Erich Christian Werlauff biografi
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Erich Christian Werlauff
(1781-1871)
Werlauff, Erich Christian, 1781-1871, Historiker, var Søn af den norskfødte Koffardikapitajn Jens W. (d. 1786) og Wilhelmine Frederike f. Wirth (d. 1804). Han fødtes 2. Juli 1781 i Kjøbenhavn, 1796 blev han Student med Udmærkelse, 1802 tog han juridisk Examen med laud. Allerede to Aar tidligere havde han besvaret en historisk Prisopgave og var 1798 bleven Custos ved det kongelige Bibliotheks Læsesal. Ved dette Bibliothek skulde han virke lige til 1861. Han blev 2. Sekretær 1805, 1. Sekretær 1814, Bibliothekar 1823, Overbibliothekar 1829. Samtidig var W. bleven knyttet til Universitetet. Efter at have vundet den filosofiske Doktorgrad 1808 blev han 1810 Adjunkt ved Universitetet og skulde læse over nordisk Historie og Oldsager, 1812 Professor extraordinarius, 1828 Professor ordinarius, 1836-37 var han Universitetets Rektor og holdt ved Indvielsen af den nye Universitetsbygning den første danske Tale, der er bleven holdt ved en Universitetsfest. Han bevarede sin Stilling ved Universitetet til sin Død, men som ældste Professor var han, der i øvrigt aldrig havde været nogen ivrig Forelæser, fra 1852 fritaget for at holde Forelæsninger.
Uden for de nævnte Oprykninger paa Embedsstigen frembyder W.s Liv ikke nogen som helst Oplevelse. Han ønskede ingen administrativ Virksomhed uden for den, der var knyttet til de nævnte to Stillinger, i det offentlige Liv traadte han aldrig frem, saa lidt som han nogen Sinde lod sig inddrage i litterær Polemik. Han rejste meget lidt og har aldrig været uden for de danske Øer, i Selskabslivet deltog han ikke og gjorde kun faa Besøg – et «Werlauffsk Besøg» var i Kamma Rahbeks Sprog det samme som intet – det Valgsprog, som han tog, da han blev Storkors af Danebrog, var Sætningen af Ovids Tristia, at den har levet vel, som lever i Skjul.
Man kunde i den elskværdige lærdes Ansigtstræk se Udtrykket af en mild, bønlig Sørgmodighed, der ligesom anmodede om at lade ham være i Fred. I 40 Aars Alderen betragtede han sine Dage som udrundne, medens han dog levede et halvt Sekel derefter; allerede da kaldte Studenterne ham «gamle W.». Uagtet sit Stueliv var W. ikke desto mindre en opmærksom og skarp Iagttager af alt, hvad han saa, og han hørte gjærne og nøje efter, naar der fortaltes ham om Livet i Verden, om offentlige Begivenheder eller private Forhold. Da han ved sit Livs Slutning efter Opfordring nedskrev sine Erindringer, formede de sig af sig selv som en Skildring af Tilstande og Sæder i det 19. Aarhundredes Begyndelse; de viste, hvor skarpt og fint han havde set, og hvor nøjagtig han huskede. Ogsaa ved sit Giftermaal, 18. Nov. 1825, med Vilhelmine Heger (f. 1. Dec. 1797), ældste Datter af Skuespiller J. S. Heger (VII, 214), en aandfuld Kvinde og ægte Hegersk Type, bragtes han i Berøring med det ydre Liv, med Skuespiller- og Forfatterverdenen; gjennem hele sit Liv talte han mange ældre og yngre Videnskabsmænd blandt sine Venner og havde ogsaa gjennem dem rig Lejlighed til at høre og til at erfare. Hvor meget end W. var knyttet til Stuen og Reolerne, var der kun lidt af Særlingen i hans Maade at være paa, ikke heller i hans Færd noget, hvorover man smilede, og han var den eneste af Kamma Rahbeks Venner, som undgik at faa et Kjendingsnavn.
Over W.s omfattende lærde Forfatterskab er der et Stilhedens og Fredsommelighedens Præg. Der er ganske vist enkelte Æmner, som han med Forkjærlighed studerer, men helst skal han dog have en ydre Tilskyndelse for at tage fat paa et Arbejde. 3 Gange besvarede han saaledes udsatte Prisopgaver og hjembar Prisen. Naar Kongerne, Universitetet eller andre Instituter bad ham skrive om et Æmne, var han næsten altid beredt, dog vilde han sikkert unddrage sig fra at skrive om Omvæltninger eller Rystelser, ikke heller om Mænd, som gjorde sig skyldige i Saadanne. Inden for biografisk Omraade omhandler han derfor helst de lærde Mænd, lige fra Islænderen Are Frode (De Ario multiscio, 1808) til Ole Worm og Arne Magnusen. Endnu hellere behandler han de lærde Stiftelsers Historie, saaledes i: «Historiske Efterretninger om det store kongelige Bibliothek» (1825, anden Udgave 1844), «Udsigt over Kjøbenhavns Universitetsbygnings Historie» (1836), «Det kongelige danske Selskab for Fædrelandets Historie og Sprog» (1847), «Kjøbenhavns Universitet fra dets Stiftelse indtil Reformationen» (1850).
Han har ogsaa en udpræget antikvarisk Interesse, der bringer ham til at undersøge Oldtidsforhold og dernæst Mindesmærker, saaledes i Afhandlingerne: «Udkast til den nordiske Arkæologis Historie», «Skandinavernes Bekjendtskab med den pyrenæiske Halvø», «Bidrag til Middelalderens Geografi efter islandske Kilder» (latinsk Program), «Bidrag til den nordiske Ravhandels Historie», «Forsøg til at oplyse og forklare Prokops Efterretninger om de nordiske Lande», «Beskrivelse over Kong Erik Menveds og hans Dronning Ingeborgs Gravminde i Ringsted Kirke », «De hellige tre Kongers Kapel i Roskilde Domkirke».
Den stærke nationale Bevægelse rev ikke synderlig W. med sig, dog besvarede han en af Etatsraad Scavenius udsat Prisopgave ved Afhandlingen «Forsøg til det danske Sprogs Historie i Slesvig» (1819), og i 7. Hæfte af Antislesvig-holstenske Fragmenter skrev han «Om Constitutio Waldemari» (1848). Ved sin lidet udprægede nationale Farve opnaaede W. ogsaa at blive skudfri paa den Tid, da norske Historikere ellers krigede stærkt mod den danske Forskning. «Erz-Patriot haver jeg aldrig været», skriver han 1833 til Justitiarius Berg i Christiania, og W. havde baade ved sin Faders norske Fødsel og vel ogsaa af en vis Lyst til helst at opsøge det fjærne stor Interesse for Norge. Professor Dahlmann skrev derfor med rette 1841: «siden Schøning har W. indlagt sig de mest mangesidige Fortjenester af Norges Historie». Sagen var den, at samtidig med, at man i Norge gjennem flere Aartier saa at sige helt forsømte Landets Historie, tog W. med Iver fat paa at belyse den. Han udgav flere Sagaer om de norske Konger, oversatte dem og forsynede dem med Register og Oplysninger, ligeledes udgav han Kong Sverres Stridsskrift mod Gejstligheden. I en Række Afhandlinger har han foruden norske Mindesmærker behandlet Æmner som: Krigen mellem Danmark og Norge i Slutningen af det 13. og Begyndelsen af det 14. Aarhundrede, Foreningen mellem Sverige og Norge under Kong Magnus Smeks Regering, de norske Kongers Salving og Kroning i Middelalderen, Grænsebestemmelse mellem Norge og Sverige i anden Halvdel af det 13. Aarh., endelig kan nævnes flere Afhandlinger om Norges Historie under Christian I. Da Norge havde faaet store Historikere, holdtes da ogsaa W. højt i Ære af dem, og W. offentliggjorde jævnlig Afhandlinger i Norge.
Ogsaa et andet Æmne synes W. at have valgt af virkelig Forkjærlighed, og det er Studiet af Holberg i Forhold til hans Samtid og som Samfundsskildrer. 1838 udgav W. «Historiske Antegnelser til Ludvig Holbergs atten første Lystspil» (anden Udgave 1858), hvortil slutte sig Afhandlinger, der give historiske Oplysninger til Niels Klims underjordiske Rejse og til Peder Paars. Det er vel muligt, at det især var det kulturhistoriske Indhold af Holbergs Værker, der fængslede W., dog fortæller Forfatterinden Frøken Arnesen-Kall (IX, 88), hvorledes den Interesse, hvormed hun allerede som Barn omfattede Holberg, blev næret og udviklet af W. Blandt de mange lærde Historikere, som Danmark den Gang besad, var der ingen, der overgik W. i alsidig Kundskab. Til Danmarks og overhovedet til Nordens Kilder havde han et Kjendskab som ingen anden, og det var allerede fra Ungdommen af hans Ønske at kunne udgive et «Bibliotheca historica dano-norvegica» til Vejledning om Kildestoffet, hvad han dog ikke naaede, men hans Forelæsninger ved Universitetet herover nød megen Anseelse. Den store Forsigtighed, som udmærkede al hans Gjerning, indgav ham stor Frygt for Hypotheser eller for Fremsættelsen af videnskabelige Muligheder, hvorfor hans Skrifter have undgaaet Forsyndelser, hvori den Tids Forskning ellers kunde gjøre sig skyldig; de have derfor i en sjælden Grad holdt sig i Værdi. Derimod have de i ringere Grad bidraget til at lede Historieskrivningens almindelige Udvikling her hjemme eller til Ændringer i Opfattelsen eller den dybere Forstaaelse af Folkets Historie. Paa de store Overblik vilde W. ikke indlade sig. Mest faldt det ham i Øje, at der intet nyt var under Solen, men at alt gjentog sig; «W. holdt sig – udtaler hans Ven og Beundrer Wegener – om han end gjærne dvælede ved historiske Paralleller, dog i sine Forskninger mest til Enkelthederne, og han blev oftest staaende ved Kjendsgjerningerne selv uden at vove en almindeligere Anvendelse». De Æmner, han behandlede, vare ofte meget specielle eller bortliggende, saaledes at det først blev andre Historikere, som byggede videre paa, hvad W. saa utrættelig havde grundlagt og lagt til rette, der gav de egentlige Impulser i vor Historieskrivning. Som Bibliothekar havde W. store Fortjenester, selv om han fra den Tid, da han var bleven Overbibliothekar, kun kunde ofre et Par Timer daglig paa denne Gjerning. Han kjendte nøje Bibliothekets Indhold. For Haandskriftsamlingen nærede han særlig Interesse og vidste at erhverve vigtige Manuskripter for den. I sin Styrelsesmaade og i Forholdet til de Mænd, som virkede ved Bibliotheket, lagde han sit humane og hjælpsomme Sind for Dagen. W. var 1806 bleven Medlem af det kongelige danske Selskab for Fædrelandets Historie og Sprog, 1812 Medlem af den Arnamagnæanske Kommission og 1820 af Videnskabernes Selskab, 1818 fik han Titelen Justitsraad, 1836 Konferensraad, 1841 blev han Kommandør af Danebrog, 1855 Storkors. W. døde 5. Juni 1871, hans Hustru 3. Marts 1873.
Johannes C. H. R. Steenstrup..
Kilde: Dansk Biografisk Lexikon (1887-1905) (Uddrag)
