Knut på 27. feb. 2024 kl. 08:50

2024-02-27T08:50:28Z

August på 18. jan. 2019 kl. 08:46

2019-01-18T08:46:07Z

Knut på 16. jan. 2019 kl. 12:20

2019-01-16T12:20:28Z

Knut på 16. jan. 2019 kl. 12:03

2019-01-16T12:03:29Z

Vis endringer

Knut på 11. jan. 2019 kl. 10:59

2019-01-11T10:59:22Z

Knut: Ny side: {| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse" |- style="background-color:#e9e9e9" !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg sp…

2019-01-11T10:58:57Z

Ny side: {| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse" |- style="background-color:#e9e9e9" !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg sp…

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Norske Historieskrivere på kong Sverres Tid]] !! !!
|-
|}

[[Fil:Gustav Storm.jpg|thumb|220px|<center> Gustav Storm (1845-1903).</center>]]

<center><big>'''Norske Historieskrivere på kong Sverres Tid'''</big>

 Af '''Gustav Storm'''

 ''Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie'' Det kongelige nordiske Oldskrift-selskab Kjøbenhavn 1871</center>

TEKST UNDER ARBEID

==Fodnoter==
<references/>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori: Gustav Storm]]

@@ Linje 12: / Linje 12: @@
 <center><big>'''Norske Historieskrivere på kong Sverres Tid'''</big>
-<br>Af '''Gustav Storm'''
+<br>Af '''[[Gustav Storm biografi|Gustav Storm]]'''
 <br><br>''Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie''<br>Det kongelige nordiske Oldskrift-selskab<br>Kjøbenhavn<br>1871</center>

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 18. jan. 2019 kl. 08:46
Linje 80:		Linje 80:


−	For at vise Forholdet mellem Tjodrek, Ágrip, Odd og Historia Norvegiæ (sml. S. 422-24), aftrykkes følgende Stykker, hvor det tydeligt viser sig, at ~~F'orf~~. af Ágrip har oversat Tjodrek, men at de øvrige Beretninger i Udtryk ere uafhængige, skjøndt de fortælle omtrent det samme:	+	For at vise Forholdet mellem Tjodrek, Ágrip, Odd og Historia Norvegiæ (sml. S. 422-24), aftrykkes følgende Stykker, hvor det tydeligt viser sig, at Forf. af Ágrip har oversat Tjodrek, men at de øvrige Beretninger i Udtryk ere uafhængige, skjøndt de fortælle omtrent det samme:

	''Tjodrek Cap. 11'': Sumpsit secum viros religiosos, Sigwardum videlicet Episcopum. qui ad hoc ipsum ordinatus fuerat, ut gentibus prædicaret verbum Dei. et nonnullos alios, quos habere secum poterat, Theobrandum presbyterum Flandrensem, nec non et alium Thermonem , presbyterum etiam , habuit et diaconos aliquos.		''Tjodrek Cap. 11'': Sumpsit secum viros religiosos, Sigwardum videlicet Episcopum. qui ad hoc ipsum ordinatus fuerat, ut gentibus prædicaret verbum Dei. et nonnullos alios, quos habere secum poterat, Theobrandum presbyterum Flandrensem, nec non et alium Thermonem , presbyterum etiam , habuit et diaconos aliquos.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 16. jan. 2019 kl. 12:20
Linje 24:		Linje 24:


−	Da P. A. Munch opholdt sig i Skotland 1849 for i derværende Arkiver at søge Oplysninger til Norges Historie, fandt han et gammelt Haandskrift fra 15de Aarhundrede, som indeholdt en kortfattet latinsk "Hystoria Norwegie". Dette Haandskrift ansaa han for vigtigt nok til at udgives i et Universitetsprogram (''Symbolæ ad historiam antiquiorem Norvegiæ etc.'' Christ. 1850). — Skriftets Forfatter henvender sig i Fortalen til sin Lærer og Foresatte, hvis Navn skrives Agnellus, med Bøn om Overbærelse, "thi det er en tung Pligt for den Uerfarne at beskrive et vidtstrakt Lands Beliggenhed, at fortælle dets Kongers Slægtled og Christendommens Komme og Hedenskabets Afskaffelse — , et Arbeide, som til denne Tid ikke var forsøgt paa Latin." Han tilføier, at han ikke er bange for Daddel som Løgner, "da jeg i Oldtidens Historie (''in vetustatis serie'') ikke har skrevet noget nyt eller uhørt, men i alt har fulgt de Gamles Fortælling" (''seniorum assertiones secutus''). Til Slutning bemærker han, at han har tilføiet, hvad mindeværdigt han har fundet i Samtiden (''nostris temporibus''). Derved adskiller han sig som egentlig Forf. tydeligt fra den skotske Afskriver, som har afbrudt Arbeidet midt i Olaf den Helliges Historie. Forf. er i Virkeligheden heller ikke samtidig med Afskriveren; denne er en Skotte og har vel levet i 1ste Halvdel at 15de Aarh. (se Munchs Fortale S. V). At Forf. tilhører en anden Tid, har Munch vist ved Sammenligning med 3 svenske Kongerækker fra 14de Aarhundrede (fra c. 1333, c. 1350 og c. 1396). Munch viser, at man i Sverige har ligetil afskrevet Begyndelsen af Kongerækken fra Inge og Njord indtil Halvdan Hvitbein efter denne latinske Krønike. De svenske Historikere har afskrevet den med alle dens Feil og føiet flere til; Svenskerne sees foruden Kongerækken ogsaa at kjende den geografiske Del af Krøniken; thi Halvdan Hvitbein kalde de Konge over "Norwagenses in Montanis" (d. e. Oplændingerne), et Udtryk, som netop faaer sin Forklaring i Krønikens geografiske Oplysninger om Norge, hvilke de svenske Historieskrivere iøvrigt ikke havde Brug for og derfor ikke optog<ref>P. A. Munch i Annal, for nord. Oldk. 1850. S. 299 ff.</ref>. — Krøniken er saaledes rimeligvis bleven indført fra Norge til Sverige i Begyndelsen af 14de Aarhundrede , da Forbindelsen mellem Norge og Sverige blev stærkere først gjennem de kongelige Giftermaal og senere gjennem Foreningen af 1319. I Norge er den derimod langt ældre. I den geografiske Beskrivelse fortælles om de skotske Øer (som urigtig sammenfattes under Navnet ''Orchades''), at de deles i 2 Riger ; ''thi meridianæ insulæ (Suðreyjar, Hebriderne) staa under Smaakonger, men de nordlige (de egentlige Orknøer) under Jarler, og begge betale Skat til Norges Konger. Nu vide vi, at efter Kong Haakons Død paa Orknøerne (Decbr. 1263) maatte Øernes Konge Magnus Olavssøn allerede 1264 hylde Skottekongen, og at den norske Konge virkelig afstod Sudrøerne til Skotland 1266. Følgelig er dette Sted (og altsaa selve Skriftet) skrevet endnu før Kong Haakon Haakonssøns Død; hermed stemmer det ogsaa, at ikke Grønland regnes blandt Norges Skatlande, og at det heller ikke under Islands Beskrivelse siges, at dette Land betalte Skat saaledes som Orknøerne og Færøerne<ref>Naar saaledes Bogen er forfattet før Islands Underkastelse, maa det betragtes som en senere Tilføielse, at paa et andet Sted i Bogen Island opføres blandt "atributariæ insulæ".</ref>. — Skriftet er saaledes vistnok ikke yngre end Midten af 13de Aarh.; men det maa føres endnu længere tilbage, da det maa antages at være benyttet af Snorre i Ynglingesaga (fra c. 1220—30) og af Forf. til de ældste Kongesagaer (Ágrip c. 1190—1200).	+	Da P. A. Munch opholdt sig i Skotland 1849 for i derværende Arkiver at søge Oplysninger til Norges Historie, fandt han et gammelt Haandskrift fra 15de Aarhundrede, som indeholdt en kortfattet latinsk "Hystoria Norwegie". Dette Haandskrift ansaa han for vigtigt nok til at udgives i et Universitetsprogram (''Symbolæ ad historiam antiquiorem Norvegiæ etc.'' Christ. 1850). — Skriftets Forfatter henvender sig i Fortalen til sin Lærer og Foresatte, hvis Navn skrives Agnellus, med Bøn om Overbærelse, "thi det er en tung Pligt for den Uerfarne at beskrive et vidtstrakt Lands Beliggenhed, at fortælle dets Kongers Slægtled og Christendommens Komme og Hedenskabets Afskaffelse — , et Arbeide, som til denne Tid ikke var forsøgt paa Latin." Han tilføier, at han ikke er bange for Daddel som Løgner, "da jeg i Oldtidens Historie (''in vetustatis serie'') ikke har skrevet noget nyt eller uhørt, men i alt har fulgt de Gamles Fortælling" (''seniorum assertiones secutus''). Til Slutning bemærker han, at han har tilføiet, hvad mindeværdigt han har fundet i Samtiden (''nostris temporibus''). Derved adskiller han sig som egentlig Forf. tydeligt fra den skotske Afskriver, som har afbrudt Arbeidet midt i Olaf den Helliges Historie. Forf. er i Virkeligheden heller ikke samtidig med Afskriveren; denne er en Skotte og har vel levet i 1ste Halvdel at 15de Aarh. (se Munchs Fortale S. V). At Forf. tilhører en anden Tid, har Munch vist ved Sammenligning med 3 svenske Kongerækker fra 14de Aarhundrede (fra c. 1333, c. 1350 og c. 1396). Munch viser, at man i Sverige har ligetil afskrevet Begyndelsen af Kongerækken fra Inge og Njord indtil Halvdan Hvitbein efter denne latinske Krønike. De svenske Historikere har afskrevet den med alle dens Feil og føiet flere til; Svenskerne sees foruden Kongerækken ogsaa at kjende den geografiske Del af Krøniken; thi Halvdan Hvitbein kalde de Konge over "Norwagenses in Montanis" (d. e. Oplændingerne), et Udtryk, som netop faaer sin Forklaring i Krønikens geografiske Oplysninger om Norge, hvilke de svenske Historieskrivere iøvrigt ikke havde Brug for og derfor ikke optog<ref>P. A. Munch i Annal, for nord. Oldk. 1850. S. 299 ff.</ref>. — Krøniken er saaledes rimeligvis bleven indført fra Norge til Sverige i Begyndelsen af 14de Aarhundrede , da Forbindelsen mellem Norge og Sverige blev stærkere først gjennem de kongelige Giftermaal og senere gjennem Foreningen af 1319. I Norge er den derimod langt ældre. I den geografiske Beskrivelse fortælles om de skotske Øer (som urigtig sammenfattes under Navnet ''Orchades''), at de deles i 2 Riger ; ''thi meridianæ insulæ'' (Suðreyjar, Hebriderne) staa under Smaakonger, men de nordlige (de egentlige Orknøer) under Jarler, og begge betale Skat til Norges Konger. Nu vide vi, at efter Kong Haakons Død paa Orknøerne (Decbr. 1263) maatte Øernes Konge Magnus Olavssøn allerede 1264 hylde Skottekongen, og at den norske Konge virkelig afstod Sudrøerne til Skotland 1266. Følgelig er dette Sted (og altsaa selve Skriftet) skrevet endnu før Kong Haakon Haakonssøns Død; hermed stemmer det ogsaa, at ikke Grønland regnes blandt Norges Skatlande, og at det heller ikke under Islands Beskrivelse siges, at dette Land betalte Skat saaledes som Orknøerne og Færøerne<ref>Naar saaledes Bogen er forfattet før Islands Underkastelse, maa det betragtes som en senere Tilføielse, at paa et andet Sted i Bogen Island opføres blandt "atributariæ insulæ".</ref>. — Skriftet er saaledes vistnok ikke yngre end Midten af 13de Aarh.; men det maa føres endnu længere tilbage, da det maa antages at være benyttet af Snorre i Ynglingesaga (fra c. 1220—30) og af Forf. til de ældste Kongesagaer (Ágrip c. 1190—1200).

	I Fortalen til Heimskringla siger Snorre, at "eptir Þjódólfs sögn er fyrst ritúð æfi Ynglinga ok þar við aukit (af ham selv) eptir sögn fróðra manna". Æfi Ynglinga betegner vel ikke en Saga om Ynglingerne, da Tjodolvs korte Viser ikke kunde udfylde en Saga, men en Kongerække med korte Bemærkninger efter Tjodolv om hver enkelt Konge. En saadan fyldigere Kongerække finde vi netop i H. N. , og netop denne maa have tjent Snorre til Kilde. Sammenligner man nemlig Snorres Ynglingasaga med vor korte Krønike (S. 9—10), vil man finde, at de specielle Oplysninger, som Snorre meddeler uden at laane dem fra Tjodolv, de gjenfindes næsten alle i Hist. Norv., hvis Forf. saaledes enten maatte have afskrevet Snorre eller være benyttet af ham. At nu Snorre har laant af Krøniken og ikke omvendt, er let at vise; thi hvor H. N. ikke afviger fra Tjodolv, meddeler ofte Snorre lange Fortællinger, hentede fra andre Kilder; hvis Krøniken var skrevet efter Snorre, maatte den følgelig have vist Spor ogsaa til disse Stykker. Om de ældste Konger giver saaledes H. N. kun korte Bemærkninger efter Tjodolv; Snorre derimod forstaaer af Tjodolvs kortfattede Viser og andre Kilder at fremstille sammenhængende Levnetsbeskrivelser. H. N. fortæller om Fjolne kun, at han druknede i Mjødkarret, Snorre ved efter Tjodolv, at dette skede hos Kong Frode i Leire, og beskriver Tildragelsen i dens Enkeltheder (Cap. 14). H. N. fortæller om Svegde, at han løb efter en Dverg ind i Klippen og kom ikke ud igjen (som Tjodolv); Snorre beretter, at Svegde var paa Veien til Godheim (Gudernes Hjem) "for at træffe Odin d. gamle", at han i "Sviþjod hit mikla" (Rusland) kom til en Gaard, som hed "at Steini", og blev lokket i en Sten der af Dvergen med Løfte om, at han der (!) skulde finde Odin (Cap. 15). Om Vanlande har H. N. kun, at Maren kvalte ham, og om Visbur, at hans Sønner dræbte ham (ligesom Tjodolv); men Snorre knytter hertil Sagn om Driva, Datter af Kong Sne, om Huld volva ell. seiðkona o. fl., Sagn, som ikke findes ellers (Cap. 16. 17). Paa samme Maade mangler H. N. alt, hvad Snorre har at fortælle om Hugleik, Gudlaug og Hake (Cap. 25—27), om de danske Konger Halvdan, Aale og Frode (Cap. 29—31), om Adils og Rolv Krake (Cap. 32—34), om Solve Hognessøn (Cap. 35) og om Ingjald illraade (Cap. 78— 45), med andre Ord alt, hvad man maa ansee for særegent for Snorres Fremstilling af Ynglingesagnene. Derimod har H. N. adskillige Bemærkninger, som ikke ere hentede fra Tjodolv, men dog ere optagne hos Snorre. Saaledes fortæller H.N. om Kong Dag, at Danerne dræbte ham "in quodam vado, quod Sciotansvadh (vel Vapnavadh<ref>Det indcirklede findes kun i de svenske Afskrifter hos Fant.</ref>) dicitur". Nu fortæller Tjodolv kun, at Stedet hed Vorva. Her er det aabenbart, at Snorre har kjendt begge Beretninger og ikke har villet eller kunnet forkaste nogen af dem; han kalder Landskabet Vorva, men siger, at Dag blev dræbt ved Vadestedet "Skjótansvað eða Vápnavað". Han har ogsaa benyttet Danernes Navn fra H. N.; men da han vidste (eller troede), at Danmark i de ældste Tider kaldtes Reidgotaland<ref>Snorra-Edda S. 107. (Egilssons Udg.)</ref>, har han indsat dette Navn og hensætter de ovennævnte Steder til dette Land (Cap. 21). Agnes Dødssted kalder ogsaa Snorre Agnafit, ligesom H. N.; men Snorre tilføier dog "á austanverðum Taurinum", fordi Tjodolv nævner Taur (Cap. 22). B. N. lader Kong Jorund dræbes af Danerne i Limfjorden i Oddasund (som ikke nævnes af Tjodolv); nu ved Snorre efter Eyvinds Háleygjatal, at ikke Danerne, men en norsk Søkonge dræbte ham, og fortæller dette; men desuagtet beholder han fra den latinske Krønike Stedsnavnet Oddasund. - Om Egil (Tunnadolge) fortæller Snorre egentlig ikke Andet, end hvad H. N. har; kun skildrer han Begivenhederne med mere Fylde og nævner K. Frode; derimod fratager Snorre Egil Tilnavnet Vendelkraaka (skjøndt foruden H. N. ogsaa Are frode giver ham dette Tilnavn) og knytter det til Egils Søn Ottar, som blev dræbt paa Vendel. — Om Braut-Anund fortæller H. N. efter Tjodolv, at hans Broder Sigurd dræbte ham paa Himinheid. Saaledes kan nemlig Tjodolvs Vise om Anunds Død (Cap. 39) fortolkes; men Snorre oversætter Visen anderledes; han vil, det Hele skal betyde, at et Stenskred dræbte ham; skjønt nu Tjodolv kalder Stedet Himinfjðll, har dog Snorre efter H. N. optaget Navnet Himinheid, aabenbart fordi dette saae mere historisk ud end det halv mythiske, halv appellativiske Himinfjöll.		I Fortalen til Heimskringla siger Snorre, at "eptir Þjódólfs sögn er fyrst ritúð æfi Ynglinga ok þar við aukit (af ham selv) eptir sögn fróðra manna". Æfi Ynglinga betegner vel ikke en Saga om Ynglingerne, da Tjodolvs korte Viser ikke kunde udfylde en Saga, men en Kongerække med korte Bemærkninger efter Tjodolv om hver enkelt Konge. En saadan fyldigere Kongerække finde vi netop i H. N. , og netop denne maa have tjent Snorre til Kilde. Sammenligner man nemlig Snorres Ynglingasaga med vor korte Krønike (S. 9—10), vil man finde, at de specielle Oplysninger, som Snorre meddeler uden at laane dem fra Tjodolv, de gjenfindes næsten alle i Hist. Norv., hvis Forf. saaledes enten maatte have afskrevet Snorre eller være benyttet af ham. At nu Snorre har laant af Krøniken og ikke omvendt, er let at vise; thi hvor H. N. ikke afviger fra Tjodolv, meddeler ofte Snorre lange Fortællinger, hentede fra andre Kilder; hvis Krøniken var skrevet efter Snorre, maatte den følgelig have vist Spor ogsaa til disse Stykker. Om de ældste Konger giver saaledes H. N. kun korte Bemærkninger efter Tjodolv; Snorre derimod forstaaer af Tjodolvs kortfattede Viser og andre Kilder at fremstille sammenhængende Levnetsbeskrivelser. H. N. fortæller om Fjolne kun, at han druknede i Mjødkarret, Snorre ved efter Tjodolv, at dette skede hos Kong Frode i Leire, og beskriver Tildragelsen i dens Enkeltheder (Cap. 14). H. N. fortæller om Svegde, at han løb efter en Dverg ind i Klippen og kom ikke ud igjen (som Tjodolv); Snorre beretter, at Svegde var paa Veien til Godheim (Gudernes Hjem) "for at træffe Odin d. gamle", at han i "Sviþjod hit mikla" (Rusland) kom til en Gaard, som hed "at Steini", og blev lokket i en Sten der af Dvergen med Løfte om, at han der (!) skulde finde Odin (Cap. 15). Om Vanlande har H. N. kun, at Maren kvalte ham, og om Visbur, at hans Sønner dræbte ham (ligesom Tjodolv); men Snorre knytter hertil Sagn om Driva, Datter af Kong Sne, om Huld volva ell. seiðkona o. fl., Sagn, som ikke findes ellers (Cap. 16. 17). Paa samme Maade mangler H. N. alt, hvad Snorre har at fortælle om Hugleik, Gudlaug og Hake (Cap. 25—27), om de danske Konger Halvdan, Aale og Frode (Cap. 29—31), om Adils og Rolv Krake (Cap. 32—34), om Solve Hognessøn (Cap. 35) og om Ingjald illraade (Cap. 78— 45), med andre Ord alt, hvad man maa ansee for særegent for Snorres Fremstilling af Ynglingesagnene. Derimod har H. N. adskillige Bemærkninger, som ikke ere hentede fra Tjodolv, men dog ere optagne hos Snorre. Saaledes fortæller H.N. om Kong Dag, at Danerne dræbte ham "in quodam vado, quod Sciotansvadh (vel Vapnavadh<ref>Det indcirklede findes kun i de svenske Afskrifter hos Fant.</ref>) dicitur". Nu fortæller Tjodolv kun, at Stedet hed Vorva. Her er det aabenbart, at Snorre har kjendt begge Beretninger og ikke har villet eller kunnet forkaste nogen af dem; han kalder Landskabet Vorva, men siger, at Dag blev dræbt ved Vadestedet "Skjótansvað eða Vápnavað". Han har ogsaa benyttet Danernes Navn fra H. N.; men da han vidste (eller troede), at Danmark i de ældste Tider kaldtes Reidgotaland<ref>Snorra-Edda S. 107. (Egilssons Udg.)</ref>, har han indsat dette Navn og hensætter de ovennævnte Steder til dette Land (Cap. 21). Agnes Dødssted kalder ogsaa Snorre Agnafit, ligesom H. N.; men Snorre tilføier dog "á austanverðum Taurinum", fordi Tjodolv nævner Taur (Cap. 22). B. N. lader Kong Jorund dræbes af Danerne i Limfjorden i Oddasund (som ikke nævnes af Tjodolv); nu ved Snorre efter Eyvinds Háleygjatal, at ikke Danerne, men en norsk Søkonge dræbte ham, og fortæller dette; men desuagtet beholder han fra den latinske Krønike Stedsnavnet Oddasund. - Om Egil (Tunnadolge) fortæller Snorre egentlig ikke Andet, end hvad H. N. har; kun skildrer han Begivenhederne med mere Fylde og nævner K. Frode; derimod fratager Snorre Egil Tilnavnet Vendelkraaka (skjøndt foruden H. N. ogsaa Are frode giver ham dette Tilnavn) og knytter det til Egils Søn Ottar, som blev dræbt paa Vendel. — Om Braut-Anund fortæller H. N. efter Tjodolv, at hans Broder Sigurd dræbte ham paa Himinheid. Saaledes kan nemlig Tjodolvs Vise om Anunds Død (Cap. 39) fortolkes; men Snorre oversætter Visen anderledes; han vil, det Hele skal betyde, at et Stenskred dræbte ham; skjønt nu Tjodolv kalder Stedet Himinfjðll, har dog Snorre efter H. N. optaget Navnet Himinheid, aabenbart fordi dette saae mere historisk ud end det halv mythiske, halv appellativiske Himinfjöll.