http://heimskringla.no/index.php?action=history&feed=atom&title=Vor_Folke%C3%A6t_i_Oldtiden%3A_FredVor Folkeæt i Oldtiden: Fred - Revisjonshistorikk2026-04-23T06:08:52ZRevisjonshistorikk for denne sidenMediaWiki 1.34.0http://heimskringla.no/index.php?title=Vor_Folke%C3%A6t_i_Oldtiden:_Fred&diff=53932&oldid=prevCarsten på 1. sep. 2019 kl. 19:522019-09-01T19:52:48Z<p></p>
<table class="diff diff-contentalign-left" data-mw="interface">
<col class="diff-marker" />
<col class="diff-content" />
<col class="diff-marker" />
<col class="diff-content" />
<tr class="diff-title" lang="nb">
<td colspan="2" style="background-color: #fff; color: #222; text-align: center;">← Eldre revisjon</td>
<td colspan="2" style="background-color: #fff; color: #222; text-align: center;">Revisjonen fra 1. sep. 2019 kl. 19:52</td>
</tr><tr><td colspan="2" class="diff-lineno" id="mw-diff-left-l336" >Linje 336:</td>
<td colspan="2" class="diff-lineno">Linje 336:</td></tr>
<tr><td class='diff-marker'> </td><td style="background-color: #f8f9fa; color: #222; font-size: 88%; border-style: solid; border-width: 1px 1px 1px 4px; border-radius: 0.33em; border-color: #eaecf0; vertical-align: top; white-space: pre-wrap;"></td><td class='diff-marker'> </td><td style="background-color: #f8f9fa; color: #222; font-size: 88%; border-style: solid; border-width: 1px 1px 1px 4px; border-radius: 0.33em; border-color: #eaecf0; vertical-align: top; white-space: pre-wrap;"></td></tr>
<tr><td class='diff-marker'> </td><td style="background-color: #f8f9fa; color: #222; font-size: 88%; border-style: solid; border-width: 1px 1px 1px 4px; border-radius: 0.33em; border-color: #eaecf0; vertical-align: top; white-space: pre-wrap;"></td><td class='diff-marker'> </td><td style="background-color: #f8f9fa; color: #222; font-size: 88%; border-style: solid; border-width: 1px 1px 1px 4px; border-radius: 0.33em; border-color: #eaecf0; vertical-align: top; white-space: pre-wrap;"></td></tr>
<tr><td class='diff-marker'>−</td><td style="color: #222; font-size: 88%; border-style: solid; border-width: 1px 1px 1px 4px; border-radius: 0.33em; border-color: #ffe49c; vertical-align: top; white-space: pre-wrap;"><div>Så kompliceret som episoden her fremtræder, kan den ikke have været i det oprindelige sagn. Hvortil denne ødslen med liv og ære, når der dog levede en hævner, Sigmund? Det motiv at Signy hjælper sin broder til en medhævner, må være gammelt inventarium i sagnet, — naturligvis, eftersom det åbenbart sættes i drift af tankegange der var en senere tid uforståelige. Måske kan drabet på Signys to sønner gå ind under denne post. Men det er jo ikke nok med at de to uskyldige, det vil fra gammelt standpunkt selvfølgelig sige skyldige, nemlig i fejg-<FONT COLOR=grey><small> ''(side 47)'' </small></FONT>hed, — at de to sønner ofres; senere hen lader sagaen to yngre sønner af Siggeir røbe ham Sigmunds og Sinfjøtles tilstedeværelse, uden anden poetisk grund end den at Signy kan få lejlighed til at ofre mere af sit eget liv. Man kunde formode at scenen ude i forstuen, hvor de to helte opdages bag ølkarrene af kongesønnerne, skyldes sammenarbejderens ulyst til at forbigå en eneste af de sagnenheder der levede i traditionen. Ved at lade Sigmund og Sinfjøtle gribes en gang før den endelige hævn, skaffer han plads til historien om Signys snarrådighed; han får lejlighed til at fortælle, at de to blev sat levende i høj, at Signy listede sin broders sværd derned, indviklet i flæsk, og at de med dette trøstigt gravede sig ud. Men mordet på de to røbende drenge står alligevel ganske nytteløst og meningsløst. Så blindt sætter ingen nok så gammel eller nok så folkelig digter sine sagn sammen, at han forbinder to historier som udelukker hinanden, ved at indskyde en tredie, der hverken hænger sammen med den ene eller den anden. Nogen mening er der altid. Selv om også sagaen er sammensat af forskellige, særopståede sagnelementer, bærer den så tydeligt som nogen præget af at være et hele, støbt sammen af en digterisk vilje, i en digterisk inspiration. Bag den mærkes et menneske hvis sjæl var i <del class="diffchange diffchange-inline">genoplevel—sens </del>oprør, en sjæl som var fyldt af fredens vilje og fredens styrke; og så mægtig var fornemmelsen af fred, at den måtte føle sig selv på det voldsomste, det brutaleste. Bevidst eller ubevidst har det været digteren, og tilhørerne, om at gøre, at freden fra den ene side og freden fra den anden side, — forholdet til manden er også en slags fred, — blev pressede så hårdt op imod hinanden, at de to viste deres kraft ved at knuse mennesker imellem sig. Signy må hævne sin fader på sin mand på trods af selve menneskeligheden, og hun må hævne sig selv på sig selv; hendes ord: »Så meget har jeg gjort for at hævnen skulde komme i stand, at jeg på ingen måde vil leve«, kommer ikke som en tom slutningsreplik. Gudrun kan sørge over sin mand, men krænke sine brødre formår hun ikke; Signy må hjælpe med til at fremme hævnen over sin fader, om hun så skal ofre sin mand, og sine børn, Og lidt til.</div></td><td class='diff-marker'>+</td><td style="color: #222; font-size: 88%; border-style: solid; border-width: 1px 1px 1px 4px; border-radius: 0.33em; border-color: #a3d3ff; vertical-align: top; white-space: pre-wrap;"><div>Så kompliceret som episoden her fremtræder, kan den ikke have været i det oprindelige sagn. Hvortil denne ødslen med liv og ære, når der dog levede en hævner, Sigmund? Det motiv at Signy hjælper sin broder til en medhævner, må være gammelt inventarium i sagnet, — naturligvis, eftersom det åbenbart sættes i drift af tankegange der var en senere tid uforståelige. Måske kan drabet på Signys to sønner gå ind under denne post. Men det er jo ikke nok med at de to uskyldige, det vil fra gammelt standpunkt selvfølgelig sige skyldige, nemlig i fejg-<FONT COLOR=grey><small> ''(side 47)'' </small></FONT>hed, — at de to sønner ofres; senere hen lader sagaen to yngre sønner af Siggeir røbe ham Sigmunds og Sinfjøtles tilstedeværelse, uden anden poetisk grund end den at Signy kan få lejlighed til at ofre mere af sit eget liv. Man kunde formode at scenen ude i forstuen, hvor de to helte opdages bag ølkarrene af kongesønnerne, skyldes sammenarbejderens ulyst til at forbigå en eneste af de sagnenheder der levede i traditionen. Ved at lade Sigmund og Sinfjøtle gribes en gang før den endelige hævn, skaffer han plads til historien om Signys snarrådighed; han får lejlighed til at fortælle, at de to blev sat levende i høj, at Signy listede sin broders sværd derned, indviklet i flæsk, og at de med dette trøstigt gravede sig ud. Men mordet på de to røbende drenge står alligevel ganske nytteløst og meningsløst. Så blindt sætter ingen nok så gammel eller nok så folkelig digter sine sagn sammen, at han forbinder to historier som udelukker hinanden, ved at indskyde en tredie, der hverken hænger sammen med den ene eller den anden. Nogen mening er der altid. Selv om også sagaen er sammensat af forskellige, særopståede sagnelementer, bærer den så tydeligt som nogen præget af at være et hele, støbt sammen af en digterisk vilje, i en digterisk inspiration. Bag den mærkes et menneske hvis sjæl var i <ins class="diffchange diffchange-inline">genoplevelsens </ins>oprør, en sjæl som var fyldt af fredens vilje og fredens styrke; og så mægtig var fornemmelsen af fred, at den måtte føle sig selv på det voldsomste, det brutaleste. Bevidst eller ubevidst har det været digteren, og tilhørerne, om at gøre, at freden fra den ene side og freden fra den anden side, — forholdet til manden er også en slags fred, — blev pressede så hårdt op imod hinanden, at de to viste deres kraft ved at knuse mennesker imellem sig. Signy må hævne sin fader på sin mand på trods af selve menneskeligheden, og hun må hævne sig selv på sig selv; hendes ord: »Så meget har jeg gjort for at hævnen skulde komme i stand, at jeg på ingen måde vil leve«, kommer ikke som en tom slutningsreplik. Gudrun kan sørge over sin mand, men krænke sine brødre formår hun ikke; Signy må hjælpe med til at fremme hævnen over sin fader, om hun så skal ofre sin mand, og sine børn, Og lidt til.</div></td></tr>
<tr><td class='diff-marker'> </td><td style="background-color: #f8f9fa; color: #222; font-size: 88%; border-style: solid; border-width: 1px 1px 1px 4px; border-radius: 0.33em; border-color: #eaecf0; vertical-align: top; white-space: pre-wrap;"></td><td class='diff-marker'> </td><td style="background-color: #f8f9fa; color: #222; font-size: 88%; border-style: solid; border-width: 1px 1px 1px 4px; border-radius: 0.33em; border-color: #eaecf0; vertical-align: top; white-space: pre-wrap;"></td></tr>
<tr><td class='diff-marker'> </td><td style="background-color: #f8f9fa; color: #222; font-size: 88%; border-style: solid; border-width: 1px 1px 1px 4px; border-radius: 0.33em; border-color: #eaecf0; vertical-align: top; white-space: pre-wrap;"></td><td class='diff-marker'> </td><td style="background-color: #f8f9fa; color: #222; font-size: 88%; border-style: solid; border-width: 1px 1px 1px 4px; border-radius: 0.33em; border-color: #eaecf0; vertical-align: top; white-space: pre-wrap;"></td></tr>
</table>Carstenhttp://heimskringla.no/index.php?title=Vor_Folke%C3%A6t_i_Oldtiden:_Fred&diff=53931&oldid=prevCarsten på 1. sep. 2019 kl. 11:172019-09-01T11:17:09Z<p></p>
<table class="diff diff-contentalign-left" data-mw="interface">
<col class="diff-marker" />
<col class="diff-content" />
<col class="diff-marker" />
<col class="diff-content" />
<tr class="diff-title" lang="nb">
<td colspan="2" style="background-color: #fff; color: #222; text-align: center;">← Eldre revisjon</td>
<td colspan="2" style="background-color: #fff; color: #222; text-align: center;">Revisjonen fra 1. sep. 2019 kl. 11:17</td>
</tr><tr><td colspan="2" class="diff-lineno" id="mw-diff-left-l98" >Linje 98:</td>
<td colspan="2" class="diff-lineno">Linje 98:</td></tr>
<tr><td class='diff-marker'> </td><td style="background-color: #f8f9fa; color: #222; font-size: 88%; border-style: solid; border-width: 1px 1px 1px 4px; border-radius: 0.33em; border-color: #eaecf0; vertical-align: top; white-space: pre-wrap;"></td><td class='diff-marker'> </td><td style="background-color: #f8f9fa; color: #222; font-size: 88%; border-style: solid; border-width: 1px 1px 1px 4px; border-radius: 0.33em; border-color: #eaecf0; vertical-align: top; white-space: pre-wrap;"></td></tr>
<tr><td class='diff-marker'> </td><td style="background-color: #f8f9fa; color: #222; font-size: 88%; border-style: solid; border-width: 1px 1px 1px 4px; border-radius: 0.33em; border-color: #eaecf0; vertical-align: top; white-space: pre-wrap;"></td><td class='diff-marker'> </td><td style="background-color: #f8f9fa; color: #222; font-size: 88%; border-style: solid; border-width: 1px 1px 1px 4px; border-radius: 0.33em; border-color: #eaecf0; vertical-align: top; white-space: pre-wrap;"></td></tr>
<tr><td class='diff-marker'>−</td><td style="color: #222; font-size: 88%; border-style: solid; border-width: 1px 1px 1px 4px; border-radius: 0.33em; border-color: #ffe49c; vertical-align: top; white-space: pre-wrap;"><div>Forbindelsen er der. De to vers følger ikke åndsfraværende efter hinanden. Der er sammenhæng mellem trodsen overfor guderne og svaghedsudbruddet ved synet af egen ensomhed, en indre berøring, som gør at den ene stemning vækkes af den anden. Nu kan vi grunde <del class="diffchange diffchange-inline">Og </del>gruble så længe vi vil: virkelig forståelse af Egils tanke, – at han vilde føle sig som dødens overmand, hvis han havde en stor kreds af slægtninge omkring sig, – lader sig ikke vinde ved simpel fordybelse i disse linjer; den vindes ikke uden Egil og hans tidsfæller giver os løsningen i hænde. Egil synes at se livet under billedet af en rettergang, hvor den med de mange frænder vinder sin ret, fordi han står med en skare af edsberedte og edskraftige mænd, der ved deres vidnesbyrd kan slå modstanderen til jorden. Lad os tænke os, at hans »forfølge<FONT COLOR=grey><small> ''(side 30)'' </small></FONT>sin sag« ikke blot beror på et poetisk billede, men at hele livet, med alle dets opgaver, var som en rettergang, hvor den frændestærke kunde fremme sin vilje og sin lykke, legemligt og åndeligt, kunde ikke blot tilkæmpe sig, men tilsværge sig magten over sine omgivelser ved den ætkraft som besjæler ham og hans. Lad os fremdeles tænke os, at denne tillid til frændskabet er så stærk, at den griber ud over livet og spænder døden ind under sit herredømme, at den tiltror sig at kunne stævne og edfælde guder, ja ryste himmel og jord. Så får Egils ord en ny betydning; de mister intet af deres vægt, men de bliver alt andet end moderne. Titantrodsen forsvinder – næsten da –, og i steden derfor lyder et halvt fortvivlet skrig fra en ulykkelig menneskesjæl. Så ligger det paradoxale ikke der hvor vi først har set det, men et helt andet sted.</div></td><td class='diff-marker'>+</td><td style="color: #222; font-size: 88%; border-style: solid; border-width: 1px 1px 1px 4px; border-radius: 0.33em; border-color: #a3d3ff; vertical-align: top; white-space: pre-wrap;"><div>Forbindelsen er der. De to vers følger ikke åndsfraværende efter hinanden. Der er sammenhæng mellem trodsen overfor guderne og svaghedsudbruddet ved synet af egen ensomhed, en indre berøring, som gør at den ene stemning vækkes af den anden. Nu kan vi grunde <ins class="diffchange diffchange-inline">og </ins>gruble så længe vi vil: virkelig forståelse af Egils tanke, – at han vilde føle sig som dødens overmand, hvis han havde en stor kreds af slægtninge omkring sig, – lader sig ikke vinde ved simpel fordybelse i disse linjer; den vindes ikke uden Egil og hans tidsfæller giver os løsningen i hænde. Egil synes at se livet under billedet af en rettergang, hvor den med de mange frænder vinder sin ret, fordi han står med en skare af edsberedte og edskraftige mænd, der ved deres vidnesbyrd kan slå modstanderen til jorden. Lad os tænke os, at hans »forfølge<FONT COLOR=grey><small> ''(side 30)'' </small></FONT>sin sag« ikke blot beror på et poetisk billede, men at hele livet, med alle dets opgaver, var som en rettergang, hvor den frændestærke kunde fremme sin vilje og sin lykke, legemligt og åndeligt, kunde ikke blot tilkæmpe sig, men tilsværge sig magten over sine omgivelser ved den ætkraft som besjæler ham og hans. Lad os fremdeles tænke os, at denne tillid til frændskabet er så stærk, at den griber ud over livet og spænder døden ind under sit herredømme, at den tiltror sig at kunne stævne og edfælde guder, ja ryste himmel og jord. Så får Egils ord en ny betydning; de mister intet af deres vægt, men de bliver alt andet end moderne. Titantrodsen forsvinder – næsten da –, og i steden derfor lyder et halvt fortvivlet skrig fra en ulykkelig menneskesjæl. Så ligger det paradoxale ikke der hvor vi først har set det, men et helt andet sted.</div></td></tr>
<tr><td class='diff-marker'> </td><td style="background-color: #f8f9fa; color: #222; font-size: 88%; border-style: solid; border-width: 1px 1px 1px 4px; border-radius: 0.33em; border-color: #eaecf0; vertical-align: top; white-space: pre-wrap;"></td><td class='diff-marker'> </td><td style="background-color: #f8f9fa; color: #222; font-size: 88%; border-style: solid; border-width: 1px 1px 1px 4px; border-radius: 0.33em; border-color: #eaecf0; vertical-align: top; white-space: pre-wrap;"></td></tr>
<tr><td class='diff-marker'> </td><td style="background-color: #f8f9fa; color: #222; font-size: 88%; border-style: solid; border-width: 1px 1px 1px 4px; border-radius: 0.33em; border-color: #eaecf0; vertical-align: top; white-space: pre-wrap;"></td><td class='diff-marker'> </td><td style="background-color: #f8f9fa; color: #222; font-size: 88%; border-style: solid; border-width: 1px 1px 1px 4px; border-radius: 0.33em; border-color: #eaecf0; vertical-align: top; white-space: pre-wrap;"></td></tr>
</table>Carstenhttp://heimskringla.no/index.php?title=Vor_Folke%C3%A6t_i_Oldtiden:_Fred&diff=49034&oldid=prevCarsten: Vor Folkeæt i Oldtiden: Fred2019-01-01T10:04:30Z<p>Vor Folkeæt i Oldtiden: Fred</p>
<a href="http://heimskringla.no/index.php?title=Vor_Folke%C3%A6t_i_Oldtiden:_Fred&diff=49034">Vis endringer</a>Carsten