ej min Viv."
</td>
<td>
''406.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
251.
  
  
  
</td>
<td>
Da Dronning Brynhild hørte,      at Heltens Agt stod fast,
 da bad hun alting ruste      til Kampene i Hast.
 Hun lod bringe til Striden      sin Vaabendragt paa Stand,
 af røden Guld en Brynje,      derhos en Skjolderand.
</td>
<td>
''407.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
252.
  
  
  
</td>
<td>
Imens var ogsaa Sigfred,      hin Helt bold og snar,
 ilet ned til Stranden,      før Nogen blev det vår;
 han fandt sin Dølgekappe,      hvor den i Skibet laa.
 Den tog han hastigt om sig,      saa Ingen mer ham saa.
</td>
<td>
''410.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
253.
  
  
  
</td>
<td>
Tilbage han sig skyndte,      hvor Mængden strømmed til
 og Brynhild forkyndte      dem sine høje Spil.
 Didhen kom han lønligt,      fordi han Kappen bar,
 saa at af alle Helte      ej Nogen blev ham vår.
</td>
<td>
''411.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
254.
  
  
  
</td>
<td>
Da bragte man til Fruen      saa vægtig og lang
 og saare skarp en Lanse,      til hver Tid hun svang,
 stærk og tung at føre,      drabelig og bred,
 med sine hvasse Egge      den saare grufuldt bed.
</td>
<td>
''418.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
255.
  
  
  
</td>
<td>
Hør et Under om Spydet,      hvor tungt det var og stort.
 Af halvfjerde Maade      Metal var det gjort.
 Tre af Brynhilds Helte      med Møje Vaabnet bar.
 Den ædle Gunther ængstedes,      dér Helten blev det vår.
</td>
<td>
''419*.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
256.
  
  
  
</td>
<td>
Da mælte Hagens Broder,      Dankvart, Helten prud:
 „Det græmmer mig fuldsaare,      vi drog paa Kongsfærd ud.
 Nu hed vi altid Kæmper:      hvor mister vi vort Liv,
 ifald her i Landet      vi dør for denne Viv!
</td>
<td>
''420*.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
257.
  
  
  
</td>
<td>
Det nager mig af Hjerte,      jeg kom til Brynhilds Land.
 Havde min Broder Hagen      nu Vaaben i sin Hand
 og jeg ogsaa mine,      til visse nok aflod
 alle Brynhilds Helte      fra deres Overmod."
</td>
<td>
''421*.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
258.
  
  
  
</td>
<td>
„Vi skulde uantastet      vel her fra Landet gaa,
 havde vi blot vor Rustning,"      Herr Hagen mælte saa,
 „som vi til Kamp har nødig,      og vore gode Sværd:
 da dæmpedes til visse      den stolte Jomfrus Færd."
</td>
<td>
''422*.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
259.
  
  
  
</td>
<td>
Det Ord, Helten mælte,      vel agted Møen paa.
 Med Smil om sin Læbe      hun over Skuldren saa:
 „Nu han saa kæk sig synes,      saa bring dem da paa Stand
 Rustningen og giv dem      de skarpe Sværd i Hand."
</td>
<td>
''423*.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
260.
  
  
  
</td>
<td>
Da de fik Sværd i Hænde,      som Dronning Brynhild bød,
 da blev den kække Dankvart      fluks af Glæde rød.
 „Ske, hvad Spil dem lyster",      saa mælte Helten snar,
 „Gunther er ubesejret,      nu vi vort Værge har."
</td>
<td>
''424*.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
261.
  
  
  
</td>
<td>
Dronning Brynhilds Styrke      blev alle aabenbar:
 til Kampringen bar man      en Sten stor og svar,
 drabelig at skue,      en rund Klippeblok:
 tolv raske Kæmper      de bar den neppe nok.
</td>
<td>
''425.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
262.
  
  
  
</td>
<td>
Sine Ærmer strøg tilbage      hun over hviden Arm,
 saa greb hun sin Skjolderand      og tog den for sin Barm.
 Da begyndte Dysten:      hun hæved Spydets Blad.
 Gunther og Sigfred      de frygted Brynhilds Had.
</td>
<td>
''427.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
263.
  
  
  
</td>
<td>
Var det ej sket, at Sigfred      til Hjælp Helten sprang,
 da havde Møen voldet      Kong Gunthers Undergang.
 Ved Kongens Haand han rørte,      da han i Smug kom nær.
 Da maatte Gunther ængstes      ved Heltens kloge Færd.
</td>
<td>
''428.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
264.
  
  
  
</td>
<td>
„Slip dit Skjold af Hænde      og lad mig bære det,
 og alt hvad jeg befaler,      det mærke du dig ret.
 Nu gøre du alle Fagter,      jeg handler i dit Sted."
 Da grant han ham kendte,      da glædtes han derved.
</td>
<td>
''420.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
265.
  
  
  
</td>
<td>
Da svang saare kraftigt      den fagre Jomfru bold
 sin Lanse mod et mægtigt,      et nyt og bredt Skjold:
 det bar i Hænde Sigfred,      hin Søn af Sigelind.
 Ilden sprang af Staalet,      som jaget af en Vind.
</td>
<td>
''430.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
266.
  
  
  
</td>
<td>
Den stærke Lanses Egge      helt gennem Skjoldet brød,
 saa at af Brynjens Ringe      der sprang en Lue rød.
 Begge stærke Helte      Skuddet til Jorden tvang:
 kun Dølgekappen frelste      de to fra Undergang.
</td>
<td>
''431.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
267.
  
  
  
</td>
<td>
Af stærken Sigfreds Læber      der brød en Strøm af Blod.
 Han sprang i Hast paa Fode:      da greb Helten god
 det Spyd, hun havde kastet      gennem hans Skjolderand:
 det slynged atter mod hende      den stærke Sigfreds Hand.
</td>
<td>
''432.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
268.
  
  
  
</td>
<td>
Ilden føg af Brynjen,      som Luften stod i Brand.
 Det Kast gjorde Sigfred      med saare kraftig Hand.
 Trods sin svare Styrke      ej længer Stand hun holdt.
 Aldrig havde Gunther      en Daad som denne voldt.
</td>
<td>
''433.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
269.
  
  
  
</td>
<td>
Brynhild den fagre,      hvor sprang hun op i Hast!
 „Gunther, ædle Ridder,      hav Tak for dette Kast."
 Hun tænkte, at han havde      selv yppet dette Værk:
 bag det stod en Kæmpe,      som var langt mere stærk,
</td>
<td>
''434.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
270.
  
  
  
</td>
<td>
Da gik hun fluks tilbage:      vredt var hendes Mod;
 Stenen højt hun løfted,      den ædle Jomfru god.
 Med al Kraft af Haanden      hun vidthen den svang:
 da sprang hun efter Kastet,      saa hendes Brynje klang.
</td>
<td>
''435.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
271.
  
  
  
</td>
<td>
Stenen den var falden      vel tolv Favne fra:
 den velskabte Jomfru      sprang videre endda.
 Dér den faldt til Hvile,      did traadte Sigfred hen.
 Gunthers Haand den vejed,      men Helten kasted den.
</td>
<td>
''436.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
272.
  
  
  
</td>
<td>
Sigfred var tapper,      saare kraftig og lang.
 Han kasted Stenen videre,      derhos han længer sprang.
 Ved sine skønne Kunster      saa saare stærk han var,
 at Helten under Springet      Kong Gunther med sig bar.
</td>
<td>
''437.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
273.
  
  
  
</td>
<td>
Til sine Hirdmænd mælte      Brynhild med kraftig Røst,
 da ved Kampringens Ende      hun saa ham uden Brøst:
 „I Mænd og mine Maage,       I træde fluks mig nær:
 I skal sværge      Gunther Troskab En og hver.
</td>
<td>
''438.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
274.
  
  
  
</td>
<td>
Lagde de saare kække      da Vaabnene af Hand.
 Gunther den rige      af de Burgunders Land,
 ham kasted sig for Fode      mangen en Kæmpe stolt.
 De tænkte, med sin Styrke      han havde Sejren voldt.
</td>
<td>
''439.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
275.
  
  
  
</td>
<td>
Han hilste hende kærligt,      paa Dyd var han rig.
 Da tog ham ved Haanden      den Jomfru priselig:
 over alt sit Rige      skænked hun Kæmpen Magt.
 Da maatte Hagen glædes,      hin Helt uforsagt.
</td>
<td>
''440.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
276.
  
  
  
</td>
<td>
Sigfred den snare      var klog, som han var bold.
 Han bragte Dølgekappen      til Skibet i Behold.
 Saa vendte han tilbage      og gik til Brynhilds Sal,
 hvor han og andre Helte      forglemte deres Kval.
</td>
<td>
''442.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
277.
  
  
  
</td>
<td>
„Saa hil for dette Budskab,"      Sigfred mælte saa,
 „at eders stolte Adfærd      maatte en Ende faa,
 og at en Helt der lever,      som er jer Overmand.
 Nu skal I, ædle Frue,      følge med til vort Land."
</td>
<td>
''443.''
  
  
  
</td>
</tr>
<tr>
<td>
278.
  
  
  
</td>
<td>
Med høvisk Tugt og Anstand      sit Rige hun forlod:
 sine nærmeste Maage      dem kyssed Fruen god.
 Med god Orlov for de      derfra paa salten Vand.
 Hun skulde aldrig siden      skue sin Faders Land.
</td>
<td>
''493*.''
  
  
  
</td>
</tr>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Chr. Fledelius]]

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 5. mar. 2016 kl. 10:19
Linje 9:		Linje 9:

	[[Bilde:Nibelungenlied 2.jpg\|thumb]]		[[Bilde:Nibelungenlied 2.jpg\|thumb]]
−

	<center><big>'''[[Nibelungekvadet]]'''</big>		<center><big>'''[[Nibelungekvadet]]'''</big>

Nibelungekvadet 7-8. - Revisjonshistorikk

JJ.Sandal på 5. mar. 2016 kl. 10:19

Jesper: Nibelungekvadet 7-8.