Ånæs syssel (K.Kålund)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Árnessýsla
Detaljeret kort på dette link: Landmælingar Íslands

Bidrag til en
historisk-topografisk
beskrivelse af
Island

P. E. Kristian Kålund

Ånæs syssel
(Árness sýsla)
[Indbyggerantal c. 6000]

Som omtalt under beskrivelsen af hederne oven for Guldbringe og Kjos' syssel, fører vejen over Hellesheden til Ånæs (Árness) syssel, og da først ind i det flade græsrige Ölves (Ölfus), der er et af de otte landskaber eller herreder — dette ord bruges nemlig ikke om landets verdslige inddeling, men kun i betydningen bygdelag, naturlig begrænset landsafdeling o. d. l. —, hvori natur og sædvane har inddelt dette store og folkerige syssel, medens det i verdslig henseende er delt i 13 hrepper; Ölves udgør i forbindelse med det vest herfor langs stranden liggende Selvåg (Selvogr) sysselets sydvestlige del. Under den langvarige, jævnt skrånende nedstigning fra Hellesheden ser man først lige for sig det kompakte Ingolvsfell og Ölveså som en lysende stribe, senere til højre åens store bredning og i horisonten havet. Til venstre skyder sig frem forskellige meget maleriske og takkede forgreninger af Helleshedens udløbere. Fra fjældheden går vejen lige ned mod gården Reykir, der ligger ved mundingen af en lille dal, som her skyder sig i nordvest op mellem fjældene, på den anden side den dalen gennemstrømmende Varmå, som her antager dette navn efter de herværende varme kilder, men som i øvrigt så vel under sit tidligere løb som på sit senere gennem Ølves har flere andre navne, På Reykir boede i Sturlungetiden den bekendte Gissur Torvaldssön, den senere Gissur jarl, en tid lang i sine første høvdingeår. Da Sturla Sighvatssön havde overlistet og fanget Gissur ved Apavatn, begav han sag med ham herhen, og under opholdet på Reykir blev det bestemt, at Gissurs fætter Hjalte, biskop Magnus' sön, skulde overtage alle hans godord og det hele høvdingdømme, Gissur selv skulde forlade landet, — en overenskomst, der rigtignok fik en ganske anden betydning end den tilsigtede, da Hjalte viste sig at stå i ledtog med Gissur, så at den endog blev indledningen til selve Sturlas fald (Sturl. I, 351 ffg.).

Geysir i Haukadalur - (W.G. Collingwood, 1897)

Reykir er i øvrigt mest bekendt af sine varme kilder, der jo også har givet stedet navn. De ligger lidt oven for gården på begge sider af åen. Indtil for kort tid siden kunde man her se en virkelig springkilde, den såkaldte »Lille Geysir«, men for 10—20 år siden ophørte den at sprudle. Tæt oven for tunet på Reykir ses dens krater, et par alen i gennemsnit, ikke som sædvanlig tragtformigt, men omtrent som et uregelmæssig boret eller hakket hul i kiselen. Det er fyldt med smukt blåligt vand, hvorigennem store dampblærer stige op; hyppig øges dens virksomhed, kogningen tiltager, og vandet i midten af krateret sprudler et kvarter op. I kanten af den kilden omgivende høj af kiselsinter findes en mindre hver, der til en vis grad synes at følge dens bevægelser. I ældre tider har springkildernes virksomhed her været overordenlig. Årbøgerne fortæller således, at under et jordskælv 1597 forsvandt den store hver Geysir i Hveragærde (Hveragerði) syd for Reykir, og der kom op igen en anden hver oven for tunet på Reykir, »som er endnu i dag og sprudler meget, dog ikke som den store før havde sprudlet; thi det havde ikke været uden fare at passere vejen, som lå ganske tæt ved den, således som man end kan se på storreisen og sporene derefter; ti der er endnu kildestedet tilbage, bredt med kogende vand. Og der er lang vej dér imellem, hvor den Geysir er, som nu siden har været, og åen imellem«. Blandt de andre kilder falder nu mest i øjnene et temlig stort bassin syd for åen — formodenlig den 1597 forsvundne Geysirs krater —, således som de varme kilder selv danner dem, skål- eller tragtformige, ved rundt om sig at afsætte hvidgul kiselsinter, hvor smukt blåligklart, kogende vand vælder op i midten, og flere mindre af samme slags, samt kilder med boblen eller kogen så stærk, at vandet skydes flere tommer i vejret. Den morsomste af de herværende kilder ligger ligeledes syd for åen, men lidt højere oppe, tæt ved vejen, der fører ind i dalen; det er den såkaldte Grýla (ɔ: skræmslet), en lille kilde med et langagtig uregelmæssigt krater, lavest ved dets forreste ende. Hveren sprudler omtrent hvert kvarter, man ser da vandet stige op til kraterets overflade, derefter begynder en heftig boblen i den bageste del af krateret, og det kogende vand kastes nu i en langagtig bue på omtrent et kvarters højde frem gennem krateret, medens det overflødige vand løber bort over den forreste lavere rand, Desuden er på begge sider af åen flere dyndkilder; syd for åen ses et lille bassin med blåligt dynd, der i store bobler skydes op forskellige steder; nord for åen ser man et steds en dyb kildeåbning, hvor det blå dynd koger som i en stor kedel et par alen under overfladen, et andet steds en rød dyndkilde til dels dækket, hvor det kogende røde dynd kun ses gennem mange små huller; og ved flere kilder høres kun larmen af det kogende vand eller dynd, men dette selv ses ikke på grund af kiselskorpen, som dækker åbningen Fra Reykir fører vejen, snart over moser og enge, snart over grussletter med lavagrund, langs foden af Helleshede med Ölvesets udstrakte enge til venstre, til det omtrent en mil sydligere liggende Hjalle (Hjalli), der ligger tæt under hedeskrænten, Gården, der som sædvanlig står lidt højere end de nærmeste omgivelser, har øst for sig kirken, vest for sig en lille bæk. I oldtiden et høvdingesæde huser denne gård nu kun fattigdom på grund af den her stedfundne udstykning. Forskellige sagaer nævne Hjalle som bolig for høvdingen Torodd gode og hans endnu mere bekendte søn Skafte lovsigemand. Flóamannasaga (s. 160—61) underretter os om, at Skafte oprindelig havde ladet bygge en kirke vest for bækken, og ved den blev hans fader Torodd, hans svoger Torgils (sagaens helt) og Bjarne den spage fra Gröv jordede, »men siden flyttedes deres ben til det sted, hvor kirken nu står, ti Skafte lovede at lade opføre en kirke, da Tora (hans kone) brækkede sit ben, da hun var ved sine lærreder«. Få Hjalle grebes 1541 den sidste katolske biskop i Skålholt Ögmund Povlssön, der på grund af blindhed allerede tidligere havde frasagt sig embedet, af den danske befalingsmand Kristoffer Hvitfeld, og førtes til Danmark, hvor der blev anvist ham ophold i Sorø kloster. (Herom kan læses udførligere f. eks. hos Espolin III d. s. 133 ffg.). — Et på Hjalle lokaliseret sagn om den fabelagtige Bård Snefjældsas' datter Helga er i visse henseender ikke uden interesse. På Hjalle findes nemlig (i følge den antikvariske indberetning 1821) en stald »Granahesthús« kaldet, hvori et stort klippestykke (hella) er anbragt, som Helga Bårdsdatter i følge sagnet har ladet føre derhen på ryggen af sin hest, ad en i tunet beliggende, efter den benævnt strækning »Granaflöt«. Herom nævnes intet i Bårds saga, derimod siges, hvor Helgas vinterophold på Hjalle omtales (s. 14): »Det var hende, som var en vinter på Hjalle i Ölves hos Torodd og hans søn Skafte, og ikke Gudrun Gjukedatter, som nogle siger«. Da nu hesten Grane tilhører Völsung-Gjukungesagnkredsen, ligger det nær at formode, at hvad der nu fortælles om Helga på Hjalle, tidligere har været et på Island udformet sagn om Gudrun.

Området omkring Geysir. - (A. E. F. Mayer, 1836)

I Kristnisaga (s. 22) fortælles, at i det afgørende øjeblik under forhandlingerne på altinget om kristendommens antagelse, da det så ud til, at landet skulde spaltes i to samfund, kom en mand løbende og fortalte, »at jordild var kommen op i Ölves, og at den vilde løbe på Torodd godes gård«, en begivenhed, der af hedningerne fremstilledes som et tegn på gudernes vrede, indtil Snorre gode afvæbnede dem ved at spørge, på hvem vel guderne vrededes, »da det hraun, vi nu stå på (ɔ: det forhistoriske Tingvoldhraun), brændte«. Denne lavastrøm som således år 1000 truede Hjalle, antages almindelig for at være det lille hraun Þurrárhraun (Töråhraun) der nordøst for Hjalle fra heden strækker sig ned mod moserne.

Hinsides engene hæver egnens præstegård, det i HGrk. (s. 26) nævnte Arnarbæle (Arnarbæli) sig, og vejen hertil, aldeles ufremkommelig uden kyndig vejviser, er godt skikket til at give en forestilling om Ölvesets ejendommeligheder. Over flade oversvømmede strækninger, fugtige enge, bæk- og åmundinger eller forgreninger af Ölveså går det, over et marskland, der allerede nu er berømt for sin rige høavl, men som med den fornødne udgrøftning og vandafledning vilde kunne blive et af hovedsæderne for Islands kvægavl. Arnarbæle ligger sammen med flere andre gårde særdeles smukt på en stor høj eller bakke tæt ved Ölveså, der syd for gården danner en stor sølignende bredning. Fra gården får man en særdeles god oversigt over hele landskabet. Mod vest hinsides engene begrænses udsigten af den stejlt, næsten som en mur, affaldende Helleshede, og op fra denne hæver sig flere fritstående, smukt formede fjælde; blandt disse er Skålefell (Skálafell), hvorfra der er en vid udsigt over de omliggende sysler. Traditionen tillægger det navn efter Ingolvs »skáli«, hvad der også stemmer med fortællingen i Ldn., at Ingolv lod gøre skåle på Skålefell, derfra så han røg ved Ölvesvatn (ɔ: Tingvoldsøen) og fandt der sin bortløbne træl Karle.

Længere i nord viser sig Hengilen og de kløftede mosgroede Reykjafjælde, og længst i nordøst ved et fjældstrøg sammenhængende med disse det anselige Ingolvsfell (Ingólfsfell), der ses fra ethvert punkt i Ölves og ellers aldeles har karakteren af et fritstående fjæld. Midt på den svagt hvælvede fjældryg ses en høj — synlig til alle sider fra fjældet undtagen nord fra — aldeles af form og tilsyneladende af størrelse som en kæmpehøj, hvormed den derfor på afstand har en skuffende lighed; i højen, der bærer navnet Inghóll, skal i følge et almindelig udbredt sagn Islands første bebygger Ingolv være højlagt. Sagnet er temmelig gammelt; allerede recensionen E. af Landnamsbogen — og noget lignende er også antydet i C. — føjer til Ldn.s tekst (s. 36) om Ingolv: »Han var den tredje vinter under Ingolvsfell vest for Ölveså«, sætningen »hvor nogle sige, at han er højlagt«; derimod har den ældre Islendingabog (s. 4) kun: »Ingolvsfell er vest for Ölveså, hvor han (ɔ: Ingolv) siden udstrakte sin besiddelse over.« Kommer man op til højen, hvad der kun uden besvær kan ske fra nordsiden, skal den vise sig at bestå af klippeblokke, grus og sten og i det hele gøre indtrykket af at være en naturlig højde. Fjældet skråner med sin øverste halvdel jævnt for derefter at falde stejlt af mod sletten; kun mod syd fremskyder det en lavere udløber. Neden for denne ligger en kegle- eller pyramideformig højde Kögunarhóll, der tidligere skal have heddet Knörhóll, og hvori sagnet lader Ingolv have sat sit skib.

I HGrk. (s. 4) siges det om en mand Sigurd mule, der opfostrede en datter af den ved sydenden af Tingvoldsøen boende Grimkel gode, at han boede på gården Fell (undir Felli), og senere hen (s. 38) fortælles det, at Grimkels søn Hörd lader alle de varer føre under Fell til Sigurd mule, som hans fader overlader ham til hans forestående udenlandsrejse, der skal udgå fra havnen Eyrar (øst for Ölvesåens udløb). I et membranbrudstykke af en som det antages ældre recension af Hörds saga er Sigurd mules gård kaldet Fjall (hann bio undir fjalli, Ísl. s.: II, s. 476). Denne gård Fell eller Fjall er utvivlsomt ødegården Fjall, af hvis tomter og tun der ses spor kort syd for Ingolvsfell. A. M. (1706) nævner Fjall som en i sin tid ret betydelig ejendom, hvor der endog i følge sagnet fordum skulde have været kirke; ved begyndelsen af forrige århundrede var der imidlertid af den ældre ejendom opstået fire gårde, hvoraf en bevarede navnet Fjall og gårdens oprindelige plads; senere er denne yngre gård Fjall, tilligemed en anden af de fire (Fossnes) lagt i øde, så at nu kun to (Laugarbakki eller -bakkar og Hellir) står tilbage.

Mellem Arnarbæle og og Ingolvsfell ligger den i HGrk. (s. 57) nævnte gård Bakkåholt (Bakkárholt). Over Ingolvsfell ligger nordgrænsen for Ölves, og omtrent herudfor falder Tingsvoldsøens afløb Sog i den fra nordvest kommende Hvitå, begge anselige vandløb, der efter deres forening danner Islands måske betydeligste elv Ölveså (Ölfuså). Denne kan kun passeres ved hjælp af færger, af hvilke et par findes på den strækning af åen, der løber sydøst for Ingolvsfell, adskilt fra dette ved en smal engstrækning; åen er her vistnok hen ved 600 al. bred; begge færgegårdene ligger på den anden side åen. Det mest bekendte og benyttede færgested er dog ved mundingen af Ölveså, hvor åen snævrer sig ind igen efter den store bredning. Her skyder sig en smal sandtange frem mellem åen og havet, og fra enden af den foretages overfarten, der som sagt besørges fra en på den modsatte side af åen liggende færgegård, et forhold, der her, som andetsteds på Island, volder mangfoldige ulæmper for alle de rejsende, der kommer fra den side, hvor ingen færgegård findes; skønt indsnævret er åen her bred nok — omtrent dobbelt så bred som udfor Ingolvsfell —, så at hestene sædvanlig bruge c. 10 minutter til at svømme over den.

Tingvoldsøen med Arnarfell til venstre og Hengill i baggrunden.
(A. E. F. Mayer, 1836)

Endnu et par steder står der tilbage at omtale, der, hvorvel deres beliggenhed ikke længer vides med sikkerhed, da deres ældre navn er glemt, dog med mere eller mindre sandsynlighed kan henføres til denne egn. Først må da her det i et par sagaer (Flm. s. 153, Nj. s. 105, 122) omtalte landingssted Arnarbælesós (Arnarbælisóss) nævnes; navnet opfordrer på en vis måde til at søge det her, om end først og fremmest dels den omstændighed, at Arnarbæle, hvorefter stedet skulde have taget navn, ikke ligger umiddelhart ved Ölvesåens munding (ós), dels de for skibsfarten ugunstige forhold her, må vække nogen tvivl. — De herved vakte betænkeligheder lode sig dog måske overvinde. Hvad da først Ölvesåens farbarhed angår, da findes der vistnok uden for åens nuværende munding en sammenhængende række af blinde skær, der i høj grad måttte vanskeliggøre en indsejling eller endog gøre enhver sådan umulig; men forskellige forhold synes at tale for, at Ölveså tidligere, i det mindste til dels, har haft et andet udløb. Fra den nuværende munding og vest efter, omtrent en mils vej, udgøres nemlig strandbredden af en sandstrækning Skejd (Skeið), der nu efter de gårde, hvortil den hører, deles i Hraunskejd og Torlakshavn- (þorlákshafnar-) eller Havnar- (Hafnar-) Skejd, hvis grænse falder omtrent midtvejs på Skejd'et ved den såkaldte Miðalda. I fordums tid skal Ölveså til dels være falden i søen ved Midalda, og den smalle sandstrimmel øst herfor have været en lille ø Skerdingaholm (Skerðíngahólmi), hvorpå stod en egen gård. Navnet Skerdingaholm er sikret ved flere ældre dokumenter, således siges i Vm., at kirken i Arnarbæle i Ölves ejer en fjærdedel i Skejd (og) en fjærdedel i Skerdingaholm. Fremdeles anfører P. Melsted — i sin sysselbeskrivelse for Ånæs syssel —, at det fremgår af talrige vidnesbyrd, som 1631 fremførtes for retten i anledning af en strid, som Skålholts bispestol havde om drivgodsrettigheden på Hraunskejd, at det daværende Hraunskejd havde fordum heddet Skerdingaholm, og Ölveså da havde haft udløb ved Midalda, men havde siden ødelagt holmen og brudt sig vej øst over den, til hvor den nu løber forbi Osøre. (En arm af åen må dog åbenbart have løbet her før; dette fremgår allerede af navnet Skerdingaholm; desuden forekommer »Óseyri« allerede i begyndelsen af det 14de årh. — Bsk. s. 389 —). Nogle vidner beretter endog de nærmere omstændigheder ved, hvorledes Skerdingaholm omtrent 100 år forud, da den var bleven ubebyggelig, blev ophævet som særskilt jord. Ud for Midalda er ren sø og dybt nok, til at skibe her hunde gå op i åen. De nærmeste omgivelsers natur synes også at bestyrke hypotesen om et fordums udløb her, ti vil man f. eks. fra den oppe under heden liggende gård Hraun ned på den omtalte sandodde, passerer man netop en strækning, hvor man endnu rider i vand. At noget af Ölvesås udløb skulde have båret navnet Arnarbælesos, synes dog, i betragtning af at gården Arnarbæle ligger ikke så lidt (½—1 mil) højere oppe, ikke rimeligt. Derimod kunde man antage, at, da der ved Ölvesåens udløb næppe har været noget sikkert leje for oldtidens skibe, landingsstedet af den grund måske havde fået navn efter det sted, hvor skibene lagde sig ind eller fortøjede. Muligheden heraf bekræftes ved en beretning i Ldn. (s. 318) om landnamsmanden Alv den egdske. Han drog til Island og landede med sit skib i den os (munding), som har fået navn efter ham og hedder Alvsos (Álfsós); han besatte hele landstrækningen udenfor Varmå og boede på Gnupar (at Gnupum). Her er Ölveså ikke nævnt, uagtet han for at komme i Alvsos måtte sejle ind ad Ölvesåens munding og op gennem Varmåens nedre løb, den såkaldte Torlejvslæk (Þorleifslækr). På samme måde kunde man antage, at Arnarbælesos var en ved Arnarbæle værende åmunding, hvor havskibene sædvanlig lagde ind og søgte den havn, som selve Ölvesåens altfor brede og måske i flere henseender farlige munding ikke frembød. En sådan åmunding har netop været her, i det Varmå i ældre tider faldt i Ölveså kort øst for Arnarbæle, men for omtrent 200 år siden brød den sig vej til Alvsos og således til Torlejvslæk. At der ved Arnarbæle har været anlægssted for havskibe, bekræftes af endnu levende sagn, til støtte for hvilke flere stedsnavne anføres, således en tidligere husmandsplads Búlkhús (ɔ: Lasthus) i tunet vest for præstegården, hvor skibene siges at have losset — se også angående dette Descr. Ölves.

Et andet, om end til dels ufrivilligt, landingssted, der med større sikkerhed kan søges her, er "Vikarsskeið", hvor to gange en med skibbrud forbunden landing nævnes at være foregået; det således benævnte sted må antages netop at svare til strækningen Skejd. I Laxd. og Ldn. fortælles, at »Unn (eller Aud) — som efter sin landing begiver sig til Kjalarnæs — landede på sønderlandet på Víkrár- (eller Vikars-) skeið, skibet sønderbrødes aldeles, men alle folkene og godset reddedes. — I HGrk. fortælles, at »Orm kom ud på på Vikarsskejd ved Tjorså, de brød skibet«. Den ældre udgave af HGrk. (Hólum 1756) læser i stedet for Tjorså Ölveså, hvad der også passer bedst med den vej sagaen i det følgende lader Orm tage fra. — Også det Ísl. s. medfølgende kort har »Vikarsskeið« ved Ölveså. At denne beliggenhed af Vikrarskejd er den rette, fremgår med sikkerhed af Heimskr's beskr. (s. 152), hvor der fortælles om den modtagelse, som den af Harald blåtand til Island udsendte troldmand fik af landvætterne. Efter at han forgæves havde forsøgt landgang i Vopnafjord på Østlandet, i Øfjord på Nordlandet og i Bredefjord på Vestlandet, for han syd om Reykjanæs og vilde gå op på »Vikarsskeið«. Dér kom imod ham en bjærgrise med en jærnstav i hånden; hans hoved ragede op over fjældene, og mange andre jætter fulgte ham. Derfra for ban (ɔ: troldmanden) østerpå, langs med hele landet (ɔ: kysten af sydlandet); der var da ikke, siger han, uden sandstrækninger og havnløs kyst og stærk brænding udenfor. Da var Broddhelge i Vopnafjord, Eyjolv Valgerdssön i Øfjord, Tord gelle i Bredefjord, Torodd gode i Ölves.

Allerede i dette landskab møder et af de næsten utallige Grettestag (Grettistak, flt.-tök), store stene, som Grette, i lighed med hvad der enkelte steder i sagaen fortælles om ham, skal have løftet og lagt på den plads, hvor de nu befinde sig, og af hvilke næsten enhver egn på Island ved at opvise en eller flere; men med deres ægthed er det rigtignok slet bevendt, og det er ikke langt fra, at enhver løsreven klippeblok, hvis stilling var noget karakteristisk fritliggende, når størrelsen ikke var altfor overdreven, uden videre er bleven kaldet »Grettistak«; at de fleste af dem langt overgår, hvad endog den stærkeste mand vilde kunne rokke, forstår sig af sig selv. Denne her omtalte, der står under det over Helleshede førende Olavsskard, skal høre til de aldeles urokkelige.

Forbi den for sit fiskeri bekendte store bondegård Torlakshavn (Þorlákshöfn) strækker Ölves sig endnu en mils vej langs stranden tæt under den høje vulkanske fjældhede. Derpå begynder Selvågens smalle mellem sø og fjæld indsnævrede bygd, der i karakter meget nærmer sig egnene på sydsiden af Guldbringe syssel. Jo længere man kommer mod vest, desto højere og brattere bliver fjældskråningen, flere steder har lavastrømme fra fjældsiden styrtet sig ned mod søen. Egnen tager navn efter en bred og kort lille bugt Selvåg (Selvogr, ældre -vágr), inden for hvilken der ligger en lille sø eller dam, der ved en os står i forbindelse med vågen; heromkring gruppere gårdene sig, der alle i høj grad lide under det skadelige sandfog; havne findes her ikke, og selv med både kan det være vanskeligt nok at finde de enkelte brugelige landingssteder. Øst for vågen findes den største samling af huse og gårde, og noget vest for disse står ene på den øde sandstrækning Strandar-kirke; tidligere hørte til kirken en i sin tid anselig gård Strönd, men i omtrent 150 år har gården været i øde på grund af sandfog. Strandar-kirke har i den nyeste tid fået en vis berømmelse, i det den gamle katolske skik, til frelse fra fare eller for at bevirke et ønskes opfyldelse at love noget til (heita á) en gudelig stiftelse, med hensyn til denne kirke forunderlig nok er levet op igen endog efter en temlig betydelig målestok. Om den før nævnte sira Erik Magnusson (galdremanden), der i sin tid havde dette kald, minder endnu en stor kunstfærdig »Eriksvarde« højt oppe på kanten af en stejl fjældbrink. Foruden fiskeri er fåreavl indbyggernes hovederhvervskilde, og fårene finder også på fjældheden gode græsgange og mod uvejr og kulde ly i adskillige lavahuler, der her som i almindelighed på sydlandet ligefrem bruges som fårestier. Når havisen en enkelt gang når til disse kyster, regnes dens skadelige indvirkning på tangen til de største ulykker, da både indbyggerne benytte denne, og navnlig for kreaturerne er det om vinteren den eneste næring, når isskorpe ofte i lang tid bedækker jorden. Selvåg støder mod vest op til det under Guldbringesyssel beskrevne Krisevig, der i gejstlig henseende hører til Ånæs syssel, idet det er anneksi til Selvåg.

Udsigt omkring Tingvoldsøen - (W.G. Collingwood, 1897)

Nord for Ölves, langs Sog og Tingvoldsøens sydvestlige bred, ligger den såkaldte Gravning (Grafníngr), et afsides og lidet besøgt bygdelag, hvis beboere både i deres personlige optræden og huslige indretning viser sig kun lidet påvirkede af omverdenen. Fra Ölves adskilles Gravningen ved Ingolvsfell og fjældstrøgene, der forbinder dette fjæld med Hengilen og dertil hørende fjældheder. På sin vej fra Tingvoldsøen til Hvitå gennemstrømmer den brede å Sog, der har sit udløb fra Tingvoldsøens sydøstlige hjørne, først den langagtige, temlig store sø Ulvljotsvatn (Úlfljótsvatn) og derpå Alvtavatn (Álptavatn), der er omtrent en fjærdingvej bredt, men så grundt, at man kan ride tværs over det på forskellige steder. Allerede navnet Sog (af at suge) antyder stærk strøm og vandrigdom; således er også i virkeligheden forholdene ved dette afløb, der til alle tider har vakt forbavselse, da Tingvoldsøen aldeles intet tilsvarende tilløb har. De fugtige engstrækninger langs Soget er berygtede for deres talløse skarer af stikkende myg, der på flere af de her liggende gårde er om somren både for mennesker og dyr en næsten utålelig plage, som for resten også mærkes mere og mindre på forskellige punkter ved Tingvoldsøen. Blandt gårdene her nævnes i HGrk. (s. 57) Ulvljotsvatn (Úlfljótsvatn) syd for søen af samme navn, og den tæt syd for liggende gård Bildsfell (Bíldsfell). Flere spredte småfjælde og højdedrag skiller dette parti, til hvilket navnet Grafníngr i Hörds saga (HGrk.) synes at være indskrænket, fra den langs den sydvestlige bred af Tingvoldsøen liggende del af Gravningen; blandt disse kan mærkes Dråttarhlid (Dráttarhlíð), der som et næs skyder sig frem mellem Tingvold- og Ulvljotssøen; i højdedraget her vil man påvise forskellige såkaldte landnamsmænds høje.

Den langs Tingvoldsøen liggende del af Gravningen er navnlig skuepladsen for en del af de i HGrk. fortalte begivenheder; hvad den naturlige beskaffenhed angår, slutter denne egn sig nøje til den egenlige Tingvoldsvejt — med hvilken hele Gravningen nu udgør én hrepp og indtil for kort tid siden også i kirkelig henseende har været forenet —; og da den også i sagaen viser sig hovedsagelig at stå i forbindelse med de nord for liggende egne, vil det være naturligst i skildringen at udgå fra disse. — Under beskrivelsen af Guldbringe og Kjos' syssel blev det bemærket, at den fra Kjos' syssel over Mosfellsheden liggende vej fører til Tingvoldsvejten (Þíngvallasvejt), således benævnes det landskab, der mod nord, øst og til dels vest omgiver den store Tingvoldsø (Tingvoldvatnet, Þíngvallavatn, 5—6 mil i omkreds), bestående af udstrakte fra en fjærn fortid stammende og derfor til dels med græs og krat begrode lavastrækninger, ja en tilsvarende begrænsning findes endog langs søens sydvestlige bred, hvad enten nu dette hraun er en fortsættelse af det omtalte fra nordøst kommende, eller skylder fjældstrøgene omkring Hengil sin oprindelse. — Når man ad denne vej begynder at nærme sig Tingvoldsvejten, findes syd for vejen (på højre hånd) et almindelig benyttet bedested Vilborgarkelda (kelda ɔ: sump), en græsrig flade, der rimeligvis allerede i oldtiden benyttedes som sådant, i al fald ser vi stedet nævnt i HGrk. (s. 31—32) som et punkt, hvor forskellige veje mødtes. Snart efter at man fra hedens stenede og tuede lyngflader er kommen over på dens østlige fortsættelse, de her omtrent lige så jævne hraunflader, deler vejen sig, efter som man vil lige frem til Tingvold, eller til højre langs søens vestlige bred. Vælger man det sidste, befinder man sig snart på søens nordvestlige bred, med en sort, svagtbuet, vulkansk sandskrænt på højre hånd, der efterhånden skarpere udpræger sig. Under den, nær søen, står gården Skålabrekka (Skálabrekka), der i følge Ldn. (s. 312) har fået sit navn efter den skåle, som landnamsmanden Ketilbjørn byggede her på sin rejse for at vælge sig bosted. — Derefter bøjer vejen længere bort fra søen over kun lidet karakteristiske hedesletter, forbi gården Hedebæ (Heiðarbær), til hvis besiddelse den omtalte Vilborgarkelda hører, men som kun har lidet gavn deraf på grund af de rejsendes flittige besøg her; men snart ligger den påny ned mod denne, og nu begynder kysten at falde stejlt af mod søen, så at man ofte ad smalle stier må passere den bratte skråning. Efter at en sådan længere strækning og en derpå følgende smal, stejl sti, et såkaldt klev (klif), er passeret, begynder det berygtede Joruklejv (Jórukleif), der i HGfk. oftere (s. 31,58) omtales som et sted, hvorover vejen til og fra gårdene ved Tingvoldsøens sydvestlige bred lå. De langs søen løbende højdedrag skyder sig nemlig her som en stejl vulkansk klippevæg ganske tæt hen mod denne og falder lodret af mod en smal skrænt, der alene skiller den omtalte væg fra søen. Langs ad denne skrænt eller li ligger nu vejen. Tilsidst kommer for mindre kyndige vejfarende, der ikke forstår at omgå stedet, næsten det værste, i det stien på et sted, hvor man skal til at stige ned til et foran liggende lavere parti, ligger mellem så nær ved hinanden stående klippeblokke, at den kun kan passeres, når man trækker hesten efter sig. Her åbner sig en interessant og ejendommelig udsigt til den foran liggende egn. To i søen udløbende regelmæssig formede klippenæs, med en kyst så lige og lodret, som var den afskåren ved kunst, danner en smuk aflang lille bugt, op fra hvilken et ikke stort, men vildt og romantisk parti strækker sig med smalle, langagtige dale eller rettere kløfter, sønderskårne og begrænsede af vulkanske høje, i baggrunden klipper og større og spidsere fjælde, alt i livlige sorte og grønne farver — de sidste frembragte ved småskov eller, endnu oftere, det skuffende grønne mos, der her overalt bedækker det gamle hraun, og som man i det hele hyppig finder på de vulkanske fjældheder omkring Hengilen. Ud over søen møder øjet først de to i denne liggende holme, egenlig kun to småfjældei der altid synes lige nær, hvor ved søen man så befinder sig; i nord og syd hæver sig bag søen fjælde, også på kysten lige over for ses sådanne spredte. Her i den smalle dalstrækning ved Joruklejv findes flere stednavne, der har hensyn til Jora, en farlig troldkvinde, der ved klevet lurede på de rejsende, til hun endelig med den norske konges bistand lykkelig dræbtes. Noget oppe i dalen ses en spids vulkansk høj Joruhol (Jóruholl), hvor hun havde sin bolig, efter at troldenaturen var faret i hende; desuden findes her Jórugil og ovenfor dalen Jórutindr. Fra denne dal ligger en sti op på Mosfellshede, der så snart en noget brat foran liggende vulkansk højderand er passeret også her antager sin sædvanlige karakter. — På sydsiden i det smalle, men noget høje næs hinsides den omtalte lille våg ligger gården Nesjar (egl. Nes), den første i Gravningen, idet Joruklejv anses at skille denne bygd fra Tingvold-svejten. Herfra ligger vejen, om en sådan kan dog kun uegenlig tales, over et vildt, mosgrot, næsten ufremkommeligt hraun, indtil syd for dette ved søens sydvestlige hjørne påny en lille rundagtig vig skyder sig ind, ved hvilken gården Hagavig (Hagavík) står, med Hengilsfjældene tilsyneladende tæt bag ved sig. I Hagavig boede i følge HGrk. (s. 5. ffg.) den velstående Högne, hvis datter den på nabogården Ölvesvatn boende høvding Grimkel gode skaffede den af ham yndede og beskyttede Grim den lille til ægte.

Björn Gunnlaugssöns kort over Altingsstedet

Fra Hagavig fører vejen bag om aflange fjældhøjder, sydøst for hvilke gården Ölvesvatn (Ölfusvatn) står, til denne, som man pludselig nærmer sig efter at være passeret nogle vulkanske sandpletter og steget over en bag det hverken høje eller store fjæld udløbende ås. Gården, der er en temlig betydelig ejendom, står ret smukt på slettelandet under det omtalte lille fjæld ved den vestlige bred af en lille å ikke langt fra Tingvoldsøens sydlige bred, med udsigt til et temlig fladt af Dråttarhlid og forskellige spredte småfjælde begrænset landskab. Her hoede i fordums tid den i Hørds saga så meget omtalte Grimkel gode, faderen til sagaens helt. I sagaen nævnes gården ofte (s. 5. ffg.), her stod Grimkels eget (andet og tredje) og flere andre af de i sagaen optrædende personers bryllup. Om Grimkel fortælles det (HGrk. s. 5), at han først boede »syd ved Fjældene (at Fjöllum) kort fra Ölvesvatn, det sted hedder nu Grimkelsstad (Grimkelsstaðir), og der er nu fårehuse«, men efter sin første kones død flyttede han til Ölvesvatn, da landet (landakostir) forekom ham bedre dér. Grimkelsstads beliggenhed er nu uvis; på Ölvesvatn påstod man (ɔ: en derværende ældre mand, 1874), at Grimkel først havde bot på den sydøst for Ölvesvatn liggende gård Krog (Krókr) og vilde påvise sporene af den ældre bebyggelse i nogle daværende tomter. — Grimkel havde stort godord og var en ivrig afgudsdyrker; på Ölvesvatn holdtes en vis dag »hofhelgi« (tempelfest), og her havde han et gudehus, der i sagaen kaldes Torgerd hørgabruds hov, men som dog også ses at have indeholdt billeder af de andre guder. I vrede over ulykkespående varsler brænder Grimkel hovet og alle guderne op. Spor af dette gudehus ser man nu ikke, men syd for gården er i tunet en lav høj Hovhol (hofhóll) hvorpå der står et fårehus, der af stedet bærer navnet »hofhus«; her skal gudehuset have stået. — Hjemme ved gården ligger en ikke høj firkantet stenblok, hvori der findes en fadformig fordybning, omtrent en fod i tværmål, en anden lignende, men større, skal for øjeblikket være benyttet som grundsten i en af gårdens vægge; om denne sidste siger man, at den i sin tid har stået foran den der daværende kirke. Men i øvrigt kaldes de her som andetsteds »blotstene« (blótsteinar), og antages at have hørt til de gamle gudehuse og været benyttede ved ofringerne. Sådanne stene findes nemlig temlig hyppig på Island, en lignende er ved Tingvold præstegård, en anden skal være ved Ulvljotsvatn, hvor der ligeledes er kirke. Det er måske ikke urimeligt at antage, at de oprindelig har været vievandskar fra den katolske tid bestemte til at opstilles ved indgangen til kirkerne. Straks neden for (sydøst for) hovhuset er en ved sporene af et gammelt græstørvsgærde udhævet del af tunet kaldet Grimkelsgærde (Grímkelsgerði), her findes i den vestlige udkant tæt ved huset en stor aflang tue Grimkelslejde (Grímkelsleiði), hvor altså Grimkel skulde være begravet; sagaen fortæller, at han kort efter at have brændt hovet pludselig døde og blev jordet »syd for gærdet« (»jarðaðr suðr frá garði«, HGrk. s. 59).

Vil man i steden for at besøge Gravningen til selve Tingvoldsletten (Þingvellir) — det berømte gamle altingssted —, fortsætter man fra Mosfellshede vejen ligefrem; den første gård i Tingvoldsvejten, Kårestad (Kárastaðir), passeres, den store Tingvoldsø og heden og fjældene hinsides denne har man allerede længe haft for øje, men Tingvold med nærmeste omgivelser ser man endnu intet til. Da skråner stien pludselig ned mellem nogle hraunblokke, drejer pludselig til venstre og forvandles til en stejl trappe, der parallelt med klippevæggen, mellem denne og en fremspringende hraunblok, ligger ned til bunden af kløften. Det er nemlig Almannagjå (Almannagjá, gjá ɔ: kløft), som man nu er i færd med at stige ned i, og dens høje vestlige væg, gennem — eller rettere på skrås ad — hvilken den omtalte sti ligger. Den flade hen ved 100 fod brede, græsbevoksede bund har til venstre en over hundrede fod høj, lodret mur, til højre en langt lavere (40—50') og mere sammenstyrtet væg. Langs ad kløftens bund ligger vejen et stykke frem, derpå drejer man til højre over den lavere væg og står nu foran en af Öksarås arme gennemstrømmet lille slette, der lige over for begrænses af en mørk af kløfter gennemskåren hraunslette, der jævnt hæver sig op mod de øst for liggende fjælde, hvor den afsluttes af en anden parallelt med Almannagjå gående kløft Ravnegjå (Hrafnagjá).

Begiver man sig over sletten og vender blikket mod Almannagjå, får man det bedste overblik over stedet med dets nærmeste omgivelser. Lige over for sig har man Almannagjås lodrette vestlige væg strækkende sig fra nordøst til sydvest i en længde af henved en mil, af forbavsende lighed med en ved menneskehænder opført mur; ligheden bliver endnu mere slående ved lavaklippens parallele lag og naturlige rævner, der deler den i regelmæssige oftest firkantede blokke, så at sammenligningen med lævningerne af en uhyre middelalderlig fæstningsmur, et i ruiner faldende stykke kinesisk mur, uvilkårlig fremstiller sig for beskueren. Det ruinagtige fremkommer ved de uregelmæssige blokke og fremspringende klippestykker, der afslutte væggen for oven. Ned over den lodrette væg styrter sig som et glimtende hvidt bånd en smuk lille foss, det er den vest fra kommende Öksarå, der derpå løber et stykke i kløftens bund og så skummende og brusende bryder sig vej gennem østervæggen ud til sletten, hvor den fortsættende sit løb mod syd først forgrener sig om flere holme og lave sandbanker, men derpå snart igen samler sig og falder forbi kirken og præstegården, der står på åens østlige bred, ud i Tingvoldsøen.

Da Ketilbjørn på sin opdagelsesrejse drog fra Skålabrekka, kom han, fortæller Ldn. (s. 312), til en å, hvori de tabte deres økse, den kaldte de Öksarå (Öxará, ɔ: Økseå). Sturl. (I, 203) knytter hertil den meget påfaldende oplysning — der dog vel ikke kan være andet end et uhjemlet sagn — at åen siden »blev ledet i Almannagjå og nu gennemløber tingsletten«. Det er nemlig ikke let at se, hvorfor man skulde have gjort sig den ulejlighed at lede Öksarå, der vest for Almannagjå gennemløber en ufrugtbar lavahøjslette, ned i denne kløft, hvis den ikke oprindelig havde haft sit leje her; heller ikke kan det ses, hvorledes den nogensinde på sin vej til Tingvoldsøen skulde have undgået at gennemløbe Almannagjå.

Öxárfoss - (W.G. Collingwood, 1897)

Noget syd for åens udløb fra kløften ligger vejen, der fører fra kløften over åen og holmene til sletten. Den stejle sti, der fører vestenfra ned i kløften, kan man derimod ikke se herfra, da den dækkes af et parallet gående klippestykke i vestervæggen. — Østervæggen skråner jævnt ned mod den omtalte neden under (ɔ: øst for) liggende smalle lille slette, der udgør den store af de to kløfter begrænsede lavaflades laveste parti; oven for (ɔ: mod nord) hæver sig det anselige Årmannsfell (Ármannsfell), under hvilket Almannagjå taber sig, med sin grønklædte fod; syd for breder sig Tingvoldsøens udstrakte flade. Det hele interessante parti skylder sin oprindelse til det nordøst for Årmannsfell liggende fjæld Skjaldbrejd, der i en forhistorisk tid har udsendt uhyre lavastrømme, som har fyldt en del af Tingvoldsø-bæknet og bedækket store partier af den mellemliggende egn. På strækningen mellem Almannagjå og Ravnegjå, hvor bredden er ½-1 mil, antages der så at være foregået en sænkning af grunden. Ved det mellemliggende lavalags synken opstod nu ikke alene de to omtalte store kløfter, i det den størknede lavaskorpe brast og skilte sig fra den omgivende lavamasse, hvis rande kom til at stå som to sidemure, mod hvilke den synkende lavaskorpe selv dannede den indre tilsvarende lavere begrænsning, — men i selve denne dannedes flere større og mindre, med de to største paralleltløbende, kløfter, hvoraf mange udmærker sig ved i bunden at være fyldte med forunderlig klart, gennemsigtigt vand. De længste af kløfterne fortsætter sig helt ud i søen, hvis bund er et undersøisk hraun aldeles af samme beskaffenhed som den ovenfor skildrede ned mod søen skrånende lavastrøm. — Følger man således Almannakløften syd efter, ses denne først hist og her at snævre sig sammen og fyldes af klippeblokke. Derpå begynder hraunet at sænke sig jævnt ned imod søen, og kløften selv bliver utydeligere og deler sig i flere mindre, som alle fortsætter sig langt ud i denne; her, hvor Almannagjå begynder at dele og tabe sig, har kløfterne på flere steder små tværbroer, hvor væggen helt eller til dels når sammen og således tilsteder passage i al fald for gående.

I året 1789 fandt et stort jordskælv sted i denne del af landet, Tingvoldhraunet (ɔ: strækningen mellem Almannagjå og Ravnegjå) og søen undergik forandringer, i det søens nordlige bred sænkede sig og kom under vand; også Almannagjå led ved sammenstyrtning, og flere andre steder styrtede klipper ned. Indtil den tid havde den sædvanlige vej til og fra Tingvold ligget langs skråningen af Almannagjås østervæg, hvor endnu sporene af de gamle ridestier ses, indtil den længst nede ved søen førte tværs over kløfter og hraun — eller vel egenlig nedenfor disse. Men ved jordskorpens sænkning på grund af jordskælvet kom den gamle vej langs søen hist og her under vand, hvorefter den opgaves. Men i det hele og store er dette hraun vistnok i umindelige tider ingen forandringer undergået, en frodig vækst af græs, lyng- og bærbuske og dunkelgrønt birkekrat bedækker det og bidrager til at give egnen et livligere og frodigere præg, om den end ikke helt kan skjule de mørke kløfter, klippevægge og lavaflader.

Dette sted udvalgtes ifølge Islb. (s. 6) til Islands fælles tingsted ved altingets indstiftelse år 930, efter, at Grim gedesko i tre år havde berejst hele Island for at udsøge et sådant; og siden har “altinget” (alþingi, yngre alþing) eller, som det senere efter at landet havde mistet sin selvstændighed hyppig kaldtes, »Öksaråting« (Öxarar-Þíng) holdt sine møder her, indtil de sidste rester af det gamle alting med forrige århundredes slutning forsvandt.

Naturen havde gjort alt for at danne stedet bekvemt til et sådant brug, og tilfældet kom til hjælp, så at dets erhvervelse blev let. En mand, der ejede land »i Blåskovene« (í Bláscógom), var nemlig bleven dømt fredløs på grund af mord på en træl eller frigiven ved navn Col, hans land tilfaldt det offenlige og blev nu henlagt til altingsbrug; »derfor er der«, fortsætter Islb., »almerming i henseende til skovhugst til altingsbrug og på hederne græsgang for hestene.«

Efter Kol, siges der sammesteds, benævnes den kløft (gjå), som der siden dér er bleven kaldet Kolsgjå (Colsgea), hvor »ligene« (flt!) fandtes.

Om Kolsgjå véd nu ingen noget. Arne Magnussön, der med den største omhyggelighed i mere end 40 år samlede oplysninger til den omtalte oversættelse af Are frodes Islændingebog, som han arbejdede på fra for 1688 og lige til sin død 1730, bemærker imidlertid med hensyn til Kolsgjå: Kolsgjå, er fortalt mig, skal være ved den sydlige side af det sted, som hedder Lererne, nord for Tingvold (sunnanverdt vid pláts þad er Leirur kallast, nordur frá þingvelle) — og tilføjer, at hans hjemmelsmand var sira Torkel Arnessön, men sira Torkel havde det fra de folk, der havde hørt sira Engelbert kalde denne kløft således. Sira Engelbert Nikolavssøn var præst på Tingvold 1617—69 (Sv. Nilssöns prestatal IV., 14).

Altingsstedet - (W.G. Collingwood,)

Altingsstedet havde sin bestemte begrænsning, der omsluttede det fredhelligede ting; sådanne tinggrænser findes imidlertid intetsteds udtrykkelig nævnte. Mod øst og vest synes dog tingets begrænsning næsten foreskrevet af naturforholdene. Også mod nord frembyder sig en naturlig begrænsning for tingstedet, i det — omtrent midtvejs mellem den den store og lille foss — to fremspringende lavapynter »Kastellerne« (Kastalar) dele den oftere omtalte græsslette, der fra åens udløb fra Almannagjå langs dennes østervæg ligger op mod det skovgrode hraun under Årmannsfell, i to afdelinger. Nord for denne indsnævring begyndte utvivlsomt de såkaldte “Øvre Volde” (Efri Vellir), der, som man erfarer af Sturl. (I. 29 ffg.), lå uden for tinghelligheden. Deres beliggenhed som umiddelbart oven for selve tingsletten (vellirnir, völlrinn) ses tydelig ved sammenligning af de steder i sagaerne, hvor de nævnes.

Da så vel hovedvejene til tingstedet øst fra som nord fra udmunder her, og da man først her ret kunde ordne sin flok efter at være kommen ned fra de trange hraunstier, var der anledning for de tingrejsende høvdinger til et foreløbigt ophold her (Sturl. I., 291); når meget stod på spil, som ved det vigtige ting efter Njålsbranden, kunde det hænde, at modparterne fylkede her og således rede ned på tinget (Nj. s. 730—32).

Uagtet, eller — måske rettere sagt — netop fordi altingsstedet lige til slutningen af forrige århundrede har været sæde for Islands almindelige ting (medens dette i tidens løb helt skiftede sammensætning og betydning), har spor af det oprindelige haft særlig vanskeligt ved at holde sig her, og man vil vistnok efter en alsidig prøvelse af alle hidhørende spørgsmål komme til det resultat, at den ægte tradition om altingsforholdene i fristatens tid forlængst er tabt; ja selv blandt de lævninger af menneskeværk, som tingstedet kan opvise, synes få eller ingen at kunne føres tilbage til hin tid.

Tingstedet indesluttede naturligvis først og fremmest de tingbesøgendes boder, og de var det, der hovedsagelig for øjet gav det karakteren af et sådant. Af bodtomter træffes her endnu en del, så godt som alle vest for åen. Fra hele dette parti er man nu så godt som afskåren under et ophold på Tingvold; vil man derhen, må man enten ride eller vade over Öksarås arme, hvor vandet når en til knæerne, eller lade sig sætte over i båd nede ved præstegården. I ældre tid var dette anderledes, da førte over åen en bro, som ofte nok omtales i sagaerne, da den ifølge forholdene måtte være et sted, hvor de tingbesøgende jævnlig tilfældig mødtes. Som det af kortet vil ses, antages den at have ligget omtrent ud for kirken, hvor der fra præstegårdens tun skyder sig et lille næs frem mod åen; denne beliggenhed passer også godt til sagaernes antydninger, samt med åens løb og hele leje. Efter at have samlet sig efter forgreningen om den i åen liggende holm bliver åen smallere og dybere, hvorfor også stedet neden for broen synes at have været meget yndet af tingmændene, når de vaskede sig.

De fleste af de endnu tilbageværende bodtomter ligge på strækningen vest for åen lige over for kirken og præstegården. Dels på sletten ved den vestlige åbred, dels på lavaskråningen oven for op mod Almannagjå ses 16 bodtomter, der til dels synes at danne en dobbelt række langs skråningen. Desuden findes på den smalle landstrimmel under Almannagjås østerskråning, mellem, hvor vejen ligger ud gennem kløftvæggen, og åens udløb fra kløften, en enkelt række, af åen til dels bortrevne boder. Dennes løb må nemlig efterhånden være undergået en del forandringer; oprindelig har åen vistnok ved sit udløb fra kløften kun delt sig i to arme, der, i det de bøjede mod syd, omsluttede den oftere omtalte Öksaråholm (Öxarárhólmr, eller -hólmi), der tydelig nok i sagaerne betegnes som den eneste i åen, — bekendt som det for holmgange sædvanlige sted; således stod her tvekampen mellem Gnnlaug Ormstunge og Ravn, efter at denne svigagtig havde erholdt hans trolovede, Helga den fagre, til ægte.

Nu er armene tre og holmen delt i to eller flere og disse omgivne af brede grusbanker (ører), opståede af det af åen søndergravede land, når den til forskellige tider har kastet sig mere østlig eller vestlig. I steden for at den vestlige arm formodenlig oprindelig har ligget tæt ind under holmen, synes den senere bestandig at have trukket sig længere bort fra denne og gravet bort af det under Almannagjås østervæg liggende land, så at af den tidligere herværende rand er nu næsten intet efter.

Der hvor vejen nu ligger op over Almannagjås østervæg, hæver sig øverst på skrænten nord for vejen en tydelig og temlig stor bodtomt med indgang midt på den ene langvæg, med en mindre firkantet udbygning for enden og en rund lille tomt nord for. I selve Almannagjås bund er på hver side af vejen én tomt og desuden på strækningen nord for vejen indtil åens udløb af kløften fire andre til dels store og velbevarede bodtomter. I alt findes der vest for åen lævninger af c. 30 boder, størreisen er hos de fleste 8 × 12 al., enkelte 8 × 18 al.; den aflang-firkantede form er fremherskende, dog er endel mere eller mindre kvadratiske. Højden af den tilbagestående tomt er hos de fleste fra 1 fod til 1 al., indgangen findes midt på langvæggen, dog hos nogle, navnlig de mindre, ved enden. Flere af de større boder har en mindre udbygning ved den ene ende eller ud fra enderne af den ene langvæg, og umiddelbart op til sådanne ligger desuden ofte en anden mindre, men omtrent ligedannet bod. Øst for åen findes ikke mange bodtomter: én i Tingvoldtunet lidt oven for det formodede sted for den fordums bro; to, hvoraf den ene med en lille udbygning, ligger tæt ved siden af hinanden nordøst herfor ved enden af en hraunkløft, noget ophøjede over sletten, og desforuden findes ubetydelige spor af et par andre på en flade neden for, som åen nu næsten har forvandlet til en holm.

Allerede disse tomters ringe størrelse er mistænkelig; endnu mere den omstændighed, at man nu så godt som kun vest for åen påviser bodtomter, medens i følge oldskrifterne en betydelig del af tingboderne har ligget øst og nord for åen. Derimod fremgår det af beretninger fra det 18de årh., at tingmændenes boder den gang indskrænkedes (og vistnok i forvejen faktisk vare indskrænkede) til strækningen vest for åen; her foregik da også udøvelsen af hele den tinglige virksomhed, og det er derfor ikke underligt, at navnet »ting« sælig blev knyttet til denne del af det gamle tingsted, således som man endnu kan høre det brugt.

Almannagjá - (W.G. Collingwood, 1897)

Selv om enkelte af de på altingsstedet tilbageværende bodtomter stå på samme sted, hvor der fra de ældste tider af har stået en bod, vil en sådan tomt næppe kunne fortjene navn af oldtidsminde; urørt fra fristatstiden af er i hvert fald vistnok ingen, i det man utvivlsomt, århundrede efter århundrede, som man bedst kunde, har benyttet materialet af de gamle ved opførelsen af ny.

Den af de ældre sagaer, der med størst udførhghed omtaler altingsforhold, er ubetinget Njåls saga. Efter Nj. at dømme havde østlændingerne og beboerne af Tingøsyssel deres boder øst for åen; flertallet af nordlændingernes, samt alle syd- og vestlændingers skulde derimod have ligget vest for denne.

Hermed stemmer også angivelserne i flere andre sagaer; således tjaldede i følge Hrk. (s. 12—13) Såm bod øst for åen, og her var vel også de øvrige østfjordingers boder; den bod, hvori brødrene fra Torskefjord (Bst.) havde ophold, lå derimod vest for åen. — Atter andre sagaer udtrykke sig mindre bestemt, men give dog vink, der gå i samme retning; når der således i Bdm. C. (s. 13) siges om den gamle Ofejg, der var reden til tings i flok med høvdinger fra den nordvestlige del af landet, og som tidligere havde aflagt besøg i boderne hos et par vesterlandske høvdinger for at sikre sig disses hjælp, — at han går »over broen« og til sine frænder Skarda-mændene for at bede dem ledsage sig til lovbjærget, er det ikke urimeligt at antage, at der derved skal betegnes, at disses bod lå på en side af åen modsat den, hvor han selv og de tidligere omtalte høvdinger opholdt sig; og, da Skarda-mændene var fra Tingøsyssel, de i sagaen forud omtalte på altinget tilstedeværende høvdinger derimod fra den nordvestlige del af landet, har vel Skarda -mændenes bod ligget øst for åen.

At østlændingernes boder var øst for åen synes bekræftet så vel ved Ljosv. som ved de to småfortællinger om Torlejv jarleskjald og Ölkovre. — I modsætning til Nj.s fremstilling, i følge hvilken beboerne af Tingøsyssel skulde have deres boder øst for åen, står en angivelse i Vem. (s. 305), at Skuta havde sin bod vest for åen. — På den anden side lader fremstillingen i enkelte sagaer nærmest slutte, at i det mindste visse vestlændinger have haft deres boder øst for åen; dette synes således i følge Gunl. (s. 259—60) at have været tilfælde med Gilsbakkefolkene (M.) og i følge Laxd. (s. 290) med Torgils Hallassön (D.).

Af sagaer, der omhandle begivenheder fra en yngre tid, indtager Sturl. ubetinget den første plads med hensyn til skildringen af altingslokaliteter. Den er utvivlsomt i det hele den af alle islandske sagaer, der giver os de udførligste og pålideligste oplysninger om altingsforholdene, uagtet sagaens fremstilling i denne henseende ikke altid er let at forstå.

Af denne saga lader sig ikke udlede nogen bestemt regel for fordelingen af boderne. Snorre Sturlassöns vigtigste og af ham sædvanlig benyttede bod lå således øst for åen; dog ses Snorre også en altingssommer at have ladet bygge bod vest for åen. — Øst for åen synes i det hele i følge Sturl. en stor del af tingboderne at have ligget, og blandt sådanne nævner sagaen en, der ved sit navn viser sig knyttet til Vestlandet (Jöklamanna búð), en anden, som fulgte et sönderlandsk godord (Allsherjar buð).

Den faste stamme af altingsboderne udgjordes øjensynlig af de boder, der fulgte de forskellige godord. Det var ifølge Grg. (§ 23) pligt for enhver tingmand at tage ophold i sin godes bod, hvor han kunde gøre fordring på et særskilt rum dannet ved et forhæng tværs over boden. Disse boder må have været meget store, de har vistnok tidlig fået egne navne og har haft deres bestemte uforandrede plads på tingstedet; var godens tingmænd mange, har det vel også ofte været nødvendigt for ham at have flere boder, hvad der synes at kunne sluttes af flere steder i Sturl. Om privatmænd uden godeværdighed har haft deres egne boder er ikke let at afgøre, ti skønt der mangfoldige steder i sagaerne tales om N. N.s bod, er det umuligt at se, om der menes den N. N. tilhørende bod, eller blot den, hvori han havde ophold. Dog er det ingenlunde usandsynligt, at de mere velstående bønder stundom kan have haft deres egne boder (skønt ofte har dette vel ikke været tilfælde på grund af den dermed forbundne ulejlighed og bekostning, som det jo var ganske unødvendigt for ham at underkaste sig, da godens bod stod ham åben). Vilde en sådan mand opføre sig en bod, behøvede han næppe at frygte nogen vanskelighed fra godens side, skønt denne efter loven kunde stævne ham til erlæggelse af en tre marks bøde, hvis han ikke vilde tage ophold i hans bod (Grg. § 23).

Foruden deres boder, der kom for tingforhandlingernes skyld, fandtes der på altingsstedet endel tålte, men kun lidet ansete håndværkerboder: Garver- og sværdfegerboder nævnes i Grg. (§ 101); en sværdfegerbod nævnes også, med tydelig foragt, i Nj. (s. 812, i et vers s. 818 kaldes samme sværdfeger endog ligefrem »gøgler«). — En ølbod nævnes i Sturl. (I, s. 300), dog vistnok kun som et tilbehør til Snorre Sturlassöns bod; at ølsalg har været drevet på altinget som en forretning ses imidlertid af Ölk. — Sammen med de oven nævnte garver- og sværdfegerboder anfører det yngre håndskrift af Grågås (AMske udg. II, s. 84) endog gøgleres og tiggeres boder. — Om omvandrende tiggere udtrykker Grg. (§ 131) sig rigtignok meget skånselløst: for sådanne skulde man ved spisetid lukke sine boder, og deres egne boder var ufredhellige — men, da ingen egenlig uderende magt fandtes, er det åbenbart i virkeligheden ikke gået så strængt til.

Flosagjá og Nikulásargjá - (W.G. Collingwood, 1897)

I Grg. (§ 78) omtales særlige håndværkere, som gav sig af med at opføre boder på altinget; de må have været opførte ganske som udhuse på Island endnu bygges, langagtig-firkantede, med indtil flere alen tykke og 3—4 al. høje vægge af lagvis lagte græstørv og flade sten (der vel her på grund af egnens bekaffenhed er bleven rigeligere anvendte end sædvanlig er tilfældet), med en smal døråbning og spidst tilløbende gavle. Således har tomterne stået året igennem; i altingstiden har man så givet dem et vadmelstag, og ligeledes behængt væggene indvendig med vadmel, dette kaldtes at tjælde (egl. tælte) boderne. — Tør man tro beskrivelserne i Nj., har høvdingeboderne været udstyrede med bænk (pall), ja undertiden endog med højsæde.

I Hrk. (s. 14) omtales to skindkojer (húðföt) stående inde i en bod på tværs i denne; og, at dømme efter en ytring i Flatb. I, s. 386, har det været sædvanligt at afklæde sig om aftenen og gå ordenlig til sængs (sml. også Sturl. I., s. 300).

I eller ved boden kunde i følge Grg. forskellige retslige meddelelser foregå. Til boderne har vistnok almindeligvis hørt et kogehus; i OSto. (Flatb. I, 524) nævnes et bryghus (heituhús), som var det et almindeligt tilbehør til boderne. — Bodernes indbyrdes nære beliggenhed kan sluttes af, at smalle stræder (sund) mellem disse oftere omtales; således finder i følge Bdm. C. (s. 7) Ofejgs og hans søns møde sted i bodsundene (i buða sundunom).

Ganske interessant er det af det forhen omtalte kgl. reskript angående altingsmændenes rådighed over tingstedet at se, at endnu 1737 gik bodtomterne i arv i familierne; i dette anføres nemlig, at Tingvoldspræsten, som mener sig berettiget til erstatning for den skade, der tilføjes præstegårdens grund ved tingmændenes årlige reparationer af deres bodtomter (»tofter«, som de i reskriptet nævnes), har beklaget sig over, at de »bruge og forarbejde der sammesteds tofter, som de skal lade opbygge af jord og stene, hvilke tofter de ville arve, en efter anden, ligesom anden lovlig arvedel, uagtet hans forbud.« Endnu 1792 brugtes boder på altinget; Sv. Povlssön anfører nemlig i sin dagbog for dette år (Natur-hist. Selsk. Skrivter III., 1., s. 192), at rettens besiddere og andre vedkommende, som besøge altinget, »logere enten i tælte eller i de såkaldte boder: det er af jord og sten opbygde gærder, behængte indvendig med gardiner, og overdækket med hvidt vadmel.« 

Det nævntes tidligere, at vistnok alle de til godordene hørende boder har haft deres særlige navne. I sagaerne findes nemlig ikke få bodnavne bevarede, af hvilke de allerfleste have hentydning enten til den familie eller den egns beboere, som benyttede boden; andre boder have vel navne dannede på anden måde — som f. eks. efter udseende, beliggenhed —, eller have rent vilkårlig valgte navne; men også om flere af disse boder gælder det, at de ses at have tilhørt en enkelt bestemt høvding, eller at have fulgt et bestemt godord.

Den af sagaerne, der har de fleste bodnavne, er Nj. og man kan endog efter sagaens beskrivelse gøre sig en omtrentlig forestilling om nogle af disse boders beliggenhed. Boderne nævnes i sagaen navnlig ved tre lejligheder. Det første sted er s. 606 ffg., hvor begivenhederne på altinget efter Höskuld Hvidenæsgodes drab skildres; Njålsønnerne støttes af Hjalte Skeggessön og Asgrim Ellidagrimssön; desuden er Mörd Valgardssön deres hemmelige forbundne. Måske Njålssønnerne har været i bod med Hjalte eller Asgrim, men disses boder kendes ikke; Asgrim Ellidagrimssöns bod nævner også Krstn. (s. 21), og der siges dér, at Hjalte og Gissur hvide på det ting, da kristendommen blev vedtaget, var i bod med denne. Mörd indtog Rangæingernes bod (Rangæinga búð). Njålssønnerne førte af Asgrim (og måske udgående fra dennes bod) går en dag i tingtiden ud for at søge bistand hos forskellige høvdinger og besøger boderne i følgende orden. Først kommer de til Gissur hvides bod — det må være den, som i Nj. s. 124 kaldes Mosfellingemes bod (Mosfellínga búð), Gissur hvides fædrenegård var nemlig Mosfell i Grimsnæs (A.), han nedstammede fra en her hjemmehørende bekendt høvdingefamilie, der efter Islb.s vidnesbyrd (s. 5) netop benævntes »Mosfellíngar«; desuden siges i Nj. (s. 548), at Gissur og Hjalte, på tinget hvor kristendommen antoges, opholdt sig i Mosfellingernes bod. Om beliggenheden af Rangæingebod i forhold i Mosfellingebod giver Nj. s. 124 os et vink, der stadfæstes af andre steder i sagaen. Når det siges om Gunnar fra Hlidarende, der opholdt sig i Rangæingernes bod, at hans vej — formodenlig hjem til boden — fra lovbjærget (der, som det senere skal påvises, lå vest for åen) faldt neden for (ɔ: forbi østsiden af) Mosfellingebod, så synes det, at Rangæingernes bod har ligget syd for Mosfelhngernes bod. Ud for Mosfellingernes bod ser Gunnar (Nj. 124—25) kvinder gå imod sig; blandt disse var Halgerd, til hvem han frir, og som henviser ham til sin fader Höskuld, hvorefter Gunnar går til Dalemændenes bod (Dalamanna búð) og aftaler der fæstemålet med Höskuld. I denne bod har vel også Halgerd selv hørt hjemme, og i så fald kunde man af dette sted formode, at Dalemændenes bod havde ligesom Rangæingebod ligget sydligere end Mosfellingebod, vest for åen.

Da Höskuld og hans broder Hrut (Nj. s. 3) på vejen til lovretten passerer Rangæingebod, synes Dalemændenes bod at have været endnu sydligere end denne; dog er dette ingen nødvendighed; vest for åen må den derimod ganske sikkert have ligget, da Höskuld og Hrut ellers på deres vej til lovretten (som lå øst« for åen, oppe på voldene) ikke kunde få lejlighed til at passere Rangæingebod.

Fra Gissur hvides bod gårHjalte og Njålssønnerne til Ölvesingeres bod (Ölvusinga búð); fra denne begiver man sig til Snorre godes bod, der så vel af sagaens senere fremstilling som ved sammenligning med Sturl. viser sig at være den samme som Hladbod (Hlaðbúð). I Sturl. (I., s. 266) siges der nemlig, at Hladbod fulgte Snorrunga-godordet, og af samme saga (I., s. 55, gi. udg.) ses, at Sturlungernes stamfader havde arvet dette godord efter Måne-Ljot, der (ifg. Eb. s. 123) ansås for den ypperste af Snorre godes sønnesønner.

Snorre godes bod får en så udførlig omtale i Nj. i anledning af kampen på altinget efter Njålsbranden, at ingen på altingsstedet lokaliseret læser kan være i tvivl om dens omtrentlige beliggenhed. Der er da heller næppe nogen altingslokalitet, der påvises med større bestemthed end Snorrebod (Snorrabúð), hvis rester man vil genfinde i den store bodtomt på Almannagjås østerskrænt, lige nord for den ind i kløften førende vej . I hvert fald må det indrømmes, at Hladbod meget vel kan have ligget her og i alle tilfælde må have ligget omtrent på dette sted. Dog står heller ikke denne bodtomt urørt fra den gamle tid; således siges i en (utvivlsomt af Finn Magnussön samlet) udsigt over oldsager i Island, at Snorrabúð tilhørte og benyttedes af landets sidste lavmand Magnus Olavssön.

Fra Snorres bod begav Asgrim og Njålssönnerne sig til Skagfjordingernes bod (Skagfirðinga búð), derfra til Mödrvellingernes bod (Möðrvellinga búð), så til Ljosvetningeres bod (Ljósvetninga búð), hvorefter de går hjem.

Almannagjá - (A. E. F. Mayer, 1836)

Af et senere sted i sagaen, hvor altingsbegivenhederne efter Njålsbranden fortælles, ses det, at Öksfjordingernes bod (Öxfirðinga búð) og Ljosvetningernes bod var øst for åen, Hladbod derimod vest for denne; øst for åen var endvidere, som det af samme sted kan sluttes, flere andre tingøinger i bod, desuden østfjordingen Bjarne Broddhelgessön; her må også den af Flose benyttede Byrgesbod (Byrgisbúð) søges, således som det med bestemthed fremgår af Sturl., hvor denne bod også nævnes. Også på dette alting foretoges ifølge Nj. (s. 746 ffg.) en af Asgrim ledet vandring fra bod til bod for at sikre sig bistand hos høvdingerne. Asgrim optrådte her blandt Njåls og hans sønners hævnere, og blandt dem var også Gissur hvide og Mörd. Man synes ligesom forrige gang at have begyndt temlig langt nede, vest for åen, og derfra at være gået nord efter. Rangæingernes og Mosfellingerhes boder, der synes at have ligget nærmest udgangspunktet, var der jo ingen anledning til at besøge, da de optoges af medlemmer af dette parti; de tre boder, man besøgte, nævnes i øvrigt i samme orden som før; Skafte Toroddssöns bod ɔ: Ölvesinge bod, Snorre godes bod og Mödrvellingernes bod.

Udførligst omtales tingstedets topografi, hvor i det følgende (s. 805 ffg.) den store kamp på altinget mellem mordbrænderne og Njålhævnerne beskrives. Da Snorre gode mærker, at sagen mellem de to parter ikke kan afgøres ad lovens vej, fylker han efter aftale med Asgrim (smL s. 751) neden for Almannagjå mellem den og Hladbod (det vil vel altså sige: opstiller sine folk fra østerskræntens indre rand til hen mod sin egen bod, tværs over den ind i Almannagjå førende vej) for at hindre Floses parti fra at nå forsvarsstedet (vígit) i Almannagjå.

Kampen begynder ved lovretten øst for åen (hvor femterdommen havde sit sæde); da Floses parti begynder at vige, trækker Hall fra Sida og hans søn Ljot sig ned langs østsiden af Öksarå; medens Hall søger at samle folk for at skille de kæmpende, tager Ljot med sin flok stilling ved broens ende med den beslutning at komme sit parti til hjælp, når han ser det behøves. Hovedmassen af Floses parti flygter derimod forfulgt af modpartiet vest over Öksarå for at søge til forsvarsstedet i Almannagjå og veg op mellem Virkesbod (Virkisbúð) og Hladbod. Her standses deres videre fremtrængen af Snorre godes fylking: der opstår en heftig kamp, da modparten samtidig angriber dem nede fra; Skafte Toroddssön søger at nå Snorres bod for at mægle, men rammes af et spyd og må slæbes ind i en sværdfegerbod (der altså må have været lige i nærheden af Snorres bod); tilsidst må Floses parti flygte syd på langs åen til Mödrvellingernes bod og derfra til Vatnsfjordingeboden (Vatnsfirðinga búð). Nu går Ljot og Hall med deres folk (øst fra) vest over åen, men da de kom på hraunet, gennembores Ljot af et spyd. Floses mænd viger fremdeles, op forbi Vatnsfjordingebod; her falder mordbrændernes sagfører Ejolv Bølverkssön, og nu standser kampen.

Vatnsfjordingebod, hvis beliggenhed i forhold til broen over Öksarå således er tilnærmelsesvis bestemt, omtales også i Laxd. (s. 290). Torgils Hallassön, der havde dræbt den borgefjordske storbonde Helge Hardbenssön, gik vest over åen for at betale Helges sønner boden; han satte sig på klippegrunden (holkn'et) oven for boderne for at tælle sølvet, men bliver her dræbt af en forbigående mand — en søn af en vesterlandsk gode, fra Langedal (Snf.), hvem Torgils havde frataget godordet —; drabsmanden undløber til Vatnsfjordingeboden, hvor han dræbes i boddøren.

Vest for åen har således i følge Nj. ligget Dalemændenes bod, Rangæingebod, Mosfellingebod, Ölvesingebod, Virkesbod (der må have ligget nær indgangen til Almannagjå og have været forsynet med et virke), Hladbod, Skagfjordingebod, Mødrvellingehod (formodenlig noget nærmere åen end hine), samt syd for denne Vatnsfjordingebod. Desforuden nævnes i Nj. den sydlandske Dalverjebod (Dalverjabúð, Nj, s. 604), om hvilken sagaen intet vink giver, men som det i følge bodfordelingen i Nj. ligeledes er naturligst at søge vest for.åen. Som liggende øst for åen angiver sagaen kun Ljosvetningebod og Øksfjordingebod, men her må, som før nævnt, også Byrgesbod søges.

Alle ovennævnte i Nj. forekommende, efter en —ved et gårdsnavn betegnet — familie eller efter en landsdels befolkning benævnte boder, angives i sagaen som tilhørende hver sin særskilte høvding, øjensynlig vedkommende egns gode.

At det samme har været tilfælde med Hladbod er allerede tidligere anført.

Byrgesbod har utvivlsomt tilhørt den østlandske høvding Flose, og vistnok været hans sædvanlige bod. Rigtignok siges der Nj. s. 731, hvor talen er om tinget efter Njålsbranden, at »Flose havde ladet tjælde Byrgesbod, førend han red til tings«, hvorimod på et tidligere ting (efter Höskuld Hvidenæsgodes drab, Nj. s. 604) Floses bod er nævnt ganske i almindelighed uden noget særligt navn; men heraf at ville slutte, at Flose på tinget efter Njålsbranden besatte en bod, som han ellers ikke plejede at benytte, er vistnok aldeles uberettiget. Desuden er det usandsynligt, at en bod, i den grad udmærket ved sin beliggenhed, som Byrgesbod i følge Sturl. har været, og betegnet med et særligt navn, ikke skulde have været fast tilbehør til et godord.

Forholder det sig rigtigt, at Byrgesbod er Svinafellsgoden Floses bod, kan den Svinfellinge bod (Svínfellínga búð), som nævnes i Ljósv. (s. 56) næppe være nogen anden end Byrgesbod. Ligeledes er der vistnok overvejende sandsynlighed for, at det i Sturl. et par gange (I, s. 301 og 327) omtalte bodvirke (búðarvirki), der tilhørte ætlinger af Floses slægt, den daværende høvding på Svinafell, Orm Jonssön og hans halvbroder Torarin, og som i følge sagaens fremstilling må antages at have ligget øst for åen, har hørt til Byrgesbod; kun kan det måske synes, at det da fjærnes noget længere fra de øvrige boder øst for åen, end man efter Sturl. s. 327 skulde antage.

Om beboerne af Virkesbod giver Nj. ingen oplysning. I Bdm. C. s. 10 anføres imidlertid om Myremændenes bod (Mýramanna búð), der tilhørte den bekendte høvdingefamilie på Borg (M.), at den var forsynet med et virke (der i følge sagaen synes at have beskyttet indgangen); det er derfor ikke urimeligt at anse denne for den samme som Nj.s Virkisbúð (hvad også Cederschiøld gætter på), så meget mere som Myremændenes bod i følge sagens natur og efter Bdm.s fremstilling med størst rimelighed kan antages at have ligget vest for åen.

Almannagjá - (A. E. F. Mayer, 1836)

I Krstn. (s. 21) fortælles, at da Hjalte og Gissur beredte sig til at tale kristendommens sag på altinget, begyndte de dagen med at lade den med dem fulgte præst synge messe på gjåbakken (ɔ: Ålmannagjås skrænt), oven for Vestfjordingernes bod, (Vestfirðínga búð) hvorefter de gik i procession til lovbjærget. Denne bod, der altså lå vest for åen, har dog måske også haft et speciellere navn; således kaldes Mødrvellingeboden et sted i Nj. (s. 752) i nogle håndskrifter kan i al almindelighed for Nordlændingeboden (Norðlendingabúð). Af de i Sturl. særlig benævnte boder må de allerfleste henføres til strækningen øst for åen; dette er således tilfældet med Snorre Sturlassons bod Valhal (Valhöll, Sturl. I, 301, 317, sml. 233—34), Valhalsdilken (Valhallardilkr, Sturl I, 279, 327), Allsherjarboden (Sturl. I, 233, der øjensynlig må have tilhørt allsherjargoden, d. v. s. besidderen af det fra Ingolv nedarvede Kjalarnæsgodord, hvem indvielsen af altinget tilkom: Ldn. s. 39, sml. 336); foruden den i følge navnet vestlandske Jøkelmændenes bod (Sturl. I, 327) — en bod, der også nævnes Bsk. s. 196 — lå endvidere øst for åen Østfjordingernes bod (Austfirðingabúð, (Sturl I, 327) — der vel også har haft et speciellere navn, da østfjordingerne må have haft flere boder (se således Nj. s. 731), og endelig Byrgesbod. Byrgesbod nævnes lejlighedsvis i Sturl. I, s. 26; da nemlig Havlide Måvsson i sagen mod Torgils Oddessön ikke kan få domstolen sat på det sædvanlige, sted, føres denne »øster på i hraunet, i nærheden af Byrgesbod; der værne kløfter på de tre sider, men en forskansnings-vold på den fjærde.

Kun to boder af de i Sturl. nævnte, nemlig den af Snorre Sturlassön en altingssommer byggede “Gryde” (Grýta, Sturl. I, s. 235) og den oftere omtalte Hladbod (Sturl. I, s. 226, 291) kan med bestemthed angives at have ligget vest for åen. Angående beliggenheden af to andre i sagaen nævnte boder Saurbæinge bod (Saurbæingabúð, Sturl.I, s. 266) og Skardverjebod (Skarðverjabúð, Sturl. I, s. 201) lader sig af Sturl.'s fremstilling intet udlede. Den sidste viser sig i følge sit navn tydelig nok som tilhørende høvdingefamilien fra en gård Skard, men dette gårdsnavn genfindes i forskellige dele af landet; dog menes her vel snarest Skard på Skardstrand (D.). Om denne bod siges der besynderlig nok i Sturl., at den en sommer benyttedes (tjældedes) af østmænd (ɔ: nordmænd). — Om samtlige her nævnte i Sturl. omtalte boder gælder det, at begrundelsen af den dem tildelte beliggenhed bedst opsættes til det følgende, hvor der tillige vil blive lejlighed til nærmere at tale om stedet for Byrgesbod.

I det oven anførte er omtrentlig angivet, med hvilken nøjagtighed beliggenheden af en del af de gamle altingsboder i følge sagaernes fremstilling formentlig kan bestemmes; at påpege netop det sted, hvor hver enkelt af de oven nævnte boder har stået er derimod (måske med en enkelt undtagelse) næppe muligt. Et sådant forsøg er vel for en del boders vedkommende gjort i en år 1700 forfattet beskrivelse af bodordningen på det gamle alting, sædvanlig omtalt og citeret under navn af »Altings katastasis«; men forsøget er ikke heldigt, og så vidt man kan se, har den ubekendte forfatter ikke haft nogen ældre tradition at støtte sig til. Den eneste saga, han tager hensyn til, er Nj.; på grundlag af dennes angivelser søger han, men rigtignok til dels meget vilkårlig, at bestemme beliggenheden for de i sagaen nævnte boder; den eneste bod, han forudsætter almindelig bekendt, er som anført Snorrebod.

Beskrivelsen, der forekommer i flere eksemplarer med noget forskellig titel, både på universitetsbiblioteket og i det islandske literære selskabs arkiv, er tidligere — med nogle tilføjelser om lovbjærget — trykt i det islandske blad »Tjodolv« (Þjóðólfr, 1851, nr. 62 ffg.); men da den så ofte citeres anden steds, og da forfatteren desuden kommer til at omtale flere andre altingslokaliteter, meddeles den her i oversættelse. Oversættelsen er foretagen efter Addit. nr. 46, 4to; sproget er, som det vil ses af oversættelsen, til dels meget knudret og dunkelt.

Medens boderne afgav opholdsstedet for de tingbesøgende, har den tinglige virksomhed i fristatens tid hovedsagelig været knyttet til dommene ɔ: domstolene, lovretten og lovbjærget.

Den dømmende magt var fra 965 af, da den i følge Maurer udsondredes fra den lovgivende, hos de fire fjærdingsdomstole (fjórðungsdómar) — til hvilke fra 1004 kom en ejendommelig stillet øverste instans, den såkaldte femterdom (fimtardómr). Femterdommen, der havde sit sæde i lovretten, bestod af 48 dommere, hvoraf imidlertid kun 36 dømte i enhver sag; angående tallet af dommerne i fjærdingsdommene hersker der derimod usikkerhed, V. Finsen mener, at hver fjærdingsdomstol kun bestod af 9 dommere, Maurer derimod angiver deres tal til 36.

Fjærdingsdomstole kaldtes de, fordi hver af dem var bestemt til at påkende sager fra en enkelt af landets fire fjærdinger, efter hvilken også domstolene benævntes. Dommerne udnævntes af goderne, for fjærdingsdomstolenes vedkommende alene af indehaverne af de »gamle godord«, for femterdommens vedkommende af disse i forening med besidderne af de ved dennes stiftelse dannede »nye godord«.

I følge Grg. (§ 23) skulde goder og tingmænd indfinde sig på altingsstedet, »før sol går af tingvold«, den torsdag, med hvilken den ellevte sommeruge begyndte, altså en dag, som efter den gregorianske kalender vilde falde mellem 28de juni og 4de juli. Straks næste dag (fredag) skulde dommerne til fjærdingsdommene udnævnes (Grg. § 20), i det goden skulde gå til hammerskardet (hamra skarð), nedsætte sin dommer dér og opfordre sagsøger og sagvolder til rydning (ɔ: til overfor den udnævnte at anvende forkastelsesretten). Hvor dette hammerskard, (der i Finsens oversættelse gengives med »klippesnævringen«) har været, er ikke let med bestemthed at sige; Finsen formoder, at derved skal forstås indgangen til kløften Almannagjå gennem dennes østlige væg; og i og for sig er det også ret naturligt, at dommerne ved denne lejlighed, hvor der foregik som en art præsentation af dem, nedsattes på et meget besøgt sted; imidlertid nævnes »hamraskarð« ikke i andre kilder, og at påpege en lokalitet, hvortil navnet særlig kunde passe, er vanskeligt, da der i og ved Almannagjå, som anden steds på tingstedet, ingen mangel er på slige »skår« — sammenlign således f. eks. bodbeskrivelsens »Krossskarð«.

Den i hammerskardet udtalte opfordring til rydning skulde dog ikke straks efterkommes; først den følgende dag (lørdag), »ikke sildigere end så, at sol er på den vestre gjåhammer fra lovsigemandens plads på lovbjærget at se«, skulde domstolene føres ud til rydning og være ude »indtil sol kommer på tingvold« om søndagen. Denne domstolsudførsel skete i en art procession fra lovbjærget, i det lovsigemanden skulde gå først, dernæst goderne med deres dommere, af hvilke hver nu skulde nedsætte sin; lovsigemanden skulde bestemme, hvor hver domstol skulde sidde; han skulde også lade ringe til domstolsudførsel (Grg. § 14, sml. § 20). Stykket i § 20, hvor der kortelig berettes, at domstolene skal fare ud lørdag og være ude til rydning indtil søndag, ender afbrudt med ordene: »Dersom man da ikke kan gå tørt (over) i holmen . . .« Ved denne holm kan kun holmen i Öksarå være ment; ordene selv synes nærmest at forudsætte, at rydningen af domstolene er gået for sig her; men da må tillige Öksaråholmen have været sæde for fjærdingsdommene; det synes nemlig klart af oven for citerede § 24, at rydningen af vedkommende domstol er foregået på selve domstedet. Sagaernes angivelser forudsætte imidlertid temlig bestemt, at fjærdingsdommene have haft sæde på »voldene« nord for åen. Man kunde derfor måske antage — forudsat at lovbjærget har været vest for åen, hvorom mere senere —, at ordene havde hensyn » til den vej, processionen fra lovbjærget til domstedet plejede at tage, uår vandstanden tillod (formodenlig ved hjælp af dertil anbragte stene) at lægge vejen til voldene over åens forgreninger og holmen, men som måtte forandres, når åen var for vandrig.

På den dag, som fastsattes til retssagernes påkendelse, foregik en lignende procession fra lovbjærget som den før omtalte: domstolene skulde drage ud »ikke senere end at sol kommer på den højere gjåbakke fra lovsigemandens plads fra lovbjærget at se«; da er lovsigmanden og alle goderne pligtige til at gå ud med deres dommere, så vel som de mænd, der har sager at anlægge; ingen mand, der havde sag at anlægge, måtte gå med mere end 10 mand til domstolen (Grg. § 28).

Hvis dommerne følte sig forulæmpede af tilhørerne, kunde de af vedkommende fjærdingsgoder få tre mænd tildelte som domstolsvagt, der da skulde riste to furer uden for hvor dommerne sad; og for dem, der overskred disse og nægtede at gå tilbage, var der da betydelig straf (Grg. § 41). — Hvis dommerne hindredes ved vold fra at forblive på deres plads, havde de tilladelse til at tage sæde på det sted, der måtte findes belejligst (Grg. § 41).

Öxará og Lögberg - (A. E. F. Mayer, 1836)

Uagtet Grågås, (således som det fremgår af de tidligere anførte steder, navnlig §§ 20, 24, 41) omtaler fjærdingsdomstolene som adskilte og hver domstol nedsat på sit særlige sted, er der dog meget i sagaerne, som tyder på, at man, som V. Finsen formoder, har betragtet de fire fjærdingsretter som udgørende en samlet hoveddomstol for hele landet, hvilken da igen faldt i fire afdelinger, en for hver fjærding. I Njåls saga forekommer endog et sted (s. 502) ordet »fjærdingsdom« på en sådan måde, at man har antaget, det måtte her stå kollektivt i betydningen af samtlige fjærdingsdomstole. Dette er dog måske næppe nødvendigt; en opfattelse, hvoraf betydningen blev »en fjærdingsdom« eller »vedkommende fjærdingsdom«, lod sig vel også forsvare. — Derimod synes undertiden enkelttal og flertal næsten at være brugt i flæng ved omtalen af fjærdingsdommene, således Bsk. s. 77, hvor der (i Hungrv.) fortælles, at da biskop Magnus efter sin udenlandsrejse indtraf på altinget, var folk »ved dommene«, hvor uenighed herskede; men da kom en mand »til dommen« og berettede bispens ankomst, hvorefter al strid glemtes i den almindelige glæde. — I Hrk. (s. 17—18) forekommer eksempel på en lignende brug: Domstolene føres ud; Såm med sine folk går til lovbjærget, hvor dommen da var sat, og optræder djærvt i sin sag mod Hravnkel gode; da denne, som er hjemme i sin bod, får det at vide, går han hurtig med sine mænd til dommene, og vilde splitte domstolen for Såm. (At denne sagas begivenheder falde i tiden, før altingets lovgivende og dømmende magt havde fået den endelige ordning og da den, som Maurer formoder — Island s. 51 —, endnu var forenet hos lovretten, tager sagafortælleren i sin fremstilling øjensynlig intet hensyn til). — Dog er en sådan vekslen af enkelttal og flertal ved omtalen af fjærdingsdommene vel nærmest begrundet i domstolenes indbyrdes meget nære beliggenhed, hvorom flere sagaer give vink.

Af Bdm.s to forskellige recensioner, der, uagtet deres noget forskellige ordlyd, i denne henseende med hensyn til meningen er temlig overensstemmende, ses det således, at, hvorvel fjærdingsdommene som anført faldt i fire afdelinger — af hvilke Nordlændingedommen særlig kommer til omtale i sagaen — var disse så nær ved hverandre, at man ikke kunde begive sig til den enkelte dom uden at gå til dommene (Bdm. F. 15—17 = Bdm. C. 7—8). — Bdm., som ved siden af Nj. har den udførligste omtale af fjærdingsdomstolone, fremstiller øjensynlig disse som havende deres sæde på »voldene« nord for åen. Dette siges ligefrem i den yngre recension (F.), hvor der (s. 17) berettes, at den gamle Ufejg gik »op på voldene og til dommene; han kom til Nordlændingedommen, får lov til at gå i dommen og går i domringen og sætter sig ned«. — Den ældre recension har vel ikke ordene »på voldene« — ligesom den også udelader »går i domringen« —, men der kan efter hele fremstillingen næppe være tvivl om, at også den har tænkt sig fjærdingsdommenes plads her.

Njåls saga, der har navnene på alle fire fjærdingsdomstole, benytter benævnelserne Rangæingedom (Rangæinga dómr: s. 254, 341, 629), Bredfjordingedom (Breiðfirðinga dómr: s. 25), Nordlændingedom (Norðlendingadómr: s. 761, 90), Østfjordingedom (Austfirðinga dómr: s. 761, 64, 68-72, 88-92), — de to første, idet Sydfjærdingen og Vestfjærdingen oftere benævntes Rangæinge fjærding og Bredfjordinge fjærding; i steden for Bredfjordingedom har dog nogle håndskrifter af Nj. Vestfjordingedom (Vestfirðinga dómr).

Skønt denne saga i reglen indskrænker sig til at nævne den enkelte dom, ved hvilken den i sagaen på vedkommende sted fremstillede retssag forhandles, ses det dog af et enkelt sted, at også denne saga tænkte sig alle fire domme til en vis grad forenede, hvad beliggenhed angår, så at de kunde blive det fælles mål for hele tingforsamlingens vandring; og det er øjensynlig sagafortællerens mening, at »hele tingforsamlingen«, der gik »til dommene«, begiver sig derhen for at være vidne til hvad der går for sig i Rangæingedommen.

Stedet for fjærdingsdomstolene kan ikke med samme nøjagtighed ses af Nj. som af Bdm., dog er der intet i Nj.s fremstilling, som taler imod, at de har haft deres plads på voldene. Gudbr. Vigfussön gør i sine noter til N. M. Petersens oversættelse af Njåls saga (s. 294) opmærksom på, at man af udtrykket »vestr á árbakka«, som Mörd bruger, da han i den for østfjordingedommen førte retssag mod mordbrænderne opfordrer kvidmændene til at tage sæde på den vestlige åbred, kan slutte, at fjærdingsretterne har været holdte øst for åen. Fremstillingen af denne retssags videre forhandling viser tydelig (Nj. s. 793—97), at fjærdingsdomstolene har været holdte på et sted forskelligt så vel fra lovrettepladsen som fra lovbjærget, så at den, der var tilstede ved fjærdingsdomstolene, var uvidende om, hvad der gik for sig på de andre to steder; (hermed kan også sammenlignes Sturl. I. s. 292). — Nogen nøjagtigere bestemmelse af stedets beliggenhed giver imidlertid Nj. ikke; og af den omstændighed, at sagaen flere gange (tre gange for Rangæingedommens (s. 254, 341, 629) og én gang (s. 764) for østfjordingedommens vedkommende) fremhæver, at af de to modpartier tager det ene plads nord for dommen, det andet syd for denne, lader sig næppe noget udlede.

Også Sturl. (I. s. 24—26) viser, at domstolene havde fælles domsted; at man, hvad dette sted (s. 26) frembyder et eksempel på, i tilfælde af vold førte en enkelt af domstolene bort herfra og satte den ned på et nyt sted, hvor sikkerheden syntes større, — er jo blot, hvad Grågåsen foreskriver i lignende tilfælde. — Fra en ældre tid frembyder Krstn. (s. 17) et eksempel på, hvorledes stundum til forsvar særlig gunstige steder måtte vælges til sæde for en fjærdingsdom, når tingforsamlingen var i oprør; således kunde Runolv gode ikke få dømt Hjalte Skeggessön for gudsbespottelse, før han satte dommen på Öksaråbro (Exarárbrú) og værgede begge broenderne med våben.

Af sagaerne i det hele taget, navnlig Bdm. og Sturl., synes at fremgå, at fjærdingsdomstedet har været frit for tingboder i sin umiddelbare nærhed. — At fjærdingsdommene har taget plads på lovbjærget — hvorpå der, som oven for anført, forekommer et eksempel i Hrk. — har vel kun aldeles undtagelsesvis fundet sted.

Sandsynligvis har fjærdingsdomstolenes plads været udmærket ved en fast begrænsning — en »domkreds« —, der formodenlig tillige dannede sæde for dommerne; dog giver ingen kilde sikker oplysning desangående. I den yngre recension af Bdm. fortælles der vel (s. 17), at den gamle Ufejg, da han får tilladelse til at gå i Nordlændingedommen, »går i domringen og sætter sig ned«, men dels udelader, som tidligere bemærket, den ældre recension ordet »domring«, i det den indskrænker sig til at sige: »det tillodes, og han satte sig ned«; dels skal »domring« måske kun forstås om kredsen af dommere. I Sturl. (på det sidst omtalte sted, s. 26, — hvor der berettes om Havlide Måvsons tingstrid med Torgils Oddessön) læstes i den gamle udgave (s. 31), at Havlides flok forgæves søgte at sætte dommerne ned »på domstenene« (í dómsteinum); men det bedste håndskrift har den utvivlsomt rigtigere læsemåde »på domstedet« (í dómstaðnum), hvoraf der altså i det højeste kan sluttes, at fgærdingsdomstolene har haft deres én gang for alle bestemte plads, men intet om, hvorvidt dette på nogen særlig måde har været udmærket.

Grg. giver med hensyn til dette spørgsmål intet sikkert vink; men har fjærdingsretterne haft deres bestemte plads på altingsstedet, hvad alt i sagaernes fremstilling tyder på, er det næsten en selvfølge, at her også har været faste sæder for dommerne, formodenlig kredsformige sten- eller græstørvsbænke. Af de på altingsstedet bevarede lævninger er der næppe nogen, der har stået i forbindelse med fjærdingsdomstolenes virksomhed; om det i »bodbeskrivelsen« nævnte »fjærdingsdomtingsted« vil senere blive talt.

Árni Magnússons tegning af "den gamle lovrette"

Den lovgivende magt var i fristatstiden hos lovretten (lögrétta), der fra år 965 bestod af 144 medlemmer, hvortil endnu kom lovsigemanden og efter kristendommens indførelse de to biskopper. Forsamlingens kærne udgjordes af de 39 repræsentanter for de gamle godord, — hvortil kom 9 af vedkommende tinglags goder valgte mænd, der skulde veje op mod de tre goder, som Nordlændingefjærdingen sendte flere end de andre fjærdinger. Hver af disse 48 mænd tog desuden to mænd med sig, der i al fald fra år 1004 kun var rådgivende bisiddere, og hvis selvstændighed selv som stemmeberettigede kun kan have været ringe.

Ordet »lovrette« bruges både som navn på forsamlingen og om den til møderne bestemte plads. Uagtet lovretten ellers bestandig optræder som en enhed, hvis medlemmer i forening fatte deres beslutning, omtales der dog i Grg. besynderlig nok flere lovretter som betegnelse for lovrettens forskellige afdelinger. Således siges (§ 116, I, s. 209), at man »fra den lovrette« (ɔ: lovretteafdeling), i hvilken lovsigemanden er valgt, skal begive sig med ham til lovbjærget, og på et andet sted (§ 117, I, s. 214) tales om den forpligtelse alle vedkommende havde til at tage sæde i lovretten, »i den lovrette« (ɔ: lovretteafdeling), som de efter loven er pligtige at sidde i. Sandsynligvis har lovrettemændene for hver af landets fire fjærdinger siddet samlede for sig og været betragtede som en egen afdeling af lovretten, om end en fælles lovretteplads indesluttede alle; anordningen minder i så fald meget om forholdene, som de efter sagaernes vink har været ved fjærdingsdommene.

I følge bestemmelserne i Grg. (§ 117) »skal lovretten stedse have sit sæde, hvor den længe har været«; der skal være tre bænke omkring lovretten, hver til fire tylvter mænd. Når lovretten er ryddet (ɔ: når afstemning foretages), må kun de sidde inden for bænkene, som har andragender at forhandle mod hinanden, men ellers altid; og da er det lovsigemanden, som bestemmer, hvem der kan opholde sig paa den plads; uden for bænkene skal »publikum« (alþýða) sidde. Ingen andre må stå op ved lovretten, når love og bevillinger skal vedtages, end de, der har noget at forhandle dér, og desuden de, der er yderst. For dem, der trængte sig sammen om lovretten eller på anden måde viste forstyrrende opførsel, var der fastsat straf, ligesom for dem, der ikke vilde stå op fra lovrettemændenes pladser, når disse kom. — Lovretten holdt i løbet af tingtiden mindst tre møder; desuden havde også femterdommen sit sæde i lovretten.

Det rimeligst at antage, at de tre lovrettebænke har været byggede af græstørv og sten, og været anbragte kredsformig, den ene uden om den anden, kun afbrudte ved de nødvendige indgange. Man tør måske antage to sådanne, den ene lige over for den anden, hvorved altså lovrettebænkene deltes i to halvkredse, hvor hver fjærding kunde besætte sin ende. På midtbænken sad i følge Grg. medlemmerne med fuld stemmeret; af de to rådgivere, som hver af disse havde med sig, anbragtes den ene foran vedkommende, den anden bagved, på den indre og ydre bænk.

Om femterdommen bestemmer Grg., at den skal drage ud sammen med de andre domstole (fra lovbjærget), men have sit sæde i lovretten (§ 43), og her skal hver af goderne nedsætte sin dommer (§ 45). I § 47, hvor der tales om rettergangsformerne ved femterdommen, påbydes, at først sagsøgeren, dernæst den sagsøgte skal af rettens 48 medlemmer udskyde 6 mænd; disse skal rejse sig op fra domstolen, men sidde »inden for i domkredsen« (i dómhring innan), medens den sag pådømmes; ved domkredsen kan der her ikke menes andet end kredsen af de på lovrettebænkene siddende dommere.

Højesteretsassessor V. Finsen har fortjænesten af først at have påvist, at lovretten i fristatstiden må være holdt på et fra lovbjærget forskelligt sted. Dette fremgår så utvivlsomt af samtlige kilder, Grg. så vel som sagaerne, at man må undre sig over, at den ældre fejlagtige anskuelse har kunnet blive så udbredt og rodfæste sig i den grad i den almindelige opfattelse, som tilfældet har været og endnu er med denne. Årsagen må imidlertid søges i, at allerede tidlig sammenblandedes for den almindelige bevidsthed »dommenes«, »lovrettens« og »lovbjærgs«- forretningerne; lovretten antoges at have besørget dem alle, i det senere tiders forhold overførtes på fristatstiden; og det fra den ældre literatur kendte navn »lovbjærg« forklaredes da af, at »lovforretningerne« (ɔ: de lovretten tilkommende hverv) oprindelig havde været udførte der.

Af Grg. kan det ikke ses, hvor lovretten har haft sin plads, men kun at denne længe havde været uforandret, og at — som det fremgår af bestemmelserne angående fjærdingsdommenes og femterdommens udførsel fra lovbjærget — den var skilt så vel fra fjærdingsdomstedet som fra lovbjærget.

Den lille fortælling om Ölkovre angiver derimod tydelig »voldene« som stedet for lovretten. Brodde og Ölkovre går fra en af østlændingernes boder »op på voldene«, dér var mange folk til stede, de havde da været i lovrette; Brodde og hans folk blev gående på voldene, men Ölkovre gik i lovretten, hvor enkelte høvdinger endnu sad efter (Ölk. s. 70).

Af Nj. s. 793 ffg. fremgår det, som tidligere nævnt, klart nok, at lovretten lige så lidt som fjærdingsdommene dengang kan være holdte på lovbjærget. Et andet sted i sagaen (s. 638—39) har måske hensyn til indgangene til lovretten; der siges nemlig, da hele den for Höskuld Hvidenæsgodes drab bestemte bod var bragt sammen i lovretten og nu skulde beses, at Flose med Sigfussönnerne gik øst fra til lovretten, Njål og hans sønner derimod vest fra; i det mindste ses heraf, at lovretten må være holdt på et sted, hvortil der var adgang både fra øst og vest. Dette gælder om »voldene«; og at Nj. virkelig tænker sig disse som stedet for lovretten, fremgår temlig tydelig af de bevægelser, som sagaen lader de i kampen optrædende flokke foretage sig, hvor den store altingskamp skildres (Nj. s. 806 ffg.), — man må nemlig erindre, at denne begyndte ved lovretten, efter at Ejolv havde ødelagt femterdomssøgsmålet for Mörd.

Også i følge Sturl. vil »voldene« vise sig at være stedet for lovretten, når det bedste håndskrift helt igennem følges, og når man har fået øjet op for, at i Sturl. bruges, hvor talen er om altingslokaliteter, »syd« i betydning af »øst«, altså: »syd over åen« ɔ: »øst over åen«. — Der bliver da egenlig kun ét sted i Sturl., som omhandler lovrettens plads, nemlig I. s. 327, hvor den stærke spænding mellem Snorre Sturlassön og Kolben unge på altinget 1234 omtales. Dette sted er tillige meget oplysende med hensyn til beliggenheden af adskillige boder. Biskop Magnus havde forbudt folk at bære våben ved domstolene, man afsendte derfor våbenløse mænd til dommene for at forhandle sagerne der. Men Kolben unge gik med sin væbnede flok op i Svinfellingerne Orms og Torarins virke, og alle havde de nu deres flokke i forening under våben. Snorre var med sin flok i skrænten (i brekkunni) oven for Valhal og helt vest om Dilken. Snorres søn Urækja var med sin flok oven for lovretten og morede sig med brydning. En mand af Kolbéns flok var gået til Jøkelmændenes bod, men medens han stod her ved væggen og talede med en anden, gik to mænd forbi, af hvilke den ene uden anledning tilføjede ham et hårdt sår, hvorefter de vendte sig op mellem Østfjordingebod og Jøkelmændenes bod og stævnede så i Snorres flok. Kolbén og hans mænd løb straks op og hjem til boden, hvor de rustede sig; derpå gik de syd over åen og op på voldene. Da mødte han Urækja og bad ham slutte sig til ham og hævne den sårede; Urækja afelog dog at kæmpe mod sin fader, hvorover Kolbén vrededes og opfordrede nu Orm og Torarin til hjælp. De beredte sig da alle til kamp og fylkede deres folk på voldene neden for lovretten, mellem denne og Østfjordingebod. Urækja begav sig til sin fader og stillede sine folk forrest i Snorres fylking. Kampen afvendes dog ved biskoppens og Torvald Gissurssöns mellemkomst.

Dette temlig vanskelige sted kan næppe forstås anderledes, end at de »volde«, der her er tale om, er de sædvanlige nord for Öksarås udløb af Almannagjå liggende, og på disse må da lovrettens plads have været; dette stemmer også, som det af det tidligere anførte vil ses, bedst med hvad der af andre omtrent samtidige kilder fremgår angående lovrettens beliggenhed.

Tages dette sted således, følger imidlertid heraf tillige, at alle de her omtalte boder, undtagen Kolbéns, må have ligget øst for åen. Af de her nævnte boder er Valhal Snorre Sturlassons sædvanlige bod, hvad der tydelig nok fremgår af et tidligere sted i sagaen (Sturl. I, 300—301). Til Valhal må Dilken eller Valhalsdilken, som den i Sturl. I, 279 kaldes, efter navnet have hørt; af det sidste sted lærer vi, at den en altingssommer benyttedes af den med Snorre forbundne Torvald Vatnsfjording. — Også Allsherjarboden må i så fald have været øst for åen, da det ses af andre steder i Sturl. (I, s. 233, sml. s. 301), at den og Valhal stod hinanden nærmest.

Den omstændighed, at Snorre Sturlassons vigtigste bod, samt den sønderlandske Allsherjarbod og vestlandske Jøkelmandsbod således efter denne opfattelse af stedet må henlægges til øst for åen, kunde vel gjøre en noget betænkelig ved denne fortolkning og opfordre til at forsøge en anden; men den eneste, der i så fald var at vælge, nemlig at antage, at lovretten allerede dengang var henflyttet til Öksaråholmen, hvor den vides senere at have stået, lader sig ikke vel forene med de øvrige sagaers angivelser. Desuden vilde man, hvad bodernes beliggenhed angår, herved kun fjærne én vanskelighed for at få en anden i stedet; alle de i Sturl. nævnte boder, undtagen Kolbéns (også Østfjordingebod!) måtte da forlægges til vest for åen, i det sagaens »syd over åen« da måtte tages — »vest over åen«; ligeledes vilde den måde, hvorpå Sturl. da måtte antages at angive beliggenheden af forskellige punkter på altingsstedet i forhold til lovretten, uden at tage hensyn til den mellemliggende arm af åen, være højst overraskende; ved »voldene« måtte så endvidere antages her at være betegnet en strækning syd (ɔ: vest) for åen, medens ellers i følge alle andre kilder særlig sletten nord for åen bærer dette navn.

Måske også Sturl I. s. 291, når den af Gudbr. Vigfussön gjorte rettelse tages til følge, kan give os et vink om, at Snorre Sturlassöns sædvanlige bod har været øst for åen: På tinget 1229, da Sighvat Sturlassön, Sturla Sighvatssön, Kolbén unge (og rigtignok også østlændingerne) er på det ene parti, Snorre Sturlassön, hans broder Tord og dennes søn Bödvar på det andet, beder Sighvat sin broder Tord at overlade Sturla Hladbod, for at hvert parti kan være på sin side af åen.

Af de to umiddelbart efter Islands underkastelse under den norske Konge kort efter hinanden udstedte lovbøger (Hákonarbók, Jónsbók) erfares intet om lovrettens plads; der bestemmes kun, at lovmanden på tingstedet skulde lade gøre »vebånd« (vébönd) af så stort omfang, at de, som blev nævnte i lovretten, kunde sidde inden for. Altinget havde nu fået en ordning, helt forskellig fra den tidligere; til at møde på tinget udnævntes af de kongelige embedsmænd et vist antal mænd (140 ifg. Hákb., 84 ifg. Jónsb.). Af dem udnævntes igen tre tylvter til at sidde i lovretten; disses væsenligste hverv var at være lovmandens meddomsmænd; af lovrettens lovgivende virksomhed var der kun svage spor tilbage, som tabte sig mere og mere. Derimod havde de øvrige til tingrejse udnævnte mænd kun som tilhørere at overvære forhandlingerne og måtte ikke uden tilladelse sætte sig »inden for vebåndene«. Lovrettemændene skulde gå til lovretten, når lovmanden lod ringe med »den store klokke«; tingets længde var nu ubestemt (Þingfararb. 1-3 k.).

Öxarárfoss - (A. E. F. Mayer, 1836)

En omtale af lovrettens plads i det 14de årh. findes i den lille i Flatb. indeholdte fortælling om Torlejv jarleskjald. I Flatb. I, 214 fortælles det, hvorledes Torlejv på altinget dræbtes af en af Håkon jarl udsendt ond ånd. Da han en dag gik ud af sin bod, så han nemlig en mand gå vesten fra over Öksarå; med ham gav han sig i tale, men gennemboredes af ham, hvorefter den onde ånd forsvandt i jorden. Torlejv gik derpå hjem til sin bod, hvor han døde. »Derefter blev Torlejv højlagt; hans høj står nord for (nordr af) lovretten, og den ses endu. På den tid, fortælles der videre, boede der på Tingvold (á Þingvelli) en velstående mand, rig på kvæg; hans fårehyrde hed Halbjörn hale. Denne vænnede sig til ofte at komme til Torlejvs høj (á haug Þ.s) og sov der om natten og holdt sig der i nærheden. En nat, da han således som oftere ligger på højen, får han i drømme en åbenbarelse af højboen. Efter at være vågnet begiver han sig med sine får hjem til gården (således må vel »til bygda heim« her oversættes) og beretter hvad der er hændet ham. — Beretningen om Halbjörn hale er noget besynderlig, den lader formode en afstand mellem Tingvoldsgården og højen, som er langt større end de par minuters vej, hvorom der kan være tale; man tør vel derfor heller ikke lægge videre vægt på ytringen om Halbjörns og hans fårs jævnlige ophold ved højen, der ellers vilde være et stærkt bevis for, at højen ikke kunde have været på Öksaråholmen, hvor man i en senere tid har villet påvise den.

Det eneste resultat, der med hensyn til lovrettens stilling tør uddrages af fortællingen om Torlejv, bliver da vel det, at på nedskriverens tid stod lovretten syd for Torlejv jarleskjalds høj. — Om Torlejv jarleskjalds høj anfører Jon Olavssön fra Grunnavig i sin udsigt over oldtidsgrave på Island, at den er »på Öksarå lovting eller landstinget ved Öksarå, øst for Öksarå, hvad der vil være de fleste bekendt, ligesom på hvad måde han faldt dér (efter hvad der er fortalt) for djævelen Torgard, som Håkon Hladejarl sendte ham til bane. Deri, fortælles det, skal man have fundet et lille hestebillede af den slags metal eller malm, som folk kalde oldtids gods (fornmanna fje). Hestebilledet kaldes Freyshest«. Senere hen siges, at Torlejv jarleskjalds høj er »på den østlige bred af Öksarå« (austan fram við Öxará). Uagtet denne forfatter af alle fra første halvdel og midten af 18de årh. har haft bedst lejlighed til at blive bekendt med altingsstedet, kan det næppe betvivles, at han her ved en hos ham ikke usædvanlig unøjagtighed i udtrykket er kommen til at give fejl besked.

I Egg. Olavssöns rejsebeskrivelse nævnes nemlig s. 1031 Thorlevsholm i Öxeråen som det sted på altinget, hvor misdædere rettes, og s. 1032 siges, at på denne holm findes Thorlev jarleskalds høj, hvoraf man indtil for kort tid siden har kunnet se spor; elven har imidlertid efterhånden bortskyllet mere og mere, dog har man fundet nogle stumper jærn og messing. — Af Egg. Olavssöns og Bjarne Povlssöns dagbøger over deres Islandsrejse, som delvis findes bevarede i det islandske literære selskabs arkiv, ses det, at grundlaget for oven anførte bemærkninger er nedskrevne 1756, og at de støtte sig til iagttagelser gjorte under et besøg på altingsstedet 1750. Efter at den sydlige del af Ånæssyssel er beskreven (under sommerrejsen 1756), bemærkes nemlig, at også den nordlige del har »adskillige ret kuriøse mærkværdigheder, hvilke vi til forns haver af egen nysgerhed og med forsæt beset i året 1750, da vi mest for den skyld rejste til Island fra København; så i fald vi ikke kommer til endnu en gang at beskue bemældte landstrækning, vil vi indføre og meddele de mærkværdigste ting, som de forefindes og vi har set med egne øjen«. Derefter følger så en beskrivelse af Tingvoldsvejten, Grimsnæs, Skålholt med omgivelser, Geysir, samt Hrepperne, hvormed Ånæssyssel afsluttes.

Om Tingvoldsvejten bemærkes, at den er mærkværdig formedelst altinget; tværs gennem dette render Öxerå, der giver foreller af sig og desuden er mærkværdig »formedelst Thorlevsholm tæt ved altinget, midt i åen, hvor misdædere bliver berettet [ɔ: henrettede]: her ses end i dag lævninger af Thorlev jarleskalds høj, som blev her ombragt (efter fortællingen) af en ved fanden bevæget og af Hagen jarl den rige forhekset træmand . . . Nu har Öxeråen revet det meste af højen bort, hvorved til forns ere fundne nogle [først skrevet: adskillige] alderdommens lævninger.« 

Skønt der således ligger 6 år mellem forfatterens sidste besøg på altingsstedet og nys anførte beskrivelses nedskrivning, er det dog ikke rimeligt, at nogen unøjagtighed har indsneget sig; Egg. Olavssön førte (som han selv siger: Reise gjennem Island, s. 862) ligeledes dagbog på sin første rejse og havde desuden tidligere besøgt altingsstedet (f. eks. da han var vidne til Öksarås udtørring, formodenlig 1740). — Desuden støttes Egg. Olavssöns angivelse ved en senere meddelelse om Torlejvs høj fra præsten på Tingvold Povl Torlakssön. Denne, der tiltrådte dette kald 1780, skriver i sin antikv. indb. 1817: »Før de jordskælv, som indtraf i året 1789, sås Torlejv jarleskalds høj på den holm her i Öksarå på Tingvold (á þingvöllum), hvor han blev dræbt og som end i dag er nævnt efter ham og kaldet Torlejvsholm (Þorleifshólmi); men i det omtalte jordskælv åbnede sig en kløft (gjá) igennem holmen, som borttog højen, så nu ses intet tilbage af den«.

At der i det 18de årh. har stået lævningerne af en høj på en af holmene i Öksarå, og at denne i længere tid er bleven anset for Torlejvs, så at holmen har kunnet tage navn herefter, må således vistnok anses for utvivlsomt. At det er denne samme høj, som Jon Olavssön tænker på, kan heller næppe betvivles. — Man kunde ganske vist tænke sig, at traditionen først i en senere tid havde gjort denne høj til Torlejvs, men dette synes dog kun lidet rimeligt, da den høj, der i Flatb. omtales som Torlejvs, vel har været den eneste på selve tingstedet. — Antages Torlejvs høj at have været på Öksaråholm, må ligeledes lovretten, på den tid fortællingen om Torlejv jarleskjald nedskreves, ɔ: i det 14de årh., have haft sin plads i holmen. — Dette er heller ingenlunde usandsynligt; i det 16de årh. finde vi lovretten i Öksaråholm, og da havde den øjensynlig været holdt dér længe. I og for sig vilde det endog være rimeligst at antage, at lovretten, samtidig med at denne efter underkastelsen under den norske konge fik en ny indretning, henflyttedes til et nyt sted, hvis ikke den omstændighed talte derimod, at ingen af de i sidste halvdel af 13de årh. nedskrevne sagaer hentyder til, at lovrettens plads i fristatens tid var en anden end da.

Hvor Espolin (Ísl. árb. III, 2, s. 53) fortæller om de af den sidste katolske biskop Jon Aressön foranledigede stridigheder, der gik forud for reformationens indførelse på Island, anfører han ved året 1549, da biskoppen med sine to sønner, støttede ved et følge på 3—400 mand, spillede fuldstændig mester på altinget, at lovretten den gang stod i Öksaråholmen; i et med begivenheden samtidigt digt, der skildrer, hvorledes Are i lovretten forhånede den danske hirdstyrer, siges, at denne ikke turde hævne sig, da halv fjærde hundrede væbnede mænd stod i kreds »på øren oven for«.

Nogle år efter denne begivenhed (1563) gaves der tilladelse til at flytte lovretten til et belejligere sted, »ti den plads, som den tidligere havde stået på i Öksaråholm, var nu for største delen ødelagt af vandgang fra Öksarå«. — Ved denne flytning, der i følge bodbeskrivelsen fra 1700 foregik c. 1600, forlagdes lovretten til vest for åen, hvor der senere på den smalle landstrimmel mellem Almannagjås østerskrænt og åen opførtes et lovrettehus. — Indtil slutningen af det 17de årh. holdtes lovretten under åben himmel; derefter byggedes der til brug ved lovrettemøderne en tomt, omtrent som en almindelig bodtomt, der så igen sluttelig afløstes af en tømmerbygning. Om disse forhold giver især Jon Olavssön fra Grunnavig oplysning.

På forskellige steder i sine ordbogsarbejder (i sin Contractismus under ordet »lögrétta«: Addit. 6, 4to, s. 246—47, 260, 270; Addit. 7, 4to, s. 1494 — samt i sit leksikon under ordet »vébönd«) meddeler han, at lovrettemændene tidligere havde forhandlet under åben himmel, indtil i slutningen af det 17de årh. lovmanden Sigurd Björnssön havde ladet bygge en tomt af form som et hus uden tag, men med en indgang i nord og syd midt på væggen; indvendig var den forsynet med en græstørvsbænk langs siderne. Denne lovrettetomt forsynedes i tingtiden med et på spærrer hvilende vadmelstag, og Jon Olavssön omtaler udførlig, hvorledes i den periode, da han besøgte tinget med Povl Vidalin, spærrerne vare anbragte og tagbeklædningen skaffedes til veje. Først senere, ved midten af det 18de årh., lod den daværende lovmand (senere amtmand) Magnus Gislessön i steden for denne tomt opføre et ordenligt lovrettehus af tømmer.

Angående den første opbyggelse af et lovrettehus indeholder vedkommende altingsbog, at år 1690 blev man i lovretten enig om, at den inden næste alting skulde forandres til et ordenligt tinghus, hvortil landfogeden lovede at give tilstrækkeligt tømmer, men sysselmændene skulde hver give 10 alen vadmel til overklædning.

Skønt Jon Olavssön fortæller, at lovrettemændene for den omtalte lovrettetomts opbyggelse »sad ude på tuer«, så at kun landstingsskriveren havde et stykke tælttøj udspændt over sit bord, er der dog ingen tvivl om, at lovretten også for den tid har haft sin bestemte plads og har bestået af en fast tomt; noget sådant ligger allerede i de i lovretten 1690 brugte ord, hvor man forhandler om »lögriettunnar uppbigging«, »að hún mætti til eins almennilegs þýnghúss verða endurbætt«. De tegninger, som haves af lovretten, som den var før 1691, er ligeledes et vidnesbyrd herom. Med hensyn til lovrettens form stemme de vel tilsyneladende ikke ganske overens, dog synes denne snarest at måtte antages at have bestået af en tilnærmelsesvis rund græstørvsindhegning, åben i syd og nord for adgangens skyld, og tillige tjænende som bænk for medlemmerne, i det hvert af disse havde sin bestemte plads her.

Medens, hvad også Espolin som anført udtrykkelig bemærker, den 1691 opførte lovrettetomt måtte være af et betydeligt omfang, da den skulde rumme tre tylvter lovrettemænd, har man rimeligvis, da lovretten ved midten af det 18de årh. genopførtes af tømmer, kunnet hjælpe sig med en adskillig mindre bygning. I løbet af det 18de årh. benyttedes nemlig efterhånden færre lovrettemænd, indtil disses antal endelig ved lov betydelig indskrænkedes; samtidig aftog naturligvis antallet af de tingbesøgende mere og mere. Den første begyndelse til en sparsommere udnævnelse af lovrettemænd synes at være bevirket ved et reskript fra år 1706 om lovrettemændenes udnævnelse efter Norske lov, i hvor vel denne forordning, så vidt man kan domme efter altingsbøgerne, længe ikke ret har kunnet trænge igennem; først hen i trediverne svinder tallet af de i lovretten siddende stærkt ind, og omtrent samtidig begyndte lovmændene at dømme hver for sig, hver med sine lovrettemænd. År 1764 indskrænkedes ved en kgl. anordning lovretteåmændenes antal til 20 (tilmed kun valgte fra de altinget nærmest liggende sysler); af disse skulde 10 hvert år møde på altinget, men kun 8 betjæne lovretten. 1777 nedsattes på ny lovrettemændenes antal, denne gang til 5.

Af et kongeligt reskript 1764 (Lovsaml. f. Isl.) ses det, at man da påtænkte ved lejlighed at opbygge lovtingshuset af sten og kalk. Dette blev imidlertid ikke til noget, og lovrettebygningen begyndte at forfalde.

Almannagjá - (A. E. F. Mayer, 1836)

For år 1798 findes indført i altingsbogen, at lovmanden M. Stephensen erklærede ikke uden fare for sin helbred længere at kunne holde ret i »denne vindhjall«, hvorfor han stævnede parterne til at give møde hjemme på hans gård. Heri give alle tilstedeværende embedsmænd og lovrettemænd ham medhold, og begge lovmænd erklære, at de på grund af lovrettehusets faldefærdige og ubrugelige tilstand ikke agte oftere at holde ret her under disse forhold. — Derefter holdt lovretten to år sine møder i Reykjavig, indtil altinget år 1800 ophævedes og, som tidligere meddelt, afløstes af en landsoverret.

Som altingets midtpunkt kan i fristatstiden til en vis grad lovbjærget (lögberg, egl: lovklippen) betragtes, uagtet her hverken fandt nogen dømmende eller lovgivende virksomhed sted. På lovbjærget havde lovsigemanden sin plads. Straks efter at være bleven valgt i lovretten skulde den ny lovsigemand, ledsaget af sin lovretteafdelings mænd, begive sig til lovbjærget, sætte sig på sin plads (rúm) og besætte (skipa) lovbjærget med de mænd, som han vilde (Grg. § 116); stræng straf var fastsat for dem, der uden hans tilladelse sad på lovbjærget, og endnu mere hvis nogen hindrede lovsigemanden eller de af ham til at sidde på lovbjærget med sig udnævnte mænd fra at nå deres sæder (Grg. ekt.: seta; § 117, s. 216).

I nogle kilder omtales en højtidelig procession til lovbjærget (lögbergsganga); således fortælles i Eg. (s, 209), at Torsten Egilssön engang, da han red til altinget, havde hemmelig taget sin faders pragtfulde lange silkekappe med; men den var ham for lang, og tilsøledes og ødelagdes, »da de var i lovbjærgsprocessionen«. At dømme efter hvad der lejlighedsvis berøres i Flatb. (I., 386), herskede der under denne procession en stærk trængsel. En af vestlandets ansete mænd, Torkel trevil fra Borgefjord, faldt under lovbjærgsprocessionen, og da der var stor trængsel, trådtes han under fødder, inden han kunde rejse sig. — I Grg. findes det afsnit (§ 24), der handler om domstolenes udførsel til rydning på tingets anden dag, overskrevet »um lögbergs göngo«; som indledning til denne domstolsudførsel, der skulde tage sin begyndelse straks ved solopgangen, må vel altså lovbjærgsprocessionen være foregået, der i øvrigt ikke nærmere omtales i loven, i det der kun i al korthed siges: »vi skal fare til lovbjærg i morgen og føre domstole ud til rydning.« 

Fra lovbjærget skulde lovsigemanden forkynde forskellige lovrettebeslutninger og andre bekendtgørelser, samt foredrage de forskellige lovafsnit; endvidere skete her fra alle slags stævninger, lysninger, forespørgsler, erklæringer o. s. v. Med hensyn til visse lovsigemandsmeddelelser fremhæves der i loven, at de helst må gøres, medens flertallet af tingforsamlingen er tilstede, hvorimod der med hensyn til stævninger kræves, at der i det mindste skal være 20 personer tilstede; dog oftest har der vistnok været langt flere. Alt tyder nemlig på, at lovbjærget har været det sted, hvortil alle søgte, når ikke domstolene eller lovretten optog tingforsamlingens opmærksomhed; måske man endogså har haft visse tider på dagen, på hvilke man begav sig herhen, — således siges der Grg. § 116, s. 210, at lovsigemanden skal være kommen til tinge den første fredag »før folk begiver sig til lovbjærget«, og i sagaerne (Gunl., Nj. o. fl.) forekommer oftere udtryk, som om folk samlede eller på én tid gik til lovbjærget (einn dog, er menn gengu fjölmennir til lögbergs). Dog hører vi også, at lovsigemanden, når vigtige meddelelser forestod, sendte bud i boderne og bad folk komme til lovbjærget (Krstn.: Bsk. s. 24), eller at der ved lignende lejligheder ringedes (Nj. s. 636). Først og fremmest har rimeligvis de mænd fået plads her, som skulde overvære lovsigemandens foredrag (ɔ: de til sæde i lovretten berettigede, eller i disses forfald deres bisiddere, Grg. §117, s. 216), hyppig vel også de, der havde en eller anden stævning at foretage på lovbjærget eller meddelelse at gøre herfra. Dog var det ikke nødvendigt, at slige bekendtgørelser, der i følge loven skulde foretages »at lögbergi«, skete fra selve lovbjærget; hvor Nj. (s. 755) skildrer tillysningen af drabssagen mod Flose, fortælles således, at en dag ved lovbjærget var høvdingerne således fordelte, at Asgrim, Gissur, Mörd o. fl. var oppe ved (uppi hjá) lovbjærget, men østfjordingerne stod neden for (niðri fyrir); Gissur er det netop, som foretager tillysningen (og foretager den, i følge sagaens udtryk, »at lögbergi«).

Foruden de i loven befalede opfordringer, meddelelser o. d. l. fandt også andre af mere privat natur sted fra eller ved lovbjærget, især når man var færdig med alle retsvæsenet vedkommende forretninger (at mæla lögskil), hvorom sagaerne indeholder mange vidnesbyrd, blandt hvilke de oftere forekommende udfordringer til holmgang, forskellige skilsmisseerklæringer, indbydelsen til det storartede arvegilde på Hjardarholt (Laxd.) o. fl. kan fremhæves.

Ingen altingslokalitet påvises med en sådan bestemthed som lovbjærget, og ingen er genstand for en sådan ærefrygt som dette, en ærefrygt, der ikke alene har sin grund i følelsen af, hvad lovbjærget virkelig har været i fristatens tid, men tillige i, hvad traditionen har gjort det til, nemlig til sæde for lovretten og dermed til stedet for alle retsforhandlinger.

Dette såkaldte lovbjærg ligger østfor det egenlige altingssted, særlig Öksaråholmen. Det er en lang, smal græsgrot hrauntange, sværdformig spids, der strækker sig — i udkanten af den ved Ravnegjå mod øst begrænsede lavaslette — fra syd til nord, indesluttet af to dybe kløfter med vand i bunden. Kaster man fra tunet om Tingvold kirke blikket ud over tingsletten, viser denne sig som den dybeste del af en sænkning mellem Almannagjå og tangens vestside, der har sit aldeles tilsvarende i hele strækningers sænkning mellem Almannagjå og Ravnegjå. Ud for tingslettens midtparti ses da så godt som hele tangens vestside hæve sig som en mørk mur, østsiden skimtes hist og her. Befinder man sig derimod på selve tingsletten, er de tangen begrænsende kløfter (og som følge deraf kløftvæggene) mindre fremtrædende end adskillige større, længere bortliggende kløfter, der findes i det samme op mod Ravnegjå skrånende hraun, og derfor ikke meget i øjnefaldende. Vest for tangen skråner en ujævn og kun lidet indbydende lavastrækning ned mod tingsletten.

Tangens rod spalter sig om flere mindre kløfter, hvorved den kun ad en smal lavabro i sydvest bliver tilgængelig, kort oven for Tingvoldtunet; dens længde er 5—600 al., dens bredde 20—30 al. Dens sydligste del er noget smallere og bestående af uregelmæssige hraunknuder, der på flere steder endnu yderligere indsnævre den og gør den let at forsvare; derpå kommer et langt, jævnt midtparti bedækket med det frodigste græs; tangens nordligste del er derimod et højere, uregelmæssigere næs, opfyldt af hraunklippeknuder. Et hundrede alen inde på midtpartiet (dette er c. 300 al. langt) findes en nu meget utydelig kredsformig græstørvsindhegning, der optager næsten hele tangens bredde og navnlig mod øst går helt ud til kanten; mod vest har derimod tangen her en lille udbugning — omtrent i linje med Öksarås udløb —, neden for hvilken det skrå hraun hinsides kløften breder sig. I ringen er fra vest til øst en langagtig firkantet tomt. Lidt højere oppe hæver sig ved tangens østerrand en mod vest jævnt nedskrånende grønklædt høj, kaldet »lögmannshóll« (eller -hæð).

Af kløfterne, der indeslutte tangen, kaldes i almindelighed den vestlige Flosegjå (Flosagjá); i følge sagnet skal, da kampen på altinget i anledning af Njåls indebrænding tog sin begyndelse, Flose have befundet sig her. Sagaen lader nemlig kampen begynde ved lovretten, hvor Flose var; lovretten forlagdes senere i traditionen til lovbjærget, og den her omhandlede tange er jo netop i følge den almindelige forestilling det gamle lovbjærg. Flose skal da med et vældigt spring fra tangen være sat over vesterkløften. Sagnet er dog i denne henseende noget vaklende; som stedet for Floses spring (Flosahlaup) påpeger man således netop også et bestemt sted ved østkløften; denne snævrer sig nemlig på et enkelt sted stærkt ind, så at sandsynligheden for et spring her bliver noget større. — Den østre kløft benævner man Nikolavsgjå (Nikulásargjá — efter en sysselmand Nikolavs Magnussön, der skal have styrtet sig heri 1742).

I mod denne beliggenhed af Grågåsens og sagaernes lovbjærg lader sig dog meget indvende. Allerede navnet (lögberg) er skikket til at vække tvivl om, hvorvidt dette sted kan være ment; medens der stadig forekommer eksempler på, at de yngre forfattere, der ved beskrivelse af altingsstedet kommer til at omtale dele af Almannagjås østervæg, herom bruge benævnelsen »berg«, er det ikke let at forstå, at man om denne tange, der væsenlig set ikke hæver sig frem over det øvrige hraun og er af en med dette aldeles ensartet beskaffenhed, skulde have brugt en sådan benævnelse. Desuden er dette sted ved sin form og længde meget uhensigtsmæssigt til lovbjærg (ti, at det egner sig vel til forsvar mod en større angribende mængde, har i denne henseende ingen betydning); skal lovsigemanden have kunnet holde nogen kontrol med, hvem der betrådte denne tange, må han næsten nødvendigvis have haft en vagt posteret ved indgangen, men noget sådant antydes intetsteds; for tilhørerne, der måtte have stået på den ujævne og skrå lavastrækning vest for tangen, vilde pladsen have været så slet som vel muligt. Lögmannshol (hvis navn ved sin form vidner om opståelse eller i al' fald omdannelse i en senere tid) måtte vel antages at være det sted, hvor lovsigemanden havde haft sit sæde og hvorfra han havde holdt sit foredrag, men for den, der skulde tale til en vest for tangen stående mængde, vilde denne, østlig på tangen liggende, temlig ubetydelige høj være en lidet hensigtsmæssig plads.

Nikulásargjá og Lögberg - (W.G. Collingwood, 1897)

Det allerede anførte sted af Nj., i følge hvilket, medens tillysninger foretoges ved lovbjærget, det ene parti tog plads oppe ved lovbjærget, det andet neden for dette, synes heller ikke at kunne finde anvendelse på lokaliteterne ved hrauntangen. Fra Snorre godes bekendte ord (da hedningerne under forhandlingerne om kristendommens indførelse vilde bruge det Torodd godes gård i Ölves truende vulkanudbrud som bevis på gudernes vrede): »For hvad vrededes guderne, den gang da hraunet her brændte, som vi nu stå på », kan på den anden side intet udledes til forsvar for, at lovbjærget må have været øster på i hraunet, ti som »hraun« kan klippegrunden på ethvert punkt på altingsstedet betegnes.

Vigtigere end de hidtil gjorte indvendinger er dog, at i følge Sturl. — når det bedste håndskrift (AM. 122 b. fol.) og de fra det stammende afskrifter (f. eks. Ny kgl. Saml. Nr. 1234 fol.) helt igennem følges — synes dels denne tange ganske tydelig at være nævnt som stedet for Byrgesbod, dels kan efter denne sagas fremstilling lovbjærget ikke have ligget her, men må nødvendigvis have været vest for åen. — Hvem kender ikke denne hrauntange igen i skildringen af stedet for Byrgesbod, der lå øster på i hraunet omgivet af kløfter på de tre sider og (dengang afgrænset ved) en virkesvold på den fjærde (Sturl. s. 26).

Når endvidere (Sturl. s. 82) sagaen fortæller om bilæggelsen af præsten Povl Sölvessöns og Sturla Tordssöns (den ældres) strid — der kom i stand ved, at Sturla holdt en tale til de ved lovbjærget forsamlede, hvorved han antog høvdingen Jon Loftssöns voldgift — og beretter det på følgende måde: . . . »og en af de dage, da folk i talrigst mængde kom til lovbjærget, gik Sturla frem på virket foran sin bod; ti det var ofte hans sæd at holde lange taler om sine sager, og ofte kededes folk ved at høre derpå« — så er egenlig allerede derved lovbjærgets plads temlig nøjagtig angivet, når man kender stedet for Sturlas bod, og at denne var Hladbod, er allerede tidligere fremhævet: Hladbod fulgte Snorrungegodordet (Sturl. s. 226), Snorrungegodordet var Sturlungernes arvegodord (s. 276), Sturla ejede det i sin tid (s. 265—65); hans fader Tord Gilssön, der på mødrene side nedstammede fra en af Snorre godes sønner, havde overtaget det efter Måne-Ljot, der, som Eb. (s. 123) udtrykker sig, var den betydeligste af Snorre godes sønnesønner.

Endnu et sted foruden dette (Sturl. s. 235, hvor imidlerted G. V. har optaget læsemåden »lögrétta« for »lögberg« fra det mindre gode håndskrift), omtales lovbjærget som liggende vest for åen: Snorre, der en sommer havde ladet bygge en bod, som han kaldte Gryde (Grýta) oven for (upp frá) lovbjærget, red til tings med et følge på seks hundrede mand, også begge hans brødre mødte med talrigt følge; alle vare de vest for åen. — Når der i Sturl. (s. 279) siges, at Snorre på tingets slutningsdag »red til lovbjærget, som han plejede, førend han red af tinge« (hvor han ved denne lejlighed træffer broderen Sighvat, med hvem han har en ordveksel), så er dette i og for sig nok til at vise, at der i denne saga ikke kan være tale om tangen øster på i hraunet som lovbjærgssted.

At man på oven nævnte steder i Sturl., hvor der hentydes til lovbjærgets beliggenhed, ikke har at gøre med en forvirret tekst, men med den oprindelige, uforvanskede fremstilling, kan næppe betvivles efter de vidnesbyrd, der foreligge for, at et lovbjærg øst for åen er en frugt af en nyere tids gætning. — Det mest afgørende bevis frembyder vistnok en udtalelse af den bekendte Arngrim Jonssön (f. 1568, † 1648) i hans skrift »Specimen Islandiæ historicum et magna ex parte chorographicum«, s. 5—6. Han begynder med at fortælle, at tinget først holdtes på Kjalarnæs, men derfra flyttedes til Tingvold (Thinguellam) som et sted, der var bekvemmere for de for hele øen fælles ting, og at det nu kaldes Althing; derefter fortsætter han: Fordum kaldtes også det samme tingsted Lögberg ɔ: rettens klippe, den til retsforkyndelser indviede klippe. Ti nu, ligesom fordum, holdes indbyggernes årlige ting ved en klippe eller klippeskrænt, der strækker sig i en længde af formodenlig omtrent en halv mil fra syd til nord, og som efter længden er, enten ved jordskælv eller af naturen, delt i en lille ikke uskøn dal, og ligesom bristet.« Derefter følger en omstændelig beskrivelse af den lille dal, hvorved skal forstås Almannagjå; det beskrives, hvorledes dalen på et stykke gennemstrømmes af en å (Öksarå), indtil denne kommer »til selve retsstedet (ad ipsum habendorum judiciorum locum), dér antager den en modsat retning og skaffer sig udgang efter i et vandfald at have gennembrudt dalens anden side — ikke uden med en vis varslende betydning (non sine aliquali omine), ti tavs påminder den dommerne og dem, der har afgørelsen af sagerne (judices, ac rerum et causarum arbitros) om ikke, på det voldsomme vands vis, i lidenskab på ubillig måde at sammenblande ret og uret, og styre lovene uden lov, men erindre den tidligere tids retskaffenhed, og at det ikke er sømmeligt for kristne, at vor tid overgås af den.« 

Heraf synes med sikkerhed at fremgå, at der i den første halvdel af det 17de årh. ikke levede nogen forestilling om et lovbjærg øst for åen; enten har dettes beliggenhed været helt glemt, eller navnet har været knyttet til Almannagjås østerskrænt mellem Snorrebod og fossen, hvad der jo vilde stemme ypperlig med Sturl.s angivelser. — Rimeligst er det dog måske at antage, at lovbjærget alt dengang har været forsvundet som stedsnavn, men at Arngrim Jonssön ved sin forklaring af navnet »lögberg« uvilkårlig overfører senere tiders forhold på fristatstiden.

Jon Olavssön, der netop har udførlige meddelelser om herhenhørende forhold, synes nemlig slet ikke at kende »Lögberg« som et da bestående stedsnavn på altingsstedet, om end hans bemærkninger på anden måde kan bestyrke sandsynligheden af, at det gamle lovbjærg virkelig har været, hvor vi i følge Sturl. og Arngrim Jonssön snarest vilde søge det.

Dømmende forsamling, lovrette og lovbjærg blander Jon Olavssön aldeles sammen, tænker sig lovretten væsenlig dømmende og lader den have haft sit sæde på lovbjærget. — Under ordet »lögrétta« siger han i sin »Contractismus« (Addit. 6, 4to, p. 246—47): »Den [ɔ: lovretten] mener jeg til forn har været på den østre kløftskrænt (á eystra gjábarminum) kort vest for (skamt fyrir utan) Snorra búð, få favne nordligere, ti år 1724 circiter, da vi kom med Povl Vidalin til lovkonferensen, scilicet en uge før alting eller d. 8de juli, som da brugtes, fandt jeg dér firkantede hraunstene på klippen (á berginu), af passende størrelse til at sidde på, de fleste af dem græsbevoksede; dem tog vi op, væltede dem ned fra skråningen og gjorde en gangbro (stillur) deraf ved den sydlige øreende, neden for lovretten, så at man kunde gå med tørre fødder først over på fogedholmen (yfir á fógeta hólmann), og siden satte vi ligeledes trædestene (stigsteina) derfra over armen (yfir kvíslina), så man kunde gå hjem til Tingvold (heim að Þíngvöllum) med tørre fødder og behøvede ikke hest, men dog tossede nogle af uagtsomhed, kådhed eller drukkenskab stundum ud fra dem. Det sted tror jeg har heddet lovbjærg fordum, således som navnet forekommer i Jonsbog(!) og sagaerne. — Men deres mening er uden tvivl uret, som mener at kunne forstå (þykjast vilja skilja) af Njåls saga, at lovretten har været øst for åen. Der har snarere kunnet være Østfjordingedom. — Lovrettemændene sade ude på tuer under åben himmel og konfererede således capita. Disse firkantede hraunstene stod som i en halvkreds på kløftskrænten (á gjábarminum), som om noget af kredsens vestre del var styrtet i kløften. De vare alle firkantede hraunstene, ligesom tilhugne og passende til at sidde på som andre stole.« — Senere hen (s. 270) fremhæver Jon Olavssön igen denne stenkreds på østerskrænten af Almannagjå som et vidnesbyrd om lovrettens plads i ældre tid, men tilføjer, at stenkredsen måske har været en »domring«.

I sit leksikon, under ordet »vebönd«, gentager Jon Olavssön sin anskuelse om, at »lögberg hið forna« har været kort oven for Snorrebod, på Almannagjås østerskrænt, hvor han c. 1724 fandt den oven omtalte halvkreds af sten passende til sæder; her (hvor han nævner holmen uden noget videre tillæg — yfir á hólmann —) anfører han påny sin formodning om, at lovrettemændene har siddet på det af ham påpegede lovbjærgssted, men mener så, at de siden skulde have flyttet tingstedet neden for klippen, dér hvor lovretten på hans tid var.

Jon Olavssöns argumentation for, at lovbjærget har været dér, hvor han med tankeløs vandalisme var med til at tilintetgøre tingstedets interessanteste oldtidslævning, kan der ganske vist ikke tillægges nogen betydning på grund af den fuldstændige forvirring han røber med hensyn til den tinglige virksomheds udøvelse i fristatstiden, men der er dog ikke desmindre vistnok al sandsynlighed for, at den af ham omtalte stenkreds netop har været sædet for lovsigemanden og de mænd, han gav plads på lovbjærget. Pladsen oven for Snorrebod må i det hele taget siges at have været ret bekvem til lovbjærgssted, forudsat at ikke altfor mange boder har været sammendyngede her.

Tænker man sig forsamlingen stående op ad den jævnt skrånende østerskrænt, fremkommer forhold, der meget svare til dem, under hvilke retsforkyndelserne i vårtingenes »tingbrekke« fandt sted. — Den hypotese, Jon Olavssön sigter til, i følge hvilken lovretten, begrundet i fremstillingen i Nj., antoges at have været øst for åen, kommer vistnok først frem i bodbeskrivelsen fra 1700, hvor der siges, at det gamle lovbjærg var øst for åen. Det fremstilles i bodbeskrivelsen som forfatterens anskuelse, men »lovbjærget« omtales vel at mærke ikke som noget endnu levende stedsnavn, ligesom det i det hele i følge det forud fremstillede med en til vished grænsende sandsynlighed kan antages, at der ved begyndelsen af det 18de årh. intet lovbjærg kendtes på altingsstedet. Da for de dalevende forestillingen om lovrette og lovbjærg faldt sammen, er det næppe for dristigt at slutte, at forfatteren af bodbeskrivelsen, der af Nj. så, at lovretten måtte have været øst for åen, og som efter de gængse forestillinger tænkte sig denne som en domkreds og på lovbjærget, forført af den kredsformige tomt på Byrgesbodtangen, har ment dér at finde lævningerne af den på lovbjærget stående lovrette og altså har gjort tangen til lovbjærget.

Samtidig med at denne antagelse af lovbjærgets beliggenhed fik indgang, har da også traditionen om en lovrettetomt her fæstnet sig, og først nu har sagnet om Floses spring kunnet opstå. — Hvortil oven nævnte tomt på tangen har tjænt, kan vel i øvrigt næppe afgøres, skønt man naturligvis fristes til at gætte på, at man her har tomten af en bod (med virke?) — Byrgesbod(?), = Svínfellingabúð (?), med Orms og Torains bodvirkei??).

Egg. Olavssön nævner i sin islandske rejsebeskrivelse intet »lovbjærg« på altinget; i sin dagbog slutter han beskrivelsen af altingsstedet således: »Til forns (før 1162[!]) stod lovretten østen for Öxarå, hvor endnu ses stene, hvor retten har stået under åben himmel. Men den gejstlige ret er først bragt til altinget ved biskop Br. Svenonis Ao. 1639.« 

Da man ikke har efterretning om nogen sådan oldtidslævning på voldene, som den her nævnte, er det ikke urimeligt, at Egg. Olavssön her tænker på den kredsformige tomt på Byrgesbodtangen. — I Sv. Povlssöns beskrivelse af altingsstedet (Dagbogsudtoget i Naturhist. Selsk. Skr. III, 1. s. 192) fremtræder derimod den moderne lovbjærgsteori fuldt udviklet, og lovretten som sædvanlig henlagt til »lovbjærget« (»I forrige tider bleve domme afsagte under åben himmel østen for elven, på en med dybe hraunsprækker omgærdet klippe, Lögbergi kaldet«).

Også Tingvoldspræsten, der fra 1780 havde haft dette kald, henlægger i sin antikvariske Indberetning (1817) lovrette og lovbjærg til Byrgesbodtangen, men omtaler i øvrigt denne, som om den da benævntes lögréttuspöng (ɔ: lovrettespang!).

Lovbjærgets skæbne i tidernes løb afgiver et slående eksempel på, med hvilken lethed på Island, når et i ældre historiske kilder bevaret, men senere tabt stedsnavn igen begynder at beskæftige den almindelige opmærksomhed, enkeltmands hypotese da går over til at blive almindelig antagelse og fæstner sig i folks bevidsthed, så vedkommende navn får udseende af et ved uafbrudt tradition forplantet stedsnavn, — og viser, hvorledes man må være på sin post mod ethvert sådant stedsnavn, som med en vis sandsynlighed kan antages en tid lang ikke at have været kendt.

Af andre i sagaerne nævnte altingslokaliteter bør måske endnu stedet for kvidens nedsættelse omtales; det var, som allerede nævnt, i følge Nj. vest for åen: Mörd bød (Nj. 773, 79) de af ham udnævnte 9 naboer til sæde vest på åbredden, og her foregik rydningen; men nærmere at ville bestemme stedet nytter næppe, da dette sted rimeligvis ikke har været et engang for alle bestemt, men af vedkommende selv udvalgt (sml. Grg. § 35).

Tingbrekka og de gamle boder i Almannagjá - (W.G. Collingwood, 1897)

Med hensyn til de steder, hvor Almannagjå og herhen hørende lokaliteter nævnes i sagaerne, må bemærkes, at udtrykkene i Nj. s. 739 frembyder ikke ringe vanskelighed for en tilfredsstillende forklaring. Bjarne Broddhelgessön og Flose føre Ejolv, da de ved hemmelig aftale vil søge at vinde ham for deres parti, op i Almannagjå, — efter udgangspunktet, Hlaðboð, at dømme, kan der næppe være tvivl om, at de går ind i kløften ad den sædvanlige over østervæggen førende vej. Ejolvs folk lader de blive på gjåbakken (ɔ: østerskrænten) for derfra at holde udkig; selv går de derimod »til de kommer der hvor vejen ligger ned fra den øvre gjå (þar er gatan liggr ofan af hinni efri gjánni), Flose sagde, at dér var godt at sidde og at man kunde se vide (ɔ: vidt omkring), de satte sig da ned«. — Ved den øvre gjå kan man ikke tænke på den Årmannsfell nærmeste nord for Öksarå liggende del. Denne, der desuden er med lignende flad bund som partiet syd for åen, og som ikke på nogen synlig måde hæver sig over dette, er nemlig ved åen — der under sit løb gennem gjåen så godt som fuldstændig optager dennes bund — således adskilt fra dennes neden for liggende del, at der ikke kan være tale om en vej fra det ene til det andet af disse to partier. Man må altså antage, at »efri gjá« også har indbefattet partiet nærmest tingstedet syd for åen og været kaldet således i modsætning til den neden for, nærmest søen, liggende del. Nu er imidlertid dette parti, allerede kort neden for Kårestadsstien (Kárastaðastigr) — hvor gjåen noget indsnævres — meget sammenstyrtet, hvad dog kan være en følge af senere jordskælv (navnlig det 1789); og man kunde da måske antage, at tidligere havde der ligget en vej ind i den sydligere og (rigtignok temlig umærkelig) lavere del af gjåen, skønt det unægtelig ikke er let at se, hvortil en sådan vej skulde tjæne, og hvorhen den har ført — medmindre en forbindelse mellem denne og den gamle alfarvej nede ved søen dengang har været mulig. Ved den gode plads med vid udsigt her vilde næppe andet kunne være ment end den, der fremkom ved, at de siddende havde ryggen fri og udsigt ud over Almannagjås græsklædte, rimeligvis meget befærdede bund op imod Öksarå.

Efter at Gissur og Hjalte havde ladet synge messe på gjåbakken oven for vestfjordingernes bod, gik de i procession til lovbjærget med to kors, »som nu er i det østre Skard« (í Skarðinu eystra, Krstn. s. 21), og hvoraf det ene betegnede Olav Trygvessöns, det andet Hjalte Skeggessöns højde. At dette »Skard« utvivlsomt ikke er nogen lokalitet på altinget, men den nu ubeboede jord »Østre Skard« i Rangåvolde syssel, har Jon Sigurdssön gjort opmærksom på (Dipl. isl., s. 351 ffg.), men af forf. til bodbeskrivelsen fra c. 1700 er dette sted blevet misforstået; han påviser derfor et »Krossskarð« i Almannagjå, som det sted hvor det første af disse kors skal have stået.

Som stående i nær forbindelse med altinget og på en måde som hørende hertil må den til gården Tingvold (nu præstegård) knyttede kirke og kirkegård betragtes. Straks vest for præstegården nær åen ligger kirkegården; kirken derimod står nu i det temlig høje tun nord for præstegården. I følge Heimskr. (s. 369, hvormed kan sammenlignes Flatb. III. s. 247, 344) skulde man antage, at Olav den hellige først havde ladet bygge kirke på Tingvold; imidlertid nævnes i Nj. (s. 637) allerede nogle år forud »bondens kirkegård« her. Olav gav tømmer til kirken og en stor klokke (klukku mikla, þá er enn er þar); senere sendte Harald hårderåde en anden klokke til samme kirke; denne konge har rimeligvis også påny sendt tømmer til dens opbyggelse, i al fald siges (Krstn. s. 30, Hungrv. s. 71), at i et uvejr i biskop Gissurs dødsår (1118) omstyrtedes kirken på Tingvold, som kong Harald Sigurdssön havde skaffet tømmer til.

Finn Jonssön fortæller i sin isl. kirkehistorie (IV B.; sml. Espolin, árb. III, s. 38—39), at Vidøs sidste abbed Aleksius Povlssön først (i beg. af 16de årh.) var præst på Tingvold, og at han lod flytte kirken fra kirkegården, hvor den før var, til den plads, hvor den nu står, på grund af vand, der vældede frem af jorden, og siger, at man viser store stene, benævnede Abbed stene (Abóta steinar) i kirkens væg, hvilke denne overordenlig stærke mand ene skal have flyttet.

I Tingvold kirke holdtes lovsigemandens lovforedrag i tilfælde af umildt vejr (Grg. § 117); her overværede også, som det ses af sagaerne, tingmændene gudstjenesten. De plejede da, formodenlig på grund af den knappe plads, under messen flokkevis at stå eller sidde uden for kirken (Ljósv., Bdm. C, Sturl.).

Foruden i flere sagaer omtales hyppig i Grg. kirkegården, men altid som »bondens kirkegård«, ikke til adskillelse fra nogen anden, men fordi den tillige med kirken dengang må have hørt under ejeren af Tingvold. På bondens kirkegård fandt i fristatens tid udbetalingen af forskellige bøder og andre summer sted, ligesom også enkelte stævninger kunde foretages herfra. — Angående de oven for nævnte »Abbed-stene« fortæller Tingvoldpræsten i sin antikvariske indberetning (1817), at Aleksius skal have ført et eller andet steds fra »to stene, som er her, hver i sin kirkevægskant (kirkjukampr), og en tredje, som står lige over for kirkedøren, af hvilke den i den nordre vægkant er c. 2 alen høj og meget tyk, men de andre to c. 2¼ al. hver, og af dem er den i den søndre vægkant den største og af den tungeste stenmasse; på denne og den, der står lige over for døren skal være et gammelt alenmål. — I følge en rimeligvis fra c. 1200 stammende lovbestemmelse, fandtes der dengang et alenmål (kvarði) mærket på kirkevæggen på Tingvold; og i selve lovbestemmelsen, hvorved der vedtoges for fremtiden ved måling af klæde at anvende en »stike« (egl. stok) på to alens længde, bestemtes tillige, at en sådan stike skulde mærkes på enhver kirke, hvortil der hørte kirkegård.

Hvorvidt der endnu er bevaret noget af disse på Tingvold kirkevæg indhuggede gamle længdemål, er vanskeligt at afgøre. P. Vidalin siger i »Fornyrði Lögbókar« under artiklen »alin« (hvor han søger at vise, at den gamle islandske alen var c. 18½ tomme lang, hvorefter stiken da vilde blive omtrent lig en engelsk yard; se herom Dipl. isl. I, s. 306—08), at ingen i hans dage kendte den sten, på hvilken det gamle alenmål på Tingvold kirkevæg havde været indhugget, og gør desuden opmærksom på, at kirken var flyttet fra sin gamle plads; dog, siger han, havde han hørt, at i de folks tid, som levede i hans barndomsår, havde stenen endnu været at se i kirkevæggen.

Jon Olavssön fra Grunnavig fortæller imidlertid i sit leksikon under ordene »alin« og »kvarði«, at præsten på Tingvold, Markus Snebjörnssön, havde fortalt ham (formodenlig da han i altingstiden 1744 boede hos ham), at da han omtrent år 1740 var ved at opbygge kirken, havde han fundet i grundvolden en sten eller klippeblok, hvorpå et alenmål, kortere end en almindelig alen, var mærket, og som han antog for at være det i den gamle islandske lov omtalte alenmål, der skulde være mærket på Tingvold kirkevæg. Denne sten havde han (præsten) ladet anbringe yderlig i væggen, så at alle kunde se den udvendig fra. Jon Olavssön tilføjer, at senere hen havde folk, der besøgte altingsstedet, målt det i stenen indhuggede alenmål og fundet, at det stemte fuldstændig overens med den længde, som Povl Vidalin havde angivet for den ældste islandske alen. Den antikvariske indberetning fra begyndelsen af dette århundrede vil, som oven for meddelt, påvise ikke alene én, men hele to stene, på hvilke det gamle alenmål skulde være mærket; af disse fandtes imidlertid kun den ene i kirkevæggen, den anden derimod foran døren til kirken, fritstående.

Af denne sidste har man en tegning med tilhørende beskrivelse af daværende kammerjunker Teilmann, som 1820 besøgte Island; af de til tegningen knyttede bemærkninger fremgår det, at man dengang har anset en tværs over stenens forside liggende vandret indsænkning, omtrent 5 kvarter lang, for alenmålet (der altså nærmest måtte gengive en »stika«).

Druknehullet. - (A. E. F. Mayer, 1836)

Også nu står der foran kirkedøren en sten, der siges at bære det gamle alenmål indhugget, og som aldeles svarer til den af Teilmann afbildede; foruden den omtalte indsænkning findes på stenens forside i skrå retning indhugget ni ulige-lange tværstreger, der nu almindelig antages at have hensyn til alenmålet, men som man i følge Teilmann da ingen betydning tillagde; afstanden mellem de to yderste er omtrent 19 tommer (altså omtrent svarende til den ældste islandske alens størrelse). At denne sidst omtalte alensten er den af Teilmann afbildede, og at den, som Teilmann forefandt foran kirkedøren, er den samme, som den antikvariske indberetning omtaler stående dér, kan næppe betvivles. Hvor den anden i indberetningen omtalte, i kirkevæggen siddende, alensten nu skal søges, er vanskeligt at sige, da den gamle »torfkirkja« siden (1859) er nedreven og afløst af en tømmerkirke. Om nogen af de i den antikvariske indberetning omtalte alenstene har været den af Markus Snebjörnssön genfundne, og om denne igen virkelig har været ægte, må i øvrigt stå hen.

Til Tingvold kirke havde, som anført, i følge Heimskr. Olav den hellige givet en stor klokke, som endnu, da sagaen skreves, var der; ligesom Harald hårderåde ifølge Flatb. (III. 344, 415) gav en anden klokke til kirken. Olavs klokke er det vel, der tænkes på, når der i Hákb. og Jónsb. (þingfb. 3) tales om den »store klokke«, hvormed lovmanden skal lade ringe til lovretten.

Senere hen ses altinget at have haft sin egen klokke, om hvis plads og anbringelse for den ældre tids vedkommende intet er bekendt Altingsklokken var 1723 ubrugelig på grund af brud, hvorfor man dette og de følgende år måtte låne klokke hos præsten, hvad der skaffede F. Vidalin endel ubehageligheder umiddelbart før hans død (han døde på altinget år 1727).

Hvor Jon Olavssön i sin »Contractismus« under ordet »lögrétta« fortæller om forholdene på altinget c. 1724, siger han, at den store klokke stod da rævnet hjemme i Tingvoldtun, norden til (formodenlig hvor Björn Gunnlaugssöns kort har Klukkuhóll), og at det sagdes, at kong Olav den hellige havde givet den. Dette sagn har dog intet haft at støtte sig til. I Arne Magnussöns papirer (Addit. 11, 8vo) findes nemlig med AM.s egen hånd noteret på en seddel »a alþingis kluckunni stendur: Verbum Domini manet in eternum. Bochardt gellegeter me fecidt. anno 1593. ipse annotavi 1703. Jon lögmadur Jonssön kom víst ut med þessa klucku«.

Magnus Gislessön, fortæller fremdeles Jon Olavssön (under »lögrétta« — Contract. s. 247, 270 —, og i leksikonet under vebönd«), der fik lovretten opbygget af tømmer, lod også istandsætte eller omstøbe den store, rævnede klokke og benytte den igen til altingsringning, i det han lod den ophænge ved lovretten. — Ved lovrettehuset fandtes også altingsklokken, da Sv. Povlssön 1792 besøgte tinget (Naturvidsk. Selsk. Skr. III, 1. s. 192).

Allerede under omtalen af gården Ölvesvatn bemærkedes, at der ved Tingvold præstegård fandtes en af de på Island ikke ualmindelige stene med fadformig fordybning oven i, og der fremsattes der den formodning, at de måske oprindelig havde været vievandskar fra den katolske tid. Den herværende sten, der længe har været ved præstegården, og som nu henligger på kirkeågårdsgærdet, er forholdsvis lav og flad, med temlig ringe fordybning.

Med hensyn til forholdene på altingsstedet kan måske for den nyere tids vedkommende, foruden hvad der tidligere lejlighedsvis er anført, være et og andet at bemærke. — Af bodbeskrivelsen 1700 ses det, at den gamle hirdstyrerbod oprindelig lå på Öksaråholmen. I følge »Lögsögumanna tal« (Safn II, s.139) ophørte man, samtidig med at lovretten opbyggedes (1691), med at tjælde hirdåstyrerboden i Öksaråholm, og »amtmanden og landfogeden lod bygge vægge til deres boder vest for åen, og dette vedligeholdtes meget længe.« 

Efter fremstillingen i »bodbeskrivelsen« må også så vel amtmandsboden som den nord for den liggende landfogedbod (Hedeåmannsbod) have ligget vest for åen. — Skrås over for den før omtalte bodtomt vest for kirkepladsen i Tingvoldtunet, den såkaldte biskopsbod, der er adskilt fra kirken ved den til gården førende vej, påvises hinsides åen tomterne af den nysnævnte »amtmandsbod«. Den, navnlig i det 18de årh. vedligeholdte, såkaldte overret« holdt på Jon Arnessöns tid sine møder i denne (»et timmerhus opbygget amtmanden til beboelse så længe tinget varer, og derfor sædvanlig kaldet amtmandsbod« — betegner J. A. den som: isl. Rættergang s. 462).

På Sv. Povlssöns tid var der, som tidligere anført, to huse af tømmer på altinget; det ene var »amtmandens stue, rent forfaldet, formedelst mangel på oppasning og reparation«, det andet lovretten, hvori da »begge de verdslige retter, laugtings- og oberretten«, holdtes (Nat. Selsk. Skr. III, 1).

På altinget påvises endvidere forskellige steder, hvor de tiders mere eller mindre barbariske aflivelse af forbrydere fandt sted. Den på kortet nævnte »Drekkingarhylr« (det bassin, som Öksarå danner umiddelbart før sit udløb fra gjåen), plejer i almindelighed at angives som det sted, hvor misdædersker, navnlig for blodskam, druknedes, øst for gårdens tun skal i følge Sv. Povlssön (dagbogen 1793) findes en i bunden græsbevokset kløft, hvor hekse brændtes, og hvor asken endnu på hans tid var at se; E. O. (s. 1031) omtaler derimod et sted i Almannagjå, hvor bålet tændtes for de for trolddom dømte (på B. G.'s kort angives til dette brug en anden kløft nordlig for Tingvold tun).

Nordlig i Almannagjå hængtes tyve, i det en bjælke lagdes over to parallele klippeblokke. — På Torlejvsholm foregik henrettelser. — På Almannagjås kant findes stundum forbryderes hoved at være sat på stage.

Denne egns ejendommelige skønhed skyldes ikke alene den stolte Almannagjå, søen og de grønklædte lavaklipper, men næppe mindre de forskellige fjælde, der danner rammen om dette landskab. Mod øst hæver sig en hvælvet anselig fjældmasse Ravnebjærgene (Hrafnabjörg), og nord for disse en række af symmetriske spidse fjældtinder Tindefjældene (Tindafjöll). Mellem disse og Årmannsfell lukker forskellige småfjælde udsigten, og vest for dette hæver de fra Brynjedalen kendte Suletinder og Kjosens fjælde sig over hraunet og den her næsten forsvindende Almannagjå. — Under Årmannsfell holdtes ifølge HÞ. (s. 171) altinget, da Tord Gelle med våben i hånd tvang Tunge-Odd, der dog mødte med 300 mand, til ikke at betræde tingstedet; men dette er en aldeles enestående efterretning, hvis nøjagtighed derfor altid må forblive tvivlsom. Ad kratgrode hraunstier ligger vejen mod nord langs Årmannsfell, forbi en lille ås, der i sydlig retning strækker sig ud fra fjældet, ind mod en lille slette, hvor man inderst i denne overraskes af en strålende grøn græsplet, til de tre sider begrænset af stejle højder. Stedets navn er Hovmannaflöt (Hofmannaflöt). Til venstre (nordvestlig) ved græsfladen hæver sig en isoleret kegleformig høj, endende for oven i en klippeblok af form som en skråt afskåren søjle eller træbul, der navnlig set i en vis retning frembyder en tydelig fordybning som et sæde, hvad der da også ligger i navnet Meyjarsæte (Meyjarsæti, ɔ: Møsæde); man har formodenlig i fantasien udmalet sig klippen som et kvindeligt dommersæde, hvorfra riddernes kampe på sletten beskuedes. Begge navne er vistnok temlig ny; sletten nævnes i den opdigtede Årmanns saga som sted for de deri forekommende fjældboers brydekamp. Den omtalte lille ås, der i syd går ud fra Årmannsfell kaldes Slædeås (Sleðás). Det er øjensynlig dette højdedrag, som i Grt. kaldes Sleðaáss (s. 31) eller Sleðáss (s. 76); dette ses bedst ved at sammenholde denne sagas angivelser med Sturl.s omtale af Sleðaáss, hvor dette steds beliggenhed aldeles nøjagtig angives (I, s. 30 ffg.). Der fortælles i Grt., at da høvdingerne engang red fra altinget, bedede de oppe under Sleðaás, førend de skiltes; da hævede Grette den sten, »som der ligger i græsset, og som nu hedder Grettishaf.« Dette »Grettestag« er imidlertid glemt eller forsvundet. Kan man tro en meddelelse fra præsten til Bredebolstad på Skogarströnd (Snf.) i en antikv. indb. fra ham (1817) om de alderdomslævninger, han med egne øjne havde set, så fandtes endnu i hans tid (f. 1749) »Grettishaf undir Sleðaási á veiginum frá þíngvelli upp undir Hofmannaflöt«; men pålideligheden af denne meddelelse bliver dog tvivlsom, da præsten på Tingvold (præst her fra 1780) i sin antikv. indb. (1817) fremhæver, at der ingen sådan sten er at finde ved det sted, som nu hedder Slædås (Sleðaháls siger han det hedder, men forudsætter, at det er det samme som Grt.s Sleðaás); men nord for Ármannsfell, nord for Tröllaháls, fortsætter han, findes der et Grettestag, og han gætter da på, at dette kan være det i Grt. omtalte, og at Trollaháls dengang kan have heddet Sleðaás. Denne hypotese må alt i slutningen af forrige århundrede have været temmelig rodfæstet; Sv. Povlssön omtaler således i sin dagbog 1793 Tröllaháls under navn af Sleðaháls og nævner Grettestaget dér som det i Grt. s. 31 omtalte. Dette sidste antages nu af alle som noget selvfølgeligt; halsen, hvorunder stenen står, må altså, slutter man, være Grt.s Sleðaás, og som sådan, dog med det rigtige navn i parentes, er den også fejlagtig angivet på Bj. Gunnlaugssöns Islandskort.

Druknehullet - (W.G. Collingwood, 1897)

Fra Hovmannaflöt fører to veje gennem de denne indesluttende højder, den ene, der går i nordøstlig retning, forener sig senere med de store til nordlandet førende fjældveje; den anden ligger lige i nord, bag om Meyjarsæte, op langs smalle stenede kløfter og over høje skrænter, de såkaldte Kløfter (Kluptir), et pas, der oftere nævnes i HGrk. ligesom også i Sturl. (Klyptir, I, s. 30 ffg.), og hvorigennem alfarvejen nord på bestandig har ligget. Fra åsene åbner sig for den, der kommer nord fra, for første gang udsigten til bygden: på begge sider om det smalle »borg«formige Meyjarsæte ud over hraunet til den store af takkede fjælde begrænsede, med øer og næs afvekslende sø, alt i milde dunkelbrune farver, et ægte fjældlandskab. Kommer man syd fra, ser man nærmest en smal lille af højdedrag indesluttet grusslette med en lille sø Sandåklettavatn (Sturl. Sandvatn) i forgrunden. For ude begrænses synskredsen af en række jøkler, forrest til højre (i nordøst) hæver sig det smukke Skjaldbrejd (Skjaldbreið), der ifølge Kjerulf når 2000 f. over det her godt og vel 1000 f. høje plateau, som et regelmæssig - rundt, svagthvælvet skjold (deraf dets navn) med brunlig hraunfarve for neden, og kun på den øverste svagt hvælvede flade et tyndt snedække. Fra det strækker sig den uhyre lavastrøm langs Tindafjældene bag om de små Hovmannaflöt begrænsende fjælde for atter syd for disse at brede sig, bedække alle lavere strækninger, ja endogså fortsætte sig langt under den store Tingvoldsø. — Nærmest for sig har man imidlertid en ås eller hals, over hvilken vejen slynger sig mellem grus og sten; det er den alt tidligere omtalte Troldehals (Tröllaháls, Tröllháls, Sturl. I, s. 31 omtalt alene som »hals«).

Grettestaget, der påvises her, er en stor sten eller klippeblok, som findes hinsides halsen på en grusflade kort øst for vejen; sit navn skylder den selvfølgelig sin i øjne faldende form og stilling; den lå nemlig — hvad dog nu ikke længer er tilfældet — på et underlag af mindre sten (hlóðir), hvor den tænktes anbragt af menneskehænder (ang. nærmere beskr. se i øvrigt den antikv. indb.); efterhånden er den, som omtalt, forvekslet med det i Grt. omtalte »Grettishaf« under Slædeås. I Sturl. (s. 31), hvor der gives en særdeles udførlig og nøjagtig beskrivelse af lokatiteteme nord for Tingvold, siges der, at vejen ligger »ofan yfir háls at Sandvatni« og derfra »ofan um Klyptir« og »fram undir Ármannsfell ok hjá Sleðaási«. Strækningerne oven for Troldhals er af en avrett eller fjældgræsgang at være en usædvanlig smuk egn. Nærmest vejen støder man hyppig på frodige græspletter og små vandløb med en begrænsning af forskellige mindre højdedrag og småfjælde i vest. Den første af disse oaser er Videkær (Viðiker, opr. Víðikjörr ɔ: Vidjekrat, se Sturl. I, s. 31), derpå kommer et almindelig benyttet bedested kaldet Sælehus (Sæluhús)» eller Hallbjörnsvarder (Hallbjarnarvörður; herfra ligger en fjældvej mod vest til Lundareykjadal i Borgefjord over de såkaldte Okserygge (Uxahryggir) mellem det tæt sydvest herfor liggende lille fjæld Kvigyndisfell og Tværfell (Þverfell). Lidt højere oppe er en tredje græsplet med vand, de såkaldte Brønde (Brunnar ɔ: kilder), det sidste sted, hvor man på denne dagsrejse nord på kan lade hestene bede. Nord for strækker sig kun sorte nøgne strækninger op mod jøklerne. Disse er nu rykket en nær på livet; bag ved Skjaldbrejd, som man nu næsten er kommen forbi, hæver sig det høje, stejle, for oven flade og snedækte Hlöðufell, der alt længe har været synligt og bidraget til egnens pryd. Lige for strækker den lange Gejtlandsjøkel sig, foran hvilken en række besynderlige små sorte fjældknuder står, de såkaldte Hrudrkarle (Hrúðrkarlar), og endelig vest for denne kommer Ågjøklen (Ok). Fra Brunnar ligger en vej til venstre til Reykåholtsdalen i Borgerjorden, en anden ligefrem gennem den berygtede af jøkler indesluttede Kaldedal (Kaldidalr) til de øverste gårde i Myre- og Borgefjordssyssel; hvilken man end følger, befinder man sig snart uden for Ånæs syssels grænser.

Gårdene i Tingvoldsvejten ligger for største delen således skjulte i hraunet, at det er en hel kunst at opdage dem og finde hen til dem; et par ligger på de kratgrode strækninger mellem Ravnegjå og Almannagjå, adskillige vest for denne. Blandt disse sidste er Svartagil, sydvest for Årmannsfell; mellem denne gård og den sydvest herfor, tæt sydfor Öksarå, liggende gård Brusastad har Grimsstad (Grfmsstaðir) ligget, hvor Grim den lille boede, efter at han forlod Ölvesvatn; »suðr frá Kluptum« siges stedet noget unøjagtig at ligge (HGrk. s. 14). Blandt de første er Tingvolds nabogård mod nordøst, Skógarkot; øst for gården er en grøn skråning, der nu benyttes af bonden som plads for hans stekk (lammesti), stedet bærer endnu navnet Torhallsstad (Þórhallsstaðir). Her skal Torhalle Ølkovre have bot, om hvem der i Ölk. siges, at han boede »i Bláskógum á þórhallsstöðum«; hans tilnavn er bevaret i navnet på en flad lavahøj kaldet Ölkovrahol (Ölkofrahóll), der ligger mellem Torhallsstad og Skogarkot; som bevis på en tidligere beboelse af Torhallsstad fremviser man en »fornmannabrunnr«, en stensat brønd, der for nylig er funden her. Om Ølkovre siges der, at han ejede en skov, der lå oven for Ravnebjærgene og øst for Langehlid (Lönguhlíð). Dette sidste stedsnavn findes ikke nu bevaret; der synes dog næppe herved at kunne tænkes på nogen anden fjældstrækning end de før nævnte Tindefjælde, også kaldet Tindaskage, den lange, smalle ryg, der forbinder Ravnebjærgene med Skjaldbrejd; men da føres man næsten med nødvendighed til at læse »vest« for »øst«. I Ölk. fortælles der nemlig, hvorledes der opstod ild i Torhalle Ølkovres skov, hvorfra den forplantede sig til de omliggende skove, så at skovene vide om i hraunet brændte, en strækning der senere kaldtes Svidning (á Sviðningi, den yngre udg. læser fejlagtig á Svíðingi); dér brændte også en skov, som kaldtes Godeskov (Goðaskógr), som seks goder ejede, der havde købt disse skovstrækninger for at have nytte af dem i tingtiden. Intet af disse to sidstnævnte stedsnavne er bevaret, men beliggenheden af Godeskov er omtrent givet ved den omtale den får i Grt. s. 76, hvor der fortælles om en af altingsmændene, der var gået op under Slædås for at søge efter sine heste, og som nu gik syd efter langs med det fjæld, som hedder Årmannsfell, at han så en mand, med hvem han snart derpå mødtes, komme ned fra Godeskov førende ris på en hest. Den må have ligget mellem Tindefjældene og de Hovmannaflöt begrænsende højder, samt har måske strakt sig op under Skjaldbrejd .

I sydøstlig retning fra Skogarkot ved selve Tingvoldsøen må et i oldskrifterne oftere omtalt sted Vellankatla søges, om hvilket vi er så heldige at have udførlige oplysninger fra Arne Magnussön selv. — Først og fremmest nævnes stedet i Islb. (s. 11), hvor der fortælles, at Gissur, førend han red op på tingstedet til det for kristendommens vedtagelse afgørende ting, gjorde holdt med sit følge, da de kom på det sted ved Ölvesvatn, som kaldes Vellankatla (í staþ þann í hjá Ölfossvatni, es callaþr es Vellancatla) for at afvente sine på tingstedet indtrufne tilhængere. Krstn. har på det tilsvarende sted (s. 21) mere ubestemt: «da de kom til V. ved Ö.» — I overensstemmelse med Islb. læser den ny udg. af Nj., hvor kristendommens indførelse fortælles: da de (Gissurs parti) kom »í vellandkötlu ofan frá gjábakka« (gården sydøst for Ravnegjå), medens den ældre udg, havde »til«. Læsemåden »i« forudsætter, at navnet Vellankatla, der må betyde omtrent »boblende kedel«, ikke alene er knyttet til et enkelt væld, men tillige til det nærmest omgivende land. Dette lader sig også forene med Arne Magnussöns fremstilling. — At bringe dette navns betydning og stedforholdene på det pågældende sted til klarhed synes særlig at have interesseret ham. I sine samlinger til sin latinske oversættelse af Are frodes Islb. bemærker han først (Addit 6. fol. s. 253) med hensyn til oven anførte sted af Islb., at en lille bugt eller vig af þingvallavatn, fordum Ölfossvatn, kaldes endnu i dag Vellankatla, »prout nobis locorum istorum gnari retulerunt [sed ipsi postea didicimus, oculariter omnia observando]«. I sine topografiske noter til samme værk (således som stedet lyder i følge Arne Magnussöns egenhændige notits Addit. 2, 8vo, seddel 265; Jon Olavssön har i Addit. 6. fol. skødesløst afskrevet det) bemærker han dernæst (på islandsk): “Vellinkatla (således kaldes den nu) er en vig, som går ud fra Tingvallavatn lige i nord, næsten 100 fv. lang og i samme forhold bred; vest for vigen går en tange frem, og uden for den ligger en navnløs holm. Inden for den holm hedder hele vigen Vellinkatla. Mod øst ligger «Hallurinn» (således hedder den nedre Ravnegjå-rand—barmur—) langs skråningen—med breckunni—, helt ned til det lavland—undirlendi—, som ligger nærmest langs vigen, hvilket dog er på de fleste steder højst ubetydeligt. Hele denne strækning er skovbevoxet. Oven for bunden af V. ligger en ujævn og mosgrot strækning, omtrent 100 fv., og langs hele denne strækning består bredden af småsten med vandpytter, hvoraf der opvælder, omtrent som i en hver, så koldt vand som ikke mange andre steder. Tangen, som før er omtalt, er overalt med stengrund og mosgrot, og ind i den ligger nogle steder småvige; temlig hyppig langs kysten findes kløfter og kløftpytter med grusstrækninger imellem. Langs østsiden er der grus ved kysten, men i midten af vigen er der lerbund. Langs gennem V., fra bunden og frem i søen, noget nærmere den vestlige kyst end den østlige, ligger en dyb kløft kaldet »Nautagjá«”. — Med sedlen følger en tegning af Vellankatla — med fremmed hånd —, der fremtræder som en temlig bred bugt, med en højst ubetydelig, kort tange på vestsiden og en lige så ubetydelig holm, længere ude, men nær kysten; langs bunden er afsat en række »fontes ebullientes»; mod øst er bugten begrænset af en bakke skråning. Navnet Vellankatla siges endnu at være bevaret; dog er det efter de nærmest omboendes beskrivelse ikke ret klart, om forholdene her endnu er ganske således som Arne Magnussön beskriver dem. — På Bj. G.'s Islandskort er beliggenheden angivet på en noget vildledende måde.

Almannagjá - (W.G. Collingwood, 1897)

Ved at sammenholde de steder i de af de ældre sagaer (Islb., Ldn., Nj., Ölk., Laxd., Bdm.) hvor Blåskogar (Bláskógar ɔ: Blåskove) og Blåskogahede (Bláskógaheiðr) — navne, der nu kendes af få eller ingen — forekomme, med Sturl.s brug af dette sidste navn, synes det at fremgå, at navnet Blåskogar er bleven brugt om den hele sammenhængende skovgrode lavastrækning, der omgiver Tingvoldsøen mod nord, vest og syd, et såre betegnende navn på grund af det dunkle, blågrønne birkekrat, der her er spredt over den mørke grund.

Navnet Blåskogahede har haft en endnu videre betydning, Sturl. bruger det endogså ét sted (I, s. 202) om Mosfellshede, men ellers synes det at være brugt om de sammenhængende fjældheder, der fra Tingvoldsvejten strækker sig helt op under jøklerne og adskiller Borgefjorden fra de nærmeste bygder i Anæssyssel. Dog har enkelte mindre dele haft særlige navne; således finder vi i HGrk. (s. 26, 58), ligesom nu, Botnshede (Botnsheiðr, yngre -heiði) brugt om den smalle fjældhede, der adskiller de nordøstligste gårde i Tingvoldsvejten fra Botnsdalen. Et par gange findes også i Sturl. navnet Gagnhede (Gagnheiðr) brugt, måske i samme betydning som nu: om heden bag ved (nordvest for) Årmannsfell.

I sydøstlig retning fra Skogarkot ligger vejen over Ravnegjå; ad en ved natur og kunst af klippeblokke dannet bro eller dæmning passerer man tværs over den brede, uregelmæssige med klippestykker fyldte kløft, hvis østervæg hæver sig betydelig over den vestlige. I det kratgrode hraun noget længere nede, ikke langt fra søens nordøstlige bred, ligger den i HGrk. (s. 26) og Nj. omtalte gård Gjåbakke (Gjábakki), og forbi denne strækker Tingvoldsvejten sig langs hele søens østside, hvor der tæt ved bredden hæver sig flere enkeltstående småfjælde. Under et af disse står den i HGrk. (s. 26) nævnte gård Miðfell, opkaldt efter fjældet, hvis beliggenhed midt for søens østside allerede antydes ved navnet.

Østen for Ravnegjå deler vejen sig, en ligger i sydøst over den flade mos- og kratbevoksede Lyngdalshede til det store landskab Grimsnæs, en anden ligefrem gennem den for sin skønhed bekendte Laugardal (Laugardalr) og videre mod nordøst — den sædvanlige til Geysir benyttede vej. Denne sidste vej, hvor man har heden på sin højre hånd, nogle spidse, kække fjældtoppe Kalvstinderne (Kálfstindar) og flere lavere højdedrag (Laugardalsfjældene) på venstre, fører først over en strækning bekendt af flere interessante derværende huler. Fra Kalvstinderne skyder en høj ås sig ned, Reydarbarm (Reyðarbarmr) eller, som den fordum kaldtes, Reydarmule (Reyðarmúli). Navnets oprindelse hidrører i følge Ldn. (s. 313) fra nogle foreller (reyðar), som Ketilbjörn på sin opdagelsesrejse glemte dér; i sagaerne nævnes Reydarmule oftere som en altinget nærliggende lokalitet. Vejen ligger igennem mulen, således at det større stejlere parti ligger til venstre, det mindre til højre. Imellem Reydarmule og Kalvstinder skal være et smalt pas Flosaskard (Flosaskarð); denne vej, fortæller sagnet, valgte Flose, da hans fjender engang lurede på ham under Reydarmule. Det er i det hele påfaldende, hvilken rolle den fra Nj. bekendte Flose spiller i folkesagnet; han synes tidlig i en særlig grad at have tiltrukket sig opmærksomheden, ligesom han endnu den dag i dag måske er den af de i sagaen optrædende personer, der står for hans landsmænd, i al fald for disse egnes beboere, som den betydeligste; man finder derfor en stor mængde stedsnavne, hvortil knytter sig sagn om ham, til hvilke intet tilsvarende findes i sagaen. — Efter at være passeret Reydarmule kommer man ud på nogle flade grønne sletter Laugardalsvoldene (Laugardalsvellir), der er et meget brugt bedested for alle, der rejser denne vej; til den fjærnere — Lyngdalsheden nærmeste — del af disse er endnu navnet Bejtevoldene (Beitivellir) knyttet; i Nj. (s. 729, 32) nævnes dette sted som mødested for de til altinget rejsende flokke.

Over nogle kratbevoksede skråninger af Laugardalsfjældene kommer man dernæst til Laugarvatn (Nj. s. 729), en gård ved den vestlige side af en lille sø af samme navn. Ved denne gård er det naturligst at søge den i Krstn. (s. 25) nævnte Reykjalaug i Laugardal — uagtet her nu ikke findes nogen varm kilde af dette navn (lige så lidt som andetsteds i dalen) —, hvor alle nordlændingerne og sønderlændingerne lod sig døbe, da de red fra altinget, de vilde nemlig ikke gå i koldt vand. Her er nernlig det eneste sted i Laugardalen, hvor der findes varme kilder af nogen betydning; tilmed ligger de ret ved alfarvej og af alle varme kilder nærmest ved altingsatedet. Og hertil forlægger også den almindelige mening stedet for denne begivenhed. Nordøst for gården nær ved søen er en laug omgiven af en cirkelrund stenkreds, hvorfra vandet i en lille bæk løber ud i søen, her har før været indrettet et ordenligt badested. Men øst for gården findes ved søens bred tre store stærktkogende kilder med regelmæssige tragtformige kratere; vandet fra dem samler sig, før det løber ud i søen, i et lille kær; ligeledes opheder de vandet langt ud i søen; og her enten i kæret eller ved søens bred er det vel rimeligst, at dåbspladsen har været.

Navnlig den nu følgende del af vejen udmærker sig ved sin skønhed; den slynger sig langs ad høje bølgeformige skråninger tæt bevoksede med frodig birkeskov (ɔ: 3—4 al. høje birkebuske), hvorfra man har en vid udsigt mod syd og sydøst over flade, grønlige af brede åer og floder gennemstrømmede landstrækninger, hvor hist og her et fritstående hvælvet fjæld hæver sig; længst imod sydøst ses Hekla med sin snekappe og flere andre større fjælde.

Grænsen mellem Laugardalen og det øst for liggende landskab Biskopstungerne (Biskupstúngur) dannes af Bruarå (Brúará), som man passerer ikke langt fra dens udspring. Åen er her ikke meget stor, men en bro — der nu til dags giver åen dens navnkundighed, om den end ikke har givet den dens navn — bliver dog en nødvendighed, da der her midt i åens flade hraunbund dannes en bred revne. Over denne er broen slået, kun et par alen bred, medens man derimod til og fra broen rider i det sædvanlig ikke dybe vand; fra broen er det særdeles interessant at se vandet fra alle sider styrte ned i kløften og et lille vandfald danne sig, i det vandet dels gennem kløftens ende skummende og brusende, dels fra de højere, kløften omgivende hraunflader i små fosser styrter sig ned i ålejet neden for, der netop her bliver betydelig lavere. To mod åen fremakydende klipper neden for træbroen forbandtes i fordums tid ved en stenbue, der dannede en naturlig bro over åen og hvoraf den har fået sit navn. Men i året 1602, fortælles der, indtraf der et meget hårdt år, mange folk måtte forlade hus og hjem og gå på tiggeri. De fleste af disse vendte sig til det rige bispesæde Skålholt, men forvalteren her, der vilde have en ende på dette, afbrød tilskyndet af biskoppens kone den naturlige bro for således at gøre vejen for dem, der vilde søge til Skålholt, mindre let; dog han selv druknede senere i åen, og også i biskoppens slægt troede man at kunne spore straffen for denne hårdhjærtede fremfærd.

Strokkur - (A. E. F. Mayer, 1836)

Fra Bruarå går vejen til Geysir langs forskellige fjælde og lavere højdedrag, til man drejer ind i en smal, lille dal, der strækker sig fra syd til nord, hvor man noget borte ser de varme kilder ryge. Pladsen for kilderne er en flad skråning neden under de dalen mod vest begrænsende højder, aldeles bedækket med en skorpe af hvidgult kisel og sand, hvor der på alle punkter fra kilder, jordhuller og småbække hæver sig røg- og dampskyer, der dog alle fordunkles af de fra Geysirbassinet opstigende vældige hvidlige vanddampe; neden for skråningen strækker sig den flade af en lille å gennemstrømmede mosedal, ligeledes mod nord og øst begrænset af lave højder. I nord og syd hæver en enkelt blålig fjældtop sig i baggrunden; men ikke engang mod syd, hvor dog dalmundingen findes, har man nogen livligere udsigt, da også her terrænet hæver sig lidt. Blandt de nogle og tyve større og mindre varme kilder i denne dal er Geysir en af de fjærneste; den ligger under den østlige skråning af et lille fjæld Laugafell, hvis nærmeste oven for liggende del er aldeles bedækket med rødgult kisel, sand og ler, og som flere steder fremviser spor af tidligere, nu forsvundne kilder. At give en omstændelig beskrivelse af disse kilder, og da navnlig Geysir (med bortkastet nominativmærke: Geyse) og Strokk (Strokkur), for øjeblikket de eneste springkilder af nogen betydning på Island, er næppe nødvendigt her, da det så ofte er sket tilforn, senest af Paijkull, hvis islandske rejsebeskrivelse vil være de fleste læsere tilgængelig. Der er vel heller næppe mange, som ikke fra en eller anden rejsebeskrivelse har hørt om Geyses skønne, forunderlig regelmæssige, selvbyggede krater, en flad, kegleformig høj, uden til ru og nupret som en østersskal, der bærer eller indeslutter en skålformig indsænkning (c. 50 fod i tværmål) fyldt med kildens stilleflydende, kun dampskyer udsendende vand. Kun af og til, når de dybe underjordiske drøn, tre og tre ad gangen, lader sig høre, stiger dampen tættere end ellers op derfra, vandet stiger over sine bredder og søger rislende sit afløb ned over kraterhøjen. Men kun når et af de nu sjældne store udbrud finder sted, tømmes bassinet og viser sig da som en flad, hvidglaseret skål, i hvis midtpunkt Geyserøret munder ud, det hele af form som et antikt drikkekar (eller mere prosaisk udtrykt: som en underkop med et rør midt i bunden). Nogle hundrede alen syd for Geyse ligger den snart ikke mindre bekendte Strokk (Strokkr, egl.: smörkærne, på grund af kildehullets form). Her er ingen kraterhøj; fra den flade mark sænker kildens rør sig lodret ned, af form og udseende som en muret brönd, nede i hvilken der adskillige alen under overfladen ses det snavset gule, stærkt kogende vand, der syder og skummer, snart mere, snart mindre. Nu nyder næppe nogen sommergæst den lykke at se et frivilligt udbrud af denne kilde, græstørv stables op ved den ene side mundingen til omtrent en alens højde, denne stabel styrtes ned i kilden, og c. 10 minutter efter begynder udbruddet, der fortsættes en halv times tid. Den 40—50 al. høje vandsøjles form er særdeles smuk, den hæver sig aldeles rank, kegle- eller cypres-formig op, gennemvævet med lerklatter og slyngende højt op i luften på sin øverste spids brudstykker af den nedkastede græstørv, medens store dampskyer driver ud over sletten. Og dog skal dennes skønhed kun være ringe i forhold til Geyses, hvis dobbelt så tykke og lige så høje, blåligklare vandsøjle for oven spreder sig som et springvand og falder ned til alle sider dannende i steden for Geyses sædvanlige ubetydelige afløb en hel lille elv, der søger ned imod åen.

I omegnen af Strokk findes en mindre kilde, der med pustende lyd tid efter anden i døgnet kaster vandet omtrent en mandshøjde i vejret, og lidt længere nede en anden, hvor der ved kunstige midler kan tilvejebringes små udbrud. I øvrigt frembyder kilderne her samme mærkværdigheder som samlingen ved Reykir; ligesom dér findes her huller med kogende blå og rød dynd, kilder, som koger omtrent et kvarter i vejret, større og mindre kildeåbninger med blåligklart vand. Blandt disse sidste må mærkes Blese (Blesi, egl. navn på en blisset hest), der ligger tæt sydvest for Geyse, lidt højere oppe i skråningen. Det er en stor, temlig hed hver, der består af to afdelinger, adskilte ved en til dels gennembrudt væg, hvorved den får udseende af to sammenstødende hverer — nu det sædvanlige sted for Geysesgæsternes kogen, men berømt for sit aldeles gennemsigtige blågrønne vand og for den udmærket smukke kiselafsætning. — Hos alle disse kilder findes den tidligere omtalte forstenende kraft.

Også her får man bekræftelse på, hvad Ölveshvererne allerede lærte, at de varme kilder og særlig springkilderne er mange forandringer undergivne, deres liv er ofte kun kort, og navnlig påvirkes de stærkt af jordskælv. At følge forandringerne i det enkelte og derved danne sig en forestilling om disse kilders alder er dog ikke så let. I den ældre islandske literatur omtales springkilder aldeles ikke, hvad der dog ikke kan forundre, da denne hovedsagelig var af historisk art og med kun ringe tilbøjelighed til naturbeskrivelser; derimod kan det næppe betvivles, at både Sakse (i sin fortale) og det norske Kongespejls forfatter i deres beskrivelse af Islands undere har sådanne for øje.

Geysir til venstre og Strokkur til højre - (A. E. F. Mayer, 1836)

Den første omtale af varme kilder i denne egn er i annalerne for år 1294, hvor der fortælles, at under Heklas voldsomme udbrud i dette år kom der store hverer op i Eyjarfjall (ɔ: Øfjæld) ved Haukadal (hovedgården i denne dal); men andre, som för var der, forsvandt. Nu kendes i denne egn intet fjæld af dette navn, men i følge Laugafells hele beliggenhed er det ikke urimeligt, at det kan have været kaldet således, — set højere oppe fra i dalen viser det sig nemlig som et sammentrykt, kamformigt, aldeles fritstående lille fjæld. I så tilfælde ligger det nær at formode, at de herværende store hverer, der i en senere tid har været virksomme, og da navnlig Geyse, i al fald ikke er ældre end denne begivenhed; herom vides dog intet med vished, Geyses storartede kraterbygning tyder snarest på en høj alder. Biskop Brynjulv Svendssön i det 17de århundrede er den første, der omtaler en springkilde i Haukadal; hans, dog ikke meget i det enkelte gående og tilmed på latin affattede, skildring af dette »naturens vidunder« skildrer forholdene, som de finder sted ved Geyse. Først i det følgende århundrede nævnes imidlertid denne kilde ved navn, og nu følger beskrivelserne slag i slag; alle skildrer de »Geysir« som den mærkværdigste af de herværende kilder, men spørgsmålet er, om de alle ved navnet »Geysir« forstår den samme kilde. Man har tvivlet derpå, fordi de forskellige udmålinger ikke stemmer; herpå kan dog ikke lægges megen vægt, angivelserne variere, endog påfaldende, næsten i enhver beskrivelse lige ned til den nyeste tid. Større vægt må formentlig lægges på, at de alle i det væsenlige skildre kilden, dens omgivelser og udbruddets ejendommeligheder ens. Navnlig v. Troils beskrivelse har vakt formodning om, at han ved «Geysir» forstod en anden kilde — dog vistnok uden grund. Stanley, der henviser til Troils kun 17 år ældre iagttagelser, og som viser sig vel bekendt med kildernes seneste forandringer, kunde næppe omtale Geysirs kraterhøj (der allerede temlig tydelig nævnes i Mercure danois 1754) — og at han skildrer den nuværende »Geysir« er øjensynligt — som dannet i en lang årrække, måske århundreder, og være aldeles uvidende om en så storartet omvæltning, som hvis denne kilde i de nærmest foregående år havde flyttet sig.

Indtil ind i dette århundrede udmærkede Geyse sig ved hyppige udbrud, et eller flere i døgnet; da ses man ogsaa at have moret sig med at kaste stene ned i kildeåbningen, som så senere opkastedes, hvad der nu forbydes og anses for ødelæggende for kilden. Nu er dens udbrud sjældne og uregelmæssige, et hver femte dag og næppe det, hvad der jo også vil passe godt med at tillægge den en fremrykket alder. Anderledes forholder det sig med Strokk; denne kilde havde, som det også fremgår af Svend Povlssöns beretning, indtil 1789 spillet en underordnet rolle, men efter jordskælvet i dette år begyndte dens voldsomme udbrud, vidunderlige ved den kraft, hvormed vandet udkastedes; disse frivillige udbrud skal have været overordenlig skønne, men snart lærte man at fremkalde udbrud hos denne kilde ved kunstige midler, kilden overanstrængtes, og nu iagttages kun engang imellem om vinteren et sådant — Af breve til F. Magnusen fra 1829 (Geh. ark.) ses det, at Strokks udbrud var ophørte, siden en engelsk rejsende samme år havde ladet kilden fylde med store sten.

Ved sammenligning af de ovennævnte rejsebeskrivelser ses ligeledes, at den store, blågrønne kilde Blese — der i almindelighed omtales som navnløs; kun Henderson fortæller, at indtil 1789 tilkom navnet Strokkr denne (?) — til en vis tid i slutningen af forrige århundrede (1789) hvert femte minut under stærk larm udsendte store vandmasser i skrå retning til alle sider og til en højde af 30—40 fod. v. Troil nævner rigtignok foruden Gejser kan én kilde i dennes nærhed, der med korte mellemrum kastede vandet 2 alen i vejret; måske kan man derfor antage, at det 1784 foregåede jordskælv, der for en tid i høj grad øgede de hede kilders virksomhed her, også har indvirket på denne. (Om dette jordskælv se H. Finsen, rit hins íslenzka lærdómslistafjelags XIV, 149, år 1796: »Før jordskælvet 1784 var der 3 hverer, hvor den berömte Gejser i Biskopstungerne er, men efter det 35, af hvilke mange er siden tørret hen«.

Som et sagn omtaler Eggert Olavssön (rejsebeskr. s. 888), at en vest for Gejser liggende kilde, altså formodenlig denne, i forrige tider har båret navnet Gejser og daglig sprudet vand højt op i luften, men at den efter et heftigt jordskælv er sagtnet og ved samme lejlighed den af ham beskrevne Gejser fremkommet. Foruden disse omtales også ved århundredets begyndelse to mindre springkilder Lille Geysir og Lille Strokkr.

Haukadalur i Biskupstunga - (W.G. Collingwood, 1897)

Fra stedet for de varme kilder ses for nordenden af dalen gården Haukadal (Haukadalr) med tilhørende kirke. Da gården ligger inderst i dalen og som følge deraf noget højere, er udsigten herfra friere og livligere end fra kilderne, til højre i dalen hæver sig Laugafell med sin røde skråning og Geyses rygende høj lidt neden for frit og livlig frem. I vest har man nærmest gården en kratgrot li og længere borte syd og nord for denne forskellige fjælde, med hvilke de dalen begrænsende højdedrag synes at gå i ét. På samme måde forholder det sig mod øst; over dalens lavere begrænsning svæver blikket bort til længere bortliggende højder, medens det mellemliggende land ikke ses. Denne indeslutning af hede og højderygge giver egnen et vel ikke uskønt, men alvorligt og ensomt præg; man får indtrykket af at befinde sig på grænsen mellem bygd og ubygd. I virkeligheden er det også en af de gårde på Island, der ligger længst fra kysten, og den nordligste i denne egn, dog en betydelig ejendom, skønt den nu rigtignok ingenlunde gör indtryk af noget høvdingesæde. Anderledes forholdt det sig imidlertid i oldtiden; da var denne gård stamsædet for den berømte Haukdæleæt, der i slutningen af frihedstiden spillede en så fremragende politisk rolle. Selve Haukadal har dog kun fredelige minder at opvise; her tilbragte Islendingabogs forfatter Are frode, med rette kaldet den islandske literaturs fader, sin ungdom, opfostret af den for sin rene og ædle karakter bekendte Hall Torarinssön, som boede her største delen af det 11te århundrede og tre år gammel blev døbt her af biskop Tangbrand. Fra Halls anden fostersön, biskop Islejs sön Tejt, der tillige blev hans arving, nedstammede den omtalte æt, i hvilken lærdom og videnskabelig sans i flere generationer synes at have bevaret sig; Tejts sønnesøn var således den for sin lærdom og dannelse bekendte Gissur Hallssön, hvis søn Torvald, Gissur jarls fader, lagde grunden til slægtens store politiske magt. Erindringen om Hall og Haukdælerne er nu forsvunden herfra og fortrængt af fortællinger om Bergtor Blåfelling, om hvem der her går mange sagn. På Bergstad (Bergstaðir) i Biskopstungerne prikkede han engang af taknemlighed med sin pigkæp et hul i klippen, der siden bruges til opbevaringssted for sur valle (sýra) og rummer flere tønder. Ringen i kirkedøren på Haukadal skal være af den omtalte stok, og i tunets nordøstlige udkant ud mod Bejnå (Beiná — den dalen gennemstrømmende å) vises Bergtorslejde (Bergþórsleiði). Bag ved gården ses lævningerne af den gamle »húsagarðr«, der viser at gårdens omfang i ældre tid har været betydelig.

Nordvest for tunet ved en lille bæk Kaldelæk (Kaldilækr), hvor nu en kartoffelhave er anlagt, var indtil for nylig to runde græsgrode smådale eller fordybninger med en ryg imellem; de kaldtes «goðalágar», et navn, der ofte kommer igen ved gårde, hvor gudehuse fordum siges at have stået. — Lidt sydligere ved samme bæk findes en to alen høj, fritstående, firkantet stenblok, tilsyneladende en kiselblok; Egg. Olavssön siger (rejsebeskr. s. 889 —90), at den er af en hård, tæt stenart. Oven på blokken ses tydelig en kildeåbning (et lille krater) og den flade rende, hvorigennem vandet har fundet afløb. Nu er imidlertid den varme kilde i bækkens bred tæt neden under klippeblokken. Endnu på Eggert Olavssöns tid sprang det hede vand op gennem stenen, man tilskrev kildens tilblivelse et mirakkel, og et neden under indrettet, meget benyttet bad ansås for at have overnaturlig lægende kraft. Fra Haukadals sogn ligger en af de længste og besværligste fjældveje nord på til Skagefjorden, den såkaldte Kjölvej (Kjalvegr), der fører forbi det omtalte fjæld Blåfell vest for dette og så ad et farligt vad over Hvitå tæt neden for denne ås udspring fra den umiddelbart under Langjøkel liggende sø Hvitåvatn (Hvítárvatn).

Haukadal og i det hele den øst for Bruarå beskrevne egn udgør den øverste del af de såkaldte Biskopstunger, en flad, sumpig landstrækning, hvis beskaffenhed til dels kan sluttes af navnet; en »tunge« er nemlig på Island den sædvanlige betegnelse for en mellem to sammenløbende åer indesluttet odde; den nærmere bestemmelse Biskopstunger hidrører fra, at det fordums bispesæde Skålholt lå i dette landskab. Hvitåen (Hvítá, Nj.s.82), der kort efter sit udløb fra Hvitåvatn antager en sydvestlig retning, danner disse tungers østlige begræsning, Bruarå, der efter et løb fra nord til syd forener sig med Hvitå straks sydvest for Skålholt, den vestlige, og en tredje å, den såkaldte Tungeflod (Túngufljót), der noget før ligeledes falder i Hvitå, deler tungerne i to, af hvilke den østligste er den smalleste og mindste.

Ikke langt fra Bruarå, en halv mils vej syd for broen, ligger gården Uthlid (Úthlíð, ældre Hlíð), hvor den fra Nj. bekendte hövding Gejr gode boede. Gården med den foran liggende kirke ligger på en lille høj på en skråning, bag til og til begge sider begrænset af højdedrag, men med en vid udsigt mod sydøst og syd over Biskopstungernes enge og sletter. Tæt neden for kirken strækker sig en lille eng; her ses et ophøjet jordsmon af omtrent 50 al. længde og 20—30 al. bredde, som strækker sig fra øst til vest. Dens østlige del optages af en meget tydelig, kredsrund tomt. Væggen er temlig bred, omtrent en halv alen høj, med — som det synes — en regelmæssig fordybning oven i denne og 5—6 regelmæssige tværsnit; den indesluttede jævne flades diameter er omtr. 20 al. I den vestlige del findes to aflang-firkantede småtomter, hvis “omgivelse hverken er så tydelig eller så regelmæssig rund som den østlige tomt. Grønsværens tuer gør det vanskeligt at sige, om hele det ophøjede jordsmon har været omgivet med et ovalt gærde, eller om begge afdelingerne har haft kredsrunde gærder; især synes en sådan ydre rund omgærding at være tydelig ved den østlige tomt. Hele det opbøjede jordsmon med dets tomter kaldes »goðahof« og anses for den gamle gudehustomt; til for ikke mange år siden skal her i tomten have stået en »blót-bolli«, en omtrent én alen høj sten med en bred og flad 3—6 tommers fordybning oven i. I tunet findes to for begravelser ansete ophøjninger, hvoraf den ene fører navnet Bjarnardys.

Vejen syd på til Skålholt fører forbi den i Nj. (s. 732) nævnte gård Reykir (nu to: Efri- og Syðri-): bestandig den samme vide udsigt med forskellige Ånæs- og Rangåvoldesyssels fjælde i baggrunden, over jævnt skrånende med kæruld og stargræs bevoksede moser, hvor vejen som oftest aldeles forsvinder og kan af og til viser sig ved en lille græstørvsbro lagt over de værste steder. Idet man nærmer sig Skålholt (Skálholt, ældre: Skálaholt) mødes øjet af det, om end kun i bogstavelig forstand, unægtelig mest fremragende minde om stedets velmagtsdage, en stor af opstablede sten bygget firkant med spor af varder på hvert af hjørnerne, den såkaldte Skolevarde (Skólavarða), et ikke ringe værk, der i sin tid opførtes af disciplene ved den ved bispesædet værende lærde skole. Af den biskoppelige herlighed på Skålbolt er nu ikke meget tilbage. Forbi kirkegården med den uanselige tårnløse trækirke med de sædvanlige tre vinduer på hver side, fører vejen ned mod den neden for liggende gård, der i ingen henseende er fremragende. Man har nemlig, da bispestol og skole her ophævedes, været ligegyldig eller tankeløs nok til at sælge kirken, der nu er annekskirke til et nabosogn, og gården til privatejendom, en mangel på pietet, der vel ikke kan forundre synderlig fra den tid (slutningen af forrige århundrede) men hvorved er bevirket, at kirken mere og mere indskrænkes og tiltager i tarvelighed, dens værdifuldeste og interessanteste inventarium bortsælges og erstattes af billigere, og gården, der forpagtes bort til flere forskellige fæstere, synker ned til det sædvanlige lavmål af fattigdom. Kun ét er her nu som i fordums tid, den smukke udsigt: over den brede Hvitå — der her, efter at have fra øst optaget Lakså (Laxá), på en kort strækning antager retningen fra øst til vest, indtil Bruarå igen giver den et mere sydligt løb — til det lige over for liggende kuppelformede til dels grönklædte Vardefell (Vörðufell), og videre ud over sletterne, til blikket standses af længere bortliggende fjælde.

Skálholt. - (A. E. F. Mayer, 1836)

Til to personer navnlig har traditionen her knyttet sig; den ene er Skålholts sjette biskop, den hellige Torlak, der nogle år efter sin død kanoniceredes. Lidt nordøst for gården, hvor fra de oven for liggende holter klippen kommer frem i skrænten ud mod engene, vises »Torlakssæde« (Þorlákssæti), og vest for gården ses »Torlaksbrönd« (Þorláksbrunnr), en bedækket brönd. Helt ned til efter reformationen var denne helgen især i Skålholts stift genstand for en overordenlig tilbedelse, og den dag den hellige Torlaks skrin, der endnu i forrige århundrede opbevaredes i kirken, bares i procession omkring bispesædet, var en af de storste festdage her. Den anden mand, om hvem erindringen her fornemmelig bevares, er den oprørske katolske biskop Jon Aressön (fra nordlandet), der med sine to sönner henrettedes her, efter at de alle på et tog mod en af deres reformationen gunstige modstandere var blevet fangne; på grund af tidsforholdene kom han imidlertid snart for sine landsmænds bevidsthed til at stå som fædrelandsvennen, der faldt kæmpende mod fremmedherredömmet. Ved begyndelsen af den forbi kirkegården førende vej vises stedet, hvor biskoppen henrettedes, den flade sten her bærer endnu »blodpletterne«; og indtil for nylig sås endnu på kirkegården en fordybning, hvor de tre henrettede havde været begravne, indtil de af formummede nordlændere gravedes op og førtes til Holar. — Skålholt grundlagdes sandsynligvis allerede af faderen til den ved sin deltagelse i kristendommens indførelse bekendte Gissur hvide; dog kunde det i følge Krstn. synes, som om denne havde været stedets første beboer. Hans sönnesön biskop Gissur (sön af Islands første biskop Islejv) gav gården med tilhørende jord, for at et fast bispesæde kunde blive oprettet på Island. Senere, efter at et eget bispedømme år 1106 var oprettet for nordlandet, kom kun de tre andre fjærdinger til at høre under Skålholts bisp. At dette sted idelig omtales i den islandske literatur (således Sturl.), og lige til de sidste tider for bispestolens ophævelse betragtedes som det vigtigste sted i landet og som dettes midtpunkt forstår sig af sig selv; men forunderlig nok synes dog ikke sønderlandets beboere at have set op med en lignende ærefrygt og kærlighed til Skålholt, som den, der på så mange måder afpræger sig hos nordlænderne over for Holar. Heller ikke synes biskopperne her i samme grad som deres nordlandske embedsbrødre at have virket for bispesædets og kirkens forskønnelse. Ganske vist omtales der til enkelte tider mange huse og vidtløftige byggeforetagender på Skålholt, og naturligvis viser man tomter af skole- og bispestuer, hvor nu ingen bygninger står, og spor af en ældre langt større kirke end den nuværende; men kirken blev dog aldrig andet end en tømmerkirke, og efter beskrivelsen over bispesædets udseende ved den tid, det nedlagdes, får man ikke store forestillinger om dets anselighed. I kirken gæmmes nu en del messeklæder, hvoriblandt nogle fra den katolske tid med udsyede helgene; desuden findes dels i kirken, dels uden for samme, gravstene over i alt fem af de senere biskopper, foruden flere sönderbrudte. Hvor derimod den store række af ældre biskopper, der så godt som alle fik et hvilested i kirken, ligger begravne, ved man ikke.

Den allerede oftere omtalte lærde skole i Skålholt kan i en vis henseende føres langt tilbage. Allerede i den katolske tid fandtes der nemlig ved begge bispestolene, så vel som ved klostrene, skoler til uddannelse af gejstlige; disse har dog næppe bestået til stadighed eller haft nogen fast ordning. Regelmæssige skoler grundlagdes først på Island 1552, da lærde skoler forordnedes oprettede ved begge bispesæder, efter at man havde opgivet den tidligere fattede beslutning om at indstifte lærde skoler andetsteds (på Vidø og Helgafell). Se herom i Ný félagsrit. 1842 »Um skóla á Íslandi«. — Mærkes kan endnu, at Skålholt var sæde for det egenlig på Holar hjemmehørende bogtrykkeri i årene 1685—99 (først 1703 flyttedes det dog tilbage til nordlandet). — Ligeledes bør det erindres, at Skålholt har en særlig betydning som planteskole for reformationen på Island; her var stedet for dens første fremspiren (her oversattes endnu i biskop Ögmunds tid hemmelig en del af det nye testamente).

Noget øst for Skålholt hinsides engene strækker sig et højdedrag Laugarås (Laugarás) med en gård af samme navn; neden for åsen findes 7—8 varme kilder. Ved enden af en lille dalsænkning, der gennemströmmes af et par af de små kildebække, ses resterne af en dæmning, der kunde samle vandet til en lille dam, hvori varme bade toges. Allerede tidlig omtales Laugarås som et yndet badested fra Skålholt; her døde den nordlandske biskop Ketil (1145), da han under et besøg hos sin embedsbroder i Skålholt i forening med denne havde begivet sig til bad i Laugarås; de nuværende rester af et opbygget bad her er dog af langt senere oprindelse. — En mils vej nordøst for Skålholt, omtrent hvor Tungefloden falder i Hvitå, ligger Høvde (Höfði), Gissur hvides bolig för han flyttede til Skålholt (Krstn. s. 26; Flm. s. 138, 157 lader Gissurs fader Tejt bo der før sønnen), adskilt fra denne gård ved ufremkommelige moser. Gården ligger under eller på skråningen af en temlig stejl bakke, hvorfra der er god udsigt. Lidt oven for gården er færgestedet over Tungefloden; efter overfarten står man på spidsen af den østlige tunge, så smal og flad, at man undrer sig over, at ikke Tungefloden og Hvitå langt tidligere har forenet sig. Langs Hvitåen ligger her flade græsmarker med fast bund; følger man dem en mils vej mod nordøst, kommer man til gården Brødretunge (Bræðratúnga, ældre Tunga, hvor høvdingen Asgrim Ellidagrimssön, vel kendt fra Nj., boede; også i en senere periode, Sturlungetiden, omtales gården, der den gang ejedes af Gissur Torvaldssön, ofte. Den ligger på en lang højderyg, der danner sig, når man er kommen noget nord på i tungen. Fra gården ser man i østlig retning tydelig sporene af en ophøjet vej Flosatraðir, der førte til det gamle vadested over Hvitå; det nuværende vadested, det eneste over denne å, ligger lidt højere oppe, lige over for gården Kopsvatn. Den omtalte vejs navn er igen et eksempel på, hvor levende traditionen om Flose er; navnet antages at hidrøre fra, at denne vej red Flose, da han efter Njålsbranden på vejen til altinget med sine folk aflagde et besøg hos Asgrim for at drille ham. Efter at være redet over den brede å, der her løber i tre til fire arme, adskilte ved mellemliggende ører, de såkaldte Kopsvatnsører, hvorefter vadet tager navn, — befinder man sig i Ånæssyssels nordøstligste landskab Hrepperne, der ved den før nævnte Lakså, som først løber i sydvestlig retning, men derpå med en skarp bøjning drejer mod vest-nordvest for således at falde i Hvitå, deles i to underafdelinger. Før disse imidlertid nærmere omtales, vil det være bekvemmest først at beskrive de hidtil uomtalte sydvestligere liggende landskaber Skejd, Floen og Grimsnæsset.

Skejd (Skeið) er en lille langagtig landstrækning, tæt indesluttet af store floder, idet Tjorså (Þjórsá), der på hele sit løb gennem bygden danner grænsen mellem Ånses' og Rangåvolde sysler, her for en tid gör en stærk svingning mod vest, så at afstanden mellem denne flod, og Lakså og Hvitå, der begrænse Skejd mod nord og vest, kun bliver ganske kort. Kun imod nordøst står Skejd ved en smal landstrimmel i forbindelse med Hreppernes (ɔ: østre Hrepps) sydvestligste del; mod syd åbner landskabet sig ud mod Floen, der strækker sig herfra og ned til søen, bestandig bredere, i det afstanden mellem Tjorså og Hvitå (eller, som den i sit nedre løb kaldes, Ölveså) bestandig bliver større. — Hinsides Hvitå strækker sig mellem Bruarå og Sog den brede landstrækning Grimsnæs op mod Lyngdalsheden og Laugardal, der regnes til dette landskab. — I det der begyndes fra neden af, kommer først Floen (Flói) til omtale, en fællesbetegnelse for fem hrepper, der antyder disse egnes naturlige beskaffenhed, i det »flói«, foruden at betyde en bred havbugt også kan betegne flade, sumpige strækninger. Græs er her nok af, om end ikke af synderlig god beskaffenhed; og da ingen øde strækninger afbryder det beboede land, er bebyggelsen usædvanlig stærk, stærkere end det efter det trin, hvorpå landbruget i Island står, anses for ønskeligt. Næsten overalt træffer man i steden for enkelte gårde »hverver« og 2 til 3 bønder på hver gård, men næsten overalt også fattigdom, og «Floa-mændene« har fra gammel tid fået ord som sløve og dumme folk, så at navnet næsten kan bruges som skældsord (»Flóafífl«).

Skálholt i Biskupstunga - (W.G. Collingwood, 1897)

Sydvestligst ligger Stokksørehrepp (Stokkseyrarhreppr), der strækker sig fra Ölvesåens munding langs kysten til mundingen af en lille å, der ved sit udløb kaldes Baugstadasike (Baugstaðasíki), men som under forskellige navne (Hróarsholts-, Hæringsstaða-, Stóri-lækr) i et bugtet løb gennemstrømmer hele Floen, i det den danner grænsen mellem de to østlige og de tre vestlige hrepper. Hinsides Baugstadasike, begrænset mod øst af Tjorsåens nederste del, der før sit udløb danner en lignende bredning som Ölveså, ligger Gaulverjabæjarhrepp; oven for Stokksørehrepp strækker sig langs Ölveså Sandvighrepp (Sandvíkrhreppr), og endelig optages Floens nordligste del af Hraungærdeshrepp (Hraungerðishreppr) mod vest, Villingaholtshrepp mod øst, der begge ender i et lille på grænsen af Skejd liggende hraun Merkrhraun, hvorfra den omtalte Hroarsholtslæk har sit udspring. Den største del af Stokksøre- og Sandvig hrepper er optaget af en aldeles flad mose Bredemyre (Breiðamýri, ældre -mýrr), på mange steder aldeles ufremkommelig, der kun ved en lav ryg er adskilt fra den østligere gennem Gaulverjabæjarhrepp sig strækkende Miklavatnsmyre (-mýri). På den nærmeste strækning ved søen ophører mosen, og hele denne egn er meget lig en ufrugtbar dansk kyststrækning, flad, sandet, stenig eller med tynd græsvækst. Skønt lav og flad er dog den yderste tørre strimmel langs søen betydelig højere end landet inden for, den egenlige Floe; denne omtrent tre mile lange strækning kaldes Ørebakke (Eyrarbakki) eller som den sædvanlig benævnes Bakken; navnet Ørebakke er dog nu særlig knyttet til det kort øst for Ølvesåens udløb liggende handelssted. Den omtalte af søsand opkastede strimmel er tæt bebygget, og foruden at yde en beskyttelse mod havets voldsomhed giver den foranliggende skærgård også en stor mængde sol, en lysrødgul bredbladet spiselig tangart, der navnlig tidligere var genstand for en livlig indenlandsk omsætning, og den i sådanne egne sædvanlige vinter »græsning« for kreaturer. Dog har til alle tider hele denne kyst været overordenlig udsat for havets voldsomhed, der efterhånden har brudt mere og mere bort og foranlediget, at den yderste række gårde efterhånden er bleven flyttet højere op på land eller ødelagte, medens navnene endnu hænger ved skærene, hvor disse gårde skal have stået.

Oven for den laveste del af Floen ligger aflange højdedrag, de såkaldte Åse (Ásar), der strække sig i nordøstlig retning fra Hroarsholtslæk langs den nordlige del af Villingaholtshrepp til henimod Tjorså og Merkrhraun. Uagtet sin fugtighed er dog grunden i dette landskab overalt gammelt, nu overgrot hraun; derfor findes også rundtom en mængde Større og mindre huler, der bruges som fårestalde. — Om den første bebyggelse af Floen beretter Flm. (Flóamannasaga), næsten overensstemmende med Ldn., meget omstændelig; dog gælder det om en del af de der forekommende stedsnavne, at de nu er forsvundne, så at de pågældende steders beliggenhed kun kan udfindes ved gisning.

Hvor navnet Ørebakke findes brugt i sagaerne (Ldn., Flm.), omfatter det hele den nys skildrede kyststrækning. Flm. (s. 123; sml. Ldn.) fortæller således om en mand Hallstén, at han af hövdingen Hallsten Atlessön fik den ydre del af Ørebakken og boede på Framnæs. Langt hyppigere forekommer imidlertid et andet navn, Eyrar (ɔ: Ørerne), der dels betegner hele kysten langs »Bakken«, dels den mest besøgte havn her, den samme, ved hvilken handelsstedet nu er anlagt. I den mere omfattende betydning forekommer det således Drpl. s. 5: »på Eyrar i den havn, som hedder Knarrarsund« — således som det vil ses, når beliggenheden af dette sund i det følgende er bleven bestemt. Også et andet sted (Flm. s. 138) er Eyrar brugt på lignende måde for at betegne beliggenheden af en havn, i det der nemlig siges om nogle folk, der vil forhindre en anden mands udenlandsrejse, at de red »ud på Eyrar i Ejnarshavn;« men dette sted beviser dog kun lidet med hensyn til udstrækningen af »Eyrar«, da Ejnarshavns-havnen, som det senere skal vises, omtrent må være faldet sammen med Øre-havnen, havnen »á Eyrum«.

I annalerne er der den besynderlighed, at medens før hele den tidligere tids vedkommende Eyrar bruges for at betegne den herværende havn, afløses dette navn fra 1386 af Eyrarbakki.

Straks i Kr. IV.s første oktroj for den danske handel på Island (1602) finder vi Ørrebache nævnt som en af de 20 havne, der nødvendig behøvede årlig besejling. — Set på afstand gør Ørebakke (handelspladsen) et anseligt indtryk som af en by, nærmere beset viser den sig at bestå af én købmandshandels spredte bygninger og en del af de sædvanlige fiskerhytter; til begge sider strækker sig den nøgne kyst, bestående af sort vulkansk sand med en mængde omspredte lavabrokker. Straks vest for handelshusene ligger den ejendommelige havn, med plads til kun ét skib ad gangen, berygtet for sin farlighed og navnlig den besværlige indsejling. Mellem kysten med sine lave hraunklipper i fjæren og en række blinde skær, der antydes ved en sammenhængende række af brændinger, ligger skibet fortøjet (svinebundet) ved kættinger fra for- og agterstavnen til de nærmeste skær, tilsyneladende midt i den åbne sø, kun halvhundrede alen fra land. Indsejlingen er betydelig vestligere end havnen og kun tilgængelig med en bestemt vind. Da skibslejet ved Ørebakke således er på de tre sider indesluttet af skær, kan det efter islandsk sprogbrug kaldes et »lon«; så vel denne omstændighed som skibslejets hele beskaffenhed gør det utvivlsomt, at det er netop denne havn, der i Flatb. III., 560 omtales som dammen på Eyrar (annalens beretning for 1342: Braut Lysubussuna i pollinum á Eyrum).

Noget overraskende bliver så rigtignok en fremstilling i Sturl. (I., s. 15) af forholdene ved Ørehavnen (Eyrar), i følge hvilken skibene her, medens de vare under ladning, ved en brygge kunde stå i forbindelse med land. Fra en sådan brygge stødes en mand i søen og må bjærges af andre. — Denne havn Eyrar (eller »á Eyrum«), der således utvivlsomt er den samme som Ørebakke havn, var i ældre tid et meget besøgt landingssted for havskibe; dog navnlig i kilder som Bsk., Sturl. og Annalerne nævnes det påfaldende ofte. Af annalerne ses det også, at her, i lighed med hvad tilfældet var andetsteds ved de i den tid brugte havne, fandtes boder, som om somren benyttedes af købmændene, og af hvilke vinteren over vel kun tomterne stod tilbage; — det siges nemlig (Ísl. Ann.), at 1316 var det så stærkt flod, at søen faldt ind i alle de fremre boder på Eyrar, ligeledes 1343 så voldsom stormflod, at søen gik langt forbi alle boder på Eyrar. (På Eyrar byggedes i følge annalerne 1338 et handelsskib, som samme sommer sejlede til Norge).

Samme betydning som Eyrar har utvivlsomt i sagaerne Ejnarshavn (Einarshöfn), der i Ldn., men navnlig oftere i Flm., nævnes som landingssted og havn. Fra en senere tid kendes nemlig Ejnarshavn som navn på den gård, på hvis grund Ørebakke-handelshusene byggedes. Disse rejstes først omtrent 100 favne øst for gården lige ud for skibslejet; siden flyttedes både gården og handelshusene omtrent 300 favne længere mod øst. Denne flytning er det formodenlig A. M. omtaler; gården Ejnarshavn flyttedes nemlig i følge denne kilde i den første halvdel af det 17de årh. ind på nabogårdens grund, efter at en stor stormflod havde ødelagt bygninger og tun; dog, siges der, var stedsnavnet Forni Einarshöfn (ɔ: gamle Ejnarshavn) bevaret, og her sås en enkelt lævning af tungærdet. — Ud for hvor gården Ejnarshavn før stod (fram undan fornu Einarshöfn), siger S. Sigurdssön, findes endnu en lille indskæring i kysten, lige vest for skibslejelonet, som kaldes Einars-hafnar-vör (ɔ: Ejnarshavnslanding); og af de to indløb til Ørebakkehavnen hedder det ene Ejnarshavnssund (Einarshafnarsund), — det sædvanligere, vestligere derimod Bussesund (Bussusund ɔ: Fragtskibs-sund). — Gården Ejnarshavns oprindelige plads skal være der, hvor sømærket nu står; nu ligger den tæt oven for handelshusene.

Den nærmeste gård vest for Ejnarshavn & Ørebakke er nu Osørenæs (Óseyrarnes, tidligere sædvanlig kaldet Ferjunes), hvorfra færgefarten over den nærliggende Ölveså ved Osøre besørges. Tidligere lå der endnu nærmere Ejnarshavn en gård Rævstok (Reftokkr) eller Rekstok (Rekstokkr), om hvilken A. M. (1708), der nævner den med begge disse navne, anfører, at den på grund af søbrud var flyttet tilbage fra sin oprindelige plads ved kysten, hvorfor det gamle gård- og tunstade da var ved at ødelægges. Nu opføres Rævstok i jordebogen (1861) som en ødejord under Osørenæs. Under dette navn skjuler sig utvivlsomt den fra Erik den rødes tåt (Flatb.I., 430) kendte gård Drepstok (Drepstokkr), hvad der bedst ses af fremstillingen i Bsk. s. 388, hvor et på gården Drepstok foregået jærtegn fortælles. På Drepstok boede i følge Erik den rødes tåt grønlandsfareren Herjulv Bårdsson, en sønnesøn af den Herjulv, som Ingolv gav land mellem Våg og Reykjanæs(Gb.).

En mils vej øst for Ørebakke, ligeledes tæt ved søen, ligger bygden og kirkestedet Stokksøre (Stokkseyri, ældre -eyrr), som i følge Flm. (s. 123) har sit navn af, at Hallsten Atlessöns udkastede sovestedsstokke (setstokkar) her drev i land; de kom, som sagaen nøjere udtrykker sig, »for døren på Stålfjære uden for Stokksøre«; selv landede han eller rettere led skibbrud i Hallstenssund (Hallsteinssund) øst for Stokksøre. — Om denne Hallstén siges der, at han tog land »mellem Rødå (Raudá) og Ölveså helt op til Fulelæk (Fúlalækjar; Ldn. — der kalder ham Håstén — Fyllarlækjar) hele Bredemyre og boede på Stjærnestene (Stjörnusteinar). — Uden for Stokksøre i havet kort fra land ses et par flade skær, kaldte Badstuekletter (Baðatofuklettar), her skal gården Stokksøre før have stået, men har senere på grund af søens ødelæggelser måttet flyttes længere ind. — Vest for Stokksøre ses langt ude i søen et blindt skær Framnes, her skal før gården Framnæs (Framnes, Flm. s. 123) have stået; nu er noget inden for kysten ud for skæret bygget et husmandssted (tomthus), der bærer samme navn.

Lidt østen for Stokksøre ligger temlig tæt ved kysten nogle skær, hvortil navnet Stål (Stál) eller Stålfjære (Stálfjara) endnu knytter sig. Ud for disse er en endnu brugelig indsejling Músarsund, der sandsynligvis svarer til det nysnævnte Hallstenssund. — En del østligere findes temlig langt fra land ved de yderste skær nogle stene, benævnte »Stjærnestene« (Stjörnusteinar), hvor der — også i følge sagnet — fordum skal have stået en gård. — Endnu østligere findes en indsejling Knararós, rimeligvis svarende til Knarrarsund, der i Flm. nævnes som et sted, hvor skibe havde deres stade, og hvorfra de sejlede ud.

Valgerðarkirkja í Skálholt. - (A. E. F. Mayer, 1836)

Om Hallstens sönner Ölve og Atle fortæller Flm. (s. 123), at Ölve boede på Stjörnusteinar, der senere kaldtes Ölvestomter (Ölvistóptir), Atle på den anden side havde alt landnamet mellem Rødå og Ölveså, Tradarholt (Traðarholt) og Baugsstad (Baugsstaðir); Ldn. derimod fortæller (s. 301), at Ölve, som den også lader bo på Stjörnusteinar (eller: Ölvisstaðir), havde alt landnamet uden for Grimså, Stokksøre og Asgautsstad (Ásgautsstaðir), men Atle alt mellem Grimså og Rødå, han boede i Tradarholt. — Af de her nævnte steder ligger Tradarholt en halv mils vej inde i landet, adskilt fra kysten ved flade strandmarker og mose, Baugsstad noget østligere, ved det efter gården nævnte »sike«.

For at bestemme flere af de andre steder bliver det derimod nødvendigt at sammenligne Hallstens landnam med de tilgrænsende. Loft (Loptr), som boede nordøst herfor på den i Gaulverjabæjarhrepp liggende gård Gaulverjabæ (Gaulverjabær), tog (Flm. s. 124) land mellem Tjorså og Rødå op. til Skuvslæk (Skúfslækr), Bredemyre (»den østre« tilføjerLdn.) op til Suleholt (Súluholt); en slægtning af sig gav Loft igen land på Bredemyre, hvor han boede på Ossabæ (Ossabær, sv. t. Vorsabær nord for Gaulverjabæ i Miklavatnsmyre). Önund bild tog (Flm. s. 126) land øst for Hroarslæk (Hróarslækr) og boede i Önundarholt (sydlig i Villingaholtshr.). Özurr tog (Flm. s. 124) »alle Holte-lande mellem Tjorså og Hraunslæk (öll Holtalönd milli þjórsár ok Hraunslækjar)«, han boede i Kampholt (nordlig i Villingaholtshr., blandt de øverste af de såkaldte Ásabæir, Ås-gårde). — Ved en sammenligning af disse angivelser ses det let, at Breiðamýrr i ældre tid må have omfattet både den nuværende Breiðamýri og Miklavatnsmýri; ligeledes bliver det i høj grad rimeligt, at de oftere nævnte »Holt« er de nu såkaldte »Åsar«. — Vanskeligere bliver det derimod at bestemme de tre åer Rødå (Rauðá), Hróarslækr, Hraunslækr; navnene kendes ikke længer, ja ikke en gang tilsvarende forskellige vandløb findes. Der bliver næppe nogen anden udvej end at antage, at den navnrige Hróarsholtslækr-Baugstaðasíki tidligere på sine forskellige strækninger har båret disse navne. Da falder alt straks meget naturligt: på sit øverste løb, nærmest Merkrhraun, har åen heddet Hraunslækr; på sit midterste, forbi gården Hróarsholt, der står nordvest for Önundarholt, Hróarslækr; på sit sydligste og sidste, Rauðá, som man antager, på grund af den røde moselér, hvormed vandløbets stene her overdrages. — Om Fulelæk, den ene grænse for Hallstens landnam, kan ikke siges noget bestemt; snarest skulde man vente i dette vandløb at finde en biflod til Ölveså (sml. Ldn. s. 303).

Hvad delingen af landnamet mellem Hallsténs sønner angår, synes Ldn.s fremstilling at være at foretrække. Nu er der vel ingen å som hedder Grimså (Grímsá), men Grímsdæl hedder en bæk vest for Tradarholt og Baugsstad, øst for Stokksøre og den oven for liggende gård Asgautsstad, der falder i søen ud for Knararos. — Skuvslæk løber fra de såkaldte Åse gennem den nedre del af Villingaholtshrepp ud i Tjorså. — Suleholt er nu navnet på en gård nord for Gaulverjabæ.

Af de i Flm. i Stokksørehrepp nævnte steder må endnu næves gårdene Brattsholt og Lejdolvsstad (Leiðólfsstaðir) (bopæle for Atles frigivne trælle); ligeledes kræver Tradarholt, den af sagaens hovedperson Torgils örrabénsstjup beboede gård, nærmere omtale.

Når man nærmer sig Tradarholt syd fra, kommer man til Haugavad (Haugavað, Ldn. s. 305; sml. Flm. s. 127), et vad, der fører over den ene ende af den lille sø Skipavatn. Her synes at have været begravelsesplads for de ældste slægtled af den til Tradarholt knyttede æt. Flm. fortæller nemlig, at vest for vejen er her Atles, Ölves og Hallsténs høje; den af Tord Atlessön her dræbte Ravn blev derimod højlagt øst for vejen. Spor af disse høje ser det virkelig ud til, at her endnu findes, men forholdene er på en måde det omvendte af, hvad Ldn. angiver. Kort før man rider ned til vadet, kommer man nemlig forbi de såkaldte Vaðhólar, tre høje øst for vejen; vest for vejen ligger en fjærde, egenlig regelmæssigere end de andre, men nu forsynet med en varde, og med spor af tomter eller gravning. De tre østligere, der også nu i traditionen går for gravhøje, er temlig uregelmæssige, ikke store, og kun den øverste lille nu til dels bortblæste del gør indtryk af at være mandsværk, idet den nedre del er opfyldt med hraunbrokker i deres naturlige leje. Herfra drejer man til venstre og rider nu lige op mod gården Tradarholt, der ligger noget kønnere end de fleste andre af de omgivende gårde ved en sø Tradarholtsvatn, omtrent midt på et halvmåneformet lille højdedrag, der strækker sig fra sydvest til nordøst. Man viser nordøst for den nuværende gård tomterne af den gamle, og ud over mosen ses spor af det gamle tungærde, der da må have indesluttet en langt større strækning end det nuværende.

I den nordvest for Stokksørehrepp liggende Sandvighrepp nævnes i Flm. kun Floagavl (Flóagafl) og Kalladarnæs (Kalladarnes), i det der fortælles (s. 155), at Torgils en gang red til Floagavl og i nærheden af Kalladarnæs lurede på sin uven Skafte »í hrisum nokkurum«, men denne så det fra færgestedet og vendte om. »Kaldadarnæs» (Kaldaðarnes), som stedet nu nævnes, med tilhørende kirke ligger på en lille høj i sletten noget fra Ölveså omtrent lige over for Arnarbæle, og her har netop været et almindelig benyttet færgested over åen. Gården fik senere en art berømmelse ved den dyrkelse, som et herværende kors i slutningen af middelalderen var genstand for; fra hele sønderlandet valfartedes hertil i store skarer på de to «korsmesser» vår og høst, man gav gaver hertil o. s. v., og selv efter reformationens indførelse holdt det hårdt for biskopperne at få bugt med denne overtro; en mellem gården og åen liggende høj Fjósshóll betegnes som stedet, hvor korset har stået. Senere var her en tid lang (fra midten af forrige årh.) hospital for spedalske, dettes plads var en lille høj tæt bag ved gården.

Fra Kaldadarnæs ses i sydlig retning på en anden høj Floagavl, men i hele denne egn er nu ikke en eneste »hrísla«. På Gaulverjabæ præstegård med tilhørende kirke, der ligger en mils vej øst for Tradarholt adskilt derfra ved flade strandmarker, vises sydvest for gården en høj »Goðahóll« med foranliggende lille fordybning, hvor gudehuset antages at have stået. Nord for gården og kirken ses i tunet en tomt som af et almindeligt tinghus (12 × 9 al.) kaldet »lögrétta«; på gården er endnu tingsted, men det uanselige tinghus, ganske som et almindeligt islandsk udhus, danner nu som sædvanlig et led i den sammenhængende husrække. Ved Gaulverjabæ påvises Lopts høj.

I det sydøstlige hjørne af Villingaholtshrepp nær ved præstegården Villingaholt ligger gårdene Sydre- og Øvre (efri) Gröv (Gröf, i daglig tale Gróf); her må det i Flm. oftere omtalte Gröv (Gröf), hvor Bjarne den spage boede, søges. I Flm. fortælles (s. 159), at da Torgils og hans træl Kol rider hjem fra et bryllup her, opdager Torgils, at trællen er underkøbt til at myrde ham og dræber ham derfor ved Kolslæk (Kolslækr). Denne bæk kendes nu ikke, men forbi gården Kolsholts land løber Skuvslæk, og herover faldt netop Torgils' vej, så det er ikke urimeligt, at Skuvslæk på denne strækning kan have heddet Kolslæk.

I nærheden af Önundarholt ligger Orrostudal (Orrustudalr), en langagtig dal i mosen, hvor igennem vejen fører. Her forefaldt i følge Flm. (s. 125) en kamp mellem Ravn fra Kampholt og Atle fra Tradarholt i anledning af denne sidstes hugst i Videskov (Víðiskógr); i Örrostudal dræbes i følge Ldn. (s. 288) Önund bild af Örn i Vælugærde (Vælugerði). Følger man vejen mod nordøst, kommer man forbi en kegleformig høj Skotmannshóll; i følge sagnet skal en mand herfra have skudt gennem vinduet i Vælugærde, hvad der dog er en fysisk umulighed, da denne gård ligger hen ved et par tusind alen borte (østligere); men sagnet er formodenlig en uklar erindring om den i Ldn. (s. 287—88) fortalte begivenhed, at da Önund efter drabet på Örn var dømt til at falde ufredhellig overalt undtagen i Vælugærde og i »örskotshelgi« fra sin jord, dræbtes han en gang, da han drev kvæg bort fra sine enemærker og faldt som folk antog ufredhellig, men hans broder skaffede en mand til at skyde et bueskud så langt, at Örns fald blev i hans »örskotshelgi«.

Özurr i Kampholt havde en frigiven træl Bödvar, der boede på Bödvarsstad (Böðvarsstaðir) ved Videskov, der ejedes af Özur. Af hensyn til Kampholts beliggenhed skulde man snarest søge disse steder i Villingaholtshrepps nordøstligste del; navnene kendes imidlertid ikke længer, og skov findes nu intetsteds i Floen.

I den vest for Villingaholtshrepp liggende Hraungærdes-hrepp nævnes i Hungrv. gården Hraungærde (Hraungerði), den omtrent midt i hreppen beliggende præstegård, og i HGrk. Oddgejrsholar (Oddgeirshólar), syd for Hvitå i den nordlige del af hreppen.

Hvad Skejd angår, siger Flm., at Olav tvennumbrune tog »alle Skejdene« — landskabets navn bruges i det hele taget i flt., sml. Tormod Skejdagode, Ldn. s. 39 — »mellem Tjorså og Sandlæk (Sandlækr), boede på Olavsvold (Ólafsvellir) og ligger i Brunahøj (Brúnahaugr) under Vörðufell (ɔ: Vardefell)«. Sandlæk er nu navnet på den nederste gård i Østre Hrepp; mellem denne og nabogården i Skejd findes et lille vandløb. Omtrent på grænsen mellem Villingaholtshrepp og Skejd fører vejen gennem en lille engmose i Merkrhraun; dette er den i Flm. omtalte Ashildarmyre (Áshildarmýrr), hvor Torgils' stefader Torgrim örrabén dræbtes af Olavs søn, da han vilde forføre hans moder. Noget nordligere ses inde i heden (eller hraunet) til venstre en kegleformig høj, forbi hvilken vejen til færgestedet over Hvitå fører; denne kaldes nu Helguhóll, men der kan vel næppe være tvivl om, at denne er Flm.'s Helgahváll (s. 138), hvor der stod en kamp, under hvilken Torgrims søn hævnede sin faders død på Helge, da de traf hinanden undervejs (i Merkrhraun, tillægger Ldn. på det tilsvarende sted, s. 307) oven for (upp frá) Mørk ved Helgehvål. Nogen gård Mörk findes nu ikke her og intet andet stedsnavn Mörk end det, der ligger i navnet Merkrhraun.

Brúará mellem Laugardal og Biskupstunga. - (A. E. F. Mayer, 1836)

Oven for det gamle overgroede hraun står midt på sletten præstegården Olavsvold med tilhørende kirke, og noget nordligere ses ved Hvitåens bred det lille fritstående Vardefell; om Brunahaug vides intet. Oppe på det for oven flade fjæld er en lille sø, der som så mange andre afsides liggende småvande indtil den nyeste tid i følge folketroen har været bolig for »nikr« (ɔ: vandhesten).

Af gårdene i dette landskab nævnes i Njåls saga den nordøstligste, Reykir (Nj. 650); den er udsat for sandfog fra østsiden, hvorfor den to gange har måttet flyttes. — Det oven nævnte herværende færgested over Hvitå er nordvest for Merkrhraun, lige under Hestfjæld, der hæver sig på åens modsatte bred (i Grimsnæs). Hvitå er her 1—200 al. bred, med en rolig flydende strøm af en ikke styg, perlegrå farve; det modbydelige skidengrå vand, som de fra jøkler kommende åer fører, — og hvoraf denne, så vel som fiere andre lignende åer tage navn, — er nemlig her bleven blandet meget med almindeligt, klart såkaldet bjærgvand.

Hestfjæld (Hestfjall) er et af de sædvanlige, forholdsvis frodige, fritstående bygdefjælde; både mod øst og syd beskylles det af Hvitå, idet det aldeles udfylder den ved Hvitåens bøjning mod vest her frembragte vinkel. Langs dets skråning ligger vejen mod nord; noget oven for fjældet passerer man her den fra Krstn. og Nj. bekendte Hestlæk (Hestlækr), en ikke ubetydelig ned mod Hvitå løbende bæk, nu sædvanlig kaldet Stauka, hvor man endog vil påvise selve stedet for Torvald vejles kamp med Tangbrand og hans følge, i hvilken han dræbtes. Den af Torvald beboede gård Vík (Krstn. s. 12) er Eyvík (Heyvík), der ligger hinsides den vest for Hestfjæld liggende sø Hestvatn, hvorfra Hestlæk har sit udspring.

Vejen nord på ligger mest over flade vandfyldte moser, hvorpå man over flere rækker skrænter og bakker når Mosfell præstegård og kirke, der ligger kønt ved foden af det lille til dels grønklædte fjæld af samme navn, med udsigt mod sydøst over engene til Bruarå og Hvitå med Vardefell i horizonten. Her opslog den oftere omtalte storættede høvding Ketilbjörn sin bolig, da han efter at have gennemrejst Tingvoldsvejten tog som sit landnam en stor del af Grimsnæs, hele Laugardal og en del af Biskopstungerne; om denne Ketilbjörn siger sagnet, ligesom om Egil Skallagrimssön, at han skjulte sine skatte. Ldn. fortæller nemlig, at da hans sønner ikke efter hans bud vilde slå tværtræer af sølv i det hov, de lod bygge, kørte han, i forening med sin træl Hake og sin trælkvinde Bot, sølvet op på fjældet. De skjulte pengene, så de ikke er til at finde; derpå dræbte han Hake i Hakaskarð (Hakaskarð) og Bot i Botarskarð (Bótarskarð).

Om hovet eller dets beliggenhed er nu intet minde bevaret; skardene derimod kendes. Lige oven for gården strækker sig fra nordøst til sydvest en grønklædt skrænt eller kløft ned ad fjældskråningen, hvorigennem det er let at nå op på det hvælvede fjæld, dette er Botarskard. I den nordvestlige del af fjældet findes en anden kløft (»hakamyndað«), dette er Hakaskard. Traditionen gør nu Ketilbjörns ledsagere til hele fire og påviser derfor endnu en Flakahlíð og en Auðhildarhryggr i fjældet. Om Ketilbjörn fortælles der, at han, der var forudvis, vilde begraves hvor han ikke hørte klokkelyd, hvorfor han ligger i Ketilbjarnarholt.

Halvanden mil sydvest for Mosfell ligger den anden præstegård i Grimsnæs Klaustrhólar (ɔ: Klosterholer); tværs over den sydlige del af Grimsnæs fra øst til vest strækker sig en række vulkanske høje og banker, de største af disse er nogle rødlige høje ved Klaustrholar, de såkaldte Seyðishólar, Ldn.s Hallkelshólar. Nordvest for Klaustrholar i randen af Lyngdalsheden står Grimsnæssets andet større bygdefjæld, det for neden kredsrunde, temlig stejle, men for oven hvælvede Búrfell. Sydligst i Grimsnæsset ligger vest for Hestfjældet langs nordsiden af Hvitå flere gårde, hvoraf det i Nj. nævnte Kidjaberg (Kiðjaberg) er den østligste. — Vestligere ligger det før nævnte Arnarbæle, Vaðnes og mere i nordvest Snæfokstaðir (ældre Snæfuglstaðir). I »Nordisk Tidskrift for Oldkyndighed« II, s. 311 findes en beretning om, at der i en banke, som fornemmelig bestod af sten, sønden for gården Snæfoksstade, nede ved elven Hvidå i Klosterholum sogn var fundet (formodenlig 1832) i forbindelse med et menneskeligt skelet, i en dybde af 1½ fod, en stor jærnøkse aldeles som man har fundet dem i hedenske gravhøje i Danmark. — Er denne angivelse nøjagtig, afgiver den et interessant eksempel på en også fra Danmark kendt skik allerede i den hedenske tid at begrave ligene under jorden. — Den følgende præsts sognebeskrivelse (1840), der nævner fundet af dette økseblad, siger imidlertid kun i almindelighed, at det fandtes i en ukendt opblæst oldtidsdys, nede i Vadnes land; de hosliggende ben nedgravedes i kirkegården.

Nord for Mosfell i flade omgivelser ligger den store sø Apavatn med to gårde af samme navn ved sin sydvestlige bred. Ved Apavatn var det, at Sturla Sighvatssön tog Gissur Torvaldssön til fange på et mellem dem aftalt møde (Sturl. I, s. 360), hvorefter den tidligere omtalte overenskomst på Reykir i Ölves blev afsluttet. Nord for Apavatn viser Laugardalens fjælde sig noget borte, mod øst begynder snart Lyngdalshedens nederste bakkedrag.

Af landskaberne i Ånæs syssel står endnu kun tilbage det sidste, Hrepperne (Hrepparnir), der ved Lakså (Laxá), eller, som den til forskel fra en mindre vestligere nævnes, »Store Lakså«, deles i to dele, Hrunamannahrepp (Hrunamannahreppr) og Gnupverjahrepp (Gnúpverjahreppr), eller, som de i daglig tale kaldes, Ydre (ytri) hrepp og Østre (eystri) hrepp — »út« og »ytri« betegner nemlig, navnlig i denne del af landet, ofte det samme som »vest«. Den lange smalle Ydre-hrepp, der mod øst og syd begrænses af Store Lakså, gennemstrømmes af den langt mindre Lille (minni) Lakså, der falder i Store Lakså umiddelbart før dennes sammenløb med Hvitå. Hvitå, hreppens vestlige grænse, danner kort efter sin indtrædelse i bygden en anselig foss Guldfoss (Gullfoss) foruden en anden straks neden for. Op langs østsiden af Hvitå ligger også en vej til nordlandet, der oppe på heden nord for Hvitå forener sig med den ved Haukadal omtalte, Østre-hrepp er af uregelmæssigere form, dens retning er fra nordøst til sydvest, bredest oppe mod fjældene, derefter indsnævres den bestandig mellem Tjorså og Lakså, indtil den ved Laksås knæ kun er en fjærdingvej bred, hvorefter den igen på den tilbagestående korte strækning udvider sig en smule, indtil den støder sammen med landskabet Skejd. Den oftere nævnte å Tjorså er en meget anselig elv (flod), der gennem hele bygden (ɔ: det beboede land) danner grænsen mellem Ånæs' og Rangåvolde sysler. Langt inde i det ubeboede højland har den sit udspring, løber derefter i sydvestlig retning, indtil den omtrent ved sin indtrædelse i bygden efter nogle bugtninger antager en vestlig retning, som den beholder, så længe den danner grænsen for Gnupverjahrepp. Kort efter vender den sig mod syd og beholder denne retning indtil sit udløb. — Hrepperne er et særdeles smukt landskab, bedækket med småfjælde og højdedrag, der forgrener sig til alle sider og indeslutter en mængde smådale af alle formationer: langagtige, runde, firkantede o. s. v., ind i hvilke man kommer ad stier langs åsene, fra hvilke der ofte åbner sig særdeles kønne udsigter. I Ydre-hrepp er i selve bygden for den ældre tids vedkommende ikke meget af interesse i historisk henseende. Som de bekendteste steder må vel de to præstegårde nævnes. Til den ene, Hrune (Hruni), Torvald Gissurssöns bolig, Gissurs (jarlens) fødested, der ligger omtrent midtvejs i hreppen ikke langt fra Lakså, knytter sig folkesagnet om »dansen i Hrune«. Hrune (med best. art. hruninn, besl. med »hrun«: fald, nedstyrten) er egenlig navn på en græsklædt højde med stejlt affaldende sider og en fordybning oven i med spor til tomter; under højen står nu gård og kirke; men før stod i følge sagnet kirken oppe på hrunen, indtil den julenat sank i jorden med den ugudelige præst og hele menigheden. En mils vej sydligere, ligeledes nær ved Lakså, står den anden præstegård Hrepphólar; i de oven for gården liggende »hólar« findes en smuk formation af basaltsøjler, flere af disse lange søjler er her brugte som en art brolægning eller fliser foran præstegården (andetsteds ser man dem brugte opretstående til at binde heste ved o.d. l.), og sagnet.ved at fortælle om, at krønikeskriveren Jon Egilssön, der var præst her i sidste halvdel af det 16de århundrede, har hentet dem i holerne og ved den lejlighed fået sin hånd farlig i klemme mellem klippens basaltblokke. Derimod fortjæner avretten, der oven for bygden strækker sig langt ind over højlandet op imod de derværende store jøkler mere opmærksomhed. A. M. fortæller nemlig, at der tidligere har været en betydelig bygd her. — Tungefell (Túngufell) ved Hvitå — hvor der nu er annekskirke, og som er den nordligste selvstændige gård i denne hrepp (kun en til denne hørende gård ligger en fjærdingvej nordligere) — skal den gang have stået »midt i bygden«, ɔ: den beboede strækning nord for denne gård var lige så lang som strækningen fra Tungefell og ned til Laksås sammenløb med Hvitå ved hreppens sydvestligste punkt. Pladsen for ikke mindre end 14 gårde, hvoraf den øverste endog lå henved fem mile nord for Tungefell højt oppe på fjældheden, angaves af flere eller færre hjemmelsmænd, og traditionen var for de flestes vedkommende, af hvilke der endnu til dels sås tydelige tomter, meget bestemt. På en af de nederste gårde (Stangarnes eller Laugar) skulde have været kirke. Desuden påvistes endnu en tomt (Djáknadyngja eller Djáknadys), hvortil forskellige sagn knyttede sig; her var fundet adskillige småting (oldsager) og mange smedjeslagger, hvorfor stedets fordums beboer af nogle antoges at have smeltet »røde« (rauði); hans grav, som der var gjort et forgæves forsøg på at undersøge, påvistes der i nærheden (ifg. den antikv. indberetn., 1818, var selve Djáknadys gravstedet, hvor man også ved dette årh.'s beg. forgæves forsøgte udgravning.

Længst oppe i denne avrett er nogle høje fjælde, Kerlingarfjældene, snedækte for oven; frem fra dem sprudle mange hverer, 80 eller flere. Ligeledes findes i selve hreppen (i bygden) mange hverer.

For Gnupverjahrepps vedkommende synes Ldn.s topografiske angivelser (s. 308—10) mod sædvane at lide af nogen unøjagtighed. Tilmed forøges uklarheden ved, at beretningerne om landnamsmændene her anføres i bagvendt orden, hvad tidsfølgen angår. Efter at have omtalt det landnam, der omfattede »alle Skejdene« mellem Tjorså og Hvitå til Sandlæk, fortæller Ldn., at en mand Trånd, der sent i landnamstiden kom til Island, tog land mellem Tjorså og Lakså, og op til Kalvå og til Sandlæk, hans bolig var Tråndarholt. Derefter berettes om to mænd Ofejg Grette og Tormod skafte, der drog til Island for at bosætte sig, at de den første vinter var hos deres frænde Torbjörn laksekarl; næste år gav han dem Gnupverjahrepp, Ofejg den ydre del mellem Tværå og Kalvå, og han boede på Ofejgsstad ved Stensholt, men Tormod gav han den østre del, og han boede i Skaftaholt. Grt. (s. 9) beretter på en hermed overensstemmende måde om disse to mænds besiddelser; Om Trånd siger sagaen kun (s. 10), at han ved sin ankomst til Island blev venlig modtaget af Ufejg og Tormod, og at han boede i Tråndarholt vest for Tjorså. Efter at have fortalt om Ofejg og Tormod beretter Ldn., at Tormod laksekarl tog hele Tjorsådal og hele Gnupverjahrepp ned til Kalvå.

Torbjörn laksekarl har, som det tydelig nok fremgår af oven anførte, overladt Ofejg og Tormod hele Gnupverjahrepp og kun forbeholdt sig selv Tjorsådal. Men at Kalvå nogen sinde skulde have dannet denne hrepps vest-grænse, er ikke rimeligt; denne å gennemstrømmer nemlig den midterste del af hreppen, omtrent i retning fra nord til syd, — så man vilde ved at regne denne for hreppens oprindelige vestgrænse komme meget i forlegenhed med strækningen vest for åen indtil Sandlæk, som åbenbart dannede nordøstgrænsen for Skejd. — Endnu uholdbarere viser Ldn.s angivelser sig ved, at Ofejgs bolig ses at have ligget vest for Kalvå, hvorimod netop Skaftholt (som Tormods gård nu hedder) ligger mellem Kalvå og den noget østligere Tværå, der rimeligvis i oldtiden har dannet grænsen mod Tjorsådal.

Forvirringen i Ldn. (og derefter i Grt.) er vistnok fremkommet ved, at Ldn. har ladet Trånd optræde som selvstændig landnamsmand, besættende den temlig betydelige landstrækning mellem Lakså, Sandlæk, Tjorså og Kalvå, medens han, der kom ud, efter at Ofejg og Tormod allerede af Torbjörn laksekarl havde fået hele Gnupverjahrepp, rimeligvis har måttet lade sig nøje med af disse to ham nærstående mænd at få en mindre del (den sydvestligste), hvor han kunde bygge sig en gård. — Hvis Kalvå har afgivet nogen landnamsgrænse, må netop Ofejg have haft landet vest for denne å, Tormod derimod landet mellem Kalvå og Tværå.

Om Ufejg siges der i Grt. (s. 14), at han dræbtes i Grettesgejl ved Hæl. Når man mellem Hrune og Hreppholar er passeret Lakså, ser man syd for det lille Stensholtsfjæld gården Hæl (Hæll); mellem højdedraget hvorpå denne gård står og en anden smal ås er en snæver engdal, som endnu benævnes Grettesgejl (Grettisgeil). Sydøst for samme lille fjæld eller holt står gården Stensholt (Steinsholt). At gården Ufejgsstad (Úfeigsstaðir, Ldn. Ófeigsstaðir) har ligget umiddelbart ved denne gård er tydeligt nok; A. M. nævner som hjålejer til Stensholt Gata og Bale (Bali), og desuden en tredje Úfeigsstaðir ved selve hovedgårdens tun, men som da nylig var lagt i øde. Af disse tre er nu kun Bale tilbage, der imidlertid ligger i gårdens tun og udgives for at være det gamle Ufejgsstad.

Sydøst for Stensholt hinsides Kalvå ligger Skaftholt (Skaptholt, ældre: Skaptaholt), derimod ligger Tråndarholt (Þrándarholt) sydvest for Stensholt ved Laksås knæ. Tråndarholt er bekendt af Tord Andressöns drab, efter at han og hans brødre var bleven tagne til fange af Gissur jarl (Sturl. II, s. 264—65).

På holtets skråning nord for gården Skaftholt ligger en isoleret klippeblok, noget større end at en mand kan magte den, naturligvis et Grettestak.

Sydøst for Skaftholt tæt ved Tjorså, der her har begyndt at antage sin vestlige retning, ligger gården Tjorsåholt (Þjórsárholt), under holtet, hvorefter den har taget navn; herfra er færgefart over Tjorså, og kort neden for findes også hovedvadet over åen, det såkaldte Nautavað. Åen løber her i tre eller flere arme med mellemliggende ører og er både dyb og ujævn i bunden. Vadets navn (nødvadet ɔ: kvægvadet) skal i følge sagnet, der fortælles noget forskelligt, have sin oprindelse af, at det først blev fundet af en i et af syslerne øst for åen (R. eller Skf.) hjemmehørende kvægflok, der var drevet til biskopsstolen i Skålholt, men som ad denne vej søgte tilbage til sin hjemstavn.

Navnet Nautavad er således i følge sagnet af forholdsvis sen oprindelse, og herimod kan næppe være noget at indvende. Derimod er sagnet vistnok på vildspor, når det fortæller, at vadet forholdsvis sent er taget i brug, og at det fra først af har båret navnet »Nautavað«. Tvært imod synes der at være al grund til at antage, at vi her have det fra Nj. bekendte Holtsvað (Holtsvad), om hvis beliggenhed enhver erindring forlængst er tabt. Spørgsmålet om beliggenheden af dette vad, der ved to lejligheder omtales i Nj., er blevet mere indviklet, ved at den ældre udgave af sagaen med hensyn til dette har gjort to vadesteder af ét, i det den — første gang vadet kommer til omtale (gl. udg. s. 177) — læste Holtavad i steden for Holtsvad. Den ny udgave viser imidlertid (s. 595, 97), at, hvor der tidligere læstes Holtavad, har kun én membran (F.) denne læsemåde, hvorimod de andre også på dette sted læse Holtsvad, der senere hen (gl. udg. s. 206—07, ny: 682, 84) findes gennemgående i alle membraner; heller ikke indholdet er til hinder for at antage, at der ved begge lejligheder er tale om samme vad. Uagtet formen Holtavad vel først gennem den ældre udg. af sagaen har fæstet sig i den almindelige bevidsthed, er der dog opstået en art tradition eller udbredt anskuelse om beliggenheden af dette »Holtavad«, der gøres til ét med et nu aflagt vadested over Tjorså noget længere nede, hvorimod ingen formodning har dannet sig om beliggenheden af det herfra som forskelligt tænkte »Holtsvad«. — Medens der med hensyn til bestemmelsen af Nj.s Holtsvad næppe er nogen grund til at følge oven nævnte, vistnok unge, hypotese i dens angivelse af, hvor ved Tjorså det i den ældre udg. som Holtavad benævnte vadested må søges, synes det at være en temlig gammel opfattelse, at dette vadested har ført over bemældte å; et papirshåndskrift af Nj. (AM. 163 D. fol.), der i følge angivelse af Arne Magnussön er ældre end 1683, angiver således udtrykkelig Holtavad som liggende ved Tjorså, Ved Tjorså må vistnok også Holtsvad søges. Betragter man nærmere Nj.s angivelser angående dette vad, ses det let, at spørgsmålet bliver, om vadet har ført over Tjorså eller Østre-Rangå (R.). Turde man gå ud fra, at fremstillingen i Nj. hvilede på et fuldstændig nøjagtigt kendskab til hovedhandlingens skueplads (således som forholdet er i fiere andre sagaer f. eks. Eb.), vilde adskilligt tale for at henlægge Holtsvad til Østre Rangå. Da forholdet imidlertid for denne sagas vedkommende er et andet, tør man næppe ved bestemmelsen af Holtsvad lægge afgørende vægt på sagaens enkelte — i dette tilfælde desuden kun ubestemte — udtryk; hovedvægten må lægges på det almindelige indtryk, man ved begge lejligheder, hvor Holtsvad omtales, får af, at dette vad var egnens hovedvad, der naturlig måtte passeres af folk, der drog vest på eller kom vest fra. Om et sådant hovedvad kan der kun for Tjorsås vedkommende være tale, hvorimod Rangåerne, særlig Østre Rangå, om somren så at sige kan passeres på ethvert sted. Den nærmere udvikling af disse forhold opsættes i øvrigt rettest, til egnen, hvorigennem Østre Rangå flyder, er beskrevet.

Har Holtsvad ført over Tjorså, følger det omtrent af sig selv at søge det ved Tjorsåholt, hvor endnu hovedvadet over åen findes, og hvor det gamle navn så at sige endnu ligger i gården og holtet »Þjórsárholt«. Også en form Holtavað om et vadested her vilde kunne, forklares af egnens mange holt, men den første form for navnet er, som det vil ses, i alle henseender at foretrække.

Ved Tjorsåholt, tæt ved åbrinken, er en ejendommelig badstue, idet der over et hul, hvoraf der opstiger varme dampe, er bygget en grotte, der er sat i forbindelse med et lille hus, hvori to sængesteder findes; badet benyttes med held af gigtsvage.

En mils vej vestligere dannes i Tjorså en ikke ubetydelig ø Ånæsset (Árnes), der har givet syslet navn, ligesom også fordum landskabet Árnessþing og i fristatens tid Árness þingsókn benævntes herefter. Hvor åen deler sig for at omslutte øen, dannes i dens nordlige arm en temlig bred, men ingenlunde høj foss Búðafoss, der fører en så stor vandmængde, at man nu ikke fra denne side kan komme over i øen; den sydlige arm er derimod mindre, men beskaffenheden af Ånæssets nærmest liggende del, en bred, flad sandstrækning med vandslidte sten, og endnu mere den i den sydlige arm (eller: østlige; denne arm har nemlig en buet form) dannede foss (Hestafoss), der styrter sig ned over den søndre halvdel af en brat klippevæg, medens den nordre fortsættelse af denne, meget vandslidt, står tør, — gør det meget sandsynligt, at denne arm enten må have forandret sit løb, eller, hvad rimeligere er, før have været større end nu. Ånæs hører endnu til dette syssel, men ejes af privatmænd i Rangåvoldesyssel, en naturlig følge af, at den ubebyggede ø kun er tilgængelig fra sydsiden. Øen er langagtig, flad, for en del ødelagt af sandfog, men dog endnu med græspletter hist og her, hvorfor den væsenligst benyttes til græsgang for en del får. Da Islands gamle tingkredse bære navn efter vårtingsstederne, skulde man vente i Ånæsset at finde lævninger af et sådant. Men med hensyn til tingstedets beliggenhed er forholdene noget besynderlige. Sagaerne giver os ikke mange oplysninger; Flm. omtaler (s. 154) et vårtingsmøde på Ånæsting (Árnessþing), hvis boder lejlighedsvis nævnes, og samme saga fortæller (s. 159), at Torgils i anledning af et på ham forsøgt drab red i »øen« (í Eyna) og udnævnte 9 naboer (ɔ: nævndsmænd).

I følge Húngrv. (s. 77) købtes Ånæs af biskop Magnus (1134—48) for Skålholts bispestol. Nærmest ligger det at søge tingstedet i selve øen, og da at antage, at adgangen til denne fra Ånæssyssel i ældre tider har været lettere end nu, — at formode, at Ånæs fra først af ikke engang har været en ø, vilde dog være for dristigt, uagtet et sådant navn på en ø er påfaldende. Men spor af tingsted, i al fald af boder, findes her ikke, kun påvises en »domring« i den nederste del af øen under den vestlige skråning af et langagtigt, stejlt, med knuste stenblokke bedækket holt Tingholar (þínghólar); denne domrings hele karakter er tilmed en sådan, at hvis ikke selve stedsnavnet Tingholar til en vis grad bestyrkede traditionen, der bestemt tillægger den denne bestemmelse, måtte man fristes stærkt til at betvivle dens ægthed, og i alle tilfælde fortjænte det at undersøges, om man ikke her har en »fjárborg« for sig. Man ser her, til dels bygget ind i holtets skråning, en svær stenkreds, smallere for oven, omtrent 5 fv. i diameter. Væggen, der er opført af græstørv og sten, er 1½ fv. bred; på kredsens yderside, hvor væggen er højest, er den omtrent 5 al., på den mod holtet vendende side hæver den sig derimod kun omtrent 1 al. over dettes skråning. Det indre af kredsen er opfyldt af flyvesand, indgangen ses nu ikke tydelig, har måske været i sydvest, hvor væggen er højest; kredsen skal have lidt ved, at der for en del år siden er taget sten herfra for at anvendes til opbyggelse af en fårefold (rétt) her i nærheden. De boder, som man savner på øen, finder man imidlertid straks nord for denne. Vest for Búðafoss (utvivlsomt: Bodfossen, skønt deraf nu er lavet et nyt navn for fossen »Búði«) ligger nemlig en betydelig samling bodtomter, de er beliggende på lave bakkeskråninger omkring en lille græsgrot dal, der kun ved den temlig høje brink er adskilt fra åen, og de findes navnlig øst, nord og vest for dalen, derimod næppe syd for denne. Tomterne er temlig store, mindst lige så store som (eller større end) dem på Tingvold, og til dels temlig tydelige. Der synes at være lævninger af c. 27, hvoraf c. 20 er utvivlsomme. Der har været en fremherskende tilbøjelighed til at lade dem vende bredsiden ind imod dalen og have åbningen ind imod denne. Ligesom på Tingvold synes ofte en mindre bod (ildhus e. d. l.) at være forbunden med en større. Dette tingsted kan vel ikke være andet end lævningerne af det gamle Ånæsting; men så bliver man i dobbelt forlegenhed med »domringen » i Ånæsset. Den ligger i den længst bortliggende del af øen, adskilt fra tinget ved et betydeligt vandløb, i en urimelig afstand (omtr. ½—1 mil), selv om man kunde ride den lige vej over i øen, hvad dog vistnok aldrig har været tilfældet. Et nu stundom brugeligt vad over Tjorsåen »Eyjarvað« ligger over den umiddelbart neden for (vest for) Ånæs værende holm »Miðhúsaey«, hvoraf vadets navn udledes. Det anses for så godt som at falde sammen med eller i det mindste at have afløst et ældre vad, hvis spor påvises i de mange gamle ridestier, der i retning fra øst til vest kan forfølges over Ånæssets sydlige del neden for Tingholar, og hvortil tilsvarende fortsætter sig fra begge åens (eller rettere åarmenes) bredder ind i Rangåvolde og Ånæs sysler, en linje, der skærer den ufarbare nordarm, men, som det vil ses, ingenlunde i retning mod tingboderne.

Geysir. - (A. E. F. Mayer, 1836)

Det er dette nu aflagte, over Ånæs førende vad, som gøres til »Holtavað«; ridestierne, der ses her, angiver dog simpelt hen den retning, der tidligere fulgtes, når Eyjarvad redes, og dette har utvivlsomt netop sit navn af selve Ånæs-øen. Arne Magnusson beskriver således (Addit. 6 fol.) Ånæsset på følgende måde: »Árnes er en ø, liggende i Tjorså, midt i Eyarvad; der rides over det (ånæsset) imellem armene. Árnes er Skålholts kirkes ejendom og har tilforn fulgt Skambeinsstada ombud, men nu (1703) har bispegården (»stadurinn«) selv det til kreaturgræsning. Árnes er smalt neden til; det er i længde omtr. en halv »bæjarleið«; dér hvor det er bredest kan det være omtr. en fjærdedel af en »bæjarleið«. Vest for Árnes (d. v. s. mellem det og Tråndarholt) går nu hovedstrømmen (»ármegned«), og den østre arm bliver næsten tør om somren.« Heraf fremgår det, at Eyjarvad dengang endnu førte tværs over Ånæsset.

I følge sagnet ofredes i oldtiden til Budafoss, og indtil for ikke så særdeles mange år siden sås en klippeblok ved fossen, der kaldtes »blótstén (blótsteinn)«; det ofrede nedkastedes i fossen.

Noget vestligere ligger gårdene Hov (Hof, stóra og minna), hvor tun og enge omkring Lille Hov indeholder en stor mængde tomter, indhegninger o. s. v., der anses for gamle, men hvorom dog intet bestemt kan erfares.

Imellem Tjorsåholt, Skaftholt og den østligere liggende præstegård Store-Nup (Stóri Núpr) åbner sig en lille dal ud mod Tjorså, men nord for Store-Nup trækker højderne sig igen nærmere til åen, og vejen nord på — til de oven for liggende gårde, til avretten og derfra op på den vidtløftige til nordlandet førende Sprengesandsvej — ligger nu et stykke langs denne i nordøstlig retning. Den er smuk og afvekslende med småfjælde til venstre hånd, og til højre flodbrinken, der enten viser sig som grønklædte skråninger eller fremspringende pynter og isolerede klipper; hinsides floden begrænses udsigten af Rangåvolde syssels fjælde, først og fremmest Hekla. Noget oven for Store-Nup passerer man den omtalte lille å Tværå, hinsides hvilken gården Hage (Hagi) og Hagafjæld ligger. På Hage boede ifg. Ldn. (s. 310) Torbjörn laksekarl til sin dødsdag. Da Torbjörn i følge Ldn. synes kun at have forbeholdt sig Tjorsådal, og da han bortgav alt hinsides Tværå, må man antage, at denne å oprindelig dannede grænsen mellem den egentlige Gnupverjahrepp og Tjorsådalen (þjorsárdalr). Nu derimod betragtes så vel Hage som de to oven for liggende gårde (Ásólfsstaðir og Skriðufell) som liggende uden for Tjorsådal, i det dette navn indskrænkes til en ved vulkanudbrud ødelagt, nu ubebot dal, der åbner sig ud mod Tjorså mellem fjældene Skridefell (Skriðufell — nær ved dette møder vi igen fjældnavnet Dimon) og Burfell, og derfra strækker sig mod nord gennemløbet af den nederste del af Fosså (Fossá). Spørgsmålet om, hvad der oprindelig må forstås ved Tjorsådal, får en særlig interesse, i det den fra kristendommens indførelse på Island og begivenhederne i Nj. så bekendte Hjalte Skeggessön i alle ældre kilder angives som hjemmehørende i Tjorsådal, uden at navnet på hans gård nærmere er angivet. Endnu ved Skridefell er egnen frodig, her findes endog anselig kratskov; oven for dette fjæld passerer man en lille å Sandå (Sandá), øst for hvilken en flad, til dels græs- og løvgrot, til dels af vulkansk sand og pimpsten ødelagt strækning møder; det er Sandåtunge (Sandártúnga), tidligere stedet for en gård af samme navn, der i følge A. M. ødelagdes ved Heklas udbrud 1693; det er vel denne gård, som biskop Magnus i følge Hungrv. (s. 77) erhverver for Skålholts bispestol. Den nu såkaldte Tjorsådal afgiver nu et trøstesløst skue, aldeles bedækket som den er med sort vulkansk aske og pimpsten, hvori man synker dybt ned for hvert skridt, uden et eneste græsstrå. Midt i dalen vest for åen ligger højdedraget Rødekambar (Rauðukambar ɔ: Rødekamme), hvorfra ødelæggelsen skal være udgået. Om dette vulkanudbrud giver krønnikeskriveren Jon Egilssön (Safn t. s. Ísl. I, s. 32—33) nærmere oplysning, det fandt rimeligvis sted i det 14de århundrede og ødelagde hele Fossådal (Fossárdalur), som han kalder den ubebyggede dal (sædvanlig er nu navnet Fossådal indskrænket til egnen om åens øverste løb), hvori der efter hans sigende den gang fandtes 11 gårde, af hvilke han nævner et par. Disse gårdes navne og beliggenhed kendes endnu, ja man vil endog påvise flere (14—16), og for de flestes vedkommende ses tomterne — ɔ: væggenes grundstene — endnu i dalen ved foden af fjældskråningerne så vel vest som øst for åen, ligesom også oldsager er fundne hist og her ved gårdene og på et enkelt sted smedjeslagger. Disse gårdes bygningsmåde synes virkelig at være en fra den nuværende temlig forskellig. Medens en islandsk gård, som tidligere anført, nu i almindelighed består af en mængde små sammenbyggede huse, der alle vender gavlene, hvori dørene er anbragte, ud mod gårdspladsen (hlað), består disse sædvanlig af to hovedhuse (eller stuer) med bredsiden (langvæggen) ud mod hladet, adskilte ved en væg med dør; hver stue eller skåle har ligeledes sin indgangsdør på langsiden tæt ved den ene ende; desuden findes mindre udbygninger bag til eller i kort afstand ved siden af. Hvor fjoset endnu er tydeligt, ses båsene adskilte ved flade skiferagtige stenblokke, de såkaldte »beizluhellur«.

At Tjorsådal oprindelig har strakt sig til hinsides Hage, antages også af Arne Magnussön; han beretter (på et løst blad indlagt i jordebogen, i Ydre-hrepp), at alle Fossådalens øde-jorder antages at have ligget i Tjorsådal, og at Tjoreådal antages at have strakt sig ned til Hage. Også kun ved at antage en sådan udstrækning af Tjorsådal bliver selve navnet forklarligt. Senere synes imidlertid dette navn at være gået af brug; JonEgilssön bruger som alt anført om den ved vulkanudbrud ødelagte øvre del af bygden navnet Fossådal. I selve A. M. forekommer navnet Tjorsådal slet ikke, men af de her liggende gårde nævnes 8 (der opregnes i Jh.'s jt. s. 64), og deres ødelæggelse tilskrives Rauðukambar. — Jon Egilssön lader Hjalte bo på Nup (Store-Nup), men tillige drive gården Såmstad (Samstaðir) i Fossådal; Hjalte kan dog ikke godt have bot uden for Tjorsådalen, og at denne skulde have strakt sig hinsides Tværå, er ikke rimeligt. Der er i øvrigt noget besynderligt i, at Hjaltes gård aldrig nævnes; ti at denne skulde have båret dalens navn, er der ingen som helst grund til at antage. I Tjorsådal til ned forbi Hage fandtes vistnok allerede på Hjaltes tid de fleste af de beboede og ubeboede gårde, som nu kendes på denne strækning; at Tjorsådal, selv om man vilde antage, at derved i oldtiden kun forstodes den nuværende ødebygd, den gang kun skulde have haft én gård, er over for de talrige tomter meget usandsynligt. Desuden se vi også i Ldn. så vel andre mænd end Hjalte ganske på samme måde som denne benævnte med tillægget »fra« eller »i« Tjorsådal, og desuden flere tegn til en talrig bebyggelse af dalen. En af Torbjörn laksekarls sønner var »Otkel i Tjorsådal« (Ldn. 310) og som en af hans efterkommere nævnes sammesteds (ifg. C. og E.) »Gaukr í Stöng«. Desuden nævnes andetsteds i Ldn. (s. 235—36) »Stejnolv i Tjorsådal«, og der fortælles om en vandring af Stejnolvs kones broder fra nordlandet til Tjorsådal for at beskytte søsteren, hvem Tjorsdælerne (Þjórsdælir) vilde stene ihjel.

Sammenholdes disse steder, får man indtrykket af, at Tjorsådal allerede i oldtiden har været en hel bygd snarere end en dal med en enkelt gård. Men i så tilfælde er det lidet rimeligt, at navnet Tjorsådal har været knyttet til en enkelt gård, så at Hjaltes gård kunde have båret dalens navn, så meget mindre som også andre mænd benævntes efter dalen alene. Heller ikke foreligger der noget, som tyder på, at nogen af gårdene har skiftet navn; på Arne Magnussöns tid synes navnene på alle ødegårdene i Fossådalen at have været kendte, ingen af dem bar navnet Tjorsådal og kan heller ikke vel have heddet så; et sådant navn vilde egenlig kun passe for en af de tre nederste ved selve Tjorså liggende gårde, og allersnarest for Hage; men at denne aldrig har båret andet navn end nu ses af Ldn.

Nu angives som Hjaltes bolig Skeljastad (Skeljastaðir), der har stået sydvest for fjældet Skefjafell øst for åen, der her danner en ret smuk foss, hvorunder der kan drives forelfangst; her skal også i følge den nulevende tradition have været kirke, og menneskeben findes jævnlig her endnu. Gården Såmstad, som i følge Jon Egilssön tilhørte Hjalte, der dog ikke selv boede her, har ligget sydøst for Skeljastad, ved dalens munding. — Hvorvidt angivelsen af Skeljastad som Hjaltes gård er mere end en blot og bar gætning, er vanskeligt at sige, men der er i hvert fald intet til hinder for, at Hjalte kan have bot oppe i den nu ubebyggede del af dalen. — I Krstn. (s. 17) fortælles, at da Hjalte var dømt fredløs for gudsbespottelse, sejlede han fra Island på et skib, som han havde ladet gøre hjemme dér i Tjorsådal og førte ad Vestre Rangå (R.) ned til søen, en beretning, der på forhånd må forekomme meget forbavsende så vel på grund af de islandske skoves beskaffenhed, som fordi skibet da havde måttet flyttes over Tjorså og derpå føres over land til Rangå, oven i købet kun kort fra denne ås udspring — men som dog den pågældende egns beskaffenhed, således som senere nærmere skal omtales, gør noget mindre utrolig. Sydøst for Skeljafell ligger Burfell, tæt ved Tjorsåen; på den foranliggende Burfellshals, hvor der endnu på sine steder findes småkrat, skal Hjalte i følge sagnet have bygget sit skib.

Oven for Skeljastad ligger Stejnastad (Steinastaðir), og lige over for, hinsides den lille i Fosså faldende Rødå (Rauðá), viser man Stöng. Denne gård skal i følge traditionen have været bolig for den i Nj. så kortfattet og dunkelt omtalte Gauk Trandilssön (hvad der jo også passer med, at Ldn.s G. og E. kalder ham »Gaukr í Stöng«, lader ham være søn af Torkell trandill og gennem ham nedstamme fra Torbjörn laksekarl); sagnet der i mangel af sagaerne ved meget at fortælle om ham, lader hans elskerinde, Asgrim Ellidagrimssöns frænke bo på Stejnastad; på grund af sit forhold til hende bliver han dræbt af sin fostbroder Asgrim. Til disse forhold menes følgende lille i traditionen bevarede vers at have hentydning:

»þá var öldin önnur, er Gauknr bjó í Stöng
þá var ei til Steinastaða leiðin löng«.

Forbi Stöng ligger Sprengesandsvejen op mod nordøst; følger man den et lille stykke, kommer man til en karakteristisk kløft; stiger man ned i denne, befinder man sig i en lille græsklædt dal, omgivet af fjældvægge med mange huler og grotter, hvoriblandt en næsten lukket, der ofte benyttes af fåresøgere som sovested; også rejsende søge nattely her ved slutningen eller begyndelsen af den 3—4 dages fjældvej. Ned i dalen styrter sig en lille foss, åen gennemløber derpå et kort stykke dalen og styrter sig da igen mellem klipperne dybere ned. Dette lille parti er ligefrem velgørende oven på Tjorsådals forfærdelige ødhed.

Oven for og til begge sider af Tjorsådal ligger udstrakte fællesgræsgange (avretter)) helt op under jøklerne og fjældhedens højeste strækninger, ikke alene for Hrepperne, men også for de neden under liggende landskaber Skejd og Floen. Nærmest oven for Gnupverjahrepp langs Lakså ligger Floamændenes avrett; her nævnes på et løst blad i A. M. 4 ødegårde. Vest for den nordligste af disse ligger hinsides åen Hrunakrók(r), hvor Hrunekirke i følge sagnet tidligere skulde have stået, og været sognekirke for disse gårde.

Fra disse vidtløftige og af mange benyttede sommergræsgange samles hvert efterår en vrimlende mangfoldighed af lam, får og beder sammen i Hrepperne ved de derværende store fårefolde (retter) for at sorteres. En sådan af sten og græstørv bygget rett finder man i hver af Hrepperne, bestående af en hovedafdeling, den såkaldte »almenning«, hvori fårene efterhånden drives ind, på de tre sider omgiven af mindre rum eller folde, de såkaldte »dilke«, der alle munde ud i almenningen, og hvori de enkelte gårdes eller bygders får samles fra denne.

Se Tillæg og rettelser

---