Carsten på 22. jan. 2025 kl. 17:12

2025-01-22T17:12:19Z

Carsten: Sprog (Rink)

2025-01-15T06:43:21Z

Sprog (Rink)

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link= Sprog (Rink)]] !! !!
|-
|}

<blockquote> [[Fil:Aron 164.jpeg|thumb|500px|<center>Akvarel af Aron fra Kangeq (1822-1869)</center>]] <center>'''[[Grønlandsk religion og mytologi|Temaside: Grønlandsk religion og mytologi]]''' '''[[Eskimoiske eventyr og sagn – II]]''' '''Hinrich Rink''' 1871 <big>'''Tillæg om Eskimoerne''' <big><big>'''II. Sprog'''</big></big></big></center> 

Det grønlandske Sprog tør maaskee siges at være bedre undersøgt baade i grammatikalsk og i lexikalsk Henseende end noget andet af de oprindelige amerikanske Sprog. Det Labradorske tør vel ogsaa siges forholdsviis at være meget godt bekjendt i begge Henseender. Hvad derimod de eskimoiske Dialekter angaaer, som tales ved Behringsstrædet, da have vi til deres Bedømmelse kun nogle sammenlignende Ordfortegnelser, forfattede af forskjellige Reisende og deels oprindelig optegnede, deels gjengivne af Russere, Englændere og Tydskere, foruden nogle grammatikalske Bemærkninger hos en enkelt Forfatter. Disse Ordfortegnelser maae af mange Grunde blive høist ufuldkomne. De ere opstaaede ved at udspørge de Indfødte, men for det første er dette skeet ved Tegnsprog eller maadelige Tolke, dernæst er Sprogets Bygning saa forskjellig fra de europæiske Sprogs, at dets enkelte Ord i Reglen ikke svare til enkelte Ord i disse, men hyppigst udtrykke mere. Endelig opfattes Svarets Bogstavlyd forskjelligt af forskjellige Øren, gjengives ufuldkomment og forskjelligt gjennem russisk, engelsk og tydsk Skrivemaade, og forvanskes dertil gjennem Afskrivninger. Der er saaledes Kilder nok til Misforstaaelser og navnlig til at formode Forskjelligheder, hvor der i Virkeligheden ingen findes. Man finder hos de omtalte Forfattere hentydet til omtrent 8 forskjellige Dialekter ved Behringsstrædet. Nogle Exempler ville dog vise, hvorledes Benævnelsernes Afvigelser deels fra hverandre indbyrdes, deels fra det Grønlandske kunne være opstaaede ved Misforstaaelser ad de omtalte Veie. Saaledes kaldes: Kone '''Nuliiak''' og '''Ahanak''', Mand '''Uika''' og '''Nuhelpach''', Pattebarn '''Mukisskok''', Skuldre '''Tuichka''' og '''Tuik'''. Haand '''Tatlichka''' og '''Aiged''', at døe '''tukko''' og '''tukoeeuchtuk''', Kulde '''Ninhlichtu''' og '''Paznachtuk''', Varme '''Matschachtuk''' og '''Uknachtuk''', Ild '''Eknek''' og '''Kuk'''. I disse Benævnelser gjenkjender man let de grønlandske: '''Nuliaĸ''', Hustru — '''Arnaĸ''', Qvinde — '''Uviga''', min Mand — '''Nukagpiaĸ''', Ungkarl — '''Mikissoĸ''', lille — '''Tuvíka''' mine Skuldre — '''Tuvik''', Skuldrene — '''Tatdlíka''', mine Arme — '''Agssait''', Fingrene eller Haanden — '''Toĸo''', Døden — '''Toĸussoĸ''', værende død — '''Nigdlertoĸ''', kjølig — '''Panertoĸ''', tør — '''Masagtoĸ''', vaad — '''Unartoĸ''', heed — '''Ingneĸ''', Ild. Det vil sees, at de tilsyneladende Afvigelser i disse Exempler let kunne forklares af Misforstaaelser alene, uden at betinge nogen virkelig Forskjellighed i Sprogene. Man gjenkjender paa denne Maade strax ved et flygtigt Gjennemsyn det Grønlandske i 2/3 eller 3/4 af Ordene i de nævnte Fortegnelser, og det er muligt, at en nøiere Undersøgelse vilde udvide dette Antal, og af Resten ere jo udentvivl mange opstaaede af grønlandske Ordstammer, der kun ved en Forvanskning ere gjorte ukjendelige. Naar hertil kommer, hvad man kan slutte sig til af den Maade, hvorpaa Reisende have kunnet samtale med Eskimoerne af den ene Stamme ved Hjælp af Tolk fra den anden, og at Forskjellen mellem Grønlandsk og Labradorsk er ringere end mellem Svensk og Dansk, ja vistnok ringere end mellem visse danske Dialekter indbyrdes, er man vist berettiget til at forudsætte en sproglig Eensartethed blandt alle de egentlige Eskimoer, som næsten tillader en gjensidig Forstaaelse overalt. Men paa den anden Side synes det dog at fremgaae af hine Ordfortegnelser, at Eskimoerne vesten for Mackenziefloden ogsaa i sproglig Henseende have visse Særegenheder, som de skylde Berøringen med Aleuter og Indianere.

Vi kunne saaledes med god Grund bruge det Grønlandske som et Mønster for det Eskimoiske ialmindelighed, og skulle her søge at give et Indblik i dette Sprogs mærkværdige Bygningsmaade. Det der omtales som mest paafaldende ved samme er som bekjendt Ordenes Længde. Heri ligger ogsaa den væsentligste Eiendommelighed, hvorved det adskiller sig fra Sprogene udenfor Amerika. Hvad man i andre Sprog bruger en heel Sætning tildeels endog med underordnede Sætninger til, det kan i Grønlandsk som oftest gjengives ved et enkelt Verbum. Som en Følge heraf har Sproglæren her ligesaa meget den Opgave at danne Ord, som at sammenstille Ord til Sætninger. Denne Orddannelse foregaaer ved Hjælp af visse uselvstændige Ord, der kun kunne anvendes ved at føies til et andet, men ved hvis Sammenstilling ogsaa et tilsvarende Antal forskjellige Begreber knyttes til dette, hvorefter Slutstenen sættes til Bygningen ved Bøiningen, især Conjugationen, der her ikke alene som i flere andre Sprog gjør et særskilt Pronomen som Subjekt, men ogsaa et lignende Objekt overflødigt, altsaa yder det, som endnu mangler for at danne en heel Sætning af Ordet. Følgende Hovedtræk, uddragne af S. Kleinschmidts grønlandske Sproglære ville give tilstrækkelig Oplysning herom:

<big>'''Skrift og Udtale''' </big>

Sproget skrives med de samme Bogstaver som det danske, kun saaledes at nogle ikke behøves, hvorimod følgende komme til:

'''ĸ''', som væsentligt adskiller sig fra k derved at det dannes dybest i Munden og lyder som staaende mellem g, rk og rkr.

'''r’''', der lyder som et dybt i Ganen udtalt tydsk ch.

'''ss''', der lyder som det franske j.

'''ng''' og '''rng''', der ere Næselyd.

Vokalernes Udtale paavirkes ofte af de nærmeste Consonanter. Især lyder '''a''' ofte som æ. Accenterne '''´ ~ ^''' som vise om de skulle udtales kort og skarpt eller langt og stumpt, ere af største Vigtighed med Hensyn til Meningen. Forøvrigt udtales Bogtaverne nogenlunde som i det Danske.

Sproget ynder simple Stavelser, sammensatte af 1 Vokal og 1 Consonant. Flere Consonanter i samme Stavelse taales aldeles ikke, naar derved opstaaer en Haardhed. Intet Ord kan ende med andre Consonnanter end '''ĸ, k, p''' og '''t''', eller begynde med andre end disse og '''m, n, s'''. Indenfor Ordet kunne i det Hele kun 30 Sammenstillinger af Consonanter finde Sted.

<big>'''Taledele'''</big>

Ordene bestaae af Stammen og et Bøiningstillæg, ved hvilket Forholdet betegnes til andre Ord, og som udelukkende sættes bagefter, aldrig foran. Derved forandres Stammen ofte og kan endog forkortes indtil Roden, som er den Deel, der altid bliver.

Stammerne deles i 1) Urstammer, f. Ex. '''igdlo''', Huus. 2) Tilhængsstammer, f. Ex. '''ssuaĸ''', stor; '''lik''', havende eller begavet med. De sidste kunne aldrig bruges alene, men ved enkeltviis eller flere efter hverandre at hænges til hine, altsaa: '''igdlorssuaĸ''', et stort Huus, '''igdlorssualik''', den som eier et stort Huus. Disse Tilhængsstammer, der maaskee oprindelig have været selvstændige Ord, ere baade talrige og fuldstændig bevægelige, saa at de kunne optages i et Ord alt eftersom Tanken udfordrer det. De os mere bekjendte Sprog savne jo ikke ganske noget tilsvarende i visse Endelser, ved hvilke man f. Ex. af Verber kan danne Substantiver og Adjektiver, saasom i det Danske: ''-lse, -ning, -lig'', men hverken i Henseende til Antal eller Anvendelighed kunne de sammenlignes med de grønlandske, og afseet fra dem danner man jo nye Ord ved Sammenstilling af selvstændige Ord, men denne Sammenstilling er, man tør sige uden Undtagelse, aldeles utilstedelig i det Grønlandske.

Begge Arter af Stammer deles med Hensyn til Endelsen i 1) Nominalstammer, der have Betydning som Nominer, saaledes som de ere. 2) Verbalstammer, der kun undtagelsesviis som Talemaader eller med Betydning af Interjektioner kunne bruges med deres naturlige Endelse, hvorimod de forøvrigt for at blive til virkelige Verber behøve et Tillæg, som kunde kaldes Dannelsestillæg, og som tillige er det der forandres ved Bøiningen, f. Ex. '''ajoĸ''' og '''pisuk''', ufuldstændige Ord, i hvilke der ligger en Forestilling om slet og Gang, '''ajorpoĸ''' han er slet, '''pisugpoĸ''' han gaaer. Det samme Tillæg kan ogsaa gjøre Nominalstammerne til Verber, men dog kun visse og med en ganske bestemt Betydning, navnlig den af at erhverve f. Ex. '''âtâĸ''' en Sælhund, '''âtârpoĸ''' han fangede en Sælhund.

Paa den her omtalte Maade udkommer der altsaa af Stammerne: Nominer og Verber, men hertil indskrænke sig ogsaa næsten Sprogets Taledele, thi der findes foruden dem egentlig kun nogle Partikler eller ubøielige Ord, der dog ogsaa synes opstaaede af hine, hvorimod de øvrige Taledele mere eller mindre ligefrem kunne henføres til de to Klasser og navnlig Pronominer til Nominer.

<big>'''Formlære'''</big>

Bøiningen skeer ved visse Tillæg i Forbindelse med mere eller mindre Lydskifte. Den angiver først Tallet: Enkelttal, Total, Fleertal, og for Verbernes Vedkommende tillige Personer, f. Ex. '''igdlo''' et Huus, '''igdluk''' to Huse, '''igdlut''' flere Huse, '''takuvoĸ''' han seer, '''takuvugut''' vi see. Dernæst betegner Bøiningen, om den ene Gjenstand skal forholde sig til den anden deels som Eiendom, deels som Objekt. Naar Bøiningstillægene tillige omfatte dette Forhold, har man vedtaget at kalde dem Suffixer, f. Ex. '''igdlua''', hans Huus, '''igdluvut''' vore Huse, '''takuvâ''' han seer det, '''takuvavut''' vi see dem. Dernæst have Nominer, foruden den ligefremme Form, som de beholde som Objekt og som derfor kaldes Objektiv, tillige en subjektiv Form, som de erholde deels i Egenskab af Eiere (altsaa Genitiv) deels som Subjekter i en transitiv Sætning, f. Ex. '''teriangniaĸ''' Ræven, '''teriangniap''' Rævens, '''teriangniaĸ takuvâ''' han seer Ræven, '''teriangniap takuvâ''' Ræven seer ham. For Nominers Vedkommende angiver Bøiningen fremdeles det samme, som i andre Sprog opnaaes ved at sætte Præpositioner foran dem, eller de saakaldte Casus locales, nemlig Localis, Ablativ, Vialis, Terminalis og Modalis, f. Ex. '''nuname''' paa Landet, '''nunavtínut''' til vort Land. Endelig for Verbernes Vedkommende 7 Modus eller Taleformer, nemlig Indikativ, Interrogativ, Optativ, Conjunktiv, Subjunktiv, Infinitiv, Particip.

Idet alle disse Forhold paa en beundringsværdig Maade gjennem Bøiningen kunne betegnes ved Ordets Endelse alene, savnes der paa den anden Side ganske Bøiningsformer for Kjøn og for Tider. Sammenhængen maa udvise, om Verbet staaer enten i Præsens eller Imperfektum, forøvrigt betegnes Tiden nærmere, idet man ved Tilhængsstammer føier Begreber som: begynder at—, er færdig med at—, skal o. s. v. til det oprindelige Verbum.

Hvad særlig Nominer angaaer, da ende de alle i Objektiv paa en Vokal eller paa '''ĸ, k''' eller '''t'''. Deraf dannes Subjektiv ved Tilsætning af '''p''', Dualis ved '''k''' og Pluralis ved '''t'''. Af Suffixer gives der to Slags, svarende til »hans« og »sin«, og hvert Suffix har saa igjen sine særskilte Former for Tal, Subjektiv og Objektiv samt Casus locales. Denne Nominernes Bøining ved Endelser er imidlertid forbunden med Lydomskiftninger efter Regler, der næsten udgjøre de eneste forviklede Afsnit i den grønlandske Grammatik, men dog deels let læres af Øvelse, deels ikke altid af Grønlænderne selv ansees for aldeles nødvendige til rigtig Tale, f. Ex. '''igdlo''' Huus, '''igdlut''' Huse, men '''tupeĸ''' Telt, '''tovĸit''' Telte, eller ogsaa '''tupit'''. Afseet herfra kunne hine mange Former gjengives paa en Tabel, der kan skrives paa en Qvartside.

Hvad særligt Verberne angaaer, da deles de efter deres Endelse for Indikativs 3die Person i 5 Klasser: nemlig paa '''rpoĸ, gpoĸ, voĸ''' og '''aoĸ''', der dog alle kunne indordnes under det samme Schema for Conjugation, der omfatter alle de omtalte Sammenstillinger af Tal, Person, Suffix og Modus, men dog er saa simpelt, at det kan skrives paa en Folioside. Benægtelse udtrykkes ved en Tilhængsstamme: '''ugilaĸ''', som conjugeres paa en lidt afvigende Maade.

Det følger af det foregaaende, at de personlige Pronominer i Reglen gjøres overflødige. Kun hvor Personen udtrykkelig skal fremhæves, haves saadanne Ord, og disse synes dog ogsaa opstaaede ved Suffixer, saasom: '''uvanga''' jeg, maaskee oprindelig: min Herværen. Derimod gives der 12 demonstrative Rødder, som indeholde Begreberne: her ('''ma'''), nord, syd, histoppe o. s. v. De bruges for sig alene kun som Interjektioner, men forøvrigt altid som Nominer i Lokalis, Ablativ, Vialis og Terminalis, svarende til: hvor, hvorfra, hvad Vei og hvorhen. Af disse samme Rødder dannes 3die Persons Pronominer ved Tilsætningen '''na''' og med Betydning han her ('''mána'''), han der nordpaa o. s. v.

De egentlige Talord gaae kun fra 1 til 5, d. e. Fingrene paa den ene Haand, dernæst de samme paa den anden og ligeledes paa begge Fødder, hvorefter 20 kaldes: fuldendende Mennesket, og forøvrigt tilføies der til de egentlige Talord Delingsord, som vise, paa hvilket Lem der tælles, altsaa '''atauseĸ''' 1, '''mardluk''' 2, '''pingasut''' 3, '''sisamat''' 4, '''tatdlimat''' 5, men '''arfineĸ pingasut''' 8, eller 3 paa den anden Haand; 24 udtrykkes som 4 paa det andet Menneske, og 80 som: fuldendende 4 Mennesker.

<big>'''Orddannelse'''</big>

Vi have allerede omtalt Betydningen af Stammerne. Disse udledes af Rødder, af hvilke en enkelt kan have afgivet flere Stammer af beslægtet Betydning, eller som ogsaa selv indbyrdes synes beslægtede, saasom: '''ĸôĸ''' Urin og '''kûk''' Elv. Men Stammernes Dannelse af deres oprindelige Bestanddele og efter ubekjendte Regler er eengang fastsat og afsluttet, de henhøre derfor til Ordbogen, Grammatiken bør derimod udvise, hvorledes man bygger videre med dem. Først saae vi, at Verbalstammer endnu behøvede en særskilt Endelse for at blive til virkelige Verber, og at ved den samme Endelse en enkelt Klasse Verber ogsaa kunne dannes af visse Nominalstammer, forøvrigt skeer al Orddannelse ved Tilhængsstammer, som man ogsaa har vedtaget at kalde Affixer. Disse deles i: 1) omdannende, hvorved Verber blive til Nominer og omvendt, 2) uddannende, som kun sættes til Stammer af deres egen Art.

Udvalg af de vigtigste Tilhængsstammer:

'''I. Tilhængs-Nominer'''

''1) omdannende:''

:— '''toĸ''' eller '''ssoĸ''', værende eller gjørende saaledes, altsaa et Slags Nominalparticipium; f. Ex. '''ajorpoĸ''' er slet, '''ajortoĸ''' den Slette; '''autdlarpoĸ''' drager bort, '''autdlartoĸ''' den Bortdragne.

:— '''taĸ ssaĸ''' eller '''gaĸ''', den som der er gjort saaledes ved, altsaa et Slags passivt Particip; '''túniúpâ''' han bortgiver det, '''túniússaĸ''' det Bortgivne eller Gaven.

:— '''fik''', Tiden eller Stedet, naar eller hvor Handlingen skeer.

:— '''ut''' eller '''t''', Midlet eller Aarsagen til —; '''agdlagpoĸ''' han skriver, '''agdlaut''' Skrivemiddel, Pen, Blæk eller og Gjenstanden hvorom man skriver.

''2) uddannende.''

a. adjektiviske eller neutrale, d. e. ikke væsentligt forandrende Stamordets Natur.

:— '''gssaĸ''' bestemt til eller tilkommende. '''pôĸ''' Sæk, '''pûgssaĸ''' Tøi eller Skind til en Sæk.

:— '''ssuaĸ''' stor eller i høi Grad. '''igdlorssuaĸ''' stort Huus; '''ajortorssuaĸ''' meget slet.

:— '''nguaĸ''' lille eller lidt.

:— '''tsiaĸ''' eller '''atsiaĸ''', middelmaadig eller temmelig.

b. substantiviske, som trænge Stamordet heelt tibage.

:— '''lik''', forsynet med.
:— '''mio''' Beboer af.

:— '''ussaĸ''', lignende eller —agtigt. '''sioraĸ''' Sand. '''sioraussaĸ''' det Sandagtige, eller blandt andet ifølge Sprogbrug: Puddersukker.

'''II. Tilhængs-Verber. '''

''1) omdannende:''

:— '''gâ''' eller —'''râ''', har til, bruger som, anseer for, '''erneĸ''' Søn, '''ernerâ''' han har ham til Søn.
:— '''ĸarpoĸ''', har eller der gives, '''savik''' Kniv, '''saveĸarpoĸ''' han har eller der findes Kniv.
:— '''liorpoĸ''', laver, bygger.
:— '''liarpoĸ''' reiser hen til.
:— '''uvoĸ''' er, '''saviuvoĸ''' det er en Kniv.
:— '''sivoĸ''' faaer opnaaer.

''2. uddannede:''

a. neutrale, deels med Hjælpeverbers, deels med Adverbiers Betydning.

:— '''savoĸ''', vil eller skal, '''saveĸásavoĸ''' han skal have eller vil faae Kniv.
:— '''niarpoĸ''', bestræber sig for at.
:— '''dluarpoĸ''', godt, tilgavns. '''ingerdlavoĸ''', den bevæger sig, '''ingerdlavdluarpoĸ''' den gaaer rask eller han reiser hurtigt.
:— '''ngârpoĸ''', i høi Grad, '''angivoĸ''' er stor, '''angingârpoĸ''' er meget stor.
:— '''tarpoĸ''', gjentagende eller pleier at.

b. intransitive.

:— '''juipoĸ''', aldrig.
:— '''gajugpoĸ''', har Tilbøielighed til.
:— '''narpoĸ''' er til at, '''masagpoĸ''' er vaad, '''masanguarpoĸ''' er til at blive vaad af, fugter.

c. transitive.

:— '''tipâ''', bringer ham til at, '''autdlarpoĸ''' drager bort, '''autdlartipâ''' han sender ham bort.
:— '''rkuvâ''' byder eller ønsker at han.
:— '''serpâ''' venter til at han. '''tikipoĸ''' han kommer, '''tikitserpâ''' han venter, til han kommer.

Det er ved flere saadanne Tilhængsstammers Tilføielse til Urstammen, at den beundringsværdige Mængde Begreber kan sammentrænges i et eneste Ord. Det er dog kun de mere opvakte Hoveder, som have nogen Styrke heri, og der anvendes sjeldent 10 Tillægsstammer eller derover. Ordenen, hvori de tilføies, retter sig efter Tankegangen, indskrænket ved visse Regler, men altid kommer først Urstammen, dernæst Tilhængsstammen og tilsidst Bøiningen. Der findes ialt henved 200 Tilhængsstammer. Til et Exempel ville vi her prøve en Sammenstilling af Stammer, som findes i det Foregaaende:

'''igdlor—ssua—tsia—lior—fi—gssa—liar—ĸu—gamiuk'''.

Dette Ord bestaaer først af en Urstamme, derpaa 7 Tillægsstammer og endelig Bøiningsendelsen for tredie Person Conjunktiv med Suffixet: ham. Det betyder: Da han befalede ham at gaae hen til Stedet, hvor det middelmaadig store Huus skal bygges.

'''igdlu—gssar—si—ni—uti—ger—ku—vara'''.

Dette Ord bestaaer af en Urstamme, 6 Tilhængsstammer og Bøiningsendelsen for første Person Indikativ med Suffixet: ham eller det, og betyder: Jeg befalede at bruge det som Middel til at kjøbe (stræbe at faae) Huusmateriale (vordende Huus) for.

<big>'''Syntax'''</big>

Det fremgaaer af det Foregaaende, at meget af hvad der i andre Sprog hører til Syntaxen, i det grønlandske hører til Ordbygningen og Bøiningen. Der gives en meget bestemt Forskjel mellem Verberne med Hensyn til, om de ere transitive, intransitive eller begge Dele paa een Gang. De absolut transitive maae altid have et Suffix, da de ellers faae reflexiv Betydning, f. Ex. '''toĸúpa''' han dræbte ham, men '''toĸúpoĸ''' han dræbte, forudsætter altid: sig selv.

Af de 7 Modus for Verberne svare Infinitiv og Particip ikke nøiagtig til de samme i de andre Sproglærer. Infinitivet bruges særdeles meget i Talens Løb næsten som Particip eller for ved en Række af Sætninger at erstatte det, som vi udtrykke ved: medens, dernæst, da, idet at o. s. v. Participiet adskiller sig ogsaa fra andre Sprogs Participier, nemlig derved at det ikke i samme Grad har Betydning som et Nomen, hvorfor man ogsaa har kaldet det Verbalparticipium. Det kan saaledes vel ogsaa være Objekt, men ikke Subjekt i en Sætning.

Til Gjengjeld betegner Verbet ogsaa i denne Form ved sin Endelse sit eget Subjekt og Objekt. Det bruges som en Følge heraf til at gjengive underordnede Sætninger, som hos os begynde med: at, Exempler herpaa ere: '''takugâ''' ham som seer ham, '''takugingma''' dig som seer mig, '''takugivkit''' mig som seer dig; '''nalugavkit''' (af '''naluvâ''' han veed det ikke) '''takugingma''', da jeg ikke vidste dig, dig som saae mig, d. e. da jeg ikke vidste, at du saae mig; '''naluvarma takugivkit''' du vidste ikke at jeg saae dig.

Det fremgaaer allerede tilstrækkeligt af det foregaaende, at selv om der findes særligt Subjekt og Objekt skal Verbet alligevel ved sin Endelse eller sit Suffix ligeledes udtrykke begge Dele. f. Ex. '''inûp igdlo takuvâ''' Menneske (egentlig Menneskets) han saae det Huset, d. e. Mennesket saae Huset.

==Kilde==
 
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn II, ss. 163-171
 
</blockquote>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Inuitisk religion og mytologi]]
[[Kategori:Grønlandica]]
[[Kategori:Hinrich Rink]]

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 22. jan. 2025 kl. 17:12
Linje 7:		Linje 7:
	\|}		\|}

−	<blockquote> [[Fil:Aron 164.jpeg\|thumb\|500px\|<center>Akvarel af Aron fra Kangeq (1822-1869)</center>]]<br><center>'''[[Grønlandsk religion og mytologi\|Temaside: Grønlandsk religion og mytologi]]'''<br><br><br>'''[[Eskimoiske eventyr og sagn – II]]'''<br>'''Hinrich Rink'''<br>1871<br><br><big>'''Tillæg om Eskimoerne'''<br><br><big><big>'''II. Sprog'''</big></big></big></center><br>	+	<blockquote> [[Fil:Aron 164.jpeg\|thumb\|500px\|<center>Akvarel af Aron fra Kangeq (1822-1869)</center>]]<br><center>'''[[Grønlandsk religion og mytologi\|Temaside: Grønlandsk religion og mytologi]]'''<br><br><br>'''[[Eskimoiske eventyr og sagn – II]]'''<br>'''Hinrich Rink'''<br>1871<br><br><big>'''Tillæg om [[Eskimoerne (Rink)\|Eskimoerne]]'''<br><br><big><big>'''II. Sprog'''</big></big></big></center><br>

Sprog (Rink) - Revisjonshistorikk

Carsten på 22. jan. 2025 kl. 17:12

Carsten: Sprog (Rink)