Brynhildes Sang

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Werner Hans Frederik Abrahamson (1744-1812)

Den ældre Edda

Brynhildes Sang
om Runernes Magt

oversat af
Werner Hans Frederik Abrahamson
i Rasmus Nyerup: »Udsigt over Nordens ældste Poesi«

1798

Brynhilde rakte Sigurd Ølhornet med følgende Qvad

Øl rækker jeg dig,

Brynjetings Æbletræ, (ɔ: Mand)

Blandet med Kræfter

Og Tyrs Styrke.

Det er fuldt af Viser,

Og Helds Bogstaver,

Af gode Tryllesange,

Og Glædskabs Runer.

Sejr-Runer bør Du kunne,

(Hvis Du vil Sejer vinde).

Og indgrave dem paa Sværdfæstet.

Nogle paa Handskerne,

Nogle paa de Slagnes Dynger;

Og tøsser da paakalde Ty,

Drik-Runer bør Du kunne,

Om Du vil forekomme,

At Qvinden, Du ej mistænker,

Skal ikke svige dig.

Paa Hornet de indgraves,

Og skrives bag paa Haanden.

Et Naud bor staae paa Neglen,

Det fyldte Horn bør signes,

For Fare maa Du agte dig,

Og kaste Løg i Badet.

Hjelp-Runer bør Du kunne,

Hvis Du vil redde Andre,

Og hjelpe Barselqvinden.

De skrives inde i Haanden,

Og bindes paa Siden,

Paakald saa Disers Bistand

Søgangs-Runer bør Du kunne,

Hvis Du attraaer at bjerge

Paa Havet Sejlets Heste, (ɔ: Skibe)

Paa Forstavn de indgraves,

Saa og paa Rorets Side,

Og læg da Ild i Affaldet.

Ej er saa brad en Havbred,

Og ej saa sort en Bølge,

Du jo uskadt skal lande.

Lem-Runer bør Du kunne,

Hvis Du vil være Læge

Og dig paa Saar forstaae.

De skrives bør paa Barken,

Og Træers Bar, paa Grene,

Der hænge ud ad Øster,

Tale-Runer bør du kunne,

Hvis du attraaer, at Frender

Dig skaffe Hevn for Sorgen.

Dem alle skal du vride

Og sno og sætte trindt omkring

Det Ting, hvor Folket samles

Til lovlig Dom at fælde.

Sinds-Runer bør Du kunne,

Attraaer du Guders Visdom

Flux mer end nogen Anden.

Hropter har omtalt,

Jevnligen skaaret,

Og giennemtænkt disse.

Af den Vædske

Som var runden

Af Heiddrøpners Hoved,

Og Hoddrøpners Horn,

Stod han paa Bjerget

Ved Havets Klint

Havde Hielm paa sit Hoved.

Da mælte Mimers Hoved

Viselig det første Ord

Og lærte de sande Bogstaver;

Sagde dem indgravne

Paa Skjoldet som stander

For den skinnende Gud.

Og paa Aarvaagens Øre,

Paa Alsvins Hov,

Paa Hiulet som snoer sig

Under Røgners Vogn.

Paa Sleipners Tænder,

Paa Slædens Lænker,

Paa Bjørnens Klo,

Og Brages Tunge;

Paa Ulvekloen,

Og Ørnenebbet;

Paa blodige Vinger,

Og Broers Ende,

I den Frelsendes Haand,

Og i den Reddendes Spor.

Paa Glasset og Guldet,

Og Mændernes Hjerne,

I Vin og i Urt.

Paa Spaaqvindens Sæde,

Paa Gagners Od og Granes Bring;

Paa Nornens Negl og Uglens Neb.

Alle bleve afskaarne.

Som indgravne vare,

Og tværedes i den hellige Mjød,

Og sendtes allevegne om.

De ere hos Aser,

De ere hos Alfer,

Nogle hos de vise Vaner,

Mennesker have nogle,

Disse er Bogruner,

Disse er Hjelpruner,

Og alle almindelige,

Og de berømte Kraftruner.

Hver som kan dem,

Uforvirrede og ufordærvede,

Han have dem sig til Gavn.

Hav Gavn deraf, hvis du lærte dem,

Indtil Magternes Undergang.

Nu skalt du vælge,

Vilkaar dig bødet

Af hvasse Vaabners Hjelm, (ɔ: af Skjoldmøen)

Ros eller Glemsel.

Betænk dit eget Vel.

Hver hædres fremfor Klenodiet.

(Sigurd svarer):

Jeg aldrig flyer om end

Jeg saae min visse Død.

Fejhed er mig ej medfød.

Jeg dine Venneraad

Vil følge allesammen,

Saa længe Liv er i mig.