FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Flóamannasaga

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1923


Andet tidsrum
2. afsnit: SAGALITTERATUREN

§17. Sagaværker efter Snorre og Sturla til 1300.
A. Sagaer om islandske personer.
I. Sagaer om ældre tider

6. Flóamannasaga


Til den 6. gruppe (Njálssaga) hører:

6. Flóamannasaga. Den findes i AM 516, 4° (Vatshyrna); i 445, b, 4° findes 2 blade, hvor sagaen haves i en noget længere form, og et par blade i AM 514, 4° (jfr. udgavens fortale s. xxiv). Forholdet mellem håndskrifterne er, at den længere form kun er en stilistisk udvidelse af den kortere, dog således at enkelte mindre selvstændige tillæg er optagne (som det om fundet af et åreblad med et vers på s. 177 i udg.). Sagaen er udg. i Fornsögur 1860.

Sagaens navn hentyder til, at den handler om personer i Floe, den sydøstligste egn i Arnæssyssel. I Ldn. k. 371 (326) meddeles udførlig om landnamsmændene her, der ikke var nogen ringere end Hásteinn, en søn af Atle jarl på Gaular, og hans 2 sønner; en efterkommer af Hásteinn var sagaens hovedperson Torgils, kaldt örrabeinsstjúpr. Sagaen begynder med at fortælle om landnamet i Floe og meddeler i forbindelse dermed den kendte strid mellem Atlesønnerne og Ingolf-Hjörleif. Efter at Hallsteins (således her) søn Atle er bleven dræbt, bliver han hævnet af sønnen Tord, der nu bliver slægtens overhoved; han rejste udenlands og kom aldrig tilbage. Hans enke, moderen til den nævnte Torgils, giftede sig så med Torgrim örrabein af Mosfellsslægten. Nu er det Torgils, der bliver hovedpersonen. Der fortælles vidtløftig om hans opvækst, udenlandsrejse med mange heltegærninger osv. indtil han år 1000 lod sig døbe. Kort efter fik han opfordring af Erik d. røde hvem han i Norge skal have truffet sammen med til at komme til Grønland, og han rejste med alt sit derover. Rejsen var forbunden med mange og uhyre anstrængelser og farer, som sagaen tilskriver den forkastede og fornægtede gud, Tor. Herom fortælles der udførlig. Undervejs blev Torgils' hustru myrdet; endelig kom de til Erik røde, men blev ikke fuldt så venlig modtagne, som de havde væntet. Efter et ophold i Grønland og efter også her at have udført bedrifter vendte Torgils tilbage til Island, giftede sig påny og blev stamfader til flere bekendte mænd som biskop Torlak d. hellige.

Sagaen er ret godt og underholdende fortalt, men den er fuld af opdigtede begivenheder, overdrivelser og gentagelser af motiver. Om Torgils ophobes der de forskelligste bedrifter, kraftprøver og æventyrlige ting; det er som om det havde været hensigten i én saga at samle alle mulige motiver. Torgils kæmper med bersærker og spøgelser; han sendes til Syderøerne for at hænte skat (jfr. Friðþjófssaga), han bliver gift med en jarledatter, som han bagefter afstår til en ven osv. Bersærkerne bærer navne som Svartr járnhauss og Randviðr (dette bæres endogså af to). Der fortælles om overnaturlige sværd, om underjordiske boliger osv. Fremstillingen særtegnes godt derved, at Tor i egen person gentagne gange kommer til Torgils og er i høj grad elendig, samt at der optræder to skibe, der snakker med hinanden om deres fremtid. Torgils er en stor »drømmer«; evig og altid drømmer han. Interessantest er Grønlandsrejsen, hvor der virkelig findes dramatiske enkeltheder, hustruen Toreys død, faderens forhold til den lille søn og hans vekslende sindstilstand, men her mærkes der tillige en efterklassisk følsomhed.

Sagaen må sættes omtrent ved siden af Grettiss., om hvem den i meget minder. De historiske hovedtræk lader sig let samle, men de er meget få. Sagaens tidsregning er heller ikke ganske i sin orden; Grønlandsrejsen må være foretagen før og ikke efter år 1000 (G. Vigf.). At sagaen er meget sent skreven, kan herefter ikke være tvivlsomt; ældre end fra tiden omkr. 1300 er den ikke. Dette fremgår også af forholdet til Ldn., der, ligesom i Grettiss.. er udskreven. De enkelte, underordnede afvigelser beror dels på en flygtig læsning, dels på vilkårlige ændringer: forf. indskyder også i Ldn.-uddragene egen lærdom (Aslaugs slægtregister i kap. 1); Ldn. anføres selv i kap. 3. Mulig er også andre litterære kilder benyttede.

Forf. anfører forskelligt af antikvarisk interesse, hvis han da er rigtig underrettet, f. ex. karkampen (tvekamp i et kar), men særlig er det det æventyrlige og folkesagnagtige, han ynder. Han er åbenbart en gejstlig1), der har haft hjemme i den egn, sagaen foregår i.

Sproget bærer også præg af den sene affattelsestid, skønt noget af det uklassiske deri kan hidrøre fra afskrivere, hvad man her tildels kan bevise. Der findes undertiden en retorisk brug af bogstavrimende adjektiver.



Noter:
1) En enkelt scene minder om Kristus og Satan. Torgils syntes i drømme, at Tor førte ham ud på en klippe ved havet, der slog mod den. — »I sådanne bølger skal du altid færdes, medmindre du omvender dig til mig«. »Nej, sagde Torgils, bort med dig (jfr. άπαγε τε), du lede djævel; han vil hjælpe mig, som forløste os alle med sit blod«. Dette er enestående i en slægtsaga.