Svinfellinge saga - Revisjonshistorikk

Carsten på 12. jul. 2021 kl. 09:46

2021-07-12T09:46:02Z

Vis endringer

Carsten på 20. mai 2021 kl. 09:52

2021-05-20T09:52:51Z

Jesper på 18. mai 2021 kl. 18:31

2021-05-18T18:31:59Z

Carsten på 18. mai 2021 kl. 15:14

2021-05-18T15:14:38Z

Carsten på 18. mai 2021 kl. 15:09

2021-05-18T15:09:58Z

Carsten på 18. mai 2021 kl. 15:03

2021-05-18T15:03:24Z

JJ.Sandal: Svinfellinge saga

2013-01-13T18:48:36Z

Svinfellinge saga

Vis endringer

@@ Linje 179: / Linje 179: @@
 . Der sigtes til, at Harald i sin tid havde skjult Aron, da han forfulgtes af Sturla Sighvatsson. Se I, 340, 453.
-. Om denne begivenhed vides intet nærmere; Biskop Sigvards og Tords rejse foregår 1250, Gudmunds drab henføres af annalerne til samme år
+. Om denne begivenhed vides intet nærmere; Biskop Sigvards og Tords rejse foregår 1250, Gudmunds drab henføres af annalerne til samme år.
 . Dette stykke fortsætter beretningen om Tord kakale og må være taget fra sagaen om denne mand, men synes ikke desmindre først sammen med de øvrige her nævnte stykker at være indskudt i Sturlunga-samlingen. Begivenhederne foregår 1250.
@@ Linje 209: / Linje 209: @@
 . Herom vides intet nærmere.
-. Besynderligt nok er drömmen her forbigået
+. Besynderligt nok er drömmen her forbigået.
 . Sadlerne var altså af træ.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 18. mai 2021 kl. 18:31
Linje 129:		Linje 129:
	Nu er at berette om Jon karl. Han red selv sjette til Helge Loftsson i Skål. Helge stod inde på gårdspladsen med nogle andre mænd og havde en kåbe over sig. Egil skørsadel red op øst for kirken. Helge kendte mændene og gik til kirken. Da kom Egil efter ham og fik fat i kåben. Helge slap kåben og løb ind i kirken. Egil sagde: »der så ræv rakke, og rakken fik slet intet« (45), men påstod, at kirken ikke kunde beskytte ham, da den var uviet. Jon svarede, at han ikke vilde lade drage ham ud af kirken, »vi skal ikke föje synd til vanheld«. De red da bort, og Ögmund var utilfreds med deres færd. Torstein og hans broder (46) i forening med de gejstlige førte de to brødres lig hjem til gården.		Nu er at berette om Jon karl. Han red selv sjette til Helge Loftsson i Skål. Helge stod inde på gårdspladsen med nogle andre mænd og havde en kåbe over sig. Egil skørsadel red op øst for kirken. Helge kendte mændene og gik til kirken. Da kom Egil efter ham og fik fat i kåben. Helge slap kåben og løb ind i kirken. Egil sagde: »der så ræv rakke, og rakken fik slet intet« (45), men påstod, at kirken ikke kunde beskytte ham, da den var uviet. Jon svarede, at han ikke vilde lade drage ham ud af kirken, »vi skal ikke föje synd til vanheld«. De red da bort, og Ögmund var utilfreds med deres færd. Torstein og hans broder (46) i forening med de gejstlige førte de to brødres lig hjem til gården.

−	Ögmund sendte nu bud efter abbed Brand, og han red hurtig til Kirkebø. Nu blev de to brødre jordede, og han stod ved deres grav. Ögmund lagde denne sags afgörelse under abbed Brand og Skegge i Skogar (47). De fastsatte som bod for hver af de to brødre 90 hundreder og 30 hundreder for Svarts afhuggede hånd (48). Ögmund måtte desuden ikke være længere end tre nætter på Sida, medmindre han gik i kloster i Tykkebø. Jon karl skulde drage på pilgrimsfærd og være borte tre vintre. Arne og Torstein (49) skulde rejse bort og ikke vende tilbage til Island, så længe de levede. Jon og Torstein rejste bort på det samme skib og agtede at gå pilgrimsgang; men Jon mistede ved betændelse i knæ ledet sit ene ben og døde af dette. Torstein blev da siddende uden at drage videre, og han kom aldrig tilbage til Island. Arne drog bort på Sindres skib og døde i udlandet. Ögmund betalte dette gods, som fastsat var, og flyttede om foråret til Dal under Øfjældene med kun få midler; med ham fulgte Egil skørsadel og Snorre sværm. Til Kirkebø ~~flyttedE~~ efter abbed Brands bestemmelse Arnor præst, som kaldtes skull (50).	+	Ögmund sendte nu bud efter abbed Brand, og han red hurtig til Kirkebø. Nu blev de to brødre jordede, og han stod ved deres grav. Ögmund lagde denne sags afgörelse under abbed Brand og Skegge i Skogar (47). De fastsatte som bod for hver af de to brødre 90 hundreder og 30 hundreder for Svarts afhuggede hånd (48). Ögmund måtte desuden ikke være længere end tre nætter på Sida, medmindre han gik i kloster i Tykkebø. Jon karl skulde drage på pilgrimsfærd og være borte tre vintre. Arne og Torstein (49) skulde rejse bort og ikke vende tilbage til Island, så længe de levede. Jon og Torstein rejste bort på det samme skib og agtede at gå pilgrimsgang; men Jon mistede ved betændelse i knæ ledet sit ene ben og døde af dette. Torstein blev da siddende uden at drage videre, og han kom aldrig tilbage til Island. Arne drog bort på Sindres skib og døde i udlandet. Ögmund betalte dette gods, som fastsat var, og flyttede om foråret til Dal under Øfjældene med kun få midler; med ham fulgte Egil skørsadel og Snorre sværm. Til Kirkebø flyttede efter abbed Brands bestemmelse Arnor præst, som kaldtes skull (50).

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 18. mai 2021 kl. 15:14
Linje 129:		Linje 129:
	Nu er at berette om Jon karl. Han red selv sjette til Helge Loftsson i Skål. Helge stod inde på gårdspladsen med nogle andre mænd og havde en kåbe over sig. Egil skørsadel red op øst for kirken. Helge kendte mændene og gik til kirken. Da kom Egil efter ham og fik fat i kåben. Helge slap kåben og løb ind i kirken. Egil sagde: »der så ræv rakke, og rakken fik slet intet« (45), men påstod, at kirken ikke kunde beskytte ham, da den var uviet. Jon svarede, at han ikke vilde lade drage ham ud af kirken, »vi skal ikke föje synd til vanheld«. De red da bort, og Ögmund var utilfreds med deres færd. Torstein og hans broder (46) i forening med de gejstlige førte de to brødres lig hjem til gården.		Nu er at berette om Jon karl. Han red selv sjette til Helge Loftsson i Skål. Helge stod inde på gårdspladsen med nogle andre mænd og havde en kåbe over sig. Egil skørsadel red op øst for kirken. Helge kendte mændene og gik til kirken. Da kom Egil efter ham og fik fat i kåben. Helge slap kåben og løb ind i kirken. Egil sagde: »der så ræv rakke, og rakken fik slet intet« (45), men påstod, at kirken ikke kunde beskytte ham, da den var uviet. Jon svarede, at han ikke vilde lade drage ham ud af kirken, »vi skal ikke föje synd til vanheld«. De red da bort, og Ögmund var utilfreds med deres færd. Torstein og hans broder (46) i forening med de gejstlige førte de to brødres lig hjem til gården.

−	Ögmund sendte nu bud efter abbed Brand, og han red hurtig til Kirkebø. Nu blev de to brødre jordede, og han stod ved deres grav. Ögmund lagde denne sags afgörelse under abbed Brand og Skegge i Skogar (47). De fastsatte som bod for hver af de to brødre 90 hundreder og 30 hundreder for Svarts afhuggede hånd (48). Ögmund måtte desuden ikke være længere end tre nætter på Sida, medmindre han gik i kloster i Tykkebø. Jon karl skulde drage på pilgrimsfærd og være borte tre vintre. Arne og Torstein (48) skulde rejse bort og ikke vende tilbage til Island, så længe de levede. Jon og Torstein rejste bort på det samme skib og agtede at gå pilgrimsgang; men Jon mistede ved betændelse i knæ ledet sit ene ben og døde af dette. Torstein blev da siddende uden at drage videre, og han kom aldrig tilbage til Island. Arne drog bort på Sindres skib og døde i udlandet. Ögmund betalte dette gods, som fastsat var, og flyttede om foråret til Dal under Øfjældene med kun få midler; med ham fulgte Egil skørsadel og Snorre sværm. Til Kirkebø flyttedE efter abbed Brands bestemmelse Arnor præst, som kaldtes skull (50).	+	Ögmund sendte nu bud efter abbed Brand, og han red hurtig til Kirkebø. Nu blev de to brødre jordede, og han stod ved deres grav. Ögmund lagde denne sags afgörelse under abbed Brand og Skegge i Skogar (47). De fastsatte som bod for hver af de to brødre 90 hundreder og 30 hundreder for Svarts afhuggede hånd (48). Ögmund måtte desuden ikke være længere end tre nætter på Sida, medmindre han gik i kloster i Tykkebø. Jon karl skulde drage på pilgrimsfærd og være borte tre vintre. Arne og Torstein (49) skulde rejse bort og ikke vende tilbage til Island, så længe de levede. Jon og Torstein rejste bort på det samme skib og agtede at gå pilgrimsgang; men Jon mistede ved betændelse i knæ ledet sit ene ben og døde af dette. Torstein blev da siddende uden at drage videre, og han kom aldrig tilbage til Island. Arne drog bort på Sindres skib og døde i udlandet. Ögmund betalte dette gods, som fastsat var, og flyttede om foråret til Dal under Øfjældene med kun få midler; med ham fulgte Egil skørsadel og Snorre sværm. Til Kirkebø flyttedE efter abbed Brands bestemmelse Arnor præst, som kaldtes skull (50).

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 18. mai 2021 kl. 15:09
Linje 61:		Linje 61:
	<center>'''Torarinssönnerne blander sig i sagen.''' (15)</center>		<center>'''Torarinssönnerne blander sig i sagen.''' (15)</center>

−	Nu optrådte i denne sag på Ögmunds side Torarinssönnerne Torvard og Odd. Teit Hallsson holdt med Sæmund og Gudmund og var utilfreds med, at Orm Svinfelling havde givet Torarin de godedömmer som hans moder Groa Teitsdatter og hendes søster Ragnfrid havde ejet, og til hvis afhændelse de aldrig havde givet tilladelse. Nu fik Sæmund ejendomsret over godedömmerne af dem, som lovlig ejede dem og havde taget dem i arv. Disse sager fremførtes på altinget og blev henskudte til Tord kakales afgörelse. Tord afsagde den voldgift, at Torarinssönnerne skulde vælge, om de vilde betale Sæmund 50 hundred og da komme i besiddelse af godedömmerne, således at de skaffede mænd til at gå i borgen for sig, för de red bort fra Fljotshlid. De valgte at beholde godedömmerne, men nogen borgen skaffede de sig ikke. Sæmund gjorde da krav på godedömmerne. Det var derefter en tid stille, men så voksede påny uenigheden mellem dem. Torvard og Odd rejste flokke, og Torvard drog sydpå til Rangåbygden for at bede om bistand til et angreb på Sæmund (17). Odd kom nordfra med 80 mand, og hvor de drog frem, mishandlede de folk. Sæmund sendte folk nordpå imod dem; de søgte da alle tilflugt på en stejl klippe, undtagen Odd selv tredje, som red bort; de, som var på klippen, gik nu til forlig og aflagde Sæmund troskabsed. De tilstod ham ved håndslag ret til at fradömme dem så meget gods som han vilde og når han vilde, og tillige at hele deres formue skulde tilhøre de to brødre, hvis de sluttede sig til nogen flok imod Sæmund, og at de da skulde være fredløse fra deres ejendom. Men dog gjorde de dette samme sommer.	+	Nu optrådte i denne sag på Ögmunds side Torarinssönnerne Torvard og Odd. Teit Hallsson holdt med Sæmund og Gudmund og var utilfreds med, at Orm Svinfelling havde givet Torarin de godedömmer som hans moder Groa Teitsdatter og hendes søster Ragnfrid havde ejet, og til hvis afhændelse de aldrig havde givet tilladelse (16). Nu fik Sæmund ejendomsret over godedömmerne af dem, som lovlig ejede dem og havde taget dem i arv. Disse sager fremførtes på altinget og blev henskudte til Tord kakales afgörelse. Tord afsagde den voldgift, at Torarinssönnerne skulde vælge, om de vilde betale Sæmund 50 hundred og da komme i besiddelse af godedömmerne, således at de skaffede mænd til at gå i borgen for sig, för de red bort fra Fljotshlid. De valgte at beholde godedömmerne, men nogen borgen skaffede de sig ikke. Sæmund gjorde da krav på godedömmerne. Det var derefter en tid stille, men så voksede påny uenigheden mellem dem. Torvard og Odd rejste flokke, og Torvard drog sydpå til Rangåbygden for at bede om bistand til et angreb på Sæmund (17). Odd kom nordfra med 80 mand, og hvor de drog frem, mishandlede de folk. Sæmund sendte folk nordpå imod dem; de søgte da alle tilflugt på en stejl klippe, undtagen Odd selv tredje, som red bort; de, som var på klippen, gik nu til forlig og aflagde Sæmund troskabsed. De tilstod ham ved håndslag ret til at fradömme dem så meget gods som han vilde og når han vilde, og tillige at hele deres formue skulde tilhøre de to brødre, hvis de sluttede sig til nogen flok imod Sæmund, og at de da skulde være fredløse fra deres ejendom. Men dog gjorde de dette samme sommer.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 18. mai 2021 kl. 15:03
Linje 34:		Linje 34:
	<center>'''Orm Jonssons død.'''</center>		<center>'''Orm Jonssons død.'''</center>

−	[1241]. Det hændtes en sommer, da Orm Jonsson var på altinget, at der slog sig værk i hans arm. Han sendte bud i boden efter Helge læge, som boede på Måstad i Vatnsdal (8). Han kom til ham, men sagde, at ondet forekom ham af den art, at det ikke vilde hjælpe at göre noget ved det, og således viste det sig. Nogle folk siger, at Ögmund Helgeson årelod Orm der på tinget på pulsåren, og at sygdommen derefter overvældede ham. Orm red fra tinget til Skalaholt meget syg og lagde sig der til sængs og lå længe om somren i denne sygdom. Da kom fra Østlandet hans hustru Alvheid, og ligeledes kom mange af hans frænder og venner, for at besøge ham, ti han var den vennesæleste af alle uviede hövdinger på Island på den tid, ti han undgik så meget som muligt al deres hærværk og den ulykkelige tilstand, som de fleste, indviklede sig i, men bevarede dog sin anseelse ubeskåret over for dem alle. Orm bonde døde i Skalaholt tre nætter för den senere Marie messe og jordedes øst for kirken. Alvheid var da frugtsommelig og fødte samme år en sön, som efter sin fader blev kaldt Orm. Den høst dræbtes i Reykjaholt Snorre den frode. Sæmund overtog gård og godedömme efter sin fader, men Gudmund tiltænkte man andet gods; han var i lang tid hos Ögmund og sin faster Steinunn. Sæmund overtog hvad der tilkom Gudmund af kirkegods, men Ögmund bestyrede Gudmunds øvrige gods. Gudmund var 7 år, da hans fader døde. Det mærkedes snart efter at Orm var død, at Ögmund gjorde sig meget gældende i herredets styrelse, og mange tvistepunkter opstod mellem ham og Sæmund.	+	[1241]. Det hændtes en sommer, da Orm Jonsson var på altinget, at der slog sig værk i hans arm. Han sendte bud i boden efter Helge læge, som boede på Måstad i Vatnsdal (8). Han kom til ham, men sagde, at ondet forekom ham af den art, at det ikke vilde hjælpe at göre noget ved det, og således viste det sig. Nogle folk siger, at Ögmund Helgeson årelod Orm der på tinget på pulsåren, og at sygdommen derefter overvældede ham. Orm red fra tinget til Skalaholt meget syg og lagde sig der til sængs og lå længe om somren i denne sygdom. Da kom fra Østlandet hans hustru Alvheid, og ligeledes kom mange af hans frænder og venner, for at besøge ham, ti han var den vennesæleste af alle uviede (9) hövdinger på Island på den tid, ti han undgik så meget som muligt al deres hærværk og den ulykkelige tilstand, som de fleste, indviklede sig i, men bevarede dog sin anseelse ubeskåret over for dem alle. Orm bonde døde i Skalaholt tre nætter för den senere Marie messe og jordedes øst for kirken. Alvheid var da frugtsommelig og fødte samme år en sön, som efter sin fader blev kaldt Orm. Den høst dræbtes i Reykjaholt Snorre den frode. Sæmund overtog gård og godedömme efter sin fader, men Gudmund tiltænkte man andet gods; han var i lang tid hos Ögmund og sin faster Steinunn. Sæmund overtog hvad der tilkom Gudmund af kirkegods, men Ögmund bestyrede Gudmunds øvrige gods. Gudmund var 7 år, da hans fader døde. Det mærkedes snart efter at Orm var død, at Ögmund gjorde sig meget gældende i herredets styrelse, og mange tvistepunkter opstod mellem ham og Sæmund.