Vis kilden til En oldtidshelligdom

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=En oldtidshelligdom]] !!  !! 
|-
|}


[[Fil:Axel Olrik4.jpg|thumb|140px|<center>Axel Olrik<br></center>]]

<center>'''[[Danske studier]]'''<br>København, 1911


<br><big><big>'''En oldtidshelligdom'''</big></big>
af [[Axel Olrik biografi|Axel Olrik]]</center>



Opdagelsen af oldtidens veje og deres sammenhæng med de store rækker af gravhöje, som musæumsdirektør Sophus Müller for få år siden kunde fremsætte, og som med slående klarhed blev oplyst ved et udførligt kort over de midtjyske egne (nu udstillet i Nationalmusæet), har atter bragt røre i spörsmålene om landets gamle bebyggelse og har givet ganske nye holdepunkter for granskningen. Jeg skal her kun prøve at følge et enkelt steds historie<ref>De vigtigste kilder — foruden selvsyn i sommeren 1906 — er: Præsteberetning til Ole Worm 1638 (Jyske saml. 2 R. IV 24; jævnført med den originale kortskitse i Rigsarkivet, tidligere i Universitetsbibl., E don. var. 45 fol.); Generalstabens målebordsblad Stubbergård (jævnført med de af målerne udarbejdede navnelister og stabens alfabetiske navneblokke); Nationalmusæets store höjkort (hvoraf — med musæets tilladelse — et skitseret udsnit meddeles nedenfor) og dets herredsundersøgelser med tilhørende kort; Dansk Folkemindesamling: målebordsbladene for Sevel sogn med tilhørende navneliste ved lærer P. Kristensen, lydskreven af cand. mag. Anker Jensen 1907; O. Nielsen, Beskrivelse af Hjerm og Ginding herred (1895) s. 418 ff; mundtlige meddelelser og fotografier fra professor ved Landbohøjskolen Kr. Rørdam. Jeg bringer alle pågældende embedsmænd og private min bedste tak for deres uundværlige hjælp. </ref>


[[Fil:Sevel bakkedrag.jpg|450px|left|thumb|<center>Den østlige kant af Sevel-bakkedraget, set fra Tallingmose, ɔ: fra Hellesøs gamle strandkant mod syd. (Foto: clm).</center>]]Midt i de store flader af goldt hedesand, der fra Limfjordens sydligste bugt strækker sig ind i landet, ligger som en oase Sevel by og dens bymark. Her er frodig lergrund, her har stået herlig egeskov, og endnu gör det et eget indtryk at se den i træer klædte by og bakkedrag at ligge der i heden; et bælte af søer i retning nord—syd (Stubbergård sø, Hellesø, Flynder sø osv.) bryder ensformigheden i det mörke hedelandskab. Her rejste sig i middelalderen Stubberkloster, en adelig nonnebolig ved skov og sø. En endnu ældre tid lærer fortidslævningerne os at kende. 


Gravhöjene fortæller om den store rolle, denne egn har spillet i oldtiden. Trods det usle jordsmon i en stor del af sognet rummer det o. 370 höje, — omtrent lige så mange som de andre otte sogne i Gindingherred tilsammen. Fire eller fem oldtidsveje, let kendelige på de store höjrækker, løber her sammen. Den störste af dem alle kommer fra syd på den vestlige side af Stubbergård sø; den har skilt sig ud fra den store færdselsvej mellem Viborgegnen og Vesterhav, der antydes af höjrækken syd for Stubbergård sø. Höjrækken, der løb mod Sevel, er overordentlig fremtrædende, en del af vejen danner den en tæt höjgade, udvider sig syd for Sevel by til en hel kirkegårdsagtig klynge af höje, og viser sig atter som række på Sevelbakkens sydlige rand. Østfra over Hjælm hede kommer en höjrække fra nordøst, en fra øst, og en svagere række fra sydøst; de mødes på nordsiden af Hellesø, hvor flere vejspor i skrænterne endnu er synlige. Lidt længere fremme, på Sevelbakkens affald mødes disse østlige veje med en meget kendelig fra nordvest (fra bakkeegnene vest for Flynder sø). 


Hvad har givet disse steder en betydning som skæringspunkter for vejlinjer?


[[Fil:Kort Hellesø.jpg|400px|right|thumb|<center>Egnen omkring Sevel og Hellesø. De røde og blå markeringer viser oldtidsgrave - hhv. fredede og ikke fredede.</center>]]Passet nord om Hellesø er den eneste gennemgang gennem sørækken. Men som eneste forklaring for disse vejes betydning strækker dette ikke til; den førrer ikke til nogen forbindelse af lignende art som de store vejlinjer der stiler imod Viborgegnen. Og nordvestvejen interesserer sig ikke det mindste for passet; den løber i lige linje mod det nordlige affald af Sevel bakke. Derimod er der ingen af vejene som bryder sig om Sevel by; den sydfra kommende nærmer sig kun til byen for at svinge uden om kløften ''æ Gjæw'' og følge bakkeranden østpå indtil den standser lige foran dennes naturlige höjdepunkt, Harildsbakken. På samme måde nordvestvejen; den undgår Sevel by, sigter lige på bakkens østlige side ind mod Hellesø, da den er kommen op dær, mødes den med østvejene, og de ligesom tar sigte på den samme Harildsbakke; men de når den ikke, ti höjrækken hører pludselig op og selve bakkefladen er bar. 


Det ser ud, som noget har været tilsigtet ved hele denne ordning; men hvad det er, har oldtidslævningerne ikke oplyst. 


Det er muligt at hvad stederne ikke selv kan fortælle om, det kan deres navne give forklaring på. 



Det er godt först at gå til ''bynavnene''. De plejer både i sig selv at være gamle, og at foreligge i ret tidlige dokumenter, der giver støtte for en sproglig tydning. 


Kun et eneste sted ejer en virkelig anselig bebyggelse, selve kirkebyen ''Sevel''. Dens störrelse og dens kirke vidner om tidlig bosættelse. Hermed stemmer det også, at navnet har den opslidte, ugennemsigtige skikkelse, som de ældste lag af navne så ofte har. Det skreves 1340 ''Søuæl'', og udtales nu ''Søw't''. Forsøgene på at tolke det lader jeg ligge til siden. I vid omkres omkring Sevel by findes ingen anden stor bebyggelse, men kun små bosættelser. Först og fremmest er der alle navnene på      ''-thorp''. De ligger i bækkelejer eller lavninger ved søen: ''Stubthorp'', der i middelalderen blev omdannet til Stubber kloster; ''Navtrup'', oprindelig en lille samling af gårdsæder under klosteret; og omme i nord ''Jatrup''. På det magre land midt inde i höjrækken ligger ''Gunderup'' og ''Herrup''; endnu 1683 havde de ikke drevet det höjere end til 1 gård (eller 2 halvgårde) hver. Her har vi altså den kres af udflyttersteder, der i vikingetid eller snarere i middelalder har rejst sig uden om Sevel by.


Foruden ”thorperne” har vi nogle enstedgårde og småbygder af nyere oprindelse. Alt det vidner om, at der intet andet bosted er fra fjærne tider end selve sognebyen. 


(Hvad jeg her omtaler, er det egenlige Sevel sogn. I 16de årh. blev Trandum sogn forenet dermed. Det er landet østpå ind over Hjælm hede, og har sit tyngdepunkt ovre i den lidt mere frugtbare side ved Karup å. For øvrigt viser dette Trandum sogn nöjagtig samme formel for bebyggelse: en gammel kirkeby med oldtidspræget navn (på -um) på bedre jordbund og nær vand, foruden den nogle yngre ”thorper” og en enkelt ”Skovby”, og endnu yngre spredt bebyggelse. 


Jeg gör i forbigående opmærksom på, at når man har troet i höjrækkerne at have selve de gamle bebyggelseslinjer, så stemmer det ikke med stednavnenes vidnesbyrd i dette tilfælde. Det er de små middelalderlige ”thorper” der ligger ind mellem höjene; den gamle storby ligger vel med rig höjbygd i nærheden, men er ikke blandet sammen med höjene. Jeg skulde tro, at denne sætning har ret stor almen gyldighed; det er som regel kun de unge småbyer der ligger mellem höjene.) 


Efter dette vender jeg mig atter til selve Sevel '' [søw’t]'' by, allerede i 1340 ''Søuæl''<ref>1340 Søuæl (Ribe Oldemoder 113); 1467 1511 Søwel (Harsyss. dipl. 57, ON 422). Jf. gården Sevelsted i Nabosognet Sal (1489 Søffweltwedt) ”omgiven af eng og kær, der i en fjærn fortid har stået under vand” (ON 377). </ref> Det ligger nær i navnets förste del at søge ordet ”sø”, da den ligger så nær ved Hellesøen. ”Man skulde dog”, bemærker O. Nielsen, ”vente formen Sjöwl, da sø altid udtales sjø eller syø”. Men O. Nielsen viser sig at være en lidt tvilsom kilde for dette sogns mål; og den nyere optegnelse har en Søagre [s&#952;aw&#477;r] ved Hellesøs bred. Snarere kunde hans indvending passe på en ældre tid. I så fald kan navnet ikke gå tilbage til en form på Sjø-, men vel til en på Sæ-, der havde ganske samme betydning (jf. Sæby, ɔ: byen ved søen)<ref>En anden tolkning giver lærer P. Kristensen, der sammenstiller det med Sövsø i Davbjærg sogn. I så fald skal det snarest hænge sammen med ordet ”siv” (oldn. ''sef'', jf. sv. Säfsjö, en sådan form har formodentlig været til i jysk jævnsides med den nu gængse med ''i''). Men hvad er da ''æl?''</ref>. 


Sidste del ser meget dunklere ud. Men her møder vi det mærkelige, at sognet rummer tre navne, der alle har samme endelse: Sevel, Trævel og Strivel. Trævel er navnet på en gård ved den sydlige ende af Stubbergaard sø, lige ved den store gamle samfærdsvej med höjrækken, som her deler sig lidt og paa forskellige steder har vadesteder over den sydfra kommende bæk. Navnet har man villet forklare som ”tre væld”; men de tre væld har rigtignok ikke været til at eftervise. Derimod svarer de ”tre vadesteder” ganske til stedets natur og til den rolle det lige fra oldtiden har spillet. — Strivel kendes kun i navnet Strivelagre 1638, der lå ved Karupå, dær hvor den deler sig (den såkaldte Korså); det nærliggende sted i åen må have heddet Strivel, og O. Nielsen har sikkert tolket det rigtigt som ”det stride vadested”. 


Navnet Sevel, Sø-uæl må da betegne ”sø-vadestedet”, et navn der sikkert har gældt passet ved Hellesøens nordlige bred, hvor vejene fra forskellige sider mødes. 


[[Fil:Hellesø.jpg|450px|left|thumb|<center>Hellesø set fra foden af Sevel-bakkedraget. (Foto: clm).</center>]]Sidste del af navnet har man forklaret som afsleben form af ordet ”vejle” (grundt vand, vand der kan vades); i så fald skulde navnet være opstået af et ældre *Sæwæthæl. Der er dog i jyske stednavne (ikke mindst i Sevel sogns) en overvejende tilbøjelighed til at bruge ”vejle” om en grund havarm, og det simplere ”vad” om vadested i å. Derimod har — således som O. Nielsen snildt har påvist (UJBI. I 230 f; Beskr. 371 jf. 429) — disse vestjyske hedebygder en forkærlighed for et ord ''fel'', vadested. I Sevels nabosogn mod syd fandtes ”en waadested offuer Simmelkier, kaldes Hemmingsfele”; i dettes nabosogn mod vest en lavning Guldfæl; i Hammerum herred en å ”Strifell”, et vadested Filvad osv. Blandt disse eksempler turde det navnlig være bindende, at der i Storåen er en Strifell, i Karup å en Strivel, for at vise at det i virkeligheden er samme sproglige dannelse. Formen ''fel'' er den oprindelige; den genfindes i norske og svenske elvenavne, formen ''vel'' er opstået ved at f blev ændret efter selvlyd<ref>Tilsvarende overgang findes i personnavn Harwasthæ 1266 (jf. Herfastus, Norman o. år 1000), og i det skånske bynavn Torastaröd (af mandsnavn Thorfasti), samt i mange svenske personnavne på -fast(er). — Forøvrigt kunde Søuæl også forklares som *Sæ-fal, ɔ: søslette; men de mange vestjyske benævnelser på vandløb eller steder ved vand peger i anden retning. Jf. Rygh, Norske elvenavne: fjal-; Hellquist, Sjönamn 123.</ref>. 


Vi har således fået overblik over bebyggelsesnavnene i Sevelegnen. Det förste de viste var typiske eksempler fra den gængse form for bebyggelsens vækst: fra et gammelt centrum ud i videre krese. Det næste, mere særlige, de oplyste, var den rolle som samfærdslen, særlig vadesteder, spillede ved den ældste navnegivning. Dette resultat er for så vidt værd at notere, fordi det stemmer med arkæologiens vidnesbyrd om vejenes og höjrækkernes store rolle. Men vi er egenlig ikke kommet stort nærmere til at forklare det mærkelige forhold, at så mange veje mødtes på bakken eller ved søens bred. 


Vi må da gå til ''navnene på naturforhold''. Det er et materiale, som vi næsten aldrig har i helt gamle kilder, og som det ofte er vanskeligt at få fat på. I dette tilfælde foreligger det dog ret righoldigt. Vi har præsten Jörgen Lauritsöns antikvariske indberetning til Ole Worm 1638 (nu i Rigsarkivet), den består i en ganske god kortskitse. Vi har Generalstabens målebordsblad fra 1881, og det utrykte navnemateriale, som er knyttet til det. Dernæst er der i Dansk Folkemindesamling fuldstændige lister over alle navne i sognet (med tilhørende afmærkede eksemplarer af målebordsbladene); de skyldes lærer P. Kristensen, en mand der har tilbragt næsten hele sit liv her i sognet og som står höjt i retning af antikvarisk interesse og skönsomhed. Hans optegnelser er fra 1907 og er forsynede med lydangivelse af kand. Anker Jensen. Tidligere har han givet en mængde oplysninger til O. Nielsens ”Hjerm og Ginding herreder”. Endelig har jeg også selv gjort notitser, dels under et kort besøg i sommeren 1906, dels ved samtale med Stubbergårds tidligere ejer, professor K. Rørdam. Disse efterretninger udfylder og oplyser hinanden, så at det hele sæt af navne ligger ret klart. En udførlig og kyndig sproglig bearbejdelse på selve stedet havde naturligvis været endnu bedre. 


Lad mig, inden jeg går videre, tage et eksempel på, hvordan navne kan gemme sig. En af Generalstabens opmålere har ved den sydlige ende af Stubbergård sø fået opgivet at søen hed ''Søndersø'' (et navn der er så meget mærkeligere, fordi de folk der opgav ham det, havde søen i nord). Da listerne blev gennemgåede, blev navnet strøget ud; det blev altså ikke engang taget med i Generalstabens ”navneblokke”. Men nu har jeg fra Stubbergård fået opgivet, at den nordlige ende af søen hedder Søndersø, og at hele den øvrige sø hedder ''Storesø''. Sammenholder vi disse oplysninger, kan der ingen tvivl være om at ''Søndersø er det gamle navn på søen''; det at opkalde søen efter en i dens nærhed liggende gård er derimod yngre, snarest bogagtigt. Søndersø er altså søens folkelige navn. Dette er ikke så umådelig mærkeligt — jeg husker hvor Magnus Olsen, den norske professor, smilte, da jeg fortalte ham dette fund af et ”ægte” sønavn. Men jeg nævner det kun for at vise, at den lidetsigende eller tilsyneladende fejlagtige tradition ikke på forhånd bör vrages, den kan indeholde den ægte overlevering. En lille interesse har navnet Søndersø også for os: den viser at navngivningen ikke skyldes dem der bor ved søen, men er sket ud fra et nordligere standpunkt, snarest Sevel bys; — det stemmer altså med hvad jeg udtalte om egnens oprindelige bebyggelse. 


Langt betydningsfuldere er navnet på den næste sø, den der ligger nærmere ved Sevel by og ved skæringspunktet for de gamle vejlinjer. Den hedder efter alle kilders vidnesbyrd (også præsteberetningen 1638) ''Hellesø''. Ingen der kender nordiske stednavne vil være i tvivl om hvad navnet betyder: ''den hellige sø''. Til overflod af oplysning har vi en mils vej længer mod vest den lille Helleå (udspringende fra en helligkilde), der endnu i 1454 kaldtes ''aa hin helyœ'' ɔ: oldn. ''á-in helga''. På samme måde må da Hellesø gemme et ''*sjór inn helgi'', den hellige sø. Nu forstår vi bedre, at Sevel har haft den store samfærdsel: her var helligsted. 


Vandstanden i Hellesø er i 19de årh. blevet sænket ved kunstig afvanding, efter at Stubbergård var flyttet herhen fra den gamle klosterplads på øen i Stubbergård sø. Tidligere gik søen höjere; i den fjærneste oldtid (afsmæltningstiden efter istiden) endog ind til bakkedragets fod. 


[[Fil:Harildsbakke.jpg|450px|right|thumb|<center>Harildsbakke.  (Foto: clm).</center>]]Her ved Sevel bakkes østre side ud mod Hellesø forekommer fire mærkelige navne. En bæk, der kommer fra Sevel by, går gennem en lang dyb kløft med gammel egeskov; stedet hedder ''æ Gjæw’''<ref> Således [udtalt med ”stød”] alle meddelere; kun O. Nielsen opgiver ”e gjøw”. Navnet findes tidligst i måler-listen 1881 som ''Gjæven''; ved kortets endelige redaktion blev det gjort om til ''Gjævet'', en betegnelse der siden har været brugt i literaturen.</ref>. Kløften krummer sig uden om et bakkedrag med pragtfulde skrænter. Den höjeste bakkespids, der rager op over æ Gjæw på bakkedragets sydside, hedder ''Harilds bakke''. De marker, der strækker sig over den østlige del af bakkedraget fra Harild og hele vejen ud mod søen hedder ''Lundene [æ lu.n]'' eller ''Lundemarken''. Endelig opgiver kortskitsen fra 1638, at der her skal findes en ''Gieffn-skoff''. Dette navn må altså være fælles betegnelse for skoven i æ Gjæw og for den der en gang har stået i "æ Lu.n". 


Det mest fremtrædende punkt er "Harilds bakke". Den opgaves 1887 först af måleren at hedde "Harens bakke", men den redigerende officer (P. W. Hammer) har bemærket at "udtalen er Haarnsbakke eller Haarlsbakke med tonen på förste stavelse"; ved kortets endelige udarbejdelse blev den derfor skrevet "Harilds bakke". I virkeligheden kendes ikke anden udtale end ''hå.r&#477;lsbak''. Navnet må have samme oprindelse som andre jyske stednavne Harild, og Generalstaben har med rette henført det til denne gruppe. Der kan næppe være tvivl om, at anden stavelse indeholder en betegnelse for höj eller bakke, og at den svarer til æ. jysk ''-hillæ'', höj (der regelmæssig bliver til ''-ild, -&#477;l) ''. Den bruges sammensat med gudenavne (Othenshyllæ-Onsild, Nærild) og er en karakteristisk modsætning til øernes brug af ''-høghæ'' i samme betydning. Förste del af navnet må — således som O. Nielsen har gjort med de beslægtede navne — henføres til æ. jysk ''*harigh'' oldn. ''h&#491;rgr'', stendynge der tjæner som offersted. I nabosyslet Salling findes en ''Harigh'' (ɔ: offersted), midtpunktet i ''Hargæhæreth''; sammensætninger af ordet findes mangesteds: Hargheby, Harrim, Harild osv.<ref>O. Nielsen UJBI. I 271—72. Hvor ingen gamle former foreligger, kunde navnet efter sin lydform henføres til dyrenavnet "hare"; men det vilde jo passe dårlig til den øvrige række, og til den höjtidelig-oldtidsagtige sammensætning på -hillæ.</ref>. Sammenhængen med disse navne er så nær, at vi må opfatte vort Harild som ''*Hargh-hillæ ɔ: höjen med offerdyssen.'' 


Nu ser vi, at de tre stednavne der ligger sammen, også hører sammen efter deres indhold: Harild, Lundene og Hellesø. Offerhöjen, offerlunden og den hellige sø er — efter skrevne kilder og stednavne — den ældste form for gudehelligdommen. På en mængde steder findes to af dem eller alle tre forenede. 


Stiller vi os med dette udgangspunkt på Harildsbakke, bliver omgivelserne andre end de nuværende. Vi står på gudernes gamle ''hillæ'', hævede over de lavere jordiske omgivelser, og har ved siden hargen, det rå stenalter, farvet mörkt af stivnet offerblod (således som hargen skildres i eddakvad). Vi ser ind i "Lundene", der ikke da var en plöjemark, men en skov af tusendårige ege med rester af offerdyr hængende hist og her mellem grenene; ser også ud over trætoppene til Helligsøens vandspejl. Den hele helligdom ligger samlet for vore öjne. Drejer vi blikket mod syd, ligger ''æ Gjæw''' og afgrænser det hellige område. Her er ingen bygd nær, men skrås over hedelandet strækker vejen sig med sine höjrækker indtil "Søndersøs" yderste spids. Vendes blikket vestover fra Harild, møder öjet derimod Sevel og dens bymark; menneskelivet kommer nærmere, vejen går over höjdedraget, gravhöjene ligger i rækker langs bakkeranden mod æ Gjæw, og så standser rækken pludselig her foran helligdommen, og begynder först igen på lavere land lige nord for "Lundene". Således ligger helligdommen lige op ad den store færdselsvej, og dog i höjtidsfuld enlighed. Den der med sit offer stiger op på Harildsbakken ser på en gang ud over den bygd, hvor han er hjemme, og er tillige hævet nærmere gudernes hjem og trådt indenfor deres jordiske herberg. 


Sådan omtrent er helligdommens indre sammenhæng. Om dens praktiske anvendelse véd vi, at harg antyder ofring af blodigt offer (eller af værdigenstande), lund ofrenes hængning i træer, medens helligsøens karakteristiske dyrkelse er badningen på de store festdage, især som indledning til festen. Naturligvis kan der have været stedlige ændringer eller tilsætninger til denne festskik, som nu unddrager sig vor kundskab. 


Vi har således fået svar på en væsenlig del af det opstillede spörsmål: hvorfor var stedet ved Hellesø et knudepunkt i samfærdslen? Svaret var: fordi det var helligsted. Men hvorfor var det blevet helligsted? 


Hvorfor det var helligsted? Den sag var for oldtidens mennesker ganske indlysende. Man kom over de mörke lynggroede hedeflader og pludselig så man for sine öjne et bakkedrag med vældig egeskov og frodig plantevækst. Her måtte bo stærke magter, som gav alting dets trivsel: lod skoven gro og gjorde søerne rige på fisk<ref>"Fiskeriet i Hellesø og Stubbergårdsø er endnu ganske enestående rigt, efter mine personlige erfaringer" (K. Rørdam).</ref>. Overalt er det det sælsomme, det pludselige, i forening med det livsfrodige, der giver indtryk af overnaturlige magters nærvær; den stedsegrønne græsplet, det løvbevarende træ, det tætte krat. Heri blandede sig naturligvis det stærke indtryk, som det giver pludselig at træde ind i skovsalen, når man har færdedes under åben himmel: den forundrede alvorsfulde og anelsesfulde stemning, som det skaber, — og som gjorde at vore forfædre opfattede skove som gudernes bolig og dyrkested. 


Vi har et sted af ganske lignende natur i Vestjylland: Nærild på Skærndalens sydside ikke langt fra dens udmunding i Ringkøbing fjord. Her er den samme overraskende skovvækst midt i det åbne land, groende op fra bunden af en kløft og hegnet af brinker og höje; dens navn Nærild ɔ: *Niarthæhillæ (Nerthus-höjene) svarer til Harild (ɔ: *Hargh-hillæ, offerhöjene) og røber det som Nerthus' eller Njords hellige höj eller lund. Den enlige lund midt i den åbne slette har det sælsomme og derfor overnaturlige ved sig. 


Vil man se nøgternt på sagen, kan man om stedet ved Hellesø sige, at kun her fandtes i milevid omkres af fladt hedeland et sted, der opfyldte de faktiske betingelser for at være gudested: höj bakke, tæt skov, og vand. Men vi vilde sikkert tage ganske fejl af den tids mennesker, hvis vi troede stedet var valgt blot i kraft af en beslutning; hvad der er "helligt" for den svundne tidsalders mennesker (ɔ: fyldt af en usædvanlig livskraft), bestemtes efter ganske anderledes umiddelbare indtryk. 


Her har da menneskene en gang i stenalderen bosat sig, søgende et venligt forhold til de vætter der gav grunden dens kraft. De har set den frodige skov midt i hedelandet og opdaget søernes rigdom på store fisk, og tænkt at her havde gode vætter til huse. Ud af deres umiddelbare ofre til jord eller sø har efterhånden formet sig offeret på hargh og hille til himmelske guddomme, der skulde se nådig ned til menneskene. 


[[Fil:Æ gjæw.jpg|450px|left|thumb|<center>"Æ gjæw" - Gjæven.  (Foto: clm).</center>]]Lad mig her standse ved endnu et stednavn. På den gamle kortskitse fra 1638 findes navnet ''Gieffnskouff'' for det der nu hedder æ Gjæw og Lundemarken. Dette Gævnskov er et mærkeligt navn. Ikke dets sidste del; vi finder aldrig "skov" i forbindelse med gamle gudsdyrkelsesnavne, og det rækker overhovedet næppe langt tilbage i tiden. Men hvad er det "Gævn", hvorefter skoven er opkaldt? Jeg har ved anden lejlighed (DSt. 1910, 26) påvist, at navne på Gævn altid optræder sammen med sø eller å: Gevninge, Gevnevad, Gevnetofte (Gentofte), at sø og elvenavne af tilsvarende form findes i norsk og svensk, og at navnet naturlig forklares "den givende" med særlig hentydning til vandets fiskerigdom. Gævnskov på Hellesøs bred forudsætter, at der også her har været et Gævn. Og har vi valget mellem den lille uanselige bæk i kløften og den store fiskerige sø, turde det snarest gælde denne sidste<ref>Jeg er ved tolkningen gået ud fra Gieffnskouff, og ikke fra det yngre ''æ Gjæw''. Udtalen af dette er efter alle vidner ''gjæw'''; kun O.Nielsen har ''gjøw'', hvad der vist må betragtes som tilnærmelse til almindelig jysk udtale (jf. ovfor s. 8). Formen ''gjæw' '' er dog påfaldende, netop fordi man ventede ''öw'' og kun foran ''n'' skulde have ''æw'' (Marius Kristensen i Kort over danske folkemål 59). Dette får sin forklaring, hvis æ Gjæw er opstået ved afkortning af Gjæv(n)skov; ''n'' kan let være tabt i den tunge medlydsforbindelse. — O. Nielsens tolkning som ''gøben'', hul hånd, ɔ: kløft, er muligvis lydlig forsvarlig overfor Gjævn (med æ); se Feilb., Ordbog: gjøbning, jf. M. Kr. i Kort s. 63; men Gjævnskov må fra först af have omfattet både kløften og Lundemarken, og en tolkning der strider mod alle de andre ligelydende nordiske stednavne er næppe tilrådelig.</ref>. 


Vi får da dobbelt betegnelse for den: Hellesø og Gævn. "Hellesø" er det navn den bærer, da gudsdyrkelsen ved dens bred er velkendt for egnens folk; men det er, som sammensat navn og efter sin særlige betydning, ikke det navn der kunde gives den af de mennesker der tidligst slog sig ned. Derimod er "Gævn" (den givende) det navn som den kan have båret for de förste som fiskede i dens vande og nød det umiddelbare syn af stedets frodighed. "Gævn" og "Hellesø" spænder da tilsammen over søens gamle rolle: dens naturfyldte rigdom og dens betydning som disse egnes store dyrkelsessted. 


Hvilke guddomme man her har dyrket, derom vil det være overflødigt at spörge, ligesom ved så mange andre jyske stednavne. Stedet var i sig selv helligdommen, og den skiftende tilvækst eller afgang i guddomme kunde gå for sig uden at sætte større mærke i dens benævnelser eller skikke. I disse sparsomt befolkede egne findes sjælden de enkelte guders helligdomme, men sædvanlig kun almenbegrebet af helligsted: Vium, Viberg, Hargh o. desl.; formodenlig har en vis gammeldagshed også holdt igen på den stigende udvikling af enkeltguder; man henvendte sig til guddommene i det hele. 


Sevel kender et helligsted foruden hargen og søen. Et stykke sydfor byen træffer vi Helledalsbakkerne, sognets höjeste punkt (253 fod). Dette ord ''Helledal'' — tidligst nævnt 1638— betyder slet og ret "den hellige dal". Her har været skov i gamle dage (den "Sønderskov" der endnu var til i 1638<ref>Jeg tilföjer, at selv om vi ikke havde navnet bevaret i præsteberetningen kunde det sluttes af det tilsvarende Norskov, der mærkelig nok ikke ligger nord men vest for byen og kun fra Sønderskovs standpunkt kan regnes for nordlig.</ref>). Sagnet siger at der har været skov lige fra Sevel skovby (nogle gårde i syd-sydvest) og til Sevel kirke. Sagnet er som sædvanlig ikke nöjagtigt. Skoven har vel gået til Øster-Skovgård og Rishøj (lige tæt nord for Helledalsbakker), men den har ikke gået længer, ti lige syd for disse bosteder ligger de yderste punkter i höjrækken. Der har været en stor (forholdsvis smal) skovstrækning, og ''Helledal har ligget i dens mod byen vendende indgang.'' Vi har situationen fra Harild og Lundene om igen; det er skoven lige tæt ved bygden, lige op ad höjrækken, der er helligsted. Denne store Sønderskov har ganske sikkert spillet en rolle i Sevel bys oldtidsliv; den har givet græsning til byens kvæg og deslige. Lige i dens indgang skaber man en helligdom for at göre de stedlige magter velstemte, — vel også i kraft af det anelsesfulde som griber sjælen lige idet man træder indenfor skoven. 


Hvad jeg her har fremsat, er forsøg på at løfte en flig af det slør, der endnu dækker vor bosættelses historie. Mit middel dertil har været granskning af stednavnene. Jeg har gået veje, der endnu kun har været trådte af få, og som skal bære spor af mange fodtrin för de virkelig bliver alfar vej. Hvad jeg har stræbt efter, er ikke blot en tolkning af det ene eller det andet navn, men en forståelse af sammenspillet imellem de navne der udmærker en egn, billedet af det samlede livsrøre. Jeg er vis på at andre og kyndigere vil følge efter; og jeg håber, at tiden må være inde, da der kan grundlægges en almindelig undersøgelse, udført med den störste sprogvidenskabelige kyndighed og tillige med den spörgelyst som altid hører til for at aftvinge et æmne de værdifuldeste oplysninger.  


-----


['''Tilföjelser.''' S. 5 Sevel. ''»Søuæl'' 1340 i Ribe Oldemoders sogneliste (udg. s. 113). Denne står vel i det hele som ret gammeldags; dog er skrivemåden undertiden ret stærkt forkortet [weghn < wægnæ o. 1290, s. 15]. Overgangen ''e, æ'' > ''ø'' foran ''v'' er almindelig (garzløøf, iærløf; wenderløøf). Altså er vokalen i Søuæl ikke bevisende for det oprindelige. ''u'' i Søuæl tyder på ældre f- (ɔ: v-) lyd [mærk dog Dowerth mod Houærth], enten denne nu skal opfattes som oprindeligt ''v'' (lærer Kristensens forklaring) eller være stemning af ''f'' (''sæ-fal'' ell. ''-fel''). At dette sidste også vilde kunne give Sø-væl, tvivler jeg ikke om. Lignende overgange har vi i thre-tiughæ > treðiughe; ugend < úkunnr (?, Feilberg III 963); framgolv > *frang-olv > ''fra&#331;&#477;l'' (Als). At formen kan udgå fra siö, tror jeg ikke. Men aksentuationen henviser også til en anden forklaring, idet formen søw’l med stød gör det rimeligt, at vi her ikke har en egentlig sammensætning, men en ordforbindelse (med opr. selvstændig betoning af første ord). Dette får sin forklaring, hvis vi antager, at den oprindelige form var ''*s&#483;wa fel'' (el. ''fal''). Formen ''*s&#483;wa'' har (enten den, som von Friesen<ref>Nordiska bidrag I og II (Ups. 1901 og 1906).</ref> antager, er lydret udviklet, eller, som Kock<ref>Arkiv f. nord. filol. XX 264.</ref> mener, analogisk dannet efter nom.-akk.) åbenbart holdt sig, efter at i ental ''si&#333;wa&#640;'' var trængt ind fra nom.-akk. ''si&#333;&#640;''. Mærk således, at byer, som ligger mellem flere søer, hedder ''Sæby'' (af ''*s&#483;wa -by&#640;''), men byer, som ligger ved én sø, hedder ''Søby'' (af *si&#333;wa&#640;-by&#640; el. * si&#333;-by&#640;). Med grundformen *s&#483;wa er vi også ude over den vanskelighed, selvlyden vilde frembyde, når vi skulde antage et *si&#333;-". (M. Kr.). 

S. 5. ''Trævel'' [udt. ''t&#640;œw&#477;t'']. Samme navn er vel Trevel å (1492 Trevelen, ON 317. 319) der danner skel mellem Ginding h. og Salling; — hvorved navnets sammenhæng med å yderligere bekræftes. 

S. 12 n. ''Gævnskov, æ Gjæw''. Måske ''Gjæven'' i måleroptegnelsen 1881 endnu indeholder den ældre form (M. Kr.). 

''En helligkilde [æ hæt&#477;kjæl]'' ved sydvestsiden af Stubbergård sø, nær Blagskær, søgtes for o. 70 år siden S. Hans nat; den har sikkert intet at göre med dyrkelsen ved Hellesø.] 



----

==Fodnoter==

<references/>



[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Artikler]]
[[Kategori:Axel Olrik]]
[[Kategori:Stednavne]]
[[Kategori:Helligsteder]]