Vis kilden til Diermes eller Tiermes, Turat-uros, Horagales, Horan-orias, Hores-gudsk, Aggja, Agjek og Ačče-gadse

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !! !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Diermes eller Tiermes, Turat-uros, Horagales, Horan-orias, Hores-gudsk, Aggja, Agjek og Ačče-gadse]] !!  !!  !!  
|-
|}


[[File:Jens_Andreas_Friis.jpg|thumb|150px|<center>Jens Andreas Friis</center>]]

<center>'''[[Samisk religion og mytologi|Temaside: Samisk religion og mytologi]]'''<br><br>'''[[Lappisk Mythologi]]'''
<br>[[Jens Andreas Friis biografi| Jens Andreas Friis]]
<br>

<br><big><big>'''Gudelære'''</big><br>'''2. Himmelens og Luftens Guder'''<br><br>'''§ 15.<br>Diermes eller Tiermes, Turat-uros, Horagales, Horan-orias, Hores-gudsk, Aggja, Agjek og Ačče-gadse'''</big></center>



''Ibmel’s'' nærmeste Efterfølger eller Stedfortræder synes at have været den Guddom, som forekommer under alle de her opregnede Benævnelser. Der menes nemlig med alle disse kun en og samme Guddom, nemlig Veirligets og specielt Tordenens Gud. De tilsyneladende meget forskjellige Benævnelser hidrøre sandsynligvis blot fra, at det oprindelige Navn igjennem Dialekterne i de forskjellige Lapmarker har antaget forskjellig Skikkelse. Benævnelsen ''Diermes'', (sv. Lap. ''Tiermes''), hvorunder denne Guddom forekommer i Forklaringen over Runebommen No. 5, er et ægte lappisk Ord, der den Dag i Dag forekommer i Betydningen Torden, f. Ex. i Talemaaderne: ''Diermes jorra'', Tordenen ruller; ''diermes časka'', Tordenen slaar; ''dierma čærggom'', Tordenskrald; ''diermesdavgge'', Tordenbue, og fi. Man behøver saaledes ikke med Ganander i hans finske Mythologi at gaa lige til Hermes for at forklare Ordets Oprindelse. ''Diermes'' hedder i Gen. (af hvilken Kasus man i Lappisk finder de forskjellige Ords oprindeligste Former), ''Dierbma'', og Rodformen er saaledes ''Dierm, Dærm'' eller ''Tærm''. Denne viser sig ved første Øiekast at være nærbeslægtet med de ugriske Ostjakers ''Tūrm (Tōrm'' eller ''Torum)'', Tschuvaskernes ''Tora'' og Esternes ''Tara''<ref>Castrén. Pag. 50.</ref>, der hos disse Nationer betegner Himmelens og Tordenens Gud. Da ''t'' og ''h'' ofte vexle i Lappisk, er Torat og Hora eller Gen. Horan blot Dialektforskjelligheder. Benævnelsen ''Diermes'' eller ''Tiermes'' synes at have været almindeligst i Finmarken samt, efter Scheffer, i Lule Lapmark, og ''Hora'' eller ''Torat'' i de sydlige Lapmarker. Den sidste Benævnelse bringer Tanken hen paa de nordiske Nationers Gudenavn ''Thor'' og Substantivet "''Tora''," Torden, i de endnu i Norsk gjængse Talemaader "Tora slaar," "Tora ruller." Men om de finske Nationer have laant Benævnelsen fra de indogermaniske Sprog eller omvendt, er vel umuligt med Sikkerhed at afgjøre. Man kunde fristes til at antage, at det var den samme Ordstamme, der findes i Navnet paa den Guddom, der hos Grønlænderne svarer til de finske Nationers Tordengud, nemlig ''Torngarsuk'', (efter Glahn egentlig: ''Tornak-ars-uk'', En, der ligner ''Tornak'', en Aand, og "har noget forfærdeligt ved sig"), eller efter Andre: ''Torngar-soak'', den store Aand. Denne ''Torngarsuk'' spiller den vigtigste Rolle i Grønlændernes Gudelære. Det var en mandlig og god Guddom. Han var Herre over Veirliget, kunde afvende Landeplager og helbrede Sygdomme. Det er ogsaa ham, som ved en ''Tornak'' eller Aand ledsager Angakokken paa hans Reise gjennem Luften, Vandet og Underverdenen og hjælper ham til at overvinde det onde Væsen, den "underjordiske Kvinde." Netop en lignende Hjælp ydede ''Horagales'' ogsaa Noaiden paa hans Reise til Underverdenen, (se Pag. 69).

De Benævnelser, som Tordenguden har i Lappisk foruden ''Diermes, Turat'' og ''Hora'', nemlig ''Gales, Uros'' eller ''Orias'' etc., ere Epitheta ornantia eller Udtryk, der samtlige betegne Lappernes store Ærefrygt for denne Guddom. ''Gales'' betyder en gammel Mand, ''Orias'' er en lappiseret Form af det finske ''Uros'', der betyder en tapper Mand, en Helt, og ''Turat-uros'' betyder altsaa Torden-Helten. ''Gudsk'' i Benævnelsen ''Hores-gudsk'' er aabenbart en feilagtig Gjengivelse af ''-kuč'' eller ''-kuoč'', en Afledningsendelse, der føies til Substantiver og betegner Ælde, Afdød, Stakkel. ''Gadse'' i Benævnelsen ''Ačče-gadse'' er ligeledes en feilagtig Opfattelse af Afledningsendelsen ''-kaš'', der betyder liden, kjær. I svensk Lapmarken forekommer denne Guddom hyppigst under Benævnelsen ''Aggja (Aija'' eller ''Aije)'', Bedstefader, ''Agjek'', den lille Bedstefader, Udtryk, der ligeledes betegne den Agtelse og Ærefrygt, man følte for Tordenens Gud; thi ''Aggja'' og ''Ačče'', Bedstefader og Fader, er den største Hæderstitel, som Lappen ved at benytte til meget værdige Personer<ref>Lapperne vise ogsaa Bjørnen den Agtelse, at de sjelden ligefrem kalde ham ''guofča'', Bjørn, men ''aggja'', Bedstefader, ligesom Finnerne bruge ''ukkoiseni'', min kjære Gamle, Ostjakerne ''jig'', og Jakuterne ''ässä'', Bedstefader.</ref>. De samme Udtryk af Ærefrygt bruges ogsaa i Tyrkisk, Mongolsk, Mandshuisk og fl. Sprog. Samojederne betitle ofte sin ''Num'' med ''ildja'' eller ''ildscha'', Bedstefader. Finnerne vise sin Ærefrygt for Tordenguden ved Udtryk som ''isä'', Fader, i ''säinen'', lille Fader, taatto, Fader, ''vanha taatto'', (Kalev. 12, v. 280), gamle Fader. Esterne bruge Udtrykkene: ''vanna issä, vanna taat''. Selv Svenskerne bruge endnu den Dag idag om Tordenen Udtrykket: "Godgubben, Gofar." 

Efter denne foreløbige Redegjørelse staar tilbage at paavise, hvilke Forestillinger Lapperne gjorde sig om denne Guddom, hvem de tillagde saa mange Navne.

''Diermes'' eller, som han hyppigst benævnes, ''Hora-gales'' var — efter Jessen — "en af Lappernes ældste og mest ærede Guder," og han findes derfor ogsaa aftegnet paa alle Runebomme. Han havde, som alle lappiske Guder, en bestemt Bopæl og sættes af nogle Noaider høit oppe i Himmelen, f. Ex. paa Runebom No. 1, hvor han er aftegnet i Menneskeskikkelse, ovenfor Afdelingen No. 9, "et Rum, der adskilte Himmelen fra Jorden." Paa No. 5 findes han ligeledes i øverste Rum under Navnet ''Diermes'' og forsynet med sit sædvanlige Redskab, en Korshammer. Andre Noaider satte ham i den "midterste Luftegn," saaledes paa Runebom No. 2. Fig. 6, hvor han er aftegnet paa en af Solens Straaler, ledsaget af sin Hund, Bjørnen. Paa No. 7 og No. 9 er han blot betegnet ved to Dobbelthammere, lagte i Kors.

''Horagales'' raadede "ikke alene over Torden og Lynild, men ogsaa over Regnbuen, over Veir og Vind, over Havet og Vandene, samt over Menneskets Ve og Vel, Liv og Sundhed." Som Herre over Veir og Vind kunde Horagales naturligvis ogsaa "befordre Græsvæxt og derved tillige Rensdyrenes Trivsel." Han aftegnes derfor ogsaa (Runeb. No. 2. Fig. 6) paa en af Solens Straaler med et Rensdyrhorn, Frugtbarhedens Tegn, over sit Hoved. Paa Runeb. No. 1. Fig. 1 har han "en Slægge i den ene Haand og en Krydshammer i den anden. Med den ene Hammer udsendte han Torden og Lynild, og med den anden drev han Tordenen tilbage igjen, at den ikke skulde skade enten Lapperne eller deres Dyr, som gik blottede for hans Magt ude paa de aabne og bare Fjelde<ref>Nærø-Manuskriptet.</ref>." "Noaiderne paastode, at de ved sine Runesange og Slag paa Runebommen eller ved Offer kunde slippe Tordenguden løs<ref>Jessen. Pag. 20.</ref>." Sandsynligvis har Noaiderne indbildt Mængden, at Tordenguden i Almindelighed var bunden, men at det naturligvis stod i deres Magt baade at løse og igjen at binde ham. Naar Tordenguden ved Noaidernes Hjælp blev sluppen løs, skede dette "dels for at befri Kvæg, der var blevet forhexet, dels for at modarbeide dem, som vilde gjøre Ondt, eller skaffe sig Hævn over Folk, med hvem de levede i Uvenskab. Men, dersom ''Horagales'' kom løs og ikke formaaede at skade den, mod hvem han var udsendt, idet han nemlig blev endnu stærkere paavirket af en anden Noaide, da vendte han sig ofte imod den Noaide, som havde sluppet ham løs, og gik ham haardt paa Klingen<ref>Jessen. Pag. 20.</ref>." Foruden Hammeren, som – efter Scheffer – i svensk Lapmarken kaldtes ''Ajeke veččera'', Bedstefaders Hammer, brugte ''Horagales'' ogsaa Regnbuen som Vaaben og udskjød med den Pile og dræbte onde Aander. Regnbuen kaldtes derfor, som allerede bemærket, ''Diermes davgge'' eller ''Ajeke davgge'', Bedstefaders Bue, eller ''Bajan davgge'', da ''Bajan'' (finsk ''paja'', Bulder) i den finmarkske Dialekt ogsaa betyder Torden.

Horagales beskyttede ogsaa Noaiden, naar hans Legeme laa besvimet, medens hans Aand for hen til ''Jabmi aibmo'' eller de Dødes Rige. Under denne Forretning "lurede nemlig Djævelen og onde Aander paa Noaiden, men ''Horagales’s'' Hund ''Starbo'', (der paa Runeb. No. 2. Fig. 7 staar aftegnet ved hans Side), holdt Vagt ved Legemet. Den holdt Djævelen og hans Engle borte fra Legemet, knurrede og bjæffede saaledes, at Tordengudens Tjener vaagnede og gik hen til ''Ačče-kaš'', Tordenguden selv, som da med sin Hammer slog saaledes paa Djævle og Trolde, at de ikke kunde hindre Noaidens Aand fra at komme tilbage til Legemet, ei heller slæbe dette bort eller tilføie det nogen Skade<ref>Hammonds Missionshistorie Pag. 438.</ref>."

Til ''Horagales'' maatte intet Hundyr og heller ikke noget kastreret Handyr ofres. En Hane findes derfor paa Runeb. No. 1 og en Renoxe, (som efter Nærø-Manuskriptet kaldes ''sarwa-værro'', af ''sarves'', Renoxe, og ''værro'', Skat, Offer), paa No. 3 og 5 aftegnede oppe i de øverste Guders Rum som de Dyr, der især ofredes til disse. Ingen Kvinde maatte nyde det ringeste af Offeret til Horagales. "Til Ære for ''Horagales''," siger Nærø-Manuskriptets Forfatter, "pleiede Lapperne, ligesom Nordmændene til Ære for Thor, at betegne sine Døre om Juleaften med et Kors, at krydse med Kniv over en Kande Øl eller et Glas Brændevin og ikke at oplade Laaget paa en fuld Smørkande, uden at gjøre et Kors derover med Kniven. De tænke hermed ikke paa Jesu Kors, men paa ''Horagales’s'' Hammer, som han holder i Haanden, og som er gjort som et Kors."
"Da Lapperne efter sin Overbevisning" siger Jessen, "havde ''Horagales'' at takke for sine Rensdyrs Ophold og Varetægt, følgelig for al sin Rigdom, saa kunde det hænde at Enkelte ved de mange og anselige Ofre, de bragte ham, satte største Delen af sine Midler til og bleve bragte til Betlerstaven." Hvad der forud er anført med Hensyn til Lappernes Begreber om ''Horagales'' er i alt Væsentligt overensstemmende med Finnernes Forestilling om ''Ukko'' og Esternes om ''Tara''. Ligesom ''Horagales'' var ''Ibmel’s'' nærmeste Efterfølger, saaledes var ''Ukko'' i Finnernes Gudsdyrkelse ''Jumala’s'' nærmeste Stedfortræder.

Ukko betyder i det finske Sprog: 1) gammel Mand, Olding, 2) Farfader, 3) Torden— og er beslægtet med den lappiske Benævnelse ''Aggja'', Farfader<ref>Magyar. ''agg'', Olding. Jakut. ''aga'', Fader. Østtyrk. ''aga'' el. ''aka'', ældre Broder, Far- eller Mor-Broder. Mongolsk: ''aka, acha'', ældre Broder, Herre.</ref> ''Ukko'' er saaledes egentlig et Epithet, hvorfor det i Kalevala ogsaa tillægges andre Guder; men i Almindelighed bruges det dog om Tordenguden og som en personlig Benævnelse for denne, ligesom ''Aggja'' i svensk Lapmarken for den lappiske Tordengud. ''Ukko'' var ''(taivahan jumala)'' Himmelens Gud og (''almojen jumala'') Luftens Behersker. Han havde sit Sæde paa en Sky (''pilven päälinen jumala'') og var (''pilvien pitäjä'') Skyernes Behersker. Han skildres forøvrigt som en vel udrustet og vel bevæbnet Mand. Regnbuen var et af hans Vaaben og hedder derfor ''Ukon kaari'', Tordenbue. Hans Pile vare af glødende Kobber. Han havde et - (''tulinen miekka'') – Ildsværd og dertil ogsaa en Hammer. Om hans Familie nævne Runerne Intet; heller ikke Lapperne vide Noget at fortælle om ''Horagales’s'' Familie. Som Himmelens og Luftens Behersker havde ''Ukko'' efter Finnernes Forestilling naturligvis ogsaa Magt over Lynild og Torden. Hvorledes han frembragte denne Lyd, vide Runerne ikke at forklare, medens Esterne derimod, at dømme efter Udtrykket: ''vanna issa huäb'', Gamlefader raaber, synes at have staaet i den Tro, at Lynilden frembragtes ved ''Ukko’s'' mægtige Raab. Lynild frembragtes, hvergang ''Ukko'' slog Ild, naar det blev for mørkt i hans himmelske Bolig<ref>Castrén. Pag. 39 og fl.</ref>. Da ''Ukko'' herskede over Vind og Veir, Sne, Regn og Hagel, havde han naturligvis ogsaa en mægtig Indflydelse paa Vegetationen. Han blev derfor hyppigst anraabt for at fremme Sædens Væxt, og Offer bragtes ham især om Vaaren.



==Fodnoter==
<references/>
<br><br>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på norsk]]
[[Kategori:Jens Andreas Friis]]
[[Kategori:Samisk mytologi]]