Forskjell mellom versjoner av «Afhandling Om de Norske Finners og Lappers Hedenske Religion»

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
m
m
 
(5 mellomliggende revisjoner av samme bruker vises ikke)
Linje 11: Linje 11:
 
<center>
 
<center>
  
[[Fil:Saami Family 1900.jpg|right|600px|thumb|<center>Samisk familie i Norge omkring år 1900.</center>]]
+
[[Fil:Saami Family 1900.jpg|right|500px|thumb|<center>Samisk familie i Norge omkring år 1900.</center>]][[Fil:Ericus Ioannes Iessen.jpg|right|500px|thumb|<center>Erich Johan Jessen.</center>]]
'''Erich Johan Jessen:'''
+
'''[[Samisk religion og mytologi|Temaside: Samisk religion og mytologi]]'''<br><br>'''Erich Johan Jessen:'''
  
 
<br><big>'''Afhandling Om de Norske Finners og Lappers <br><big>Hedenske Religion'''</big></big>
 
<br><big>'''Afhandling Om de Norske Finners og Lappers <br><big>Hedenske Religion'''</big></big>
Linje 406: Linje 406:
 
3. At den af deres Afguder, som de giorde meest Væsen af, skar de ud i en Trunte eller Knub af en Birk, halvanden til to Alen høy, og henved en Alen tyk, og lavede det saa, at han fik nogen Lighed med det Merke, hvormed samme Afgud var paa Rune-Bommen aftegnet. Dette Billede satte de over den nedgravede ''Damengare'', og kaldede det ''Wærro-Muora'', med den Afguds Navn foran, som de ofrede til; hvilket efter Lappernes Udsigende skede derfor, at enhver Gud kunde kiende sit Offer, og en anden ikke skulle tilegne sig det, og giøre sig til gode deraf paa fremmed Regning. Naar Billedet var hensat, overstrøge de det med Offer-Blod, og malede derpaa, særdeles paa Brystet, adskillige Korse; men Øynene giorde de kiendelige med Fedmen af Offeret.
 
3. At den af deres Afguder, som de giorde meest Væsen af, skar de ud i en Trunte eller Knub af en Birk, halvanden til to Alen høy, og henved en Alen tyk, og lavede det saa, at han fik nogen Lighed med det Merke, hvormed samme Afgud var paa Rune-Bommen aftegnet. Dette Billede satte de over den nedgravede ''Damengare'', og kaldede det ''Wærro-Muora'', med den Afguds Navn foran, som de ofrede til; hvilket efter Lappernes Udsigende skede derfor, at enhver Gud kunde kiende sit Offer, og en anden ikke skulle tilegne sig det, og giøre sig til gode deraf paa fremmed Regning. Naar Billedet var hensat, overstrøge de det med Offer-Blod, og malede derpaa, særdeles paa Brystet, adskillige Korse; men Øynene giorde de kiendelige med Fedmen af Offeret.
  
4. Ved Siden af ''Wærro-Muora'' eller Billedet satte de endnu et eller andet Tegn, som de kaldte ''Kielde-Muor''. Samme bestod gemeenligen i tvende Grene af et Birke-Træe, ved hver sin Side af Billedet een Green, og begge vare tilsammen bøyede i Toppen. Naar de ofrede til '''Solen''' eller '''Maanen''', satte de et '''Træ''' ved Siden af hvers Billede, dannede det oven til som en Ring, besat med Takker, og bestrøge det paa alle Sider med Blod. Over ''Horagalles Damengare'', satte de noget, som skulde forestille en stor Hammer, hvormed han skulde forjage Hexe og andre omde Mennesker. Naar de ofrede til ''Rutu'', toge de gierne Qviste af et Fyrretræ: naar det skede til ''Saiwo'', betiente de sig, i Steden for Træ, af Steene, som de ligesaa besmurte med '''Blodet''', samt ziirede med Fedmen af Offeret.
+
4. Ved Siden af ''Wærro-Muora'' eller Billedet satte de endnu et eller andet Tegn, som de kaldte ''Kielde-Muor''. Samme bestod gemeenligen i tvende Grene af et Birke-Træe, ved hver sin Side af Billedet een Green, og begge vare tilsammen bøyede i Toppen. Naar de ofrede til '''Solen''' eller '''Maanen''', satte de et '''Træ''' ved Siden af hvers Billede, dannede det oven til som en Ring, besat med Takker, og bestrøge det paa alle Sider med Blod. Over ''Horagalles Damengare'', satte de noget, som skulde forestille en stor Hammer, hvormed han skulde forjage Hexe og andre onde Mennesker. Naar de ofrede til ''Rutu'', toge de gierne Qviste af et Fyrretræ: naar det skede til ''Saiwo'', betiente de sig, i Steden for Træ, af Steene, som de ligesaa besmurte med '''Blodet''', samt ziirede med Fedmen af Offeret.
  
 
5. ''Wærro-Muora'' blev udskaaret saaledes, at Roden af Træet udgjorde Hovedet; men Stammen det øvrige af Legemet. Dette blev opstillet ved alle deres Offere, som de bragte ''Sarakka, Saiwo, Jabmeke'', og øvrige deres egne gamle Guder saaledes, at Billedets Hoved, som var Træets Rod, hvilket de kaldte Mad, vendte i Veyret, men Stammen blev festet i Jorden: skulde derimod ofres til ''Radien-Atzhie eller Radien-Kiedde'', hvorved de forstod den sande Gud; saa bleve og deres Personer paa samme Maade betegnede, undtagen at Roden af Træet, eller Hovedet af deres ''Wærro-Muora'' kom altid til at staae ned ad, og Stammen op ad.
 
5. ''Wærro-Muora'' blev udskaaret saaledes, at Roden af Træet udgjorde Hovedet; men Stammen det øvrige af Legemet. Dette blev opstillet ved alle deres Offere, som de bragte ''Sarakka, Saiwo, Jabmeke'', og øvrige deres egne gamle Guder saaledes, at Billedets Hoved, som var Træets Rod, hvilket de kaldte Mad, vendte i Veyret, men Stammen blev festet i Jorden: skulde derimod ofres til ''Radien-Atzhie eller Radien-Kiedde'', hvorved de forstod den sande Gud; saa bleve og deres Personer paa samme Maade betegnede, undtagen at Roden af Træet, eller Hovedet af deres ''Wærro-Muora'' kom altid til at staae ned ad, og Stammen op ad.
Linje 426: Linje 426:
 
<big><big>'''§ 20.'''</big></big>
 
<big><big>'''§ 20.'''</big></big>
  
Ved '''Ofringerne''' selv forholdtes det paa følgende Maade: naar ''Noaaiden'' havde ved Runebom og Henrykkelse indhentet Efterretning om, hvilken Gud der skulde ofres til, og sligt af Vedkommende var derefter blevet besluttet, maatte det srax kundgiøres '''Blodmanden''', d. e. den Noaaid, som skulde paatage sig denne Forretning, og '''Offerdyret''' blev imidlertid '''fraskildt''' ved at merkes i det høyre Øre, saa snart det var kiendt dueligt; thi intet maatte ofres som jo var fuldkommen friskt og sundt; men '''Blodmanden''' selv maatte berede sig til Forretningen ved Faste, samt ved at toe og rense alle sine Lemmer.
+
Ved '''Ofringerne''' selv forholdtes det paa følgende Maade: naar ''Noaaiden'' havde ved Runebom og Henrykkelse indhentet Efterretning om, hvilken Gud der skulde ofres til, og sligt af Vedkommende var derefter blevet besluttet, maatte det srax kundgiøres '''Blodmanden''', d. e. den Noaaid, som skulde paatage sig denne Forretning, og '''Offerdyret''' blev imidlertid '''fraskildt''' ved at merkes i det høyre Øre, saa snart det var kiendt dueligt; thi intet maatte ofres som ej var fuldkommen friskt og sundt; men '''Blodmanden''' selv maatte berede sig til Forretningen ved Faste, samt ved at toe og rense alle sine Lemmer.
  
 
Saasnart '''Offerdagen''' frembrød, begav sig Blodmanden tillige med den Lappe, som havde forskaffet Offeret, og de som vare Giæstbudne, hen til Offer-Pladsen: Blodmanden var da iført sine beste '''Klæder''', havde en '''Kiæde''' af Messing om den høyre Haand, og var omgiven med et Bælte, som gik over den venstre Axel ned til den høyre Side, som et Ridderbaand. Skeede Ofringen en ''Saiwo Nieid'', eller en af ''Akkerne'' til Ære, saa havde han og en hviid '''Linhat''' paa, foruden det sædvanlige '''hvide Linklæde'''.
 
Saasnart '''Offerdagen''' frembrød, begav sig Blodmanden tillige med den Lappe, som havde forskaffet Offeret, og de som vare Giæstbudne, hen til Offer-Pladsen: Blodmanden var da iført sine beste '''Klæder''', havde en '''Kiæde''' af Messing om den høyre Haand, og var omgiven med et Bælte, som gik over den venstre Axel ned til den høyre Side, som et Ridderbaand. Skeede Ofringen en ''Saiwo Nieid'', eller en af ''Akkerne'' til Ære, saa havde han og en hviid '''Linhat''' paa, foruden det sædvanlige '''hvide Linklæde'''.
Linje 539: Linje 539:
 
At lapperne have troet '''et bedre Liv efter dette''', er soleklart, i Henseende til alt hvad i foregaaende 10. 11. 12. og 13. §§. om deres ''Saiwo'' og ''Jabme-Aimo'' anføres. Vi ville derfore tage '''deres Meening herom''', og '''Virkningen''' deraf noget nøyere under Betragtning.
 
At lapperne have troet '''et bedre Liv efter dette''', er soleklart, i Henseende til alt hvad i foregaaende 10. 11. 12. og 13. §§. om deres ''Saiwo'' og ''Jabme-Aimo'' anføres. Vi ville derfore tage '''deres Meening herom''', og '''Virkningen''' deraf noget nøyere under Betragtning.
  
De fleefte Norske Finner og Lapper, have for Missionens Ankomst ikke troet nogen '''Siel''' af andet Slags, end den Dyrene have; hvorfore den største Deel af dem som opholdt sig Sønden for Finmarken, naar de af ''Lector von Westen'' eller Missionairerne derom er bleven adspurgt, '''har reent ud negtet Legemets Opstandelse'''.  
+
De fleeste Norske Finner og Lapper, have for Missionens Ankomst ikke troet nogen '''Siel''' af andet Slags, end den Dyrene have; hvorfore den største Deel af dem som opholdt sig Sønden for Finmarken, naar de af ''Lector von Westen'' eller Missionairerne derom er bleven adspurgt, '''har reent ud negtet Legemets Opstandelse'''.  
  
 
Deres ''Noaaider'' lode sig forstaae med, at der hørte '''trende Hoved-Deele''' til et Menneske, nemlig: '''Liv, Aand og Siel'''; men naar de skulde forklare hvad '''Sielen''' i et Menneske egentligen var, sagde de, at den var livet og Blodet: skulde de udlade sig med hvad '''Aand''' var, blev efter deres Meening intet andet derved forstaaet , end den Aande, som drages ind og skydes ud af Lungen giennem Luftrørene; ligesom de ved '''Liv''' betegnede de ind- og udvortes Bevegelses-Deele og Ledemod; hvilket alt dog ligesaa findes i andre Dyr.
 
Deres ''Noaaider'' lode sig forstaae med, at der hørte '''trende Hoved-Deele''' til et Menneske, nemlig: '''Liv, Aand og Siel'''; men naar de skulde forklare hvad '''Sielen''' i et Menneske egentligen var, sagde de, at den var livet og Blodet: skulde de udlade sig med hvad '''Aand''' var, blev efter deres Meening intet andet derved forstaaet , end den Aande, som drages ind og skydes ud af Lungen giennem Luftrørene; ligesom de ved '''Liv''' betegnede de ind- og udvortes Bevegelses-Deele og Ledemod; hvilket alt dog ligesaa findes i andre Dyr.
Linje 551: Linje 551:
 
Saa ofte som de i de tre første Aar ginge forbi Graven, puttede de ned i Jorden et Stykke Tobak, eller hvad andet, den afdøde i levende Live kunde haft særdeles Lyst til: alt i den Mening, at disse Ting, skulde i den anden Verden voxe og blive større.  
 
Saa ofte som de i de tre første Aar ginge forbi Graven, puttede de ned i Jorden et Stykke Tobak, eller hvad andet, den afdøde i levende Live kunde haft særdeles Lyst til: alt i den Mening, at disse Ting, skulde i den anden Verden voxe og blive større.  
  
'''Naar de en Tidlang havde været i ''Jabme-Aimo''''', var det deres Haab, at de derfra skulde blive forflyttede til ''Radien-Aimo'' eller Guds egen Himmel: hvilken Meening de, efter Anseelse , har laant af den pavelige lærdom om Skiers-Ild og Sielenes Overgang derfra, og indflikket den i deres gamle hedenske Overtroe.
+
'''Naar de en Tidlang havde været i ''Jabme-Aimo''''', var det deres Haab, at de derfra skulde blive forflyttede til ''Radien-Aimo'' eller Guds egen Himmel: hvilken Meening de, efter Anseelse, har laant af den pavelige lærdom om Skiers-Ild og Sielenes Overgang derfra, og indflikket den i deres gamle hedenske Overtroe.
  
  

Nåværende revisjon fra 28. apr. 2023 kl. 14:32

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Samisk familie i Norge omkring år 1900.
Erich Johan Jessen.

Temaside: Samisk religion og mytologi

Erich Johan Jessen:


Afhandling Om de Norske Finners og Lappers
Hedenske Religion


Appendix til Knud Leem:
Beskrivelse over Finmarkens Lapper
Kiøbenhavn, 1767



I. Indholdet

§ 1. Anledning til denne Afhandling
§ 2. Afgudernes Inddeling i visse Classer
§ 3. Om Radien Atzhie og Radien Kiedde
§ 4. Om Beiwe og de trende Ailekes
§ 5. Om Maderatja
§ 6. Om Maderakka
§ 7. Om Lappernes Maade at tilbede og ofre forbenævnte Afguder
§ 8. Om Horagalles
§ 9. Om Uks- eller Juks-Akka, saa og om Sarakka
§ 10. Om Lappernes Saiwo og Jabme-Aimo
§ 11. Om Boeskab og Dyr i Saiwo
§ 12. Fortsettelse om Saiwo
§ 13. Saa og om Aimo
§ 14. Om Lappernes Hedenske Daab, saasom deres Same-Nabma-Daab og Udde eller Adde Nabma-Daab.
§ 15. Ceremonierne ved begge benævnte Slags Daab
§ 16. Fortegnelse paa nogle Lappers Adde Nabma og Saiwo
§ 17. Om Lappernes Altergang
§ 18. Om deres Offere og Ofrings-Manerer
§ 19. Nogle særdeles Skikke derved
§ 20. De egentlige Ofrings-Ceremonier
§ 21. Om Noaaider og hvorledes de beskikkes
§ 22. Om deres Rettigheder
§ 23. Om deres Forretninger og Pligter
§ 24. Om Lappernes Overtroe i naturlige Ting og de mange Slags Afguder, samme har givet Anledning til
§ 25. Fortsettelse
§ 26. Videre Fortsettelse
§ 27. Deres Ofringer til samme Afguder
§ 28. Lappernes Meening om Tilstanden efter dette Liv
§ 29. Om deres epidemiske og indgroede Lyder
§ 30. Om Lappernes Frierier og Giftermaale
§ 31. Fortsettelse
§ 32. Videre Fortsettelse; endeligen
§ 33. Om Lappernes Dagvelgerie


II. Forklaring Over den Runeboms Caracterer, som ved hosføyede Kobbertryk forestilles

1. Radien Atzhie, betegnet under et enkelt Kors.
Runebomme - Jessen.jpg
2. Radien Kiedde, betegnet under en Bygning med tvende Colummer eller Stytter.
3. Maderatja, betegnet under en Mands Lignelse, krumliggende.
4. Beiwe, Solen med sine 4 Tømmer, og derpaa staaende Ailekes, under Betegnelse af trende Kors. See No. 43.
5. Maderakka, staaende skraas under den nederste Solens Tømme.
6. Ibmel Ailes Wuoign, Gud den Hellig Aand.
7. Ibmel Barne, Guds Søn.
8. Ibmel Atzhie, Gud Fader.
9. Horagalles eller Horesgudsk, betegnet under dobbelt Hammer.
10. En Lappisk Noaaid, vandt at fare til Jabme-aimo.
11. 12. 13. Offerdyr, Sviin, Geed og Reen, som Rune-Bommen skulle giøre Anviisning paa, ligesom Saiwo, eller nogen anden Gud vilde have.
14. Jabme-aimo.
15. Noaaiden-Dirri, som Noaaiden brugte, at sette imod afdøde Noaaider, i Jabme-aimo. See og No. 19.
16. Rutu, den onde Aand.
17. Kumpi, Ulv, paa Norsk Varg, som Lapperne holde for den Ondes Hund.
18. Sturik, en Hest til Offer for Rutu, at han skulde ride bort.
19. Noaaiden-Dirri, som brugtes imod andre levende Noaaider. See No. 15.
20. Boemands, det er Norske Folkes, Kirke.
21. Boemands Hiem.
22. Finmand eller Lappe i sin Kierrest, kiørende til Kirke, eller til Bøygden, eller til Fields.
23. Sarakka.
24. Uks- eller Juks-Akka.
25. Lappens Akka eller Kone, som i Reengierdet haver at bestille.
26. Reengierdet, hvori de samle og malke deres Reen.
27. Lappens og hans Families Kuatte eller Telt.
28. Sarakka Kuatte.
29. Lappens Stabbur, eller Spiiseboe.
30. Birkelien, og Gresselien, hvor Reensdyrene gaae i Græsning.
31. Gues, Gran-Skov.
32. Fieldet, udi hvilket Lappen paa sine Tider sidder med sine Dyr.
33. Finne-Baad, som Lappen farer til Søes udi.
34. Naboe Lappers Kuatter, i samme Field.
35. Naboernes Reensdyr.
36. Majeg, Bæver.
37. Tyk og stor Gran-Skov, Biørn-Land.
38. Guouzhia, Biørn, som Lapperne kalde Guds Hund.
39. Nætte, Maar.
40. Leib-Olmai, Skytte-Guden.
41. Saiwo, Lappens hellige Bierge.
42. Saiwo-Sarwa, Lappens Kæmpe-Reen.
43. Ailekes-Olmak, Helligdags Mændene, hver betegnet med et Kors. See No. 4.
44. Mubben-Olmak, onde Aander, som vilde giøre Lapperne Ont; paa Solens nederste Labikie No. 4 med dobbelt Kors betegnede.
45. Guelle seu Guarms, Noaaide-Ormen, som Noaaiden reiste til Jabme Aimo med.


Afhandling Om de Norske Finners og Lappers Hedenske Religion

§ 1

I den Afhandling, som jeg udi Aaret 1744, ved en vis Anledning, skrev i det tydske Sprog under Titul: Kurze Nachricht von der Königlichen Dänischen Mission in dem Norwegischen Lapland etc., hvilken og derpaa blev strax indrykket i den 6te Tome af det saa kaldede Dänische Bibliothek, har jeg i visse Maader forbunden mig til, ligeledes at meddele Elskere af den Nordiske Kirke-Historie Efterretning om de Norske Finners og Lappers Religion, samt hvorledes i fordum Tiid med samme har været beskaffet, indtil bemeldte Mission udi Aaret 1714 tog sin Begyndelse. Fra denne Forbindelse havde jeg for længst baade kundet, og ligesaa, efter derom gjorte offentlig Erindring, vildet giøre mig løs ved mit Løftes Opfyldelse, dersom det ikke havde feilet paa Leilighed, at faae et saa lidet Skrift, som dette bliver, et eller andet beqvemt Sted indrykket, efter at bemeldte Bibliothek ophørede med den 9de Tome.

Men, da mig nu for nogen Tiid siden er allernaadigst vordet anbefalet, at see til Trykken befordret Hr. Professor Leems nærværende Beskrivelse over de Norske Finner og Lapper, som var Hans Kongelige Majestæt Haandskreven tilstillet, samt og lade stikke de Tegninger, som fulgte ved Skriftet, i Kobber; betiener jeg mig af denne gode Leilighed, at faae tillige bemeldte mit Løfte og Forset fuldbyrdet: allerhelst det har behaget Vor Videnskabers Besidder, Elsker og Befordrer, hans Excellence Herr OTTO THOTT, Ridder af Elephanten, Geheime-Raad i det Kongelige Geheime-Conseil, Ober-Secreterer i det Danske Cancellie, med mere, under hvis Direction dette Verk kommer for Lyset, at tillade og samtykke udi, at denne Efterretning maatte føyes til det større Skrift om samme Lapper, efterdi begges Indhold staaer i megen nøye Forbindelse med hinanden, og i mange Ting kan tiene hinanden til Oplysning.

Efterretningerne selv ere uddragne af Missions Acterne, og endeel den berømmelige Lector von Westens egenhændige Breve, hvilke mig til dette Brug af det Høylovlige Missions Collegio gunstigst ere blevne meddelede. Men der iblandt har jeg fornemmeligen betient mig af, og for det meste, saavidt Omstændighederne har villet tillade det, fulgt et Udkast, som afgagne Mag. Hans Skanke, fordum Rector ved Trundhiems Cathedral Skole, en tro Medhielper af den brave von Westen, har alt for mange Aar siden i Pennen forfattet, og tilsendt høybemeldte Collegio; saa at alt, hvad her er fremført, grunder sig i det mindste paa troeværdige, og om Sagen kyndige Mænds Relationer og Archiv-Documenter.

Som det og ellers har behaget Hans Kongelige Majestæt allernaadigst at befale, at bemeldte Herr Professor Leems Skrift skulde oversettes i det Latinske Sprog, som skulde trykkes ved Siden af det Danske, for saaledes at deelagtiggiøre end og udenlandske Lærde i saa besynderlige Efterretninger om Sine Norske Lapper; saa har vor Lærde Herr Eiler Hagerup, Doctor i den Hellige Skrift, og Sogne-Præst til Arendal udi Christiansands Stift i Norge, ey allene villigen paataget sig saavel Skriftets og Hans Høyærværdighed Herr Biskop Gunneri Anmerkninger derover, som og denne Afhandlings Oversettelse; men og fuldført den saa nøye og net, som Gierningen selv til øyensynlig Velbehag i begge Deele udviser.


§ 2.

Det væsentlige Indhold af den Lappiske Over- og Vantroe lader sig beqvemmeligen indele i følgende fire Classer, som ere indrettede efter den Orden, som Lapperne selv have tillagt deres formeente Guder, af hvilke de troede, at nogle skulle være:

1) Wæroldiske eller Overhimmelske; saadanne vare: Radien-Atzhie og Radien-Kiedde.
2) Himmelske, som de bestemmede at boe i Himmelen; saasom: Beiwe og Ailekes eller Alikes Olmak.
3) Underhimmelske, som skulde opholde sig i Luften; og af dennem een allerøverst i Luften, tæt op under Himmelen og Solen, nemlig Maderatja: Nogle i den middelste Luftstrekning, som Maderakka og Horagalles: Men andre nederst i Luften, nær og omkring dem paa Jorden, for at være dem til Tieneste; dertil hørte de mange Akker, saasom: Sarakka, Uks- eller Juks-Akka.
4) Underjordiske, af hvilke nogle meentes at holde til nær under Jordens Skorpe eller Udside, hvor Saiwo, og de derudi boende Saiwo-Olmak med flere, skulde findes: Andre derimod i dens Inderste eller Afgrund, hvor Rutu, Fudno, Mubben, Paha-Engel, og Jabmekerne skulde have deres Tilhold.

Disse Afguder finder man paa deres Rune-Bomme, eller Hexe-Trommer, betegnede med adskillige særdeles Merker, tilligemed Aftegninger af adskillige Dyr og andre Ting: Dog er det saa langt fra, at de paa alle Rune-Bomme findes enten alle, eller eens og lige tegnede, at der tvertimod findes en merkelig Forskiel imellem fast alle, altsom enten Eyeren eller Noaaiden haver havt større eller mindre Indsigt i Kunsten. Ikkun de almindelige Characterer, saasom Beiwes, Ailekes, Radien-Kieddes, Akkernes, og andre deres Handteringers Merker, findes paa alle Rune-Bomme uden Forskiel; thi der var ingen Lappe eller Finne til, som jo, før Missionen, tog Deel i den Overtroe som ved disse Characterer bemerkes.

Da derfor salig Lector von Westen har holdet den Rumebom, som forestilles ved forestaaende Kobberstik, for den fuldstændigste, ham er forekommen; saa har jeg ikke vildet undlade sammes Afbildning herved at meddele, for at see den fra Undergang bevaret for Eftertiden, allerhelst da jeg befrygter, at Originalen vel kan have været iblant de halvfierdesindstive Rune-Bomme af adskillig Slags, som velbemeldte Lector Tid efter anden skal have nedsendt til meer Høybemeldte Collegium her i Kiøbenhavn, udi hvis Archiv paa det Kongelige Waysenhuus den nu i Fior ved Døden afgangne Rector Joh. Christoph Cleffel i Tønningen bevidner at have seet og undersøgt dem alle. S. hans Antiqvitates Germanorum, potissimum septentrionalium, selectas 1733, 8. pag. 413. Men ifald saa er, hvilket saa meget mindre kan drages i Tvil, som samme lærde Mand udi Aaret 1752, da jeg besøgte ham i Tønningen, selv har fortalt mig adskillige Omstændigheder om bemeldte Rune-Bomme; saa ere de dog alle, i Kiøbenhavns store Ildebrand 1728. tillige med Waysenhuset selv, og den beste Deel af Staden, af Ilden fortærede, efterdi der for nærværende Tiid, ja siden Waysenhuset igien efter Ildebranden er blevet opbygget, paa dets Bogsal ikke findes uden en eeneste Runebom, om hvilken ikke vides, enten den der har været for Ildebranden, eller siden er bleven indsendt. Dette sidste skulle jeg dog helst troe, ligesaa og, at den har været sal. von Westens egen Runebom, efter Eyerens Død nedstendt, eftersom de adskillige Caracterers Navne, som findes vedtegnede, unegteligen ere skrevne med den salig Mands egen Haand, som jeg gandske nøye kiender.


§ 3.

Af de wæroldiske eller overhimmelske Guder, var Radien-Atzhie den allerhøyeste og største; Han betegnes som paa Kobberstikket No. 1. med et enkelt Kors, staaende over Radien-Kiedde, som er No. 2. Om denne Radien-Atzhie troede Lapperne, at han regierede med en uindskrænket Magt og Myndighed baade over Himmel og Jord, ja over alle andre Guder og over Lapperne selv, med alt det som er paa Jorden. Derfor havde de og givet ham Navnet Radien, hvilket betyder Magt og Vælde, og dertil føyer det Ord Atzhie, som betyder Kilde og Udspring, i den Indbildning, at alle andre Guders Magt veldede ud af ham.

Radien-Kiedde, No. 2., som de og kaldede Rarara-Kied, sagde de at være en Søn af Radien-Atzhie, og forestillede ham under Betegning af en stor Bygning, hvis Skytte-Rader paa begge Sider skulde bemerke hans begge Hænder, ved hvilke han giorde, og formaaede, lavede og styrede alle Ting. Ikke des mindre var Radien-Atzhie saa hellig og herlig blant Lapperne, at de ikke fordristede sig til, at opfinde eller give ham et andet Navn; Hans eeneste Søn Radien-Kiedde maatte end og ansee og ære ham, som en Helligdom. Radien-Atzhie, sagde de, skaber egentligen selv intet, men derimod virker han i sin Søn Radien-Kiedde en saa stærk Kraft, at denne skaber og frembringer alle Ting, og disse begge byde og befale over alle andre Guder, være sig endogsaa Beiwe, Ailekes, Maderatja, Horagalles, Akkerne eller Saiwo, hvilke alle de dog holdte for hellige og gode; ja endog ydermere Rutu, og de andre underjordiske Guddomme, som de holdte for at være af et ont og dievelsk Væsen; End mere, de troede dette tillige, at Radien-Atzhie styrede ogsaa Radien-Kiedde, og ved ham virkede alle Ting, og at ham til Ende var given saa megen Magt, at Radien-Atzhie kunde ved Radien-Kiedde frembringe og opholde alle Ting: Dog udrettede Radien-Kiedde intet, uden ved og formedelst den ham forlenede og betroede Kraft og Tilladelse.


§ 4.

Til den anden Classe henregnes Beiwe med sine Ailekes-Olmak. Beiwe, som betyder Solen, finder man almindeligen paa alle Rune-Bomme betegnet ved en Firkant, som sees No. 4. saaledes: at enhver Vinkel haver sin egen Vey eller Tømme, kaldet Nelja Beiwe Labikie, som gaar ud fra Solen ligemed de fire Verdens Kanter, for dermed at betegne, at Solens Virkning og Kraft strekker sig over den ganske Verden.

Paa tre af disse Labikier staae Lappernes trende Ailekes eller Ailekes-Olmak, d. e. Helligdags-Mænd og Guder, hvilke de for deres Helligheds skyld have betegnet hver med et Kors, nemlig: paa den første Labikie eller Tømme No. 43a staaer Buorres- eller Sodno-beiwe-Ailak eller Guddommen for Søndagen, hvilken Dag de ansaae for den fornemmeste og kraftigste til at holde Trold-Messer paa, naar Runer eller Jagt skulde anlegges: Paa den anden No. 43b. sees Lava-Ailek eller Løverdags Gud, hvilken Dag skulde være den kraftigste nest efter den forrige: Og paa den tredje No. 43c. findes Fried-Ailek, eller Gudinden for Fredag, hvilken vel og holdtes hellig, som en fornemme Rune-Dag, dog ikke saa høy, som de tvende forige.


§ 5.

Den tredje Classe indbefatter alle Luft-Væsener, af hvilke Maderatja, No. 3. er den som har Tilhold allerøverst i Luften, tæt op under Himmelen. Hans Merke eller Tegn findes ikke paa alle Lappers eller Finners Rune-Bomme, thi ret at kiende ham, kom allene de ret kyndige Noaaider eller Troldmænd til, men paa dem som have det, sees det paa adskillige Maader udtrykket: Paa nogle i Dannelse af en Cirkel, paa andre i Skikkelse af en Trekant, og atter paa andre som en Sexkant; her paa Kobberstikket betegnes han under en Mands Lignelse krumliggende: Nogle undte ham Plads ved Radien-Kiedde i en Skraastreg af Solen, som vender sig lige til Radien-Atzhie, saaledes: at fra Maderatjæ Aabning gaaer en krum Vey eller Gang hen til Solens øverste Labikie eller Tømme, og lade ham frie Vey og Udgang didhen.

Denne Maderatja skulde, som Oldefædrene i den Lappiske Religion holdte for, giøre tillige med Solen, meget til alle levende Creaturers Afyngling, og bekomme oven fra Radien-Kiedde Kraft til ved Solen at meddele Liv og Bevægelse til alle de Ting, som ere under Solen.


§ 6.

Fra Solens fierde og nederste Labikie eller Tømme gaaer en Tverstreg eller Vey, som viser lige hen til Maderakka No. 5. hvilken Lapperne udgave for at være forbenævnte Maderatjas Ægte-Qvinde: Men hun skulde have sit Tilhold i den midterste Luftstrekning.

Hvad som nyeligen er blevet sagt om Maderatja, som hendes Mand, nemlig: at han oven fra ved Radien-Kiedde skal have faaet Kraft til ved Solen at meddele Liv og Bevegelse til alle de Ting, som ere under Solen, sagde Noaaiderne, var gaaet saaledes for sig: Radien-Kiedde bekom fra Radien-Atzhie den Magt og Naade, at kunde skabe Siele og Aander. Saasnart han derpaa havde frembragt en Siel, sendte han samme til Maderatja, som efter Radien-Kieddes Befaling bragte den til han Qvinde Maderakka, og det paa følgende Maade: Han brekkede sin Vom eller Mave, som derfor stod aaben, tog saa Sielen, og foer dermed runden om Solen, igiennem dens Labikier, fortsatte derefter sin Reise fra nederste Labikies Tverstreg lige til sin Kone Maderakka, hende overleverede han da Sielen, hun tog den til sig, og skabte et Legeme til og om den samme.

Skulde nu af dette Legeme blive en Dreng, sendte Maderakka samme videre fort til Uks- eller Juks-Akka, No. 24. som ellers og kaldes Stauke-Edne, eller Stilko-Edne, d. e. en Barsel-Smerte- eller Barne-Moder; skulde det derimod blive et Pigebarn, overleverede Maderakka Barnet til Sarakka No. 23. paa det hun skulde begave det med en Qvindes Natur: Men uagtet Barnet havde saaledes været enten hos Juks-Akka, eller Sarakka, tog dog den, som det først var sendt til, det i sit Liv igien, og paa den Maade dannede det. Og naar dette var skeet, bragte den det hen til den Qvinde, som dermed skulde blive frugtsommelig, og føde det til Verden. Denne Sag blev nu saa vel forrettet, at de onde Guder Fudno, Rutu, Paha-Engel, eller Mubben-Olmai ikke vare i Stand til at legge den noget Stød eller Hinder i Veyen.

Andre Noaaider forklarede dette paa andre Maader; thi efter deres Mening vare Radien-Atzhie, Radien-Kiedde ikkun een Person, nemlig Ibmel d. e. Gud: men han skulle have en Kone, som kaldtes Sergue-Edne, og den havde han givet Magt, at skabe Menneskets Aand, hvilken han derpaa førte til Maderakka, paa det at denne skulde skabe et Legeme derom. Ellers troede Lapperne ogsaa, at Radien-Atzhie ligeledes, formedelst Radien-Kiedde eller Sergue-Edne, beredte og skabte Reens- og andre Dyr, hvilke ligesom de forige passerede Akkernes Legemer: Hvorover de og tilskreve Maderakke, Uks-Akka og Sarakka al Frugtbarhed saavel hos Dyr som Mennesker.

Heraf sees Aarsagen til at Sarakka er blant Lapperne bleven anseet for en saa stor og mægtig Gudinde, og dagligen paakaldet frem for nogen af de andre, ja og tilbedet og æret næsten ved hver Mundfuld Mad, ved hver Drik Vand eller Brændevin, men i besynderlighed i Grød, ved særdeles Daab, og ved idelige Ofringer og Paakaldelser. Saa at Sarakka, Uks-Akka og Maderakka vare først og sidst ved alle deres Forretninger, og overtroiske Handlinger: Dog Sarakka frem for alle, og det af den Aarsag, at Lapperne vare best tiente med Qvindekiønnet, af hvilket de havde den største Fordeel og Nytte, som siden nærmere skal forklares.


§ 7.

Hvad som i det foregaaende staaer anført, er saaledes efter de kyndigste, og i deres Fæderne Vildfarelser meest forfarne og troeværdigste Noaaiders Udsigende og Forklaringer, blevet af Missionen optegnet: Spurgte man derimod den øvrige Lappiske Almue om disse Ting; saa vare vel Akkerne, og adskilligt andet afgudisk Tøy, i det mindste hvad Navnene betreffer, dem bekiendt: men videre gik ikke deres Kundskab, til at giøre sig noget ordentligt og samlet Begreb, om deres Afguderie, og Overtroe.

Samme Beskaffenhed har det med bemeldte Afguders Dyrkelse, og de Ofringer som anstilledes for dem; thi ligesom den Lærdom om Radien-Atzhie, og Radien-Kiedde, som Fader og Søn, og hvadsomhelst Lapperne fordum troede om dem, har ingen Sammenheng med den Lappiske Hoved-Religion, men synes at være i de nyere Tider laant af de norske Christnes Lære om Tre-Enigheden, og lagt til deres Hoved-Artikler: saa skede det derfor ganske sielden, at nogen af dem blev tilbragt Offer; thi omendskiønt der blandt Noaaiderne fandtes de, som bekiendte en tre-eenig Gud, under Navn af tre Personer, nemlig: Jbmelen-Atzhie, d. e. Gud Fader, Jbmelen-Barne, Guds Søn, og Jbmelen-Ailes-Wuoign, Gud den hellige Aand, ja endog gav dem Plads paa deres Rune-Bommer under Tegn, som findes ved No. 6. 7. og 8.; saa have de dog tillige givet tilkiende, at de tre Personer, som de ansaae for saa mange Guder, ingenlunde bleve i den Hensigt af Lapperne paakaldede, eller med Offer beærede, at de kunde vente noget got fra dem; men alleneste derfor, at Weiko, det er den Ring, som de brugte til deres Rune-Bomme, naar de runede, standsede, og forblev ved det Tegn, i hvor meget de end sloge paa Bommen. Naar saadant skede, giorde Lapperne sig den Tanke, at de, som der blev runet for, vare den høyeste Gud enten særdeles tækkelige, og stode i Naade hos ham, eller og han var meget forbittret paa dem. Det første skulde kiendes deraf, at Ringen paa Rune-Bommen, medens de sloge paa den, forføyede sig strax hen til Jbmelen-Atzhie, tog derfra sin Vey lige igiennem Jbmelen-Barne hen til Ailes-Wuoign, begav sig derfra tilbage igien hen til Jbmel-Atzhie, og blev der stille, hvormeget de end bankede: Men saafremt een af de trende Personer var vred, og forlangede Offer, merkedes dette deraf, at Ringen vel som før, foer lige hen til Atzhie, der fra til Ailes Wuoign, og fra hende tilbage igien til Atzhie; men i Steden for, at blive staaende her, gjorde trende Vendinger fra og til Atzhie, og tilsidst blev der saa fast staaende, at de ikke med al deres Hamren kunde faae den af Steden. Naar dette tildrog sig, dømmede de deraf, at de i een eller anden Maade havde forseet sig imod den wæroldiske Gud, og da ofrede de ham noget betydeligt, saasom enten et Elgsdyr, eller et Brund-Reen, som de kaldede Sarva. Ellers skal det og ofte have hendet sig, at de andre Guder, som egentligen henhøre til deres gamle Lappiske Religion, selv have henviist dem til bemeldte trende Personer, og i saa Fald blev der ofret til begge Slags.

Foruden slige overordentlige Ofringer, som Noaaiderne, efter Rune-Bommens Tilskyndelse anordnede, bekom i besynderlighed Beiwe aarligen et ordentlig Offer Jubtse kaldet, d. e. Beiwes Grød, hvilken baade Mands og Qvindes Personer aade hende til Ære Sancte Hans Aften; da de for Maaltidet altid faldte paa Knæ, og tilbade Solen, at den vilde kaste et naadigt Skin paa deres Reensdyr, og hvad andet de skulde have deres Næring af: Ligesaa giorde de, naar Grøden var fortæret, og det med den største Glæde og Andagt, paa det at Solen vilde unde dem en glædelig Melke-Sommer, samt at deres Rensdyr maatte vel trives.

Ey mindre ofrede og Lapperne til Maderatja, og Maderakka hans Frue, som en Gud, og Gudinde, paa den Viis, som Rune-Bommen og Noaaiden forlangede; dog bleve ikke saa store Ofringer frembragte Maderatja, som til Maderakka, saasom denne sørgede for Qvinde-Kiønnet, og derfor stod høit opskreven blant Lapperne, ja end og af gifte Folk blev tilbedet og med Boelig forsynet.


§ 8.

Een af deres ældste og meest ærede Afguder var Horagalles, hvilken paa Kobberstykket ved No. 9. findes betegnet under dobbelt Hammer. Han kaldes Horangalles, Horanorias, Horesgudsk, og Atzhiegadze hvilke adskillige Navne betyde saa meget, som en Tiener af Magtens Fader. Egentlig forestiller han den bekiendte Thord, og Lapperne forstode ved ham Torden; ligesom især de nordlige Lapper kaldte ham Toraturos-Bodne, d. e. Tordenskrald.

Denne mægtige Mand, der, ligesom Gudinden Maderakka, residerede i den midterste Luft-Egn, blev ogsaa høyt og helligen æret af dem, for deres Rensdyrs skyld, som paa de aabne og bare Fielde gaa blottede for hans Magt. De troede, at de, ved stærkt at juoige og myre paa deres Govdes, d. e. ved at slaae paa Rune-Bommen, og derhos synge deres Rune-Sange, saa og ved Offer, kunde faae ham løs. Dette skede, naar deres Fæe var forhexet, for at befrie det; saa og naar de vilde betiene sig af ham til at giøre andre Mennisker Skade: Han skulde holde dem Stangen, som vilde giøre dem Ont, og skaffe dem Hevn over dem, som de havde noget udstaaende med. De stode desuden og i den Tanke, og vidste at fremføre mange Exempler derpaa, at naar Horagalles kom løs, og han ikke formaaede, at skade dem som han var udsendt imod; da vendte han sig mod den Noaaid, som havde sluppet ham løs, og gik ham skarpt paa Klingen. Formedelst saadan Overtroe fik Horagalles en Mængde Offere af Lapperne; og da de agtede ham for den, som de havde at takke for deres Rensdyrs Ophold og Varetægt, tillige med deres Græsning, følgelig for al deres Riigdom; saa satte de, ved de mange og anseelige Offere til ham, den største Deel af deres Midler til, saa at mange bleve derved bragte til Bettelstaven.


§ 9.

De Lapper, som have deres Tilhold oppe paa Fieldene, søge, og have deres Lye under Telte, som de kalde Kuatte, No. 27. og No. 34.: Paa disse Kuatter ere tvende Ind- og Ud-Gange, af hvilke den ene kaldes Posjo, den anden Juks eller Uks: Midt i Telten er Ild-Steder, hvorfra Røgen gaaer ud oven til. Giennem Posjo maatte ingen af Qvinde-Kiønnet gaae; thi naar deres Rune-Bommer vare i Teltet, var der deres Plads, hvilke som de troede, vilde tage Skade, om Qvindfolk havde deres Gang nær ved dem: Ved Uks stod deres Buer og Geværer, hvoraf og denne Dør har sit Navn, og derigiennem var det Qvinde-Kiønnet tilladt at gaa ud og ind.

Den Gudinde, som lærte Lapperne at handtere Bue og Bøsse, kaldede de derfore Uks- eller Juks-Akka, No. 24. thi det Lappiske Ord Akka betyder en Kone, No. 25., og vare af den Mening, at hun opholdt sig ved den Indgang af deres Kuatte, som kaldtes Uks: For samme Indgang nedsatte, og udøste de en Deel af hvis Æde- og Drikke-Vahre de fik i Hænder; foruden de høytidelige Offringer, som hende til sine Tider bragtes.

Sarakka, No. 23., som og kaldtes Saragakka, maatte derimod som Venus, tage sin Plads ved Ildsteden, hvor de endnu udøste mere, og hun skulde have sin Deel af Alt, i sær af Drikke-Vahre. Denne Gudinde havde Lapperne alletider i Mund og Hierte: Til Hende stiledes deres Bønner, Hende tilbade de i alle deres Forretninger og Anliggende, og holdte hende for al deres Trøst og Tilflugt; Kort sagt! Sarakka var først og sidst, den kiereste og paalideligste, og den, som de med største Fortroelighed sloge deres Liid til i alle deres Handlinger: Hun blev af alle høyt æret, og tilbedet frem for alle andre; hvad de end aade og drukke, saa blev hun altid erindret: Til hende giorde de Løfter, og bragte hende Offer, uden derom at raadføre sig med Rune-Bommen. Men fornemmeligen blev hun paakaldet af frugtsommelige og i Barns Nød bestedde Qvinder, Ved slige Leyligheder havde og en Deel Lapper opslaget en særdeles Kuatte No. 28. næst ved deres egen, som var Sarakka til Tieneste og Bolig bestemt.

Barsels-Konerne drukke Sarakka-Viin før Fødselen, og aade, tillige med de tilstædeværende Koner, Sarakka-Grød, naar de vare forløste, og giorde et Gieste-Bud Sarakka til Ære, hvilket efter deres Maade skede med stor Høytidelighed. I benævnte Grød satte de trende Pinde; Een som var splittet, paa hvilken hengtes tre Ringe; Den anden var sort; og den tredje hviid: Disse bleve i toe til tre Døgn lagde hen under Juks; befandt man da, at den sorte Pind var borte, da holdte de for, at enten Moderen eller Barnet skulde døe; var derimod den hviide Pind usynlig, skulde begge leve: Grøden blev ikke ædet, førend deres Orakel, Rune-Bommen, fandt det for Got. Ellers bestod det Offer, som bragtes Sarakka, i Haner, Høner, Reens-Kalve, og Hunde, de sidste af Hunner, af hvilke Offere der var allene dem af Kiønnet tilladt at spise; thi Mandfolkene havde ingen Deel derudi.


§ 10.

Til Lappernes Underjordiske Afguder i den fierde og sidste Classe henregnes først deres Saiwo, Saiwo-Olmak, Saiwo-Nieida, Laidde, Guelle, og Sarwa, der alle skal holde til nær under Jordens Skorpe: thi der har fra gamel Tiid af gaaet en Overtroe blant Lapperne i Svang, at i Bierge paa deres Fielde, som de kalde Saiwo, No. 41., eller Passe-Warek, d.e. hellige Bierge, som og i Dødningers Tilhold under Jorden, kaldet Jabme-aimo, No. 14., har opholdet sig saadanne Personer, som de selv ere; drevet den samme Næring og Biering som de selv, og havt eet Slags Creature med dem; dog med denne Forskiel, at de Slegter, som boede paa Fieldene i Bierge og under Jorden, havde i alt opnaaet en større Fuldkommenhed, og nøde en lyksaligere Tilstand end Lapperne, som flakke om paa Biergene, eye og besidde. Hvorfor ogsaa Lapperne har anseet Saiwo-Olmak, eller de Folk, som boede inden i Biergene, for et herligt og riigt Folk, som i Troldom og Rune-Kunsten var vel bevandret: Men derimod betragtede de sig selv som arme og usele Mennisker, hvilke i den Hensigt høyligen trængede til hines Beskiermelse, Lærdom og Velgierninger.

Heraf kommer det, at Lapperne i deres Bekiendelser angaaende Saiwo, vidste saa meget at beraabe sig derpaa: at de ikke allene havde selv været i Saiwo, men end og drukket med Saiwo-Olmak, dandset, juoiget og runet med dem, og seet der livagtig deres Mænd, Qvinder og Børn i deres Skikkelse: at de havde hørt dem nævne ved Navn, og vidste at opregne tydeligen deres Navne: At de havde opholdet sig heele Uger igiennem hos dem; røget Tobak med dem, og nydt Brændeviin, samt andre Tractementer: Ja de havde endog at takke dem for adskillige gode Anslage, Advarseler, Spaa- og Lærdomme, som de af dennem havde erholdet. Nogle foregave, sig at være blevne ledsagede af Saiwo, op af Jorden igien, og førte lige til deres Hiem og Kuatte tilbage ved det underjords Følgeskab: Ikke at melde om andre deslige taabelige, deels uanstændige Ting, som Lapperne have udsagt, og indbildet sig selv og Andre. Man har derfor i Almindelighed hørt, at en Lappe, saa snart han var kommen til mandelig Alder, tilegnede sig nogle, ofte 10. 12. til 14. af disse Saiwo, hvis Beboere skulde være hans Skyts-Engler og Medhielpere i Troldoms Kunsten.

Indvaanerne, som befandtes i bemeldte Saiwo, sagdes at være Olmak eller Mænd, 3. 4. til 5. paa hvert Sted, foruden Saiwo-Nieida, eller Qvinder, og Børn: I nogle skulde opholde sig gifte Olmak med deres Nieida og Børn; men i andre de Ugifte, som hverken havde Qvinder eller Børn.


§ 11.

Foruden disse Folk skulde der ogsaa, efter Lappernes Udsigende, findes i Saiwo Boskab og Dyr, som vare langt skiønnere end Lappernes: I Besynderlighed skulde hver Lappe have hos sig i sin Saiwo, til hans Noaaides Tieneste, trende Slags Creature, hvilke, saa snart han kaldte paa dem, vare ved Haanden, saasom: En Fugl, kaldet Saiwo-Lodde, en Fisk eller Orm, Saiwo-Guelle eller eller Guarms kaldet, No. 45, og et Reensdyr, som kaldtes Saiwo-Sarwa, No. 42. Men alt dette tilsammen kaldte Lapperne Noaaides-Wuoign.

Fuglene vare af forskiellig Størrelse: nogle som Svaler; nogle som Spurrer; andre som Ryper, Ørne, Svaner, Tøddere, Heirer, Urhaner, og Høge: Af Farve vare nogle hvide, nogle graa, andre sorte, eller hvide- og sorte-spraglede; Nogle sorte paa Ryggen, hvide paa Vingerne, og graa paa Buggen; Nogle lysrøde, nogle sorte-graa, andre graa og hvide: Deres Navne ere: Alpe, Warrehauke, Maaka, Rippo, Sourik, Staure, Paivo, Jap, Lainøer, Paimatz, Brudnihark, Habik, Fietnaalegonum, Gierkitz, Gisa, Molk, Gaasa.

Deres Tieneste bestod deri: at de fulgte deres Herre, naar han juoiged paa dem; viiste ham Veyen, naar han vilde reise; og flyede ham hans Jagt-Tøy, naar han vilde gaa paa Skytterie: At de bragte ham Tidender og Budskab, samt hiulpe, at tage vare paa hans Reensdyr, og andre Eyendeele: Og naar de vare saa beskafne, kaldtes de slet og ret Saiwo-Lodde, af hvilke nogle Lapper kunde have mange til deres Tieneste, andre ikkun faa: Hvis derimod en Noaaide brugte Saiwo-Lodde til at giøre andre Skade, hvilket ikke var usædvanligt; saa finge de det Navn Wuornis-Lodde, og vare ham ogsaa derudi til Tieneste, at Noaaiden paa deres Ryg kunde i kort Tid fare lange Veye.

Fiskene eller Ormene, under det Navn Saiwo-Guelle eller Guarms, vare ligeledes i Henseende til Navne, Størrelse, og Farver forskiellige: thi af en saadan Guelle kunde man ufejlbarligen kiende, at Eyeren var en Noaaid, og jo stærkere denne kunde juoige, desto længere var og Ormen, saa at han vel kunde udgiøre tre Favne. Han tiente i Besynderlighed ved tvende Leiligheder: først at tilføye hans Herres Fiender Skade; og dernæst at hans Herre kunde paa ham fare ned til Jabme-Aimo, hvorom siden skal tales vidtløftigere.

Af Reensdyret eller Saiwo-Sarwa, var det i lige Maade ufeilbarligen at kiende, at Eyermanden var ey allene en Noaaid; men endog een af de meest erfarne Trold-Mænd. Denne brugte de til at hidse paa andre Noaaiders Sarwa, for at kæmpes med dem, da det gik skarpt til; thi i hvor stor Skade end den ene Sarwa tilføyede den anden i Tvekampen, saa gik det dog alt ud paa dens Eyermand, som tabte, enten det maatte gielde om Liv eller Lemmer.


§ 12.

Jo flere Saiwo en Lappe havde, des fornemmere holdtes han at være iblandt Sine; thi Saiwo gik i Arv, ja Kiøb og Sal, hvorfore de og gierne i levende Live skiftede og deelede dem iblandt deres Børn; og ligesom de undte et Barn mere end et andet, lagde de til dets Lod bedre og sterkere Saiwo end til de andres Lod. Des Aarsage holdtes det for et lykkeligt Giftermaal, naar en fik mange Saiwo til Udstyr og Medgift, eller kunde vente at arve dem: Saadanne Saiwo kaldte Lapperne Arb-Saiwo. Vare Forældrene og Vennerne døde, uden at de før havde deelet deres Saiwo imellem deres Arvinger, tilegnede disse sig deres Fædres Saiwo formedelst et Offer, hvilket skulde bemerke saa meget, at de som Arvinger ønskede og attraaede deres Godgiørenhed og Bistand, paa selvsamme Maade som deres afdøde Forældre og Slegtninge i deres Liv havde nydt.

Saiwo, Saiwo-Lodde og Guelle, bleve alle, som de andre Guder, beærede med Offere efter deres Tienesters Beskaffenhed; hvorom Rune-Bommen maate skielle: Efter dens Betegnelse bleve frembragte, snart Skiappa d. e. en Simle- eller Hun-Reen; snart Sarwa d. e. en Brund- eller Tyr-Reen; snart Fiske, Fugle, Haner, Harer, Bever, Hermeliner, Maar, Ræve, Sviin, Gied, og andre saadanne Creature; S. No. 11. 12. 13. 36. og 39.

Da nu Lapperne ansaae Saiwo-Olmak som virkelige Personer; saa blev imellem en Deel Lapper og deres Saiwo troffet et Slags Forliig: at Saiwo-Olmak maatte, for deres Godhed og udvisende Tieneste, selv udvælge sig af Lappernes Hiord hvilket Dyr dem behagede til Offer; hvilket og af Arvingerne blev holdet ved Magt. Men i Almindelighed var det brugeligt mellem Lapperne og Saiwo, at de giorde Forbund med hinanden, naar Saiwo skulde blive deres Skyts-Herre: Lapperne betingede sig af Saiwo, at de altid skulde giøre dem Bistand, og bringe den Lykke til deres Næring, til Jagt, til at faae Alting at vide, og at hevne sig; Derimod forpligtede de sig til paa deres Side, at tiene Saiwo med baade Liv og Siel.

I alle Saiwo fandtes Olmak eller Mænd, men ikke altid Nieida, eller Qvinder. Deraf formodes, at de troede, at visse Olmak vare ugifte. Saa befandtes heller ikke i alle Saiwo Ormen, Fuglen og Kæmpe-Reenen; thi det var Herligheder, som tilkom allene Noaaiderne, af hvilke man fandt undertiden een eller to tillige i en Saiwo: Dog meentes, at i andre, den samme Lappes Saiwo, kunde findes flere af den Art.

Ligesom ellers de eenfoldige Lapper troede, at Saiwo bleve beboede af Mennesker; saa holdte de og for, at der vare Kirker i dem, som skulde ligne Boemænds, d. e. Norske Folkes Kirke No. 20. og at de levede der det allerlyksaligste Liv, som noget Menneske kunde nyde: Didhen stod derfor al deres Attraa, og det var den fornemmeste Aarsag, hvorfor de saa høyt ærede Saiwo, og holdte sig til dem, paa det at de omsider, naar de her havde endet deres usle Liv, maatte forflyttes til Saiwo, hvis Indvaanere de holdte for at være Lapper, og saadanne, som i levende Live havde flittigen ofret, myret og juoiget for Saiwo, og derfor i det andet Liv nøde en saa stor Lyksalighed.

Dette er Aarsagen, hvorfore Lapperne talede saa meget om Akkernes Kirke i Saiwo, og om Jabme-Aimo: Derfore blev og Zhiaze-Saiwo, eller det Vand, som flyder fra en Saiwo, holdt for saa helligt, og eftersøgt som den største Vederqvægelse og Bestyrkelse paa deres Haab; hvorved de ikke forgiettede at erindre Sarakka. Kort at sige: Saiwo synes at være Hoved-Artiklen i den gamle Lappiske Religion, hvorhen alt det øvrige hørte; saavel det som allerede er erindret om Sarakka og Uks-Akka; som og hvad i det følgende vil forekomme om Jabme-Aimo, og Lappernes Adde-Nabma.


§ 13.

Med hvor mange adskillige Navne Lapperne end og ellers have beæret deres Aimo, det er, de Steder, de troede, at komme hen til efter dette Liv; saa er det dog klart, at den ganske Lappiske gamle Religion ikke har vidst af mere end en Sted, som kaldtes Saiwo-Aimo eller Jabme-Aimo, eller ogsaa Sarakka-Aimo. Hvorimod de Efterretninger, som de havde om Rut-Aimo, Mubben-Aimo, Fudnos-Aimo, og Zhjaeppes-Aimo, synes at være laante af de Christne, som har givet dem nogen Underretning om Dievel og Helvede; thi Fornavnene Ruto, Mubben, Fudno, betyde alle den onde Aand, See No. 16. saa og No. 44. paa Solens fierde Labikie, med dobbelt Kors betegnet: Zhjaeppes-Aimo betyder det Sorte Land; og det Gerro, som de satte for deres Mubben-Aimo, Qual og Pine. Sammesteds fra have de vel og det, som de vidste om et tredie Sted, som de kaldte Radien-Aimo, eller Guds Himmel, som de Christne forvente. Dette maa være Aarsagen, at de Efterretninger, som de Lappiske Noaaider har kundet give om Radien-Aimo, og Mubben-Aimo, vare saa forvirrede, ringe og forskiellige: hvorimod de vidste ganske nøye at bestemme, hvorledes det staaer til i Jabme-Aimo; didhen deres Noaaider maatte ofte giøre en Reise, som de kaldte Jabme-Aimo Reise.

Saadanne Reiser bleve i Almindelighed foretagne for een af to Aarsagers Skyld, nemlig, enten for at faa en Jabmek, det er een af deres døde Forfædre og Slegtninge op til at holde Vagt over deres Reensdyr; eller og, naar en Lappe, helst Manden, eller een af Forældrene, som de nødig vilde miste, blev dødelig syg, maatte en Noaaid ned til Jabme-Aimo, S. No. 10, for at stille Stedets Beboere, Dødningerne, til Freds, og formaae dem til, ikke at tragte efter, at jage den syge ned til Jabme-Aimo, men lade ham endnu en Tidlang blive blandt Menneskene paa Jorden.

Naar saadan en Jabme-Aimo-Reise skulde foretages, mødte den Noaaid, som skulde giøre den, med saa mange Mænd og Qvinder, som kunde bringes til Veye; derpaa tog han fat paa sin Runebom, myrede og juoigede saa sterkt han kunde, og de nærværende af begge Kiøn stemmede med veldig og uophørlig juoigen i med ham. Naar nu Noaaiden havde saaledes en Tidlang fortfaret med at myre og juoige, blev han ligesom uden for sig selv og afsindig, løb med Rune-Bommen om paa Knæerne med en forunderlig Hastighed og selsomme Geberder, blev ved at rune og juoige indtil han omsider faldt ned som død, saa at man hverken kunde fornemme Liv eller Aand hos ham: I denne Tilstand forblev han en Times Tid, indtil en anden Noaaid, som forstod sig paa saadanne Reiser, igien opvakte ham. De Noaaider, som tilstode, at have giort saadanne Reiser, naar de har skuldet fortelle Omstændighederne ved en saadan Jabme-Aimo-Reyse, have alle været eenige derudi, at deres Saiwo-Guelle eller Guarms No. 45. den de nyeligen havde raabt paa og juoiget for, er kommet til dem, og har ført dem paa sin Ryg hen til Jabme-Aimo.

Tildrog det sig nu, at Jabmekkerne enten ikke vilde slippe den Afdøde, som Noaaiden skulde føre med sig tilbage; eller de endeligen vilde, at den Syge skulde komme til dem; hvilket gierne skeede af een eller anden den Syges nærmeste Slegtninge, Mand, Kone, Søn eller Datter, som fandtes i Jabme-Aimo, i saa Fald stod Noaaiden i Fare for at blive dræbt af dem. Imidlertid, om behøvedes, stod hans Guelle ham trolig bie, sloges og tumlede saa længe om med den gienstridige Jabmek, indtil han omsider maatte samtykke, eller lade Noaaiden tillige med den Jabmek han skulde afhendte, fare sin Vey.

Blev Livet tilstaaet den Syge, da fik han Helbred og Sundhed igien, imod et Offer, hvilket Noaaiden maatte love den Jabmek, som vilde haft den Syge til sig: Men i Fald saadan Jabmek ikke vilde lade sig bevæge ved Løfter om Ofringer, da maatte den Syge døe; og enten det var til Døden eller Livet, maatte Noaaiden ved sin Hiemkomst giøre det bekiendt. Fremdeles have og Lapper berettet, hvorledes disse fra Jabme-Aimo opmanede Jabmekker havde lykkeligen og vel vogtet deres Reensdyr, saa længe det belovede Offer blev dem rigtig tilbragt, enten et, eller flere Aar, eftersom man i Jabme-Aimo var bleven forligt om.

Hvad ellers Lapperne har fortalt angaaende Tilstanden i Jabme-Aimo, det kommer i alt overeens med det, som de have foregivet om Beskaffenheden i Saiwo, hvoraf sees: at deres Jabme-Aimo er intet andet end deres Saiwo, hvorhen de haabede alle at komme efter Døden, undtagen de, som havde besmittet sig med Tyverie, Ondfindighed og Banden; thi de Laster, og ingen andre, have de holdet for at være Synd, og de som dermed havde været beladte, komme, efter deres Formeening, efter dette Liv til Gerro-Mubben-Aimo, hvor der langt fra ikke faldt den Glæde og Lyksalighed, som i Saiwo.

Hvad for det øvrige Lapperne har vidst at fortelle om Paha-Engel, og andre onde Aander, saasom Rutu, Mubben, Fudno, Duniken og Pergalak, der alle henhøre til den fierde Classes anden Afdeling, har de formodentligen ligeledes lært ved Omgang med de Nordiske Folk efter Christendommens Indførelse; thi man finder slet ingen Sammenheng eller Overeensstemmelse mellem disse Ting, og Lappernes gamle Religion.


§ 14.

Efterat vi i det foregaaende have betragtet Lappernes forige Afguder, fører Ordenen os nu til at melde om deres Hedenske Daab, Altergang og Ofringer, samt de derved brugelige Ceremonier og Skikke. Angaaende derfore deres Hedenske Daab, som de kaldede Laugo d. e. Bad, da er derved at merke, at naar en Lappes Kone lavede fremmelig til Barsel, og i den Tilstand nøye havde befalet sig Sarakka, blev den Frugtsommelige gierne niëgoft, d. e. i Drømme, af en Jabmek advaret om hvad Barnets Navn skulde være, og hvilken Jabmek der skulde, efter deres Talemaade opstaae i dette Barns Liv: Skeede dette ikke, da maatte Fader eller Venner myre paa Rune-Bommen, eller paa Øxe og Belte, eller og Noaaider bleve adspurgte, paa det de efter havte Aabenbaringer maatte nævne Barnet.

Naar Barnet var fød til Verden, førte vel Lapperne det til Kirken, at døbes af Præsten, og lod det give Navn paa Normands Maal, saasom Peder, Hans, Niels etc. Men saa snart det var kommet Hiem fra Præstens Daab, blev det straks lauget, for dermed at give tilkiende, at Barnet stod nu ikke længere i Samfund enten med Præst eller Kirke; thi de stode i de Tanker, at Barnet havde ingen Lykke, førend Præstens Daab igien var aftoet.

Denne Laugen kaldte Lapperne deres Same-Nabma-Daab, hvorved Barnet blev helliget Sarakkæ, og fik sit Same-Nabma, d. e. det Lappe-Navn, som Forældrene paa forommeldte Maade var blevet bekiendtgiort. Dette var gemeenligen Lappisk, og saadan et som Barnets afgudiske Forfædre havde baaret f. E. Gunild-Gierta, Johan-Viol, Risen-Lalle, Kari-Aiken, Jon-Alits, Beret-Aile &c. Dette Navn beholdte Barnet saa længe det ikke blev sygt; thi med det Navn, som et Barn havde bekommet i den christelige Daab, blev det hos Lapperne ingen Tid nævnet, da det blev strax forkastet, og saa aldeles ringe agtet, at Forældrene efter kort Tids Forløb ofte ikke vidste, hvad deres Barn var kaldet i Daaben: ja en Lap blev vred paa den anden, og Børnene straffedes haart af Forældrene, naar de kaldte dem eller deres Sødskende med Præste-Daabs Navn, og ikke ved deres Same-Nabma.

Men blev Barnet sygt, eller græd meget, eller et gammelt Menneske faldt i Sygdom, blev det strax paa Lappisk Viis omdøbt og fik et andet Navn, som kaldtes Udde- eller Adde-Nabma-Daab blev end og igientaget, saa ofte et Barn eller voxet Menneske af Sygdom blev angrebet, og man har Exempler paa, at nogle Lapper fire gange, og indtil de vare 70. Aar gamle, ere omdøbte, hvoraf maae sluttes, at de troede med Rabbinerne, at Navnets Forandring foraarsagede ogsaa Forandring i Sygdommen, og afvergede Guds Vrede.

Herforuden kaldte og Lapperne det at Noaaide-døbes, naar nogen skulde annamme Saiwo, besynderligen Arv-Saiwo, og vare alle de, som saaledes vare Adde-Nabma-Zhjadzet, Noaaide-Zhjadzet og Saiwo-Zhjadzet, forpligtede at ære, tiene og ofre de Jabmeker, Guder, Saiwo, som de vare indviede til ved samme Omdaab; thi de vare i deres Navn døbte.


§ 15.

Ceremonierne ved Same-Nabma og Adde-Nabma-Daab vare Følgende: De bleve begge forrettede af et Fruentimmer, dog med den Forskiel, at den første, nemlig Same-Nabma-Daaben maatte ey forrettes af noget Qvindfolk, som hade været Christ-Edne, det er, Fadder, eller Vidne ved den Christne Daab; men af en anden Kone eller Pige, dog helst Kone, gemeenlig Moderen selv, der formedelst denne Forretning kaldes Risem-Edne, hvilken gav Barnet en Skiello, det er, en Messing-Ring, Plade, Spende eller deslige, til Beviis paa, at Barnet var befriet fra Christendommen: Giendaaben eller Adde-Nabma-Daaben forrettedes derimod alletider af en Kone, som i Henseende til denne Forretning, kaldtes Laugo-Edne, det er, Døbe-Moder. Under hendes Tilsyn varmede man det fornødne Vand, slog det i et Trug, og lagde derudi tvende Birke-Qvister, den eene i sin naturlige Skikkelse, ligesom den var voxen, men den anden bøyede man sammen, som en Ring.

Derpaa tiltalede hun Barnet saaledes: Du skal blive saa frugtbar, sund og sterk, som den Birk, denne Qvist eller Green er tagen af. Derefter kastede hun enten en Messing-Ring, Plade eller andet stykke Messing, eller Tin i Vandet, eller og, om de vare saa formuende, et Sølv-Belte, eller Bryst-Span af Sølv; men hvilken af Deelene dertil brugtes, kaldtes det Nabma-Skiello: derhos sagde hun: Her kaster jeg Nabma-Skiello i Vandet, til at lauge dig; bliv du saa klingende og herlig, som dette Messing eller Sølv er. Derpaa gik Daaben for sig, med disse Ord: Jeg paalauger dig et nyt Navn N. N. Du skal trives og leve bedre i det Vand, som vi meddeele dig, end ved det Vand, i hvilket Præsten døbte dig: Jeg lauger dig op Jabmekas N. Du skal nu staa op igien, være sund og bekomme nye Ledemod. Du Barn! skal nyde den samme Lykke og Glæde, som Jabmekas har haft i Verden. Under disse Ord øste Laugo-Edne tre Gange Vand paa Barnets Hoved, og derpaa laugede hun dets ganske Legeme. Til Slutning sagde hun: Nu er du Adde-Nabma-lauget med Jabmekas Navn, nu faaer jeg see, hvorvel du dermed vil trives.

Saasnart Forretningen var til Ende, blev forbemeldte Skiello, som var kastet i Vandet, taget op af Vandet igien, og bundet ved Barnet, enten under Armen, i Fald det var en Dreng, eller og paa Brystet, dersom det var en Pige. Samme Nabma-Skiello ansaaes af Lapperne for en Helligdom, et Middel mod Forhexelse, og et Forsonings-Tegn, hvilket ingen torde legge fra sig: men saa længe de vare Børn, bare de det, som meldt, under Armen eller paa Brystet; og naar Drenge-Børnene opnaaede Skiels Aar og Alder, hengte de det ved deres Rune-Bommer, som en kraftig Ting. Undertiden skeede det, at Vandet, som skulde bruges til Daaben, blev varmet i en Messing-Kiedel: i saa Fald giorde Kiedelen fyldes for Skiello, og ingen Ring, Plade eller andet blev lagt videre i Vandet; men Messing-Kiedelen hørte fra den Tid af Barnet til. Dog var herved at i agt tage, at ey allene Kiedelen blev til dette Brug skuret ganske blank; men der maatte og kastes Salt i Vandet.

Denne Adde-Nabma-Daab, hvilken, saa ofte et Barn faldt i sterk Sygdom, blev igientaget, maae vel skilles fra Same-Nabma-Daaben, udi hvilken den christelige Daab blev aftoet, uagtet, at begge nesten med eens Ceremonie forrettedes; thi foruden den allerede anmerkede Forskiel i Henseende til Fruentimmerne, som samme forrettede, er endnu dette, som vigtigst at ansee: at ved Same-Nabma-Daaben blev baade Barnet og Vandet indviet og helliget Sarakkæ, førend Døbelsen ɔ: Laugen gik for sig; saa at denne Laug, d. e. Daab egentligen foretoges Sarakka til Ære, og var et Sarakkæ Sacramente, hvorved Børnene med hende blev indlemmede. Ingen torde derfor understaae sig at øse Vand paa et Barn, eller toe det, naar det kom fra den christne Daab, førend det i Forveyen var blevet lauget og omdøbt af Risem-Edne: derimod i Adde-Nabma-Trolddaaben kunde Lapperne, om de end vare gifte og vel til Alders omdøbes og Saiwo-Lauges.

For Resten forstaaer det sig selv, at ved begge Slags Daabs Forretninger, og saa ofte een af dem blev foretaget, maatte anseelige Offere frembæres baade for Sarakka, som og for den Jabmeke, der blev opkaldet: Hvilket har været et nyt Middel, hvorved Lappen, der ellers er fattig nok, meere og meere er bleven forarmet.


§ 16.

Grunden til ommeldte Lappernes Omdøbelse beroede paa deres Saiwo; thi saasnart et Barn faldt i Sygdom, holdte de for, at en Jabmek eller Beboere af deres Saiwo vilde opkaldes. Heraf kom det, at mange Lapper har haft tre til fire, ja ofte flere Adde-Nabma, og af samme Tall kunde strax vides, hvor ofte de havde været syge og vare blevne omdøbte.

At give her en fuldstændig fortegnelse paa alle deres Saiwo og Adde-Nabma, saaledes som de af Missionen fra adskillige Steder ere samlede og i Acterne her og der anførte, vilde falde alt for vidtløftigt; thi Lappernes Saiwo, fra Øst-Finmarken hen til Trundhiem, beløbe sig til mange Tusinde i Tallet, og af deres Adde-Nabma haves ogsaa god Forraad. Dog for at fornøye Læserne, vil jeg anføre nogle faa Lappers baade Saiwo- og Adde-Nabma, paa det man deraf kan giøre sig nogenledes Begreb om Sagens hele Beskaffenhed.

En Lappe 70 Aar gammel, hans Adde-Nabma var Diesse, og hans Saiwo følgende:

1) Brantzen-Saiwo.
2) Jörman-Saiwo.
3) Jouma-Saiwo.
4) Kiokkelen-Saiwo.
5) Sotfalla-Saiwo.
6) Aimetal-Saiwo,
7) Hermans-Oilk-Saiwo.
8) Brantzen-Jokken-Saiwo,
9) Huvelle-Holken-Saiwo.
10) Akkan-Saiwo.
11) Mutzviell-Saiwo.
12) Dærkan-Saiwo og
13) Mælkan-Saiwo.

Af disse havde han bekommet No. 1. 7. og 8. af sin Moder i hendes levende Live, samt tre Ringe, hvilke han efter Haanden har foræret sine Børn, alt som de ere blevne gifte, og han har givet dem Saiwo: No. 2. 3. 12. og 13. havde han arvet efter sin Farfader: No. 4. og 5. efter sin Morbroder: No. 6. efter hans Mosters Barn: No. 9. og 10. efter hans Mormoders Søster, og No. 11. efter sin Faster. Ere altsaa alle Arve-Saiwo.

Den samme Lappes Kone, 60 Aar gammel, hendes Adde-Nabma var Suk, og hendes Saiwo:

1) Buarkan-Saiwo.
2) Germanjana-Saiwo.
3) Raakjodoi-Saiwo.
4) Brakkaviell-Saiwo.
5) Faures Loit-Saiwo og
6) Diawarden-Saiwo.

De trende første arvede hun efter hendes Fader; den fierde efter hendes Moder, og de tvende sidste efter hendes Mormoder.

Datteren af bemeldte Lapper, 30 Aar gammel, havde til Adde-Nabma: Waibi og følgende Saiwo:  

1) Ourewarden-Saiwo.
2) Norisviell-Saiwo.
3) Brouksviell Saiwo.
4) Paimanas-Saiwo.
5) Sitangaifen-Saiwo og
6) Stragoi-Saiwo.

De trende første bekommet af forbemeldte hendes Fader til Udstyr: de trende sidste arvet efter hendes Mormoder.

En Lappe-Dreng, 20 Aar gammel, havde ingen Adde-Nabma, efterdi han aldrig havde været syg; men eyede dog tvende Saiwo, nemlig:

1) Ukkje-Gielling-Saiwo.
2) Bergzhjaze-Saiwo.

Den første har hans Fader givet ham, da han var 12 Aar gammel, den anden tiljuoigede han sig selv to Aar derefter.

En Lappe-Pige, 18 Aar gammel, hendes Adde-Nabma var Lamik, havde trende Saiwo, nemlig:

1) Dærkan-Saiwo.
2) Melkan-Saiwo og
3) Brantzen-Saiwo.

Alle vare de arvede efter hendes Moder, som havde ligeledes ved Arv faaet sin Lod i disse Saiwo.

Nok en Lappe-Dreng 16 Aar gammel; han havde til Adde-Nabma: Waila; og ellers allerede Sex Saiwo:

1) Aerenware-Saiwo.
2) Klak-Saiwo.
3) Kienviellen-Saiwo.
4) Melkan-Saiwo.
5) Rutiken-Saiwo og
6) Hop Saiwo.

Alle Arve-Saiwo, tilfaldne efter hans Morfader, og bleve de ham leverede kort for Dødsfaldet.

Endnu en gammel Lappe, paa 70 Aar, som tre Gange havde været syg, og derfor ligesaa mange Gange var bleven Adde-Nabma-Skarjet, han havde i Følge heraf trende Adde-Nabma, nemlig: Rate, Leufi og Gorwe; hans Saiwo vare:

1) Melko Saiwo.
2) Gaptelfienne Meitkel-Saiwo.
3) Deve-Gaptelfienne-Saiwo.
4) Speik-Saiwo og
5) Krofejaure-Saiwo.

Hvilke alle denne, paa een nær, havde tiljuoiget sig.


§ 17.

Naar en Skin-christen Lappe eller Finne fik i Sinde, at gaae til Alters hos de Christne, var han paa den eene Side bange, at giære sine egne Afguder imod og miste deres Varetægt; men paa den anden Side frygtede han og for, hvis han forsømte det, at støde de Christnes Gud, og derved formeenes, at boe i deres Land; ja ganske miste de Christnes Guds Hielp, om han maaskee formaaede noget. I denne Knibe syntes ham best at tage Middelveyen, for ikke at støde enten den eene eller den anden.

Saasnart derfore Lappen havde fast besluttet at gaae til Guds Bord, giorde han først sit Skriftemaal for sine egne Guder, hvilket skede enten Hjemme, eller ved det første Vand, han kom til paa Kirke-Veyen: men i saadant Fald havde han hos sig et Stykke Kiød, Ost eller Brød. Han faldt først paa Knæ og gjorde sin Bøn til Sarakka, Saiwo, Horagalles, Ailekes-Olmak, Radien, Leib-Olmai, No. 40, ja endogsaa til Zhjaeppes-Olmai og Fudno selv, som Lapperne ansaae for at være Satan eller Dievelen. Alle Disse bade de om Forladelse for alle de Synder, som de havde giort mod dem: men i Besynderlighed bade de dennem om Forladelse for, at de nu, imod deres Villie, maatte gaae til Præsten og Guds Bord; hvilket skede allene derfor, at de kunde være med Sikkerhed i Landet. Derefter toge de et Stykke Kiød, Brød eller Ost og signede eller indviede det med følgende formular: Dat læ Sarakka Biergo, Saiwo Laibe, Horagalles Biergo; hvilket vil sige saa meget: Dette er Sarakka rette Mad, Saiwo Brød, Horagalles Mad: siden Drukke de af Bekken, og sagde: Dat læ Sarakka Vuor, Saiwo Zhadze, Horagalles Zhiadze ɔ: Dette er Sarakka Blod, Saiwo Vand, Horagalles Vand. Nogle derimod drukke Øll eller Brændeviin, naar samme var ved Haanden.

Saaledes brugte en Deel dette deres afskyelige Sacramente, baade under Æden og Drikken; andre under Drikken allene: en Deel giorde Dagen førend de ginge til Alters for Præsten: en Deel Dagen derefter. Naar de ginge ud af Kirken, sagde de: Nu maa den vinde som sterkest er; enten Christ-Jbmel, det er, de Christnes Gud, eller Sarakka, Saiwo, Horagalles &c. vi have nu føyet os efter begge Parters Villie.

Nogle have bekiendt, at de, naar de ginge i Kirken, hvilket ikke skeede, førend de havde adspurgt Rune-Bommen, Øxe, Bælte og Girga, og erholdet Forlov eller Tilladelse, ere først, de vare komne ind i Kirken, falden paa Knæ, og have giort deres Bøn til Sarakka, Saiwo og andre deres Guder: andre derimod bekiendte, at de havde tilbedet baade deres og de Christnes Guddom; samt at de, ved det hellige Sacramentes Annammelse aldeles ikke havde tænkt paa Jesum Christum, men allene i deres Hierter erindret Sarakka, Saiwo, Horagalles, Radiens med andres Legeme og Blod: ligesaa at de efter Altergangen i Kirken have altid paakaldet deres egne Guder, uden at nævne enten Jesum Christum eller Faderen.

Ellers drukke alle frugtsommelige Qvinder Sarakka Gare, d. e. Skaal, og aade Sarakka-Grød; og i Noaaide-Kiöriga drukke de Saiwo Zhjadze, Noaaide-Gare og Jabmeke-Zhjadze af Vand og Aske: men en Deel aad og drak, hvad de nøde, til deres Guders Ihukommelse; og de fleste læste aldrig anderledes til og fra Bords, samt Morgen- og Aften-Bøn, end for deres Guder, Sarakka, Saiwo, Jabmeke, med flere.


§ 18.

Om Lappernes afgudiske Offere og Ofrings-Manerer, i sær i de Svenske Lapmarker, har den berømte Schæffer samlet og bekiendtgiort adskillige Efterretninger, hvilke den Kongelige Danske Mission og har befunden, for det meste, at have været brugelige i Finmarken og det hele Norske Lapland. Dog ere ved den sidstes Omhyggelighed endnu flere Ting blevne opdagede, hvilke her i sin Sammenheng skal vorde anførte.

Lappernes sædvanlige Offer-Tid var om Efterhøsten, eller naar de havde indslagtet: Men de usædvanlige Ofringer skede til alle Tider om Aaret, alt som deres Nød og Anliggende, deres Varetegn og Orakler, helst Rune-Bommen, det udfordrede, snart til een, snart til en anden af deres Afguder, hvis Hielp de behøvede.

Alle Ofringer bleve forrettede med visse Ceremonier og Skikke, hvilke Lapperne paa det nøyeste toge i Agt. Ved samme vare i Almindelighed at merke:

1. At intet Offer maatte tillaves, eller Ofringer forrettes, ved en Qvindes Haand; men det maatte skee af en Noaaid, som forstod alle Offer-Ceremonier og derudi var vel øvet. Denne kaldtes, i Henseende til samme Forretning, Blodmanden: Qvinde-Kiønnet derimod maatte nøyes med at høre Trold-Messer, at være tilstede i Noaaide-Forsamlingerne, og at forstaae at juoige og udtone deres hedenske Antiphonier og Skurre-Sange; og de Qvinder, som vare komne saavidt, at de kunde juoige og rune paa de Redskaber, som tilkom Kiønnet at bruge, kaldte Lapperne i deres Sprog, Guape.

2. At Blodmanden maatte skille fra Offer-Dyret, naar det var slagtet og hugget i Stykker, dets Næse, Øyne, Ørne, Hierte og Lunge, desligeste og noget lidet Kiød af et hvert Lem: men i Særdeleshed maatte han ikke forglemme at tage det Lem med, som forskielliger Kiønnet, naar Offeret var et Han-Dyr. Naar nu alt det øvrige paa Offer-Stedet var blevet kogt, og af de indbudne Giester fortæret, sankede man alle Benene tilsammen, og nedlagde dem, tillige med ovenmeldte afsondrede Deele, i deres naturlige Orden og Sammenheng, udi en Slags Liig-Kiste, som var giort af Birke-Bark: derpaa bestenkede og overstrøg man det med Blod; og i saadan Tilstand, hvor det først ansaaes for et ret og fuldkommet Offer, som af dennem kaldtes Damengare, begrove de det høytideligen i Jorden.

3. At den af deres Afguder, som de giorde meest Væsen af, skar de ud i en Trunte eller Knub af en Birk, halvanden til to Alen høy, og henved en Alen tyk, og lavede det saa, at han fik nogen Lighed med det Merke, hvormed samme Afgud var paa Rune-Bommen aftegnet. Dette Billede satte de over den nedgravede Damengare, og kaldede det Wærro-Muora, med den Afguds Navn foran, som de ofrede til; hvilket efter Lappernes Udsigende skede derfor, at enhver Gud kunde kiende sit Offer, og en anden ikke skulle tilegne sig det, og giøre sig til gode deraf paa fremmed Regning. Naar Billedet var hensat, overstrøge de det med Offer-Blod, og malede derpaa, særdeles paa Brystet, adskillige Korse; men Øynene giorde de kiendelige med Fedmen af Offeret.

4. Ved Siden af Wærro-Muora eller Billedet satte de endnu et eller andet Tegn, som de kaldte Kielde-Muor. Samme bestod gemeenligen i tvende Grene af et Birke-Træe, ved hver sin Side af Billedet een Green, og begge vare tilsammen bøyede i Toppen. Naar de ofrede til Solen eller Maanen, satte de et Træ ved Siden af hvers Billede, dannede det oven til som en Ring, besat med Takker, og bestrøge det paa alle Sider med Blod. Over Horagalles Damengare, satte de noget, som skulde forestille en stor Hammer, hvormed han skulde forjage Hexe og andre onde Mennesker. Naar de ofrede til Rutu, toge de gierne Qviste af et Fyrretræ: naar det skede til Saiwo, betiente de sig, i Steden for Træ, af Steene, som de ligesaa besmurte med Blodet, samt ziirede med Fedmen af Offeret.

5. Wærro-Muora blev udskaaret saaledes, at Roden af Træet udgjorde Hovedet; men Stammen det øvrige af Legemet. Dette blev opstillet ved alle deres Offere, som de bragte Sarakka, Saiwo, Jabmeke, og øvrige deres egne gamle Guder saaledes, at Billedets Hoved, som var Træets Rod, hvilket de kaldte Mad, vendte i Veyret, men Stammen blev festet i Jorden: skulde derimod ofres til Radien-Atzhie eller Radien-Kiedde, hvorved de forstod den sande Gud; saa bleve og deres Personer paa samme Maade betegnede, undtagen at Roden af Træet, eller Hovedet af deres Wærro-Muora kom altid til at staae ned ad, og Stammen op ad.


§ 19.

Foruden forbemeldte Ceremonier, iagttoge og Lapperne adskillige særdeles Skikke ved deres Ofringer, og dette saavel i Henseende til den som Offeret bragtes, som i Henseende til de Personer, som skulde fortære det. Angaaende det første, da maatte ingen Hun, eller skaaret Han-Dyr ofres til Horagalles: derimod maatte intet Han-Dyr, undtagen en Hane, fremstilles for Sarakka: til Soel og Maane maatte ikke allene ingen Han frembydes, men Offerdyret maatte heller ikke være sort.

I Henseende den anden Iagttagelse, da blev Sarakka Offer ikkun fortæret af Qvindfolk, og ingen af det andet Kiøn nød Deel deri, ikke engang i Levningerne, som bragtes Hiem; derimod burde og ingen af Qvindekiønnet tære det mindste af Beiwes, Horagalles, Saiwo, Jabmekers, Leib-Olmai og flere deslige Offere; hvilke Mandfolkene vare allene berettigede til at nyde. Dog, da Mandfolkene ikke paa Offer-Stedet spiiste uden Forparten af Offeret, blev Bagdelen sendt dem tilbage, som havde skaffet Offeret, paa det de og deres kunde fortære den. Men de Offere, som gaves den sande Gud, under Navn af Radien-Atzhie og Radien-Kiedde, saavelsom de, der gaves Ailekes og Maria, bleve deelede lige til baade Mands og Qvindes Personer.

Efterdi Maria bliver her erindret; saa er derved at merke, at nogle faa Lapper har haft hendes Tegn paa deres Rune-Bomme, og har bedet hende, at hun vilde gaae i Bøn for dem; men som det var ganske faa, saa skede og sielden Ofringer til hende, og disse, naar de endeligen skulde foretages, maatte forrettes af en Noaaid med de sædvanlige Ceremonier.

Til Beiwe ofredes hviide Creature, ligesom og Lin eller Hør; men ved dets Wærro-Muora, sattes i Steden for Kielde-Muor en Spinderok, for derunder at beregne Solens Vending og Straaler: thi ikke allene Lapper og Finner, men og andre Nordiske Folk tænkte i Hedenskabet, at de giorde Solen en stor Høytid, naar de ofrede hende Lin eller Hør; ja, man hører endnu paa sine Steder i Norge Børn synge dette gamle Vers: Lova, lova Lin: Gud ladt Sola skin!


§ 20.

Ved Ofringerne selv forholdtes det paa følgende Maade: naar Noaaiden havde ved Runebom og Henrykkelse indhentet Efterretning om, hvilken Gud der skulde ofres til, og sligt af Vedkommende var derefter blevet besluttet, maatte det srax kundgiøres Blodmanden, d. e. den Noaaid, som skulde paatage sig denne Forretning, og Offerdyret blev imidlertid fraskildt ved at merkes i det høyre Øre, saa snart det var kiendt dueligt; thi intet maatte ofres som ej var fuldkommen friskt og sundt; men Blodmanden selv maatte berede sig til Forretningen ved Faste, samt ved at toe og rense alle sine Lemmer.

Saasnart Offerdagen frembrød, begav sig Blodmanden tillige med den Lappe, som havde forskaffet Offeret, og de som vare Giæstbudne, hen til Offer-Pladsen: Blodmanden var da iført sine beste Klæder, havde en Kiæde af Messing om den høyre Haand, og var omgiven med et Bælte, som gik over den venstre Axel ned til den høyre Side, som et Ridderbaand. Skeede Ofringen en Saiwo Nieid, eller en af Akkerne til Ære, saa havde han og en hviid Linhat paa, foruden det sædvanlige hvide Linklæde.

Paa Offer-Pladsen stak han Offerdyret med særdeles Behændighed, saa det i samme Øyeblik faldt til Jorden, og var inden kort Tid dødt: derpaa blev det med største Hastighed flaaet, Indvolden udtagen, og Kroppen efter Ledemodene huggen i Stykker, men Stykkerne kastede i Offer-Kiedelen til at koges.

Efterat Kiedelen havde sydet en halv Time, blev det som tilkom Damengare optaget og tillavet, indtil det øvrige var kogt nok; da alle Offer-Giæsterne tillige med Blodmanden faldt paa Knæ og velsignede Maaltidet, hylede og bade til den formenede Gud, hvilken Offeret var tiltænkt, at han vilde naadigst ansee og modtage Offeret, samt være dem behielpelig i den Sag, hvorfor Offeret skeede. Herpaa tog Blodmanden Kiødet og sagde: Dat læ Sarakka Biergo, d. e. dette er Sarakkæ Mad; (Jabmeke, Saiwo, eller hvilken Gud de ofrede til:) da Offer-Giæsterne alt giorde efter ham. Endeligen spiiste de og fortærede Forparten: men Bagdeelen holdte de uværdig at spises til et Offer, hvorfore de sendte den, som meldt er, Hiem til Huusbehov. Naar Kiødet tillige med Marven af Beenene var fortæret, (dog maatte Marve-Beenene ingenlunde hugges tvers over, men kløves) satte Blodmanden en Drik Kiød-Suppe til Livs oven paa, derhos sigende: Dat læ Sarakka Gare, Jabmeke Gare, Saiwo Gare, eller hvis anden Guds Offer-Høytid da holdtes; alt giorde de andre efter. Ved samme Leilighed drukke de ogsaa de øvrige Guders Skaale, enten i Brendeviin, om de havde det, eller i Vand.

Ofrede de til den sande Gud, under Navn af Radien-Atzhie og Radien-Kiedde, eller med tydeligere Ord, den hellige Tre-Enighed under Benævnelse af Gud Fader, Gud Søn og Gud den Hellig Aand, aade og drukke de ligeledes deres Biergo og Gare: thi de holdte dem for tre særdeles Guder.

Naar Maaltidet var til Ende, faldte de atter paa Knæ og bade den Gud, som de ofrede til, at han vilde være dem naadig og ikke forsmaae deres Offer: derpaa samlede Blodmanden Hovedet, Benene og hvad anden Damengare tilhørende, og lagde det i den dertil indrettede Kiste, gravede det ned i Jorden, og oprettede over samme Grav Wærro-Muora, som forhen er meldt.

Naar man ellers har spurgt en Noaaid, hvad hans Prydelser, Kiæde, Bælte, som han under Ofringen bar, skulde betyde? svarede han: at det alt var Tegn paa den Frivillighed og Beredvillighed, med hvilken de frembare deres Offere: og skulde han forklare: hvorfore Beenene saa ordentligen blev samlede til Damengare, og nedgravede, med videre? hedde det: man troede, at Offerdyret fik igien af den Gud, som det blev ofret til, ey allene sit Kiød, Liv og sine Lemmer i fuld god Stand; men og blev det langt større og herligere, end som det var den Tiid, det her blev slagtet. Udi denne Overtroe bleve de end mere bestyrkede ved de Fortellinger, de hørte om de Dyr, der saaes i deres Saiwo eller Passe-Warek, og som de holdte for de samme, som Lapperne her havde ofret, Saiwo til Ære.

Da Lapperne fremdeles stoede i den Tanke: at saadanne Offere gavnede dem intet, saafremt alle Ceremonier og Skikke ikke nøye bleve iagttagne; saa underviiste fornemmeligen Noaaiderne deres Drengebørn fra Barns Been af meget omhyggeligen derudi, paa det at ingen Omstændighed i deres gamle Skikke og Sædvaner, helst ved Offer-Høytider skulde forbigaaes, eller faae mindste Leilighed med Tiden at forglemmes i nogen Maade.


§ 21.

Men efterdi der i det foregaaende saa ofte er skeed Erindring om Noaaiderne eller Lappernes Hexe-Propheter; saa agtes her fornøden ogsaa at legge for Dagen, hvorledes disse Kunstnere ere komne til dette Embede, og hvorudi deres Værdighed og Pligt egentligen haver bestaaet.

Noaaiderne vare blandt Lapperne og Finnerne aldeles anseelige Folk, i det at de som Propheter spaaede og underviiste Almuen; som Præster forrettede allene de afgudiske Ofringer, og som Patriarker styrede de den meenige Mand, der i alt maatte følge og adlyde dem. De unge Karle, der i deres første Manddoms Aar lode kiende noget Spor hos sig af Tilbøyelighed og Beqvemhed til dette saa meget vigtigt Embede, bleve dertil af Tonto, d. e. den onde Aand, umiddelbar kaldede, dog paa forskiellige Maader: thi for nogle aabenbarede han sig synligen i en Saiwo-Gadzes Person; for andre har han ladet sig til syne, naar de efter en sterk Ruus ere faldne i en dyb Søvn; men atter for andre, naar han haver truffet dem allene paa Marken: ved hvilke Leiligheder han haver holdt Underhandlinger med dem og antaget dem i sin Tieneste.

Saa snart det var kommet saavidt, har Saiwo-Gadze selv taget dem i Skole og underviist dem ved idelige Samtaler, Underretning, Raad førelse og Øvelse i hans Videnskaber; snart allene paa Marken; snart og ved Omgang med og Anførsel af Noaaiderne i Saiwo, til hvilke han haver nedført ham. Naar nu en Lappe saaledes vel havde fattet og begrebet den udfordrende Videnskab, og til dette hans Embede skulde indvies, bleve følgende Ceremonier i Korthed derved iagttagne: en Sammenkomst blev af nogle de ældste Noaaider hos Candidaten, eller den Embeds-Søgende, berammet; og, naar de vare forsamlede, satte sig een af de gamle Noaaider ned paa Jorden hos den unge uden for Døren af deres Telt saaledes, at deres Fødder laae sammen om hinanden: herpaa begyndte den unge Noaaid at rune og juoige paa hans Runebom: skeede det nu, som altid gierne indtraf, at deres Saiwo eller Noaaid-Gadzer indfandt sig ved denne Runen og Juoigen, og gik over deres Fødder ind i Teltet, saaledes, at den unge Noaaid fandt og følede allene at Saiwo-Gadzen rørte ved og gik over dem; og den gamle derimod fandt intet dertil: men allene merkede, hvilket han maatte forstaae sig paa, at Saiwo-Gadze var nærværende, blev han strax udnævnt til Noaaid, og fra den Stund af maatte alle ansee og erkiende ham derfor.


§ 22.

Efterat Noaaiden nu saaledes offentligen var bekiendtgiort, begyndte Noaaide-Gadzerne eller Nisserne en jevnligere og fortroeligere Omgang med ham, og i Alt at gaae ham til Haande: af disse kunde han udvelge til sin Tieneste saa mange han vilde. De lode sig, efter Noaaidernes Forklaring, see, nu i Skikkelse af en ung Lappe i Lappe-Klæder, og disse vare de meest gængse og sædvanligste; nu som en gammel Mand; nu atter som et Qvindfolk; og alle disse holdte de for Saiwo-Olmak og Saiwo-Nieide: men dette sidste Slags skulde være saa haarde som en Steen at ligge hos; og i hvilken Skikkelse end nogen af dem fremstillede sig, holdte Noaaiden ham for sin Skyts-Aand eller Engel, og kaldte ham Tonto, som før er meldt.

Fremdeles bøde og Gan-Fuglene deres Tjeneste til. Disse kaldtes Wuoko, eller Wæros-Lodde, d. e. Kunst-Fugle, hvilke, saa snart man kaldede paa dem, komme flyvende, satte sig ned paa Jorden, og af deres Fiere rtystede nogle giftige Tingester, ligesom det kunde have været Luus, hvilke kaldtes Gan-Fluer. Med disse bekiendte nogle, at de havde giort meget Ont, og forhexet mange, saavel af Mennesker, som Qvæg. Samme Gan-Fluer sankede Noaaiden tilsammen, dog ikke med blotte Hænder, thi de holdtes for særdeles forgiftige, forvarede dem i en Æske og brugte dem efter Haanden. Hændte det sig imidlertid, at de alle vare udslupne, og han i det samme vilde, eller skulde giøre nogen Ont, men kunde ikke oppebie Tiden, at Wuoko tilbragte ham nyt Forraad; saa laante han dem af en anden Noaaid, og betalte ham siden med lige Vahre. Det var endeligen ikke aldeles fornøden, at Noaaiden fik sin Gan af Wuoko; thi Noaaide-Gadzen kunde i Steden herfor skaffe ham en Gan-Stav, dannet som en Øxe, og sterkt forgiftet, og hvad Noaaiden eller en anden slog dermed, være sig Mennesker eller Dyr blev strax sygt, og kunde ikke komme sig igien, førend Noaaiden var stillet tilfreds, og formaaet til, selv at helbrede Skaden.

End videre bekomme de Rettighed til at betiene sig af deres Noaaid-Guarms eller Guelle, saa og af Noaaiden-Sarwa, om hvilke er meldt §. 11. Naar derfor en Noaaid havde opnaaet den største Færdighed i Kunsten, og derpaa skulde giøre en Jabme-Aimo-Reise; saa var den Jabmek, som stræbede at imodstaae ham, forbunden til at lade sin Jabmek-Sarwa træde frem og kæmpes med Noaaidens Sarwa om Prisen.

Iligemaade bleve de og berettigede til, ved saadan Leilighed at betiene sig af Noaaiden-Dirri, No. 15 og 19, som er et af de fornemmeste Trold-Redskaber, og ingen havde i Eye, eller vidste at bruge uden de ypperste Noaaider: Den skulde være saa kraftig til Hexerie, at en saadan forsynet Noaaid torde paa sin Jabme-Aimo-Reise sette denne Noaaiden-Dirri imod de i Jabme-Aimo sig befindende Noaaider, som vilde forfegte den Jabmek, som Noaaiden vilde føre bort med sig; som og imod den Jabmek der ikke vilde samtykke den Syges Helbredelse at han maatte leve, og forblive hos sine Paarørende oven paa Biergene.

Alle disse foranførte Væsener, saasom: Noaaide-Gadze, Saiwo-Lodde, Wuoko, som og Gan og Gan-Stav, Noaaide-Guelle eller Guarms, Noaaide-Sarwa og Noaaiden-Dirri, saavelsom deres Saiwo og flere deres Afguder, som brugtes til Hexerie, og stode til Tieneste hos en Noaaid, kaldte han med et Navn, sine Noaiden-Dielles, d. e. hans Skygger, eller hans Noaaides-Wuoigen, d. e. hans Hexe-Aander. Og ligesom en Herre veed Navn paa sine Tienere, saa havde og Noaaiderne givet hver af deres Gadzer sit Navn.

De allerfornemmeste og mest erfarne blandt Noaaiderne værdigede Tonto endnu langt mere; thi han kom dem ofte i møde paa vidt afveyes Fodstige, faldt dem an i en gresselig Skikkelse, og brødes med dem, da han ey allene iblandt, efter en haard Kamp, hvoraf Noaaiden kunde længe være syg og lam, overlod denne Seyeren og Marken; men og iblant lod sig aldeles slaae ihiel; i hvilket Fald han skal have efterladt Seyervinderen et anseeligt Bytte af Sølv og Guld, som Noaaiden smukt tog Hiem med sig. Saadanne Aander kaldede Lapperne paa den Nordlige Kant af Landet Noaaide-Stallo; men nærmere mod Trundhiem veed man intet Exempel derpaa.


§ 23.

Hvad Noaaidernes Pligter og Forretninger er betreffende; da havde de fornemmeligen al slags Spaadom, samt Underviisning med det gamle Rune-Væsen i deres Magt. Derfor maatte og de andre Finner og Lapper i alle Tilfælde være dem hørige og lydige, og raadføre sig med dem; og alt hvad de lærte og foregav, maatte Almuen antage som uimodsigelige Sandheder, og som fra Guderne tilbragte Aabenbaringer.

Dog holdte Lapperne for, at Noaaiderne vare mere og mindre fuldkomnere, saa at hvad en ringe Noaaid ikke kunde formaae ved sin Runebom og Drømmerie, hvori ham ingen Aabenbaringer gaves, dertil brugte de en anden, om hvilken de troede, at han havde en nærmere Adgang til Saiwo, og kunde lettere faa udforsket sammes hemmelige Raad og Anslag.

Fremdeles kom det og Noaaiderne til, at de, som Offer-Præster skulde besigte og undersøge alle Offer-Dyr, som forhen er meldt: og som Lapperne stode i den Tanke, at alle , endog almindelige Sygdomme, ja Døden selv, bleve dem paalagte af Saiwo-Olmak og de Jabmeker, som vare deres afdøde Venner, enten fordi disse længtes efter dem; eller og for at tugte dem for et aller andet, hvorudi de maatte have forseet sig imod dem; saa saae de sig aldeles intet om efter noget naturligt Hielpe-Middel, men Noaaiderne maatte være deres Læger, og ved deres Runing og Hexerie, ja vel og i Nødsfald ved Reiser til Jabme-aimo, skaffe dem, deres Børn og deres Creature Helbred og Liv igien.

Da nu Noaaiderne saaledes i mange Maader bleve søgte, er det ikke at undre over, det Lapperne ansaae deres Embede som noget vigtigt, og af al Magt stræbte at erhverve og naae det, som noget høyst fordeelagtigt: thi i hvad de endog forrettede, finge de Betaling derfor, i Besynderlighed naar nogen ved Troldom var tilføyet Skade, eller var falden i Sygdom og andre Gienvordigheder; men i saa Fald ansaaes Noaaidens Embede som sær møysommeligt og vigtigt, og blev Umagen derfor desbedre forskyldt. Det var heller ikke længe imellem, at der jo kunde tilslaaes de paa Fieldene omflakkende Lapper en eller anden Vanheld, hvorimod man maatte tage sin Tilflugt til Noaaiden, for at hielpes ved hans Aabenbaringer, Offer og Trold-Kurer; og paa den Maade slog Næringen desbedre til for dem.

Til saadanne sine Forretninger maatte Noaaiden berede sig formedelst en Dags Faste. Var Sagen af Betydenhed, forsamlede sig nogle Noaaider i den fornemmeste Juoigs Kuatte eller Telt, hvor de paa Knæ myrede og juoigede, for at raadføre sig med Rune-Bommen. Finge de nu Afslag, grebe de atter til Rune-Bommen, og hvilket Offer samme forlangede. Vilde Offeret heller ikke hielpe; da maatte en Saiwo- og Jabme-aimo Reyse foretages, hvor det kom an paa, hvilken Noaaid der havde de sterkeste Noaaiden-Dielles eller Dirri. Ved alt dette maatte dog de arme Lapper som oftest see, at alle Noaaidens Ophævelser vare forgiæves og deres Betaling spildt.

Noaaidens Alder strakte sig gierne til 50 Aar; thi naar de vare udløbne, udrettede han siden ikke noget synderlig vigtigt; men, saa snart han havde mistet sine Tænder, duede han ikke mere til noget.


§ 24.

Lapperne og Finnerne vare før saa saare eenfoldige, at de endog antoge og ærede blot naturlige Ting, som Guder, saafremt de troede, at samme enten kunde gavne eller skade dem i deres timelige Næring. Heraf kom det, at de tilbade Sol, Maane, Torden, Bierge og Søer, ja Luftens Strekninger; de troede ogsaa, at der var et slags Guddom ved Lys og Mørke, Morgen og Aften, Løv og Græs, Skove og vilde Dyr, Sundhed og Kiønhed, Helbred og Sygdom; Herfra nedstammede den mangfoldige Van- og Overtroe, som herskede iblandt dem.

Det vi kalde Dagningen, Dagskiæren eller Morgen-Røden, kalde Lapper og Finner Jdedes-Guouvso, og vores Aftning, Tuusmørke, Skumring eller Skumling, kalde de Ekkiedes-Guouvso. Om disse troede de, at den første var Radien eller en god, men den anden Rutu eller en ond Gud helliget. Saa mange derfor som havde disse tvende Guouvso aftegnede paa deres Rune-Bomme, de satte altid Jdedes-Guouvso hen ved Radien-Aimo; og Ekkiedes-Guouvso gave de Plads ved Rut-Aimo.

Naar de nu skulde raadføre sig med Rune-Bommen, angaaende en forehavende Reise, og Weiko eller Ringen, foer hen imod Jdedes-Guouvso; da lærte man deraf, at de skulde begive sig paa Reisen om Morgenen: Dersom han derimod tog sin Fart hen imod Ekkiedes-Guouvso, da burde Reisen foretages om Aftenen: Dersom de underveis spurgte Rune-Bommen til Raads angaaende Natten, og Ringen da gik hen imod Ekkiedes-Guouvso, burde de fortsette Reisen den ganske Nat: vendte han sig derimod til Jdedes-Guouvso, skulde de blive liggende til aarle om Morgenen. Over denne Handel bildte de sig ind, at de ikke mindre trængte til Rutu, som Mørkets Fader, end til Radien, som Lysets Beherskere; følgeligen ærede de baade den ene og den anden; ja da de holdte for, at alt, hvad dem var besværligt, kom fra Rutu, saa beteede de ham og større Ære, bragte ham og flere Offere end Radien.

Sommeren tiener til at fordrive Sneen og frembringe Løv og Græs. Begge disse er meget vigtige Poster for Lapperne i Henseende til deres Reensdyr, fornemmeligen under denne kolde og strenge Himmel-Strekning, og det oven paa Fieldene, hvor Frost og Snee ere snart bestandige, skiønt nogle Aar mindre end andre. Her stod Lappernes Fornuft stille; deres Rune-Bomme lod dem raadvilde; og deres Koglerie hielpeløse; Fornuften kunde ikke finde Reede i det, som Sandserne maatte føle og fornemme. Vel kunde de see, at Solen virkede i Vextriget, og bortsmeltede Sneen; men de kunde ikke begribe, hvorledes Løv og Græs kan komme til at groe: de maatte altsaa erkiende i dette Stykke en høyere Kraft, hvilken de tilskreve Radien eller den gode Gud, som styrer og opholder alle Ting; og saaledes troede de da, at denne frembringer Løv og Græs; men at Sommerens Varme borttøer Sneen.

Dog da Lapperne ikke erkiendte andet i den gode Guds Væsen, end en blot Velvillighed til det Gode: men i Henseende til Virkningen troede, at han sad ledig og skiøttede sig selv, uden i Virkelighed at befatte sig med noget; saa stoede de i den Tanke, at den Virkning, hvorved Løv og Græs alle Aar groe og fremkomme, var af Radiens Datter, i deres Sprog Rana-Nieide eller Radien-Nieide; paa denne meente de, det kom egentligen an, at Træer og Urter hvert Aar voxe; ligesom og deres Indbildning var, at Serge-Edne, der holdtes for Radiens Kone, skabte alle, saavel Menneskers som Dyrs Siele.

Ligeledes holdte de Solen for noget Guddommeligt; men sammes Virkning og Varme for hendes Datter, som de kaldte Sola-Nieide, hvilken efter deres Meening besørgede, at Snee og Frost ophøre. Disse ærede og tilbade Lapperne altsaa som Gudinder, og, naar de havde deres Hielp nødig, bragte de dem ogsaa Offere; paa det de skulde blive dem naadige og bevaagne, forskaffe dem Græsning til deres Reensdyr, frie dem fra yderlig Nød, og lade dem betimeligen nyde Melk og Ost, med videre af deres Dyr.


§ 25.

Man veed at Lapperne og Finnerne søge deres Næring ved Scytterie, samt ved Fiskerie i de ferske Vande oven paa Fieldene. Her troede de i deres Eenfoldighed, at der vare visse Væsener, som opholdte sig i Skovene, for at have Tilsyn med de vilde Dyr, Biørnene allene undtagne; og i Vandene for at beskytte Fiskene: Disse formeente Væsener, som de kaldte Leib-Olmak, Skov-Guder, No. 40, og Zhiaze-Olmak, Vand-Guder, giorde de deres Bønner til, at de vilde tillade dem at skyde og fiske i deres Enemerker; hvorfore de bragte dem overflødige Offere. Men da intet smager Finner og Lapper saa got som Biørne-Kiød; saa er og Biørne-Skytteriet deres største Lyst: de søge og finde derved tvende Fordeele; thi Kiødet er deres lekkerste Føde, og Skindet Deres varmeste Foer-Verk.

Det er desuden disse Folkes Meening, at Biørnen, som Lapperne kalde Guds Hund, No. 38, haver en særdeles høy Forstand, eller, som man paa sine Steder i Norge siger, haver Ti Mænds Styrke og Tolv Mænds Vid: derover holde de for, at Biørnen bør regnes til det menneskelige Kiøn. Naar de havde fanget en Biørn, gik det meget høytideligen til, da de brugte adskillige lystige Optøger: men til denne Høytid maatte ingen af Qvinde-Kiønnet komme; ja en Kone torde ikke engang lade sig see den Dag af sin Mand, mindre røre ved ham; de ginge derudi saavidt, at, naar de havde skudt en Biørn, og Manden derpaa kom Hiem, blev strax en nye Kuatte eller Telt opbygget, hvori Kiødet skulde kaages og fortæres.

Medens de vare i Færd med at hugge Biørnen i Stykker, og tage Huden af ham, giorde de sig til Gode og sang derved en Vise, som de kaldede Biørne-Visen, hvorudi der hverken var Riim eller Samling: men noget forvirret Tøy, som den eene sang af een, og andre af en anden Tone; de besmurte sig og med Biørnens Blod som et Slags Æres- og Seyers Tegn. Naar Biørnen var fortæret, søgte de nøye at sanke alle hans Been sammen, føyede dem tilhobe i deres rette Stilling og derpaa begrove dem; thi de vare fuldt og fast i den Tanke, at Biørnen ligesaavel som de ofrede Reensdyr, ja som Lappen og Finnen selv, skulde i Jabme-Aimo settes sammen igien, og bekomme et nyt Legeme. Alle, saavel Mand- som Qvind-Folk, beteede den, som havde skudt Biørnen stor ære; derimod torde denne ikke i tre Nætter have Omgang med sin kone, ja ikke engang søge Seng med hende: men om saadant skede til et Slags Bods Pligt for det begangne Mord, eller til en høytidelig Erindring af Biørnen eller maaskee fordi de troede, at en saa hellig Mand var saa reen, at han ikke burde besmitte sig med Qvinders Omgang, er noget som man ikke kan afgiøre.


§ 26.

Ligesom Lapperne ansaae forommeldte deres Leib-Olmak eller Skov-Guder, og Zhjatze-Olmak eller Vand-Guder, for gode og tienstagtige Væsener og Naboer; saa troede de og, at der iblandt Dem fandtes fæle og onde Aander, som de ligeledes ansaae for Mennesker. De forestillede sig visse Egne, hvor ikkun de artige, gode og tienstagtige Væsener opholdte sig, og disse kaldte de Zhjaba-Olmak, vakkre Folk: andre Egne, hvor der ikkun fandtes sorte, onde og hesselige Aander, eller Zhjaeppes-Olmak: og endnu andre Steder, hvor der boede blinde Folk, som de betegnede ved Navn af Zhjalbmetes-Olmak. Ja deres Overtroe gik saavidt, at de ogsaa tilegnede Landfars, eller gængse og smitsomme Sygdomme, indtil Meslinger og Børne-Kopper, visse Væsener og Steder, som skulde udsende samme mellem dem: Dem de troede, staae for Kopperne, kaldte de Sturen-Olmak; men dem som skulde raade for Feber, Kolde-Syge og hidsige Landfar-Sygdomme, nævnedes Gurros-Olmak, onde Væsener.

Storm og Uveyr anviistes Plads i Fanos-Aimo; thi det skulde staae i Fanos-Olmai Magt, at kunde med Koiwo, d. e. Vind-Gudens Biegs-Galles Skuffel, reyse og udkaste, naar Got syntes, Uveyr, for at plage lapperne oppe paa Fieldet; og af deres Indbildning om underjordiske Folk kom det, at naar de om Natten og ved Middags Tider havde deres Reen inde i Reen-Gierdet, No. 26, for at malkes, og et Dyr blev sygt, mistænkte de strax Duner-Munes eller den underjordiske Qvinde for, at have malket samme, hvoraf det blev sygt.


§ 27.

Formedelst saadan deres daarlige Indbildning og Overtroe, endogsaa i gængse Svagheder, saafom Meslinger og Kopper, hvilke visseligen paa sine Tider angribe meget haardere Lapperne paa Fieldene, end undersaatterne andre Steder i Riget, mueligt af den Aarsag, at de vanskeligen kan komme til at slaae ud igiennem deres, af Kulden hærdede, og af Røg og Snaus ligefom barkede Huud, skeede det, at en utroelig Mængde af Offere blev ødet; saa at, efter Lappernes egen Tilstaaelse, kunde paa sine Tider for et Menneskes Sundhed ofres tre til tie Reensdyr; og i en Egn af en maadelig Strekning kunde i een Uge slagtes til samme Brug henved trediesindstive.

Og som Lapperne havde for Viis, at optegne deres Offere paa Tall- eller Karve-Stokke, hvorpaa for hvert Offer blev skaaret en Streg eller Skure , hvoraf enhver kunde see hvor mange Offere han sit hele Lives Tid havde frembragt, og hvis Tall var som oftest overhaands høyt saa haver man ikke fornøden at søge længe efter Aarsagen til Lappernes yderlige Armod, og at mange maatte gribe til Bettelstaven, som de uden denne afgudiske Gudelighed ikke havde haft fornøden; ja var det ikke af Medlidenhed over deres da værende Blindhed, kunde man haft Føye til at svare en Lappe, som ofrede for sin Hiords Tilvext, det samme, som den pebrede Persius i lige Tilfælde svarede de Romere: . . qvo, pessime, pacto Tot tibi cum in flammis junicum omenta liqvescant?

For al Slags Kors og Gienvordighed vare Lapperne usigeligen bange; og da de troede, at alt saadant blev hexet paa dem af onde Mennesker, saa abede de deri de Nordiske Christne efter, at de bevæbnede sig med Korsets Betegnelse, eller som det heder: Sloge Kors for sig, for at korse det Onde fra dem: det var og fra samme Kilde, de havde faaet den Viis, at velsigne deres Mad og Drikke, forend de torde nyde noget, dog alene ved at paakalde deres egne Afguder, til hvilke de og efter Maaltidet aflagde deres Taksigelse. Ved saadan Leilighed blev vel og Radien erindret, endskiønt de ved deres Offere, Runen og juoigen altid viiste en ivrigere Andagt for deres egentlige gamle Afguder, baade ved Knæ-Bøyelse og heftig Paakaldelse.

Ved alt deres afgudiske Koglerie var Lappernes fornemmeste Øyemerke, at fremme og befordre deres timelige Nødtørft; denne tænkte de, at de Christnes Gud giorde sig ikke megen Umage for: Men da de tillige troede, at han var et got Væsen, holdte de for, at Sygdomme og andre uheld ikke kunde komme fra ham; man seer altsaa, at han sielden eller aldrig blev søgt og paakaldet af dem. Derimod forventede de, at Rana-Nieide og Horagalles skulde styrke Deres Reensdyr; Sarakka deres Koner og Børn; Leib-Olmai skulde give dem Lykke til Skytterie; Zhjatze-Olmai til Fiskerie; og Beiwe til Jagt og Veyr: Men at opholde og frelse deres Liv i og fra Fare, var Jabmekernes Sag tilligemed Rutu.

For det øvrige har al deres Tragten, Forhaabning, Hielp og Lykke efter Døden været fæstet til og paa Saiwo: følgelig var det lidet eller intet, hvorudi de meente at trenge til den sande Gud. Mørkheds Fyrste fandt sin Regning ved denne deres Blindhed at holde dem i sit Aag; men i sær Offer-Præsterne, Noaaiderne, hvilke, ved at mangfoldiggiøre Væsenerne i Guddommen, forøgede Indkomsterne i Lommen: og Begge fandt Behag i at narre de Eenfoldige ved Gøglerie og Spøg.


§ 28.

At lapperne have troet et bedre Liv efter dette, er soleklart, i Henseende til alt hvad i foregaaende 10. 11. 12. og 13. §§. om deres Saiwo og Jabme-Aimo anføres. Vi ville derfore tage deres Meening herom, og Virkningen deraf noget nøyere under Betragtning.

De fleeste Norske Finner og Lapper, have for Missionens Ankomst ikke troet nogen Siel af andet Slags, end den Dyrene have; hvorfore den største Deel af dem som opholdt sig Sønden for Finmarken, naar de af Lector von Westen eller Missionairerne derom er bleven adspurgt, har reent ud negtet Legemets Opstandelse.

Deres Noaaider lode sig forstaae med, at der hørte trende Hoved-Deele til et Menneske, nemlig: Liv, Aand og Siel; men naar de skulde forklare hvad Sielen i et Menneske egentligen var, sagde de, at den var livet og Blodet: skulde de udlade sig med hvad Aand var, blev efter deres Meening intet andet derved forstaaet , end den Aande, som drages ind og skydes ud af Lungen giennem Luftrørene; ligesom de ved Liv betegnede de ind- og udvortes Bevegelses-Deele og Ledemod; hvilket alt dog ligesaa findes i andre Dyr.

Deres Haab om det Tilkommende var stilet efter den Maade for de Døde, ligesom de her havde levet: saa at de som her havde været hengivne til Banden, Klammerie og Tyverie, fore efter Døden hen til Jabme-Aimo, bekomme nye Legemer, og forbleve blandt Saiwo-Olmak og Saiwo Nieides. Men just det samme meentes og skulde vederfares deres Reensdyr og Fugle, saavelsom Biørnene.

De stode i den Tanke, at de i det andet Liv skulde i Jabme-Aimo drive de samme Handteringer, som de her havde været vante til, nemlig: at rune, skyde, nyde deres Lyst hos Qvindekiønner, æde, drikke, dandse, røge Tobak, og giøre sig lystige med Brendeviin; dog kulde alle Ting hisset gaae langt herligere til, og deres Fornøyelse være langt fuldkomnere end i dette Timelige.

Deres Døde begrove de nær ved det Sted paa Fieldene, hvor de opholdte sig, i en Sump eller Høy: var den Afdøde et Mandfolk, lagdes en Øxe og Fyrtøy hos ham; Men et Qvindfolk gave de en Sax og Naal i Kisten med sig; alt til den Ende, at de kunde betiene sig deraf i Jabme-Aimo.

Saa ofte som de i de tre første Aar ginge forbi Graven, puttede de ned i Jorden et Stykke Tobak, eller hvad andet, den afdøde i levende Live kunde haft særdeles Lyst til: alt i den Mening, at disse Ting, skulde i den anden Verden voxe og blive større.

Naar de en Tidlang havde været i Jabme-Aimo, var det deres Haab, at de derfra skulde blive forflyttede til Radien-Aimo eller Guds egen Himmel: hvilken Meening de, efter Anseelse, har laant af den pavelige lærdom om Skiers-Ild og Sielenes Overgang derfra, og indflikket den i deres gamle hedenske Overtroe.


§ 29.

Da altsaa Lapperne have vidst ligesaa lidet om Sielenes Udødelighed, Legemets Opstandelse, Dommedag og Tilstanden efter Døden, som om Synden og Syndefaldet; saa have de og ført et saa fæisk Levnet, som kunde passe til deres Vankundighed og daarlige Forhaabning om det Tilkommende. De skal have blandet sig sammen i Fleng, Ægte-Mænd med andres Koner i stor Mængde, og Koner med andre Mænd og unge Karle; Mænd havde Omgang med deres Qvinders Systre, og Qvinder med Mænds Brødre, ja! med mange Sødskende paa begge sider efter hinanden: Ikke at tale om den Magt, som Koner tidt øvede over Mænd, og Mænd over Koner, at de i saadanne Skiendsels Uteerligheder laante og leyede hinanden bort; hvilket alt de holdte for tilladeligt, og ikke vidste at det var Synd.

Ligesaadan uteerlig Omgang foregave de og at have øvet med Saiwo-Nieide og Saiwo-Olmai, ikke alene paa Veie og Stier, men og i deres Hytter og Senge, hvor Saiwo-Gadzerne skal være komne til dem: ja! i Saiwo selv skulle samme Levnet have gaaet i Svang.

Fylderie og Drukkenskab var saa forskrekkelig gængs iblant dem, at det ikke var dem mueligt at bare sig, saa længe der var noget tilovers at drikke, eller noget var at faae: og det skal ikke sielden have tildraget sig, at de have drukket sig ihiel paa Stedet. I deres saa kaldede hellige Forretninger og Noaaide-Kunster, kunde de intet udrette uden Brendeviin, og ved Brendeviin bleve de store Kunstnere.

Tyverie og Voldsgierninger ere fast uhørte blandt Lapper og Finner; Ligesom og Eeder med Svergen og Banden: saadant sagde de, passede sig ikke, uden paa dem, som ikke tænkte at komme til Jabme-Aimo, nemlig Boefolk, d. e. Norske Folk.

Penge-Gierighed herskede derimod i høyeste Grad blandt dem, og deres Hevngierighed havde ingen Grændser: Herudi giorde deres Wuornis-Lodde, Saiwo-Sarwa, Gan-Fluer og andre Slags skadelige Hielpe-Midler og Redskaber dem god Tieneste, hvilket Noaaiden i saa Fald satte i Verk. Der foregives, at de Mord og Manddrabe, der ved saadan ugudelig Handel ere begangne, staae ikke til at telle; end og den mindste Tvedragt og Splid, kunde ofte drage de jammerligste og skadeligste Følger efter sig, saavel over Mennesker, som andre Creature.


§ 30.

Ved Frierier og Giftermaale, har Finnerne og Lapperne ligeledes for Missionen haft en skiændig og skadelig Vane: i Almindelighed ansaae og toge de deres Giftermaale paa samme Fod, som deres Fæe-Drift, nemlig i Henseende til Fordeel og Baade. Deres Døttre solgte de for Penge, og udgiftede dem meget unge.

Naar een havde fæstet sine Tanker til en Mands Datter, tog han en Kande Brendeviin, og dermed begav sig hen til den Lappes Telt, hvis Datter han havde Øye paa. Naar de der havde drukket noget om, saa de begyndte at blive lystige, frembragte Frieren sit Ærinde: dersom Faderen da blev ved at drikke med ham, var saadant et got Tegn, og han kunde siden ikke med Anstændighed give ham Ney. De bleve gierne snart eenige om Kiøbet, som kunde beløbe til otte, ti eller flere Rigsdaler, alt efter som Pigen var kiøn, og Faderen i Stand til at udstyre hende med Saiwo.

Imidlertid lod man ikke Koxen eller Begeret standse, saa længe der var Brendeviin i Kanden, da alle som vare i Telten overværende, nøde deres Deel deraf. Frieren saae sig om en Seng, hvori han lagde sig, og søgte at formaae Pigen til at giøre sig Selskab: lykkedes dette for ham, var Sagen næsten klappet og klar, og han havde, som Frier, ikke fornøden videre at bekymre sig; men dersom Pigen var undseelig, og han ikke kunde faae hende i Seng til sig, stod dog Forlovelsen fast, og Frieren kunde med got Mod gaae derfra.

Dersom derimod Faderen ikke drak med Frieren, efter han havde frembragt sin Begiering; saa var derved for den Gang intet at giøre: men Frieren maatte komme igien to, tre og flere Gange, forsynet med en større Forraad af Brendeviin; hvilket han maatte holde ved saa længe indtil de bleve eenige; i Fald han imidlertid ikke maaskee forandrede sine Tanker.

Kort efter den første Forlovelse kom Fæstemanden, førende en anden Mand med sig, tilbage, og da havde han tillige de belovede Penge, samt en god Forraad af Brendeviin. Derpaa tellede han Faderen Pengene i Hænderne, som tog imod dem; Pigens Moder, Sødskende og Slegtinge maatte og, efter Landets Viis, have hver sin Foræring; saa at Bruden kom iblandt saare dyre at staae. Den Penge-Sum, der saaledes blev udgivet, kaldede Lapperne Rota; da ellers Penge kaldes hos dem Rut, hvoraf Rutu haver sit Navn, som blandt dem var det samme, fom Dis hos Romerne, og Plutus hos Grækerne.

Naar nu enhver havde faaet sit, saa drak man om paa det fulde Ja-Ord, og den ordentlige Trolovelse; derefter kunde Sagen ikke rykkes, eller omgiøres: blev derimod Faderen efter den første Ruus anderledes sindet, og afstod sin Datter til en anden, regnede den første Friere sig saadant for en Skam, og søgte paa alle Maader Leilighed til at hevne sig.

Efter at Pengene vare saaledes betalte, Ja-Ordet drukket, og Natten faldt paa, gik Pigen til Sengs med sin Brudgom, og fra den Tid af levede de som Ægtefolk.

Ved Missionens Ankomst bleve mange Par forefundne, som paa denne Maade vare komne sammen, havde levet mange Aar med hinanden og avlet Børn; saa man deraf kan slutte, at Ægteskab blandt Finnerne og Lapperne er fra ældgammel Tid indført, og stiftet paa denne Maade: ligeledes bleve og adskillige forefundne, som efter mange Aars Samqvem og Sammenlevnet, havde skilt sig fra hinanden, og begivet sig hver paa sin Haand, ligesom de aldrig havde seet eller kiendt hverandre. Dog er alt dette nu for rum Tid blandt Finnerne og Lapperne forsvundet, og christsømmelige Skikke indførte.


§ 31.

Af dette Slags Forlovelser kan man slutte sig til, hvorfor Sarakka var hos Lapperne kommen i saa stor Anseelse: thi Pigerne, som vare hende betroede, skaffede dem baade Brendeviin og Penge; derfor har det og blandt dem, som noget synderligt og eget, været iagttaget: at naar en Pige var 8. 10. til 12. Aar gammel, blev der giort ordentlig Bud paa, og nedsat Penge for Hende, paa det at Fortingeren kunde være vis paa sin Sag, at faae Pigen, naar hun blev Mandvoxen. Paa denne Maade betingede man sig Pigerne i Forveyen, ligesom hos os gives Penge paa Haanden for Heste, Qvæg og andre Vahre, for til en vis Tid at være forsikret om, at faae dem i Eye: Det er derfor ikke meget at undre over, om de og havde giort liden eller ingen forskiel mellem deres Qvæg og Døttre.

Men dette havde og sine onde Følger, ligesaavel som deres Rota: thi foruden dette at Mændene paa visse Steder ikke ansaae deres Koner uden for kiøbte Slaver og derefter omgikkes dem; ja toge sig og den Magt til at jage dem fra sig, eller overdrage dem til andre, som vilde betale dem, enten det skede med Brendeviin eller Penge; saa reiste sig og deraf mange Ueenigheder, naar Manden, som havde givet Faderen, Moderen, Sødskende og Frender saa meget, fik og befandt i Udstyren mindre end det som han havde udgivet: de gode Dunker Brendeviin, som under Frieriet vare givne til Priis, og paa hvilke Ja-Ordet var fornemmeligen grundet, svækkede ogsaa ikke lidet baade deres Sundhed og Midler.

Paa de sydlige Bierge i Trundhiems Stift ere Lapperne, dog meest Mandfolkene, overmaade hengivne til Ørkesløshed og Lediggang, saa at de ikke giøre sig saa megen Umage for deres Næring og Biering, som de vel kunde; ja mange tage sig slet intet for, men legge sig paa Bøygden at betle: derimod ere de fleste af Qvindekiønnet flittige og arbeydsomme; de forskaffe alt, som er til Underhold fornødent, da Mændene imidlertid enten strippe om, eller ligge og strekke sig paa Bænker; eller, om det skal gaae høyt, tage sig et eller andet let Arbeyde for.

Ikke desmindre ere dog Konerne deres Mænd særdeles hørige og lydige, og ey letteligen skal aabenbare deres Feil, i hvor slet og haardt de end maatte holde Huus med dem. De fandtes for Missionen meget omhyggeligere i deres Saligheds Forarbeidelse end de fleste Mænd, fandt ogsaa i den sunde og reene evangeliske Lærdom, som dem blev foredraget, god Smag, og lod see til den samme en ret inderlig Lyst og Begierlighed. Paa den nordlige Kant derimod, vilde Qvinderne gierne have Herredømme over Mændene, uagtet disse ere vel faa flittige som hine.


§ 32.

I øvrigt havde og lapperne indført en stor forskiel imellem deres Sønner og Døttre: Sønnerne vare friefødde; dem tilfaldt Rune-Bommen, som deres største Herlighed, og af denne hengte alt det andet. Dersom Faderen var ikke selv i Stand til at undervise sine Sønner i Hexeriets og Offerets Hemmeligheder, satte han dem i Skole hos en anden Noaaid: men Døttrene derimod maatte, som alt Qvindekiønnet, nøyes med det Svar, dem blev givet fra deres Saiwo, formedelst en Kniv, Øxe, Steen eller Bælte, nemlig: naar disse Ting hengtes ganske frie, og af en unaturlig Drift bevegede sig, eller, som det kaldtes, saakte, naar de bleve om noget adspurgte.

Saa længe Døttrene ere ugifte, haver Faderen Magt til at fæste dem bort i Tieneste, naar og hvor han vil, tager i lige Maade deres løn til sig, og beholder den. Bliver en Datter vanføer, eller saa skrøbelig, at ingen vil give Rota for hende; saa har man erfaret, at Faderen for en ringe Priis har falbuden hende: Man har og haft Exempel paa, at saadant et Barn, som Faderen har holdt for at være sig mere til Byrde end Fordeel, er ganske blevet usynligt, uden at man vidste hvor det blev af.

Naar Konerne vare i deres ordentlige Svagheders Omstændigheder, maatte de aflegge deres Krave og Bælte, hvilket skulle skee for Sarakka Skyld: Paa den Tiid maatte ingen Mandfolk gaae rundt omkring dem, hvorved de ogsaa havde en Overtroe, som skulde være dem indgiven af Sarakka.

Om Maria troede Lapperne, at hun kunde faa alting at vide af de Bryster, som Frelseren diede: Deraf er deres Thelomanthie opkommen, som nogle ufrugtbare Koner betiene sig af.

Ligesom ellers Qvindekiønnets Øvelser har bestaaet derudi, at de, som meldt, myrede over Axshjo , Gedge, Nibe og Baagan, det er , Øxe, Steen, Kniv og Bælte; saa øvede Mandkiønnet deres Myre- og Spaakunst over Øxe , Bøsse og Runebom, hvilke de kaldte Axshjo, Bysso eller Stelko og Govdes.


§ 33.

Endeligen maae til Slutning anføres noget om Lappernes og Finnernes Dageval, eller Dagvelgerie, deres Ailekes , Ailes-Olmai, Jule-Maane og Jule-Konge med mere saadant. Hermed har Lapperne haft et svart Væsen, og i Henseende til visse Dage øvet megen Afguderie: man kan heller ikke slutte andet, end at saadant jo har været i Brug iblandt dem forend Christendommens Begyndelse her i Rigerne; dog synes denne Skik imidlertid at have været i Henseende til Maaden forskiellig fra den, som i de seenere Tider er bleven brugt, og endda ikke paa alle Steder lige eens.

Saaledes see vi, at Torsdagen, som, i Følge Missions Efterretninger, blev saa høyt anseet hos de Finmarkiske Lapper, blev intet Merke lagt til iblandt dem, som boede Synden for Nordlandene; da man dog burde formode, at den Dag, som er nævnet efter Finnernes fornemmeste Gud, burde og overalt blandt dem været i en særdeles Høyagtelse: derimod nævnede de Sydelige Lapper tre Ailekes, No. 43. a. b. og c. som stode for de trende Dage, Søndag, Fredag og Løverdag i hver Uge, hvilke ere de Ailes eller hellige Dage, som deres Ailes-Olmak eller Helligdags-Mænd, havde anbefalet dem med Tiden frem for andre at helligholde; mueligt fordi de troede, at disse de Christnes Høytids Dage vare kraftigere end de andre; thi Søndag var ugentlig Hviledag, Fredag var Bededag, og Løverdag et Slags Forberedelses Dag; hvorfor det og blandt Almuen er indført, at holde Løverdags Eftermiddag som hellig, hvilket kaldes Løverdags-Helligt.

Disse Dage misbrugte Lapperne til deres Afguderies Udøvelse: Om Søndagen gik deres Trold- eller Hexe-Messer for sig; og kom imidlertid saa overhaands store Forhindringer i Veyen, at de ikke kunde indfinde sig om Søndagen, velgede de dertil Løverdag eller Fredag. Des foruden vare og til disse Dage visse Gierninger bestemte at giøres eller lades: Søndagen var lykkelig til Skytterie: Om Fredag og Løverdag var for alle Ting forbuden at felde eller hugge Brænde; thi de gave for, at Ailes-Olmai blev fortørnet, og at af det første Hug, som skeede paa saadan en Dag, flød Blod ud, til hvilket at bevise, de beraabte sig paa utallige øyensynlige Vidnesbyrd.

Naar Juule-Maanen, som de kaldte Ankaka eller Bissemana, lod sig først see, torde deres Qvindekiøn hverken spinde Hamp, Hørr eller Uld, saa længe den var synlig: Mandfolkene maatte ligesaa, strax Maanen om aftenen var opstanden, ikke hugge eller forrette noget, som var mindste Bulder eller Larm ved. Naar Maanen gik op, hengte de en Ring i Liøren, eller Røg- og Lys-Hullet oppe i Spidsen af deres Teit, paa det den maatte kaste sit Skin derigiennem, hvorved de tænkte at giøre Bissemana usigelig stor Tieneste. Dersom ellers nogen forsaae sig imod Ankaka, enten ved Spinden eller anden Larm, maatte de forsone denne Misgierning ved Offere, paa det at Gudinden ikke skulde blive dem unaadig

Juule-Kongen, som de kaldede Ailes-Olmai, og som havde at byde og befale over Ailekes, var hos Lapperne høyt anskreven. Om ham havde de mange overtroiske Meninger: Juule-Aften giorde de adskillige Korse i deres Kuatter eller Telte: Et hvert af deres Børn bekom tre Slag, det første, som de sagde, for Jubmel eller Jbmel, det andet for sin Fader, og det tredie for sin Moder: Juule-Nat vaagede de, og da blev almindeligen den Forsamling holden, i hvilken Noaaiderne bleve beskikkede, da de sadde uden for Døren af deres Telt, hvor Noaaide-Gadzen burde gaae over deres Fødder ind i Kuatten, og der i nogle Timer opholde sig, inden han kom ud igien; og saadan Ære af sit Besøg troede man Saiwo Olmai viiste om Juule-Nat mod alle Lappe-Telter.

Tilig om Juuledags Morgen lagde de Staal, Flint, eller Messing i deres Brønde, som de skulde tage Vand af; thi de befrygtede at Hexer, som denne Nat ere sterkt i Flugten og Farten, kunde komme til at lade deres Vand i dem, og derved forderve Brøndene. De drukke i Brendeviin deres Skaal som holdte Juulen, og sloge Brendeviin i Posjo for Juule-Kongen, som og i Uks for Sarakka.

Men for Resten har de intet vidst, enten om Frelserens Fødsel paa den Tiid, eller den Frelse som Adams Børn derved er vederfaren: thi have de end hørt noget derom efter Christendommens Indførsel i disse Riger, er saadant dog besudlet og giort uforstaaeligt ved daarlige og overtroiske Skikke.


___________


Skrevet paa Friderichsberg, ved Kiøbenhavn, om Sommeren, 1765.