FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Þættir fra det ældre tidsrum
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Andet Bind
G. E. C. Gads Forlag
København 1898
Andet tidsrum
2. afsnit: SAGALITTERATUREN
§9. De navngivne forfattere og navnløse sagaværker før Snorre.
B. De navnløse sagaværker
I. De gamle slægtsagaer (Íslendingasögur)
7. Þættir fra det ældre tidsrum
Foruden de ovenstående sagaer og enkelte i disse optagne þættir haves der enkelte småfortællinger for største delen om islandske mænd fra landets første århundreder, som fordi de som oftest findes optagne i større sagaværker i reglen kaldes afsnit (þættir), hvorved der tildeles dem en vis selvstændighed indenfor disse og med rette. De handler i reglen alle om en enkelt episode eller en enkelt udenlandsrejse; i ganske enkelte tilfælde får vi et helt lille livsbillede, en lille saga. Fælles for dem alle er den udprægede anskuelighed, den simple klarhed, hvormed de fortælles; personerne er altid stærkt markerede, individuelle, plastiske, således som det ovf. s. 332-5 er vist i þáttr om Auðun. Alle hovedmændene er satte i forbindelse med og derigennem i forhold til udenlandske fyrster, hvorved deres personlige egenskaber så at sige bliver endnu klarere på grund af den sammenstilling, der da frembyder sig af sig selv. I det hele er disse ”afsnit” rene perler i den gamle sagalitteratur.
Vi skal her i al korthed give en oversigt over disse þættir og deres indhold; de opregnes i tilslutning til den ovf. benyttede gruppeinddeling af sagaerne, idet hovedpersonens hjemstavn lægges, så vidt den kendes, til grund.
1. Einars þáttr Skúlasonar findes i Morkinskinna s. 226-8, og handler særlig om digteren Einarr (s. 62-73) som skjald hos kong Eystein d. yngre c. 1153. Det er særlig digterens uforlignelige færdighed i at improvisere, der er hovedsagen. Forf. giver et levende billede af Einarr som den muntre, tildels noget verdsligsindede mand.
Gils þáttr Illugasonar findes i Magnus barfods saga i Fornmannasögur VII, k. 15-19(20), til dels også i biskop Jons saga, særlig den interpolerede saga (Biskupasögur I, 156-7, 221-7); herom kan der henvises til s. 55-7. Afsnittet er meget interessant, fremstillingen livlig og stilen ren; særlig er præsten Jons tale at fremhæve.
2. Halldórs þáttr Snorrasonar handler om Snorre godes kraftigste søn og findes i Morkinsk. s. 46-51. Den slutter sig på en måde til Eyrbyggja. Halldorr havde været med kong Harald hårdråde på hans tog i Syden og var afholdt af ham. Men da de bægge to var stridbare, kom det til rivninger imellem dem, og ingen vilde give efter. Særlig og meget morsomt fortælles der om, hvorledes Halldorr nægtede at modtage som løn den elendige mønt, kongen havde ladet slå. Endelig tvang han kongen til midt om natten at betale sig med en ring af dronningens arm, hvorpå han for bestandig forlod Norge. - En anden lille fortælling haves i Flatøbogen I, 506—11, hvor der tales om Halldors forhold til Einarr tambeskælver, men den er ikke nær så morsom, og vistnok af en yngre oprindelse.
Stúfs þáttr Kattarsonar findes i Morkinsk. s. 104-5 (Fornm.s. VI. 389—93; Flat. III, 379 ff., 44 Prøver s. 487 ff.). Angående indholdet henvises til I, 633.
Brands þáttr örva i Morkinsk. 69-70 handler om Brand den gavmilde, en søn af Vermund i Vatsfjorden (jfr. Eyrb. og Heiðarv.s.). Digteren þjóðolfr fortalte kong Harald hårdråde meget om Brands ubegrænsede gavmildhed. Kongen lod da þjóðolfr stille Brand på prøve, den ene hårdere end den anden, men han bestod dem alle og blev hædret af kongen.
Auðuns þáttr vestfirzka, også i Morkinsk. 61-5, se ovf. s. 332—5.
3. Hrómundar þáttr halta står i Flatøbogen I, 409—14. Hrómunds herkomst og strid med Ingimundssønnerne (jfr. Vatsdæla) omtales. Denne strid førte til, at Hrómundr dømtes fredløs østfor Hrutafjordselven, hvorfor han nedsatte sig på dennes vestlige bred. Her kom han senere i strid med nogle Nordmænd og angrebes af disse og lod sit liv (jfr. I, 525). Indholdet genfindes i en noget kortere form i Ldn. s. 161-7. Þáttr’ens begyndelse synes at være et udtog af Vatsdæla, medens Ldn.s fortælling rimeligvis er et udtog af þáttr’en med tillæg af Hásteins vers. Þáttr’en er således fra begyndelsen af det 13. årh.
Hrafns þáttr hrútfirðings findes i Magnus d. godes saga i Fornm. s. VI, 102—19. Det er en hel lille biografi. Hrafn, en søsterson af Sigvatr skjald (I, 627), hævner sin uskyldig dræbte fader, dømmes fredløs og rejser til Norge. Her kommer han i huset hos en Ketill rípr (I, 472), men denne bliver vred på ham og vil sælge ham som træl, hvorpå Hrafn slår ham ihjæl. Nu må han flakke omkring, da kongen er forbitret på ham på grund af drabet. Endelig bliver han taget til nåde af denne, ved Sigvats hjælp og efter at have deltaget i et tog mod Danmark og kæmpet tappert. Han bliver kongens mand og ægter Ketils datter. þáttr’en er redigeret eller forfattet af en gejstlig mand, men den stammer sikkert fra tiden ved 1200.
Odds þáttr Ófeigssonar står i Morkinsk. 105—9. Denne Oddr er Bandamannasagas hovedperson (ovf. s. 471-4); þáttr’en er et slags supplement til denne saga. Den fortæller om en af Oddr foretagen handelsrejse til Norge c. 1055. Her måtte han overvintre i Finmarken. Han handlede sikkert med Finnerne, hvad der var forbudt, da al handel med dem var et regale. På vejen derfra mødte de Nordmanden Einarr fluga, der var kongens ombudsmand deroppe; denne mistænkte nu Oddr for at have handlet med Finnerne, og han slap med nød og næppe fra den overhængende fare. Også fra kongen selv slap han, hvem han noget efter mødte; så rejste Oddr hjem. - Desuden spiller Oddr en rolle i Hemings þáttr Áslákssonar.
4. Hreidars þáttr heimska står også i Morkinsk. s. 35-44. »Þórðr hed en mand, han var en søn af þorgrímr Hreiðarsson, hvem [ɔ: Þorgrimr?] Glumr dræbte« - således begynder þáttr’en. Den her nævnte Glúmr er uden tvivl Víga-Glumr; þáttr’en må altså nærmest høre til Øfjordsgruppen, hvilket også fremgår deraf, at dens hovedperson siges at have nedsat sig i Svarfaðardalen. Þórðr, der foretog handelsrejser, havde en broder Hreiðarr, der var hæslig af udseende og ansås for at være ikke rigtig klog; men stor og stærk var han. Engang bad han sin broder om at tage sig med til Norge, hvad denne efter nogen nølen gik ind på. Der fortælles nu på en meget fornøjelig måde om Hreiðars oplevelser i Norge; han fik kong Magnus' beskyttelse og skal have digtet om ham (I, 641), men lagde sig ud med Harald hårdråde, hvem han på en sindrig måde forhånede. Ved Magnus' hjælp undgik han Haralds efterstræbelse, modtog gaver af Magnus, rejste så hjem og blev en dygtig mand. Denne þáttr er vistnok for det meste historisk; den er særdeles godt fortalt.
Ögmundar þattr dytts findes brudstykkevis i et hdskr. af Glúmss. (se ovf. s. 491), samt i en noget afvigende form i Flatøbogen I, 332 ff. Ögmundr, der er en slægtning af Víga-Glúmr, rejser udenlands, men er så uheldig at påsejle et af Hakon jarls skibe og pådrage sig jarlens vrede. Skibsstyreren hævnede sig på Ögmundr ved at slå ham i hovedet med en økse, så at han faldt i afmagt og lå længe syg; heraf fik han også sit tilnavn (»Dumpe-Ögmundr«). Da han nu kom hjem, dadlede Glúmr ham, fordi han ikke havde hævnet sig på skibstyreren. To år efter drager så Ögmundr atter til Norge og får lejlighed til at dræbe sin fjende, men slipper for selv at blive pågreben ved at forklæde sig som en person, der hed Gunnarr helmingr. Så kom han tilbage til Island; dette skal være sket 995. Hertil knyttes i Flatøbogen den æventyrlige, men morsomme fortælling om, hvorledes det gik den virkelige Gunnarr, hans flugt til Sverrig og færd der (æventyret om det hule Freysbillede og dets præstinde), hvilket vistnok er et senere påfund.
5. Þáttr af Gullásu-Þórði findes fremdeles i Morkinsk. s. 170-4; om dens væsenlige indhold s. ovf. s. 53-4. Den foregår helt i Norge i kong Eystein og Sigurd jorsalfars tid, og þáttr’en er sikkert historisk. Om Þórðs herkomst vides intet, undt. for så vidt som han siges at have stammet fra Østfjordene. Heraf at slutte, at þáttr’en er forfattet på Østlandet, kan man vistnok ikke, men der er dog grund til at henføre den til østlandsgruppen.
þáttr af Agli Siðuhallssyni findes i et enkelt hdskr. af Olaf d. helliges saga (Tómásskinna) samt i papirsafskrifter, hvorefter den er udgiven i Sex söguþættir. Et kort uddrag findes dog også i Heimskr. og den legendariske Olafssaga. Egill rejser udenlands med Gotlænderen Tofe, en søn af jarlen Valgautr. De slutter sig til kong Olaf d. hellige, men Egill pådrager sig kongens vrede ved at løslade nogle fanger; så falder han i en hæftig sygdom, som kongen helbreder ham for; herpå udsones de på den betingelse, at han og Tofe skal bringe den hedenske Valgautr til kongen. Dette lykkes; Valgautr døbes, Tofe faldt ved Stiklestad, Egill rejste hjem. Hans dattersøn var biskop Jon. Bortset fra enkelte udsmykninger er þáttr'en utvivlsomt historisk. Egils udenlandsrejse omtales også i biskop Jons saga, begyndelsen.
Gunnars þáttr Þiðrandabana findes kun i papirsafskrifter (udg. i Laxdæla, de to første udgaver). Gunnarr var en Nordmand, der kom til Island, hvor han dræbte den unge þiðrande Geitisson. Han undgik den øjeblikkelige hævn og sendtes til Vestlandet til Gudrun Osvifsdatter på Helgafell (jfr. Laxdæla). Hun hjalp ham med råd og dåd, så at han kom hjem igen og blev en anset og dygtig mand. Skønt hovedpersonen ikke her er en Islænder, hører þáttr’en dog til de her behandlede isl. þættir, da den helt og holdent foregår på Island, og da vigtige islandske slægter spiller en rolle i den. Man har tidligere antaget, at denne þáttr var identisk med den såkaldte Njarðvikingasaga; men en lille saga om en Nordmand kunde umulig kaldes således; i det højeste kunde den være en del af den. Det er vanskeligt eller umuligt at sige, hvor þáttr’en er forfattet.
6. Til Sydlandet er der et par þættir knyttede, uden at man dog kan påstå, at de just er skrevne der.
Steins þáttr Skaptasonar, en þáttr om lovsigemanden Skaptes pragtlystne og stolte søn, hvis tragiske endeligt fortælles i Tómásskinna (jfr. I, 579). Þáttr’en findes i Heimskr. og Flatøbogen II, 262 ff., jfr. den legend. Óláfss. k. 63. Det hele foregår i Norge, og de berømte Arnesønner spiller her en stor rolle. Steinn var nemlig årsagen til den strid, der opstod mellem nogle af disse og kong Olaf.
þáttr af þorsteini tjaldstæðing findes i Flatøbogen III, tildels også i Ldn. (s. 292 ff"., Hauksbók) og synes her blot at være et forkortet uddrag; selve þáttr’en haves næppe i dens oprindelige form. Den handler om Telemarkshersen Ásgrimr, der modsatte sig Harald hårfagres befalinger, men dræbtes på dennes foranstaltning. Sønnen þorsteinn hævnede sin fader og flygtede til Island, hvor han bosatte sig. Engang modtog han en syg skibsbesætning, til hvilken han lod opstille et telt i sit tun (deraf tilnavnet, »teltrejser«). þáttr’en er for det meste historisk og fra c. 1200.
Ölkofraþáttr findes i AM 132 (udgiven af H. Geringr) og handler om en fattig bonde i Blåskoven ved Þingvellir, hvis beskæftigelse det var, at sælge øl til tingmændene på altinget om sommeren. Ved et ulykkestilfælde blev han årsagen til at en stor skov, der tilhørte 6 goder, brændte. Deraf opstod en proces, og det fortælles nu morsomt om, hvorledes Ölkofre ved Þorsteinn Siðu-Hallssons og Broddes hjælp slap godt fra sagen, så at de 6 ejere af skoven blev narrede, þáttr’en ligner noget Bandamannas., også derved, at der findes en skændescene mellem de 6 og Brodde, der forhåner dem alle. Den stammer fra den første halvdel af 13. årh.
Til sagaerne og þættir’ne slutter sig en lille saga (eller þáttr) fra en egn, hvorfra der ellers ikke haves nogen saga, nemlig Skagefjorden. Sagaen er
Sneglu-Hallaþáttr. Den findes i Morkinsk. s. 93-101 og i en noget længere form i Flatøbogen III, 415 ff. (— Sex söguþættir); der er her forskellige afvigelser, særlig m.h.t. navne. Dog er þáttr’en den samme i bægge skrifter. Dens hovedindhold findes I, 635-7. Halle stammede fra Fljót, Skagefjordens nordøstligste bygd. Hans saga foregår så at sige helt og holdent i udlandet, hovedsagelig i Norge. Til slutning hedder det, at Halle rejste til Island og bosatte sig der, men døde kort efter. Þáttr’en må være forfattet enten i Fljót eller mulig snarest i Svarfaðardalen, eftersom dens anden hovedperson, skjalden Þjóðolfr, stammede derfra; disse to egne er så at sige naboegne. Hvis þáttr’en er skreven i Svarfaðardalen, hører den til 4. gruppe, og selv om den var skreven i Fljót, måtte den alligevel slutte sig til den. þáttr’en er overordenlig morsom, og personerne er kostelig skildrede, ligesom tildragelserne ikke er uinteressante; der gives os et indblik i det private liv mere end det ellers sker. Den er ikke uden djærve scener, hvori kong Harald hårdråde spiller en rolle.
Endelig er der et par mindre þættir, der ikke lader sig henføre til nogen af de nævnte grupper, da deres hovedpersoners herkomst og hjemstavn er ubekendt.
Ívars þáttr Ingimundarsonar i Morkinsk. 167—8, i kong Eystein d. ældres saga. Om indholdet se s. 59.
Mána þáttr skálds, et lille kapitel i Sverrissaga (Fornm. s. VIII, 206—8); se ovf. s. 75-6.
Þáttr om den sagakyndige Islænder (i Morkinsk. 72-3), der underholdt kong Harald og hans hird, se ovf. s. 197-8.
Der er flere þættir endnu. Men de er yngre.
