Vis kilden til Det norske Folks Historie bind 2 - Vikingetog til Irland og Skotland. Norske Riger paa Irland


{|class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=:Det norske Folks Historie bind 2 - Vikingetog til Irland og Skotland. Norske Riger paa Irland]] !!  !! 
|-
|}


<center>'''[[Det norske Folks Historie bind 2]]'''<br><br>

<big>'''Vikingetog til Irland og Skotland. Norske Riger paa Irland'''</big>

<br>av[[Peter Andreas Munch biografi| Peter Andreas Munch]]
</center>




==Irland==

[[Fil:Ireland900.png|thumb|Irland ca. 900. (Erakis, 2010. Commons.)]]Imidlertid havde ogsaa de britiske Øer paany, og gjentagne Gange, været hjemsøgte. Dog begyndte ikke Vikingernes Angreb paa England selv at blive ret følelige eller overvældende, førend imod Midten af det 9de Aarhundrede, da Lodbrokssønnerne under uhørte Grusomheder oprettede det danske Rige i Øst-England. Før den Tid synes Vikingerne fornemmelig at have søgt Irland og de nærliggende Smaa-Øer. Aarsagen til, at de saaledes paa en vis Maade gik England forbi, var vel især den, at det maatte være dem meget lettere at faa Bugt med de raa og halvvilde Irer, end med de civiliserede og endnu i Begyndelsen af det 9de Aarhundrede temmelig stridbare Angelsaxer. Dertil kom, at de Vikinger, som hjemsøgte Irland, fornemmelig — efter hvad man af de gamle Beretninger derom maa slutte — vare Nordmænd, der kom umiddelbart fra Norge selv. Og den naturlige Vej maatte for Nordmændene, naar de først havde lært Irlands Beliggenhed at kjende, blive nordenom Skotland. Vi have seet, at Nordmændene allerede før 825 havde fundet Færøerne og Hetland. Efter denne sidste Øgruppe rettede man senere Kursen til Grønland<ref>Grønlands hist. Mindesmerker, 3die Deel S. 212. Landnáma I. 1.</ref>, og rimeligviis til Island. Efter den havde man sandsynligviis allerede længe rettet Kursen til Irland. Thi et Døgns Sejlads med gunstig Vind lige i Vest bragte et Skib fra det sydvestlige Norge saa langt, at man øjnede Hetland. Derfra kunde man see Orknø; fra Orknø saa man Skotlands Kyst, og denne behøvede man kun at følge mod Vest og Sydvest, for at komme ind mellem Syderøerne og naa Irland. Det nordlige Skotland, især den Deel deraf, som ligger vestenfor Orknøerne, indeholdt lidet, der kunde friste vore Forfædre til at gjøre Landgang her. Vilde Klipper og øde Strande, med faa Spor af Befolkning, møde endnu Øjet paa disse Kanter, og maa for tusinde Aar tilbage have hatt et endnu mindre indbydende Udseende. Det er derfor let at forstaa, hvorledes vore Forfædre i Førstningen, inden de fra Irland af havde lært Skotland bedre at kjende, ilede dets barske Kyster forbi, for desto snarere at naa Erins grønne, frugtbare Strand, hvor et rigt og forholdsviis let Bytte ventede dem. Paa denne Maade kom de slet ikke i Berørelse med England, og i Førstningen ogsaa saare lidet med Skotland. Vi finde ogsaa faa Angreb af nordiske Vikinger paa de mere befolkede Dele af Skotland førend henimod Midten af det 9de Aarhundrede, og selv disse faa Angreb synes meest at være udgangne fra dem, der allerede havde faaet Fodfæste i England og Irland.

I de irske Annaler forekommer Benævnelsen "Nordmænd" kun meget sjælden. Det sædvanlige er, at Vikingerne enten kaldes Lochlannoch, d. e. Indbyggere af Lochlan (Norge eller Norden), eller Gall d. e. Fremmede; undertiden kaldes de ogsaa "Hedninger" (Geinte). Fra Midten af det 9de Aarhundrede, da Lodbrokssønnernes Daner havde faaet Overhaand i England, begynde de irske Annaler at skjelne mellem de "sorte Fremmede" og de "hvide Fremmede"; ved hine skulle Danerne, ved disse Nordmændene være betegnede<ref>Lochlannoch skal egentlig betyde *de som bo ved Indsøerne", en Benævnelse der nærmest passer paa Norge. Hvor der skjelnes mellem Daner og Nordmænd, kaldes hine Dubh-Lochlannoch, Dubh-Geinte eller Dubh-Gall. disse derimod Finn-Lochlannoch, Finn-Geinte, Finn-Gall. Enkelte Steder forekommer dog "Nordmændenes" Navn.</ref>.

==Thorgisl==

Nordmændene viste sig, som oven anført, allerførst ved Irland i Aarene 794— 797. Deres første Voldsgjerning af nogen Betydenhed i disse Farvande var hiin Ødelæggelse af det berømte, af St. Columba stiftede Kloster paa lona eller Icolmkill, hvorved 68 Mennesker, deels gejstlige, deels verdslige, skulle være dræbte<ref>Ulsterske Annaler, hos O'Connor IV. p. 193. Do fire Mestres Ann. sammesteds III. p. 312.</ref>. Men man er ikke ganske sikker paa Aaret, i hvilket denne Voldshandling fandt Sted. Efter denne Tid nævnes mellem Aarene 810 og 830 temmelig hyppige Anfald paa forskjellige Kanter af Irland; i Førstningen formaaede Irerne et Par Gange at slaa Nordmændene tilbage, men man seer tydeligt, hvorledes disse mere og mere begynde at spille Mester. I det sidstnævnte Aar (830) herjede de Landskabet Conall, og førte Kongen, ved Navn Mælbrigda tillige med hans Broder fangne med sig til deres Skibe<ref>Ulsterske Ann. sst. p. 208.</ref>. Det er rimeligviis denne Bedrift, hvortil Saxo sigter, naar han fortæller at Ragnar Lodbrok gjorde et Tog til Irland, fældte Kong Melbricus og indtog Dublin; og det bliver heraf end mere tydeligt, at de Bedrifter i Irland og England, man har tillagt Ragnar, vedkomme en yngre Høvding enten af dette eller et andet Navn. I det paafølgende Aar herjedes Armagh og flere andre Distrikter; især gik det ud over Klostrene, som plyndredes og tildeels ødelagdes. Endelig ankom i Aaret 838, to Flaader, hver paa 60 Skibe, den ene i Boyne, den anden i Liffey. Dublin erobredes<ref>Innisfallens Annaler, sammest. II. App. p. 31.</ref>, og Nordmændene udbredte Ødelæggelse paa alle Kanter. De ødelagde baade Kirker og Befæstninger, røvede Kvæg og Faar. Paa et Sted satte Indbyggerne sig til Modvaerge, og vandt en Sejr, hvori 120 af Nordmændene skulle være faldne, men i et andet og større Slag sejrede de Fremmede, og her, heder det, faldt baade Konger og Høvdinger, uden at engang deres Lig kunde finde en Begravelse<ref>De 4 Mestres Annaler, sammest. III. p, 338.</ref>. En af Vikingernes Anførere, der siden blev dræbt, hed Saxulf<ref>Ulsterske Ann. p. 213. Da 4 Mestres Arm. sat. p. 339. Innisfallens Annaler, p. 31.</ref>. Men Hovedanføreren for Toget var den berømte Thorgisl<ref>Den irske Form er Turyes, med latinsk Endelse Turgesius.</ref>, hvis Navn endnu lever i det irske Folkesagn. "Efter mange Slag og skarpe Fegtninger underlagde han sig", fortæller en gammel Forfatter, der dog meer synes at følge Sagnet, end troværdige historiske Beretninger, "i kort Tid hele Irland, og opførte, hvor han kom, de høje, murede Befæstningstaame med dybe Grave, af hvilke der endnu sees saa mange Levninger i Landet. Han blev tilsidst forelsket i en Datter af Mælsechnail, Kongen i Meath, og forlangte hende af denne, som ogsaa lovede at sende hende til ham ledsaget af femten unge Piger; Thorgisl lovede at møde hende med lige saa mange fornemme Nordmænd paa en Ø i Søen Lough Erne. Men istedetfor Piger, sendte Mælsechnail femten unge Mænd, der endnu ikke havde faaet Skjæg, forklædte som Fruentimmer, og bevæbnede med Dolke. Da Thorgisl kom, blev han overfalden og dræbt af disse. Mælsechnail havde tidligere spurgt Thorgisl, paa hvad Maade han skulde faa udjaget nogle fremmede skadelige Fugle, der vare komne ind i Landet. Ved at ødelægge deres Reder, meente Thorgisl. Og følgelig begyndte Mælsechnail nu at ødelægge Nordmændenes Borge, medens Irerne dræbte eller forjoge Nordmændene. Herved befriedes Landet fra det Aag, hvorunder Thorgisl havde holdt det i 30 Aar"<ref>Giraldus Cumbronsis, de topogr. Hibemiæ Cap. 37, Camdens Udg. p. 748, 749. Et Udtog af Giralds Fortælling findes hos den engelske Historieskriver John Bromton, Twysdens Udg. p. 1074. Girald nævner her forskjellige Beretninger om Thorgisl´s  Forhold til den før omtalte Gurmund. Han kommer selv til det Resultat, at Gurmund er en Nordmand og paa Tilbagevejen fra Afrika enten har landet paa Irland og derfra udsendt Thorgisl, medens han selv drog til England, eller har sendt Thorgisl fra England til Irland.</ref>. — Denne Fortælling viser sig ved første Øjekast sagnmæssig og fabelagtig. Annalerne fortælle kun simpelt hen, at Thorgisl i Aaret 844 blev fangen af Mælsechnail, Mælruans Søn, Konge i Meath, og sidenefter druknet i Søen Lough-Uair<ref>De ulsterske Annaler, hos O’Connor IV. S. 216, 217. De fire Mestres Ann. sammesteds III. S. 345. Hans Død tillæggea paa sidstnævnte Sted Guds, St. Kiarans og andre Helgenes Mirakel. Det er ellers at merke, at Annalernes Aar-Angivelser ej ere ganske nøjagtige; saaledes henføres den store Flaades Ankomst til 836 istf. til 838, og man skulde heraf følgelig slutte at Thorgisl´s  Drab ogsaa er sat to Aar for tidligt.</ref>. De omtale flere ødelæggende Tog, som Nordmændene mellem 838 og 844 gjorde til forskjellige Dele af Øen, og ved hvilke Thorgisl vistnok maa have været Hovedanfører, men der siges ikke udtrykkeligt, at de skulde have underkastet sig hele Irland<ref>De Hovedbedrifter, der omtales, ere en Sejr over Connaught-boerne, 837 (839); Nord-Irland herjet 838 (840), ligeledes i 839 (841), hvorved flere Biskopper og Prester bleve slæbte fangne til Nordmændenes Borge; en Vikinge-Lejr ved Dublin, hvorfra Leinster herjedes 840 (842); Clonmacnois m. rn. herjet 841 (843); mindre Plyndringstog i 842 og 843 (844 og 845); Tog af Thorgisl til Lough-Ribh, Connaught og Meath herjede, Clonmacnois m. m. opbrændt; de Fremmede slagne af Kong Niall Aedhs Sen i et stort Slag, og Thorgisl endelig dræbt af Mælsechnail.</ref>. Heller ikke forholder det sig saaledes, at Thorgisl herjede paa Irland i tredive Aar. Den samme Forfatter, som meddeler hiint Sagn, siger udtrykkeligt, at han først ankom til Irland i Aaret 838. Og vi have endnu en meget paalidelig Angivelse i de frankiske Annaler, der udtrykkelig sigter til disse Begivenheder, i det den melder, at Irerne, efter længe at have været hjemsøgte af Nordmændene, omsider bleve dem skatskyldige i Aaret 847, men allerede i det følgende Aar gjorde Opstand mod dem og ved Guds Hjelp fik dem forjagne fra Landet<ref>Prudentius af Troyes, hos Pertz I. S. 443.</ref>. De irske Annaler vide at berette om fire store Slag, som Landets Konger strax efter Thorgisl’s Drab skulle have vundet over Nordmændene, af hvilke der i alt faldt henved 4000<ref>Warasi antiq. Hib. p. 105. Ulster-Annalerne, O’Connor, IV. S. 218, 219. De fire Mestres Annaler, O’Connor III. S. 349.</ref>. Med andre Ord, der skede en almindelig Rejsning imod dem. Men alle disse Begivenheder, Irlands Undertvingelse, Thorgisl s Drab og den paafølgende Nationalkamp, maa paa denne Maade sammentrænges til Aarene 847 og 848. Det sidste Aar maa ansees aldeles sikkert, da de frankiske Annaler tilføje, at Irernes Konge i Anledning af Sejren sendte et Gesandtskab til den franske Konge med Gaver og Fredstilbud for at bede om Tilladelse for ham til at rejse til Rom gjennem dennes Stater. Der var altsaa en bestemt Begivenhed, som for den frankiske Annalist betegnede Aaret. Anderledes forholdt det sig derimod med hvad han havde erfaret om de tidligere Begivenheder paa Irland. Her var han udsat for at tage Fejl, og her bliver det derfor rimeligere at følge de irske Annaler, forsaavidt som de antyde at Landets Trældom varede henimod 8 Aar.

Thorgisl´s Herredømme paa Irland maa saaledes have vedvaret fra 838 til 846, og i de to paafølgende Aar maa Irerne have kæmpet en Undergangs Kamp med hans Mænd. Hvis man kan stole paa andre Fortællinger, der meddeles om ham, maa han virkelig have behersket Irland med et Jernscepter. Han udnævnte en norsk Konge, fortælles der, i hver Provinds, en Høvding i hvert Distrikt, en Abbed i hver Kirke eller Kloster, en Krigshøvedsmand i enhver Landsby, og ethvert Huus blev forpligtet til at holde en Kriger; ingen var længer Herre i sit eget Huus. Han lagde en Skat af en Øre Guld paa ethvert Familiehoved; den, der ej betalte denne Skat, naar den blev ham affordret, straffedes med Tabet af Niesen, derfor kaldte man denne Skat Næsseskatten<ref>Ma-Geoghegan hist. d’lrlande L p. 383.</ref>. Alt dette indeholder Overdrivelser. Det er tydeligt, at Thorgisl kun har gjennemført det for alle germaniske Erobrere fælles Lehnssystem, at han har tilegnet sig Ejendommen over Landet og udstykket det i Lehn til Jarler og Herser, aldeles saaledes som vi senere erfare om Harald Haarfagre i Norge. Endog dennes Næseskat (nefgildi), d. e. Personskat, gjenkjende vi, men Navnet har i Tidens Løb faaet en hadefuld Forklaring, og Folket, for hvem alle de nye Indretninger vare ganske uvante og fremmede, har anseet dem som et Tyranni, der fra Slægt til Slægt er skildret med sterkere og sterkere Farver. Det synes især at være de mange, for Irerne hidtil ukjendte Borge<ref> Disse Borge- de saakaldte "Glasborge", have flere villet tillægge Kelterne, men det ovenanførte Udsagn af Girald kan ej ganske oversees; en lignende Borg findes desuden paa Hetland, den bekjendta Móseyjarborg. Hvor Girald omtaler disse Borge, siger han ej alene, at Nordmændene havde opført dem, men tillægger udtrykkeligt, "at det irske Folk ej bryder sig om at have Borge, men bruger Skovene til Borge, Myrene til Grave". I Rusland finder man Spor af lignende Borge se Kruses Nocrolivonica.</ref>, hvortil Nordmændene støttede deres Magt, og hvorved ogsaa fornemmelig Sagnene om Thorgisl ere fastholdte, skjønt han vistnok selv maa have været en saa merkelig Personlighed, at hans Minde under alle Omstændigheder maatte leve i Sagnet<ref>Der fortælles ogsaa et Sagn om at hans Hustru Odo skal have sat sig paa Alteret i Klosterkirken i Clonmacnois, og derfra modtaget Folkets Hyldest. Se Worsaae, Minder om de Danske og Nordmændene, S. 384. Her meddeles ogsaa nogle andre overdrevne irske Skildringer af Nordmændenes Voldsomhed i det 9de Aarhundrede.</ref>. Ogsaa blandt hans egne Landsmænd synes et Sagn om ham at have holdt sig, skjønt det senere er henført til en urigtig Person. I Harald Haarfagres Saga heder det, at Harald Haarfagres to Sønner, Frode og Thorgils, herjede paa Skotland, Irland og Bretland, og vare de første blandt Nordmændene, som indtoge Dublin; at Frode blev forgiven, og at Thorgils længe var Konge over Dublin, indtil han blev svegen og dræbt af Irerne<ref>Harald Haarf. Saga hos Snorre, Cap. 35. Det heder i de 4 Mestres Annaler udtrykkeligt, at Mælsechnail i Aaret 847 (&#596;: 849 oller 850) ødelagde Dublin, som altaaa indtil da endnu maa have været i Nordmændenes Vold. I Inisfallen-Annalerne heder det udtrykkeligt, at Dublin erobredes for første Gang af Nordmændene 837, se O’Connor, rer. hib. Ser. Vol. III. App. p. 31, og i Ulster-Annalerne nævnes ved 841 (842) "Dublin-Hedningerne", altaaa "Hedningerne, som da vare i Besiddelse af Dublin".</ref>. Da det i de irske Annaler udtrykkeligt heder, at Dublin for første Gang erobredes af Nordmændene paa den Tid, da Thorgisl herskede, bliver det indlysende, at Snorres Thorgils er ingen anden end han, og at han urigtigt har flyttet ham ned i Tiden og gjort ham til en Søn af Harald Haarfagre<ref>Med hensyn til de Navne, der sættes i Forbindelse med disse ældste Beretninger om Nordboernes Vikingetog paa Irland og i Frankrige, skulde man overhoved formode at de forskjellige nordiske Riger, som senere oprettedes, have haft hver sin Yndlingshelt, hvilken de, uden Hensyn til Tidsregningen, tillagde de meest iøjnefaldende Bedrifter, at saaledes Nordmændene paa Irland have nævnt Thorgisl, medens Nordmannerne senere nævnte Hasting, Danerne i Northumberland maaskee Gudrum, og Danerne i Danmark Ragnar Lodbrok og Sønner. Thi vi have nu seet, at Hasting er den nordmanniske Representant for de samme Bedrifter, som Ragnars Saga tillægge Ragnars Sønner, og Girald Gurmund (Gudrum): at Ragnar igjen hos Saxo ved at erobre Dublin og overvinde Kong Mælbrigda tillige udfylder Thorgisl´s og de ham nærmest foregaaende Nordmænds Plads — det er desuden ikke usandsynligt at Thorgisl ogsaa kan have været med, da Mælbrigda blev overvunden — og endelig, at Thorgisls Bedrifter i vore Sagaer skydes ned til Harald Haarfagres Sønners Tid.</ref>.

Efter den almindelige Folke-Rejsning mod Nordmændene maa Irerne, som vi af den frankiske Beretning see, have troet at al Fare nu var overstaaet. Men den Fred, Landet nød, om den overhoved nød nogen, var yderst kortvarig. Allerede i Aaret 849 kom der en Flaade af 240 Skibe, for at staa Nordmændene bi. Dette viser, at de ikke engang ganske vare udjagne. Øen herjedes paany. De irske Konger benyttede endog selv undertiden Nordmændenes Hjelp imod hinanden indbyrdes, og Dublin, der var falden i Mælsechnails Hænder, blev igjen tilbageerobret. Dog maa Irerne for en kort Tid have fundet nogen Lettelse, da der udbrød blodig Strid mellem Vikingerne selv. En Flaade af danske Hedninger, fortælles der, landede ved Dublin<ref>Hvo veed om ikke ogsaa dette Tog er blevet opstillet blandt den foregivne Ragnar Lodbroks? At det er udgaaet fra de saakaldte Lodbrokssønner, synes utvivlsomt.</ref>, tilføjede Nordmændene et stort Nederlag, plyndrede Byen og bortførte mange Folk. Det følgende Aar stod der i tre Dage og tre Nætter et stort Søslag mellem Daner og Nordmænd, hvorved Danerne bleve slagne, og Nordmændene atter satte sig i Besiddelse af deres Befæstninger<ref>De irske Annalers Ord ere her noget forvirrede. De ulsterske Annaler, de ældste og paalideligste, ere ovenfor fulgte. (O’Connor II. p. LIS—211). De 4 Mestres Annaler derimod (O’Connor II. p. 35) fortælle, at der i 847 (&#596; 849) kom en Flaade af 140 Skibe for at kæmpe mod de Fremmede, der allerede vare i Irland, og at de gjorde den største Forstyrrelse i Landet; om Søslaget heder det (S. 355), at de hvide Fremmede (Nordmændene) bleve slagne.</ref>.

==Olaf Hvite. Nordmænds-Riger paa Irland==

[[File:Vikings 841 at Dublin.jpg|thumb|400px|Irske krigere gjør seg kampklare for å møte en vikingflåte i Dublin. (Illustrasjon av 	James Ward (1851-1924). Dublin City Council, Dublin City Hall.)]]I Aaret 852 kom endelig den norske Søkonge Olaf hvite, af Ynglinge-Ætten, underkastede sig de Danske, der maatte stille ham Gisler, og aftvang Irerne Skat<ref>	Ulster-Annalerne (O’Connor S. 221) udtrykke sig derom saaledes: Amlabh (&#596; Olaf) Søn af Kongen af Lochlan (Norge) kom til Irland, og saa vel de Fremmede, som Irerne selv, maatte betale ham Skat.</ref>. Olaf oprettede et norskt Rige i Dublin, der vedvarede i henimod 350 Aar, og ej alene holdt sig uafhængigt, men endog for det meste var mægtigere end de irske Smaariger. I Følge med ham, fortælles der, vare to Brødre, Sigtrygg og Ivar<ref>Inisfallens Annaler, O’Connor II. App. p. 34. Sigtrygg kaldes af Irerne Sitric; Ivar kaldes Jomhar, Jobhar. Sigtrygg er maaskee den samme Sidroc, der omtales i de frankiske Annaler 852 og 855.</ref>, der ligeledes oprettede Riger, hiin i Waterford, denne i Limerick, hvilke Riger dog ikke opnaaede den Anseelse, som det i Dublin. At denne i Irlands Historie saa merkelige Begivenhed ligesaa lidet som Thorgisls Erobring kunde undgaa at blive udsmykket i Folkesagnet, er naturligt. Man fortalte senere derom, at Olaf, Sigtrygg og Ivar vare Brødre, at de, hvad enten de selv tidligere havde været paa Irland, eller de havde hørt sine Frænder fortælle derom, kjendte Landet godt, og ikke kom med en Krigsflaade, men ligesom for at handle; at de derved strax kom i Besiddelse af Søhavnene, og her opførte Byer, af hvilke de tre første vare de ovenfor nævnte. Der lægges til, at det irske Folk, som selv var for dovent og udannet til at sejle eller handle, ansaa det nyttigt, at der nedsatte sig Fremmede, som kunde drive Handel med fremmede Lande<ref> Girald Catnbr. Topogr. Hib., Camdens Udg. p. 749, 750. Girald kalder de tre Brødre Amctaus, Sytaraeus, Yuarus. Man maa næsten formode at Girald især har fulgt væliske Beretninger.</ref>. Der er forsaavidt noget sandt i denne Bernerkning, som det efter alle Merker er tydeligt, at Nordmændene, eller, som de siden kaldtes, Østmændene, paa Irland vare i Besiddelse af hele Øens Handel, og i det Hele tagetstode paa et langt højere Kulturtrin, end Irerne selv<ref> Se Worsaae, Minder om de Danske og Nordmændene i England, Skotland og Irland S. 415, 418.</ref>; det er ogsaa vist, at Vikingerne ikke altid optraadte som Krigere, men som fredelige Handelsmænd. Men den Maade, paa hvilken hine Brødre skulle have sat sig fast i Landet og opført Byer, smager altfor sterkt af det samme Sagn, der fortælles om Dido og om Ivar Beenløse, og stemmer for lidet med den Maade, paa hvilken Nordmændene sædvanligviis optraadte paa Irland, til at man kan ansee det for andet end Digt.

Olaf hvite er den første, i fremmede Skrifter omtalte, Vikingehøvding, der med Bestemthed gjenkjendes i vore egne Sagaer<ref>Se herom især Landnáma II. 15: "Olaf hvite hed en Hærkonge, Søn af Kong Ingjald, Søn af Helge, Søn af Olaf, Søn af Gudrød, Søn af Halfdan Hvitbein, Konge paa Oplandene. Han herjede i Vesterviking, og vandt Dublin paa Irland og Dublins-Skire (Distrikt)". Jvfr. Laxd. Saga Cap. I. Olaf gjøres her til en Søn af Kong Ingjald Starkadsfostre, hvilket strider mod det anførte Slægtregister, der opstilles af Olafs egen Ætling Are Frode.</ref>. Han hørte, som ovenfor nævnt, til Ynglingestammen; han var nemlig en Søn af Ingjald, der igjen i 5te Led nedstammede fra Gudrød, Halfdan Hvitbeins Søn. Han blev gift med Aude, en Datter af den mægtige Herse Ketil Flatnef fra Sogn, og havde med hende Sønnen Thorstein, med Tilnavn den røde, fra hvilken flere fornemme Slægter paa Island, og navnlig Historikeren Are frode, nedstammede. De irske Annaler nævne om flere Herjetog, Olaf foretog, og flere Slag han vandt paa Irland, deels alene, deels i Forening med Ivar, og med en anden Høvding, hvis Navn synes at have været enten Atle eller Eyvind<ref>Han nævnes kun i Ulster-Annalerne, under Formen Auisle. Men det er et Spørgsmaal, om denne besynderlige Navneform skal forestille "Atle", og ikke snarere er en Forvanskning af et andet Navn, f. Ex. Eyvindr (Auindr). Vi læse i Landn. III. 12, at Eyvind Østmand egtede Kjarvals Datter, nedsatte sig paa Irland og overtog Landets Forsvar. Fornemmelig nævnes to Krigsforetagender, et til Munster (856) og et til Meath (857), hvor Ivar og Olaf kæmpede i Forening. Paa Toget til Munster var ogsaa en "Caittil fin" &#596; Caitil den hvide med; om han var Nordmand (i saa Fald bliver liana Navn "Ketil") eller Irlænder, er uvist.</ref>. Ved flere Lejligheder nævnes ogsaa Cerbhal eller Kjarval, Dungals Søn, den irske Konge i Ossory i Munster, som hans Bundsforvandt<ref> Cerbhal var med paa Toget til Meath 857 (858). Han nævnes af og til indtil 888 (889), da han ifølge Ulster-Annalerne pludselig døde. Flere Haandskrifter af Landn. (I. 1) kalde ham urigtigt Konge i Dublin.</ref>. Denne Cerbhal synes stedse at have staaet i den venskabeligste Forbidelse med Nordmændenes Høvdinger, af hvilke trende endog fik hans Døttre til Egte<ref>Den ene Datter har i Landnáma III. 10 faaet det nordiske Navn Fridgerd; hun blev gift med en Thore Mima; den anden, Gormlath eller Kormlad, egtede en Thorgrim Grimolfsøn (Landn. III. 12); den tredie, Rafarta, egtede den navnkundige Viking fra Gautland, Eyvind Austmand (Landn. III. 12); deres Søn Helge magre, gift med Ketil Flatnefs Datter, var en af de fornemste Landnámsmænd paa Island.</ref>. Dette nærmere Bekjendtskab, Nordmændene havde til ham fremfor de øvrige Konger, er rimeligviis Aarsagen til, at vore Oldskrifter omtale ham som om han var Enekonge paa Øen.

==Skotland==

Olaf gjorde ogsaa tvende Tog til Skotland. Før hans Tid hører man, som vi ovenfor have nævnt, sjælden om Vikingetog til det egentlige Skotland, kun om enkelte Angreb paa de ved dets Vestkyst liggende Hæbuder eller Syderøer, hvor især Icolmkills rige Kloster lokkede Vikingernes Plyndrelyst. Det hjemsøgtes saaledes atter i Aaret 824, og dets Abbed saa sig endog kort efter nødt til at flygte til Irland med St. Columbas Levninger. Skotland var paa denne Tid beboet af to Slags keltiske, med hinanden nær beslægtede Folk, nemlig Pikterne, der udgjorde den egentlige, oprindelige Hovedbefolkning, og de dalriadiske Skotter, en i det 6te Aarhundrede fra Irland til de sydvestlige Egne af Landet indvandret Koloni. Pikterne deelte sig igjen i tvende Hovedafdelinger, de nordlige, ogsaa kaldte Cruithne, de egentlige Bjergboere, og Stamfædrene til de nuværende Højlændere, og de sydlige Pikter (Albanigh), der efterhaanden blcve undertvungne af Skotterne, og smeltede sammen med dem til et eneste Folk, der i Kultur stod ved Siden af det irske, og højt over de nordlige Pikter. Hiint Herredømme over de sydlige Pikter lykkedes det dog ikke Skotterne at erhverve fuldstændigt, førend efterat Nordmændenes Angreb havde taget deres Begyndelse, og den sidste sydpiktiske Konge var bleven dræbt af dem i Aaret 839<ref>Ulster-Annalerne hos O’Connor, IV. p. 214. Skene, the Highlanders in Scotland I. p. 58.</ref>. Da formaaede omsider Kenneth Mac Alpin, Konge over Skotterne, at erhverve et blivende Herredømme over Sydpikterne. Fra denne Tid af var der en langvarig Strid om Herredømmet mellem de nordlige eller egentlige Pikter, og Skotterne eller, som de endnu oftere en Tid plejede at kaldes, Albanerne. De norske Vikinger blandede sig ofte i denne Strid. Olaf drog ledsaget af den ovennævnte Hærkonge, Atle eller Eyvind, i Aaret 865 eller 866 over til Pikternes Land, herjede der, og tog Gisler af dem<ref>Ulster-Annalerne, S. 232.</ref>. I Aaret 870 gjorde Olaf og Ivar et større Tog baade til England og Skotland. Efter en enkelt Krønikes Udsagn skulle de have staaet Lodbrokssønnerne bi i deres Angreb paa det østlige England<ref>Inisfallens Annaler, O’Connor II. App. p. 35.</ref> (hvorom nedenfor); er dette end tvivlsomt, saa er det dog vist, at de herjede paa England. Men deres Hovedformaal var at bekrige Albanerne, og, som man maa formode, at gjøre sig til Herrer over dem. De belejrede Alcluith, senere bekjendt under Navnet Dumbarton, i fire Maaneder, indtog den endelig og plyndrede den. Fra Dumbarton maa de være dragne til England, thi først i det følgende Aar kom de hjem fra Albanien til Dublin, med 200 Skibe, belæssede, som det fortælles, med et stort Bytte af Folk, røvede fra Engelskmænd, Briter og Skotter<ref>Ulster-Annalerne S. 230.</ref>. Kort Tid efter faldt Olaf i et Slag paa Irland<ref>Landnáma, II. 15. Hans Dødsaar nævnes ikke udtrykkeligt i de irske Annaler, men han forekommer ikke efter 871, og hans Sens Død omtales allerede ved 874 (875).</ref>. Og Ivar, der synes at have efterfulgt ham som Nordmændenes Overkonge<ref>Ulster-Annalerne ved 872 (873): "Ivar, Konge over Nordmændene i hele Irland og Bretland, døde i Christo".</ref>, overlevede ham ikke længe. Olafs Søn Eystein blev siden, som der fortælles, svigagtigt dræbt af Albanerne eller Sydskotterne. Han maa altsaa ligeledes have gjort et Tog til Skotland. Det maa forresten omtrent ansees som vist at denne Eystein, hvilken vote Sagaer ikke nævne, er den samme som den ovennævnte, og i dem meget hyppigt omtalte Søn af Olaf, ved Navn Thor stein røde, om hvilken vi nedenfor komme til at handle nærmere<ref>Ulster-Annalerne (S. 232) kalde ham Oistin Mac Arnlaibh. Oistin er vistnok ligere Eystein, end Thorstein, men da det samme forttelles om Thorstein i Sagaerne, som om Oistin i Annalerne, nemlig at han herskede i Skotland, men dræbtes ved Svig, saa kan man næsten ikke andet end antage dem for een og samme Mand, med mindre man vil gjette pea at der har været to Brødre, og at Thorstein, der efter Sagaerne dræbtes paa Caithness, havde gjort sig til Herre der, medens Eystein, der ifølge Annalerne blev slagen af Albanerne &#596; Syd-Skotterne, havde erobret denne Deel af Landet. Aarsagen hvorfor Thorstein og Eystein, eller Thorstein alene (hvis de ere een og samme Mand) søgte at sætte sig i Besiddelse af Skotland, maa være den, at Ivar og hans Dynasti havde fordrevet ham fra Irland.</ref>.

==Opdagelsen af Island==

[[File:Ingolf by Raadsig.jpg|thumb|400px|Ingolf tager Island i besiddelse. Maleri av Johan Peter Raadsig (1806 - 1882). Maleriet forestiller Ingólfr Arnarson, den første landnåmsmannen på Island, nylig ankommet til Reykjavík. Han ser ut til å befale sine menn, kanskje slavene sine, om å reise hans høysetestolper. Flere andre mennesker og en hund ser på mens andre losser et skip i nærheten. I bakgrunnen er det fjell. Da maleriet ble avfotografert in 2008 var det offentlig utstilt i Viðeyjarstofa på Viðey.]]De hæbudiske Øer, eller, som vore Forfædre kaldte dem, Syderøerne, maa paa denne Tid allerede have været besatte af Nordmændene. Vi ville i det følgende see, hvorledes Olaf hvites Svigerfader, Ketil Flatnef, opkastede sig til Herre over dem. Hvorledes Øgrupperne i Nord for Skotland, nemlig Orknøerne, Hjaltland og Færøerne, allerede før 825 havde været hjemsøgte af Nordmændene, er ovenfor omtalt. Alle disse Øgrupper vare en lang Tid kun Tilhold for Vikinger, som derfra foruroligede de omliggende Landes Kyster, og de have rimeligviis paa denne Tid faaet deres nordiske Navne. Af dem alle synes Færøerne tidligst at være blevne ordentligt bebyggede af Nordmænd, rimeligviis fordi de Faar, der i saadan Mængde fandtes der siden de irske Eneboeres Tid, og som have givet Øerne Navn, lovede Nybyggerne rigeligt Udkomme<ref>Ordet fær bruges stundom i Oldn. om Faar, ældre Gulathingslov Cap. 223, men oldsvensk og olddansk får, hvoraf vort "Faar".</ref>. Den Høvding, der først bebyggede dem, hed Grim Kamban, og synes at have levet i Midten af det 9de Aarhundrede. Man offrede eiter hans Død til ham, som til en Gud<ref>Færeyingas. Cap. I. Landn. I. 14. Grim var Farfader til Thorolf Smør, der rejste med Floke for at opdage Island mellem 860 og 870. Og paa denne Tid vare Færøerne allerede bebyggede, da det fortælles at Floke bortgiftede sin Datter der. Grim maa altsaa have levet omkring 840.</ref>. Blandt en af de tidligste Kolonister paa Færøerne var Vikingen Nadd-Odd, som bosatte sig her, fordi han ellers overalt var fredløs. Paa en Rejse fra Norge blev han af Stormen dreven langt mod Nordvest, og kom til Østsiden af et stort Land med høje Fjelde. Dette Land var Island, som han saaledes tilfældigviis havde opdaget. Han og hans Folk stege op paa et højt Bjerg for at see om de kunde øjne Røg eller andre Tegn til Beboelse, men forgjæves. Da de igjen forlode Landet, sneede det, og de toge deraf Anledning til at kalde Landet Sneland, et Navn, som det dog ikke beholdt. Forresten roste han Landet meget, og dette bevægede, som det synes, en anden Æventyrer, ved Navn Gardar Svavarssøn, svensk af Æt, men Ejer af Jordegods paa Sjæland, til at opsøge det. Han fulgte, heder det, sin fremsynede Moders og Nadd-Odds Anviisning, og kom virkelig til Landet, som han omsejlede, hvorved han kom til Vished om, at det var en Ø. Han tilbragte en heel Vinter der i et Huus, som han indrettede sig ved en Fjord paa Nordsiden; Vaaren efter drog han tilbage til Norge, og roste ligeledes Øen, som efter ham en Tidlang blev kaldet Gardarsholm<ref>Landn. I. 1. Efter et Haandskrift af Landnáma var Gardar den første, som opdagede Island, og det heder at han kom did tilfældigviis, ved at drives af Storm fra Pettlandafjorden, paa en Rejse til Syderøerne. Saaledes heder det og i Historia Norvegia, FoL 5 a. Thjodrek Munk, (Cap. 3) mevner som de første Opdagere nogle Kjøbmænd fra Færøerne, derpaa Gardar og endelig Floke. I Olaf Tryggv. Saga Cap. 113 nævnes Naddodd først, Saavel her som i Landnáma fleste Haandskrifter paaberaabes den troværdige Sæmund frode. Det sandsynligste er, at Naddodds og Gardars Rejser have været uafhængige af hinanden og omtrent samtidige.</ref>. Endnu en tredie Opdagelsesrejse til Øen blev foretagen af Vikingen Floke Vilgerdsson. Han sejlede ud fra Rogaland, hvor han, da han laa i Smørsund, holdt et stort Blot til trende Ravne, der skulde vise ham Vejen. Paa det Sted, Blotet havde været holdt, opkastede de en Varde, der siden kaldtes Flokevarden. Han drog først til Hjaltland, hvor hans Datter Geirhild druknede i et Vand, der har faaet Navn efter hende. Derfra styrede han til Færøerne, hvor han bortgiftede sin anden Datter. Endelig styrede han mod Island, og slap efterhaanden sine Ravne; den første fløj strax tilbage til Skibet, den anden hævede sig et Stykke op i Luften, men kom ligeledes tilbage; den tredie fløj derimod videre frem i den Retning, hvor Landet laa, og derefter styrede de. De kom til Sydøstsiden af Landet, og sejlede langs den sydlige og vestlige Kyst. En syderøisk Mand, ved Navn Faxe, som var ombord, udbrød, da Skibet kom forbi Reykjarnes og man kunde øjne den flere Mile fjerne Snefjeldsjøkel: "dette Land maa være stort, siden Flodmundingerne ere saa store". Denne Aabning kaldtes derfor siden skjemtviis Faxaoos eller Faxafjord. De landede paa den senere saakaldte Baardastrand, og satte endeel Kvæg, de havde medbragt, i Land, men Fjorden var saa fuld af Fisk, at de af Iver for Fiskeriet glemte at sørge for Høforraad til Vintren. Derfor døde Kvæget, og da der tillige indtraf en kold Vaar, besluttede Floke at drage bort igjen. Han besteg et højt Bjerg, og saa derfra Fjorden fuld af Driviis; derfor kaldte han Øen Island, hvilket Navn det siden stedse har beholdt. Han kom dog den første Høst ikke længer end til Borgarfjorden i den sydlige Deel af Landet, hvor han tilbragte den næste Vinter. Sommeren efter kom han tilbage til Norge. Han yttrede sig heel ufordeelagtigt om Landet; en anden Mand, ved Navn Herjolf, der havde været med ham, sagde baade godt og ondt om det, men en tredie, ved Navn Thorolf Thorsteinssøn, Sønnesøn af Færøernes Bebygger Grim Kamban, roste det saa overdrevet, at han blandt andet sagde, at der dryppede Smør af hvert Straa i Landet. Deraf blev han kaldet Thorolf Smør<ref>Landn. I. 2. Olaf Tryggv. Saga Cap. 115. Aaret, da Island opdagedes, kjendes ikke nøjagtigt; det have faldet mellem 860 og 870, siden Are frode (Islendingabok C. 1) sætter dets førete Bebyggelse til 870. Landn. opregner vistnok (I. 1.), endeel samtidige europæiske Fyrster, paa hvis Regjeringstid Island "fandtes og bebyggedes", men disse Angivelser grunde sig naturligviis paa senere Beregninger, og omfatte desuden et længere Tidsrum. De nævnte Fyrster ere: Pave Hadrian I. (867—872) og hans Efterfølger Johannes VIII. (872—882); de byzantinske Kejsere Leo VI. (886—911) og Alexander (886—912); Harald Haarfagre (død efter 930) i Norge, Erik Eimundsson i Sverige og hans Søn og Efterfølger Bjørn (der levede hen i det 10de Aarhundrede), Gorm den gamle i Danmark (død henved 935), Alfred (872—901) og hans Søn Edvard (901—925) i England, Kjarval (858—888) paa Irland, og Sigurd Jarl (omkring 880) paa Orknø. Man synes dog heraf idetmindste at kunne slutte at Island ej opdagedes før Aaret 867, i hvilket Hadrian I blev Pave. Og da dets Bebyggelse paabegyndtes ved 870 eller senest 874, maa Opdagelsen saaledes falde lidt før 870.</ref>.

Island havde dog ikke været ganske ukjendt. Dieuil, den ovenfor omtalte irske Munk, fortæller i sit Skrift, at nogle irske Gejstlige omtrent ved 795 fortalte ham, at de fra Iste Februar til Iste August havde opholdt sig paa en Ø, de antoge for Thule, hvor Solen ved Sommersolhvervs Tid om Natten kun ligesom skjulte sig lidt bag en liden Bakke, men hvor der forresten paa den Tid var ganske lyst; man kunde derfra, tilføjes der, ved een Dags Sejlads naa det sammenfrosne Hav<ref>Dicuilus, de mens, orbis terræ, ed, Letronne, p. 38.</ref>. Der er intet Land, hvorpaa disse Angivelser passe, uden Island. Og virkelig nævnes det udtrykkeligt i vore Oldskrifter, at Islands første norske Nybyggere paa et Par Steder paa Østkanten af Landet fandt irske Bøger, Bjelder, Krumstave og andre Gjenstande, hvoraf man kunde slutte at de havde tilhørt irske Gejstlige, hvilke Nordmændene kaldte Paper<ref>Landnáma, Prolog. </ref>. Are Frode siger endog, at disse Mænd vedbleve at bo paa Island lige indtil Landet bebyggedes af Nordmændene, og at de forlode det, for ej at leve sammen med Hedninger<ref>Islendingabok Cap. I.</ref>.

==Fotnoter==
<references/>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på norsk]]
[[Kategori:Peter Andreas Munch]]