Den ærgerrige munk Leuricus

Fra heimskringla.no
Revisjon per 27. des. 2020 kl. 16:40 av Jesper (diskusjon | bidrag)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif


Marialegender


Den ærgerrige munk Leuricus[1]

Af Leurico


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2020



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er C. R. Unger: Maríu saga, Christiania, 1871


Gråbrødre

Den salige Marias underværker viser på mange måder, hvor venlig og barmhjertig hun er mod alle dem, der lovpriser hende.

Der var en mand ved navn Leuricus, som var munk i et munkekloster. Abbeden dér døde, og efter hans bortgang skulle munkene udpege en ny abbed. Og Leuricus, der var ærgerrig, ville gerne påtage sig den forpligtelse, og han lovede at være meget venlig imod munkene, hvis de tog ham til abbed. Men dette munkekloster havde et moderhus, således som gråmunkenes[2] regler byder, og abbeden dér skulle sammen med brødrene forestå udpegelsen. Leuricus var en nær ven af kongen og havde længe levet blandt verdslige folk, og derfor ville abbeden og munkene ikke udpege ham, så de fravalgte ham og valgte en anden, som overholdt klosterreglerne mere standhaftigt.

Da opsøgte Leuricus kongen og spurgte, om denne ikke kunne skaffe ham en overordnet stilling i et kloster, og kongen gav ham da abbedværdighed et sted langt fra det munkekloster, hvor han hidtil havde været. Dér var Leuricus en tid. Han brød sig imidlertid ikke om at være der, så han vendte tilbage, hvor han kom fra, men havde dog mange uoverensstemmelser med sin abbed. Men selv om Leuricus på mange måder fortjente at blive bebrejdet og straffet, så havde han dog tjent Guds moder Sankt Maria med stor kærlighed. Han plejede således at synge tre messer for Sankt Maria hver uge.

Pludselig blev Leuricus alvorligt syg, og da det gik mod enden for ham, bad han abbeden komme og sagde, at han ønskede at blive forsonet med ham, før han døde, så han ikke blev fordømt for sine onde gerninger. Efter dette fik han så voldsomme smerter, at han ikke kunne ligge roligt. Han bad da de brødre, som var til stede, om på hans vegne at bede den almægtig Gud og den salige Maria om at frelse hans sjæl fra evige kvaler. Men munkene afventede abbedens ankomst, og de begyndte at synge litanier og andre bønner for denne mand. Da formåede Leuricus ikke længere at tale, og han mistede bevidstheden og lå, som var han død. Munkene gik hen, hvor han lå, og det bedrøvede dem, at det var gået så hurtigt, at han hverken var blevet berettet eller havde modtaget den sidste olie. De anede ikke, om han var død eller levende, men så frådede han stærkt om munden, hvorefter han begyndte at trække vejret og sagde: »Fru Sankt Maria, fru Sankt Maria, fru Sankt Maria! Jeg takker dig for al den barmhjertighed, du viser ved at skåne mig for alle de pinsler, som var blevet mig bestemt. Jeg takker dig — min dronning! — for det, at du hos din allerkæreste søn har udvirket, at jeg her kan modtage hans kød og blod, når jeg nu skal bekende mine synder, som enhver kristen er forpligtet til.« Efter dette bad Leuricus prioren om at berette ham. Og da man bragte ham corpus domini,[3] sagde han med tårer i øjnene: »Jeg bekræfter med min mund og tror med mit hjerte, at dette er det samme legeme, som Guds søn fik fra jomfru Marias kød, og dette samme kød hang på det hellige kors til hele menneskehedens udfrielse, og dette samme blod løb fra såret i siden på min Herre, Jesus Kristus.« Leuricus blev derpå berettet og modtog den sidste olie, og så døde han og blev velsignet af alle brødrene, inden de bad Herren tage vare på hans sjæl. Derefter begravede de hans lig med tilfredshed.

Og dette mirakel er et vidnesbyrd om, at den salige Maria ikke svigter nogen, som tjener hende med sand kærlighed, men frelser dem, som ønsker at angre deres synder, fra evige kvaler, hvorefter hun leder dem til glæden dér, hvor hendes søn lever og regerer i al evighed. Amen.




Noter:

  1. Teksten findes sammen med en række andre Marialegender overleveret i det islandske håndskrift AM 232 (med varianter i AM 234) fra omkr. år 1340-1350.
  2. Gråbrødre, ɔ: franciskanermunke, som bærer grå munkekutter.
  3. Herrens legeme.