Buslas bøn

Fra heimskringla.no
Revisjon per 8. jun. 2016 kl. 19:29 av Jesper (diskusjon | bidrag)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Original.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Dansk.gif
Dansk.gif


Eddalignende tekster


Buslas bøn

fra Bósa saga ok Herrauðs


oversat (gendigtet) af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2014



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er for henholdsvis prosateksten og versene
Guðni Jónsson & Bjarni Vilhjálmsson:
Fornaldarsögur Norðurlanda (bd. 2), Reykjavík 1944 og Finnur Jónsson: Den norsk-islandske skjaldedigtning, 1912-15


[Kong Ring har tilfangetaget sin egen søn — Herrød — og dennes fostbroder — Bose — som er søn af Brynhild med tilnavnet Baga (ɔ: skæv eller forkrøblet). Kongen truer med at dræbe begge, men opsøges på sit natteleje af Boses troldkyndige plejemor — Busla.]


Troldkælling med slanger?

— — Denne samme aften kom Busla til det aflukke, hvor kong Ring sov, og fremsagde den bøn, der siden er blevet kaldt Buslas bøn. Den er blevet meget berømt, men den indeholder mange grove ord, som det ikke gavner kristne folk at tage i deres mund — dette er dog begyndelsen på den:


Her har vi kong Ring
— høvding blandt göter —
af alle mænd
mest enerådig;
du agter at myrde
din egen søn —
et rædsomt værk
som vil rygtes vidt.


Hør Buslas bøn
— jeg be’r den straks —
så den høres ude
i alle verdener;
næppe gavner den
nogen, der hører den,
og dog vil den skade
den, den gælder.


Vætter forvildes,
verdener forstyrres,
det raser i vejret
og rusker i fjeldet,
uro opstår,
det uhørte sker —
kong Ring! — hvis ikke
du redder Herrød
og Bagas Bose
bliver skånet.


Jeg knuger dig hårdt
hen over brystet,
som giftige slanger
der gnaver dit hjerte;
dine ører skal
for evigt døves,
det hvide i øjet
skal vende udad —
hvis ikke Bagas Bose
bliver skånet,
og vreden vendes
væk fra Herrød.


Er du på skibet,
skørner tovene,
og hvis du styrer,
strejker roret;
sejlet falder,
for sømmen flænges,
og rykker alle
reb i stykker —
medmindre hadet
mod Herrød stopper,
og Bagas Bose
bydes forlig.


Såfremt du rider,
filtres tømmen,
hesten bli’r halt
og helt afmægtig;
på samtlige veje
og små stier
vil du altid træde
i troldens fodspor —
hvis ikke Bagas Bose
bliver skånet,
og vreden vendes
væk fra Herrød.


Hvis du søger til sengs,
svider halmen,
og højsædet bliver
som havets bølger,
men værre endnu
virker det siden:
Hvis du mandigt opstemt
vil møde en kvinde,
ta’r du fejl af vejen
— véd du, hvad jeg mener?


Da svarede kongen: »Ti stille og forsvind — din lede vætte! I modsat fald vil jeg lade dig lemlæste for dine forbandelser.« »Vi har truffet hinanden således,« sagde Busla, »— at vi ikke skal skilles, før jeg har fået min vilje.« Kongen ville nu rejse sig, men han var som fæstnet til sengen, og hans tjenere vågnede ikke. Busla fremsagde da den anden tredjedel af bønnen, men jeg vil undlade at skrive den, for det er nytteløst for alle, at den overleveres. Hvis ikke den skrives, er det mindre sandsynligt, at den bliver gentaget — men den indledes dog således:


Trolde og alfer
og tryllenorner,
og bjergboer
brænder din hal;
du skal hades af turser
og trampes af heste
og stikkes af strå,
mens storm gør dig gal —
opfyld mit krav
eller ondt skal følge.


Da denne remse var tilendebragt, sagde kongen til hende: »Jeg vil lade Herrød leve, hellere end at du taler ondt til mig længere, men Bose skal forlade landet, og han vil blive dræbt, hvis jeg får fat i ham.« »Så må jeg fortsætte med dig,« sagde Busla. Hun begyndte da på de vers, der kaldes Syrpuvers, som skjuler den største galder, og som man ikke har lov at kvæde efter mørkets frembrud — dette er fra slutningen:


Seks mænd kommer,
sig deres navne —
alle ubundne,
som jeg nu viser.
Gætter du ikke,
så jeg gi’r dig ret,
skal hunde gnave dig
helt til du dør
og din sjæl imens
synke i pinsler.


Buslu Runir.gif


»Tolk nu disse navne, så det er rigtigt! Alt det værste, jeg har bedt om, vil ramme dig, hvis du ikke gør, som jeg ønsker.« Da Busla havde fuldendt bønnen, vidste kongen knapt, hvordan han skulle svare på hendes forbandelser. »Hvad er det da, du ønsker?« spurgte kongen. »Send dem ud i et farligt ærinde,« sagde kællingen, »— hvis udfald er uvist, og lad dem tage ansvar for sig selv.« Kongen bad hende gå, men det ville hun ikke, før kongen svor hende den troskabsed, at han ville holde det, han havde lovet hende, og da skulle Buslas bøn ikke ramme ham. Så forsvandt kællingen. — —