Anton Christian Bang biografi
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Anton Christian Bang
(1840 - 1913)
Bang, Anton Christian, norsk Kirkehistoriker, f. i Nesne, Helgeland, 18. Septbr 1840, d. 29. Decbr 1913 i Kria. Gennem en fattig Ungdom kæmpede den begavede Fiskergut sig frem til Folkeskolelærereksamen 1860, blev derefter 1867 cand. theol. og sad snart efter i praktisk, gejstlig Virksomhed. Samtidig fortsatte han videnskabelige Studier, særlig i Norges Kirkehistorie. Allerede hans første større Arbejde, en fortræffelig Levneds- og Tidsskildring af »Hans Nielsen Hauge og hans Samtid« (1874, 2det Oplag 1875, 3. rev., ill. Udg. 1910) gjorde B.’s Navn kendt i vide Kredse og indbragte ham offentlige Stipendier. Paa Grundlag af Studier i Tyskland, Italien og Frankrig skrev han en Afh. »Om Kristi Opstandelses historiske Virkelighed« (1876. 2. Opl. 1878), der 1878 blev godtaget for Doktorgraden ved Kria Univ. De Undersøgelser i den ældste kristne Kirkes alm. Historie, han her var kommen ind paa, fortsatte han i de nærmest flg. Aar i Monografierne »Kirken og Romerstaten indtil Constantin den Store« (1879) og »Julian den frafaldne« (1881), der til Dels er bygget paa Julian’s egne Skr, og som danner et videnskabeligt Modbillede til og en indirekte korrigerende Kritik af den digteriske Fortolkning af Julian’s Personlighed, som H. Ibsen faa Aar i Forvejen havde leveret i »Kejser og Galilæer«. Endnu mere Opmærksomhed end disse Skr vakte imidlertid B.’s mærkelige Afh. fra 1879 om »Voluspaa og de Sibyllinske Orakler« (i »Videnskabsselsk. Skr«, paa Tysk Wien 1880), hvori han, samtidig med og uafhængig af Sophus Bugge’s berømte Paavisning af Sammenhængen mellem den germaniske Mytologi og Kristendommen, kunde sandsynliggøre, at de romerske Sibylliner har været Forbilledet for den nordiske Vøluspa-Digtning, ligesom han i Afh. »Midgaardsormens prototyper« (i norsk »Hist. Tidsskr.«, 2. Rk, III, 1882) paaviste, hvorledes oldkristelige Reminiscenser og Forestillinger kendelig har paavirket de norrøne Gude- og Heltesagn. B. havde saaledes til Overflod dokumenteret sin videnskabelige Kompetence, da han 1885 fik et ekstraordinært Professorat i Kirkehistorie ved Kria Univ. Herved kom hans senere Granskning til at samle sig om Norges Kirkehistorie som Hovedemne. Frugterne heraf blev: »Udsigt over den norske Kirkes Historie efter Reformationen« (1885), »Udsigt over den norske Kirkes Historie under Katholicismen« (1887), senere suppleret med »Den norske Kirkes Historie i det 16. Aarh.« (1895) og »Den norske Kirkes geistlighed i reformationsaarhundredet« (1897), det sidste Værk dog væsentlig af personalhistorisk Interesse. 1883 var B. sat ind i en Kommission til Bedømmelse af Udkast til en ny Katekismusforklaring til Afløsning af den dengang endnu anvendte, helt forældede Pontoppidan’ske. Dette ledede til, at han selv udarbejdede en ny Oversættelse af Luther’s lille Katekismus (1890) og en ny »Forklaring« (1891), hvortil sluttede sig en paa Lærerstanden beregnet »Vejledning« (1891), en »Kirkehistorie for Folkeskolen« (1891) og en videnskabelig Kommentar til disse Undervisningsbøger i en omfangsrig Samling »Dokumenter og Studier vedrørende den lutherske Katekismus’es Historie i Nordens Kirker« (1893; Bd II udg. ved Sig. Odland, 1899). Desuden deltog han fra 1892 i Kommissionen for en ny, norsk Bibeloversættelse, fra 1896 som dens Formand.
Imidlertid var B. kommet ind i Politikken, som han tidligere havde staaet fjern, idet han 2. Maj 1893-14. Oktbr 1895 var Kirkeminister i Emil Stang’s Regering. Stortingsflertallet belønnede ham for denne Beredvillighed til at tjene den konservative Sag ved at inddrage hans personlige Professorat. Som Svar herpaa lod B. sig ved sin Afgang demonstrerende beskikke til Personelkapellan ved Trefoldigheds Menighed i Kria. Fra denne, dog kun i Rang, underordnede gejstlige Stilling sprang han saa til at blive den norske Kirkes Primas, idet han allerede 6. Juli 1896 blev udnævnt til Biskop i Kria Stift. I denne Egenskab repræsenterede han ved forsk. Lejligheder den norske Kirke udad, saaledes ved Indvielserne af Frelserskirken i Jerusalem 1898, af Domkirken i Berlin 1905 og under en Rundrejse til norske Menigheder i Amerika 1908, ligesom han ledede den kirkelige Takkefest i Anledning af Unionens Opløsning og holdt Kroningsprædikenen i Trondhjems Domkirke 22. Juni 1906. Nedbrudt af Sygdom tog B. Afsked fra 1. Jan. 1913. Sine videnskabelige Arbejder, havde han fortsat ogsaa i sin Biskoptid. Som Udbytte af en mangeaarig Samlervirksomhed rundt om i Landet fremkom bl. a. hans kulturhistorisk og folkloristisk interessante, i sit Slags monumentale Værk »Norske Hexeformularer og magiske Opskrifter« (i »Videnskabsselsk. Skr«, 1901-02). Megen Opsigt vakte hans »Erindringer« (1909), ikke mindst, fordi den stærke Subjektivisme, om hvilke de bar Vidnesbyrd, blev mødt med en alt andet end blid Medfart; den frittalende Forf. saa sig da ogsaa i 3. Opl. af den paa kort Tid i to Opl. bortrevne Bog foranlediget til at ændre nogle af sine Udtalelser. Endnu paa sit Dødsleje syslede han med Sammenarbejdelsen af sine tidligere Skr i norsk Kirkehistorie til en samlet Fremstilling af »Den norske Kirkes Historie« (1912-13), som populærvidenskabelig Haandbog; den ujævne Redaktion og Mangel paa Hensyntagen til nyere Undersøgelser bevirkede imidlertid, at dette Værk ikke blev nogen væsentlig Berigelse af B.’s for øvrigt værdifulde, af megen Lærdom baarne Forfatterskab. I Norges Rigsarkiv havde B. deponeret en Samling »Dagbøger« og Breve med den Bestemmelse, at de først maa offentliggøres 50 Aar efter hans Død.
K. V. H.
Kilde: Salmonsens konversationsleksikon (1915-1930)
