Fattigafsnittet
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Grágás - Islændernes lovbog
Heimskringla Reprint
Islændernes Lovbog i Fristatens Tid
Udgivet efter det kongelige Bibliotheks Haandskrift
og oversat af Vilhjálmur Finsen
Det nordiske Literatur-Samfund
Kjøbenhavn
1870
Indhold:
Oversættelsen skelner mellem bogstaverne ö og ø — her anvendes dog alene formen ø.
De i parentes anførte kapiteloverskrifter forekommer ikke i oversættelsen, men er — efter indholdet — tilføjet af jl
Det er fastsat at sine trængende slægtninge bør hver Mand her i Landet forsørge. Sin Moder bør man først forsørge. Men om man orker mere, skal man forsørge sin Fader. Dersom man kan mere, skal man forsørge sine Børn. Kan man mere, skal man forsørge sine Sødskende. Dersom man kan mere, skal man forsørge de Personer, som man er nærmest til at tage Arv efter, og de Personer, hvis Forsørgelse man mod Arvesalg (1) har overtaget. Dersom man kan mere, skal man forsørge sin frigivne, som man har givet Friheden. Men dersom nogen af de Personer, som nu ere anførte, gaaer paa Tiggeri, med dens Villie, hvem [efter det anførte] Forsørgelsespligten paahviler, og han har Midler til at forsørge dem, paadrager han sig derved Straffebøder [af tre Mark]. En Mand er uberettiget til ved Arvesalg at unddrage sig fra at forsørge nogen af disse Personer, eller nogen af de trængende Slægtninge, som [forøvrigt allerede] ere komne til at paahvile ham til Forsørgelse af hans Midler.
Har han ikke Midler til Forsørgelsen, skal han gaae i Gjældstrældom for sin Moder. Er det ikke Moderen, men Faderen, der trænger til Forsørgelse, skal han gaae i Gjældstrældom for ham. Dersom han er gaaet i Gjældslrældom for sin Fader, og hans Moder senere behøver Underhold, skal hans Faders Forsørgelse gaae over til dennes Frænder, men han skal gaae i Gjældstrældom for sin Moder. Har han ikke Formue til at forsørge sine Forældre, skal han gaae til deres nærmeste Slægtning, der har Formue til at forsørge dem; han skal tilbyde Slægtningen at gaae i Gjældstrældom for dem hos ham; ei kan Slægtningen fordre større Gjæld [aftjent] af Gjældstrællen, end denne vilde være værd, dersom han var [virkelig] Træl. Dersom han tidligere er taget i Gjældstrældom [hos en anden], men den Mand, der har enten hans Fader eller Moder til Forsørgelse, finder det bedre at have ham i Gjældstrældom hos sig end ikke at have ham, skal denne Mand gaae hen og byde for ham et ligesaa stort Beløb, som den Gjæld udgjør, hvorfor han er Gjældstræl, og skal han da udgaae af Gjældstrældommen paa det Sted, og gaae i Gjældstrældom hos den anden for sin Fader eller sin Moder. Dersom han ikke vil gaae i Gjældstrældommen, er den anden dog ligefuldt berettiget til at erklære ham for sin Gjældstræl. Men vil han undgaae den anden eller flygte, skal denne begive sig til hans Hjem og opfordre ham til at begive sig hen [med ham], men vil han ikke begive sig derhen, skal den anden, dersom han vil, ligefuldt paalægge ham Gjældstrældom. Han skal lyse det for sine fem nærmeste Nabobønder. Han skal [ligeledes] lyse paa Lovbjerget, at han har paalagt ham Gjældstrældom, og er efter den Tid berettiget til at nedlægge Forbud imod at andre Folk huse Gjældstrællen eller lade ham arbeide for sig.
Ere de, der trænge til Forsørgelse, fjernere beslægtede, end at den paagjældende er nærmest til at arve dem, skal han desuagtet forsørge dem af sin Formue, dersom han har saadan. Men Formue har han dertil, dersom han har tilstrækkeligt til Underhold i fire Halvaar for sig og den trængende Slægt, han [allerede] har at forsørge, og for dem, som han da overtager til Forsørgelse, og skal der regnes fuldt Underholdsbeløb for enhver af dem, naar noget mangler i, at den vedkommende ved sit Arbeide kan fortjene tilstrækkeligt til sit Underhold.
Man kan gjøre hvilket man vil, at gaae i Gjældstrældom for sine Børn eller ogsaa at overdrage dem til andre i Gjældstrældom. Sit Barn skal hver Mand her i Landet Forsørge. Fader skal forsørge sit Barn for Totredjedele, men Moder for en Trediedel; men have de sluttet Formuesfællig, skal hver af dem i et saadant Forhold forsørge Barnet, som svarer til deres Andel i Formuen. Dersom Skilsmisse finder Sted mellem Ægtefolk, og de ikke begge have Formue til at forsørge deres Afkom, skal hver af dem forsørge Børnene i et saadant Forhold, som de have Formue dertil. Men dersom den ene af dem formaaer at forsørge Børnene, skulle disse, saalænge det er Tilfældet, ikke fordeles bort mellem andre Slægtninge til Forsørgelse. Og bør hver af Ægtefællerne forsørge Børnene i Forhold til deres Arbejdskræfter, dersom ingen af dem har Formue dertil. Dersom to Ægtefolk skifte Børnene imellem sig, skal Skiftet skee saaledes, at hun har det Barn, som dier, det første Aar, om de end ville senere skifte paa anden Maade. Dersom Faderen døer først, skal Moderen have Børnene hos sig, men Faderens Arvinger skulle yde hende Underholdningsbidrag. Døer Moderen før end Faderen, og der er efterladt Formue, skal han have Børnene hos sig, saalænge de ere i Barnealderen, men hendes Arvinger skulle yde ham Underholdningsbidrag. Dersom baade Faderens og Moderens Formue slipper op, skulle Børnene fordeles mellem Familierne, for Totredjedele til Faderens og for en Trediedel til Moderens Æt. Dersom den ene af Forældrene har mere end til sit eget Underhold, skulle Nabobønder vurdere, hvor meget denne har mere end til sig selv, og skal det ydes til Børnenes Forsørgelse paa det Sted, hvor de ere, men af den Del af Forsørgelsen, Forældrene ikke kunne bestride, skulle Totrediedele tilfalde Faderens og en Trediedel Moderens Æt.
Det er ret at fordele trængende [mellem de flere lige nær beslægtede, der skulle forsørge dem] paa det Sted, hvor de blive trængende til Forsørgelse; ogsaa er det ret at Slægtningene i deres eget Hjem fordele de trængende. Dersom de blive trængende til Forsørgelse før Fardag, skulle de fordeles saasnart de blive trængende. Det er ret at fordele trængende ved Fardagstid, dersom der er Udsigt til, at Forældrene ville lide Mangel i Aarets Løb, saavelsom at fordele deres Formue med dem, dersom der er nogen — forudsat at der kun haves Midler til Underhold for to Halvaar eller mindre for dem, som der skulle forsørges. Alle de som have Andel i de trængendes Forsørgelse, skulle, dersom de ere i samme Bøigd, paa Vaarthinget opfordres til at komme tilstede, naar syv Uger ere forløbne af Sommeren. Men skal Fordelingen foretages senere, skulle de, syv Nætter før Mødet, indbydes til dette, men Nabobønder [til at foretage Fordelingen] skulle altid tilkaldes tre Nætter før Fordelingen, og de skulle tilkaldes fra Omegnen af det Sted, hvor Slægtningene lade foretage Fordelingen af de trængende. Fem Nabobønder skulle fordele de trængende med Haanden paa [en hellig] Bog; er der kun een trængende, skulle de dele saaledes, at hver af dem, hvem det tilkommer at forsørge ham, underholder ham i to Halvaar [ad Gangen], men ikke i længere Tidsrum. Dersom Nabobønderne, uagtet de ere tilkaldte, ikke indfinde sig til Fordelingen, paadrage de sig Straffebøder af tre Mark. Dersom der kommer tre Bønder og to Tjenestekarle, bliver deres Fordeling desuagtet gyldig. Den, der opfordrede til Fordelingen, skal bede Nabobønderne at fordele de trængende med Haand paa Bog. Ville de det ikke, da paadrage de sig Straffebøder [af tre Mark], og skal Domstolen dømme dem til at foretage Fordelingen fjorten Nætter efter [Thingets Slutning ved] Vaabentag. Faderen skal lade fordele sine Børn til Forsørgelse og føre dem, under Aflæggelse af Ed, til den, hvem Forsørgelsen er tilfalden. Men dersom Faderen ikke foretager Fordelingen, skal den gjøre det, som har Andel i de trængendes Forsørgelse, eller, naar han ikke gjør det, hvem der vil, og skal Fordelingen skee ved Lodkastning. Dersom flere Personer ere lige nær beslægtede med det Barn, der skal Forsørges, skal den, der lader Fordelingen foretage, opfordre sine fem nærmeste Nabobønder til at dele Forsørgelsen imellem dem; og skulle Nabobønderne kaste Lod mellem dem om, hvem af dem først skal modtage Barnet, eller dernæst eller sidst. Den, der lader Fordelingen foretage, skal bringe Barnet til den, som det tilfaldt først at overtage Forsørgelsen, og sige ham, hvorlænge han skal beholde det og til hvem han skal overbringe det. Ikke skal den samme trængende oftere under Aflæggelse af Ed føres til ham end eengang [hvorimod Eden udelades, naar Omgangen igjen kommer til ham], og skal Overbringelsen skee under Angivelse af det Forhold, hvori den trængendes Underhold er ham tildelt. Den, der først modtager den trængende, skal [naar han har havt ham i den bestemte Tid] aflevere ham fra sig under Tilkaldelse af Vidner, og paa samme Maade skulle de øvrige, der forsørge den trængende, aflevere ham, den ene til den anden. Men ville de ikke modtage den trængende, paadrage de sig Straffebøder [af tre Mark], men den, der vilde have afleveret ham, skal tage ham hjem med sig og fordre af hine dobbelt Underholdsbetaling.
Den trængende skal underholdes af den Linie af Ætten, som han ved Fordelingen er tilfalden, indtil han er sexten Aar gammel. Dersom en trængende, der er tilfalden een Linie af Ætten, døer før end en trængende, der er tilfalden en anden Linie, skal det være dens Fordel, som den trængende var tildelt. Det er fastsat, at Forsørgeren [hvor Fordeling mellem Ætlinierne har fundet Sted] skal, naar den trængende er sexten Aar gammel, føre ham til den nærmeste Slægtning — hvem det saa er, der indtil da har underholdt ham; da er han udover Barnealderen og hans Forsørgelse skal tilfalde hans Slægtninge paa samme Maade som anden Arv; man skal føre ham under Edsaflæggelse til Slægtningens Hjem og meddele hjemfaste Mænd, med hvad Hjemmel man har ført ham derhen.
- See ovenfor cap. 127.
Det er fastsat, at man skal, under Aflæggelse af Ed, overlevere den trængende til den Slægtning, der skal modtage ham, i Slægtningens Hjem, og forholde sig dermed, som med Stævning. Dersom Folk opholde sig i Sæterhytten, og den hele Landhusholdning er der, er det ret, at edføre den trængende der. Dersom man træffer Slægtningen ved hans Arbeide ude, kan den trængende edføres til ham der; men er den trængende ikke istand til alene at gaae hjem til Huset, skulle de, som medbragte ham, tilbyde at føre ham til Huset, dersom den anden er ved sit Arbeide. Paa den Maade skal den, der medbringer den trængende, edføre, at han skal tilkalde to eller flere Vidner — »til Vidnesbyrd om, at jeg sværger Ed paa Korset, Loved, og det siger jeg Gud, at jeg veed ikke nogen anden Mand inden Bøigden, som har Formue eller Evne dertil, nærmere forpligtet til at forsørge denne trængende end dig« — og skal han nævne hans Navn og angive, af hvad Grund han fører den trængende til ham — »og jeg edfører ham til dig efter Loven« — og skal han nævne baade den trængende og den, der skal modtage ham. De to Mænd, der ledsage ham, skulle aflægge samme Ed og sværge, at Edføreren ikke veed nogen anden Mand inden Bøigden nærmere forpligtet til at forsørge den trængende, end ham.
Naar den trængende er sexten Aar gammel eller ældre, skal han edføres [til den, der da skal modtage ham], uagtet han [allerede engang] før er bleven edført, da han var yngre, og skal den, der edfører, ved Edens Aflæggelse anvende hvilket han vil, enten et Kors eller en [hellig] Bog, som er større end en Bog, man bærer om Halsen.
Naar Mænd edføre en trængende og der gjøres Modstand mod dem, saa at de ikke kunne naae at komme til Hjemmemarken, kunne de gyldigen edføre paa det Sted, hvor de kunne komme længst hen. Dersom de blive saaledes overmandede, at Modstanderne tage den trængende og edføre ham til den Mand, der førte ham med sig derhen, skal hver af dem, der har deltaget i Modstanden, betale tre Mark i Straffebøder, og skal deres Edførsel være ugyldig. Dersom man fører en trængende til en Mand, som ingen Formue har, er det som om han ikke er bleven ført. Dersom man fører den trængende til en Mand, som ikke staaer i noget Slægtskabsforhold til den trængende, er det som om denne ikke er bleven ført. Dersom nogen fører en trængende, som han selv bør Forsørge, til en anden, paadrager han sig Straffebøder [af tre Mark], Dersom en Mand, der ikke er i noget Slægtskab med den trængende, eller som ikke er pligtig at forsørge ham, edfører ham til den Mand, der bør modtage den trængende, og denne Mand lader den edførte trængende gaae paa Tiggeri, paadrager han sig Straffebøder af tre Mark; men døer den trængende af den Grund paa aaben Mark, straffes han med Landsforvisning, og skal der [til Kvidudsagn] paa Thinge tilkaldes ni Nabobønder, men fem Nabobønder, dersom Sagen gaaer ud paa Straffebøder; den, der medbragte den trængende, kan vælge at tage ham hjem med sig, om han vil, og fordre dobbelte Underholdspenge af den anden, og skal denne desuden betale Straffebøder [af tre Mark].
Man skal føre den trængende til den Mand, som er nærmest beslægtet med den trængende, af dem, der have Formue til at modtage ham; ogsaa er det gyldigt at føre ham til en fjernere beslægtet af ham, men som er i samme Bøigd, og denne skal da ved Dom overføre den trængende fra sig til den, der bør modtage ham, og fordre Underholdspenge [for den forløbne Tid] af ham. Man er berettiget til at føre den trængende til hans [nærmeste eventuelle] Arving, om denne end ikke har saa stor Formue, at han er forpligtet til at forsørge ham, men Arvingen skal overføre den trængende fra sig med Bistand af Hreppens (2) Beboere. Dersom Hrepsbeboerne ere uenige, og nogle ikke ville føre den trængende til Slægtningene, skulle de raade, der ville føre ham; er der nogle [af Beboerne], som intet foretage sig [hverken for at føre den trængende til Slægtningene, eller for at lade ham blive], regnes det som om de nægte Førselen; de, der ikke ville føre den trængende, skulle da forsørge ham. Det er ret at overlevere den trængende ved Skib, dersom den, der skal modtage ham, vil reise bort. Dersom den Mand, til hvem en trængende er edført, ikke har Formue til at forsørge ham, skal han ved Dom overføre Forsørgelsen fra sig [til en anden], og tilkalde sine fem nærmeste Nabobønder til Kvidudsagn, om han har Formue til at forsørge den trængende eller ikke. Man kan paa Vaarthinget edføre en trængende, dersom den, der skal modtage ham, selv hører derpaa.
Dersom en Mand døer fra de trængende, som ere edførte til ham, skulle de, dersom han var deres [nærmeste eventuelle] Arving, følge med Arven [efter den afdøde], saalænge den strækker til; de skulle følge med Arven i Forhold til den Andel, hvori han skulde have arvet den trængende. Er der intet Efterladenskab, eller den afdøde ikke var nærmest til at arve den trængende, skal den Mand modtage den trængende, som har Formue eller Evne dertil og er nærmest beslægtet. Dersom dens Formue, der Forsørger den trængende, slipper op, skal hver af dem [baade Forsørgeren og den trængende] tilfalde sin nærmeste Slægtning til Forsørgelse; det kalder man Fattigmøde.
Ei skal man edføre til den samme Mand flere end een trængende af een og samme Slægtslinie i Tidsrummet mellem to Althing, men er der flere end een trængende af samme Linie, skulle de [øvrige] afgives til Mænd, der ere fjernere beslægtede; men Modtageren skal ved Dom overføre Forsørgelsen fra sig, og fordre Erstatning for Underholdet fra den, der skal forsørge den trængende.
Dersom en Mand underholder en trængende, hvis Forsørgelse paahviler en anden, og den Forsørgelsespligtige [senere] erhverver Formue, skal Underholderen fordre Erstatning af den Forsørgelsespligtige for Underholdet, saameget som han dertil har anvendt, uden Renter. Dersom den trængendes Formue voxer op eller der tilfalder ham Formue, skal Forsørgeren af ham fordre Erstatning for Underholdet, saa meget som han dertil har anvendt, uden Renter. Ei kan han fordre det Beløb af den trængendes Efterladenskab, dersom han ikke har villet fordre det af ham selv, medens han levede.
- Communens, Fattigdistrictets.
Det er fastsat, at man skal paa Thinge lyse til Søgsmaal angaaende den trængendes Forsørgelse imod den, der er nærmest til at tage Arv efter denne, og skal Sagsøgeren fordre Kvidudsagn af Nabobønder, om den sagsøgte er [nærmest eventuel] Arving til den trængende eller ikke, eller om det paahviler ham at forsørge den trængende eller ikke, og skal han da til saadant Kvidudsagn tilkalde fem Nabobønder til den, mod hvem Lysning er foretagen. En saadan trængende skal han dømmes til at Forsørge, med mindre han skaffer sig et Forsvarskvidudsagn. Og skal han til Forsvarskvid tilkalde sine fem nærmeste Nabobønder, til Udsagn, om han har Formue eller Evne til at forsørge den trængende. Dersom Kviden giver det Udsagn, at han ikke har Formue eller Evne til at forsørge den trængende, skal den, der har foretaget Lysningen, tilkalde hans fem nærmeste Nabobønder til Kvidudsagn, om han for en Del formaaer at underholde den trængende eller slet ikke. Han skal for en saadan Del forsørge den trængende, som Kviden udsiger, at han kan det. Den, der foretog Lysningen imod ham, skal fordre Forsvarskvidudsagn for ham, dersom andre ikke ville det. Gives der Udsagn om, at han ingen Formue har, skal Sagsøgeren lyse til Søgsmaal imod den Frænde til den trængende, som han formener at have Formue til Forsørgelsen. Han skal ved Domstolen opregne Slægtskabet mellem den trængende og den, han lyser til Søgsmaal imod, og bevidne paa sin Ære, at det og det — som han da har anført — er sand og ret Opregning af Slægtskabet mellem dem. Han skal have to Mededsmænd; de skulle bevidne paa deres Ære, at det og det, som Sagsøgeren da har anført, er ret og sand Slægtskabsopregning imellem dem. Da skal den sagsøgte dømmes til at forsørge den trængende, med mindre han skaffer sig et lovligt Forsvar. Men det er lovligt Forsvar, dersom Kviden udsiger, at han ikke har Formue til Forsørgelsen; men et andet Forsvar er det, dersom han skaffer en nærmere beslægtet, der har Formue eller Evne til Forsørgelsen, og skal Sagsøgeren da strax lyse til Søgsmaal imod den Mand, og beholde den trængende selv, dersom han ikke hos ham faaer denne anbragt til Forsørgelse; da [først] skal den sagsøgte [der saaledes er angivet som den nærmere beslægtede] indlade sig paa den Forsørgelsessag , der er tillyst mod ham, naar der iforveien er afgivet Kvidudsagn i den tidligere Sag, eller han ved Haandtagsløfte er gaaet ind paa [uagtet saadant Kvidudsagn ikke er afgivet] at modtage Søgsmaalet. Dersom Sagsøgeren ikke veed, hvor dens Hjemstavn er, mod hvem han anlægger Fattigsag, og Sagsøgeren skal tilkalde Nabobønder til Kvidudsagn, skal han tilkalde disse fra den trængendes Nabolag. Kjender han ikke dette, skal han tilkalde dem fra sit Nabolag. Dersom den trængendes [nærmeste eventuelle] Arving og den, hvem Forsørgelsen [i hans Sted] kommer til at paahvile, ere blevne sagsøgte hver for sin [Fjerdings-] Domstol, skal Sagsøgeren ved den Domstol, hvor den sagsøges, imod hvem Lysning senere fandt Sted, lade føre de Vidner, der bleve tilkaldte, da Kvidudsagn blev givet om, at Arvingen ikke havde Formue til Forsørgelsen.
Naar Kviden giver det Udsagn, at den Mand, mod hvem Fattigsag er tillyst, er uden Midler til Forsørgelsen, og Sagsøgeren ikke vil foretage videre for at skaffe den trængende et Forsørgelsessted, kan enhver, der vil, anlægge Sag for at skaffe ham dette. Vil ingen gjøre det, skal den trængende tildømmes Forsørgelse paa det Sted, hvor han hidtil har havt den. — Dersom intet Forsvar fremkommer for den, der sagsøges til at overtage Forsørgelsen, skal han og den Hrep, hvori han er, dømmes til Forsørgelsen, og skulle Hrepsmændene beholde den trængende det Aar, men næste Sommer skulle de begjære Forsvarskvidudsagn for den, der var dømt til Forsørgelsen, saaledes, at dersom Kviden udsiger, at der Sommeren iforveien vilde være blevet afgivet Kvidudsagn om at han var uformuende til Forsørgelsen, dersom der da var blevet begjært Forsvarskvidudsagn, da bør Domstolen tildømme den trængende samme Forsørgelse, som han har havt næstforhen, og frigjøres da den, der det foregaaende Aar er dømt til Forsørgelsen.
Dersom de Mænd, som ere dømte til at forsørge den trængende, og de, der før have havt ham, ere i samme Fjerding, skulle de, der før have havt ham, bringe ham til den Mand, der er dømt til Forsørgelsen. Dersom man ikke vil modtage en tildømt trængende af samme Fjerding, er Straffen Landsforvisning, og er det ret at stævne derfor, saasnart det viser sig, at den trængende gaaer paa Tiggeri. Man er berettiget til, om man vil, at bringe en tildømt trængende til den, der skal modtage ham, naar det er i samme Fjerding, og er Straffen, naar den trængende ikke modtages, som foranført, og stedse er der Straf af Landsforvisning, dersom man lader en tildømt trængende gaae paa Tiggeri. Dersom den trængende er udenfjerdings, skal det ved Domstolen fastsættes, paa hvilket Sted den forsørgelsespligtige skal afhente den trængende, og skal han paa det Sted afhente ham og have ført ham bort i det seneste naar sex Uger ere tilbage af Sommeren. Vil han ikke afhente ham til den Tid. skulle de, der have havt den trængende før, beholde ham det Aar og fordre dobbelt Underholdsbeløb af hin; de skulle stævne desangaaende og fordre Beløbet betalt den følgende Sommer, Onsdagen midt i Althinget, og foretage Stævningen, hvilket de ville, enten paa Bondens Kirkegaard [paa Thingstedet] eller paa Lovbjerget, og [i Stævningen] gjøre Paastand paa Straffebøder [af tre Mark]; Sagsøgeren skal, inden han stævner, have tilkaldt sine fem nærmeste Nabobønder, for med Haand paa [en hellig] Bog, at vurdere, til hvor stort Underholdsbeløb den trængende i det Aar kan ansættes. Det Beløb skal den sagsøgte dømmes til at betale næste Sommer, Onsdagen midt i Thinget, paa Bondens Kirkegaard, med Bøder og med Renter. Den, der hidtil har havt den trængende, har det Vilkaar, om han vil, at medtage denne til Althinget, og bringe ham til den Bod, hvor den, der skal modtage ham, har sit Opholdssted, og føre ham til denne under Vidners Tilkaldelse — forudsat at den, der skal modtage den trængende, er paa Thinge. Men er han der ikke, skal han, under Vidners Tilkaldelse, føre den trængende til den Forsørgelsespligtiges Hrepsfæller, til den Bod, hvor det største Antal af dem er samlet, og sige saaledes: »at jeg fører den trængende til Eder, fordi I ere alle i een Hrep.« De bør da tage den trængende hjem med og fordre sine Omkostninger godtgjorte af den, som er dømt til at forsørge den trængende. Dersom den, der hidtil har havt den trængende, ikke medtager ham til Thinget, skal den anden afhente den trængende fjorten Nætter efter [Thingets Slutning ved] Vaabentag. Men dersom den, hvem den trængende er tildømt, da ikke afhenter ham, skal den hidtilværende Forsørger tilkalde Vidner derpaa, og dernæst stævne der paa Stedet og [i Stævningen] gjøre Paastand paa Straf af Landsforvisning.
Ingen bør medtage en trængende, han skal Forsørge, til Althinget og lade ham bede om Mad der. Men medtager han ham, er Straffen Landsforvisning. Ingen skal lade en trængende, han skal Forsørge, blive tilbage paa Althinget, naar han reiser bort. Men dersom han lader ham blive tilbage, er Straffen Landsforvisning. Dersom en Mand flytter eller fører en trængende, som en anden Mand er pligtig til at Forsørge, til Althinget, og den trængende gaaer om der og tigger og beder om Mad, straffes han med Landsforvisning.
Ingen skal give omvandrende Tiggere Mad her paa Thinget. Ei skal man i den Hensigt lade sine Boder staae aabne ved Spisetid. Komme omvandrende Tiggere derind ved Spisetid for at bede om Mad. skulle Bodeierne skaffe Mænd til at føre dem ud. Om de end føres ud paa en meget haard Maade, ere de ikke berettigede til Bøder derfor, dersom der ikke tilføies dem noget Saar. Men giver man dem Mad, er Straffen Landsforvisning. Straffen er ogsaa Landsforvisning for den, der eier Boden, dersom han ikke skaffer Folk til at føre dem ud. Saadanne omvandrende Tiggeres Boder, der bede om Mad paa Althinget, ere ufredhellige, dersom de nedbrydes. Dersom Folk ville forsvare deres Boder, er Straffen for enhver, der gjør det, Landsforvisning, og Forsvarerne falde som ufredhellige, dersom de blive dræbte. Dersom de omvandrende Tiggere føre Gods med sig, kan man, om man vil, tage det altsammen fra dem. Laaner eller leier man omvandrende Tiggere sit Gods for at medtage det til Thinget, og Godset bliver taget fra dem, da haves der intet Krav paa Tilbageleveringen deraf. Det Gods alene har man Krav paa at faae udleveret, om det end er taget fra Tiggere, som disse have tyvstjaalet, eller som de have faaet med paa en saadan Maade, at det var uden dens Samtykke, der havde Raadighed over det.
Dersom en Mand efterlader en trængende, han skal underholde, uden Forsorg, eller fører ham til en anden Hrep, end den trængende skal være i, straffes han derfor med Tremarksbøder. Dersom en Mand løber til en anden Hrep fra de trængende, han skal Forsørge, er Straffen derfor nu Landsforvisning; Hrepsmændene skulle ikke lade den trængende gaae paa Tiggeri; de skulle føre den trængende til ham. Dersom en Mand løber ud af Fjerdingen fra en trængende, han skal underholde, eller han fører ham til en anden Fjerding, end han skal være i, er Straffen derfor Landsforvisning, og tilkommer Søgsmaalsretten i saadanne Sager Hrepsmændene. Ligesaa, dersom han løber bort ud af Landet fra den trængende, han skal Forsørge, da er Straffen derfor Landsforvisning. Dersom en Mand faaer Mistanke om, at den, der skal forsørge en trængende, vil løbe bort ud af Landet fra denne, kan han nedlægge Forbud, hvad enten han vil paa Lovbjerget eller ved Skibet, imod at han reiser bort. Han skal ved lovligt Forbud forbyde Skibsstyrerne saavelsom Skibsfolkene at føre ham bort fra de trængende, som han er pligtig til at Forsørge; Skibsstyrerne straffes, for at medtage ham, med Landsforvisning, dersom de faae Kundskab om det nedlagte Forbud, men Skibsfolkene med Straffebøder [af tre Mark]. Dersom den trængende sidder tilbage paa Stranden, naar de reise bort, er Straffen for at medtage Forsørgeren med Skibet den samme, som om Forbud var nedlagt. Tager en Mand en trængende og skjuler ham for den, der vilde tage ham bort med, paadrager han sig Forpligtelsen til at forsørge den trængende saalænge han har Formue dertil og han har Efterretning om at den bortreiste er i Live. Dersom en Mand har tinget en trængende, han skal Forsørge, i Underhold her i Landet, og [derefter] reiser ud af Landet, skal den, der har modtaget den trængende, beholde denne i sex Halvaar, dersom han ikke passer paa, naar den anden reiser bort. Man skal tinge den trængende, som man skal Forsørge, i Underhold for sex Halvaar; da kan man straffrit reise bort.
Dersom der er to, der i Forening skulle forsørge en trængende, og de begge ere i een Fjerding, skulle de flytte den trængende imellem sig. Ere de Mænd, der have en trængende at forsørge sammen, i to forskjellige Fjerdinger, skulle de fordele Forsørgelsen saaledes, at hver af dem skal efter Omgang have den trængende i to Halvaar eller længere Tid. Er der flere end een trængende, og de, der skulle forsørge dem, ikke ere alle i een Fjerding, skal den af de Forsørgelsespligtige, der vil tilveiebringe en Afgjørelse tilkalde paa Thinge sine fem nærmeste Nabobønder til at fordele de trængende imellem de Forsørgelsespligtige. Men disse skulle derefter paa Lovbjerget indbyrdes kaste Lod om de trængende. Dersom den trængende ikke er istand til at reise fra den ene Bøigd til den anden, skal den, hos hvem den trængende har Ophold, paa Thinget tilkalde sine fem nærmeste Nabobønder for at vurdere den trængende imellem Slægtningene: til hvor stort Beløb det skal ansættes, at tage den trængende for bestandig; men Betalingsterminen for den Godtgjørelse, de [øvrige Slægtninge] skulle udrede, skal fastsættes til den følgende Sommer, paa Bondens Kirkegaard, Onsdagen midt i Althinget; men da er den trængende ikke istand til at reise fra en Bøigd til en anden, naar han ikke kan reise fulde Dagsreiser. Dersom den [Slægtning], der boer udenfor Fjerdingen, finder, at Ansættelsen er for høi, kan han vælge at hente den trængende og fordre Godtgjørelse efter samme Vilkaar, som forhen var bestemt. Dersom den trængende døer snart [efter Fordelingen], skal Forsørgeren, saafremt det findes, at han har havt ham i for kort Tid [i Forhold til Godtgjørelsen], udrede et saadant Beløb, som hans fem nærmeste Nabobønder vurdere det til. Dersom flere have en trængende sammen at Forsørge, og den trængende døer, skal det være deres alles Gavn.
Sin frigivne skal hver Mand Forsørge, med mindre den frigivne har Midler til sit Underhold, eller der er født ham en efter Loven arvedygtig Søn eller Datter, der formaaer at forsørge ham. Frigiveren er berettiget til, naar den frigivnes Forsørgelse kommer til at paahvile ham, at tage Børnene, dersom saadanne ere til, hvad enten han vil flere eller færre af dem, i Gjældstrældom i Løbet af tolv Maaneder, efterat den frigivnes Forsørgelse er tilfaldet ham. Men for en saadan Andel skal han forsørge den frigivne, som svarer til det Forhold, hvori han [i Forening med andre] har givet ham Friheden.
Dersom to Mænd have en trængende at forsørge i Forening, og den ene vil reise bort fra Landet, skal den af dem, der vil tilveiebringe en Afgjørelse, tilkalde sine fem nærmeste Nabobønder for at vurdere, til hvor stort et Beløb det skal ansættes at have den trængende for bestandig her i Landet. Den af dem skal vælge, som her i Landet vil holde den trængende. Ville de begge her i Landet beholde den trængende, skulle de kaste Lod indbyrdes om, hvem af dem skal have ham. Men Terminen for Udredelsen af Godtgjørelsen skal fastsættes til fjorten Nætter efterat de kastede Lod, paa dens Bopæl, som det tilfaldt at forsørge den trængende.
Dersom man overtager en Persons Underhold imod Arvesalg (3), skal det altid holdes, naar Kviden giver det Udsagn, at Overenskomsten er ligelig for begge Parter. Finder dens [nærmeste eventuelle] Arving, der har overtaget Forsørgelsen, at Overenskomsten ikke er ligelig, skal han tilkjendegive sin Utilfredshed, naar han faaer Kundskab derom, og lyse sin Indsigelse paa Lovbjerget, og skal da Overenskomsten være ugyldig.
Dersom en Mand tinger en trængende i Underhold mod Vederlag, og der senere [af andre] bliver lyst til Søgsmaal mod ham til at overtage Forsørgelsen, kan han ikke anvende det [at han har indtinget den trængende] til Forsvar for sig paa anden Maade, end ved at anlægge Sag mod den, der havde modtaget Betaling for at bestride Underholdet eller, dersom denne er død, mod dem, der [som Arvinger efter ham] skulle overtage Forsørgelsen.
Dersom en trængende tinges i Underhold paa saadanne Vilkaar, at den, der overtager Forsørgelsen, derved selv vil blive forarmet, paadrager Forsørgeren, om han end modtager den trængende, ikke sine Arvinger Forpligtelsen til at forsørge denne.
- See cap. 127.
Dersom den Mand er udenlands, der er [nærmest eventuel] Arving til den trængende, skal der lyses til Søgsmaal imod ham til at overtage Forsørgelsen, og skal man opfordre den Gode til at danne Tolvmandskvid i Sagen, der vedgaaer at have den sagsøgte i sit Thinglag, eller, naar ingen vedgaaer det, den Gode, i hvis Thinglag Sagsøgeren selv er, og fordre Udsagn af Kviden, om det tilkommer den sagsøgte [som Arving] at forsørge den trængende eller ikke. Giver Kviden det Udsagn, at det tilkommer ham, skal Sagsøgeren begjære Udsagn af Tolvmandskviden, om den sagsøgte vilde have Evne til at forsørge den trængende eller ei, dersom han var her i Landet med de Midler, han eier. Men dersom Kviden udsiger, at han vilde have Evne til at forsørge den trængende, dersom han var her med de Midler, han har, skal Domstolen dømme den Mand til at overtage Forsørgelsen, som — blandt dem, der have Formue eller Evne til at overtage Forsørgelsen — her i Landet er nærmest beslægtet med den [udenlandsværende], der er pligtig til at forsørge den trængende, uanseet, at den Mand [der saaledes skal overtage Forsørgelsen] ikke er i noget Slægtskab med den trængende. Sagsøgeren skal opregne Slægtskabet mellem den, der er udenlands, og den, som kommer til at overtage Forsørgelsen, og skulle tre Mænd bevidne paa deres Ære, at den Opregning af Slægtskabet mellem dem, som de da have anført, er sand.
Dersom den [i Udlandet værende] Mand, der har at forsørge den trængende, eier Gods her i Landet, skal den, der har den trængende hos sig, stævne den Mand, der har det Gods i Bevaring her i Landet, og stævne med Hensyn til det Gods, som den udenlandsværende eier; han skal paa Thinge [til Kvidudsagn] tilkalde fem Nabobønder til den sagsøgte; men de skulle give Udsagn, om det Gods er der i hans Bevaring eller ikke, eller hvor meget Gods der er, og skal Domstolen dømme Ihændehaveren af Midlerne til at udrede saa meget deraf til Forsørgelsen, som denne beregnes til. Men dersom intet Gods er her i Landet, skal den, der bestrider Forsørgelsen, fordre Erstatning for Underholdet af hin, naar han kommer her til Landet, med Renter.
Naar en Mand vil skaffe en frigiven anbragt hos hans rette Forsørger, skal han lyse til Søgsmaal imod Frigiveren, dersom denne er i Live, men ellers imod den, der, af arvedygtige Mænd, er nærmest beslægtet med Frigiveren og er i Live. Sagsøgeren skal fordre Kvidudsagn af Nabobønder, om hin gav ham Friheden eller ei. Dersom han sagsøger Frigiverens Arving til at forsørge den trængende, skal en Kvid af Nabobønder give Udsagn, om Arvingen skulde tage Arv efter Frigiveren eller ikke. Men sagsøger han en fjernere beslægtet, skal Slægtskabet mellem Frigiveren og den, som den trængende fordres forsørget af, opregnes. Den sagsøgte skal tilkalde sine fem nærmeste Nabobønder til Forsvarskvidudsagn, om han har Formue eller Evne til at underholde den trængende eller ikke, og han slipper fri, dersom det udsiges, at han ikke har Formue. Et andet Vilkaar har han: at han kan fordre Forsvarskvidudsagn, om Frigiveren har givet sin [egen] Træl Friheden eller ikke. Udsiger Kviden, at han har frigivet en anden Mands Træl [ved at kjøbe ham fri], men ikke sin egen, bør han dømmes fri, men ellers ikke. Det tredie Vilkaar har han, at begjære Forsvarskvidudsagn, om Frigiveren kjøbte Trællen for at frigive ham, eller ikke. Udsiger Kviden, at han kjøbte ham for at frigive ham, og betalte mere end Halvdelen af Kjøbesummen, da frikjendes han for Forsørgelsen, og denne tildømmes den, der skulde modtage Kjøbesummen af ham for den frigivne.
Dersom en Mand, der ingen Frænde har her i Landet, bliver trængende, skal man lyse til Søgsmaal om Overtagelse af Forsørgelsen imod hvem man vil, og imod Beboerne af Fjerdingen [hvor den trængende og den sagsøgte er]. Sagsøgeren skal opfordre den Gode, i hvis Thinglag den, han har navngivet som sagsøgt, er, til Dannelsen af Tolvmandskvid, til Udsagn, om den, der skal forsørges, er i den Fjerding bleven trængende til Fattigforsørgelse; udsiger Kviden, at han i den Fjerding blev trængende til Forsørgelse, skulle alle Fjerdingsmændene dømmes til at forsørge ham.
Dersom en Mand kjøber en Træl for at bruge ham som Avlskarl, bør han forsørge ham, om han bliver trængende, og ligeledes bør Trællen underholdes af Kjøberens Slægt.
Dersom en Mand overfører hertil en trængende, der ikke kan skaffe sig Mad i to Halvaar med den Helbred, han havde, da Overføreren modtog ham, da paadrager han sig Forpligtelsen til at forsørge den trængende, og skal der lyses til Søgsmaal imod ham og en Tolvmandskvid tilkaldes til Udsagn, om han har overført den trængende til Landet; da bør han dømmes til at forsørge denne. Er der flere Skibsstyrere end een, skulle de underholde den trængende efter det Forhold, hvori de vare Medeiere af Skibet, — med mindre de skaffe sig lovligt Forsvar: de skulle tilkalde deres fem nærmeste Nabobønder til Kvidudsagn, om de efter Loven vare forpligtede til at føre den trængende hertil eller ei, eller om de ved en Konges eller andre mægtige Mænds Overmagt bleve nødte til at medtage ham hertil, eller om de troede, at den trængende havde Formue her i Landet. Tilvejebringe de et af disse Forsvarskvidudsagn, som jeg nu anførte, kommer Forsørgelsen af den trængende ikke til at paahvile dem.
Man bør hverken tinge sin Fader i Underhold ud af Landet eller sin Moder, og ei sin Kone og ei sine Børn, eller noget af sit Afkom, med mindre de have saadanne Lyder, at de, dersom de vare Trælle, vilde have staaet lavere i Værdi paa Grund af deres slette Egenskaber; ei skulle Lyderne tages i Betragtning, førend den vedkommende er sexten Aar gammel. — Men tinger man de anførte Slægtninge i Underhold udaf Landet, er Straffen Landsforvisning.
Dersom man opføder et Barn for en anden og tager det til Opfostring, skal man opføde Barnet indtil det er sexten Aar gammelt. Men dersom Barnet faaer slette Egenskaber, inden det er sexten Aar gammelt [saa at Fostringen ophører], skal Vederlaget betales tilbage, og skal Hovedstolen [der er betalt i Vederlag for Opfostringen] beregnes med et lige Beløb for hvert Aar. Dersom Fosterfaderen sender Barnet hjem fra Opfostringsstedet, skulle samtlige de Midler følge med Barnet hjem, som han havde modtaget. Dersom den anden havde vist ham Tjenester, og han derfor har taget et Barn til Opfostring for ham, og han derpaa sender Barnet hjem, skulle Nabobønder vurdere, hvor meget Tjenesterne kunne ansættes til. Dersom Faderen tager Barnet bort fra Fostringsstedet, skulle samtlige Midler, der fulgte med Barnet derhen, blive tilbage, med mindre Nabobønder give det Udsagn, at Barnets Behandling paa Fostringsstedet ikke var til at udholde; da skal det hele Vederlag for Opfostringen tilbagebetales. Dersom enten Fosterfaderen eller Fostermoderen døer, skal den efterlevende af dem beholde Barnet med de Midler, som da ere tilbage. Dersom den Mand, der tog Barnet til Opfostring, efterlader sig Arvinger, skulle de, om de ville, beholde Barnet med de Midler, som da ere tilbage. Ville de lade Barnet reise hjem, skulle de [tilkaldte Nabobønder] beregne, hvor meget af Opfostringspengene er vederlagt [ved at Barnet i den forløbne Tid er blevet fostret], og hvormeget ikke. Dersom Faderen, efterat Fosterfaderen og Fostermoderen ere døde, vil tage Barnet bort, skulle Nabobønder vurdere, hvad der af Opfostringspengene er vederlagt og hvad ikke. Dersom Barnet er sygeligt paa Fostringsstedet, skulle de, der fostre det, føre det hjem, og skulle Nabobønder vurdere, om det hele Opfostringsvederlag eller noget deraf er fortæret.
Fredløses eller landsforvistes Børn og uarbejdsdygtige Slægtninge — alle saadanne, som de fredløse eller landsforviste vare nærmest til at tage Arv efter — skulle gaae paa Omgang i den Fjerding, hvor Namsretten [til Deling af den fredløses eller landsforvistes forbrudte Formue] er afholdt.
Hvosomhelst det er [enten Faderen til det uægte Barn eller en anden paa hans Vegne], der ved Haandtag indgaaer Forlig [om Leiermaalsstraffen], skal dog Barnet, dersom Faderen ved Haandtag vedgaaer at være Fader til det, forsørges af Faderens Slægt, uanseet at Faderen er uformuende, og det samme gjælder om alle de Børn, der ere i Moders Liv inden Ægteskabet er indgaaet, indtil de ere sexten Aar gamle.
En Mand er berettiget til Leiermaalsbøder for en Kvinde, han i Ungdommen har forsørget, dersom der ligges hos hende, men Søgsmaalsretten for Leiermaalet tilkommer hendes Frænder; han skal fordre Leiermaalsbøderne af Sagsøgeren [der under Leiermaalssagen skal inddrive dem], paa samme Maade som man fordrer andet Tilgodehavende.
Det sagde Gudmund (4) var Lov, at Faderen til et Barn og de Brødre eller Søstre, som Barnet er nærmest til at tage Arv efter, skulle fortære alle Barnets Midler, ligesom det selv. Er der fjernere Slægtninge, der skulle Forsørges af dets Midler, skulle disse vige bort af Barnets Formue, dersom der ikke er mere end Underholdsmidler indtil det er sexten Aar gammelt.
Kun i det Tilfælde er en Mand pligtig til at modtage andre trængende Slægtninge til Forsørgelse [foruden dem, han har], naar han har tilstrækkeligt til Underhold for fire Halvaar for sig og sin Slægt, som han [allerede] har at Forsørge, og endvidere for dem, han da skal modtage. Alle de, der ikke kunne arbeide tilstrækkeligt for at fortjene deres Underhold, skulle regnes for fulde trængende, uagtet det ikke er saa.
Naar man under Aflæggelsen af Ed fører en trængende til den, der skal forsørge ham, kan Edførselen foretages paa dennes Bopæl, dersom Mænd, som have lovligt fast Hjem, eller Folkene der i Huset høre derpaa, eller ogsaa kan man føre den trængende til ham selv personlig [om det end ikke er paa hans Bopæl].
Man er berettiget til, om man vil, at føre de trængende, som en anden, der er i samme Fjerding, er dømt til at Forsørge, til denne, og er Straffen ligesom forhen er anført, dersom den trængende ikke modtages, og stedse er Straffen Landsforvisning, dersom man lader en trængende, man er dømt til at Forsørge, gaae om at tigge.
Man er ikke pligtig til at forsørge uægte Børn af en Mand, naar man tidligere for det halve eller mere har deltaget i at forsørge deres Fader, og denne burde været Forsørget af andre Slægtninge, dersom disse havde havt Midler dertil.
Hver Mand skal, uagtet han er uægtefødt, dersom han har Formue dertil, forsørge sin Fader og sin Moder, og han skal tage Arv efter dem, dersom ingen er i Live af dem (5), der have en ved Loven bestemt Arveret,
Ligesaa nøie skal Gods vurderes til [Bestemmelse af, om man har tilstrækkelig Formue til at overtage] Fattigforsørgelse, som til Tiende. Alt skal vurderes undtagen Foraarslevninger i Landhusholdningen, samt Hverdagsklæder og tilsvarende Natteklæder for dem, man har at Forsørge.
Naar en Fattigsag tillyses imod en gift Kone, skal hendes Mand, dersom han er paa Thinge, begjære Forsvarskvid for hende, men Sagsøgeren skal, naar han har foretaget Lysningen, underrette ham derom. Men er Konens Mand ikke paa Thinge, naar en Fattigsag er lyst imod hende, og ligeledes naar den Mandsperson ikke er paa Thinge, som Sagen anlægges imod, skal Sagsøgeren opfordre den Gode, i hvis Thinglag den sagsøgte er, til at begjære Forsvarskvidudsagn for denne, men Goden skal vælge, om han vil begjære Kvidudsagnet eller ikke, saaledes at Sagsøgeren [ellers] kan gjøre det inden Domstolene drage ud for at paakjende Sager. Naar Sagsøgeren skal begjære Kvidudsagn, om den sagsøgte har Formue eller Evne til at forsørge den trængende, skal han have tilkaldt Kviden inden Domstolen drager ud; det er da en Søgsmaalskvid. Men dersom andre begjære Kvidudsagnet, skulle de begjære det ved Domstolen, og efterat Sagsøgeren først har opfordret Modparten til at fremkomme med sit Forsvar, og er det en Forsvarskvid. Men dersom der gives det Udsagn, at den Mand, imod hvem Sagen, inden Domstolen drog ud, var tillyst, ikke har Formue til Forsørgelsen, kan man lyse til Forsørgelsessag [imod en anden] saalænge Domstolene ere ude [og beskjæftigede med Sagers Paakjendelse], og behøver Sagsøgeren da ikke at underrette den, han sagsøger, om Lysningen; desuagtet skal enhver tage sig i Vare [for at Sagen kan blive anlagt mod ham], men Sagsøgeren skal dog, dersom andre ikke ville det, begjære Kvidudsagn [for ham].
Dersom en Mand fra Norge eller Hjaltland [Shetlandsøerne] eller Orknøerne eller Færøerne eller Katanes [Caithness] eller [iøvrigt] fra Norges Konges Rige avler et uægte Barn her og lader det blive tilbage, og det ved Haandtagsoverenskomst eller Ildprøver afgjøres, at han er Fader til det, kan man gyldigen føre det til en Mand, der er af samme Fylke som Faderen, og skal det føres til ham en halv Maaned inden han drager bort med sine Klæder fra sit Opholdssted hos den Bonde, hvor han har været, og skal man med Barnet tilbyde ham ti Ører Vadmel. Vil han ikke modtage Barnet, skal hin for anden Gang føre det til ham, under Aflæggelse af Ed, ved Skibet [hvormed han vil bortreise], og dernæst anlægge Sag, dersom det behøves; til en saadan Mand skal Barnet føres, som har sex Hundrede Alen eller mere Gods. Ei er man da [naar Førselen skeer anden Gang] pligtig til at lade Bidraget [af de ti Ører] følge med, undtagen man vil.
Ei er nogen pligtig til at modtage til Forsørgelse en trængende Slægtning, der er beslægtet med ham i den ulige Sidelinies tredie og fjerde Led, eller i den lige Sidelinies fjerde Led, med mindre han har Midler til sex Halvaars Underhold for sig selv og for dem, han [allerede] har at Forsørge, saavelsom for dem, som da skulle overtages til Forsørgelse. Han kan vælge imellem enten at bidrage ti Ører — hver Øre beregnet til sex Alen — til en saadan trængendes Underhold, der er beslægtet med ham i den ulige Sidelinies fjerde og femte Led eller den lige Sidelinies femte Led, eller ogsaa at modtage ham. En Mand er ikke pligtig til at modtage til Forsørgelse en trængende, der er beslægtet med ham i den ulige Sidelinies fjerde og femte Led eller den lige Sidelinies femte Led, med mindre han har saamegen Formue, at han har Midler til Underhold i otte Halvaar for sig selv, og for sin Familie, saavelsom for den, som da skal overtages til Forsørgelse.
Ei er nogen pligtig til at modtage til Forsørgelse flere end to, i den lige Linies fjerde Led med ham beslægtede uægte Børn af samme Fader, med mindre Børnenes Fader er gildet.
Den ene af Ægtefællerne skal, dersom den har Formue, forsørge den anden Ægtefælle, med mindre denne er vanvittig, men naar Vanviddet er helbredet, skal Ægtefællen vende tilbage til sin Mage og til det ægteskabelige Samliv.
Kun i det Tilfælde kan en trængende føres til sin [nærmeste eventuelle] Arving paa en saadan Maade, at Forsørgelsen skal paahvile Arvingens Hrep, dersom Arvingen har Formue til sit Underhold i de næste tolv Maaneder, eller han kan arbeide for sin Mad, og dog kun under den Betingelse, at han selv har Bestyrelsen af sin Formue.
Dersom man løber ud af Hreppen fra dem, man skal Forsørge, til en anden Hrep, er Straffen Landsforvisning, og tilkommer Søgsmaalsretten Jordeieren eller Hrepstyrerne, men, om de ikke ville, da hvem der vil.
Man er berettiget til at lyse til Søgsmaal imod alle Fjerdingens Beboere til Overtagelse af en saadan trængendes Forsørgelse, som ikke her i Landet har nogen Frænde, der har Formue til at overtage Forsørgelsen, og skal man, som den, Sagen anlægges imod, nævne en Bonde, der boer i det Thinglag, hvori den, der skal Forsørges, blev trængende, og man skal opfordre den Gode, i hvis Thinglag den, imod hvem Sagen blev tillyst, er, til Dannelse af Tolvmandskvid, til Udsagn om, at den trængende ingen Frænde har her i Landet, der har Formue til at forsørge ham.
Dersom der mod een Mand paa engang lyses Søgsmaal til Forsørgelse af tvende trængende, skal han modtage den af dem, der er nærmest beslægtet med ham, dersom han ikke har Midler til at forsørge dem begge. Ei skal der lyses til Søgsmaal mod een Mand paa samme Thing til Forsørgelse af flere trængende end tre af een Slægtslinie.
Man er berettiget til at anlægge Forsørgelsessag, uagtet man ikke er ankommen til Thinget i Begyndelsen af dette, dersom man ikke kan faae en anden Mand til at anlægge Sagen paa sine Vegne.
Det er lige rigtigt, hvilket man vil, med Hensyn til Erstatning for en trængendes Forsørgelse, som Nabobønder skulle vurdere, at de ansætte den edelig hjemme eller paa Thinge ved Domstolen. Men vil man anlægge Sag til Udredelse af dobbelte Underholdspenge, skal man [tillige, for Unddragelsen af at overtage Forsørgelsen] gjøre Paastand paa Tremarksbøder.
Naar man Forsørger en trængende, som man ifølge Loven er forpligtet til at underholde, og man ikke har givet den trængende hvad man har anvendt paa hans Underhold, og den forsørgede senere erhverver Formue, eller Formue tilfalder ham, kan Forsørgeren selv eller hans Arving, der ikke er fjernere beslægtet med Forsørgeren end Mosterssøn — forudsat, at han, ved Forsørgerens Død, var Arving efter denne — fordre Underholdet erstattet, uden Renter. Forsørge to Ægtefolk en trængende, skulle Arvingerne efter den af dem, som den trængende var beslægtet med, fordre Erstatningen for Underholdet. Paa samme Maade kunne [til Erstatning for Underholdet] fordres de Bøder, der betales for den forsørgedes Drab, eller for Leiermaal med den forsørgede Kvinde, dersom Bøderne vilde tilfalde saadanne Personer, der ere Frænder til Forsørgeren, og det i den Slægtslinie, i hvilken denne er beslægtet med dem, der ellers skulde tage Bøderne. Dersom den, der er nærmest til at arve den trængende, ikke er istand til at forsørge ham, og Forsørgelsen derfor efter Loven kommer til at paahvile en fjernere beslægtet, og den trængende ikke er fjernere beslægtet med den, der var nærmest til at arve ham, end som Mosterssøn, kan den, der har Forsørget den trængende, dersom den, der var nærmest til at arve den forsørgede, erhverver Formue eller Formue tilfalder ham, fordre [af ham] hvad han har anvendt til Underholdet erstattet uden Renter, og ligesaa Forsørgerens Arvinger, der ikke ere fjernere beslægtede med denne end Mosterssønner.
Ei skal Forsørgelsen af flere end to uægte Børn tilfalde Faderens Fædrenefrænder, medens de ere i Barndomsalderen, og ei heller hans Mødrenefrænder,
Børn af Personer, der formedelst Vanart gaae fra Hus til Hus og tigge, skulle ikke tilfalde Frænderne til Forsørgelse, saalænge Forældrene gaae om paa Tiggeri. Men dersom Forældrene, efterat have gaaet om paa Tiggeri, have i to Halvaar havt fast Opholdssted, kunne Børnene føres til Slægtningene til Forsørgelse. Har den ene af Forældrene efter Tiggervandringen taget fast Ophold, skal den af dem, der gaaer om paa Tiggeri, have Børnene, med mindre Kviden giver det Udsagn, at den tiggende ikke ved sit Arbeide kan fortjene Mad og Klæder, og skal det da være rigtigt at føre Børnene til Frænderne til Forsørgelse. Gaae Forældrene senere igjen paa Tiggeri, er det ret, at Børnene føres til dem fra Forsørgelsesstedet. Det er Vanart, dersom Folk gaae paa Tiggeri fra Hus til Hus formedelst Ladhed eller andre Udyder, som afholde gode Mænd fra at ville have dem hos sig.
- Gudmund Thorgeirsson, der var Lovsigemand fra 1123–1134.
- Nemlig Forældre samt ægtefødte Børn og Sødskende, cfr. ovenfor cap. 118
