Adam Oehlenschläger biografi

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Adam Oehlenschläger
Biografisk oversigt

Adam Oehlenschläger
(1779-1850)



Oehlenschläger, Adam Gottlob, 1779-1850, Digter. A. Oehlenschläger (saaledes skrev han selv siden 1804 altid sit Navn) blev født 14. Nov. 1779 paa Vesterbro ved Kjøbenhavn som Søn af Organist ved Frederiksberg Kirke Joachim Conrad O. (f. 1748 d. 1827), der 28. Nov. 1777 (ikke som almindelig angivet 1778) havde ægtet Martha Maria Hansen (f. 1745 d. 1800). Han er opkaldt efter Grev Adam Gottlob Moltke til Bregentved, i hvis Hus begge Forældrene havde haft Tjeneste. Faderen var fra det sydlige Slesvig; dennes Fader, der var gift med en Pige fra Jylland, var Organist i Krusendorf ved Ekernførde Fjord; den samme Stilling havde ogsaa hans Fader og Farfader haft i Rensefeld ved Lybek. Det morede O. at tænke paa, at han «paa fædrene Side stammede i flere Led fra angelsaxiske(!) Spillemænd og Fiskere»; han mente vistnok, at han kunde takke denne Blanding af from Kunst og folkelig Kjærne for sin poetiske Begavelse. Han ansaa det endvidere for muligt (hvad det ogsaa er), at han var i Slægt med den berømte Olearius (Oehlschläger d. 1671; XII, 399), hvis «østerlandske Rejsebeskrivelse» han brugte til «Aladdin», men holdt det (med rette) for usandsynligt, at hans Slægt, som Faderen mente, havde nogen Forbindelse med Patricierfamilien Ohlenschläger i Frankfurt. Navnet, der paa Dansk lyder ret fornemt, er paa Tysk meget almindeligt («Oliebanker»). Ogsaa paa mødrene Side var O. af halvtysk Æt, Morfaderen var en Højtysker, Mor moderen en Datter af en ligeledes tyskfødt Borger i Kjøbenhavn. Saaledes er den ældre Tids danske Nationaldigter, «Dannerdigteren», som han gjærne lod sig kalde, et Barn af en blandet Race og bærer Præg derefter. Han er «ligesom et Træ, der voxer paa Grænsen mellem to Lande», som Jean Paul sagde om ham. Ikke blot har han i sit Forfatterskab benyttet begge Sprog, men hans Digtning er, til Trods for de nordiske Æmner, ikke mere udpræget dansk, end at man i Tyskland kunde modtage ham som en af sine egne. Et stærkere Spil af dybere Modsætninger i hans Sind voldte den dobbelte Arv fra Forældrenes vidt forskjellige Naturer; Faderen var en hurtig og heftig bevæget Sangviniker, Moderen stille og varm og tung i Sindet. Den samme geniale Blandingsnatur var der ogsaa i hans Søster Sophie (f. 1782 d. 1818) gift med Anders Sandøe Ørsted, med den Forskjel, at Sophie Ørsted lignede Moderen mest, O. Faderen.
  Aaret efter O.s Fødsel blev Faderen Fuldmægtig hos Slotsforvalteren paa Frederiksberg, til sidst selv Slotsforvalter, med Bolig paa Slottet, og en Række Indtryk fra storladne Omgivelser gav Drengens Fantasi dens stadige Retning: Slottets Beliggenhed paa et højt Sted med vidt Udsyn paa Grænsen mellem Byen og Landet, Afvexlingen i Livet der ude: om Sommeren, naar der holdtes Hof og Søndagspublikummet fra Hovedstaden opfyldte den «franske» Slotshave, medens der i den «engelske» Søndermark var en uforstyrret Tumleplads for Friluftslege, og Ensomheden om Vinteren, hvor han kunde fortabe sig i de store øde Sale og ret føle sig hjemme igjen med en god Bog i sine Forældres Stue. Det var Modsætningen mellem «Syden» og «Norden», som blev Rhytmen i hans Poesi. Og ved alle kirkelige Handlinger, Bryllupper og Begravelser, fulgte han Faderen paa Orgelværket og vænnede sig tidlig til at betragte Menneskene i deres Livs højtideligste Øjeblikke, Sorg og Glæde, saaledes som han senere elskede at skildre dem i sin Digtning. ...
  Fra denne Tid (omkr. 1800) ere O.s første Digte, bl. a. over Æmner fra den nordiske Oldtid, som han havde faaet Kjærlighed til igjennem Ewalds Poesi, og en lille akademisk Prisafhandling om Muligheden af en digterisk Benyttelse af den nordiske Mythologi - altsammen mere eller mindre præget af den Gjæring, som hans personlige Oplevelser og Følelsen af en Splittelse i hans Natur (Digteren skal være «vild og blid», hedder det i et Ungdomsdigt), ikke mindre end Tidsalderens almindelige Retning (den af Schiller fremkaldte Diskussion om naiv og sentimental Digtekunst), havde frembragt i ham. Det fyldigste og tydeligste Udtryk herfor giver den ufuldendte (først i vore Dage udgivne) nordiske Fortælling «Erik og Roller» med dens ubehjælpsomt friske Billeder af det bløde og syge (Roller) og det sunde og trodsige (Erik) i Tidens Tænkemaade og den unge Digters Sind. ...
  Her er, foruden en Række stemningsfulde og farverige Romancer over nordiske Æmner, Digtet «Guldhornene», skrevet umiddelbart efter den første døgnlange Samtale med Henrich Steffens, hvis ophøjede Billedsprog udtaler det for det hele følgende Aarhundrede afgjørende Brud med den rationalistiske Kunstopfattelse, og det lille lyriske Drama «St. Hansaftens-Spil» (begge i «Digte 1803»), der i en fordringsløs Form indeholder en betydningsfuld Poesi, som ved sin Forening af en inderlig Følelse og et spottende Lune ikke blot har givet Tonen til en Del af den senere danske Romantik, men det første litterære Udtryk for Nationalkarakteren. Og her er - i «Poetiske Skrifter» (1805) - Ungdomskaadheden i Skuespillet «Frejas Alter», den fromme Naturbetragtning i Romancerne i «Langelandsrejsen» og «Jesu Christi gjentagne Liv i den aarlige Natur» og, ikke mindst, Forherligelsen af den stærke skabende Kunstnergenius i Modsætning til den matte Flid og de selvsyge Drømme i Hovedværket «Aladdin» og, i en mandigere Form med stærkere Fremhævelse af det kunstneriske Arbejde, i den romantisk omstemte nordiske Fortælling «Vaulundurs Saga» - tilsammen en fuldstændig Kreds af Poesier, som ved sin dristige Forening af Modsætninger betegner en fri og fuld Udfoldelse af en ligesom nyskabt Menneskenatur, en Universalpoesi, der ikke lader sig binde af nogen national Begrænsning.
   Efter Udgivelsen af «Poetiske Skrifter» begyndte O. i Eftersommeren 1805 med offentlig Understøttelse en mere end fireaarig Udenlandsrejse ... Af større Værker skrev han paa Rejsen «Hakon Jarl» i Halle, «Thors Rejse» og «Baldur hin gode» i Weimar og Dresden, alle tre udgivne under Titelen «Nordiske Digte» 1807, «Palnatoke» og «Axel og Valborg» i Paris og «Correggio» (paa Tysk) i Italien.
   Til Forskjel fra Ungdomsdigtningen er denne Digtning fra den store Udenlandsrejse, i hvilken O. selv mente at have naaet sin Modenhed, i Behandlingen af Stoffet mere objektiv og, i alt Fald i Valget af Æmner, mere udpræget nordisk. Værkerne fremtræde ikke mere som Afspejlinger af eller Fantasier over Digterens personlige Situation, men i det O. nu vælger Tragedieformen for sin Poesi og tager Schiller mere end Shakspeare til Mønster, betegner han (i Forordet til «Nordiske Digte») den historiske Bedrift som den højeste Gjenstand, en Digter kan bringe paa Theatret. Overgangen i Produktionen belyses klart derved, at «Hakon Jarl», som er det Værk, hvori O. renest har opfattet og fremstillet et betydningsfuldt Æmne af Nordens Historie, efter den første Plan skulde have heddet «Olaf Trygvason» og paa en mere subjektiv Maade afspejlet den ny Aands Sejr over en gammel ligesom i «Aladdin»: som den lykkelige Helts Sejr over den af Lykken forladte Modstander. Fuldkomne Fremstillinger af en saadan objektiv Poesi ere de to under Goethes Indflydelse og Paavirkning fra græsk Kunst fremkomne Værker, som i ren kunstnerisk Henseende ere O.s ypperste, Tragedien «Baldur hin gode» (i græsk Stil) og Eposet «Thors Rejse til Jotunheim» (i gotisk Stil) hvori «Tilværelsens Grundakkorder» Modsætningen mellem Liv og Død («Baldur») og Kraft og Stof («Thor») have faaet plastisk Skikkelse. Nøjere knyttede til Forhold i Tiden og til Digterens Personlighed ere Tragedierne «Palnatoke» (med Tilslutning til det 18. Aarhundredes Humanitetsideal og Protest imod den halvkatholske tyske Romantik) og «Axel og Valborg» om «Kjærligheds Troskab», beregnede, ikke som «Hakon Jarl» paa at ryste, men paa at røre det af Ulykken i1807 ramte Folk, som han først havde tænkt at styrke og trøste ved at digte en «Axel» (om Absalon, sammenlign Romancen «De tvende Kirketaarne» fra 1808). Endnu mere personlig er Kunstnertragedien «Correggio», som i Tyskland havde den uheldige Følge at fremkalde en hel Skare lignende Kunstnerpoesier og i Danmark den gavnlige Virkning at bidrage til at vække Publikums Sans for Billedkunsten, og hvori Kunstnerlivets Tragik naivt er fremstillet som væsentlig beroende paa Misforholdet mellem Arbejdet og dets Betaling. Denne Tragedie er med rette (af Baggesen) blevet betegnet som Vendepunktet i O.s Produktion.
   ... Størst er O. bestandig i det lyrisk-episke Fag, som Heiberg sagde, d. v. s. naar han kan bruge et episk Stof til Udtryk for Bevægelser i hans eget Sind og Tidsalderens Liv som i «Helge» (1814), hvis Romancer til alle Tider ville bevare Kjærnen af hans Kunst, og i hvis fra Skjoldungsagnene laante, genialt grebne Typer, Søkongen Helge og hans fredelige Broder Hroar, man ikke blot gjenkjender Rhytmen i hans eget Sind (det «vilde» og det «blide»), men ser Verdenshistorien skifte: fra hans Ungdoms Heltetid til den borgerlige Fredsperiode, som fulgte efter; Helge-Tragedien er digtet samme Aar som Napoleons Fald. Og saaledes ogsaa i «Nordens Guder» (1819), der indlededes med «Thors Rejse» fra 1807, og som i de senere tilkomne Romancer giver Vidnesbyrd saa vel om Slapheden i hans Digteraand (Odins- og Frøjs-Partierne) som om dens Styrke, især i de Stykker, der handle om Thor og Loke.
   ... Medens O. i sit Hjemland var Gjenstand for Kritik og Ligegyldighed, var han bleven hyldet i Sverige og Norge. Ved en Universitetsfest i Lund 1829 havde Tegnér paa den ædleste Maade hilset ham som Nordens Digter, i hvis Værker Samfølelsen mellem de tre Folk først var kommet til klart Udtryk, og fire Aar senere, ved hans Besøg i Christiania, havde ogsaa de norske Akademikere sluttet sig til denne Hyldest. Rigtignok viste den ganske private Maade, hvorpaa han modtog og takkede for Æren, at han ikke var eller vilde være sig dens historiske Betydning bevidst. Men i Værkerne fra disse Aar, i Heltedigtet «Hrolf Krake» fra 1828 (i kraftfulde Nibelungenvers, noget løst i det episke Mellemværk, men med fortræffelige Ind- og Udgangspartier), der ellers» læses som en loyal Forherligelse af Frederik VI’s landsfaderlige Kongemagt, og i Tragedierne «Tordenskjold» og «Dronning Margareta» udtaler han med Finhed og Varme sin Følelse for det naturlige Slægtskab mellem de tre Nationer, som han selv havde bidraget saa meget til at bringe til Bevidsthed. Videre gik han ikke. «Dronning Margareta» bliver ikke det Festspil for det forenede Norden, som man af dens Æmne og Tidspunktet for dens Tilblivelse (umiddelbart efter Norgesrejsen) kunde vente, i det han til dens Handling har valgt et Træk af Dronningens Liv (Episoden om den falske Oluf), der gjør hendes Moderhjærte og ikke hendes Kongetanke til Midtpunktet i Tragedien. O. kunde saaledes vel med frelst Samvittighed modtage Studenternes Hyldest paa det nordiske Studentermøde i Kjøbenhavn 1845, men i Ledelsen af den skandinaviske Bevægelse tog han ingen Del.
   Medens O. arbejdede paa «Sokrates», havde han den Sorg at miste sin elskede Datter Charlotte Phister (XIII, 106). Spor af den Bevægelse, som dette Tab satte ham i, mærkes i de to (efter hans egen Mening) kristelige Tragedier «Olaf den hellige» (1838) og «Knud den store» (1839).
   I dette Aar døde Frederik VI. Det var en almindelig Mening, at hermed var ogsaa O.s Tid ude, og under hans fortsatte Produktion undrede man sig, som Goldschmidt siger, over, at det døde ikke vilde gaa til Hvile, og at alt, hvad der hørte til det gamle Monarki, var saa sejt og langsomt med at lade sig skrinlægge. O. havde selv en Følelse af, at han ikke mere hørte Tiden til, og skrev i den Stemning den nordiske Fortælling «Ørvarodds Saga» (1841), som er den mest betegnende Frembringelse af hans Alderdomsdigtning. Den fortæller paa Grundlag af de islandske Sagaer om Ørvarodd og Hervør i en renere nordisk Stil end den, han ellers har benyttet i sine «Sagaer», om «den hedenske Vildmand, der blev kristelig tam», og som i en fremmed Tid mister Erindringen om sin Ungdom. Da O. læste dette for sin Ven Hauch, kom han til at græde og udbrød: «Det er, ligesom det var mig selv». Den samme Følelse havde han tidligere givet Udtryk i et lille Vers («Hvor blev I røde Roser dog»), som paa en meget inderlig Maade udtaler Vemoden i hans Livs Historie.
   ... Efter Hjemkomsten (fra en rejse til Norge) skrev han atter et ammelnordisk Digterværk, Tragedien «Amleth», hvortil han vistnok havde faaet Ideen ved i Paris at se en efter hans Mening yderst skabagtig Fremstilling af Shakspeares «Hamlet», som han hørte Victor Hugo rose. I Stedet for en saadan fransk-hysterisk Hamlet vilde han (paa Grundlag af Saxo) give en nordisk-historisk, heroisk Amleth, som dog unægtelig er bleven meget mindre interessant end Shakspeares Figur. Men Stykket, der blev opført paa O.s 67. Fødselsdag, indbragte ham paa ny Publikums Hyldest. Ogsaa den næste nordiske Tragedie, O.s sidste, «Kjartan og Gudrun» gjorde Lykke. Den er digtet efter den interessante Laxdølasaga (hvoraf N. M. Petersen havde udgivet en Oversættelse) og har faaet sin Varme af en ny Forelskelse hos den friske gamle Mand; i den varmblodige Kjartan giver den et Billede af den samme Ynglingenatur, som O. først fremstillede, og som altid var det, han bedst fremstillede, saa at hans Poesi sluttede, hvor den begyndte. Af denne Varme er der intet i de to sidste Værker. Saaledes efter Sagens Natur ikke i det Læredigt om «Digtekunsten», han skrev i Sommeren 1848, og hvormed han vilde slutte sin Virksomhed paa Universitetet, der aldrig havde betydet meget. Men ogsaa «Regnar Lodbrok» er væsentlig mat, et Heltedigt i «Helges» Form, men uden «Helges» Aand. Han skrev det umiddelbart efter det foregaaende Digt «for at forslaa Grillerne, og da det varer saa længe med Vaabenstilstandens Antagelse», og fordi det «trøstede mig midt i denne Tid, fuld af politisk Smaalighed, Galskab og Kjævleri, at ty hen til en kraftig, barbarisk Tid, hvor man dog var Mænd og vidste, hvad man vilde, og ikke med affekteret Sludder vilde gjøre sig bedre, end man var». Men man følte almindelig, at man ikke mere havde Brug for Regnar Lodbrog, siden «Jens» var ved at blive heroisk. Det betegner Historiens Dødsdom over den Oehlenschlägerske Periode i den danske Kunst, at det blev Bissens «Den danske Landsoldat» og ikke Jerichaus «Thor», der blev Mindesmærket for 1848.
   Det var da godt, at O. kort før sin Død (20. Jan. 1850) fik og brugte Lejligheden til at sige det afgjørende Ord, der for bestandig binder hans Betydning som Digter til Danmarks Historie. Efter at han i Sommeren 1847 paa en Rejse til Sverige (Stockholm og Upsala) paa ny var bleven hyldet som nordisk Digter, samledes en Kreds af de bedste Mænd i hans Fædreland med ham paa hans 70. Fødselsdag for at hilse ham som dansk Digter. Ved denne Lejlighed var det bl. a., at Heiberg, der havde været hans Modstander, i en Sang hyldede ham som den første ret danske Digter, og at Grundtvig, hans Dommer, med en Tale rakte ham en Lavrbærkrans fra de danske Kvinder. Og her oplæste O. som Svar paa Skuespiller Nielsens Festtale et Digt, der endte med at nævne «den danske Munterhed» som den Egenskab, hvorpaa Folkets aandelige Livskraft især beroede. Med dette jævne Ord har O. ganske rigtig betegnet det i sit Væsen og sin Virksomhed, som til Trods for alle Kultur- og Kunstforandringer lever videre i hans Nation. Det var ved denne Munterhed (hvormed han mener: Livslyst og Levekraft), han først var slaaet igjennem. Aladdin er «Naturens muntre Søn» og hverken mere eller mindre; Digtet om Thor er «muntert»; selv i Tragedierne hersker der, som han siger, «en højere Munterhed», en lys Kraft og en jævn Tone - den samme, som lever i Folket og stedse er kommen til Udtryk i de mest betegnende Frembringelser af dets Kunst og Videnskab.
Vilh. Andersen.

Kilde: Dansk Biografisk Lexikon (1887-1905) (Uddrag)