Bidrag til det sidste afsnit af nordboernes historie i Irland

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Alexander Bugge (1870-1929).

Bidrag til det sidste afsnit af nordboernes historie i Irland

Af Alexander Bugge

Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie
Det kongelige nordiske Oldskrift-selskab
Kjøbenhavn
1904

Der er noget vemodigt ved at studere folkeslagene i det sidste afsnit af deres liv, før de for altid forsvinder fra nationernes tal. Et saadant studium har visselig ikke den samme verdenshistoriske interesse som studiet af de store nationers liv og vekslende skjæbne ned gjennem tiderne. Og dog har det sin almene betydning at se, hvilken vidunderlig livskraft der er selv i de mindste nationer, saasnart de er vaagnet op til bevidsthed og har faaet sin egen kultur og folkeeiendommelighed. Historien synes atter og atter at lære os, at naar et folk ikke er naaet frem til national selvbevidsthed og endnu ikke har udviklet en kultur, som det føler som sin egen personlige eiendom, da har det let for at gaa tilgrunde og for at gaa op i en høiere kultur. Men er et folk først kommet saa langt, da vil det ha meget vanskeligt for at gaa tilgrunde. Vi ved jo f. eks., at endnu i det 18de aarhundred levede der Goter paa Krim.

Det laa i forholdene selv, at de nybygder, som vore forfædre havde grundlagt paa de Britiske Øer, før eller senere maatte gaa tilgrunde. Moderlandet laa for fjærnt, og Nordboerne var for faa i modsætning til landets oprindelige indbyggere. Merkeligt er det bare, hvilken livskraft der maa ha været i den nordiske folkeeiendommelighed selv i de fjærneste og mest afsidesliggende nybygder. Endnu i begyndelsen af det 19de aarhundred blev der, det er velkjendt, talt et slags norsk paa Shetlandsøerne. Og indbyggerne paa Orknøerne Og Shetlandsøerne regner den dag idag Nordmændene for sine landsmænd. Mod slutningen af middelalderen var det vel først, at Nordmændene paa Man og Hebriderne smeltede ganske sammen med og gik op i Gælerne. Disse øer har dog alle i fordums tider hørt til Norge, saa det norske element havde naturligvis der lettere for at holde sig. Underligere er det, at Nordboerne i de norske og danske nybygder i Irland endnu ved slutningen af det 13de, ja delvis endog ind i det 14de aarhundred bevarede sit sprog, sine institutioner og sin nationalitet og følte sig som forskjellige baade fra Irer og Englændere, medens de regnede Nordmændene som sine landsmænd. Paa Orknøerne, ja kanske endog i Norge var det, Dublins sidste konge Hoskuld efter Englændernes erobring søgte hjælp. Hoskulds fælle i den sidste store kamp i 1171 var Johan den rasende [Johannes pe Wode], som kaldes nevø af kongen af Norge.

Og næsten hundrede aar senere, da Haakon Haakonssøn i 1263 laa ved Gudø (nu Gigha paa vestkysten af Cantire), kom der bud til ham fra Irland om, at folket der vilde gaa i hans vold heller end at staa under Englænderne. Haakon tænkte en tid sterkt paa at modtage indbydelsen, men opgav det tilsidst. Disse »Irer«, som i 1263 paakaldte Haakons hjælp, var visselig Østmændenes efterkommere, som endnu mindedes sin nordiske herkomst. Munch tænker sig, at det har været irske høvdinger i Ulster. Men sendebudene fra Irland fremhæver, at de havde i sin besiddelse alle de bedste steder langs sjøen (þviat þeir heldu þá alla hina beztu staði með sjónum). Der fandtes i det 13de aarhundred langs Irlands østkyst ingen havnestæder, som var i Irernes besiddelse. I dem alle boede der bare Englændere Og Østmænd. Sendebudene fra Irland til Haakon Haakonssøn maa altsaa ha været af nordisk herkomst.

Historisk kart over Irland 1014.

Allerede af disse oplysninger ledes vi til den tro, at Østmændene i de nordiske nybygder i Irland længe har bevaret sit sprog og sin nationalitet. For at bringe mere klarhed over disse spørgsraaal har jeg først undersøgt de trykte kilder og paa grundlag af dem skrevet en afhandling, »Nordisk sprog og nordisk nationalitet i Irland« (Aarbøger for nordisk Oldkyndighed, 1900). Jeg har dér søgt at vise, at nordisk eller rettere norsk sprog ved midten af det 13de aarhundred maa ha levet i det gamle kongerige Dublin og at Østmændene i Waterford endnu i første halvdel af 14de aarhundred følte sig som et eget folk. Senere har jeg, vinteren 1901 — 1902, opholdt mig i Dublin, hvor jeg har undersøgt bibliotheker og arkiver. Særlig har jeg i det irske rigsarkiv (Public Record Office) fundet flere vigtige oplysninger om Nordboernes historie i Irland i tiden efter Englændernes erobring. Udbyttet af disse undersøgelser er det, jeg her vil søge at fremlægge.

Jeg har i det foregaaende talt om Nordboer og ikke bare om Nordmænd i Irland. Den almindelige mening er, at alle vikingenybygderne i Irland var norske, og at ingen af dem var danske. Steenstrup i sit store verk «Normannerne« (II) peger nok paa, at der en tid var Dansker i Irland. Han fremhæver ogsaa, at de ældste vikingetog til det sydlige og sydvestlige Irland blev foretaget af Dansker. Men han udvikler ikke dette nærmere. Kildernes knaphed gjør, at Dublinriget i hans fremstilling kommer til at indtage den største plads. Og i Dublin blev jo Danskerne lidt efter aar 850 fuldstændig fortrængt af Nordmændene. Endog professor H. Zimmer, som tidligere mente, at Dublin-Nordboerne var af dansk herkomst, har nu sluttet sig til den almindelige opfatning, som jeg ogsaa selv har forfægtet. Der hersker saaledes for tiden den skjønneste enighed om dette spørgsmaal mellem forskerne. Jeg forbigaar naturligvis, at selv ansete engelske forfattere fremdeles uden forskjel kalder alle Nordboer paa de Britiske Øer for »Danes». Jeg maa dog tilstaa, at den almindelig antagne forklaring ikke synes mig fuldt tilfredsstillende. For Dublinrigets vedkommende er spørgsmaalet ganske klart. Der kan ikke være tvivl om, at Turgeis, som skal ba grundet Dublin og som var den første konge over Nordboerne i Irland, var en Nordmand. Heller ikke er det tvivlsomt, at Danskerne omkring 850 søgte at vinde magten i Dublin og i det nordøstlige Irland, men at de faa aar senere blev trængt tilbage af Nordmændene under Olav Hvite og dennes bror Ivar, og at Dublin fra den tid af maa regnes for en norsk nybygd. De spredte nybygder i Ulster, som f. eks ved Strangford Lough, i Dundalk osv., stod i saa nær forbindelse med Dublinriget, at de visselig ogsaa bar været norske, ikke danske. Waterford var ligeledes nøie forbundet med Dublinriget og synes endog ved aar 1000 at ha havt den samme kongeslægt som dette rige. Jeg tror derfor, at Waterford ogsaa var en i hovedsagen norsk nybygd, om der end ved siden deraf ogsaa var et dansk element paa dette sted.

Men der er endnu to andre nordiske nybygder i Irland, om hvis oprindelse vi ved lidet eller intet, nemlig Limerick og Cork. Byen Limerick er, mener man almindelig, grundlagt af Nordboerne. Paa irsk heder byen Luimnech; men heraf kan dens nuværende engelske navn ikke direkte være afledet. Nordboerne kaldte derimod byen for Hlymrek, og fra denne form maa vistnok Limerick udledes. Limerick havde i første halvdel af det 10de aarhundred sine egne konger og var et uafhængigt og ofte mægtigt rige, indtil kong Mathgamhain af Munster og dennes mere navnkundige broder Brian Borumha i 968 efter slaget ved Sulcoit indtog byen.

Om byen Cork ved vi endnu mindre. Selve byens navn kan forklares af den irske form Corcach, og jeg skulde tro, at her allerede før Nordboernes tid har været de første spirer til en slags bybebyggelse. Naar Nordboerne første gang satte sig fast i Cork, kan man ikke med sikkerhed afgjøre. Allerede ved aar 865 nævnes Nordboer i Cork (Annals of the Four Masters), hvor de havde befæstet sig og bygget en sterk fæstning. Omkr. aar 917 nedsatte en ny afdeling Nordboer sig i Cork under anførsel af Ragnvald (Ragnall), sønnesøn af Ivar (Imar).

Men var ogsaa Limerick og Cork norske nybygder? Jeg tror det ikke; saavidt jeg kan skjønne, maa de ha været danske nybygder. For at vise dette maa jeg først tale lidt om de betegnelser Irerne selv har for Nordboerne. I almindelighed kalder de dem »fremmede« (Gall , pl. Gaill), eller »hedninger« (genti) eller »Lochlanner« (Lochlannach, pl. Lochlannaigh), efter Lochlann, Irernes navn for Norden, særlig for Norge. Nu var Lochlann sandsynligvis oprindelig et navn paa Norge; men Lochlannach bruges senere i flæng baade om Dansker og Nordmænd. Dette navn viser derfor intet om Nordboernes nationalitet. Derimod er det almindelig anerkjendt, at Dubgenti (»mørke hedninger«, af dub »sort«), Dubgaill og Dublochlannaigh er betegnelser for Danskerne; medens Finngenti (»lyse hedninger«, af finn »lys, hvid«), Finngaill og Finnlochlannaigh er navne paa Nordmændene. Undertiden bruger de irske aarbøger ogsaa de nordiske folkenavne Danar (pl. Danair) eller Danmarcach »Dansker« og Nortmannar eller Normannach »Nordmand«. Især bruger aarbogsbrudstykkerne »The three Fragments« hyppig disse former i sin omtale af kampene mellem Nordmænd og Dansker ved midten af det 9de aarhundred. I dette skrift bruges ogsaa Lochlannach og Normannach som ensbetydende begreber. I det hele vil det ved en nærmere undersøgelse vise sig, at Nordboerne i Dublin som regel kaldes Lochlannaigh eller Finnlochlannaigh. Derimod har det undgaaet den almindelige opmerksomhed, at Nordboerne i det sydvestlige Irland, i Munster, hvortil Limerick og Cork som bekjendt hører, som regel kaldes »Dansker« (Danair, eller Danmarcaigh).

I Munster er det skrift forfattet, som vel er vor hovedkilde til kundskab om Nordboernes historie i Irland, nemlig Cogadh Gaedhel re Gallaibh (»The war of the Gaedhil with the Gaill«, ed. by Todd). Den første halvdel af dette skrift handler især om Nordboernes herjinger og voldsherredømme i Munster, og man vil lægge merke til, at forfatteren oftest kalder disse Nordboer for Danair eller Danmarcaigh (f. eks. s. 4, 10, 18, 40). Hvor der er tale om Dublinmændene, kaldes disse derimod i sin almindelighed Gaill eller ogsaa Finngenti (s. 26, 32).

I nær forbindelse med Cogadh Gaedhel staar fortællingen om kong Cellachan af Cashel (Caithreim Ceallachain Caisil), som findes i »Book of Lismore«. Dette haandskrift er fra det 15de aarhundred. Men fortællingen om Cellachan maa være meget ældre og stamme fra det 11te eller 12te aarhundred. Den behandler Munsters historie under Cellachans styre i første halvdel af det 10de aarhundred og skildrer denne konges kampe med Nordboerne dels i Munster og dels i Dublin og i Ulster. I dette skrift kaldes Nordboerne i Limerick udtrykkelig for Danair, »Dansker«. Efter at ha seiret over Limerick-boerne drager Cellachan med sine mænd mod Cork. »Danskerne« fra denne by (Danair ocus Duibhgeinnti in bhaili) kommer, fortælles det udtrykkelig, ud mod ham og kjæmper med ham. Disse Dansker i Cork kaldes til overflod Duibhgeinnti Danardha eller »danske mørk-hedninger«. I Cashel og andre steder i det sydlige Munster, hvor Nordboer havde bosat sig, kaldes disse ogsaa Danair, Duibhgeinnti eller Dubhlochlonnaigh. Med hensyn til Waterford (Port Lairge) er forfatteren noget vaklende. Han skildrer byen som staaende under Dublinkongen, men kalder dens indbyggere »Daner«. I Dublin bor der derimod efter forfatterens fremstilling »Nordmænd« eller »hvide Nordboer«. En kvinde, som er gift med en høvding i Dublin, siger om sig selv: »Jeg er Mor, datter af Aedh, søn af Echu, datter af kongen over Hebriderne, og Sitric, søn af Turgeis, af de hvide Nordboer, er min Ægtefælle«. (Mór ingen Aedha meic Eachach misi, ar an ingen, ingen righ Innsi Gall ocus Sitriuc mac Turgeis mu cheli dona Finnlochlannchaibh).

De to vigtigste i Munster forfattede Sagaer om Nordboerne i Irland giver os saaledes det bestemte indtryk, at Limerick og Cork var danske nybygder. Det er ikke muligt, at disse skrifter kan bruge ordet »Daner« uden grund; det maa være, fordi der i Munster virkelig boede Dansker. Jeg kan ogsaa nævne, at dette ord levede i Munster længe efter Englændernes erobring af Irland, paa en tid, da mindet om Nordboernes voldsherredømme næsten var udslettet. Munsterdigtere fra det 17de aarhundred bruger saaledes i de glødende digte, de skrev om Englændernes voldsherredømme, udtrykket Danair om tyrannerne. Og undersøger vi sagen nærmere, vil vi finde, at der i det 10de aarhundred herskede et modsætningsforhold mellem Dublin og Limerick. Dublinkongerne foretog i 920 — 30-aarene flere gange krigstog mod Limerick, og der fortælles intet om, at mænd fra Limerick i slaget ved Clontarf i 1014 stod paa Nordboernes side, medens vikinger ellers ikke bare fra de Britiske Øer, men ogsaa fra Normandiet og Nederlandene trolig hjalp sine stammefrænder i denne afgjørende kamp. Havde nybygderne i Limerick og Dublin begge været norske, vilde dette vistnok ha været anderledes.

Man kan sige, at spørgsmaalet om vikingernes nationalitet er temmelig ørkesløst. Denne mening kan jeg dog ikke dele. Netop i vikingetiden og under togene til fremmede lande er det jo, de tre nordiske folk, Nordmænd, Svensker og Dansker, først vaagner til fuld national bevidsthed; — i særlig grad gjælder dette om Nordmændene. Derfor er det ogsaa af vigtighed at undersøge Nordboernes første optræden i fremmede lande og at se, hvilken del hver enkelt nation har havt i vikingetogene. Forskningen har, tror jeg, i dette spørgsmaal endnu slet ikke sagt sit sidste ord. Saaledes tror jeg, at der i Northumberland først har været et lag af Danske, men at der saa senere er kommet en ny kolonisation af Norske. Og i Cumberland maa der ligeledes ha været en norsk nybygd, som har bestaat ind i det 12te aarhundred. Om Svenskernes, især Gotlændingernes, færder vesterpaa ved vi næsten intet. Og dog tror jeg, at Gotland alt i det 9de aarhundred maa ha staat i livlig forbindelse med de Britiske Øer. Alle disse spørgsmaal venter endnu paa sin løsning. Men de er ikke uden vigtighed for spørgsmaalet om vor kulturs oprindelse og om dannelsen af de nordiske nationaliteter.

Vi kjender forholdsvis vel til de nordiske nybygder i Irland og deres historie i vikingetiden, ja lige ned til Englændernes erobring i 1170 — 71. Derimod er det meget lidet, som er oplyst om deres senere historie, indtil den nordiske folkestamme i Irland fuldstændig forsvandt. Jeg skal her søge at skildre Østmændenes liv i dette det sidste afsnit af deres historie og hvordan de tilslut gik op i de omkringboende Irer og Englændere.

Jeg begynder med Nordboernes vestligste nybygd i Irland, den i Limerick nemlig. I sine velmagtsdage omfattede riget i Limerick store dele af Munster. Under kampen med Cellachan af Cashel i første halvdel af det 10de aarhundred mistede det alt en stor del af sit omraade og efter slaget ved Sulcoit (i 968) blev det erobret af kongerne af Munster, men havde dog fremdeles sine egne høvdinger. Efter denne seier synes kong Mathgamhain at ha sat en høvding ved navn Beoian Litill til at styre over Limerick. Denne mand har vistnok været en halvt hiberniseret Nordbo. Beoian er nemlig et ægte irsk navn, men som ogsaa ellers blev brugt af Nordboer (jfr. den islandske landnaamsmand Helgi bjóla). Litill er derimod utvivlsomt nordisk, »liden«. Aaret efter (969) vendte imidlertid Limericks gamle konge »Ivar af Limerick« (Imhar Luimnigh) tilbage, erobrede byen og dræbte Beoian Litill. Ivar styrede nu som en uafhængig høvding i flere aar og var bl. a. med i den sammensværgelse, som endte med Mathgamhains død i 976. Men dennes bror, den navnkundige kong Brian Borumha, tog hævn og dræbte Ivar i 977. Ivar efterfulgtes af sin søn Harald (Aralt), som blev konge over »de Fremmede i Munster« (. . .. Aralt .... ocus ro rigsat Gaill Muman ej.) Men Harald faldt alt i 978, og efter den tid hører vi intet om riget i Limerick. Men det har vistnok fremdeles havt et slags selvstyre og staat under egne høvdinger. Hvor stort omraade det nu havde, ved jeg ikke; muligens omfattede det samme omraade som bispedømmet Limerick. Vi ved, at Dublins diocese og det gamle kongerige Dublin svarede til hinanden. Endnu i 1171, havde, som det synes, Limerick sine egne høvdinger ; den ene hed Torchair Mac Treni og faldt i kamp mod en irsk klanhøvding. — Torchair er det nordiske mandsnavn Þorgeirr. Treni er irsk. — Den anden bar det irske navn Foirne, søn af Gillacainnigh.

Efter erobringen synes Englænderne at være gaaet frem i Limerick paa samme maade som i Cork, Dublin og Waterford. Nordboerne fik sin egen bydel at bo i og sit eget Stykke land, som blev kaldt »Østmændenes hundred« (cantredum Ostmannorum). Medens landet forøvrigt blev git som len til anglo-normanniske baroner, stod dette Østmændenes land direkte under kronen. Det samme var ogsaa tilfældet med byen Limerick selv. Dette fremgaar bl. a. af et brev af 12. jan. 1200, hvori kong Johan overdrager Limerick som len til Gulielmus ell. Vilhelm de Braosa. Kongen siger i dette gavebrev: »Vi holder tilbage som vor eiendom byen Limerick og gaver til bispesæder og abbedier, og vi holder tilbage i vor haand Østmændenes hundred og den Hellige (sancta Insula, d. e. Scattery Island ved Shannons munding?), paa samme maade som vor far kong Henrik [d. e. Henrik II, 1154 — 89] gav dette herskabslen til den før nævnte Vilhelms bedstefar Filip af Braosa«. Limerick vedblev ogsaa efter Englændernes erobring at ha titelen kongerige og kom snart igjen under irske høvdinger, som kun i navnet anerkjendte den engelske konges overhøihed. Det var bare i byen Limerick selv og i dens nærmeste omkreds, at Englænderne ud gjennem middelalderen fuldt opretholdt sit herredømme paa disse kanter.

Nordboerne i Limerick bevarede ned gjennem hele det 13de aarhundred sit eget sprog og sine gamle institutioner. De dannede, kan vi næsten sige, en stat i staten. Flere mænd af nordisk herkomst giftede sig ogsaa ind i anglonormanniske slægter og levede som en slags smaa lensherrer. I 1212 blev der optaget fortegnelse over den jord og de kirker, som tilhørte bispesædet i Limerick. I denne anledning blev der afkrævet edeligt udsagn af 12 frie og lovlydige Englændere, 12 Østmænd og 12 Irlændere. Indberetningen findes endnu. Den viser, at Nordboerne i Limerick i begyndelsen af det 13de aarhundred fremdeles udgjorde en egen nationalitet.

I breve og aktstykker fra Henrik III's (1216—1272), Edward I's [1272—1307] og Edward II's [1307—1327] regjering nævnes hyppig mænd og kvinder med nordiske navne fra byen og grevskabet Limerick. Oftest er det saa, at de nordiske navne er gaat over til at bli familienavne, medens efterkommerne af disse gamle nordiske slægter selv bærer engelske eller romanske fornavne. Enkelte nordiske fornavne var dog, synes det, i brug ned gjennem hele det 13de aarhundred, f. eks. Hamund, Ivar, Ragnhild og Gunhild. Jeg skal i det følgende opføre de nordiske navne, jeg har fundet fra Limerick, i kronologisk orden.

Af Limerick-slægter, der bruger et nordisk personnavn eller tilnavn som familienavn, kan jeg nævne en hel række. Mest at lægge merke til paa grund af sit navn er kanske slægten Le Bonde, som maa ha eiet jordegods i grevskabet Limerick. I aaret 1290 sagsøger Cristiana le bonde en slægtning af sig ved navn Johannes le bonde angaaende et stykke land. Slægten har vistnok faat navn efter Johannes's bedstefar, som ogsaa nævnes, men bare kaldes Le bonde. Ordet »bonde« brugtes ogsaa i Dublin i det 13de aarhundred som tilnavn; fra omkr. 1200 kjender vi i Dublin en Ricardus bonde og en filius bonde, ligesom der ogsaa her synes at ha været en slægt Le Bonde. I Sverige er der jo endnu en adelsslægt ved navn Bonde. Limerick-slægtens navn Le Bonde, »bonden« — med den bestemte artikel — viser, at folk dernede endnu efter midten af det 13de aarhundred havde forstaaelsen af ordet bondes oprindelige betydning, og at saaledes nordisk sprog endnu ikke kan ha været ganske uddød.

Godmund (= nordisk Goðmundr) var vistnok ogsaa navn paa en slægt i grevskabet Limerick. Som eiendomsbesidder nævnes i 1290 en Robertus, søn af Philippus Godmunde.

Til de større jordegodseiere i nærheden af Limerick ved aar 1300 hørte en slægt, hvis stamfar bar navnet Hamund [d. e. islandsk Hámundr, dansk Hamund]. I aktstykker fra denne tid nævnes oftere tre mænd ved navn Filip, Rikard og Thomas. De kalder sig dels filius Hamundi (»Hamundssøn«); dels føier de navnet Hamund som tilnavn lige til sit eget navn (eks. Ricardus Hamond, Thomas Hamound). Disse Hamundssønner synes at ha været brødre og sønner af en mand ved navn Hamund. Brødrene eiede en gaard, som kaldes villa Hamundi. — Nordboerne har vel kaldt den Hámundarstaðir. — Nogle Englændere havde bemægtiget sig denne eiendom, og med dem førte nu Hamundssønnerne og deres slægtning Thomas Ulf (tilnavnet er nordisk »ulv«) en langvarig proces, som de tilsidst synes at ha vundet. Om Slægtens senere skjæbne har jeg desværre intet at fortælle.

En slægt, som vi kan følge gjennem et længere tidsrum, bærer navnet Harold (oldn. Haraldr). Dens medlemmer synes at ha tilhørt den jordeiende adel i grevskabet, men eiede ogsaa huse inde i byen Limerick. I 1250 nævnes en Johannes Harold. Han tilhørte vistnok samme slægt som den Johannes Harald som omtales i 1312. — Navnet har paa det sidste sted, som man vil se, sin ægte nordiske form Harald, og ikke den engelske form Harold. — Den sidstnævnte Johannes Harald er vistnok identisk med Johannes Harold, som i 1314 nævnes som godseier og ridder i grevskabet Limerick. En mand ved navn Thomas Harold omtales ogsaa ved denne tid, dels som huseier inde i Limerick og dels som eiendomsbesidder ude paa landet (i 1309, 1314 og 1318. Man kan se, at han og Johannes Harald tilhørte samme familie. Denne slægt var det kanske, som eiede Cloghanarold, nær Rathkeale i grevskabet Limerick. Joyce forklarer dette stedsnavn som Clogh-an-Arold som »the stone castle of the Harold« (Irish Names of Piaces, 2 Ser., s. 168). Men kunde ikke første led være irsk clochán, »causeway, stensat vei«?

Cliffs of Moher på vestkysten av Irland, et mildt, fuktig og vindfullt sted. Wikimedia Commons.

En anden slægt i Limerick, bar det nordiske mandsnavn Sweyn (d. e. Sveinn) som familienavn. I 1261 blev en kvinde ved navn Nesta anklaget for at ha myrdet sin mand Robertus Sweyn, men blev frifundet. I 1290 nævnes i Limerick en Gilbertus Sweyn og fra aar 1300 kjender vi en Walterus Sweyn. De tilhørte vistnok alle den samme slægt. Familien Sweyn havde muligens endog fundet udbredelse udenfor det gamle kongerige Limerick. I 1313 omtales nemlig i aktstykker vedrørende Connaught en kvinde ved navn Mariota Sweyn, [fornavnet er af romansk oprindelse]. Hun synes at ha havt eiendomme i Connaught. Fra aar 1261 kjender vi en mand ved navn Reginaldus Macsewyn fil. Giinor. Jeg skulde tro, at Macsewyn er en skrivefeil for Macsweyn, af irsk mac, »søn«, og mandsnavnet Svein. Manden har vel været en halvt hiberniseret Nordbo, som har kaldt sig Mac Swein istedenfor Sveinsson. Muligens viser ogsaa navnet, at han har tilhørt samme slægt som den før nævnte, som ellers bare kaldes Sweyn. Mandens eget fornavn Reginaldus kan baade være engelsk og nordisk. Hans fars navn Gunor er derimod sikkert nordisk (Gunnarr). — Det var vistnok ved denne tid, nemlig mod slutningen af det 12te og i det 13de aarhundred, at familienavne kom fast i brug baade blant Nordboerne i Irland og blant Englænderne. En del har da efterlignet Irerne og sat mac foran sin fars eller stamfars navn. Jeg kommer senere til at nævne flere saadanne tilfælde, bl.a. at kongeætten i Dublin i det 12te aarhundred kaldte sig Mac Thurkil. Andre var vistnok mere nordiske og kaldte sig Thorkilsson eller Sveinsson. Herpaa har vi dog desværre ingen eksempler. Atter andre var halvt paavirket af irsk, halvt af nordisk skik og satte istedenfor mac det nordiske sun (d. e. sonr) foran sin fars eller stamfars navn og gjorde det derved til familienavn. Et medlem af den gamle høvdingeslægt i Waterford Mac Gillemory kalder sig saaledes i 1225 Turkil sun Gillemory. Det almindeligste var dog, at man under engelsk eller fransk indflydelse føiede sin fars eller stamfars navn lige til sit eget og brugte det som familienavn. Men ofte synes alle disse udtryksmaader at ha skiftet. Vi har jo baade Hamund og filius Hamundi, Sweyn og mac Sweyn, sun Gillemory og mac Gillemory.

Af andre Limerickslægter, som var af nordisk oprindelse, kan nævnes en ved navn Turgis. I 1261 nævnes Rogerus filius Rogeri Turgis. Og fra aar 1300 kjender vi Thomas Thurgys og Johannes Turges. — Turgis er samme navn som Turgeis [lat. Turgesius; saa kaldes bl. aº. den første vikingekonge i Irland. Man har ment, at det skulde være en gjengivelse af oldn. Þorgils; men det er snarere, som Whitley Stokes mener, istedenfor Þorgestr.

Endelig kan jeg nævne slægten Thursteyn, som ogsaa tilhørte jordegodseierne i grevskabet Limerick. Navnet er det nordiske mandsnavn Þorsteinn. Vi kan følge slægten gjennem et længere tidsrum. I 1261 nævnes en Johannes Thursteyn. Fra 1290 kjender vi Philippus Thursteyn, og i 1318 nævnes Johannes Dursteyn og Nicolaus Dursteyn som boende i grevskabet Limerick.

Men ogsaa nordiske fornavne vedblev ned gjennem hele det 13de aarhundred at være i brug blandt Østmændene i Limerick. Jeg har alt nævnt Gunnar og Hamund. Fremdeles kan jeg nævne Yuor (d. e Ivar); saa kaldtes en gut, som i 1290 blev indebrændt i et hus, som tilhørte hans far Adam, søn af Roger. Blandt de misdædere, som havde sat ild paa huset, var der en kvinde, som bar tilnavnet Gunyl (d. e. Gunhild). Endelig kan nævnes Gamelius, som var navn paa en mand, som i 1262 af en anglonormannisk ridder havde forpagtet et stykke jord inde i byen Limerick. — Navnet er en gjengivelse af det gl.-nordiske mandsnavn Gamall eller snarere af den især i Danmark brugte form Gamli. Formen Gamel brugtes i det 12te aarh. ogsaa i Furness, England.

Af kvindenavne synes — ligesom ellers i de nordiske nybygder i Irland — Gunhild at ha været særlig almindeligt. Foruden den foran nævnte Marioia Gunyl kan jeg nævne Gunnild, datter af Willielmus de Dunster, og Gunild, gift med Ricardus, søn af Wilielmus de Adar, — de omtales begge i aktstykker fra 1261 — , samt Gunnilda, som nævnes i 1291 og var enke efter en godseier ved navn Richard, søn af Reginald Bretnagh. Ogsaa kvindenavnet Ragnhild synes at ha været almindelig brugt. I 1261 nævnes saaledes Rachenild, som var gift med en Irlænder ved navn Mackarthy (d. e. den velkjendte, i Syd-Irland hjemmehørende slægt Mac Carthy). — Navnet Ragnhild brugtes bl. aº. ogsaa i den dublinske kongeæt og gik i formen Ragnailt over i irsk.

Blant jordegodseiere i grevskabet Limerick skal jeg endnu nævne en eneste, nemlig Petrus de Norwey som forekommer i et aktstykke fra aar 1272. Navnet kan ikke betyde andet end »Peter fra Norge«. Men hvordan vi skal forklare, at en Nordmand paa Edward I's tid levede som ridder i omegnen af Limerick, det forstaar jeg ikke. Snarest har det vel været en mand fra Orknøerne eller Shetlandsøerne, som er kommet i den engelske konges tjeneste og tilslut er havnet i Irland.

Saaledes viser da personnavnene, at det nordiske element endnu saa sent som ved aar 1300 holdt sig i og omkring Limerick. Et endnu sterkere vidnesbyrd herom er det, synes jeg, at vi fra denne tid finder en gade i Limerick by og gaarde i omegnen, som fremdeles havde bevaret sine nordiske navne. Et aktstykke fra aar 1311 handler saaledes om en Englænder ved navn Willielmus Sauage, som blev anklaget for at ha røvet »Walterus Syward i Sywardestrath i Limericks forstad«. — Syward er det samme som Sigvard (lat. Sivardus), den danske sideform til oldn. Sigurðr. Den røvede Walterus Syward har da sandsynligvis tilhørt en Østmandsslægt. Gadens navn Sywardestrath er en gjengivelse af det nordiske Si(g)varðsstræti.

Mandsnavnet Sigvard findes ogsaa i et gaardnavn fra omegnen af Limerick, som oftere nævnes i aktstykker fra slutningen af det 13de aarhundred, nemlig Balysyward. Første led af dette navn er det irske baile »sted«, som hyppigere end noget andet ord bruges ved dannelsen af irske stedsnavne. Balysyward er saaledes et af de mange hybride stedsnavne i Irland. Selv har Nordboerne vistnok kaldt stedet »Sivardsby«. Men Irerne har ombyttet býr med sit eget baile. I tidens løb har visselig ogsaa her som saa ofte ellers Englænderne sat sit town isteden.

Vi kjender endog fra denne tid et fuldstændig nordisk gaardnavn fra grevskabet Limerick. I 1261 omtales nemlig en Galfridus de Sywaldeby. Manden selv har vistnok været Englænder. Men Sywaldeby er et nordisk navn; dets første led er mandsnavnet Sigvaldi; andet led er oldn. býr, »gaard«, som saa ofte bruges ved dannelsen af gaardnavne. Navnet er saaledes ligefrem en gjengivelse af det nordiske Sigvaldabýr.

Helt ind i det 14de aarhundred følte Nordboerne i Limerick sig som et eget folk og kaldte sig, ligesom Nordboerne ellers i Irland, til forskjel fra Englændere og Irer for Østmænd. Vi kan slutte dette af et aktstykke fra aar 1311. Det handler om en Englænder, som om natten sammen med andre misdædere trængte ind i et hus, som tilhørte »Henrik Østmand« (Henricus Estman), plyndrede huset og dræbte dets eier.

Hvad jeg hidtil har fremført er dog bare navne, som lidet viser om selve det levende liv. Heldigvis findes der dog et aktstykke, som gir os lov til at kaste et blik indenfor det gamle Limericks mure, saa vi synes, vi kan se menneskene selv, deres forhold og livsvilkaar. Det var i 1295. Tre engelske eller engelsk-franske adelsmænd, Henricus le Norreys (d. e. »Henrik den norske«), Johannes le Norreys og Roberius Burdun var anklagede, fordi de med urette havde tilegnet sig en frigaard, som tilhørte en mand ved navn Willielmus le Teynturer (»Vilhelm Farver«) i Ardfinnan, (i den sydøstlige del af grevskabet Tipperary, som grænser til og ligger i øst for grevskabet Limerick. Under forhøret blev juryen spurgt om, »hvilket tilnavn den før nævnte Vilhelm har blant Irerne og hvad hans stilling er«. De edsvorne svarer paa dette spørgsmaal, »at han er af slægten O'Molyn og at hans far kaldtes Thomas O'Molyn og var født i Inishannon (i grevskabet Cork«. Herimod indvender den fornævnte Vilhelm og siger, at han ikke er Irlænder, men Østmand (Oustmannus), nemlig en Mac Maccus fra byen Limerick og en fri mand og at han selv og hans forfædre havde breve herpaa. De anklagede paastaar derimod, at han er Irlænder og af trællestand. Juryen bekræfter dette og »siger, at den før nævnte Vilhelms far Thomas i alle sit livs dage holdtes for en Irlænder. Og at efter dennes død den før nævnte Vilhelms mor Olyna, som troede, at hendes søn vilde komme til at bringes tilbage til sin fars trællestand, drog til Limerick og for sin før nævnte søn erhvervede Østmændenes frie stilling paa dette sted (accessit apud Lymericum et libertatem Houstmannorum ibidem adepta est). « Det oplyses videre, at den før nævnte Vilhelm paa grund heraf stadig er blevet regnet for »en fri Østmand« (Houstmannm liber). Juryen dømmer derfor, at Henricus le Norreys og hans fæller med urette har tilegnet sig Willielmus le Teynturers eiendom og at han skal faa sit gods tilbage samt erstatning for lidte tab, som værdsættes til 10 sh. Forøvrigt benaades de anklagede og slipper for videre straf.

Dette aktstykke er i mange henseender merkeligt. Først og fremst viser det, at Nordboerne i Limerick endnu i 1295 indtog en særstilling og havde sine egne friheder og privilegier, som de nidkjært værnede om. De maa ha dannet et sluttet samfund, med sine egne love og bestemmelser, siden man kunde kjøbe sig ind i deres »frihed«. Og Limerick-Østmændenes frie stilling maa ha været merkelig sikker og grundfæstet, siden en mand af irsk herkomst, der som barn var optaget i deres samfund, kunde regnes for en fuldt fri mand og vinde en sag ligeoverfor Englændere. — Ellers behandlede jo Englænderne de indfødte Irlændere som ufri og livegne. — Og dertil kommer jo, at sagen foregik ikke i Limerick selv, hvor det kanske kunde være voveligt at fornærme Østmændene, men langt derfra, i grevskabet Tipperary. Vilhelm »Farver« var, som vi har hørt, født i grevskabet Cork, ikke langt fra byen Cork. I denne by boede der ogsaa Østmænd; men deres stilling var kanske ikke saa grundfæstet eller kanske var kvinden Olyna's og hendes mands irske herkomst kjendt dér, siden hun foretrak at drage med sin søn til Limerick. Her udgav hun ham for en Mac Maccus (Macmackus). — Maccus er en irsk form af navnet Magnus. Dette navn, som stammer fra Karl den stores tilnavn (Carolus Magnus), kom med nordboerne til Irland og blev alt i det 10de aarhundred brugt i Limerick. Formen Maccus forekommer ogsaa ved næsten samme tid, som navn paa en høvding fra Hebriderne, som ogsaa havde forbindelser med og en tid var herre i Limerick. Det var saaledes et godt gammelt navn, Olyna gav sin søn. Kanske har hun ved dette navn ogsaa villet lade det faa udseendet af, at hendes søn var af en fornem, adelig æt.

Men ikke bare om Nordboernes indre forhold, ogsaa om deres sprog kan vi slutte en smule af dommen i denne sag. Østmændene i Limerick kaldes her gjennemgaaende for Houstmanni. I de fleste aktstykker fra det 13de aarhundred kaldes de derimod Ostmanni eller (efter engelsk skrivemaade) Estmanni. Formen Houstmanni maa være gjengivelse af nordisk udtale (Austmenn). Dette viser, at nordisk sprog henimod aar 1300 endnu ikke var fuldstændig uddød i Limerick. De gamle krøniker fortæller os næsten intet om Nordboerne i Limerick efter det 10de aarhundred. Merkeligt er det ogsaa, at diftonger fremdeles var i brug, medens de i Danmark meget tidlig blev til enkeltvokaler. Vi lærer af krønikerne kun, hvad jeg alt har nævnt, at byen og dens omegn fremdeles havde et slags selvstyre. Ligeledes ved vi, at biskopen af Limerick, ligesom hans fæller i Dublin og Waterford, anerkjendte paven og stod under erkebiskopen af Canterbury. Derimod ved vi intet om Limerickmændenes kampe og stridigheder, om deres udvikling og indre liv. Af de aktstykker, som jeg i det foregaaende har meddelt, lærer vi, at de med en vidunderlig seighed har holdt fast ved sit sprog og sin nationalitet. De forstod at hævde sig ligeoverfor Englænderne, som med foragt saa ned paa Irerne og behandlede dem som træller og ufrie, og opnaaede rettigheder som Englændernes ligemænd. De fik bo i sit eget distrikt (»Østmændenes hundred"), hvor de stod lige under kongen uden at ha nogen lensherre over sig, og hvor de styredes efter sine gamle love og vedtægter.

Der er den dag i dag enkelte minder om Nordboernes nybygder i disse egne. Først og fremst formen af byen Limerick's navn. Saa har vi udenfor Shannons munding viken eller havnen Smerwick (af oldn. vík) ; i Østre Toten ved Mjøsen har vi det samme navn, Smørviken. Oppe i Shannon er der flere steder, hvor laksen fanges, som endnu kaldes Laxweir (»Laksevær«). I fordums tid var der endnu mange flere nordiske stedsnavne paa disse kanter. Jeg har allerede omtalt et par; desuden kan jeg nævne Dunna Trapcharla; saa kaldes i de Fire Mesteres Annaler (aar 1062) et sted ved Shannon. Dun er irsk og betyder »fæstning«; sidste led i Trapcharla er det nordiske karl; første led hænger muligens sammen med vort »trappe«. Har det kanske været navnet paa et sted i Shannon, hvor fiskerne satte laksetrapper ud?

Blyvekt fra vikingtid, 900- eller 1000-tallet, av norrøn-irsk type, med ornamentikk. Foto: Dot Boughton, 2005. Wikimedia Commons.

Om den nordiske nybygd i Cork og om dennes skiftende skjæbne ned gjennem tiderne ved vi næsten intet. Vi ved kun, at Cork endnu paa den anglo-normanniske erobrings tid havde en slags selvstændighed og stod under egne høvdinger, som dog sikkerlig anerkjendte dels kongerne af Cashel (saa kaldtes Munsters konger) og senere kongerne af Leinster som sine overherrer. Englænderne gjorde i 1173 et sjøtog langs Irlands sydkyst. I Lismore havn [det nuv. Youghal Harbour, øst for Cork] mødte de en flaade fra Cork paa 32 skibe. Det kom til en hidsig kamp; men Nordboerne led tilslut nederlag og deres høvding Gilbert, søn af Torgeir, faldt (eorumque duce Gilleberto, Turgerii filio, interfecto). Efter dette var det forbi med Corks selvstændighed. Kongeriget Cork (Corcagiæ regnum) blev git til Fitz-Stephen og Miles de Cogan med undtagelse af Byen Cork og det tilgrænsende distrikt »Østmændenes kantred« (præter urbem Corcagiensem cum cantredo ei adjacente), som kongen selv beholdt. Hvor stor udstrækning riget i Cork havde i sin velmagtstid, ved jeg ikke. Men endnu paa den anglo-normanniske erobrings tid har det, skulde jeg tro, foruden byen Cork omfattet et par andre havnestæder paa sydkysten. I Dungarvan boede der, som vi senere skal høre, Østmænd, som synes at ha hørt sammen med dem i Cork. Og Nordboernes flaade vilde næppe ha lagt til i den smale fjord, som gaar op til Blackwater forbi Youghal, hvis der ikke ogsaa paa dette sted havde været en nordisk nybygd. — Vi ved ellers ikke stort om Youghals ældste historie; stedet maa dog ha været til før Englændernes erobring; i 1209 fik det et fribrev af Johan uden Land. Nu er det en by paa mellem fire og fem tusen indbyggere.

Ligesom i Limerick maa ogsaa Nordboerne i Cork ned gjennem det 13de aarhundred ha bevaret sin nationalitet. Flere nordiske navne var i brug, f. eks. Svein. — I 1260 nævnes der saaledes en Willielmus Sweyn og en Johannes filius Sweyn. En anden mand fra Cork, som nævnes i samme aar, kaldes Amlef Mac Asser. Denne mand har tydeligvis ogsaa været en Nordbo. Amlef er engelsk skrivemaade for irsk Amlaib [= oldn. Ólafr og Asser er ligeledes nordisk (= oldn. Ǫssurr); navnet var især almindeligt i Danmark.

En slægt, som i begyndelsen af det 14de aarhundred havde temmelig store eiendomme i nærheden af Cork, bar navnet Apilgard. Dette navn er i sin oprindelse nordisk (= oldn. apaldrsgarðr) og saaledes det samme som det danske navn Abilgaard. Dog er det muligt at slægten ikke tilhørte Østmændene i Cork, men at den stammede fra England. En slægt, som endnu findes i Cork, heder Copinger. Familien, hvis stamtavle er udgivet, tror selv, at den stammer fra Danmark, fra Kjøbenhavn(!). Det er ikke umuligt, at navnet virkelig er nordisk. Skulde det staa i forbindelse med eller være en forkortning af Kaupangrsmaðr »kjøbstadsmand«?. Ialfald er det værd at lægge merke til, at en mand af denne slægt, Adam Copiner, i 1316 eiede en gaard ved navn Balynegall d. e. baile na n-Gall, »de fremmedes eller Nordboernes landsby«..

Der er endog vidnesbyrd om, at Nordboerne i Cork og landet deromkring endnu i anden halvdel af det 13de aarhundred kaldte sig Østmænd. Fra aar 1260 findes nemlig følgende beretning om et ligskue, som blev optaget i Corks Guildhall: »Afholdt (lig)skue og holdt jury angaaende Christiane datter af Agnete Østmandkvindes død; hun blev dræbt i Dungarvan i Cork (stedet hører nu til det tilgrænsende grevskab Waterford). » Juryen« siger, at Ragnhild O'Mactir (Rachenild O'Mactir) stødte hende i hovedet, saaledes at hun døde otte dage efter«. Dette merkelige lille aktstykke viser ikke bare, at Østmændene i Cork endnu i anden halvdel af det 13de aarhundred dannede et eget samfund. Det viser ogsaa, at der rundt om i grevskabet Cork og langs kysten østover mod Waterford var vikingenybygder, hvis medlemmer endnu i anden halvdel af det 13de aarhundred kaldte sig Østmænd og mindedes sin nordiske herkomst. Det drab, som vi i det foregaaende har hørt om, er jo ikke foregaaet i Cork, men i Dungarvan, som vel paa denne tid regnedes til grevskabet Cork. I Dungarvan har, maa vi tro, Agnete Østmandkvinde (Agneta Ostmanna) boet. Det samme gjælder Rachenild O'Mactir, den kvinde, som dræbte hendes datter. Ogsaa hun synes at ha tilhørt en Østmandsslægt. Rachenild er jo vort Ragnhild ; Mactir er det irske mactire, »ulv«, en overs, af Úlfr (?), ogsaa ellers personnavn i irsk. — Dungarvan er nu en liden by paa vel fem tusen indbyggere. Den ligger ved en ypperlig havn, hvor der om end veiret er aldrig saa haardt altid er ganske stille. Dette var vel grunden til at Nordboerne nedsatte sig her. Stedet selv eksisterede dog vistnok før vikingetiden allerede. Navnet Dungarvan er nemlig irsk [»Garvan's fæstning«] .Nordboerne holdt vel fæstningen vedlige, indtil byen overgav sig til Henrik 2. Senere byggede Johan uden Land en ny fæstning, hvoraf der endnu staar ruiner tilbage. Stedsnavnene viser os den dag idag, at der i Dungarvan i svundne tider var en vikingenybygd, om hvis oprindelse og skjæbne vi — foruden det her nævnte aktstykke — ellers intet véd. Dungarvans havn begrænses nemlig i syd af en odde, som heder Helvick Head. Den lille vik eller fjord, som fører ind til Dungarvan, har rimeligvis selv engang baaret navnet Helvik. Dette navn er nordisk, sidste led er oldn. vik f. ,«bugt, vik«. Navnets nordiske form har vel været Helluvik eller Helgavik. I Norge bruges ogsaa Helvik som stedsnavn.

I det hele synes der endnu i anden halvdel af det 13de aarhundred rundt om i det sydlige Irland at ha boet folk af nordisk herkomst, med nordiske familienavne og som endnu vidste, at de var af nordisk herkomst. Vi finder dem saaledes i grevskabet Kerry, sydvestligst i Irland. Her levede bl. a. ved aar 1290 en mand ved navn Nicholaus Thursteyn, som — hvad tilnavnet viser — maa ha tilhørt en Østmandsslægt. Her hørte vel ligeledes Maurits Macotere (d. e. Ottars søn) hjemme, som i en skrivelse til Edward I i aar 1290 siger, at han boede ved »verdens ende i Irland«. Han ansøger om at faa lov til at nyde engelske borgerrettigheder, saaledes som hans forfædre tidligere havde gjort. Baade ansøgningen og mandens navn vidner om at han har tilhørt en af de Østmandsslægter, som efter den anglo-normanniske erobring fik lige rettigheder med Englænderne. Slægten Mac Ottar hørte vistnok egentlig hjemme i byen Cork, hvor der endnu findes en familie Cotter, hvis navn vistnok er en forkortning af Mac Ottar. Der er der endog den dag idag stedsnavne, som vidner om at der i svundne tider har boet Nordboer hernede i Irlands sydvestligste hjørne. Længst i sydvest, ud fra Slieve Miskish i Conunty Cork, strækker sig forbjerget Garinish Point. Adskilt fra dette ved et smalt sund ligger øen Dursey. Allerede Worsaae har formodet, at dette navn er det nordiske Þorsey. Vi ved jo ogsaa ellers, at nordisk þ i Irland er blit til d (f. eks. Þorsteinn, Thursteyn, Dursteyn). — Lige udenfor Dursey er der en holme, som kaldes Calf, »kalven«. Paa samme vis har vi inde i Kristianiafjorden Malmøen og Malmøkalven, og udenfor sydspidsen af Isle of Man ligger den lille Calf of Man (»Man-kalven«).

Lidt østenfor Dursey, i County Cork, ligger der en odde ved navn Glandore , opr. en omtydning af det irske navn Cunndór, ved indseilingen til Glandore Harbour. Dette stedsnavn er ligeledes nordisk; sidste led er dansk »-øre« (oldn. eyrr), som bl. a. findes i Helsingør. Første led er muligens oldn. grandi, »sandbanke i eller under vandet«. Nordboerne har, skulde jeg tro, kaldt stedet Grandeyrr (i akk. Grandeyri). Jeg kan ogsaa nævne, at der lige i øst for Dursey er en fjord, som kaldes Dunmanus Bay og har navn efter en borg Dunmanus, som ligger ved denne fjord. Dunmanus betyder »Magnus's fæstning«. Navnet Magnus kom, som bekjendt, til Irland med Nordboerne og brugtes især i Limerick. Det er derfor sandsynligt, at den Mand, som byggede Dunmanus var af nordisk æt. Ogsaa inde i landet maa der ha boet folk af nordisk herkomst. Ved aar 1253 levede der saaledes i Cashel en mand ved navn Reginald Macotere (ɔ: Ragnvald Ottarssøn), af den før nævnte Østmandsslægt. Endog helt inde i Leix, i det nuværende Queen's County i Leinster, finder vi dem. Her levede der i aar 1297 en mand ved navn Willielmus Fader. Han var gaardeier eller forpagter og mistede engang ved et røverisk overfald atten faar. Fader brugtes i gamle dage ogsaa i Norden som personnavn, især i Danmark og Sverige. — Fra aaret 1232 kjender vi, ogsaa fra Leinster, en mand ved navn Hamundus Not. Fornavnet tyder paa, at han ligeledes har været af nordisk herkomst. Og i grevskabet Tipperary nævnes i 1297 en Johannes Harold, som kanske har tilhørt den før nævnte Limerick-slægt Harald eller Harold.

Dette stemmer godt overens med hvad krønikerne fortæller om forholdene i det sydlige Irland i vikingetiden. Fortællingen om Cellachan af Cashel (Cailhreim Ceallachain Caisil) og om dennes kampe med Nordboerne i første halvdel af det 10de aarhundred skildrer det, som om der ved denne tid boede Nordboer ikke bare i Limerick og Cork, men ogsaa flere steder i det nuværende grevskab Tipperary, saaledes i Thurles, hvor der tales om »Daner i borgen« (Danair an dunaid), og i Cashel, hvor der ogsaa bor »Daner og mørke Nordboer«. Det gamle skrift om »Irernes kampe med de Fremmede« (Cogadh Gaedhel re Gallaibh) gir os en lignende skildring af forholdene. Cashel og landet deromkring er i 964 i Nordboernes besiddelse (s. 71). Ogsaa i det nordlige Munster var der, efter Cogadh Gaedhels skildring, Nybygder af Nordboer (s. 95 f.).

Om den nordiske — eller rettere norske — nybygd i Waterford har jeg allerede talt temmelig udførlig i min afhandling om »Nordisk sprog og nordisk nationalitet i Irland«. Waterford anerkjendte, da Englænderne i 1170 indtog byen, kongen af Leinster som sin overherre. Dog synes det gamle kongerige Waterford fremdeles at ha havt en vis selvstændighed og at ha staat under egne høvdinger. Disse bar dog ikke længer kongenavn, men nøiede sig med at kalde sig »aarmænd« (oldn. ármaðr). Den høvding i Waterford, som i 1170 blev fanget inde i Ragnvaldstaarnet, kaldes nemlig »fæstningens aarmand« (armand an duine). Medens ordet »aarmand« i Norge mest brugtes om de lavættede kongelige gaardsfogder, steg det saaledes i Irland i værdighed og brugtes ogsaa om høvdingerne, dog vel ikke om dem, som var fuldt uafhængige. I et latinsk aktstykke om Englændernes erobring af Waterford bærer heller ikke byens høvding nogen fyrstetitel; han kaldes bare »en rig mand og meget mægtig i hint grevskab« (qui fuit dives homo et valde potens in comitatu isto) eller ogsaa »hine egnes herre« (dominus parcium illarum). Den herskende slægt i Waterford kaldtes Mac Gillemory [egt. Mac Gilla Muire, d. e. »søn af Marias tjener«] og skal være indvandret til Irland fra en af de nordiske nybygder i Devonshire, ved kysten af Bristol-kanalen. Hvordan denne slægt, som første gang nævnes i aar 1134, vandt magten i Waterford, ved vi ikke. Waterfords konger i første halvdel af 11te aarhundred synes at ha tilhørt samme slægt som Dublinkongerne. Det tør hænde, at familien Mac Gillemory var indgiftet i den gamle kongeæt; vi ved dog intet derom. Trods sit irske navn følte dog Mac Gillemorierne sig som Nordboer; enkelte af dem ombyttede saaledes i sit navn det irske mac med oldn. sonr f. eks. Turkil sun Gillemory, som nævnes i aar 1225.

Ved Englændernes ankomst til Irland var der foruden selve Waterfords høvding ogsaa flere andre medlemmer af slægten Mac Gillemory, som synes at ha været rige og ansete mænd. En ved navn Gerald Mac Gillemory kom saaledes til at gjøre Henrik 2 en vigtig tjeneste, og hans efterkommere var det vistnok, som endnu i 1311 regnedes blant landadelen i grevskabet Waterford.

Østmændene fik i de første aar efter Englændernes erobring lov til at bo inde i Waterford; men da de i 1174 gjorde opstand og nedsablede den engelske besætning, maatte de flytte udenfor den befæstede bys mure. Her grundede de, ligesom sine landsmænd i Dublin, en ny by, som kaldtes Østmændenes by (Villa Oustmannorum Waterford). Allerede paa Henrik 2's tid fik alle Østmændene i Waterford rettigheder, som satte dem paa lige fod med Englænderne og stillede dem direkte under kongen. Dette fribrev blev senere flere gange fornyet, bl. aº. af Edward den første i aar 1283, hvor det udtrykkelig siges, at »vore Østmænd i Waterford bør ha Englændernes lov i Irland og dømmes og behandles efter denne lov.« (quod Oustmanni nostri Waterford legem Anglicorum in Hihernia habere et secundum ipsam legem judicari et deduci debent). Ligesom i Limerick og Cork havde Østmændene i Waterford sit eget distrikt, hvor de stod direkte under kongen. Andre af dem stod under anglo-normanniske lensmænd. Men desuden fandtes der ogsaa Østmænd blandt godseierne og ridderne i grevskabet Waterford. En optegnelse fra aar 1235 gir os det bedste indblik i Nordboernes stilling i grevskabet.

Blandt Østmændene i County Waterford nævnes i denne optegnelse en mand ved navn Philippus Leysing som har et len , som kaldes Ballyhrewin. Mandens navn er romansk; men hans tilnavn er oldn. leysingr, »frigiven«. Et medlem af slægten Mac Gillemory (Willielmus Macgillemory) har en anden eiendom ved navn Dufach.

En del af Østmændene var forpagtere eller bønder under en anglonormannisk adelsmand, Johannes le Poer, som nedstammede fra den Robert Poer (Robertus Poerius), som i 1177 blev guvernør over Waterford og Wexford. — Slægten lever endnu i Co. Waterford og kalder sig dels de la Poer og dels Power. Den amerikanske digter Edgar Poe hørte ogsaa til samme slægt. — De Østmænd, som stod under Johannes le Poer kaldes »kongens Østmænd« (Ostmanni domini Regis). Viser dette, at de ligesom sine landsmænd i Co. Wexford indtog en friere stilling end de øvrige bønder i grevskabet?

Endelig var der en del Østmænd, tydeligvis mindre bønder, som stod lige under kongen (Ostmanni alii domini Regis) og selv betalte afgift til kronen, 6 sh. om aaret. Hele dette distrikt, hvor Nordboerne boede, er det vistnok, som nu udgjør baroniet Gaultiere »de fremmedes eller Nordboernes land« (Ur na n-Gall) og ligger paa vestsiden af den fjord, som fører ind til Waterford.

Der var ogsaa andre Østmandsslægter, som i det 13de og i første halvdel af det 14de aarhundred eiede land i nærheden af Waterford, saaledes Philip Mac Gothmond, som i 1290 kalder sig »Østmand og Englænder i Waterford«; samt slægten Askedel, af hvilken to medlemmer omtales i aar 1318. — Askedell er det nordiske mandsnavn Asketill, Askeli. — Endnu i begyndelsen af det 14de aarhundred kaldte Nordboerne i Waterford sig for Østmænd og følte sig som et eget folk, forskjelligt fra Englændere og Irer. Og der er i hele Irland kanske ikke noget andet sted, hvor der den dag i dag er saa mange minder om vore forfædre som netop her, i byen og Grevskabet Waterford. Endnu staar inde i byen Ragnvalds-Taarnet (Reginald's Tower), som allerede nævnes af Giraldus Cambrensis og i et aktstykke fra 1311. Man mener, at taarnet i sin nuværende skikkelse stammer fra det 12te aarhundred, men at det er en om- bygning af et ældre taarn paa samme sted. Taarnet var et led i de mure og fæstningsanlæg, som omgav Waterford. Sagnet fortæller ogsaa om et andet taarn, »Turgesius's taarn«, som tidligere stod paa hjørnet af Barronstrand Church. Dette taarn maa være opkaldt efter den første vikingekonge i Irland, Turgeis. Det hele synes dog ikke at være andet end et senere sagn; men paa hvilken tid dette er opstaaet, ved jeg ikke. Inde i byen staar endvidere den gamle domkirke, som er indviet til den hellige Treenighed, men baade i daglig tale og i brevskaber kaldes »Kristkirke« (Christchurch). Paa en plade, som er opsat inde i kirken i anledning af dennes restauration i 1891, kan man læse: »The Danish Christchurch or Cathedral of Waterford was founded here by Reginald, son of Sigtryg, the Norseman, ca. 1050«. Denne kong Ragnvald af Waterford var en nær slægtning af Dublinkongen Sigtryg Silkeskjæg, som i 1038 havde lagt grunden til Kristkirken i Dublin. — Denne kaldes, som bekjendt, ogsaa Christchurch, men er indviet til den hellige Treenighed. — Det var dog ikke bare navnet, som kong Ragnvald laante fra Kristkirken i Dublin. Den bekjendte irske arkitekt og arkæolog Sir Thomas Drew, som selv har restaureret Kristkirken i Waterford, har vist, at denne kirkes grundplan svarer til Kristkirken i Dublin i dennes oprindelige Skikkelse. Kristkirken i Dublin har saaledes ogsaa i sin bygning afgivet forbilledet for sin navne i Waterford.

I Irland tror de fleste, at navnet Christchurch er kommet ind fra Norden, snarest fra Norge. Saaledes siger Sir Thomas Drew: »Note that, as at Dublin, the word Christchurch is but a surviving Scandinavian term signifying Head Church, i. e. Cathedral«. Det er ganske rigtigt, at det er Nordboerne, som har givet navnet hjemstavnsret i Irland. — Ogsaa i Cork findes der en Christchurch. — Men Nordboerne har selv brugt det i Irland tidligere end i Norge. Navnet stammer vistnok fra Canterbury, hvor domkirken ogsaa kaldes Christchurch, men er indviet til den Hellige Treenighed. Christchurch i Canterbury (Christes cyrice) nævnes alt i aktstykker fra den angelsaksiske tid og i den angelsaksiske krønike. Nu er det vel kjendt, at Nordboerne i Irland ikke tilhørte den irske kirke, men anerkjendte erkebiskopen af Canterbury som sit nærmeste geistlige overhoved, og at deres biskoper, før Irlands tilslutning til Romerkirken, fik sin indvielse i Canterbury. Jeg tvivler derfor ikke paa at Christchurch i Dublin har laant sit navn fra Domkirken i Canterbury, efter hvis forbillede den vel ogsaa er bygget.

Mellem Dublin og Nidaros maa der i det 11te aarhundred ha været forbindelse. Til relikvierne i Kristkirken i Dublin hørte nemlig stykker af Olav den helliges klæder; de var skjænket af Dublins første biskop Donatus, som i 1038 lagde grunden til kirken. Domkirken i Nidaros blev, som bekjendt, grundlagt lidt efter 1075 af Olav Kyrre paa det sted, hvor Olav den hellige var begravet. Olav Kyrres kirkebygning forsvandt siden og maatte vige plads for en større kirke, hvis bygning erkebiskop Øistein omkring aar 1183 paabegyndte ; þetta hit mikla musteri, som den nye domkirke kaldes. Kirken i Nidaros var, ligesom domkirkerne i Dublin og Waterford, indviet til den Hellige Treenighed, men kaldtes Kristkirke (Kristkyrkja). Senere blev de andre norske kathedraler ogsaa kaldt Kristkirker; navnet blev derimod aldrig brugt i Danmark eller Sverige. Jeg tror derfor, at Kristkirken i Nidaros har laant sit navn fra sin navne i Dublin. Mulig har ogsaa domkirken i Nidaros i sin ældste skikkelse været bygget efter en lignende plan som Kristkirken i Dublin. Dette spørgsmaal skal jeg dog ikke her komme nærmere ind paa. — Vi ser i alle fald, at der endnu i det 11te aarhundred var forbindelse og fandt gjensidig paavirkning sted mellem Irland og Norge. Olav den helliges dyrkelse trængte endog frem videre end til Dublin. I byen Waterford er der den dag idag et kirkesogn, som er opkaldt efter ham, »St. Olave's Parish». Den til Hellig Olav indviede kirke staar ikke langt fra domkirken.

Selve byen Waterfords navn er, som bekjendt, ogsaa nordisk. Irerne kaldte den Port Lairge, medens Nordboerne har kaldt den Veðrafjǫrðr, som vistnok oprindelig var navn paa den fjord, som fører ind til byen og nu kaldes Waterford Harbour. — Navnet Vedrafjordr er kjendt fra vor gamle litteratur; det findes i Krákumál, str. 16. —

Udenfor byen Waterford er de fleste minder om Nordboerne i det før nævnte baroni Gaultiere »Nordboernes land«. Her ligger saaledes sognet Ballygunner, opkaldt efter en eiendom paa dette sted. I dette sogn findes stedsnavnene Ballygunnertemple, Ballygunnercastle, Ballygunnermore.

Første led af dette navn er, som jeg før har nævnt, det irske baile, som meget hyppig bruges ved dannelsen af gaardnavne. Andet led -gunner er det nordiske mandsnavn Gunnar. Her har altsaa i gamle Dage boet en mand af nordisk herkomst ved navn Gunnar. Stedets oprindelige navn har vel været Gunnarsbýr.

Østligst i Gaultiere ligger sognet Crooke, tidligere skrevet Crocum, hvor der i middelalderen laa et kloster. Dette navn er vistnok dativ flertal af krokr m. »krog, krumning«, et ord, som ogsaa i Norge meget hyppig har været brugt ved dannelsen af gaardnavne.

Et fremspringende næs i baroniet Gaultier kaldes endnu Swineshead; dette navn er vistnok en engelsk omdannelse af nordisk Svinshofuð, »svinehoved«.

I øst for Waterford og grænsende til dette grevskab og til Kilkenny ligger grevskabet og byen Wexford. Her var der ogsaa i gamle dage, med byen Wexford som midtpunkt, en vikinge-nybygd. Selve navnet viser tilbage paa en nordisk form, (Veisufjorðr?) Irerne kaldte derimod stedet Loch Garman. — Nordboerne i Wexford havde endnu paa den anglonormanniske erobrings tid en slags selvstændighed og stod vistnok i nær forbindelse med Dublinriget. De fire Mesteres Annaler taler saaledes ved aaret 1137 om »de Fremmede fra Dublin og Wexford.« Og Giraldus Cambrensis, som har skildret Englændernes erobring af Irland, nævner ogsaa byen paa en saadan maade at vi kan forstaa, at den var befolket af Østmænd. Wexford maa endnu paa denne tid ha været en temmelig betydelig by, siden en hær fra Wexford og Kinselagh — 3000 mand stor — i 1171 kunde beleire Fitz-Stephen i Carrick og tvinge ham til overgivelse. Østmændene i Waterford og Wexford var vistnok i gamle dage nær forbundne og stod muligens under samme fyrster. For de af dem, som var bosat inde i byerne, var handel og skibsfart den vigtigste næringsvei. Nordboerne i Waterford drev, ved vi, endnu ved slutningen af det 13de aarhundred ikke liden handel og skibsfart paa udlandet, især stod de i forbindelse med Chester, med Bristol og andre byer ved Bristolkanalen og med Syd-Frankrig, hvorfra de hentede vin. Længe maa ogsaa Østmændene hernede ha bevaret sin gamle vikingeaand. Lyst til krigertog, til at plyndre og gjøre bytte har ligget dem i blodet. Saa sent som i aar 1217 plyndrede, fortæller de Fire Mesteres Annaler, fiskerne fra Waterford og Wexford og andre steder fra Østkysten paa øen Man og begik en række overgreb dér. Disse fiskere, som tilsidst selv maatte bøde med livet, kan ikke ha været andre end Østmændene fra Waterford og Wexford og andre nordiske nybygder langs Irlands østkyst.

Østmændene i Wexford boede dog ikke bare inde i selve byen og levede af handel og fiskeri; de var ogsaa bosat rundt om i grevskabet, hvor de levede som bønder. Omtrent ved midten af det 13de aarhundred blev Wexford givet som len til William af Valence, en slægtning af Henrik 3's dronning; han kom til England i 1248 og døde i 1296. Denne franskfødte adelsmand maa ha havt nogen interesse for sit nye irske len. Han lod nemlig bøndernes forhold undersøge og anstillede særlig undersøgelser angaaende de Østmænd, som endnu fandtes i grevskabet. De edsvorne, som afgav indberetning om dette, fortalte, at der ved begyndelsen af det 13de aarhundred, da familien Marshal var Leinster's herrer, i grevskabet Wexford «var hundrede Østmænd, som boede udenfor byen, var meget rige og eiede flere dyr« [d. e. stykker kvæg] (tempore Marescallorum dominorum Lagenie fuerunt infra Comitatum Wesefordie quinquies viginti oustmanni forinseci valde divites pluria animalia habentes). Fem gange om aaret betalte de afgift til sin herre, dels for sin egen person, dels for at slippe at drage i krig og dels for sine kjør og for den jord, de pløjede, og det korn, de høstede. »Men de siger, at der nu i det nævnte grevskab blot er 40 Østmænd, som har lidet gods, og 12, som tjener Englændere og andre for sin føde og ikke eier noget gods.« Fordi det nu er gaaet tilbage med Østmændene, letter William af Valence deres kaar, fritager dem for en del afgifter og gir dem tilladelse til at forpagte land af hvem de vil i Grevskabet Wexford.

Dette fribrev viser tydeligere end noget andet aktstykke, som handler om Nordboerne i Irland, at de saakaldte Østmænd ikke bare levede i byerne og gav sig af med handel, skibsfart og fiskeri. De boede ogsaa rundt om paa landet, dyrkede jorden og var bønder. De havde med andre ord virkelig koloniseret landet. Lord William af Valence's fribrev gir os ogsaa et særlig tydeligt indblik i Østmændenes tilbagegang. Selv her i det afsides Wexford, hvor de aldrig havde havt noget mægtigt rige, havde de lige til Englændernes erobring forstaaet at bevare sin nationalitet og at hævde en slags selvstændighed. Og endnu ved midten af det 13de aarhundred mindedes de sin nordiske herkomst og nordisk sprog kan heller ikke helt være uddød; derom vidner ordet oustmanni, hvor den nordiske diftong er bevaret. Men landet, hvor Østmændene tidligere selv havde været herrer, var nu kommet under engelske lensmænd. Og Nordboernes antal aftog, tiltrods for den utvivlsomt venlige behandling fra Englændernes side, aar for aar. Aarsagen til tilbagegangen var ikke bare en ydre, den var ogsaa en indre. Nordboerne som nationalitet var i Irland en uddøende race. Fra 100 voksne mænd i Wexford ved begyndelsen af det 13de aarhundred var deres tal femti aar senere gaat ned til halvdelen, og ved begyndelsen af det 14de aarhundred var der kanske i hele grevskabet Wexford ikke længer nogen, som kaldte sig Østmænd eller klart mindedes, at de nedstammede fra de Nordboer, som i vikingetiden havde grundet nybygder i Irland. Den dag idag er der dog rundt om i Wexford mange stedsnavne, som minder om Nordboerne.

I byen Wexford ligger der et Augustinerkloster, som nu kaldes »Abbey of St. Peter and of St. Paul« ; tidligere laa det lige udenfor byens mure og kaldtes Selsker Abbey. Det samme navn gjenfinder vi ogsaa i Selskar Rock; saa kaldes en holme udenfor kysten af baroniet Bargyforth, Bannow sogn, ret i syd for byen Wexford. Ordet er ægte nordisk og betyder »selskjær, et skjær, hvor sælen holder til«.

Særlig at merke er flere fremspringende odder og næs, som bærer nordiske navne. Sydøstspidsen af Irland dannes af en aflang liden landtunge. Her har vi i syd Carnsore Point. Dette stedsnavn er sammensat med vort »øre« (oldn. eyrr)\ første led kan være oldn. karn, en slags fugl, som nævnes i Snorres Edda (II, 489), hvilken ved man dog ikke; Point er føiet til af Englænderne, som ikke kjendte betydningen af »øre«. Det er dog sandsynligere, at Carnsore er et hybrid ord og at navnets første led er det irske cam, »stenrøs«. Stedet kaldes ogsaa paa irsk cam. Dette er ogsaa Dr. Joyce's forklaring. Paa den anden side af den før nævnte landtunge ligger Greenore Point; dette navn er vel en forvanskning af oldn. græneyrr.

Længere nord i grevskabet ligger forbjerget Cahore Point, som vel ligeledes er sammensat med »-øre«. Første led kan være fuglenavnet »kaa« (allike, corvus monedula); dette er dog usikkert. Lige overfor hinanden ved indseilingen til byen Wexford ligger de to næss Rosslare Point og Raven Point. Navnet Rosslare er irsk og betyder »det mellemste forbjerg«. Derimod tør det vel være, at Raven Point af Nordboerne har været kaldt »Ravnsøre«, paa samme maade som den landtunge som i nord begrænser indseilingen til floden Humber i England. Denne odde kaldtes nemlig i gamle dage Ravnsøre (senere Ravensere, nu Ravensworth).

Af andre navne, som muligens er af nordisk oprindelse kan merkes Ballydane; saa kaldes et » townland« i baroniet Ballaghkeen North, i den nordlige del af Co. Wexford. Navnet er kanske opstaaet, fordi der har været et sagn om at der paa stedet har boet en »Dane« eller Nordbo.

Endelig kan nævnes Clonegall, som er navn paa en markedsplads i Co. Carlow paa grænsen af grevskabet Wexford. Navnet er irsk (cluain na n-Gall) og betyder »de fremmedes eng«. Muligens har det faat sit navn, fordi der paa Nordboernes tid var en markedsplads paa dette sted.

Fra Wexford kommer vi, naar vi følger kysten nordover, til det naturskjønne og bjergfulde grevskab Wicklow. Inde i landet er der dalfører og temmelig høie fjelde. Kysten er bar og uvenlig og der er i hele grevskabet ikke mere end to havne, nemlig Wicklow og Arklow, som begge ved sit navn minder om at her i fordums dage har ligget nordiske nybygder. Wicklow er nu en liden by paa vel tre tusen indbyggere og strækker sig i en halvkreds rundt den smule bugt eller vig, som gaar ind forbi byen. Arklow, som er en smule større, er en driftig liden fiskerby ved mundingen af elven Ovoca; den er bygget opover en høide og har udsigt over sjøen. Navnene skrives i gamle breve som oftest Wyking(e)lo og Arkelo.

Hvad sidste led i disse navne -lo er, vover jeg ikke at afgjøre. Muligens er det det norske 16, f., som dog i norske stedsnavne ikke findes sammensat med mandsnavne; dette ord »angives nu i Norge paa enkelte steder at være brugt om lavtliggende engsletter ved en vandbred« (Rygh, Norske gaardnavne; indledn. s. 66); det kunde ogsaa være oldn. lá, f., som bruges om strandvandet ved havbredden; »i nutidens folkesprog bruges det om sumpvand, især jernholdigt rand« (Gaardnavne, indl. s. 63). Dog er det muligt, at det irske loch, »indsjø», (ogsaa brugt om trange fjorde) har havt indflydelse paa dannelsen af disse navne (jfr. Carlow af Cetherloch, »den firedobbelte sjø». Er første led i Arklow mandsnavnet Arnkell? Byens oprindelige navn har da muligens været Arnkelsló, som kunde udtales Arkelsló. Første led i Wicklow kan være vikingr, , m. »viking« , eller mandsnavnet Vikingi, en sideform til Vikingr. — Jeg skal minde om, at Viking brugtes meget almindelig som mandsnavn i disse egne og at ordet uicing »flaade« {af viking, f. » vikingetog«) endnu findes i irsk.

Wicklow og Arklow nævnes næsten aldrig i Aarbøgerne. Af den saakaldte Leabhar na g-ceart («Rettighedernes bog«), som skal være skrevet i begyndelsen af det 11te aarhundred, ser vi, at indbyggerne i disse egne drev skibsfart og byggede skibe. Det heder saaledes under opregningen af Leinsterkongens rettigheder og pligter:

«Otte skibe fra helten (d. e. Leinsters konge) til herren af Cualann (d. e. egnen om Wicklow),

med seil og silkebannere, otte drikkehorn, otte skarpe sverd, otte kapper, otte gyldne mantler.« 

Om Arklow, som paa irsk kaldtes Inbhear Mór, heder det videre:

«Seks kapper til kongen af Inbhear, seks raske, springende okser, seks rustninger og seks skibe. «

Giraldus Cambrensis nævner bare i forbigaaende Arklow, som han kalder Archelo, og Wicklow (Wikingelo). Han fortæller, at Wicklow blev git til Maurice Fitz-Gerald, men efter dennes død igjen taget fra hans søn (V, s. 314, 337).

Wicklow var dog lige til Englændernes erobring i Nordboernes besiddelse og hørte efter al sandsynlighed til Dublinriget. Under sit ophold i Irland i 1185 gav Johan uden Land én carucata (d. e. 100 acres) jord til St. Thomas-klosteret ved Dublin. Dette stykke land laa, som det staar i det endnu bevarede aktstykke, »ved Wicklow, som var i Øst- mændenes besiddelse«. At grevskabet Wicklow tilhørte Dublinriget, kan vi ogsaa slutte deraf, at den dublinske kongeæt eiede land i den nordlige del af det; men derom skal jeg tale mere i det følgende.

Mynt preget i York, fra regjeringstiden til kong Reginald (Ragnvald), konge av York og Dublin (c.919-921). North Lincolnshire Museum. Foto: Martin Foreman, 2014. Wikimedia Commons.

Om Dublinriget, som dannede midtpunktet for Nordboernes magt i Dublin, har jeg alt talt i min afhandling om nordisk sprog og nationalitet i Irland. Jeg har nævnt, at nordisk sprog endnu ved midten af det 13de aarhundred ikke kan ha været ganske uddød i Dublin, at der i aktstykker fra det 13de aarhundred vrimler af nordiske fornavne og tilnavne, og at Østmændene dér endnu henimod aar 1300 synes at ha bevaret mindet om sin nordiske herkomst. I et aktstykke fra Edward II's tid (aar 1320) nævnes en borger i Dublin ved navn Henricus Estmund, d. e. »Henrik Østmand« ; men det er vel muligt, at Estmund var mandens tilnavn og at det ikke betegner ham som Østmand.

Kjendte fra Worsaae's og Vogt's skrifter (»Minder om de Danske og Nordmændene i England, Skotland og Irland« og »Dublin som norsk Kongerige«) og fra Dr. Joyce's arbeide om irske stedsnavne er ogsaa de mange stedsnavne, som endnu findes i omegnen af Dublin, saasom distriktet Fingall, »de fremmedes land«, Leixlip oppe ved elven Liffey, og langs kysten, for at gaa fra nord mod syd: Skerries »skjærene«. Lambay »lammeøen«, Irelands Eye »Irlands ø«, forbjerget Howth »hovedet« (oldn. hofuð), hvis yderste pynt endnu kaldes Nose of Howth, »næsen«. Syd for Dublin er det hybride navn Dalkey, som af Irerne kaldtes Delginis, »torneøen«; men Nordboerne ombyttede det irske inis, »Ø«, med sit eget ey. Almindelig kjendt er ogsaa de fleste af de minder om vore forfædre, som endnu findes eller for ikke lang tid siden fandtes i Dublin og nærmeste omegn. Først og fremst Kristkirken, Christchurch, den ene af Dublins to kathedraler, og den til St. Olav indviede, nu forsvundne kirke mellem Kristkirken og floden. Desuden har vi Steinen, hvor skibsnøstet var, samt Thingmotet og Haugene, den gamle begravelsesplads. Sir Thomas Drew oplyser, at den reiste sten, hvorefter skibsnøstet og skibenes landingsplads nede ved Liffey havde sit navn, endnu stod for omkring hundrede aar siden. Han mener, at stenen fremdeles findes og ligger begravet i brolægningen under College Street. Steinen stod ved floden Liffey og ikke udenfor dennes munding, det ved vi fra gamle skrifter.

Af andre navne af nordisk oprindelse skal jeg nævne Holmpatrick; saa kaldes nu et kirkesogn i baroniet Balrothery East, nordøstligst i Co. Dublin. Det har sit navn efter en liden holme, hvor der fra den tidligste middelalder laa et til den hellige Patrik indviet kloster. Navnets første led er oldn. holmr, »holme«. Nordboerne har oprindelig kaldt stedet Patriksholmr ; men under irsk indflydelse har de byttet de to navneled om, ligesom i saa mange andre navne. — En liden havn i nærheden af Dalkey ikke langt syd for Dublin kaldes nu Bullock. Stedet hed i middelalderen Blowike (Portus de Blowike juxta Dalkey). Er dette navn det samme som oldn. blóðvik? Jfr. Blodkilen paa Borøen, Dybvaag sogn, Nedenes amt.

Som navn paa en eiendom i Co. Dublin forekommer i 1261 og 1269 Sweyneshoued (eller med engelsk skrivemaade Sweynesheued. Dette maa oprindelig ha været navn paa en odde eller et næss og har i nordisk sprog lydt Sveinshofuð. Af nordisk oprindelse synes ligeledes navnet Sivoreforde at være. Det forekommer flere gange i aktstykker fra det 13de aarhundred og har vel af Nordboerne været kaldt Sigvardarfjorðr. Stedet synes at ha ligget syd for Dublin i nærheden af Dalkey. Merkeligt er ogsaa et stedsnavn nord for Dublin i nærheden af Swords, som forekommer i et aktstykke fra 1315 i formen Wherue. Dette maa være det i norske stedsnavne almindelig brugte hvarf, som bruges om en krumning [af hverfa, »vende, svinge«], eller kanske snarere dette ords afledning hverfi, som bl.a. findes i bygdenavnet Sandsvær (Sandshverfi).

Endelig maa vi ikke glemme »Østmændenes by«, Austmannabýr, hvilket navn endnu lever i den forvanskede halvt engelske form Oxmantown, samt »Østmændenes bro» (pons Ostmannorum), som tidligere kaldtes droicet Dubgaill (Dubhgall's bro). Ligesom sine stammefrænder i Waterford, Limerick og Cork havde Nordboerne i Dublin, efter Englændernes erobring, ikke bare sin egen bydel, men ogsaa et eget stykke land, som de selv dyrkede og havde som len direkte under kronen. Det maa ha været omtrent af samme størrelse som et almindeligt ridderlen. Indehaveren af et ridderlen betalte nemlig i det 13de aarhundred 40 shilling om aaret til kronen istedenfor at gjøre krigstjeneste. Og Østmændene ved Dublin betalte, kan vi se, i aaret 1229 41 sh. til kronen, Aaret i forveien betalte de 36 sh. Østmændenes distrikt maa ha ligget nord for Dublin i nærheden af den lille flække Swords, altsaa i Fingall »de fremmedes« (d. e. Nordboernes) territorium.

Ved at gennemgaa alle gamle brevskaber fra middelalderen kan der dog findes adskillig flere minder om Nordboerne, baade i og udenfor Dublin. Baade gader, pladse og byporte i Dublin selv har længe efter Englændernes erobring baaret navne, som vidnede om at de var opkaldt efter mænd af nordisk herkomst, eller havde navne, som var af nordisk oprindelse. Saaledes var der i begyndelsen af det 13de aarhundred inde i Dublin et Sted, som kaldtes Crosgort. Det laa der, hvor den Hellige Gravs Kirke siden blev grundet. En kunde tro, at Crosgort var et irsk navn. Det brev, hvori dette navn forekommer, siger nemlig, at Irerne brugte at kalde stedet saa. Men en Englænder kunde jo let komme til at sammenfatte baade Østmænd og Irer under navnet Hibernienses. Desuden er Crosgort i sin form aldeles ikke keltisk, men nordisk. Det maa være en forvanskning af oldn. kross(aº)garðr, »korsgaarden«. Lige ved siden af havde der før boet en Østmand ved navn Cristinus filius Ardor [d. e. C. søn af Arnþórr], men efter Englændernes erobring var hans eiendom kommet i hænderne paa en engelsk ridder, som nu skjænkede den til den Hellige Gravs Kirke. Den samme Kristin søn af Arntor kjender vi ogsaa andetsteds fra. Han var en velstaaende mand og eiede et hus udenfor murene, lige ved byporten. Her boede en tid Jarl Strongbow's høit betroede ledsager Walter de Rideleford. Og Jarlen gav siden dette hus til Walter »med samtykke af Kristin, hans vært». Dennes samtykke var vel ikke helt frivilligt; men dette viser dog, at Englænderne, naar de tog eiendomme fra Nordboerne i Dublin, ialfald i navnet gik lovens vei. Den samme Kristin eller hans slægt synes ogsaa at ha havt eiendomme lige syd for Dublin, i nærheden af Rathfarnham.

Her laa der nemlig en gaard, som i et gavebrev fra aar 1247 kaldes Baliardor og i et fra omkring aar 1281 kaldes Baliardur. Første led i dette navn er det irske baile, »sted, gaard«. Er andet led -ardor det samme som mandsnavnet Ardor, Arnþórr? I saa fald har, skulde jeg tro, gaarden været opkaldt efter Østmanden Kristins far.

Et almindeligt navn blant Østmændene i Dublin var Pole, Poll, det samme som oldn. Poll (en sideform til mandsnavnet Páll, af Paulus). Fra Dublin i middelalderen kjendes en port ved navn Pole gate. Udenfor denne laa der en mølle, som kaldtes Pole mylle. Begge steder maa være opkaldt efter en Østmand ved navn Paal, som tidligere havde boet her i nærheden; bynavnene stammer vel fra tiden før Englændernes erobring, om de end senere har faat halvt engelske former.

Merkeligere er det dog, at den sidste norske konge i Dublin, Hoskuld, endnu ved middelalderens slutning ikke kan ha været fuldstændig glemt. Han viste jo ogsaa ved sin sidste kamp, at vikingernes ætlinger i det fjærne Irland fremdeles eiede sine forfædres mod og dødsforagt. »Mænd, hvis sind var af staal som deres vaaben« (homines tam animis ferrei quam armisj, kalder Giraldus Cambrensis Hoskuld og hans mænd. Og Hoskulds minde har sikkerlig længe levet i sagn og paa folkets tunge. En af Dublins porte kaldtes saaledes paa Henrik VIII's tid »Hoskulds port«. Erkebiskop under Henrik VIH i Dublin var Alan, som har samlet den saakaldte Liber Niger Alani, som indeholder afskrifter af gamle breve. I margen har erkebiskopen med egen haand gjort flere tilføielser. Dette er saaledes tilfældet med et gavebrev (fol. CX aº.), hvor der er tale om et hus i en gade ved navn Lilthomstrete. Her har Alan i margen tilføiet: Vicus 2º (sic) in parochia Sancti Nicholai infra muros prope portam Hasculf ex parte orientali pro 2º vico set pro primo domus nostra propria (ubi curia antigniterj in vico pellipariorum forte.

Den irske kirkehistoriker Dr. G. Stokes, som har udgivet en fortegnelse over indholdet af Alans skrift, siger i anledning af dette aktstykke: »Det gir os ogsaa oplysning om forholdene paa Nordboernes tid, idet det f. eks. fortæller os, at St. Nikolaus Port i gamle dage pleiede at kaldes Haskulfs Port«.

Den til St. Nikolaus indviede kirke ligger paa sydsiden af Liffey midtveis mellem Christchurch og St. Patrick's Cathedral, altsaa vestligst i det gamle Dublin. Gjennem »Hoskulds Port« har man følgelig kommet ind i byen fra vest. Den samme kong Hoskuld, som forresten i brevskaber fra det 13de aarhundred ikke kaldes konge, men »jarl« (comes), havde ogsaa, ved vi, eiendomme inde i Dublin. Erkebiskop Lukas af Dublin bekræftede nemlig ved aar 1230 i et brev, som endnu findes, alle gaver, som hans forgjængere havde git til Christ Church. Blandt disse gaver er ogsaa »land i den hellige Brigidas sogn indtil bymuren hinsides jarl Haskalds have«. Jarl eller rettere kong Hoskuld boede uden tvivl selv i borgen, som stod paa samme sted, hvor nu The Castle ligger. Men ude ved bymuren har han havt sin frugthave. Der har ogsaa, kan vi se, været andre haver i udkanten af byen , ved stadens mure eller lige udenfor disse. Til Christ Church's eiendomme hørte saaledes en »have i St. Patrick's sogn«, som den havde faat af Gilbacormda den rige (ex dono Gillacormdn diuitis Ortum (sic) in parrochia Sandt Partricij). Den senere St. Patrick's Cathedral laa før Englændernes erobring lige udenfor murene.

Som de fleste Østmænd i Irland i anden halvdel af 12te aarhundred var ogsaa kong Hoskuld sterkt paavirket af irsk kultur. Saaledes efterlignede han den irske skik at bruge sin fars eller bedstefars navn med mac (søn) eller ua (sønnesøn) foran som familienavn. I det endnu bevarede franske digt om Englændernes erobring af Irland kaldes han stadig Raskulf Mac Turkil, vel efter Torcail (d. e. Þorkell), som i 1133 var høvding i Dublin. Ikke bare Hoskuld, men ogsaa hans slægt kaldte sig Mac Torkil eller Þorkelsson (paa latin filius Thorkil). I en fortegnelse over Kristkirken i Dublins eiendomme nævnes nemlig jordegods skjænket af Sigraghre filius Thorkil, Pole filius Thorkyl og Brodar filius Thorkil. Af disse navne er vel Sighraghre det samme som oldn. Sigrøðr, som kan ha genitiven Sigraðar [ gh og dh skifter almindelig i irsk; de maa ha været udtalt omtrent paa samme vis]. Pole er mandsnavnet Páll (Poll); en højættet Dublinboer, vistnok et medlem af kongeætten og som faldt † 1133, hed »Poll søn af Ragnvald«. Brodar er det hos Nordboerne i Irland meget almindelige mandsnavn Bróðir. Det et vel vikingehøvdingen Broder, som var en af førerne i Clontarfslaget og som selv dræbte kong Brian, som har gjort, - at navnet blev saa udbredt i Irland. Af dette navn er bl.a. dannet gaardnavnet Ballybroder, som forekommer to steder i Galway og to steder i Westmeath. — Den her nævnte Brodar filius Thorkil er vistnok samme person som den Brodar Mac Turcail som efterfulgte Ragnvald Mac Turcaill som høvding over Dublin og faldt i 1160.

Af de eiendomme, som »Torkils sønner« havde skjænket til Kristkirken i Dublin, kan vi nu kun identificere en enkelt, nemlig Achatillagh nuneascoib. Dette navn er nemlig en forvanskning af Tulach na n-escob, nu Tullagh, nær den lille by Cabinteely, sydligst i grevskabet Dublin, ved grænsen af County Wicklow. Navnene paa de eiendomme, som Paal og Broder skjænkede, er nu forsvundne; men de maa ogsaa, som den irske rigsarkivar J. Mills, Esq., har vist, ha ligget i nærheden af Tullagh. I et gavebrev fra omkring 1180 nævnes det jordegods i omegnen af Dublin, som jarl Strongbow skjænkede til Mariaklosteret ved Dublin. Dette siges at ha tilhørt Sigerith Mac Turkil. Den første af disse to mænd er vistnok den før nævnte Sigrød Torkilssøn. Den anden maa ogsaa ha tilhørt samme slægt; — Torphin er det samme som old. Þorfinn. En Thorfind Mac Turcail nævnes ved aar 1124 som konge i Dublin. Er det den samme mand?

Vi ved ogsaa fra andre aktstykker, at »Thorkils sønner« (d. e. yngre medlemmer af den Dublinske kongeæt) eiede land i den sydligste del af grevskabet Dublin og i den nordligste del af det tilgrænsende grebskab Wicklow. Irlands erobrer jarl Richard Stronglow, som optraadte næsten uafhængig og gav land bort paa kongens vegne til sine ledsagere, skjænkede bl.a. store strækninger til Walter de Ridelesford. I et endnu bevaret brev gir han denne »Brien og Turchils sønners land med alt, som dertil hører», saaledes at han indenfor dette omraade skal ha fem ridderes len, hvis det er der, og det som mangler dér, skal den nævnte greve [d. e. jarl Strongbow] give ham godtgjørelse for i nærheden, paa den ene og paa den anden side af vandet Brien. Mr. Mills, som først har gjort opmerksom paa dette gavebrev, siger, at »Torkils sønners land« maa ha havt en meget stor udstrækning, siden det kunde udgjøre fem ridderlen. Dets grænser kan nu ikke fastslaaes. Men Mr. Mills tror, at det i syd har strakt sig indover fra Bray (aktstykkets Brien) nordligst i County Wicklow og at nordgrænsen har været ved det før nævnte Tullagh, som Sigrød Thorkilssøn skjænkede til Kristkirken i Dublin.

Jeg tror ikke, at alle de før nævnte Torkilssønner har været brødre. De har snarere kun tilhørt samme slægt og kaldt sig Mac Thurkil eller Þorkelsson (»Torkilssøu«) som familienavn. Herfor taler bl. a, at Dublins sidste konge, som i digtet om Irlands erobring og ligeledes i de fleste irske aarbøger i almindelighed kaldes Mac Turkil [ell. Mac Turcaill], i de Fire Mesteres Annaler [aº" 1170] kaldes Asgall mac Raghnall mie Turcaill d. e. »Hoskuld søn af Ragnvald søn af Torkil«. Han har vistnok været søn af Dublins høvding Ragnvald Torkilssøn, som faldt i 1146, [Raghnall mac Torcaill]. Den, som har git slægten dens navn, er vel snarest den Torkil [Torcaill], som i 1133 herskede i Dublin. Mulig er dog familienavnet endnu ældre, hvis vi tør slutte fra den før nævnte Torfind Mac Turcaill, som i 1124 faldt som Dublins konge. I alle tilfælde er Torkilssønnerne for mange og tidsafstanden mellem dem er for stor til at de alle kan ha været brødre. Foruden de før nævnte kjender vi endnu én, nemlig »Hamund Torkilssøn«.

Han kaldes i brevskaber fra omkring aar 117 Hamundus filius Torkaill, Hamundus filius Torkell og Hamundus Macturkil. — Medens de øvrige Torkelssønner efter Englændernes erobring synes at ha mistet sit land, fik Haamund lov til at beholde en del af sine eiendomme. I 1174 gav nemlig jarl Strongbov til Hamundus filius Torkaill og dennes arvinger Kensale (d. e. Kinsaley ikke langt nord for Dublin i Grevskabet Dublin, baroniet Coolock) med tilliggende lande og paa samme maade som han havde eiet det, før Englænderne kom til Irland. Han skulde ha det som frit len mod aarlig at betale to mark til Kristkirken i Dublin til lyshold.

Dette gavebrev bekræftes samme aar baade af Henrik II og paany af jarl Strongbow selv. Senere synes dog Haamunds besiddelser at være kommet fuldstændig i Kristkirkens eie. I et fribrev til denne kirke, udstedt af erkebiskop Lucas ved aar 1230, nævnes nemlig blant Kristkirkens eiendomme Hamund Mac Turkyl's land (the lands of Hamund Maccturky). Denne Haamund Torkilssøn var det muligens ogsaa, som før Englændernes erobring eiede en gaard, som jarl Strongbow siden tog og gav til Kristkirken i Dublin. 1 den før nævnte fortegnelse over Kristkirkens eiendomme opføres nemlig en gaard, som Strongbow har skjænket og hvis navn vistnok maa læses Balyhamund, d. e. Haamunds gaard. (Nordboerne har vel kaldt stedet Hámundarbýr eller -staðir). I et aktstykke fra aar 1319 nævnes en eiendom i grevskabet Dublin ved navn Hamundeston ; den eies af Ricardus Hamund. Er dette samme sted som Ballyhamund? — Det er meget almindeligt i Irland, at baile i gaardnavne er ombyttet med town.

I det hele var der før den anglo-normanniske erobring rundt om i grevskaberne Dublin og Wicklow store gaardsbrug, som eiedes og dreves af Nordboerne. Vi ser dette bedst af den oftere nævnte skrivelse af 6. marts 1202, hvori Johan uden Land stadfæster Kristkirken i Dublin i besiddelsen af alle dens eiendomme. Vi kjender dette merkelige aktstykke kun fra en sen kopi fra Henrik 7's tid (aar 1496). Der har derfor indsneget sig en hel del feiltagelser, og mange navne er blevet ganske ukjendelige. — Jeg kan nævne, at Dublinkongen Sigtryg Silkeskjæg, Olav Kvaarans søn kaldes Cithuricus filtus Absoleæ, Comes Duhlinie. — Er formen Absolea paavirket af den kymriske form Abloec?

Jeg skal forbigaa alle de eiendomme, som Kristkirken havde faat i gave af irske høvdinger, f. eks. af kongerne af Leinster, som ved aar 1100 ogsaa var overkonger over Dublin, og af Munsterkongen Domhnal Ua Briain, som i 1115 i forbund med Dublinmændene førte krig mod Leinsterkongen Donnchadh. — Den eiendom, som kong Domhnall gav, bærer forresten et halvt nordisk navn, Ballyrodilf; sidste led er vistnok det nordiske Róðleifr eller Róðulfr. Stedets beliggenhed kjendes nu ikke. — Jeg skal her kun gjennemgaa de nordiske givere, Blant disse maa først nævnes Dublin-kongen Sigtryg Silkeskjæg, som gav den grund, Kristkirken staar paa, samt flere eiendomme udenfor Dublin, nemlig Baldulig (nu Baldoyle lige ved Howth, Rochen og Portracharn (nu Portraine nord for Dublin? Dernæst kommer de før nævne Torkilssønners gaver. Videre, som gave fra Durritha, eiendommen Alokeis (ex dono Durrithe. alokeis). — Durritha er vistnok det gi. norske kvindenavn Þuriðr; hun har vel været en højbaaren kvinde, kanske af kongeslægten. Gaardens navn kjender jeg ellers ikke. — Fremdeles, som gave fra Dormlagh søn af Pole eiendommen Daliacagan. — Dormlagh synes at være et irsk navn; Pole er, som før nævnt, mandsnavnet Paal. Det er vistnok samme mand som den Gormelach filius Pole som nævnes senere i brevet og synes at ha skjænket St. Mikalskirken. Dormlagh maa, siden han endog kunde give bort en kirke inde i Dublin, ha været en høibaaren mand, og har, skulde jeg tro, tilhørt kongeætten. Mon ikke hans far var den Poll, søn af Ragnvald, som faldt i 1133). lalfald har han vel tilhørt kongeslægten. Som gave fra Domhnall søn af Helge [ex dono Downall filij Helge], altsaa en mand med irsk fornavn, men nordisk farsnavn, opføres »den jord, som ligger mellem Kealmuatamoch og Ballymore Abbot« — Stedets beliggenhed kjender jeg ikke. — Videre som gave fra Jarunhyn filius Eifara eiendommen Tudressa. Jarunhyn er muligens en forvanskning af mandsnavnet Jǫrunðr og et tilnavn hynn (en sideform til hiinn »bjørneunge«). Snarere er dog dette navn en forvanskning af mandsnavnet Jarnfin, som ogsaa ellers var i brug blant Østmændene i Dublin. (En Jarnfin filius Gilli nævnes i aar 1200. Eifara er genitiv af mandsnavnet Eyfari »Øfareren». Det er at lægge merke til, at navnet er bøiet regelret som svage hankønsord i oldnorsk, hvilket viser, at disse former endnu ved aar 1200 var i brug i Irland.

Som gave fra Torfyn filius Torgair (d. e. Þorfinn søn af Þorgeirr) opføres »den jord, som de geistlige indrettede til sit brug«. En eiendom ligeoverfor Kristkirken blev skjænket af en mand med det irske navn Galgedeall Mc. Gillabrida. Navnet Galgedeall [d. e. Gall-Gaedhet] betyder »Fremmed-Irer« ; saa kaldtes, som bekjendt, i det 9de aarhundred de Irer, som var gaaet over til Nordboerne og havde antaget deres tro og sæder. Navnet er endnu bevaret i landskabet Galloway, hvor der i gamle dage boede en halvt norsk, halvt keltisk befolkning. Som personnavn har jeg, betegnende nok, bare fundet det her i Dublin og i Waterford. — En Michael Gallgeyl nævnes i et aktstykke fra Waterford omkr. aar 1310 1314 — Det ser ud, som om man har kaldt Irer, som bosatte sig i de nordiske byer, for »Fremmed-Irer« og at dette ord er blit brugt ikke bare i vikingetiden, men ogsaa senere.

Blant andre gaver af eiendomme i byen Dublin selv kan nævnes en af Cristinus filius Raba, vistnok en Østmand, som skjænkede »et stykke jord i St. Brigidas sogn, som strækker sig til byens mur hinsides haven«, d. e. kong Hoskulds før nævnte have. Videre en gave fra Hoskuld selv, som skjænkede St. Brigidas kirke og alt land, som fra gammel tid tilhørte Kristkirken i dette sogn. Videre fra oldingen Segerus [d. e. oldn. Sigarr] hans bygaard, og endelig fra Helias Selynger en gaard i nærheden af St. Nikolaus's kirke. Tilnavnet Selynger er vistnok oldn. sælingr, »en lykkelig, sæl mand«, som bruges som tilnavn.

Kristkirken i Dublin havde ogsaa et par eiendomme, som den udtrykkelig siges at ha faat af Østmændene, nemlig Teachhreatan [d. e. Tibradden i nærheden af Dublin?), som Østmændene havde git dem, vistnok som en bod de var blit idømt. Desuden havde kirken som gave fra Østmændene [ex dono Osmanorum] »et stykke land mellem St. Patrick's kirke og byens mur«, altsaa lige udenfor bymuren. Den senere St. Patrick's Cathedral laa indtil Englændernes erobring lige udenfor bymuren. Vi ser af dette, at Østmændene i Dublin som korporation eiede land udenfor byen. Det er vel kjendt, at Dublins borgere under det nordiske styre havde sit thing, hvor de sad til doms og vedtog nye love. De maa ogsaa, som Sir John Gilbert og Vogt har søgt at vise, ha havt et raadhus. Giraldus Cambrensis taler nemlig, i forbindelse med at han nævner nogle kampe i aar 1115, om et stort hus (domus grandis) i Dublin, uhi tanqnam in foro pro rostris sedere consveverantu, det vil sige: et sted, hvor raadsforhandlingerne foregik. Raadhuset skal ha ligget i Winetavern-street, mellem Kristkirken og elven Liffey Forholdene har sagtens udviklet sig anderledes i Dublin end i hjemlandet. Raadhuset i Dublin har kanske, efter engelsk forbillede, været en slags Guildhall. lalfald er det klart, at naar Dublins borgere som saadanne havde eiendomme udenfor byen, maa de ogsaa ha havt sit selvstyre, ikke bare med hensyn til retsvæsen og lovenes opretholdelse, men ogsaa i den daglige forvaltning; Dublins bystyre maa ha havt sine egne indtægter og sin egen formue. Alt meget tidlig har vistnok Dublins by begyndt i det indre at styre sig selv, at faa sin egen øvrighed osv. Mellem de Nordboer, som faldt i slaget ved Tara i 978 nævnes nemlig »taleren i Ath Cliath (ell. Dublin)« [arabraid Athacliath]. Ordet arlabraid, egt. »den høje taler, overtaleren«, er muligens en oversættelse af oldn. þulr. I Haavamaal (str. 110) er der tale om þularstoll, stolen hvorfra taleren forkynder sine visdomsord, og i Danmark synes þulr — at dømme efter runeindskrifterne — at ha været brugt som værdighedsnavn. Dog kunde man ogsaa tænke paa at ordet er en oversættelse af oldn. Iǫgsqgumaðr, «lovsigemand«. Er det da efter dette for dristigt at slutte, at den Atth-Cliath's taler, som faldt i slaget ved Tara var en slags formand for Dublins borgere, den, som paa tinge talte deres sag o.l., og at byen Dublins selvstyre i sin første oprindelse stammer fra vikingetiden?

Endog efter Englændernes erobring beholdt mange eiendomme i det gamle kongerige Dublin sit nordiske navn og vedblev at eies af slægter, som maa ha været af nordisk herkomst.

En eiendom, som oftere nævnes og som udgjorde et ridderlen, er Stachgunild, i nærheden af Bray, nordligst i Co. Wicklow. Navnet skrives i almindelighed Stachgunild, Stachgunyng, Stagunnild, Staghgonyl, eller Stagunvild. Disse former er fra slutningen af det 13de aarhundred eller ennu senere. Men i et aktstykke fra aar 1236 [Pipe Roll, no. 2] skrives det samme navn med tydelig haand Stathgunnild. Dette er tydeligvis den oprindelige form. Navnets første led er oldn. staðir som saa ofte bruges ved dannelsen af gaardnavne; andet led er kvindenavnet Gunnhilðr. Den regelrette norske form vilde ha været Gunhildarstaðir. Men de to led er byttet efter indflydelse fra irsk, hvor man først sætter det til staðir i betydning svarende baile eller teach, »hus«, og derpaa personnavnet. At denne formodning er rigtig, blir til vished, naar jeg oplyser om at vi fra aar 1216 som navn paa samme gaard har Tachgunnild. Første led er her ikke det oldnorske staðir, men det irske teach »hus«. Disse to ord, som i udtalen maa ha lignet hinanden, er altsaa i dette halvt nordiske, halvt irske distrikt blandet sammen.

Dette forklarer ogsaa et eiendommeligt fænomen, som Dr. Joyce gjør opmærksom paa i sin bog »Irish Place Names« (Fourth Ed., s. 65). Han siger: »The Irish word teach or tigh, a house or church, enters extensively into topographical names all over Ireland, in the anglicised forms of ta, tagh, tee, ti, ty etc. In some of the eastern counties this word is liable to a singular corruption, viz., the Irish ta or ti is converted into sta or sti, in a considerable number of names of whish the following are exemples. Stillorgan is in Irish Tigh-Loreain [Teelorkan], Lorcan's church; and it may have received its name from a church founded by St. Lorcan or Laurence O'Toole, Archbishop of Dublin at the time of the English invasion; Stabannon in Louth, ought to be Tabannon , Bannon's house; Stackallan in Meath, is written Teach-collam, by the Four Masters, i. e. Collan's house. So also Stirue in Louth, red house; Stapolin riear Baldoyle, Dublin, the house of Paulin, or little Paul; and Stalleen near Donore above Drogheda, is called in the Charter of Mellifont, granted by king John in 1185 —86, Teachlenni, i. e. Lenne's house«.

I alle disse navne, som begynder med sia-, sti- osv., ser jeg en sammenblanding af oldn. staðir og irsk teach. Det af Joyce nævnte sted Stillorgan, nu en liden by sydligst i Co. Dublin, ikke langt fra kysten, skrives saaledes i aktstyker fra aar 1272 og 1273 Stathlorgan. I Meath, grevskabet Dublins nabo i vest, er der et »Townland«, som nu heder Siaholmog. Stedet har vistnok faat sit navn efter Mac Gillamocholmog, som var underkonge i Leinster og en af Dublinmændenes nærmeste naboer paa den anglo-norman- niske erobrings tid. Men to gange i en rulle fra aar 1320 skrives dette stedsnavn tydelig Slathmocholmok. Her har vi altsaa som første led oldn. staðir istedenfor irsk teach.

Denne sammenblanding af nordiske og irske ord, som i lyd og betydning lignede hinanden, viser, hvilken nær forbindelse der maa ha været mellem Nordboer og Irer; begges kulturer maa ha paavirket hinanden. Men vi kan slutte endnu mere. Stedsnavnene Staholmog og Stillorgan maa begge være dannet i slutningen af det 1 2te, eller for det sidstes vedkommende, snarere i begyndelsen af det 13de aarhundred. Dette viser, at nordisk sprog ved aar 1200 endnu taltes og var fuldt levende i det gamle kongerige Dublin. Men disse stedsnavne findes ikke bare i grevskaberne Wicklow og Dublin, hvor Nordboerne selv fordum var herrer, de findes ogsaa i de tilgrænsende irske landskaber Kildore, Meath og Louth. Vi kan deraf slutte, at nordisk indflydelse maa ha gjort sig gjældende ogsaa udenfor Nordboernes egentlige omraade, det som Islændingerne kaldte Dyflinnarskiri, baade indover i landet og nordover langs kysten.

Vi har ogsaa eksempler paa at folk, som synes at ha været af nordisk herkomst, var bosat udenfor det gamle kongerige Dublins omraade, i de tilgrænsende landsdele. Saaledes boede der i aarene 1310 — 14 i Meath en mand med et nordisk tilnavn, Ricardus Bonde Omtrent ved samme tid nævnes ogsaa i Meath, en Rogerus Olave, d. e. Roger Olavssøn. I Co. Meath findes der endnu en eiendom ved navn Otterstown. Det synes lidet rimeligt, at den har faaet sit navn efter engl. otter »oter». Jeg skulde snarere tro, at den er opkaldt efter en mand ved navn Ottar og at Nordboerne har kaldt stedet Óttarsbýr.

Jeg har tidligere nævnt Walter de Ridelesford som en af dem, der kom til Irland i følge med jarl Strongbow og fik mest land. Foruden i nærheden af Bray fik han ogsaa flere eiendomme i den sydlige del af grevskabet Kildare. Det gavebrev, hvor dette nævnes, findes nu kun i en senere afskrift, hvor navnene er meget forvanskede. Selve aktstykket har ogsaa været skadet af ild og er vanskeligt at læse; det er udstedt af Johan uden Land, vistnok under dennes ophold i Dublin i 1185 — 86. Blant de eiendomme, som opregnes, er ogsaa: totum tweith [d. e. irsk twath »folk, land«] . . . Macgotere et Magonnil . ... et totum tweith de Belongoner. Disse navne er nu forsvundne og kjendes ikke længer. Men mon ikke Macgotere er en forvanskning af Mac Ottar »Ottars søn« og Magonnil af Mac Gunhild »Gunhilds søn«. Saaledes skulde da totum tweith. Macgotere et Magonnil betyde »hele Ottars søns og Gunhilds søns land«. Stedsnavet Belongoner er muligens en feil for Ballygunner »Gunnarsby«. I alle tilfælde synes disse stedsnavne at vise, at der paa den tid, da jarl Strongbow kom til Irland, har boet folk af nordisk herkomst i grevskabet Kildare.

Indenfor det gamle kongerige Dublins omraade laa der foruden det før nævnte Stagunnild ogsaa flere andre gaarde, som endnu i det 13de og 14de aarhundred ved sit navn viste, at de havde været eiet af Nordboer. Jeg kan nævne Baly Olay, som ved aar 1200 eiedes af Thomas de Hereford, som med sine brødre var kommet til Irland i Jarl Strouglows følge. Gaarden har vel af Østmændene været kaldt Olafsbýr; ialfald maa den være opkaldt efter en mand ved navn Olav. — Fra begyndelsen af det 14de aarhundred nævnes et par gange et sted i Co. Dublin ved navn Wykyngeston. — Sidste led i dette navn er det engl. town; første led er vistnok mandsnavnet Vikingr, efter hvem stedet er opkaldt. Nordboerne har vel kaldt stedet Vikingsstaðir ell. — byr. — Af nordisk oprindelse er ligeledes Balygodman (Pipe Roll 1 Edward I, 1272), navn paa en eiendom nær Dublin. — Første led er det almindelige irske baile; andet led er det nordiske mandsnavn Gudmunðr. I grevskabet Wexford er der et »Townland«, som endnu kaldes Ballygoman. Er dét samme navn? — Endelig kan jeg nævne Hamundeston og Thursteyneston, som er sammensat med det nordiske mandsnavn Þorsteinn og engl. town. I Co. Meath, baroniet Duleek Lower, lige nord for grænsen af det nuværende Co. Dublin, er der en eiendom, som nu kaldes Thurstianstown. Er dette sted det gamle Thursteyneston?

Til godseierslægterne i grevskabet Dublin i det 13de og 14de aarhundred hørte en familie ved navn Harold. — Dette navn bruges jo endnu som mandsnavn i England, om det end er kommet ind i landet med vikingerne. Man kunde derfor indvende, at slægten Harold var engelsk. Jeg tror dog, at det var en gammel Østmandsslægt, som af en eller anden grund blev optaget i den anglo-normanniske adel i grevskabet. Navnet skrives nemlig undertiden med den nordiske form Harald; og en gaard, som tydeligvis har været i ættens besiddelse, skrives endnu i begyndelsen af det 14de aarhundred Haraldestoun.

De fleste af de navne, jeg i det foregaaende har nævnt, har under irsk eller engelsk indflydelse forandret noget af sin form. Et enkelt stedsnavn bevarede dog længe sin nordiske form uforandret, nemlig Turkilby, d. e. oldn. Þorkilsbýr.

Det var i det hele i det gamle kongerige Dublin ligedan som i Waterford, Cork og Limerick. Nordboerne var ikke bare bosat i byerne og drev handel og skibsfart. De levede vist ligesaa meget ude paa landet som godseiere eller som bønder. Ogsaa her ude paa sine gaarde bevarede de merkværdig længe sin nationalitet og smeltede ikke før sent sammen hverken med Irlænderne eller med Englænderne. Jeg skal bare nævne et eneste eksempel, som tydelig viser rigtigheden af min paastand. I et aktstykke fra aar 1264 omtales en »Mac Duel fra Rathmicheal, som var Østmand« (Macduel de Rathmichel quit fuit Estmane). Rathmichael er endnu navn paa et kirkesogn vel halvanden norsk mil syd for Dublin ikke langt fra kysten. Men her findes lige ved ingen havn eller landingsplads for skibe. Den Østmand, som boede i Rathmichael, maatte leve som gaardbruger. Østmanden Mac Duel kan heller ikke ha været nogen høiættet mand, men maa ha været en mand af ringe byrd; han blev nemlig anklaget for tyveri.

Saaledes ser vi da, at der i grevskabet Wicklow fra Leixlip, hvor vore forfædre fangede den hoppende laks, til grænsen af Louth i nord og til Wicklow i syd, ja selv ud over disse landskaber, ind i egne, som stod under irske høvdinger, har været et sterkt nordisk element, ikke bare i byerne, men rundt om paa landet. Det er ikke bare fjorde og bugter, holmer og skjær, som har faat nordiske navne. Den dag i dag er der eiendomme, som ved sit navn viser, at de har været i gamle Østmandsslægters hænder; og endnu flere var der, det viser aktstykkerne, i det 13de og 14de aarhundred.

Professor Johannes Steenstrup, som uden tvil er den første nulevende kjender af vikingetidens historie, har et par steder i sit store verk »Normannerne« (II, s. 147 f., III, s. 42) fremholdt en opfatning, som paa flere punkter afviger fra min egen. Han siger: »Vikingetogene fremtræder paa Irland med en hel anden karakter end i de angelsaksiske lande. Man hører intet om, at de Norske erobrede sig landstrækninger, som de tog i besiddelse som agerdyrkende fredens mænd. Vikingerne havde rundt om faste pladser, som var udgangspunkter for deres togter; men den borgerlige næring, de drev fra disse byer, var handel, hvorfor traditionen ogsaa har ladet de norske spille en saa overordentlig rolle som fremmere af Irlands kommercielle forhold, der indtil da havde staat som et merkelig primitivt stade«.

Steenstrup har ganske ret i at fremhæve Nordboernes betydning for udviklingen af Irlands handel og skibsfart. Det er ogsaa rigtigt, at borgene og befæstede byer var midpunkterne for Nordboernes magt i Irland. Men Steenstrup fremhæver jo ogsaa selv, at det samme var tilfældet f. eks. i Femborgdistriktet i England. Jeg tror, at den foregaaende undersøgelse har vist, at der var liden forskjel mellem de nordiske nybygder i England og i Irland. Jeg har fra grevskabet Limerick nævnt en række nordiske slægter, som levede paa landet og hørte til den jordeiende adel. Det samme var tilfældet i grevskabet Waterford, hvor flere af de største godseiere udtrykkelig kaldes Østmænd og hvor der desuden fandtes flere mindre bønder og forpagtere af nordisk herkomst. Fra grevskaberne Wicklow og Dublin har jeg søgt at vise det samme. Men særlig skal jeg minde om forholdene i Wexford, hvor det jo udtrykkelig siges, at Østmændene levede ude paa landet af agerbrug og fædrift. Jeg tror heller ikke, som Steenstrup mener (IV, s. 41), at kolonisationen væsentlig kun var knyttet til de tre hovedbyer Dublin, Limerick og Waterford, foruden et par mindre som Cork og Linn Duachaill (i nærheden af Carlingford i Louth). Jeg har søgt at vise, at der langs hele Irlands kyst fra Limerick i sydvest og op til Ulster i nordøst har været nordiske nybygder. Vi har fundet slige nybygder i Limerick, ved Shannon's munding, ved Irlands sydvestspids, paa grænsen af grevskaberne Kerry og Cork, — i byen og grevskabet Cork, i Youghal, i Dungarvan, i Waterford, i Wexford, i Arklow, Wicklow og Dublin og ved fjordene oppe i Ulster.

Jeg har ogsaa søgt at vise, at der boede folk af nordisk herkomst inde i landet langt fra kysterne, i Tipperary, hvor Cashel i gamle dage var en nordisk nybygd, i Queen's County og i Meath. Her inde i landet kunde de ialfald ikke leve af sjøfart og fiskeri, men maatte livnære sig af fædrift og agerbrug.

Den nordiske nationalitet holdt sig meget længere i Irland end den gjorde i vikingenybygderne i England, Normandie eller Rusland. Alt ved aar 1000 eller i begyndelsen af det 11te aarhundred synes Normannerne at være blit fuldstændige Franskmænd og Svenskerne i Rusland at ha smeltet sammen med den indfødte slaviske befolkning. Og længere end til slutningen af det 12te aarhundred holdt vel ialfald ikke den nordiske folkeeiendommelighed i Northumberland sig. Men i Irland finder vi i slutningen af det 13de aarhundred selv i de mest afsidesliggende egne nordiske nybygder, hvor befolkningen endnu føler sig som Nordboer, bærer nordiske navne, kalder sig Østmænd, har nordiske institutioner og ikke helt har glemt sit gamle sprog. Vi finder dem i Limerick og Cork, hvor der dog ikke kunde være nogen forbindelse med de norske riger paa Man og Suderøerne eller med Orknøerne og Shetlandsøerne. Ja selv i smaabyer som Bnngarvan eller Wexford forstod de at holde sig forholdsvis ublandet og at bevare sin nationalitet. Jeg formaar ikke tilfulde at forklare dette merkelige faktum. Normandie f. eks. laa jo, da Rollo fik det som len, næsten øde og affolket. Men i omegnen af Cork eller ved Dungarvan levede der stadig irske stammer. Grunden maa — for en del ialfald — ha ligget i Kelternes eiendommelige samfundsforhold. Kelterne kunde nok paavirke de fremmede og paavirkes af dem. Men deres klanvæsen gjorde, at de fremmede nybyggere lettere kom til at holde sig som en enhed. Disse sidste dannede dels nye klaner, som, der hvor det irske element var stærkest, kom til at danne underafdelinger af irske riger. Men der hvor større mængder af dem havde slaaet sig ned kom de til at danne selvstændige smaastater, hvor deres egen nationalitet længe holdt sig vedlige, idet de fra begyndelsen af kom til at staa udenfor den keltiske samfundsbygning, hvor der ikke var nogen plads for dem. Anderledes var det i England f. eks.; dér var ikke folket som i Irland delt i en mængde klaner eller smaastammer, her med sit skarpt afgrænsede omraade og som bare anerkjendte efterkommere af en fælles stamfar som medlemmer af stammen. Naar en Danske eller Nordmand i England var blit døbt, ja kanske endog havde giftet sig med en angelsaksisk kvinde, saa kunde nok hans børn, ja vel ogsaa hans barnebarn mindes sin nordiske herkomst; men der var ingen kunstige baand, som skilte dem fra den indfødte angelsaksiske befolkning. I Irland derimod, hvor familieslægtskabet, nedstamningen fra en fælles stamfar dannede samfundets kjærne og hvor slægtstraditionen var saa vidunderlig levende, maatte der gaa mange slægtled, før de fremmede kunde indforlives i og gjøres til medlemmer af de irske klaner.

Vi maa ikke tro, at de norske og danske nybyggere i Irland havde en vidunderligere livskraft eller at de var mindre tilbøielige til at lære af og efterligne det fremmede end deres stammefrænder i England eller Normandie. Langtfra. Vi har eksempler paa, at vikingernes efterkommere alt i det 9de og 10de aarhundred i alt ydre, i sprog, i klædedragt, i levesæt osv. blev Irer. Det er de saakaldte forthuatha eller »fremnede stammer i et territorium« (O'Donovan, tillæg til O'Reilly, Irish Dictionary). De nævnes ofte i »Rettighedernes bog«, og var, kan man se, stammer organiseret paa irsk vis og under egne høvdinger. Sagaen om kong Cellachan af Cashel viser os, at disse forthuatha var efterkommere af Nordboerne; men uagtet de i det ydre var blit Irer, saa var de dog ikke gaat op i Irerne, men følte sig fremdeles som Nordboer eller stod ialfald paa disses side i kampene mod Irerne. Blant Limerickmændenes høvdinger i kampene mod Cellachan, i første halvdel af det 10de aarhundred, var der to, som bar navnet Morann. — Den første af dette navn var en navnkundig dommer som skal ha levet ved Kristi tider. — Den ene af de to Moranner, som anførte Nordboerne i Limerick, var fra Hebriderne. Den anden kaldes

«Morann søn af den herjende Connra af Eoghan's fremmede stamme, den høie dommer.« (Morann mac Connra creachaig d'férlhuaith Eogain airdbrethaig).«

Det sidste tillæg »den høie dommer«, eller »den høit dømmende« er sat til, fordi Morann har samme navn som en gammel dommer. Eoghan's stamme, de saak. Eoghanachter, levede i det sydlige Munster — i nærheden af Cashel — og nedstammede fra den irske stammeheros Eoghan Mor. I deres territorium har der da nedsat sig Nordboer, som er blit paavirket af irsk kultur og har organiseret sig som en irsk klan. Men de er alligevel ikke gaat op i de oprindelige Eoghanachter; de danner en enhed for sig, »Eoghans fremmede stamme«, og staar i politisk henseende paa samme side som sine stammefrænder i Limerick, som havde bevaret sit nordiske sprog og sin nationalitet

Det var de vidunderlige irske samfundsforhold, der var saa løse og dog saa faste paa samme tid, som gjorde at de nordiske nybygder selv i Irlands mest afsidesliggende egne kunde bestaa helt ned til udgangen af det 13de aarhundred.

Jeg kan til slutning ikke undlade at takke for al den velvilje og hjælp, som under mit ophold i Dublin blev mig ydet af rigsarkivaren (the Deputy Keeper of the Public Records), Mr. J. Mills og af arkivets øvrige tjenestemænd, i særdeles Mr. Berry, Vice Deputy Keeper.

[Anmerkning: Et tillegg bestående av tre aktstykker på latin fra hhv. Pembroke 1202, Limerick 1295 og Wexford fra annen halvdel av det 13de århundre er utelatt i denne gjengivelsen. K. Rage, Heimskringla.]