Dronning Mjadveig

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Carl Chr. Th. Andersen
(1828-1883)
Islandske Folkesagn og Eventyr

Dronning Mjadveig
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1864


Der fortælles, at i gamle Dage herskede en Konge i sit Rige; han hed Maane, og med sin Dronning fik han en Datter, der blev kaldt Mjadveig og allerede i en ung Alder var prydet med mange kvindelige Fuldkommenheder. Kongen lod bygge hende et fagert Jomfrubuur og gav hende en Mængde Terner til Opvartning. Men den sørgelige Hændelse intraf, at Dronningen, Mjadveigs Moder, faldt i en Sygdom, der blev hendes Bane. Efter hendes Død betoges Kongen af en saa svar Sorg, at han neppe kunde være oven Senge og ikke mere tog sig af nogen Ting. Men saasom Sagerne forekom hans Raadgivere at tage en bedrøvelig Vending, raadede de ham til at søge sig en Viv, der var ham værdig, og Kongen tog da den Beslutning, at sende sine to ældste Raadgivere med et fagert Følge ud paa en Beilerfærd, og snart seilede de fra Landet. De fore imidlertid vild ude paa Havet, saa at de ikke vidste, hvor de vare eller hvorhen de skulde stævne. Omsider fik de Land i Sigte, og did vendte de nu Stavn. De kjendte ikke dette Land, men gik dog fraborde. Først kom de til en Ørken, som de gik igjennem, søgende længe forgjæves efter Menneskeboliger. Endelig hørte de en saa liflig Harpeklang, at det forekom dem, at de aldrig havde hørt dens Mage tilforn, og de gaae nu efter Lyden, indtil de faae Øie paa et lidet Silketelt, hvorhen de da ile paa hastig Fod. I Teltet saae de en Kvinde, siddende paa en Stol, med Harpen i sin Haand, og spillende den Sang, som havde lokket dem hid; men en ung Pige saae de ved hendes Side. Da hun seer Mændene, bliver hun saa overrasket, at hun taber Harpen ud af Haanden og er nærved at falde i Afmagt. Men da hun kommer til sig selv igjen, spørger hun dem, hvorhen de drage eller hvorfor de ere komne hid. De fortalte, at de havde forvildet sig paa Havet, men at de vare Sendebud fra Kong Maane, som havde mistet sin Dronning og nu sørgede saa saare over hendes Død. Derfor ønske Raadgiverne at erfare af hendes Mund, hvorledes hendes Kaar ere, thi hun har gjort et behageligt Indtryk paa dem, fortælle de. Kvinden opfyldte deres Ønske og fortalte da, at hun havde været en mægtig Konges Viv i dette Land, men at en utallig Hær havde ødelagt Landet og dræbt Kongen, og det var da Høvdingens Hensigt, at underkaste sig Riget og tage hende til sin Hustru; men deri havde hun ikke villet indvillige, fortalte hun, og derfor var hun med sin Datter flygtet hid til denne Ørken, for her at opholde sig skjult. Raadgiverne tyktes, at her var Alt, som det burde være; de fandt, at hun var en passende Viv for Kong Maane, og beilede derfor til hende paa hans Vegne. Hun viste sig ikke meget tilbøielig til at gaae ind paa deres Beilen; hun havde ikke havt Tanker for Ægteskab, sagde hun, men gav dog tilsidst efter for deres Overtalelser. De indskibede sig nu med hende og finge Medbør, ligetil de kom hjem til Kong Maanes Rige. Men da Skibene saaes fra Land, satte Kongen sig i en Vogn og agede ned til Stranden, og aldrig saasnart fik han sin Fæstemø at see, før med Eet al hans Sorg forsvandt. Siden vendte han tilbage til Staden og lod berede et stort Bryllupsgilde, som varede i fjorten Dage. Da Gildet var forbi, drog Kongen i Leding, for at kræve Skat i sine Lande.


Men nu vender Historien sig til Kongens Datter Mjadveig. Engang, hun sad i sit Jomfrubuur, kom hendes Stedmoder til hende og sagde, at hun kjedede sig derhjemme i sin Ensomhed; derfor vilde hun for sin Fornøielses Skyld spadsere ud af Staden, og hun bad nu Mjadveig om at følge med, hvilket denne gjorde. Dronningen lader den Pige, som hun kaldte sin Datter, ledsage dem. Saaledes gaae de alle Tre afsted, og Dronningen er saare venlig imod sin Steddatter. Men da de vare komne et langt Stykke bort fra Staden, beder Dronningen Mjadveig om at tillade hendes Datter at bytte Klæder med hende, og Mjadveig tillader derfor Pigen at tage sin Kaabe paa, medens hun selv ifører sig Pigens Dragt. Da siger Dronningen: »Nu er det min Villie og saa skal det være, at min Datter faaer Mjadveigs hele Udseende og Miner, saa at Ingen skal antage hende for nogen Anden end Mjadveig. Derpaa binde Moder og Datter Hænder og Fødder paa Mjadveig og lade hende saaledes der tilbage, medens de selv vende om til Staden, hvor Dronningen sætter sin Datter ind i Mjadveigs Buur. Alle troede, at det var Mjadveig selv, men Ternerne fandt dog, at hendes Sind havde forandret sig svarlig, medens hun spadserede derude med Dronningen for sin Fornøielses Skyld. De anede Intet, og Intet vidste de om den udenlandske Pige, som før kom derhen med Dronningen; de brød sig da heller ikke om at faae Noget at vide om hende.


Men om Kongens Datter Mjadveig er at melde, at hun ligger ilde behandlet paa den Viis, som før er fortalt, indtil hun tilsidst falder i Søvn af Smerte og Fortvivlelse. Da drømmer hun, at hendes afdøde Moder kommer til hende, taler medlidende Ord til hende, løser hendes Baand og giver hende en Dug, hvorpaa der forekommer hende at være Mad, sigende, at hun aldrig skal tømme den ganske, men undgaae at lade Nogen see den og vogte sig for sin Stedmoder og hendes Datter. Da vaagner Mjadveig, og Alt forholder sig, som hun har drømt.


Om Dronningen er at fortælle, at hun faaer en Mistanke om at Mjadveig endnu er ilive. Hun udsender derfor lønligt sin Datter for at udspeide hvorledes hun har det. Datteren traf Mjadveig og saae, at der var skeet nogen Forandring med hendes Kaar. Hun anvender da al sin sledske Venlighed for at komme efter, hvorledes det hænger sammen med denne Forandring, og siger til Mjadveig, at ilde har hendes Moder handlet, da hun saaledes sveg hende, men nu vil hun dele Landflygtigheden med hende; saa kunne de komme til deres Ret, naar Kongen kommer hjem igjen, og nu skal een Skjæbne overgaae dem Begge. Mjadveig synes ilde om Pigens Tale, men er dog nødt til at finde sig i at hun bliver hos hende. Efter nogen Tids Forløb lægger Pigen sig ned og lader som hun sover. Saasnart Mjadveig troer, at hun er falden i Søvn, vender hun sig lidt til Siden, tager Dugen frem og giver sig til at spise; men nu havde Dronningens Datter naaet sin Hensigt, i et Nu springer hun op, snapper Dugen fra Mjadveig og vender hjemad, idet hun siger, at aldrig skal denne Mad komme til at gavne Mjadveig.


Nu var denne fast i en ligesaa slet Tilstand som før, og hun vankede om fra det ene Sted til det andet, indtil hun af Træthed og Lede tilsidst faldt i Søvn. Da drømmer hun, at hendes Moder kommer anden Gang til hende og siger, at hun har handlet saare uforsigtigt; men siden det nu engang er saaledes, da skal hun gaae den lige Vei ned til Søen; der vil hun see en Tange, som skyder sig ud i Havet, og en snever Fodsti, som fører ud til den; ad den skal hun gaae og hun vil da finde der et lille Huus, som er lukket, men hvortil Nøglen staaer i Døren. Derpaa skal hun gaae tre Gange med Solen og tre Gange imod Solen rundt om Huset og hvergang tage fat i Nøglen. Da vil Huset aabne sig og hun skal saa blive i det for det Første, men hun vil ikke kjede sig derinde; thi, sagde hun:


»Der Gjøgene mon kukke,
Der Blomster sig oplukke,
Der Væderens Pels er glat og blød.« 


Nu vaagner Mjadveig og gaaer den Vei, som Drømmen havde viist hende. Alt gik ganske til, som det var blevet hende forudsagt, og den ene Dag fløi nu efter den anden forbi hende i Fryd og Gammen. Men engang, da hun var gaaet op paa Land for sin Morskabs Skyld, saae hun en Flaade komme seilende i Nærheden af Landet, og hun saae, at Skibene styrede her i Havn. Ved dette Syn blev hun saare bange og løb saa hurtigt, som Fødderne kunde bære hende, tilbage til sit Huus, men da løsnedes hendes ene Sko, der var af Guld, og hun tabte den i Løbet. For Flaaden raadede en Kongesøn, som netop seilede hid til Landet for at beile til Kong Maanes Datter Mjadveig. Idet han gik fraborde for at gaae til Staden, finder han en Kvindesko af Guld, der er saa deilig formet, at han lover at ægte den Pige, hvem denne Sko har tilhørt. Han kommer til Staden og beiler til Mjadveig Kongedatter, men tilføier dog samtidig dermed, at han har gjort det Løfte, kun at ægte Den, hvis Sko han har fundet paa Veien til Staden. Dronningen ønsker at faae Skoen at see, og Kongesønnen rækker hende den. Den kjender hun godt, siger hun, den har hendes Datter Mjadveig tabt engang, da hun spadserede for sin Fornøielses Skyld; saaledes bærer Ungdommen sig jo gjerne ad. Siden gaaer hun ind til sin Datter, fortæller hende, hvorledes Sagerne nu staae, og gaaer ind med hende i et Lønkammer for at give hende Guldskoen paa; men,da kan hun ikke engang faae sin halve Fod ned i den. Dronningen hugger da baade Tæerne og Hælen af Foden og giver hende saa Skoen paa. Pigen tykkes, at hendes Moder farer vel haardt med hende, men Dronningen sagde, at man maatte gjøre Noget for at faae en Kongesøn. Siden ifører hun hende al hendes deiligste Pynt og leder hende ved Haanden ind i Hallen og viser Kongesønnen, at Skoen passer til Foden, hvilket ogsaa forekom ham at være saa. Da beiler han paany til Kong Maanes Datter Mjadveig, og den Bøn blev vel hørt. Kongesønnen sagde, at nu vilde han seile hjem med hende til sit Rige, men komme tilbage senere hen for at indbyde til Gildet, og saa drager han bort med hende. Men idet han seiler forbi det Sted hvor Mjadveig Kongedatters Huus ligger, hører han en saa stærk Fuglekvidder, at han maa lægge nøiere Mærke til den; han forstod sig paa Fuglenes Maal og det tyktes ham, at de sagde:


»I Stavn sidder Hugget-Hæl,
Med Skoen fuld af Blod;
Men paa Land sidder hun Mjadveig
Maanes Datter.
Meget bedre Brud er hun!
Vend om, vend om igjen, Kongesøn!« 


I Førstningen vilde han ikke troe denne Fuglepassiar, men da han dog endelig gav sig til at see nøiere efter, fandt han, at det var, som de sagde, for Pigens Vedkommende. Da tager han en Tryllestav og maaler hende over Skuldrene med den, og da blev hun med Eet til en stor og styg Troldkvinde, og nu maatte hun fortælle Alt om sig og om sin Moder Dronningen. Derpaa dræber han hende og salter hende ned, men Kjødet af hende, der fyldte tolv Tønder, lader Kongesønnen bringe ombord i et Skib, som i Forveien blev ladet med en stor Mængde Krudt. Siden lader han en Baad lægge fraborde, roer til Land og finder Huset. Efter Fuglenes Anviisning lykkes det ham at aabne det, og han seer da en vidunderlig fager Pige, som han spørger om Navn. Hun fortæller, at hun hedder Mjadveig og er Kong Maanes Datter og at hun maa opholde sig her i Løndom, formedelst sin Stedmoders Ondskab. Kongesønnen beretter hende da, hvorledes Tingene nu have vendt sig, viser hende Guldskoen, som han selv sætter paa hendes Fod, og han seer da, at hun har Magen til den paa sin anden Fod. Nu tykkes det Kongesønnen, at denne Pige er hans rette Fæstemø, skjøndt man har fordulgt Sandheden for ham; med hendes Villie bringer han hende ombord paa sit Skib, og lægger siden af List Flaaden ind i en skjult Vig, hvor han forbliver en Tid. Men siden lader han alle Skibene seile ind til Stadens Havn, gaaer derpaa hjem til Kongehallen og indbyder Kongen og Dronningen til sit Bryllupsgilde. Kongen er villig til at komme, men Dronningen ikke; hun er ikke vant til Søreiser, siger hun, hun vil derfor heller blive hjemme end drage paa saa langt et Togt. Kongesønnen sagde, at hendes Datter vilde blive bedrøvet, hvis hun afslog denne Indbydelse, og han blev ved at overtale Dronningen, indtil hun tilsidst lod sig bevæge. Nu bleve de Alle førte ned til Stranden tilvogns, og gik siden ombord, hvorpaa Skibene stak i Søen. Men underveis bliver Dronningen saa kummerfuld, at hun ikke har Tanke for noget Menneske. Kongesønnen beder hende da i Eenrum at fortælle, hvad der volder hende Sorg. Hun gjorde det saare nødigt, men lod sig dog omsider overtale dertil, og fortæller da, at det staaer saadan til med hendes Helbred paa denne Reise, at hun ikke har Lyst til at spise, naar Andre spise, og at det vist kommer af, at hun er søsyg. Hun beder Kongesønnen om at raade Bod herpaa, men han svarer, at det kan han ikke, han veed ikke af nogen Spise, der kan være hende tjenlig; han har kun noget salt Kjød paa eet af Skibene, men det er raat, siger han, og derfor kan hun ikke have nogen Nytte deraf. Hun svarer, at det kan hun selv koge til sig, og faaer nu atter et straalende Ansigt, men beder Kongesønnen om at tie stille med disse Smaating. Der fortælles, at Dronningen hver Dag spiste en Tønde og at hun, saalænge hun nød sit Maaltid, altid var den styggeste Troldkvinde, men atter skiftede Ham, saasnart hun havde spiist. Saaledes gik nu elleve Dage hen, men paa den tolvte Dag, just som hun var ifærd med at faae den tolvte Tønde tillivs, kaldte Kongesønnen Kong Maane hen for at see, hvad hun havde for, og fortalte ham, hvor ofte hun har været saaledes paa denne Reise. Men Kongen taber baade Næse og Mund, da han nu seer, hvorledes et sligt Uhyre har faaet ham i sit Garn. De satte saa Ild til Krudtet paa det omtalte Skib, som strax sprang i Luften derved, og Dronningen, eller rettere sagt Troldkvinden, fik der en brat Bane. Endelig beder Kong Maane Kongesønnen om at fortælle, hvordan det hænger sammen med disse forfærdelige Historier. Han gjør det, og fører ham siden til Mjadveig, som nu til Punkt og Prikke beretter ham Moderens og Datterens hele Adfærd og Svig; men Kongen undrer sig storlig over disse Tidender.


Nu seilede de hjem til Kongesønnens Rige, hvor der blev holdt et lystigt Bryllupsgilde, som varede en heel Maaned, og i al den Tid gik Bægerne flittigt rundt. Efter at den Herlighed var forbi, blev Kong Maane fulgt paa Vei med gode Gaver. Saa seilede han hjem til sit Rige, hvor han herskede til sin høie Alderdom, og dermed er han ude af Fortællingen.


Men om Kongesønnen er at melde, at han bliver Konge efter sin Fader, og der gaaer nu et Aar hen, uden andre Hændelser end den, at Dronning Mjadveig føder et fagert Drengebarn. Efter Barnets Fødsel gaaer hun en Dag med en af sine Terner til Badet, men da hun er kommen derhen, mangler hun Sæbe, hvorfor hun sender Ternen hjem for at hente den, medens hun selv bliver alene tilbage paa Badestedet. Da kommer en Kvinde til hende og hilser høvisk. Dronningen besvarer hendes Hilsen. Kvinden beder hende om at bytte Klæder med sig og Mjadveig opfylder hendes Forlangende. Da fremsiger Kvinden et Trylleord og byder, at hun selv faaer hele Dronningens Udseende, men at Mjadveig skal drage til hendes Broder, og i samme Stund forsvandt den rette Dronning. Ingen vidste Noget om Dronningebyttet, men fra den Dag af syntes hvert Menneske ilde om Dronningen, som da ikke var saa underligt. Saa fortælles der, at dengang Kongen tog Mjadveig ud af hendes Huus paa Tangen, tyktes det ham saa fagert og yndigt, at han med sin Trolddom flyttede det hid, hvor det siden stod ved Dronningens Sal, ganske som det var forhen, medens Alt gik godt:


»Thi Gjøgene mon kukke
Og Blomster sig oplukke;
Og Væderens Pels var glat og blød.« 


Men nu forandrede det sig saaledes:


»At ingen Gjøg vil kukke,
Ingen Blomst sig oplukke;
Ei Væderens Pels er glat og blød,
Og Gutten, som taug paa Moderskjød,
Nu græder i sin Vugge.« 


og Alt syntes nu at gaae aflave i Riget. Da skete det en Dag, at Kongens Faarehyrde vankede nede ved Søen. Han seer da, at der nedenfor nogle bratte Klipper dukker en Glashal op af Havet, hvori der sidder en Kvinde, saa liig Dronning Mjadveig, at han ikke kunde skjelne dem fra hinanden; men om Hallen var slynget en Jernlænke, som blev holdt af en styg Jette, der atter trak Hallen ned paa Havets Bund. Manden blev saare forundret over dette Syn og blev staaende stille ved en Bæk. Men som han staaer der i sine dybe Tanker, seer han et Barn øse Vand af Bækken. Han giver Barnet en Fingerring af Guld; det blev saare glad over Gaven og forsvandt siden ind i en Steen, som saaes der i Nærheden. Strax derefter kommer en Dverg ud af Stenen, hilser paa Manden, takker ham for sit Barn og spørger ham, hvad han nu vil have af ham i Stedet. Men Hyrden ønsker kun at vide, hvorledes det hang sammen med det Syn, han saae nedenfor Klipperne. Dvergen fortæller da, at det er Dronning Mjadveig, som boer i Glashallen; at hun er fortryllet af onde Vætter, medens en Troldkvinde, som er en Søster til den Jette, han saae holde i Lænken, nu har indtaget hendes Sted. Endvidere fortæller Dvergen ham, at Jetten har givet efter for Mjadveigs Bønner og tilladt hende fire Gange at komme paa Land paa den Maade, som han selv har seet, og skulde det vorde hendes Frelse, hvis Nogen var saa heldig paa den Tid at kunne udløse hende af hans Kløer; men nu havde hun allerede tre Gange været paa Land, og naar hun den næste Dag kom op, var det for sidste Gang. Hyrden beder Dvergen om at raade ham, hvorledes han skal udfrie Dronningen af Trolddommen. Dvergen giver ham en Øxe og byder ham at hugge Lænken med den, naar Hallen den næste Dag kommer op igjen. Hyrden venter i Stenen hos Dvergen om Natten, men Morgenen derpaa gaaer han did, hvor Hallen pleiede at komme op. Efter en kort Tids Forløb kommer Hallen op til Klippen, og Hyrden tager sig nu ikke lang Betænkningstid, men hugger paa Lænken, og har Lykken med sig. Men nu kommer Jetten op, og vil dræbe Den, der huggede i Kjæden. Da hidiler Dvergen med en lille Pose, hvis Indhold han strøer over Trolden, som øieblikkelig blindes derved, saa at han styrter ned af Klipperne og strax lader sit Liv. Men Mjadveig bringe de ind i Stenen, og der forbliver hun. De Andre gaae hjem til Staden og maale den formeentlige Dronning med en Tryllestok; i et Nu forvandledes hun til en hæslig Troldkvinde, og de tvang hende nu til at fortælle dem sin Historie.


Hun fortæller da, hvorledes hun har behandlet Mjadveig og hvor hendes Broder har sin Bolig. Ligeledes fortæller hun dem, at Kong Maanes anden Dronning var deres Søster; dette har hun gjort for at hevne sig paa Dronning Mjadveig, siger hun. Men Kongen vredes saare og lader dette Uhyre lide den forsmædeligste Død.


Hyrden spørger nu Kongen, hvorledes han vilde lønne den Mand, der formaaede at udfrie Dronningen af Trolddommen. Men Kongen svarede, at ham vilde han hædre med store Pengegaver, give ham Jarlenavn og Lande til at raade over. Hyrden var da ikke længe om at hente Dronningen og bringe hende til Kongen. Det blev et Møde saa frydefuldt, at det ikke lader sig beskrive. Dengang Dronningen atter kom til sin Lykke,


»Da Gjøgene mon kukke
Og Blomster sig oplukke,
Og Væderens Pels var glat og blød.
Den Smaagut smiilte paa Moderskjød
Og taug nu i sin Vugge.« 


Efter den Tid levede Dronningen i Lykke til sin høie Alderdom. Og hermed ender Fortællingen om Kong Maanes Datter Mjadveig.