FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Sagaens betydning, emner, personfremstilling og stil

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag
København 1898


Andet tidsrum

2. afsnit: SAGALITTERATUREN


§ 7. Sagaens betydning, æmner, personfremstilling og stil.


»Disse sagaer er en uudtømmelig kilde, hvoraf så godt som alle videnskabsmænd kan øse og have udbytte; teologen, historikeren, juristen, filologen, digteren osv. — alle kan de her finde rige skatte« — har Jón Þorkelsson ytret (1). Disse ord er ikke overdrevne; de antyder kort og træffende den vidtrækkende og alsidige betydning, de gamle sagaer har.

I første række kommer naturligvis sagaernes historiske betydning; denne behøver vi ikke her at dvæle ved; den fremgår af det foregående og beror først og fremmest på, hvilken betydning og gyldighed man tør tillægge den islandske tradition; der er i det foregående gjort et forsøg på at påvise, at den sandsynligvis er meget stor. Selv om en del af det fortalte må forkastes enten som helt og holdent beroende på misforståelser eller som fantasiprodukter eller er så fejlagtigt, at den historiske kærne vanskelig lader sig bestemme tilfulde, bliver der dog altid så meget tilbage, at landets, Islands og Norges, politiske og kirkelige historie på grundlag af den kan skildres og det temmelig fyldig i alle dens hovedtræk hele tiden igennem. Også de økonomiske og sociale tilstande belyses på mangfoldige måder, uagtet disse sjældent ligefrem beskrives. Men samler man fra de mere pålidelige sagaer alle de herhenhørende oplysninger og lejlighedsbemærkninger, vil man kunne få et helhedsbillede, der, tiltrods for enkelte huller, dog må siges at være fyldestgørende i det hele.

Så godt som alt, hvad vi ved om den nordiske kultur, særlig den norsk-islandske, stammer fra vore islandske sagaer. Hvad privatlivet angår, behøver vi kun at henvise til Kr. Kålunds afhandling (2), hvor mand og kvinde følges fra fødsel til graven, og vi får det klareste billede af et livs førelse og dettes forskellige stadier indtil de mindste detaljer, lige fra børnenes lege og legetøj, de voksnes mere alvorlige lege til livets alvorligste øjeblikke. Der er her næppe nogen side af menneskelivet, der ikke bliver mere eller mindre fuldt belyst. — Hvad der kan fås ud af sagaværkerne med hensyn til bygninger og deres indretning også til de mindste detaljer, vil man tydelig kunne se af V. Guðmundssons skrift (3). En levende og fyldig skildring af det »oldnordiske liv« har Weinhold i det hele formået at give i sin bekendte bog (4): her får vi bl. a. en redegørelse for klædedragt og våben, fødevarer og næringsveje og meget mere.

Om det åndelige liv, altså nærmest den hedenske religiøse opfattelse, får vi også gode oplysninger, skønt vi her har andre kilder ved siden af. Hvad den nordiske mytologi skylder sagalitteraturen, får vi at vide gennem N. M, Pdersens. E. Mogks og Golthers mytologiske arbejder (5). Enkelte sagaer, som Eyrbyggja, udmærker sig i denne henseende - for ikke at tale om den sene Kjalnesingas. som vi ikke kan regne til denne periode; den indeholder en beskrivelse af et hedensk hov, men det er et spørgsmå), hvorvidt den er rigtig. — Den i 1. bind af dette værk givne, temlig fyldige beskrivelse af skjaldene og deres færd, deres virksomhed og betydning, er så at sige helt og holdent hæntet fra sagaerne.

Hvilket uvurderligt og uudtømmeligt kildevæld sagaerne i alle de her nævnte henseender udgør, må vistnok siges at være ganske ubestrideligt og er almindelig erkendt. Men også her må der naturligvis udøves en kritik over de enkelte sagaværker: det kunde jo tænkes, at forfatterne i givne tilfælde på ældre tider havde overført, hvad de kendte fra senere tider eller deres egen samtid: og der findes virkelig eksempler herpå. På den anden side ved vi, hvor lidet de enkelte kulturforhold i Norge og på Island har forandret sig i de tider, der her er tale om.

Kun enkelte gange beskæftiger sagaerne sig med beskrivelse af det offenlige liv på tinge, og havde man ikke her andre fyldige og pålidelige kilder (lovbøgerne) vilde det være vanskeligt at danne sig et klart og nogenlunde rigtigt helhedsbillede af de gamles rettergang og lovgivning. Dog er der flere sagaer som Egilss. og Eyrbyggjas., men først og fremmest Njála, der giver mange og interessante, tildels også fyldige bidrag til den islandske retshistorie, oplysninger om parternes færd på altinget, ved lovklippen, for domstolene osv.: Njálas ialt væsenligt korrekte billede heraf giver et nok så livligt og anskueligt billede som lovbøgerne selv. Også om den ældre norske rettergang giver sagaerne os flere gode oplysninger. Men på dette område savner vi desværre en samlet og udtømmende redegørelse, der vilde være særdeles velkommen.

At dvæle ved den uhyre betydning for nordisk sprog på alle områder, ja for den almindelige sprogforskning i det hele, som sagalitteraturen har, vilde være ganske overflødigt.

Også den æstetiske betydning er uomtvistet, rent bortset fra, hvorvidt det fortalte er historisk eller ej. Det velbehag, man føler under læsningen af en saga, beror på dens æmner, fremstilling og stil, og vi vil nu betragte disse sider af sagen noget nærmere, uden at det er hensigten at udtømme dette righoldige og taknemmelige stof.

Af tidligere afhandlinger om dette æmne fortjæner særlig følgende at nævnes. Foruden den tidligere nævnte afhandling af Bååth (se ovf. s. 266), der dog ikke hovedsagelig handler derom, haves for det første: Th. Möbius: Ueber die ältere isländische saga (Leipzig 1852); efter en kort oversigt over sagaens udvikling og almindelige karakter gives der et delvis udførligt referat af nogle sagaer, særlig Vígaglúmss. med tilknyttede bemærkninger. Dernæst Bernh. Döring: Bemerkungen über typus und stil der isl. saga (Leipzig 1877, I; II udkom aldrig), der indeholder endel gode bemærkninger, men afhandlingen er noget kortfattet og indskrænker sig til enkelte sagaer. Endelig er der R. Heinzels meget udførlige og systematiske, men desværre meget skematiske afhandling: Beschreibung der isl. saga (i Sitzungsberichte d. philos.-hist. Classe d. kais. Akad. d. Wiss. i Wien, 97. bind, 1881). Vi vil i det følgende i en væsenlig grad støtte vor fremstilling til denne grundige og righoldige afhandling. I sin litteraturhistorie har N, M. Petersen kortelig berørt de herhenhørende spørgsmål, hvorimod R, Kayser og Rosenberg så godt som helt og holdent udelader dem, idet de mere beskæftiger sig med sagaens oprindelse og udvikling. Det samme gælder P. E. Müllers afhandling: Om den islandske Historieskrivnings Oprindelse, Flor og Undergang (1832). Enkelte bemærkninger findes hos J. E. Sars: Udsigt osv. (II, 287) og andre steder.

Som allerede bemærket gøres der først og fremmest i en saga rede for hovedpersonernes slægtskabsforhold, og der kan da tillige følge mere eller mindre kortfattede bemærkninger om forfædrene, deres hjemstavn, stilling og karakter samt om den omtrentlige tid, i hvilken sagaen begynder. Den begynder som oftest med en formel som »En mand hed osv.« eller »Det skete i den eller den konges tid«. Kun et par sagaer — Fostbræðras., Bjarnars. og Ljósvetningas. — har ikke denne sædvanlige begyndelse, men det kommer af, at de ikke nu findes i deres oprindelige skikkelse.

Hovedpersonerne beskrives i reglen i al korthed både hvad deres legemlige og åndelige fortrin angår; denne beskrivelse gives ikke altid straks i begyndelsen, men opbevares til et tidspunkt eller en situation, hvor den gør så meget kraftigere indtryk (Egils hos kong Adelsten efter »Vinhede«-slaget, Skarpheðins i Njála under bøngangen rundt på altinget efter Høskulds drab); dette er en kunstners tilrettelægning og ordning. Ofte antydes i begyndelsen en persons egenskab, der senere vil komme til at spille en vigtig rolle i sagaen (Hallgerðs tyveøjne i Njala, Gretters ungdomsstreger, Egils ubøjelige stivsind osv.). En indirekte beskrivelse af personerne fås dog mest og bedst gennem deres optræden og handlinger.

Fælles for alle sagaer er, at der i dem omtales forskellige slags stridigheder og fjendtligheder mellem hovedpersonerne, enten enkelte mænd eller slægter; dette kan siges at være enhver sagas hovedæmne. Grunden til disse fejder er ofte forskellig, udgangen er ligeledes forskellig, men som oftest tragisk. I Egilssaga foregår det meste af sagaen udenfor Island. Dens hovedperson, Egill, havde ingen stridigheder med indenlandske stormænd, men så meget flere og bitrere med udenlandske og med ingen ringere end selve den norske herskerslægt; for så vidt er denne saga enestående: i slutningen af den findes derimod en strid mellem Egils søn Torstein og den ondskabsfulde Steinar, som Egill bliver nødt til at blande sig i, og han gør det med sin sædvanlige energi. Denne sagas udgang er heller ikke tragisk: den gamle Egils hjælpeløshed i hans høje alderdom stemmer os ganske vist til et vist vemod, men den er ikke uden humoristiske, oplivende elementer, der endogså spreder et lystigt skær over den gamle stridbare mand: men sagaen har i øvrigt flere meget tragiske begivenheder at fortælle om (Torolfs fald, Böðvars drukning). Alt i alt er Bandamannasaga, hvis hovedperson, den gamle snedige Ófeigr, overlister sin uerfarne, men ærgærrige søns modstandere, snarest humoristisk, men dog ikke uden tragiske elementer. Morsom er her modsætningen mellem den gamle fader og den opvoksende søn; det er den evig unge strid mellem to generationer. Denne saga foregår helt på Island, i herredet og på altinget, og drejer sig særlig om retssager. Fjendtlighederne og bitterheden har her en anden og ublodig karakter (undtagen for et par bipersoners vedkommende) end i andre sagaer, som fortæller om forbitrede kampe og mandefald, processer og domfældelser, fredløshed og blodsudgydelser atter og atter. Undertiden får afslutningen dog en fredelig karakter, som i Eyrbyggjasaga, for så vidt som den gamle Snorre gode beholder sin magt og værdighed lige til sin død, uovervunden af alle sine modstandere. Derimod er sagaen ellers opfyldt af tragiske begivenheder af høj rang som den uskyldig anklagede og dømte Torarin på Mávahliðs skæbne; endogså hans ædle hustru bliver ramt af skæbnens ublidhed. Ligeså tragisk er historien om, hvorledes Snorres modstander, den ædle gode Arnkell, må bøde med livet osv. — I Gullþórissaga fortælles tildels — som i Egilssaga — om kampe udenfor Island, tildels om stridigheder, der har deres rod i heltens tidligere færd på Island, og kampe, der tilsidst ende med forlig. — I Vatsdælasaga er æmnet mangeartet, men i det hele ikke egenlig tragisk, undtagen for så vidt som den gamle høvding Ingimundr får sin bane på en ganske uværdig og ufortjænt måde. Hans sønner har fjendtligheder med andre, men uden synderlig tragisk udgang. Derimod er den unge Ingolfr, Ingimunds sønnesøn, en afgjort tragisk person; denne smukke elskerskikkelse, i hvem alle unge piger forelskede sig, indvikles tidlig i trætter og dør af sår, han får i kampen; denne kamp står dog ikke i forbindelse med nogen elskovshistorie. — Svarfdælasaga, der tildels er uhistorisk, indeholder en i flere henseender højst ejendommelig fejdehistorie, hvor det dog særlig er den strænge behandling af den smukke, udholdende og stolte Ingvildr fagerkind, der trænger sig fortrinsvis frem; hun bliver gentagne gange solgt i udlandet som trælkvinde, indtil hun endelig opgiver sin trodsige holdning. Ellers ender denne saga lykkelig. — Den lille Vallaljótssagas indhold udgøres atter af blodige bygdefejder og gensidige manddrab; det er høvdingerne Vallaljótr og Guðmundr den mægtige, der her står overfor hinanden, men sagaen ender med fred og forlig. — Ljósvetningasaga kan særlig stilles ved siden af Vatsdælasaga. Her findes bl. a. en skildring af en ejendommelig iversyge og misundelse mellem to gifte koner (jfr. Njála), af det uvenlige forhold mellem brødrene Guðmundr og Einar på Tværå osv., samt om Guðmundr den riges fejder i anledning af en forhånelse og deraf følgende manddrab (Þorkell hákr). I den sidste del af sagaen fortælles, hvorledes den fortræffelige Koðrán Guðmundsson engang under en kamp vilde forlige de stridende, men blev dræbt; hans banemand blev senere dræbt i Norge. Ellers kan sagaen ikke betegnes som gennemtragisk. — Til disse sagaer slutter sig de østfjordske sagaer, Vápnfirðingasaga o. fl., hvor der findes kampe og blodhævn, men også et endeligt forlig, der foregår på en ejendommelig smuk og rørende måde. Også Njala kunde for så vidt henføres hertil, som den jo til allersidst ender med forliget mellem de to gamle modstandere, Flose og Káre, tilligemed giftermålet mellem denne og den kvindelige hovedperson, der har voldt mordbranden med dens følger: men på grund af sin gennemtragiske karakter er den dog snarest at henføre til en anden gruppe af sagaer. Endelig kan her anføres den meget unge Flóamannasaga, der dog ikke særlig handler om familjetvist på Island, men vel om forskellige mere eller mindre sandsynlige kampbedrifter; særlig karakteristisk er fortællingen om en farlig rejse til Grønland, tildels af en meget sørgelig art. Dog ender sagaen godt.

I modsætning til de nævnte sagaer er andre, der har en udpræget tragisk udgang og kan siges at have denne karakter i det hele. Der kan atter her skælnes mellem to slags. Dels er der sagaer, der ender med hovedheltens undergang, bevirket ved, at han med eller mod sin vilje har indviklet sig i fjendtligheder og begået manddrab; dels er der andre, hvor kærligheden er med i spillet, og hvor hovedpersonen falder som offer for eller i anledning af sit kærlighedsforhold, der da er ulykkeligt.

Til den første slags hører flertallet af de her i betragtning kommende sagaer. I Hænsaþórissaga fortælles om den retskafne, hjælpsomme høvding, Blundketill (rettere: Þorkell, hans søn, jfr. ovf. s. 234—6), og hans indebrænding ved den lavsindede rigmand Hønsetore, der fandt støtte hos en ellers brav mand, goden Arnkell, hvis søn han opfostrede. Det tragiske forhøjes ved, at denne søn uskyldig bliver dræbt; derimod føler læseren sig tilfredsstillet ved, at skurken får sin velfortjænte straf. Senere opdigtet og uhistorisk er vistnok det træk, som sagaen indeholder om en løfteaflæggelse (heitstrenging) efter gammel skik. — I Hávarðarsaga knyttes det tragiske til den unge, håbefulde og redelige søn af den gamle helt og tvekæmper, digteren Hávarðr, kaldt den isfjordske; sønnen Óláfr »med bjørnevarmen« bliver af en isfjordsk høvding uden grund beskyldt for tyveri og dræbt; den gamle fader mander sig efter nogle års forløb op til at hævne sin søn, dræber sin fjende, men bliver dømt til etslags fredløshed, d.v.s. til at forlade sit hjem og egnen. — Af lignende art er den lille Hrómundarþáttr; efter at hovedpersonen på grund af drab har måttet forlade sin egn og bosat sig andetsteds, indvikles han i fejde med norske købmænd; de angriber ham i hans hjem; han og hans unge sønnesøn med flere falder. — Fóstbræðrasaga er i en særlig forstand overmodets, forurettelsernes, kampenes og drabenes historie; det går slag i slag med mandefald, både uretfærdige og berettigede; her er næsten overalt blod og atter blod. Den ene fostbroder, den voldsomme Torgeir, dræber f. ex. engang en mand, »blot fordi han stod så pænt for et øksehug«: Torgeir bliver endelig dræbt af en grønlandsk høvding, og læseren føler ingen medlidenhed; snarere føler han sig lettet; men nu må Tormod, den anden fostbroder, afsted til Grønland, hvor han, den elskværdige og i grunden bløde mand, tager en frygtelig hævn. Selv falder Tormod i slaget på Stiklestad. Dog er der mange lyspunkter i sagaen. — Vígaglumssaga handler om høvdingen Glúmr, der hævner sin uretfærdig dræbte fader og indvikles i forskellige fejder; han beholder længe overhånd ved personligt mod og snildhed, der bl.a. giver sig udslag i tvetydige, ordspilagtige eder, han aflægger, og hvorved folk føres bag lyset. Endelig bliver han overlistet af den kloge Einar, Guðmundr den riges broder, og må i sin høje alderdom rømme sin gård og herredet. Den gamle høvdings skæbne er tragisk, minder om Egils, men er dog væsenlig forskellig derfra. — Nogen lighed med denne saga, dog tildels endnu mere tragisk i sine enkeltheder, er Hrafnkelssaga. Hovedpersonen, Hrafnkell gode, er meget overmodig og behandler en modstander derefter; imidlertid bliver han af denne overmandet, mishandlet og undgår med nød og næppe døden. Han bringes i en fornedrelsestilstand, som han dog benytter til at skaffe sig magt og myndighed igen og det lykkes ham at skaffe sig oprejsning. Det tragiske forhøjes ved, at anledningen til fjendtlighederne er et drab, som Hrafnkell mod sin vilje begår, men som han på grund af en hellig ed er nødt til at udføre. — Af en særlig mørk, tragisk karakter er Reykdælasaga, Droplaugarsonasaga og Heiðarvígasaga. I den første af disse bliver den uskyldige, ædle gode Askell dræbt, men før han udånder, får han sine tilstedeværende slægtninge til at love, at de ikke vil hævne ham, men modtage forlig. Men den ene af hans sønner, Skúta, var udenlands; efter at være kommen hjem, føler han sig forpligtet til at tage hævn, hvad han også gør. Selv bliver Skúta tilslut underfundig dræbt af en af sine modstandere, efter at denne har lokket hans fosterdatter til at røbe dennes jordhus og indretningen derved. I Dropl. s. har vi det også med lutter kampe og drab, der har deres udspring i spottende udtalelser om enken Dropløg; hendes ene søn, Helge, bliver dræbt, men hævnes af den anden broder Grímr; denne dømmes fredløs, rejser til Norge og dør snart efter af sår efter en tvekamp. Heiðarv. s. er fra først til sidst en gennemført drabs- og blodhævnssaga; hovedpersonerne er den urolige høvding Víga-Styrr, Snorre godes svigerfader, der begår mange drab og selv dræbes tilsidst, samt Víga-Barðe (6), hovedmanden i den såkaldte Hedekamp; han landsforvises og vender aldrig mere tilbage. — Til disse sagaer slutter sig endelig Njálssaga. Bortset fra erotikkens lidenskab, der her ikke findes, er denne saga i en fremragende grad de stærke lidenskabers historie; her er mange indviklede forhold med drabs- og blodhævnstilfælde, oprivende stridigheder og voldsomheder; her er på den ene side mange udmærkede personer, der alle, med undtagelse af Káre og Flose, får et højtragisk endeligt; der er på den anden side lave og nederdrægtige karakterer, der bidrager deres til handlingens udvikling. Vi skal ikke her gå i det enkelte; kun skal vi minde om stridighederne mellem de to kvindelige hovedpersoner. Bergtora og Hallgerðr; om Njálssønnernes mange fejder og drab, hvoraf det på Höskuldr hvitanæsgode har en særlig betydning for tragediens udvikling. Det er dette, der fører til Njáls og hele hans familjes indebrænding; her er mange spændende og ophøjede optrin. Med indebrændingen kunde sagaen synes at have nået sit højdepunkt; det er også tilfældet, men kun tildels. Næsten af en ligeså stor interesse og spændende kraft er den følgende proces på altinget, der til trods for stedets ukrænkelighed skulde ende så blodigt, samt endelig Káres hævn over indebrændingsmændene såvel i ind- som i udland. Det tragiske ved hele denne historie forøges i høj grad derved, at det er selve den vise Njáll, der, til trods for sin bravhed og kløgt, bliver et skæbnens redskab til fremskyndelsen af sagaens tragiske begivenheder. Dette er måske netop det, der i sagalitteraturen er udført dybest og finest, med en psykologisk kunst, der søger sin mage. Opmuntrende og oplivende under al denne tragisk betagende handling er dog, og det i en særlig høj grad, Skarpheðins færd og tale, hans bidende sarkasmer og korte, fyndige svar; navnlig bidrager de meget til at dæmpe følelsen af uhyggen ved, hvad der foregår, og hvorimod alt hastende stunder. Endelig breder den omstændighed, at Hildigunnr tilsidst rækker Káre sin hånd, et mildt forsonende skær over det forudgangne. — Sammen med og indsat i Njála findes sagaen om Gunnar på Hliðarende, der indeholder et par mærkelige ægteskabshistorier (Unnr — Hrútr, Hallgerðr — 3 gange gift, sidst med Gunnar) med flere spændende optrin, tildels af humoristisk art som Gunnars rejse og stævning af Hrútr. Hvad der her er særlig tragisk, er Hallgerðs skæbne og den skæbnesvangre rolle, hun spiller for alle sine mænds liv; den første har hun besørget taget af dage; den anden elsker hun og bliver dog i det mindste middelbart årsag i hans død, men sørger for, at drabsmanden dræbes. Endelig bringer hun ulykken over den retskafne og ridderlige Gunnar, en af de islandske sagaers mest sympatetiske skikkelser. Gunnar begår drab, som Hallgerðr ved sit lumpne tyveri forvolder, han dømmes fredløs; ved bortrejsen gribes han imidlertid af sit hjems underfulde naturskønhed — et næsten enestående træk — og bliver hjemme. Han overfaldes nu på sin gård og dræbes efter et heltemodigt forsvar; også her griber Hallgerðr ind på sin sædvanlige måde; Gunnars buestræng bliver hugget i stykker, hvorpå han beder hende om at sno sig en ny stræng; hun har imidlertid ikke glemt ”kindhesten”, hun fik af Gunnar, da det opdagedes, at hun havde ladet — stjæle. Her er der fuldt op af tragiske optrin, men de når deres højdepunkt, forekommer det mig, i denne sidste handling af Hallgerðr. Gunnars død hævnes af Njáls sønner. Hallgerðr synker bagefter ned til at blive skurken Hrapps frille.

Til denne slags sagaer slutter sig de to fredløshedssagaer i særlig forstand: Gíslasaga og Grettissaga. I den første fortælles, hvorledes Gisle Súrsson blev fredløs skovgangsmand, fordi han ifølge sin pligt hævnede sin fostbroder, men dennes banemand var Gisles egen svoger; her er grunden til fredløsheden og Gisles forspildte liv i dobbelt henseende tragisk. I 17 år levede Gisle som fredløs, allevegne forfulgt af sine fjender, indtil det endelig lykkedes dem at få bugt med ham. Under alle disse forfølgelser er Gisle en højst sympatetisk personlighed; hans bitre skæbne og hårde lod formildes noget ved den støtte, han fandt hos sin trofaste, kloge og energiske hustru, der endogså kæmpede ved hans side i hans sidste stund. Ejendommeligt for Gisle er hans mange drømme, som volder ham bekymrede stunder, uden at han dog nogensinde taber sin ro og sit tålmod. Den oprindelige grund til drabene og ulykkerne var i øvrigt et par kvinders uforsigtige ord om deres lønlige tilbøjeligheder, idet de trode, at der var ingen, der lyttede, men Gisles broder, Torkel, hørte det og bragte det videre. — I Grettissaga er Gretter den stærke hovedpersonen. Fra barnsben af ilter og kåd, en rigtig Till Uglspil, begår han forskellige streger, der mere vidner om sindets ustyrlighed end egenlig ondskabsfuldhed. Navnlig sin fader, der ikke yndede ham, spillede han forskellige puds, og dette spåede ham ikke noget godt. Ung begår han sit første manddrab, og han bliver efterhånden indviklet i stadig flere; endelig blev han den ufrivillige årsag til, at nogle unge Islændere brændte inde i Norge; hjemme dømtes han til skovgang. »Alt erfarede han på engang, sin dom, sin broders og faders død«. Nu begyndte der for ham et liv, der er uden sidestykke i de øvrige sagaer. Fredløs flakker han om fra egn til egn, efterstræbt men også, på sine steder, støttet. Selv hjælper han alle vegne den betrængte, hvor han kan, og er på den anden side ikke bange for manddrab, hvor det ikke kunde undgås. Hans yndlingstilbøjelighed var at slås med bersærker og, fremfor alt, at udrydde spøgelser. Efter at han endelig tilligemed sin trofaste broder Illuge havde taget sig ophold på en næsten utilgængelig klippeø, lykkedes det hans fjender at få bugt med ham. Hans sidste kamp er af en særlig vemodig-gribende art. Et forhøjet tragisk moment herved var det, at der var et spørgsmål om, hvorvidt Gretter i virkeligheden var fredløs, da han dræbtes; sagen var den, at efter 20 års fredløshed blev man lige så fri som enhver anden, og der var flere, der påstod, at de 20 år var forløbne, andre regnede ud, at der manglede en uge. Tiltrods for alt det tragiske i denne saga er den egenlig ikke tragisk-tung at læse; dertil bidrager Gretters aldrig svigtende humør og sorgløshed; han ænsede ingen farer og det var, som om ingen bitterhed kunde fæste rod i hans sind. Altid havde han en spøgende bemærkning eller et fyndigt ordsprog til svar på rede hånd. Rørende skildret er forholdet mellem ham og hans moder, samt mellem ham og hans yngre broder, der fulgte ham i døden. — Endelig haves den halvt uhistoriske Harðarsaga, en tredje fredløshedens saga, der ender med fostbrødrene Hörðr og Geirs drab.

På overgangen til sagaer, hvor kærligheden spiller en hovedrolle, står Laxdælasaga. Den kan i mange henseender stilles ved siden af de i det foregående omtalte sagaer; men dens hovedpersoner er og bliver Gudrun Osvifrsdatter og Olaf pås søn Kjartan; forholdet mellem disse to er sagaens hovedkærne. De elsker hinanden, forlover sig halvvejs, hvorpå han rejser udenlands. Imidlertid forelsker Kjartans fætter sig i Gudrun og får hende til ægte ved en tvetydig beretning om Kjartans færd i udlandet. Gudrun er for stolt til at vænte på sin formentlig utro bejler. Mellem Kjartan og Gudrun er bruddet ulægeligt, det gode forhold kan ikke genoprettes. Endelig efter flere gensidige fornærmelser udvirker Gudrun, at Kjartan bliver dræbt; men om hendes følelser for ham både før og senere vidner hendes bekendte svar: »ham var jeg værst, hvem jeg elskede højst«. Der er dyb tragik i hele forholdet, og Gudruns færd er af stor psykologisk sandhed. Hendes fire giftermålshistorier ligesom også Tord Ingunnarsons giftermål er interessante.

Vi kommer nu til de egenlige kærlighedssagaer. Her møder vi for det første Gunnlaugssaga og Bjarnarsaga, der ligner hinanden overmåde meget. Den førstes indhold er ovenfor meddelt. I den sidste saga er hovedpersonerne, ligesom i hin, tre: den dejlige bondedatter Oddny øfakkel, digteren Tord Kolbeinsson (I, 573—7) og Björn (I, 507—8). Oddny og Björn elsker hinanden, og det går som i Gunnlaugssaga: Tord frir, under Björns ophold udenlands, til Oddny og får hende til ægte efter at have sørget for, at det rygte blev udbredt, at Björn var død af sår. Kort efter kommer imidlertid Björn hjem. Tord tror at kunne forsone Björn ved at indbyde ham til sig; Björn tager imod tilbudet, men forholdet bliver naturligvis meget værre; kærligheden mellem ham og Oddny blusser atter op med fordoblet styrke, og sagaen lader os skimte et ægteskabsbrud fra Oddnys side. Der er således, tiltrods for lighederne, uligheder nok mellem sagaerne om Björn og Gunnlaugr. Striden mellem de to modstandere ender først med Björns fald for Tord. Oddny bliver halv vanvittig af sorg, og Tord ønskede mange gange, at Björn var ilive. Kærlighedsforholdet er i denne saga ikke skildret så himmelrent og yndefuldt som i Gunnlaugss.; det ene er langtfra en gentagelse af det andet. Det tragiske udfald er lignende. — I Kormákssaga er hovedpersonen, Kormákr (I, 537—42), den mægtige, lidenskabelige elsker; hans udkårne er den skønne bondedatter Steingerðr; der er i grunden intet i vejen for deres ægteskabelige forbindelse, brylluppet er berammet, men så ødelægges det hele, blot ved hans utilgivelige nølen; hendes fader bliver så opbragt, at med giftermålet er det nu for bestandig forbi. Hvis der overhovedet er noget tragisk i forholdenes udviklings formindskes det i høj grad ved Kormáks egen handlemåde, som ikke kan undskyldes. Men hans vedblivende urokkelige kærlighed til Steingerðr og til hende alene, forsoner os med ham, vor sympati følger ham og dem bægge. Steingerðr bliver to gange gift, først med den gamle, affældige Holmgöngu-Berse (I, 515—6), hvem hun forlader, dernæst med en bonde. Kormákr forfølger bægge hendes mænd med ufred og har tvekampe med dem, men er i reglen uheldig. Han og Steingerðr mødes ofte, men forholdet mellem dem er rent og pletfrit; de overnatter engang på samme sted, men Kormákr lægger et nøgent sværd imellem dem; det er Brynhilds og Sigurds historie om igen. Kormákr finder tidlig sin død i Skotland på en måde, som ikke står i forbindelse med hans kærlighed. — Endelig er Hallfreðarsaga en historie om ulykkelig elskov mellem digteren Hallfreðr (1, 556—66) og bondedatteren Kolfinna. De får ikke hinanden; hun bliver gift med bonden og digteren Gris Sæmingsson, hvem Hallfreðr aldrig bliver træt af at spotte. Selv gifter Hallfreðr sig senere i Sverrig uden dog at glemme sin første kærlighed. Han mister tidlig sin hustru og kommer tilbage til Island og træffer her engang sammen med Kolfinna, da hun var til sæters. Han overnattede der imod hendes vilje, i hvert fald lod hun således, men forholdet var ikke så rent som mellem Kormákr og Steingerðr. Selvfølgelig erfarede Gris, hvad der var sket, og fjendtlighederne mellem ham og Hallfreðr udbrød på ny. Hallfreðr døde tidlig, men heller ikke hans død står i nogen forbindelse med hans kærlighedshistorie.

Vi har her i korte træk skildret de enkelte slægtsagaers hovedæmner for at vise deres indbyrdes lighed og forskel. Der er ingen grund til på lignende måde at gennemgå de andre sagaværker, kongernes eller bispernes historie osv. Der kan i dem, navnlig i kongesagaerne, findes lignende tildragelser, kampe og ledingsfærd i det uendelige, private fejder og kærlighedshistorier, men der er ingen anledning til særlig at dvæle ved dem. En ting er der dog, der er fælles for omtrent alle sagaer, skønt den stærkest, dog ikke altid, fremtræder i slægtsagaerne; det er troen på den altstyrende skæbne og dens magt. Alle oldtidsfolk var fatalister i udpræget forstand og vore forfædre ikke mindst. Menneskets liv var forudbestemt. Helge hundingsbanes kvad begynder med at beskrive nornernes virksomhed ved Helges fødsel; ved hver mands fødsel bestemte de skæbnetrådens længde. Utallige gange udtales troen på skæbnen i sagaerne ved udtryk som: »ingen kan modstå, undgå, ændre skæbnen« og lign. »Det går med de fleste ting, som det skal være«, siger den skæbnehengivne Torstein, da han erfarer, at barnet ikke var blevet sat ud. Alle, høje som lave, er besjælede af følelsen af at stå under denne magt, og den har sikkert i mange tilfælde virket dels æggende, dels sløvende og tilbageholdende. Torsteins adfærd i Gunnlaugssaga er åbenbart ganske afhængig af den skæbne, som drømmevarslet har åbenbaret ham. Det er drømmen, der er en åbenbarings form for skæbnen. Sådanne åbenbaringsformer forekommer oftere. Dels er det drømme (jfr. fremdeles Gíslas., Laxdæla o. fl.), dels vølvers og fremsynte mænds udtalelser eller troldkyndige folks ved sejdkunster frembragte forudsigelser. At man har sammenblandet sådanne forudsigelser, for så vidt som de er historiske, med skæbnen selv, er sikkert nok; rimeligvis har også de sandsigende personer selv trot, at de stod i en højere magts tjæneste, og at hvad de sagde, var noget, de ikke selv bestemte. At deres spådomme i de fleste eller måske i alle tilfælde har virket med en afgørende suggestibilitet, er uomtvisteligt; herpå afgiver Vatsdælas. et af de klareste beviser i vølvens spådom om Ingimund og dennes handlen derefter (7); her udtales tillige bestemt antagelsen af, at det er skæbnens egen bestemmelse, der udtales af vølven; ti Ingimund siger: »jeg har besluttet at ændre min stilling, og jeg har i sinde at drage til Island mere på grund af skæbnens og mægtige tings [dette udtryk betyder sikkert intet særligt, men er væsenlig tavtologisk] bestemmelse, end af egen tilbøjelighed« (8).

Personerne i sagaerne. Disse kan for det første deles i frie og ufrie; til de sidste hører alle underordnede tjænestefolk og deslige. Vi vil først betragte de frie personer og da begynde med de mandlige.

I Eddadigtene kan heltene nærmest deles i to slags (I, 89—90); i sagaerne er forholdet, som vænteligt var, noget anderledes og mere indviklet; de i Eddadigtene forekommende personer havde allerede i forfatternes tid på grund af deres uhistoriske væsen fået noget almindeligt, stereotypt, idealiseret ved sig, medens sagaens personer alle er historiske, og hele tiden levede i folkets tradition. Hine helte er sagnets store, ædle abstraktionsskikkelser, sagaens personer er grebne ud af livet, som de gik og stod, mennesker med virkelighedens kød og blod, derfor har hver sin udprægede individualitet; her er ingen fællestyper. Næppe to høvdinger er ens, skønt enkelte træk nok kan være fælles. Tiltrods for at Björn-Oddnys kærlighedshistorie i mangt og meget ligner Gunnlaugr-Helgas, så at man endogså fejlagtig har kunnet tro, at den ene kun var en genganger af den anden, er der dog i virkeligheden her tale om vidt forskellige karakterer; Björn er en ganske anden end Gunnlaugr, Oddny helt forskellig fra Helga, undtagen hvad deres elskovs styrke angår. Alt dette tyder på, at de enkelte karakterer fra først af er rigtig fastholdte. Nogle få rubrikker kan derfor vanskelig opstilles.

Vi har da for det første sådanne mænd som Borg-mændene, først og fremmest gamle Egill Skallagrímsson, der kun lever og ånder for sin familje og sine særinteresser, der hverken bryder sig om »stat eller kirke«, og aldrig træder op, undtagen når hans private interesser trues, men så gør han det også med så meget større kraft og virkningsfuldhed, at alt må bøje sig derfor; til daglig derimod er han stille og medgørlig. Er modstanden uovervindelig for menneskelige kræfter, må der resigneres, men det gøres ikke med det gode, og så finder resignationen sit smukke og gribende udtryk i sang. Egils søn Torstein deltager heller ikke i statssager, og dog er han lovkyndig. Skønt lidet yndet af faderen, ligner han ham dog i meget, kun er han mere fredsommelig og medgørlig; han kaldes »sagtmodig«; således vilde Egill aldrig være bleven kaldt; ikke desto mindre kan han optræde med kraft, når det gælder at værne sin ret og hævde sin myndighed. En lignende personlighed som Torstein er Áskell gode fra Myvatn, en retskaffen karakter, der fremfor alt vil undgå strid og hader blodsudgydelse; under en hungersnød stiller han sig med en uimodståelig karakterfasthed imod mængdens ønske om at lette udkommet ved at udsætte børnene og aflive oldinge. Ligesom Askell er også en anden høvding, Siðu-Hallr, et særsyn i det 10. årh. Denne, landets første døbte person, er godheden selv; alle vil han vel, og altid søger han at stille lidenskaberne. På altinget 1012 tilbyder han, for at forlig kan opnås, endogså, at han ikke vil forlange bøder for sin dræbte søn, Ljótr; hvad dette vilde sige i de tider, der her er tale om, ved man. Lignende træk forekommer også hos høvdingen Ingimund den gamle og dennes søn Torstein, der i dødens stund udtaler, at han ikke har været uretfærdig mod andre. Alle disse mænd havde fortrinsvis mere eller mindre at sige i deres eget herred; de danner en overgang til de egenlige statsmænd, de høvdinger og goder, hvis virksomhed i en særlig grad er knyttet til altinget og hvad der her foregik. Det er kraftige, kloge mænd, der i og for sig ikke er bange for voldsomheder hverken ude eller hjemme; de kan tillige være listige, ja ondskabsfulde og fremfor alt herskesyge. Sådanne mænd var f. ex. Tungu-Oddr (Hønsetoress., Egilss.), Snorre gode (Eyrb., Laxd.), Þorbjörn (Hávarð.), Vermundr, Víga-Styrr (Eyrb., Heiðarvs.), hvortil Gudmund d. mægtige (Ljósvetn.), Einar på Tværå (Glúm.) og Torkel krafla (Vatsd.) også må henføres. Der er dog en ikke ringe forskel mellem disse indbyrdes. Hos Snorre er herskesyge og kløgt ikke uden stænk af listighed (9) de mest fremtrædende egenskaber; hos Gudmund er det overmod og herskesyge, hos hans broder Einar klogskab, hos Tungu-Oddr ondskabsfuldhed, hos Víga-Styrr overmod og voldsomhed osv. osv. En mand som Snorre kommer aldrig til kort, han gør aldrig noget, som kan gøres til genstand for spot og spe. Det kan derimod Gudmund, ti han var egenlig ikke klog eller fremsynet; han var den første til at ville forære Olaf d. hellige øen Grimsø, men hans kloge broder Einar fik forslaget forpurret. Sammen med Einar kunde alle de »spage« mænd nævnes, det er juristerne og lovsigemændene, sådanne som Skapte og hans fader Þóroddr; de indvikles sjælden i stridigheder, men hævder deres anseelse og autoritet ved åndelig overlegenhed, der i samfundets organisation ikke kan undværes; deres bistand og råd må søges af alle. Dog også her er der forskel. Skapte f. ex. er ligesom hans fader ikke fri for at være listig og falsk; hans uheldige optræden på altinget 1012, hvis fortællingen derom ikke er noget overdreven, indbringer ham spot. Hertil kan den vise Njáll også regnes; han har en ejendommelig karakter. Han kan undertiden ægge sine stridbare sønner, når han er bleven hårdt prøvet, ved forblommede udtryk til hævn og drab. På den anden side er han den fredsommeligste, mest rettænkende mand, der vil alle vel og kun altfor vel: han fatter dybe planer, men med hensyn til disse er han omtrent enestående og en modsætning f. ex. til Snorre gode, idet de jævnlig mislykkes og fører til uheld og ulykke; han ligesom mangler den fornødne kraft og stålsatte hensynsløshed. — Af en anden art er igen en høvding som Flose; han vil helst undgå alt, hvad der kan stifte ulykker, i grunden en brav og hæderlig mand, men svag er han ikke. Tvungen ind på hævnens bane, udfører han hævnen på en grundig måde og véd bagefter med kraft og mådehold at hævde sin stilling og sin aldrig formindskede anseelse. Om hans modstander, den ædle Káre, gælder det samme, men han var aldrig en høvding i egenlig forstand som Flose. Med Káre går vi over til en ny gruppe af mænd; det er de tapre, heltene, hvis ungdom går til berømmelig færd helst på udenlandsrejser og vikingetog, for hvem det gælder ved ærlig krigerfærd at høste ære og guld (Káre, Gunnar); deres sind er ædelt, deres skjold uplettet, ingen umenneskelighed skæmmer deres krigshæder. De slår ikke folk ihjæl, bare for at se blodsudgydelsen. Det gør derimod en mand som Þorgeirr Hávarsson (jfr. ovf. 313), hvis hele færd er præget af den største voldsomhed og dybeste ringeagt for et menneskes liv, men til frygt kender han og hans ligemænd ikke; det er i det hele lidet sympatetiske personer. Deres valgsprog er: »dræb så mange, du har lyst, ligegyldigt om de er sagesløse eller ikke, og giv aldrig bøder for dem, gør aldrig uretten god igen«. Hertil hører mænd som Þorkell hákr (Njála), Holmgöngu-Berse (Kormákss.),jfr. Einar fluga (Harald hårdrådes s.) og fl. Enten får disse mænd ikke løn som forskyldt, idet de dør af alderdom (Berse), eller også bliver de dræbte; i enkelte tilfælde finder de deres overmand i hensynsløshed, som Þorkell i Skarpheðin i det kostelige optrin på altinget og bliver til spot; man mærker da samtidens skadefryd igennem sagaens skildring, og den forplanter sig til læseren. Virkelige illmenni, som sagaerne kaldte dem, skurke, skildres næppe blandt de egenlige høvdinge, med mindre sådanne gamle, ondskabsfulde personer som Þórólfr bægifótr (Eyrb.) og den underfundige rævepels, Mörðr (Njála), kan regnes hertil; derimod findes de blandt den lavere klasse af befolkningen. I modsætning til de sidst nævnte vilde krigsmænd står de mange andre, der af omstændighederne drives til kampe og manddrab af forskellige ydre grunde, men som ellers kan være særdeles medgørlige og brave mennesker. Disse findes så godt som i alle sagaer (også Káre kan siges at høre til dem). Det er handlekraftige, energiske, som oftest usammensatte naturer, der holder på mandsæren og slægtshæderen, og for hvem det gælder at stå i det mindste jævnsides med andre standsfæller i enhver henseende. Det er ikke nødvendigt at opregne alle disse; de ligner ofte hinanden, men også her er der væsensforskelligheder tilstede. Særlig fortjæner Vígaglúmr at nævnes; hans tapperhed er uden grænser, men han har en egenskab for sig selv, en vis snuhed og lyst til at føre andre bag lyset og benytte tvetydige udtryk; han bibringer en ung mand den tro, at han er ophavsmanden til et drab, Glúmr selv har begået, og bevirker derved, at sagsanlæggelsen bliver urigtig; han aflægger ed ved 3 templer på, at han ikke har dræbt en modstander, men eden er indrettet således, at han tillige sværger at være banemanden. Det hjælper ham foreløbig, men han får bagefter at føle, at fals slår sin egen herre på hals. Vi nærer en vis beundring for ham, men ikke egenlig nogen sympati; derimod har en mand som Víga-Skúta og andre lignende personer, hvis færd helt igennem er åben og ærlig, men som må bukke under til sidst, vor fulde medfølelse. Således er også vor fulde sympati på Gunnlaugs og Björns, men ikke i samme grad på Hrafns og Tords side, netop fordi de ikke bærer sig ganske ærlig ad, og dog er der atter stor forskel på de to sidst nævnte. Tord er underfundig og ikke nogen god karakter — således som sagaen skildrer os ham; men det er muligt, at den overdriver noget; om Hrafns optræden jfr. ovf. 294. Til de her nævnte personer slutter sig sådanne ulykkelige som Gisle og Gretter, disse to typiske skovgangsmænd, der dog er så forskellige som vel muligt. Den ene, Gisle, er rolig, med et lidt melankolsk temperament, der uden betænkning følger pligtens hellige bud og tager følgerne deraf med koldsindighed og fasthed; en sjælden harmonisk sjæl møder os hos ham. Anderledes med Gretter, denne rastløs omflakkende, opvakte og livlige mand, uden spor af melankoli, men altid oplagt til spøg og vittighed. Så er der endelig de erotiske helte, der dog tildels falder sammen med de omtalte; det er ikke måneskinsmennesker, ikke sukkende eller romantisk smægtende trubadurer; de er kraftige, kærnesunde karle, der elsker hæftig, lidenskabelig og trofast, og som er rede til, hvad øjeblik det skal være, at kæmpe på liv og død med medbejlerne. Heller ikke de er støbte i en og samme form; der er stor forskel på en Gunnlaugr og en Hallfreðr, på en Björn og en Kjartan osv. I grunden er den sidste måske den mindst sympatetiske; der er noget ufint ved ham, f. ex. i hans 3 dages belejring af Gudruns og hendes familjes hjem. Hvor ganske anderledes bærer Gunnlaugr sig ikke ad.

Det var sagaernes høvdingeklasse, der her i korte træk er skildret. Der forekommer i dem et utal af andre ringere bønder; men også med hensyn til disse er forskellen meget stor. Særlig kostelige er sådanne personer, der er blevne meget rige, men som er af ringe herkomst; som mennesker er de ganske ubetydelige, de er ofte gærrige, mistænksomme og af lav tænkemåde. På grund af deres rigdom har de ofte gjort et godt parti og fået en kone, som i alle henseender er dem overlegen, og som, når det gælder, også viser sig at være de rådende i huset; de finder sig i tingene uden just at føle sig ulykkelige, men undertiden ser de sig nødt til »at gå fra« deres usselrygge af ægtemænd. Disse mindre bønder støtter sig ofte til egnens høvdinger, hvis sønner de undertiden har taget til opfostring. En af de kosteligste skikkelser, der hører herhen, er Njálas Björn i Mörk, en rigtig pralhans og hare, men dog ikke uden gode egenskaber som trofasthed. Man ler af ham, men yder ham samtidig sin sympati.

Af trælle og andre tredje rangs personer findes ikke få. De er enten trofaste mod deres herre, undertiden storsindede og omhyggelige, påpasselige og sympatetiske, som den rapfodede Ire (Egilss.), og lønnes derefter (frigives og hædres). Enestående ædel, men næppe synderlig historisk er Skiðe (Svarfd.). Andre er derimod rigtig trodsige, uforskammede og dertil uforfærdede (Þrándr i Egilss.) og brugelige til alskens skurkestreger (Melkolfr i Njála). Af en særlig humoristisk art er de to navne, Þorbjörn i Grettiss., hvoraf den ene havde tilnavnet »usling«, den anden »stakkel«, de kæmper med hinanden og fælder hinanden; men disse to er mulig folkehumorens kostelige skabninger.

Endelig er der de egenlige, professionelle skurke, stimændene (flugumenn) og andre af lignende art. De første er rene vagabonder, der lader sig købe til snigmord og andre ugærninger. Ofte kommer de tilkort og tages tilfange, dræbes eller mishandles og forhånes og sendes således tilbage til den, der sendte dem (Bjarnars. og fl.) Til disse hører de egenlige bersærker, disse personer, der næsten altid er ikke-islandske, d.v.s. enten forekommende i udlandet eller som midlertidigt opholdende sig på Island (10), er de eneste personer, der så at sige altid skildres på en og samme måde; her finder vi først en uforanderlig type. De enkelte optrædende bersærker skildres nemlig på samme måde uden individuelle egenskaber; alle skummer de og hyler af raseri, alle bider de i deres skjolderande osv., og alle opfører de sig tølperagtig, og altid eller som oftest er grunden til, at de nævnes, en og den samme (overmod og frieri til en eller anden bondedatter); det går dem også alle på en og samme måde; en ung helt træder op (Glúmr, Egill, fremfor alle Gretter, jfr. hans berømte kamp med de 12 bersærker i Norge) og slår dem ihjæl eller behandler dem således, at de må løse sig sårede af holmen med skam og vanære for livstid. Billedet af dem er stivnet og stereotypt, hvilket uden tvivl kommer af, at vi her har at gøre med personer, der så at sige slet ikke fandtes på Island og snarest er at opfatte som hørende forhistorien til. Deraf kommer det også, at flere har samme navn (Ljótr, Moldi, Sóti), ligesom Heiðr er et fælles navn for sejdkvinder (11).

Sagaernes personer bliver i reglen ganske kort skildrede. Det er da som oftest den ydre beskrivelse af dem, der gives og da temlig nøjagtig. Vi erfarer deres ansigts form og farve, mund og næse, øjne og pande, hår og hårfarve, for ikke at tale om deres højde og drøjde osv. Altid fremhæves med et særlig skarpt blik de forskellige legemsfejl, de mulig har. Det var navnlig disse, der gav anledning til alle de utallige øgenavne, som sagaernes personer så rigelig er udstyrede med, og som på et senere trin kunde gå, og i virkeligheden ofte gik over til at blive konstante egennavne (grettir. skjálgr, kári osv.). Det er ingenlunde forfatternes hensigt, at lade deres helte stråle som idealer med hensyn til skønhed. Det er atter kun ganske enkelte, der berømmes derfor. Også dette viser forff.s upartiskhed og samvittighedsfuldhed. Personernes åndelige tilstand skildres derimod ikke nær så udførlig i det hele; nogen psykologisk omstændelig analyse som hyppig i moderne romaner og noveller gives der heldigvis ikke. I ganske få, træffende ord, med et eller to eller efter omstændighederne flere adjektiver fremhæves de vigtigste egenskaber. Når det om Torstein hedder, at han var »en vis mand og sagtmodig, mådeholden i alle ting«, nævnes netop her de egenskaber, som han kommer særlig til at vise som en optrædende person i sagaen (Gunnls.). Om høvdingen Illuge den sorte hedder det (sst.), at »han var meget hårdsindet og støttede godt sine venner«, — atter egenskaber, som han netop udfolder i sagaen. Om Gunnlaugr selv hedder det først, at han »var tidlig moden« — dette går både på det legemlige og det åndelige, — dernæst anvendes usædvanlig mange (ni) adjektiver for at beskrive hans ydre, medens hans åndelige egenskaber betegnes ved: »voldsom i sit sind, tidlig ærgærrig, mod alt uskånsom og hård, stor skjald og tilbøjelig til at digte nid« — altså en forholdsvis udførlig beskrivelse. Hans modstander Hrafn beskrives kun efter sit ydre, undtagen for så vidt som han tillige siges at have været en »stor skjald«. Og således fremdeles. Udmærket og omtrent enestående er beskrivelsen af Vallaljótr og hans efter hans sindsstemninger vekslende klædedragt: når han var veltilfreds og glad, havde han en brun kjortel og en guldindfattet økse af en særlig art, men når han var vred og gik med drabstanker havde han en sort, kort kjortel og en økse med jærnbeslået skaft. Vi lærer altså personerne kun at kende i de store træk ved den direkte beskrivelse af dem, og dog kender vi de allerfleste så godt, og de står for os så klart og skarpt, at det er, som vi kendte deres sjæls lønligste kroge, deres allerinderste tanker. Det som fornemmelig bevirker dette, er de mesterlig skildrede handlinger og optrin, som personerne er knyttede til eller midtpunkt i, de ligeså mesterlig formede samtaler, hvori personerne ofte dog kun middelbart og ad omveje afslører deres indre for os. Hvor inderlig klar står ikke f.ex. en person som Gretter for os i alle hans livs forskellige afsnit og optrin, først som den uvorne dreng, der drejer halsen om på sin faders gæslinger og skamskænder hans hoppe for at slippe for den ulejlighed at vogte den, — som klør sin gamle faders ryg med uldkarter, også for at være fri for denne kedelige gærning, — som dernæst, som voksen mand, helt igennem trodser de farer, der omgiver ham lige til hans død, hvilket vilde blive for vidtløftigt her at opregne. I enkelte og storslagne træk står sagaernes personer for os i alle deres forehavender, i al deres gøren og laden, i skildringens sollyse dagskær. Dette deres halvubevidste, middelbare sjælemaleri er en uopnået kunst, ganske anderledes god kunst end nutidens ofte sidelange beskrivelser af sjælstilstande med tilbehør.

Og nu kvinderne. De forekommer naturligvis ikke i et så stort antal som mændene, og det er sædvanlig kun gifte kvinder, der optræder, eller sådanne, der skal til at giftes. Den i det foregående almindelige beskrivelse af mændene kunde i mange punkter overføres på kvinderne. De er indbyrdes lige så forskellige som mændene; her er ingen generaliseringer, ingen almindelige typer tilstede.

Ved giftermålet er der i det hele kun sjælden tale om brudens tilbøjelighed; den kan være tilstede, men det er ikke hende selv (undt. når hun var enke), men hendes fader eller nærmeste frænder, der bestemmer, hvem hun skal have til mand. Sjælden eller aldrig kan der således være tale om en lang kærlighedshistorie før giftermålet. Om gensidig kærlighed er der derfor kun i ganske enkelte tilfælde tale (Sørle og Gudmund den mægtiges datter i Ljósv.), hvilket bekræftes ved det næsten stående udtryk: »der opstod [d.v.s. efter brylluppet] et kærligt forhold mellem ægtefolkene« (tókusk góðar ástir með þeim). I det hele er der kun tale om gode og lykkelige ægteskaber. Om konen som husfrue får vi ikke ret meget at vide. Hun gør sin daglige gærning i hjemmet, uden at have lejlighed til at blande sig i andre, særlig politiske, sager. I sit hjem er hun æret og agtet og hendes myndighed på gården, f.ex. overfor tyendet, var næsten uindskrænket; manden lod hende ofte råde i al fald med hensyn til, hvad der kaldtes at være innan stokks (husvæsnet); således antager Bergtora selv en tjænestekarl. Kun engang omtales en kone, der indenfor herredet og i dets sager endogså på sammenkomster gør sin autoritet i mandens fravær gældende; men det var også Egill Skallagrimssons datterdatter, Torbjørg d. digre, gift med høvdingen Vermund i Vatsfjorden. Da Gretter engang var så uheldig at blive taget til fange af de isfjordske bønder i Vermunds herred og skulde hænges, kom hun tilfældigvis derhen og befalede, at Gretter skulde løslades, hvis han vilde love ikke at gøre bønderne dér nogen ufred, og skønt bønderne heller end gærne vilde se Gretter i galgen, turde de ikke andet end gøre som Torbjørg vilde. Da så Vermund kom hjem, var han ikke særlig glad ved hendes handling, men hun svarede bl.a., at så vilde han anses for en endnu større høvding, når han havde en kone, som turde gøre det, hvorpå Vermund takkede hende for, hvad hun havde gjort. Der findes oftere eksempler på, at konerne ser bedre og forstår klarere, når der er svig påfærde og advarer da mændene, men i reglen forgæves. Bravhed, blidhed og forsøg på at formilde og glatte over er i det hele gennemgående træk hos sagaens kvinder. Ægteskabsbrud findes yderst sjælden omtalte eller antydede; skilsmisse findes nogle gange, hvortil der kunde være forskellige grunde, som ukvindelighed (Auðr-Þórðr i Laxd.), impotens hos manden (Unnr-Hrútr, Njála), mandens usle opførsel osv. Troskab er derimod en almindelig dyd. Rørende er den hengivenhed og trofaste ståen last og brast med manden, som Gisle Súrssons hustru Auðr viser under mandens lange og trange fredløshedsår. Alle kender Bergtoras berømte svar lige før indebrændingen: »ung blev jeg givet Njáll, og jeg har lovet ham, at vi skulde have samme skæbne«. Moderkærligheden er stærk og opofrende; rørende er den skildret i forholdet mellem Gretter og hans moder; »jeg ved, at mod barnet er moderen bedst« ytrer han. Når sønnen bliver dræbt, er moderen hævngærrig og helmer ikke, før hævnen er taget, hvis der er mulighed derfor (Egils datter Torgerd, hævnen efter Kjartan, — hendes datter Turid, hævnen efter Hallr, Heiðarv. — jfr. Bjargey i Hávard.); ligeledes er søsteren, når det kommer til stykket, lidet tilfreds med drabet på sin broder, uagtet hun, for at hævne sin mand, har opfordret dertil (Tordis, Gisle Súrssons søster). Grusom hævn over deres dræbte mænd afstedkommer kvinder som Gudrun (Laxd.) og Hildigunnr (Njála). Sådanne kvinder er opfyldte af flammende lidenskab og umættelig hævntørst; der er noget dæmonagtigt ved dem, og de bruger — ligesom Brynhild (I, 91) — ikke altid de hæderligste midler for at få deres vilje. Fremfor alle i så henseende må Gudrun (Laxd.) og Hallgerðr (Nj.) nævnes. Men i modsætning til Gudrun, der helt igennem trods sine fejl er en storslået og imponerende karakter, og som har en virkelig grund til sin opførsel, står den sidstnævnte, der ikke alene er hævnlysten og overmodig, men også en slet og umoralsk karakter; hun lader stjæle mad til sig, bringer død og fordærvelse over alle dem hun kommer i berøring med, for tilsidst at synke så dybt at blive den laveste og foragteligste persons frille, som nogen saga har at opvise; man kommer uvilkårlig til at tænke på en skikkelse som Marie Grubbe, og dog var denne sikkert ikke så slet som Hallgerðr; men strålende, indtagende, med ævner til at fortrylle mænd var hun. Der er i øvrigt noget småligt ved hende ligesom forresten også ved hendes kvindelige modstander, Bergtora; denne giver ellers et godt billede af en almindelig hustru, der styrer sin gård godt uden nogen særlig fremragende åndelig egenskab. Den strid, de to fører med hinanden ved efterhånden at besørge en række af mænd dræbte for hinanden, gør unægtelig et noget ravnekrogsagtigt indtryk; den stolthed, som deri viser sig, kan vi ikke sætte synderlig pris på. Sandheden synes at være, at den kvindelige stolthed og den kvindelige smålighed ofte er i et uhyggeligt slægtskab med hinanden. En anden, men ublodig kvindetvist findes i Ljósvetn. s. mellem Gudmund d. mægtiges og Tore Helgasons hustruer; heller ikke denne strid og dens anledning imponerer ved sin indre højhed og gør ingen af de stridende parter nogen ære. Mener kvinden, at hun er bleven forurettet, glemmer hun det aldrig og søger, ligesom manden, at hævne sig før eller senere. Særlig interesse knyttes der til de kvinder, der optræder som elskende. I reglen får de aldrig dem, hvem de elsker, men bliver af deres fædre bortgiftede til andre, hvem de ikke vil have. De bærer deres skæbne med resignation, tildels måske uden bitterhed og synes at have fundet behag i deres mænd som Steingerðr (Korms.) og Kolfinna (Halfreð.); de to andre: Oddny og navnlig Helga kunde derimod mindre finde sig i deres giftermål, og de glemte aldrig deres første kærlighed. Over alle andre hæver sig Gudruns mægtige skikkelse; hun holder, tiltrods for sin oprindelige kærlighed til Kjartan, i virkeligheden af Bolle, og hun lader denne hævne. Hun er den kloge kvinde, der forstår at bevare sin koldsindighed og ydre ro; trods alle skæbnens tilskikkelser bevarer hun sin overlegenhed og sit ry til sin dødsdag, og står således værdig ved siden af sin trofaste ven og rådgiver. Snorre gode. Hun lader Kjartan dræbe, det er sandt; men hun var bleven hårdt krænket af ham, foruden at hun havde haft grund til at tvivle om hans oprigtighed, og skylden lå ligeså meget på hans som på hendes side; det er ikke dette, der kaster en plet på hendes karakter, men vel det, at hun lod det prægtige hovedlin (motr), der ganske vist oprindelig havde været hende tiltænkt, rane og ødelægge. Det var atter noget småligt, men det er også det eneste smålige eller mindre ædle, der klæber ved hende. Hvor stor viser hun sig derimod ikke efter drabet på Bolle i hin berømte samtale med hans drabsmænd, og hvor selvstændig viser hun sig ikke under selve brylluppet med sin sidste mand, da denne vilde lade en mand pågribe, der havde tyt til hendes hjælp. En ren modsætning til Gudrun er Kjartans hustru, den blide Hrefna, som elskede sin mand og hentæredes af sorg og græmmelse efter hans død. Enkelte underordnede, tiltalende kvindeskikkelser findes der også, f. ex. den unge Gudrid (i Gisle Súrss.) osv.

Alle disse kvindekarakterer er helstøbte og, ligesom mændenes, rent individuelle. De kunde fortjæne en bedre og fuldstændigere analyse, end den, der her i korte og almindelige træk er given. De beskrivelser, som sagaerne giver af kvinderne, er endnu kortere end mændenes, og det er da atter det ydre, der træder i forgrunden. En kvinde beskrives hyppigst som væn d. e. statelig og velvoksen, som fríð, smuk af åsyn, eller fǫgr, en skønhed, øjnene, øjenbrynene, håret beskrives eller antydes oftest. Dygtige og praktiske kvinder kaldes skǫningr, hvorved der også betegnes en større udvortes indflydelse end den almindelige. De .indre egenskaber beskrives sjælden og mest, ligesom tilfældet var med mændene, indirekte. »En god kone«, »en vis, forstandig kone« hedder det ofte; undertiden fremgår disse egenskaber af den modsætning, som konen danner til sin mand.

Ægteskabsbrud og løsagtighed forekommer yderst sjælden (Snorre godes søster Turid), slibrige scener eller utugtige bemærkninger hører til undtagelserne (findes f. ex. i den meget unge Grettissaga), og de er da ofte vredesudbrud, der ikke eller næppe hviler på nogen realitet.

Om mange herhenhørende spørgsmål angående familjelivet og slægtfølelsen kan der henvises til den fyldige fremstilling, Kr, Kålund har givet i sin afhandling i Aarbøger f. nord. Oldkyndighed 1870. Slægtfølelsen er af naturlige grunde overmåde stærk, eller rettere sagt altbeherskende; dog kan der være gradsforskel tilstede; således er forholdet mellem fader og søn undertiden noget spændt, i det mindste til tider, men faderen vilde ikke desto mindre sikkert have hævnet sønnen eller omvendt, hvis den ene eller den anden var bleven dræbt; derimod er forholdet mellem moder og søn og søskende overordenlig varmt og smukt og svarer fuldstændig til Eddadigtenes fremstilling heraf (I, 87). Findes der en undtagelse herfra, har det sine særlige grunde. Forholdet mellem fostbrødre er så velbekendt, at vi ikke behøver at dvæle videre ved det her.

Således er da sagaens personer skildrede med et psykologisk skarpsyn og en finhed, der er uovertræffelig og står fuldstændig mål med Eddadigtenes uforlignelige karaktertegning. Fremfor alt må vi endnu engang betone det individuelle ved enhver karakter, så at den ene står i sine klare træk ved siden af den anden og adskillende sig derfra. Dette kan umulig være de enkelte sagaforfatteres skyld. Henved halvandet til to hundrede år efter personernes levetid kunde den ikke skildres på den måde, hvis ikke traditionen fra først af havde opfattet den således og fastholdt den ned igennem tiderne. Men den ros skal sagaforfatterne have, at de trolig og redelig har gengivet, hvad de havde modtaget uden at forvanske billedet. Hvorvidt de har forskønnet de enkelte træk eller forstørret konsekvensen i karakteren kan naturligvis ikke opspores, men det kan efter alt at dømme næppe, i det mindste ikke i nogen udstrakt grad, have været tilfældet.

Det kan her til slutning være hensigtsmæssigt ved et bestemt eksempel at vise, hvorledes hver enkelt personlighed fremtræder skarpt afsluttet, og vi vil vælge dertil den lille þáttr om Audun fra Vestfjordene. Hovedpersonerne er den unge faderløse bondesøn Audun, kongerne Harald hårdråde og dennes modstander kong Sven Estridsen; en biperson er den danske foged Åge.

Audun har ved sit arbejde fortjænt nogle penge, så at han kan lægge til side 3 års underhold til sin fattige moder. Han rejser først til Norge, derpå til Grønland, hvor han køber en prægtig isbjørn for alt, hvad han ejer, og rejser derpå tilbage til Norge. Her træffer han sammen med kong Harald. Da nu Audun har bestemt — af hvilke grunde, vides ikke, men det kan også være ligegyldigt — at ville bringe dyret som gave til kong Sven, vil han helst undgå at møde Harald. Denne erfarer imidlertid sagen og lader Audun hænte og ønsker dyret tilkøbs for samme pris, som A. har købt det, eller for to gange så meget eller endelig da som en gave. Til alt svarer Audun sit simple nej. Man måtte nu kende Harald dårlig, hvis man ikke kunde tro, at han følte sig fornærmet og det dobbelt fornærmet, da Audun så ligefrem erklærede, at han vilde til Danmark, for at forære Sven det; det var topmålt. Men Harald var, som bekendt, ikke blot en stræng herre, der ikke altid brød sig om, hvad der var lov og ret; han havde tillige humoristisk sans, og han har sikkert fundet situationen altfor løjerlig til at blive vred; han lader Audun rejse i fred, men beder ham træffe sig på tilbagevejen og fortælle, hvorledes det hele spænder af. Audun rejser til Danmark, men er ganske blottet for penge. Da træffer han en af kong Svens fogder; efter at have hørt Auduns ærinde, er denne lav nok til at benytte sig af hans hjælpeløshed og sælger ham fødevarer for halvdelen af dyret — »ellers vil i hægge dø af sult«. Audun, der ikke havde ladet sig kue af kong Harald, må nu bøje sig for den hårde nødvendighed. Nu rejste de til kong Sven, Audun for at give ham resten af dyret, Åge for at få halvdelen af, hvad kongen gav Audun. Men Åge forregnede sig. Da kongen fik hele sandheden at vide, idet Audun med al sin simple ligefremhed fortæller ham, hvad der var sket, blev kongen, der var en altfor hæderlig og rettænkende mand til ikke at indse Åges lavhed, højlig forbitret; havde det nu været Harald hårdråde, havde han øjeblikkelig ladet manden hænge, men den milde Sven lader sig nøje med at forvise ham — »men dig, Audun, véd jeg samme tak, som om du havde givet mig hele dyret«. Efter nogen tids ophold hos kongen erklærer Audun på sin sædvanlige korte måde, at han nu længtes bort. Kongen, som trode, han længtes efter sit hjem, blev noget forbavset og ytrede sin misfornøjelse. Da sagde Audun, hvad han jo kunde have sagt straks, at han vilde foretage en pilegrimsrejse til Rom. Det forstod kongen og udstyrede ham godt. På hjemvejen blev Audun syg og var igen blottet for alt, kommer dog endelig til kongen i ussel forfatning og har næppe mod til at vise sig. Men kongen tager vel imod ham og tilbød at gøre ham til sin skutilsvend. Audun takker ham for æren, men tilføjer kort og bestemt som altid: »jeg har i sinde at rejse hjem til Island«. Nu var det atter kongens tur til at blive stødt, ja vred, men Audun tilføjede så, hvad han jo kunde have sagt straks, at han måtte hjem for sin moders skyld, eftersom de 3 år var gået, og han måtte forsørge hende. Denne grund fandt kongen tilstrækkelig og roste Audun for hans brave hjærte. Ved afskeden forærede kong Sven ham prægtige gaver: et helt skib med gode varer, en læderpung med sølvpenge og en kostbar armring, som han kun skulde give til den, han havde særlig godt at lønne. Sit løfte tro styrede Audun til Norge for at træffe kong Harald; denne tog venlig imod ham, og nu følger en karakteristisk samtale: — »sæt dig ned, drik og fortæl — man mærker kongens spænding, — hvad gav Sven dig for dyret?«. »Han var så nådig, at han modtog det som gave«. »Han har nok givet dig mere end det?«. »Penge til en pilegrimsrejse«. »Ja, han øser penge ud til alle til denslags [Harald var jo ikke særlig from], skønt de ikke bringer ham kostbarheder. Hvad mere gav han dig?« »Han bød mig at blive sin skutilsvend og give mig megen hæder«. »Det var godt, men han har nok givet dig mere end det«. »Ja [man mærker hele tiden Auduns ulyst til at tale og tilbøjelighed til at trække det vigtigste ud], han gav mig et handelsskib med udmærkede varer«. »Det var prægtig gjort, men det vilde jeg også have gjort. Men så gav han dig vel ikke mere?«. »Jo, han gjorde; han gav mig en pung, fuld af sølv osv.« »Det var storartet, og det vilde jeg ikke have gjort. Gav han dig så mere?«. »Ja, [nu kulminerer det hele, og nu er det, som Audun for første gang bliver veltalende]; han gav mig denne ring og bad mig kun give den til den, som havde vist mig en velgærning. Og nu har jeg truffet ham, ti du havde magten til at tage fra mig både livet og dyret, men du lod mig beholde bægge dele og tillod mig i fred at rejse derhen, hvor andre ikke fik lov« — og nu rækker han kongen ringen, som modtages. Det virkelig komiske i optrinet, at en fattig islandsk bondesøn forærer Norges hersker en kostbarhed, bortfalder her ganske på grund af mandens inderlige og naive taknemmelighed, som han ligefrem har en indre trang til at vise. Audun rejste hjem, efterat at have fået gaver af kongen, og »blev en lykkens mand«.

Man ved ikke, hvad man her mest skal beundre, alt er lige vidunderlig skildret. Enhver af de optrædende personer er så plastisk, at de står for os i al deres særejendommelighed; deres rent menneskelige, uforfalskede natur fremtræder i al sin store simpelhed. Sympatien er ligelig fordelt mellem alle 3 hovedpersoner, og i Åge gives en type på lav og smudsig gærrighed, der vil findes til alle tider i alle lande i ethvert samfund. Dog anvender forfatteren ikke et eneste ord for direkte at karakterisere sine personer; det er de simpelt fortalte optrin, gengivelsen af de faldne ord og samtaler, der er talende, beskrivende nok. Kosteligst er dog vistnok Audun selv i al sin barnlige enfoldighed og naturlighed, sin lidt bondeagtige kejtethed, men vi trækker aldrig på smilebåndet af ham. Han er ikke et øjeblik i tvivl om, hvad han vil, hans vilje er urokkelig; livet kunde fratages ham, men sin engang tagne bestemmelse lod han ingen magt fravriste sig. Og hvor indtagende er ikke hans ærlighed og retskaffenhed, hvor rørende er ikke hans kærlighed til moderen. Ligeså interessant og træffende er fremstillingen af de to konger, der i så mangt og meget var hinandens modsætninger; hvor udmærket klart fremtræder ikke Haralds humoristisk-joviale væsen og Svens retsindige mildhed. — Vi har i dette ene eksempel villet vise sagaforfatternes simple kunst og fortrinlige fremgangsmåde. Enhver saga kunde gennemgås på samme måde, og så godt som allevegne vil man finde samme karakterskildring, samme plastik, samme egenskaber i et og alt.

Man hører ofte den bebrejdelse fremført mod de gamle sagaer, at de er ensformige. Denne bebrejdelse er ugrundet, når man tager hensyn til det egenlige stof og den uendelige mangfoldighed af hændelser, tilstande og lign., der mere eller mindre nøjagtig omtales; endnu mindre berettiget er den, når man tager den talløse mængde af optrædende personer af alle aldere og stænder, hver med sin udprægede ejendommelighed, i betragtning. Den, der her taler om ensformighed, formår simpelt hen ikke at læse en islandsk saga.

Derimod må det indrømmes, at det forholder sig anderledes med stilen, fremstillingens klædebon; her kan man tale om ensformighed, og det af gode og naturlige grunde.

Sagaernes indhold er mangeartet, jfr. Rich. Heinzels fremstilling, dog ikke så afvekslende og rigt som personerne, der optræder. Der er atter og atter skildringer af begivenheder, stridigheder, kærlighedsforbindelser, udenlandsrejser, kampe til lands og vands; navnlig disse beskrives med forkærlighed. Uagtet der her er ligheder til stede, er kampskildringerne dog ikke gentagelser af hinanden, men de enkelte optrin er ikke altid lige egnede til at afvinde os en uformindsket interesse; der er andre ting, som fortjæner større opmærksomhed; men for oldtidens læsere var det vistnok kampens enkeltheder, der netop var så interessante. Kun undtagelsesvis fortælles omtrent det samme et par gange i én saga. I reglen indeholder de skildrede enkeltheder ingen overdrivelser eller noget, som ikke kan være sket, noget, der overskrider det muliges grænser. Drømmesyn, trolddomskunster, genfærd og varsler (varslende genstande, som våben, der synger før vigtige begivenheder) hører ikke hid; det var noget, der for samtiden og traditionens bærere stod som uomtvistelige kendsgærninger (12); de besad troens realitet. Anderledes forholder det sig med kampe med drager og andre fabeldyr, der dog kun undtagelsesvis forekommer; her er sagn og æventyr blevne indblandede i den virkelig historiske tradition ved den folkelige fantasis overførelse; Heinzel har (13) fremdraget enkelte overdrivelser og umuligheder, som Gisle Súrssons sidste hug, der kløvede fjenden til bæltestedet; om det er en umulighed, er dog næppe så sikkert; fremdeles den tre-årige Egils vers (Egilss.) m. m., også samtaler mellem personer, der ikke kan forudsættes at forstå hinanden; men dette er dog noget andet, det er sagastilen, som her træder frem. Derimod har det mere at sige, når der fortælles om enkeltheder, som ingen kunde vide noget om, f. ex, Skarpheðins sidste øjeblikke i branden på Bergtorshvol; her har man fra først af, i tilknytning til Káres fortælling, af Skarpheðins stilling og det sted, hvor hans lig fandtes, draget sandsynlige slutninger, der så gik ind i traditionen. Den kritiske læser standser ved alle sådanne steder med spørgsmålet: »hvor kunde man nu vide det fra?«, og man vil da kunne opdage, at der i de fleste tilfælde må foreligge en skønsom, på et reelt grundlag opbygget slutning, som man kan finde mere eller mindre sandsynlig; den historiske troværdighed påvirkes ikke heraf i nogen nævneværdig grad. Virkelige overdrivelser og usandsynligheder findes overhovedet kun i de yngste sagaer og bearbejdelser, f.ex. i Svarfdælas. (Klaufe, behandlingen af Yngvild fagerkind). Lærerige i denne henseende er de enkelte bearbejdelser af Olafernes sagaer; jo ældre disse er, des friere er de for legendariske historier, mirakuløse tildragelser og sagnagtige fortællinger; af sådanne er derimod de yngre bearbejdelser ligefrem opfyldte. Ellers bærer fremstillingen i reglen et jævnt objektivitetens præg, og det er rigtigt, når det hos Döring (s. 17) hedder: »Ligesom sagaskriveren aldrig tvivler det mindste om sandheden af de beretninger, der er komne til hans kundskab, således ønsker han, at også læseren måtte antage den ham givne fortælling for at være sand«.

Beskrivelser — af lande, lokaliteter, bygninger, klæder, våben, vind og vejr osv. — findes i det hele kun, når disse ting og forhold griber ind i sagaen eller står i forbindelse med de fortalte begivenheder og er af betydning for disse, men sjælden for sagens egen skyld eller for blot at beskrive; dette kan en enkelt gang findes, navnlig i de yngre og yngste sagaer (tempelbeskrivelsen i Kjalnesingas.). Næsten enestående er Finmarkens beskrivelse i Egilss., men heller ikke den står isoleret, men hænger nøje sammen med den betydningsfulde rolle, som Finmarken spiller i den følgende fortælling. På sådant et område var det ikke til at undgå, at enkelte anakronismer kunde indløbe, således at forfatterne overførte på ældre tider, hvad der var skik i deres dage. Dette finder dog vistnok overhovedet kun sjælden sted. For det første var de islandske kulturforhold, som ovf. bemærket, meget lidet udsatte for at ændres på grund af landets afsides beliggenhed; følgelig var forfatterne ikke ret meget udsatte for fejltagelser. Dernæst er det klart, at de i mange tilfælde, hvor der var sket en forandring, meget vel kendte denne og kunde gøre forskel på gammelt og nyt. Det hedder flere gange, og det så godt som i alle sagaer, »det var dengang skik, sædvane«, eller om redskaber, våben, »som de brugtes dengang« og lign. At betragte sådanne bemærkninger som etslags forsøg på falskneri, vilde ganske sikkert være uberettiget; forfatterne fandt navnene og beskrivelserne i traditionen; hvor disse ikke fuldt passede med deres tids indretninger, mente de på den måde at måtte gøre deres læsere opmærksomme på forholdene. Forsigtighed i bedømmelsen af ethvert sted må naturligvis anbefales. I en saga findes, som ovf. bemærket, ikke gærne uvedkommende ting indblandede og vistnok aldrig i de ældre sagaer i disses oprindelige form. I yngre håndskrifter og senere bearbejdelser kan der enkelte gange findes uvedkommende ting indblandede, der da er interpolationer, som f. ex. stykket om Gretter i 1. kap. af Fóstbræðrasaga — dette findes i A M. 132, derimod ikke i Flatøbogen, — stykket i slutningen af Hønsetores., der er lånt fra Are frode osv.

Forfatterne træder, som ovf. bemærket, aldrig frem i 1. person; men man kan i enkelte vendinger mærke dem. For ikke at blive beskyldt for at have udeladt, hvad forf. vidste og hvad læserne kunde ønske at vide, tilføjer forf. undertiden oplysende sætninger af en negativ art som »men han (hun) er ikke navngiven«, »det er ikke fortalt, hvad osv.«, »man ved ikke« osv.(14). Mere direkte end herved kommer forfatterne tilsyne i enkelte subjektivistiske sætninger, der udtaler en, i øvrigt almindelig, dom, eller hvor en mening refereres. Der findes stundom betragtninger som: »heraf kan det ses, hvorledes eller hvilken« osv.(15), men også her må man tage sig i agt for, hvad der kan være senere tilføjelser; således er ordene: »hvad der aldrig burde være sket« (er æva skyldi Gislas. s. 33) ikke den oprindelige forfatters mening, men en senere redaktørs; de findes kun i den ene »saga«. Fra forfatterne stammer udtalelser om skæbnen og dens magt, der ikke sjælden findes. I »sådanne og andre endnu mandigere formaninger« udtales ved de sidste ord ikke alene en beskrivelse, men også en dom; lignende korte antydninger af forfatternes meninger er hyppige, ligesom i Eddadigtene. Mindre tydelig eller måske slet ikke fremtræder de i forskellige sammenligninger, der anvendes nu og da, men hvoraf en god del i det mindste er gammel og stereotyp (»rød som blod« og lign.). Derimod fremtræder forfatternes positive kundskaber, når de udtrykkelig fremhæver forskellen mellem fortiden og deres samtid (se ovf.) med hensyn til de eller de skikke, stedsnavne, der har forandret sig osv.

Hvad nu særlig stilen i den egenligste forstand angår, er der, som bekendt, noget man jo plejer at kalde sagastil. Man behøver kun at have læst en enkelt saga både for at se, at der er en sådan, og erkende, hvori den består. Læser man så flere sagaer efter hinanden, vil man mærke, at stilen er meget konstant og ligner sig selv for det meste helt igennem. Man lægger mærke til, at de samme ord og vendinger atter og atter forekommer; man kunde sige, den samme stilsituation vender gentagne gange tilbage. »N. N. hed en mand« er en vel bekendt stereotyp indledningsformel, hvergang en ny person skal fremføres for læseren; men formlen har sin store betydning. Hvis det hed f. ex. »N. N. bonde på N. N. (stedet)«, kunde det lede til den misforståelse, at manden var omtalt før på et tidligere stadium, og bevirke, at tilhøreren i den anledning kunde afbryde med et spørgsmål om, hvorvidt det var tilfældet. For at undgå enhver sådan tvivl og for at undgå afbrydelse siger man derfor: »N. N. hed osv.«; dette udtrykker ganske bestemt, at vi har med en ny mand at gøre. Det samme udtrykkes undertiden endnu bestemtere ved: »nu må vi nævne en mand (de mænd) til sagaen« og lign. Når forfatteren en stund har forladt et æmne og gjort en udflugt til siden og så vender tilbage til et tidligere afsnit, for at fortsætte, hvor han slap, hedder det f. ex. »Nu er at fortælle om« osv., »der er nu at tage til (fat igen)«, »nu vender vi tilbage til det, som vi før forlod« eller lign.(16) En hyppig overgangsformel er: »Således er det sagt, fortalt«. — Når en mand forsvinder fra skuepladsen, for ikke mere at vise sig, hedder det gærne: »og nu er han ude af sagaen« — (se ovf. s. 189). Mange andre stereotype vendinger anvendes som: »og således gjorde han« [ɔ: som det er fortalt, antydet eller planlagt i det foregående], »dermed skiltes de« (17). Ordsprog og sentenser indledes i reglen med : »således som der siges« [ɔ: som ordsproget lyder]. Alt dette bevirker, at fremstillingen i sproglig henseende bliver temlig ensartet.

Fremstillingen er i det hele episk-dramatisk, således som det før (Döring) er blevet fremhævet. Episk — for så vidt som det hele skrider jævnt fremad i historisk-kronologisk, så vidt muligt pragmatisk sammenhæng. Dramatisk — for så vidt som den haster fremad tildels i dialogisk form mod en i mange tilfælde tragisk afslutning. Den rent historiske fortælling og den dialogiske form afveksler rigelig med hinanden. »Ved denne velgørende afveksling får indholdet en overordenlig friskhed og livlighed og, ifølge dialogens ejendommelige væsen, ikke sjælden en usædvanlig højhed og noget storslået ved sig«(18). Dette er træffende sagt. Kun må det tilføjes, at fremstillingen i det hele er jævn og ligefrem, ganske som dagligdagstalen var, og som den tildels endnu er. Nogen særlig forfatterstil for de enkelte sagaers vedkommende er der sjælden; dette kommer af, at stilen for allerstørste delen ikke er uddannet af forfatterne, men af den folkelige traditions bærere; det er folkets sprog, der gengives, og dette var så at sige ens alle steder; der mærkes i enkelte sagaer en vis forkærlighed for sentenser og ordsprog (Grettiss., Njála, de østlandske sagaer (19)), men dette ændrer ikke karakteren i det hele; den gejstlig-retoriske svulst i enkelte bearbejdelser af kongesagaer og den af Fostbræðras. i AM. 132-Flatøbogen ser vi her ganske bort fra. — Sætningerne er i reglen meget korte og føjes til hinanden sideordnede ved hjælp af det almindelige bindeord eller partiklen en (»men«, også hyppig brugt, hvor andre sprog kræver »og«). Sætningsforbindelsen afbrydes meget ofte, idet en sådan partikel udelades, og en ny sætning indføres med et þá (da) eller , som dog ikke behøver at stå allerførst (»Da (Nu) begav man sig . . .«, eller »Man begav sig da (nu)«). Underordning bruges ganske vist ofte, men på en overordenlig simpel måde; det er særlig tilfældet, når temporale eller kausale forhold skal udtrykkes (»Dengang da . . ., Efterat da . . .«, »Fordi . . . da« osv.), eller hypotetiske (»Dersom . . . da«), eller koncessive (»skønt . . . da« osv.). Eftersætningen begynder i reglen med þá (da, så), der dog ofte udelades i ét, men findes i et andet håndskrift; undertiden — således flere gange hos Snorre — indledes eftersætningen med ok (og); dette kommer af, at sansen for den mest logiske sætningsforbindelse ikke altid fastholdtes i den folkelige udtryksmåde, eller også er der hos forfatteren i sætningens løb indtrådt en vis tankenuance med hensyn til ordenes sammenhæng; enkelte ligefremme anakolutier indtræder også, ofte ikke uden en vis retorisk virkning; i reglen er de dog af en så let art, at de næppe mærkes, eller de falder meget naturlig for den folkelige opfattelse. Hertil kunde føjes den hyppige og ejendommelige brug af en tidsbestemmelse (»En dag«, »en morgen« og lign.), hvortil der føjes en sætning, der begynder med þá (da), som om den foranstående bestemmelse (det ene tidsord) var en selvstændig forsætning. Kun sjælden bliver sætningerne indenfor et punktum forholdsvis mange og forholdet mellem dem noget indviklet, idet da f. ex. flere forsætninger og af forskellig art forbindes; følgende sted findes f. ex. hos Snorre: »Men fordi (I, kausal) så mange af jarlens hær var komne op på Ormen, som der kunde være på skibet, men (fordi) hans skibe (II, parallel-kausal) lagde rundt omkring Ormen, men (III, af samme art) kun en ringe mængde til forsvar mod en så stor hær, skønt nu (IV, koncessiv) disse mænd både var stærke og tapre, — så (V, eftersætningen) faldt de nu« osv. (Hkr. I, 452,7—13). Sådanne sætninger hører imidlertid til sjældenhederne og hidrører snarere fra den lærde, omhyggelig motiverende forfatter, end fra den folkelige fortælling. Relativsætninger (»En mand, som« osv.) er ganske almindelige, begrundende tilføjede sætninger, der indledes med »fordi« (þvíat), ligeledes. De benyttes ofte til at anføre en kendsgærning, som ifølge sagastilen egenlig burde have været tidligere fortalt, men som forfatteren ikke før har fået plads eller lejlighed til; for at det, han nu egenlig vil meddele, ikke skal være altfor overraskende eller uforståeligt, begrunder han det eller forklarer det med det samme (20). Også andre slags forklaringer (»der var nemlig, det var nemlig« osv.) findes, når det synes nødvendigt (21). Virkelige sammenligninger findes, i modsætning til, hvad der er tilfældet i poesien (I, 100), temmelig hyppig; de indledes da med sem, svá sem (ligesom), hvortil så et andet navneord eller også en hel sætning med udsagnsordet i konjunktiv føjes (»rød som blod«, »så hurtig som en fugl fløj, flygi osv.)(22). Med sammenligningerne er enkelte udtryk og talemåder nærbeslægtede, når de anvendes i uegenlig eller overført betydning; de ligner noget skjaldenes kenninger, hvor to sammenligningsled er smæltede sammen til ét, som når det i Eyrb. hedder: »nu er den gamle ørn [det er Arnkell gode, der menes] fløjet til sit bytte på Örlygstad«, eller i Njála: »en stor okse [ǫldungr, det er Gunnar, der menes] er nu fældet til jorden« [ɔ: dræbt] (23) osv. Sådanne udtryksmåder benyttes med en primær forståelse af deres betydning, det er ikke mundheld, der anvendes så tit, at de er slidte og derfor går ind ad det ene øre og ud gennem det andet. I det hele har sproget en primitiv kraft og betydningsfuldhed, der endnu mærkes som usvækket; således også med hensyn til de ordsprog, der findes; de anvendes med en finfølelse og forståelse, som man i nutiden kun kan være misundelig over, hvor ordene er ligesom slidte mønter, hvis præg er fuldstændig udslettet, og hvis værdi derfor er ukendt for mængden.

Til stilen kan endvidere henføres, at sindstilstande ikke gærne beskrives, undtagen da ganske kort og med et eller to tillægsord. Derimod er det yndet, at lade dem fremtræde eller antyde dem i noget ydre, enten ved beskrivelse af en persons udseende og klædedragt (Egill hos kong Adelsten i Egilss.; jfr. om Vallaljótr ovfr.), eller ved en håndgribelig virkning eller udslag af den indre affekt (Egill svulmede således op — da hans søn blev begravet — , »at klæderne rævnede«) eller ved at anføre den handlende persons gebærder og handlinger (24); også i uvilkårlige stemningsudbrud, som når den elskende pige, idet hun ser sin elskede komme ridende i det fjærne, ytrer så ejendommelig kønt, at »nu var der solskin og søndenvind«; på den måde fremkommer der en »halvkvædet vise«, der ikke er til at misforstå, og som gør langt bedre og større virkning end alenlange beskrivelser.

Det er blevet fremhævet, at alle sagaer er mere eller mindre dialogiske, d.v.s. så snart der er to eller flere tilstede på engang, fortælles der ikke alene indirekte, hvad enhver sagde, men, efter god folkelig skik, slår denne gengivelsesmåde idelig over i den direkte gengivelse, d. v. s. der anføres samtaler, dialoger i ordets egenligste betydning. Og her viser forfatternes kunst sig næsten på det klareste, idet enhver af de talende udtaler sig individuelt og konsekvent, således som situationen kræver og som hans karakter ellers fremtræder. Men replikkerne er korte, og der siges aldrig mere, end hvad der er højst nødvendigt. Der er forskel tilstede på sagaerne; i enkelte, som Heiðarv., er dialogen overordenligt stærkt fremtrædende, medens den anvendes mere sparsomt i andre. Nogen Svada sidder der dog ikke på de gamle Islænderes og Nordmænds tunge (25). Disse replikker er ofte nok blevne særlig fremhævede, man har sammenlignet dem med slag af sværd og hug af økser. Snart er det bitter alvor, snart skæmt og vid og munter tale, snart bægge dele på engang som f.ex. i den berømte samtale mellem brødrene Sigurd og Eystein (mandjævningen). Djærvhed i udtrykket mangler der ikke, hvorimod skældsord og lave ukvemsord er yderst sjældne og mulig undertiden indsatte af senere afskrivere (26). I skildringen af vanskelige forhold, f. ex. Unns beskrivelse af hendes kranke ægteskabslykke (Njála), mærkes en overordenlig blufærdighed og kvindelig finfølelse, når hun skal til at åbenbare faderen, hvordan sagerne stod; hun gør det både på vers og prosa, men på en sådan måde, at ingen kan forarges over udtrykkene — bortset fra et enkelt håndskrifts sene og smagløse udmaling — . Med hensyn til formen skal det bemærkes, at dialogen ofte slet ikke betegnes ved nogen overgang eller indledningsord (f. ex. »hun bød ham at dræbe en eller anden« — »hellere end at alle undslipper«). Men ofte indskydes et »sagde han (hun)« i den direkte tale eller tilføjes bagefter (f. ex. »han sagde, at han vilde blive hjemme, »og vi bægge to«, sagde han«). Endelig kan det ganske simpelt hedde: »han sagde«, »han svarede«.

Upersonlige udtryk er i det gamle sprog overordenlig hyppige og giver stilen en ejendommelig farve, som ikke undlader at gøre sin virkning.

Hvad nu endelig ordenes stilling og sammenstilling indenfor sætningen angår, kan den i det hele og store siges at være meget ligefrem og i overensstemmelse med det naturlige talesprog. Den almindslige rækkefølge af ordene er subjekt— prædikat — objekt (»han havde en søn« osv.), hvor da dette sidste ikke mangler. Begynder sætningen med et »Nu« eller »Da«, må verbet stilles straks efter dette ord og derpå subjektet. Men verbet stilles — og det er det, der for nutidslæsere udenfor Island er det mest afstikkende — også meget hyppig i spidsen af sætningen (»Fór de da« osv.), hvorpå subjektet umiddelbart kommer. Hører et adjektiv til substantivet, kan det lige så godt stå bagefter som foran, undtagen når det er tilnavn; så står det altid bagefter (27). Den allersimpleste orden af ordene er imidlertid hyppig forladt både i den episke fortælling og i dialogerne. Det er her den retoriske sætningsbetoning, der spiller en vigtig rolle og ofte frembringer smukke resultater. Fortælleren eller forfatteren viser nemlig en udpræget sans for, hvorledes de ord skal stilles, der af naturlige grunde skal stråle stærkest i følelsens og stemningens glans. Når det f.ex. hedder: lítil var gleði manna at boðinu (»der var kun ringe glæde blandt folk i brylluppet«), er litil her på en træffende måde stillet i spidsen, så at ordets egenlige betydning ligesom bliver dobbelt forstærket ved dets retoriske betoningsvægt; man føler dette bedst, når man omstiller ordene og giver dem den allersimpleste orden (ɔ: gleði manna var litil at boðinu); det hedder dunði þá blóðit um hann allan (blodet — de levrede blodpartikler — faldt ligesom raslende ned af ham); hvilken kraft er der her ikke lagt ind i verbet, netop ved at stille det forrest! På lignende måde sættes jævnlig adverbielle præpositioner mellem verbet og objektet for eftertrykkets skyld, f. ex. þeir lǫgðu til fund (f. þeir lǫgðu fund til, de berammede et møde »forat«), mødets hensigt bliver herved stærkere betonet; også virkelige præpositioner bliver undertiden stillede således og altså fjærnede fra det styrede substantiv, ja, præpositionen kan gentages foran dette (f. ex. hann hefir i gengit i málit). Klarest fremtræder denne stræben efter retorisk ordstilling i sætninger som: kveð ek yðr þeira orða allra, er yðr skylda lǫg til um at bera; de fremhævede ord er og bør være de stærkest betonede, når hele sætningen ikke skal være ganske ligefrem farveløs; man mærke også den flydende form og smukke afrunding, som sætningen har opnået; et andet eksempel er: þviat Haraldr ætla ek at skjótt man hér koma, osv.

Som følge heraf er man berettiget til at tale om en stilkunst og det i allerbedste forstand, hvad enten den er bevidst eller ubevidst; den er måske bægge dele, dog snarest og mest det sidste. Ordenes stilling fødes så at sige samtidig med følelsen, der frembringer dem, og står i en umiddelbar sammenhæng og i den smukkeste harmoni dermed. Det er næppe tvivlsomt, at denne stil skyldes mest traditionen og den folkelige fortælling selv (28). Sagaforfatterne har modtaget den med en medfødt forståelse og sikkert ikke på noget punkt gjort det modtagne ringere ved deres behandling deraf.

Vi har måttet lade os nøje med disse antydninger, eftersom det nærmere om stil og fremstilling som sådan vilde kræve speciale afhandlinger af stilistisk, delvis kulturhistorisk indhold. Hensigten med denne almindelige beskrivelse af sagaens indhold og form har hovedsagelig været den at søge at få øje på forfatternes vigtigste egenskaber og forhold til deres kilde, den gamle tradition. De gamle sagaforfattere kan da omtrent karakteriseres således: de er, tildels hver på sin måde, oldtidsforskere og historieskrivere, hvis formål det er at fremstille en eller flere hovedpersoners livshistorie, således som den stykkevis opbevaredes i traditionen; dennes enkeltheder undersøges på en måde kritisk-videnskabelig og søges knyttede sammen til et velordnet, fastbygget hele, såvidt muligt på en pragmatisk måde, så at årsag og virkning fornuftmæssig søges fastholdt og fremstillet. Men stoffet var ikke allevegne lige godt lagt til rette, lige let at ordne, ligesom det også på visse steder var mere brudstykkeagtigt end andre steder. Disse forfattere får lejlighed til at vise os deres kulturhistoriske interesser og kundskaber, ligesom de ved enkelte subjektive bemærkninger og indirekte betragtninger giver os et, om end kun altfor ringe indblik i deres egen ånd og opfattelse. På den anden side forstår de at give det faktiske indhold i et dertil svarende passende sprogligt klædebon. Hvor meget der end skyldes traditionen på den ene og de egenlige forfattere på den anden side, et er sikkert, at vi her har med kunstneriske frembringelser at gøre, både med hensyn til samvittighedsfuld indsamling, kritisk behandling og fornuftig ordning af det givne stof, og med hensyn til sproglig fremstilling.

I modsætning til traditionens bærere og de egenlige forfattere må bearbejderne fra den sidste halvdel af det 13. årh. og derefter bestemt stilles. Ved interpolationer og smagløse tilføjelser af forskellig art bringer de forstyrrelse og forvirring ind i en god sammenhæng, forfalsker og forfusker ofte det oprindelige værk eller også ødelægges det halvvejs ved en forkortelse, der, foruden at gå ud over indholdet, navnlig forværrer den sproglige fremstilling. Med andre ord, tiltrods for den levende historiske interesse, er sansen for komposition og stil, formfuldendthed og logisk helhed langtfra levende i tilsvarende grad. Et kortfattet, afsnuppet sprog er ingenlunde at betragte som tegn på alderdom; hvor sligt findes, er det snarere ret mistænkeligt. C. Rosenbergs opfattelse er ganske rigtig, når han ytrer (29): »Men hvorledes end digt og virkelighed er blandede, så har disse fortællinger ikke fra først af været tørre remser af nøgne kendsgærninger, men fyldige skildringer af menneskers liv i handling og tale«. Noget lignende må N. M, Petersen (30) have ment, når han kalder sagaerne »fuldendte historiske romaner«, skønt hans betegnelse: »romaner« ikke er rigtig eller retvisende. Derimod kan jeg ikke slutte mig til J. E. Sars' betragtning (31), når han tillægger »den digtende fantasi« en stor betydning og vidt råderum, og jeg kan ikke betragte hans grunde for tilstrækkelige. I øvrigt er denne udmærkede historikers skildring interessant og tiltrækkende, og jeg har lyst til at afslutte hele denne undersøgelse med følgende ord af ham (32): »Det er selvfølgelig herpå, disse sagaers styrke beror; det er, fordi de er fortalte med fuld sympati for og forståelse af de hedenske karakterer og motiver, der danne deres stof, at de er så godt fortalte; de viser sig på denne måde at være udbyttet af en udvikling, der har vedvaret gennem lange tider, men som altid er bleven sig selv tro, og som altid har holdt fast ved det engang givne stof, så at det kunde opnå en typisk form og en klassisk fremstilling«.


Noter
1) Fortalen til Laxdæla, Akureyri 1867.
2) Familjelivet på Island i den første sagaperiode i Aarbøger 1870, jfr. H. Hildebrand: Lifvet på Island under sagotiden Stockh. 1867.
3) Privatboligen på Island i sagatiden 1889.
4) Altnordisches leben, Berlin, 1856.
5) Nordisk mytologi 2. udg. 1863. – Grundriss. der germ. Philol. 1. – Handbuch der germ. mythol. 1895.
6) Man lægge her mærke til alle de med Víga- (gen. plur. af víq, drab) sammensatte navne.
7) Jfr. A. Lehmann: Overtro og trolddom IV, 285 f.
8) Jfr. herom Bååth: Studier osv. s. III f. og 160.
9) Karakteristisk er Gretters udtryk til hans søn Torodd, der forgæves havde efterstræbt Gretters liv: ”jeg kan gøre ved dig, hvad jeg vil, og jeg er ikke bange for dig, men jeg er bange for gubben, din fader, Snorre gode; hans planer har bragt mangen en til at bide i græsset”.
10) Mænd som Skallagrimr var ikke virkelige bersærker, skønt de undertiden kunde bringes i et vildt raseri.
11) Jfr. Heinzel s. 126.
12) Jfr. Döring s. 10 ff.
13) I sin anf. afhandl, s. 159f.
14) Jfr. Döring s. 9, Heinzel 135. N. 6.
15) Heinzel s. 164.ff.
16) Heinzel s. 234.ff.
17) Döring s. 37-38.
18) Sst. s. 29.
19) Döring, s. 32.f.
20) Heinzel 197.f., 207.f., 279.f.
21) Sst. 224.f.
22) Jfr. Heinzel 166.ff , Döring 38.f.
23) Jfr. Heinzel s. 171-2.
24) Sst. 203, 216 ff., 208 ff.
25) En himmelvid forskel er det at læse Saksos endeløse taler, der tilmed er opfyldte af gentagelser og udtværelser af den samme tanke; man kan mærke, at han er gået i skole hos de klassiske retorer og at det ligefrem er ham en fornøjelse at bruge så mange ord som muligt i det fremmede tungemål, som han — desværre — kunde altfor godt.
26) Döring s. 33-4.
27) Inn heilagi Óláfr konungr er noget andet end Óláfr konungr inn helgi.
28) Jfr. Sars: Udsigt II, 287: »Stoffet var givet og stilen i det væsenlige ligeledes; hint var lige så rigt som denne var virtuosmæssig uddannet og affattet efter sin genstand«.
29) Nordboernes Aandsliv II, 194.
30) Lilteraturhist. s. 220.
31) Udsigt osv. II, 294.
32) Sst s. 301.