Tord kakales saga - Revisjonshistorikk

Carsten på 12. jul. 2021 kl. 08:29

2021-07-12T08:29:38Z

Vis endringer

Carsten på 12. jul. 2021 kl. 07:51

2021-07-12T07:51:28Z

Vis endringer

Carsten på 21. mai 2021 kl. 13:59

2021-05-21T13:59:54Z

Carsten på 18. mai 2021 kl. 15:05

2021-05-18T15:05:45Z

Jesper på 25. jan. 2021 kl. 18:29

2021-01-25T18:29:49Z

Jesper på 24. des. 2013 kl. 08:59

2013-12-24T08:59:10Z

Vis endringer

Jesper på 19. apr. 2013 kl. 15:39

2013-04-19T15:39:44Z

Jesper: Tord kakales saga

2013-01-14T19:17:26Z

Tord kakales saga

Vis endringer

@@ Linje 889: / Linje 889: @@
 . Når Tord således tilegner sig alle Snorres efterladenskaber og hövdingdömmer, sker dette på kongens vegne, som mente, at denne, der var kongens håndgangne mand, ved brud på sin troskabsed havde forbrudt liv og gods. Sml I, 492
-. Torleiv pa Gardar var på mødrene side beslægtet med Sturlungerne. Sml. II, 43.
+. Torleiv på Gardar var på mødrene side beslægtet med Sturlungerne. Sml. II, 43.
 . Bessastad havde tilhørt Snorre, og af kirkeejendommen Reykjaholt havde han haft bestyrelsen.

@@ Linje 113: / Linje 113: @@
 Nu drog Tord sydpå til Saurbø, derfra til Dagverdarnæs og over fjorden til Helgafell. Her var Bödvar kommen. Tord syntes, at Bödvar helt havde ladet sig besnakke, og vilde ikke gå ind på de forligsvilkår, som Kolbein tilbød; han sagde, at det fik at gå med hans sag, som skæbnen vilde, men at han aldrig modtog noget forlig i bod for sine frænder, som retskafne folk ikke fandt hæderligt for ham. Derefter drog Tord tilbage til Vestfjordene og hjem til Sandar, hvor han blev til efter påske. Om foråret i dagene för Kristi himmelfarts dag drog Tord sydpå til Dalene; han havde hørt meget om Torarin baltes tiltagende magt og uroligheder, og vilde derfor angribe ham, men nåede ikke længere end til Dönustad; det blev til hinder for færden, at Tord manglede heste. Han vendte da tilbage til Vestfjordene, men efterlod Køgil-Björn og Torgeir stavsende. Der var en mand ved navn Håkon Botulvsson, norsk på fædrene side og hertug Skules kærtesvend, han var kommen til landet med Urøkja Snorreson og var nu Tords huskarl; ham og Almar Torkelsson, som da også var Tords huskarl, lod han blive tilbage i Dalene. Disse mænd skulde ride mod Torarin og dræbe ham, når han opløste sit mandskab, de var i alt 10 mand. Asbjörn Gudmundsson sendte han nordpå til Steingrimsfjord, de var i alt 20, og han bød Asbjörn (41) at tage alle större fartöjer i Steingrimsfjord og på Strandene og føre dem vestpå til Dyrafjord. Tord havde fået nys om, at Kolbein vilde komme med bemandede fartöjer nordfra og således hærge Vestfjordene.
-Da Tord var kommen tilbage, drog han først til Sandar; han gav da Bård Svevnøerne, som havde en værdi at 45 hundreder 42), og flere andre æresbevisninger ydede han ham. Ved fardagstid drog Tord til Myrar; der boede den gang Bjarne Brandsson. Han forestillede Bjarne, at han ønskede at overtage denne gård, og dette gik Bjarne ind på, således at han og hele hans husstand var hos Tord om vinteren.
+Da Tord var kommen tilbage, drog han først til Sandar; han gav da Bård Svevnøerne, som havde en værdi at 45 hundreder (42), og flere andre æresbevisninger ydede han ham. Ved fardagstid drog Tord til Myrar; der boede den gang Bjarne Brandsson. Han forestillede Bjarne, at han ønskede at overtage denne gård, og dette gik Bjarne ind på, således at han og hele hans husstand var hos Tord om vinteren.
 Mellem tingtid og fardage drog Björn og Håkon nordpå til Midfjord. Torarin boede da på Bretaløk. De kom der tidlig om dagen, för folk var ståede op, og gik straks ind med løftede våben. Torarin sprang op, men fik af våben kun et sværd, han forsvarede sig både vel og længe. Her faldt han, og de røvede så alt løsere. De fik her nys om, at Kolbein trak talrigt mandskab sammen, så meget han kunde få, og store skibe; han satte sin svoger Brodde til hövding over søkrigerne. Han delte mandskabet i to dele, og agtede selv at drage frem til lands; det blev da sagt for vist, at Vestfjordene skulde lægges øde, så at Tord lige så lidt kunde have fredland der som andensteds på Island. Björn og hans ledsagere vendte tilbage til Dalene og sendte Torgeir stavsende til Tord. Torgeir traf Tord på Myrar og fortalte ham Torarins drab og det, som de havde hørt om Kolbeins forehavende. Tord red samme aften hjemmefra og agtede sig til Isafjord for at samle folk og skibe.

@@ Linje 120: / Linje 120: @@
 <center>'''Asbjörn Gudmundssons voldsgærninger.'''</center>
-Asbjörn Gudmundsson drog til Steingrimsfjord som vi för berettede. Han tog en færge på gården Heydalså og drog derfra nordefter langs Strandene lige til Trækyllesvik. Der samledes Strandboerne og vilde værge deres fartöjer og andre ejendele. De tillod ikke Asbjörn og hans folk at lande, men kastede med sten og slyngede spyd og alt hvad man fik fat i; men da kampen havde varet en kort tid, tabte Strandboerne og overgav sig. Asbjörn og hans mænd tog færgen Trækylle (43) samt et andet godt skib, som kaldtes Ringskuden, og alt hvad de trængte til. Herfra sejlede Asbjörn nordpå til Drangar; der boede da Gunnlaug smed (44) Torvaldsson, han havde to fuldvoksne sönner, af hvilke den ene hed Audun, den anden Torvald; de var ‘dygtige mænd og særdeles kunstfærdige. Asbjörn mente, at de havde vist ham fjendskab, og de var Kolbeins gode venner. Han lod bægge brødrene gribe og lod en hånd hugge af hver af dem, idet han sagde at nu skulde de ikke løbe med nyheder til Kolbein. Asbjörn og hans følge drog videre nordpå til Horn, der lod han dødelig såre en ugift mand ved navn Torodd, med tilnavnet kugge, og dertil var ingen anden grund end at han ikke vilde lade dem få sine våben; her tog Asbjörn alle större fartöjer. Derefter sejlede han vestefter til Isafjord. Atle Hjalmsson var rejst nordpå til Strandene efter en hval, der tilhørte Tordis Snorredatter, som den gang boede i Ædø; han rejste tilbage noget för end gæsterne (45) drog afsted, men de vidste besked med hinanden. Atle ankom til Ædø med sin last, og kort efter kom Asbjörn til Ædø. Asbjörn opfordrede Atle til at følge med sig til Tord. Han svarede, at han først vilde rejse hjem efter sine våben og klæder. Asbjörn svarede, at han vilde begive sig Kolbein for at slutte sig til ham og være blandt Tords modstandere; » du skal nu ikke kunne bevæge halen så frit (46) «, sagde han og bød sine mænd gribe ham. Tordis Snorredatter og Bård Hjörleivsson vilde hjælpe Atle, og det kom til håndgribeligheder. Atle gjorde de tilbud for at frelse sit liv, som han kunde, men Asbjörn sagde, at nu skulde han dø, og han blev dræbt der; en mand ved navn Skegge dræbte ham. Dette værk var Tordis i höjeste grad imod. Derfra drog Asbjörn og hans folk til Tærnevik; Atles broder Tormod var ikke hjemme. De fik at vide, at Tormod var på sit sæter, husfolkene tog sig nemlig ikke i agt, da de ikke frygtede nogen fare for Tormod. Asbjörn og hans mænd begav sig til sæteret, Tormod gik ud, men blev straks greben. Han spurgte, hvad hensigten med deres besøg var. Asbjörn svarede, at det skulde han snart erfare, og sagde ham broderen Atles drab. Tormod spurgte, om det kunde hjælpe at göre noget tilbud for at frelse sit liv. Asbjörn svarede, at det ikke kunde lade sig göre, da hans broder i forvejen var dræbt og han derfor aldrig vilde være til at stole på. Tormod sagde, at for alt kunde der ydes fyldestgörelse, men Asbjörn svarede, at her hjalp ingen udflugter. Tormod skriftede da og beredte sig til døden, lagde sig derefter ned og blev dræbt af en mand ved navn Atle Hallsson. Efter Tormods drab begav Asbjörn og hans folk sig til deres fartöjer og sejlede ud gennem Isafjord.
+Asbjörn Gudmundsson drog til Steingrimsfjord som vi för berettede. Han tog en færge på gården Heydalså og drog derfra nordefter langs Strandene lige til Trækyllesvik. Der samledes Strandboerne og vilde værge deres fartöjer og andre ejendele. De tillod ikke Asbjörn og hans folk at lande, men kastede med sten og slyngede spyd og alt hvad man fik fat i; men da kampen havde varet en kort tid, tabte Strandboerne og overgav sig. Asbjörn og hans mænd tog færgen Trækylle (43) samt et andet godt skib, som kaldtes Ringskuden, og alt hvad de trængte til. Herfra sejlede Asbjörn nordpå til Drangar; der boede da Gunnlaug smed (44) Torvaldsson, han havde to fuldvoksne sönner, af hvilke den ene hed Audun, den anden Torvald; de var dygtige mænd og særdeles kunstfærdige. Asbjörn mente, at de havde vist ham fjendskab, og de var Kolbeins gode venner. Han lod bægge brødrene gribe og lod en hånd hugge af hver af dem, idet han sagde at nu skulde de ikke løbe med nyheder til Kolbein. Asbjörn og hans følge drog videre nordpå til Horn, der lod han dødelig såre en ugift mand ved navn Torodd, med tilnavnet kugge, og dertil var ingen anden grund end at han ikke vilde lade dem få sine våben; her tog Asbjörn alle större fartöjer. Derefter sejlede han vestefter til Isafjord. Atle Hjalmsson var rejst nordpå til Strandene efter en hval, der tilhørte Tordis Snorredatter, som den gang boede i Ædø; han rejste tilbage noget för end gæsterne (45) drog afsted, men de vidste besked med hinanden. Atle ankom til Ædø med sin last, og kort efter kom Asbjörn til Ædø. Asbjörn opfordrede Atle til at følge med sig til Tord. Han svarede, at han først vilde rejse hjem efter sine våben og klæder. Asbjörn svarede, at han vilde begive sig Kolbein for at slutte sig til ham og være blandt Tords modstandere; » du skal nu ikke kunne bevæge halen så frit (46) «, sagde han og bød sine mænd gribe ham. Tordis Snorredatter og Bård Hjörleivsson vilde hjælpe Atle, og det kom til håndgribeligheder. Atle gjorde de tilbud for at frelse sit liv, som han kunde, men Asbjörn sagde, at nu skulde han dø, og han blev dræbt der; en mand ved navn Skegge dræbte ham. Dette værk var Tordis i höjeste grad imod. Derfra drog Asbjörn og hans folk til Tærnevik; Atles broder Tormod var ikke hjemme. De fik at vide, at Tormod var på sit sæter, husfolkene tog sig nemlig ikke i agt, da de ikke frygtede nogen fare for Tormod. Asbjörn og hans mænd begav sig til sæteret, Tormod gik ud, men blev straks greben. Han spurgte, hvad hensigten med deres besøg var. Asbjörn svarede, at det skulde han snart erfare, og sagde ham broderen Atles drab. Tormod spurgte, om det kunde hjælpe at göre noget tilbud for at frelse sit liv. Asbjörn svarede, at det ikke kunde lade sig göre, da hans broder i forvejen var dræbt og han derfor aldrig vilde være til at stole på. Tormod sagde, at for alt kunde der ydes fyldestgörelse, men Asbjörn svarede, at her hjalp ingen udflugter. Tormod skriftede da og beredte sig til døden, lagde sig derefter ned og blev dræbt af en mand ved navn Atle Hallsson. Efter Tormods drab begav Asbjörn og hans folk sig til deres fartöjer og sejlede ud gennem Isafjord.
 Samme aften ankom Tord Sighvatsson til Arnardal i Skutilsfjord, dêr kom Sigmund Gunnarsson og nogle mænd fra tværfjordene til ham. Om aftenen sendte Tord nogle mænd ud til hest, som skulde holde vagt på Arnarnæs, og da de havde været kort tid på næsset, så de syv skibe sejle ud gennem Isafjord. De red da hjem så hurtig som muligt. Folkene klædte sig på i hast og gik ned til stranden. De talte ivrig om, hvad for skibe det kunde være, og de fleste mente, at det måtte være skibe med Kolbeins mænd. Tord bød folk løbe ned på skærene og hindre deres landgang; men da skibene nåede land, kendte man hinanden. Asbjörn med sine kammerater gik nu i land, og han fortalte alt hvad der var hændet på deres togt. Alle mente at kunne mærke på Tord, at disse gærninger mishagede ham, og menigmand dadlede dem også. Kort efter om morgenen ankom Eyjulv Eyjulvsson og berettede, at han var bleven skibe med Kolbeins folk vâr ved Hornstrandene. Tord sendte da mænd ud i alle retninger for at samle folk og lod holde vagt, så at han kunde få underretning om Kolbeins-mændenes bevægelser, når de nærmede sig. Alle folk og skibe stævnede han sammen i Selvågar på Slettanæs. Der mødte 33 skibe fuldt rustede med mandskab. Tord sammenkaldte nu de mest ansete mænd og forlangte deres mening om, hvilken beslutning man skulde tage. Det rygtedes også nu, at Brodde og Haver Björnsson var komne under Ædø med otte skibe. Tord havde mest lyst til at sejle imod dem nordpå; men Teit Styrmeson og Svarthövde vilde heller vende sig sydpå til Bredefjord og sagde, at alt var vundet, hvis man fik fat i Kolbein, og at derimod nordefter ikke fandtes andre end ubetydelige småbønder og fiskere; sydpå var desuden, som sandt var, alle Tords kækkeste følgesvende. Udfaldet blev da, at Tord med hele sin styrke sejlede sydpå til Bredefjord.

@@ Linje 206: / Linje 206: @@
 Da Torgeir og hans ledsagere bragte bud til Holar, sendte Tume Björn og hans fæller ud på vagt; han lod ligeledes sætte et stort skib, som der var, i vandet og agtede at gå der ombord, hvis tiden tillod det (79). Herhen var kommet Bödvar Oddeson ledsaget af Toralv Kolbeinsson; de havde begivet sig ud til Midjanæs, men Tume sendte bud efter dem, og de vendte da tilbage til Holar. Der var mange folk til stede; om aftenen gik man til bords, men oppe på husene holdt Arne Snorreson og degnen Torstein spurv vagt. Da de en tid lang havde spist, råbte Arne, at der kom mænd ridende indefra ved Midhus. Da de red forbi Midhus, stod folk på Holar ude, og man trættedes om, hvorvidt det var kvæg eller ridende mænd; de, hvem døden forestod, syntes, at det var kvæg, men kvinderne sagde, at det var en flok ryttere; dette var tirsdagen 4 nætter för biskop Jons messe (80). Tume sagde, at det var Björn og hans ledsagere, som kom der. Man råbte at der var flere folk. Tume svarede, at det vistnok var Kroksfjordingerne, som han havde sendt bud efter. Da råbte man, at det var fjender, og sagde, at nogle var nåt til Kjarbolagård, andre til ridevejen. Tume og hans mænd sprang da op og løb ud.
-Tume og hans folk nåede ikke at komme bort fra gården, för end fjenderne kom nedenfra lige overfor Holar og nogle hen til gærdet. Af Tumes mænd løb nogle til skibet, nogle bort fra hjemmemarken, andre løb til kirken, og næsten alle var de splittede enkeltvis. Bård Snorreson, som kaldtes Skards-præst, nåede et kort stykke bort fra tunet, han dræbtes kort fra malkepladsen. Han havde trukket sin hest ind til sig og forsøgte tre gange at springe op på den, men kunde, på ingen måde komme op, skönt han var en udmærket rytter; han havde på Örlygstad fået 12 sår, og nu fik han det l3de inden sin død. Biskop Gudmund havde indviet ham til messedegn, og da han var nyviet, følte biskoppen med sin hånd på hans hoved og sagde: »du vil ikke få nogen skade i hovedet, min sön«! Og således skete det; han havde fået 13 sår, men intet havde ramt ham i hovedet. Stefan Björnsson dræbte ham. Kort derfra blev Bödvar fra Hvål greben; Torstein Illugeson galt var den første, som nåede ham, men Bödvar greb ham med den ene hånd om halsen og med den anden mellem benene, og kastede ham på hovedet i et morads. Da kom Asbjörn Illugeson til og gennemborede ham med et spyd, og flere andre sårede ham. Toralv Kolbeinsson såredes kort herfra dødelig, men nåede ind. Torgeir stavsende blev truffen ude i mosen; Ögmund vanskeligheds-måg kom efter ham, men Torgeir huggede ham over bægge lårene, inden han kom af hesten, og blev ikke såret; senere kom flere til og angreb ham, han huggede fra sig som han bedst kunde. Forskellige sårede ham, men Ögmund tillagde sig drabet. Gudmund Salomonssons sön Grim blev dødelig såret kort fra biskops-kilden (81); han krøb ned i kilden om natten og blev næste morgen ført hjem til gården, hvor han fik fuld berettelse inden døden. Arne Snorreson nåede længst ud i moserne; han blev dræbt der, og de førte hans hoved med sig tilbage.
+Tume og hans folk nåede ikke at komme bort fra gården, för end fjenderne kom nedenfra lige overfor Holar og nogle hen til gærdet. Af Tumes mænd løb nogle til skibet, nogle bort fra hjemmemarken, andre løb til kirken, og næsten alle var de splittede enkeltvis. Bård Snorreson, som kaldtes Skards-præst, nåede et kort stykke bort fra tunet, han dræbtes kort fra malkepladsen. Han havde trukket sin hest ind til sig og forsøgte tre gange at springe op på den, men kunde, på ingen måde komme op, skönt han var en udmærket rytter; han havde på Örlygstad fået 12 sår, og nu fik han det 13de inden sin død. Biskop Gudmund havde indviet ham til messedegn, og da han var nyviet, følte biskoppen med sin hånd på hans hoved og sagde: »du vil ikke få nogen skade i hovedet, min sön«! Og således skete det; han havde fået 13 sår, men intet havde ramt ham i hovedet. Stefan Björnsson dræbte ham. Kort derfra blev Bödvar fra Hvål greben; Torstein Illugeson galt var den første, som nåede ham, men Bödvar greb ham med den ene hånd om halsen og med den anden mellem benene, og kastede ham på hovedet i et morads. Da kom Asbjörn Illugeson til og gennemborede ham med et spyd, og flere andre sårede ham. Toralv Kolbeinsson såredes kort herfra dødelig, men nåede ind. Torgeir stavsende blev truffen ude i mosen; Ögmund vanskeligheds-måg kom efter ham, men Torgeir huggede ham over bægge lårene, inden han kom af hesten, og blev ikke såret; senere kom flere til og angreb ham, han huggede fra sig som han bedst kunde. Forskellige sårede ham, men Ögmund tillagde sig drabet. Gudmund Salomonssons sön Grim blev dødelig såret kort fra biskops-kilden (81); han krøb ned i kilden om natten og blev næste morgen ført hjem til gården, hvor han fik fuld berettelse inden døden. Arne Snorreson nåede længst ud i moserne; han blev dræbt der, og de førte hans hoved med sig tilbage.
 Hjalm fra Videvellir, Asgrim Ormsson og Stefan greb Turne; han var let såret, og de førte ham hjem, hvor han blev lagt under kirkegærdet — denne Stefan var en broder til Torarin balte. Her var Tumes frænde Torkel sömhammer til stede, og de tilstod ham fred. Kolbein var i stuen, da Tume ankom. Han gik da ud og hen til kirkegården. Tume satte sig overende og bad om fred, han tilbød at rejse bort fra landet og hvad andet Kolbein vilde modtage, men Kolbein tav en tid lang og ligeledes alle andre. Skagfjordingerne sagde, at han fortjænte samme fred, som hans brødre havde fået på Örlygstad. Nu udbrød en mand: »her er det unødvendigt at forsøge forlig«. Kolbein gik da bort og bød Torarin grødnæse at dræbe ham. Tume skriftede og talte smukt, derefter førtes han syd for kirkegården og fik der dødshugget; han kastede sig ned, för han blev dræbt. Kolbein opholdt sig på Holar om natten; de røvede der heste og alt løsøre og red derefter bort og til Kleivar. Præsterne tog Tumes lig, da han var dræbt, og syslede med det.