Olav den helliges saga - Revisjonshistorikk

Carsten på 15. apr. 2026 kl. 08:47

2026-04-15T08:47:53Z

JJ.Sandal på 20. des. 2015 kl. 12:16

2015-12-20T12:16:03Z

Jesper på 28. sep. 2015 kl. 17:34

2015-09-28T17:34:24Z

Jesper på 24. mar. 2015 kl. 19:25

2015-03-24T19:25:58Z

Vis endringer

Jesper på 1. nov. 2014 kl. 05:42

2014-11-01T05:42:05Z

Jesper på 28. sep. 2014 kl. 05:59

2014-09-28T05:59:45Z

Jesper: Fodnotefejl

2014-05-12T09:13:19Z

Fodnotefejl

Jesper på 18. apr. 2014 kl. 06:51

2014-04-18T06:51:36Z

Jesper på 18. apr. 2014 kl. 06:49

2014-04-18T06:49:56Z

Jesper på 18. apr. 2014 kl. 06:48

2014-04-18T06:48:42Z

Vis endringer

@@ Linje 5: / Linje 5: @@
 ! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Saga Ólafs hins helga]] !! !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Olav den helliges saga]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Olav den Helliges saga]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Olav den heliges historia]] !!
 |-
-! !! !! !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Soga um Olav den heilage]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Thorgnyr lagmand paa Upsalating]] !! !!
+! !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Uphaf sǫgu ins helga Óláfs konungs]]!! !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Soga um Olav den heilage]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Thorgnyr lagmand paa Upsalating]] !! !!
 |-
 |}

@@ Linje 1: / Linje 1: @@
 {| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
 |- style="background-color:#e9e9e9"
 !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
 |-
-! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Olav den helliges saga]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Olav den Helliges saga]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Olav den heliges historia]] !!
+! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Saga Ólafs hins helga]] !! !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Olav den helliges saga]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Olav den Helliges saga]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Olav den heliges historia]] !!
 |-
-!  !!  !!  !!  [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Soga um Olav den heilage]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Thorgnyr lagmand paa Upsalating]] !!  !!
+! !! !! !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Soga um Olav den heilage]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Thorgnyr lagmand paa Upsalating]] !! !!
 |-
 |}

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 28. sep. 2015 kl. 17:34
Linje 1 330:		Linje 1 330:


−	'''141.''' Torodd Snorresøn var blevet efter i Norge ifølge kong Olavs vilje, da Gelle Torkelsøn fik lov til at fare til Island, saa som før var skrevet<ref>Side 408 [Kap. 136].</ref>, og han var da hos kong Olav og var ilde tilmode ved den ufrihed, at han ikke kunde fare i sine færder, hvor han vilde. I førstningen af den vinter [1026], kong Olav sad i Nidaros, lyste kongen, at han vilde sende mænd til Jæmteland for at kræve skat; men til den færd havde folk liden lyst, thi de sendemænd var tagne af dage, som kongen havde sendt did før, Traand Hvite med 11 mænd, saa som før var skrevet<ref>Side 280 [Kap. 63].</ref>, og Jæmterne havde siden holdt sig i lydighed under sveakongen. Torodd Snorresøn bød sig til den færd, thi han lagde liden vegt paa, hvad som gik over ham, om han fik raade sig selv; det tog kongen imod, og Torodd fór da med 11 mænd. De kom frem øster i Jæmteland og søgte hjem til den mand, som hed Torar; han var lagmand der og en mand i høi stilling; de fik der god modtagelse. Men da de havde dvælet der en kort tid, bar de frem sine erender for Torar. Han siger, at de andre landsmænd og høvdinger raadede ikke mindre for at svare paa dem end han, og sagde, at han skulde stævne ting om det. Saa blev gjort; tingbud blev skaaret op og almindeligt ting stævnet. Torar fór til ting, men sendemændene dvælte imedens hos ham. Torar bar denne sag frem for almuen; men dét blev alle enige om, at de vilde ikke betale Norges konge nogen skat; nogle vilde lade hænge sendemændene, men andre vilde have dem til blot; men det blev aftalt, at man skulde holde dem der, indtil sveakongens sysselmænd kom did. De skulde da med landets mænds samtykke fastsætte for dem, hvad de vilde; men man skulde holde sendemændene vel og give det udseende af, at de blev holdt tilbage, for at de skulde bie paa skatten, og man skulde skifte dem i kost, to og to sammen. Torodd var med en anden mand hos Torar. Der var et stort julegilde og sammenskudsøl. Det var mange bønder der i torpet, og de drak alle i selskab julen over. Et andet torp var kort derfra; der boede Torars maag, en mægtig og rig mand, som havde en voxen søn. Maagerne skulde drikke halve julen hos hver af dem og først hos Torar. Maagerne drak hinanden til, men Torodd og bondesønnen, og de drak omkaps, og om kvelden var det kapdrikke og mandjevning mellem Nordmænd og Svear og dernæst om deres konger, baade om dem, som før havde været, og dem, som nu var, og saa om de skifter, som havde været mellem landene i manddrab og ran. Da sagde bondesønnen: «Hvis vore konger har mistet flere mænd, saa vil nu sveakongens sysselmænd udjevne det med 12 mænds liv, naar de kommer søndenfra efter jul, og I ved nok ikke rigtig, stakkars mænd, hvad I holdes tilbage for.» Torodd lagde merke til dette, og mange smilte til det og fandt frem smædeord imod dem og saa imod deres konge. Nu da ølet fik Jæmterne til at tale, blev ikke det skjult, som Torodd forud ikke havde havt tanke om. Dagen efter tog Torodd og hans følgesmand alle sine klæder og vaaben og lagde dem, saa de kunde let naa dem; og natten efter, da folkene havde sovnet, løb de bort til skogs. Da man om morgenen efter blev var, at de havde løbet bort, fór man efter dem med sporhunder og naaede dem i skogen der, de havde gjemt sig, og tog dem da hjem og i en bod; der var en dyb grav, der blev de slupne ned og døren læst. De havde der lidet mad og ikke andre klæder end dem, de gik i. Og da midten af julen<ref>Julen regnedes at vare «en halv maaned» — fra 25de dec. til 7de januar —, saa at midten af julen var ved 1ste januar.</ref> kom, fór Torar og alle fri mænd med ham til hans maag; der skulde han drikke den anden halvdel af julen. Torars træler skulde vogte graven; de havde faaet nok af drik, men de holdt lidet maade med drikken og fik sig en ølrus strax den første kveld. Men da de havde drukket godt, talte de, som skulde føre mad til mændene i graven, mellem sig om, at de skulde ikke savne noget. Torodd kvad kvæder og skjemtede for trælene; men de sagde, at han var deres gode ven og gav ham en stor kjerte og tændte den. Saa kom de træler ud, som før havde været inde, og raabte ivrig, at de andre skulde gaa ind; men begge flokker var øre af øl, saa at de hverken lukkede igjen graven eller boden. Da skar Torodd og den anden sine kapper isønder i strimler og knyttede dem sammen, gjorde en løkke af enden og kastede den op paa gulvet i boden; den viklede sig om foden af en kiste og blev fast. De søgte da at komme op; Torodd løftede sin følgesvend op, indtil han stod paa hans axler; siden halede han sig op igjennem gluggen. Det fattedes ikke reb i boden, og han lod ét sige ned til Torodd; men da han skulde drage Torodd op, fik han ikke løftet ham. Da sagde Torodd, at han skulde kaste rebet over en bjelke, som var i boden, men gjøre en løkke paa enden og lægge derpaa saameget ved og sten, at det var mere end hans vegt. Han gjorde saa; da sank vegten ned i graven, men Torodd fór op. I boden tog de sig de klæder, de trængte. Der var inde nogle renhuder, og af dem skar de klovene og bandt dem bag frem under sine fødder. Men inden de for bort, lagde de ild i en stor kornlade, som var der, og løb siden bort i mørket; laden brandt og mange andre huser i torpet. Torodd og den anden mand fór hele natten gjennem ødemarken, men gjemte sig om dagen. Om morgenen savnede man dem; man fór da med sporhunder at lede efter dem paa alle veier fra gaarden; men hundene fulgte sporene tilbage til gaarden, thi de fulgte efter renfødderne den vei, som klovene viste; man ledte da ikke mere efter dem. Torodd og den anden mand fór længe om i ødemarken og kom en kveld til en liden gaard, og der gik de ind. Der inde sad en mand og en kone ved ilden; han kaldte sig Tore og sagde, at hun, som sad der, var hans kone, og sagde, at de eiede det hus-kot. Husbonden bød dem til at være der, og det tog de imod. Han siger dem, at han var kommen did, fordi han havde flyet fra bygden for et drabs skyld. Det blev sørget vel for Torodd og hans følgemand; de fik alle mad ved ilden. Siden blev det redt op leie for Torodd og den anden der paa bænken, og de lagde sig til at sove; men da var det endnu lue paa ilden. Da saa Torodd, at en mand fra et andet hus gik ind der, og ikke havde han nogensinde seet saa stor en mand; han havde skarlagens-klæder, indsatte med guldbaand, og saa statelig ud. Torodd hørte, at han skjendte paa dem for, at de tog imod gjester, men neppe havde mad til at bjerge sig selv. Husfruen sagde: «Vær du ikke vred, broder, sjelden har jo dette hændt; giv du dem heller en haandsrækning, thi du er mere skikket til det end vi.» Torodd hørte, at den store mand blev kaldt Arnljot Gelline, og tillige, at husfruen var hans søster; Torodd havde hørt nævne Arnljot og tillige, at han var en stor stimand og ugjerningsmand. Torodd og hans følgesvend sov godt om natten, thi de var trætte af at gaa. Men da det endnu var en tredjedel af natten igjen, kom Arnljot did og bad dem staa op og gjøre sig rede til færden. Torodd og den anden stod strax op og klædte sig; saa fik de dagverd. Siden gav Tore hver af dem skier. Arnljot gjorde sig rede til at fare med dem; han steg paa skier, som var baade brede og lange. [[Bilde: Torodd og hans følgesvend paa ski med Arnljot Gelline.jpg\|thumb\|right\|400px\|<center>Halvdan Egedius<br>'''''Torodd og hans følgesvend paa ski med Arnljot Gelline.'''''</center>]]Men saasnart som Arnljot havde sat skistaven i jorden, var han langt borte fra dem. Da biede han og sagde, at paa den vis kom de ingen vei, og bad dem stige op paa skierne med sig. De gjorde saa; Torodd stod nærmest ham og holdt sig i Arnljots belte, men Torodds følgesvend holdt i ham. Da skred Arnljot saa fort, som om han fór alene. Da det var blevet sent om aftenen, kom de til et sælehus<ref>Herberge for veifarende, især paa fjeldovergangene.</ref> tændte sig der ild og gjorde mad rede. Da de fik mad, bad Arnljot dem ikke kaste noget ned af maden, hverken ben eller smuler. Arnljot tog frem under sin skjorte et sølvfad og fik mad derpaa. Men da de var mætte, gjemte Arnljot deres levninger. Siden gjorde de sig rede til at gaa til hvile. I den ene ende af huset var det et loft oppe paa tverbjelker; Arnljot og de to andre fór op i loftet og lagde sig der til at sove. Arnljot havde et stort huggespyd med guldindlagt fal, men skaftet var saa kort, at man med haanden kunde naa falen; han var gjordet med sverd. De havde baade sine vaaben og klæder oppe i loftet hos sig. Arnljot bad dem være stilfærdige; han laa fremst i loftet. Lidt senere kom der til huset 12 mænd; det var kjøbmænd, som fór til Jæmteland med sine varer. Men da de kom ind i huset, gjorde de meget støi og var lystige; de gjorde store ilder for sig. Men da de havde faaet mad, kastede de alle ben ud; siden gjorde de sig rede til hvile og lagde sig ned paa bænken der ved ilden. Men da de havde sovet der en kort tid, kom det en stor troldkvinde til huset; da hun kom ind, sopede hun fast om sig, tog benene og alt det, som tyktes hende ædendes, og slog det i sin mund; siden greb hun den mand, som var nærmest hende, rev og sled ham itu og kastede ham paa ilden. Da vaagnede de andre «ved en ond drøm» og løb op; men hun slog ihjel den ene efter den anden, saa at alene én var ilive. Han løb længer ind under loftet og raabte om hjælp, om det var noget i loftet, som kunde hjælpe ham. Arnljot strakte sig til ham og tog ham i hænderne og nappede ham op i loftet. Da gik hun frem imod ilden og tog paa at æde mændene, naar de var stegte. Da stod Arnljot op og greb sit huggespyd og satte det mellem herderne paa hende, saa at odden løb ud gjennem brystet; hun fór op haardt, skreg stygt og løb ud. Arnljot slap spydet, og det havde hun med sig ud. Arnljot gik frem, ryddede ligene ud og satte dør og dørkarm for stuen, thi det havde hun alt brudt fra, da hun løb ud. De sov da den tid, som var tilbage af natten. Men da det blev lyst, stod de op og aad da først	+	'''141.''' Torodd Snorresøn var blevet efter i Norge ifølge kong Olavs vilje, da Gelle Torkelsøn fik lov til at fare til Island, saa som før var skrevet<ref>Side 408 [Kap. 136].</ref>, og han var da hos kong Olav og var ilde tilmode ved den ufrihed, at han ikke kunde fare i sine færder, hvor han vilde. I førstningen af den vinter [1026], kong Olav sad i Nidaros, lyste kongen, at han vilde sende mænd til Jæmteland for at kræve skat; men til den færd havde folk liden lyst, thi de sendemænd var tagne af dage, som kongen havde sendt did før, Traand Hvite med 11 mænd, saa som før var skrevet<ref>Side 280 [Kap. 63].</ref>, og Jæmterne havde siden holdt sig i lydighed under sveakongen. Torodd Snorresøn bød sig til den færd, thi han lagde liden vegt paa, hvad som gik over ham, om han fik raade sig selv; det tog kongen imod, og Torodd fór da med 11 mænd. De kom frem øster i Jæmteland og søgte hjem til den mand, som hed Torar; han var lagmand der og en mand i høi stilling; de fik der god modtagelse. Men da de havde dvælet der en kort tid, bar de frem sine erender for Torar. Han siger, at de andre landsmænd og høvdinger raadede ikke mindre for at svare paa dem end han, og sagde, at han skulde stævne ting om det. Saa blev gjort; tingbud blev skaaret op og almindeligt ting stævnet. Torar fór til ting, men sendemændene dvælte imedens hos ham. Torar bar denne sag frem for almuen; men dét blev alle enige om, at de vilde ikke betale Norges konge nogen skat; nogle vilde lade hænge sendemændene, men andre vilde have dem til blot; men det blev aftalt, at man skulde holde dem der, indtil sveakongens sysselmænd kom did. De skulde da med landets mænds samtykke fastsætte for dem, hvad de vilde; men man skulde holde sendemændene vel og give det udseende af, at de blev holdt tilbage, for at de skulde bie paa skatten, og man skulde skifte dem i kost, to og to sammen. Torodd var med en anden mand hos Torar. Der var et stort julegilde og sammenskudsøl. Det var mange bønder der i torpet, og de drak alle i selskab julen over. Et andet torp var kort derfra; der boede Torars maag, en mægtig og rig mand, som havde en voxen søn. Maagerne skulde drikke halve julen hos hver af dem og først hos Torar. Maagerne drak hinanden til, men Torodd og bondesønnen, og de drak omkaps, og om kvelden var det kapdrikke og mandjevning mellem Nordmænd og Svear og dernæst om deres konger, baade om dem, som før havde været, og dem, som nu var, og saa om de skifter, som havde været mellem landene i manddrab og ran. Da sagde bondesønnen: «Hvis vore konger har mistet flere mænd, saa vil nu sveakongens sysselmænd udjevne det med 12 mænds liv, naar de kommer søndenfra efter jul, og I ved nok ikke rigtig, stakkars mænd, hvad I holdes tilbage for.» Torodd lagde merke til dette, og mange smilte til det og fandt frem smædeord imod dem og saa imod deres konge. Nu da ølet fik Jæmterne til at tale, blev ikke det skjult, som Torodd forud ikke havde havt tanke om. Dagen efter tog Torodd og hans følgesmand alle sine klæder og vaaben og lagde dem, saa de kunde let naa dem; og natten efter, da folkene havde sovnet, løb de bort til skogs. Da man om morgenen efter blev var, at de havde løbet bort, fór man efter dem med sporhunder og naaede dem i skogen der, de havde gjemt sig, og tog dem da hjem og i en bod; der var en dyb grav, der blev de slupne ned og døren læst. De havde der lidet mad og ikke andre klæder end dem, de gik i. Og da midten af julen<ref>Julen regnedes at vare «en halv maaned» — fra 25de dec. til 7de januar —, saa at midten af julen var ved 1ste januar.</ref> kom, fór Torar og alle fri mænd med ham til hans maag; der skulde han drikke den anden halvdel af julen. Torars træler skulde vogte graven; de havde faaet nok af drik, men de holdt lidet maade med drikken og fik sig en ølrus strax den første kveld. Men da de havde drukket godt, talte de, som skulde føre mad til mændene i graven, mellem sig om, at de skulde ikke savne noget. Torodd kvad kvæder og skjemtede for trælene; men de sagde, at han var deres gode ven og gav ham en stor kjerte og tændte den. Saa kom de træler ud, som før havde været inde, og raabte ivrig, at de andre skulde gaa ind; men begge flokker var øre af øl, saa at de hverken lukkede igjen graven eller boden. Da skar Torodd og den anden sine kapper isønder i strimler og knyttede dem sammen, gjorde en løkke af enden og kastede den op paa gulvet i boden; den viklede sig om foden af en kiste og blev fast. De søgte da at komme op; Torodd løftede sin følgesvend op, indtil han stod paa hans axler; siden halede han sig op igjennem gluggen. Det fattedes ikke reb i boden, og han lod ét sige ned til Torodd; men da han skulde drage Torodd op, fik han ikke løftet ham. Da sagde Torodd, at han skulde kaste rebet over en bjelke, som var i boden, men gjøre en løkke paa enden og lægge derpaa saameget ved og sten, at det var mere end hans vegt. Han gjorde saa; da sank vegten ned i graven, men Torodd fór op. I boden tog de sig de klæder, de trængte. Der var inde nogle renhuder, og af dem skar de klovene og bandt dem bag frem under sine fødder. Men inden de for bort, lagde de ild i en stor kornlade, som var der, og løb siden bort i mørket; laden brandt og mange andre huser i torpet. Torodd og den anden mand fór hele natten gjennem ødemarken, men gjemte sig om dagen. Om morgenen savnede man dem; man fór da med sporhunder at lede efter dem paa alle veier fra gaarden; men hundene fulgte sporene tilbage til gaarden, thi de fulgte efter renfødderne den vei, som klovene viste; man ledte da ikke mere efter dem. Torodd og den anden mand fór længe om i ødemarken og kom en kveld til en liden gaard, og der gik de ind. Der inde sad en mand og en kone ved ilden; han kaldte sig Tore og sagde, at hun, som sad der, var hans kone, og sagde, at de eiede det hus-kot. Husbonden bød dem til at være der, og det tog de imod. Han siger dem, at han var kommen did, fordi han havde flyet fra bygden for et drabs skyld. Det blev sørget vel for Torodd og hans følgemand; de fik alle mad ved ilden. Siden blev det redt op leie for Torodd og den anden der paa bænken, og de lagde sig til at sove; men da var det endnu lue paa ilden. Da saa Torodd, at en mand fra et andet hus gik ind der, og ikke havde han nogensinde seet saa stor en mand; han havde skarlagens-klæder, indsatte med guldbaand, og saa statelig ud. Torodd hørte, at han skjendte paa dem for, at de tog imod gjester, men neppe havde mad til at bjerge sig selv. Husfruen sagde: «Vær du ikke vred, broder, sjelden har jo dette hændt; giv du dem heller en haandsrækning, thi du er mere skikket til det end vi.» Torodd hørte, at den store mand blev kaldt Arnljot Gelline, og tillige, at husfruen var hans søster; Torodd havde hørt nævne Arnljot og tillige, at han var en stor stimand og ugjerningsmand. Torodd og hans følgesvend sov godt om natten, thi de var trætte af at gaa. Men da det endnu var en tredjedel af natten igjen, kom Arnljot did og bad dem staa op og gjøre sig rede til færden. Torodd og den anden stod strax op og klædte sig; saa fik de dagverd. Siden gav Tore hver af dem skier. Arnljot gjorde sig rede til at fare med dem; han steg paa skier, som var baade brede og lange. [[Bilde: Torodd og hans følgesvend paa ski med Arnljot Gelline.jpg\|thumb\|right\|400px\|<center>Halvdan Egedius<br>'''''Torodd og hans følgesvend paa ski med Arnljot Gelline.'''''</center>]]Men saasnart som Arnljot havde sat skistaven i jorden, var han langt borte fra dem. Da biede han og sagde, at paa den vis kom de ingen vei, og bad dem stige op paa skierne med sig. De gjorde saa; Torodd stod nærmest ham og holdt sig i Arnljots belte, men Torodds følgesvend holdt i ham. Da skred Arnljot saa fort, som om han fór alene. Da det var blevet sent om aftenen, kom de til et sælehus<ref>Herberge for veifarende, især paa fjeldovergangene.</ref> tændte sig der ild og gjorde mad rede. Da de fik mad, bad Arnljot dem ikke kaste noget ned af maden, hverken ben eller smuler. Arnljot tog frem under sin skjorte et sølvfad og fik mad derpaa. Men da de var mætte, gjemte Arnljot deres levninger. Siden gjorde de sig rede til at gaa til hvile. I den ene ende af huset var det et loft oppe paa tverbjelker; Arnljot og de to andre fór op i loftet og lagde sig der til at sove. Arnljot havde et stort huggespyd med guldindlagt fal, men skaftet var saa kort, at man med haanden kunde naa falen; han var gjordet med sverd. De havde baade sine vaaben og klæder oppe i loftet hos sig. Arnljot bad dem være stilfærdige; han laa fremst i loftet. Lidt senere kom der til huset 12 mænd; det var kjøbmænd, som fór til Jæmteland med sine varer. Men da de kom ind i huset, gjorde de meget støi og var lystige; de gjorde store ilder for sig. Men da de havde faaet mad, kastede de alle ben ud; siden gjorde de sig rede til hvile og lagde sig ned paa bænken der ved ilden. Men da de havde sovet der en kort tid, kom det en stor troldkvinde til huset; da hun kom ind, sopede hun fast om sig, tog benene og alt det, som tyktes hende ædendes, og slog det i sin mund; siden greb hun den mand, som var nærmest hende, rev og sled ham itu og kastede ham paa ilden. Da vaagnede de andre «ved en ond drøm» og løb op; men hun slog ihjel den ene efter den anden, saa at alene én var ilive. Han løb længer ind under loftet og raabte om hjælp, om det var noget i loftet, som kunde hjælpe ham. Arnljot strakte sig til ham og tog ham i hænderne og nappede ham op i loftet. Da gik hun frem imod ilden og tog paa at æde mændene, naar de var stegte. Da stod Arnljot op og greb sit huggespyd og satte det mellem herderne paa hende, saa at odden løb ud gjennem brystet; hun fór op haardt, skreg stygt og løb ud. Arnljot slap spydet, og det havde hun med sig ud. Arnljot gik frem, ryddede ligene ud og satte dør og dørkarm for stuen, thi det havde hun alt brudt fra, da hun løb ud. De sov da den tid, som var tilbage af natten. Men da det blev lyst, stod de op og aad da først sin dagverd; men da de havde faaet mad, sagde Arnljot: «Nu faar vi her skilles; I skal nu fare efter den akevei<ref>d. e. vei efter slæderne, som de «akede» med.</ref>, hvor kjøbmændene fór hid igaar; men jeg vil lede efter mit spyd. Jeg vil have i arbeidsløn det, som mig tykkes penger værd af det gods, som disse mænd har eiet. Du skal, Torodd, bære til kong Olav min hilsen, og sig ham det, at han er den mand, jeg har mest lyst til at møde; men min hilsen vil vel ikke tykkes ham noget værd.» Han tog sølvfadet op, tørrede det med dugen og sagde: «Før du dette fad til kongen og sig, at det er min hilsen.» Siden gjorde de sig alle rede til færden og skiltes efter dette. Med Torodd fór hans følgesmand og saa den mand, som var undkommet af kjøbmændene. Torodd fór, indtil han fandt kong Olav i kjøbstaden<ref>Nidaros.</ref>, og fortalte ham alt om sin færd; han bragte ham Arnljots hilsen og førte sølvfadet til ham. Kongen siger, at det var ilde, at Arnljot ikke havde faret til ham, «og det er stor skade, at saa meget uheld skulde lægge sig for en saa god dreng og merkelig mand.» Torodd var siden hos kong Olav den øvrige del af vinteren og fik da lov af ham til at fare til Island sommeren efter. Han og kong Olav skiltes da i venskab.
−	sin dagverd; men da de havde faaet mad, sagde Arnljot: «Nu faar vi her skilles; I skal nu fare efter den akevei<ref>d. e. vei efter slæderne, som de «akede» med.</ref>, hvor kjøbmændene fór hid igaar; men jeg vil lede efter mit spyd. Jeg vil have i arbeidsløn det, som mig tykkes penger værd af det gods, som disse mænd har eiet. Du skal, Torodd, bære til kong Olav min hilsen, og sig ham det, at han er den mand, jeg har mest lyst til at møde; men min hilsen vil vel ikke tykkes ham noget værd.» Han tog sølvfadet op, tørrede det med dugen og sagde: «Før du dette fad til kongen og sig, at det er min hilsen.» Siden gjorde de sig alle rede til færden og skiltes efter dette. Med Torodd fór hans følgesmand og saa den mand, som var undkommet af kjøbmændene. Torodd fór, indtil han fandt kong Olav i kjøbstaden<ref>Nidaros.</ref>, og fortalte ham alt om sin færd; han bragte ham Arnljots hilsen og førte sølvfadet til ham. Kongen siger, at det var ilde, at Arnljot ikke havde faret til ham, «og det er stor skade, at saa meget uheld skulde lægge sig for en saa god dreng og merkelig mand.» Torodd var siden hos kong Olav den øvrige del af vinteren og fik da lov af ham til at fare til Island sommeren efter. Han og kong Olav skiltes da i venskab.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 1. nov. 2014 kl. 05:42
Linje 812:		Linje 812:


−	'''72.''' En dag gik Hjalte for kongen og skaldene med ham. Da tog Hjalte til orde: «Saa er det, konge, som I ved, at jeg er kommen hid til eder og har faret en lang og vanskelig vei; siden jeg kom over havet og jeg fik vide om eders store navn, tyktes det mig uforstandigt at fare hjem saaledes, at jeg ikke havde seet eder og eders hæder. Men det er lov mellem Island og Norge, at naar islandske mænd kommer til Norge, betaler de landører; da jeg kom over havet, tog jeg imod alle mine skibsfællers landører. Men da jeg ved, at det er rettest, at I har vælde over Norge, fór jeg til eder for at føre landørene til eder», ― og viste saa kongen sølvet og heldte 10 mark sølv i Gissur Svartes skjød. Kongen talte: «Faa har ført sligt til os fra Norge en tid; jeg vil, Hjalte, vide eder tak og naade for det, at I har lagt saa megen iver i at føre landørene til os heller end at betale dem til vore uvenner; men dog vil jeg, at du modtager dette gods af mig og dermed mit venskab.» Hjalte takkede kongen med mange ord. Fra den tid af kom Hjalte i største yndest hos kongen og var ofte i samtale med ham; kongen syntes, som sandt var, at han var en forstandig og ordsnild mand. Hjalte siger til Gissur og Ottar, at han er sendt med jertegn til kongedatteren Ingegerd for at faa hendes støtte og venskab, og beder dem, at de skulde skaffe ham i tale med hende. De siger, at det er ikke vanskeligt, og gaar en dag til hendes huser; hun sad der og drak med mange mænd. Hun tog vel imod skaldene, thi hun kjendte dem. Hjalte bar til hende hilsen fra Ingebjårg, jarlens hustru, og sagde, at hun havde sendt ham did for at faa støtte og venskab, og bar frem jertegn. Kongedatteren tog vel imod det og sagde, at han havde ret til hendes venskab. De sad der længe om dagen og drak; kongedatteren spurgte Hjalte om mange tidender og bad ham komme ofte did til samtale med hende. Han gjorde saa, kom ofte did og talte med kongedatteren; han siger hende i fortrolighed om sin og Bjørns færd og spørger, hvad hun tænker om, hvorledes sveakongen vil tage den sag, at det blev gjort forlig mellem kongerne. Kongedatteren sagde, hun troede, at det var unyttigt at forsøge paa at faa kongen til at forlige sig med Olav Digre; hun sagde, at kongen var bleven saa vred paa Olav, at han ikke vilde høre ham blive nævnt. Det var en dag, at Hjalte sad foran kongen og talte med ham; kongen var da meget lystig og havde drukket meget; da talte Hjalte til kongen: «Megen herlighed at mange slags kan man se her, og nu har jeg seet, hvad jeg ofte har hørt fortælle, at ingen konge i Nordlandene er saa gjæv som du. Det er meget harmeligt, at vi har saa lang og saa farlig en vei for at komme hid; først er det det store hav, og saa er det ikke fredeligt at fare gjennem Norge for de mænd, som vil søge hid i venskab. Eller hvorfor søger ikke folk at bære forligsmaal mellem eder og Olav Digre? Meget hørte jeg tale derom i Norge og ligesaa i Vestre Gautland, at alle var lystne paa, at det blev fred, og det blev mig sagt med sandhed om Norges konges ord, at han havde lyst til at forliges med eder, og jeg ved, at det vil komme dertil, at han skjønner, at han har meget mindre magt, end I har. Saa blev det ogsaa talt, at han tænkte at beile til din datter Ingegerd, og sligt vilde ogsaa give haab om fuldstændigt forlig, og han er ogsaa en udmerket mand efter alt, hvad jeg hørte sandfærdige mænd sige om ham.» Da svarer kongen: «Sligt skal du ikke tale, Hjalte, men ikke vil jeg tage dig disse ord ilde op, thi du ved ikke, hvad man skal agte sig for: ikke skal man kalde den digre mand «konge» her i min hird, og han er meget mindre værd, end mange siger, og det vil du skjønne, naar jeg siger dig det, at det svogerskab ikke kan være passende, thi jeg er den 10de konge i Upsaler saaledes, at hver af os frænder har taget arv, den ene efter den anden, og været enevoldskonge over Sveavælde og mange andre store lande, og alle har været overkonger over andre konger i Nordlandene<ref>Den kongerække, som Snorre her lader Olav forudsætte (efter den islandske tradition), er: 1) Sigurd Ring (side 64 [Kap. 13 i [[Harald Haarfagres saga]]]) 2) Ragnar Lodbrok (side 64 [Kap. 13 i [[Harald Haarfagres saga]]]) 3) Bjørn Jernside 4) Erik 5) Bjørn paa Hauge og 6) hans broder Emund 7) Erik Emundsøn (se side 57-77 [Kap. 3-29 i [[Harald Haarfagres saga]]]) 8) Bjørn Gamle (side 77 [Kap. 29 i [[Harald Haarfagres saga]]]) 9) Erik den seiersæle (side 172 [Kap. 43 i [[Olav Trygvesøns saga]]]) 10) Olav.</ref>. Men Norge er lidet bygget og desuden spredt; der har det været smaakonger, men Harald Haarfagre var den mægtigste konge i det land, og han havde kampe med fylkeskongerne og brød dem under sig; han skjønte sin egen fordel, ikke at være grisk efter sveakongens vælde, derfor lod sveakongerne ham sidde i fred; desuden kom det til, at det var frændskab mellem dem. Men da Haakon Adalsteinsfostre var i Norge, sad han i fred, indtil han herjede i Gautland og Danmark. Men siden blev det reist en flok mod ham, og han blev fældet fra landene. Gunhilds sønner blev ligeledes tagne af live, saasnart de blev ulydige mod danekongen. Harald Gormsøn lagde da Norge til sit rige og gjorde det skatskyldigt, men dog tyktes os kong Harald Gormsøn at staa langt tilbage for Upsalekongen, thi vor frænde Styrbjørn kuede ham, og Harald blev hans mand, men min fader Eirik Seiersæle steg dog over Styrbjørns hoved, da de maalte styrke med hinanden. Men da Olav Trygvesøn kom til Norge og kaldte sig konge, lod vi ham ikke fuldende det; jeg og Svein danekonge fór og tog ham af dage. Nu har jeg tilegnet mig Norge, og ikke med mindre magt, end du nu kunde høre, og ikke med mindre adkomst, end at jeg har søgt det i kamp og seiret over den konge, som før raadede for det. Du kan forstaa, som en klog mand, at det mon være langt fra, at jeg giver det rige løst for den digre mand, og det er underligt, at han ikke mindes det, at han med nød og neppe kom ud af Lågen<ref>Mælaren.</ref>, da vi havde stængt ham inde; jeg tænker, at det da var ham andet i hug — om han kunde komme bort med livet — end det, oftere at holde strid mod os, Svearne. Nu skal du, Hjalte, ikke oftere tage i din mund at tale om dette for mig.» Hjalte fandt, at det var liden udsigt til, at kongen vilde høre paa forsøgene til forlig; han holdt da op og tog paa at tale om noget andet. Noget senere, da Hjalte talte sammen med kongedatteren Ingegerd, sagde han hende hele sin samtale med kongen. Hun sagde, at hun havde ventet sig slige svar af kongen. Hjalte bad hende lægge nogle ord til hos kongen og mente, at det snarest skulde nytte. Hun sagde, at kongen ikke vilde høre paa, hvad hun end sagde: «men jeg kan tale om det, hvis du vil,» siger hun. Hjalte svarede, at han vilde være taknemlig derfor. Kongedatteren Ingegerd var en dag i samtale med sin fader, og da hun fandt, at kongen var vel tilmode, sagde hun: «Hvad mening har du om uvenskabet mellem dig og Olav Digre? Mange mænd klager nu over denne strid; nogle siger, at de har mistet gods, nogle frænder mod Nordmændene, og ingen af eders mænd kan komme til Norge under disse forhold. Det var meget uheldigt, at I gjorde krav paa riget i Norge. Det land er fattigt og slemt at fare over og folket ikke at lide paa; mændene der i landet vil heller have enhver anden til konge end dig. Nu hvis jeg kunde raade, skulde du lade af at kræve Norge, men heller bryde dig til det rige i Østervei, som de tidligere sveakonger havde havt, og som nu nylig vor frænde Styrbjørn<ref>Styrbjørn, Eirik Seiersæls brodersøn, herjede i Østervei og vandt Jomsborg i Vendland, førend han faldt i kampen mod Eirik ved Fyrisaa.</ref> lagde under sig, men lade Olav Digre have sit ætteland og gjøre forlig med ham.» Kongen svarer vredelig: «Det er dit raad, Ingegerd, at jeg skal give op riget i Norge, men gifte dig med Olav Digre. Nei,» siger han, «andet skal før ske. Heller skal det hænde, at jeg i vinter paa Upsale-ting skal kundgjøre for alle Svear, at det skal være almenning ude, førend isene gaar af vandene; da skal jeg fare til Norge og øde det land med odd og egg og brænde alt og saaledes betale dem deres utroskab.» Kongen blev nu saa rasende, at hun ikke fik svare ham et eneste ord. Hun gik da bort. Hjalte passede paa og gik strax at finde hende; han spørger hende derpaa, hvorledes hendes erende gik hos kongen. Hun svarede, at det gik, som hun ventede, at man ikke kunde komme til orde med kongen, og at han brugte trusler til gjengjæld; hun bad Hjalte aldrig nævne den sag for kongen. Naar Ingegerd og Hjalte talte sammen, talte de ofte om Olav Digre; han fortalte hende ofte om ham og hans sedvaner, og han roste ham, som han kunde, og det var ogsaa sandt, hvad han sagde; hun syntes godt om det. Og en gang, da de talte sammen, sagde Hjalte: «Skal jeg, kongedatter, tale med dit samtykke om det, som ligger mig paa hjerte?» «Tal du,» siger hun, «saa at jeg alene hører det.» Da sagde Hjalte: «Hvorledes vilde du svare, om Olav, Norges konge, sendte mænd til dig med det erende at beile til dig?» Hun rødmede og svarede langsomt og sindig: «Ikke har jeg fæstet i min hug at svare paa det, thi jeg tænker, at jeg ikke vil trænge til at give svar om det. Men hvis Olav er slig en mand i alle deler, som du siger om ham, da vilde jeg ikke kunne ønske min mand anderledes, om det ikke er saa, at I har rost ham formeget i mange ting.» Hjalte siger, at han ingenlunde har talt bedre om kongen, end sandt var. De talte meget ofte om dette mellem sig. Ingegerd bad Hjalte at vogte sig for at tale om dette i andres nærvær — «af den aarsag, at kongen vil blive vred paa dig, om han faar vide det.» Hjalte siger dette til skaldene Gissur og Ottar; de sagde, at det vilde være det lykkeligste raad, om det kunde faa fremgang. Ottar var djerv i tale og elsket af høvdinger; han var snart i samtale om dette med kongedatteren, og ligesom Hjalte regnede han op for hende kongens gode egenskaber. Hun og Hjalte og Ottar talte	+	'''72.''' En dag gik Hjalte for kongen og skaldene med ham. Da tog Hjalte til orde: «Saa er det, konge, som I ved, at jeg er kommen hid til eder og har faret en lang og vanskelig vei; siden jeg kom over havet og jeg fik vide om eders store navn, tyktes det mig uforstandigt at fare hjem saaledes, at jeg ikke havde seet eder og eders hæder. Men det er lov mellem Island og Norge, at naar islandske mænd kommer til Norge, betaler de landører; da jeg kom over havet, tog jeg imod alle mine skibsfællers landører. Men da jeg ved, at det er rettest, at I har vælde over Norge, fór jeg til eder for at føre landørene til eder», ― og viste saa kongen sølvet og heldte 10 mark sølv i Gissur Svartes skjød. Kongen talte: «Faa har ført sligt til os fra Norge en tid; jeg vil, Hjalte, vide eder tak og naade for det, at I har lagt saa megen iver i at føre landørene til os heller end at betale dem til vore uvenner; men dog vil jeg, at du modtager dette gods af mig og dermed mit venskab.» Hjalte takkede kongen med mange ord. Fra den tid af kom Hjalte i største yndest hos kongen og var ofte i samtale med ham; kongen syntes, som sandt var, at han var en forstandig og ordsnild mand. Hjalte siger til Gissur og Ottar, at han er sendt med jertegn til kongedatteren Ingegerd for at faa hendes støtte og venskab, og beder dem, at de skulde skaffe ham i tale med hende. De siger, at det er ikke vanskeligt, og gaar en dag til hendes huser; hun sad der og drak med mange mænd. Hun tog vel imod skaldene, thi hun kjendte dem. Hjalte bar til hende hilsen fra Ingebjårg, jarlens hustru, og sagde, at hun havde sendt ham did for at faa støtte og venskab, og bar frem jertegn. Kongedatteren tog vel imod det og sagde, at han havde ret til hendes venskab. De sad der længe om dagen og drak; kongedatteren spurgte Hjalte om mange tidender og bad ham komme ofte did til samtale med hende. Han gjorde saa, kom ofte did og talte med kongedatteren; han siger hende i fortrolighed om sin og Bjørns færd og spørger, hvad hun tænker om, hvorledes sveakongen vil tage den sag, at det blev gjort forlig mellem kongerne. Kongedatteren sagde, hun troede, at det var unyttigt at forsøge paa at faa kongen til at forlige sig med Olav Digre; hun sagde, at kongen var bleven saa vred paa Olav, at han ikke vilde høre ham blive nævnt. Det var en dag, at Hjalte sad foran kongen og talte med ham; kongen var da meget lystig og havde drukket meget; da talte Hjalte til kongen: «Megen herlighed at mange slags kan man se her, og nu har jeg seet, hvad jeg ofte har hørt fortælle, at ingen konge i Nordlandene er saa gjæv som du. Det er meget harmeligt, at vi har saa lang og saa farlig en vei for at komme hid; først er det det store hav, og saa er det ikke fredeligt at fare gjennem Norge for de mænd, som vil søge hid i venskab. Eller hvorfor søger ikke folk at bære forligsmaal mellem eder og Olav Digre? Meget hørte jeg tale derom i Norge og ligesaa i Vestre Gautland, at alle var lystne paa, at det blev fred, og det blev mig sagt med sandhed om Norges konges ord, at han havde lyst til at forliges med eder, og jeg ved, at det vil komme dertil, at han skjønner, at han har meget mindre magt, end I har. Saa blev det ogsaa talt, at han tænkte at beile til din datter Ingegerd, og sligt vilde ogsaa give haab om fuldstændigt forlig, og han er ogsaa en udmerket mand efter alt, hvad jeg hørte sandfærdige mænd sige om ham.» Da svarer kongen: «Sligt skal du ikke tale, Hjalte, men ikke vil jeg tage dig disse ord ilde op, thi du ved ikke, hvad man skal agte sig for: ikke skal man kalde den digre mand «konge» her i min hird, og han er meget mindre værd, end mange siger, og det vil du skjønne, naar jeg siger dig det, at det svogerskab ikke kan være passende, thi jeg er den 10de konge i Upsaler saaledes, at hver af os frænder har taget arv, den ene efter den anden, og været enevoldskonge over Sveavælde og mange andre store lande, og alle har været overkonger over andre konger i Nordlandene<ref>Den kongerække, som Snorre her lader Olav forudsætte (efter den islandske tradition), er: 1) Sigurd Ring (side 64 [Kap. 13 i [[Harald Haarfagres saga]]]) 2) Ragnar Lodbrok (side 64 [Kap. 13 i [[Harald Haarfagres saga]]]) 3) Bjørn Jernside 4) Erik 5) Bjørn paa Hauge og 6) hans broder Emund 7) Erik Emundsøn (se side 57-77 [Kap. 3-29 i [[Harald Haarfagres saga]]]) 8) Bjørn Gamle (side 77 [Kap. 29 i [[Harald Haarfagres saga]]]) 9) Erik den seiersæle (side 172 [Kap. 43 i [[Olav Trygvesøns saga]]]) 10) Olav.</ref>. Men Norge er lidet bygget og desuden spredt; der har det været smaakonger, men Harald Haarfagre var den mægtigste konge i det land, og han havde kampe med fylkeskongerne og brød dem under sig; han skjønte sin egen fordel, ikke at være grisk efter sveakongens vælde, derfor lod sveakongerne ham sidde i fred; desuden kom det til, at det var frændskab mellem dem. Men da Haakon Adalsteinsfostre var i Norge, sad han i fred, indtil han herjede i Gautland og Danmark. Men siden blev det reist en flok mod ham, og han blev fældet fra landene. Gunhilds sønner blev ligeledes tagne af live, saasnart de blev ulydige mod danekongen. Harald Gormsøn lagde da Norge til sit rige og gjorde det skatskyldigt, men dog tyktes os kong Harald Gormsøn at staa langt tilbage for Upsalekongen, thi vor frænde Styrbjørn kuede ham, og Harald blev hans mand, men min fader Eirik Seiersæle steg dog over Styrbjørns hoved, da de maalte styrke med hinanden. Men da Olav Trygvesøn kom til Norge og kaldte sig konge, lod vi ham ikke fuldende det; jeg og Svein danekonge fór og tog ham af dage. Nu har jeg tilegnet mig Norge, og ikke med mindre magt, end du nu kunde høre, og ikke med mindre adkomst, end at jeg har søgt det i kamp og seiret over den konge, som før raadede for det. Du kan forstaa, som en klog mand, at det mon være langt fra, at jeg giver det rige løst for den digre mand, og det er underligt, at han ikke mindes det, at han med nød og neppe kom ud af Lågen<ref>Mælaren.</ref>, da vi havde stængt ham inde; jeg tænker, at det da var ham andet i hug — om han kunde komme bort med livet — end det, oftere at holde strid mod os, Svearne. Nu skal du, Hjalte, ikke oftere tage i din mund at tale om dette for mig.» Hjalte fandt, at det var liden udsigt til, at kongen vilde høre paa forsøgene til forlig; han holdt da op og tog paa at tale om noget andet. Noget senere, da Hjalte talte sammen med kongedatteren Ingegerd, sagde han hende hele sin samtale med kongen. Hun sagde, at hun havde ventet sig slige svar af kongen. Hjalte bad hende lægge nogle ord til hos kongen og mente, at det snarest skulde nytte. Hun sagde, at kongen ikke vilde høre paa, hvad hun end sagde: «men jeg kan tale om det, hvis du vil,» siger hun. Hjalte svarede, at han vilde være taknemlig derfor. Kongedatteren Ingegerd var en dag i samtale med sin fader, og da hun fandt, at kongen var vel tilmode, sagde hun: «Hvad mening har du om uvenskabet mellem dig og Olav Digre? Mange mænd klager nu over denne strid; nogle siger, at de har mistet gods, nogle frænder mod Nordmændene, og ingen af eders mænd kan komme til Norge under disse forhold. Det var meget uheldigt, at I gjorde krav paa riget i Norge. Det land er fattigt og slemt at fare over og folket ikke at lide paa; mændene der i landet vil heller have enhver anden til konge end dig. Nu hvis jeg kunde raade, skulde du lade af at kræve Norge, men heller bryde dig til det rige i Østervei, som de tidligere sveakonger havde havt, og som nu nylig vor frænde Styrbjørn<ref>Styrbjørn, Eirik Seiersæls brodersøn, herjede i Østervei og vandt Jomsborg i Vendland, førend han faldt i kampen mod Eirik ved Fyrisaa.</ref> lagde under sig, men lade Olav Digre have sit ætteland og gjøre forlig med ham.» Kongen svarer vredelig: «Det er dit raad, Ingegerd, at jeg skal give op riget i Norge, men gifte dig med Olav Digre. Nei,» siger han, «andet skal før ske. Heller skal det hænde, at jeg i vinter paa Upsale-ting skal kundgjøre for alle Svear, at det skal være almenning ude, førend isene gaar af vandene; da skal jeg fare til Norge og øde det land med odd og egg og brænde alt og saaledes betale dem deres utroskab.» Kongen blev nu saa rasende, at hun ikke fik svare ham et eneste ord. Hun gik da bort. Hjalte passede paa og gik strax at finde hende; han spørger hende derpaa, hvorledes hendes erende gik hos kongen. Hun svarede, at det gik, som hun ventede, at man ikke kunde komme til orde med kongen, og at han brugte trusler til gjengjæld; hun bad Hjalte aldrig nævne den sag for kongen. Naar Ingegerd og Hjalte talte sammen, talte de ofte om Olav Digre; han fortalte hende ofte om ham og hans sedvaner, og han roste ham, som han kunde, og det var ogsaa sandt, hvad han sagde; hun syntes godt om det. Og en gang, da de talte sammen, sagde Hjalte: «Skal jeg, kongedatter, tale med dit samtykke om det, som ligger mig paa hjerte?» «Tal du,» siger hun, «saa at jeg alene hører det.» Da sagde Hjalte: «Hvorledes vilde du svare, om Olav, Norges konge, sendte mænd til dig med det erende at beile til dig?» Hun rødmede og svarede langsomt og sindig: «Ikke har jeg fæstet i min hug at svare paa det, thi jeg tænker, at jeg ikke vil trænge til at give svar om det. Men hvis Olav er slig en mand i alle deler, som du siger om ham, da vilde jeg ikke kunne ønske min mand anderledes, om det ikke er saa, at I har rost ham formeget i mange ting.» Hjalte siger, at han ingenlunde har talt bedre om kongen, end sandt var. De talte meget ofte om dette mellem sig. Ingegerd bad Hjalte at vogte sig for at tale om dette i andres nærvær — «af den aarsag, at kongen vil blive vred paa dig, om han faar vide det.» Hjalte siger dette til skaldene Gissur og Ottar; de sagde, at det vilde være det lykkeligste raad, om det kunde faa fremgang. Ottar var djerv i tale og elsket af høvdinger; han var snart i samtale om dette med kongedatteren, og ligesom Hjalte regnede han op for hende kongens gode egenskaber. Hun og Hjalte og Ottar talte ofte allesammen om denne sag, og da Hjalte nu havde faaet fuld vished om sit erendes udfald, sendte han bort de gautske mænd, som havde fulgt ham did, og lod dem fare tilbage til jarlen med de brever, som kongedatteren Ingegerd og Hjalte sendte til jarlen og Ingebjårg. Hjalte lod ogsaa et vink falde om de sager, han havde bragt paa bane for Ingegerd, og ligesaa om hendes svar. Sendemændene kom til jarlen noget før jul.
−	ofte allesammen om denne sag, og da Hjalte nu havde faaet fuld vished om sit erendes udfald, sendte han bort de gautske mænd, som havde fulgt ham did, og lod dem fare tilbage til jarlen med de brever, som kongedatteren Ingegerd og Hjalte sendte til jarlen og Ingebjårg. Hjalte lod ogsaa et vink falde om de sager, han havde bragt paa bane for Ingegerd, og ligesaa om hendes svar. Sendemændene kom til jarlen noget før jul.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 28. sep. 2014 kl. 05:59
Linje 1 323:		Linje 1 323:


−	'''138.''' Torodd Snorresøn og Stein Skaftesøn var misfornøjede med, at de ikke fik raade sig selv. Stein Skaftesøn var en vakker mand og dygtig i idrætter, en god skald, førte sig pragtfuldt og var fuld af overmod. Hans fader Skafte havde digtet en draapa om Olav og havde lært Stein den; det var meningen, at han skulde føre kvædet frem for kongen. Stein holdt sig ikke fra at bruge ord og udfald mod kongen baade i ubunden tale og paa vers. Baade han og Torodd var meget uvorne i tale; de sagde, at kongen skulde faa det værre end de, som med tillid havde sendt ham sine sønner, men kongen lagde dem i ufrihed. Kongen blev vred. Det var en dag, at Stein Skaftesøn stod for kongen og spurgte ham, om han vilde høre paa den draapa, som hans fader Skafte havde digtet om kongen. Han svarer: «Det faar være det første, Stein, at du kvæder det, du har digtet om mig». Stein siger, at det var ingenting, han havde digtet: «jeg er ikke skald, konge,» siger han, «men om jeg kunde digte, da vilde det, som andet om mig, tykkes Eder temmelig lidet vegtigt.» Gik da Stein bort og tyktes at skjønne, hvad han sigtede til. Torgeir hed kongens aarmand, som raadede for kongens gaard i Orkedal; han var da hos kongen og hørte paa hans og Steins tale. Torgeir fór hjem lidt senere. En nat løb Stein bort fra gaarden, og hans skosvend med ham; de fór op over Gaularaasen og videre ud, indtil de kom i Orkedal; om kvelden kom de til den kongsgaard, som Torgeir raadede for; Torgeir bød Stein at være der om natten og spurgte, hvad som var aarsag til hans færd. Stein bad ham skaffe sig hest og slæde<ref>Snorre synes her at tro, at man i Norge brugte slæde om sommeren.</ref>; han saa, at korn blev aket hjem der. Torgeir siger: «Ikke ved jeg, hvorledes det staar sig med din færd, om du farer med kongens lov; det tyktes mig forrige dag, at ordene ikke var myge mellem dig og kongen.» Stein sagde: «Om jeg end ikke kan raade mig selv i noget for kongen, skal jeg dog ikke taale sligt af hans træler.» Han drog sverdet og dræbte siden aarmanden, men tog hesten og bad svenden løbe op paa ryggen, men Stein satte sig i slæden; de fór da afsted og akede hele natten og fór videre, indtil de kom ned i Møre til Surendal<ref>''Surendal'' paa Nordmøre vest for Orkedal. Veien gik fra Meldal over Rindal til Surendal.</ref>; siden skaffer de sig flytning over fjordene. Han fór saa raskt som muligt. Ikke nævnte de dér, de kom, noget om dette drab, men sagde, at de var kongsmænd; de fik god hjælp overalt der, de kom. En dag om kvælden kom de til Giske<ref>Ø paa Søndmør, n. v. for Aalesund.</ref> til Torberg Arnesøns gaard; han var ikke hjemme; men hans kone Ragnhild, Erling Skjalgsøns datter, var hjemme. Hos hende fik Stein meget god modtagelse, thi de var forud godt kjendte. Det havde forud hændt, da Stein var faret fra Island [1025] — han eiede selv skibet — og han var kommet fra havet ind til Giske og de laa der ved øen, da laa Ragnhild i barnsnød og havde det meget haardt, men det var ingen prest paa øen og ingen i nærheden. Det kom da folk til kjøbskibet og spurgte efter, om det var nogen prest der; det var en prest paa skibet, som hed Baard og var fra Vestfjordene, ung og lidet udlært. Sendemændene bad presten fare med til huset; ham tyktes det at være en stor vanskelighed, da han kjendte sin ukyndighed, og han vilde ikke fare. Da lagde Stein ord til hos prenten og bad ham fare. Presten svarer: «Jeg skal fare, hvis du farer med mig; det tykkes mig trygt at have dig med til at raade mig.» Stein siger, at han vil gjerne lægge det til. Siden farer de til gaarden og did, Ragnhild var. Lidt senere fødte hun et barn, det var en mø og tyktes temmelig svag. Da døbte presten barnet, men Stein holdt møen under daaben, og hun fik navnet Tora. Stein gav møen en fingerring af guld. Ragnhild lovede Stein sit fulde venskab og bad, at han skulde komme did til hende, om han tyktes at trænge hendes hjælp. Stein siger, at han vel ikke kom til at holde flere møbørn over daaben, — og derefter skiltes de. Men nu var det kommet dertil, at Stein krævede dette venskabsløfte af Ragnhild opfyldt og fortalte, hvad som var hændt ham, og tillige at han var kommet ud for kongens vrede. Hun siger, at hendes hjælp skal svare til hendes magt, og bad ham bie der paa Torberg; hun gav ham sæde nærmest sin søn Øistein Orre<ref>Orre, d. e. aarfugl.</ref>; han var da tolv vintre gammel. Stein gav Ragnhild og Øistein gaver. Torberg havde spurgt alt om Steins færd, inden han kom hjem, og han var temmelig uvenlig. Ragnhild gik at tale til ham og fortalte ham om Steins færd og bad ham tage imod Stein og se til hans sag. Torberg siger: «Jeg har spurgt, at kongen har ladet holde pile-ting efter Torgeir, og at Stein er lyst utlæg<ref>Se side 73 note 1. [I [[Harald Haarfagres saga]], kap. 25, note 51].</ref>, og tillige at kongen er meget vred; jeg har bedre forstand end at tage i mine hænder en udenlandsk mand og faa derfor kongens vrede; lad du Stein fare bort herfra saa snart som muligt.» Ragnhild svarer, at hun og Stein skulde begge fare bort eller begge blive der. Torberg bad hende fare, om hun vilde; «jeg venter det,» siger han, «at om du end farer, kommer du snart tilbage, thi her har du vel mest at sige.» Da gik deres søn Øistein Orre frem; han talte og sagde saa, at han vilde ikke være efter, om Ragnhild fór bort. Torberg sagde, at de viste meget stivsind og heftighed i dette; «og det ser,» siger han, «mest ud til, at I to faar raade i dette, siden I lægger saa stor vegt paa det; men altfor meget slegter du paa din æt, Ragnhild, i at agte kong Olavs ord ringe.» Ragnhild siger: «Hvis det voxer dig for høit at holde Stein, saa far selv med ham til min far, Erling, eller giv ham sligt følge, at han kan komme did i fred.» Torberg siger, at han ikke vil sende Stein did: «Erling har dog nok at svare for, sligt som kongen er misfornøiet med.» Stein var der om vinteren. Efter jul [1027] kom det sendemænd fra kongen til Torberg med de ord, at Torberg skulde komme til ham før midfaste<ref>5 marts 1027.</ref>, og det var lagt strengt bud til denne ordsending. Torberg bar det for sine venner og søgte raad, om han skulde vaage sig til at fare til kongen under slige forhold; de fleste raadede fra og fandt det raadeligst først at sende Stein bort, men saa fare til kongen. Torberg havde mest lyst til ikke at opsætte færden. Lidt senere fór Torberg til sin broder Finn<ref>Finn boede paa Østraatt paa Ørlandet.</ref> og bar denne sag frem for ham og bad ham fare ned sig. Finn svarer og siger, at daarligt tyktes sligt kvindestyre, at han for sin kones skyld ikke turde holde troskab imod sin rette høvding. «Du kan vælge, om du ikke vil fare,» siger Torberg; «men dog tror jeg, at du lader være mere af rædsel end af huldskab imod kongen.» De skiltes i vrede. Siden fór Torberg til sin broder Arne Arnesøn, fortalte ham om sagens stilling og bad ham fare med sig til kongen. Arne siger: «Underligt tykkes det mig om dig, en saa klog og forsigtig mand, at du skal være kommet ud i saa stor ulykke og have faaet kongens vrede, naar det ingen nødvendighed var; det kunde nogenlunde undskyldes, at du holdt din frænde eller fostbroder, men slet ikke dette, at du har taget i din haand en islandsk mand, en, som kongen har lyst utlæg, og nu bringer dig og alle dine frænder i fare.» Torberg siger: «Saa er, som det siges: én er vanslegtning i enhver æt. Det er let at se min faders uheld i at faa sønner, at han skulde faa den sidst, som ikke har nogen lighed med vor æt og er daadløs; det kunde findes sandt, hvis det ikke tyktes at være skammelig tale imod min moder, at jeg ikke skulde kalde dig vor broder.» Derefter vendte Torberg sig bort og fór hjem, og han var noget uglad. Siden sendte han bud nord til Trondhjem til sin broder Kalv og bad ham komme sig imøde til Agdenes. Og da sendemændene mødte Kalv, lovede han at fare og gjorde ingen indvending. Ragnhild sendte mænd øster [syd] til Jæderen til sin fader Erling og bad ham sende hende hjælp. Derfra fór Erlings sønner Sigurd og Tore, og hver af dem havde en tyvesesse, og paa hver 90 mænd. Men da de kom nord til Torberg, tog han godt imod dem og med stor glæde. Torberg gjorde sig da rede til færden og havde en tyvesesse. De fór da sin vei nordover. Og da de kom til ........<ref>Stedsnavnet mangler i alle haandskrifter; i Peder Claussøns oversættelse staar «Trondheims minde», hvilket vil sige «Kraakevaad», syd for Storfosen.</ref>, laa der Finn og Arne, Torbergs brødre, rede med to tyvesesser. Torberg hilsede venlig sine brødre og siger, at bryningen havde hjulpet paa dem. Finn sagde, at det havde sjelden trængtes med ham. Siden fór de med al den hær nord til Trondhjem, og Stein var med i færden. Og da de kom til Agdenes, da laa Kalv Arnesøn der, og han havde en vel rustet tyvesesse. Med den hær fór de ind til Nidarholmen og laa der om natten. Morgenen efter holdt de møde. Kalv og Erlings sønner vilde, at de med hele hæren skulde fare ind til byen og lade det gaa, som skjæbnen vilde; men Torberg vilde, at man først skulde fare med lempe og lade gjøre tilbud, og deri var Finn og Arne enige. Det blev da aftalt, at Finn og Arne først fór til kong Olav med faa mænd. Kongen havde da spurgt om den mængde mænd, de havde, og han var meget barsk i talen med dem. Finn gjorde tilbud for Torberg og ligesaa for Stein, — han tilbød, at kongen kunde kræve saa store bøder, som han vilde, men at Torberg skulde have landsvist og sine landindtægter<ref>d. e. indtægter af ''kongeligt'' land (som lendermand).</ref> og Stein liv og lemmer. Kongen siger: «Saa synes det mig, som om denne færd er slig, at I nu vel tykkes at raade halvt med mig eller mere; men det skulde jeg mindst vente af eder brødre, at I vilde fare med hær imod mig; jeg kjender de raad, som vel Jæderbyggerne har havt oppe, men ikke nytter det at byde mig bøder.» Da siger Finn: «Ikke af den aarsag har vi brødre havt hærsamling, at vi vil byde Eder ufred,	+	'''138.''' Torodd Snorresøn og Stein Skaftesøn var misfornøjede med, at de ikke fik raade sig selv. Stein Skaftesøn var en vakker mand og dygtig i idrætter, en god skald, førte sig pragtfuldt og var fuld af overmod. Hans fader Skafte havde digtet en draapa om Olav og havde lært Stein den; det var meningen, at han skulde føre kvædet frem for kongen. Stein holdt sig ikke fra at bruge ord og udfald mod kongen baade i ubunden tale og paa vers. Baade han og Torodd var meget uvorne i tale; de sagde, at kongen skulde faa det værre end de, som med tillid havde sendt ham sine sønner, men kongen lagde dem i ufrihed. Kongen blev vred. Det var en dag, at Stein Skaftesøn stod for kongen og spurgte ham, om han vilde høre paa den draapa, som hans fader Skafte havde digtet om kongen. Han svarer: «Det faar være det første, Stein, at du kvæder det, du har digtet om mig». Stein siger, at det var ingenting, han havde digtet: «jeg er ikke skald, konge,» siger han, «men om jeg kunde digte, da vilde det, som andet om mig, tykkes Eder temmelig lidet vegtigt.» Gik da Stein bort og tyktes at skjønne, hvad han sigtede til. Torgeir hed kongens aarmand, som raadede for kongens gaard i Orkedal; han var da hos kongen og hørte paa hans og Steins tale. Torgeir fór hjem lidt senere. En nat løb Stein bort fra gaarden, og hans skosvend med ham; de fór op over Gaularaasen og videre ud, indtil de kom i Orkedal; om kvelden kom de til den kongsgaard, som Torgeir raadede for; Torgeir bød Stein at være der om natten og spurgte, hvad som var aarsag til hans færd. Stein bad ham skaffe sig hest og slæde<ref>Snorre synes her at tro, at man i Norge brugte slæde om sommeren.</ref>; han saa, at korn blev aket hjem der. Torgeir siger: «Ikke ved jeg, hvorledes det staar sig med din færd, om du farer med kongens lov; det tyktes mig forrige dag, at ordene ikke var myge mellem dig og kongen.» Stein sagde: «Om jeg end ikke kan raade mig selv i noget for kongen, skal jeg dog ikke taale sligt af hans træler.» Han drog sverdet og dræbte siden aarmanden, men tog hesten og bad svenden løbe op paa ryggen, men Stein satte sig i slæden; de fór da afsted og akede hele natten og fór videre, indtil de kom ned i Møre til Surendal<ref>''Surendal'' paa Nordmøre vest for Orkedal. Veien gik fra Meldal over Rindal til Surendal.</ref>; siden skaffer de sig flytning over fjordene. Han fór saa raskt som muligt. Ikke nævnte de dér, de kom, noget om dette drab, men sagde, at de var kongsmænd; de fik god hjælp overalt der, de kom. En dag om kvælden kom de til Giske<ref>Ø paa Søndmør, n. v. for Aalesund.</ref> til Torberg Arnesøns gaard; han var ikke hjemme; men hans kone Ragnhild, Erling Skjalgsøns datter, var hjemme. Hos hende fik Stein meget god modtagelse, thi de var forud godt kjendte. Det havde forud hændt, da Stein var faret fra Island [1025] — han eiede selv skibet — og han var kommet fra havet ind til Giske og de laa der ved øen, da laa Ragnhild i barnsnød og havde det meget haardt, men det var ingen prest paa øen og ingen i nærheden. Det kom da folk til kjøbskibet og spurgte efter, om det var nogen prest der; det var en prest paa skibet, som hed Baard og var fra Vestfjordene, ung og lidet udlært. Sendemændene bad presten fare med til huset; ham tyktes det at være en stor vanskelighed, da han kjendte sin ukyndighed, og han vilde ikke fare. Da lagde Stein ord til hos prenten og bad ham fare. Presten svarer: «Jeg skal fare, hvis du farer med mig; det tykkes mig trygt at have dig med til at raade mig.» Stein siger, at han vil gjerne lægge det til. Siden farer de til gaarden og did, Ragnhild var. Lidt senere fødte hun et barn, det var en mø og tyktes temmelig svag. Da døbte presten barnet, men Stein holdt møen under daaben, og hun fik navnet Tora. Stein gav møen en fingerring af guld. Ragnhild lovede Stein sit fulde venskab og bad, at han skulde komme did til hende, om han tyktes at trænge hendes hjælp. Stein siger, at han vel ikke kom til at holde flere møbørn over daaben, — og derefter skiltes de. Men nu var det kommet dertil, at Stein krævede dette venskabsløfte af Ragnhild opfyldt og fortalte, hvad som var hændt ham, og tillige at han var kommet ud for kongens vrede. Hun siger, at hendes hjælp skal svare til hendes magt, og bad ham bie der paa Torberg; hun gav ham sæde nærmest sin søn Øistein Orre<ref>Orre, d. e. aarfugl.</ref>; han var da tolv vintre gammel. Stein gav Ragnhild og Øistein gaver. Torberg havde spurgt alt om Steins færd, inden han kom hjem, og han var temmelig uvenlig. Ragnhild gik at tale til ham og fortalte ham om Steins færd og bad ham tage imod Stein og se til hans sag. Torberg siger: «Jeg har spurgt, at kongen har ladet holde pile-ting efter Torgeir, og at Stein er lyst utlæg<ref>Se side 73 note 1. [I [[Harald Haarfagres saga]], kap. 25, note 51].</ref>, og tillige at kongen er meget vred; jeg har bedre forstand end at tage i mine hænder en udenlandsk mand og faa derfor kongens vrede; lad du Stein fare bort herfra saa snart som muligt.» Ragnhild svarer, at hun og Stein skulde begge fare bort eller begge blive der. Torberg bad hende fare, om hun vilde; «jeg venter det,» siger han, «at om du end farer, kommer du snart tilbage, thi her har du vel mest at sige.» Da gik deres søn Øistein Orre frem; han talte og sagde saa, at han vilde ikke være efter, om Ragnhild fór bort. Torberg sagde, at de viste meget stivsind og heftighed i dette; «og det ser,» siger han, «mest ud til, at I to faar raade i dette, siden I lægger saa stor vegt paa det; men altfor meget slegter du paa din æt, Ragnhild, i at agte kong Olavs ord ringe.» Ragnhild siger: «Hvis det voxer dig for høit at holde Stein, saa far selv med ham til min far, Erling, eller giv ham sligt følge, at han kan komme did i fred.» Torberg siger, at han ikke vil sende Stein did: «Erling har dog nok at svare for, sligt som kongen er misfornøiet med.» Stein var der om vinteren. Efter jul [1027] kom det sendemænd fra kongen til Torberg med de ord, at Torberg skulde komme til ham før midfaste<ref>5 marts 1027.</ref>, og det var lagt strengt bud til denne ordsending. Torberg bar det for sine venner og søgte raad, om han skulde vaage sig til at fare til kongen under slige forhold; de fleste raadede fra og fandt det raadeligst først at sende Stein bort, men saa fare til kongen. Torberg havde mest lyst til ikke at opsætte færden. Lidt senere fór Torberg til sin broder Finn<ref>Finn boede paa Østraatt paa Ørlandet.</ref> og bar denne sag frem for ham og bad ham fare ned sig. Finn svarer og siger, at daarligt tyktes sligt kvindestyre, at han for sin kones skyld ikke turde holde troskab imod sin rette høvding. «Du kan vælge, om du ikke vil fare,» siger Torberg; «men dog tror jeg, at du lader være mere af rædsel end af huldskab imod kongen.» De skiltes i vrede. Siden fór Torberg til sin broder Arne Arnesøn, fortalte ham om sagens stilling og bad ham fare med sig til kongen. Arne siger: «Underligt tykkes det mig om dig, en saa klog og forsigtig mand, at du skal være kommet ud i saa stor ulykke og have faaet kongens vrede, naar det ingen nødvendighed var; det kunde nogenlunde undskyldes, at du holdt din frænde eller fostbroder, men slet ikke dette, at du har taget i din haand en islandsk mand, en, som kongen har lyst utlæg, og nu bringer dig og alle dine frænder i fare.» Torberg siger: «Saa er, som det siges: én er vanslegtning i enhver æt. Det er let at se min faders uheld i at faa sønner, at han skulde faa den sidst, som ikke har nogen lighed med vor æt og er daadløs; det kunde findes sandt, hvis det ikke tyktes at være skammelig tale imod min moder, at jeg ikke skulde kalde dig vor broder.» Derefter vendte Torberg sig bort og fór hjem, og han var noget uglad. Siden sendte han bud nord til Trondhjem til sin broder Kalv og bad ham komme sig imøde til Agdenes. Og da sendemændene mødte Kalv, lovede han at fare og gjorde ingen indvending. Ragnhild sendte mænd øster [syd] til Jæderen til sin fader Erling og bad ham sende hende hjælp. Derfra fór Erlings sønner Sigurd og Tore, og hver af dem havde en tyvesesse, og paa hver 90 mænd. Men da de kom nord til Torberg, tog han godt imod dem og med stor glæde. Torberg gjorde sig da rede til færden og havde en tyvesesse. De fór da sin vei nordover. Og da de kom til ........<ref>Stedsnavnet mangler i alle haandskrifter; i Peder Claussøns oversættelse staar «Trondheims minde», hvilket vil sige «Kraakevaad», syd for Storfosen.</ref>, laa der Finn og Arne, Torbergs brødre, rede med to tyvesesser. Torberg hilsede venlig sine brødre og siger, at bryningen havde hjulpet paa dem. Finn sagde, at det havde sjelden trængtes med ham. Siden fór de med al den hær nord til Trondhjem, og Stein var med i færden. Og da de kom til Agdenes, da laa Kalv Arnesøn der, og han havde en vel rustet tyvesesse. Med den hær fór de ind til Nidarholmen og laa der om natten. Morgenen efter holdt de møde. Kalv og Erlings sønner vilde, at de med hele hæren skulde fare ind til byen og lade det gaa, som skjæbnen vilde; men Torberg vilde, at man først skulde fare med lempe og lade gjøre tilbud, og deri var Finn og Arne enige. Det blev da aftalt, at Finn og Arne først fór til kong Olav med faa mænd. Kongen havde da spurgt om den mængde mænd, de havde, og han var meget barsk i talen med dem. Finn gjorde tilbud for Torberg og ligesaa for Stein, — han tilbød, at kongen kunde kræve saa store bøder, som han vilde, men at Torberg skulde have landsvist og sine landindtægter<ref>d. e. indtægter af ''kongeligt'' land (som lendermand).</ref> og Stein liv og lemmer. Kongen siger: «Saa synes det mig, som om denne færd er slig, at I nu vel tykkes at raade halvt med mig eller mere; men det skulde jeg mindst vente af eder brødre, at I vilde fare med hær imod mig; jeg kjender de raad, som vel Jæderbyggerne har havt oppe, men ikke nytter det at byde mig bøder.» Da siger Finn: «Ikke af den aarsag har vi brødre havt hærsamling, at vi vil byde Eder ufred, konge. Aarsagen er snarere, at vi vil først byde Eder vor tjeneste; men hvis I negter og vil byde Torberg haarde vilkaar, da vil vi fare alle med den hær, vi har, til Knut den mægtige. » Da saa kongen paa ham og sagde: «Hvis I brødre vil sverge mig ed paa det, at I vil følge mig indenlands og udenlands og ikke skilles fra mig uden mit lov og min tilladelse, og at I ikke vil skjule for mig de svigeraad, I ved oplagt imod mig, da vil jeg tage forlig af eder brødre.» Siden fór Finn tilbage til sine og fortalte de vilkaar, kongen havde givet dem. De holder nu raadslagning. Torberg siger, at han vil tage det vilkaar for sig; «jeg har ikke lyst,» siger han, «at fly fra mine eiendommer og søge til udenlandske høvdinger; jeg tænker, at det altid vil være mig til hæder at følge kong Olav og være der, han er.» Da siger Kalv: «Ingen ed vil jeg sverge kongen, men jeg vil være med kongen den tid, jeg faar have mine landindtægter og anden magt og kongen vil være min ven; og det er min vilje, at vi alle skal gjøre saa.» Finn svarer: «Det vil jeg raade til, at vi skal lade kong Olav ene raade for vilkaarene mellem os.» Arne Arnesøn siger saa: «Hvis jeg er sikker om at ville følge dig, bror Torberg, om du end vil kjæmpe imod kongen, skal jeg ikke skilles fra dig, om du vælger et bedre raad, og jeg vil følge dig og Finn og tage det kaar, I vælger for eders haand.» Derefter gik de tre brødre, Torberg, Finn og Arne, paa ét skib og roede ind til byen, og siden gik de til kongen. Da fór frem det forligsmaal, at de svor kongen eder. Da søgte Torberg hos kongen om forlig for Stein; kongen siger, at Stein skulde fare i fred for ham; «men ikke skal han være hos mig herefter,» siger han. Da fór Torberg og hans to brødre ud til sine folk. Kalv fór da ind til Egge, men Finn fór til kongen, men Torberg og deres øvrige folk fór hjem syd. Stein fór syd med Erlings sønner; men tidlig om vaaren [1027] fór han vester til England og gik siden Knut den mægtige til haande og var længe hos ham i gode kaar.
−	konge. Aarsagen er snarere, at vi vil først byde Eder vor tjeneste; men hvis I negter og vil byde Torberg haarde vilkaar, da vil vi fare alle med den hær, vi har, til Knut den mægtige. » Da saa kongen paa ham og sagde: «Hvis I brødre vil sverge mig ed paa det, at I vil følge mig indenlands og udenlands og ikke skilles fra mig uden mit lov og min tilladelse, og at I ikke vil skjule for mig de svigeraad, I ved oplagt imod mig, da vil jeg tage forlig af eder brødre.» Siden fór Finn tilbage til sine og fortalte de vilkaar, kongen havde givet dem. De holder nu raadslagning. Torberg siger, at han vil tage det vilkaar for sig; «jeg har ikke lyst,» siger han, «at fly fra mine eiendommer og søge til udenlandske høvdinger; jeg tænker, at det altid vil være mig til hæder at følge kong Olav og være der, han er.» Da siger Kalv: «Ingen ed vil jeg sverge kongen, men jeg vil være med kongen den tid, jeg faar have mine landindtægter og anden magt og kongen vil være min ven; og det er min vilje, at vi alle skal gjøre saa.» Finn svarer: «Det vil jeg raade til, at vi skal lade kong Olav ene raade for vilkaarene mellem os.» Arne Arnesøn siger saa: «Hvis jeg er sikker om at ville følge dig, bror Torberg, om du end vil kjæmpe imod kongen, skal jeg ikke skilles fra dig, om du vælger et bedre raad, og jeg vil følge dig og Finn og tage det kaar, I vælger for eders haand.» Derefter gik de tre brødre, Torberg, Finn og Arne, paa ét skib og roede ind til byen, og siden gik de til kongen. Da fór frem det forligsmaal, at de svor kongen eder. Da søgte Torberg hos kongen om forlig for Stein; kongen siger, at Stein skulde fare i fred for ham; «men ikke skal han være hos mig herefter,» siger han. Da fór Torberg og hans to brødre ud til sine folk. Kalv fór da ind til Egge, men Finn fór til kongen, men Torberg og deres øvrige folk fór hjem syd. Stein fór syd med Erlings sønner; men tidlig om vaaren [1027] fór han vester til England og gik siden Knut den mægtige til haande og var længe hos ham i gode kaar.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 12. mai 2014 kl. 09:13
Linje 1 343:		Linje 1 343:


−	'''144.''' Nu skal det fortælles om det, som vi før har taget fat paa<ref>Side 427 [Kap. 142].</ref>, at kong Olav fór med sin hær og havde leding ude for landet. Ham fulgte da alle lendermænd nord fra landet, undtagen Einar Tambeskjelve; han havde siddet i ro hjemme paa sine gaarder, siden han kom til landet, og tjente ikke kongen. Einar havde meget store eiendommer og førte sig med pragt, skjønt han ikke havde indtægter af kongeligt land. Kong Olav styrede med den hær syd forbi Stad; der samlede sig fremdeles til ham mange mænd fra herredene. Da havde kong Olav det skib, som han havde ladet bygge vinteren forud, et meget stort skib, som bar navnet Visund<ref>~~120~~.</ref>; i fremstavnen var et visund-hoved, prydet med guld; om det taler Sigvat skald:	+	'''144.''' Nu skal det fortælles om det, som vi før har taget fat paa<ref>Side 427 [Kap. 142].</ref>, at kong Olav fór med sin hær og havde leding ude for landet. Ham fulgte da alle lendermænd nord fra landet, undtagen Einar Tambeskjelve; han havde siddet i ro hjemme paa sine gaarder, siden han kom til landet, og tjente ikke kongen. Einar havde meget store eiendommer og førte sig med pragt, skjønt han ikke havde indtægter af kongeligt land. Kong Olav styrede med den hær syd forbi Stad; der samlede sig fremdeles til ham mange mænd fra herredene. Da havde kong Olav det skib, som han havde ladet bygge vinteren forud, et meget stort skib, som bar navnet Visund<ref>d. e. ''bisonoxe.'' I folkevisen om Hellig Olav kaldes hans skib «Oxen».</ref>; i fremstavnen var et visund-hoved, prydet med guld; om det taler Sigvat skald:

	::Lyngens fisk<ref>Lyngens Fisk, d. e. ormen.</ref>, den som førte		::Lyngens fisk<ref>Lyngens Fisk, d. e. ormen.</ref>, den som førte

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 18. apr. 2014 kl. 06:51
Linje 1 305:		Linje 1 305:


−	[[Bilde: Tore Hund og hans mænd kommer sidst til skibene med sit hærfang.jpg\|thumb\|center\|700px\|<center>Eilif Peterssen'''''Tore Hund og hans mænd kommer sidst til skibene med sit hærfang.'''''</center>]]	+	[[Bilde: Tore Hund og hans mænd kommer sidst til skibene med sit hærfang.jpg\|thumb\|center\|700px\|<center>Eilif Peterssen: '''''Tore Hund og hans mænd kommer sidst til skibene med sit hærfang.'''''</center>]]

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 18. apr. 2014 kl. 06:49
Linje 1 305:		Linje 1 305:


−	[[Bilde: Tore Hund og hans mænd kommer sidst til skibene med sit hærfang.jpg\|thumb\|center\|700px\|<center>~~Halvdan Egedius:~~ '''''Tore Hund og hans mænd kommer sidst til skibene med sit hærfang.'''''</center>]]	+	[[Bilde: Tore Hund og hans mænd kommer sidst til skibene med sit hærfang.jpg\|thumb\|center\|700px\|<center>Eilif Peterssen'''''Tore Hund og hans mænd kommer sidst til skibene med sit hærfang.'''''</center>]]