Ynglingesaga - Revisjonshistorikk

Jesper på 12. nov. 2025 kl. 19:22

2025-11-12T19:22:05Z

August på 19. sep. 2021 kl. 07:17

2021-09-19T07:17:38Z

August på 10. jun. 2021 kl. 11:16

2021-06-10T11:16:57Z

August på 17. nov. 2019 kl. 09:31

2019-11-17T09:31:05Z

Jesper på 1. aug. 2015 kl. 14:21

2015-08-01T14:21:24Z

Jesper på 1. aug. 2015 kl. 14:21

2015-08-01T14:21:00Z

Jesper på 31. des. 2014 kl. 06:14

2014-12-31T06:14:07Z

Jesper på 28. apr. 2014 kl. 14:02

2014-04-28T14:02:19Z

Jesper på 28. jan. 2014 kl. 18:48

2014-01-28T18:48:42Z

Jesper: Fjerner vers på norrønt

2013-12-09T18:39:00Z

Fjerner vers på norrønt

Vis endringer

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 12. nov. 2025 kl. 19:22
Linje 314:		Linje 314:
	Dags søn, som hed Agne, overtog magten efter ham. Han var mægtig og navnkundig, en stor hærmand og på alle måder meget duelig. Det skete en sommer, at kong Agne drog med sin hær til Finland, hvor han hærgede. Finnerne samlede en stor flok og drog til kamp; deres høvding hed Froste. Der opstod en stor kamp, og kong Agne sejrede; dér faldt Froste og mange folk med ham. Kong Agne drog med hærskjold omkring i Finland og lagde landet under sig og fik et meget stort bytte; han fangede Skjalv — datter af Froste — og hendes bror — Loge — og tog dem med sig. Da han kom østfra, lagde han til ved Stoksund; han rejste sine telte sydpå på et fed, hvor der var skov.		Dags søn, som hed Agne, overtog magten efter ham. Han var mægtig og navnkundig, en stor hærmand og på alle måder meget duelig. Det skete en sommer, at kong Agne drog med sin hær til Finland, hvor han hærgede. Finnerne samlede en stor flok og drog til kamp; deres høvding hed Froste. Der opstod en stor kamp, og kong Agne sejrede; dér faldt Froste og mange folk med ham. Kong Agne drog med hærskjold omkring i Finland og lagde landet under sig og fik et meget stort bytte; han fangede Skjalv — datter af Froste — og hendes bror — Loge — og tog dem med sig. Da han kom østfra, lagde han til ved Stoksund; han rejste sine telte sydpå på et fed, hvor der var skov.

−	Kong Agne havde det guldsmykke, som Visbur havde ejet. Kong Agne gik hen for at ligge med Skjalv; hun bad ham holde arveøl efter sin far. Han indbød da mange magtfulde mænd til sig og holdt et stort gæstebud. Han fik meget rosende omtale for denne færd. Der blev drukket meget, og da kong Agne blev fuld, bad Skjalv ham om at passe på smykket, som han havde om halsen; han tog smykket og bandt det godt fast om sin hals,[[Bilde:Konung Agne blir om natten upphängd i ett träd.jpg\|thumb\|right\|450px\|<center>Hugo Hamilton:'''''Kong Agne hænges af Skjalv'''''</center>]] før han gik hen for at sove. Landteltet stod ved skoven, og et højt træ voksede over teltet; det var tænkt som beskyttelse mod solvarmen. Da kong Agne var faldet i søvn, tog Skjalv et tykt reb, som hun fæstnede til smykket. Så væltede hendes folk teltstængerne og kastede enden af rebet op ~~ovre~~ træets grene; derefter trak de, sådan at kongen kom til at hænge oppe ved grenene — og det blev hans død. Skjalv og hendes folk løb om bord på skibet og roede væk. Kong Agne blev brændt, og det sted kaldtes siden Agnefed — dér på den østlige side af Tauren, vest for Stoksund. Således siger Tjodolf:	+	Kong Agne havde det guldsmykke, som Visbur havde ejet. Kong Agne gik hen for at ligge med Skjalv; hun bad ham holde arveøl efter sin far. Han indbød da mange magtfulde mænd til sig og holdt et stort gæstebud. Han fik meget rosende omtale for denne færd. Der blev drukket meget, og da kong Agne blev fuld, bad Skjalv ham om at passe på smykket, som han havde om halsen; han tog smykket og bandt det godt fast om sin hals,[[Bilde:Konung Agne blir om natten upphängd i ett träd.jpg\|thumb\|right\|450px\|<center>Hugo Hamilton:'''''Kong Agne hænges af Skjalv'''''</center>]] før han gik hen for at sove. Landteltet stod ved skoven, og et højt træ voksede over teltet; det var tænkt som beskyttelse mod solvarmen. Da kong Agne var faldet i søvn, tog Skjalv et tykt reb, som hun fæstnede til smykket. Så væltede hendes folk teltstængerne og kastede enden af rebet op over træets grene; derefter trak de, sådan at kongen kom til at hænge oppe ved grenene — og det blev hans død. Skjalv og hendes folk løb om bord på skibet og roede væk. Kong Agne blev brændt, og det sted kaldtes siden Agnefed — dér på den østlige side af Tauren, vest for Stoksund. Således siger Tjodolf:

@@ Linje 6: / Linje 6: @@
 |-
 !  !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Ynglinga saga (FJ)]] !!  !!  [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Ynglinge-saga]] !!  !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Ynglinga-Saga]] !!
 |-
 !  !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Ynglinga saga (Codex Frisianus)]] !!  !!  !!  !!  !!

@@ Linje 5: / Linje 5: @@
 ! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Ynglinga saga]] !!  !!  [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Ynglinga-soga]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Ynglingesaga]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Ynglingaättens historia]] !!
 |-
-!  !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Ynglinga saga (Codex Frisianus)]] !!  !!  [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Ynglinge-saga]] !!  !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Ynglinga-Saga]] !!
+!  !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Ynglinga saga (FJ)]] !!  !!  [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Ynglinge-saga]] !!  !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Ynglinga-Saga]] !!
 |-
 |}

@@ Linje 5: / Linje 5: @@
 ! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Ynglinga saga]] !!  !!  [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Ynglinga-soga]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Ynglingesaga]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Ynglingaättens historia]] !!
 |-
-!  !!  !!  !!  [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Ynglinge-saga]] !!  !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Ynglinga-Saga]] !!
+!  !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Ynglinga saga (Codex Frisianus)]] !!  !!  [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Ynglinge-saga]] !!  !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Ynglinga-Saga]] !!
 |-
 |}

@@ Linje 635: / Linje 635: @@
 '''36. Indebrændingen i Uppsala'''
-Ingjald — kong Ønunds søn — blev konge i Uppsala. Uppsalakongerne var de ypperligeste konger i Svitjod; der var kommet mange herredskonger til, siden dengang Odin var konge i Svitjod. De høvdinge, der sad i Uppsala, var enevældige, indtil Agne døde, men så blev magten fordelt mellem brødre, sådan som det tidligere blev fortalt, og derfra spredtes magten og kongedømmet i slægten efterhånden som den forgrenede sig. Nogle konger ryddede store skovstrækninger og befolkede dem og øgede derved deres magt, og da Ingjald fik magten og kongedømmet, var der — som før skrevet — mange herredskonger.
+Ingjald — kong Ønunds søn — blev konge i Uppsala. Uppsalakongerne var de ypperligste konger i Svitjod; der var kommet mange herredskonger til, siden dengang Odin var konge i Svitjod. De høvdinge, der sad i Uppsala, var enevældige, indtil Agne døde, men så blev magten fordelt mellem brødre, sådan som det tidligere blev fortalt, og derfra spredtes magten og kongedømmet i slægten efterhånden som den forgrenede sig. Nogle konger ryddede store skovstrækninger og befolkede dem og øgede derved deres magt, og da Ingjald fik magten og kongedømmet, var der — som før skrevet — mange herredskonger.
 Kong Ingjald lod et stort gæstebud foranstalte i Uppsala; han agtede at holde arveøl efter sin far — kong Ønund. Han lod indrette en sal, der på ingen måde var mindre prægtig eller stod tilbage for Upsalen; han kaldte den for Syvkongesalen. Deri blev lavet syv højsæder. Kong Ingjald sendte folk rundt i hele Svitjod og indbød konger og jarler og andre udmærkede mænd til sig. Til dette arveøl kom kong Algøte — Ingjalds svigerfar — og kong Yngvar af Fjädrundaland og hans to sønner — Agner og Alf — og kong Sporsnild af Närke og kong Sigverk af Åttundaland. Kong Granmar af Södermannland kom ikke. Der blev indrettet til de seks konger i den nye sal; ét af de højsæder, som Ingjald havdet fået lavet, stod tomt. Alt det mandskab, der var fulgt med, blev ledt til den nye sal. Kong Ingjald havde indrettet til sin livvagt og alle sine folk i Upsalen. Det var sædvane på den tid, at når der skulle holdes arveøl efter en konge eller jarl, skulle den, der holdt det og som skulle arve, sidde på trinnet foran højsædet helt indtil den drikkeskål, der kaldtes Brageskålen, blev båret ind; så skulle han rejse sig imod Brageskålen, gøre højtidelige løfter og derefter drikke skålen ud. Derpå skulle han ledes til højsædet — det som hans far havde haft — og så havde han taget al arv efter denne. Nu skete der det, at da Brageskålen kom ind, rejste kong Ingjald sig og greb et stort dyrehorn; han lovede højtideligt, at han ville forøge sin magt til det dobbelte i alle verdenshjørner eller dø i modsat fald. Derefter drak han hornet ud.

@@ Linje 31: / Linje 31: @@
 '''1. Her fortælles om landenes beskaffenhed'''
-Verdens kreds — den som menneskene bebor — gennemskæres af mange vige; store have strækker sig fra udhavet ind i landjorden. Det er velkendt, at et hav går fra Nørvesund helt ud til Jorsalaland; fra det hav går en lang havbugt mod nordøst, som kaldes Sortehavet — det danner skel mellem de tre verdensdele. Østfor kaldes det Asien; det vestfor kalder nogle Europa, andre Enea. Nord for Sortehavet har Det store — eller ''Det kolde'' — Svitjod sin udstrækning. Nogle siger, at Det store Svitjod ikke er mindre end Det store Serkland; andre jævnfører det med Det store Blåland. Den nordligste del af Svitjod henligger ubeboet på grund af frost og kulde, ligesom den sydlige del af Blåland er øde på grund af solens brænden.
+Verdens kreds — den som menneskene bebor — gennemskæres af mange vige; store have strækker sig fra udhavet ind i landjorden. Det er velkendt, at et hav går fra Nørvesund helt ud til Jorsalaland; fra det hav går en lang havbugt mod nordøst, som kaldes Sortehavet — det danner skel mellem de tre verdensdele. Øst for kaldes det Asien; det vest for kalder nogle Europa, andre Enea. Nord for Sortehavet har Det store — eller ''Det kolde'' — Svitjod sin udstrækning. Nogle siger, at Det store Svitjod ikke er mindre end Det store Serkland; andre jævnfører det med Det store Blåland. Den nordligste del af Svitjod henligger ubeboet på grund af frost og kulde, ligesom den sydlige del af Blåland er øde på grund af solens brænden.
-I Svitjod er der mange, store herreder; dér findes også mange slags folk og mange sprog. Dér findes kæmper, og dér findes dværge; dér findes blåmænd, og dér er mange slags underlige folk. Dér findes også mærkeligt store dyr og drager. Fra de bjerge mod nord, som ligger udenfor al beboelse, falder en å gennem Svitjod, som rettelig kaldes Tanais — den blev førhen kaldt Tanakvisl eller Vanakvisl; den løber ud i Sortehavet. Landet ved åens forgreninger blev kaldt Vaneland eller Vanehjem. Den å skiller verdensdelene; østfor hedder det Asien og vestfor Europa.
+I Svitjod er der mange, store herreder; dér findes også mange slags folk og mange sprog. Dér findes kæmper, og dér findes dværge; dér findes blåmænd, og dér er mange slags underlige folk. Dér findes også mærkeligt store dyr og drager. Fra de bjerge mod nord, som ligger udenfor al beboelse, falder en å gennem Svitjod, som rettelig kaldes Tanais — den blev førhen kaldt Tanakvisl eller Vanakvisl; den løber ud i Sortehavet. Landet ved åens forgreninger blev kaldt Vaneland eller Vanehjem. Den å skiller verdensdelene; øst for hedder det Asien og vest for Europa.
@@ Linje 181: / Linje 181: @@
 '''13. Om Vanlande'''
-Vanlande — Svegdes søn — overtog magten efter ham og regerede over Uppsala-godset; han var en stor kriger, og han drog langt omkring. Han tog vinterophold i Finland hos Sne den Gamle og blev gift med dennes datter — Drive. Da det blev forår drog han væk, men Drive blev tilbage; han lovede at komme igen inden tre år, men han var ikke kommet, da der var gået 10 år. Så sendte Drive bud efter sejdkonen Huld og sendte Visbur — sin søn med Vanlande — til Svitjod. Drive betalte Huld Sejdkone for, at hun skulle sejde Vanlande til Finland eller i modsat fald dræbe ham. Da sejden blev fremmet, opholdt Vanlande sig i Uppsala; han fik da lyst til at drage til Finland, men hans venner og rådgivere forbød ham det og sagde, at den lyst måtte være forårsaget af finsk trolddom. Så blev han søvning og lagde sig til at sove, men netop da han var faldet i søvn, råbte han og sagde, at maren trådte på ham. Hans mænd løb til for at hjælpe ham, men når de tog fat i hovedet på ham, trådte hun ham på læggene, så de næsten brækkede; så greb de ham i fødderne, men da kværkede hun hovedet, sådan at han døde. Svenskerne tog hans lig, og han blev brændt ved den å, der hed Skutå; dér blev hans bautasten rejst. Således siger Tjodolf:
+Vanlande — Svegdes søn — overtog magten efter ham og regerede over Uppsala-godset; han var en stor kriger, og han drog langt omkring. Han tog vinterophold i Finland hos Sne den Gamle og blev gift med dennes datter — Drive. Da det blev forår drog han væk, men Drive blev tilbage; han lovede at komme igen inden tre år, men han var ikke kommet, da der var gået 10 år. Så sendte Drive bud efter sejdkonen Huld og sendte Visbur — sin søn med Vanlande — til Svitjod. Drive betalte Huld Sejdkone for, at hun skulle sejde Vanlande til Finland eller i modsat fald dræbe ham. Da sejden blev fremmet, opholdt Vanlande sig i Uppsala; han fik da lyst til at drage til Finland, men hans venner og rådgivere forbød ham det og sagde, at den lyst måtte være forårsaget af finsk trolddom. Så blev han søvnig og lagde sig til at sove, men netop da han var faldet i søvn, råbte han og sagde, at maren trådte på ham. Hans mænd løb til for at hjælpe ham, men når de tog fat i hovedet på ham, trådte hun ham på læggene, så de næsten brækkede; så greb de ham i fødderne, men da kværkede hun hovedet, sådan at han døde. Svenskerne tog hans lig, og han blev brændt ved den å, der hed Skutå; dér blev hans bautasten rejst. Således siger Tjodolf:
@@ Linje 279: / Linje 279: @@
-Dygves mor hed Drot; hun var datter af kong Danp, der var søn af Rig, der som den første blev kaldt konge på dansk tungemål. Hans efterkommere anså altid siden kongenavnet for den fornemste hædersbetegnelse. Dygve var den første blandt sine slægtninge, der blev kaldt konge; før blev de kaldt ''drotner'', og deres koner ''drotninger'', men deres livvagt ''drot''. Alle mænd i slægten blev bestandigt kaldt ''Yngve'' eller ''Yngune'', og alle kaldtes de for ''ynglinger''. Droning Drot var søster til kong Dan den Storladne, som Danmark er benævnt efter.
+Dygves mor hed Drot; hun var datter af kong Danp, der var søn af Rig, der som den første blev kaldt konge på dansk tungemål. Hans efterkommere anså altid siden kongenavnet for den fornemste hædersbetegnelse. Dygve var den første blandt sine slægtninge, der blev kaldt konge; før blev de kaldt ''drotner'', og deres koner ''drotninger'', men deres livvagt ''drot''. Alle mænd i slægten blev bestandigt kaldt ''Yngve'' eller ''Yngune'', og alle kaldtes de for ''ynglinger''. Dronning Drot var søster til kong Dan den Storladne, som Danmark er benævnt efter.
 '''18. Om Dag den Vise'''
-Kong Dygves søn hed Dag; han overtog kongedømmet efter ham. Han var så vis en mand, at han forstod, hvad fuglene sagde. Han havde en spurv, som fortalte ham om mange hændelser; den fløj til andre lande. Der var engang, at spurven fløj til Reidgotland — til den gård, der hedder Vørve; den landede på bondens mark, hvor den spiste. Bonden kom, og han samlede en sten op og slog spurven ihjel. Kong Dag blev bekymret, da spurven ikke vendte hjem; han spurgte guderne ved en sone-ofring og fik det svar, at hans spurv var blevet dræbt på Vørve. Derefter udbød han en stor hær og drog til Gotland, og da han kom til Vørve, gik han frem med sin hær og hærgede; folk flygtede langt omkring. Kong Dag vendte, da det blev aften, tilbage til sine skibe med hæren; han havde dræbt mange folk og taget mange til fange. Da de skulle kydse en å, der hvor det hedder Skydevad eller Våbenvad, løb en arbejdstræl ud af skoven og frem til åbrinken. Han kastede en høtyv ind i deres flok, og den traf kongen i hovedet; han faldt straks af hesten og døde. På den tid blev en høvding, der hærgede, kaldt for ''gram'' og hærmændene for ''gramer''. Således siger Tjodolf:
+Kong Dygves søn hed Dag; han overtog kongedømmet efter ham. Han var så vis en mand, at han forstod, hvad fuglene sagde. Han havde en spurv, som fortalte ham om mange hændelser; den fløj til andre lande. Der var engang, at spurven fløj til Reidgotland — til den gård, der hedder Vørve; den landede på bondens mark, hvor den spiste. Bonden kom, og han samlede en sten op og slog spurven ihjel. Kong Dag blev bekymret, da spurven ikke vendte hjem; han spurgte guderne ved en sone-ofring og fik det svar, at hans spurv var blevet dræbt på Vørve. Derefter udbød han en stor hær og drog til Gotland, og da han kom til Vørve, gik han frem med sin hær og hærgede; folk flygtede langt omkring. Kong Dag vendte, da det blev aften, tilbage til sine skibe med hæren; han havde dræbt mange folk og taget mange til fange. Da de skulle krydse en å, der hvor det hedder Skydevad eller Våbenvad, løb en arbejdstræl ud af skoven og frem til åbrinken. Han kastede en høtyv ind i deres flok, og den traf kongen i hovedet; han faldt straks af hesten og døde. På den tid blev en høvding, der hærgede, kaldt for ''gram'' og hærmændene for ''gramer''. Således siger Tjodolf:
@@ Linje 350: / Linje 350: @@
 Yngve og Alf var sønner af Alrek; de overtog derefter kongemagten i Svitjod. Yngve var en stor kriger og altid sejrrig; han var smuk og den største idrætsmand, stærk og hurtig i strid, gavmild og meget munter — af alle disse årsager blev han navnkundig og afholdt. Kong Alf — hans bror — blev i landet og drog ikke på hærtogt; han blev kaldt for Elfsi. Han var en tavs, herskesyg og uvenlig mand; hans mor hed Dageid — hun var datter af kong Dag den Mægtige, fra hvem døglingerne stammer. Kong Alf havde en kone, der hed Bera; hun var en smuk kvinde, der var meget gæv og særdeles munter.
-Yngve Alrekson var et efterår kommet fra et vikingetogt tilbage til Uppsala, og han var da meget navnkundig. Han sad tit længe over drikken om aftenen; kong Alf gik ofte tidligt til ro. Droning Bera sad tit om aftenerne og talte sammen med Yngve; Alf talte ofte derom, og han bad hende gå i seng og sagde, at han ikke ville ligge vågen og vente på hende. Hun svarede og sagde, at den kone var lykkelig, der hellere ville have Yngve end Alf; han blev meget vred, for dette fortalte hun ham tit.
+Yngve Alrekson var et efterår kommet fra et vikingetogt tilbage til Uppsala, og han var da meget navnkundig. Han sad tit længe over drikken om aftenen; kong Alf gik ofte tidligt til ro. Dronning Bera sad tit om aftenerne og talte sammen med Yngve; Alf talte ofte derom, og han bad hende gå i seng og sagde, at han ikke ville ligge vågen og vente på hende. Hun svarede og sagde, at den kone var lykkelig, der hellere ville have Yngve end Alf; han blev meget vred, for dette fortalte hun ham tit.
 En aften kom Alf ind i hallen, hvor Yngve og Bera sad i højsædet og talte sammen. Yngve havde sit sværd liggende på sine knæ. Folkene var meget berusede, og ingen bemærkede, at kongen kom ind. Kong Alf gik til højsædet, trak sværdet fra under kappen og stak det gennem sin bror — Yngve. Yngve sprang op, drog sværdet og huggede Alf ihjel. De faldt begge døde om på gulvet. Alf og Yngve blev højlagt på Fyrissletten; således siger Tjodolf:
@@ Linje 429: / Linje 429: @@
 '''25. Kong Øns død'''
-Jørunds søn hed Øn — eller Åne — og han blev konge over svenskerne efter sin far; han var en klog mand og ivrig til at ofre. Han var ingen kriger og blev hjemme i landet. På den tid — da disse konger, der her fortælles om, levede i Uppsala — var Dan den Storladne den første konge i Danmark; han blev meget gammel. Så kom hans søn, som hed Frode den Storladne — eller ''den Fredelige'' — og derefter ''hans'' sønner — Halvdan og Fridleif. De var store krigere; Halvdan var den ældste og på alle måder fremmeste af dem. Han drog med sin hær til Svitjod imod kong Øn. De kæmpede nogle gange; Halvdan sejrede hver gang, og til sidst flygtede kong Øn til Västergötaland. Da havde han været konge over Uppsala i 20 år; han opholdt sig også 20 år i Götaland, så længe Halvdan var konge i Uppsala.
+Jørunds søn hed Øn — eller Åne — og han blev konge over svenskerne efter sin far; han var en klog mand og ivrig til at ofre. Han var ingen kriger og blev hjemme i landet. På den tid — da disse konger, der her fortælles om, levede i Uppsala — var Dan den Storladne den første konge i Danmark; han blev meget gammel. Så kom hans søn, som hed Frode den Storladne — eller ''den Fredelige'' — og derefter ''hans'' sønner — Halvdan og Fridleif. De var store krigere; Halvdan var den ældste og på alle måder fremmeste af dem. Han drog med sin hær til Svitjod imod kong Øn. De kæmpede nogle gange; Halvdan sejrede hver gang, og til sidst flygtede kong Øn til Västergötland. Da havde han været konge over Uppsala i 20 år; han opholdt sig også 20 år i Götaland, så længe Halvdan var konge i Uppsala.
 Kong Halvdan døde af sygdom i Uppsala, og dér er han højlagt. Derefter kom kong Øn igen til Uppsala; da var han 60 år gammel. Så afholdt han en stor offerfest og ofrede for at få et langt liv; han gav Odin sin søn, og denne blev ofret. Kong Øn fik det svar af Odin, at han skulle leve i endnu 60 år.
@@ Linje 467: / Linje 467: @@
 Kong Egil samlede en hær og drog i strid mod Tunne; de kæmpede, og Tunne sejrede, men Egil flygtede og mistede mange mænd. Kong Egil og Tunne mødtes i otte slag, og Tunne vandt dem alle. Efter det flygtede kong Egil ud af landet og til Danmark til Frode den Tapre på Sjælland. Han lovede kong Frode skat af svenskerne for hans hjælp, og Frode gav ham en hær og sine kæmper; så drog kong Egil til Svitjod. Da Tunne erfarede det, drog han imod ham med sit følge, og der opstod en stor kamp; Tunne faldt, og kong Egil kom igen til magten. Danskerne drog hjem. Kong Egil sendte kong Frode gode og store gaver hvert halve år, men betalte ingen skat til danskerne, og dog holdt han sit venskab med Frode.
-Efter Tunnes fald, blev kong Egil ved magten i tre år. Det skete i Svitjod, at en tyr, som man agtede at ofre, var blevet gammel og opdrættet så kappelysten, at han var blevet olm, og da folkene ville indfange ham, løb han til skovs, blev gal og var længe et skadedyr mod mennesker i skoven. Kong Egil var en stor jæger; han red ofte om dagen i skoven for at jage dyr. Det skete engang, at han var redet på jagt med sine mænd; han havde længe fulgt et dyr, og han red efter det ind i skoven og væk fra folkene. Så fik han øje på tyren og red frem for at dræbe ham; tyren vendte sig imod kongen. Kongen fik ram på ham, men spydet faldt ud; tyren stak hornene i siden på hesten, så den straks faldt til jorden sammen med kongen. Så kom kongen på fødderne og ville trække sværdet, men tyren drev hornene i brystet på ham, så de stak dybt ind. Da kom kongens mænd til og dræbte tyren. Kongen levede kun i kort tid derefter, og han er højlagt ved Uppsala; således siger Tjodolf:
+Efter Tunnes fald, blev kong Egil ved magten i tre år. Det skete i Svitjod, at en tyr, som man agtede at ofre, var blevet gammel og opdrættet så kappelysten, at han var blevet olm, og da folkene ville indfange ham, løb han til skovs, blev gal og var længe et skadedyr mod mennesker i skoven. Kong Egil var en stor jæger; han red ofte om dagen i skoven for at jage dyr. Det skete engang, at han var redet på jagt med sine mænd; han havde længe fulgt et dyr, og han red efter det ind i skoven og væk fra folkene. Så fik han øje på tyren og red frem for at dræbe ham; tyren vendte sig imod kongen. Kongen fik ram på ham, men spyddet faldt ud; tyren stak hornene i siden på hesten, så den straks faldt til jorden sammen med kongen. Så kom kongen på fødderne og ville trække sværdet, men tyren drev hornene i brystet på ham, så de stak dybt ind. Da kom kongens mænd til og dræbte tyren. Kongen levede kun i kort tid derefter, og han er højlagt ved Uppsala; således siger Tjodolf:

@@ Linje 691: / Linje 691: @@
 ::&nbsp;
 ::Fyrsten blev
-::blandt svenske folk
+::blandt de svenske
 ::omtalt som
 ::i sandhed gæv,

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 28. apr. 2014 kl. 14:02
Linje 762:		Linje 762:
	Øistein — Halvdan Hvidbens søn — der var konge efter denne i Romerike og Vestfold, blev gift med Hild — datter af Erik Agnarson, der var konge i Vestfold. Agnar — Eriks far — var søn af Sigtryg, som var konge af Vendel. Kong Erik havde ingen sønner; han døde mens kong Halvdan Hvidben endnu levede. Så underlagde far og søn — Halvdan og Øistein — sig hele Vestfold; Øistein regerede over Vestfold, så længe han levede.		Øistein — Halvdan Hvidbens søn — der var konge efter denne i Romerike og Vestfold, blev gift med Hild — datter af Erik Agnarson, der var konge i Vestfold. Agnar — Eriks far — var søn af Sigtryg, som var konge af Vendel. Kong Erik havde ingen sønner; han døde mens kong Halvdan Hvidben endnu levede. Så underlagde far og søn — Halvdan og Øistein — sig hele Vestfold; Øistein regerede over Vestfold, så længe han levede.

−	På den tid var der en konge på Varna, der hed Skjold; han var overordentlig troldkyndig. Kong Øistein drog med nogle krigsskibe over til Varna, hvor han hærgede og tog, hvad han kunne finde af tøj, andre værdier og bøndernes redskaber. Han foretog også strandhugst og drog derefter væk. Da kong Skjold kom til stranden med sin hær, var kong Øistein væk og kommet over fjorden, men Skjold kunne se hans sejl; så tog han sin kappe af og svingede den, mens han pustede. Da de sejlede ind ved Jarlsø, sad kong Øistein ved roret; et andet skib sejlede tæt ved dem. Der blev lidt bølgegang, og sejlbommen på det andet skib slog kongen ~~overbord~~; det blev hans død. Hans folk bjærgede liget, det blev flyttet ind til Borre, og man opkastede en høj over ham på kanten ud mod havet ved Vadla. Således siger Tjodolf:	+	På den tid var der en konge på Varna, der hed Skjold; han var overordentlig troldkyndig. Kong Øistein drog med nogle krigsskibe over til Varna, hvor han hærgede og tog, hvad han kunne finde af tøj, andre værdier og bøndernes redskaber. Han foretog også strandhugst og drog derefter væk. Da kong Skjold kom til stranden med sin hær, var kong Øistein væk og kommet over fjorden, men Skjold kunne se hans sejl; så tog han sin kappe af og svingede den, mens han pustede. Da de sejlede ind ved Jarlsø, sad kong Øistein ved roret; et andet skib sejlede tæt ved dem. Der blev lidt bølgegang, og sejlbommen på det andet skib slog kongen over bord; det blev hans død. Hans folk bjærgede liget, det blev flyttet ind til Borre, og man opkastede en høj over ham på kanten ud mod havet ved Vadla. Således siger Tjodolf:

@@ Linje 102: / Linje 102: @@
-::Skade med
+::Asers slægtning —
-::skjaldeguden
+::æret af skjalde —
-::avled’ da
+::blev jarlsfar
-::asers slægtning,
+::ved jernvidjen;
-::dengang hun
+::i Mandheim
-::havde ægtet
+::var mændenes ven
-::mænd’nes ven
+::da fortsat
-::i Mandehjem.
+::i fællig med Skade.
+::&nbsp;
-::Odin fik
+::— —
-::flertals sønner
+::og mange sønner
-::skænket af
+::har skidisen
-::skigudinden.
+::skænket Odin.
@@ Linje 295: / Linje 295: @@
 ::hævned’ den
 ::med hærmænds følge.
+::&nbsp;
 ::Og de ord
 ::østfra hørtes:
@@ Linje 363: / Linje 363: @@
 ::Yngve dræbt
 ::af døglings stik.
+::&nbsp;
 ::Ej man skal
 ::det skylde Bera,
@@ Linje 386: / Linje 386: @@
-::Angerløst
+::Grumt måtte
-::Yngves sønner
+::Gudløg tæmme
 ::Sigars hest
-::højt bestige.
+::for høvdinge østfra;
+::i overmod
-::Ligtynget
+::lod Yngves sønner
-::træet hælded’
+::guldets øder
-::hvor næsset
+::gynge i træet.
-::noret deler;
+::&nbsp;
-::kongens grav
+::Træet stod,
-::nu kendes ved
+::tynget af liget,
-::stenrøsen
+::vindblæst, skævt,
-::på Strømønæs.
+::hvor vigen deles;
@@ Linje 446: / Linje 446: @@
 ::æde da
 ::for anden gang.
+::&nbsp;
 ::Oksens spyds
 ::spidse ende
@@ Linje 478: / Linje 478: @@
 ::hornet drev
 ::dybt i Egil.
+::&nbsp;
 ::Oksen, som
 ::østpå længe
@@ Linje 504: / Linje 504: @@
 ::blodigt fat
 ::i fyrstens krop.
+::&nbsp;
 ::Dette værk
 ::— Vøts og Fastes —
@@ Linje 539: / Linje 539: @@
 ::fra hestens
 ::hals til jorden.
+::&nbsp;
 ::Da med grus
 ::gramens hjerne
@@ Linje 568: / Linje 568: @@
 ::sammen med
 ::siklingen selv.
+::&nbsp;
 ::Bakkens tangs
 ::bidende sot
@@ Linje 689: / Linje 689: @@
 ::gik over
 ::guders slægtning.
+::&nbsp;
 ::Fyrsten blev
 ::blandt svenske folk
@@ Linje 813: / Linje 813: @@
 ::udåd mod
 ::den øldrukne.
+::&nbsp;
 ::Sejren vandt
 ::den svigefulde
@@ Linje 839: / Linje 839: @@
 ::vidt og bredt
 ::i Vestmars land.
+::&nbsp;
 ::Folkets ven
 ::til fald bragtes